Markløs - læseprøve

At gå markløs betyder at gå over en mark uden at følge en sti.

MARKLØS Malte Tellerup

MARKLØS

Foto: Esben Weile Kjær

Malte Tellerup

To unge brødre, Malte og Emil, går hen over Fyn til landsbyen Tellerup, hvor de har deres navn fra. Turen fører dem igennem landskaber i forvandling og igennem deres fælles familiehistorie med mange brud og tab.

Malte Tellerup, født 1989, er cand.mag. i litteraturvidenskab og debuterer med Markløs. Han bor i Vestjylland.

Roman Lindhardt og Ringhof

Malte Tellerup

MARKLØS Roman

Lindhardt og Ringhof

Markløs Copyright © Malte Tellerup & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2017 Omslag og sats: Kasper Vang Bogen er sat med Garamond Premier Pro og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2017 ISBN 978-87-11-56991-7 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

1. del

1. Fotografen

Jeg er taget hjem til far. Vi har aftalt, jeg skal hjælpe med at bygge en mur til en ny terrasse, her ugerne op til deres 60-års fødselsdag. Det er torsdag, og han er ikke hjemme, da jeg kommer med toget, så Lene, hans kone, henter mig ved stationen. Vi sludrer i bilen og siden over eftermiddagskaffen.

Far er ovre hos Kvist og sætte nogle nye vinduer i. Lene er lidt stresset over, at huset skal sælges. I morgen kommer ejendomsmæglerens fotograf og tager billeder af det til annoncen.

Huset ligger i Søfælde, Sydvestfyn, mellem Krarup og Hundstrup. Her er ejendomme alt andet end eftertragtede.

Her er ikke så meget tilbage at leve af. Her er et savværk i Søfælde, et savværk, et pizzeria, en nærkiosk og en mand, der sælger skrot og gamle maskiner fra en lagerhal. Min lillebror, Emil, har engang købt et traktordæk af ham, til at hamre på med en forhammer. Det var en del af et nyt træningsprogram. Emil spiller elitehåndbold. Jeg stoppede selv for snart 8 år siden. Far trænede flere gange vores hold, da vi var børn. Fra teenageårene og frem skal man træne fysisk ved siden af den almindelige træning. Vi kørte dækket hjem på fars trailer og lagde det i haven. Emil hentede en mukkert for at teste dækket. Med en stigende frekvens gentog han tunge slag fra over skulderen. Svingene blev hyppigere indtil pause.

Hammerhovedet klaskede mod det hårde gummi. Det meste af slaget absorberes, men der er lidt opdrift at gribe. Det er med at gå godt ned i knæ, når hammeren skal løftes op igen.

Ellers kommer Emil og jeg her ikke så tit.

7

Far arbejdede på savværket i en periode, han skulle i praktik for at beholde sine dagpenge. På savværket var der kun to ansatte, som altid havde arbejdet der. Den ene overtog værket fra sin far, den anden ordner maskinerne og fungerer som pedel. De havde ikke rigtigt brug for far. Så han tullede rundt med pedellen i en måneds tid, kun for at lære at det var umuligt at hjælpe, fordi pedellen gjorde alting på sin egen måde.

Pizzeriaet og kiosken er ved at lukke. Ellers kun lidt døende landbrugsdrift, ingen egentlige storbrug.

– Men mirabellerne blomstrer flot i haven, siger Lene, – Endda en måned tidligere end sidste år.

Vi går ud og kigger på dem. I den lette vind daler de hvide blade ned mod jorden. Bag træet er fars og Lenes kyllinger vokset ud. De stener rundt efter mad i deres indhegning, nu dækket af et skærmende net.

Jorden er våd, det har regnet en del på det seneste. Det er forsommer, og planterne er vokset til, men det kun så meget Lene tillader. Hun har øje for at passe planter, og iver. Vi går rundt i haven, mens hun fortæller om det, der er vokset frem.

I de få dele af plænen, hvor der vokser mos, synker jeg lidt i, mine sko bliver våde på overfladen. Jeg stiller mig i havens sydvestlige hjørne og tænker, her får man det perfekte billede af huset. Man står lidt over det og kan se de tre længer med mirabelletræet foran, den lille gårdsplads imellem dem og til venstre for træet køkkenhaven, blomsterbedet og drivhusene.

Bagerst hønsene i deres gård og kyllingerne i deres.

Jordbærnettet over gårdene er til at beskytte mod duehøgen. Den kommer fra granskoven bag haven, venter der i et træ og udser sig en høne i gården, mens flokken pikker i jorden.

Så flyver den ned fra træet, lander hurtigt i nakken på hønen 8

og lægger sin vægt over dens ryg. Det pacificerer den. Hønen lægger sig ned på jorden af skræk og rører sig ikke. Samtidig flygter resten af flokken så langt væk i buret, de kan komme.

Efter duehøgen har fået hønen ned, hakker den den ihjel. Den fortærer hønen midt i gården og flyver sin vej igen. Den sidste storm rev nettet af, men Lene satte det straks op igen, fikserede det bedre. Hun kan ikke holde ud at være vidne til de drab.

Jeg installerer mig ved vinduet på mig og Emils gamle værelse, men det er ikke vores gamle værelse. Far flyttede hertil, længe efter han og mor var gået fra hinanden. Huset valgte han for at komme tættere på der, hvor mor var flyttet hen med os. Hér på værelset kunne vi være, når vi besøgte ham i de tildelte hver onsdag og hver anden weekend. Han har gemt de gamle Anders And-blade, fra da vi allesammen boede sammen. Jeg bladrer lidt i dem. I et af bladene ruller Joakim von And garnnøgler af guldtråd om kap med sine rivaler. De skal igen konkurrere om, hvem der er rigest, og de ruller guldgarnnøglet fra Andeby ned over Afrika for at se, hvem der har det største. Med en stump vinder Joakim, selvom Anderbilt har snydt, så det drev. Uden for værelsets vindue er et smalt stykke grus, så en lille stensætning ud mod vejen og på den anden side en brakmark, så skoven. Sådan er Søfælde her, et smalt stykke grus, en vej, en brakmark og en skov, som er en blanding af granplantage og et ustyret vildnis.

Næste morgen sætter jeg mig ved vinduet igen. Jeg har sovet så fantastisk. Jeg sidder lidt og stener. Så går far forbi vinduet. Han henter morgenposten, sin Fyens Stiftstidende, iført en blåternet badekåbe. Vi vinker glade til hinanden.

Jeg går på toilettet og tisser, mit tis lugter lidt kraftigt af for lidt væske. Jeg stiller mig op på den grå OBH-vægt.

9

Ståfladen er et blankt glas. Materialet tager min vægt ind.

Digitaltallene tæller op til 85 og finder sig så til rette omkring 81 kg. I spejlet ser jeg min smalle talje, aftegningerne af en sportskrop og så mit uglede hår.

Jeg sætter mig til morgenmaden ved stuebordet. Der står en sommerfuglekløver for bordenden og suger morgenen til sig. Far sidder blød i ryggen. Han har krummet sine 193 cm ind over avissektionerne, som ligger spredt på bordet foran ham. Han har varmet boller og brygget kaffe, og vi sludrer.

Han fortæller om arbejdet med at sætte vinduer i huset hos Kvist. Far sidder stadig i badekåben, hans skægstubbe er ved at blive grå her og der. Han er midt i sportssektionen af avisen.

Så spørger han, – Så du Emils sidste kamp?

Jeg svarer, – Nej. – Emil spillede forrygende. Jeg havde måske taget ham ud i slutningen af første halvleg, men så lukkede han helt af i anden halvleg. Du skulle have set ham.

– Nå, hvor fedt! Vandt de så?

– Ja, det var på grund af ham de vandt.

Klokken er 07.43. På skift rækker vi ud efter den sorte termokande med kaffe på. Der er stille lidt. Vi bytter avissektioner. Så har vi spist bollerne, drukket kanden tom, og han går ud og kalder på Lene om noget med rengøringen, hvor han skal starte. De kommer ind i stuen, snakker hektisk om opgaverne. Jeg sidder roligt ved bordet og lytter. Så går de hver til sit for at komme i gang. Far går ud, Lene ind i køkkenet. Der er nok at se til for at få husets bedste side frem, inden fotografen kommer 12.30.

– Jeg håber på blå himmel, siger Lene lidt til mig, lidt til sig selv.

10

Jeg ser ud ad vinduerne, at en kraftig regn er begyndt, det siler skråt ned over marken overfor. Det plasker stille mod taget.

Så tager det fart og stiger i lyd. Nedløbsrøret fyldes med vand, gennemstrømmes. Det suser i træerne, vinden er blæst op, og så stilner regnen af. Fuglesang lyder igennem. Mirabellebladene hvirvles op og ned som insekter i solen.

Fotografens besøg går fint. Han er en underlig fisk, synes Lene og far, som han går og snuser rundt, lige så stille. Han kunne da bare have spurgt, hvis der var noget. Da han er gået, siger Lene over frokosten: – Han havde slet ikke blik for haven, dens kvaliteter, de flotteste steder. Men billederne er nu fine nok. Særligt indenfor. Han kunne få så meget lys på rummene.

Hun genfortæller hans forklaring om, at det var, fordi han brugte en lang lukketid. Hun kigger sigende på os, da hun tager hans ord i sin mund.

11

At gå markløs betyder at gå over en mark uden at følge en sti.

MARKLØS Malte Tellerup

MARKLØS

Foto: Esben Weile Kjær

Malte Tellerup

To unge brødre, Malte og Emil, går hen over Fyn til landsbyen Tellerup, hvor de har deres navn fra. Turen fører dem igennem landskaber i forvandling og igennem deres fælles familiehistorie med mange brud og tab.

Malte Tellerup, født 1989, er cand.mag. i litteraturvidenskab og debuterer med Markløs. Han bor i Vestjylland.

Roman Lindhardt og Ringhof