Mig og Tude-Tine - historier fra dengang alting var brunt - læseprøve

mig og tude-tine indhold2.indd 2

04/06/12 15.47

mig og tude-tine indhold2.indd 3

04/06/12 15.47

mig og tude-tine indhold2.indd 4

04/06/12 15.47

Trine Bundsgaard

Mig og Tude-Tine

mig og tude-tine indhold2.indd 5

04/06/12 15.47

mig og tude-tine indhold2.indd 6

04/06/12 15.47

Mig og Tude-Tine – historier fra dengang alting var brunt Trine Bundsgaard Med illustrationer af Kirsten Gjerding

carlsen

mig og tude-tine indhold2.indd 7

04/06/12 15.47

mig og tude-tine indhold2.indd 8

04/06/12 15.47

”Var bilerne opfundet, da du var barn?” spørger Marie. Det er tusmørke, og Marie sidder i sofaen sammen med sin mor. De laver ikke noget særligt. De sidder bare med fødderne på sofabordet og vrikker med tæerne. De kunne spille et spil eller tænde for fjernsynet, men de gider ikke. Underboerne skændes. Det kan man jo også få tiden til at gå med. ”Men var bilerne opfundet?” spørger Marie igen. ”Hvor gammel tror du egentlig, jeg er?” siger mor.

Det ved Marie ikke helt. Hun ved bare, at det er længe siden, hendes mor var barn. Meget længe. ”Du var da barn i gamle dage,” siger Marie. ”En slags gamle dage. Det var i hvert fald meget anderledes end nu,” siger mor. ”Hvordan?” spørger Marie. ”Der var ingen computere og ingen mobil­ telefoner eller cd’er. Men jeg havde en 9

mig og tude-tine indhold2.indd 9

04/06/12 15.47

kassettebåndoptager, som jeg hørte bånd på.

Der var kun én fjernsynskanal, og der var ikke nogen, som havde tænkt på, at man kunne se fjernsyn om morgenen. Indtil jeg var på din alder, var vores fjernsyn i sort-hvid. Ikke noget med farver.” ”Det lyder kedeligt,” siger Marie. ”Det var det faktisk ikke,” siger mor. ”Vi havde det rigtig sjovt. Vi brugte også andre ord.

Knæhøj karse og bred ymer. Idiotforstander. Og spasser. Men ikke fuck. Det var ikke opfundet.

Tænk engang. Fuck fandtes ikke.” ”Knæhøj karse? Hvad betyder det?” ”Ja, det betyder da, at noget er supergodt. Eller cool. Eller nice.” ”Mærkeligt,” siger Marie. ”Var det hele så underligt?” ”Det var i hvert fald mere brunt,” siger mor. ”Hvordan brunt?” siger Marie. ”Vores tøj og møbler og ting var bare brune.

Næsten som om de andre farver ikke fandtes. Det var bare brunt. Og lidt gult og orange.” ”Men fortæl noget,” siger Marie. ”Fortæl, hvem du legede med.”

10

mig og tude-tine indhold2.indd 10

04/06/12 15.47

11

mig og tude-tine indhold2.indd 11

04/06/12 15.47

En kat ved navn Mao Min bedste veninde hed Tine. Tude-Tine. Vi boede på samme vej. Mågevej. Der var gule og røde huse på begge sider af vejen. Tine boede i den ene ende, i nummer 5, og jeg boede næsten midt på Mågevej, i nummer 20.

Der var en masse børn i de gule og røde huse, men jeg fik først en rigtig ven, da jeg mødte Tine.

Vi blev venner på grund af en kat. En lille, rødstribet killing. En morgen sad den uden for mit vindue og peb.

Den så virkelig lille og fortabt ud. Jeg gik ind og hentede mælk til den, og på et øjeblik var mælken forsvundet på killingens ru tunge. Så slikkede den sig om munden og så på mig med mørkeblå øjne. Den vejede næsten ingenting. Jeg holdt den ind mod min kind og hørte den spinde som verdens mindste maskine. Jeg havde altid ønsket mig en kat. Eller et marsvin. ”Er du min søde kat?” hviskede jeg ind i det lillebitte katteansigt. ”Den hedder Mao.” Pigen stod lige foran mig. Jeg havde ikke hørt hende komme, fordi jeg sad med ansigtet nede i kattens pels.

Hun havde afklippede cowboyshorts på og en T-shirt med brune og gule striber. Hun havde samme frisure som mig og de fleste andre børn på vejen – grydehår. Hendes 12

mig og tude-tine indhold2.indd 12

04/06/12 15.47

var bare mere uglet end mit. Og måske en lille smule længere. Hun havde brune sandaler ligesom mig. Jeg aede katten på maven, og den spandt ekstra højt. ”Mao er altså min kat,” sagde pigen. Hun så lidt bange ud, da hun trådte helt hen til mig og rakte ud efter katten.

Jeg blev bare ved med at ae killingen. ”Mao,” sagde jeg. ”Hvad er det for et navn?” ”Det har min mor og far fundet på,” sagde pigen. ”Det er en eller anden kineser.” ”En kineser?” sagde jeg. ”En slags helt, tror jeg nok,” sagde pigen. ”En, der bestemmer, i hvert fald. Han har skrevet en lille, rød bog, som de hele tiden snakker om.”

MAO mig og tude-tine indhold2.indd 13

13

04/06/12 15.47

Jeg nussede katten en sidste gang, inden pigen fik fat i den. Den lignede hverken en kineser eller en helt. ”Man kan godt være en helt, selv om man er lille,” sagde pigen med næsen nede i kattens maveskind. ”Måske løber den væk igen,” sagde jeg. helt ud på vejen, vendte hun sig om. ”Går du ikke med?” sagde hun. Jeg så på det filtrede grydehår og benene, som var fulde af skrammer og blå mærker. Killingen lå på pigens arm

14

mig og tude-tine indhold2.indd 14

04/06/12 15.47

og så på mig. Jeg fulgte med uden at sige til min mor, hvor jeg gik hen. ”Jeg hedder Tine,” sagde pigen. ”Og jeg har aldrig set dig før.” ”Jeg hedder Louise,” sagde jeg. ”Jeg har boet her hele mit liv.”

Tine nikkede. Vi sagde ikke så meget, vi gik bare ved siden af hinanden. Jeg holdt øje med Mao, som dinglede på Tines arm.

Tine standsede foran et hus, som så anderledes ud end resten af husene på Mågevej. Forhaven var fuld af store buske og højt græs. Og mælkebøtter. Både de gule og de hvide bolde, som var lige klar til at blive pustet.

Min far fjernede mælkebøtter hver søndag formiddag.

Han tog sine træsko på og havehandsker og kravlede hele vejen rundt om huset, imens han bandede ned i hovedet på ukrudtet.

Bagefter spiste vi frokost og hørte Giro 413. Det var faktisk radio for gamle mennesker, men jeg kunne godt lide at høre det. Mine yndlingssange var Den gamle gartners sang og Mormors kolonihavehus. Især verset om Fætter Frede:

15

mig og tude-tine indhold2.indd 15

04/06/12 15.47

Fætter Frede viser Frida, han ka’ stå på hænder.

Valde vil også, men han taber sine tænder.

Mormor si’r: Musik skal vi ha’ og hun henter sin harmonika.

Det var et liv i sus og dus i mormors kolonihavehus i mormors kolonihavehus.

Titel: Mormors kolonihavehus.

Komponist: Clausen og Petersen.

Copyright © Leif Sylvester Petersen/ C Cosmos C APS.

Jeg ville gerne være i det kolonihavehus. ”Elsker du ikke mælkebøtter?” spurgte Tine og plukkede en stor puste-klar en. Mao sprang ned i græsset og forsvandt om bag huset. Tine sendte mælkebøtte-faldskærme op i luften. Jeg plukkede også en og pustede alt, hvad jeg kunne. Vi pustede og pustede. Luften var fuld af mælkebøttefrø. Min far ville være gået i koma, hvis han havde set os. Tine plukkede en håndfuld mælkebøtter og pustede til dem alle sammen på en gang. Det så virkelig flot ud. Den vildeste blomstersne.

16

mig og tude-tine indhold2.indd 16

04/06/12 15.47

17

mig og tude-tine indhold2.indd 17

04/06/12 15.47

Et vindue blev åbnet, og en kvinde stak hovedet ud.

Jeg gemte min mælkebøtte omme bag ryggen. Hos os var det strengt forbudt at sprede frøene i hele haven.

Strengt forbudt. ”Hvor er det smukt,” sagde kvinden og nikkede mod en sky af frø, som Tine lige havde sendt til vejrs. ”Bente, Louise har fundet Mao.” Tine smilede over hele hovedet. Hun lignede sin mor. De smilede i hvert fald på samme måde. Af ting, vi ikke smilede af hjemme hos mig. ”Bor du her i nærheden?” spurgte Tines mor, som Tine altså kaldte Bente. Jeg pegede i retning af mit hus. ”Det er dejligt, at du er her,” sagde Bente. ”Bare lad, som om du er hjemme.” Jeg stirrede på hende. Jeg var ikke vant til, at voksne talte sådan til mig. Som om jeg var voksen. Hun vinkede og lukkede vinduet igen. ”Vil du se resten af haven?” spurgte Tine. Hun gik uden at vente. Græsset var højt og kildede mod benene.

Der var tusind ting, man kunne lege i den have. Vi bandt blomsterkranse og byggede en hule, som blev til en stenalderhytte. Vi fandt nogle brædder, vi kunne bruge. Og snor og tæpper. Vi knoklede med hytten. Der var ingen voksne, som forstyrrede. De sagde heller ikke noget, når Tine gik ind for at hente en hammer og søm 18

mig og tude-tine indhold2.indd 18

04/06/12 15.47

og stof, vi kunne bruge som tøj. Og noget at spise og en sav. Det blev en virkelig god stenalderhytte. Der var mørkt og varmt under tæpperne, og vi sad ved siden af hinanden og spiste æbler, som stenaldermenneskerne havde fundet i skoven. Mao lå på et tæppe imellem os og sov. ”Måske skulle vi lave et bål herinde,” sagde Tine. ”Kunne det ikke være sjovt?” ”Det er nok lidt for farligt,” sagde jeg. Hjemme hos os var tændstikker og ild strengt forbudt for børn. ”Det var nok også lidt farligt at leve i stenalderen,” sagde Tine. ”Skal vi ikke bare lade være?” sagde jeg.

Så kaldte min mor ude på vejen. ”Jeg har ledt efter dig i over en time!” råbte hun. ”Er du klar over, hvad klokken er?” Det var jeg overhovedet ikke. ”Hvordan er det, du ser ud?” sagde min mor. Hun havde sin værste mine på: både skrap og trist. Jeg ville få skældud senere. Det var helt sikkert. ”Du skal med hjem lige nu.” Fordi min mor så sådan på mig, føltes min stenalderdragt pludselig lidt forkert og grim. Jeg skyndte mig at tage den af. ”Vi ses,” sagde jeg og rakte Tine stenalderkludene.

19

mig og tude-tine indhold2.indd 19

04/06/12 15.47

”I morgen?” sagde hun og trak sit ansigt sammen på en helt speciel måde. ”Det kan man ikke vide,” sagde min mor og trak af med mig. Tine fulgte efter os ud på vejen. ”Vi ses!” råbte hun og vinkede, så hele hendes tynde krop svajede. Min mor gik med lange skridt hen mod nummer 20. Jeg vendte mig om og råbte, så højt jeg kunne. ”Ja, vi ses i morgen!”

mig og tude-tine indhold2.indd 20

04/06/12 15.47

”Men hvorfor hed hun Tude-Tine? Hun græd jo slet ikke,” siger Marie og strækker sig i sofaen. ”Hun græd i skolen, fordi de drillede hende,” siger mor. ”Der var mange, som havde øgenavne dengang. Tis-Anette, Halte-Bo og Krabben. Og så Tude-Tine.” ”Men kaldte du din ven Tude-Tine?” ”Aldrig,” siger mor. ”Eller måske en gang eller to, hvor jeg var rigtig sur på hende. Men efter den dag legede Tine og jeg hver dag. Hun var min allerbedste ven.” ”Hvad legede I?” spørger Marie. ”Fortæl, hvad I legede.”

21

mig og tude-tine indhold2.indd 21

04/06/12 15.47