Kort over paradis læseprøve

Kort over Paradis

Kort-bog-16maj X.indd 1

16/05/2018 23.20

Kort-bog-16maj X.indd 2

16/05/2018 23.20

Knud Romer

Kort over Paradis Roman

Lindhardt og Ringhof

Kort-bog-16maj X.indd 3

16/05/2018 23.20

Min skat Jeg har gemt dit smil i skrinet, mælketænder, hver og en, fanget glimtet i dit øje, du min egen øjesten.

Du kan stadig høre lyden af dit lykkelige grin, og din perlelatter klinger i mit lille smykkeskrin.

Kort-bog-16maj X.indd 5

16/05/2018 23.20

Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene.

Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund f lyder forbi.

Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet.

Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig.

Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller.

I dyreverdenen hedder det “imprinting”. De kopierer, hvad de ser, og finder hjem i et intenst landskab af dufte og lyde og synsindtryk: stedsans. Det gælder også for mennesker, at man knytter sig til det, der kommer én i møde, når man er barn.

Vi besætter det med vores følelser og opmærksomhed i et euforisk øjeblik. Vores mors ansigt og vores forældres adfærd og omgivelsernes egenskaber prenter sig ind i hukommelsen og former vores bevidsthed.

Det kan være en villa i forstæderne, en gård på landet, et højhus i et højhuskvarter. Barndomslandet ligger overalt og er altid lige her. Det er den nærsanselige oplevelse og måden 7

Kort-bog-16maj X.indd 7

16/05/2018 23.20

at være til på, som skaber det, og om det er en køkkenspand eller baghaven med komposten, der lugter af regnorme og jord. Det er dyret i os, som spidser ører og vejrer og forvandler stedet til natur.

Min bevidsthed er et landskab, og det gik op for mig og åbnede sig for mine sanser og gav dem udtryk. De hvide lammeskyer græssede i skyggerne på engen, og jeg stod midt i det og kendte ikke til andet – det var hele min videns og hele min verdens horisont: Falster.

Hvorfor var der så fladt? Det var faldet fra himlen.

Landkortet hang over sengen i mit børneværelse: “Lalandiae et Falstriae Accurata Descriptio”. Far havde købt det til mig på auktion. Det var slidt og så gammelt, at det stod på et sprog, som kun de døde talte – og spøgelser: latin. Byerne var skrevet med en snørklet skrift, og landevejen bugtede sig mellem stiplede omrids af bakker og skove og kirker. Østersøen slog mod kysten, og fregatterne flygtede for fulde sejl fra søuhyrerne, som dukkede op fra dybet. Våbenskjolde og vignetter med dyr, jægere og bondepiger rammede kortet ind, og lige dér – du kan sætte fingeren på det – boede jeg i en købstad med to tårne, som hedder Nykjöbing.

Byen ligger ud til sundet, og hvis man kigger godt efter, kunne man se de smalle brostensgader komme kravlende op fra havnen. De små, skæve huse har røde tage og pudsede facader – gule, lyseblå, grønne – og læner sig op ad hinanden for ikke at vælte omkuld. Bjørnebrønden står oppe på torvet – og en bænk i skyggen af et træ.

Det gjaldt for guds skyld om ikke at sætte sig på den bænk.

Man holdt op med at gå i bad og klippe håret og fik skæg og 8

Kort-bog-16maj X.indd 8

16/05/2018 23.20

laset tøj og talte højt med sig selv. Inden man så sig om, gik man frem og tilbage mellem værtshuset overfor – Fortuna – og bænken, ligesom Dyt-Børge. Han råbte “dyt” efter folk – de gav et spjæt af forskrækkelse – og jeg skulle ikke nyde noget og kneb øjnene sammen og skyndte mig forbi.

Det længste, jeg kunne komme væk, var på cykel. Nogle kilometer ud ad Grønsundsvej og gennem Sønder Kirkeby, så er du der allerede. Der dufter af kamille og kløver, og et par hvide stenstøtter skinner i solen ved verdens ende.

Det sidste stykke går gennem marker og rundt om laderne fra godset, og du drejer ind på en lang, snorlige allé.

Her ligger det bag ved plænerne og sover sin tornerosesøvn: Corselitze slot – perlegråt og firkantet med høje vinduer og skorstene på taget – og der stikker en flagstang ud fra facaden.

Flaget blev hejst, når dronningen var på besøg, men det var hun aldrig. Jeg tror, hun havde glemt det. Slottet stod tomt, roserne blev skåret, og hækkene blev klippet til ingen.

To piger løb måske rundt engang og legede i parken, og jeg gik i tankerne ind gennem salene og op ad trappen og trådte ud på balkonen til et fantastisk syn.

Alleen fortsatte med træer på begge sider og over bækken og gennem skoven. Det blå hav blinkede tilbage til mig for enden af mit blik. Der kom jægere ud fra krattet med knækkede bøsser over skulderen, bondepigerne samlede neg. Sådan så det ud for dronningen.

Bøgetræerne hældede ned over skrænten til stranden og kunne ikke nå videre, og jeg kastede med fiskestang og fiskede efter havørreder. Jeg fangede bare tang. De hvide sejl fra fregatterne stod mod himlen, så sprang søuhyrerne ud af bølgerne med frådende gab, og jeg voksede op med landkortet, 9

Kort-bog-16maj X.indd 9

16/05/2018 23.20

i tryg forvisning om at vinden kom fra basunblæsende engle i de fire verdenshjørner.

Solsorten vækkede mine ører. Det var det smukkeste, jeg havde hørt, og rent og klart som et vindue, hvor sommeren kiggede ind. Jeg vaskede ansigtet og stoppede skjorten ned i bukserne og kunne ikke komme i skole hurtigt nok. Vores klasselærer hed fru Kronow. Hun havde brunt pagehår. Når hun stillede sig op i formiddagslyset foran vinduet, kunne jeg se hende gennem strikkjolen.

De andre havde dansk og regning og geografi, mens jeg studerede fru Kronow og blev klogere og klogere. Hun smurte sine hænder i Nivea-lotion i frikvarteret, man kunne følge den på gangene og trapperne og også ude bag ved cykelskuret.

Vi havde diktat, og jeg fik stilehæftet tilbage som et kærestebrev med røde streger. Klokken et viskede hun tavlen ren.

Duerne kurrede på vej hjem – “fru Kronow, fru Kronow” – og jeg havde hele eftermiddagen og strejfede om i kvarteret.

Den sidste mohikaner, det var mig. Jeg slikkede sveden af mine arme – de smagte salt – og gik på æblerov. Træerne forgrenede sig over nabolaget. Det var mit kongerige, jeg havde snittet mit navn i barken. Jeg stjal hasselnødder og spiste kirsebær og slugte stenen, som var gåden om mig selv.

Det vigtigste i bukserne var lommerne. Jeg stoppede dem med alt, hvad jeg kunne finde – møtrikker, sneglehuse – og nede i butikken stod købmand Olsen bag disken. Han var stor og tyk og havde tatoveringer på armene – han havde været sømand. Tre glaskugler, nogle kapsler og en fjer var lige nøjagtig nok til en is.

10

Kort-bog-16maj X.indd 10

16/05/2018 23.20

Når det regnede i april, regnede det i mig, og det blev stille i den silende regn. Tordenvejret fik himlen til at gå i stykker. Den glimtede på jorden i tusind pytter, det lugtede af grus og grønt.

Foråret spirede frem – hokus pokus, erantis og krokus – og luften slog smut med musvitter. Der var liv i alting omkring mig. De søde fornemmelser blomstrede i tusindfryd. Mine værste tanker groede vildt i tidslerne og brændenælderne og stak og sved. Jeg var bange for bjørnekloen.

Skyerne trak forbi i mit ansigt, og jeg skiftede med vind og vejr. Jeg fik fregner og var højt oppe og jublende glad i solskin og langt nede og trist i gråvejr. Når det blæste, hoppede jeg rundt ude i haven. Der løb heste gennem gaderne i østenvinden fra de mongolske stepper. Om vinteren blev Nykøbing til sne.

Jeg fandt en rede med tre plettede æg i hækken og ledte efter biller under stenene. Bagefter sad jeg og slog dem op i en bog med illustrationer, Insekter i farver. Det var som at spidde dem på en nål, når jeg kom på deres navn. De var meget fornemme og stammede helt tilbage fra Romerriget: “Forficula auricularia!”

Det bedste gemte jeg til sidst og lukkede døren til mit værelse – og lavede lektier. Jeg havde det samme for til i morgen som i går. Den gule arkitektlampe bøjede hovedet over skrivebordet, hvor jeg fortsatte på den fristil, som ikke kunne blive færdig og heller ikke kunne afleveres uden at gøre det af med mig: “Fru Kronow repræsenterer det fineste i det danske kvindekøn,” skrev jeg og stregede det over.

Jeg kunne ikke få det sagt og finde de rigtige ord. De var en andens, og jeg brugte sætninger, som jeg havde læst, 11

Kort-bog-16maj X.indd 11

16/05/2018 23.20

og forklædte mig: “Mercedes 220 repræsenterer det fineste i tysk bilindustri.” Det nyttede ikke noget. Jeg kunne ikke skjule mine følelser. De stak frem som en hånd fra kostumet: “Jeg elsker den højt.”

Solsortene kvidrede oppe fra hustagene. Jeg legede udenfor og opdagede først, hvor mørkt det var blevet, når jeg blev kaldt ind: “Knüdchen, Essen!” Vejen vendte om ved hjørnet og endte i min seng.

Skibet ventede på mig i landkortet over hovedgærdet, det var sent. Det lagde fra og strøg ud over havet med fru Kronow som galionsfigur. Det vuggede mig i søvn under stjernerne og sejlede gennem natten, og næste dag var et nyt og ukendt land.

Det er lang tid siden, jeg hoppede paradis på Hans Ditlevsensgade. Gardinerne er trukket for, selvom solen skinner.

Når jeg ringer på, sker der ikke noget. Ingen svarer. Til sidst kravler jeg over hækken og banker på vinduet ude fra haven.

Han sidder derinde og sover i sin stol – og jeg råber “far”, så vågner han.

Det tager en evighed, jeg kan høre hans slæbende skridt.

Han slås med nøglerne, døren er låst – og far stikker ansigtet frem som en skildpadde. “Nå, var du gået?” “Nej, jeg er lige kommet,” svarer jeg, og han siger: “Ja ja, jeg mener Knud.”

Det er mig, som er Knud. Han ryster på hovedet og siger, at det ved han da godt.

12

Kort-bog-16maj X.indd 12

16/05/2018 23.20

Jeg forsøger at lokke ham ud i haven og spise jordbær. Men han vil ikke, han vil heller ikke have en kage og siger nej.

Vi sidder ved bordet på vores faste pladser. Den ledige stol ved siden af ham gør det svært at dække op. Bornholmeruret tikker. Vi har intet at sige til hinanden.

Det nytter ikke noget, og efter nogle timer tager jeg af sted. Han står i døren og vinker med stokken. Det føles som en forbrydelse at være i live og efterlade ham alene i huset.

Men jeg forstyrrer bare. Så snart han låser efter sig, har jeg ikke været der, det er aldrig sket. Han går ind og sætter sig i stolen, og det er, som det altid har været. Mor er blond og smuk, jeg er deres søn, og barometeret står på uforanderligt.

Far lever videre i en ring af erindringer, som ingen virkelighed kan stå imod, fordi der ikke er nogen tilbage. Han træder lige igennem den og registrerer den ikke – heller ikke mig.

Jeg kan ikke holde ham fast på noget som helst, når vi taler i telefon, og en dag sagde han: “Vi sidder og ser fjernsyn.”

Det var mærkeligt, og jeg håbede, at det var af gammel vane. Men det var det ikke. Da jeg tager mod til mig og spørger ham om det, snakker han udenom og bliver forvirret. Nu er hun gået, men hun var der før. Jeg kan høre ham rejse sig og kalde på hende: “Hildchen, Hildchen!”

Det knirkende dørtrin til gangen – jeg kender hver lyd i huset, det er inde i mig. Han kigger i køkkenet og ser efter i soveværelset – og åbner døren til kælderen. Jeg er rædselsslagen for, at han vil derned og falder på trappen.

Gudskelov vender han om, og jeg venter på, at han kommer og tager røret. Han sætter det famlende op til øret: “Hallo!”

Jeg kan ikke få vejret. “Hvor er hun henne?” spørger jeg.

“I kælderen,” svarer han. Hun har lagt sig.

13

Kort-bog-16maj X.indd 13

16/05/2018 23.20

Mor har været død i to år, og hendes død er en lille pige med fletninger, som far passer på. Hun lærer at gå, han klæder hende på, og de ser fjernsyn sammen. Om aftenen putter han hende i deres seng og kysser hende godnat.

Jeg var bange for at komme på besøg og turde ikke sidde ved bordet og kigge i hendes retning, af angst for hvad jeg ville se – der er ingenting på tallerkenen. Hun har spist op.

Jeg kan ikke gøre noget for far og tage mig af ham og trøste ham. Han er utrøstelig.

Der var intet efter hende, og der findes ikke vodka og kokain nok til at ændre på det. Hvert femte minut går jeg ud og tager en bane på toilettet. Selv hendes tandbørste står der endnu. Jeg aner ikke, hvordan vi skal komme gennem det uden at forsvinde med hende på Østre Kirkegård.

Han har tegnet et kors ud for 18. november og skrevet med tynd, rystet håndskrift: “Mor død”. Det er det sidste notat i Mayland-kalenderen, hvor far førte regnskab over vores talte dage. Resten er blank – hvide sider.

Vi holdt os for os selv og spillede yatzy i skyggen af Tyskland.

Det gik igen i bordskikken og servietringene og porcelænet i skænken, som ikke måtte gå i stykker, meissnerporcelænet.

Maleriet over sofaen havde udsigt til Harzen.

Det var kagen: en Sachertorte! Og flødeskummet, Schlagobers. Mor hældte lidt fra flasken i sin kaffe og kaldte den for en Fiaker. Marillenlikör, sværmede hun, men det kunne man ikke få i Nykøbing.

Hun var kommet til byen og havde fundet arbejde på sukkerfabrikken efter krigen. Da sæsonen var forbi, blev hun og serverede Zwetschkenknödel for far og giftede sig med ham.

14

Kort-bog-16maj X.indd 14

16/05/2018 23.20

Han slikkede sig om munden – hindbærsovs og flormelis – og bagefter fik han Apfelstrudel. Eller også var der Kaiserschmarren til dessert: tunge stykker pandekage med romrosiner og blommesyltetøj. Og flormelis selvfølgelig – til alting.

Om vinteren lavede hun Kartoffelpuffer, der blev penslet med hvidløg. Det lød som snefnug, “Puffer”.

Mor sang på tysk: “Schlaf, Kindlein, schlaf.” Det var ligesom en trylleformular, der kaldte et land med bjerge og borge frem langt borte fra. Når det sneede, var det Frau Holle, som rystede dyner i himlen, fortalte hun. Skovene var dybe af eventyr. De bredte sig i mørket, og jeg fik mareridt og fór vild og blev spist af Brødrene Grimm.

Hun kaldte mig for “Knüdchen” og far for “Väterchen”; mormor var “das kleine Muttimäuschen”. Kælenavnene var i diminutiv – det hed “Koseform” – og hun gjorde alting småt af kærlighed, så det kunne være i en bog. Hun læste højt om Till Eulenspiegel, og Reineke Fuchs var der også. Harerne gik i skole, Die Häschenschule, og lærte at male påskeæg og passe på ræven.

Jeg så det for mig i skyggerne på tapetet, Max og Moritz og røveren Hotzenplotz. Det mest uhyggelige var Struwwelpeter fra Den store Bastian. Pludselig stod han der med spredte ben og alt for lange negle og viltert hår: “Sieh einmal, hier steht er, Pfui! Der Struwwelpeter!”

De uartige børn blev puttet i blækhuset af den store Bastian, og skrædderen sprang ind fra højre med en kæmpemæssig saks og klippede tommelfingrene af drengen, som suttede på dem. Det var grusomt, jeg stak hænderne i lommen.

Hun lirede den samme remse af op ad trappen til børnehaven hos frøken Freuchen i Frisegade: “Die Katze tritt die 15

Kort-bog-16maj X.indd 15

16/05/2018 23.20

Treppe krumm, die Katze tritt die Treppe krumm.” Det var til at blive rundtosset af, jeg prøvede at forestille mig, at trappen blev krum, og slog knuder på tungen.

På restaurant bestilte jeg det, som jeg helst ville have: Schnitzel – Wienerschnitzel! Den var god, selv på Horbelev Kro – der var billard i baglokalet og lugtede af øl – og når vi besøgte mormor, blev den fladere og fladere ned ad motorvejene og lå gylden og sprød for enden af alle rastepladser på en stor, rund tallerken.

Kirsebærtræerne blomstrede i Frankfurt. Det blev tidligere forår end derhjemme. Om aftenen gik vi ud at spise i Wienerwald, der lyste op med kulørte lamper. Kartoflerne til min schnitzel var jordæbler – “Erdäpfel”, sagde tjeneren.

Træerne måtte vokse på hovedet og ned i jorden, hvor de kom fra.

Der var masser af chokolade og småkager fra Bahlsen – de var formet som bogstaver: “Russisch Brot”. Man kunne spise alfabetet! Jeg skrev “Die Katze tritt die Treppe krumm” og tyggede mig gennem sætningen og troede, at det var russisk.

Mormor havde endda et fjernsyn på størrelse med et dukketeater, som først skulle varme op. Den lysende plet i midten af skærmen voksede til et billede. De viste genudsendelser af UFA-film med Lilian Harvey og Willy Fritsch: “Liebling, mein Herz lässt dich grüßen”. Vi sang med i sort og hvidt, og mor drak Gespritzer – apollinaris og hvidvin. Det skulle helst være Grüner Veltliner, som gjorde en let og lykkelig.

Weihnachtsmarkt var en glitrende karrusel. Man kunne få kastanjer – “heiße Maronen” – og brændte mandler og Bratwurst. Vi hørte Wiener Sängerknaben i radioen juleaften, “Kling, Glöckchen, klingelingeling”. Til nytår var der 16

Kort-bog-16maj X.indd 16

16/05/2018 23.20

koncert med Wienerfilharmonikerne på ORF, som sendte live fra Den Gyldne Sal i Musikverein.

Wien var det søde liv. Jeg fik smag for det, inden jeg overhovedet vidste, at byen fandtes. Vi vuggede til valsene – Johann Strauss den yngre, “An der schönen blauen Donau” – og klappede med i takt til Johann Strauss den ældre, “Radetzky-Marsch”. Klokken tolv løftede vi glassene og skålede med hinanden, mor og far og mormor og mig: “Prost Neujahr!”

Mor dyppede min barndom som et glaseret æble i alt det, hun elskede, og der var til resten af livet. Hendes vuggegave var det tyske sprog. Jeg fik det hele foræret en gang til, som jeg allerede havde fået på dansk – vejene og skovene og sneen. Så lukkede hun bogen og sagde, at jeg skulle passe på den, den var min.

Honninghjertet hænger i lysekronen. Han har ikke taget det ned. Far havde købt det til hende på julemarkedet i Frankfurt, inden de blev gift. “Ich bleib Dir 3, 4 + 4”, står der i glasuren: “Ich bleib Dir treu für und für” – din for evigt.

Han hentede det frem til hendes fødselsdag i halvtreds år.

Det er hårdt som sten.

Det er sværere og sværere at vække ham – han sover foran fjernsynet, det ikke er tændt – og hver gang må jeg begynde forfra og minde ham om, hvem jeg er, og hvor han er, og forklare, hvad der er sket.

17

Kort-bog-16maj X.indd 17

16/05/2018 23.20

“Kan du huske Dansk Bygnings Assurance? Du fik så mange blomster til dit jubilæum – og den ene flaske vin efter den anden.” Han drak ikke, men vi tog et fotografi af ham på kontoret. “Du var helt pakket ind i cellofan!”

Far kigger ud i luften og husker ikke noget, selvom han stadig går med gulduret, som bestyrelsen havde overrakt ham. Det dingler om hans håndled. Jeg kan se, hvor tynd han er blevet.

“Du inviterede mor i Tivoli den sommeraften med Louis Armstrong – kan du ikke huske det? ’What a Wonderful World’!” Hun sang den, når hun var glad og tændte en cerut og holdt fest i køkkenet med vodka i glasset. Jeg minder ham om melodien, men han svarer ikke. “Hvor er sukkerskålen?”

Vi lader som ingenting og gentager ordene fra i går og sidste år og alle årene igennem, hvor vi sad og forsøgte at holde sandheden fra livet, at de blev ældre, og mor var syg. Den indhentede os alligevel. En dag var det forbi med duften af Zwetschkenknödel.

Jeg kan ikke holde ud at tænke på de udkogte grøntsager, og far tyggede sig gennem gråt, dødt kød. Mor trak ansigtet sammen i en grimasse og så ud, som om hun skulle kaste op: “Es tut mir so leid.”

Det var maden fra kommunen. Den kom i vakuumpakkede plastbakker, der blev varmet op i en mikroovn. Stanken vil forfølge mig, så længe jeg trækker vejret, “Pling!” Jeg sank i jorden af skam.

Om jeg dog ikke måtte lave mad til dem? Mor sukkede: “Ach, Knüdchen.” Mere behøvede hun ikke at sige. De havde sørget for alt, og jeg kunne knap nok passe på mig selv.

18

Kort-bog-16maj X.indd 18

16/05/2018 23.20

Far tog sig af hende og lavede kaffe om morgenen og serverede den på sengen. Hun drak den sort, hun var træt. Han dækkede op med de blomstrede tallerkener og sukkerskålen fra Villeroy & Boch og stillede kurven frem med franskbrød, smørret og appelsinmarmeladen. Når brødet hoppede op af brødristeren, kom mor ind i slåbrok og satte sig.

Hvordan hun havde sovet? Dårligt, hun havde vendt og drejet sig og haft ondt. “Mein liebes Väterchen,” sagde hun og strøg ham over kinden og rørte ikke morgenmaden.

Jeg havde frygtet det altid og ville ikke vide af det og så hjælpeløs til, mens mor skrumpede ind og holdt op med at spise. Kaffen på bakken blev til pilleglas. Hun lagde sig og rejste sig ikke mere, og toastbrødet sprang op i himlen.

Nu er jeg alene med far og aner ikke mine levende råd.

Hvad skal der blive af os? Vi har ingen ud over hinanden. Jeg kører op og ned ad Sydmotorvejen og klamrer mig til ham og holder fast i de sidste rester.

Han har svært ved at se og hører ikke og forsvinder for øjnene af mig. Jeg er omgivet af huller, hvor han plejede at være. Halvdelen af huset mangler efterhånden. Han gemmer ting, og hvis han ikke kan finde dem, bliver han væk for sig selv. “Hvor er jeg?” spørger han, og jeg må lede efter ham.

Vi sidder med fotoalbummet og peger på mor i ozelot og far i blød hat og står i udsigtstårnet på Himmelbjerget. Vinteren hos onkel Helmut og tante Eva i Oberfranken, mormor i Palmengarten. “Og hvor er det, du kommer ind i billedet?” spørger han. “Jeg er din søn,” svarer jeg. Han mumler “næh nej” og “nå ja, det er du vel” og ser på mig, som om jeg er en væg.

Han har tabt tråden, og jeg kan ikke finde ham. Det værste er mors smykkeskrin. Han var fuldkommen fortvivlet og 19

Kort-bog-16maj X.indd 19

16/05/2018 23.20

græd, og vi nævner det ikke med et ord. Jeg er bange for, at han er kommet til at smide det ud.

Det er min tur til at tage mig af ham, som han tog sig af mig, og jeg kan ikke blive og ikke forlade ham. Jeg har det, som om jeg aldrig er blevet ældre, når jeg går ind på børneværelset og kigger ud i haven. Det er et vindue med sørgerand.

Der var overskyet, og mor kravlede på knæene derude. Jeg kunne tydeligt se hende for mig med forklædet og glasset med vodka, som hun flyttede foran sig, mens hun lugede ukrudt. Hun kendte ikke nogen og gik kun i byen for at købe ind – hos slagter Bengtsen, nede i Favør – og hentede cerutter i kiosken på Enighedsvej.

Den hed ovenikøbet Knuds Kiosk. Hun pegede på en flaske bag ved disken og bad også om tyve styk Madame. Jeg gik tit med for at kigge på de kulørte blade, der myldrede på hylderne med glittede billeder: Biler, filmstjerner – og forsidepigerne. De var et ønske, som ikke måtte gå i opfyldelse og var forbudt.

Mere kom hun ikke ud, og med årene havde hun trukket sig tilbage og tilbragte det meste af sin tid med havearbejdet og lugede og plantede. Men i tankerne var hun et andet sted.

Der var fest og musik, hun gik på universitetet og spillede tennis – og hun red ud over markerne på godset i Klein Wanzleben. Hun lagde det hele i haven, sin ungdom og den frygtelige krig, forsytia og berberis – og om sommeren sprang hendes minder ud i et blomsterhav.

Den lyseblå kærmindesøster, det var mormor. Hun savnede hende og skrev til hende en gang om ugen. Brudeslørene 20

Kort-bog-16maj X.indd 20

16/05/2018 23.20

med de små, hvide blomster var far. Der var hendes jagthund, Bello, og pigerne på kostskolen, og allerbagerst stod liljekonvallerne, som hun havde hentet i skoven: Horst Heilmann.

Han var hendes første kærlighed, “Horstchen”. De studerede sammen og forlovede sig. Nazisterne hængte ham for højforræderi, fordi han var med i Rote Kapelle – modstandsgruppen i Berlin. De havde revet hendes hjerte ud, og hun flygtede og kunne ikke have fundet noget længere borte end Nykøbing.

Mor talte ikke om det med nogen. Hun smilede på dansk og græd på tysk og passede bedene. Når vodkaen var ved at være tom, var hun færdig for i dag og satte sig på verandaen.

Det var bare en lille, firkantet parcel bag ved murermestervillaen. Men i hendes øjne blev haven til en park med højbede og stauder og rododendronbuske, som den havde været engang. Solen lagde sig på græsplænen og kastede skygger efter oldgamle træer.

Maikäfer flieg!

Der Vater ist im Krieg, die Mutter ist in Pommerland, Pommerland ist abgebrannt.

Maikäfer flieg!

Hun nynnede uden at bevæge læberne og trak sjalet tættere om skuldrene. Det var blevet køligt. En dråbe faldt ned i glasset, og ringene bredte sig. Så regnede det.

Bronzeuret slog tiden i stykker og malede den til støv hos mormor. Jeg sad helt stille til middagene i jakkesæt med 21

Kort-bog-16maj X.indd 21

16/05/2018 23.20

butterfly og skilning, som om vi blev fotograferet. Der var næsten ikke plads til en – tæpperne lå oven på hinanden – og møblerne lukkede sig om os i hendes lejlighed på Kettenhofweg.

Det var ligesom at se gennem et forstørrelsesglas, og jeg så det udefra og kunne ikke komme ind. Jeg fulgte landskabet fra bagsædet i bilen, når far kørte os ud til bakkedragene i Taunus. Regndråberne trillede ned ad ruden. Kedsomheden trak sit sneglespor efter mig på søndagsudflugterne i skoven.

Min barndom gik med at hoppe op og ned af utålmodighed og løbe hen til alting. Jeg ville have det hele med det samme og kunne ikke vente. Men det trak ud, og jo mindre der skete, desto længere varede det.

Endeløse klassiske koncerter, hvor jeg nikkede og gabte på den ubekvemme stol. Gudstjenesten blev ved, det blev aldrig jul. Jeg faldt i staver over vævningerne i gulvtæppet, og uret holdt op med at tikke, fordi der var for langt mellem hvert sekund. Og hvad skete der?

Lige så stille sank omgivelserne bort, som ikke kunne fastholde min interesse – bilen, stuen, koncertsalen, kirken – og jeg begyndte at drømme helt af mig selv. Det var, som om noget vågnede i mig og tog over, i takt med at jeg døsede hen. Tæppet gik op, og nu var det mine egne forestillinger, som udspillede sig på scenen.

Kedsomhed er kongevejen til torneroseslottet. Det ligger lige omme bag vores blik. Når man næsten ikke kan holde øjnene åbne og virkeligheden er på nippet til at gå ud, giver tingene sig til at blinke til en og fnise og tale og antager deres eget liv. Og hvis man trækker tiden ud, går den før eller siden i stå, og evigheden og eventyret begynder.

22

Kort-bog-16maj X.indd 22

16/05/2018 23.20

“Der var engang ...” er fortid – det er erindringen, den inderliggjorte tid. Den varer ved så længe som historien, og hvis de ikke er døde, lever de endnu.

Vi tog til Rhinen og besøgte familien i Rüdesheim og besigtigede borgruiner undervejs, Burg Katz. Jeg fik en is i turistboden. Mor pegede på en høj klippeafsats.

Deroppe sad Lorelei, sagde hun. Hun redte sit hår og sang, så det skar i ørerne: “Ich weiß nicht, was soll es bedeuten, dass ich so traurig bin.” Man blev trukket ned af hvirvlerne i vandet – og et eller andet sted i dybet lå Rhinguldet begravet.

Papa Schneider havde samlet på kunst og hunde og bøger, og bogskabene rejste sig op ad væggene. De havde stået i herreværelset, men det lå nu i Østtyskland – måske var det blevet partikontor – og mormor brugte skrivebordet til at stille fjernsynet på.

“Wenn wir doch noch den Baum hätten.” Mor pustede røgen ud fra sin cerut og tænkte på maleriet af Max Pechstein. Det var endt på museum og tabt og borte og taget fra dem sammen med alle og alting.

Selvom han havde været død i mange år, var de bange for Papa Schneider, og ingen kom i nærheden af skabene. De måtte ikke røres, eller også var det bare mig, “Narrenhände beschmieren Tisch und Wände!” Jeg holdt op med at spørge om lov.

De tykke, tunge bind stod bag ved glasset og gemte på en frygtelig hemmelighed, som ikke måtte slippe ud. Det var trolddomsbøger – de havde guldkant – og der manglede bare nøglerne. De måtte være der et sted.

Mormor inviterede indimellem på “Kaffeeklatsch”.

Enkerne dukkede op fra fortiden: tante Ilse, Frau Rabetje 23

Kort-bog-16maj X.indd 23

16/05/2018 23.20

– og Frau Johannismann, som havde været gift med direktøren for kasinoet i Bad Homburg. Hun var i godt humør og velhavende og buttet; man hviskede om hende, at hun havde været letlevende som ung. De førte kaffekoppen op til en spids, rynket mund – læbestiften sprækkede – og udvekslede ondskabsfuldheder om dem, som ikke var til stede. Bagefter spillede de bridge.

Det var det mest komplicerede og intrigante kortspil for det bedre borgerskab. Selskabslivet udspillede sig foran én i et minefelt af meldinger og alliancer. De hostede og blinkede og gav tegn til hinanden, men mormor kunne ikke lyve.

Hun fik røde ører. Man kunne læse kortene i hendes hånd så let som ingenting – resultatet var givet – og genfærdene gav kindkys og fortonede sig med de metalliske slag fra uret på skænken.

Så snart hun lagde sig og holdt sin “Mittagsschläfchen”, gik jeg i gang. Lejligheden faldt i søvn med hende, og jeg listede rundt i stilheden, der bredte sig fra sofaen. Skuffer og æsker, jeg rodede i taskerne og vendte vaserne om og rystede dem.

De måtte være der et sted – nøglerne – men de var ikke til at finde. Jeg gav op og tog irriteret i håndtaget. Tricket var selvfølgelig, at der slet ikke var låst. Bogskabet åbnede sig i mig, og jeg gik ind i en anden verden og kom aldrig tilbage igen.

Jeg fandt et bind frem fra hylderne. Siderne var gule, som om de visnede. Der faldt tørre blade ud. “Des Knaben Wunderhorn” stod der på titelbladet, og en vandringsmand fløjtede med bylten over skuldrene og travede af sted gennem dalen. Møllehjulene snurrede i bækken, soldater gik i krig.

Så kunne jeg høre mormor røre på sig og skyndte mig at stille bogen på plads.

24

Kort-bog-16maj X.indd 24

16/05/2018 23.20

Jeg smækkede døren i bag mig og stod i stuen. Det var blevet mørkt. Hun kaldte på mig: “Knüdchen, wo bist du?”

“Her,” svarede jeg. “Huch!” udbrød hun og slog forskrækket hænderne op for munden, og ingen af os lagde mærke til skyggen, der var smuttet med ud: “das bucklige Männlein” – den pukkelryggede dværg.

Dværgen havde været spærret inde, fordi han bragte ulykke. Det var derfor, man ikke måtte åbne skabene. Men nu var det sket, og han skulle komme til at ødelægge alting for mig og forfølge mig til det sidste.

Fra nu af ville ingenting blive til noget. Hvad end jeg havde tænkt mig og gjorde og drømte om. De mindste ting var forgæves. Hvis jeg satte en drage op, var der ingen vind. Et kys – jeg fik det ikke – og det var ham, min onde ånd, som sørgede for det. Jeg havde endda selv sluppet ham fri.

Jeg havde ingen anelse om det og støvede videre og fik fat i Märchen-Almanach af Wilhelm Hauff. Den lille Muk og kalif Stork kom til live i Orienten – alle tæpper blev flyvende – og ørkenen flimrede om karavanen undervejs til Bagdad. Øjnene trillede ud af hovedet på mig over E.T.A. Hoffmann: Der Sandmann. Jeg blev skræmt fra vid og sans af Adelbert von Chamisso og fortællingen om Peter Schlemihl.

Han solgte sin sjæl til Djævlen. Illustrationerne var skyggespil i tusch og kastede lange fingre ind i mig. De famlede efter min tråd, og jeg fór skrigende op i sengen.

Deres navne stod som stukket – Brentano, Eichendorff, Tieck – og jeg lærte Sütterlin for at læse dem og øvede skriften på brevpapir fra skrivebordet. En dag ville jeg tage til Heidelberg og Tübingen. Hölderlin havde siddet i sit tårn og var blevet vanvittig. Det kunne ikke blive mere romantisk!

25

Kort-bog-16maj X.indd 25

16/05/2018 23.20

Der lå små, røde stykker segllak i skuffen. De smeltede som et knust hjerte over stearinlys – og var til kærestebreve og hemmelige meddelelser. Allerbagerst på hylderne fandt jeg Heinrich von Ofterdingen af Novalis i et sort bind. Han døde af ulykkelig kærlighed. Det ville jeg også.

Jeg gik i boghandlerne og antikvariaterne – hver gade havde sine – og man kunne gå ind og ud og rundt i byen uden at være omgivet af andet end bøger. Når jeg blev sulten, var der Freßgass. Jeg bestilte en “lange Rote” med brød og sennep – og henne i kiosken forsynede jeg mig med nødder og rosiner, “Studentenfutter”.

Lidt nede ad Kettenhofweg og lige om hjørnet lå Frankfurter Bücherstube. Kælderen var en skatkiste, Aladdins hule, og der var hundreder, tusindvis af historier. Måske var min egen imellem dem, men hvordan skulle jeg nogensinde finde den? Jeg måtte stole på, at den fandt mig.

Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ville være, og trykkede næsen mod ruden ind til forlaget i Lindenstraße, som havde udgivet Hugo von Hofmannsthal og Rainer Maria Rilke – gudernes forlag: Insel Verlag.

Det eneste og bedste, jeg kunne forestille mig, var at være forfatter, eller nej, ikke det – og heller ikke digter. Jeg ville være poet – tysk poet! Og udkomme på Insel Verlag. Jeg svor ved alt, hvad der var højt og helligt og brødrene Grimm – og satsede mit liv på det. Kun det og intet andet.

Det var mit højeste, inderligste ønske. Og det blev min forbandelse. For jeg anede ikke, at det var umuligt. Det kunne aldrig gå i opfyldelse.

Den pukkelryggede dværg grinede omme bag sofaen. Han glædede sig til at se mig gå i hundene og ende i bundløs 26

Kort-bog-16maj X.indd 26

16/05/2018 23.20

ulykke og ruin. Hvem ved, hvad der var blevet af mig, hvis det ikke havde været for bogskabene hos mormor? Hun havde givet mig en drøm, som jeg ikke kunne vågne op af, og jeg skulle sove i hundrede år. Jeg lå og læste med hovedet i hånden. Lyset slog ind fra eventyrland, og tjørnehækken voksede op om den evige eftermiddag.

Jeg er sikker på, at dværgen fulgte med tilbage til Falster og frydede sig, når jeg gik ud over pløjemarkerne og reciterede højt for mig selv – “Hymnen an die Nacht”. Rågerne sværmede i luften og skræppede og skreg.

Heldigvis var der ingen, som fandt ud af, hvad jeg havde sat mig for. Og det optrådte heller ikke på listen i Hvad kan jeg blive? Vi fik den udleveret i skolen og besked på at vælge noget, så vi kunne komme i praktik. Man kunne blive til det meste, politibetjent og portør og endda polytekniker. Men det var ikke dét og ikke dét, og jeg stillede mig om bag høvlebænken og høvlede træet ned i sløjd.

“Hvad har du lavet?!” Læreren var blevet mere og mere rasende, som arbejdet skred frem. Han havde kæmpestore hænder. “Ingenting,” svarede jeg og prøvede at sammenligne det med næsten ingenting og holdt en splint op foran ham: “En tandstikker?”

Det lykkedes mig at slippe for sløjd, og jeg blev også fritaget for tysktimerne, fordi jeg rettede på de andres udtale og dårlige grammatik: “Det hedder ikke das Mann, det hedder der Mann!” De måtte slås med regler og undtagelser og remser: “durch, für, gegen, ohne, wieder, um!” Det var sød musik i mine ører, og jeg var fri og kunne høre dem messe i klasseværelset ude fra trappen.

27

Kort-bog-16maj X.indd 27

16/05/2018 23.20

Min største skræk var at blive til noget andet og måske slet ikke kunne genkende mig selv til sidst. Tænk at være Kurt Fisker uden at vide det! Han var fisker, og Brød-Poul kørte brød ud for Jappes Mølle, Tosse-Johanne var tosset. Landsretssagfører Victor Larsen var sagfører og røg cigar, og sådan blev det ved.

Højbroen var høj, og Sukkerfabrikken fabrikerede sukker.

Havnegade gik ned til havnen. Vesterskovvej løb langs med Vesterskoven, og Torvet lå oppe på torvet. Det var lige før, der stod “hus” på husene og “dør” på dørene, og hvis man stavede sin kærestes navn forkert, fik hun hareskår.

Det var goddag mand, økseskaft. Der var ikke en sprække i den bogstavelige verden. Man kunne grave i den og hamre på den, og folk forsøgte at sælge den til hinanden. De mest optimistiske hængte skilte op med “Antik”, men de fleste lod det blive ved “Loppemarked” – og en enkelt havde slået forretningerne sammen til “Bedemand & Antik”.

Vi var ting blandt ting. Mælkedrengen skramlede med flaskerne i tasken. Der var grus på fortovet, gaderne var dækket af gråsort, hullet asfalt. Telefonpælene havde porcelænsknopper, vinden peb i trådene.

Klosterkirken stak frem bag træerne, og vejrhanen drejede rundt og rundt på spiret. Den lettede og galede ved midnat.

Gadelygterne blev tændt, og en tynd skikkelse sprang af sted med sin skygge efter sig og en skoletaske i hånden.

Jeg havde besluttet mig for at tage den lille latinprøve og meldt mig til aftenskolen. “Lalandiae et Falstriae Accurata Descriptio” – hvem ville ikke gerne tale med de døde? Og med spøgelser!

28

Kort-bog-16maj X.indd 28

16/05/2018 23.20

Det føltes underligt at gå ind i skolegården om aftenen.

Den var mørk, øde og fremmed og mindede om den sorte skole, syntes jeg – var der ikke en kat, som krummede ryg?

Knagerækkerne hang uden overtøj. Gangene var tomme og stille, og langt om længe forvildede jeg mig hen til et klasselokale i en afsides del af bygningen, som ellers ikke blev brugt.

Jeg forventede ikke, at der var nogen, og brasede ind. Bag katederet stod en stram dame, hun blev af brudt midt i en sætning og løftede hovedet. Eleverne vendte sig om og stirrede på mig.

De havde rynkede ansigter og kridhvidt hår, og jeg kunne se mine klassekammerater for mig. De var oldinge alle sammen. Aftenskolen var de dødes rige i Nykøbing, knokkelmanden underviste i latin: “Kom ind!”

Jeg vendte om på stedet og løb for livet med skyggen dansende foran mig i gadelyset og jublede og grinede hele vejen hjem. Der var ikke noget og ikke nogen, som skulle tage det fra mig: “Italia terra est. Sardinia insula est. Scriba sum.

Poëta es. Nauta non sum.” Det var præsens indikativ af sum og ligesom at læse gravsten. Aldrig mere Mikkelsens blå latinbog.

Jeg ville hellere være fri og rørte i forvejen ikke en finger.

Far passede på tingene. De skulle ligge på en bestemt måde og kunne blive skårede og forsvinde, hvis de blev lagt forkert. Det var bedst, at han gjorde det selv. Mor strøg mig gennem håret og smilede og sagde: “Du skal have det godt.”

Det var ikke til at stille noget op imod.

29

Kort-bog-16maj X.indd 29

16/05/2018 23.20

Der stod en varm kop med Nesquik til mig og en smurt giffel om morgenen. Søndag var der sukkerkringler fra bageren. Jeg vågnede op i evigheden og vendte mig om på siden og tog en bid. Så trak jeg dynen over hovedet igen.

Det mindste, man skulle præstere, var at komme til tiden, og jeg kom for sent. Jeg gik glip af de puniske krige og floderne i Europa og forholdet mellem omkredsen og diameteren i en vilkårlig cirkel. Efter skole fik jeg pandekager til frokost, eller vafler – med flormelis. Om tirsdagen lå der et Anders And-blad ved min tallerken.

Det blev aldrig rigtig klart for mig, at man havde et arbejde for at tjene penge. Jeg anede ikke, hvor de kom fra, og gjorde mig heller ingen tanker om det. En nat drømte jeg, at der lå guldmønter på gaden. Man skulle bukke sig og samle dem op – det var lige ud af Die Sterntaler – og jeg behøvede ikke at bekymre mig om noget. Det skulle nok ordne sig.

Jeg troede på digtet om ønskekvisten: “Schläft ein Lied in allen Dingen” – hvad du ønsker, skal du få. Man skulle bare ønske det tilstrækkelig højt og slå den rigtige tone an, så ville tingene vågne og den gyldne tid bryde ud.

Det pippede og kvidrede, når jeg cyklede over broen og ud ad landevejen til Fuglsang. Jeg fulgte lyden. Det var her, den kom fra. Åkanderne flød i voldgraven. Sølvsmedene svirrede og syede et landskab af sollys, og parken kom til syne. Det gjaldt om at være stille for ikke at forstyrre gæsterne. De var nervøse. Herregården var et refugium, og jeg kiggede til faster Annelise, som trængte til fred.

30

Kort-bog-16maj X.indd 30

16/05/2018 23.20

Hun befandt sig bedst mellem guldrammer og krystallysekroner. Men nu var hun jo også royal – og det krævede sit at være prinsesse!

Kongeskibet havde engang lagt an i Nykøbing. Kongen var gået i byen, og hun var overbevist om, at hun var den uægte datter af Christian 10.

Annelise kunne gå i stykker når som helst. Spejlene dirrede af hende i musiksalen. Carl Nielsen, Gerard von Brucken Fock, Julius Röntgen og hans søn Engelbert spillede strygekvartet. Eller, det havde de gjort, men det var længe siden.

Hun ville have været skuespiller – men optrådte efterhånden kun i sine egne forestillinger.

Jeg gik en tur langs stengærderne og ned ad traktorsporet til Skejten. Sundet gled forbi. Egetræerne stod, som de havde gjort i tusind år. Kampestenene lå spredt på engen. Brakvandet dampede af myg.

De dansede i skyer over tuerne og kokasserne – man kunne lige akkurat høre dem – og det varede et flygtigt, forgængeligt øjeblik: Et lille stik, og mit blod blev forvandlet til musik og fløj væk. Den søde kløe blev tilbage.

Jeg kradsede og kradsede og kunne mærke det på min egen krop. Vi var ét med naturen ligesom i den tyske romantik! Ikke nok med det – mit blod forenede sig med den!

Jeg løb rundt med flåter og myggestik sået ud over mig, og dyr og planter og mennesker var formforvandlinger af den samme kraft, som kom fra solen.

Det hele forplantede sig fra det første, store brag. Man kunne kalde det, hvad man ville – energi, Gud – og ikke engang fysikerne vidste, hvad det var, eller hvordan det var blevet skabt.

31

Kort-bog-16maj X.indd 31

16/05/2018 23.20

Kilden til livet var det mystiske X og klukkede i Tingsted Å. Det gik gennem de duftende blomster og fuglesangen, selv det mindste insekt – og jeg var en del af det og slog ud med armene på marken: “O und die Nacht, die Nacht!”

Jeg stod på tæer i universet og måbede ad månen. Den blev større og større og tungere over horisonten, indtil sundet f lød opad med aborrerne og bådene og glimtede på Mælkevejen.

Vi har aldrig haft noget med det offentlige at gøre ud over gaderne og skolen og hospitalet dén ene gang, hvor de ville operere mig for blindtarmsbetændelse, fordi jeg havde slugt en kirsebærsten. Sygehuset er det mest livsfarlige sted i Nykøbing. Man risikerer ikke at vågne op fra narkosen.

Jeg var bange for kommunen, men hvad skulle jeg stille op? Jeg havde brug for hjælp. Far forvitrede og faldt fra hinanden. Der var støvet, jeg forsøgte at gøre rent og rydde op, uden at han lagde mærke til det og sagde nej. Køkkenet klistrede, krydderierne på hylderne var udløbet for ti år siden.

Køleskabet var tomt ud over stablerne af plastpakker – ikke andet end dem – og far sad alene og tvang det i sig.

Jeg vil flytte ham ind til København, men jeg har ikke midlerne til det – bankrådgiverne fulgte mig til døren – og han kan ikke være hos mig. Der er ikke plads, og jeg kan ikke passe ham. Han skal i bad og vaskes. Han skal have rent tøj. Jeg ved knap nok, hvordan man starter vaskemaskinen i 32

Kort-bog-16maj X.indd 32

16/05/2018 23.20