Midnatspaladset - læseprøve

I 1932, da Ben fejrer sin 16 års fødselsdag i et forfaldent hus, Midnatspaladset, i Calcutta, dukker hans søster op. Det, der skulle være en lykkelig genforening, bliver starten på et mareridt.

Deres forfølger Jawahal er vendt tilbage, og denne gang er det ikke sikkert, at de to søskende kan undslippe.

Midnatspaladset er forfatterens anden bog fra 1994 og anden del af trilogien, der begyndte med Tågens fyrste.

C A R L O S RU I Z

ZAFÓN Midnatspaladset

Midnatspaladset

Den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafón (f. 1964) brød stort igennem hos det internationale publikum med romanen Vindens skygge, der udkom i 2001, og som siden er blevet oversat til 46 sprog og har solgt 25 millioner eksemplarer verden over. Siden er udkommet Englens spil og Himlens fange.

I 1916 FLYGTER den engelske løjtnant Michael Peeke med de nyfødte og forældreløse tvillinger Ben og Sheere over floden i Calcutta, forfulgt af en sortkappet skikkelse, Jawahal. Børnene bliver overdraget til deres bedstemor, der lover aldrig at skille dem ad. Hun bryder sit løfte og anbringer Ben på et børnehjem.

CARLOS RUIZ ZAFÓN

© ISOLDE OHLBAUM

I Calcuttas hjerte lurer et mysterium …

Af forfatteren til Vindens skygge

Lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

MIDNATSPALADSET

Midnatspaladset.indd 1

19/10/2016 12.42

Midnatspaladset.indd 2

19/10/2016 12.42

CARLOS RUIZ ZAFÓN

MIDNATSPALADSET På dansk ved Iben Hasselbalch

Midnatspaladset.indd 3

19/10/2016 12.42

Midnatspaladset er oversat fra spansk efter El palacio de la medianoche Copyright © Carlos Ruiz Zafón 1994 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Bogen er sat med Adobe Garamond hos Demuth Grafisk Og trykt hos ScandBook UAB, 2016 Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet ISBN: 978-87-11-56392-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Midnatspaladset.indd 4

19/10/2016 12.42

NOTITS FRA FORFATTEREN

Kære læser Midnatspaladset var min anden roman og blev oprindelig udgivet i Spanien i 1994. Læsere, der kender mine senere bøger, for eksempel Vindens skygge eller Englens spil, ved måske ikke, at mine første fire romaner oprindelig blev udgivet som ”ungdomsbøger”. Men selvom de hovedsageligt blev skrevet for unge læsere, var det mit håb, at de kunne appellere til læsere i alle aldre. Da jeg skabte de bøger, prøvede jeg at skrive den slags romaner, jeg selv gerne ville have læst som barn, men som også ville kunne interessere mig, når jeg blev treogtyve eller fyrre eller treogfirs.

I årevis var rettighederne til disse bøger “fanget” I en retslig strid, men de kan nu nydes af læsere i hele verden. Disse tidligere værker er heldigvis blevet godt modtaget af både unge og ikke så unge. Jeg vil gerne tro, at historiefortælling går på tværs af aldersgrænser, og jeg håber, at læserne til mine voksenromaner vil fristes til at udforske disse historier fulde af magi, mystik og eventyr. Og endelig håber jeg, at alle I nye læsere også vil nyde disse bøger, når I begynder jeres egen eventyrrejse ind i bøgernes verden.

God rejse Carlos Ruiz Zafón Februar 2010

Midnatspaladset.indd 5

19/10/2016 12.42

Midnatspaladset.indd 6

19/10/2016 12.42

Til MariCarmen

Midnatspaladset.indd 7

19/10/2016 12.42

J

eg skal aldrig glemme den nat, da det sneede i Calcutta.

Kalenderen på børnehjemmet St. Patrick’s stod på en af de sidste dage i maj 1932, hvor paladsernes by havde lagt en af de hedeste måneder i mands minde bag sig.

Med både mismod og frygt talte vi dagene til den sommer, hvor vi fyldte seksten år, og hvor vi ville blive skilt, og hvor vi måtte opløse Chowbar Society, den hemmelige klub med syv eksklusive medlemmer, som havde været vores samlingspunkt i alle vores år på børnehjemmet. Dér var vi vokset op uden anden familie end hinanden og uden andre minder end de historier, som vi fortalte efter midnat omkring bålet i haven bag det gamle, forladte hus, der lå på hjørnet af Cotton Street og Brabourne Road, en stor, faldefærdig bygning, som vi havde døbt Midnatspaladset. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det skulle blive sidste gang, jeg så den by, i hvis gader jeg var vokset op, og hvis fortryllelse har fulgt mig lige siden.

Jeg vendte aldrig tilbage til Calcutta, men jeg forblev tro mod det løfte, som vi alle havde aflagt i tavshed i den hvide regn ved bredden af Hooghly-floden: aldrig at glemme det, vi havde været vidner til. I årenes løb har jeg lært at skatte og bevare det, som •

Midnatspaladset.indd 8

8•

19/10/2016 12.42

skete i de dage, i min erindring, og jeg har gemt de breve, som jeg modtog fra den forbandede by, og som har holdt min hukommelses flamme i live. Således erfarede jeg, at vort gamle palads blev revet ned for at bygge en kontorbygning i stedet, og at mr. Thomas Carter, forstanderen på St. Patrick’s, tilbragte de sidste år af sit liv i mørke efter en ildebrand, der gjorde ham blind for altid.

Jeg hørte om, hvordan de steder, vi kendte fra de dage, efterhånden forsvandt. En frådende by, der fortærede sig selv, og tidens illusion slettede gradvist sporet af Chowbar Societys medlemmer.

Så jeg blev nødt til at lære at leve med frygten for, at denne historie skulle gå tabt for evigt, fordi ingen ville fortælle den.

Skæbnens ironi vil, at det er blevet mig, den mindst egnede, den dårligst udstyrede til den opgave, der påtager sig at fortælle historien og afsløre den hemmelighed, der for så mange år siden på én gang forenede og skilte os for altid på den gamle jernbanestation, Jheeter’s Gate. Jeg havde foretrukket, at det var blevet en anden, der havde fået til opgave at redde denne historie ud af glemslen, men endnu en gang har livet vist mig, at min rolle var vidnets og ikke hovedpersonens.

I alle disse år har jeg gemt de sparsomme breve fra Ben og Roshan, hæget om de papirer, der kastede lys over den skæbne, som tilfaldt hvert enkelt af medlemmerne i vores særegne klub, og læst dem højt igen og igen alene i min lille lejlighed. Måske fordi jeg på en eller anden måde fornemmede, at forsynet havde gjort mig til vogter over vor fælles hukommelse. Måske fordi jeg forstod, at jeg var den af de syv børn, der altid havde været den mindst risikovillige, den mindst brillante og dristige og derfor den, der havde flest chancer for at overleve.

I den ånd og i tillid til, at min hukommelse ikke vil forråde mig, skal jeg prøve at genopleve de mysterier og frygtelige begivenheder, der fandt sted i de fire glohede dage i maj 1932.

•

Midnatspaladset.indd 9

9•

19/10/2016 12.42

Det bliver ikke nogen nem opgave, og jeg appellerer til læserens overbærenhed med min ubehjælpsomme pen, når jeg skal hente denne mørke sommer i Calcutta frem af fortiden. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at rekonstruere virkeligheden og finde tilbage til de dunkle hændelser, der uopretteligt kom til at afgøre vores skæbne. Nu skal jeg blot trække mig tilbage fra scenen og lade kendsgerningerne tale for sig selv.

Jeg skal aldrig glemme ansigterne på mine forskræmte kammerater den nat, det sneede i Calcutta. Men som min ven Ben lærte mig at man altid skulle, vil jeg begynde med begyndelsen …

Midnatspaladset.indd 10

19/10/2016 12.42

MØRKETS GENKOMST

Calcutta, maj 1916

K

ort efter midnat dukkede en pram frem af nattetågen, der steg op fra Hooghly-floden som dunsten fra en forbandelse. I forstavnen, i det svage skær fra en hensygnende olielampe fastgjort til masten, kunne man skimte skikkelsen af en kappeklædt mand, der møjsommeligt roede mod den fjerne bred. Længere væk, mod øst, rejste konturerne af Fort William sig i Maidan-parken under et tæppe af askegrå skyer i skæret fra en endeløs svededug af lygter og bål, der strakte sig, så langt øjet rakte. Calcutta.

Manden standsede et kort øjeblik for at få vejret og betragte omridset af Jheeter’s Gate Station, som definitivt var ved at forsvinde i mørket, der sænkede sig over den anden flodbred. For hver meter han bevægede sig længere ind i disen, gik stationen af stål og glas mere og mere i et med alle de andre bygninger, der lå forankret i deres svundne glans. Hans øjne vandrede mellem denne jungle af mausoleer af marmor, sortnet efter årtiers forsømmelse, og de nøgne mure, hvis okkergule, blå og gyldne hud var blevet hærget af den ubarm•

Midnatspaladset.indd 11

11 •

19/10/2016 12.42

hjertige monsun, udvisket som akvareller, der fortog sig i et vandbassin.

Alene visheden om, at han kun havde få timer, måske minutter, tilbage af sit liv, drev ham videre nu, efter at han havde efterladt den kvinde, han havde svoret at beskytte med sit eget liv, langt inde i den forbandede bygning. Mens løjtnant Peake denne nat satte ud på sin sidste rejse til Calcutta på en gammel pram, svandt hvert sekund af hans liv bort i regnen, der var kommet i ly af morgenen.

Alt imens han kæmpede for at stage båden mod bredden, kunne han høre gråden fra de to små børn, der lå skjult i lasten. Peake kiggede sig tilbage og så, at lysene fra den anden pram ikke var mere end omkring hundrede meter bag ham og vandt ind på ham. Han kunne se sin ubønhørlige forfølgers smil for sig og hans fryd over jagten.

Han ignorerede børnenes gråd af sult og kulde og lagde alle sine sidste kræfter i at styre båden ind til flodbredden, der lå som tærsklen til Calcuttas endeløse, spøgelsesagtige labyrint af gader. To hundrede år havde været nok til at forvandle den tætte jungle omkring Kalighat til en by, hvor Gud aldrig ville have vovet sig ind.

Uvejret var i løbet af få minutter brudt løs over byen som en rasende, destruktiv ånd. Fra midten af april til et godt stykke ind i juni våndede byen sig under den indiske sommer. I de dage døjede den med temperaturer på fyrre grader og en luftfugtighed, der næsten nåede mætningspunktet. På nogle minutter kunne et voldsomt tordenvejr forvandle himlen til en krudttønde og termometrene falde tredive grader i løbet af sekunder.

Gardinet af fossende regn udviskede de skrøbelige flydemoler af råddent træ, der vuggede på floden. Peake helmede •

Midnatspaladset.indd 12

12 •

19/10/2016 12.42

ikke, før han mærkede båden støde mod fiskernes mole, først da satte han stagen fast i dyndet på bunden og ilede ned efter børnene, der lå pakket ind i et tæppe. Da han tog dem i favnen, gennemtrængte spædbørnenes gråd natten som et blodspor, der leder rovdyret til sit bytte. Peake holdt dem tæt ind til sit bryst og sprang i land.

Gennem det tætte forhæng af regn, der fossede ned fra himlen, kunne man se den anden pram langsomt nærme sig bredden som et begravelsesskib. Peake følte panikkens piskesnert og løb mod de gader, der afgrænsede Maidan-parken mod syd, og forsvandt i mørket i det område af byen, som de privilegerede beboere, for størstedelen europæere og briter, kalde den hvide bydel.

Det eneste, han håbede på, var at redde børnenes liv, men han var endnu langt fra hjertet af den nordlige del af Calcutta, hvor Aryami Bosés hus lå. Denne gamle dame var den eneste, der kunne hjælpe ham nu. Peake standsede op et øjeblik og spejdede ind i Maidan-parkens umådelige mørke for at få øje på det fjerne lys fra de små gadelygter, der tegnede glimtende stjerner i den nordlige del af byen. De mørke gader, maskerede af uvejrets slør, ville være hans bedste skjul.

Løjtnanten tog et fast greb om børnene og styrede atter mod øst for at søge ly i skyggerne af de store, paladslignende bygninger i byens centrum.

Kort efter lagde den sorte pram, der havde forfulgt ham, til ved molen. Tre mænd sprang i land og fortøjede båden.

Lugen til kabinen blev langsomt åbnet, og en mørk skikkelse i sort kappe gik uden at tage sig af regnen over den landgangsbro, som mændene havde lagt ud fra molen. Da han var kommet i land, strakte han sin hånd i den sorte handske frem, pegede mod det sted, hvor Peake var forsvundet, og •

Midnatspaladset.indd 13

13 •

19/10/2016 12.42

antydede et smil, som ingen af hans mænd kunne se i uvejret. *** Den mørke, snoede vej, der førte gennem Maidan-parken og langs fæstningen, havde forvandlet sig til en mudderpøl i regnen. Peake erindrede svagt, at han havde været igennem den del af byen i gadekampene under oberst Llewelyns kommando, dengang ved højlys dag og til hest sammen med en blodtørstig eskadron fra hæren. Skæbnens ironi ville, at han nu bevægede sig over dette åbne område, som lord Clive havde ryddet i 1758, så Fort Williams kanoner kunne skyde frit i alle retninger. Men denne gang var det ham, der var byttet.

Løjtnanten løb fortvivlet mod træbevoksningen, mens han følte de stjålne blikke fra tavse vagter, der skjulte sig i mørket, Maidan-parkens natlige beboere.

Han vidste, at ingen ville overfalde ham og prøve at fratage ham kappen eller børnene, der græd i hans favn. De usynlige beboere på stedet kunne lugte dødens spor i hælene på ham, og ingen ville vove at stille sig imellem ham og hans forfølger.

Peake sprang over gitteret, der adskilte Maidan-parken fra Chowringhee Road, og fortsatte ud ad Calcuttas hovedfærdelsåre. Den majestætiske boulevard var bygget på den gamle vej, der små tre hundrede år tidligere førte gennem den bengalske jungle i sydlig retning mod Kalitemplet, Kalighat, som havde givet navn til byen.

Den sædvanlige menneskemængde, der normalt fyldte Calcutta om natten, var forsvundet på grund af regnen, og byen fremstod som en stor, forladt og beskidt basar. Peake •

Midnatspaladset.indd 14

14 •

19/10/2016 12.42

vidste, at regnen, der slørede udsynet og fungerede som et skjul for ham i den mørke nat, kunne forsvinde lige så hurtigt, som den var begyndt. De uvejr, der kom ind fra havet over Ganges’ delta, drev hurtigt mod nord eller vest efter at have sluppet sin rensende syndflod løs over den bengalske halvø og efterladt sig et spor af tåge og gader oversvømmet af giftige pytter, hvor børnene legede i vand til livet, og hvor køretøjer af forskellig art stod strandet som drivende både.

Løjtnanten ilede mod den nordligste ende af Chowringhee Road, indtil han mærkede, at musklerne i hans ben svigtede, og at hans arme knap kunne bære børnene mere. Lysene i den nordlige del glimtede tæt på under regnens fløjlstæppe.

Peake var klar over, at han ikke kunne fortsætte i det tempo ret meget længere, og at Aryami Bosés hus stadig var langt derfra. Han var nødt til at tage et hvil.

Han standsede op for at få vejret skjult under trappen til et gammelt klædelager, hvis mure var oversået med plakater, der meldte om snarlig nedrivning efter officiel ordre. Han havde en svag erindring om at have inspiceret dette sted en del år forinden, da en rig købmand havde anmeldt det og hævdet, at der skjulte sig en ikke ubetydelig opiumshule derinde.

Nu sivede det beskidte vand ned mellem de ramponerede trappetrin og mindede om sort blod, der piblede frem af et dybt sår. Stedet lå trøstesløst og øde hen. Løjtnanten løftede spædbørnene op til sit ansigt og så ind i deres fortumlede øjne; de græd ikke længere, men rystede af kulde. Tæppet, de havde om sig, var gennemblødt. Peake tog de bittesmå hænder i sine i håb om at varme dem lidt, mens han gennem trappens sprækker spejdede ud på de gader, der udgik fra Maidan-parken. Han kunne ikke huske, hvor mange morde•

Midnatspaladset.indd 15

15 •

19/10/2016 12.42

re hans forfølger havde hvervet, men han vidste, at der kun var to kugler tilbage i hans egen revolver, to kugler, som han skulle bruge med alt det snilde, han var i stand til at mønstre; han havde affyret resten i tunnelerne på stationen. Han pakkede igen børnene ind i den mindst våde del af tæppet og lagde dem fra sig et øjeblik på et tørt sted på jorden, som han fandt under et hulrum i depotets væg.

Peake tog sin revolver frem og stak langsomt hovedet frem under trappetrinnene. Mod syd lignede den øde Chowringhee Road en uvirkelig scene, der ventede på, at forestillingen skulle begynde. Løjtnanten anstrengte blikket og genkendte striben af fjerne lys på den anden side af Hooghly-floden.

Det gav et sæt i ham, da han hørte lyden af nogle hastige skridt på den regnfyldte brolægning, og han trak sig på ny tilbage i mørket.

Tre mænd dukkede frem af mørket i Maidan, en mørk udgave af Hyde Park skabt midt i den tropiske jungle. Knivene glimtede i halvmørket som tunger af flydende sølv. Peake skyndte sig at tage børnene op i favnen igen og tog en dyb indånding, vel vidende at hvis han flygtede nu, ville mændene efter få sekunder kaste sig over ham som et sultent hundekobbel.

Løjtnanten blev stående ubevægelig klinet til depotets væg og holdt øje med sine tre forfølgere, der var standset op et øjeblik for at kigge efter ham. De tre lejemordere udvekslede nogle uforståelige ord, og en af dem gav tegn til de andre, at de skulle dele sig op. Peake skælvede, da han forstod, at en af dem, ham, der havde givet ordre om at deles, styrede direkte mod den trappe, han gemte sig under. Et øjeblik tænkte løjtnanten, at lugten af hans frygt ville lede morderen til hans gemmested.

•

Midnatspaladset.indd 16

16 •

19/10/2016 12.42

Hans øjne løb desperat over overfladen af muren under trappen for at finde en åbning at flygte gennem. Han lagde sig på knæ ved det hulrum, hvor han havde lagt børnene fra sig et øjeblik før, og prøvede at forcere de løse brædder, der var frønnede af fugtighed. Træpladen var medtaget af råd og gav uden vanskelighed efter, og Peake mærkede et kvalmt luftpust inde fra den faldefærdige bygnings kælder. Han kiggede sig bagud og iagttog morderen, der nu ikke var mere end en snes meter fra foden af trappen og svingede kniven i hånden.

Han lagde sin egen kappe over børnene for at beskytte dem og krøb ind i lagerbygningen. Pludselig blev han lammet af et jag af smerte nogle centimeter over knæet i højre ben. Peake følte efter med skælvende hænder, og hans fingre berørte det rustne søm, der smertefuldt havde boret sig ind i hans kød. Han undertrykte et skrig af smerte, greb fat om spidsen af det kolde metal, trak hårdt i det og mærkede huden blive flænget undervejs og det varme blod flyde mellem hans fingre. Et anfald af kvalme og smerte slørede hans syn i flere sekunder. Stønnende greb han igen om børnene og rejste sig møjsommeligt op. Foran ham åbnede der sig en spøgelsesagtig gang med hundredvis af tomme hylder i flere etager, der dannede et besynderligt trådkors, som fortabte sig i mørket. Uden at tøve et øjeblik løb han over i den anden ende af lagerbygningen, hvis dødsmærkede struktur knagede i uvejret. *** Da Peake igen kom ud i fri luft efter at have tilbagelagt flere hundrede meter i den faldefærdige bygning, opdagede han, at han befandt sig knap hundrede meter fra Tiretta Basar, •

Midnatspaladset.indd 17

17 •

19/10/2016 12.42

et af de mange forretningscentre i den nordlige del af byen.

Han priste sig lykkelig og begav sig mod labyrinten af smalle, bugtede gader, som udgjorde kernen af denne brogede del af Calcutta, med retning mod Aryami Bosés bolig.

Det tog ham ti minutter at komme til det sted, hvor den sidste frue i familien Bosé boede. Aryami boede alene i et stort, gammelt hus i bengalsk stil, der lå bag den vilde bevoksning, som ikke var blevet forstyrret af nogen menneskelig hånd i mange år, hvilket fik stedet til at se forladt og aflukket ud. Og dog ville ingen beboer i det nordlige Calcutta, et kvarter, der også var kendt som den sorte bydel, have vovet at overskride grænserne til denne have og bevæge sig ind på Aryami Bosés enemærker. De, der kendte hende, værdsatte og respekterede hende lige så meget, som de frygtede hende.

Der var ikke et menneske i det nordlige Calcutta, der ikke på et eller andet tidspunkt i sit liv havde hørt om hende og hendes slægt. Blandt folk der på stedet var hendes person at ligne med en ånd: magtfuld og usynlig.

Peake løb mod den sorte lansegitterport ind til den tilgroede sti i haven og frem mod den revnede marmortrappe op til hoveddøren. Med de to børn på den ene arm hamrede han flere gange på døren med knytnæven, mens han håbede på, at larmen fra uvejret ikke ville overdøve lyden af hans banken.

Løjtnanten hamrede på døren i flere minutter med blikket rettet mod de øde gader bag sig, fuld af frygt for at hans forfølgere skulle vise sig. Da døren gik op foran Peake, vendte han sig og blev blændet af lyset fra en olielampe, og en stemme, han ikke havde hørt i fem år, udtalte dæmpet hans navn. Peake skærmede for øjnene med den ene hånd og genkendte Aryami Bosés uudgrundelige ansigt.

Kvinden aflæste hans blik og betragtede børnene. En •

Midnatspaladset.indd 18

18 •

19/10/2016 12.42

skygge af smerte bredte sig over hendes ansigt. Peake slog øjnene ned.

– Hun er død, Aryami, mumlede han. – Hun var allerede død, da jeg nåede frem.

Aryami lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Peake forstod, at bekræftelsen af hendes værste anelser strømmede ind i hendes sjæl som et syrebad.

– Kom ind, sagde hun til sidst, trådte til side for ham og lukkede døren bag ham.

Peake skyndte sig at lægge børnene på et bord og befri dem for det våde tøj. Aryami fandt i tavshed tørre svøb frem og lagde dem om børnene, mens Peake fik ilden til at blusse op for at give dem varme.

– Jeg bliver forfulgt, Aryami, sagde Peake. – Jeg kan ikke blive her.

– Du er kommet til skade, sagde kvinden og pegede på det sår, som sømmet i lagerbygningen havde lavet.

– Det er bare en overfladisk rift, løj Peake. – Det gør ikke ondt.

Aryami nærmede sig og rakte hånden frem for at stryge ham over det svedige ansigt.

– Du har altid elsket hende …

Peake flyttede blikket over på de små og svarede ikke.

– Det kunne have været dine børn, sagde Aryami. – Måske havde de så fået en bedre skæbne.

– Jeg må af sted nu, Aryami, sagde løjtnanten. – Hvis jeg bliver her, finder de mig, de helmer ikke før.

De udvekslede et opgivende blik, vidste begge, hvilken skæbne der ventede Peake, så snart han trådte ud på gaden igen. Aryami tog løjtnantens hænder mellem sine og knugede dem.

•

Midnatspaladset.indd 19

19 •

19/10/2016 12.42

– Jeg har aldrig været sød mod dig, sagde hun. – Jeg var bekymret for min datter, for det liv, hun kunne få sammen med en britisk officer. Men jeg tog fejl. Det vil du nok aldrig tilgive mig.

– Det har ikke længere nogen betydning, svarede Peake. – Jeg må af sted. Nu. Peake gik for sidste gang hen for at se på børnene, der lå i varmen fra ilden. De små så på ham med legesyg nysgerrighed og strålende øjne, smilede. De var i sikkerhed. Løjtnanten begav sig mod døren med et dybt suk. Efter disse få minutters hvile ramte trætheden og den bankende smerte i benet ham med ubønhørlig kraft. Han havde opbrugt den sidste rest af sine kræfter på at bringe børnene til dette sted, og nu tvivlede han på sin evne til at klare det uundgåelige. Udenfor piskede regnen stadig mod den vilde bevoksning, og der var hverken spor af hans forfølger eller af håndlangerne.

– Michael, sagde Aryami bag ham.

Den unge mand standsede op uden at se sig tilbage.

– Hun vidste det, løj Aryami. – Hun har altid vidst det, og jeg er sikker på, at hun på en eller anden måde gengældte dine følelser. Skylden var min. Du må ikke være vred på hende.

Peake nikkede tavs og lukkede døren bag sig. Han blev stående et kort øjeblik i regnen, og så gik han med fred i sjælen sine forfølgere i møde. Han gik tilbage samme vej, som han var kommet, indtil det sted, hvor han var trådt ud af den forladte lagerbygning, og bevægede sig på ny ind i den gamle hals mørke for at finde et gemmested, hvor han kunne vente.

Mens han skjulte sig i mørket, forvandlede den udmattelse og smerte, han følte, sig langsomt til en berusende fornemmelse af overgivelse og fred. Hans læber formede ansat•

Midnatspaladset.indd 20

20 •

19/10/2016 12.42

sen til et smil. Nu havde han ikke længere nogen grund til eller håb om at leve videre. *** Den sorte handskes lange, spidse fingre kærtegnede den blodige spids på det søm, der stak ud af det brækkede træbræt for foden af indgangen til lagerbygningens kælder. Mens hans folk ventede i tavshed bag ham, førte den slanke skikkelse, der skjulte sit ansigt under en sort hætte, langsomt spidsen af sin pegefinger op til læberne og slikkede dråben af mørkt, tykt blod i sig og smagte på det, som om det var honning.

Straks efter vendte han sig mod de mænd, som han havde hyret nogle timer før for nogle få mønter og et løfte om mere betaling efter endt arbejde, og pegede ind i bygningen. De tre håndlangere hastede indenfor gennem den åbning, Peake havde lavet kort forinden. Den hætteklædte smilede i mørket.

– Et sært sted at vælge at dø, løjtnant Peake, mumlede han ved sig selv.

Fra sit skjul inde i kælderen bag en søjle af tomme kasser så Peake de tre skikkelser komme kravlende ind, og skønt han ikke kunne se deres leder derfra, var han vis på, at han ventede på den anden side af muren. Han fornemmede hans tilstedeværelse. Peake trak sin revolver frem under sin gennemblødte tunika for at dæmpe lyden fra våbnet og drejede kammeret rundt, til den ene af de to kugler var i stilling. Han havde ikke længere noget imod at påbegynde rejsen mod døden, men han agtede ikke at tage den alene.

Den adrenalin, der strømmede i hans årer, havde dulmet den jagende smerte i knæet og gjort den til en dump og fjern •

Midnatspaladset.indd 21

21 •

19/10/2016 12.42

banken. Peake smilede igen, overrasket over sin egen ro, og sad helt stille i sit skjul. Han så sine tre bødler langsomt nærme sig gennem gangene mellem de tomme hylder, indtil de standsede en halv snes meter fra ham. Den ene af mændene løftede hånden som tegn på, at de skulle gøre holdt, og pegede på nogle mærker på gulvet. Peake holdt sin revolver i brysthøjde, sigtede mod dem og spændte hanen.

På et nyt tegn delte de tre mænd sig op. To af dem gik langsomt rundt den vej, der førte til stablen af kasser, og den tredje styrede lige mod Peake. Løjtnanten talte mentalt til fem og skubbede så brat søjlen af kasser ned over sin angriber. Kasserne væltede ned over ham, og Peake løb hen mod den åbning, han var kommet ind ad.

Den ene af lejemorderne sprang ud foran ham fra en tværgang og svingede knivsbladet en snes centimeter fra hans ansigt. Før denne lejemorder nåede at få sejrssmilet frem, anbragte Peake revolverløbet under hagen på ham.

– Slip den kniv, hvæsede løjtnanten.

Manden så løjtnantens isnende blik og gjorde, hvad han fik besked på. Peake tog ham brutalt i håret, og uden at fjerne revolveren vendte han sig mod hans allierede med sit gidsel som skjold for sin krop. De to andre mordere nærmede sig langsomt og agtpågivende.

– Løjtnant, spar os for den scene og giv os det, vi søger, mumlede en velkendt stemme bag ham. – Disse mænd er hæderlige familiefædre.

Peake vendte blikket mod den hætteklædte mand, der smilede i halvmørket få meter fra ham. Engang for ikke så længe siden havde han lært at sætte pris på det ansigt som en vens. Nu havde han svært ved at tro, at han skulle blive hans morder.

•

Midnatspaladset.indd 22

22 •

19/10/2016 12.42

– Jeg skyder hovedet af denne mand, Jawahal, stønnede han.

Hans gidsel lukkede skælvende øjnene.

Den hætteklædte foldede hænderne tålmodigt og udstødte et lille irriteret suk.

– Gør det, hvis du synes, løjtnant, svarede Jawahal, – men det skaffer dig ikke ud herfra.

– Jeg mener det alvorligt, svarede Peake og stak revolverløbet endnu længere ind i hagen på morderen.

– Selvfølgelig, løjtnant, sagde Jawahal i et forsonligt tonefald. – Skyd, hvis du har mod til at dræbe en mand med koldt blod og uden Hans Majestæts tilladelse. Ellers slip revolveren, så kan vi blive enige om en aftale, der er til glæde for begge parter.

De to bevæbnede mordere var standset op og stod ubevægelige, klar til at springe på ham ved det første tegn fra den hætteklædte. Peake smilede.

– Udmærket, sagde han til sidst. – Hvad synes du om denne aftale?

Peake skubbede sit gidsel omkuld på gulvet og vendte sig mod den hætteklædte med hævet revolver. Det første skud gav genlyd i kælderen. Den hætteklædtes behandskede hånd dukkede frem af krudtskyen med udstrakt håndflade. Peake syntes, han så det fladmaste projektil skinne i halvmørket og langsomt smelte til en stribe af flydende metal, der gled ud mellem de spidse fingre som en håndfuld sand.

– Dårligt sigtet, løjtnant, sagde den hætteklædte. – Prøv igen, men tættere på denne gang.

Før Peake nåede at bevæge en muskel, greb den hætteklædte om hans bevæbnede hånd og førte pistolløbet op til sit ansigt, mellem øjnene.

•

Midnatspaladset.indd 23

23 •

19/10/2016 12.42

– Er det ikke sådan, du har lært det i hæren? hviskede han.

– Engang var vi venner, sagde Peake.

Jawahal smilede foragteligt.

– Den tid er forbi, løjtnant, svarede han.

– Gud nåde mig, stønnede Peake og trykkede igen på aftrækkeren.

Et øjeblik, som forekom ham evigt, så Peake kuglen gennemhulle Jawahals kranium og flå hætten af hans hoved. I nogle sekunder skinnede lyset igennem såret i det stivnede, smilende ansigt. Så lukkede det rygende hul efter projektilet sig langsomt om sig selv, og Peake mærkede revolveren glide ud mellem sine fingre.

Hans modstanders brændende øjne fastholdt hans, og en lang, sort tunge viste sig mellem hans læber.

– Du fatter det stadig ikke, vel, løjtnant? Hvor er børnene?

Det var ikke noget spørgsmål. Det var en ordre.

Peake rystede på hovedet, stum af rædsel.

– Som du vil.

Jawahal klemte om hans hånd, og Peake mærkede knoglerne i sine fingre splintres under huden. Smerten tvang ham i knæ på gulvet, åndeløs.

– Hvor er børnene? gentog Jawahal.

Peake forsøgte at artikulere nogle ord, men den ild, der steg op fra den blødende stump, der før havde været hans hånd, havde lammet hans tunge.

– Er der noget, du vil sige, løjtnant? mumlede Jawahal og knælede ned foran ham.

Peake nikkede.

– Javel, smilede hans fjende. – Helt ærligt morer din lidelse mig ikke. Hjælp mig at gøre en ende på den.

•

Midnatspaladset.indd 24

24 •

19/10/2016 12.42

– Børnene er døde, stønnede Peake.

Løjtnanten så den grimasse af mishag, der aftegnede sig i Jawahals ansigt.

– Nej, nej. Du gjorde det så godt, løjtnant. Nu skal du ikke ødelægge det.

– De er døde, gentog Peake.

Jawahal trak på skuldrene og nikkede langsomt.

– Udmærket, medgav han. – Du giver mig ikke noget valg. Men før du går, så lad mig minde dig om, at da Kylians liv var i dine hænder, var du ude af stand til at gøre noget for at redde hende. Mænd som dig var grunden til, at hun døde.

Men de mænds dage er forbi. Du er den sidste. Fremtiden er min.

Peake kiggede bønfaldende op på Jawahal og så, at pupillerne i hans øjne langsomt trak sig sammen til to smalle sprækker på to gyldne, runde skiver. Manden smilede og begyndte med største forsigtighed at tage den handske af, der dækkede hans højre hånd.

– Desværre kommer du ikke til at leve længe nok til at opleve det, fortsatte Jawahal. – Du skal ikke et sekund tro, at din heroiske handling har tjent noget formål. Du er et fæhoved, løjtnant Peake. Det har jeg altid syntes, og nu, hvor du skal dø, bliver jeg kun bekræftet i det. Jeg håber, at der findes et helvede for fæhoveder, Peake, for det er der, jeg sender dig hen.

Peake lukkede øjnene og hørte hvislende ild nogle centimeter fra sit ansigt. Efter et endeløst øjeblik følte han så nogle brændende fingre, der lukkede sig om hans hals og tog det sidste pust af liv fra ham. Samtidig hørte han i det fjerne lyden af det forbandede tog og de spøgelsesagtige stemmer af hundredvis af børn, der skreg i flammerne. Så blev alt mørkt.

•

Midnatspaladset.indd 25

25 •

19/10/2016 12.42

I 1932, da Ben fejrer sin 16 års fødselsdag i et forfaldent hus, Midnatspaladset, i Calcutta, dukker hans søster op. Det, der skulle være en lykkelig genforening, bliver starten på et mareridt.

Deres forfølger Jawahal er vendt tilbage, og denne gang er det ikke sikkert, at de to søskende kan undslippe.

Midnatspaladset er forfatterens anden bog fra 1994 og anden del af trilogien, der begyndte med Tågens fyrste.

C A R L O S RU I Z

ZAFÓN Midnatspaladset

Midnatspaladset

Den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafón (f. 1964) brød stort igennem hos det internationale publikum med romanen Vindens skygge, der udkom i 2001, og som siden er blevet oversat til 46 sprog og har solgt 25 millioner eksemplarer verden over. Siden er udkommet Englens spil og Himlens fange.

I 1916 FLYGTER den engelske løjtnant Michael Peeke med de nyfødte og forældreløse tvillinger Ben og Sheere over floden i Calcutta, forfulgt af en sortkappet skikkelse, Jawahal. Børnene bliver overdraget til deres bedstemor, der lover aldrig at skille dem ad. Hun bryder sit løfte og anbringer Ben på et børnehjem.

CARLOS RUIZ ZAFÓN

© ISOLDE OHLBAUM

I Calcuttas hjerte lurer et mysterium …

Af forfatteren til Vindens skygge

Lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof