Issuu

90mm

132mm

40mm

Scan QR-koden eller klik ind på maybesomedaysoundtrack.com og lyt til alle de sange, Ridge og Sydney skriver sammen i løbet af bogen.

EN SKØN, HJERTEVARM FORTÆLLING OM KÆRLIGHED OG BEDRAG, VENSKAB OG MUSIKKENS HELENDE KRAFT AF FORFATTEREN TIL Om Forbandede kærlighed

FORBANDEDE KÆRLIGHED.

COLLEEN HOOVER

LYT TIL SANGENE FRA BOGEN

132mm

“Sommetider kan en bog dukke op ud af det blå og efterlade en fuldkommen åndeløs … Sådan en bog er Måske en dag. “– USA TODAY

90mm

FOTO / JEN STERLING

”En stærk og intens historie …

”Har du kun plads til én eneste roman i strandtasken … er Forbandede kærlighed ganske enkelt sommerens roman!” – LITTERATURSIDEN.DK

Da den musikstuderende Sydney flytter ind på et værelse hos den flotte guitarist Ridge, er det sidste, hun forventer, at blive forelsket. Hun er stadig mærket efter bruddet med sin eks, og desuden har Ridge allerede en kæreste.

”Årets must read! Jeg elskede hvert

Sydney og Ridge bliver dog hurtigt venner, og

et ord, jeg følte hvert et øjeblik, og

snart begynder de at skrive sange sammen.

jeg vil aldrig glemme denne historie.”

Ridge komponerer musikken, Sidney skriver

– GOODREADS.COM ”Colleen Hoover skriver fantastisk indlevende, og så romantikken

teksterne, og det varer ikke længe, før de må kæmpe for at holde de spirende følelser ISBN 9788711524015 tilbage, som vokser i dem imod alle odds …

strømmer ud af siderne … helt

COLLEEN HOOVER er en

197mm

★★★★★★ – DEUNGESORD.DK

Måske en dag

den tog mig virkelig med storm”

amerikansk forfatter, som skriver kærlighedshistorier med masser af sjæl og hjerte. Flere af hendes bøger har ligget på de amerikanske bestsellerlister, og i 2015 vandt hun Goodreads Choice Awards for N E W YO R K T I M ES B ES T S E L L E R

årets bedste kærlighedsroman. MØD COLLEEN PÅ Colleenhoover.com Facebook.com/authorcolleenhoover Instagram: colleenhoover #måskeendag

umulig at slippe undervejs.” – LEKTØRUDTALELSE

9 788711 524015 >

lovebooks.dk

Måske.en.dag.indd 1

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

05/08/16 11.10

Måske en dag er oversat fra amerikansk efter Maybe Someday Copyright © 2014 Colleen Hoover Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook UAB, 2016 Omslag: Mikkel Henssel ISBN: 978-87-11-52401-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

COLLEEN HOOVER

e k s ˚ Maen g da På dansk ved Natasja Ejersbo Frederiksen

Til Carol Keith McWilliams

MÅSKE EN DAG

PROLOG Sydney Jeg har lige slået en pige i ansigtet. Ikke bare en hvilken som helst pige. Min bedste veninde. Min roommate. Eller, de sidste fem minutter taget i betragtning, så burde jeg vist kalde hende min eks-roommate. Hendes næse begyndte at bløde næsten med det samme, og et øjeblik havde jeg dårlig samvittighed over at have slået hende. Men så huskede jeg, hvilken løgnagtig, forræderisk kælling hun er, og det gav mig lyst til at slå hende igen. Jeg ville have gjort det, hvis ikke Hunter var brudt ind og havde stillet sig imellem os. Så i stedet slog jeg ham. Det gjorde desværre ikke ondt på ham. Ikke lige så ondt som det gjorde i min hånd. Det dér med at slå nogen gør endnu mere ondt, end jeg havde forestillet mig. Ikke at jeg bruger uendelige mængder tid på at forestille mig, hvordan det vil føles at slå på folk. Selvom jeg kan mærke trangen igen, nu hvor jeg står her og kigger på sms’en fra Ridge. Ham har jeg også et lille regnskab at gøre op med. Jeg ved godt, at han teknisk set ikke har noget med mine nuværende kvaler at gøre, men han kunne godt have advaret mig lidt før. Derfor har jeg også lyst til at slå ham.

Ridge: Er du OK? Har du lyst til at komme op, indtil det holder op med at regne?

Selvfølgelig har jeg ikke lyst til at komme op. Min knytnæve gør ondt nok allerede, og hvis jeg gik op til Ridge, ville den gøre endnu mere ondt, når jeg var færdig med ham. Jeg vender mig om og ser op på hans altan. Han står lænet mod skydedøren med de store glaspaneler og kigger på mig med telefonen i hånden. Det er næsten mørkt, men lamperne fra gården oplyser hans ansigt. Hans mørke øjne fæstner sig ved mine, og den måde, hans mundvige bliver trukket opad af et blødt og sørgmodigt smil, gør det svært at huske, hvorfor jeg overhovedet er sur på ham. Han kører en hånd gennem håret, der falder løst ned over hans pande, og det får ham til at virke endnu mere bekymret. Eller fuld af fortrydelse. Sådan som han burde være. Jeg beslutter mig for ikke at svare og giver ham fingeren i stedet. Han ryster på hovedet og trækker på skuldrene som for at sige, Jeg prøvede, og så forsvinder han indenfor i sin lejlighed og lukker døren i. Jeg lægger min telefon tilbage i lommen, før den bliver våd, og ser mig omkring i gården, der hører til det lejlighedskompleks, jeg har boet i de sidste to måneder. Da vi først flyttede ind, var den hede Texas-sommer i færd med at opsluge de sidste spor af foråret, men denne gårdhave syntes stadig at klynge sig til livet. Strålende blå og lilla hortensiaer omkransede de stier, der fører hen til trapperne og til springvandet i midten af gården. Nu, hvor sommeren har nået sit mest utiltalende højdepunkt, er springvandet for længst tørret ud. Hortensiaerne er en trist, vissen påmindelse om den spænding, jeg følte, da Tori

og jeg først flyttede ind. Som gårdhaven ser ud nu, besejret af årstiden, er den en ubehagelig afspejling af, hvordan jeg føler mig. Besejret og trist. Jeg sidder på kanten af det nu tomme cementspringvand med albuerne på de to kufferter, som indeholder de fleste af mine ejendele, og venter på, at taxaen kommer. Jeg har ingen idé om, hvor den skal køre mig hen, men jeg ved, at jeg hellere vil være et hvilket som helst andet sted end dér, hvor jeg er lige nu. Hvilket er, ja, uden tag over hovedet. Jeg kunne ringe til mine forældre, men det ville bare være det samme som at forære dem skytset til at affyre alle deres Vi sagde det jo mod mig. Vi sagde jo, at du ikke skulle flytte så langt væk, Sydney. Vi sagde jo, at du ikke skulle satse på den fyr. Vi sagde jo, at vi ville have betalt for det, hvis du havde valgt jura i stedet for musik. Vi sagde jo, at man skal slå med tommelfingeren på ydersiden af knytnæven. Okay, måske lærte de mig aldrig, hvordan man skal slå, men hvis de virkelig har ret i alting, så burde de have gjort det. Jeg knytter næven, spreder mine fingre og knytter den så igen. Min hånd er overraskende øm, og jeg er sikker på, at jeg burde lægge is på den. Jeg har ondt af fyre. Det stinker, det dér med at slå. Gæt, hvad der også stinker. At stå uden tag over hovedet. Endelig kommer taxaen, og jeg rejser mig og tager fat i mine kufferter. Jeg trækker dem bag mig, mens taxachaufføren stiger ud og åbner bagagerummet. Før jeg når at række ham den første kuffert, går det op for mig, at jeg ikke engang har min håndtaske på mig.

Pis. Jeg kaster et blik tilbage mod det sted, hvor jeg sad med kufferterne, og famler så rundt på min krop, som om min håndtaske på magisk vis vil dukke op hængende over min skulder. Men jeg ved præcis, hvor den er. Jeg trak den af skulderen og smed den på gulvet, lige inden jeg slog Tori på hendes møgdyre Cameron Diaz-næse. Jeg sukker. Og jeg griner. Selvfølgelig efterlod jeg min taske. Min første dag som hjemløs ville have været alt for let, hvis jeg havde haft min taske på mig. “Jeg beklager,” siger jeg til taxachaufføren, som er i færd med at smide kuffert nummer to ind i bilen. “Jeg har skiftet mening. Jeg skal ikke bruge en taxa alligevel.” Jeg ved, at der ligger et hotel mindre end en kilometer herfra. Hvis jeg bare kan tage mig sammen til at vende tilbage til lejligheden efter min taske, så kan jeg gå turen derhen og få et værelse, indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg kan jo alligevel ikke blive meget vådere. Chaufføren haler kufferterne ud af bilen igen, stiller dem på kantstenen foran mig og vender tilbage til førersiden uden på noget tidspunkt at se mig i øjnene. Han sætter sig bare ind i bilen og kører væk, som om det er en lettelse, at jeg aflyser. Ser jeg så ynkelig ud? Jeg tager mine kufferter og går tilbage til den plet, jeg sad på, inden det gik op for mig, at jeg er taskeløs. Jeg kaster et blik op mod min lejlighed og spekulerer på, hvad der mon ville ske, hvis jeg kom tilbage for at hente min pung. Jeg efterlod lidt af et kaos, da jeg skred. Måske vil jeg hellere være hjemløs end vende tilbage dertil. Jeg sætter mig oven på min bagage og overvejer min situ-

ation. Jeg kunne betale nogen for at gå ovenpå for mig. Men hvem? Der er ingen udenfor, og hvem siger, at Hunter eller Tori overhovedet ville udlevere min taske til vedkommende? Det stinker, det her. Jeg ved godt, at jeg bliver nødt til at ringe til en af mine venner, men lige nu er jeg alt for flov til at fortælle nogen, hvor naiv jeg har været de sidste to år. Jeg er blevet ført fuldstændig bag lyset. Jeg hader allerede at være toogtyve, og jeg har stadig 364 dage tilbage. Det stinker så meget, at jeg ... græder? Skønt. Nu græder jeg. Jeg er en taskeløs, grædende, voldelig, hjemløs pige. Og selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det, så tror jeg også, at jeg har et knust hjerte. Jeps. Hulker nu. Ret sikker på, det er sådan her, det føles at få sit hjerte knust. “Det regner. Skynd dig.” Jeg ser op. Der står en pige. Hun holder en paraply over hovedet og ser utålmodigt på mig, mens hun hopper fra den ene fod til den anden og venter på, at jeg reagerer. “Jeg bliver gennemblødt. Skynd dig.” Hendes stemme er en smule krævende, som om hun er i gang med at gøre mig en form for tjeneste, og jeg opfører mig utaknemmeligt. Jeg løfter et øjenbryn, da jeg ser op på hende, mens jeg med den ene hånd skærmer for regnen. Jeg ved ikke, hvorfor hun brokker sig over at blive gennemblødt, når der knap nok er noget tøj at gennembløde. Hun har næsten ingenting på. Jeg skæver til hendes top, som mangler hele den nederste del, og det går op for mig, at hun er iført en Hootersuniform. Kan den her dag snart blive mærkeligere? Jeg sidder oven på

næsten alt, hvad jeg ejer, i styrtende regnvejr, og bliver hundset rundt med af en gnaven Hooters-servitrice. Jeg sidder stadig og stirrer på hendes top, da hun irriteret griber min hånd og hiver mig på benene. “Ridge sagde, at du ville være sådan her. Jeg skal på arbejde. Følg efter mig, så viser jeg dig, hvor lejligheden er.” Hun griber en af mine kufferter, trækker håndtaget op og skubber den i armene på mig. Selv tager hun den anden og går hurtigt ud af gårdhaven. Jeg følger efter hende af den simple grund, at hun har taget en af mine kufferter, og jeg vil have den tilbage igen. Hun råber over skulderen, da hun begynder at gå op ad trappen. “Jeg ved ikke, hvor længe du har tænkt dig at blive, men jeg har kun én regel. Du skal fucking holde dig fra mit værelse.” Hun når op til en lejlighed og åbner døren uden på noget tidspunkt at se sig tilbage for at tjekke, om jeg følger efter hende. Da jeg når toppen af trapperne, standser jeg uden for lejligheden for at kigge ned på bregnen, der sidder i en potte uden for døren og er fuldstændig upåvirket af varmen. Dens blade er grønne og frodige, som om de giver sommeren fingeren ved at nægte at give efter for varmen. Jeg smiler til planten, en smule stolt af den. Så rynker jeg panden, da det går op for mig, at jeg er misundelig på en plantes ukuelighed. Jeg ryster på hovedet, ser væk og tager så et tøvende skridt ind i den fremmede lejlighed. Grundplanen minder mig om min egen lejlighed, bortset fra at den her har fire separate soveværelser. Min og Toris lejlighed havde kun to soveværelser, men stuerne er samme størrelse. Den eneste bemærkelsesværdige forskel er, at jeg ikke kan få øje på nogen løgnagtig, bedragerisk kælling med blodtud her. Toris beskidte opvask og vasketøj ligger heller ikke og flyder.

Pigen stiller min kuffert ved siden af døren og træder så til side og venter på, at jeg ... øhm, jeg ved ikke helt, hvad det er, hun venter på, at jeg skal gøre. Hun ruller med øjnene, griber min arm og trækker mig væk fra døråbningen og længere ind i lejligheden. “Hvad fanden er der galt med dig? Kan du overhovedet snakke?” Hun begynder at lukke døren bag sig, men stopper så op og snurrer rundt, mens hun gør store øjne. “Vent,” siger hun. “Du er da ikke ...” Hun ruller med øjnene og slår sig for panden. “Oh my God, du er døv.” Hvad? Hvad fanden er der galt med den her pige? Jeg ryster på hovedet og begynder at svare, men hun afbryder mig. “For fanden, Bridgette,” mumler hun til sig selv. Hun gnider sit ansigt og stønner uden at ænse, at jeg står og ryster på hovedet. “Nogle gange er du simpelthen en ufølsom kælling.” Wow. Den her pige har nogle seriøse problemer, når det kommer til sociale færdigheder. Hun er lidt en kælling, selvom hun gør en indsats for ikke at være det. Nu, da hun tror, jeg er døv, ved jeg ikke engang, hvordan jeg skal reagere. Hun ryster på hovedet, som om hun er skuffet over sig selv, og ser mig i øjnene. “JEG ... SKAL ... PÅ ... ARBEJDE ... NU!” råber hun meget højt og ulideligt langsomt. Jeg skærer ansigt og træder et skridt tilbage, hvilket burde have givet hende et hint om, at jeg godt kan høre hendes råben, men hun bemærker intet. Hun peger mod en dør for enden af gangen. “RIDGE ... ER ... PÅ ... SIT ... VÆRELSE!” Før jeg får en chance for at fortælle hende, at hun ikke behøver at råbe, forlader hun lejligheden og lukker døren efter sig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal tænke. Eller hvad jeg skal gøre

nu. Jeg står, drivvåd, midt i en fremmed lejlighed, og det eneste menneske, ud over Tori og Hunter, som jeg har lyst til at slå, befinder sig kun få meter væk, i et andet værelse. Og nu vi snakker om Ridge: Hvorfor fanden fik han sin psykopatiske Hooters-kæreste til at hente mig? Jeg fisker min telefon frem og er netop begyndt at skrive en sms til ham, da døren til hans værelse går op. Han træder ud i gangen med favnen fuld af tæpper og en pude. Jeg gisper, da vi får øjenkontakt med hinanden. Jeg håber ikke, det var et tydeligt gisp. Det er bare det, at jeg faktisk aldrig før har set ham tæt på, og han ser endnu bedre ud, når man kun er et par meter væk, end når man ser ham på tværs af en gårdhave. Jeg tror aldrig før, jeg har set øjne, der faktisk kan tale. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg mener med det. Det virker bare, som om han ville kunne sende mig det flygtigste blik med sine mørke øjne, og så ville jeg vide præcis, hvad de ville have mig til. De er gennemborende og intense og – oh my God, jeg stirrer. Hans mundvige bevæger sig opad i et indforstået smil, da han går forbi mig med kurs direkte mod sofaen. På trods af hans tiltalende og nærmest uskyldigt udseende ansigt har jeg lyst til at råbe ad ham for at have bedraget mig. Han skulle ikke have ventet mere end to uger med at fortælle mig det. Jeg skulle have haft en chance for at planlægge alt det her lidt bedre. Jeg forstår ikke, hvordan vi kan have snakket sammen i to uger, uden at han følte noget behov for at fortælle mig, at min kæreste og min bedste veninde knalder. Ridge smider tæpperne og puden fra sig på sofaen. “Jeg har ikke tænkt mig at blive her, Ridge,” siger jeg i et forsøg på at forhindre ham i at spilde tid på at være gæstfri.

Jeg ved, at han har ondt af mig, men jeg kender ham knap nok, og jeg vil have det meget bedre med at sove på et hotelværelse end på en fremmed sofa. Men så igen, hotelværelser kræver penge. Noget jeg ikke har i øjeblikket. Noget der er i min taske, på den anden side af gården, i en lejlighed med de to eneste personer i verden, jeg ikke har lyst til at se lige nu. Måske er en sofa alligevel ikke så dårlig en idé. Han bliver færdig med at rede sofaen op, vender sig om og kaster et blik på mit drivvåde tøj. Jeg ser ned på den vandpyt, jeg har lavet midt på hans gulv. “Åh, undskyld,” mumler jeg. Mit hår klistrer til mit ansigt. Min top er nu en ynkelig, gennemsigtig parodi på en barriere mellem resten af verden og min meget iøjnefaldende lyserøde bh. “Hvor er badeværelset?” Han nikker mod badeværelsesdøren. Jeg vender mig om, åbner den ene kuffert og begynder at gennemrode den, mens Ridge forsvinder ind på sit værelse igen. Jeg er glad for, at han ikke spørger ind til, hvad der skete efter vores samtale tidligere. Jeg er ikke i humør til at snakke om det. Jeg udvælger et par yogabukser og en tanktop, griber min toilettaske og sætter kurs mod badeværelset. Jeg finder det forstyrrende, at alt i den her lejlighed minder sådan om min egen, bare med et par små ændringer. Det her er det samme badeværelse med de to ekstra døre, der fører ind til de tilstødende soveværelser. Den ene er selvfølgelig Ridges. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvem den anden tilhører, men ikke så nysgerrig at jeg åbner den. Hooters-pigens eneste regel var, at jeg fuck-

ing skulle holde mig fra hendes værelse, og hun virker ikke som typen, der laver sjov. Jeg lukker døren ind til stuen og låser den og tjekker så låsene på de to andre døre for at sikre mig, at ingen kan komme ind. Jeg aner ikke, om her bor andre end Ridge og Hooterspigen, men jeg har ikke lyst til at tage chancen. Jeg trækker mit gennemblødte tøj af og smider det i håndvasken, så det ikke gør gulvet vådt. Jeg tænder for bruseren og venter, til vandet bliver varmt, før jeg træder ind under den. Jeg står under det fossende vand og lukker øjnene, taknemmelig over ikke at sidde ude i regnen endnu. Men samtidig er jeg heller ikke rigtig glad for at være her. Jeg havde aldrig troet, at min toogtyveårs fødselsdag skulle ende med, at jeg tog brusebad i en fremmed lejlighed og sov på sofaen hos en fyr, jeg kun havde kendt i to uger. Alt sammen takket være de to personer, der betød allermest for mig, og som jeg stolede allermest på.

1 TO UGER TIDLIGERE Sydney Jeg trækker altandøren op og træder udenfor, taknemmelig for at solen allerede er dykket ned bag nabobygningen, så luften er blevet kølet ned til noget, der kunne gå for at være den perfekte efterårstemperatur. Næsten som om det var aftalt, svæver lyden af hans guitar hen over gården, mens jeg tager plads og læner mig tilbage i liggestolen. Jeg siger til Tori, at jeg kommer herud for at lave mine lektier, fordi jeg ikke vil indrømme, at guitaren er den eneste årsag til, at jeg sidder udenfor hver eneste aften klokken otte, som et urværk. I flere uger nu har fyren i lejligheden på den anden side af gården siddet på sin altan og spillet i mindst en time. Hver aften sidder jeg udenfor og lytter. Jeg har bemærket, at nogle af de andre naboer også kommer ud på deres altaner, når han spiller, men ingen er lige så trofast, som jeg er. Jeg forstår ikke, hvordan nogen kunne høre disse sange og ikke tørste efter dem dag efter dag. Men så igen, musik har altid været min passion, så måske er jeg bare lidt mere betaget af hans lyd, end andre mennesker er. Jeg har spillet klaver lige så længe, som jeg kan huske, og selvom jeg aldrig har delt det med nogen, så elsker jeg at skrive musik.

Jeg ændrede endda mit hovedfag til musikundervisning for to år siden. Min plan er at undervise i musik for skolebørn, selvom jeg stadig ville være i gang med at læse jura, hvis det stod til min far. “Et middelmådigt liv er et spildt liv,” sagde han, da jeg informerede ham om, at jeg ville skifte hovedfag. Et middelmådigt liv. Jeg finder det mere morsomt end fornærmende, eftersom han lader til at være det mest utilfredse menneske, jeg nogensinde har kendt. Og han er advokat. Tænk engang. En af de velkendte sange når sin afslutning, og fyren med guitaren begynder at spille noget, han aldrig har spillet før. Jeg har vænnet mig til hans uofficielle sætliste, eftersom han lader til at øve de samme sange i den samme rækkefølge aften efter aften. Men jeg har aldrig hørt ham spille den her sang før. Den måde, han gentager de samme akkorder på, får mig til at tænke, at han sidder og finder på sangen, mens han spiller den. Jeg kan godt lide, at jeg er vidne til det her, især fordi det er min nye favorit allerede efter få akkorder. Alle hans sange lyder som originaler. Jeg spekulerer på, om han optræder med dem et sted i byen, eller om han kun skriver dem for sjov. Jeg læner mig frem i stolen, hviler armene mod altanens rækværk og betragter ham. Hans altan er lige ud for min på den anden side af gården, langt nok væk til at det ikke føles mærkeligt at betragte ham, men tæt nok på til at jeg aldrig betragter ham, når Hunter er i nærheden. Jeg er ikke sikker på, at Hunter ville bryde sig om det faktum, at jeg har udviklet et lille crush på den her fyrs talent. Men jeg kan ikke benægte det. Enhver, der så, hvor passioneret den her fyr spiller, ville forelske sig i hans talent. Den

måde hvorpå han holder øjnene lukket hele vejen igennem og fokuserer ufravendt på hvert eneste strøg over hver eneste guitarstreng. Jeg kan bedst lide, når han sidder i skrædderstilling med guitaren stående oprejst mellem benene. Han trækker den ind mod sit bryst og spiller på den, som om den var en kontrabas, mens han holder øjnene lukket hele vejen igennem. Han er så hypnotiserende et syn, at jeg nogle gange tager mig selv i at holde vejret og ikke engang opdage, at jeg gør det, før jeg gisper efter luft. Det hjælper heller ikke, at han ser ret flot ud. Eller, det gør han i hvert fald herovre fra. Hans lysebrune hår er uregerligt. Det følger hans bevægelser og falder ned over hans pande, hver gang han ser ned på sin guitar. Han er for langt væk til, at jeg kan se øjenfarven eller specifikke ansigtstræk, men detaljerne er ikke vigtige sammenlignet med den passion, han nærer for sin musik. Der er en selvsikkerhed over ham, som jeg finder uimodståelig. Jeg har altid beundret musikere, som er i stand til at ignorere alt og alle omkring sig og øse al deres fokus ind i deres musik. At være i stand til at lukke verden ude og lade musikken føre sig bort er noget, jeg altid har ønsket mig selvtilliden til at gøre, men jeg har den bare ikke. Den her fyr har den. Han er selvsikker og talentfuld. Jeg har altid haft et blødt punkt for musikere, men mere på et fantasiplan. De er af en anden art. En art, der sjældent er godt kærestemateriale. Han kaster et blik på mig, som om han kan høre mine tanker, og et smil breder sig langsomt over hans ansigt. Han gør intet ophold i sangen, mens han fortsætter med at betragte mig. Øjenkontakten får mig til at rødme, så jeg lader armene falde, hiver notesbogen op i skødet igen og ser ned på den.

Jeg hader, at han lige tog mig i at stirre så intenst. Ikke at jeg gjorde noget forkert; det føltes bare sært, at han vidste, at jeg betragtede ham. Jeg ser kortvarigt op igen, og han betragter mig stadig, men han smiler ikke længere. Den måde, han stirrer på, får mit hjerte til at banke hurtigere, så jeg ser væk og fokuserer på min notesbog. Godt gået, Sydney. Slet ikke stalkeragtigt. “Der er min tøs jo,” siger en opmuntrende stemme bag mig. Jeg lægger hovedet tilbage og ser bagud på Hunter, som er på vej ud på altanen. Jeg prøver at skjule det faktum, at jeg er chokeret over at se ham, for jeg er ret sikker på, at jeg burde kunne huske, at han skulle komme forbi. For det tilfælde at Guitarfyr stadig kigger, gør jeg en stor sag ud af at virke virkelig opslugt af Hunters goddagkys, så jeg måske kommer til at virke mindre som en skummel stalker og mere som en, der bare tilfældigvis slapper af på sin altan. Jeg lader hånden glide op langs Hunters hals, da han læner sig ind over stolens ryglæn og giver mig et bagvendt kys. “Flyt dig lidt frem,” siger Hunter og skubber til mine skuldre. Jeg gør, som han beder mig om, og skubber mig frem i sædet, mens han løfter benet over stolen og smutter ind bag mig. Han trækker min ryg ind mod sit bryst og lægger armene om mig. Mine øjne forråder mig, da lyden af guitaren abrupt standser, og jeg kaster endnu en gang et blik hen over gården. Guitarfyr stirrer intenst på os og går så indenfor i sin lejlighed. Han har et sært udtryk i ansigtet. Nærmest vredt. “Hvordan gik det i skolen?” spørger Hunter. “Det er for kedeligt til at snakke om. Hvad med dig? Hvordan gik det på arbejdet?”

“Det var interessant,” siger han og stryger med sin ene hånd håret væk fra min hals. Han trykker sine læber mod min hals og kysser sig vej ned mod mit kraveben. “Hvad var det, der var så interessant?” Han strammer grebet om mig og lader så hagen hvile mod min skulder og trækker mig med sig tilbage i stolen. “Jeg havde den særeste oplevelse til frokost,” siger han. “Jeg var sammen med en af gutterne på den her italienske restaurant. Vi sad ude på terrassen og spiste, og jeg havde lige spurgt tjeneren om, hvad han anbefalede til dessert, da en politibil kom rundt om hjørnet. De stoppede lige foran restauranten, og to betjente sprang ud med pistolerne hævet. De begyndte at bjæffe ordrer ad os, og vores tjener mumlede ‘Pis.’ Han rakte langsomt armene i vejret, og politiet sprang over gelænderet til terrassen, styrtede hen mod ham, kastede ham ned på jorden og lagde ham i håndjern lige for fødderne af os. Efter at de havde læst hans rettigheder op for ham, trak de ham på benene og eskorterede ham hen mod politibilen. Tjeneren kastede et blik tilbage mod mig og råbte: ‘Tiramisuen er virkelig god!’ Så skubbede de ham ind i bilen og kørte væk.” Jeg lægger hovedet tilbage og ser op på ham. “Seriøst? Skete det virkelig?” Han nikker, mens han ler. “Jeg sværger, Syd. Det var sindssygt.” “Nå? Prøvede du så tiramisuen?” “Ja, for fanden, det gjorde vi. Det var den bedste tiramisu, jeg nogensinde har smagt.” Han kysser mig på kinden og skubber mig frem. “Nu vi taler om mad, så er jeg ved at dø af sult.” Han rejser sig op og rækker hånden ud mod mig. “Har du lavet aftensmad?”

Jeg tager hans hånd og lader ham trække mig op. “Vi spiste bare salat, men jeg kan lave en til dig.” Da vi kommer indenfor, tager Hunter plads på sofaen ved siden af Tori. Hun har en lærebog slået op i sit skød, mens hun halvhjertet fokuserer på både lektier og fjernsyn på samme tid. Jeg finder beholderne frem fra køleskabet og laver hans salat. Jeg har lidt dårlig samvittighed over at glemme, at i aften var en af de aftener, han havde sagt, at han ville komme. Jeg plejer at lave rigtig mad, når jeg ved, at han også vil være der. Vi har datet i næsten to år nu. Jeg mødte ham på mit andet år på college, da han var på sit sidste år. Han og Tori havde været venner i årevis. Efter at hun flyttede ind på mit kollegium, og vi blev venner, insisterede hun på, at jeg skulle møde ham. Hun sagde, at vi ville være vilde med hinanden, og hun havde ret. Vi begyndte at komme rigtigt sammen allerede efter to dates, og alting har været fantastisk lige siden. Selvfølgelig har vi vores op- og nedture, især efter at han flyttede mere end en time væk. Da han fik jobbet hos revi sionsfirmaet sidste semester, foreslog han, at jeg flyttede ind hos ham. Jeg afviste ham og sagde, at jeg virkelig gerne ville blive færdig med min bachelorgrad, før jeg tog så stort et skridt. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg bare bange. Tanken om at flytte sammen med ham virker så endegyldig, som om jeg forsegler min skæbne. Jeg ved, at når først vi har taget det skridt, så er det næste skridt ægteskab, og så ville jeg ende med aldrig at få muligheden for at bo alene. Jeg har altid boet på værelse med andre, og indtil jeg har råd til mit eget sted, kommer jeg til at dele lejlighed med Tori. Jeg har ikke sagt det til Hunter endnu, men jeg vil virkelig gerne bo et år alene. Det er noget, jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre,

før jeg blev gift. Jeg bliver ikke engang toogtyve før om et par uger, så det er ikke, fordi jeg har travlt. Jeg bærer Hunters mad ind i stuen til ham. “Hvorfor ser du det her?” siger han til Tori. “Alt hvad de her kvinder gør, er at bagtale hinanden og flippe skråt.” “Det er præcis derfor, jeg ser det,” siger Tori uden at fjerne øjnene fra skærmen. Hunter blinker til mig og tager imod sin mad og smækker så benene op på sofabordet. “Tak, skat.” Han vender sig mod fjernsynet og begynder at spise. “Gider du snuppe en øl til mig?” Jeg nikker og går tilbage til køkkenet. Jeg åbner køleskabsdøren og kigger på den hylde, hvor han altid har sine ekstra øl. Det går op for mig, mens jeg står der og stirrer på “hans” hylde, at det nok er sådan her, det begynder. Først har han en hylde i køleskabet. Så får han en tandbørste på badeværelset, en skuffe i min kommode, og før eller siden vil hans ting infiltrere mine på så mange måder, at det vil være umuligt for mig nogensinde at være på egen hånd. Jeg lader hænderne glide op ad mine arme og gnider det pludselige ubehag væk, der skyllede ind over mig. Jeg har det, som om jeg ser min fremtid udspille sig for mit indre blik. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide det, jeg ser. Er jeg klar til det her? Er jeg klar til, at den her fyr er den fyr, jeg serverer aftensmad for hver aften, når han kommer hjem fra arbejde? Er jeg klar til at blive lullet ind i det her magelige liv med ham? Et hvor jeg underviser hele dagen, og han ordner folks regnskaber, og så kommer vi hjem, og jeg laver aftensmad og “snupper en øl til ham”, mens han smækker benene op og

kalder mig skat, og så går vi i seng og elsker ved nitiden, så vi ikke er trætte dagen efter, hvor vi vil vågne op og klæde os på og gå på arbejde og gøre det hele forfra igen? “Jorden kalder Sydney,” siger Hunter. Jeg hører ham knipse to gange med fingrene. “Øl? Så er du sød, skat?” Jeg snupper hurtigt hans øl, giver ham den og sætter så kursen direkte mod badeværelset. Jeg tænder for bruseren, men jeg træder ikke ind under den. Jeg låser døren og synker sammen på gulvet. Vi har et godt forhold. Han er god mod mig, og jeg ved, at han elsker mig. Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke føler mig begejstret, når jeg tænker på en fremtid sammen med ham.

Ridge

Maggie læner sig frem og kysser min pande. “Jeg er nødt til at gå.” Jeg ligger på ryggen med hovedet og skuldrene delvist lænet mod mit hovedgærde. Hun sidder overskrævs på mit skød og ser ned på mig med fortrydelse i blikket. Jeg hader, at vi bor så langt væk fra hinanden nu, men det gør den tid, vi tilbringer sammen, meget mere betydningsfuld. Jeg tager hendes hænder for at få hende til at tie stille, og jeg trækker hende ind mod mig i håb om at overtale hende til ikke at tage af sted endnu. Hun griner og ryster på hovedet. Hun kysser mig, men kun flygtigt, og så trækker hun sig væk igen. Hun glider ned fra mit skød, men jeg lader hende ikke nå ret langt, før jeg springer fremad og holder hende fast mod madrassen. Jeg peger mod hendes bryst. “Du ...” – jeg læner mig ned og kysser hendes næsetip – “... er nødt til at blive her en nat til.” “Det kan jeg ikke. Jeg har undervisning.” Jeg griber hendes håndled og holder hendes arme fast over hendes hoved, hvorefter jeg trykker mine læber mod hendes. Jeg ved godt, at hun ikke vil blive en nat til. Hun er aldrig nogensinde gået glip af en undervisningsdag, medmindre hun var for syg til at bevæge sig. På en måde ville jeg ønske, at hun følte sig en smule syg nu, så jeg kunne få hende til at blive i sengen hos mig.

Jeg lader hænderne glide væk fra hendes håndled og blidt op langs hendes arme, indtil jeg holder om hendes ansigt. Så giver jeg hende et sidste kys, før jeg modstræbende trækker mig væk fra hende. “Så tag af sted. Og vær forsigtig. Giv mig besked, når du er kommet hjem.” Hun nikker og skubber sig op fra sengen. Hun rækker hen over mig efter sin T-shirt og trækker den så over hovedet. Jeg ser på, mens hun vandrer rundt i værelset og samler det tøj sammen, som jeg havde trukket af hende i huj og hast. Vi har datet i fem år, og de fleste par ville nok være flyttet sammen på nuværende tidspunkt. Men de flestes anden halvdel er ikke Maggie. Hun er så enormt selvstændig, at det næsten er intimiderende. Men det er forståeligt nok, når man tænker på, hvordan hendes liv er forløbet. Hun har taget sig af sin bedstefar, lige siden jeg mødte hende. Før det brugte hun størstedelen af sine teenageår på at hjælpe ham med at tage sig af hendes bedstemor, som døde, da Maggie var seksten. Nu, da hendes bedstefar er på plejehjem, har hun endelig muligheden for at bo alene, mens hun bliver færdig med sin uddannelse, og selvom jeg virkelig gerne vil have hende her hos mig, så ved jeg også, hvor vigtig den her praktik er for hende. Så i det næste års tid vil jeg holde ud, mens hun er i San Antonio, og jeg er her i Austin. Jeg har fandeme ikke tænkt mig at flytte fra Austin, og da slet ikke for San Antonio. Medmindre hun bad mig om det, selvfølgelig. “Sig til din bror, at jeg sagde held og lykke.” Hun står i døren til mit soveværelse, klar til at tage af sted. “Og du er nødt til at holde op med at slå dig selv i hovedet, Ridge. Musikere har skriveblokeringer, præcis ligesom forfattere har. Du skal nok finde din muse igen. Jeg elsker dig.”

“Jeg elsker også dig.” Hun smiler og bakker ud af mit soveværelse. Jeg stønner, vel vidende at hun forsøger at være positiv i forhold til hele skriveblokeringssagen, men jeg kan ikke holde op med at stresse over det. Jeg ved ikke, om det er, fordi Brennan virkelig har brug for de her sange nu, eller om det er, fordi jeg er helt brændt ud, men ordene kommer bare ikke. Uden tekster er det svært at have det godt med det egentlige musiske aspekt af at skrive. Min telefon vibrerer. Det er en sms fra Brennan, som kun giver mig endnu dårligere samvittighed over det faktum, at jeg er gået i stå. Brennan: Der er gået flere uger. Please sig, at du har noget. Mig: Arbejder på det. Hvordan går det med turnéen? Brennan: Godt, men mind mig om ikke at lade Warren planlægge så mange koncerter i næste etape. Mig: Det er koncerterne, der gør jeres navn kendt. Brennan: VORES navn. Jeg har ikke tænkt mig at sige én gang til, at du skal holde op med at opføre dig, som om du ikke er halvdelen af det her. Mig: Jeg kan ikke være halvdelen, hvis jeg ikke kan arbejde mig igennem den her forbandede skriveblokering. Brennan: Måske skulle du komme noget mere ud. Skabe noget unødvendigt drama i dit liv. Slå op med Maggie for

kunstens skyld. Hun skal nok være forstående. Hjertesorger hjælper på lyrisk inspiration. Hører du aldrig country? Mig: God idé. Jeg siger til Maggie, at du foreslog det. Brennan: Intet, jeg siger, kan nogensinde få Maggie til at hade mig. Giv hende et kys fra mig, og kom i gang med at skrive. Vores karrierer hviler tungt på dine skuldre. Mig: Svin. Brennan: Aha! Er det vrede, jeg kan spore i din sms? Brug den. Skriv en vred sang om, hvor meget du hader din lillebror, og send den til mig;) Mig: Klart. Jeg giver dig den, når du endelig får flyttet alt dit lort ud fra dit gamle værelse. Bridgettes søster flytter måske ind i næste måned. Brennan: Har du nogensinde mødt Brandi? Mig: Nej. Har jeg lyst til det? Brennan: Kun hvis du vil bo sammen med to Bridgetter. Mig: Pis. Brennan: Præcis. Snakkes.

Jeg lukker samtalen med Brennan og skriver en sms til Warren. Mig: Vi har fået grønt lys til at lede efter en ny roommate. Brennan siger fandeme nej til Brandi. Du kan få lov at overlevere nyheden til Bridgette, siden I to kommer så godt ud af det med hinanden. Warren: For fanden altså.

Jeg griner og springer ned fra sengen og begiver mig så ud på altanen med min guitar. Klokken er næsten otte, og jeg ved, at hun vil være på sin altan. Jeg ved ikke, hvor underlig min opførsel kommer til at virke i hendes øjne, men jeg kan ikke gøre andet end at prøve. Jeg har ikke noget at miste.

2 Sydney Jeg tapper fraværende med foden og synger med på hans musik med mine selvopfundne tekster, da han pludselig holder op med at spille midt i en sang. Han stopper aldrig midt i en sang, så jeg kaster naturligvis et blik i hans retning. Han sidder lænet frem og stirrer direkte på mig. Han holder pegefingeren i vejret som for at sige Vent lige et øjeblik og stiller guitaren fra sig, før han løber ind i lejligheden. Hvad fanden laver han? Og, åh gud, hvorfor bliver jeg så nervøs over det faktum, at han anerkender min tilstedeværelse? Han kommer ud igen med papir og kuglepen i hænderne. Han skriver. Hvad fanden skriver han? Han holder to stykker papir op, og jeg kniber øjnene sammen for at se, hvad han har skrevet. Et telefonnummer. Pis. Hans telefonnummer? Da jeg ikke har rørt på mig i flere sekunder, ryster han papiret, peger på det og peger så tilbage på mig. Han er sindssyg. Jeg har ikke tænkt mig at ringe til ham. Jeg kan ikke ringe til ham. Det kan jeg ikke gøre mod Hunter. Fyren ryster på hovedet, griber et nyt stykke papir og skriver noget andet på det, før han holder det op.

Skriv en sms. Da jeg stadig ikke rører på mig, vender han papiret om og skriver igen. Jeg har et ? Et spørgsmål. En sms. Det virker uskyldigt nok. Da han holder papiret med sit telefonnummer op igen, finder jeg min telefon frem og taster hans nummer ind. Jeg stirrer på skærmen i et par sekunder, ikke helt sikker på, hvad jeg skal skrive i sms’en, så jeg ender med: Mig: Hvad er dit spørgsmål?

Han ser ned på sin telefon, og jeg kan se ham smile, da han modtager min sms. Han lægger papiret fra sig og læner sig tilbage i sin stol, mens han taster. Da min telefon vibrerer, tøver jeg et øjeblik, før jeg ser ned på den. Ham: Synger du i badet?

Jeg ryster på hovedet, da min indledende mistanke bliver bekræftet. Han er en scorekarl. Selvfølgelig er han det, han er jo musiker. Mig: Jeg ved ikke, hvad det er for et spørgsmål, men hvis det er dit forsøg på at flirte, så har jeg en kæreste. Lad være med at spilde tiden.

Jeg trykker på send og betragter ham, mens han læser sms’en. Han griner, og det irriterer mig. Mest fordi hans smil er så ... smilagtigt. Er det overhovedet et ord? Jeg ved ikke, hvordan

jeg ellers skal beskrive det. Det er, som om hele hans ansigt smiler, når munden gør det. Jeg spekulerer på, hvordan det smil ser ud tæt på. Ham: Tro mig, jeg ved, at du har en kæreste, og det er ikke sådan her, jeg flirter. Jeg har tilfældigvis høje tanker om folk, der synger i badet, og jeg har brug for at kende svaret på det spørgsmål for at kunne beslutte mig for, hvorvidt jeg skal stille mit næste spørgsmål.

Jeg læser den lange sms, mens jeg beundrer, hvor hurtig han er på tasterne. Fyre er normalt ikke lige så dygtige som piger, når det kommer til at lyn-sms’e, men hans svar falder næsten øjeblikkeligt. Mig: Ja, jeg synger i badet. Synger du i badet? Ham: Nej, det gør jeg ikke. Mig: Hvordan kan du have høje tanker om folk, der synger i badet, hvis du ikke synger i badet? Ham: Måske er det faktum, at jeg ikke synger i badet, grunden til, at jeg har høje tanker om folk, der synger i badet.

Den her samtale kører i ring. Mig: Hvorfor har du brug for denne stump livsnødvendige information om mig?

Han strækker sine ben, lægger dem op på kanten af altanen og stirrer så på mig i et par sekunder, før han igen retter opmærksomheden mod sin telefon.

Ham: Jeg vil gerne vide, hvordan du kan synge teksterne til mine sange, når jeg ikke engang selv har fundet på dem endnu.

Mine kinder bliver øjeblikkeligt varme. Afsløret Jeg stirrer på hans sms og kaster så et blik op på ham. Han betragter mig, udtryksløst. Hvorfor fanden tænkte jeg ikke på, at han kunne se mig, når jeg sad herude? Jeg havde aldrig troet, han ville bemærke, at jeg sad og sang med på hans musik. Indtil i går aftes troede jeg jo for fanden ikke, at han overhovedet lagde mærke til mig. Jeg trækker vejret ind og ønsker, at jeg slet ikke havde fået øjenkontakt med ham i første omgang. Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det her er pinligt, men det gør jeg. Det føles, som om jeg på en eller anden måde har krænket hans privatliv, og det hader jeg. Mig: Jeg kan bedst lide sange, der har tekster, og jeg var træt af at spekulere på, hvad teksterne til dine sange var, så jeg fandt vel bare på et par stykker selv.

Han læser sms’en og ser så op på mig uden skyggen af sit smittende smil. Jeg kan ikke lide hans alvorlige blikke. Jeg kan ikke lide det, de gør ved min mave. Jeg kan heller ikke lide det, hans smilagtige smil gør ved min mave. Jeg ville ønske, at han ville holde sig til et enkelt, utiltalende, følelsesløst ansigtsudtryk, men det er jeg ikke sikker på, han er i stand til. Ham: Vil du sende dem til mig?

Ă…h gud. Aldrig i livet. Mig: Aldrig i livet. Ham: Please? Mig: Nej. Ham: Supermeget please? Mig: Nej, ellers tak. Ham: Hvad hedder du? Mig: Sydney. Og du? Ham: Ridge.

Ridge. Det passer til ham. Den musikalsk-kunstnerisk-lunefulde type. Mig: NĂĽ, Ridge. Jeg beklager, men jeg skriver ikke sangtekster, som nogen har lyst til at hĂ¸re. Skriver du ikke teksterne til dine egne sange?

Han begynder at skrive, og det er en virkelig lang sms. Hans fingre flyver hen over telefonen, mens han taster. Jeg er bange for, at jeg kommer til at modtage en hel roman fra ham. Han ser op pĂĽ mig, idet min telefon vibrerer.

Ridge: Man kan vel sige, at jeg har en slem skriveblokering. Hvilket er grunden til, at jeg virkelig, virkelig ville ønske, at du bare ville sende mig de tekster, du synger, mens jeg spiller. Selv hvis du tror, de er dumme, så vil jeg gerne læse dem. På en eller anden måde kender du hver eneste sang, jeg spiller, selvom jeg aldrig har spillet dem for nogen, ud over når jeg øver mig herude.

Hvordan ved han, at jeg kender alle hans sange? Jeg fører en hånd op til kinden, da jeg mærker den rødme, bevidst om at han har betragtet mig i meget længere tid, end jeg først troede. Jeg sværger, jeg er det mindst intuitive menneske i hele verden. Jeg kaster et blik over mod ham, og han er i gang med endnu en sms, så jeg ser tilbage på min telefon og venter på den. Ridge: Jeg kan se det på den måde, hele din krop reagerer på guitaren. Du tapper med foden, du bevæger hovedet. Og jeg har endda prøvet at teste dig ved at sætte tempoet på en sang ned en gang imellem for at se, om du vil opdage det, og det gør du altid. Din krop holder op med at reagere, når jeg ændrer noget. Så bare ved at betragte dig kan jeg se, at du har sans for musik. Og eftersom du synger i badet, så er du nok også en udmærket sanger. Hvilket også betyder, at der er en chance for, at du har talent for at skrive sangtekster. Så, Sydney, jeg vil gerne vide, hvilke sangtekster du har fundet på.

Jeg er stadig i gang med at læse, da der kommer endnu en sms. Ridge: Please. Jeg er desperat.

Jeg tager en dyb indånding og ønsker mere end noget andet, at den her samtale aldrig var begyndt. Jeg ved ikke, hvordan fanden han kan nå til alle disse konklusioner om mig, uden at jeg nogensinde har lagt mærke til, at han iagttog mig. På en måde gør det mig mindre pinligt berørt over det faktum, at han tog mig i at iagttage ham. Men nu, hvor han vil læse de sangtekster, jeg har fundet på, er jeg flov af en helt ny årsag. Jeg synger, men ikke godt nok til at gøre noget med det professionelt. Min passion handler mest om musikken selv, ikke at optræde med den. Og selvom jeg elsker at skrive sangtekster, så har jeg aldrig før delt noget af det, jeg har skrevet. Det virker for intimt. Jeg ville næsten hellere have, at han havde sendt mig en vulgær, flirtende scorereplik. Det giver et sæt i mig, da min telefon vibrerer igen. Ridge: Okay, lad os slå en handel af. Vælg en af mine sange, og send mig teksten til bare den ene sang. Så lader jeg dig være. Især hvis det er en åndssvag tekst.

Jeg griner. Og krymper mig. Han har ikke tænkt sig at give op. Jeg bliver nødt til at få nyt nummer. Ridge: Jeg kender dit telefonnummer nu, Sydney. Jeg giver ikke op, før du sender mig teksten til mindst én sang.

I guder. Han har ikke tænkt sig at stoppe. Ridge: Desuden ved jeg, hvor du bor. Jeg er ikke for fin til at trygle på mine grædende knæ foran din hoveddør.

Ugh! Mig: Fint. Stop så med de skumle trusler. Én sang. Men jeg bliver først nødt til at skrive teksten ned, mens du spiller den, for jeg har aldrig nedfældet nogen af dem på papir før. Ridge: Aftale. Hvilken sang? Jeg kan spille den lige nu. Mig: Hvordan skulle jeg kunne vide hvilken sang, Ridge? Jeg ved ikke, hvad nogen af dem hedder. Ridge: Tja, det gør jeg heller ikke. Hold hånden op, når jeg kommer til den, du vil have mig til at spille.

Han lægger telefonen fra sig og tager sin guitar og begynder så at spille en af sangene. Det er ikke den, jeg vil have ham til at spille, så jeg ryster på hovedet. Han skifter til en anden sang, og jeg fortsætter med at ryste på hovedet, indtil de velkendte akkorder fra en af mine favoritter når mine ører. Jeg holder hånden op, og han griner og begynder så at spille sangen forfra. Jeg placerer notesbogen foran mig, griber min kuglepen og begynder så at skrive den tekst ned, jeg har fundet på til sangen. Han er nødt til at spille sangen tre gange, før jeg endelig har fået det hele med. Det er næsten mørkt nu, og det er svært at se, så jeg tager min telefon. Mig: Det er for mørkt til at læse. Jeg går indenfor og skriver sangteksten til dig i en sms, men du er nødt til at love, at du aldrig vil bede mig om at gøre det her igen.

Telefonskærmen oplyser hans smil, og han nikker til mig og samler så sin guitar op og forsvinder ind i sin lejlighed. Jeg går ind på mit værelse og sætter mig på sengen, mens jeg spekulerer på, om det er for sent at skifte mening. Jeg har det, som om hele den her samtale lige har ødelagt min klokken otte-tid på altanen. Jeg kan aldrig nogensinde gå ud og lytte til ham igen. Jeg kunne bedre lide, da jeg troede, at han ikke vidste, jeg var der. Det var ligesom min egen private sfære med min egen private koncert. Nu kommer jeg til at være alt for opmærksom på ham til faktisk at kunne nyde at lytte med, og jeg forbander ham for at have ødelagt det. Modstræbende sender jeg min sangtekst til ham og sætter så min telefon på lydløs og efterlader den på sengen, da jeg går ind i stuen og forsøger at glemme, at det her nogensinde er sket.

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀

90mm

132mm

40mm

Scan QR-koden eller klik ind på maybesomedaysoundtrack.com og lyt til alle de sange, Ridge og Sydney skriver sammen i løbet af bogen.

EN SKØN, HJERTEVARM FORTÆLLING OM KÆRLIGHED OG BEDRAG, VENSKAB OG MUSIKKENS HELENDE KRAFT AF FORFATTEREN TIL Om Forbandede kærlighed

FORBANDEDE KÆRLIGHED.

COLLEEN HOOVER

LYT TIL SANGENE FRA BOGEN

132mm

“Sommetider kan en bog dukke op ud af det blå og efterlade en fuldkommen åndeløs … Sådan en bog er Måske en dag. “– USA TODAY

90mm

FOTO / JEN STERLING

”En stærk og intens historie …

”Har du kun plads til én eneste roman i strandtasken … er Forbandede kærlighed ganske enkelt sommerens roman!” – LITTERATURSIDEN.DK

”Årets must read! Jeg elskede hvert

Sydney og Ridge bliver dog hurtigt venner, og

et ord, jeg følte hvert et øjeblik, og

snart begynder de at skrive sange sammen.

jeg vil aldrig glemme denne historie.”

Ridge komponerer musikken, Sidney skriver

– GOODREADS.COM ”Colleen Hoover skriver fantastisk indlevende, og så romantikken

teksterne, og det varer ikke længe, før de må kæmpe for at holde de spirende følelser ISBN 9788711524015 tilbage, som vokser i dem imod alle odds …

strømmer ud af siderne … helt

COLLEEN HOOVER er en

197mm

★★★★★★ – DEUNGESORD.DK

Måske en dag

den tog mig virkelig med storm”

årets bedste kærlighedsroman. MØD COLLEEN PÅ Colleenhoover.com Facebook.com/authorcolleenhoover Instagram: colleenhoover #måskeendag

umulig at slippe undervejs.” – LEKTØRUDTALELSE

9 788711 524015 >

lovebooks.dk

Måske.en.dag.indd 1

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

05/08/16 11.10