Issuu

Mig Maja handler om 14-årige Majas jagt på en kæreste. Det sender hende ud på lidt af en rutsjetur, hvor hun pludselig ikke aner, hvad der er op og ned, og hvem hun kan stole på. Mindst af alle sig selv.

Sandra Schwartz

Maja er vild med Tristan. Og han er vild med hende. Eller det bliver han, når han opdager, at hun er til. Da han inviterer til fest, er Maja klar. Hun skal bare lige finde det helt rigtige at have på. Men det er ikke så nemt. For mens Eva kan spise alt, buler Maja ud, blot hun ser på en pose Piratos. Og Katrine er stanglækker og sund på den onde og totalt uopnåelige måde. Bedre bliver det ikke, da Sylvester, Majas plageånd fra barndommen, flytter ind …

ra artz d an chw S

Sommerfugleserien

Sandra Schwartz

Mig Maja

Mig Maja.indd 7

25/11/2015 14.40

I samme serie: Se mig nu

Sandra Schwartz MIG MAJA Tekst © 2015 Sandra Schwartz og Forlaget Carlsen Omslag © 2015 Imperiet / Lonnie Hamborg Grafisk tilrettelægning: Kat Art Bogen er sat med Apollo MT 2. udgave, 1. oplag 2016 Printed in Livonia 2016 ISBN 9788711479766 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk www.sandraschwartz.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Mig Maja.indd 8

25/11/2015 14.40

Kapitel 1 ”Føj, for en madpakkehørm,” siger Katrine. Vi har frokost, og hun har netop sat sig på vores bord. ”Hvem vil med i madboden?” Eva ryster på hovedet, men fortrækker ellers ikke en mine, hun fortsætter bare med at pakke sine rugbrødsmadder ud af husholdningsfilm. Da hun er færdig, vifter hun med en svedig pølsemad foran næsen på Katrine, før hun sætter tænderne i den. Katrine rynker på næsen og retter sin opmærksomhed mod mig. Hun ser som altid toplækker ud. I dag i stramme støvetsorte jeans, en ærmeløs rosa skjorte bluse med flæser foran og en sort cardigan. Jeg tøver.

Mig Maja.indd 9

25/11/2015 14.40

Jeg er dødsulten og har virkelig lyst til at gå med. Men jeg har også mad med, og jeg ved, at hvis jeg går over i kantinen, så kan jeg ikke lade være med at købe noget guf. ”Be be,” siger Katrine. ”Så giver jeg noget lækkert. Det er snart weekend, så må vi godt. Vi kan måske dele en af de der bøtter med frugt, som Birthe laver?” ”Jeg har pastasalat med,” siger jeg spagt og løfter min madkasse, en original Hansen chokoladeisplasticbøtte, og rasler med indholdet. Katrine ignorerer den og læner sig i stedet hen mod mig og fortsætter lavt. “Og måske er Tristan der, så kan du savle lidt over ham.” Den rammer. Og Katrine ved det. Jeg bliver varm i kroppen og i kinderne. Tristan. Dejlige Tristan, som går i 9. og hænger ud med Tine, Benjamin og Yasmin. Katrines on/off-slæng. Min Tristan. Okay, måske ikke helt endnu. Men snart! Jeg skal bare lige få ham til at opdage, hvem jeg overhovedet er. ”Hallo, er du der?” Katrine vinker foran mit ansigt. Jeg sukker, og hun smiler. Hun ved, jeg er så godt som overtalt. Jeg ser på Eva, som tygger. Omhyggeligt. Hun nikker bare, allerede optaget af sin bog, og gør et kast med

Mig Maja.indd 10

25/11/2015 14.40

hovedet. ”Smut I bare, jeg skal alligevel lige læse op på engelsk.” Jeg ryster på hovedet. Hun har kun taget en mikrobid af sin mad og allerede lagt den fra sig igen. Jeg kender ikke nogen, der tygger eller i det hele taget spiser så langsomt, som hun gør. Katrine tager mig under armen, og vi går gennem aulaen. Eller rettere hun trækker mig af sted efter sig. Jeg er efterhånden ved at vænne mig til det. Det ligger bare ikke til hende at slentre, hænge med skuldrene og være magelig. Katrine er rå kraft, der giver og suger energi på samme tid. Når hun går ind i et rum, retter al fokus og opmærksomhed sig straks mod hende. Som om hun er solen, og alle vi andre blot er objekter, der kredser om hende. ”Har du fået talt med Yasmin?” spørger jeg forsigtigt. Vi er i slut februar, og det er over to måneder siden, at alt det rod med Benjamin skete. Man kysser ikke sine veninders kærester. Sådan er det bare. Selv ikke i en brandert. Men det var en fejl, og Katrine har sagt undskyld. Sjovt nok taler hun med Tine og Benjamin, men der er stadig kold luft mellem hende og Yasmin. Så selv om Katrine taler med de andre, så er det bare ikke det samme. Hun tager det pænt. Man kan

Mig Maja.indd 11

25/11/2015 14.40

næsten ikke mærke, at det går hende på. Det var kun der i december, at hendes perfekte fernis et kort øjeblik slog sprækker. Nu er den tilbage. Tykkere, glattere og mere perfekt end nogensinde. ”Nope,” siger Katrine. Et kort øjeblik synes hendes kæbelinje stram, men så smiler hun til mig. ”Og hvad så!” Vi nærmer os madboden, og hun purrer op i håret og fugter læberne. Snak og larm slår os i møde, da vi går ind i rummet. Der er stuvende fuldt. Mit blik scanner det lille rum. Sekunder efter er min søgen forbi. Tristan står i køen, næsten bagest, sammen med Benjamin. Nu er det mig, der trækker Katrine med. Vi skal pinedød nå køen før gruppen af fnisere fra 5. ”Miav, der kommer Kittekat,” siger Benjamin, da han får øje på os. ”Luk, Benji.” Katrine vender øjne ad ham til mig. Men hun narrer mig ikke, jeg kan se, at hun nyder det. ”Nå, nå, der er en, der viser klør i dag: Hvem har tisset i din kattebakke?” ”Klap nu i, du er så skide kæk,” giver Katrine igen. Køen rykker, og Katrine smyger sig ind ved siden af Benjamin, og jeg stiller mig bag dem sammen med Tristan. Jeg ser på Tristan, som ser på Katrine. Måske mærker

Mig Maja.indd 12

25/11/2015 14.40

han det, han retter i hvert fald sit blik mod mig i stedet. Og hans øjne er så smukke blå, at jeg et øjeblik glemmer at trække vejret. ”Så går de i gang igen,” siger han og smiler skævt. Han ser på dem. ”Er de altid sådan da?” spørger jeg. Han vender sig lidt mere om mod mig. Men blikket er lige brøkdelen af et sekund længere om at følge med og stille skarpt på mig. Som om han har svært ved at slide blikket løs. Han nikker, og hans øjne er på vej væk igen. Jeg må finde på noget at sige. Hurtigt. ”Det ser da ellers ud, som om de hygger sig.” Jeg ved ikke, hvor de kommer fra. Ordene. Eller hvordan de kan finde på at slippe ud. Men i samme øjeblik, de er sagt højt, skyder varme op i mine kinder, og jeg har lyst til at hamre mig selv en. En lige højre lige midt i mit dumme fjæs. Var det virkelig det bedste, jeg kunne finde på at sige? Det er sådan noget, Matematik-Mette, der er fra Jylland, siger, hver gang der er noget socialt med klassen. Så indgår hygge i nærmest alle hendes sætninger. Tristan ser på mig. Rigtigt nu, og det trækker i hans ene mundvig. Måske var de ikke så dumme endda. De

Mig Maja.indd 13

25/11/2015 14.40

der håbløse ord. ”Tja, hygge var nok ikke det ord, jeg ville have valgt, men …” Han ser ud, som om han vender og drejer ordet på tungen, lader det rotere i munden, smager på det. ”… Nu du siger det, så er det egentlig pænt passende. Selvom det er en lidt speciel form for hygge.” ”Mund-hugge-hygge,” siger jeg. Og denne gang er de helt rigtige. Ordene. ”Mund-hugge-hygge! Hæ!” Tristan udstøder et gnæg af en latter og smiler. Og alt lyser op og bliver varmt og flydende indeni mig. Køen rykker endnu et nøk fremad. Nu er det Benjamins tur. ”Hey Tristan, hvad skal du have?” Tristan drejer sig væk fra mig og tager et skridt frem til Benjamin. Jeg tror, jeg har set for mange pladder romantiske film, for jeg har lyst til at hive fat i hans arm og holde ham hos mig. Sige, han ikke må forlade mig. Men det er nok ikke sikkert, at Tristan har set de samme film, så jeg lader være. I stedet værner jeg om hans smil, mens jeg ser på, at drengene får deres mad og går. Smilet gløder stadig i mig, og jeg pakker det ind og gemmer det som en skat. Katrine knipser med fingrene foran mit ansigt. ”Hallo, Maja, det er vores tur.”

Mig Maja.indd 14

25/11/2015 14.40

Jeg fokuserer og møder Bitre Birthes trætte blik fra den anden side af disken. Det er Eva, der har givet hende det navn. Som altid er det ret rammende. ”Nå?” siger hun. ”Jeg har jo ikke hele dagen.” ”Øh,” siger jeg og er helt blank. Jeg sender Katrine et panisk blik. Katrine himler ad mig og siger så: ”En kyllingesalat og en Cultura.” Birthe sender mig et hvast blik, der ligesom siger, at jeg har nøjagtig de 20 sekunder, det tager at betjene Katrine, til at finde ud af, hvad jeg skal have. ”En chokomuffin,” kvækker jeg, da det er min tur. Det kan godt være, Birthe altid er sur, men de der plasticposeklædte chokomuffins, hun sælger, er hendes citronsure fjæs værd. Katrine sender mig et sigende blik, da hun betaler, men jeg ignorerer hende. Tristan venter på os, da vi kommer ud af madboden. Han er ved at spise et æble. Der er noget hektisk over hans bevægelser, som om han er nervøs. ”Jeg …” begynder han, men Katrine afbryder ham. ”Hvor er Benji?” Hun rækker mig sin Cultura uden at se på mig og åbner bagefter plasticboksen med kyllingesalaten.

Mig Maja.indd 15

25/11/2015 14.40

Tristan blinker, og et ærgerligt udtryk glider over hans ansigt. Det forsvinder dog hurtigt igen. ”Øh, Benji, han er sammen med Tine og Yasmin.” ”Du … jeg vil gerne,” starter han på ny og ser på Katrine og så ned i jorden, mens han piller ved sømmen på sin mørkeblå sweatshirt. ”Er de sammen igen?” afbryder Katrine ham endnu en gang. Hun fanger slet ikke, han gerne vil sige noget, men har bare travlt med at rode i salaten med sin gaffel for at sortere løg fra. ”Øh, hvem?” Tristan ser forvirret ud, og jeg får næsten helt ondt af ham. Katrine hyler ham tydeligvis helt ud af den. ”Ja, Benji og Yasmin selvfølgelig, hvem ellers, dumme.” Katrine sender ham et irriteret blik. ”Måske. Det tror jeg,” svarer han. ”Hvad? Ved du det ikke?” Katrine løfter et øjenbryn. ”Jo, altså …” siger Tristan og skæver til mig. ”De har været sammen nogle gange … men …” ”Whatever,” siger Katrine og vender øjne ad ham til mig. “Drenge.” Så giver hun sig til at kramme op i håret med sin frie hånd, mens hun ser rundt. Scanner, hvem der kommer og går. ”Skal vi gå tilbage?” Tristan ser på mig. Der er noget fortabt i hans blik,

Mig Maja.indd 16

25/11/2015 14.40

ja, næsten bedende. Det gør ham ikke mindre tiltrækkende. Tværtimod. Jeg får lyst til at kramme ham. Trække ham ind til mig, lade mine fingre glide gennem hans krøllede lyse hår, kysse ham … og … Jeg synker. Nu må jeg simpelthen styre mig. ”Ville du sige noget?” spørger jeg åndeløst og må rømme mig for at skjule, at min stemme er underligt høj. Tristan smiler bredt til mig. ”Jeg holder noget sammenkomst …” begynder han for tredje gang. Men den her gang bliver han ved med at se på mig. “… Ikke nu på lørdag, men lørdag om fjorten dage … og jeg tænkte …” Igen når han ikke længere. ”Holder du fest?” hviner Katrine og slynger sin frie arm om halsen på ham. ”Feeedt! Hvornår skal vi komme?” Tristan farer sammen, stivner ligesom. ”Altså, det er ikke som sådan en fest. Vi er bare nogle stykker. De gamle er hjemme så …” ”Nå,” siger Katrine og ser skuffet ud. Tristan ser helt forlegen ud, og jeg skynder mig at komme ham til undsætning. ”Det lyder da vildt hyggeligt. Hvad er anledningen, hvis der er altså er nogen?” Jeg føler mig helt

Mig Maja.indd 17

25/11/2015 14.40

mormoragtig, mens jeg siger det, og Katrine sender mig da også et underligt blik. Men Tristan lyser op. Hans tænder er perfekt hvide og regelmæssige. Ordene snubler ud, som om de alle sammen kæmper om at komme først. ”Vi har fået lavet førstesal på vores hus, som jeg får for mig selv. Så …” Han kører hånden gennem sine krøller og griner. ”… den skal indvies.” Han skæver til Katrine, men hun er optaget af at smile til nogle drenge fra 9. ”Wow, hvor cool, det kan jeg godt forstå, du gerne vil fejre.” Jeg fortsætter ivrigt. ”Lige om lidt får jeg også mit eget værelse i kælderen. Der er tekøkken og et lille toilet.” Lige da jeg har sagt det sidste, fortryder jeg, jeg har ligesom ikke lyst til, at han skal forbinde mig med det, man laver på et toilet. Tisse er ok, men det andet, not so nice. Så jeg skynder mig at tilføje: ”Det bliver så skønt, lidt ligesom at have sit eget … du ved, privatliv og sådan.” ”Lige præcis,” siger Tristan og kapow-smiler til mig. Sådan dig og mig-agtigt, os to, vi to er på bølgelængde, taler samme sprog, er in sync. Og jeg smiler tilbage. Jeg kan slet ikke lade være. Det breder sig bare i mit ansigt, folder sig ud som erantis i den første spæde forårssol.

Mig Maja.indd 18

25/11/2015 14.40

”Hvem kommer?” spørger Katrine så. Hendes tone er med ét anspændt. ”Bare nogle fra klassen og sådan,” svarer Benjamin. Hans blik flakker væk fra mit. Bryder strømmen af energi mellem os. ”Yasmin?” ”Det tror jeg ikke,” svarer Tristan undvigende. ”Kommer I? I kan bare tage nogle stykker med, hvis I vil …” Katrine trækker på skuldrene. ”Måske.”

Mig Maja.indd 19

25/11/2015 14.40

Kapitel 2 ”Vi skal da med, skal vi ikke?” siger jeg. Vi sidder i sofaerne i aulaen, som vi plejer. Vi har lige trukket Eva med derud. Hun er stadig ikke færdig med sin madpakke. Jeg tror simpelthen, hun glemte at spise videre, da vi gik. Det er mig en gåde, hvordan det kan ske. Hvordan kan man glemme at spise? Man glemmer jo heller ikke at trække vejret. ”Med til hvad?” spørger hun og sætter tænderne i en makrelmad, mens hun samtidig skriver en besked på sin telefon. Jeg har lyst til at flå den ud af hånden på hende, så hun rent faktisk kan koncentrere sig om det, hun spørger om. Multitasking er ikke en evne, hun besidder. Alex-tasking er nok det, hun er bedst til for tiden.

Mig Maja.indd 20

25/11/2015 14.40

Katrine åbner munden for at sige noget, men jeg kommer hende i forkøbet. ”Tristan har inviteret mig til fest lørdag om 14 dage.” ”Os, Maja. Inviteret os til fest,” indskyder Katrine tørt. ”Ja ja,” siger jeg. ”Men det var mig, han kiggede på.” ”Hvem?” spørger Eva og ser op. Det lykkes hende at se totalt blank ud selv med munden fuld af rugbrød. “Hvem tror du?” stønner Katrine. Og sender hende et hvilken-planet-bor-du-på-blik. ”Tristan selvfølgelig. Månedens piedestaloffer.” ”Nåårh, Tristan!” Eva siger det overdrevet højt. ”Ham har jeg da aldrig hørt om.” ”Ha ha, du er sjov, hva’!” siger jeg og sender hende et stramt blik, før jeg retter min opmærksomhed mod Katrine. ”Du skal da nødig snakke! Hvor mange er det lige, du har snavet med fra 9.?” Hun rækker tunge ad mig, så begynder hun at synge. ”Maja er vild med Tristan, Maja er vild med Tristan …” Eva stemmer i. ”Maja er vild med Tristan. Ja, hun er … Ja, hun er.” Varme og stensikkert også en lækker grillet kulør æder sig ind på mit ansigt. Flere ved de andre borde vender sig og sender os blikke.

Mig Maja.indd 21

25/11/2015 14.40

”Ti nu stille!” siger jeg ud mellem sammenknebne læber. ”I behøver sgu da ikke at råbe det ud over hele skolen!” Eva og Katrine ser på hinanden og så på mig. ”Hvad?” spørger jeg. ”Du tror, du er så skide diskret, men alle, der har øjne i hovedet, kan sgu da se, du er vild med ham,” siger Katrine. ”Hold dog kæft!” siger jeg og rager min muffin til mig. Tager en stor bid og giver mig til at tygge. Chokoladesmagen eksploderer i min mund, overdøver uroen i min mave. Katrine ser på muffinen med væmmelse. ”Hvad er der nu?“ spørger jeg med mad i munden. En stor krumme ryger ud og lander på bordet foran Eva. Hun rynker på næsen. ”Altså, jeg vil gerne smage, men helst en bid, der ikke har været i munden på dig først.” Jeg griner og rækker hende muffinen. Hun tager en stor bid og giver mig den tilbage. Katrine ryster på hovedet af os, som om vi er i gang med at begå en dødssynd. “Ej, Katrine, det er jo bare en muffin. Den har aldrig har gjort nogen noget og kan da ikke gøre for, den er

Mig Maja.indd 22

25/11/2015 14.40

svampet og saftig og helt igennem uimodståelig,” siger jeg og vifter med den foran hende. ”Ligesom mig.” ”Hvis du med lækker mener fedtet, uformelig og fyldt med e-numre af den nasty slags, så er jeg helt med. ” Jeg stirrer på min muffin. Der er tandmærker i glasuren, mine tænder er overtrukket med sukker. Den smager godt, men ikke helt så godt som lige før. ”Er du klar over, hvor mange kalorier der er i sådan en?” fortsætter hun. Mine mundvige trækker sig op. ”Og hvad så? Jeg har en tip top forbrænding, du er bare misundelig!” Jeg propper endnu en kæmpe bid i munden, gumler demonstrativt på den. Den bløde kagemasse glider ned gennem min hals. ”Det er godt, Maja, vi må holde sukker-fedt-fanen højt!” siger Eva. Hun klapper sig på maven. Sin ultra flade mave, der nærmest buer indad. ”Vi skal jo holde depoterne ved lige!” Pludselig er det, som om mit tøj strammer, elastikken i mine leggings gnaver sig ind i mit maveskind og deler min mave i to ulækre buler. Jeg retter mig op og hiver ud i min trøje. Kommer til at se på mine lår og Evas. Mine lår er svineskanker ved siden af hendes slanke ben.

Mig Maja.indd 23

25/11/2015 14.40

Katrine ryster på hovedet. ”Den der klammomuffin er et måltid i sig selv. Der er 400 kalorier i eller sådan noget. Af de tomme slags. Masser af fedt og ingen rigtig næring. Det er lige sådan noget, som sætter sig på sidebenene.” Hun tager sig i siden. Hvor der selvfølgelig ikke er andet end et minimalt lag hud at hive i. Jeg behøver ikke gøre det for at vide, det ikke er det samme hos mig. ”Du lyder ligesom min mor,” siger jeg og ser ned på kagepapiret. Det er blødt, næsten gennemsigtigt af fedt og ser ud, som om det har pels. Kagepels. ”Måske har din mor en pointe.” ”Helt ærligt, hvem gider tælle kalorier hele tiden! Det er sgu da for anstrengende,” siger jeg og fortsætter vrængende. ”I dag må jeg spise 1.000 kalorier, godt så kan jeg spise otte agurker og seks gulerødder, og lige om lidt bliver jeg til en kanin.” Jeg laver overbid og rynker på næsen som en kanin. Så kaster jeg den sidste bid muffin ind. Det er en lille bid, men af en eller anden grund fylder den mere i munden. Og det er svært at få den ned, da jeg synker. Eva griner, men Katrine trækker bare på den ene skulder. ”Det må du selv om. Jeg vil bare gerne være sund.” Hun ser mig ind i øjnene uden at blinke. Og det vil jeg ikke? Jeg synker igen og vil helst bare

Mig Maja.indd 24

25/11/2015 14.40

grine hendes udtryk væk, langt væk. Men min mund vil ikke være med. Hvorfor er Katrine altid efter mig, hun er aldrig efter Eva? Som om det er en dødssynd at spise en muffin. Hvorfor spiste jeg i det hele taget den muffin? Katrine fabler videre. Om hvor mange kalorier der er i ditten og datten. Om at sukker er gift for kroppen og bla bla bla. Til sidst er det bare for meget. ”Det der slatne salatregime er sgu da for sygt,” hvæser jeg. ”Som om man bliver lykkelig af at ligne en udsultet supermodel.” Ordene plaffer ud, skarpe og rygende som fra en maskinpistol. Evas grin falmer, og hun ser overrasket på mig. Med ét får jeg kvalme. Kvalme af kagemassen, der skvulper rundt i min mave, sukkeret, der æder hul i mine tænder, Katrines blik, der brænder. For det er jo løgn, hvad jeg siger. Jeg vil jo gerne være sund. Katrinesund med lange, slanke linjer eller Evasund med fine, spinkle lemmer. Det er et fedt. Alt handler om former, og jeg vil have flere rette linjer og færre kurver. ”Jeg skal på toilettet,” mumler jeg. En følelse af lede skyller ind over mig. Jeg rejser mig og begynder med hurtige skridt at gå.

Mig Maja.indd 25

25/11/2015 14.40

”Men det ringer lige om lidt,” råber Eva efter mig. Jeg ignorerer hende og går ud på det store pigetoilet. Jeg kan ikke være i min krop, den føles oppustet og fed og ulækker. Jeg skulle aldrig have spist den muffin. Jeg må … Det er ikke noget, jeg har planlagt, eller noget jeg har gjort mange gange før. Men da døren er smækket i, står jeg helt stille og lytter. Et toilet løber, og der er larm ude fra gangen, og trin på etagen over. Ellers er der ikke andre lyde, jeg er alene. Jeg tjekker alligevel efter fødder under alle dørene. Jeg går ind ad den sidste. Døren låser med et klik, og jeg fylder lungerne med luft og stiller mig med let spredte ben foran toilettet. Jeg synker og lader kvalmen stige op i mig. Jeg bøjer mig forover og stirrer ned i kummen. Den blanke overflade stirrer tilbage, spejler mig svagt. Så stikker jeg to fingre ind i munden. Der sker ikke noget. Jeg synker og må tage mig sammen for at mase dem helt ind, men så kommer presset også, uden jeg gør mere for det. Som et slag med en boksehandske op gennem halsen, svælget. Min mave trækker sig sammen, og spejlbilledet brydes, og jeg forsvinder ned i kummen i en sort flydende masse.

Mig Maja.indd 26

25/11/2015 14.40

Sandra Schwartz

ra artz d an chw S

Sommerfugleserien