Mellem liv og død læseprøve

Mellem liv og død

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 1

27/06/18 10:14 am

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 2

27/06/18 10:14 am

LINDY LILLELUND

Mellem liv og død

PĂĽ job som sygeplejerske i en krigszone

I samarbejde med Anette Jorsal

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 3

27/06/18 10:14 am

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 4

27/06/18 10:14 am

Introduktion

Siden 2003 har jeg været udsendt otte gange af ICRC, Den Internationale Røde Kors Komité, som delegat i konfliktområder, hvor jeg primært har arbejdet med sygepleje, undervisning i hygiejne og anæstesi og desuden løst administrative opgaver. Jeg har fået orlov fra mit arbejde som anæstesisygeplejerske på sygehuset i Silkeborg for at rejse ud for ICRC, og gennem årene har jeg været udsendt på kortere og længerevarende missioner til det sydlige Sudan, nu Sydsudan, Somalia og Afghanistan. En enkelt gang har jeg været udsendt med IFRC, Det Internationale Røde Kors Forbund, der sender delegater ud til katastroferamte områder. Rejsen gik til Bangladesh.

Jeg har skrevet rejsebreve hjem til familie, venner og kolleger under alle missioner, og jeg har skrevet både om mit arbejde under specielle forhold, om mit møde med andre kulturer og om hverdagslivet under fremmede himmelstrøg. Det er blevet til mange rejsebreve, og bogen består af udpluk fra disse breve. Der er ikke gemt rejsebreve 5

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 5

27/06/18 10:14 am

fra 1. og 3. mission, og derfor bestĂĽr teksterne om disse to missioner af erindringer skrevet i dag.

De meninger, der kommer til udtryk i bogen, er mine egne.

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 6

27/06/18 10:14 am

Fra Sir til Sudan

Jeg glemmer aldrig det syn, der mødte mig. Det var aften, og jeg var på vej hjem fra hospitalet i Lokichokio i Kenya.

Der var 35-37 grader varmt. Cikaderne lagde en smuk underlægningsmusik, og børnene legede i det udtørrede flodleje, hvor de fantastiske turkanakvinder i deres farverige og traditionelle beklædning gik rundt. Solen skinnede gennem akacietræerne, der stod oppe på bredden af floden. Da tænkte jeg: NU lever jeg. NU er jeg i mit rette element.

Og jeg er blevet bekræftet hver gang, jeg har været udsendt af det internationale Røde Kors, ICRC, hvad enten det har været i det sydlige Sudan, til Somalia eller til Afghanistan. Jeg har hver gang følt, at jeg med min sundhedsfaglige baggrund kunne gøre en forskel for den lokale befolkning. Jeg kan ikke redde verden, men jeg vil gerne give mit lille bidrag til, at nogle får den hjælp, de har brug for.

Det er selvfølgelig hårdt, når man fx står foran 40 sårede personer i det sydlige Sudan og skal vælge den hånd7

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 7

27/06/18 10:14 am

fuld, der kan komme med et fly tilbage til hospitalet, eller når man må efterlade en ung mand, der er lam, fordi han er skudt gennem ryggen, og fordi man ved, at vi ikke kan gøre noget for ham på hospitalet. Men samlet set giver det så meget mening at hjælpe folk, der lever under svære vilkår, og jeg bliver glad langt ind i sjælen, når en meget stille og såret kvinde giver min hånd et klem som tak. Eller når en sygeplejerske med et stort smil fortæller, at hun har taget på, fordi hun er så glad for sit arbejde, efter at jeg har overtaget ledelsen på hendes afdeling.

Jeg vidste allerede tidligt, at jeg skulle ud og se verden.

Lige fra den dag, jeg satte mig ind i bussen sammen med resten af klassen fra gymnasiet i Holstebro for at tage på studietur til Prag. Den tur gjorde stort indtryk på mig.

Livet på gården hjemme i Sir i Vestjylland var på ingen måde præget af det store udsyn. Her fulgte vi årets gang efter egnens traditioner, men i bussen satte jeg mig op på guidesædet ved siden af buschaufføren, og uden for bussen åbenbarede en større verden sig. Jeg slugte det hele, mens mine kammerater festede stort set hele turen, fra vi kørte, til vi kom hjem.

Ingen af mine kammerater havde forestillet sig, at den rejse senere skulle blive afgørende for mit arbejdsliv og for mit valg om at rejse ud i verden og hjælpe folk i nød.

Derfor var mine gymnasiekammerater også meget overraskede, da vi var samlet til vores 25-års studenterjubilæum i 2005. Var det virkelig mig? Lindy Lillelund? Drengen med sideskilning, føntørret hår, matchende tøj og aldrig med på fest og ballade dengang vi gik i gymnasiet? Var jeg virkelig blevet Røde Kors-delegat, som arbejder ude i alverdens konflikter, og som har fløjet rundt og udvalgt 8

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 8

27/06/18 10:14 am

og hentet de sårede? De fleste havde vist forestillet sig, at jeg var havnet på en kontorstol og boede i en forstad.

Men den dag i guidesædet fik jeg bekræftet, at jeg har en umættelig nysgerrighed. Mine forældre havde lidt svært ved at forstå, hvad alle mine rejser i mine unge år skulle gøre godt for, men i virkeligheden har jeg nok arvet min nysgerrighed fra min far. Jeg har det rigtigt svært, når en vej deler sig i to, for når jeg vælger den ene vej, så ser jeg jo ikke den anden!

Da jeg skulle aftjene min værnepligt efter studenter­ tiden, blev det heldigvis hos Civilforsvaret, for jeg har aldrig haft noget ønske om at lære at slå ihjel. Jeg lærte faktisk flere nyttige ting i Civilforsvaret, som jeg senere fik stor gavn af, som fx at slukke brande og at blive ­uddannet ambulancefører, hvilket faldt godt i tråd med min senere uddannelse som sygeplejerske.

Efter værnepligten pakkede jeg rygsækken og rejste lidt rundt i Europa og tog i kibbutz i Israel. Senere gik turen til Australien, Singapore, Thailand, Malaysia og Nepal, og jeg blev især betaget af Nepal. Af landets skønhed og venlige folk, og jeg vendte flere gange tilbage. Men det var også på rejsen i Asien, at jeg for alvor blev konfronteret med en skæv fordeling af verdens ressourcer, og at jeg begyndte at drømme om at kunne gøre en forskel.

Tilbage i Danmark valgte jeg godt nok at begynde på en kontoruddannelse, men der gik kun to dage, inden jeg fandt ud af, at det slet ikke var noget for mig. Men som vestjysk landmandssøn gjorde jeg selvfølgelig det færdig, jeg var begyndt på.

Jeg fortsatte med at rejse, og det blev mere og mere tydeligt for mig, at jeg skulle vælge et fag, som jeg kunne 9

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 9

27/06/18 10:14 am

bruge ude i verden for at ændre bare en lille smule på verdens skævheder. Næsten uanset hvad du laver i Danmark, kan du indrette dig sådan, at du kan leve et behageligt liv, men i mange lande har folk ikke muligheden. De er tvunget til at leve det liv, som de er født ind i, og jeg synes, det burde være anderledes. Når man oplever det med egne øjne, har det en meget større virkning end, hvis du læser om det i avisen. Hvis jeg bare kunne bidrage med en lille smule for at rykke på skævhederne, ville det være af stor værdi.

Efter en omgang brainstorming pegede pilen på to fag: Jeg skulle være enten lærer eller sygeplejerske. Det var begge fag, som jeg kunne bruge hos de udsatte ude i verden. Jeg søgte ind på seminariet og sygeplejeskolen, men valgte i sidste ende seminariet fra. Det med lærergerningen var alligevel ikke mig, men sygeplejerske: Det var der muligheder i. Men der var godt nok ikke nogen, der lige havde set landmandssønnen fra Sir havne som sygeplejerske, et rigtigt kvindefag.

Efter seks måneders rejse med min kæreste i Mexico og USA kom jeg hjem og begyndte som 27-årig på sygeplejeuddannelsen i Silkeborg. Det var en god uddannelse, som jeg blev utroligt glad for. Som 31-årig var jeg færdig­ uddannet, og efter få år tog jeg en uddannelse som anæstesisygeplejerske, og den har vist sig at være til stor nytte ude i verdens brændpunkter. I en alder af 42 år kunne jeg omsætte en drøm til virkelighed. Jeg søgte ind til det internationale Røde Kors, ICRC, der fortrinsvis arbejder i konfliktzoner og har syv grundlæggende principper: Medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillighed, enhed og almengyldighed. At det blev 10

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 10

27/06/18 10:14 am

ICRC (Den Internationale Røde Kors Komité), var lidt en tilfældighed.

Tæt på at sige nej Da der kom en mail om den første opgave, var jeg på én af mine mange rejser til Nepal. Det var en fredag eftermiddag, og pludselig blev jeg usikker. Tør jeg nu alligevel det her? Jeg var lige ved at skrive nej tak, men jeg fik en god snak med min ven Lars, som jeg besøgte i Nepal, og han sagde, at jeg selvfølgelig skulle gøre det. Jeg kunne jo altid springe fra, hvis det ikke var noget for mig. Jeg sagde heldigvis ja, og i 2003 blev jeg som 43-årig sendt ud på min første mission i Kenya. Her var jeg med til at behandle sårede fra det sydlige Sudan, hvor der var krig, fordi regionen ville løsrive sig fra det nordlige Sudan. ­Siden er det blevet til mange missioner, og i begyndelsen af 2018 kom jeg hjem fra min 9. mission.

Jeg holder af uforudsigeligheden i mit arbejde. Jeg kan som udsendt aldrig vide, hvad dagen byder på, og jeg må ofte bruge min intuition og kreativitet for at finde den rette løsning på rette sted, men det passer mig rigtig godt. De fleste vil gerne vide, hvad der skal ske i morgen, i næste uge og næste år. Jeg har det allerbedst med ikke at vide det. Jeg kan godt lide at kaste mig ud i det uventede.

Til hverdag ved jeg dog, hvad jeg skal, når jeg cykler de godt 12 kilometer ind til Silkeborg Sygehus for at passe mit 32 timers job som anæstesisygeplejerske. Takket være Region Midtjyllands politik om, at medarbejdere kan få fri til at tage ud i verden og udføre humanitært arbejde, kan jeg få fri til at tage af sted, når Røde Kors kalder.

11

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 11

27/06/18 10:14 am

I 2017 modtog jeg Røde Kors’ Florence Nightingalemedalje for mit humanitære arbejde i Sydsudan, Somalia og Afghanistan. Det har ikke altid været let for mig at tro, at jeg er god nok – at dét, jeg gør, er godt, og at jeg kan måle med mig andre. Derfor har den anerkendelse, som ligger i at modtage medaljen, en meget stor værdi for mig. Jeg var selvfølgelig både stolt og beæret, men det var også en glæde at opleve den interesse og glæde, som andre udviste. I Vestjylland fråser man ikke med anerkendende ord, og derfor blev jeg specielt glad, da der kom anerkendelse fra den kant, ikke mindst fra familien.

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 12

27/06/18 10:14 am

Forelsket i Afrika

I marts 2003 blev jeg sendt ud på min første mission, som gik til det nordvestlige Kenya på grænsen til Sudan. Jeg skulle arbejde på hospitalet i Lokichokio, der tog imod patienter fra det sydlige Sudan.

Da det var min første mission, skulle jeg først besøge ICRC’s hovedkvarter i Genève. Det var på alle måder en overvældende oplevelse. Genève er en smuk by, og ICRC var allerede dengang meget stort for mig. Alene dét at komme ind i Røde Kors’ verden og begynde at forstå, hvordan Røde Kors hænger sammen, var en stor oplevelse.

Herfra fløj jeg til Nairobi, og det var mit første møde med Afrika. Et kontinent, jeg ikke havde haft lyst til at besøge på mine mange rejser. Nok mest fordi jeg mente, det var for usikkert, for farligt. Der var for mange lande, hvor der var risiko for overfald. Når man hørte om overfald eller konflikter i et afrikansk land, var man nok desværre tilbøjelig til at brede historien ud over hele Afrika. Men det gik selvfølgelig mig som mange andre, der har besøgt Afrika. Jeg var helt solgt fra starten. Al den energi og livs13

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 13

27/06/18 10:14 am

glæde. De mange farver. Jeg syntes med det samme, at Afrika var fantastisk.

Hospital i en 40 grader varm stenørken Efter et par dage fløj jeg ud til Lokichokio, en landsby i den kenyanske stenørken, meget tørt og for det meste over 40 graders varme. Her tog Vivi imod mig. En erfaren dansk ICRC-sygeplejerske, som i dag er min gode ven. Jeg syntes bare, det hele var spændende. Omgivelserne var helt anderledes end noget andet, jeg havde set før. Jeg kom ind i compounden og så, hvordan den var bygget op, og det lille træhus med to værelser og toilet, hvor jeg skulle bo.

Første gang jeg skulle besøge hospitalet, kunne jeg næsten ikke vente. Jeg var så nysgerrig efter at se, hvordan forholdene var. Jeg var spændt på, hvad jeg kunne bidrage med. Jeg var jo bare mig, og var jeg overhovedet god nok til opgaven? Kunne jeg slå til i verdens største humanitære organisation?

Jeg skulle hjælpe med sygeplejen i den afdeling, hvor patienter lå i stræk med deres ben, som enten var brækket eller ødelagt af skud. Der var opereret et søm gennem skinnebenet, som skulle i stræk, og i den anden ende af snoren hang en pose med sand. Posen hang ud over fodgærdet på sengen for at holde benet i stræk.

Allerede efter to måneder blev jeg udpeget til at være leder af intensivafdelingen. Det var en stor udfordring, for jeg havde ingen ledererfaring, men jeg valgte naturligvis at påtage mig opgaven.

Jeg satte meget hurtigt stor pris på, at alt var så anderledes. Selv om det kunne være svært, kunne jeg godt lide at arbejde med de begrænsede ressourcer.

14

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 14

27/06/18 10:14 am

Det var dog ofte svært for patienterne at forstå, hvad der skulle ske med dem, fx for en analfabet at forstå, at han skal have en stomi, fordi den nederste del af tarmen er ødelagt, og at vi tre måneder senere, når hans tarm er helet op, fjerner stomien.

Jeg fik stor respekt for sudanesernes tilgang til livet.

Det var rart at leve et sted, hvor der er stor respekt for naturens gang, meget mere end der er herhjemme. Vi siger godt nok, at verden bliver mindre og mindre, men når man er i Lokichokio, så er verden stadig stor og ekstrem forskellig fra vores. Der er steder, der er så anderledes, at vi slet ikke kan begribe det.

Sudaneserne har en utrolig praktisk tilgang til livet.

En kvinde kom til hospitalet og fødte et barn for tidligt.

Barnet fik lagt en sonde ned i maven, fordi det ikke selv kunne tage føde, men moderen blev ved med at hive sonden op. Hun ønskede faktisk, at barnet skulle dø, for hun skulle tilbage til de raske børn hjemme i landsbyen. Et barn med så dårlig en start på livet vil ikke kunne overleve i Sudan. De accepterer liv og død på en helt anden måde, end vi gør. Derfor kunne jeg også godt acceptere, at hun var nødt til at tænke på de levedygtige børn, hun havde derhjemme. Barnet levede, da hun forlod hospitalet, men det ville dø efter kort tid, for det fik ingen væske. Men så fik hun i det mindste muligheden for at begrave barnet hjemme i Sudan.

På et tidspunkt fik vi en 10-årig pige ind på hospitalet.

Hun havde epilepsi og var under et anfald faldet ind i bålet i hytten, mens hendes mor lige var gået udenfor. Pigen fik alvorlige forbrændinger på benene, så begge ben måtte amputeres over knæene, og på et tidspunkt gik der in15

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 15

27/06/18 10:14 am

fektion i ét af arrene. Moderen var indlagt med datteren, og pludselig begyndte moderen at udvikle store lommer med betændelse på kroppen. Vi tømte dem for en halv liter betændelse, men ellers kunne vi ikke finde ud af, hvad hun fejlede. Men moderen vidste det. Hun var besat af en ond ånd, fordi hun havde været en dårlig mor, og hun ønskede at komme hjem, for at en heksedoktor kunne uddrive den onde ånd.

100 køer i gave På et tidspunkt havde vi en ung fyr, der også døjede meget med betændelse. Han havde fået et spyd ned gennem lungen og mellemgulvet og ind i leveren. Han udviklede en stor lomme med betændelse, og det lykkedes ikke at dræne det. Han blev tyndere og tyndere, og på et tidspunkt bad han om at komme hjem til Sudan for at dø. Jeg fik ham overtalt til en operation, hvor en kirurg kunne fjerne noget af det ene ribben, så vi kunne komme ind til betændelsen. Allerede dagen efter operationen havde han det meget bedre, og han kom sig hurtigt. “Du har reddet mit liv, fordi du fik mig overtalt til operation”, sagde den unge mand til mig, og han ville give mig 100 køer i gave. Det kunne jeg jo ikke tage imod. Nå, men så ville han sælge køerne og give mig pengene. Det kunne jeg selvfølgelig heller ikke tage imod. Men fyren gav ikke op.

“Nu ved jeg det: Du gifter dig med min lillesøster!” Det takkede jeg nu også nej til.

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 16

27/06/18 10:14 am

Svære valg blandt de sårede Rejsebreve fra 2. mission Kenya 2004-2005

Jeg var tilbage i Lokichokio eller bare Loki i Kenya, denne gang som evakueringssygeplejerske, der skulle vurdere hvilke patienter fra konflikten i Sudan, der kunne evakueres til ICRC-hospitalet i Loki. Tre gange om ugen fløj jeg ind i Sydsudan for at vurdere patienterne på jorden, og ellers blev patienterne vurderet på kontoret med henvendelser fra “Field’en”.

Jeg sidder nu uden for min “tukul”, som jeg i dag er flyttet ind i her i Lokichokio i Kenya på grænsen til Sydsudan.

Tukul er ordet for de hytter, som afrikanerne bor i. Min hytte er nok lidt bedre. Den består af to cirkelformede halvdele med et flot stråtag, som ender i to flotte spidser.

Den er rigtig hyggelig med god plads, men det bedste er, at der er en dejlig lukket have omkring med en stor overdækning af en del af terrassen, så jeg også kan sidde ude om dagen. Her til aften sørger cikaderne for hyggemusikken.

Tukulen ligger midt i compounden (den lejr, vi bor i), så her er dejligt stille.

17

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 17

27/06/18 10:14 am

I går havde jeg min første tur ind i Sudan med et Buffalo transportfly. Det må siges at være en anden måde at flyve på end med et rutefly. Komfort er der absolut intet af, men til gengæld er der masser af støj. Sæderne, som følger siderne af flyet, består af kunststof trukket ud over en aluminiumsramme. Gulvet er et beskidt træ­ gulv, og der er ingen søde stewardesser til at servere god mad. Farten er max. 350 kilometer i timen, så det tager sin tid at nå frem til første lokalitet. En anden hjælpeorganisation har en stor delegation i Akuem, men da flyet stoppede, syntes jeg, der var rigtigt langt til de nærmeste bygninger, som i virkeligheden kun er stråhytter.

Der stod jeg så på den meget flade, røde jord. Jeg fik øje på hjælpeorganisationens meget forblæste flag og tænkte, at jeg hellere måtte gå derhen. Der var nogle søde frivillige, men de havde ikke de patienter klar, som jeg skulle have med. De havde ikke fået vores besked. Næste lokalitet var kun et hurtigt stop for at samle en patient op. Derfor lod piloterne motorerne køre, da jeg hoppede ud. Det larmede kolossalt, temperaturen var mere end 40 grader, og varmen fra udstødningen var enorm, sandet skar i øjnene, men jeg kunne dog se fem mand komme, nærmest slæbende med patienten. De fik hende ombord på flyet og gjorde opmærksom på, at hun ammede det lille barn, som sad på armen af en større pige. Det var selvfølgelig i orden, at det kom med. Knapt var patienten lagt på en madras i bunden af flyet, før flyets ingeniør fik gennet folk ud, lukket døren, og vi var allerede på vej ud ad startbanen. Men hov! Den store pige var der stadig. Varmen var meget påtrængende, flyet hoppede i lufthullerne, og den sidste sandwich hoppede op og ned 18

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 18

27/06/18 10:14 am

i maven. Hold da op. Det var min første pick-up, og det lykkedes dem allerede at snyde mig!

Flystyrt Onsdag fløj jeg i den legendariske Twin Otter. Jeg blev temmelig syg med opkastninger. Det samme gentog sig torsdag, da jeg fløj i 12 timer. Så jeg var godt mat om aftenen, men lidt i 22 blev jeg kaldt op på min radio. En af de andre hjælpeorganisationers fly var styrtet ned, seks var omkommet, deriblandt flyets 28-årige australske andenpilot og fem sudanesere. Fire havde mirakuløst overlevet, bl.a. flyets kaptajn, også en ung australier. Han havde brækket ryggen.

Derudover var der tre sudanesere med skader, som ikke var beskrevet. Det blev min opgave at flyve ind og evakuere de overlevende samt bringe den døde pilot med tilbage. De tre sudanesere kunne bevæge arme og ben, men havde diverse brud. Det viste sig senere, at de to af dem også havde brud på ryggen. Heldigvis slap de godt fra det.

Jeg fik piloten lagt på en båre, mens de tre sudanesere blev slæbt hen til flyet på tæpper. Alle blev anbragt på gulvet, og til sidst måtte jeg anbringe den døde mellem to af sudaneserne og faktisk mellem benene på mig. Jeg havde dog i mellemtiden fået ham lagt i en ligpose.

Tilbage i Loki ventede et helt ualmindeligt veludstyret og flot ambulancefly, som ikke tilhører ICRC, til at transportere den døde og den sårede pilot til Nairobi. De tre sudanesere blev lagt i bunden af en Land Cruiser på deres tæpper. Der er stor forskel på behandlingen, alt efter hvilken hudfarve man har, og hvor man kommer fra. Den opgave tog også meget på mine ressourcer, men allerede næste dag måtte jeg på en endnu større opgave.

19

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 19

27/06/18 10:14 am

Det svære valg På et sted, der hedder Akobo, havde en træfning mellem forskellige parter efterladt en raseret landsby og mange sårede. Jeg skulle give grønt lys til dem, der kunne komme til hospitalet, og rødt lys til dem, vi ikke kunne tilbyde en bedre behandling end på stedet. Alle havde skudsår, og alle ville naturligvis være blevet bragt til sygehuset i Danmark. Ikke her. Jeg er jo ikke særlig erfaren endnu, og jeg synes bestemt, at det er svært at sige nej til nogen, som, efter min vurdering, ville have en chance for fuld helbredelse, hvis de ellers fik den rigtige behandling.

40 mennesker lå på jorden i skyggen af akacietræerne.

De lå på tæpper og bårer lavet af kviste og grene. Jeg begyndte simpelthen i den ene ende. “Kan komme med”.

“Kan ikke komme med”. “Venter til en senere vurdering”. Børn kommer altid med, selv om deres skader ikke er så store, men jeg tillod fx ikke nogen, der blot havde et overfladisk skudsår i benet. En mand var blevet skudt lige gennem brystkassen, men havde fine respirationslyde på begge lunger, og så kan vi faktisk ikke gøre noget for dem i Loki. Men det er sgu underligt at sige nej til sådan et tilfælde. I Danmark ville en hær af fagfolk stå parat, deriblandt også krisepsykologer.

Det gik langt bedre end forventet, men det kunne være en anelse vanskeligt at bevare overblikket, når man slæber rundt på patienter. Til trods for at jeg havde bedt om at få anbragt dem med Green Light det ene sted og dem med Red Light et andet sted, blev de igen blandet under flyets vinge. Og jeg trampede rundt på en mark, og pludselig slæbte jeg rundt på en stor kolort på den ene sko.

20

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 20

27/06/18 10:14 am

Kaos i flyet En ting var at få dem vurderet, en anden var at få dem på flyet. Sikke et kaos, og selv om piloterne og jeg kæmpede en brav kamp, tog det lang tid. Og vi var under tidspres, for vi skulle flyve to gange. Endelig kom vi af sted med det første hold. Da vi skulle lette, drev sveden ud af hver eneste pore i min krop. Der er stinkende varmt i flyet, og lugten var ikke ligefrem Chanel. Hver patient fik en pose til at spytte i (kulturel spytning), kaste op i og evt. lade vandet i. Derudover var lugten af betændelse ret kraftig, blandet med sved, lugt af kolort og andet godt. Fluer var der en million af, men de fik en gang spray, som hjalp godt.

Hvis man så ikke flyver særlig højt, er lufthullerne udtalte, og det er en opgave i sig selv at holde maveindholdet på plads. Men det går bedre med det.

En flyvetur har en forunderlig god virkning på patienterne. De er meget dårlige, når de ligger på jorden, men ved ankomsten til Loki kan de fleste komme ud ved egen hjælp til trods for store brud. Brudene er for øvrigt ofte stabiliseret med flotte skinner, flettet af kviste. I Loki ventede en lastbil, og vi fik dem “læsset” derover. 28 patienter og tre pårørende havde jeg med, og betingelserne taget i betragtning var jeg tilfreds med min indsats.

Men om aftenen, da jeg slukkede lyset, tænkte jeg alligevel på de 12, som jeg efterlod deroppe. Hvordan ville de klare sig? Jeg må udvikle en form for kynisme uden at miste min humanitet for at klare dette job. Kedeligt kan man ikke ligefrem kalde det, men det er anstrengende.

Når jeg kommer tilbage til compounden mellem klokken 17 og 19 om aftenen, er der ikke meget energi til at sidde en time eller to på kontoret, men det må jo gøres.

21

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 21

27/06/18 10:14 am

Dreng med stort mod Jeg har fløjet lidt mere i denne uge, og jeg har undret mig en del over, at jeg som regel er totalt udkørt efter en dag i flyet. Jeg tror, jeg har fundet en del af årsagen. Det skyldes dels varmen, dels at flyet hopper en del, og det bliver man i sig selv svimmel af. Men i går lånte jeg en saturationsmåler af en af anæstesilægerne. Det er et apparat, som kan fortælle hvor meget ilt, der er i blodet (SaO2), og ved lave saturationer fungerer cellerne ikke optimalt. For sunde mennesker ligger saturationen normalt på 97 procent eller derover, men man accepterer værdier ned til 93 som normale, uden det har større betydning for kroppen.

På vejen tilbage fløj vi i ca. 3.500 meters højde, og min SaO2 faldt til mellem 86 og 89. Det skal siges, at der ikke er trykkabine på flyene.

Vi var helt oppe nord på i Sydsudan, og i dette flade og meget varme ingenting skulle nogle af de andre delegater bruge et par timer. Jeg benyttede mig af muligheden for at besøge den lokale “klinik”, som blev drevet af lokale med tilsyn af en hjælpeorganisation, en pige fra Irland og en pige fra Sverige, læge og sygeplejerske.

De spurgte, om jeg ville tage en dreng på ca. 14 år med til Loki. Det ville jeg godt, for drengen var for et par uger siden blevet bidt af en slange med den konsekvens, at al muskelvæv på hånd og underarmen var nekrotiseret væk (blevet til dødt væv), så kun knoglestumper var tilbage.

Det var ikke kønt, og lugten var ikke bedre. Der var kun én behandling, og det var amputation. Men drengen var meget upåvirket, og da jeg spurgte, om der skulle en voksen med, svarede han, at det behøvede han ikke! Nej, for hva’ søren? Hvor svært kan det være at rejse alene til et 22

Mellem liv og dod_indhold_trykklar.indd 22

27/06/18 10:14 am