Magi - læseprøve

© BRIGITTE LACOMBE

EN FORTRYLLENDE FORTÆLLING OM TILVÆRELSENS MAGISKE STUNDER.

LÆSERNE SKREV OM MAGI:

Hvert år i Paris finder den glamourøse middag Dîner en Blanc sted ved et nøje udvalgt vartegn i Lysets by, og hver gang venter der de hemmeligt indbudte gæster en helt uforglemmelig oplevelse.

“En medrivende kvalitetsroman fuld af international glitter og glamour.”

Romantic Times Book Reviews “Danielle Steel skuffer aldrig.”

Amazon

På en af disse vidunderlige sommeraftener befinder en gruppe gode venner sig på tærsklen til forandring – og inden aftenen er omme, vil disse tre pars liv tage en uventet og dramatisk drejning, som vil føre læseren ud på en medrivende rejse på tværs af kontinenterne.

MAGI

DANIELLE STEEL er en af USA’s allerstørste forfattere. Hendes bøger er trykt i mere end 600 millioner eksemplarer og udkommer på 28 sprog.

Hun bor i både Californien og Paris.

Læs mere på www.daniellesteel.com.

MAGI

ISBN 978-87-11-56570-4

lindhardtogringhof.dk

Omslag: Jesper Blink Rasmussen efter originaldesign af Becky Glibbery/TW

9 788711

565704

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

“En magisk roman! Vidunderlige karakterer, et medrivende plot, fantastisk underholdning …

Anbefales til alle, der ønsker at undslippe hverdagen for en stund.”

Goodreads

Magi

Magiske stunder.indd 1

30/06/17 4:47 pm

Magiske stunder.indd 2

30/06/17 4:47 pm

Danielle Steel

Magi

PÃ¥ dansk ved Dorte Andersson

LINDHARDT OG RINGHOF

Magiske stunder.indd 3

30/06/17 4:47 pm

Magi er oversat fra amerikansk efter Magic Copyright © 2016 by Danielle Steel All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Jesper Blink Rasmussen efter originaldesign af Becky Glibbery/TW Forfatterfoto: Brigitte Lacombe Omslagsfoto: Couple © Trinette Reed/Getty Images og White Dinner © Owen Franken/Corbis Bogen er sat med Minion og trykt hos Scandbook UAB ISBN 978-87-11-56570-4 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Magiske stunder.indd 4

30/06/17 4:47 pm

Til mine elskede, vidunderlige børn Må der altid være magi i jeres liv!

Kig efter den!

Tro på den!

Værn om den!

I er magien i mit liv!

Jeg elsker jer af hele mit hjerte Mor/ds

Magiske stunder.indd 5

30/06/17 4:47 pm

Magiske stunder.indd 6

30/06/17 4:47 pm

KAPITEL 1

Dîner en Blanc, Den Hvide Middag, er et kærlighedsdigt til venskab, glæde, elegance og de mange smukke monumenter i Paris. Og hvert eneste år er det en uforglemmelig aften. Andre byer rundtomkring i verden har forsøgt sig med efterligninger, men uden større succes. Der er kun ét Paris; arrangementet nyder så stor ærbødighed, så dyb respekt og gennemføres så perfekt, at det er svært at forestille sig det i en anden by.

Det begyndte for omkring tredive år siden, da en flådeofficer og hans kone besluttede at fejre deres bryllupsdag på en kreativ, usædvanlig måde foran et af deres yndlingsmonumenter i Paris. De samlede cirka tyve af deres venner, alle sammen klædt i hvidt. De ankom med klapborde og -stole, stofduge, sølvtøj, krystalglas, porcelæn, måske endda blomster og medbragte desuden et elegant aftensmåltid. De dækkede bordene, rettede an og holdt en herlig fest sammen med deres gæster. Den aften begyndte magien.

Det var så stor en succes, at de gjorde det igen året efter – et andet, men lige så overraskende sted. Og lige siden har den årlige Hvide Middag været en tradition, og hvert år deltager stadigt flere i denne festlige sammenkomst, klædt i hvidt, en aften i juni.

Det kræver en invitation at kunne deltage, hvilket respekteres af alle, og med årene er det blevet et af de mest eftertragte7

Magiske stunder.indd 7

30/06/17 4:47 pm

de hemmelige arrangementer i Paris. Det er stadig påkrævet at være klædt helt i hvidt, inklusive skoene, og alle gør sig store anstrengelser for at se elegante ud og følge traditionerne. Hvert år holdes Den Hvide Middag foran et nyt parisisk monument, og byen byder på uendeligt mange muligheder. Foran Notre Dame, Triumfbuen, ved foden af Eiffeltårnet på Trocadéro, på Place de la Concorde, mellem pyramiderne foran Louvre, på Place Vendôme. Den Hvide Middag har nu været holdt på et utal af steder, det ene smukkere end det andet.

Med tiden har Den Hvide Middag vokset sig så stor, at den nu holdes to steder, og det samlede antal inviterede gæster nærmer sig femten tusind. Det er svært at forestille sig, at så mange mennesker opfører sig ordentligt, ser elegante ud, når de ankommer, og overholder alle reglerne, men det gør de mirakuløst nok. Der opfordres til ”hvid mad”, men frem for alt skal der serveres et rigtigt måltid (ingen hotdogs, burgere eller sandwich). Det er meningen, at man har en egentlig middag med, som serveres på et bord, dækket med en hvid damaskdug, sølvbestik, porcelænsservice og ægte krystalglas, fuldstændig som på en restaurant eller derhjemme, når man har en fornem gæst på besøg. Alt, hvad man har med, skal kunne være i en lille vogn, og når aftenen er slut, skal den mindste smule affald og rester, helt ned til det sidste cigaretskod, lægges i hvide affaldsposer og fjernes. Det er uhørt at blive hængende og feste videre i de smukke omgivelser, der er valgt til årets Hvide Middag.

Folk skal opføre sig og forlade stedet lige så stilfuldt, som da de kom.

Politiet vender det blinde øje til, selv om der ikke søges om tilladelse til arrangementet (en ansøgning ville ødelægge overraskelsesmomentet), og utroligt nok er der ingen, der dukker op uden at være inviteret. En invitation til Den Hvide Middag er meget eftertragtet, og folk bliver begejstrede, når de får den, 8

Magiske stunder.indd 8

30/06/17 4:47 pm

men folk, der ikke er på gæstelisten, dukker aldrig bare op og påstår, at de er det. Der har aldrig været uheldige optrin eller fjendtligheder ved arrangementet. Det er helt igennem en glædens aften, hvor den dejlige stemning forstærkes af respekten for de andre gæster og kærligheden til byen.

Halvdelen af fornøjelsen er ikke at vide, hvor middagen vil blive holdt det pågældende år. Det er en stor hemmelighed, som de seks arrangører vogter over. Folk inviteres parvis, og hvert par skal medbringe et klapbord og to stole, som skal overholde de fastsatte mål.

De seks arrangører giver besked til aftenens ’underchefer’ om, hvor deltagerne skal samles som optakt. Samtlige inviterede gæster skal komme med deres vogne, borde og stole på et af stederne præcis klokken kvart over otte. De to grupper spiser på hver sit sted. Spændingen begynder at stige, når de to indledende steder bliver afsløret, hvilket først sker om eftermiddagen den dag, arrangementet holdes. Stederne giver et fingerpeg om, hvor selve middagen vil blive holdt, men det er rent gætværk, for der plejer at være indtil flere smukke muligheder inden for gåafstand derfra. Hele dagen prøver folk at gætte, hvor de skal indtage middagen. De møder op på klokkeslæt, klædt helt i hvidt og medbringende alt, hvad der skal bruges i løbet af aftenen. Venner finder hinanden i mylderet, kalder på hinanden og opdager begejstret, hvem der er til stede. Humøret er højt på mødestedet i en halv time, og præcis klokken kvart i ni afsløres stedet for middagen – højst fem minutters gang fra hvor gæsterne befinder sig.

Klokken ni er syv tusind mennesker nået frem til de prægtige monumenter, der er årets vindere. Her får de at vide, hvor deres bord skal stå, angivet med centimeters nøjagtighed, hvorefter der stilles borde op, klappes stole ud, lægges duge på, findes stearinlys frem og dækkes bord som til et bryllup. I løbet af et 9

Magiske stunder.indd 9

30/06/17 4:47 pm

kvarter er alle gæsterne bænket i lange, lige rækker, skænker vin og smiler fornøjet til hinanden i forventning om en pragtfuld aften sammen med gamle og nye venner. Spændingen og det hemmelige sted, der omsider bliver afsløret, giver deltagerne en følelse af at være med til et surpriseparty. Og klokken halv ti er festlighederne i fuld gang. Intet kunne være bedre.

Middagen begynder en times tid før solnedgang, og langsomt tændes stearinlysene rundtomkring på bordene. Efter mørkets frembrud er hele scenariet oplyst af levende lys, og syv tusind hvidklædte middagsgæster, som hæver deres funklende krystalglas og skåler med hinanden i skæret fra lysene i de smukke sølvlysestager, er en fryd for øjet. Klokken elleve tændes og uddeles stjernekastere, og et danseorkester spiller under resten af festen, hvilket sætter humøret yderligere i vejret. I Notre Dame slår kirkeklokkerne, og præsten lyser en velsignelse fra balkonen. Og præcis klokken halv et pakker alle sammen og forsvinder som mus, der piler ud i natten, uden at efterlade det mindste spor af, at de har været der, bortset fra minderne om en skøn aften i selskab med gode venner.

En anden interessant ting ved denne aften er, at der ikke betales nogen penge. Det koster ikke noget at blive inviteret, og der er intet, der skal købes eller betales for. Man medbringer sin egen mad og kan ikke købe sig til en plads ved Den Hvide Middag. Arrangørerne inviterer dem, de har lyst til, og arrangementet vedbliver at være uplettet. Andre byer har forsøgt at tjene penge på at lave tilsvarende middage, så arrangementet straks er blevet ødelagt ved, at primitive typer, der slet ikke hørte til der, har kunnet betale sig til en plads og er endt med at ødelægge aftenen for alle andre. Den Hvide Middag i Paris har holdt sig til den oprindelige model og med fremragende resultater. Når datoen nærmer sig, begynder folk at se frem til den med glæde. I tredive år er det aldrig blevet røbet 10

Magiske stunder.indd 10

30/06/17 4:47 pm

før tid, hvor selve middagen skulle holdes, og det er en del af fornøjelsen.

Folk venter hele året på Den Hvide Middag og bliver aldrig skuffede over selve arrangementet. Og hvert eneste år er det en uforglemmelig aften fra først til sidst. De mennesker, som er så heldige at blive inviteret, får rige minder fra en ganske særlig middag. Og alle er enige om, at der sker noget magisk den aften.

Jean-Philippe Dumas havde deltaget i Den Hvide Middag i ti år, siden han var niogtyve år gammel. Han var en nær ven af en af arrangørerne og måtte derfor invitere ni par, så de udgjorde en gruppe på tyve, der sad sammen om deres borde, som blev stillet i forlængelse af hinanden. Hvert år valgte han omhyggeligt sine gæster, og sammen med gode venner, som han havde inviteret med tidligere, forsøgte han at invitere nogle få nye venner, som han mente ville vise respekt for arrangementets regler, komme godt ud af det med hans andre gæster og have en fornøjelig aften. Der var intet overilet eller uoverlagt over hans gæsteliste. Han tog den meget alvorligt, og hvis han inviterede en, som ikke satte pris på aftenen, ikke var sjov at være sammen med eller prøvede at bruge aftenen som en mulighed for at netværke, hvilket den i dén grad ikke var, kom vedkommende ikke med igen året efter. De fleste af hans gæster var dog gengangere, som tiggede om at måtte komme med igen.

De sidste syv år havde Jean-Philippe været gift, og hans amerikanske kone, Valerie, endte med at være lige så begejstret for middagen, som han var, og hvert år udvalgte de omhyggeligt gæsterne sammen.

Jean-Philippe arbejdede med internationale investeringer i et velanset firma. Valerie havde mødt ham to uger efter, at hun var flyttet til Paris. Nu var hun, i en alder af femogtredive, redaktør på det franske Vogue og stod til at blive chefredaktør om to år, 11

Magiske stunder.indd 11

30/06/17 4:47 pm

når den nuværende skulle på pension. Otte år tidligere havde Jean-Philippe forelsket sig i hende ved første blik. Hun var høj, elegant, begavet og havde langt, glat, mørkt hår. Hun var chik uden at gå irriterende meget op i sit udseende, havde en skøn sans for humor og kunne godt lide hans venner. Hun havde passet virkelig godt ind i gruppen, hun og Jean-Philippe havde det skønt sammen, og efter at de var blevet gift, fik de tre børn, to drenge og en pige, i løbet af seks år. De var det par, som alle gerne ville være sammen med. Før hun flyttede fra USA, var hun gået direkte fra universitetet til et job på det amerikanske Vogue i New York. Hun tog sit arbejde alvorligt, men det lykkedes hende samtidig at være en god hustru og mor og på en eller anden måde nå det hele. Hun elskede at bo i Paris og kunne ikke forestille sig at bo andre steder. Hun havde gjort en stor indsats for at lære fransk for Jean-Philippes skyld, og det kom hende også til gode på jobbet. Nu kunne hun tale med fotografer, stylister og designere. Hendes fransk havde en kraftig amerikansk accent, som han drillede hende med, men hun talte det flydende. Hvert år tog de børnene med til Maine, hvor hendes familie boede, så de kunne møde deres amerikanske fætre og kusiner, men for Valerie var det Frankrig, hun tænkte på som ’hjemme’. Hun savnede ikke længere New York eller at bo der.

Og hun syntes, at Paris var den smukkeste by i verden.

De havde en stor vennekreds og en god tilværelse. De boede i en skøn lejlighed. De inviterede tit gæster på restaurant og lavede af og til selv mad til venner, der kom på besøg, hvis de da ikke hyrede en kok til at komme og lave mad til uhøjtidelige sammenkomster derhjemme. Deres invitationer vakte stor begejstring, især dem til Den Hvide Middag.

Valerie havde mødt Benedetta og Gregorio Mariani under modeugen i Milano, lige efter at hun var begyndt at arbejde for Vogue i Paris. De var faldet for hinanden med et brag, og 12

Magiske stunder.indd 12

30/06/17 4:47 pm

Jean-Philippe var også vild med dem. De havde inviteret dem med til Den Hvide Middag, allerede dengang Jean-Philippe og Valerie kun var kærester, men endnu ikke var blevet gift. Lige siden havde Mariani-parret været faste gæster, og de kom flyvende fra Milano hvert eneste år. I år var Benedetta iført en hvid strikkjole, i eget design, som fremhævede hendes flotte skikkelse, og flotte, højhælede sko. Gregorio bar et hvidt jakkesæt, han havde fået syet i Rom, og dertil hvidt silkeslips, en ulastelig hvid skjorte og lydefri, hvide ruskindssko. Gregorio og Benedetta så altid ud, som om de var trådt lige ud af et modemagasin. Begge deres familier havde arbejdet inden for mode i mange generationer, og det var lykkedes dem at forene deres talenter til gavn for begge modehuse. Benedettas familie havde fremstillet strik og sportstøj, som var berømt i hele verden, og det gik endnu bedre nu, hvor hun kunne bidrage med sit talent for design. Gregorios familie havde i over to hundrede år fremstillet nogle af Italiens bedste tekstiler. Parret havde været gift i tyve år, og Gregorio havde arbejdet sammen med hende lige siden, mens hans brødre drev familiens spinderier og leverede de fleste af deres stoffer. De var lidt ældre end Jean-Philippe og Valerie – Benedetta var toogfyrre, og Gregorio fireogfyrre – og de hyggede sig altid i hinandens selskab. De havde ingen børn, for Benedetta kunne ikke blive gravid, og de havde valgt ikke at adoptere. I stedet ødslede hun al sin kærlighed, tid og energi på deres firma, hvor hun arbejdede side om side med Gregorio og skabte imponerende resultater.

Det eneste smertelige ved deres ægteskab var Gregorios svaghed for smukke kvinder; han nøjedes ikke altid med at se på dem, og det hændte, at hans gøren og laden fangede pressens opmærksomhed. Selv om Benedetta hadede hans utroskab, havde hun mange år forinden valgt at se igennem fingre med den, fordi hans eskapader plejede at slutte hurtigt og aldrig var 13

Magiske stunder.indd 13

30/06/17 4:47 pm

udtryk for stærke følelsesmæssige bånd. Han var aldrig forelsket i de kvinder, han havde affærer med, og han lod ikke til at være en dårligere ægtemand end de fleste af hendes italienske veninders. Hun brød sig ikke om det, når Gregorio havde en affære, men han var altid fuld af anger og fastholdt, at han elskede hende inderligt, så hun tilgav ham hver gang. Han havde den regel, at han aldrig involverede sig med kvinder, der var gift med hans ellers Benedettas venner.

Gregorio følte sig voldsomt tiltrukket af modeller, især de helt unge, og derfor forsøgte Benedetta at planlægge det sådan, at han ikke var der til prøvningerne. Der var ingen grund til ligefrem at præsentere ham for fristelserne, for han kunne sagtens selv finde dem. Han havde tilsyneladende altid en eller anden ung pige, som lyttede betaget til hvert et ord, han sagde, mens hans kone lod, som om hun ikke bemærkede det. Når de var ude sammen, var der dog aldrig noget, der så meget som antydede hans utroskab. Han var en hengiven ægtemand, som tilbad sin kone. Han var en utroligt flot mand, de var et meget smukt par, som det altid var sjovt at være sammen med, og de så begge to ud til at være ovenud begejstrede, mens de stod på Place Dauphine sammen med Jean-Philippe og deres venner og ventede på at høre, hvor middagen skulle holdes den aften. Alle havde et bud på det, og Jean-Philippe mente, at det nok ville blive Notre Dame.

Det viste sig, at han fik ret, og da stedet blev offentliggjort præcis klokken kvart i ni, lød begejstrede gisp, glade kommentarer og bifald fra forsamlingen. Det var et af de absolut foretrukne steder. De sidste af deres venner var nået frem, og de var klar til at gå videre og gøre klar til middagen.

Chantal Giverny, en anden af Jean-Philippes nærmeste venner, var også fast deltager hvert år. Hun var femoghalvtreds og dermed lidt ældre end de andre gæster og havde i mange år 14

Magiske stunder.indd 14

30/06/17 4:47 pm

været en succesrig manuskriptforfatter. Hun havde vundet to César-priser, været nomineret til en Oscar og en Golden Globe og var altid i gang med et nyt, spændende projekt. Hendes dramatiske værker var meget virkningsfulde, og fra tid til anden lavede hun dokumentarfilm om væsentlige emner, oftest med temaer som vold eller uretfærdighed mod kvinder og børn. Lige nu var hun i gang med et manuskript, men intet kunne afholde hende fra at deltage i Den Hvide Middag. Hun var en af dem, Jean-Philippe satte allerstørst pris på, og hun var også hans fortrolige. De havde mødt hinanden ved et middagsselskab og var hurtigt blevet gode venner. De spiste tit frokost sammen, og når han skulle træffe vigtige beslutninger, spurgte han altid hende til råds. Han stolede ubetinget på hendes dømmekraft, og de betragtede begge deres venskab og den tid, de tilbragte sammen, som en gave.

Chantal havde været henrykt, da han og Valerie blev gift, og syntes, at de passede perfekt sammen. Hun var gudmor til deres første barn, som nu var fem år. Hun havde selv tre voksne børn, men ingen af dem boede i Frankrig. Hun var blevet enke, mens børnene var små, og havde dengang helt og aldeles helliget sig dem, og Jean-Philippe vidste, at det var svært for hende, at de alle tre boede så langt væk. Hun havde opdraget dem til at være selvstændige og frygtløst gå efter deres drømme, og det havde de gjort. Så nu var hendes yngste søn, Eric, kunstmaler og boede i Berlin. Paul, hendes ældste søn, var selvstændig filmproducer i Los Angeles, og hendes datter, Charlotte, havde studeret på London School of Economics, taget en MBA på Columbia University og boede nu i Hongkong, hvor hun arbejdede med finansiering. Ingen af dem var på nogen måde interesserede i at flytte hjem til Frankrig, så Chantal var alene.

Hun havde gjort sit arbejde næsten for godt. Hendes flok var fløjet ud i verden.

15

Magiske stunder.indd 15

30/06/17 4:47 pm

Hun sagde altid, at hun var taknemlig over, at hendes arbejde holdt hende så travlt beskæftiget, og hun besøgte sine børn fra tid til anden, men ville ikke trænge sig på. De havde hver især deres egen tilværelse og forventede, at hun også havde sin. Det eneste, hun ærgrede sig over, var, at hun havde koncentreret sig så meget om dem, at hun ikke havde gjort noget for at få et seriøst forhold til en mand, mens de boede hjemme. Og nu var det flere år siden, hun sidst havde mødt en mand, der interesserede hende. Derfor arbejdede hun hårdere, end hun måske ville have gjort, hvis hun havde haft en at dele hverdagen med, eller hvis hendes børn boede tættere på. Hun var travl og glad og klagede aldrig over sin alenetilværelse, men Jean-Philippe var bekymret for hende og ville ønske, at hun kunne møde en, så hun ikke var så meget alene. En gang imellem indrømmede hun over for ham, hvor ensomt det var for hende, at børnene boede så langt væk, men det meste af tiden sørgede hun for at have masser af aftaler med sine venner; hun havde en positiv indstilling til livet og var altid et morsomt og begavet islæt ved de arrangementer, hun var inviteret med til.

Resten af gruppen den aften havde også været med til Den Hvide Middag før som Jean-Philippe og Valeries gæster, bortset fra en skøn indisk mand, som de havde mødt i London året forinden. Dharam Singh var fra Delhi, en af de mest succesrige mænd i Indien og et teknologigeni. Han blev konsulteret af hightechfirmaer fra hele verden og var en charmerende, beskeden og meget flot mand. Han havde sagt, at han skulle på forretningsrejse til Paris i juni, så de havde inviteret ham med til middagen for Chantals skyld, fordi hun ikke havde en mand, hun kunne tage med, og manglede en, der kunne sidde sammen med hende ved hendes bord. Jean-Philippe var sikker på, at de ville komme fint ud af det med hinanden, selv om Dharams smag tilsyneladende gik mere i retning af meget smukke, 16

Magiske stunder.indd 16

30/06/17 4:47 pm

meget unge kvinder. Jean-Philippe og Valerie var dog sikre på, at Dharam og Chantal ville få en hyggelig middag og hver især synes, at den anden var en interessant bordfælle.

Dharam var tooghalvtreds, fraskilt og havde to voksne børn, som boede i Delhi. Hans søn arbejdede i samme branche som sin far, og hans datter var gift med den rigeste mand i Indien, havde tre børn og var en helt utroligt smuk kvinde. Dharams hvide habit, som han havde fået syet hos sin skrædder i London, fik ham til at se meget flot og eksotisk ud, som han sad dér over for Chantal. Hun havde haft dugen og alt det øvrige til borddækningen med foruden maden, og han var kommet med kaviar i en sølvskål, champagne og en fremragende hvidvin.

Chantal så dejlig ud den aften og som altid yngre, end hun faktisk var, med sin slanke skikkelse, et stadig ungdommeligt ansigt og langt, lyst hår. Hun og Dharam blev hurtigt dybt optaget af en samtale om filmproduktion i Indien og sad og nød hinandens selskab, mens han åbnede deres champagne sammen med den, han havde taget med til Valerie og Jean-Philippe. Flere af de andre borde deltes om deres mad, og der var en afslappet, festlig stemning overalt. Det var utroligt at tænke på, at syv tusind mennesker sad på eleganteste vis og indtog deres middage og havde en skøn aften. Da klokken blev halv ti, var alle bænket, og festen var i gang: Vine blev skænket, hors d’oeuvrer blev budt rundt, gamle venner fandt hinanden, og nye venskaber spirede.

Der var et bord med yngre mennesker lige bag dem, og blandt dem nogle meget smukke piger, som Gregorio og Dharam havde bemærket, hvorefter de lod, som om de ikke så dem, mens de koncentrerede sig om de mennesker, de sad til bords med.

Jean-Philippe og Valerie havde samlet en skøn, livlig gruppe, som tydeligvis havde det dejligt, for alle lo og morede sig, mens solen langsomt gik ned, og dens sidste stråler blev kastet tilbage 17

Magiske stunder.indd 17

30/06/17 4:47 pm

fra ruderne i Notre Dame. Det var en pragtfuld aften. Kirkeklokkerne havde lydt lige efter, at de var nået frem, nærmest som for at hilse på dem. Og præsten var kommet ud på balkonen for at vinke og få dem til at føle sig velkomne.

En halv time senere var solen gået ned, og hele pladsen foran Notre Dame var oplyst af levende lys fra lysestager på hvert eneste bord. Jean-Philippe gik rundt og sørgede for, at alle hans gæster hyggede sig. Han standsede for at tale med Chantal, og et kort øjeblik så hun et alvorligt udtryk i hans øjne, som bekymrede hende. ”Er alt okay?” hviskede hun til ham, da han bøjede sig ned for at kysse hende. Hun kendte ham rigtig godt. ”Jeg ringer til dig i morgen,” svarede han, så ingen andre kunne høre det. ”Lad os spise frokost sammen, hvis du kan.” Hun nikkede, for hun stillede altid gerne op, hvis han havde brug for hende, men også bare til en hyggelig frokost i hinandens selskab. Han gik videre til sine andre gæster, netop som Gregorios mobiltelefon ringede. Han tog den, sagde noget på italiensk og slog straks over i engelsk, mens Benedetta så på ham med et bekymret udtryk i ansigtet. Han rejste sig hurtigt op og gik væk derfra for at fortsætte samtalen, og Benedetta vendte sig om mod Dharam og Chantal, der snakkede muntert sammen ved nabobordet, og prøvede at se ubekymret ud.

Chantal havde godt set smerten i hendes øjne. Hun regnede med, at det var Gregorios sidste nye affære. Han var væk i lang tid, og Dharam trak behændigt Benedetta med ind i samtalen.

Han havde forsøgt at overbevise Chantal om, at hun skulle tage til Indien, og kom med forslag til steder, hun måtte se, blandt andet Udaipur med dens templer og paladser, som ifølge ham var det mest romantiske sted i hele verden. Hun sagde ikke noget om, at hun ikke havde nogen at rejse sammen med, for det ville have virket ynkværdigt. Han blev chokeret, da han 18

Magiske stunder.indd 18

30/06/17 4:47 pm

hørte, at Benedetta heller aldrig havde været i Indien. Han var stadig i gang med at overbevise dem begge to, da Gregorio en halv time senere vendte tilbage til bordet og kastede et nervøst blik på sin kone, mens han sagde noget kryptisk til hende på italiensk.

Dharam havde gavmildt skænket vin til dem alle tre, mens Gregorio var væk. Benedetta havde set ud til at slappe lidt mere af i nogle minutter, indtil hendes mand vendte tilbage til bordet. Han havde lige sagt til hende, at han var nødt til at tage af sted, og hun svarede ham lynhurtigt på italiensk. ”Nu? Kan det ikke vente?” Hun havde levet med en vanskelig situation det sidste halve år og brød sig ikke om, at den brød forstyrrende ind, når de var sammen med deres venner, især ikke en aften som denne, selv om hun godt var klar over, at det efterhånden var sluppet ud og havde stået i alle sladderaviserne. Ingen havde dog været uforskammede eller uvenlige nok til at sige noget om det til hende. ”Nej, det kan ikke vente,” svarede Gregorio anspændt. De sidste otte måneder havde han haft en affære med en treogtyveårig russisk supermodel, og tøsebarnet havde været tåbelig nok til at blive gravid efter bare to måneder, med tvillinger, og havde nægtet at få en abort. Gregorio havde haft andre affærer, mange, men ingen af dem havde gjort ham til far. Det faktum, at Benedetta ikke selv kunne blive gravid, betød, at pigens graviditet gjorde nærmest ubærligt ondt på hende. Det havde været det værste år, Benedetta nogensinde havde oplevet. Han havde forsikret hende om, at det var et uheld, at han ikke var forelsket i Anya, og at han, så snart hun havde født, ville bryde forbindelsen med hende. Tre måneder tidligere var hun flyttet til Rom for at være tættere på ham, og i al den tid havde han styrtet frem og tilbage mellem de to byer. Det var ved at drive Benedetta til vanvid.

19

Magiske stunder.indd 19

30/06/17 4:47 pm

”Fødslen er gået i gang,” tilføjede han og brød sig tydeligvis ikke om at skulle tale med hende om det. Hvis det var rigtigt, det med fødslen, så var det tre måneder for tidligt, gik det op for Benedetta. ”Er hun i Rom?” spurgte hun i et forpint tonefald. ”Nej. Her.” Han fortsatte på italiensk. ”Hun havde et job her i denne uge. Hun er lige blevet indlagt for en time siden, fordi fødslen er gået i gang alt for tidligt. Jeg hader at gå fra dig, men jeg synes, jeg er nødt til det. Hun er helt alene, og hun er skræmt fra vid og sans.” Han græmmede sig over at skulle fortælle sin kone det, for det hele havde været en smerteligt akavet situation i flere måneder, og paparazziene havde haft kronede dage. Benedetta havde klaret det virkelig godt, men det samme kunne man desværre ikke sige om den russiske pige. Hun ringede til ham hele tiden og ville være sammen med ham i situationer, hvor det umuligt kunne lade sig gøre. Han var en gift mand, og det havde han tænkt sig at blive ved med at være, hvilket han havde fortalt hende fra begyndelsen. Men nu lå hun helt alene på et hospital, fordi fødslen var gået i gang tre måneder for tidligt, og han følte ikke, at han havde andet valg end straks at tage hen til hende. Han var trods alt et ordentligt menneske og var havnet i en situation, der var frygtelig for både ham selv og hans kone. Han var godt klar over, at det ikke ville falde i god jord at gå fra hende midt i Den Hvide Middag. ”Kan du ikke vente, til det her er slut?” Anya havde hulket hysterisk i telefonen, men det havde han ikke lyst til at fortælle Benedetta. Hun vidste nok allerede. ”Det synes jeg ikke vil være rigtigt af mig. Jeg er virkelig ked af det. Jeg smutter bare lige så stille. Du kan sige, at jeg fik øje på nogle venner ved et andet bord. Der er ingen, der vil opdage, at jeg er væk.” Selvfølgelig ville de det, men det værste var, at hun ville vide, at han var væk, hvor han var, hvem han var sammen 20

Magiske stunder.indd 20

30/06/17 4:47 pm

med og hvorfor. Hendes glæde over aftenen forsvandt som dug for solen. Hun prøvede stadig at fordøje den kendsgerning, at han skulle have to børn sammen med en anden, mens hun og han ikke havde nogen.

Han trådte et lille skridt væk, for han ville ikke diskutere med hende, men var fast besluttet på at gå. Uanset hvor beklageligt deres forhold og Anyas graviditet var, ville han ikke bare lade hende ligge med veer på hospitalet, helt panikslagen og alene.

Benedetta var sikker på, at det bare var et nummer for at få ham til at komme, og at det ville vise sig at være falsk alarm. ”Hvis hun er okay, så vær sød at komme tilbage,” sagde hun anspændt, og han nikkede. Det var pinligt at skulle dække over ham, når de opdagede, at han var væk, hvilket de ikke kunne undgå at gøre, når hun sådan sad ved deres bord uden ham og gik alene derfra, når middagen var slut. ”Jeg skal nok prøve,” sagde han til hende, stadig på italiensk.

Han sendte hende et forlegent blik, hvorefter han uden at sige noget til deres værter eller de andre gæster forsvandt ind i mylderet af mennesker, der gik rundt mellem bordene og hilste på deres venner mellem retterne. Han var væk i løbet af et øjeblik, mens Benedetta prøvede at se ud, som om intet var hændt, og at hun ikke var ked af det. Chantal og Dharam sad stadig og talte sammen, men lidt efter undskyldte Chantal sig og gik hen for at hilse på nogen, hun kendte, ved et andet bord. Benedetta sad og forsøgte at få sine nerver til at falde til ro, efter at Gregorio var gået så pludseligt, da Dharam vendte sig om mod hende med et blidt udtryk i øjnene. ”Er din mand gået?” spurgte han varsomt, for han var ikke ude på at snage. ”Ja … der skete noget … en af hans venner har været ude for en ulykke, og han tog hen til ham på hospitalet,” sagde hun og kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens hun prøvede at lyde 21

Magiske stunder.indd 21

30/06/17 4:47 pm

upåvirket. ”Han ville ikke forstyrre selskabet ved at sige farvel.”

Dharam, som havde bemærket de anspændte blikke, der blev udvekslet mellem dem, kunne se, at hun var ked af det, og nu gjorde han sit bedste for at muntre hende op. ”Hvor herligt. Det må være skæbnen,” svarede han. ”Jeg har prøvet at få dig for mig selv hele aftenen. Nu kan jeg gøre hæmningsløst kur til dig, uden at nogen blander sig!” Han smilede stort, og hun lo. ”I romantiske omgivelser som de her vil vi være blevet vanvittigt forelskede i hinanden, før han når tilbage.” ”Jeg tror ikke, han kommer tilbage,” sagde hun bedrøvet. ”Perfekt. Guderne er på min side i aften. Lad os straks lægge en plan. Hvornår kommer du til Indien for at besøge mig?”

Han drillede hende for at gøre hende i bedre humør, men han var mere betaget af hende, end han ellers ville have turdet indrømme, og hun lo af hans overdrevne bevægelser, da han rakte hende en hvid rose fra Chantals vase på deres bord. Hun tog imod rosen og smilede, netop som orkestret begyndte at spille foran kirken. ”Har du lyst til at danse?” spurgte han. Det havde hun egentlig ikke, nu hvor Gregorio var taget af sted, men hun ville heller ikke være uforskammet over for Dharam, som var så venlig mod hende. Hun rejste sig og fulgte med, da han tog hendes hånd og førte hende ud på dansegulvet. Han dansede godt, og mens de dansede, fik hun for en stund tankerne væk fra sine problemer. Hun smilede, da de kom tilbage til bordet og fandt Chantal fordybet i samtale med Jean-Philippe, som kiggede op, da de nærmede sig. ”Hvor er Gregorio?” spurgte han Benedetta, og Dharam svarede for hende. ”Jeg betalte to mænd for at fjerne ham og binde ham, så jeg kunne forføre hans kone. Han var begyndt at blive rigtig irriterende,” sagde Dharam, hvilket fik de andre til at le, og selv Benedetta kunne ikke lade være med at smile. Jean-Philippe fik 22

Magiske stunder.indd 22

30/06/17 4:47 pm

straks på fornemmelsen, at han ikke skulle stille flere spørgsmål om sin ven. Udtrykket i Benedettas øjne sagde ham, at der var sket noget ubehageligt, og at Dharam forsøgte at få hende til at tænke på noget andet. Han spekulerede på, om de mon havde været oppe at skændes, og at Gregorio derefter var gået. Hvis det var tilfældet, havde Jean-Philippe ikke opdaget det, men han havde før set Gregorio lave scener. Desuden vidste han fra Valerie, at det hele bestemt ikke var ren idyl hos Gregorio og frue.

Historien om den gravide supermodel var ude i hele modebranchen, og hun havde fortalt ham om det for flere måneder siden. Det kunne Jean-Philippe selvfølgelig ikke drømme om at nævne for hverken Gregorio eller Benedetta. Han håbede bare, at de ville ride stormen af, ligesom de havde gjort det før, når Gregorio havde haft noget kørende med unge kvinder.

Jean-Philippe havde været glad for, at de sagde ja tak til at deltage i middagen, men det var beklageligt, især for Benedetta, at Gregorio ikke var blevet. Jean-Philippe var sin indiske ven taknemlig for, at han hjalp Benedetta med ikke at tabe ansigt og komme igennem aftenen. Dharam talte ivrigt med Benedetta og Chantal, da Jean-Philippe gik videre for at sludre med sine andre gæster. Alle så ud til at have en skøn aften.

Hele aftenen havde Dharam taget billeder og optaget videoer med sin mobiltelefon, så han kunne vise sine børn, hvor vidunderlig aftenen havde været. Han var, ligesom Jean-Philippes andre gæster, virkelig glad for, at han var kommet. Selv Benedetta nød aftenen takket være Dharam, som var så venlig og underholdende over for hende, og som havde hældt masser af fremragende champagne på hende for at gøre hende i bedre humør. Både hun og Chantal hyggede sig sammen med ham og de andre i deres gruppe. Lækre desserter blev budt rundt sammen med vin og champagne i rigelige mængder. En eller anden hav23

Magiske stunder.indd 23

30/06/17 4:47 pm

de taget en kæmpemæssig æske vidunderlige chokolader med, som de gavmildt blev budt af, og fra et af de andre borde fik de lækre, hvide macarons fra Pierre Hermé.

Da klokken blev elleve, delte Jean-Philippe de obligatoriske stjernekastere ud til sine gæster, og pludselig var hele pladsen et hav af gnistrende, funklende lys, som blev rakt i vejret og viftet med, mens Dharam knipsede løs med sin telefon. Chantal blev rørt ved tanken om, at han gjorde det for at kunne vise sine børn, hvordan aftenen havde været. Hun kunne ikke forestille sig at sende billeder til sine børn. De var meget selvstændige og ikke interesserede i, hvad hun gik og lavede, så de ville sikkert synes, det var fjollet, hvis hun sendte dem billeder fra Den Hvide Middag, og de ville måske også undre sig over, hvorfor hun overhovedet var der. De opfattede hende som en, som blev derhjemme og arbejdede, og som ikke havde noget nævneværdigt i tilværelsen ud over dem. Resultatet var, at hun ikke fortalte dem ret meget om, hvad hun foretog sig, og det meste af tiden spurgte de heller ikke. Det faldt dem slet ikke ind, at der var noget at spørge ind til. De var langt mere optaget af deres egne gøremål end af hendes, ikke i nogen ond mening, men simpelthen fordi de ikke tænkte på hende som et menneske, der havde en tilværelse, som på nogen måde kunne interessere dem. Imens disse tanker fløj gennem hovedet på Chantal, havde Dharam fået dem alle sammen til at stille sig op til ære for fotografen, så han kunne sende et billede af dem til sin søn og datter, for han var overbevist om, at de garanteret ville vide alt om det. Hele hans ansigt lyste op, når han talte om dem.

Snakken gik stadig livligt, mens folk kom fra de andre borde for at hilse på, og alle begyndte at gå mere omkring, end de havde gjort tidligere. Idet Chantal vendte sig om for at hilse på en kameramand, som hun kendte fra dengang, hun lavede en dokumentarfilm i Brasilien, og en anden manuskriptforfatter, fik 24

Magiske stunder.indd 24

30/06/17 4:48 pm

hun øje på de smukke, unge mennesker ved bordet bag hendes eget selskab. De stod og uddelte papirlanterner fra en stor kasse. En af mændene stod og demonstrerede, hvordan man åbnede og tændte dem, og han forærede også adskillige lanterner til Jean-Philippes gæster. Lanternerne var næsten en meter høje, og i bunden havde de en lille brænder, som man tændte med en tændstik. Flammen varmede luften inde i lanternen op, og når den var helt foldet ud, løftede manden den i vejret, helt op over hovedet, og gav slip på den. De fulgte lanternen med øjnene, da den svævede op og af sted, mens flammen stadig brændte. De andre kunne se den glide hen over nattehimlen, lysende som et stjerneskud, båret af den milde aftenbrise. Det så fantastisk ud, og gæsterne rundt om ham tændte begejstret deres egne lanterner. Manden, der delte dem ud, sagde, at de skulle ønske, lige før de gav slip på deres tændte lanterne. De mange svævende lys på nattehimlen var et betagende syn. Chantal var helt tryllebundet af det, mens Dharam optog det hele på video og hjalp Benedetta med at tænde hendes. Han mindede hende om, at hun skulle huske at ønske, før de gav slip på lanternen og lod den stige til vejrs. ”Fandt du på et godt ønske?” spurgte Dharam hende alvorligt, da hun havde sluppet den, og hun nikkede, men fortalte ham ikke hvad af frygt for, at ønsket så ikke ville gå i opfyldelse.

Hun havde ønsket, at hendes ægteskab igen ville blive, som før Anya var kommet ind i deres liv.

De andre var også travlt optaget af at tænde deres lanterner, mens manden, der havde haft dem med, fortsatte med at forklare og hjælpe, og så vendte han sig om og fik øje på Chantal. Deres blikke mødtes et langt øjeblik. Han var en flot mand, klædt i hvide jeans og hvid trøje, havde tykt, mørkt hår og så ud til at være omtrent på Jean-Philippes alder, et sted sidst i trediverne.

Pigerne ved hans bord var smukke og betydeligt yngre, i tyverne – ligesom hendes egen datter.

25

Magiske stunder.indd 25

30/06/17 4:48 pm

Han talte direkte til hende uden overhovedet at slippe øjenkontakten med hende. ”Har du sendt én op?” Hun rystede på hovedet. Det havde hun ikke. Hun havde været for optaget af at se Dharam og Benedetta sende deres op, og Jean-Philippes havde været en af de første.

Lanternemanden gik hen til Chantal og rakte hende en. Han tændte den for hende, og mens de ventede på, at den skulle blive fyldt med varm luft, fortalte han hende, at det var den sidste. Det var, som om den blev fyldt hurtigere end de andre, og hun blev overrasket over, hvor meget varme der kom fra den lille flamme. ”Hold fast i den sammen med mig og ønsk,” sagde han hurtigt og holdt fast i den sammen med hende, så de ikke kom til at slippe den for tidligt. Netop som den var klar til at blive sendt af sted, vendte han sig om og så på hende med et intenst blik. ”Har du ønsket?” Hun nikkede, og så bad han hende give slip på den, og det sekund, de slap den, steg den direkte til vejrs som en raket på vej mod stjernerne. Hun stod og så efter den som et barn, der ser en ballon svæve væk, fuldstændig fascineret, mens han stod ved siden af hende og fulgte lanternen med øjnene. De kunne se flammen brænde flot, indtil lanternen forsvandt ud af syne, og han vendte sig om og smilede til hende. ”Det må have været et godt ønske. Der var i hvert fald kraft i det – det strøg lige til himmels.” ”Det håber jeg,” svarede hun og gengældte hans smil. Det havde været et af den slags perfekte øjeblikke, som man ved, man aldrig glemmer. Sådan havde hele aftenen faktisk været.

Det var Den Hvide Middag altid. ”Mange tak. Det var smukt.

Tak, fordi du gjorde det sammen med mig og gav mig den allersidste,” sagde hun. ”Selv tak,” sagde han, hvorefter han gik tilbage til sine venner.

Lidt senere bemærkede hun, at han kiggede på hende igen, og 26

Magiske stunder.indd 26

30/06/17 4:48 pm

de smilede til hinanden. Han sad sammen med nogle kønne, unge piger, og over for ham sad en smuk kvinde.

Den næste time gik alt for hurtigt for alle, og klokken halv et gjorde Jean-Philippe dem opmærksom på, at det var tid at pakke sammen. Fortryllelsen var ved at blive ophævet. Og som syv tusind Askepotter var det nu på tide at forlade ballet. De hvide affaldsposer var kommet frem, og det, der skulle smides ud, blev det. Resten blev igen lagt ned i vognene: sølvtøjet, vaserne, glassene, dugene foruden resten af maden og vinen. I løbet af få minutter var borde og stole klappet sammen, rækkerne af elegante borde var forsvundet, og syv tusind hvidklædte mennesker forlod stille pladsen foran Notre Dame med et sidste blik over skulderen mod det sted, hvor magien havde udfoldet sig.

Chantal tænkte igen på de smukke lanterner, som brændte sig vej op mod himlen, og hun så, at de mennesker, der havde haft lanternerne med, allerede havde pakket sammen og var gået.

Fra pladsen kunne man ikke længere se lanternerne, som var blevet båret med vinden videre til steder, hvor andre ville få øje på dem og undre sig over, hvor de mon kom fra.

Jean-Philippe gik rundt til sine gæster for at sikre sig, at de hver især kunne komme hjem. Chantal havde tænkt sig at tage en taxi. Dharam havde tilbudt at tage Benedetta med tilbage til hotellet, eftersom de boede samme sted. Alle de andre havde også kørelejlighed. Jean-Philippe mindede Chantal om, at han ville ringe næste morgen, så de kunne aftale at mødes til frokost, og hun takkede ham for endnu en uforglemmelig aften. Dagen med Den Hvide Middag var årets bedste dag, syntes hun, og det samme gjorde alle andre, der var så heldige at være med. De smukke papirlanterner, som var svævet til vejrs, havde for hende gjort aftenen endnu mere magisk. ”Jeg har haft en pragtfuld aften,” sagde Chantal til Jean-Philippe, da hun kyssede ham farvel. Han hjalp hende ind i taxien 27

Magiske stunder.indd 27

30/06/17 4:48 pm

sammen med hendes vogn, bord og stole, og han bad chaufføren hjælpe hende, når de var nået frem. ”Det har jeg også,” svarede Jean-Philippe og smilede til hende, netop som Valerie vinkede, mens hun lagde deres ting ind i bilen. Dharam og Benedetta var ved at sætte sig ind i en taxi for at køre tilbage til Hotel George V, og de andre begav sig af sted til deres biler og den nærmeste metrostation. Det var et roligt og velordnet opbrud efter det, der havde været en perfekt orkestreret aften. ”Vi ses i morgen,” råbte han efter Chantal, da taxien satte sig i bevægelse. Hun vinkede til ham gennem bilruden og tænkte pludselig, om hendes ønske måske ville gå i opfyldelse. Det håbede hun, men selv om det ikke gjorde, havde det været en perfekt og uforglemmelig aften, og hun smilede hele vejen hjem.

Magiske stunder.indd 28

30/06/17 4:48 pm

© BRIGITTE LACOMBE

EN FORTRYLLENDE FORTÆLLING OM TILVÆRELSENS MAGISKE STUNDER.

LÆSERNE SKREV OM MAGI:

Hvert år i Paris finder den glamourøse middag Dîner en Blanc sted ved et nøje udvalgt vartegn i Lysets by, og hver gang venter der de hemmeligt indbudte gæster en helt uforglemmelig oplevelse.

“En medrivende kvalitetsroman fuld af international glitter og glamour.”

Romantic Times Book Reviews “Danielle Steel skuffer aldrig.”

Amazon

På en af disse vidunderlige sommeraftener befinder en gruppe gode venner sig på tærsklen til forandring – og inden aftenen er omme, vil disse tre pars liv tage en uventet og dramatisk drejning, som vil føre læseren ud på en medrivende rejse på tværs af kontinenterne.

MAGI

DANIELLE STEEL er en af USA’s allerstørste forfattere. Hendes bøger er trykt i mere end 600 millioner eksemplarer og udkommer på 28 sprog.

Hun bor i både Californien og Paris.

Læs mere på www.daniellesteel.com.

MAGI

ISBN 978-87-11-56570-4

lindhardtogringhof.dk

Omslag: Jesper Blink Rasmussen efter originaldesign af Becky Glibbery/TW

9 788711

565704

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

“En magisk roman! Vidunderlige karakterer, et medrivende plot, fantastisk underholdning …

Anbefales til alle, der ønsker at undslippe hverdagen for en stund.”

Goodreads