Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 1
02/05/18 4:17 pm
Andre bøger af Patrick Ness: Monster Mere end det Vi andre bor her bare Release
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 2
02/05/18 4:17 pm
Citatet på side 7 er fra George Eliots Middlemarch (Rosinante 2003) og er gengivet i Claus Bechs oversættelse.
Chaos Walking, bog 1 – Knivens stemme er oversat fra engelsk efter ‘Chaos Walking book 1 – The Knife of Never Letting Go’ af Elisabeth Kiertzner Tekst: Copyright © Patrick Ness, 2008, 2009 Published by arrangement with Michelle Kass Associates Ltd, London Dansk udgave © Forlaget Carlsen 2018 Cover design © 2018 Walker Books Ltd. Reproduced with permission of Walker Books Ltd, London SE11 5HJ Grafisk tilrettelægning af dansk omslag: Christian Bach Bogen er sat med Fairfield og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2018 ISBN 9788711699058 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 4
02/05/18 4:17 pm
Til Michelle Kass
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 5
02/05/18 4:17 pm
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 6
02/05/18 4:17 pm
H vis
vi havde en klar indsigt
i alle almindelige menneskeliv, ville det være som at høre græsset gro og et egernhjerte slå. Og vi ville blive strakt til jorden af den brølen, der ligger hinsides tavsheden. - George Eliot, Middlemarch
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 7
02/05/18 4:17 pm
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 9
02/05/18 4:17 pm
Det
første man opdager, når ens hund lærer at
tale, er, at hunde ikke har ret meget at sige. Om noget. „Ska prutte, Todd.“ „Hold kæft, Manchee.“ „Prutte. Prutte, Todd.“ „Kæft sagde jeg.“ Vi er på vej hen over de uopdyrkede marker sydøst for byen, dem som skråner nedad mod floden og fortsætter mod sumpen. Ben har sendt mig ud for at hente moseæbler til sig, og han har fået mig til at ta Manchee med, selvom alle ved at Cillian kun købte ham for at være på god fod med Borgmester Prentiss, så sidste år fik jeg lige pludselig den her spritnye hund i fødselsdagsgave, og jeg har aldrig ønsket mig en hund, det som jeg sagde at jeg ønskede mig var at Cillian sku reparere fissionscyklen, så jeg ikke altid sku vade rundt til hvert eneste gudsforladte sted i den her åndssvage by, men ih nej, tillykke, Todd, her er en spritny hundehvalp, Todd, og selv 11
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 11
02/05/18 4:17 pm
om du ikke vil ha den, selvom du ikke har bedt om den, så gæt lige hvem der ska gi den mad og træne den og vaske den og gå med den og høre den plapre løs, nu hvor den er gammel nok til at snakkebakterien gir den munddiarre? Gæt hvem? „Prutte,“ bjæffer Manchee stille for sig selv. „Prutte, prutte, prutte.“ „Læg nu bare den dumme prut og hold op med at plapre om det.“ Jeg plukker en tot græs langs stien og dasker efter ham. Jeg rammer ham ikke, det er heller ikke min mening at ramme ham, men han ler bare en lille, bjæffende latter og fortsætter ned ad stien. Jeg følger efter ham, mens jeg vifter græstotten frem og tilbage og misser mod solen og prøver ikke at tænke på noget som helst. Vi har ikke brug for æbler fra mosen, for nu at være ærlig. Ben ka købe dem i mr. Phelps butik, hvis han virkelig vil ha nogen. Desuden er det heller ikke noget job for en mand at gå i mosen for at plukke et par æbler, for mænd må ikke drive den af på den måde. Men altså, jeg er først officielt mand om tredive dage. Jeg har levet i tolv år a hver tretten måneder plus tolv måneder ud over det, hvilket sammenlagt betyder at jeg stadig er en måned fra den store fødselsdag. Planerne er under planlæggelse, og forberedelserne er under forberedelse, og der blir fest, tænker jeg, selvom jeg er begyndt at få nogle underlige billeder af det, som er helt mørke og samtidigt alt for lyse, men ikke desto mindre blir jeg mand, og det er ikke et job for en mand, eller for en næsten-mand, at plukke æbler i mosen. Men Ben ved at han ka be mig gøre det, og han ved at jeg siger ja, for mosen er det eneste sted i nærheden af Prentisstown, hvor man ka få bare en smule fred for al den 12
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 12
02/05/18 4:17 pm
Støj, som mænd lukker ud, og al deres råben og skvadren, der aldrig stopper, ikke engang når de sover, mænd og de tanker, de ikke tror de tænker, selv når alle ka høre det. Mænd er Støjende væsner. „Egern!“ råber Manchee og væk er han, i fuld fart væk fra stien, uanset hvor højt jeg råber efter ham, og så må jeg osse af sted, hen over (jeg vender mig om for at sikre, at jeg er alene) de forbandede marker, for Cillian flipper ud hvis Manchee falder ned i et eller andet forbandet slangehul, og selvfølgelig vil det være min egen forbandede skyld, selvom jeg aldrig nogensinde har ønsket mig den forbandede hund. „Manchee! Kom her!“ „Egern!“ Jeg kæmper mig frem gennem græsset og smålarverne klistrer til mine sko. En af dem eksploderer da jeg sparker den af og efterlader en grøn plet på mine løbesko som jeg af erfaring ved ikke går af. „Manchee!“ råber jeg rasende. „Egern! Egern! Egern!“ Han løber gøende rundt om træet og egernet piler frem og tilbage på stammen og driller ham. siger dens Støj.
Kom så, Snurre-hund, Kom så, kom så, kom så, kom og fang mig. Snurre Snurre Snurre.
„Egern, Todd! Egern!“ For fanden, hvor er dyr dumme. Jeg griber fat om Manchees halsbånd og gir ham et hårdt slag over bagbenet. „Av, Todd? Av?“ Jeg slår ham igen. Og igen. „Av? Todd?“ „Kom så,“ siger jeg, og min egen Støj buldrer så højt at jeg næsten ikke ka høre hva jeg tænker, og det vil jeg snart fortryde, bare vent og se. 13
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 13
02/05/18 4:17 pm
Snurre-dreng, Snurre-dreng, tænker egernet til mig. Kom og fang mig, Snurre-dreng. „Du ka osse effe af,“ siger jeg, men jeg siger ikke „effe“, jeg siger det, som „effe“ står for. Og jeg sku virkelig, virkelig ha set mig om en ekstra gang. For her er Aaron, lige her, han dukker frem ud af det blå, frem af græsset, tårner sig op og gir mig en lussing, ridser mine læber med sin store ring og fører så hånden tilbage, knytter den til en næve og rammer mit kindben, men i det mindste ikke min næse, for jeg falder ned i græsset og prøver at vige uden om hans slag, og jeg slipper Manchees halsbånd, og så er han væk og henne ved egernet igen, han gør af fuld hals, den forræder, og jeg falder ned på mine knæ og hænder og får græspletter over det hele. Og jeg blir liggende der på jorden og gisper. Aaron knejser over mig, hans Støj kommer imod mig i brudstykker af hellig skrift og hans næste prædiken og Dit sprog, unge Todd og fundet af et offer og en helgen vælger sin vej og Gud hører og hele det væld af billeder, der findes i alles Støj, af ting som er velkendte og glimtende strejf af … Hva? Hva i h…? Men et højt stykke af hans prædiken flyver op og spærrer for det, og jeg ser op i hans øjne, og pludselig vil jeg ikke vide det. Jeg ka allerede smage blod på læben, der hvor hans ring skar mig, og jeg vil ikke vide det. Han kommer aldrig herude, det gør mænd aldrig, de har deres grunde, for det har mænd, og det er altid kun mig og min hund, og jeg vil ikke ikke ikke vide det.
14
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 14
02/05/18 4:17 pm
Han smiler ned til mig gennem det der skæg han har, han smiler ned til mig i græsset. En smilende knytnæve. „Sproget, unge Todd,“ siger han, „binder os sammen som lænkede fanger. Har kirken ikke lært dig noget, knægt?“ Og så forkynder han sin bedst kendte læresætning: „Hvis en af os falder, falder vi alle.“ Ja, Aaron, tænker jeg. „Med munden, Todd.“ „Ja, Aaron,“ siger jeg. „Og efferne? Og udråbene? For du ska ikke tro, at jeg ikke hørte dem osse. Din Støj afslører dig. Den afslører os alle.“ Ikke alle, tænker jeg, men samtidig siger jeg: „Undskyld, Aaron.“ Han bøjer sig ned mod mig, hans læber er tæt ved mit ansigt, og jeg ka lugte ånden der kommer ud af hans mund, den tunge ånde, lissom fingre der griber ud efter mig. „Gud hører,“ hvisker han. „Gud hører.“ Og så løfter han hånden igen og det gibber i mig og han ler og så er han væk, bare uden videre, på vej tilbage til byen sammen med sin Støj. Jeg ryster oven på slaget der får blodet til at suse i min krop, ryster over at være så ophidset, så overrasket, så vred og så fuld af had til denne by og dens mænd, at der går lidt tid før jeg ka rejse mig op og hente min hund igen. Hva eff lavede han osse herude? Jeg tænker, og jeg er så vred, skummer stadig af vrede og had (og frygt, ja, frygt, hold kæft), at jeg ikke engang kigger rundt for at se om Aaron har hørt min Støj. Jeg kigger ikke rundt. Jeg kigger ikke rundt.
15
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 15
02/05/18 4:17 pm
Og så kigger jeg rundt, og jeg går hen efter min hund. „Aaron, Todd? Aaron?“ „Du ska ikke sige det navn igen, Manchee.“ „Bløder, Todd. Todd? Todd? Todd? Bløder?“ „Det ved jeg godt. Hold kæft.“ „Snurre,“ siger han, som om det ikke betyder noget, og er lisså blank som himlen. Jeg gir ham et smæk bagi. „Det ska du heller ikke sige.“ „Av? Todd?“ Vi går videre og holder afstand til floden på venstre side. Den munder ud langt oppe nordpå på den anden side af vores gård, strømmer ind gennem nogle kløfter øst for byen og forbi byen og flader ud til et moseagtigt område som til sidst ender i selve sumpen. Man ska styre uden om floden og særligt det sumpede område inden sumptræerne, for der bor krokoerne, som er så store at de sagtens ka æde en næsten-mand og hans hund. Deres rygfinner ligner bølger på en prik, og hvis man kommer for tæt på så VROOOM! – kommer de farende op af vandet og kaster sig over en med krattende kløer og snappende gab, og så har man bare ingen chance overhovedet. Vi når ned forbi det moseagtige område og jeg prøver tavst at skanne sumpen da den nærmer sig. Der er ikke rigtig noget at se hernede længere, det er derfor mænd ikke kommer her. Og så er der lugten. Jeg vil ikke påstå at det ikke lugter, men det lugter ikke nær så slemt som mændene antyder. Det er nemlig deres minder de ka lugte, de ka ikke lugte det som rigtigt er der, de lugter det sådan som det var dengang. Alle de døde ting. Spacks og mænd havde hver sin forestilling om begravelse. Spackserne brugte bare mosen, de kastede deres døde direkte ned i vandet og lod dem synke, og det 16
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 16
02/05/18 4:17 pm
var fint, for de var velegnede til mosebegravelse, tænker jeg. Det siger Ben. Vand og mudder og spackel-hud fungerede fint sammen, det forurenede ikke og gjorde bare mosen mere frugtbar, sådan som mænd gør i jorden. Men så var der jo pludselig en masse flere spacksere at begrave end normalt, for mange til at en sump som denne ku rumme dem, og her er altså tale om en fandens stor sump. Og så var der jo bare ingen levende spackser tilbage, vel? Bare tonsvis af spackel-lig, der hobede sig op i sumpen og rådnede og stank, og det varede længe før sumpen blev sump igen og ikke bare var et kaos af fluer og stank og hva de ellers måtte ha gemt til os af ekstra bakterier. Alt det blev jeg født ind i, alt det kaos, den overbefolkede sump og den overbefolkede kirkegård og byen der ikke er overbefolket nok, så jeg husker ingenting, jeg husker ikke en verden uden Støj. Min far døde af sygdom før jeg blev født, og så døde min mor selvfølgelig, det er klart, det er der ikke noget nyt i. Ben og Cillian tog mig til sig og opfostrede mig. Ben sagde at min mor var den sidste af kvinderne, men det siger alle om alles mødre. Ben lyver nok ikke, han tror på det, men hvem ved? Og nu er jeg så den yngste i hele byen. Før i tiden tog jeg ellers ofte ud og kastede sten efter markkragerne sammen med Reg Oliver (syv måneder og otte dage ældre) og Liam Smith (fire måneder og otte dage ældre) og Seb Mundy, som var tre måneder og en dag ældre og den næstyngste efter mig, men ikke engang han taler til mig længere nu da han er blevet mand. Det er der ingen drenge der gør, når først de er fyldt tretten. 17
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 17
02/05/18 4:17 pm
Og sådan er det i Prentisstown. Drenge blir til mænd og går til møder der kun er for mænd for at tale om gud ved hva, og drenge har overhovedet ingen adgang, og hvis du er den sidste dreng i byen er du bare nødt til at vente, helt alene. Altså dig og en hund, du ikke vil ha. Men pyt med det, for her er sumpen, og her går vi ind. Vi holder os til stierne rundt om og hen over de værste vandområder og snor os omkring de store, knortede træer der rækker op og ud af tågen til nåletaget mange, mange meter ovenover. Luften er tæt og den er mørk og den er tung, men det er ikke en skræmmende form for tæt og mørk og tung. Her er et mylder af liv, her er tonsvis af det, glem alt om byen, her er fugle og grønne slanger og frøer og kiwifugle og begge slags egern og (det er ikke løgn) en cassor eller to, og jo, man ska holde udkig efter røde slanger, men selvom der er mørkt, trænger der en smule lys ned gennem hullerne i taget og hvis du spørger mig, hvilket du muligvis ikke gør, så vil jeg sige at for mig er sumpen et stort og rart og ikke særlig Støjfyldt rum. Mørkt, men levende; levende, men imødekommende; imødekommende, men ikke omklamrende. Manchee letter ben op ad næsten alt, indtil han må være ved at løbe tør for tis, og så forsvinder han ind under en busk, mens han plaprer for sig selv og sikkert leder efter et sted at besørge, tænker jeg. Men det generer ikke sumpen. Hvoffor sku det det? Det er alt sammen bare livet, der gentar sig, der vender tilbage, gennemgår sin cyklus og æder sig selv for at vokse. Altså, jeg siger ikke at her ikke er Støj. Det er der selvfølgelig, man slipper ikke for Støjen nogen steder, ingen steder overhovedet, men her er mere stille end i byen. Larmen er en anden 18
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 18
02/05/18 4:17 pm
slags larm, for sumplarm er bare nysgerrighed og væsner, der prøver at finde ud af hvem man er, og om man er en trussel. Hvorimod byen allerede ved alt om en og vil vide mere og vil banke sin viden ind i en, indtil der ikke længere er noget tilbage af en selv, ikke? Men sumpstøj, derimod, sumpstøj er bare fuglene der tænker alle deres små, bekymrede fugletanker. Og de unge egern, der er nogle små banditter alle sammen og driller en, hvis de ser en, og driller hinanden, hvis de ikke gør, og de gamle egern, der er lissom små, dumme børn, og det sker at der er moseræve i løvet som man ka høre forfalske deres Støj, så den lyder lissom den fra de egern, de æder, og endnu sjældnere er der kendere, der synger deres mærkelige kender-sange, og jeg sværger, at jeg engang så en cassor løbe væk på to lange ben, men Ben siger at det gjorde jeg ikke, for cassorer er for længst forsvundet fra sumpen. Jeg ved det ikke. Jeg tror på mig. Manchee kommer ud af løvet og sætter sig ned ved siden af mig, for jeg er standset der lige midt på en sti. Han kigger rundt for at se hva jeg måske ser, og så siger han: „God prut, Todd.“ „Det tror jeg på, Manchee.“ Bare jeg ikke får en forbandet hund mere i fødselsdagsgave. I år ønsker jeg mig en jagtkniv, lissom den Ben har bag i sit bælte. Se det ville være gaven til en mand. „Prut,“ siger Manchee stille. Vi går videre. Den største klynge æbletræer står et lille stykke inde i mosen, og vi ska ned ad nogle stier og hen over en væltet træstamme som Manchee altid ska ha hjælp til at
Hvor er føde? Hvor er hjem? Hvor er tryghed?
19
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 19
02/05/18 4:17 pm
komme over. Da vi når frem, tar jeg fat om hans mave og løfter ham op på toppen. Selvom han ved hvoffor jeg gør det, sparker han alligevel vildt med benene som en edderkop i frit fald og gør helt uden grund et nummer ud af det. „Rolig nu, dit fjols!“ „Ned, ned, ned!“ bjæffer han og kratter vildt i luften. „Dumme hund.“ Jeg dumper ham ned på stammen og kravler selv op. Vi hopper ned på den anden side og Manchee råber „Spring!“ da han lander og „Spring!“ da han bjæffende løber af sted. Springet hen over stammen er der, hvor den mørke sump rigtigt begynder, og det første, man får øje på, er de gamle spackel-huse, der læner sig frem mod en fra mørket og ligner smeltende, mørkebrune kugler af is, bortset fra at de er så store som hytter. Ingen ved eller ka huske hva de sku forestille at være, men Bens bedste bud, og han er en bedste bud-type, er at de handlede om noget med at begrave de døde. Måske endda en slags kirke, selvom spackserne ikke havde en religion som nogen fra Prentisstown ku vedkende sig. Jeg holder mig på lang afstand af dem og går ned i den lille lund med vilde æbletræer. Æblerne er modne, næsten sorte, næsten spiselige, som Cillian ville sige. Jeg plukker et fra stammen og tar en bid. Saften løber ned ad min hage. „Todd?“ „Hva, Manchee?“ Jeg tar plastikposen op som har været foldet sammen i min baglomme og begynder at fylde æbler i den. „Todd?“ bjæffer han igen og denne gang bemærker jeg hvor meget han bjæffer og jeg vender mig om og ser, at han 20
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 20
02/05/18 4:17 pm
har vendt sig mod spackel-husene og har rejst børster og hans ører stritter i alle retninger. Jeg retter mig op. „Hva er der, dreng?“ Nu knurrer han med blottede tænder. Jeg ka mærke blodet pumpe i mine årer igen. „Er det en kroko?“ spørger jeg. „Stille, Todd,“ knurrer Manchee. „Men hva er det?“ „Er stille, Todd.“ Han bjæffer kort, og det er et ægte bjæf, et ægte hundebjæf der kun betyder ’bjæf!“ og min krop blir en smule mere elektrisk, som om jeg ska til at slå gnister. „Lyt,“ knurrer han. Så jeg lytter. Og lytter. Og jeg drejer hovedet lidt, og jeg lytter noget mere. Der er et hul i Støjen. Hvilket ikke er muligt. Det er sært, er det, som det gemmer sig derude et sted mellem træerne, eller et sted ude af syne, et sted hvor ens ører og tanker fortæller en at der ikke er nogen Støj. Den er som en form, man ikke ka se, undtagen i måden alt omkring den berører den på. Som vand i form af en kop, men uden kop. Den er et hul, og alt der falder ned i den holder op med at være Støj, holder op med at være noget, holder ganske enkelt op. Det er ikke lissom sumpens stilhed, der jo aldrig er stil hed, det er klart, men bare mindre Støjende. Men det her, det er en form, en form af ingenting, et hul, hvor al Støj standser. Hvilket er umuligt. Der er intet andet i denne verden end Støj, intet andet end mændenes konstante tanker og tingene som kommer 21
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 21
02/05/18 4:17 pm
imod en og imod en og imod en, lige siden spackserne udløste Støj-bakterien under krigen, bakterien som dræbte halvdelen af mændene og samtlige kvinder, osse min mor, bakterien som drev de resterende mænd til vanvid, bakterien som blev alle spackers endeligt, da mændenes vanvid greb til våben. „Todd?“ Manchee er skræmt, det ka jeg høre. „Hva, Todd? Hva er det, Todd?“ „Ka du lugte noget?“ „Lugter bare stille, Todd,“ bjæffer han, og så bjæffer han endnu højere: „Stille! Stille!“ Men så, et eller andet sted omkring spackel-husene, be væger stilheden sig. Mit blod pumper så hurtigt at det næsten vælter mig omkuld. Manchee farer rundt om mig og bjæffer og bjæffer og gør mig dobbeltskræmt, så jeg gir ham et slag bagi igen („Av, Todd?“) for at berolige mig selv. „Der findes ikke sådan noget som huller,“ siger jeg. „Ikke sådan noget som ingenting. Så det må være noget, ikke?“ „Noget, Todd,“ bjæffer Manchee. „Ka du høre, hvor det forsvandt hen?“ „Det er stille, Todd.“ „Du ved, hva jeg mener.“ Manchee snuser op i luften og tar et skridt og et til og så nogle flere hen imod spackel-husene. Nå, men så leder vi efter det. Jeg begynder at gå, sådan helt langsomtagtigt, hen til den største af de smeltende iskugler. Jeg holder mig fri af alt der ku tænkes at kigge ud ad den lille, skrå, trekantede døråbning. Manchee snuser til dørkarmen, men han knurrer ikke, så jeg tar en dyb indånding og kigger ind. 22
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 22
02/05/18 4:17 pm
Der er dødsens tomt. Loftet er cirka dobbelt så højt oppe som mig. Gulvet er beskidt, og her gror sumpplanter nu, slyngplanter og den slags, men ellers ingenting. Og med det mener jeg ingen rigtig ingenting, ikke noget hul, og intet spor af hva der måske var her før. Det er dumt, men jeg er nødt til at sige det. Jeg tænker på, om spacklerne er tilbage. Men det er umuligt. Men et hul i Støjen er umuligt. Så et eller andet umuligt må være sandt. Jeg kan høre Manchee snøfte rundt igen udenfor så jeg kravler ud og går hen til den anden kugle. Der er skrevet udenpå denne her, de eneste skrevne ord nogen nogensinde har set på spackel-sprog. Det er vel de eneste ord de nogensinde fandt passende at skrive ned. Bogstaverne er spackel-bogstaver, men Ben siger at de laver lyden es’Paqili eller sådan noget, esPaqili, Spackel, eller „spacks“, hvis man vil spytte det ud, hvilket er det alle gør efter det der skete. Det betyder „Folket“. Der er heller ingenting i den anden kugle. Jeg går ud i sumpen og lytter igen. Jeg sænker hovedet og jeg lytter og rækker ud med den lyttende del af min hjerne og lytter osse der og jeg lytter og lytter. Jeg lytter. „Stille! Stille!“ bjæffer Manchee to gange, rigtig hurtigt, og suser af sted igen hen imod den sidste kugle. Jeg løber efter ham, min puls banker, for det er der, det er, det er der hullet i Støjen er. Jeg ka høre det. Altså, jeg ka ikke høre det, det er hele pointen, men da jeg løber hen imod det mærker jeg dets tomhed i mit bryst 23
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 23
02/05/18 4:17 pm
og dets tavshed drager mig, og der er så megen tavshed i det, nej, ikke tavshed, stilhed, så megen ufattelig stilhed at jeg begynder at føle mig splittet, som om jeg er ved at miste det allermest værdifulde, som om det er dér, en død, og jeg løber, og mine øjne løber i vand og mit bryst knuger sig sammen, og der er ingen der ka se det, men alligevel irriterer det mig og mine øjne begynder at græde, de begynder at græde, de begynder at effing græde, og jeg standser et øjeblik og bøjer mig frem og for ind i H altså, hold nu bare kæft, men jeg spilder et helt latterligt minut, et helt idiotisk, latterligt minut på at stå foroverbøjet der, og så når hullet selvfølgelig at bevæge sig væk, det har bevæget sig væk, det er væk. Manchee er splittet mellem at løbe efter det og at løbe tilbage til mig, men til sidst kommer han tilbage til mig. „Græder du, Todd?“ „Hold kæft,“ siger jeg og sparker ud efter ham. Jeg rammer med vilje ved siden af.
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 24
02/05/18 4:17 pm
Vi kommer ud af sumpen og sætter kurs mod byen igen, og uanset hva solen siger føles verden helt sort og grå. Ikke engang Manchee siger ret meget da vi går tilbage hen over engene igen. Min Støj syder og bobler som en gryderet i kog, indtil jeg til sidst blir nødt til at standse et øjeblik for at falde lidt ned. Der findes bare ikke sådan noget som stilhed. Ikke her. Ikke nogen steder. Ikke når man sover, ikke når man er alene, aldrig. Jeg er Todd Hewitt, tænker jeg for mig selv med lukkede øjne. Jeg er tolv år og tolv måneder gammel. Jeg bor i Prentiss town på New World. Om præcis en måned blir jeg mand. Det er et trick Ben lærte mig til at berolige min Støj. Man lukker øjnene og så fortæller man stille og roligt sig selv hvem man er, for det er det som forsvinder i al den Støj. Jeg er Todd Hewitt. „Todd Hewitt,“ mumler Manchee for sig selv ved siden af. 25
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 25
02/05/18 4:17 pm
Jeg tar en dyb indånding og åbner øjnene. Det er den, jeg er. Jeg er Todd Hewitt. Vi fortsætter op, væk fra sumpen og floden og op ad bakken med de uopdyrkede marker til den lille bakkekam syd for byen hvor skolen lå engang i den korte, udsigtsløse tid den eksisterede. Inden jeg blev født blev drenge undervist hjemme af deres mødre, og da der så kun var drenge og mænd tilbage blev vi bare sat ned foran videoer og undervist efter moduler, indtil Borgmester Prentiss erklærede den slags „skadelig for vores tankevirksomhed“ og gjorde det ulovligt. For Borgmester Prentiss har nemlig en Mening. Så igennem næsten et halvt, latterligt år samlede mr. Royal med det sørgmodige ansigt alle drengene og smækkede dem ned herude i en udbygning væk fra byens værste Støj. Ikke at det hjalp. Det er næsten umuligt at lære nogen noget i en klasse fuld af drengestøj og helt umuligt at lave nogen former for prøve. Man snyder, selv hvis man ikke vil, og det vil alle. Og så en dag besluttede Borgmester Prentiss at brænde alle bøgerne, hver eneste en, selv dem ude i mænds hjem, for bøger var åbenbart osse skadelige, og mr. Royal, som var en blød mand der gjorde sig selv hård ved at drikke whisky i klassen, gav op og tog en pistol og gjorde en ende på sit liv og det var enden på min tid i en skoleklasse. Ben lærte mig resten derhjemme. Mekanik og madlavning og at reparere tøj og basalt landbrug og den slags. Osse en masse overlevelsesting sådan som jagt og hvaffor nogen frugter man ka spise og hvordan man finder vej ved hjælp af månen og hvordan man bruger en kniv og en pistol og midler mod slangebid og hvordan man bedst muligt dæmper sin Støj. 26
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 26
02/05/18 4:17 pm
Han prøvede osse at lære mig at læse og skrive, men en morgen fik Borgmester Prentiss færten af det i min Støj og satte Ben i fængsel i en uge, og det var enden på min boglærdom, og på grund af alt det andet der var at lære og al arbejdet på gården som osse ska gøres hver dag og alt det som bare er almindelig overlevelse blev jeg aldrig rigtig god til det med at læse. Lige meget. Det er ikke fordi nogen i Prentisstown nogensinde kommer til at skrive en bog. Manchee og jeg går forbi skolebygningen og op på den lille bjergkam og kigger mod nord og der ligger omtalte by. Ikke at der er ret meget tilbage af den længere. En butik, engang var der to. En pub, engang var der to. En klinik, et fængsel, en ikke-fungerende benzinstasjon, et stort hus til Borgmesteren, en politistasjon. Kirken. Gennem centrum er en lille stump vej, som blev asfalteret i tidernes morgen og ikke holdt ved lige og ret hurtigt blir til grusvej. Alle huse og den slags ligger rundt om, i udkanten lissom, sådan noget som gårde, noget der ska forestille at være gårde, noget der stadig er det, noget der står tomt, noget der står mere end tomt. Og mere er der ikke i Prentisstown. Befolkningstal: 147 og dalende, dalende, dalende. 146 mænd og en næsten-mand. Ben siger at der før var andre bosættelser rundtomkring på New World, at alle skibene landede på nogenlunde samme tid, ti år eller deromkring, før jeg blev født, men at dengang krigen mod spackserne startede, dengang spackserne udløste bakterierne og alle de andre bosættelser blev udslettet, blev Prentisstown osse næsten udslettet og overlevede kun takket være Borgmester Prentiss’ hær, og at selvom Borgmester Prentiss er et levende mareridt, så ka vi i det mindste takke 27
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 27
02/05/18 4:17 pm
ham for at vi overlever alene på en helt stor kvindeløs verden som der ikke er noget godt at sige om, i en by med 146 mænd som dør en lille smule for hver dag der går. For nogle mænd ka ikke klare det, vel? De gør det af med sig selv, lissom mr. Royal, og nogle af dem forsvinder bare, lissom mr. Gault, vores gamle nabo, der før havde ansvaret for den anden fårefarm, eller mr. Michael, vores næstbedste tømrer, eller mr. Van Wijk, der forsvandt samme dag som hans søn blev mand. Det er ikke så usædvanligt. Hvis hele ens verden er en Støjende by uden fremtid, er man nogle gange bare nødt til at smutte selvom der ikke er andre steder at ta hen. For da næsten-manden, mig, kigger ind i den by, ka jeg høre de 146 mænd der er tilbage. Jeg ka høre hver eneste forbistrede en af dem. Deres Støj ruller ned over bakken som en flodbølge der kommer direkte imod mig, som en brand, som et monster så stort som himlen, der kommer efter en, for der er ingen steder at gemme sig. Det er sådan her, det er. Det er sådan her hvert eneste minut, hver eneste dag i mit dumme lorteliv i den her dumme lorteby er. Glem alt om ørepropper, de hjælper slet aldrig:
28
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 28
02/05/18 4:17 pm
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 29
02/05/18 4:18 pm
Og det er bare ordene, stemmerne, der snakker og jamrer og synger og græder. Der er osse billeder. Der er billeder som kommer farende ind i ens tanker, uanset hvor meget man ikke vil ha det, billeder af minder og fantasier og hemmeligheder og planer og løgne, løgne, løgne. For man ka godt lyve i Støjen, selvom alle ved hva man tænker, ka man godt begrave ting under andre ting, man ka skjule tingene lige for næsen af dem, hvis man bare ikke tænker dem klart, eller hvis man overbeviser sig selv om, at det man gemmer er sandt, og hvem sku så ku hive det op af floden og vide, hva der er rigtigt vand, og hva man ikke blir våd af? Mænd lyver, og de lyver mest over for sig selv. For eksempel har jeg aldrig set en kvinde eller en spack i levende live, det siger sig selv. Jeg har selvfølgelig set begge dele på video, inden det blev forbudt, og jeg ser dem hele tiden i mændenes Støj, for hva tænker mænd på ud over sex og fjender? Men spackserne er større og mere skræmmende i videoerne end i Støjen, ikke? Og kvinderne i Støjen har lysere hår og større barm og mindre tøj på og er meget friere i deres følelser end de er i videoerne. Så det man ska huske, det som 30
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 30
02/05/18 4:18 pm
er det vigtigste af alt hva jeg siger i den her fortælling om tingene, er at Støj ikke er sandheden. Støjen er det som mænd vil ha er sandt, og der er så stor forskel på de to ting, at det eddermame ka slå en ihjel, hvis man ikke passer på. „Hjem, Todd?“ bjæffer Manchee lidt højere nede ved mine fødder, for sådan er man nødt til at tale i Støjen. „Ja, vi ska,“ siger jeg. Vi bor på den anden side mod nordøst, og vi blir nødt til at gå gennem byen for at komme derhen, så nu er det nu, så hurtigt jeg ka komme igennem den. Først er der mr. Phelps butik. Den er ved at sygne hen, er den, lissom resten af byen, og mr. Phelps bruger al sin tid på at fortvivle. Selv når man køber noget af ham og han er noget så høflig, så mærker man fortvivlelsen sive ud af ham som væske af et sår. Enden, siger hans Støj, enden, enden er nær og Pjalter og pjalter og pjalter og Min Julie, min kære, kære Julie, som var hans kone og som ikke har noget som helst tøj på i mr. Phelps’ Støj. „Halløjsa, Todd,“ råber han, da Manchee og mig skynder os forbi. „Halløjsa, mr. Phelps.“ „Smuk dag, hva?“ „Det er det i hvert fald, mr. Phelps.“ „Smuk!“ bjæffer Manchee, og mr. Phelps ler, men hans Støj siger bare Enden og Julie og pjalter og viser billeder af det, han savner ved sin kone, og de ting hun plejede at gøre, som om det sku være noget særligt, eller noget. Jeg tænker ikke noget specielt i min Støj til mr. Phelps, bare de sædvanlige ting man ikke ka undgå. Men jeg må indrømme at jeg kommer til at tænke det lidt højere for at dække 31
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 31
02/05/18 4:18 pm
over tankerne om hullet, jeg fandt i sumpen, og skjule det bag noget højere Støj. Ved ikke hvoffor jeg gør det, ved ikke hvoffor jeg ska skjule det. Men jeg skjuler det. Manchee og mig fortsætter med at gå ret hurtigt, for det næste der kommer er bezinstasjonen og mr. Hammar. Benzinstasjonen virker ikke mere, for fissionsgeneratoren der lavede benzinen krasjede sidste år og står nu bare der ved siden af benzinstasjonen og ligner en bullen tå og ingen ville bo ved siden af den, undtagen mr. Hammar, og mr. Hammar er meget værre end mr. Phelps, for han retter sin Støj direkte imod en. Og det er en grim Støj, en vred Støj. Den viser billeder af en selv, som er sådan nogle billeder man ikke vil ha af sig selv, voldsomme billeder og blodige billeder og det eneste man ka er at gøre sin egen Støj så høj som muligt og prøve at blande mr. Phelps’ Støj ind i den og sende den direkte tilbage til mr. Hammar. Æbler og Enden og med lynets hast og Ben og Julie og og generatoren flimrer og pjalter og hold kæft, hold nu bare kæft og Se på mig, knægt. Og jeg drejer hovedet den anden vej selvom jeg ikke vil, men nogle gange blir man overrumplet, så jeg drejer hovedet og der står mr. Hammar bag sit vindue og stirrer direkte på mig og En måned, tænker han, og hans Støj viser et billede og det handler om mig der står alene, men på en eller anden måde mere alene end det, og jeg ved ikke hva det betyder, og om det er ægte eller om det er en bevidst løgn, så jeg tænker på en hammer der knalder ind i mr. Hammars hoved, igen og igen, og han smiler bare fra sit vindue.
Smukke, Todd?
32
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 32
02/05/18 4:18 pm
Vejen snor sig rundt om benzinstasjonen forbi klinikken, som er mr. Baldwin og al den klagen og jamren som mænd går til lægen med, selvom de ikke rigtig fejler noget. I dag er det mr. Fox der klager over at han ikke ka trække vejret, hvilket ville være ynkværdigt hvis ikke han røg så meget. Og idet man passerer klinikken, kommer man ved Gud i Himlen til den forbandede, forbistrede pub, som selv på det her tidspunkt af dagen bare er en brølende Støj, for det de gør der er at skrue højt op for musikken for at drukne Støjen, men det virker kun delvist, så det man får er høj musik og høj Støj og værre end det: fordrukken Støj der rammer en i hovedet som en kølle. Råb og brøl og gråd fra mænd, hvis ansigter aldrig forandrer sig, og rædselsbilleder af fortiden og alle de kvinder der var engang. En hel masse om kvinderne, der var engang, men intet der gir mening, for fordrukken Støj er som en fordrukken mand: sløret og trættende og farlig. Det blir svært at gå gennem byens centrum, svært at tænke på næste skridt når man bærer al den Støj på skuldrene. Jeg ved helt ærligt ikke hvordan mænd gør det, jeg ved ikke hvordan jeg gør det når jeg blir mand, hvis ikke der er noget, som jeg ikke kender til, der forandrer sig på dagen. Vejen går op forbi pubben og til højre ved politistasjonen og fængslet, som er samme sted og oftere i brug end man sku tro af så lille en by. Sheriffen er mr. Prentiss Junior. Som er knap to år ældre end mig og kun har været mand i kort tid, men som kom ret godt og hurtigt ind i jobbet, og i sin celle har han hvem det nu end er, Borgmester Prentiss har bedt mr. Prentiss Junior om at straffe i denne uge, til skræk og advarsel. Lige nu er det mr. Turner som ikke har udleveret nok 33
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 33
02/05/18 4:18 pm
af sin kornhøst til „gavn for hele byen“, hvilket bare betyder at han ikke har givet gratis korn til mr. Prentiss og hans mænd. Og så er man nået igennem byen med sin hund, og man har al den her Støj bag sig: mr. Phelps og mr. Hammar og doktor Baldwin og mr. Fox og den ekstra Støj fra pubben og mr. Prentiss Juniors Støj og mr. Turners jamrende Støj og man er stadig ikke færdig med byens Støj for nu kommer kirken. Kirken er selvfølgelig årsagen til at vi er her på New World, og næsten hver søndag ka man høre Aaron prædike om hvoffor vi lagde Old Worlds korrupsjon og synder bag os og startede et nyt liv i renhed og broderskab i et helt nyt Edens have. Og det gik jo rigtig godt, ikke? Men folk går stadig i kirke, mest fordi de ska, selvom Borgmesteren næsten aldrig gider selv, så alle vi andre er bare overladt til at høre Aaron prædike om at vi kun har hinanden herude, os mænd sammen, og at vi ska holde sammen i én koloni. At hvis en af os falder, falder vi alle. Den kommer han tit med. Manchee og mig bevæger os så stille som overhovedet muligt forbi døren ind til kirken. Der lyder en bedende Støj derindefra, og den har en særlig følelse i sig, en særlig sygelig, lilla følelse som om mændene bløder den ud selvom det altid er de samme ting, men det lillaagtige blod blir bare ved at flyde. Hjælp os, frels os, hjælp os, frels os, tilgiv os, få
os væk herfra, vi beder dig, Gud, vi beder dig, Gud, vi beder dig, Gud, men så vidt jeg ved har ingen nogensinde fået noget Støj retur fra den her Gud-fyr. 34
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 34
02/05/18 4:18 pm
Aaron er osse derinde. Han er kommet tilbage fra sin gåtur og prædiker over bønnerne. Jeg ka høre hans stemme, ikke kun hans Støj, og det er alt sammen offer her og den hellige skrift der og velsignelse her og helgenværdighed der, og han rabler sådan løs at hans Støj står som en grå ild bag ham og man ka ikke hitte rede i noget af det og måske har han gang i et eller andet, ikke? Måske dækker gudstjenesten over noget, og jeg er begyndt at spekulere på om jeg ved, hva det noget er. Og så hører jeg Unge Todd? i hans Støj og jeg siger: „Skynd dig, Manchee,“ og så farer vi rigtig hurtigt forbi. Det sidste man ska forbi inden man når toppen af Prentisstowns bakke er Borgmesterens hus som er den mærkeligste og hårdeste af al Støj, for Borgmester Prentiss er … Ja, Borgmester Prentiss er anderledes. Hans Støj er frygtelig tydelig, og jeg mener frygtelig på den frygtelige måde. Han mener nemlig at man ka bringe orden i Støjen. Han mener at Støj ka udredes, at hvis man på en eller anden måde ka kontrollere den, så ka man bruge den. Og når man går forbi Borgmester Prentiss’ hus ka man høre ham, høre ham og mændene, der er tættest på ham, hans deputerede og den slags, og de er altid i gang med de her tankeøvelser, det her med at tælle ting og forestille sig de perfekte former, og med den faste messen som: Jeg er cirklen og cirklen er mig hva det så end ska betyde, og det er som om han er ved at forme sig en lille hær, som om han er ved at gøre klar til noget, som om han er ved at smede et eller andet Støj-våben. Det føles som en trussel. Det føles som om verden forandrer sig og man står alene tilbage. 35
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 35
02/05/18 4:18 pm
12344321Jeg er cirklen og cirklen er mig 12344321Hvis en af os falder, falder vi alle Jeg blir snart mand, og mænd blir ikke bange og stikker af, men jeg gir Manchee et lille puf og vi går lidt hurtigere end før i så stor en bue som muligt uden om Borgmester Prentiss’ hus, indtil vi er forbi og ude på grusstien der fører hjem til vores hus. Efter lidt tid forsvinder byen bag os og Støjen blir lidt mere stille (selvom den aldrig, aldrig stopper) og vi ka begge trække vejret lidt roligere. Manchee bjæffer: „Støj, Todd.“ „Jeps,“ siger jeg. „Stille i sumpen, Todd,“ siger Manchee. „Stille, stille, stille.“ „Ja,“ siger jeg og så tænker jeg mig om og skynder mig at sige: „Hold kæft, Manchee,“ og gir ham et smæk bagi, og han siger: „Av, Todd?“ og jeg kaster et blik tilbage mod byen, men man ka ikke standse Støjen når først den er kommet ud, vel? Og hvis den var noget man ku se, svæve af sted i luften, så tænker jeg på om man ka se hullet i Støjen flyde direkte ud af mig, direkte ud af mine tanker fra der hvor jeg skjulte den, og det er en helt lille stump Støj, og den ville være nem at overse i den buldrende larm fra alt det andet, men den svæver der, den svæver der, den svæver der med kurs direkte mod verdenen af mænd.
Knivens stemme_indhold_trykklar.indd 36
02/05/18 4:18 pm