Politikvinden bag Elin trækker plastichætten af en injektionssprøjte med en grov nål, hugger nålen gennem Elins bukser og trykker væsken ind i hendes lår. Elin gisper, flytter blikket og ser sprøjten, der hænger fast i benet. Den ubevæbnede politikvinde rækker hænderne frem mod Gerda. ”Jeg må hellere tage pigen.” Da Elin synker sammen, slipper hun grebet om Gerda. Elin lever i et fremtidigt Sverige, der har været udsat for en enorm miljøkatastrofe. Hun og hendes lille datter Gerda befinder sig midt i et kaotisk oprør. Elin fængsles af militærpolitiet, der bruger Gerda til at afpresse Elin for oplysninger. Hvis hun skal overleve, må hun flygte. Men hun kan ikke flygte uden Gerda.
Krigerne er anden del i serien Blodregn. Mats Wahl fortæller mesterligt om kampen for at overleve i en ikke helt urealistisk fremtid.
krigerne cover.indd 1
. : : | | : MATS: WAHL: | | : : .
CARLSEN
9 788711 325711
: | | : MATS: WAHL: | | : RYTTERNE
: | anden del i serien Blodregn | :
18/12/2015 12.48
Mats Wahl
KRIGERNE På dansk ved Kamilla Jørgensen
krigerne indhold.indd 3
11/12/2015 12.13
Blodregn 2: Krigerne Originaltitel: Blodregn 2: Krigarna af Mats Wahl Copyright © Mats Wahl and Natur och Kultur, Stockholm 2014 Først udgivet af Natur & Kultur, Stockholm, 2015 Copyright dansk udgave © Forlaget Carlsen 2016, – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Omslag: Sara R. Acedo Foto: Istock Grafisk tilrettelægning: Kat-Art Bogen er sat med Minion ISBN: 978-87-1132-571-1 1. udgave, 1. oplag 2016 Printed in Latvia 2016, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk
krigerne indhold.indd 4
11/12/2015 12.13
Digt, side 19: Not Waving but Drowning, fra Not Waving but Drowning af Stevie Smith, 1957 Sangtekst, side 186: The White Cliffs of Dover, 1939 af Ross Parker og Hugg Charles Citat, side 188: Linjerne indgår i Winston Churhills tale i det britiske underhus den 4. juni 1940 Sangtekst, side 189: We’ll meet again, 1941 af Walter Kent og Nat Burton Citat, side 192: Oscar Wilde, fra De Profundis Citat, side 400: fra Njals Saga, afsnittet om Gunnar fra Hlidarende Digt, side 405: fra Bambusfløjten af Taira no Kanemori
krigerne indhold.indd 5
11/12/2015 12.13
krigerne indhold.indd 6
11/12/2015 12.13
1 De rider nordpå fra Liden, og da de får øje på Ripsjön, holder Vagn hesten an og vender sig om i sadlen. ”Det ser koldt ud.” Folke trækker på skuldrene, og Elin rider hen og giver ham et klap mellem skulderbladene. Hun har gule handsker på, og nede fra søen blæser en vind, der farver kinderne røde. Da de er næsten nede ved søbredden, nærmer en helikopter sig vestfra, og de tre ryttere tøjler dyrene og taler beroligende til dem, mens maskinen passerer tæt hen over deres hoveder. Folkes hest tager nogle skridt til siden, og han bøjer sig frem og taler ind i dyrets øre, men så er helikopteren ude over søen, stiger til vejrs og forsvinder op over bakkerne på nordsiden, og hestene falder til ro igen. De rider ned til vandkanten, hvor Elin og Vagn lærte at svømme. Stranden er ikke større, end at der bliver trangt, da de tre heste står ved siden af hinanden. 7
krigerne indhold.indd 7
11/12/2015 12.13
Folke står af, mens Vagn og Elin bliver siddende, og Vagn stryger ridedyret over manen med sin behandskede hånd, mens Elin leder efter noget i jakkelommerne. ”Stakkels Folke, det er ikke badevejr, selv om vintergækkerne er kommet op.” Folke sætter sig på hug i vandkanten og stikker højre hånd i vandet. Han har jakkekraven slået op og en skindhue på hovedet med løsthængende øreklapper. ”Er det varmt?” spørger Vagn. ”Ikke i vandkanten,” svarer Folke. ”Måske længere ude,” foreslår Vagn. Elin laver kuskeslag siddende i sadlen, mens Folke tager jakken af og fortsætter med trøjen, skjorten, støvlerne, strømperne, bukserne og de lange underbukser. Lidt efter er han nøgen og har kun hue på. Elin tager handskerne af og fisker en møtrik op af jakkelommen. Hun binder en stump snor i den og en prop i den anden ende af snoren. Da hun har afprøvet knuderne, vender hun sig om mod Folke: ”Er du klar?” Han nikker, tager huen af og giver hende den, og så kaster hun møtrikken og proppen med snoren i vandet. Det hele forsvinder med et plump et stykke fra land. ”Du skulle have kastet den længere ud,” siger Vagn bebrejdende. ”Der er dybt nok, hvor den landede,” påstår Elin. ”Du skulle have kastet den længere ud.” ”Han skal dykke. Det er fint.” ”Du skulle have kastet den længere ud.” ”Jeg er ikke lige så ond som dig.” 8
krigerne indhold.indd 8
11/12/2015 12.13
”Måske er det varmere længere ude,” siger Vagn og griner. Mens de taler, begiver Folke sig ud i vandet. Han vader hen mod det sted, hvor man ikke længere kan se ringe efter møtrikken og proppen, og dykker. Efter et stykke tid kommer han op, pruster og stryger håret væk fra ansigtet, tager nogle svømmetag mod land, og så står han på søbunden. ”Har du møtrikken?” spørger Elin. Folke fortsætter op på land, åbner hånden og rækker møtrikken, snoren og proppen frem, og Elin tager imod det hele, stikker det i jakkelommen og sætter huen på hans hoved. ”Pikken er skrumpet,” siger Vagn og griner. ”Den er mindre end mors fingerbøl.” Folke skutter sig, og Elin betragter ham, oppefra og ned. Så hører de en maskingeværsalve fra den anden side af bakkerne og vender sig mod lyden. ”Vildsvinene,” siger Vagn, mens Folke tørrer sig med det håndklæde, som Elin gav ham. ”De er begyndt at jage grise med maskingevær.” Da de rider ind på gårdspladsen, kommer helikopteren nordfra, og den flyver så lavt, at det ser ud, som om den vil kollidere med vindmøllen. Under den buldrende maskine hænger nettet med de døde vildsvin, og en af grisekroppene bløder stadig. Da helikopteren passerer over brændestablen, lander der blodstænk ved siden af øksen, og det ser ud, som om nogen netop har hugget hovedet af en kylling. Ingen ser den sønderrevne mandekrop mellem grisene.
krigerne indhold.indd 9
11/12/2015 12.13
2 Elin har stadig røde kinder, da hun med Gerda i favnen lister ind til den gamle og sætter sig på sengekanten. Barnet klynker, og Elin åbner skjorten, finder brystet frem, og Gerda tier. Den gamle slår øjnene op og lægger en hånd på Elins lår. ”Har du været ude?” ”Vi red til Ripsjön. Folke skulle dykke. Han havde tabt et væddemål.” ”Hvad væddede I om?” ”Om at jeg kan holde vejret længere, end han kan.” Den gamle trækker på smilebåndet, men ikke så meget, at det kan kaldes et smil. Han er ubarberet og bleg. ”Gerda virker sulten.” ”Hun er altid sulten.” ”Det var du også.” ”Hvordan har du det?” 10
krigerne indhold.indd 10
11/12/2015 12.13
”Træt.” ”Vil du have noget?” ”Fjernbetjeningen.” Elin rækker ud efter den og giver den til den gamle, som taster nogle kommandoer ind, hvorefter en pianist dukker op på billedvæggen. ”Hvem er det?” ”Kempff. Læg mærke til hans øjne. Han ser de to krige. Hans sorg er uendelig.” Den gamle lukker øjnene og klemmer Elins lår. Han er meget svag, og der er ingen kræfter i hans hånd. ”Har du ondt?” ”Nej.” ”Fik du noget af Åke?” ”Kun det, jeg havde i forvejen.” ”Vil du gerne være alene?” ”Bliv siddende et øjeblik.” Hun sidder hos Frans i sengen, og da hun flytter barnet over til det andet bryst, åbner den gamle øjnene, men lukker dem igen, da barnet har lagt sig til rette. Da Gerda har spist, sover både barnet og den gamle. Elin skruer ned for lyden, og Beethovens sonate begynder forfra med det sorthvide billede af det aldrende ansigt og den næsten ubevægelige krop ved flyglet. Hun rejser sig, går ud mod køkkenet og trækker døren til efter sig. Vagn, Folke og Åke sidder ved bordet. De drikker te og spiser småkager. Elin sætter sig ved siden af Vagn og vender sig mod ham. ”Hvordan går det med ham?” 11
krigerne indhold.indd 11
11/12/2015 12.13
”Han er træt,” svarer Åke. ”Det er ikke sikkert, at hjertet kan så meget mere.” ”Vil han ikke på hospitalet?” Åke ryster på hovedet, og Vagn rejser sig og henter en kop til søsteren. Elin lægger en flig af tæppet over barnets ansigt. ”Hun ser tilfreds ud,” siger Åke med øjnene på Gerda. Elin smiler. ”Gerda er altid tilfreds.” Åke og Folke rejser sig. ”Nu skal vi hjem.” Lisa kommer ud af sit værelse. ”Hola!” råber Åke. ”Buenas tardes,” svarer Lisa. Åke og Folke går ind til Gunnar og Anna, der sidder på kontoret over for hinanden og køber og sælger værdipapirer ved hver deres computer, Anna i nattøj og med uvasket hår. Åke standser i døren. Folke står ved siden af, et halvt hoved højere end faren. ”Jeg har givet ham noget smertestillende og et sovemiddel til natten, men jeg tror ikke, han får svært ved at sove.” Anna rejser sig, og Gunnar læner sig tilbage i stolen og lægger hænderne bag nakken. Anna går hen til Åke og giver ham et kram. ”Hvor lang tid har han tilbage?” ”En uge, en måned eller nogle timer. Det kan ske når som helst.” Anna omfavner Folke. 12
krigerne indhold.indd 12
11/12/2015 12.13
”Dejligt at se dig. Der er alt for længe mellem …” Hun afslutter ikke sætningen.” Gunnar rækker en lang arm op mod loftet og vinker med hånden. ”Hej, Åke, og tak! Hej, Folke!” Og så drejer han sig i stolen, retter på skærmen og taster nogle kommandoer på tastaturet, og hundene følger gæsterne til hoveddøren.
krigerne indhold.indd 13
11/12/2015 12.13
3 Lisa står på gårdspladsen med en dukke i favnen og betragter Gunnar skrue kurven fast på sulkyen og spænde hestene for. Anna kommer ud af huset med Gerda i favnen, og Elin og Vagn kommer ridende fra stalden. Elin rider Blacken, og Vagn sidder på Kille. Himlen er lysende blå, og ingen er sortklædte. Gunnar låser døren og træder op i sulkyen, og Lisa sætter sig mellem Gunnar og Anna. Gerda ligger i Annas favn, svøbt i et hindbærfarvet tæppe. De begiver sig af sted. Elin rider ved siden af Vagn, og begge griner ad noget, som Lisa forsøger at høre. Da de kommer ned til sikkerhedsvejen, vågner Gerda og giver sig til at klynke. Elin sidder af, og Anna stiger ud af sulkyen og rækker barnet til Elin, der tager plads i sulkyen, mens Anna sætter en fod i stigbøjlen og svinger sig op i Blackens saddel. 14
krigerne indhold.indd 14
11/12/2015 12.13
Gunnar forsøger uden held at få kontakt med trafikvæsnet. ”Mobilkortet er dødt.” Både Elin og Vagn forsøger at få fat i trafikvæsnet med deres mobilkort, men der er ingen forbindelse. Oppe fra svinget ved Wongs kommer en vogn trukket af to heste. På kuskebommen sidder Tor fra Målgårn, og bag ham fem af børnebørnene. Hans ældste søn, Hammar, sammen med konen, Lina, og tre hunde kommer bagefter. Lina reder sit lange, lyse hår. Nu og da trækker hun hår af kammen og smider det på asfalten. ”Må jeg kondolere,” siger Tor og møder Annas blik. ”Frans var en fin fyr.” Og så til Gunnar: ”Der har ikke være forbindelse siden i går aftes. Nu blæser vi på tilladelsen. Kom. Vi kan ikke blive stående her.” Gunnar søger Annas blik. ”Kan vi ikke få problemer?” ”Det skal nok gå!” siger Tor. ”Vi forsøger,” siger Gunnar, slår med tømmerne og klikker med tungen. Hestene sætter i gang. De kommer ud på asfalten, og Gerda møder morens blik. ”Hun er sulten igen,” siger Elin og åbner jakken. ”Slipper din mælk aldrig op?” spørger Lisa og ser, hvordan Gerda leder efter brystvorten med læberne. ”Nej,” siger Elin. ”Jeg har alt det, hun vil have.” ”Hvor smart,” siger Lisa og lægger dukken til brystet. ”Jeg har også masser af mælk. Flere liter.” Og så fortæller hun dukken om morfaren. 15
krigerne indhold.indd 15
11/12/2015 12.13
”Es muerte,” hvisker hun. Elin lægger en flig af tæppet tættere om Gerdas hoved. Ham, der holder en tale ved graven, taler godt. På stien hen til forsamlingshuset gør begravelsesgæsterne en afstikker til den lille granskov uden for Grusvaldens hus. Der ligger en nedstyrtet observatør. Vingerne har en spændvidde på fire meter, og den har en bred bagdel og ligner en havareret metalørn med tre kroner på det bulede næseparti. Grusvalden fortæller med høj stemme, at han fra køkkenvinduet så, hvordan luftfartøjet gik lavere og lavere i mindre og mindre cirkler, og at han troede, det ville styrte ned på gårdspladsen. ”Men så rettede det sig op, da det var på højde med flagstangsknoppen. Et øjeblik så det ud, som om det ville stige op, men så dykkede det ned i granskoven, og det gav et brag, da det gik gennem grenene og landede. Militæret var her inden for en time. De har ikke sagt noget i nyhederne. Heller ikke i de lokale. Der tager de ellers alt op. Da Kolnilssons kat fik unger, var de på billedvæggen. Også da Stuvlisa fyldte hundrede, var der fem minutter med interview og det hele. Men når et militærfartøj falder ned bag min lade, bliver det ikke nævnt med et ord.” Der bliver mumlet og snakket en del på vej mod forsamlingshuset, og da de kommer ind, pakker Tollnilsarn og Grusvalden deres instrumenter ud og begynder at stemme dem. Der bliver serveret øl i krus og brændevin i små, høje glas, og der står knækbrød og fade med gravad ørred på borde med duge både ved døren og bagerst i salen. 16
krigerne indhold.indd 16
11/12/2015 12.13
Nogle åbner et vindue og siger, at der ikke har været så mange mennesker samlet i forsamlingshuset, siden Rune i Skattfallet blev begravet, og det er snart tyve år siden. Tollnilsarn og Grusvalden spiller musik, som de før har spillet til bryllupper og begravelser sammen med Frans, og imellem numrene fortæller de om ting, som Frans har gjort eller sagt. ”Han kunne have violinen siddende under hagen, mens han talte og grinede,” siger Grusvalden og ser ud over salen. ”Han fægtede med armene og slog i luften med buen, men violinen blev siddende, hvor den sad. Så holdt Frans op med at tale og lagde buen an. Det skete, at folk græd, når han gik i gang. Han var spillemand af en slags, som sjældent høres mere.” Og derefter fortæller Tollnilsarn, som var med, da Frans blev rigsspillemand, og senere spilles noget af den musik, som Frans selv har skrevet. Efter den første melodi siger Grusvalden, at hvis man vil danse, så skal man ikke holde sig tilbage, for man kan ikke gøre en spillemand større ære end at danse til hans begravelse. Nogle teenagepiger ser sig omkring og forsøger at forstå, om det, der bliver sagt om dansen, er alvor, og Vagn går hen til en af dem og byder hende op. De danser en vals, som Frans skrev til Grusvaldens bryllup, og pigen får røde kinder og er god til at valse. Folke byder Hammars kone med det lange hår op, og de valser endnu bedre, og nogle visker, at den slags dans ser Hammar ikke på med milde øjne. Efter et stykke tid holder man inde med violinspillet, og folk står i klynger og snakker, og mange taler om, hvad der vil ske med regeringen. 17
krigerne indhold.indd 17
11/12/2015 12.13
”Fæstningen kan falde når som helst,” mener Valdemar Hanson, der sidder i rådet og har en svigerinde i rigsdagen. ”Det er et godt tegn, at deres droner falder ned.” Lisa viser børnene fra Målgårn sin dukke og fortæller om den anden, den, som vildsvinene tog, dengang hun glemte den udenfor. Så bliver Lisa opmærksom på den højgravide kvinde i en hvid trøje og blomstret kjole, der taler med Elin. Lisa tager hendes hånd og betragter med åben mund Ida Torsons mave. ”Det kan være når som helst nu,” siger Ida. ”Det bliver en dreng. Han skal hedde Harald eller måske Gunnar.” ”Harald,” gentager Elin. ”Ja, selvfølgelig.” ”Gerdas far hed Harald,” informerer Lisa. ”Det ved jeg,” siger Ida og stryger Lisa over håret. ”Jeg er Haralds søster.” Lisa er målløs. ”Held og lykke!” siger Elin, da Idas mand, Vidar, kommer hen og stiller sig ved siden af sin kone. Han er bredskuldret som få, har en bred hage og er efter sigende rarere end de fleste. Han iagttager Gerda, smiler og lægger hovedet på skrå. ”Ligner en lille Torson.” ”Snart kommer der en til,” siger Ida og lægger hænderne på maven, som for at holde den ufødte på plads. ”Han sparker,” siger hun og fanger Lisas blik. Pigen lægger en hånd på Idas mave, og da hun mærker barnet sparke, breder noget sig i hendes ansigt og når helt op til øjnene. 18
krigerne indhold.indd 18
11/12/2015 12.13
Da kaffen og kagen bliver båret ind, skubbes to borde sammen, og på bordene stiller man en stol, som Elin tager plads på. Vagn rækker hende guitaren, og der bliver stille i salen. Gerda ligger stille i Annas arme. ”Frans lærte mig at spille,” siger Elin, og stemmen er høj og klar. ”Han lærte mig at spille, dengang jeg endnu ikke kunne gribe rundt om guitarhalsen, og han måtte tage sig af fingersætningen, mens jeg sad på hans skød. Det var ham, der lærte mig at sætte pris på poesi, og det var ham, der sagde, at jeg skulle sætte toner til det ene og det andet. For et år siden viste han mig den her, og den skrev jeg musik til. Han sagde, at jeg skulle spille den til hans begravelse.” Hun læner sig frem over guitaren, og mens hun synger, bøjer Anna hovedet og kysser Gerda på panden. Nobody heard him, the dead man, But still he lay moaning: I was much further out than you thought And not waving but drowning. Poor chap, he always loved larking And now he’s dead It must have been to cold for him his heart gave way, They said. Oh, no no no, it was too cold always (Still the dead one lay moaning) I was much too far out all my life And not waving but drowning. 19
krigerne indhold.indd 19
11/12/2015 12.13
Lidt efter lidt begiver folk sig af sted, og eftermiddagskulden kommer snigende under en stadig klarere himmel. Elin tager Gerda i favnen og går hen til kirkegården. Hun går forbi Frans’ grav og fortsætter hen mod det hjørne, hvor Harald ligger. Gerda pludrer og rækker hænderne op mod morens ansigt. Haralds grav har fået en sten af granit så stor som en tilitersspand. Elin stryger barnet over hovedet og bliver stående lidt. Så vender hun tilbage til forsamlingshuset, rækker barnet til Anna, sidder op i sadlen og rider hjem før de andre uden at se sig tilbage.
krigerne indhold.indd 20
11/12/2015 12.13
4 Lisa kravler ned under dynen, og Anna sidder på sengekanten. ”Hvorfor lever man?” spørger pigen. Anna må tænke sig om, før hun svarer, og Lisa bliver utålmodig og gentager spørgsmålet. ”Hvorfor lever man?” ”Fordi man er blevet født.” ”Men hvorfor er man blevet født?” ”Fordi folk gerne vil have børn.” ”Hvorfor vil de det?” Anna stryger hende over kinden. ”Fordi det er rart.” Lisa rynker panden. ”Dig og far kunne ikke vide, om jeg ville blive rar.” ”Nej, det er rigtigt.” ”Og jeg er ikke altid rar.” 21
krigerne indhold.indd 21
11/12/2015 12.13
”Det er også rigtigt.” Lisa smiler. ”Og du er ikke altid rar.” ”Det er virkelig rigtigt.” Lisa tier lidt, før hun fortsætter: ”Tror du på Gud?” ”Nej.” ”Tror far på Gud?” ”Nej.” ”Tror Elin på Gud?” ”Det tror jeg ikke.” ”Og Vagn?” ”Han tror ikke på Gud.” Lisa tier igen. Så fortsætter hun: ”Hvis der fandtes en, der kunne bestemme alting, hvorfor skulle han så bestemme, at der fandtes vildsvin?” ”Det bliver man nødt til at spørge dem, der tror på Gud, om.” ”Kender vi nogen, der gør?” ”Ikke hvad jeg ved af. Præsten selvfølgelig, hende, der begravede morfar, men hende kender vi knap nok.” ”Hvorfor ville morfar begraves af en præst, når han ikke troede på Gud?” ”Måske fordi det føltes rigtigt.” ”Hvordan kan det føles rigtigt at blive begravet af en præst, hvis man ikke tror på Gud?” ”Jeg ved ikke, hvordan han tænkte.” ”Du burde have spurgt.” ”Der er meget, jeg burde have spurgt om.” 22
krigerne indhold.indd 22
11/12/2015 12.13
”Der var en mand, som sagde, at morfar havde været en kvindebedårer.” ”Hvad var det for en mand?” ”Han var høj og gik med stok, og der var noget galt med hans ene øje. Det var, som om øjenlåget hang ned.” Lisa sætter en pegefinger ind mod højre øjenlåg og trækker det ned over øjet. ”Ved du, hvem han er?” ”Ja,” svarer moren. ”Hvorfor sagde han, at morfar havde været en kvindebedårer?” ”Det ved jeg ikke.” ”Hvad er en kvindebedårer?” ”En der kan lide kvinder.” ”Er far en kvindebedårer?” ”Det tror jeg ikke.” ”Men han kan lide dig.” ”Det er rigtigt. Måske er han alligevel en kvindebedårer.” ”Hvor gammel er jeg, når du dør?” ”Det kan man ikke vide.” ”Men sådan cirka.” ”Det er ikke til at vide.” ”Hvorfor ikke?” ”Sådan er livet. Vi ved ikke om morgenen, hvad der vil ske, inden solen går ned.” ”Vidste morfar, at han skulle dø?” ”Ja.” ”Var han bange?” ”Det tror jeg ikke.” ”Nu ligger han nede i jorden.” 23
krigerne indhold.indd 23
11/12/2015 12.13
”Ja.” ”Det er synd, at jeg ikke tror på Gud.” ”Hvorfor synes du det?” ”Hvis jeg havde troet på Gud, kunne jeg have tænkt, at morfar og jeg ville mødes i himlen. Så kunne vi have siddet på hver vores sky, og han kunne have sunget sammen med englene. Han var sikkert også blevet spillemand i himlen. Kan jeg dø i nat?” ”Det er usandsynligt.” ”Hvordan ved du det?” ”Det er ikke noget, jeg ved. Det er bare usandsynligt.” ”Så du tror ikke, at jeg dør i nat?” ”Jeg er sikker på, at du vågner om cirka otte timer, og så går du i gang med at lære tyve spanske gloser, og så tænder du for billedvæggen og taler med alle dine venner på alle dine sprog.” ”Jeg kan svensk, lidt engelsk og en lille smule spansk.” ”Og så kan du gå på hænder, løse ligninger og ride Blacken.” ”Og jeg er kun otte år.” ”Netop. Og når man er otte år, skal man sove på det her tidspunkt.” Lisa griner. ”Sig til far, at han skal komme og give mig et kram.”
krigerne indhold.indd 24
11/12/2015 12.13
Politikvinden bag Elin trækker plastichætten af en injektionssprøjte med en grov nål, hugger nålen gennem Elins bukser og trykker væsken ind i hendes lår. Elin gisper, flytter blikket og ser sprøjten, der hænger fast i benet. Den ubevæbnede politikvinde rækker hænderne frem mod Gerda. ”Jeg må hellere tage pigen.” Da Elin synker sammen, slipper hun grebet om Gerda. Elin lever i et fremtidigt Sverige, der har været udsat for en enorm miljøkatastrofe. Hun og hendes lille datter Gerda befinder sig midt i et kaotisk oprør. Elin fængsles af militærpolitiet, der bruger Gerda til at afpresse Elin for oplysninger. Hvis hun skal overleve, må hun flygte. Men hun kan ikke flygte uden Gerda.
Krigerne er anden del i serien Blodregn. Mats Wahl fortæller mesterligt om kampen for at overleve i en ikke helt urealistisk fremtid.
krigerne cover.indd 1
. : : | | : MATS: WAHL: | | : : .
CARLSEN
9 788711 325711
: | | : MATS: WAHL: | | : RYTTERNE
: | anden del i serien Blodregn | :
18/12/2015 12.48