Issuu

SARA BARNARD

I N G E N K A N K N U S E D I T H J E RT E SOM DIN BEDSTE VENINDE

Caddy er træt af at være den pæne og stille pige. Der skal ske noget nyt. Smukke Suzanne er vild og oprørsk, men i det skjulte kæmper hun for at slippe fri af sin fortid. Selvom alle siger, at Suzanne er en dårlig indflydelse, nægter Caddy at lytte. Da det endelig går op for Caddy, hvor svært Suzanne har det, er det måske for sent ...

kun tæt på

Den pæneste overflade kan skjule de mørkeste hemmeligheder

kun tæt på SARA BARNARD

Sara Barnard

KUN TÆT PÅ På dansk ved Mette Stepnicka

Beautiful broken things.indd 3

22/12/15 5:19 pm

Kun tæt på Copyright © Sara Barnard 2015 Oversat fra engelsk af Mette Stepnicka efter Beautiful Broken Things All rights reserved Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2016 First published 2015 by Macmillan Children’s Books, an imprint of Pan Macmillan Omslagsdesign: Mia Risbo Sat med Adobe Caslon Pro og trykt hos ScandBook UAB ISBN: 9788711483961 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen ‒ et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Beautiful broken things.indd 4

22/12/15 5:19 pm

Til min bedste veninde, Lora.

Beautiful broken things.indd 5

22/12/15 5:19 pm

”Hvis jeg skulle sige med ganske få ord, hvad du betyder for mig, så ville jeg sige, at verden blev tom, hvis jeg skulle undvære dig.” Erin Hanson

Beautiful broken things.indd 6

22/12/15 5:19 pm

FĂ˜R

Beautiful broken things.indd 7

22/12/15 5:19 pm

FĂ˜RSTE DEL

Beautiful broken things.indd 8

22/12/15 5:19 pm

1 Jeg troede, det var begyndelsen på en kærlighedshistorie. Endelig. Drengen, som så ud til at være på min alder eller måske lidt ældre, var standset foran mig. Han sendte mig helt åbenlyst elevatorblikket og smilede bredt og flirtende. Hans kammerat, som så bedre ud, men på ingen måde smilede flirtende til mig, himlede med øjnene. ”Halløjsa,” sagde drengen bare sådan uden videre. Halløjsa. ”Hej,” sagde jeg, mens jeg i mit stille sind håbede, at min bus ikke ville komme, før vi havde snakket færdig. Jeg prøvede at kaste nonchalant med håret – ikke så let endda, når ens hår er en anelse for kruset – og løftede hagen, sådan som min søster engang havde vist mig, at man skulle gøre, hvis man ville se selvsikker ud. ”Hvilken smag har du?” ”Hvad?” Han pegede på milkshaken i min hånd. ”Åh,” udbrød jeg dumt. ”Toblerone.” Jeg havde kun taget et par slurke af milkshaken. Jeg kunne godt lide at lade den smelte lidt, inden jeg rigtig begyndte at drikke, og bægeret føltes tungt i min hånd. ”Cool.” Drengen smilede stadig til mig. ”Den har jeg aldrig smagt. Må jeg få en tår?”

Beautiful broken things.indd 9

22/12/15 5:19 pm

Her er, hvad jeg tænkte, da jeg rakte ham milkshaken: Han kan godt lide milkshake! Jeg kan godt lide milkshake! Øjeblikket er MAGISK. Det her er BEGYNDELSEN. Så vendte han ryggen til mig og stormede af sted sammen med sin kammerat, mens deres latter blev hængende i luften. Da de var nået et lille stykke væk, vendte drengen sig om og hævede triumferende bægeret mod mig. ”Tak, søde!” brølede han, uvidende om, eller måske bare ligeglad med, at han ikke var gammel nok – og slet ikke charmerende nok – til at kalde mig ’søde’. Og så stod jeg bare der med en hånd, der greb ud i den tomme luft. De andre mennesker ved busstoppestedet stirrede på mig. Nogle forsøgte at undertrykke et smil, mens andre krympede sig på mine vegne. Jeg rettede på remmen på min taske, så henkastet jeg kunne, og forsøgte at undgå øjenkontakt med nogen, alt imens jeg seriøst overvejede at kaste mig ud foran en forbipasserende bus. Tre dage forinden var jeg fyldt 16 år. Med en fødselsdag sidst i august havde jeg været den første i vennekredsen, der rundede den store dag, og mine forældre havde lejet et selskabslokale til min fødselsdagsfest. ”Du må gerne invitere nogle drenge med!” havde min mor sagt og virket endnu mere spændt end mig. Problemet var ikke, at jeg ikke ville have drenge med (tværtimod); problemet var, at jeg gik i en ren pigeskole, og antallet af drenge, jeg kendte godt nok til at tale til dem, kunne tælles på én hånd. På trods af en ivrig indsats fra min bedste, veninde Rosie, som gik på en blandet skole og havde masser af drengevenner, var kønsfordelingen til festen mildest talt skæv. Jeg tilbragte det meste af aftenen med at spise kage og snakke med mine veninder frem 10

Beautiful broken things.indd 10

22/12/15 5:19 pm

for at flirte uhæmmet og danse med, hvad Rosie betegnede som “emner”, sådan som en 16-årig burde gøre. Det var ikke en dårlig måde at fejre fødselsdag på, men den var heller ikke særlig enestående. Jeg fortæller det her for at sætte min okay-fremmede-tagbare-min-milkshake-fadæse i en form for kontekst. Jeg var 16 år og troede virkelig, at jeg endelig skulle opleve kærligheden. Ikke sådan det helt store (jeg er ikke grådig), men i hvert fald noget, der var værd at fortælle om. En at holde i hånden (og så videre). Milkshake-mødet skulle have ført til sådan noget. Men i stedet stod jeg tomhændet og alene tilbage, og drengen var ikke andet end en dreng. Da bussen kom nogle minutter senere, og jeg luskede op til anonymiteten på øverste etage, udarbejdede jeg i mit hoved en liste over milepæle, som jeg bare ville nå inden min næste fødselsdag. 1) Jeg ville have en kæreste. En rigtig en. 2) Jeg ville miste min mødom. 3) Jeg ville opleve en Skelsættende Begivenhed. I det efterfølgende år nåede jeg kun et af de mål. Og det var ikke det, jeg havde regnet med. ”Tog han bare din milkshake?” Rosies stemme var skeptisk. Klokken var næsten ni, og vi havde vores faste sidste-aften-inden-skolestart-telefonsnak. ”Ja. Direkte ud af hånden på mig.” ”Snuppede han den bare?” ”Øh, ja.” 11

Beautiful broken things.indd 11

22/12/15 5:19 pm

Der var en pause efterfulgt af lyden af Rosies latter, der bølgede gennem røret. Bortset fra mine bedsteforældre var Rosie den eneste, der ringede til mig på fastnettelefonen. ”Caddy, altså, gav du ham den?” ”Ikke med vilje,” svarede jeg og ønskede allerede, at jeg ikke havde fortalt hende milkshakehistorien. Men det var svært at lade være med at fortælle Rosie alt. Det føltes bare så naturligt. ”Gid jeg havde været der.” ”Ja, så kunne du være løbet efter ham.” Rosie og jeg havde tilbragt dagen sammen, hvilket var endnu en af vores inden-skolestart-traditioner, og vi havde faktisk købt en milkshake hver, lige inden vi skiltes. Hvis hun havde været der, ville hun helt sikkert være løbet efter ham. Da vi var fire år og næsten lige havde lært hinanden at kende på et ballethold, som ingen af os kunne udstå, havde en stor dreng hevet min hårsløjfe ud af håret (jeg var sådan et barn, der gik med sløjfe i håret), og Rosie var stormet efter ham, havde flået sløjfen ud af hånden på ham og trampet ham over foden. Siden havde vores venskab fulgt et lignende mønster. ”Hvorfor løb du ikke efter ham?” ”Jeg var helt paf.” ”Efter alle de år på hver vores skole skulle man ellers tro, du havde lært selv at forsvare dig mod bøller,” sagde Rosie drillende. ”Det lærer jeg måske til næste skoleår.” ”Måske. Er der overhovedet bøller på privatskoler?” ”Ja.” Det vidste hun også udmærket godt, for det var hende, jeg havde beklaget mig til flere måneder i træk, da det for et par år siden var mig, der var yndlingsofferet. Min skole, Esther Herrings Pigeskole, havde mere end rigeligt af bøller.

Beautiful broken things.indd 12

22/12/15 5:19 pm

”Nå ja, men jeg mente nu drenge-bøller. Dem er der jo ikke nogen af på Esthers. Det er dem, jeg forsvarer dig mod.” Jeg lod hende drille mig med tyvagtige teenagedrenge nogle minutter endnu, og så afsluttede vi samtalen. Jeg gik ovenpå mod mit værelse og passerede min mor, som stod og strøg foran TV’et. ”Din skoleuniform er klar,” råbte hun efter mig. ”Kommer du lige og henter den?” Jeg vendte modvilligt om og gik tilbage. Min skoleuniform hang på klædeskabsdøren, læggene på den plisserede nederdel faldt perfekt, og jakken nærmest skinnede. Jeg havde bevidst undgået at se på min skoleuniform hele sommerferien. Den var endnu grønnere, end jeg huskede den. ”Helt nystrøget,” sagde mor med en veltilfreds mine. Ingen var gladere for, at jeg gik på Esthers end hende. Da hun fandt ud af, at jeg var blevet optaget, græd hun. Faktisk græd vi begge to, men mine tårer var ikke af glæde. ”Tak,” sagde jeg og tog bøjlerne. ”Nå, er du spændt på i morgen?” Hun smilede, og jeg spekulerede på, om hun bare lod som ingenting med vilje. ”Ikke rigtig,” sagde jeg, men sørgede for at lægge en munter undertone ind i min stemme for at undgå den lange man-skalværdsætte-sine-muligheder-smøre. ”Det er et vigtigt år,” sagde mor. Strygejernet udstødte en høj, hvæsende lyd, og hun løftede det. Jeg så, at hun var i gang med at stryge min fars bukser. ”Mmm,” sagde jeg og trak hen imod døren. ”Det skal nok blive rigtig godt,” fortsatte mor begejstret uden overhovedet at se på mig. ”Det ved jeg bare. Måske bliver du udnævnt til præfekt.”

Beautiful broken things.indd 13

22/12/15 5:19 pm

Det var ikke videre sandsynligt. At opføre sig ordentligt og få gode karakterer var ikke tilstrækkeligt til at skille sig ud fra mængden på Esthers. De to fra min årgang, der sandsynligvis ville blive valgt som præfekter, var Tanisha, som havde stiftet en feministforening for et par år siden og drømte om at blive statsminister, og Violet, som var formand for debatklubben og havde været med til at gøre skolen mere bæredygtig. Esthers var skabt for mennesker som Tanisha og Violet. De nøjedes ikke bare med at opfylde de forventede krav, men gik skridtet videre. ”Måske,” sagde jeg. ”Men bliv nu ikke skuffet, hvis jeg ikke bliver præfekt.” ”Så bliver jeg skuffet over dem, ikke dig,” svarede mor, som om det skulle hjælpe. Fedt nok, tænkte jeg. Endnu en bekymring. ”Jeg håber virkelig, du fokuserer på at klare dig godt i år,” sagde mor og så op på mig, netop som jeg skulle til at smutte ud ad døren. Hun gik meget op i det med målsætninger. Jeg tænkte på listen over milepæle, som jeg havde formuleret i hovedet i bussen tidligere i dag. Kæreste. Mødom. Skelsættende Begivenhed. ”Det gør jeg,” sagde jeg. ”Jeg er superfokuseret. Godnat.” Her er min teori om Skelsættende Begivenheder: Alle oplever dem, men nogle har flere i deres liv end andre. Hvor mange man oplever, indvirker på, hvor spændende man er, hvor mange historier man kan fortælle, og den slags. Jeg gik stadig og ventede på min første. Ikke for at være utaknemmelig, men indtil jeg fyldte 16, havde mit liv været udramatisk og pletfrit. Mine forældre var stadig sammen, jeg havde haft den samme hjerteveninde i over ti år, jeg 14

Beautiful broken things.indd 14

22/12/15 5:19 pm

havde aldrig været alvorligt syg, og ingen af mine nærmeste var døde. Jeg havde heller aldrig vundet en stor konkurrence, var aldrig blevet opdaget på grund af et talent (ikke at jeg havde noget talent) eller opnået noget ud over gode karakterer. Det betød dog ikke, at jeg ikke havde været i berøring med den slags oplevelser gennem andre mennesker. Rosie havde haft to, og de havde begge været sørgelige. Da hun var to og et halvt, havde hendes far forladt hende og hendes mor og var aldrig dukket op igen. Da hun var 11, havde hendes nye lillesøster Tansy, lidt vuggedøden. Min storesøster Tarin havde fået diagnosen bipolar lidelse, da hun var 18, og jeg 10, og hele udredningsperioden havde været fuld af mørke skyer og tårer og alvorlige samtaler. Jeg havde oplevet de to sidstnævnte begivenheder på nært hold og set, hvordan de havde påvirket livet for to af de mennesker, jeg holdt allermest af. Rosie og Tarin syntes begge to, at min teori om Skelsættende Begivenheder var tåbelig. ”Man skal da ikke gå og ønske, at man kommer ud for noget slemt,” sagde Tarin. ”Eller bliver psykisk syg.” Hun forstod det ikke, da jeg prøvede at forklare hende, at skelsættende begivenheder også kunne være gode ting. ”Hvad for eksempel?” ”At blive gift.” Da hun spærrede øjnene op, skyndte jeg mig at tilføje: ”Sådan generelt. Det er ikke noget, jeg har planer om lige foreløbig.” ”Caddy, altså, jeg håber virkelig, du har større ambitioner i livet end at blive gift.” Rosie fejede mig bare af. ”Det var bare noget forfærdeligt, der skete, Cads. Det gør mig ikke mere spændende end dig.” Men sagen var, at det gjorde det faktisk. Den eneste spændende historie, jeg kunne fortælle fra mit liv, var, om dengang 15

Beautiful broken things.indd 15

22/12/15 5:19 pm

jeg blev født. Selvom jeg var hovedperson i historien, havde den bare egentlig ikke rigtig noget med mig at gøre. Mine forældre, som havde været på ferie i Hampshire, flere uger inden jeg skulle komme til verden, sad på vej hjem derfra fast i en trafikprop i en lille by ved navn Cadnam, da min mor pludselig fik veer. Hun endte med at føde mig ude i rabatten med hjælp fra en sygeplejerske, som tilfældigvis havde siddet i en anden bil. Det var en god historie, som jeg altid kunne hive frem, hvis der var behov for det, og jeg havde fortalt den et hav af gange (’Caddy er et interessant/underligt/sjovt navn. Hvad er det en forkortelse af ?’). Jeg vidste, hvilke ansigtsudtryk jeg kunne forvente af tilhørerne, og hvilke morsomheder de ville fyre af (’Sikke et held, de ikke var på vej gennem Grimsby! Ha!’). Men det var stadig ikke min historie. Jeg kunne ikke huske episoden, og den havde ikke haft nogen indvirkning på mit liv. Det havde været en skelsættende begivenhed for mine forældre, ikke for mig. Hvis nogen bad mig fortælle en nyere historie fra mit liv, blev jeg altid blank. Det var selvfølgelig ikke, fordi jeg ønskede, at jeg ville komme ud for noget forfærdeligt. Jeg vidste jo godt, at den slags resulterede i sorg, ikke anekdoter. Men alt ved mig selv og mit liv føltes ordinært, totalt gennemsnitligt, som en kliché. Jeg ville bare sådan ønske, at der ville ske noget skelsættende. Og lige så stille, så langsomt, at jeg næsten ikke bemærkede det i starten, begyndte der faktisk at ske noget.

Beautiful broken things.indd 16

22/12/15 5:19 pm

2 Tirsdag Rosie, 9.07: Alarm, alarm! Ny pige. Caddy, 10.32: ?? 10.34: Vi har fået en ny pige i klassen! 10.39: Er det rigtigt? Fortæl. 10.44: Hun hedder Suzanne. Virker rigtig sød. Skriver senere, har matematik nu. 13.19: Hun er lige flyttet hertil fra Reading. Har samme valgfag som mig! Totalt grineren. 13.20: Jeg mener, at hun er grineren. Ikke det med valgfagene. 13.28: OK. Hvordan går det ellers? 13.33: Som det plejer. Ring til mig i aften x. 13.35: Aftale x. Onsdag 8.33: Sidder i bussen og har lige opdaget, at jeg har glemt at børste tænder. 8.37: Klamt! 10.38: Gæt, hvem der ikke er blevet præfekt. 10.40: Dig? 10.42: Ja. 10.43: SÅDAAAAAAAAAAN! 10.44: Din opbakning betyder alt for mig. 13.01: I mine øjne vil du altid være PRÆFEKT! 17

Beautiful broken things.indd 17

22/12/15 5:19 pm

13.05: Øh, tak? 13.06: Fik du den? 13.09: Ja! 13.11: HAHAHAHAHA. Suzanne siger, at jeg ikke burde grine, for måske vil du virkelig gerne være præfekt. 13.29: Har du fortalt hende det? 13.33: Ja! Jeg fortalte hende, at du helt klart ikke vil være præfekt, og at jeg griner med dig, ikke ad dig. 13.35: Sz siger, at de sødeste mennesker, hun kender, ikke er præfekter. 13.40: Cads? 13.46: Jeg ville helt klart ikke være præfekt. Det var mor, der ville have, at jeg skulle være det. 13:48: :-( 13.49: Jeg kan være upræfekt sammen med dig xx. Torsdag 13.19: Nikki har besluttet sig for, at Suzanne er sej, og spurgte, om hun ville sidde sammen med hende i spisefrikvarteret. 13.25: Ville hun? 13.27: Nej. Suzanne sagde, at hun sad fint sammen med mig. Nikki sagde, at hun da måtte have opdaget, at jeg var en taber. Sz var bare sådan wtf? hvorefter Nikki siger ”HALLO, jeg REDDER dig jo”. 13.28: Bitch!! Er du OK? 13.29: Nej. Jeg sidder og tuder ude på toilettet. 13.30: Skal jeg ringe til dig? 13.31: Nej. 13.31: Ja.

Beautiful broken things.indd 18

22/12/15 5:19 pm

Fredag 9.01: Hvad fik du til morgenmad i dag? 9.02: Øh, mysli. 9.03: Mor lavede pandekager. JEG VINDER! 13.12: Har en idé. Skal jeg ikke tage Suzanne med hjem til dig efter skole? Så kan du møde hende! 13.42: OK, fint. 13.43: Fedt! Du vil elske hende, hun er fantastisk. Vi tager direkte fra skole. Er nok hos dig ved firetiden. 13.58: Vi ses x. 15.33: WEEKEND!!!

Beautiful broken things.indd 19

22/12/15 5:19 pm

3 Jeg havde planlagt at nå hjem, inden Rosie og Suzanne kom, primært fordi jeg altid sørgede for, at Rosie så mig så lidt som overhovedet muligt i min skoleuniform. Hun var heldig at have en almindelig uniform med sort nederdel, hvid bluse og sort cardigan, og hun grinede altid ad mig, når hun så mig i min. Derfor var det også bare typisk, at jeg kun lige havde stukket nøglen i låsen på hoveddøren, da jeg hørte fodtrin bag mig. Så kastede Rosie sig ind mod den stadig lukkede dør og stak sit hoved helt hen til mit. ”Hejsa,” råbte hun smilende. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Hej,” sagde jeg, mens jeg drejede nøglen og åbnede døren. ”Kan jeg mon overtale dig til at blive herude, mens jeg skifter tøj?” ”Niks,” sagde Rosie og masede sig ind foran mig, så hun blokerede døråbningen. ”Det er for sent. Vi har begge to set dig.” Hun lavede en håndbevægelse mod et sted bag mig. ”Suze, sagde jeg ikke, at den var helt sindssygt grøn?” Jeg drejede hovedet og fik øje på den nye pige, som stod og smilede. Da vores blikke mødtes, grinede hun til mig. ”Hej!” Hun virkede afslappet og imødekommende, hendes stemme var munter, og ansigtet åbent. ”Jeg hedder Suzanne.” ”Ja, selvfølgelig er du Suzanne,” sagde Rosie og himlede med øjnene, hvorefter hun snurrede omkring, gik ind i mit hus og efterlod os to alene på trappestenen. ”Hvem skulle du ellers være?” 20

Beautiful broken things.indd 20

22/12/15 5:19 pm

”Hej,” sagde jeg og prøvede uden held at lyde lige så glad som Suzanne. ”Øh, som du sikkert allerede ved, hedder jeg Caddy.” Hun nikkede. ”Du bor virkelig pænt.” ”Tak,” sagde jeg, som om det var noget, jeg selv var herre over. Jeg gik indenfor, og hun fulgte efter mig og trådte til side, så jeg kunne lukke døren. Rosie dukkede op i køkkendøren med tre røde dåser i hånden. ”Du kan godt lide cola, ikke?” sagde hun til Suzanne og holdt en af dåserne hen mod hende. Suzanne kiggede på mig, som om hun spekulerede på, om hun burde spørge om lov. ”Tag dig ikke af hende,” sagde jeg, tog en af dåserne og gik op ad trappen. ”Hun opfører sig, som om hun bor her.” ”Det gør jeg jo praktisk talt også.” Rosie lød væsentligt gladere, end hun plejede at gøre efter den første skoleuge efter sommerferien. På samme tid sidste år ville hun have smidt sig i sofaen i stuen og nægtet at flytte sig ud af stedet. Oppe på mit værelse trak Rosie min sækkestol frem og lod sig dumpe ned i den. Af en eller anden grund satte hun sig ikke på sin faste plads ved siden af mig på sengen. Suzanne satte sig ved siden af hende og lod blikket glide rundt i værelset. Jeg så det stoppe ved min slidte plakat fra den gamle Disneyfilm Bernard og Bianca, som jeg havde fået af Tarin for flere år siden som reference til en indforstået joke fra vores barndom, og et forundret smil bredte sig i hendes ansigt. I smug betragtede jeg den person, der truede med at overtage pladsen ved siden af min bedste veninde. Hun var slet ikke, som jeg havde forestillet mig ud fra Rosies beskrivelse i telefonen. Det skyldtes sikkert, at hun i de sidste par dages uafbrudte talestrøm havde glemt at nævne det, der i mine øjne var det aller21

Beautiful broken things.indd 21

22/12/15 5:19 pm

vigtigste: Suzanne så fantastisk ud. Hun var ikke bare køn eller pæn eller noget andet rimelig almindeligt; hun var gudesmuk. Ikke kun på grund af det lyse hår, som så langt mere naturligt ud end mit, faktisk i en grad så det godt kunne være ægte, eller de blå øjne eller den modelslanke krop. Det skyldtes også hendes makeup, ja selv hendes holdning. Det var direkte intimiderende og gjorde mig pinligt bevidst om mit eget uglede hår og min vane med at stå og hænge, for slet ikke at tale om min gyselige skoleuniform. Nu forstod jeg, hvorfor Rosie havde beskrevet hende som selvsikker. Hvordan kunne hun være andet med det udseende? ”Hvad synes du så om Brighton?” spurgte jeg og valgte bevidst det letteste åbningsspørgsmål i håbet om, at jeg så havde gjort min pligt over for min venindes nye veninde. ”Her er dejligt,” sagde Suzanne og smilede til mig. ”Jeg har også sagt til Roz, at I er heldige at være vokset op her.” Jeg bemærkede, at hun sagde ’Roz’ og bed mig i læben for ikke at skære en grimasse. ”Og jeg har sagt til hende, at det er overvurderet at bo her,” sagde Rosie. ”I har da en strand!” svarede Suzanne med et grin. ”En stenstrand!” ”Der er værre steder at vokse op,” sagde jeg. ”Du er fra Reading, ikke?” Suzanne løftede hånden og vippede den fra side til side. ”På en måde. Jeg flyttede dertil som otteårig.” Som om hun kendte mit næste spørgsmål, tilføjede hun: ”Jeg er født i Manchester.” Det forklarede hendes dialekt. ”Hvorfor flyttede du så hertil?” spurgte jeg. ”Var det på grund af arbejde?” 22

Beautiful broken things.indd 22

22/12/15 5:19 pm

Hun rynkede forvirret øjenbrynene. ”Jeg mener, har dine forældre fået nyt arbejde eller sådan noget?” uddybede jeg. ”Nå.” Hun så utilpas ud. ”Faktisk bor jeg hos min moster.” ”Nå,” sagde jeg og vidste ikke rigtig, hvad jeg så skulle sige. Ud over det åbenlyse. Jeg skævede til Rosie for at se, om det her var nyt for hende. Hendes uinteresserede ansigtsudtryk antydede, at det ikke var tilfældet. Stilheden sænkede sig. Jeg ventede i håb om, at hun ville forklare det nærmere, men hun sagde ingenting. Rosie, som lod til at more sig over vores akavede samtale, kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Jeg kunne se antydningen af et smil om hendes mund. ”Hvad laver din moster?” spurgte jeg til sidst. ”Hun er kok,” sagde Suzanne og lyste op. ”Hun ejer en af caféerne på Queen’s Road. Muddles?” ”Nå ja, den kender jeg godt.” Jeg var gået forbi den en gang sammen med mine forældre, og min mor havde sagt, at Muddles var et fjollet navn til en café. Far havde muntert sagt, at det da var et hyggeligt navn. Vi var ikke gået derind. ”Hvad laver dine forældre?” spurgte Suzanne mig. ”Min far er læge,” sagde jeg, ”speciallæge på hospitalet. Min mor er kommunikationschef hos Samaritans.” Hun løftede øjenbrynene, sådan som folk altid gjorde, når jeg nævnte mine forældres jobs. Folk antog som regel en hel masse, når man sagde ’læge’ og ’Samaritans’. Ord som ’helgen’ og ’helt’ og ’uselvisk’ og ’hvis bare alle var som dem’ plejede at dukke op. Sandheden var snarere, at jeg havde en fraværende far, som sjældent var hjemme, og en desillusioneret jeg-har-set-alt-mor. 23

Beautiful broken things.indd 23

22/12/15 5:19 pm

De var naturligvis eminente til deres arbejde, men det gjorde dem ikke automatisk til førsteklassesmennesker. ”Hvilken slags læge er din far?” spurgte Suzanne ligesom alle andre, der enten ikke kunne finde på andet at sige eller blot ville være høflige. ”Akutlæge,” svarede jeg. Hun så imponeret på mig. ”Wow.” ”Det er ikke så spændende, som det lyder,” sagde jeg. ”Alle de bedste hospitalsserier foregår da på skadestuer,” sagde Suzanne vidende. ”Han må virkelig have nogle gode historier.” ”Hvis han har, hører jeg dem i hvert fald ikke,” sagde jeg. ”Han arbejder meget, nattevagter og sådan, så jeg ser ikke ret meget til ham.” Suzanne skar en grimasse, sikkert lige så meget fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til det, som fordi hun havde ondt af mig. Så opstod der pinlig tavshed igen, hvorefter Rosie omsider forbarmede sig over os og åbnede munden. ”Caddys forældre er fantastiske.” Jeg så forbavset på hende. ”Når man kender den slags mennesker; de ved ligesom bare, hvad meningen med livet er.” Jeg grinede. ”Øh, okay.” ”Seriøst.” Rosie kiggede på mig med løftede øjenbryn. ”Jeg håber sandelig, du er taknemmelig.” Så vendte hun sig mod Suzanne. ”Da jeg var 11, døde min lillesøster Tansy.” Suzanne spærrede øjnene op. ”Det tog ret hårdt på min mor, så jeg boede hos Caddy i nogle uger. Det er derfor, jeg ved jeg det.” ”Rosie,” sagde jeg. ”Det er da rimelig heftigt bare sådan lige at slynge ud.” Suzanne sad stadig med åben mund. ”Døde din lillesøster?” gentog hun. ”Det var da forfærdeligt!” 24

Beautiful broken things.indd 24

22/12/15 5:19 pm

”Ja, det var det,” sagde Rosie, og selvom tonefaldet var henkastet, så jeg hende trække skuldrene op og spænde i kæben. Visse ting lægger man kun mærke til, når man er bedste veninder. ”Men min pointe var det med Caddys forældre.” ”Roz,” sagde jeg. ”Det var da forfærdeligt,” gentog Suzanne lavmælt. Hun kiggede ned i gulvet. ”Har du oplevet noget forfærdeligt?” spurgte Rosie. Hendes stemme var munter, men den havde fået en hårdere klang. Selvom hun virkede uanfægtet, vidste jeg, at hun ikke brød sig om at snakke om Tansy. ”Caddy kalder dem Skelsættende Begivenheder.” ”Roz.” Min stemme var skarp. Hun kiggede på mig med en påtaget uskyldig mine. Sommetider føltes det næsten, som om jeg var Rosies forælder og skulle holde styr på hende. Suzanne kiggede fra mig og hen på Rosie og lod til at fundere over, om hun skulle sige noget. Til sidst sagde hun: ”Hvad tæller som skelsættende?” ”At flytte tæller nok,” sagde jeg for at være venlig. ”Jeg har aldrig oplevet noget skelsættende. Jeg er bare kedelig.” Suzanne kiggede underligt på mig. For sent gik det op for mig, at det nok var lidt svært at få nye venner, hvis man altid beskrev sig selv som kedelig. Jeg åbnede munden for at trække i land, men anede ikke, hvad jeg skulle sige. Pyt, tænkte jeg og lod hende mene om mig, hvad hun ville. Hun er jo bare Rosies klassekammerat. Hvem gider hænge sig i, hvad hun mener?

Beautiful broken things.indd 25

22/12/15 5:19 pm

4 ”Nå, har du fået dig en kæreste?” Tarin kom hjem søndag aften, solbrun og glad og med gaver og en ny tatovering (tre fugle i flok på hendes venstre håndled). Hun havde været på en afbudsrejse til Tyrkiet sammen med sin egen kæreste Adam, og var derfor gået glip af både min fødselsdag og min første skoleuge. ”Nej,” svarede jeg tørt. ”Jeg skal nok sende dig en sms, hvis det sker.” ”Når,” rettede Tarin mig straks. ”Når det sker.” Jeg himlede med øjnene, men smilede alligevel. Det var svært ikke at smile i selskab med min søster, når hun var i godt humør. Hun var uberegnelig og sprudlende og fyldte ethvert rum, hun trådte ind i. Mine mest levende barndomsminder om hende var fornemmelsen af en hvirvelvind af farver og begejstring plettet af tunge, mørke skyer, når intet kunne hive hende op. Nu seks år efter diagnosen var hun roligere og mere stabil, men hun var stadig Tarin, min usædvanlige søster. ”Værsgo,” sagde hun og rakte mig en pose. ”Beklager, den ikke er pakket ind. Tillykke med fødselsdagen.” I posen lå et tørklæde. Det var lilla og sølvfarvet, blødt og smukt. Jeg lod fingrene glide hen over stoffet. ”Hvor er det flot. Tak.” Jeg holdt tørklædet op til halsen og prøvede at vikle det rundt, sådan som hun altid gjorde. 26

Beautiful broken things.indd 26

22/12/15 5:19 pm

”16 er en vigtig alder,” sagde Tarin. ”Tænk, at du allerede er 16 år. I mit hoved er du stadig fem.” ”Ih, tak.” Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med tørklædet. Jeg lænede mig tilbage for at se i spejlet, om mit forsøg så lige så dumt ud, som det føltes. Mit hoved så ud, som om det var svulmet op, fordi mit hår – som konstant irriterede mig – var blevet skubbet opad af tørklædet. Mit kedelige hår, som var en tand for kruset, havde fået en omgang lyse striber, efter at mit medfødte lyse hår var blevet mat og kommunefarvet. Men det var stadig lige kruset. Hvis mit hår var kort, så det ud, som om jeg havde en manke (på den helt forkerte måde), og hvis det var langt, var der bare mere at tæmme. Som med så meget andet i mit liv endte det i det-må-være-godt-nok-nu-enden af skalaen, så jeg holdt håret skulderlangt. Jeg satte det som regel op og prøvede ikke at tænke for meget på det. Jeg sukkede. Efter at jeg havde trukket håret op over tørklædet, sad tørklædet helt skævt. Jeg rystede det irriteret, og Tarin lænede sig frem for at rette på det. Fordi Tarin var otte år ældre end mig og langt mere erfaren, opførte hun sig ofte mere som en forælder end som en storesøster over for mig. ”Har Rosie så fået en kæreste?” ”Ikke rigtig. Hun havde noget kørende med en fyr fra sin årgang, men det varede kun et par uger.” ”Hun har vel også flere valgmuligheder end dig.” Hun kiggede påtaget medlidende på mig. ”Din stakkel, som er spærret inde i det østrogenfængsel.” Jeg grinede. ”Så slemt er det heller ikke.” ”Du lider jo afsavn; det er en skandale. Det har jeg også sagt til mor og far. Det er ondskabsfuldt at lade Caddy vokse op uden drenge, sagde jeg til dem. Men lyttede de til mig? Neeej.” 27

Beautiful broken things.indd 27

22/12/15 5:19 pm

Tarin havde gået i en almindelig skole, og med almindelig mener jeg hverken kønsopdelt eller privat. Ingen havde tvunget Tarin ned i en skriggrøn jakke og ditto knæstrømper. Hun havde kunnet gå med alt for meget makeup og silkebånd i håret. ”Men jeg har besluttet, at jeg vil have en i år,” sagde jeg i håb om, at jeg ved at sige det højt øgede chancen for, at det ville ske. ”Altså en kæreste.” ”Nå da?” Tarins ansigt flækkede i et grin. ”Har du besluttet det?” Jeg nikkede. ”Det er mit mål for i år. Og jeg vil prøve at have sex. Og gøre noget skelsættende.” ”Hører de ikke alle tre ind under samme punkt?” spurgte hun. ”Tre fluer med ét smæk? En dreng, der kan indfri det hele med sin skelsættende tissemand?” ”Du gør grin med mig.” ”Ja, jeg gør. Godt set.” Hun rodede mig kærligt i håret. ”Hvad har du så tænkt dig at gøre for at få det til at ske?” Jeg tav. ”Det er meget godt, at du har besluttet dig for, at det er det, du ønsker dig, men du skal jo også gerne arbejde på at få det til at ske.” Det kunne hun sagtens sige. Tarin behøvede aldrig at anstrenge sig for at få noget til at ske. ”Mmm,” sagde jeg og begyndte at fortryde, at jeg havde bragt det på banen. ”Ikke at jeg tror, det bliver svært for dig,” tilføjede hun hurtigt. ”Måske skulle du begynde at lave flere ting uden for skolen. Møde nye mennesker.” ”Apropos nye mennesker,” sagde jeg og greb chancen for at skifte emne, ”så er der startet en ny pige i Rosies klasse.”

Beautiful broken things.indd 28

22/12/15 5:19 pm

”Nå?” Tarin havde taget mit tørklæde og viklet det omkring sin egen hals, så hendes lysebrune hår bølgede ud over det. Det klædte hende meget bedre. ”Rosie er ret betaget af hende,” sagde jeg. ”Er hun?” Hun kiggede på mig, og et lille, sigende smil spillede omkring hendes mund. ”Er du jaloux?” ”Er det så tydeligt?” Hun grinede. ”Nej, men jeg kender dig. Du og Rosie er uadskillelige, selvom I har gået på hver jeres skole i ti år. Og nu, hvor I er ved at være færdige med skolen, dukker der så en ny pige op, som Rosie godt kan lide?” Hun skar en overdrevent chokeret grimasse og grinede. ”Nye mennesker er altid spændende. Jeg ville ikke være bekymret, hvis jeg var dig. Det er bare nyhedens interesse. Har du mødt hende?” ”Ja, i fredags.” ”Hvordan er hun?” Jeg tøvede. ”Sød.” Hun udstødte den lyd, som et forkert svar udløser i et quizprogram. ”Prøv igen med et ord, der rent faktisk betyder noget.” ”Hun er meget selvsikker. Men på en afslappet, ikke arrogant måde.” Mens jeg talte, gik det op for mig, at det næsten var de samme ord, Rosie havde brugt til at beskrive hende første gang i telefonen. ”Og sjov. På en sarkastisk måde. Og så er hun virkelig pæn.” ”Det lyder ulideligt.” Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Hun er meget sejere end mig.”

Beautiful broken things.indd 29

22/12/15 5:19 pm

Tarin daskede mig på armen. ”Sådan noget må du ikke sige! Som om det betyder noget at være sej.” Kun mennesker, der som Tarin er født seje, siger den slags. ”Kunne du lide hende?” Jeg tænkte lidt over det. ”Det var i hvert fald ikke, fordi jeg ikke kunne lide hende.” ”Ville du gerne kunne lide hende?” ”Ikke rigtig.” ”Måske skulle du i det mindste give hende en chance? Hvis Rosie kan lide hende, kan hun ikke være så slem. Og husk på, at I kun er en uge inde i skoleåret. Om nogle uger snakker de måske slet ikke sammen mere.” Det prøvede jeg at sige til mig selv senere samme aften, da jeg gik på Facebook og scrollede gennem opslagene. Jeg lod blikket glide hen over dem uden egentlig at læse dem, men stoppede så pludselig ved et. Rosie Caron og Suzanne Watts er nu venner. Min mave snørede sig sammen af fuldstændig irrationel jalousi. Selvfølgelig var de blevet venner på Facebook. Faktisk var det lidt underligt, at det ikke var sket før. Men alligevel. Jeg førte cursoren hen på Suzannes navn, tøvede og klikkede så. Det viste sig at være omsonst, eftersom jeg ikke kunne se andet end hendes profilbillede. Jeg lænede mig frem for at studere det nærmere. Hun var sammen med en pige og en dreng, og de var alle tre iført en skoleuniform, jeg ikke kendte. De havde lagt armene om hinanden i et overdrevet kram og grinede til kameraet. Jeg klikkede tilbage til Rosies profil og så, at Suzanne havde postet en video på hendes væg. Med latterligt bange anelser klikkede jeg på den. Det var en hundehvalp, som forsøgte at komme ud af et telt, men hele tiden faldt over sine egne korte ben. Videoen var sød, men jeg blev alligevel lettet, fordi jeg vid30

Beautiful broken things.indd 30

22/12/15 5:19 pm

ste – hvilket Suzanne tydeligvis ikke gjorde – at Rosie ikke brød sig særlig meget om hunde. Hun skulle have valgt en video med en kat. Lettere til mode lukkede jeg computeren ned og gik ud på badeværelset for at børste tænder. Jeg havde kendt Rosie i ti år, og uanset hvor spændende og sej Suzanne var, vejede tid helt klart tungest her.

Beautiful broken things.indd 31

22/12/15 5:19 pm

SARA BARNARD

I N G E N K A N K N U S E D I T H J E RT E SOM DIN BEDSTE VENINDE

kun tæt på

Den pæneste overflade kan skjule de mørkeste hemmeligheder

kun tæt på SARA BARNARD