Kinderzimmer - læseprøve

Kinderzimmer.indd 6

18/12/14 12.22

CHANTECLER. – Kan du høre dem nu?

FASANEN. – Hvem er det, som vover?

CHANTECLER. – De andre haner.

FASANEN. – De synger i det lyserøde ...

CHANTECLER. – De tror på skønheden, så snart de øjner den.

FASANEN. – De synger i det blå ...

CHANTECLER. – Jeg har sunget i det sorte. Min sang steg op af mørket som den første.

Det er om natten, det er smukt at tro på lyset.

EDMOND ROSTAND

Chantecler, 2. akt, scene 2.

Kinderzimmer.indd 7

18/12/14 12.22

Kinderzimmer.indd 8

18/12/14 12.22

PROLOG

I midten af april 1944 siger hun, vi skal til Tyskland.

Nu er vi der. Det, der gik forud – modstandsbevægelsen, anholdelsen, Fresnes – var i grunden kun et præludium.

Stilheden i klassen opstår ved ordet Tyskland, som er indledningen til den væsentligste fortælling. I lang tid har hun været taknemlig for stilheden, den tilbageholdenhed hendes historie bliver mødt med, når billeder og kendsgerninger, som har været fortiet gennem tyve år, skal fremmanes; taknemlig for stilheden og ubevægeligheden, der er nemlig ikke så meget som en hvisken eller noget som helst røre i rækkerne af attenårige drenge og piger, som om de vidste, at deres stemmer og unge kroppe kunne blokere for hukommelsen. I begyndelsen havde hun brug for dette frirum. Men efter at Suzanne Langlois har holdt foredraget halvtreds gange, hundrede gange, kommer sætningerne af sig selv, uden smerte, og næsten uden tanker.

9

Kinderzimmer.indd 9

18/12/14 12.22

Hun siger, vogntoget ankommer fire dage senere.

Ordene falder i den velkendte rækkefølge, uden tøven og med overbevisning. Gennem vinduesruden får hun øje på en sommerfugl mellem platantræets grene; hun ser støvet hvirvle i lyssøjlerne, der falder skråt ind og strejfer hovederne; hun ser det forrevne hjørne på et verdenskort blafre. Hun taler. Sætning for sætning nærmer hun sig den vanvittige historie, barnets fødsel i koncentrationslejren, børnerummet i lejren, hvorfra hendes søn er vendt hjem i live, historier som hendes kan tælles på én hånd. Det er også derfor, hun er blevet inviteret ud på dette gymnasium, som et særligt bevis på den kollektive tragedie, og når hun om lidt siger ordet Kinderzimmer, vil en endnu mere intens stilhed holde klassen i et jerngreb. Men i dette øjeblik er hun kun lige stået af toget, i Tyskland, og det er nat.

Hun siger, vi går hele vejen til lejren i Ravensbrück.

En pige rækker hånden i vejret. Normalt sker det aldrig på dette tidspunkt i beretningen. En hånd i vejret som et signal, et blegt ansigt, og i højre øjenbryn en lille rød ring. Den løftede hånd forvirrer Suzanne Langlois, hendes beretning støder mod hånden, som en hånd på hendes mund, og går i stykker.

Pigen spørger, om Suzanne Langlois havde hørt om Ravensbrück i Frankrig inden afrejsen.

Suzanne Langlois siger, jeg vidste, der var lejre, det er det hele.

10

Kinderzimmer.indd 10

18/12/14 12.22

Og i toget til Tyskland, vidste hun da, hvor de var på vej hen?

– Nej. – Hvornår gik det så op for dig, at I skulle til Ravensbrück?

Suzanne Langlois tøver og siger så: det ved jeg ikke.

Under alle omstændigheder ville hun ikke kunne forstå, at hun skulle til Ravensbrück, for selv hvis hun havde kendt navnet, ville det kun have fremmanet en samling stumme strubelyde, det ville ikke have givet nogen mening, før man var der, før man levede der.

– Så du vidste ikke, hvor du var?

Suzanne Langlois smiler, tøver, og siger så: nej.

Hun retter på sit sjal. Hun forsøger at fortsætte, fremkalde det ord, som skal dukke op på dette sted i beretningen. De tredive drenge og piger på atten år stirrer på hende, venter. Og det er som en splint i håndfladen. Et ganske lille ubehag, en blåviolet spids, som ingen ville kunne se, hvis huden ikke var så glat udenom. Pigens spørgsmål. Hvornår kendte jeg til Ravensbrück. Hvornår hørte jeg ordet Ravensbrück for første gang. Ingen har nogensinde stillet det spørgsmål før pigen med den blege hud gennemboret af en rød ring. For sit indre blik, oven over verdenskortet med det forrevne hjørne, sommerfuglen, det skrå lysindfald, leder hun efter et skilt på vejen, som fører til lejren, en pæl, en inskription over hovedindgangen, eller en stemme, der udtaler ordet: Ravensbrück. Men intet navn er indskrevet nogetsteds, heller ikke i hukommelsen. Lejren er et sted uden navn.

11

Kinderzimmer.indd 11

18/12/14 12.22

Hun kommer i tanke om digteren Charlotte Delbo.

Charlottes ord om Auschwitz, et sted fra før geografien, som hun først kom til at kende navnet på efter at have været der i to måneder.

– Det vil sige, fortsætter pigen, den dag vidste du intet om det? Du kendte ikke mere til Ravensbrück, end vi gør nu?

Og efter et øjebliks tavshed svarer kvinden: jo, måske.

Suzanne Langlois kan ikke komme sig over en så tæt forbindelse mellem en pige fra afgangsklassen og den næsten jævnaldrende, unge kvinde, hun selv var før lejren. Uvidenheden, det vil være det sted, de kan møde hinanden, pigen og hende; det fælles sted, med tres år imellem.

I virkeligheden er sætningen fra før, vi går hele vejen til lejren i Ravensbrück, umulig. At gå fra stationen og kende bestemmelsesstedet, sådan var det ikke for Suzanne Langlois. Først at blive ført ad vejen langs høje grantræer og blomstrende villaer, uden at vide det; og først senere, men hvornår, ved vejs ende, navnet Ravensbrück. I tredive år har hun, i skoleklasserne og andre steder, været nødt til at fortælle alt, alt det, hun ved om lejren, uden at tage hensyn til sin egen personlige tidslinje: det, som andre deporterede har oplevet og fortalt om, afsløringerne fra processen i Hamburg i 1947 og historikernes redegørelser, hun har skullet have det hele med, genskabe det for at give det videre og bekæmpe den totale glemsel, tomrummet efter de destruerede arkiver, det har været uopsætteligt at fortælle om det skete, grave i det, nå helt 12

Kinderzimmer.indd 12

18/12/14 12.22

til bunds, inden døden, men noget er alligevel blevet glemt: hende selv, Suzanne Langlois. Som under hele deporteringen og moderskabet i lejren udgjorde en særlig frontlinje, en uafbrudt vekslen mellem uvidenhed og klarsyn, men en uvidenhed, der konstant afdækkede nye territorier.

Det er umuligt at udtale de sædvanlige sætninger.

Hverken vi går hele vejen til lejren i Ravensbrück, for de kendte ikke navnet. Eller vi er anbragt i karantæne, for det siger kun tidligere fanger noget. Eller klokken halv fire hører jeg sirenen, for hun har ikke længere noget ur.

Umuligt at sige der var et Kinderzimmer, et børnerum, for det vidste hun intet om, før hun måtte efterlade sit barn dér. En smerte stiger frem, en sorg. Den afsluttede beretning har ingen mulig begyndelse. Og selv hvis den består af overbevisende billeder, tilhører den historie, man fortæller, altid en anden.

På grund af splinten i beretningen tier Suzanne Lang­ lois. Hun tager hjem, hun kommer igen en anden gang.

Eller måske ikke. Det er ikke aftalt. Åh, at genfinde Mila, som ikke havde nogen hukommelse. Mila, kun nutid.

Kinderzimmer.indd 13

18/12/14 12.22

Kinderzimmer.indd 14

18/12/14 12.22

I

Mila er fuldstændig udmattet, da hun står foran indgangen til lejren. Det, hun formoder, må være indgangen til lejren, et omrids af høje mure dukker frem gennem lyskeglerne, der fejer gennem natten, hendes øjne, der pludselig blinker, og nålene, som herefter stikker huller i synet. Rundt om hende står fire hundrede kvindekroppe skåret i stroboskopagtige småstykker af lygteskæret – fire hundrede, det ved hun, for de blev talt i Romainville – nakker, tindinger, albuer, hoveder, munde, kraveben.

En stroboskopisk glammen fra mænd, kvinder, hunde, kæber, tunger, tandkød, hår, støvler, knipler. Lysglimtene og lyde, der falder som skud, forhindrer Mila i at falde om, holder hende rank, som var hun ramt af en maskingeværsalve.

Milas skuldre, ryg og hofter brænder efter fire dage i kreaturtogvognen, hvor hun enten lå ned eller stod oprejst på ét ben. Tungen føles som en sten i munden, på et tidspunkt havde hun strakt hovedet ud ad vindues­ lugen, hvor kvinderne tømte urinspanden, og havde drukket af regnen.

15

Kinderzimmer.indd 15

18/12/14 12.22

Nu venter hun foran afspærringen. Højre hånd klemmer om håndtaget på den lille kuffert. I kufferten er der et billede af broren, der blev arresteret i januar, 22 år gammel, og et billede af faren foran sin høvlebænk i rue Daguerre, mellem stemmejern, skrabere, syle, og så resterne af en pakke med fødevarer fra Fresnes, en sweater, et par trusser, en bluse og to kravledragter strikket i fængslet. Hun knuger fingrene om kufferthåndtaget, et sikkert anker, 40 x 60 cm, kufferten og Lisettes hånd, Lisette er ikke mere Lisette, end hun er Mila, for Maria og Suzanne hører til i et andet liv. Ud over det intet navn. Kun mørke gennemskåret af knivsblade og hvide projektører.

Hun vidste, hun skulle af sted til Tyskland. De vidste det alle sammen i Romainville. Man ville ikke skyde dem, de blev i stedet deporteret, hvilket næsten ingen var skuffede over, med enkelte undtagelser – at blive skudt som en mand, tænk engang, som en soldat, som en fjende af das Reich, i Mont Valérien. Mila havde gjort sin pligt, det var det, hun sagde, min pligt, som når man giver sin plads til en ældre dame i bussen, helt naturligt og uden laurbærkrans, hun ønskede ikke heltestatus, om muligt vil hun bare gerne undgå at dø. Hellere Tyskland end en kugle i hjertet. Det er ikke et valg, ikke en glæde, kun en lettelse. Hun tager af sted med oprejst pande, på række blandt fire hundrede kvinder, i strålende solskin. Langs hele ruten, fra den åbne lastvogn og helt hen til stationen, står folk i stimer, Marseillaisen, brød og blomster bærer hende helt hen til jernbanesporene og ind i tog16

Kinderzimmer.indd 16

18/12/14 12.22

vognen, derindefra kan hun høre jernbanearbejderne synge, og tyskerne, som rasende knuser ruderne i banegården. Så ja, hvad angår Tyskland, vidste hun det.

Tyskland, det er Hitler, nazisterne, das Reich. Dér holder de krigsfanger, tvangsarbejdere og politiske fanger indespærret; i Tyskland myrder man jøderne; man dræber de syge og gamle med indsprøjtninger og med gas, det har hun hørt fra Lisette, broren og de andre i modstandsgruppen. Der er koncentrationslejre; men hun er hverken jøde, gammel eller syg. Hun er gravid, men hun ved ikke, om det tæller, og hvis det gør, så på hvilken måde.

Hvor i Tyskland aner hun ikke. Hun ved hverken, hvor lang rejsen er, eller hvor lang tid den tager. Bratte stop, uden pause, dørene åbnes og lukkes lige så hurtigt igen med en øredøvende skramlen af jern. Pludselige splinter af lys og pust af frisk luft markerer lige akkurat overgangen fra dag til nat, fra nat til dag. Tre nætter, fire dage.

De må nødvendigvis krydse grænsen på et tidspunkt. Er det før eller efter, at spanden fyldt med tis ruller ned i det allerede gennemvædede hø, og to kvinder slås med de bare næver? Før eller efter, at Mila døser op ad Lisettes ryg med maven spændt til bristepunktet ud over den lillebitte livmoder? Før eller efter, at Mila ikke mere kan lukke munden, fordi hun ikke har noget spyt? Lige efter, at papirstykket bliver kastet ud på jernbanesporene?

Helst ikke før, for det giver det en chance for at nå helt frem til sin modtager, tre linjer skrevet med en blyant17

Kinderzimmer.indd 17

18/12/14 12.22

stump til Jean Langlois, rue Daguerre i Paris, jeg har det godt, far, kærlig hilsen, og så en mønt til frimærket pakket ind i det krøllede papir. Togets opbremsninger slår mod brystet og signalerer måske, at de er nået til Tyskland, i hvert fald synger kvinderne, eller knytter næverne, eller råber, at de ikke står af hos Fritz’erne, eller beder, eller tror, de snart skal af; andre er alt for udmattede og tier; nogle slår om sig. Mila lytter. Spærrer øjnene op. Søger et tegn. Tyskland, det kan ikke være til at overse. Toget sætter pludselig farten op. Der er intet, som markerer grænsen. De krydser den i stilhed, men da toget først kører ind på stationen, og kvinderne kastes ud af vognene, er der ingen tvivl: lige foran sig på perronen tyder Mila ordet Fürstenberg med store bogstaver.

Fürstenberg er intetsteds, byen findes ikke på et kort, men det er Tyskland, det lyder tysk, så der er ikke noget at tage fejl af. Og straks efter hører de hundene.

De bliver talt i rækker som i Romainville. Der mangler nogle kvinder. De levende begynder at gå. En falder om.

En pisk smælder. Derpå råb, klapren af sko, gøen, der smelter sammen til en ensartet lyd, som man må holde på afstand for at kunne sætte det ene ben foran det andet og ikke lade sig påvirke, gennemtrænge, udmatte af støjen, så trætte er de. Gå, bare gå, holde styringen. Det tætte mørke slører omgivelserne, der i forvejen er utydelige på grund af søvn, sult, tørst. Nogle steder former den lilla himmel den sorte masse, bøjer sig rundt om grene, blade, det er nåletræer, fyr, helt sikkert el. Milas far er snedker, så hun kender navnene på træerne, grene18

Kinderzimmer.indd 18

18/12/14 12.22

nes omrids, bladene, træernes duft, harpiks, den skrællede bark. Duften trænger ind i huden, den er dyb som en skov. Hun må ikke lade sig aflede af træernes duft, tankerne om farens værksted, udskåret træ, om Paris.

Ikke snuble, men følges med de fire hundrede kvinder, der går foran, bagved. Inde mellem træerne er huse henlagt i totalt mørke. Med ét når de til en stor åbning, en spejlblank sø, glatpoleret under månens skær, det er det samme hvide lys som fra maskinpistolerne. Milas mave brænder af ren galde, hun trækker vejret dybt, ånder ind, ud, ind igen, men de skarpe spasmer knækker al vilje: hun går ud til siden og kaster op, en gennemsigtig pøl i sandet, hun vandrer af sted, mens hun kaster op, med hundene i haserne og Lisettes spredte fingre mellem skulderbladene.

Gennem rørene i fængslet i Fresnes havde hun hørt Brigitte sige, du er ikke særlig heldig med din kvalme.

Gennem rørene lød der også andre stemmer, samtaler fra den ene celle til den anden, et digt, nyheder fra den russiske front, kærlige ord, helt sagte – ja, kærlige ord mellem en mand og en kvinde, som de gav plads, i tavshed, for at give dem en chance. Mila har aldrig set Brigitte, de er begge hemmelige for hinanden. I ugevis har Brigitte kun været en lyd, men omsorgsfuld, trofast, et aftenmøde, en dag firer hun uld og små strikkepinde, foldet sammen i et lommetørklæde, ned foran vinduet til Mila. Hvor pindene og ulden kommer fra, ved Mila ikke. For at trøste hende forsikrer Brigitte, dit barn beskytter dig, det er jeg sikker på, og gennem vandrøret synger hun en vuggevise, vuggevise på spansk for Milas 19

Kinderzimmer.indd 19

18/12/14 12.22

barn, las hojitas de los árboles se caen, viene el viento y las levanta y se ponen a bailar, for barnet og for Mila, der er som hendes eget barn, siger hun. Milas uvidenhed er grænseløs, i kroppen er der graviditeten, forude Tyskland, man må tro på nogen eller noget. Mila tror på Brigitte, hun kender ikke til andet. Hun er beskyttet, barnet bringer held. Som det lyder i sangen, vil bladene løfte sig i vinden og give sig til at danse. Det er det, hun siger til sig selv.

De fire hundrede kvinder passerer nu gennem afspærringerne og ind i lejren. Hunde, råb, projektørlys. Hvor er vi, lyder det, hvad er det for et lortested. Der bliver slået ud efter dem, råbt ad dem, de bliver talt, talt om igen. De skrår over en tom plads, går op ad en allé med bygninger på snorlige rækker og lukkes inde, mave mod mave mod ryg, fire hundrede kvinder, på nær de døde, står de oprejst i en mørkelagt sal. Er der ikke noget at drikke? Hvad? Ved I i det mindste, hvor vi er henne?

Jamen, så skrid dog ad helvede til! Kroppene støder mod hinanden. De træder hinanden over tæerne. Puffen uden bagtanke, trætte undskyldninger, udmattede smil, og tilsigtede slag for at få plads. De to rækker køjesenge overtages lynhurtigt af de først ankomne. Læg dig ned, hvisker Lisette med en skælven, skynd dig, inden der også bliver optaget på gulvet. De lægger sig ned under et bord, klemt ind mod hinanden og med kufferten under nakken i en stank af tis, fødder og sved. Stedet har intet navn. Det bekymrer dem vagt. Lige nu gælder det om at holde hinanden i hånden, forankre sig i én eneste vis20

Kinderzimmer.indd 20

18/12/14 12.22

hed: at den anden er der. Hvis de havde vidst, hvad der ville komme, havde de bedt om at få en kugle lige midt i hjertet, enten på Mont Valérien eller et andet sted, eller også havde de kastet sig ud fra toget.

For Mila er der endnu ikke noget, der har et navn. Der eksisterer ord, men hun kender dem ikke, udsagnsord, navneord for alting, hver aktivitet, hver funktion, hvert sted, hver ansat i lejren. Et område af ord med en komplet semantik, som ikke er tysk, men en blanding af alle fangernes sprog: tysk, russisk, tjekkisk, slovakisk, ungarsk, polsk, fransk. Et sprog, som betegner og opridser en virkelighed, der ikke kan forstås uden for sig selv, uden for lejren, og som jagter hvert hjørne som en lyskegle. Det er koncentrationslejrenes sprog, som man kender det i Ravensbrück, Auschwitz, Torgau, Zwodau, Rechlin, Petit-Königsberg, over hele das Reich. Hun skal nok lære det, alle lærer det. Lejren er et sprog. I nat, og i de kommende dage, vil der dukke billeder op uden navn, som lejren den aften, de ankom, på samme måde som alt det ukendte, der toner frem for et lille barn, og som ikke har noget navn endnu. Der vil også dukke lyde op uden billeder: rød trekant, organisere, sort fangetransport, rosen, kaniner, lyserøde kort, NN,[stubova], [blokova],[sthraf­ blok], [arbaijtsapel], [smuktjyk], [ferfygbar], [schlagg], [revire], [komando], [djugendtlager], [lagerplatz], [svaineraij], [vachraoum], [aufstehejn], [tjaisjkolon], [planirung], [sraijberin], [kelleur], [loisy]. Den elementære oplæring handler om at kunne forbinde lydene med billederne.

Kunne forstå meningen med fonemerne, give tingene 21

Kinderzimmer.indd 21

18/12/14 12.22

et navn. De første timer er det umuligt, selvom Mila ved, hvad raus! betyder, hun kommer trods alt fra den besatte del af Frankrig, og selvom hun gjorde som de andre kvinder, da der blev råbt [tsufynfe], og stillede sig op i rækkerne fem og fem på perronen i Fürstenberg, hun fulgte ganske enkelt deres eksempel – der var i hvert fald mindst én blandt dem, der kunne tysk og gå forrest – ligesom dengang hun smilede for første gang, en tro kopi af hendes mors smil, en blid grimasse blottet for mening. Lejren er en regression tilbage til nulpunktet, til intetheden, alt skal læres på ny, alt skal glemmes.

I begyndelsen kommer billederne. Det første lige efter at en sirene hyler midt om natten. Nedbøjede skygger i bevægelse udenfor, på den anden side af vinduet, i det smalle område mellem bygningerne. En skygge når hen til barakken og træder ind. Mila ser ikke den beholder, som kvinden trækker efter sig, og heller ikke væsken, hun hælder op til den kø, som kaotisk har dannet sig, endsige grimasserne på de ansigter, der drikker, og nogle gange spytter den sorte masse ud igen. Hun stirrer på kvinden. Kvindens ansigt. Knoglerne. Øjnene er huller midt i knoglerne. Munden et hul. Pandebrasken, sårskorper i panden og ørerne. Kvinden bøjer sig ned, så kjolen glider op over læggene, Mila ser hendes ben.

Huden er blodsprængt, ingen knæ, ankler, hoftebenet.

Knoglerne i ansigtet har ben uden knogler. Sårene på benene. Lysegul materie flyder fra de åbne sår, blodårerne er blåviolette som marmor. Kvinden er syg, tænker hun. Lige indtil det bliver dag, og andre kroppe passerer 22

Kinderzimmer.indd 22

18/12/14 12.22

forbi vinduet, på afstand, men i lys, de er lige så tynde, udmagrede og benede. Lige indtil de franske kvinder, som blev deporteret for flere måneder siden, i al hemmelighed kommer ind til dem i barakken, de har de samme indfaldne ansigter, samme skorper, og hun kommer i tanke om en byge af ord for smerte, bylder, sår, læsion, lyskebyld, cyste, lymfeknude, tumor, som hun blev bekendt med under morens sygdom, men disse kvinder siger: rosen, sår af vitaminmangel, dysenteri. Hende, der slæber på beholderen med kaffeerstatning, og de deporterede franske kvinder er ikke syge, de er blot fanger.

Bare [sthykker], siger de leende, stykker, dele, som maskindele, kødstykker. Deres kroppe er allerede hendes krop. Deres ben hendes ben. Deres huller, deres knogler er hendes ansigt, hendes huller. Mila ser ned ad sig selv med rædsel, og det er sikkert det samme udenfor, de polske, tyske, ungarske, tjekkiske kvinder – mindst fyrre tusind, siger en af de franske kvinder. Der er i tusindvis af andre billeder uden navn, ligesom denne åbning uden dør, bagest i salen, hvor tis og lort flyder foran en vask uden vand, men det mest sørgelige er huden på kvinden med beholderen og de franske kvinder: de fylder hele horisonten.

Derefter kommer ordene. De bliver sagt af de franske fanger, som har sneget sig ind i barakken. [Blokova’en], [blokkens] opsynskvinde, er deres medsammensvorne – to nye ord – og deres Block er en karantæneblok. En fange genfinder sin mor imellem de fire hundrede og falder hende om halsen. De andre skynder sig at tale videre: det er Block 11, siger de, 11 ud af 32. De taler hurtigt, 23

Kinderzimmer.indd 23

18/12/14 12.22

i små grupper, og med hænderne på vinduesrammen for at kunne springe ud, hvis det bliver nødvendigt. De siger, at [apel’en] finder sted klokken 3.30 om morgenen, efter at der er blevet uddelt kaffe og brød. At den varer mindst to timer, sommetider længere. De siger, at i [ravensbryk] arbejder man, Ravensbrück er navnet på lejren, og at de er [ferfygbar], står til rådighed, det vil sige ikke tilknyttet et bestemt arbejdshold, at de skjuler sig for at undgå det hårde arbejde, men at de på grund af deres uvirksomhed hvert øjeblik sætter livet på spil.

De siger, at man ikke må blive syg, de syge er de første ofre for selektion, som fører til de sorte fangetransporter til andre lejre, hvorfra kun nummererede kjoler vender tilbage. Derfor, for alt i verden, undgå [revire], infirmeriet, det er et dødssted, og I vil straks blive udpeget som en byrde, så hellere være ein Stück, der udnyttes hos Siemens eller på [betribet], syværkstedet. I Revier’et behandler man ikke. Man bliver somme tider forgiftet.

Man omgås tyfus, skarlagensfeber, kighoste, lungebetændelse. Undgå Revier’et så længe som muligt. Mila lytter. Revier’et er døden. Graviditeten, fødslen, betyder besøg på Revier’et, det vil sige døden. Brigitte tog fejl.

Alt for mange ukendte ord, og sulten, som skærer igennem maven, på et tidspunkt hører hun ikke efter mere, de taler om lus, der skal slås ihjel, om hovedbunde, der efterspørges friske nyheder fra Frankrig, de allierede, Paris, og de ler utvungent. Pludselig forsvinder fangerne og [stubova’en] træder ind, [ruhe]!

24

Kinderzimmer.indd 24

18/12/14 12.22

Bagefter bliver der sunget med lave stemmer og spillet kort med små firkanter fremstillet i fængslet, og indimellem Stubowa’en: Ruhe! Der er uddeling af klar suppe, som nogle af kvinderne gylper op, og som fangerne udenfor med strakte arme og opspilede øjne banker på ruden og trygler dem om at dele til trods for spyttet, der flyder på overfalden, de sluger den på én gang med høje gurglelyde, lige indtil en arm langer ud efter en af dem, skuldre, hoved, nakke, og bagefter ligger de på jorden, man kan ikke længere se, hvad der foregår, der er ingen støj, kun støn fra den kvinde, der slår, en lyshåret kvinde med kakifarvet dragt, hvis chignon løsner sig under anstrengelsen. Mila drikker. Det hele. Uvidenheden får dig til at synke helt ind i nuet, dagen er en akkumulering af timer, timerne en akkumulering af minutter, minutterne en akkumulering af sekunder, selv sekunderne kan opdeles, du kender kun øjeblikket. Øjeblikket er en suppe.

Men hvad skal hun stille op med maven. Med barnet i maven, omkring tre og en halv måned. Hvad skal hun stille op med den umulige, svære krop. Ingen ved, hun er gravid, på nær Lisette og Brigitte, først ville hun ikke have, at nogen skulle vide det, af overtro, og derefter har hun ikke tænkt på at sige det. Nu tænker hun ikke på andet. Det usynlige barn, er det en tidlig død. Døden båret indeni. Hun holder sig for ørerne, vil ikke høre de franske fanger, som er dukket op i Block 11 og taler adspredt om døden, man skulle tro, de var vant til den, de smilede, blottet for grusomhed, var venlige og blide, gjorde sig umage, fortalte lavmælt og hurtigt, i munden 25

Kinderzimmer.indd 25

18/12/14 12.22

på hinanden og med stor risiko på grund af overtrædelsen af reglementet, om selektionerne, de sorte transporter, [sthrafblokken] – Straffeblokken, [bunkeren] – hvor du kan blive pryglet ihjel, kuglerne i nakken – man hører skud, man ved, hvad det betyder, og på dagene med massakrer får SS’erne udleveret dobbeltrationer af alkohol i marketenderiet, sygdom, sult og krematoriet, de talte om den allestedsnærværende død på samme måde, som man viser vejen til Zoologisk Have, hvor langt der er og markeringer af ruten, og så lykke på rejsen. Blandt dem er der helt sikkert militante kvinder gjort af stål, som har set døden i øjnene i modstandsbevægelsen. Og derhenne sidder Mila ind mod bordbenet, bordet, som udgør hendes seng, med armene rundt om knæene.

Hun mumler, hvad skal jeg dog gøre, Lisette, hvad skal jeg dog gøre. Lisette ser på hende, åbner munden halvt, men der kommer ingen lyd. Hendes pupiller bevæger sig fra Milas øjne og ned til Milas mave, hun søger et svar. Synker. Hun siger, vent, vi får se, det er for tidligt.

Og fortsætter med sit kortspil. Vi vidste det med Tyskland, det er alt. Lige nu eksisterer der kun dette øjeblik.

En solstråle når ind gennem ruden fra den smalle åbning ud mod pladsen, der ser ud til at ligge på den anden side af blokkene. Lyset lander som orange pletter i kvindernes hår, på huden, på muren. Ordet Italien når ind til Mila, hun har aldrig været der, men farven og den varme luft minder hende om en abrikos, sydens blidhed, morens fædreland. Intet forekommer mere absurd.

Ravensbrück ligger i Mecklenburg, et grønt og tilsandet Sibirien syd for Østersøen, der er iskoldt om vinteren og 26

Kinderzimmer.indd 26

18/12/14 12.22

stegende hedt om sommeren. Mila har ikke set noget af egnen endnu, så måske er det bare noget, hun forestiller sig. Om eftermiddagen myldrer alle kvinderne i karantæne ud og ind, zu fünf udenfor foran blokken med bagage, derefter indenfor igen, derefter udenfor uden bagage, derefter udenfor med bagage, derefter indenfor med bagagen udenfor, derefter udenfor med bagagen indenfor, derefter i march i grupper på halvtreds med bagagen under armen på vej hen til en anden Block, et virvar af fantasibilleder: Hun ser for sig spidsen af et stykke pigtråd, trætoppe, grønne mure, en stjerne på den pastelfarvede himmel – det er alt.

I den anden Block, hvor de bliver ført hen med deres bagage, får de af en fransk fange besked på at klæde sig af.

Helt. Mila knapper jakken op. Blusen. Lader nederdelen glide ned. [sneller]! Jakker, bluser, nederdele, strømper, trusser falder kraftesløst mod jorden. Mila vender sig ind mod væggen på grund af sine nøgne bryster og sit nøgne køn, på grund af kvindernes nøgne bryster og køn, hun tænker på de gamle, det værste er ikke at blive set, det er at se, se de gamle og mødrene, der skjuler sig. [komhir]!

I væggen er der en revne, som forgrener sig opad i fine årer. Det ligner et delta. Rhône-deltaet, tænker Mila, hendes krop skælver, og hun ser for sig en geografibog slået op på Camargue, det var i en undervisningstime for en to-tre år siden, hun ser fuglenes vinger foldet ud på siden, sandet, saltet, hestene. Schnell! Lisette tager Mila ved hånden og stiller sig hen i rækken. Mila stirrer ned på sine fødder. Det foregår nøjagtigt, som de andre 27

Kinderzimmer.indd 27

18/12/14 12.22

fanger havde sagt. Hun bliver indregistreret, en arm over brysterne, en hånd på vulva, efternavn, fornavn, stilling.

Stemmerne foran hende lyder en efter en: sygeplejerske, landbokvinde, husassistent, lærer. Mila siger ekspeditrice i en musikforretning, hun synes, de andre har et rigtigt arbejde. Lisette siger hjemmegående, ingen uddannelse, men hun lyver, hun er montrice, og hun hvisker, de får mig ikke til at arbejde i deres fabrikker lige med det samme. Tøjet bliver lagt på et bord. Kufferterne. Milas kuffert er åben, man kan se kravledragterne, [sjøne, sjøne]. Mila ser kravledragterne danse i de hvide hænder, men fangevogteren synes ikke at sætte kravledragterne i forbindelse med Milas glatte mave. Hun folder forsigtigt de små klæder sammen og lægger dem til side på et bord, hvor der allerede ligger karminrøde, højhælede sko, et guldur og en lille bønnebog. Resten bliver smidt i en bunke på gulvet. Mila holder fast i sin tandbørste, fangerne har sagt, pas godt på jeres tandbørster, det er det eneste, de lader jer beholde. Imens passerer billederne af faren og broren fra håndflade til håndflade, i al hemmelighed, helt hen til den anden ende af rummet, hvor kvinderne klæder sig på og skjuler ting i trusserne, flettet ind i håret, bittesmå ting: en hårnål, en blyant, en pincet, et stykke sæbe. Brusebadet er en byge af koldt vand. Mens hun stadig er helt våd, tager Mila det tøj på, som en [aufsehurine] rækker hende: en poset, stribet kjole med dybe udskæringer i ryggen og på brystet, en hullet uldundertrøje, det hele overmalet med et kryds, plettede underbukser, to forskellige sko, for store, uden snørebånd. Lisette har en blomstret kjole på, der kun 28

Kinderzimmer.indd 28

18/12/14 12.22

når hende til lårene, og tøfler med træsåler. Hun laver en komisk bevægelse: stryger med håndfladen hen over den nederste del af kjolen. Glatter omhyggeligt folderne ud, som en lille pige i søndagstøj, så fint klædt på til skolestart, en konfirmation eller en påskefrokost, og ligner samtidig den lille oprindelige pige, en mager krop på højst en meter og tredive, som har båret kjolen før hende, som er vokset eller er død. Mila begynder at le. Hun ler ved synet af Lisettes kalveknæ under kjolen, en stram, blomstret barnekjole, udglattet til ingen nytte og båret i Ravensbrück. Og latteren smitter andre, forvrænger andre munde, ustyrlige, stille, ved synet af disse klovnekroppe skruet ned i eller svømmende i uformelige stoffer, den forstærkes efter en kortvarig bestyrtelse over de hærgede hoveder, nogle endog uden en eneste lus, men alligevel så smukke, selv om de er for røde, for tykke, for skinnende, for stolte i trods mod den herskende grimhed, disse barberede hovedbunde, hvorfra der dingler bittesmå ting, fejet op og smidt i skraldespanden, det er en latter, som ikke er langt fra tårer, men som ikke giver op, der er stadig plads til den. En kvinde råber, lad dem kronrage mig, jeg vil ikke have utøj, men de andre kronragede tier, flytter langsomt hænderne fra deres køn til deres kranium med kyllingehud og undertrykker en hulken i ly af kramperne. Ruhe, [svaineraij]! Franske “svineri”. I karantænen er de blevet advaret, de hader franske kvinder. Og de franske kvinder griner. Søer. Milas trommehinder vibrerer stærkt efter lussingen, en våd mund skriger noget fem centimeter fra hendes ansigt. Så er det slut. Søerne i sommerkjoler går tilbage til Block 29

Kinderzimmer.indd 29

18/12/14 12.22

11 og syr et nummer og en trekant på deres ærmer, for det meste er trekanten rød for politiske fanger. Nu, siger en kvinde, er jeg mærket ligesom mine køer.

Om natten ser Mila ansigter for sig. Under bordet rører hun ved billederne af sin bror og sin far. Billeder taget hos fotografen og med takkede kanter. Hun bevæger tommelfingeren hen over deres ansigter, hun slider ansigterne op.

Mathieu er kun femten år på billedet, han er blevet udlært, han ser lige frem for sig, han poserer som mand. Milas sidste minde er syv år senere. Som hver aften henter Mila Mathieu på vejen hjem. Han er lige blevet færdig på arbejdet i restaurant La Fauvette, kaldet “De To Ænder” på grund af de illegale aviser, som bliver trykt lige overfor. I La Fauvette kommer der både modstandsfolk og SS’ere, der lige er kommet ud fra biografen Le Rex, det er et meget populært etablissement med spiritusbevilling, alkohol i stride strømme, pelsklædte kvinder og en jazzpianist, det er et uforligneligt skjulested. La Fauvette fungerer som postkasse, hvor Mathieu modtager og videregiver beskeder, samtidig med at han tager imod sine bestillinger. Den dag står Milas bror på fortovet på den anden side af gaden. Han smiler, han ser på Mila og blinker flere gange med øjnene, mens en hånd plantet på hans hoved skubber ham ind i en sort bil. Efter arrestationen starter Citroënen, og det er det sidste, de hører til ham.

På det skarpe, fokuserede billede af faren kan man ikke se rullestolen. Det ligner en anden mand, rullesto30

Kinderzimmer.indd 30

18/12/14 12.22

len mangler, farens underkrop er skåret over ved lårene.

Høvlebænken er specielt indrettet til stolen og dens højde. Faren er reduceret til kun at tage sig af de mindre stykker træ, små skabe, sofaborde, konsoller, rammer, legetøj. Til større opgaver, vinduer, døre, senge, reoler, skal man have ben for at kunne læne sig ind over høvlebænken og afpasse bevægelsen og kræfterne. Han former det bløde og bøjelige træ, hvidt træ, tøsetræ, som han siger. I fjorten år arbejdede han solidt plantet på sine to ben med egetræ, kastanjetræ og elmetræ, nu er det en stub. Lige fra hun er en lille pige, hjælper Suzanne sin far. Rækker ham værktøjet fra kassen eller det, der er fastgjort på væggen. Faren betragter sin datters strakte arm, det faste kød på overarmen. Og hun er godt klar over det, den hvide armhule under sommerkjolen, de spirende bryster, og når hun strækker sig op på tæerne for at nå vinkellinealen, de bare lår eller benene svøbt i uldstrømper. Når de er alene, glider farens hånd sommetider langsomt hen over hendes hofter, i en blid og fast bevægelse, på grund af stolen er de lige høje. Så stirrer Suzanne på stregmålet, høvlene, savene, det, som skærer og knuser, hun er parat, hun har det lige ved hånden, hun siger, jeg kan løbe min vej, og hans hånd trækker sig tilbage. Hun tænker, min mor er død, og min far sørger. Hun har ondt af ham. Han lader hende beholde savsmulden til at udstoppe dukker med. En dag skærer han en nodepult til hende, hun er lige blevet tyve år og sælger nodehæfter i en musikforretning. Det er en nodepult i rødt kirsebærtræ. Hun har ikke spillet klaver i lang tid. Hun stirrer uforstående på sin far, hun er over 31

Kinderzimmer.indd 31

18/12/14 12.22

et hoved højere nu. Han siger, Suzanne, hvis du vil gøre mig glad, begynder du at spille klaver igen. Som hendes mor, da hun blev gift som tyveårig. Hun har medlidenhed med ham. Hun kommer ikke til at gøre ham glad.

Det sidste, hun ser for sig, er farens hånd, der knuger om høvlen, knoerne er hvide og skjuler en skælven.

Det tredje ansigt figurerer ikke på et foto. Ansigtet er opslugt af natten, det er flygtigt gået igennem lyset i musikforretningen ved lukketid efter at have udtalt kodeordet, jeg vil gerne bede om Canción af Manuel de Falla.

Mila fører ham ind i baglokalet, tager en lille nøgle op af lommen og åbner skabet under trappen. Manden løfter op i jakken, i lommelygtens skær ser hun den røde plet over ribbenene, sveden på hans pande. Hun renser og forbinder såret. Det er for sent at tilkalde lægen og tage hjem, for natten falder på. Hun slukker lygten. Lukker døren til skabet efter dem. Hun sætter sig ved siden af manden. De sidder i mørket og stilheden, af nødvendighed, det er døden at gå imod reglerne. I morgen tidlig vil han tage af sted uden at efterlade noget spor. Hun lytter til trappens knirken, musene, regnen på skraldespandene af jern. Manden ryster. Hun tørrer mandens pande med handsken, giver ham noget at drikke. Hun er bange for, at han skal give lyd fra sig, at han skal tale i febervildelse, hun lægger hånden på munden. Så sker det, Mila rører ved mandens mund, hans kindben. Rører ved hans nakke. Rører ved skulderen, hoften uden på tøjet. Rører under skjorten, undgår såret, afsøger kroppens hårdhed, dens blødhed, føler med sine varme hænder for at danne sig et billede, fornemme, hvor meget han fylder. Han 32

Kinderzimmer.indd 32

18/12/14 12.22

lader stå til på grund af smerten, på grund af blidheden.

Hvis også han bevæger hånden, løber de en stor risiko.

Den rører sig, og bevægelsen for to begynder, anført af hende, som langsomt, stumt, leder ham videre, uden at han behøver anstrenge sig, det er dagen for nodepulten af rødt kirsebærtræ, hun har ikke ondt af manden, hun vil gøre ham glad, trøste noget i ham og derved i sig selv, hun, som har stået imod sin far og endnu en gang har afslået, men her vil hun give, er helt enkelt i stand til det uden at blive bedt om det, og de bryder hovedreglen, og døden lurer på dem i hver deres lejr: ikke gå i seng med et medlem af gruppen, aldrig. Men ulykken kommer udefra, dagen efter, da manden er taget af sted med nyt tøj og en dosis morfin. En anden kommer ind i forretningen, Schuberts Anden, tak, Mila tager den lille nøgle op af lommen, det er tegnet, hun bliver arresteret, skubbet ind i en sort Citroën, nogen har forrådt hende. På grund af kodeordet, Canción af Manuel de Falla, bærer manden fra skabet fra nu af komponistens blege og melankolske ansigtstræk. Mila jager det triste billede væk. Hun venter et barn med manden uden ansigt. Nej, venter det ikke, bærer det.

På et tidspunkt falder hun i søvn.

Den første Appell på den store plads, [lagerplatz], er en chance for at komme udenfor. Når du er i karantæne, kommer du kun ud under appellen. Klokken halv fire sirenen, og straks derefter kaffe, en papirtynd skive brød og det altafgørende spørgsmål: spise det på én gang eller af flere omgange. Mila bider af brødet og drikker kaffen 33

Kinderzimmer.indd 33

18/12/14 12.22

oveni for at danne en masse, en sammenpresset kugle, som river i spiserøret og giver midlertidig tyngde i maven, alt imens køen til [vaschraum] og wc-kummen fuld af ekskrementer bliver længere og længere, en række på fire hundrede kvinder, der pludselig opløses af råbet Raus für Appell! fra fangevogteren Attila, det har dem fra transport 35 000 døbt hende, blondinen, som dagen før pryglede en udsultet fange lige uden for blokkens vinduer – “Attila” er deres første påfund, deres første frihed i Ravensbrück. Kaffe eller wc, man må vælge. Fylde eller tømme sig. Og så gå ud.

Den første Appell, det er det øjeblik, hvor dine pupiller ruller rundt som øjnene på en flue. Se. Tage bestik af området. Bevæge pupillerne fra den ene øjenkrog til den anden og op og ned uden at dreje hovedet, resten af kroppen skal også være i ro, stå helt ret, har de franske kvinder sagt: være en stenstøtte. På jorden sand, skygger. Foroven et væld af stjerner. Og til sidst en svag blå farve. De fyrre tusind kvinder træder ud af natten. Fyrre tusind stenstøtter. De fire hundrede i karantæne står for sig selv, men de ser, og det er grimt. En grimhed fra ansigt til ansigt, fra pjalter til pjalter, den samme tynde krop gange uendeligt, som krymper ind med afstanden, helt ud i horisonten, hvor pladsen ender, og en krop ikke syner af mere end en tændstik. Bag de fyrre tusind de samme barakker, bag barakkerne grønne mure, grønne træer bag murene, fyrretræernes toppe, og pigtråd. Sådan ser den altså ud, pladsen, hvor der bliver set og tiet, og som kun krydses af skikkelser og SS’ernes stemmer, Aufseherin’er i uniform og tatoverede hunde.

34

Kinderzimmer.indd 34

18/12/14 12.22

Efter ordet Appell, efter synet af Appell fra vinduerne i blokken, oplever de nu Appell. At stå som en stenstøtte i det rødviolette morgengry på pladsen dækket af rimblomster. Spænde i knæene, anklerne, de stenhårde muskler. Stramme blæren, holde sig, mellemkødet trukket helt sammen. Stirre på noget, et fast punkt for at forvandle kroppen til sten. Noget helt tilfældigt, en kvinde overfor, på den anden side af Lagerplatz’en, eller hellere, hendes ansigt som en farveplet. Hage sig fast i det. Længe. Kæmpe for ikke at blinke med øjnene, men alligevel give efter, og skælve, når de opdager kvindens ben, hvor huden mangler i lægmusklen afdækket af den korte kjole. Forstå at kvinden er en gammel forsøgskanin, prøveklud inokuleret med streptokokker eller koldbrand, muskler, der er blevet skåret op, udhulet, transplanteret med musklerne fra en anden fanges krop, så lejrens læge kan følge infektionsprocessen med det blotte øje, ligesom det åbne sår i læggen, låret, maven, har de franske kvinder fortalt. Men alligevel stå som en stenstøtte.

Skubbe tanken væk om barnet, der gemmer sig i maven, om flængen som bliver sprættet op og måske ikke lukkes igen, udsigten til død gemt i maven. For at være i stand til det må man se væk, på andet end disse menneskefigurer, støtter af angst, vrede, skælven: på grenene; himlens blå. De første stråler fremhæver tagene på barakkerne.

Tænke på Italien, så fjernt og uvirkeligt, et fantasiland uden fare for kroppen, stenhusene, der opvarmes af solen og er overstrøet med irgrønne firben. Urinen siver langsomt ned ad Milas ben, helt ned i skoene.

35

Kinderzimmer.indd 35

18/12/14 12.22

Indenfor i blokken, ingen ved rigtig, hvordan det opstår, men det er uden tvivl på grund af kedsomhed og alle de meget stærke kvinder: bliver der ført samtaler. Én taler om Bretagne, en anden om naturen i Amazonas, én underviser i tysk, kommunisterne sætter sig sammen, en gruppe reciterer digte. Lisette siger til Mila, du kan bare lave hørelære. Og mens Mila venter på det, der skal ske, og som hun intet kender til, kan hun ikke finde på noget andet at tage sig til. Hun spreder fingrene på venstre hånd, som et nodesystem, hvorpå højre hånds tommel- og pegefinger kan banke, og så begynder hun.

Det minder hende om nætterne i lampeskæret i rue Da­ guerre, med alle gardinerne trukket for, hvor hun kodede meddelelser på et blankt nodeark midt i partituret, en node for hvert bogstav i alfabetet over lidt mere end to oktaver, både helt hvide og helt sorte. Falk ti timer samme sted, fa do sol# re re do# re# sol# si sol mi sol# fa mi fa# do mi do mi mi do# re# fa re la♭sol på et system i 4/8, venstre hånd en ren fantasi, stykket hun former, danner en lyd, der ville sprænge øregangene, hvis man spillede det. Hun prøver noget smukt for de fire, som sidder der og gerne vil lære, noget blidt, og de synger helt lavt en enkel melodi, med falske, rystende og hæse stemmer blandet sammen, som fortæller om duften af syltetøj i et kobberkar og solens stråleglimt på vandet en sommerdag.

Senere giver Blockhowa dem ordre til at klæde sig af og gå udenfor. Aufseherin’erne skriger, og snart vil Mila ikke længere undre sig over det: normen bliver til en 36

Kinderzimmer.indd 36

18/12/14 12.22

vane, forstået på den måde, at ordet skrige vil forsvinde fra sproget hos kvinderne i transport 35 000, ligesom det er forsvundet fra tidligere transporters ordforråd, endog fra deres tanker. Mila står nøgen udenfor sammen med Lisette i flokken af fire hundrede, minus de døde. Hun venter. Stadigvæk. Som til et karneval. SS’erne nærmer sig, inspicerer kostumerne af hud, der er for korte, umage, slidt på albuerne og knæene, foldede, skævt skåret, har forkerte sammenføjninger, løst stof, de peger, kommenterer og ler højt, mens de puster cigaretrøg ud, og Milas krop lider med alle de andre kroppe, med maven, der er syet sammen fra mellemgulvet til vulva, med de slappe bryster, som hænger helt ned under brystkassen, med disse endeballer, disse lår overstrøet med appelsinhud, med det indsunkne bryst over fremstående hofteben, og også med de andre kroppe med tiltrækkende former, nogle af kvinderne har rent faktisk kød på kroppen, de gamle får det til at vende sig i en, men i SS’ernes drømme rider de unge med æblebryster på deres køn i nat, rider dem allerede, opildner deres fantasier. Mila og Lisette klemmer sig ind i rækken, kvinderne trykker sig ind mod hinanden, rører ved hinanden, de som aldrig har set en mor eller søster nøgen, de danner én samlet hud, dækker alle sprækker, presset sammen til en for udefrakommende hermetisk lukket skal, den slappe ind mod den spændte, knogle ind mod kød, muskel ind mod muskel. De vender ryggen til, lukker øjnene som børn, der tror, at når de ikke kigger, bliver de ikke set.

Hundene gør og spreder dem. Zu fünf! Lussinger, spark i røven.

37

Kinderzimmer.indd 37

18/12/14 12.22

I lokalet, hvor Mila træder ind nøgen, åbner en mand hendes kæber, undersøger hende i munden, tæller hendes tænder, hullerne i tænderne. En fange noterer. Raus.

I lokalet, hvor Mila træder ind påklædt, er der et bord og på bordet en kvinde med kjolen løftet op og benene spredt. En mand undersøger hendes køn. Manden stikker hånden ind mellem kvindens lår, hun skælver, han trækker hånden til sig, betragter sine fingre og tørrer dem i et håndklæde. Han bærer ikke handsker. Raus.

Kvinden trækker sin kjole ned, tager sine underbukser på og går ud. Nu er det Milas tur. Manden gør tegn til hende om at tage underbukserne af. Hun lægger sig ned på bordet. Manden løfter op i hendes kjole, banker hende på maven, stirrer på hendes skamben, tager en tandbørste og stryger den gennem hårene. [kaineloise], ingen lus, oversætter fangeassistenten. Derefter spreder han hendes lår. Han vil gøre det. Han gjorde det ved den anden, nu vil han gøre det ved hende. Han vil røre hende inde i maven. I maven er der barnet, han vil røre ved barnet helt inde i slimhinden, kradse på slimhinden med sine negle, flå i barnet. Hun klemmer lårene sammen. Hvordan er det indvendigt? er det lukket? åbner det sig, hvis man banker på det? har et barn på cirka tre en halv måned nerver? Hun ved, der er et rødt rør og for enden en ballon, en eller anden har fortalt hende det, en kusine eller lærerinden, hun husker det ikke, vil ballonen punktere som en cykelslange? vokse sammen igen? falder babyen ud? ved de andre piger det, de som har haft en mor, én som ikke kastede sig ud fra altanen, da de var syv år, fordi døden var mindre grusom end sygdommen, 38

Kinderzimmer.indd 38

18/12/14 12.22

ved de, hvordan en kvindes mave er skabt, kender de dens form, konsistens, tykkelse, afstanden mellem indeni og udenfor? Hun spænder musklerne. Den første dag med menstruation hjalp en lærerinde med at vaske pletten af hendes kjole, gnide på den med sæbe og låne hende en til at skifte med, har du en tante, spurgte lærerinden, en bedstemor, der kan forklare dig det? ikke? så havde hun selv forklaret, at når du venter et barn, kommer det ikke hver måned, og Suzanne var nødsaget til tale med sin far om det på grund af indkøbslisten, og overvældet af skam havde hun lukket sig inde på sit værelse. Fra den dag strømmede blodet, men hvorfra, og hvordan. Samtaler imellem kvinder, et ukendt territo­ rium, hun havde forestillet sig et net af rør, lommer i sin krop, årer på kryds og tværs, violette spiraler fyldt med væsker, men hun fik det aldrig bekræftet, og ingen fortalte hende, at det hang anderledes sammen, hun havde rørt ved den tyktflydende masse, der snart hvid, snart mørkerød løb ud af hende, og forstod at hun ikke mere var en pige, ikke sådan rigtigt, og faren havde blot sagt: Suzanne, hold dig væk fra drengene. Derefter forekommer alt hende meget mere uklart indeni end udenfor, på grund af alt det, hun ikke kender til. Hun er vred på sin mor over at vide så lidt om sig selv, at tillade manden i den hvide bluse at vide mere end hende. Nu gør han det, han er stærkere, og der er ikke noget værktøj til at knuse hans hånd med, hverken stregmål eller høvl eller sav, rør mig ikke do# mi do mi sol re sol# re sol mi re# do fa#, sådan, rør mig ikke, men manden tvinger sig adgang, fingeren trænger ind mellem de spredte lår, 39

Kinderzimmer.indd 39

18/12/14 12.22

og det kommer som en refleks: hun lukker sig om ham som en mund, et bid, med stive og spændte ben, som en tang om hans hånd. Han råber op, skælder hende ud på sit sprog, trækker hånden til sig og stirrer på hende: Gravitt? Gravitt? Fangen, som tager notat, ryster umærkeligt på hovedet, mens hun ser Mila direkte i øjnene.

Nej, signalerer fangen til hende uden lyd. Og hun vrider fingrene, bønfalder stumt, nej. Gravitt? gentager manden. Mila stirrer på fangen, efterligner læbernes bevægelse. Nej, siger hun, ikke gravid. Ja gravitt, ja ja ja! Jeg havde min menstruation i sidste uge. Et kort øjeblik, og manden i den hvide bluse ser på sit ur. Raus.

Det er om eftermiddagen, Mila hører om spædbørnene.

Fangen, der er lægens assistent, sniger sig ind i Block 11.

Hun angiver ikke Mila, men tiltrækker sig alle kvindernes blikke. Hun taler hurtigt, i ét åndedrag, siger, at førhen, et vagt og upræcist førhen, men længe inden hun selv ankom i januar 1944 med transport 27 000, foretog man aborter på kvinderne helt op til ottende måned og brændte fostrene direkte i ovnen. Nogle kvinder døde endda af blødninger med ben og knæ bundet fast, mens barnet stadig var inde i maven. Senere kunne kvinderne føde i lejren, men man druknede barnet ved fødslen for øjnene af moren. Billedet toner frem af de små killinger, de ikke kunne beholde, i rue Daguerre, når katten havde født et kuld på fem eller seks, Suzannes far holdt dem nede under vandet i en spand, mens den lille pige sad grædende i køkkenet og stirrede på uret på væggen, og da det trak ud, råbte faren nede fra gården, de lider ikke, 40

Kinderzimmer.indd 40

18/12/14 12.22

Suzanne, det går hurtigt, og udenfor vil de få parasitter, eller blive kørt over, eller dø af sult, men der gik i alt fald tredive minutter, åh, urets tik-tak, inden faren kom ud fra værkstedet med de små lig i en sæk. Det gjorde dybt indtryk på Suzanne, i modsætning til en pige fra landet var hun ikke vant til flåede kaniner, grise, man slagter, haner, man skærer halsen over på hen over et vandkar, hun var ikke vant til kælvning, blod, hun stirrede på den lukkede sæk, de bløde former druknet ved farens hånd, og havde mest lyst til at begrave dem i en sandstenskrukke, hendes mor var jo også begravet et sted.

Tanken om at røre ved de små døde holdt hende hver gang tilbage, og for at trøste hende svor faren, der er et paradis for katte, de kommer i kattenes paradis, min Suzanne. Fangen fortæller, at man nu lader barnet leve, men hun har aldrig set eller hørt spædbørn i lejren, hverken set eller kendt en gravid kvinde, siden hun ankom til Ravensbrück. Det, hun i virkeligheden siger, er, at hun intet ved, hun tror, det er mindre frygteligt end før, men er dog ikke helt sikker på det. Mila spørger, hvorfor siger du det, hvorfor fortæller du om det? Fordi dette er en arbejdslejr, man udmatter kvinderne ved arbejde, alle deres kræfter går udelukkende til det, sådan er det, svangerskabet gør dig ikke til et særligt produktivt Stück, så, mine damer, det er bedst ikke at sige noget, og vi får se, hvad der sker. Derpå går fangen igen.

Det er alt for mange slag på én gang: skrig, hunde, nøgenhed, lus, sult, tørst, selektion til døden, en kugle i nakken, Revier’et, forgiftning, arbejde, som dræber, kaniner, 41

Kinderzimmer.indd 41

18/12/14 12.22

graviditet, usynlige spædbørn, hver afsløring afføder nye spørgsmål, som forstærker uvidenheden og rædslen, og Mila kan godt fornemme, at slagene vil fortsætte med at hagle ned. Lisette siger, under alle omstændigheder vil de allierede gå i land, du får ikke tid til at få mave, før vi er sluppet ud! Der er mange, der ligesom Lisette tror på en nært forestående sejr. Alligevel havde Mila godt set nogle af kvinderne stikke fingrene i ørerne, da fangen fortalte om spædbørnene, kvinder, som ikke ville høre, fordi de ikke kunne tro på det, hun sagde.

Under samlingerne leder Mila efter de gravide kvinder og spædbørnene. Maverne er skjult under kjolerne.

Man kan ikke se noget. Hun gennemsøger rækkerne, gennemsøger de marcherende kolonner, hele dagen i blokken står hun fastnaglet til vinduet. Hun beder, bare der er andre end mig, uden at tale med nogen, for hun ved, at himlen er uden tegn, og bønfalder sig selv om at håbe. Bare tro det er muligt, tro på det. Vinden får klæderne til at klæbe ind mod ribbenene og knoglerne. Der er ingen gravid kvinde. Der er intet spædbarn.

Kinderzimmer.indd 42

18/12/14 12.22