Krokodillevogteren - læseprøve

90 mm

teaterstykke. Et net af aftaler, som tilsammen giver en eller anden form for helhed. På stikord og cue. Jeppe havde en skamfuld forkærlighed for gerningsstedets dynamik og indforståede rytme.

I køkkenet residerede retspatologen Nyboe ved liget, som lå med hovedet presset op mod væggen, for-

E

n tidlig morgen i indre København bevæger folkepensionist Gregers Hermansen sig forsigtigt ned ad bagtrappen med sin skraldepose. Hos underboen står køkkendøren på klem.

Det bekymrer Gregers, og idet han kigger diskret ind for at se, om der er noget galt, snubler og falder han ind i lejligheden. Da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger oven på det blodige lig af en ung kvinde.

ladt som et stykke hittegods midt på et multifarvet klu-

Det bliver begyndelsen på et mareridt for beboerne i byhuset og for

på, gummisko og bare arme. Hendes lange lyse hår lå i

kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. Ikke

klæbrige tentakler og formede en børnetegningssol om

mindst fordi det snart viser sig, at en anden af husets beboere skri-

hendes hoved.

ver på en krimi – en krimi, hvor netop en ung kvinde i lejligheden under Gregers er blevet myrdet.

Uddrag fra bogen

90 mm

KATRINE

ENGBERG

E L K L I D O KR O VOGTE R E N

KATRINE ENGBERG (født 1975) er koreograf, instruktør og forfatter. Har været med til at skabe teaterforestillinger som Rytteriet 2, Cabaret og Indenfor Murene og står desuden for adskil-

KRIMI

lige underholdningsshows på DR. Udgav i 2012 mailromanen Klap i hest - indrømmelser fra det

T L I N D H A R D O G

perfekte liv sammen med Anne Mette Hancock.

R I N G H O F

Bor i København med sin mand og søn. Debuterer her som krimiforfatter.

9 788711 485057 LINDHARDTOGRINGHOF.DK

226 mm

detæppe. Hun havde afklippede jeans og hvid blonde-bh

153 mm

FOTO: TI M M VLADI M I R

rummet. Et gerningssted minder på mange måder om et

23 mm

K AT R I N E EN G B E R G · K R O KO DI LLEVO G T E R E N

Jeppe klappede Clausen let på skulderen og forlod

153 mm

K AT R I N E E NGBE RG

KROKODILLEVOGTEREN

LINDHARDT OG RINGHOF

Krokodillevogteren Copyright © Katrine Engberg og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Omslag: Peter Stoltze, Stoltze Design Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2016 isbn 978-87-11-48505-7 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

4

Til Timm. Fra nu af.

5

6

ONSDAG DE N 8 . AUGUS T

7

8

K A PI T E L 1

M

orgenlyset hvirvlede støv op fra de tunge gardiner, og Gregers satte sig i sin hvilestol og betragtede partiklernes dans gennem stuen. Det tog efterhånden så forbandet lang tid at vågne, at det knapt kunne betale sig at stå op overhovedet. Han hvilede hænderne på de blankpolerede armlæn og lagde hovedet tilbage, lod kæben falde ned og lukkede øjnene for lysflimmeret, indtil han hørte kaffemaskinen sprutte ude i køkkenet.

Efter en kort nedtælling skubbede han sig op af stolen, fandt sine tøfler og gik med små skridt mod køkkenets linoleumsgulv. Altid den samme rute; langs mahogniskænken, forbi den grønne lænestol og til sidst hen til det forbandede håndtag på væggen, hjemmehjælpen havde sat op forrige år. »Jeg klarer mig fint uden, tak,« havde han insisteret, men lige lidt hjalp det.

Han tog den brugte kaffepose ud af tragten og smed den ned i skraldespanden under vasken. Fuld igen. Gregers fik løsnet posen fra plasticstativet og støttede sig langs bordet hen til køkkendøren. Sit eget skrald kunne han da i det mindste stadig selv tage ned. Han skelede til overboens flaskesamling på reposen ovenfor. Satans til dranker.

Gudskelov var det nu et godt stykke tid siden, hun sidst havde holdt et af sine hysteriske middagsselskaber, som strakte sig til langt op ad næste dag. Hvad fanden var det for nogle mennesker, der kunne tillade sig at fulde den hele natten? På en hverdag!

Trinene gav sig under ham, og han holdt ekstra godt fat om gelænderet. Det ville selvfølgelig være klogere at flytte ud i noget moderne, noget beskyttet, men Gregers havde boet hele sit liv i København K og 9

ville hellere tage chancen på de skæve trappetrin end rådne op på et plejehjem i Nordvest. Nede på første satte han posen fra sig og støttede sig til underboens dørkarm. De to unge studiner, der delte førstesalen, var en kilde til stadig irritation, men også i al hemmelighed en kantet længsel i Gregers. Deres løb op ad trapperne, deres duftende hår og ubekymrede smil vækkede minder om sommernætter ved kanalen og forelskede kys. Alt det, der var engang, og alt det, der ikke blev, fordi man ventede til i morgen og først for sent opdagede, at livet var ved at være forbi.

Da han havde sundet sig lidt, kiggede han op og så, at døren ind til pigerne stod på klem. Skarpt lys strømmede ud ad dørsprækken.

Pigerne var unge og tankeløse, men da vel ikke dumme nok til at sove med åben bagdør! Klokken var halv syv om morgenen, de kunne selvfølgelig lige være kommet hjem fra byen, men alligevel. Hvorfor havde de lyset tændt? »Hallo ...? Er her nogen?« Med spidsen af sin tøffel puffede han forsigtigt til døren, og den gled ubesværet op. Gregers trak sig uvilkårligt lidt baglæns. Man skulle jo nødig beskyldes for at være en gammel gris, der lurede. Måske skulle han hellere trække døren til og få båret det skrald ned, inden kaffen blev sur deroppe på varmepladen.

Gregers holdt godt fast i karmen og lænede sig frem mod døren for at gribe håndtaget, men han undervurderede afstanden. I et rædselsfuldt øjeblik, der strakte sig evigt, som tiden, fra man sparkes af en hest, til man lander på jorden, gik det op for ham, at han ikke var stærk nok til at holde sin egen kropsvægt. Tøflerne gled på det glatte trægulv, og han mistede balancen. Gregers kæmpede imod med alle de kræfter, han ikke længere havde, men faldt uhjælpeligt ind i pigernes lejlighed og landede hårdt på deres gulv. Ikke med et brag, men med en dump, ynkelig lyd af reduceret gammelmandskrop i fløjlsbadekåbe.

Gregers prøvede at trække vejret i bund. Var hoften brækket? Hvad ville folk ikke sige? For første gang i mange år havde han lyst til at græde. Han lukkede øjnene hårdt i og ventede på at blive fundet.

10

Stilheden bredte sig igen på køkkentrappen. Han lyttede efter råb og tililende skridt, men der skete ingenting. Da der var gået et par minutter, åbnede han øjnene og prøvede at orientere sig. En nøgen 60 watt-pære hang ned fra loftet og blændede ham, men han anede hvide vægge, dekoreret med abstrakte mønstre, en reol med gryder og krydderier og en bunke sko og støvler langs væggen; nogle af dem lå han vist på.

Han vendte forsigtigt hovedet fra side til side for at mærke, om noget var brækket. Nej, alt var vist intakt i hovedregionen. Så langt, så godt.

Han knyttede hænderne. Jo, de reagerede også. De skide sko! Han prøvede at skubbe dem væk fra sig for at få kontakt med gulvet, men de ville ligesom ikke flytte sig. Han kiggede ned langs kroppen og fokuserede blikket på det genstridige fodtøj. Den urolige fornemmelse i maven voksede pludselig til en enorm, kvælende klump, der fyldte hele hans krop. Ud fra skoen, halvt inde under hans gamle, smertende hofter, stak et bart ben, der endte i en forvreden krop. Det lignede et mannequindukkeben, men Gregers kunne mærke den bløde hud mod sin hånd og vidste bedre. Han løftede hånden og så blodet; på huden, på gulvet, på væggene. Overalt var der blod.

Gregers’ hjerte flagrede som en undulat, der prøver at stikke ud af sit bur. Han var lammet, og panikken rasede i hans impotente krop.

Nu dør jeg, tænkte han. Han ville skrige, men stemmen til at råbe om hjælp havde forladt ham for mange år siden. Så kom tårerne.

* Esther slog ud efter alarmen og prøvede at stoppe det inferno, der truede med at knuse hendes hoved. Overgangen fra drøm til virkelighed var tung og grødet, og hun forstod ikke lyden af dørklokken, før den ringede for tredje gang. Insisterende. Hendes to mopser, Epistéme og Dóxa, bjæffede hysterisk, ivrige efter at forsvare deres territorium.

Hun var faldet i søvn oven på sengetæppet og havde så dybe pudemærker i ansigtet, at hun kunne mærke dem med fingrene. Satans.

Siden hun var gået på pension for et lille års tid siden, havde hun for 11

alvor ladet sit indre B-menneske få overtaget og stod sjældent op før kl. 10. Mors antikke messingur med hyrdeparret på toppen viste 8.35.

Hun kendte ingen, der kunne finde på at komme forbi nu. Hvis det var det forbandede postbud, ville hun smide noget tungt efter ham.

Hyrdeparret for eksempel.

Hun viklede det lilla silkesengetæppe om sig og tumlede ud til hoveddøren med dunkende hoved. Var hun kommet til at tømme rødvinskartonen i går? Det var i hvert fald blevet til mere end de to glas, hun principielt tillod sig selv, når hun skrev.

Kroppen værkede og skreg på sin morgenrutine: udstrækning, vejrtrækningsøvelser og havregryn med rosiner. Måske en Treo i dagens anledning. Esther rystede hjernen på plads og kiggede ud gennem dørspionen.

På reposen stod en mand og en kvinde, Esther ikke genkendte. Men hun havde heller ikke briller på og havde i øvrigt svært ved at huske de hundredevis af elever, der var passeret gennem hendes undervisningslokaler i Njalsgade i alle årene. Desuden følte hun sig ret sikker på, at de to personer ikke var tidligere litteraturvidenskabsstuderende. De så begge effektive ud på en måde, som de færreste akademikere gør.

Kvinden var høj med brede skuldre i en lidt for lille kunststofblazer og med smalle, pinkmalede læber. Hun havde lyst hår i hestehale og en hud, som så ud til at lide under lidt for mange års intensiv solariebrug. Manden var slank med påfaldende gult hår og kunne måske have været charmerende, hvis han ikke havde været så bleg og gusten.

Mormoner? Jehovas vidner?

Hun slog døren op. Epistéme og Dóxa gøede og gjorde klar til krig bag hende. »Jeg håber, I har verdens bedste grund til at vække mig!« Hvis de var overraskede over hendes mundering, viste de det på ingen måde. Manden så alvorligt på hende med sine triste øjne. »Esther de Laurenti? Vi kommer fra Københavns Politi. Mit navn er Jeppe Kørner, og det her er min kollega, politiassistent Anette Werner.

Jeg er bange for, vi har en dårlig nyhed til dig.« 12

Dårlig nyhed. Esthers mave vendte sig. Hun trak sig baglæns ind i stuen, så betjentene kunne komme ind. Hundene fornemmede stemningsskiftet med det samme og luntede efter hende med skuffede piv. »Kom ind,« sagde hun med grødet stemme og satte sig i sofaen. »Tak,« sagde manden. Curler, det kunne han da ikke hedde? Han gik i en mistroisk bue uden om de små mopser og satte sig yderst på kanten af lænestolen. Kvinden blev stående i entréen og kiggede nysgerrigt ind i stuen. »For en time siden fandt indehaveren af kaffebaren i stueetagen din underbo, Gregers Hermansen, midt i et hjerteanfald. Han er bragt på hospitalet og er ved at blive behandlet nu. Han var heldig at blive fundet hurtigt, og så vidt vi ved, er hans tilstand stabil. Han var faldet om nede i lejligheden på første sal.« Esther løftede stempelkanden med kaffe fra i går og satte den fra sig igen uden at skænke. »Det måtte jo komme. Gregers har været dårlig længe. Hvad lavede han nede på første?« »Se, det var faktisk det, vi håbede, du kunne hjælpe os med at kaste lys over.« Politimanden foldede hænderne i skødet og så roligt på hende.

Esther lagde det klodsede sengetæppe fra sig oven i chesterfieldsofaens bunker af papir, brugte kleenex og henslængte cardiganer. De unge mennesker overlevede nok synet af en gammel kone i natkjole. »Sig mig, hvad laver I egentlig her? Siden hvornår er politiet begyndt at troppe op, når en ældre herre får et hjerteanfald?« Politifolkene udvekslede et blik, der var svært at tyde. Tilsyneladende forstod de selv, hvad det betød, for kvinden nikkede fra sin plads i entréen og trak sig lidt væk. Curler skubbede forsigtigt en stak bøger til side og satte sig en lille smule tilbage i sædet. »Hørte du noget usædvanligt i aftes eller i nat, fru Laurenti?« Esther afskyede for det første at blive kaldt »fru« og havde for det andet ikke hørt andet end det meditationsbånd med hvalmusik, som var hendes aktuelle sovemedicin, når rødvinen ikke var nok.

13

»Hvornår gik du i seng i går aftes?« Han blev ved. »Har der været nogen usædvanlig aktivitet i huset de sidste par dage? Hvad som helst, du kan komme i tanke om.« Politimandens blik var roligt og direkte.

Hun lagde armene over kors. »I jager mig ud af sengen, før fanden får sko på! Jeg sidder her i nattøj og har ikke fået kaffe, og jeg vil vide, hvad det her drejer sig om, før jeg svarer på noget som helst!« Esther pressede læberne sammen. »Tidligt i morges fandt Gregers Hermansen liget af en ung kvinde i køkkenet i lejligheden på første sal.« Politimanden talte langsomt og tog ikke blikket fra hende. »Vi er stadig i gang med at identificere offeret og fastslå dødsårsagen, men vi ved, at der er tale om en forbrydelse.

Hr. Hermansen har fået et slemt chok og kan ikke kommunikere med os endnu. Vi har brug for, at du fortæller os alt, hvad du ved om beboerne i huset, og om hvad der er sket i opgangen de sidste par dage.« Esther mærkede chokket brede sig nedefra, op gennem ankler, lår, bækken og bryst, til hun ikke var sikker på, om hun var i stand til at trække vejret. Hovedbunden krøb sammen, og hendes korte, hennafarvede hår strittede i nakken i en langvarig kuldegysning.

«Hvem er det? Er det en af pigerne? Det kan ikke være rigtigt. Der er ikke nogen, der dør her i mit hus.« Hun kunne godt selv høre, hvordan det lød; barnligt og ude af kontrol. Hun følte gulvet give efter og holdt fast i armlænet for ikke at falde.

Politimanden rakte over og greb hendes arm. »Mon ikke det var en god idé med den kaffe, fru Laurenti?«

14

Hvepsen summer langt om længe væk fra syltetøjskrummerne på den lille tallerken og falder til ro på en bogstak. Et håndfast smæk med tapeholderen og den kvaste insektkrop sendes på sin sidste flyvetur ud af det åbne vindue. Hun indånder dagen og er nødt til at mase næseborene sammen med fingrene for at kvæle den kildrende fornemmelse. Det er en god følelse, melankolsk og glad, og hun prøver at fastholde den så længe som muligt. Håret er stadig fugtigt fra morgenbadet i den tilkalkede brusekabine. Hun må snart få gjort noget ved den, afkalke den kunne være en mulighed.

Værelset fyldes af sollys og af byens morgenlyde. Bilhorn, cykelbude, der skændes med morgenfriske turister, og duften af nyvasket asfalt.

Dagen er startet med ristet brød og stærk neskaffe, som stadig står og damper ved siden af iPhonen på det lille, runde bord i køkkenet. Ingen opkald, ingen beskeder. Hun tjekker igen. Det er tilpas kort tid siden, hun er flyttet hjemmefra, til at hun stadig holder af dagligdags gøremål som at købe ind og vaske tøj. Hun har ikke rigtig fundet nogen egentlig rytme i det, nyder bare den voksne fornemmelse af selv at bestemme hvornår og hvordan.

Det tomme køleskab vænner hun sig ikke til. Det gør hende deprimeret, at hun ikke evner at fylde det op med bresaola og økologisk grønt. Men når hun går i supermarkedet, kommer hun altid hjem med skuresvampe og havregryn.

Hun fylder ligesom ikke sin plads ordentligt ud endnu. En gang imellem rammer hun noget lovende. Når hun går på vaskeri og tumbler tøj mellem de andre unge, smiler hen over sæbeautomaten og flytter sig hensynsfuldt, så der bliver plads til en til på foldebordet, er hun ikke ensom. Men rusen er kortvarig. Når hun har slæbt IKEA-posen med det lune tøj op ad køkkentrappen og er alene i lejligheden, fordamper følelsen hurtigt igen.

15

K A PI T E L 2

J

eppe Kørner så ned på den spinkle hank, som forsvandt mellem hans fingerspidser. Esther de Laurenti havde taget en badekåbe på og brygget kaffe, og de sad nu i det polstrede møblement og ventede på, at hun fik samlet sig sammen. Stuen var fuld af farver, nips og rod, og Jeppe følte sig utilpas i det feminine kaos. Væggene var dækket af gulv til loft-reoler med bøger i alle afskygninger. Blegede læderrygge, paperbacks og farvestrålende sofabordsbøger om mad og blomster.

Træfigurer og støvet nips fra hele verden fyldte hver en ledig plads på hylder og vægge, og der lå stakke af tætskrevet papir med røde streger på hver en vandret flade.

Nedenfor på gaden samledes de første nyhedshold foran den okkerfarvede facade. Pressen kunne ikke længere aflytte politiradioen, men holdt i stedet bare øje med vedholdende sirener og opdateringer på de sociale medier. Der gik aldrig længe, før nogen tweetede, tekstede eller taggede et politiopbud, og journalisterne kom senest et par minutter efter de første udrykningskøretøjer. Nu talte morgenfriske nyhedsværter allerede med direkte blikke til de kameraer, der panorerede mellem deres ansigter og mylderet af hvidklædte kriminalteknikere. »Jeg ejer ejendommen og lejer første og anden sal ud. Gregers har boet under mig, siden han blev skilt for 20 år siden. Butikken i stuen skifter med et par års mellemrum – for tiden er det en kaffebar. Det er et par unge drenge, som driver den ...« Ordene flød roligt fra Esther de Laurenti, men hendes flakkende blik vidnede om et menneske i chok. Jeppe havde ondt i ryggen og 16

stemmede fødderne mod gulvet, så smerten lettede, og han kunne koncentrere sig om at lytte. »Caroline har boet på første sal i halvandet år. Jeg kender hendes forældre fra KUA i gamle dage, inden de flyttede vestpå. Vi havde sådan en kunstklub sammen. Først havde hun en kæreste boende, men han rykkede ud igen i vinter engang. I stedet flyttede Julie ind her i foråret.« Esther de Laurenti talte med en klar diktion, som stod i kontrast til de bandeord, der med jævne mellemrum dukkede op i hendes nydelige sætninger. Skuespillerdansk, men mere Sidse Babett end Ghita. »De er gamle veninder, kender hinanden fra skolen. Søde piger at have boende,« fortsatte Esther og fæstnede endelig blikket på en musselmalet vase. »Hvem er det? Er hun blevet myrdet?« »Vi har endnu ikke nogen endelig identifikation.« Jeppe prøvede at tale beroligende. »Jeg forstår godt, det er vanskeligt, men det er også stadig for tidligt at sige noget om dødsårsagen.« Der blev stille i den beklumrede stue. Esther de Laurentis lyse hud var usminket, og de mange fine rynker omkring øjnene og på halsen forstærkede hendes opgivende udtryk. Anette havde sat sig på hug i entreen og var gået i gang med at klø en af mopsernes gyldne maveskind. Hunden gryntede tilfreds. »Er der sket noget usædvanligt i huset i den sidste tid? Hvad som helst. Nye mennesker, der er begyndt at komme i pigernes lejlighed, uro på gaden, skænderier?« spurgte Jeppe. »Tænk at høre den replik i virkeligheden!« Esther henvendte sig stadig til vasen. »Jeg føler, jeg er midt i en film.« Kælemopsen blev træt af Anettes nusseri og trissede med små skridt hen og lagde sig i hundekurven. »Vi sidder jo ikke lårene af hinanden,« forklarede Esther endelig. »Julie og Caroline er unge piger med travle liv og kærester og hvad ved jeg. Der er tit høj musik og natteroderi, men det er der nu også hos mig af og til. Stakkels Gregers, at han kan holde os ud. Godt, han er smådøv.« 17

Esther fortabte sig i en tankerække. Jeppe gav hende plads og forbandede lydløst Anettes trommen på dørkarmen. »Caroline har en ny kæreste, Daniel. Sød ung fyr, også tilflytter fra Herning-egnen. Men det er længe siden, jeg har set ham. Julie er vist – single.« Hun smagte på ordet, som om det havde en ru overflade og føltes sært i munden.

Jeppe noterede ned i sin lille notesbog, mens stilheden igen bredte sig i stuen. Hundekurven knagede lidt, og Esther samlede badekåbens folder over knæene. En bilalarm gik i gang nede på gaden.

Langmodigheden blev for meget for Anette, der udstødte et hørligt suk fra sin plads i døråbningen. Hun var ikke kendt for sit diplomatiske væsen, og når de arbejdede sammen, var det som regel Jeppe, der afhørte.

Otte års parløb havde slebet forbløffende få kanter af. Det til trods endte de to som regel på hold sammen, når cheferne sammensatte efterforskningsgrupper til verserende sager. I dag var ingen undtagelse. Da PK – politikommisæren – var ankommet til gerningsstedet tidligt i morges, havde hun sammen med den centrale efterforskningsleder øjeblikkelig tilkaldt både retspatolog, Kriminalteknisk Center samt politiassistenterne Kørner og Werner. De kunne åbenbart et eller andet sammen, som de selv havde svært ved at få øje på. Alene konstellationen af deres enslydende efternavne irriterede Jeppe grænseløst, når han skulle præsentere sig for vidner og pårørende.

Han synes, hun var lidt af en bulldozer, hun kaldte ham sart og fimset. På gode dage hakkede de indforstået på hinanden som et gammelt ægtepar, på dårlige dage havde han bare lyst til at smide hende i Øresund.

I dag var en dårlig dag. »Caroline har vist været på kanotur i Sverige den sidste uges tid,« fortsatte Esther. »Jeg tror ikke, hun er kommet tilbage til København endnu. Julie så jeg sidst i forgårs. Hun kom forbi om aftenen og lånte 18

en sikring. Hun lignede sig selv, smilende og glad. Åh nej, det kan simpelthen ikke passe, at vi har denne her samtale!« Jeppe gav hende et lille nik. Chok gav altid en følelse af uvirkelighed. »Jeg kan ikke tro det! Kan det ikke være en veninde?« Hun begyndte at lyde desperat. »Vi ved desværre ikke noget endnu. Har du pigernes telefonnumre?« »De står på en seddel på køleskabet. I kan bare tage den.« »Tak, fru Laurenti, det vil være til stor hjælp.« Jeppe rejste sig op og signalerede dermed, at besøget var overstået. Anette stod allerede ved køleskabet og snuppede sedlen fra sin plads bag en mopsformet køleskabsmagnet. Jeppe hørte noget falde på gulvet og efterfølgende Anettes irriterede stønnen. »Vi får brug for at tale med dig igen senere. Kan vi træffe dig en gang i eftermiddag?« fortsatte han, mens han prøvede at kante sig rundt om det overfyldte glasbord uden at hive papirer og kopper på gulvet. »Jeg må hellere tage ud og besøge Gregers, ellers har jeg ikke planer om at gå nogen steder.« Esther de Laurenti lagde hånden over en guldmedaljon, hun havde om halsen, som om den skulle beskyttes. »Vi sender en fingeraftrykstekniker op senere i eftermiddag for at pensle af for eventuelle spor i opgangen og på din hoveddør. Han tager også dine fingeraftryk, når han er her, hvis det er i orden med dig? Til udelukkelsesbrug.« Hun nikkede.

Da det gik op for Jeppe, at hun ikke havde tænkt sig følge dem ud, bakkede han ud i entréen, hvor Anette allerede stod med den ene hånd på dørhåndtaget. Jeppe sagde farvel til den lille kvindes ryg i sofaen med et stik af utilstrækkelighed. Esther de Laurenti lignede i den grad én, der trængte til et kram.

Ude på reposen udstødte Anette et hjerteligt suk. »Åh Gud, fri mig fra enlige kællinger og deres nips!« jamrede hun, før døren var helt lukket.

19

Jeppe hev håndtaget til sig. »Ville det være bedre, hvis hun var enlig uden nips, eller hvad?« »Ja! Så afgjort! Det mindste, man kan gøre, når man nu har valgt at bo alene og blive sær, er sgu at rydde op.« Et smørret grin tog brodden af udsagnet.

Jeppe fiskede en pakke antiseptiske vådservietter op af lommen og rakte dem prøvende over mod Anette. Hun så på ham med løftede øjenbryn og rystede så opgivende på hovedet. »Hey, er du klar over, hvor mange snyltedyr der sidder i pelsen på menneskets bedste ven? For ikke at tale om alle bakterierne, støvmiderne og det faktum, at hunde slikker sig selv bagi flere gange i timen.« »Det er altså lige på grænsen til at være sygeligt med den bakterieforskrækkelse, Jeppe.« »Vi er på vej ind på et gerningssted. Tag nu bare en!« Jeppe hev en serviet op og rakte den frem mod sin makker. Anette tog den og begyndte at gå ned ad trapperne. »Du er syg i hovedet, Jeppe Kørner, det ved du godt, ik’? Og det hedder i øvrigt et røvhul, også på hunde.« Jeppe tørrede sine hænder grundigt og stak den sammenkrøllede serviet i lommen. Med sine bakteriefri fingre tog han imod køleskabssedlen, som Anette rakte op over skulderen til ham. En stor, næsten ulæselig, skråskrift fyldte papiret med fire navne og telefonnumre. Øverst Gregers Hermansens fastnetnummer og nedenunder de to pigers mobilnumre. Caroline Boutrup og Julie Stender. Nederst stod et stort K, efterfulgt af nogle kruseduller og et nummer.

Anette løftede op i afspærringstapen og åbnede døren til førstesalens lejlighed med et »Hvad så, piger? Hvor langt er vi?« »Nå, Werner, har du morgenbrød med?« lød det muntert inde fra lejligheden. Anette hev blå overtræksfutter over sine sko og gik grinende ind. Gerningsstedet var Anettes område.

Hundepatruljen var færdig med deres arbejde i opgangen, og Jeppe 20

nikkede til hundeføreren, som var ved at føre sin schæfer ned ad trapperne. Nu skulle de i gang med at lede i gården og på gaden efter hvad som helst, der havde en menneskelig fært og måske, måske ikke kunne lede dem i retning af en gerningsmand.

Jeppe bukkede sig ned efter plasticfutterne. Sidst han havde haft sådan nogle på, var, da han og Therese havde malet entreen grå sidste efterår. Spiritual Insights hed farven, det havde de grinet meget ad.

Han tog sig god tid med futterne. Ti år i Drabsafdelingen havde lært ham at håndtere lemlæstede kroppe uden at blive dårlig, men han var aldrig afslappet på gerningsstedet. Måske skyldtes det den sarthed, der flytter ind, når man bliver ældre. Bevidstheden om døden som et grundvilkår. Eller måske var det bare den pillecocktail, han havde slugt i bilen på vej herhen for at tage de værste rygsmerter.

Jeppe trak latexhandsker på, lagde hånden på karmen et øjeblik og fulgte så efter Anette. Allerede lige inden for hoveddøren begyndte det. Blodstænk fyldte vægge og gulve og var afmærket med hvide pile på små sorte klistermærker, som indikerede stænkretningen. I en døråbning var politifotografen ved at tage nærbilleder af en bunke blodigt tøj. Jeppe indåndede den varme lugt af halalslagter og forsøgte at trække vejret gennem munden. Over det højre øje begyndte en dunken fra en blodåre på overarbejde. Det var kun lige de første par minutter, så vænnede man sig til det.

Entreen åbnede op i et værelse, som så ud til at udfylde flere funktioner. Der stod et tungt træspisebord med klapstole rundt om, en sofa, en gammeldags rejsekuffert, brugt som sofabord, og et skrivebordshjørne med en åben laptop. Trods den lune sommermorgen var de tre vinduesfag ud mod Klosterstræde hermetisk lukket. Luften var tung, og Jeppe begyndte at føle sig utilpas.

Daktyloskopiteknikeren, som fingeraftrykseksperterne insisterede på at blive kaldt, lå på knæ i sin hvide papirdragt og penslede de blanke paneler. Varmen var kvælende. Jeppe støttede sig op ad væggen, kiggede ned i gulvet og prøvede at se ud, som om han tænkte.

Bare lige stå et øjeblik og trække vejret til utilpasheden gik over og 21

hjertet faldt til ro. Ikke lytte til rytmen af den ræsende puls. Ikke være bange for angsten.

Han fik styr på sig selv og nikkede ned mod panelerne. »Er der bid?« Daktyloskopiteknikeren møffede sig baglæns på knæene langs væggen uden at svare. Det var en af de civile fingeraftrykseksperter, som var tilknyttet Kriminalteknisk Center. Jeppe kendte ham ikke så godt.

Civilisterne blev normalt ikke sendt ud til drabssager, men når det var sommerferietid, var der andre spilleregler end resten af året.

Jeppe rømmede sig. »Er der noget at komme efter?« Daktyloskopiteknikeren kiggede op, irriteret over at blive afbrudt. »Masser. Flasker og glas, nogle papirer og tastaturet på laptoppen. Flere gode omkring liget. Men her er heller ikke blevet gjort rent længe, så de kan være gamle.« Han bukkede sig ned over panelet igen, trykkede forsigtigt, hvad der lignede et klart klistermærke mod panelet, og løftede det så hen på en lille, gennemsigtig plade. Jeppe løsrev sig forsigtigt for ikke at forstyrre, tog en dyb indånding og gik ind i stuen.

Ved et slidt kludetæppe sad Clausen, gerningsstedsundersøger par excellence, på hug og sprayede tæppet med en klar væske. En håndfuld blodpletter trak tydeligt op, næsten lilla af væsken, og Clausen begyndte at samle prøver fra blodpletterne med vatpinde, som han omhyggeligt puttede ned i hver sin brune papirspose.

Clausen var en af politiets mest erfarne kriminalteknikere. Han havde været med til opklaringsarbejdet i Blekingegadebanden, havde identificeret lig i Kosovos massegrave og været i Thailand efter tsunamien. Han plejede altid at være smilende og jovial, en mand, som taklede sit jobs uhyrligheder ved at praktisere en grovkornet, sort humor. I dag smilede han ikke. »Hej Kørner, godt at se dig. Pas nu godt på ikke at røre noget. Lejligheden er fuld af blod, og vi er langt fra færdige med at samle spor.« Clausen skar en tot af tæppet med en hobbykniv og lagde de blodige fibre i endnu en brun pose. »Det bliver et cirkus at katalogisere alt 22

det, når vi kommer hjem, det kommer til at tage flere dage. Alene i blodstænkene har vi allerede nu mere end 60 effekter.« Det sekund, vi dør, bliver vi nogens arbejde. Hvem mon hun var, den unge kvinde, som lige nu blev skrabet op og puttet i poser? Hvorfor skulle lige netop hun forhindres i at gøre karriere, gifte sig og få børn?

Jeppe tænkte med ubehag på den familie, han skulle underrette, når de havde identificeret hende. Angsten, som altid tændtes i øjnene, når han præsenterede sig, håbet, der kom lige efter – en onkel, vi kan godt undvære en onkel – og når det viste sig, at det handlede om en, der var alt for tæt på: gråden, skrigeriet eller, endnu værre, stille resignation.

Den del af jobbet blev aldrig komfortabel. »Har vi et mordvåben?« Anettes stemme skar gennem lejlighedens tykke luft. »Måske,« svarede Clausen. »Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvad hun er død af. Men der er jo i hvert fald brugt en kniv, og den har vi et godt bud på. Hun er blevet stukket med et skarpt, smalt blad, som umiddelbart passer godt med denne her fætter.« Clausen løftede forsigtigt en blank, udslået foldekniv op af en pose og viste den til Anette og Jeppe. »Er den tørret af? Den ser meget ren ud?« »Ja. Han har tørret den grundigt, måske ovenikøbet vasket den.

Men der har været blod på. Lad mig vise jer det.« Clausen tog en lille papstav fra en steril pose i sin velordnede værktøjskasse og gned en gul vatpude hen af knivbladet. Vatpuden blev øjeblikkeligt grøn. »Den reagerer på de røde blodlegemer,« forklarede han. »Hvorfor er det så ikke vores mordvåben?« spurgte Anette brysk. »Det har jeg heller ikke sagt, det ikke er. Men retsmedicinerne har også bedt os lede efter et tungt, stumpt instrument. Indtil videre er der ikke noget i lejligheden, som der er efterladt spor på.« »Apropos spor, så har jeg forberedt overboen på, at I sender en op for at tage hendes fingeraftryk senere,« huskede Jeppe.

23

»Fint, det kan Bovin klare.« »Han er civilist, ikke?« »Jo, men han er dygtig. Jeg skal nok sende ham op, når han er færdig her.« Jeppe klappede Clausen let på skulderen og forlod rummet. Et gerningssted minder på mange måder om et teaterstykke. Et net af aftaler, som tilsammen giver en eller anden form for helhed. På stikord og cue. Jeppe havde en skamfuld forkærlighed for gerningsstedets dynamik og indforståede rytme.

I køkkenet residerede retspatologen Nyboe ved liget, som lå med hovedet presset op mod væggen, forladt som et stykke hittegods midt på et multifarvet kludetæppe. Hun havde afklippede jeans og hvid blonde-bh på, gummisko og bare arme. Hendes lange lyse hår lå i klæbrige tentakler og formede en børnetegningssol om hendes hoved.

Nyboe var en moden, distingveret herre, der talte med lægestandens vanlige indforståethed og i rasende tempo, som for at sikre sig, at lægmænd blev hægtet af efter et par sætninger. Han var statsobducent og særdeles respekteret, men Jeppe kunne ikke specielt godt lide ham. Han havde en snigende fornemmelse af, at følelsen var gengældt. »Dav, Nyboe, hvad så?« Jeppe satte sig på hug ved siden af retsmedicineren og betragtede liget.

Nyboe rystede på hovedet. »Det er noget skidt, det her.« Han lød for en gangs skyld ikke ovenpå. »Offeret er en ung kvinde først i tyverne.

Hun har været udsat for grov vold og har adskillige dybe snitsår og læsioner i hovedet som følge af slag med noget tungt. Temperaturen i øret var 28 grader, og rigor mortis var godt i gang, da jeg kom for en lille time siden, så døden er formodentlig indtruffet et sted mellem kl. 22 i går og kl. 4 i morges, men som du ved, kan jeg ikke sige noget med sikkerhed endnu. Ingen umiddelbare tegn på seksuelt misbrug.

Snitsår på hænder og arme, der tyder på, at hun har forsvaret sig, men også nogle, hmm ... snit, som er påført, mens hun var i live.« »Du siger, at hun er blevet skåret i, inden hun døde?« 24

Nyboe nikkede alvorligt. Der blev stille mellem de to mænd. De vidste begge, hvad det her ville komme til at betyde af pressestorm og panikstemning. For ikke at tale om de stakkels pårørendes reaktion. »Ansigtet er ret medtaget, men hun har heldigvis et par tatoveringer, som simplificerer identifikationen. Ja, og så er der udskæringerne.« »Udskæringerne?« Jeppe fangede Nyboes blik. »Gerningsmanden har også ridset i offerets ansigt posthumt. Nu er jeg ingen kunstekspert, men for mig ligner det en slags papirklip,« sukkede Nyboe træt. »Papirklip? Hvad skal det sige?« Jeppe rynkede forvirret brynene sammen over næsen.

Nyboe tog fat i ligets hage. Med en forsigtig bevægelse drejede han det blodige ansigt op mod entreens skarpe lys. »Det ser ud til, at vores gerningsmand har ridset et lille gækkebrev til os.« Jeppes forventning til dagen gik fra skidt til værre.

* Esther knappede sin vintage Halston-blazer foran helfigursspejlet og glattede den i forsigtige strøg med hænderne. Tynde uldbukser, silkeskjorte og jakke; hun følte sig for fint klædt på, for formel, men havde samtidig behov for et sæt tøj, der kunne holde hende oppe i dag.

Tankerne kørte rundt i hovedet. Julie eller Caroline? Det kunne ikke være Julie. Måtte ikke være hende. Men heller ikke Caroline.

Lille Caroline, som hun havde kendt, siden hun blev født. Hvad var chancen for, at det måske var en helt fremmed? En veninde, der havde lånt lejligheden, overnattet og inviteret en suspekt type med ind? Hovedpinen lå tungt bag øjnene upåvirket af de to iprener, hun havde skyllet ned, inden hun gik i bad.

Hun kunne høre Kristoffer rumstere i køkkenet og velsignede ham stille. Han havde været hendes sanglærer i snart fire år, men med tiden havde forholdet udviklet sig til noget dybere. Han var blevet en nær 25

ven, til trods for at hun var tre gange så gammel som han. Der var ingen andre, hun ville have kunnet holde ud lige nu. »Kristoffer, skat, laver du kaffe?« Hun trådte ind i stuen, hvor han allerede stod og skænkede op fra stempelkanden med et lille smil.

Hun gengældte smilet og frydede sig som altid over hans smukke ansigt, der bar vidnesbyrd om en familiehistorie med asiatisk input. De smalle, brune øjne, der skråede op mod tindingerne, det kulsorte hår og den ranglede krop. Han var som altid klædt i for stort tøj; hættetrøje med skjorten stikkende ud, jeans med skridtet nede i nærheden af knæene, strikhue og læderjakke. Tøjet fik ham til at se endnu yngre ud. Som en hjemløs teenager.

Kristoffer havde opgivet en lovende sangkarriere til fordel for spredte småjob og undervisning. Hun vidste ikke rigtig hvorfor. Men han lod til at være glad for sin nuværende hovedbeskæftigelse som påklæder på Det Kongelige Teater, der tillod ham at sidde om natten og arbejde på sin sære, elektroniske musik og desuden undervise sine få, udvalgte sangelever.

Da Esther selv gik på pension fra universitetet sidste efterår, havde hun lovet sig selv kun at gøre ting, hun virkelig syntes, var sjove, resten af sit liv. Synge, skrive og lave mad. En rejse i ny og næ og måske endda sex, hvis hun ellers nogensinde mødte nogen, hun gad at bolle med igen. Aldrig flere eksaminationer og fakultetsmøder!

Esther lod sig dumpe ned i sin ferskenfarvede øreklapstol og smækkede benene op på den tilhørende puf. Kristoffer satte sig på en marokkansk gulvpude. Epistéme og Dóxa kravlede straks op på skødet af ham og lod sig klappe. »Hvad er der sket nedenunder? Hvorfor er politiet her?« Han spurgte med en uskyld, der gjorde det svært for hende at svare. Hans bløde stemme hørte til i et andet univers end det med de skrækkelige nyheder. »Der er blevet fundet et lig på første.« Hun rømmede sig. »En ung pige. De ved ikke hvem endnu. Men det lyder alvorligt. Som en forbrydelse.« Hendes stemme blev ru. »Og Gregers ligger på Rigshospitalet 26

med et slagtilfælde, eller hvad det er. Det er, ligesom om hele verden ramler i dag.« Kristoffer aede Dóxas hvide bug uden at kigge op. Andre ville have skreget forfærdet op, stillet spørgsmål og ladet deres egne chokerede følelser fylde mest. Ikke Kristoffer. »Hvad kan jeg gøre?« Taknemmeligheden skyllede gennem hende og gjorde alting lidt nemmere at bære. Hun var ikke alene. »Hundene skal luftes. Og hvis du ville sørge for lidt mad til os?« »Okay. Jeg går en god tur med hundene og laver aftensmad. Måske noget fisk. Jeg ser, hvad de har nede i Frederiksborggade.« Esther havde lært fra sig i køkkenet, og Kristoffer var efterhånden blevet en habil hjemmekok. »Tak, min skat, bare tag penge i pungen ude i gangen. Du ved hvor.« Esther lagde hovedet tilbage i stolen og prøvede at slappe kroppen af med nogle vejrtrækningsøvelser. Var det egentlig ikke unaturligt, at han slet ikke stillede spørgsmål? »Hold nu op!« hviskede hun til sig selv. »Du ser spøgelser, gamle idiot!« Kristoffer kiggede ind fra gangen. »Sagde du noget?« Hun løftede hovedet og så hans blege ansigt under hætteblusens grå stof. »Jeg er virkelig ked af det her. Jeg håber ikke, det er så slemt, som det lyder,« sagde han med spinkel stemme. Så gennede han nænsomt hundene ud i opgangen og åbnede døren. Esther hørte en fremmed stemme. »Øh, er det her, ejeren af huset bor?« Esther satte sig op og kiggede ud i gangen. Kristoffer stod med de gøende mopser omkring sig og så på en hvidklædt mand i døråbningen. »Ja, det er mig.« Esther rejste sig med besvær fra den dybe stol og bevægede sig ud mod hoveddøren for at tage imod. Det var en af de sporteknikere, hun havde set gå ind og ud af pigernes lejlighed hele dagen. Han havde ly27

net sin hvide beskyttelsesdragt op, og en rød streg i panden afslørede, at han havde haft en hætte på indtil for et øjeblik siden. »Jeg skal tage dine fingeraftryk.« Manden kantede sig forbi Kristoffer og ind i den lille entré. »Ja, okay, jeg fik at vide, der ville komme nogen. Esther de Laurenti, dav.« Esther rakte hånden frem. Manden stillede en tungt udseende attachemappe ned på gulvet og besvarede håndtrykket med et stille smil.

Det måtte være hårdt arbejde at samle spor på sådan et gerningssted.

Esthers mave snørede sig sammen ved tanken om, hvad der befandt sig på førstesalen af hendes hus. »Hvordan gør vi? Hvad har du brug for?« »Et bord og dine hænder, det er det hele. Det tager kun et øjeblik.« Esther smøgede ærmerne op og viste vej hen til sit skrivebord. Til sin overraskelse så hun, at Kristoffer stadig stod i døråbningen med mørke øjne. Hun stoppede op og smilede varmt til ham. Han var tydeligvis lige så rystet som hun selv.

28

90 mm

teaterstykke. Et net af aftaler, som tilsammen giver en eller anden form for helhed. På stikord og cue. Jeppe havde en skamfuld forkærlighed for gerningsstedets dynamik og indforståede rytme.

I køkkenet residerede retspatologen Nyboe ved liget, som lå med hovedet presset op mod væggen, for-

E

n tidlig morgen i indre København bevæger folkepensionist Gregers Hermansen sig forsigtigt ned ad bagtrappen med sin skraldepose. Hos underboen står køkkendøren på klem.

Det bekymrer Gregers, og idet han kigger diskret ind for at se, om der er noget galt, snubler og falder han ind i lejligheden. Da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger oven på det blodige lig af en ung kvinde.

ladt som et stykke hittegods midt på et multifarvet klu-

Det bliver begyndelsen på et mareridt for beboerne i byhuset og for

på, gummisko og bare arme. Hendes lange lyse hår lå i

kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. Ikke

klæbrige tentakler og formede en børnetegningssol om

mindst fordi det snart viser sig, at en anden af husets beboere skri-

hendes hoved.

ver på en krimi – en krimi, hvor netop en ung kvinde i lejligheden under Gregers er blevet myrdet.

Uddrag fra bogen

90 mm

KATRINE

ENGBERG

E L K L I D O KR O VOGTE R E N

KATRINE ENGBERG (født 1975) er koreograf, instruktør og forfatter. Har været med til at skabe teaterforestillinger som Rytteriet 2, Cabaret og Indenfor Murene og står desuden for adskil-

KRIMI

lige underholdningsshows på DR. Udgav i 2012 mailromanen Klap i hest - indrømmelser fra det

T L I N D H A R D O G

perfekte liv sammen med Anne Mette Hancock.

R I N G H O F

Bor i København med sin mand og søn. Debuterer her som krimiforfatter.

9 788711 485057 LINDHARDTOGRINGHOF.DK

226 mm

detæppe. Hun havde afklippede jeans og hvid blonde-bh

153 mm

FOTO: TI M M VLADI M I R

rummet. Et gerningssted minder på mange måder om et

23 mm

K AT R I N E EN G B E R G · K R O KO DI LLEVO G T E R E N

Jeppe klappede Clausen let på skulderen og forlod

153 mm