Kære fucking dagbog - læseprøve

1

2

”Dear Diary, my teen angst bullshit has a body count!”

From First To Last: ”Ride The Wings Of Pestilence”

”Oh, we’re still so young, desperate for attention ...”

Panic At The Disco: ”The Only Difference Between Martyrdom And Suicide Is Press Coverage”

”I guess some kids are just born with tragedy in their blood ...”

Bring Me The Horizon: ”Black & Blue”

3

4

1/8-2006

Jeg har sat min mor til salg for 100 dollars på eBay ... fordi jeg kan. Har uploaded et foto af hende i bikini fra Samsø i sommers og det hele :-D men der vist ik’ nogen, der vil købe hende, selvom det da er et meget godt tilbud, sys jeg. Ingengang nogen perverse gamle mænd. Endnu i hvert fald.

Men okay, hun er selvfølgelig også selv pænt gammel, 39 år ... jesus christ.

Måske ska’ jeg sætte prisen lidt længere ned?!

1/8 (senere) Sommerferien er SÅ meget forbi ... det blevet hverdag igen herhjemme – 4-real, baby!

Sikke en lortesommer. Måtte ik’ ta’ med vennerne til Roskilde Festival (Candy, Kira, Suicide & de andre emo-tøser de fik sf. lov af deres forældre, snøft** ...), men sku’ med min mor og min lillebror William hen i et sommerhus på fucking Samsø jo. Nederen. Der var ingengang en computer og kun et gammelt lortefjernsyn med flimmer på billedet, hvor man ku’ se Danmark 1 og 2 + et par tyske kanaler, som jeg ik’ forstod en pløk af (sproget, altså). Der lugtede gammelt ... li’som i min mormors lejlighed, dengang hun levede. Sådan lidt af tis stinkede der, tror jeg ... der var fluer og myg og små, ulækre dyr overalt ... og jeg hader at være ude i solen, min hud den ska’ være helt bleg. Det kun poptøzer, der er solbrændte og går i solarium hele tiden. Jeg vil være lige så bleg som en vampyr.

Eller et lig i kisten.

Det værste var forresten, at min mor hun havde den dér ... øh, ”flirt” vel ... med en mand fra Jylland. En skolelærer, der mindede om min dansklærer og som boede alene med sine to små møgunger inde ved siden af. Han sagde han var ”separeret” fra sin kone, hmm ... Min mor blev pludselig helt 5

pjattet og sådan fjantet. Jeg sværger, hun rendte rundt i bikini med sine hængepatter og drak hvidvin på terrassen om eftermiddagen og fnisede af alt han sagde. Som om hun var en lille tøz, der havde sit første crush i ungdomsklubben.

Om dagen sku’ jeg så være sammen med William det meste af tiden, fordi at hun lige sku’ gå en tur med ham manden og hans børn. Og hvem sku’ så sidde der i flere timer i solen nede på stranden (mig som hader sand, tak mor) med solfaktor 50 på over det hele og glo på, at William byggede en åndssvag sandborg? Mens jeg næsten håbede han ville løbe ud i havet og drukne, hehe, uden at nogen så det.

Om aftenen, når vi havde grillet og spist, så sad ”de voksne” og talte lavt sammen og drak vin, med kun stearinlys tændt inde i stuen ... sådan li’som hemmeligt, romantisk-agtigt. Og jeg ku’ bare ikke sove i den lillebitte køjeseng der ovenpå min bror og lå og vendte og drejede mig, var ved at dø af varme, mens jeg lyttede til skolelærerens dybe mumlestemme og min mors pippende, over friske stemme igennem væggen.

Så blev der da endelig stille ... men man ku’ alligevel høre de hviskede og stønnede lidt derinde, fordi de sikkert troede vi sov forlængst. Tror seriøst de lå og bollede inde på sofaen ... det var til at brække sig over ... ku’ ik’ la’ være med at forestille mig det var min dansklærer, der lå derinde med min mor, eeew :-s Og ja, tilsidst var der ik’ andet at gøre end at ta’ høretelefoner på og skrue HØJT op for et vold hårdt og mega hurtigt HxC-nummer som ”Thank You For The Venom” på min iPod ... drømme lidt om Gerard, yay: ”Give me all your poison/Give me all your pills/And give me all your hopeless hearts/And make me ill ...” (jaaarh, jeg sys stadig My Chemical Romance er rimelig nice, i hvert fald de to første, men sig det ik’ til nogen!)

Nu efter vi (heldigvis) er kommet hjem er min mor så helt nede over, at ham skolelæreren fra Jylland vist har fundet sammen med sin kone igen. De ska’ ik’ skilles alligevel. Hun låste sig inde på sit værelse en hel aften, da hun havde snakket i telefon med ham og var endt med at råbe og skrige de værste ting. Så jeg skammede mig endnu mere over hende.

6

Og hvem går det så ud over, at hun har nederen på? Den samme som det går ud over hver gang hun har været sammen med en eller anden ny stodder, som hun i starten bare sys er åh så fantastisk. Lille miig. Stakkels miig. Mig, der er den eneste som er nødt til at høre på hendes pis hver eneste dag ... hver eneste uge ... hver eneste måned ... hver eneste år. Indtil jeg bliver gammel nok til at flytte hjemmefra (dvs. om en evighed, mindst). Ka’ nok godt forstå, at mændene altid skrider fra hende ... jeg ville heller ik’ ku’ holde hende ud, hvis det var mig, helt ærligt ...

Hun er tilbage på sit arbejde i kiosken nede i Centeret.

Det nice nok hun har det arbejde, for hun ta’r tit Vi Unge og Costume og Cover og sådan nogen blade med hjem til mig gratis (jeg klipper alle de tynde modeller og kendte i stykker og bruger dem til collager!)

William er nede i gården og lege nu, mens jeg sidder her og skriver og tegner lidt i dig, nye dagbog. For en gangs skyld lidt fred, pyha.

Fuck, hvor det er nederen at dele værelse med William. Vi har bare sådan et forhæng i midten med hans Spiderman- og Harry Potter- og Star Wars-plakater osv. på den ene side og mine bandplakater, collager og billeder på den anden side.

Men man ka’ jo se og høre alt igennem det. Det hele er ét stort kaos og rod, det kun blevet værre, faktisk. Specielt når jeg har været i bad og ska’ klæde om er det forfærdeligt, når han render rundt og driller mig og råber op om ”nøøøj, hvor store mine patter er” og sådan noget med sin irriterende 8-års Mickey Mouse-børnestemme. Eller når han har sine små, irriterende drengevenner med hjem for at lege og de ska’ bruge computeren til at spille et eller andet spil og jeg heller ik’ ka’ snakke i mobil med nogen ... fordi de li’som bare ka’ høre alt hvad jeg siger ... larmer vildt meget i baggrunden.

Heller ik’ særlig fedt at ta’ venner med hjem selv på sådan et skod, mikrobitte værelse alligevel.

Seriøst, nogen gange har jeg lyst til at dræbe ham, waaah!

Dræbe ham med hans eget Star Wars-lyssværd eller trylle ham væk med en Harry Potter-tryllestav, okay. Så jeg ku’ få det her værelse for mig selv.

7

2/8 Batman ligger i vindueskarmen med lukkede øjne og spinder.

Den er altid så cool, hehe, ingen følelser eller noget dér 8-) bare det var mig der havde det sådan. Robin løber rundt i sit hjul inde i buret, bare rundt og rundt. Jeg har det også selv lidt, som om jeg hele tiden bare løber rundt inde i sådan et hjul der, uden rigtigt at komme nogen vegne.

Det regner på ruden. Lang kedelig dag. Jeg stener, keder mig ... kigger ud af vinduet på bilerne der kører forbi ... dagdrømmer om at ... Alex, der kysser mig nede ved Stationen ... en aften mens det er fuldmåne, aww :-[ + <3 Der er sket så meget, siden jeg skrev den gamle dagbog færdig før ferien. Det er flere måneder siden. Føles som en evighed ... al det lort med Anja (you broke my heart, bitch!!!)

Og nu ska’ hun jo til at gå på Det Fri Gymnasium inde på Nørrebro – sammen med alle de overklasse ”aktivist”-tøser fra Hellerup og Hillerød: dem der tror de styrer Ungeren med al deres politik-BS, arghh. Nå, så slipper jeg i det mindste for 8

at se hende i skolen hver dag som i foråret. Det ville jeg vist heller ik’ ku’ holde ud endnu. Fuck. Hun var min allerbedste veninde ud over Celina & Natasja. Og Celina hun har været ovre på en slaveskole i Jylland hele ferien, fordi at hun har pjækket så meget og var ved at blive smidt ud af 9. på sin egen skole (som hun li’som kom over på, da hun blev smidt ud af min skole efter 5.!) Hun måtte ingengang ha’ sin mobil med derover og, det værste, kun være på compen 1 time hver dag, seriøst!

Savner så hårdt på Celina-baben, meeen hun kommer snart hjem. Jeg kan se over til hendes hus i boligblokkene fra mit vindue. Ghettokvarteret. Betonkvarteret. Tæt på, langt væk ... ka’ næsten høre hendes stemme i hovedet, hvordan det lyder når hun trækker vejret i telefonen. Det li’som at sidde i en glasklokke og se ud på alle andre, der lever og oplever alt muligt spændende, mens man selv sidder herinde og er ... fanget, på en måde. Har HUN mon savnet MIG? Alex har været i London i en måned hos sin storesøster, he’s so lucky. Hende storesøsteren er model. Hun har sådan et rigtig jetset-agtigt liv og bor i den vildeste lejlighed inde i byen, siger han, lige ved alle butikkerne og diskotekerne, hvor de kendte kommer. Han har sikkert været til en masse koncerter og set en masse celebs og hvad ved jeg. Har sikkert glemt alt om mig ... mens jeg har savnet ham så sygt hele tiden jo. Smukke, hotte, søde Alex: min bedste, elskede drenge-”veninde” (undskyld Danny Darling, du vil altid ”kun” være nr. 2). Men jeg er indimellem bange for jeg måske får nogen følelser for ham, når jeg ser ham igen ... fordi jeg har tænkt så meget på ham og været så ensom hele ferien?

Og så var der det, der skete med den værste hiphopper i min klasse, P., som jeg ingengang kan skrive om her ... som jeg ingengang har fortalt til Celina ... er du så færdig.

Det eneste fede ved den her sommer: min nye rotte Robin, ”Pirates Of The Carribean” i Imperial (pga. Johnny Depp, rauww) + til koncert på Loppen sammen med Danny med det eneste og sejeste danske emo-band Beautiful Disasters (åh, hvem der ku’ date forsangeren Marc ... men han er vistnok gay, siger Alex, OMG!!!)

9

3/8 Når jeg tænker på Anja er det li’som vi var kærester. Det lidt som om hun er min ex. Sådan tænker jeg nemlig på det. På hende. På os. Fordi det endte så brat og hadfuldt, som om det var et kæresteforhold med en dreng, hvor man har fået en rigtig dårlig slutning. Li’som med ... Niki ... arghh!

Måske havde vi et pænt underligt forhold? Vi kaldte det i hvert fald ”bisexuelt”, eheheh. Hvis folk spurgte om vi var lesbiske, så sagde vi jaaarh. Og vi sagde også vi var sammen, for der var et stykke tid der, hvor ingen af os rigtig havde en drengekæreste i lang tid, vel. Vi flettede altid fingre og kyssede og snavede rigtig meget, ligegyldigt om nogen kiggede, også i frikvartererne oppe i skolen, selvom de der åndssvage ”thugs” stod og råbte al muligt plat efter os imens – så ku’ de lære det! Og vi sov sammen, helt tæt ... det var sådan tæt kælen-agtigt, men der skete ikke ... mere end dét. Okay, vi lebbede selvfølgelig også for at provokere, klart. Det der med at stille sig op inde på Strøget og lige pludselig begynde at råsnave, det gjorde vi da et par gange. Sejt. Og folk, de blev bare så sure, men vi syntes jo bare det var herre sjovt ;-) total.

Der var på et tidspunkt ... på et tidspunkt der følte jeg seriøst, at jeg ik’ kun var til drenge. At jeg måske var bi. Følte at jeg godt ku’ være mere med Anja end en veninde. For vi forstod hinanden så godt, fortalte alle hemmeligheder til hinanden (fuck, hun ved bare alt om mit taberliv!), og jeg var så glad for hende. Jeg var jo kun 14 år dengang, men jeg føler alligevel det var andet end bare venskab. Selvom hun var 1 år ældre end mig, meget mere moden, så var det li’som mig der sådan sku’ bestemme ... hvad der sku’ ske ... og jeg ku’ ik’ rigtig finde ud af det.

Jeg blev fucking jaloux, når hun var sammen med sine andre veninder, aww, var næsten ved at gå rundt og spionere på hende for at se, hvem hun var sammen med. Men hun var ... eller virkede til ... at være ret kold om jeg var sammen med f.eks. Celina eller Natasja. Eller ej. Det ku’ jeg slet ik’ klare.

10

Det var som om jeg hele tiden ville være sammen med hende, men hun var mere sådan ... whatever. Det fornemmede jeg mere og mere: at hun ik’ elskede mig så meget, som jeg elskede hende. Det var altid mig, der sku’ skrive eller ringe og spørge om vi sku’ lave det eller det, tage i Ungeren eller ind til byen eller til en privatfest i weekenden. Og hun havde allerede svigtet mig nogen gange der med nogen småting, bare små løfter, som hun ik’ havde overholdt, men alligevel ...

Ja, så begyndte vi at se hinanden mindre og mindre. Ik’ bare pga. det, men hun fik den der sindssyge skodkæreste ... han havde sgu papir på han var sindssyg og var konstant på piller ... jeg syntes han var SÅ fucked-op. Han havde seriøst ingen sans for, hvad folk mente om ham og hvornår de følte han bare ik’ var i orden og hvornår han sku’ holde sig væk.

Jeg hadede ham, hvis jeg ska’ være ærlig. Følte virkelig han ødelagde alt imellem mig & Anja, men det gjorde han sådan set også. Han ødelagde vores venskab, som var meget, meget tæt ellers, og jeg blev selvfølgelig tit jaloux på ham, for han tog altid ud med Anja og vi havde det ellers sådan ret kæresteagtigt med hinanden dengang. Hun havde også været lidt jaloux på Niki, mens jeg var sammen med ham, såååeh ... nu sku’ hun pludselig selv altid være sammen med ham psykoen hele tiden og han boede så langt væk og de sku’ altid være inde hos ham. Han havde virkelig en dårlig indflydelse på hende, det sagde alle, ik’ bare mig fordi jeg var jaloux. Den noob fik hende til at ryge hash og drikke næsten hver dag, okay, og når jeg snakkede med hende i skolen var hun bare smadret af tømmermænd. Selvom det var tirsdag eller torsdag f.eks., ik’ kun i weekenden.

Der skete det, at han blev smidt ud af Ungdomshuset, fordi han var kommet op og slås med nogen derinde. De blev bortvist begge to af aktivisterne og måtte ik’ komme derinde mere i lang tid, altså Anja og ham ... og så var hun slet ik’ sammen med os andre mere, fordi vi jo li’som altid sku’ i Ungeren i weekenden og til koncerter osv. Det var altså stort set det eneste sted vi ku’ komme og være i fred. Jeg ku’ vel 11

ik’ holde op med at komme der, bare fordi hendes kæreste havde lavet ballade???

Det blev Anja så vist rimelig pissed over. ”Jeg svigtede hende” og ”jeg støttede hende ikke”, det sagde hun en dag hun var hjemme hos mig, for en gangs skyld. Så prøvede jeg at forklare hende, at hvis hun dumpede ham, så ku’ vi sikkert snakke med aktivisterne om, at hun ku’ få lov til at komme derinde igen alligevel, uden ham, men så spurgte hun ”hvad jeg havde imod ham?” ... blev fornærmet over, at jeg ik’ ku’ li’ ham. For jeg burde fatte hun elskede ham ... mere end hun havde elsket nogen anden guy hun nogensinde havde dated ... at han bare var helt fantastisk og følsom ... ingen ku’ rigtig forstå ham ud over hende. Seriøst, det sagde hun. At hun var skuffet over jeg ik’ ”accepterede ham”, åbenbart fordi jeg var sådan en mega snob.

Vi kom op at skændes ... græd begge to ... hun gik bare og smækkede døren, så min mor kom ind og spurgte, hvad der dog var i vejen :’( Jeg følte mit hjerte gik i 1 million stykker, li’som med Niki dengang. Ku’ ik’ rigtig snakke med nogen om det, heller ik’ med Celina, for hun har altid været jaloux over det jeg havde med Anja, tror jeg. Fordi at mig & Celina vi har kendt hinanden, siden vi var små rollinger og gik i den samme skole, indtil hun skiftede over til den anden skole der efter 5. klasse.

Natasja, hende kan jeg jo ik’ snakke med om sådan noget – hun er mere ... overfladisk ... sjov at feste med og ... ej, men man taler ik’ med hende om noget rigtig personligt eller hemmeligt, vel. Ku’ heller ik’ snakke med Alex eller Danny om det, for de forstår nok ikke lige, hvordan piger har det med hinanden, og da slet ik’ med Candy. Slet ikke. Hende ka’ man bare ikke stole en skid på og hun siger det til alle, hvis man fortæller hende noget top hemmeligt. Det har jeg gjort for sidste gang, tro mig.

Næste dag efter skole skrev jeg til Anja, om vi ik’ sku’ ses og snakke om det – og at jeg var ked af det i går. ”Kan det ik’ bare være som det var engang?” skrev jeg i min sms.

Da vi så begyndte at skrive sammen kom jeg til at græde 12

og skrev jeg savnede vildt på hende ... om jeg ik’ godt måtte komme over til hende NU. Og så svarede hun tilbage: ”Ej, savner os’ dig, men ska altså nå toget, ska ind til X (= Den Sindssyge!), ses” – med sådan en glad smiley, som om alt var lalle godt.

Hør her, de toge går altså hver 10. minut, okay, så hun ku’ ingengang afsætte 10 minutter til at snakke med mig, inden hun sku’ ind til sin kæreste inde i byen ... for han var jo 100 gange vigtigere end mig, det klart ... men så skrev jeg alligevel (sådan rigtig desperat): ”Please, vil altså gerne snak’ med dig nu, det vigtigt.” Og sad li’som og ventede i en halv time ... uden hun skrev tilbage ... med mega ondt i maven.

Der ringede jeg til Celina og græd. Fortalte om det hele.

Hun var mega sød :-D forstående og slet ik’ spor jaloux over noget. Jeg besluttede mig for jeg ik’ ville skrive eller ringe til Anja nogen-fucking-sinde igen ... ever! Før hun havde skrevet eller ringet til mig først i det mindste ...

Det gjorde hun bare aldrig. Den møgluder.

4/8 Årh jaaarh, er der lige en fyr, der har budt 250 kroner for min mor på eBay? En total taber, sf., der kalder sig ”Mr. Heartbreaker” :-P han er fra Ålborg!

Tjah, han må da gerne få hende. Han er velkommen til at knuse hendes hjerte (hvis hun overhovedet har ét?) Jeg var lige ved at skrive til ham, om han selv ville hente hende eller jeg bare sku’ sende hende af sted med posten, ASAP! For hun har givet mig den værste sommer i mit liv. Flot. Tak igen, mor ... Tak fordi jeg ik’ måtte tage på Roskilde sammen med alle de andre, ”først til næste år når du er 16, bla-bla-bla, og billetten er altså også alt for dyr ...” Hun sku’ bare vide, hvordan jeg lever mit liv. Hun ville dø. Eller sende mig på en kristen opdragelsesanstalt for ungdomskriminelle ovre i Jylland eller sådan noget.

Seriøst: Jeg hader min mor >:o Jeg ville ønske jeg ik’ sku’ 13

bo sammen med hende. Jeg er SÅ fucking træt af hende.

Men på den anden side: jeg ka’ jo heller ik’ bo hos min mærkelige far og jeg er jo ik’ ”gammel nok” til at bo alene i min egen lejlighed ... som jeg li’som heller ik’ har råd til ... med ca.

400 kr. i lommepenge om ugen fra dem begge to ... tilsammen!!!

Damn, hun er bare så sur og nederen for tiden, efter vi kom hjem fra Samsø. I morges startede det f.eks. med, at hun flegnede helt ud over jeg tændte en smøg på brødristeren i køkkenet, mens hun var ved at riste sin tørre toast ... selvom jeg elsker at tænde mine smøger på brødristeren og gør det hver morgen. Come on, det da hyggeligt. Og så kørte det ellers i selvsving ... ”du ryger bare os’ for meget og du ska’ spise noget morgenmad” ... når hun først kommer i gang kan hun slet ik’ stoppe. Vi skændes bare hver dag, hele tiden.

Får så ondt i hovedet af det jeg er ved at tude. Vi råber og vi smækker med dørene, så det brager i hele huset. Og så sætter jeg mig ind i skabet med høretelefoner på ... lukker af for mine følelser ... drømmer, drømmer om at ha’ et andet liv ... eller bare: ha’ et liv?

5/8 Alex har spammet mig med den der ”I Must Be Emo”-sang, fra YouTube. De tager pis på emo’erne, klart. Emo’er er da på en måde også herre grineren ... hvis man ser sådan på det ... udefra (bare hvor latterlig jeg er!!!)

Ku’ da heller ik’ la’ være med at grine af den dér duutduut-duut technoagtige musik og den måde han li’som synger igennem næsen på. En af drengene der på billederne er li’så smuk som Alex han er, rauww, og noget af sangen passer da også lidt på ham: ”Dye in my hair and polish on my toes/I MUST BE EMO/I play guitar and write suicide notes/I MUST BE EMO ...” Og nogen af tingene er meget rigtige, faktisk: ”I don’t jump around when I go to shows.” Hehe, nemlig, dengang jeg var allermest emo der sidste efterår, der sku’ man 14

bare ik’ gå amok til koncerterne eller være med i mosh-pitten overhovedet, vel, man sku’ ik’ være helt svedig og ødelægge sit hår på den måde. Man sku’ hellere stå li’så stille, være heartbroken og ensom. Hvis man var pige sf. Og måske lige ta’ billeder med sin mobil og lytte til teksterne og snakke med sine veninder – om de drenge som var der.

Men på den anden side er det også total nederen, at alle ska’ gøre grin med emo nu, uden de ved en skid om den musik og den kultur. Uden de ved hvad det betyder. Alle ska’ åbenbart lige pludselig sige noget negativt om emo ... ”ej, det sådan noget med nogen fucked-op børn, der går i sort tøj og sidder og tuder og har ondt af sig selv og skærer sig for at få opmærksomhed, mens de hører Tokio Hotel” og yaddayadda-yadda. Yeah right. Helt sikkert dér ...

Det akkurat som dem oppe i skolen. De andre. Det så nemt for dem at gøre grin med dem der er ... anderledes ... dem, os, der er udenfor. For de gør jo bare allesammen det de ser på MTV og i reklamerne, det samme som alle andre gør: prøver at ligne stjernerne og de kendte, selvom det aldrig vil ske. Og så snart nogen ik’ er li’som dem, ja, så ska’ de da helt 100 mobbes og grines af hele tiden. Og kan man FFS gøre for man er følsom, måske ...? eller man godt kan li’ feminine drenge ...? elsker at gå i sort og pink tøj ...? har en masse problemer i sit liv ...? eller man hører noget musik, som ik’ lige er det som alle andre hører ...? Og hvad er der galt med, at en pige kysser en pige eller en dreng kysser en dreng – eller dater hinanden? Er det ulovligt måske eller noget der skader andre, hvis man gør det?

Vi alternative vil jo hellere bare være i fred for dem. Hvorfor ka’ de så ik’ la’ os leve vores fucking liv som vi gerne vil, uden de absolut ska’ ha’ en åndssvag mening om det eller blande sig ... blande sig i hvad vi synes er sejt eller pænt eller har det godt med? Hvad med dem selv? Hvad med at gøre grin med 1 million små, hvide drenge med store bukser og bumser i hele fjæset, helt ærligt? Dem, der render rundt og spiller seje og tror de nok er de sygeste ”g’z” eller thugs, li’som de der rigtige sorte rappere i videoerne med deres pistoler og dia15

manter og kæmpestore biler ... render rundt og kalder sig en bande, kalder sig Westside Thugs og hænger ud nede ved Centeret og Stationen. Banker folk og stjæler deres mobiler, langt ude.

Hey, de altså bare nogen små, bumsede drenge i lillebitte Danmark, okay. De kan lave happy slapping med en lille dreng på 12 år eller score en mobil fra en pige i skolen og sys dét er herre sejt ... ”wolla, hva’ så dér, nigga.” Flot.

De er altså ik’ ligefrem real black dudes fra en eller anden total HxC-ghetto i L.A. eller New York, vel, som har været nødt til at sælge crack og leve sådan, bare for at overleve ...

PS: OMG, ska’ snart se Alex igen ... yay!

xD Det mest latterlige ved de kalder mig ”emo” er, at jeg slet ik’ er sådan super emo mere ... det var jeg der sidste efterår og vinter, dengang med MCR og The Used osv., er du syg hvor var jeg total nederen og selvoptaget og indadvendt. Næsten li’så slemt som dengang med Niki, efter Niki, hvor at jeg skar mig og fantaserede om selvmord ... hørte den mest dystre, selvmedlidende musik jeg ku’ finde på nettet, som min mor slet ik’ ku’ holde ud.

Vil nu mere kalde mig HxC-girl el. ”scene-girl” nok, selvom jeg måske ik’ er helt gammel nok til det med scene. Man ska’ jo helst være 16-17 for det, mindst. Fuck. Men jeg vil heller ik’ sættes i bås alligevel btw., hverken med alder eller stil eller noget, for jeg har min egen stil, okay.

Som i det digt jeg engang fik af min mormor ... hun havde skrevet det i en bog ... noget med ”hvem er du, lille kat på vejen? Jeg er sgu min egen!” xD

16

6/8 Lille Pige, Lille Miig, Lille Kittykat ... Mor og William på Bakken. Jeg er helt alene her om søndagen: ingenting i fjerneren, ingen dvd-film, ingen jeg kender på Arto, MSN eller Myspace.

Ingen ringer, ingen skriver, ingen besøger mig ... (”Stop my breathing and slit my throat/I must be eee-moh”!)

Nogen gange føler jeg mig så lille og svag og sårbar, så skrøbelig, at jeg hader mig selv for det. Er bare sådan helt miiv* og piiv* ... med store, bange øjne. Har lyst til at krybe sammen og gemme mig som en lille mus i sit musehul, bare ligge der i mørket i skabet og slikke min pels og mine sår ... sikker på at ingen kan komme ind til mig og gøre mig fortræd.

Så er selv skabet for stort til mig ... når jeg har det sådan. Så ville jeg ønske jeg var så mikro lillebitte, at Batman og Robin de ku’ passe på mig. At de ku’ beskytte mig imod al verdens ondskab, jaaarh.

Lejligheden er så stille, at jeg kan høre det suser i vandrørerne, uhh.

I wish I was Catwoman, the most dangerous pussycat alive ...

8/8-9/8 midnat Fuck, fuck, fuck. Fuck x 100. I dag da jeg kom hjem ude fra Danny, total træt og wasted efter bus fra hans nowhere bondeby + togturen fra Roskilde + bus fra Hovedbanen, kom min mor med det samme ud i gangen. Hun havde haft fri fra arbejde, fordi at hun sku’ ind på sygehuset med Wiliam og få ham tjekket for noget med, vistnok, astma og allergi. Han havde selvfølgelig fået masser af slik og sodavand (kun til ham, bah) og sad og stenede computerspil. Lille, forkælede unge. Jeg ku’ se det med det samme i hendes fjæs ... og tænkte bare: ”FUCK!” Hun stod sådan med hænderne på ryggen ... med stirreøjne, der nærmest bulede ud af hovedet. Sådan ser hun ud, når hun er virkelig pissed. Så tog hun langsomt hænderne frem.

17

I den ene hånd havde hun sådan en sygeplejerskedragt, sådan en plastic-én, som er Celinas og som hun har købt i en pornobutik i Istedgade og som jeg næsten lige har lånt. Fordi jeg ska’ ha’ den på, når mig & Alex ska’ til Club Nightmare om 3 uger. Celina ska’ ik’ med, for hun ska’ på en eller anden tur (til ... Prag?) med sin skole, så jeg måtte gerne låne den og var helt oppe at køre over det. For den er vildt nice!

I den anden hånd havde hun en af de der pakker med 200 cones, WTF? ... jeg tænkte bare, nu kommer det! Den eneste mulighed var at løbe lige ind på ”mit” værelse og smække døren og låse den, hvis jeg ku’, men William var jo derinde og kællingen stod midt ude i det hele og spærrede vejen. ”Hvad er det her for noget?” spurgte hun så – med sin mest klamme, iskolde robot-damestemme. Den som hun bruger overfor besværlige kunder nede i Centeret. Jeg kiggede på sygeplejerskedragten, helt rød i hovedet. Okay. Den er sådan pænt pornoagtig, nærmest bare en lillebitte top med mega udskæring og noget korsetagtigt med snører og en herre kort nederdel, der sidder helt oppe i skridtet ... uff vidste jo bare li’som ik’, hvad jeg sku’ sige til det, vel? Så hun begyndte sf. at snakke om, at hun har læst noget i avisen oppe på sit arbejde ... noget om at mænd de kontakter unge teenagepiger på nettet for at betale dem for sex. ”Er det noget du har været udsat for?” spurgte hun så.

Der var helt, helt stille bagefter. Jeg ku’ høre bip-bip computerspilslyde inde fra værelset. Mit hjerte bankede hårdt i brystkassen. Jeg følte mig spærret inde, fanget ... men jeg sagde ingenting, rystede kun lidt på hovedet og kiggede ned i gulvet. Det var SÅ pinligt ... ”For hvis nogen af de svin kontakter dig, så vil jeg vide det, okay, lille dame, MED DET SAMME!” plaprede hun løs – og så rystede hun med sygeplejerskedragten, som om den var det værste hun nogensinde i sit liv havde set, sådan helt mærkelig i hovedet, li’som den var super ulækker ... så hun næsten ik’ ville røre ved den med sine fingre, vel ... ”og hvad med den her?!”

Yeah right. Du er jo også selv sådan en ih så fin dame, ik’, 18

tænkte jeg. En fin dame, der render rundt i bikini og fniser og drikker dig stiv kl. 3 om eftermiddagen og skrider fra dine børn pga. en eller anden latterlig stodder på Samsø, som har en kone i forvejen ...

Jeg forklarede med lav stemme, at det bare er Celinas ... at eh, jeg har lånt den ... ska’ ha’ den på til Club Nightmare, som jeg vel at mærke HAR fået lov at gå til, mærkeligt nok. Af DIG, Mor, hvis du har glemt det! ”Du aner jo ikke, hva’ for nogen signaler du udsender, når du spankulerer ned ad gaden i sådan noget tøj. Det er du slet ik’ gammel nok til, altså. Har du måske lyst til, at folk ska’ tro du er en ... luder? Har du lyst til at ha’ en masse gamle mænd rendende efter dig med tungen ud af halsen? At blive voldtaget, når du står og venter på natbussen? For sådan ER mænd, Kat, og det ka’ du li’så godt få ind i dit kønne, lille hoved med det samme. De fleste mænd er kun ude på ... én ting!” ”Ja, de mænd DU er sammen med!” skreg jeg så pludselig ind i hovedet på hende, så hun alligevel blev lidt forskrækket og glemte at være sur, et øjeblik. Havde bare fået nok ... magtede hende ik’ mere, magtede ik’ den total pinlige stemning. Det bankede som en tromme i min ene tinding. Nu kom hovedpinen også, ku’ jeg mærke, og kvalmen. Tak. Og William var kommet ud og kiggede med sine store, dumme, blå engleøjne og spurgte med sliksmask i munden: ”Hvemsmask-er-smask-luder, smask-mor?”

Jeg ku’ ik’ styre mig mere. Ku’ bare ik’ la’ være med at sige ”og hvem er det lige, der har været den mest billige luder af os to den hér sommer, hva’ mor?”, men jeg sagde det altså ik’ ret højt. Mumlede det nok mere ... sådan ud mellem tænderne, mens jeg var ved at sprænge i luften som en bombe af hovedpine. FUUUCK!!! Jeg ku’ simpelthen se det i hendes øjne, se at hun var liiige ved at slå mig. Selvom hun lovede dengang det aldrig ville ske igen. Nogensinde.

Hun var så tæt på at knalde mig én i går, jeg sværger, men jeg var kold af had i kraniet. Vi stod længe bare og stirrede ondt på hinanden. Luften var li’som nærmest eh, ”elektrisk” 19

af ... spænding? Det var som om der var ild inde bagved mine øjne. Fucking hader hende. Fucking hader, når hun roder inde på mit værelse. Fucking hader, når hun blander sig i mit liv. Hva’ fanden rager det hende, at jeg har købt nogen cones til Roskilde (Candy spurgte om jeg ik’ ku’ ta’ dem med, okay). Jeg kom jo li’som slet ik’ derned med de andre tøser alligevel, måtte jo ik’ for dig, vel? Så hvad er problemet lige, Mor, hva’ fanden sker der for dig?

Hun er så fucking langt ude ... Altså min mor hun vil gerne ha’ jeg var sådan et lille blomsterbarn med naturlige krøller og søde kjoler, der triller rundt og er evigt glad og lykkelig, la-la-la. Og hun har faktisk altid haft nederen over, at jeg fik fjernet mine krøller og blev punker og så emo ... at jeg farver mit hår sort, det kan hun heller ik’ li’ ... overhovedet. ”Åh, skat, du har jo ellers sådan et dejligt, krøllet lyst hår ...”

Der er altid noget i vejen med mit hår og mit tøj og min makeup og mine piercinger og mit liv og ... Hun tror sikkert jeg både er teenagerluder og stiknarkoman. Som om ... Nogen gange, når jeg har været i byen og kommer hjem sent om natten, så kommer hun seriøst ind og vil se mine pupiller og holder lampen sådan op for at få lys nok. Det ingengang løgn, baby. Fordi hun siger man kan se, om nogen har taget stoffer. I deres øjne. Noget med hvor store eller små pupillerne de er. ”Det jo for din egen skyld, skat”, som hun plejer at sige ...

Det sidste er, at hun her i sommers er begyndt at tælle Panodilerne i glasset på badeværelset. Fordi hun har set i fjernsynet, at nogen teenagepiger er afhængige af dem eller har brugt dem til at prøve på selvmord eller noget i den stil.

Så nu står hun seriøst og fucking tæller, om der er f.eks.

159 eller 160 piller tilbage i 200 stk.-glasset. Én efter én, hver dag, arghh. Det næste bliver sikkert, at jeg ska’ rulle ærmerne op hver gang jeg kommer hjem fra byen ... li’som jeg sku’ gøre dengang jeg cuttede mig :-o for at se om jeg har mærker efter kanyler jo. Men hun har aldrig fanget mig, når jeg faktisk havde taget drugs (men det turde jeg godt nok ik’ sige til hende i går, da vi skændtes, nøøøj). Og det 20

værste er sgu, at hun engang fortalte mig hun selv har prøvet både at ryge hash og tage amf i 80erne. Men jeg må sf. ikke, det klart, det noget helt andet, uha.

Forresten er jeg ret sikker på det min lillebror ... den ”artige” dreng, som hans mor bare synes er åh så dejlig og perfekt ... ham der har sladret om det med sygeplejerskedragten og fundet den kasse med cones, gemt under bunker af mit tøj i en skuffe i skabet. Kan lige se ham stå der og se sådan rigtig uskyldig ud: ”Mor, mor, hva’ er det, mor?”

Jeg ku’ næsten finde på at blive luder og junkie i Istedgade.

Bare for at pisse min mor af.

9/8, kl. 00.44 (i skabet) De dage hvor min mor får tidligt fri fra arbejde ... altså før jeg får fri fra skolen ... sidder jeg i klassen og mister koncentrationen total. Mega noia ved tanken om hvad hun går rundt og laver derhjemme, mens jeg sidder uden at ku’ gøre noget som helst. Og min hjerne kører helt op på at tænke over, om jeg mon har glemt at gemme et eller andet væk eller – OMG! – om jeg har ladet den her dagbog ligge fremme på skrivebordet. Fra da jeg skrev i den om aftenen eller natten.

Tanken om, at hun kom til at læse det her, den gør mig flov og rasende på samme tid. Flov, fordi jeg på en måde får ondt af min mor, ikke, når jeg skriver alle mulige lede ting om hende. Rasende, fordi det bare ik’ rager hende, hvad jeg tænker og føler indeni. Når jeg så siger til hende det for meget, at hun sådan går ind og roder på mit værelse, svarer hun, at så længe hun betaler huslejen, ja, så går hun lige derhen, hvor det passer hende. Det er hendes lejlighed, ik’ min eller vores, det glemmer hun aldrig at minde mig om. Som om det ik’ er mit hjem ... som om jeg er en fremmed pige, der bare bor til leje hos en eller anden sur kælling og hendes lille dengsedreng ...

Tilsidst, når jeg skændes med hende, begynder mit hoved altid at dunke i tindingerne og så får jeg den ondeste hoved21

pine og tit lidt kvalme oveni, så jeg li’som tror jeg ska’ ud og knække mig, seriøst. Og hun hidser sig endnu mere op, hvis jeg tager nogen Panodiler, ”fordi det ik’ er sundt for en ung pige at være afhængig af piller” osv. – men hun må da godt selv æde dem sf. Og mine ”lykkepiller” (ulykkepiller, det sku’ de hellere hedde, main, for man bli’r altså ik’ en skid lykkelig af dem!!!) ... dem ska’ jeg ta’ hver dag, fordi ham psykiatrikeren siger det.

Når jeg så ik’ orker hende og hendes issues mere, så sætter jeg mig bare ind i skabet på værelset og lukker døren. Eller knalder den for det meste i med et brag, hehe ... Sætter mig ind i min egen verden, hvor jeg nogen gange har en lommelygte med og lægger sådan et rødt slør hen over den, så det helt rødt herinde. Mens jeg hører musik, lakerer mine tånegle eller et eller andet ... skriver med vennerne på mobil ... skriver og tegner i dig, kære dagbog. Li’som nu.

Jeg sidder helt krympet sammen herinde med benene trukket op, er jo vant til det. Elsker at sidde herinde og ku’ være i fred og bare være mig selv. Kun mig selv ... så jeg ik’ ska’ tænke på al det pis der er i mit liv lige nu.

Det et gammelt skab ud af, jeg ved ik’ om det er af ægte egetræ, men det er i hvert fald træ, og det er meget stort og tungt ... stærkt. Det var min mormors skab, før hun døde, og jeg tænker også indimellem på hende, når jeg sidder herinde.

Fordi jeg indimellem savner hende vold meget. Fordi hun var så sød og altid holdt med mig overfor min mor og far. Når jeg sidder her i skabet er det li’som jeg slipper væk fra alt det, som irriterer mig i min hverdag. Specielt min familie, der ik’ vil give mig lov til noget som helst, og min lillebror, selvfølgelig. Der må gøre lige hvad han vil, fordi han er hendes ”lille mand”, som hun siger, eeew ... Tit ønsker jeg mig bare et andet liv ... at være en anden person med nogen søde, normale forældre + f.eks. en sød lillesøster ... hende som jeg kan lære om makeup og tøj og musik – og om at tegne, alt muligt.

Er det min skyld, at tingene er så fucked-op i mit liv?

Har jeg sagt eller gjort noget for at fortjene det?

Ej, er jeg for streng overfor min mor?

22

9/8 kl. 02.37 (i skabet) Når jeg sidder i skabet i mange timer elsker jeg mest at høre noget med Pete Doherty og med hans bands Libertines og lidt det nye ... dem som hedder Babyshambles. Men de er jo ik’ heeelt så seje som Libertines. Som er for nice, total nice musik.

Hvis jeg er vred indeni og ved at eksplodere og det dunker i hovedet, arghh, så får det musik li’som ... det hele til at komme ud ... som medicin gør, når man er syg, altså. Det går ind i ens blod og suser rundt i kroppen og gør én rask igen, så man slapper af. Sådan har jeg det bare med deres musik.

Music is my medicine!

Okay. Nu vil Lille Kat, musiknørden, gerne skrive om hvorfor jeg sys de er så seje, Libertines, for det er de jo! Narkoindie, kalder jeg det. Det er sådan noget indie-agtigt engelsk med lidt punk, lidt Clash-agtig punk, ik’, og sådan lidt skrammelagtig musik i baggrunden, men gode melodier som man 23

kan huske. Meget cool og sådan whatever-agtigt, med rigtig, rigtig ærlige tekster om deres liv, med sådan en særlig følelse eller stemning i, som om de er fucking ligeglade med, om de synger falsk eller guitaren ik’ lige stemmer der i den dér sang. ”I get along just singing my song/People tell me I’m wrong/ Fuck’em!”

The Libertines de var et banebrydende band, fordi de viste, at bands er på lige fod med deres fans, ik’ sådan nogen snobbede stjerner der slet ikke gider snak’ med deres egne fans. Det lider jeg ... Deres smukke, drømmeagtige beskrivelser af de hårde sider af livet – med druk og svigt og stofmisbrug – var jo nok en anden ting, der gik lige i hjertet på mig også, i hvert fald, da jeg hørte dem den første gang. Det var lidt ... lidt li’som når jeg læser digte af f.eks. Michael Strunge.

Og deres engelske accent og halvfordrukne stemmer er jo bare ikke til at modstå for en pige, vel? :-D Deres musik er en blanding af søde, måske lidt lallede melodier blandet med deres mere alvorlige emner i deres tekster. If you know what I mean, dear diary? Hvordan de beskriver venskaber der går i vasken, følelsen af gang på gang at blive skuffet over sine nære venner eller kæresten, er f.eks. en ting jeg ku’ kende fra mig selv. Bandet bestod da os’ af Pete Doherty og Carl Barât, som var bedste venner dengang og ”forever united”. Indtil der da de så blev uvenner ... ja, så startede de sf. hver deres band ...

Pete startede Babyshambles og Carl han startede Dirty Pretty Things – og selvom begge bands har et pift Libertines over sig, så er ingen af de bands tæt på den sjæl der var i Libertines. Men det sys jeg kun er en god ting, på en måde, for Pete og Carl havde nemlig hver deres musikstil over sig. Og Babyshambles blev dog alligevel et af mine yndlingsbands sidste år. Jaaarh, elsker simpelthen Pete Dohertys stemme og sangtekster ... altså også når det er Babyshambles. Ku’ også godt li’ den uperfekte øvelokale ”ja, vi kan også lave fejl, so”-stemning, der afspejler sig i deres musik. Det får mig til at tænke på en fordrukken poet, der ligger i rendestenen og kigger op på stjernerne på den mørke himmel om natten, 24

li’som mig, når ... hvor der er Dirty Pretty Things mere ”lige på-rock”, sangene er mere enkle og markante, ”pænere” indspillet ...

Men det er klart Libertines der er de fedeste. Klart. Og mega nederen de gik i opløsning så hurtigt. For de nåede nemlig kun at lave to plader, mens de var der, og dem fucking ELSKER jeg. De får på en eller anden måde følelserne til at ... vælte frem ... indeni. Bliver helt svimmel og får lyst til bare at skrige helt vildt og være ligeglad med, om nogen hører det og synes jeg er pinlig, er du SÅ færdig. Og så kan alle mulige komme her og sige lige hvad de vil, om hvor fucked-op Pete er på stoffer og hvad ved jeg ... at han bare er en syg skodjunkie, der ingengang kan synge rent ... at deres musik lyder som lort og bla-bla. Som mange af de andre emo’er synes. Men fat det dog, små børn: Pete er lige så stor som Sid Vicious eller Kurt Cobain eller Sonny Moore eller Bert McCracken ... eller nogen anden. Nej, faktisk større, sys jeg i hvert fald. Såååeh, sig hvad I vil!

xD

Dengang vi manglede penge til koncerten med MCR sidste efterår – de var det største af ALT dengang! – satte mig & Anja os ind på Strøget med en gammel hat og min akustiske guitar og et stort papskilt, hvor vi havde skrevet ”Will play emo for money”. Vi ku’ li’som ik’ tigge mere, fordi vi ik’ var punkere mere. Eller syntes vi var for gamle til det måske?

Jeg er ik’ særlig god til at spille overhovedet og vi ku’ ik’ huske teksterne til alle de sange vi spillede (kun ”No future” med Sex Pistols og ”Too Drunk To Fuck” med Dead Kennedys!), men der var mange som stillede sig op og lyttede og gav os penge og al mulig andet.

Det regnede heldigvis ikke. For vi sad der en hel eftermiddag efter skolen og tjente: 167 kroner, 5 euro og 2 norske kroner + 2 croissanter, 2 Tuborg øl, 2 smøger og 2 Smirnoff Ice. Wayh! Og så var der nogen unge fyre der som ville give

os noget speed, men vi sku’ gå med dem et sted hen for at gøre det og det ville vi ikke, glem det. Men vi kom til koncerten, er du gal ... men tanken om, hvordan vi sad sammen inde på Strøget dér og sang og spillede, den skærer som en kniv i mit hjerte ... xD

12/8 Dvd-aften med Celina i dag – første gang sammen med min babe i 100 år ... vi ser ”Pretty In Pink”, weee!

Det sådan en fast tradition, hvor vi laver popcorn og drikker tonsvis af cola, ta’r noget lyserødt tøj på mens vi hører soundtracket, før og bagefter filmen. Måske den mest elskede film, også selvom Johnny Depp han ik’ er med i den, desværre, snøft** ...

Der vist ingen af mine andre venner, der synes den er særlig fed. Niki han hadede den virkelig. De fleste sys den er noget så kikset. Men vi elsker på den film, det gør vi bare. Vi er bare sådan ”årh hvad, hvorfor levede vi ik’ i Amerika i 80’erne, hvorfor ska’ vi ik’ til the prom her efter 9. med diademer og lange handsker og fine balkjoler?” ... hver gang vi ser den ... stadigvæk ... og det er dejligt, at noget er trygt. At noget er som det altid har været, som det var dengang. Mellem mig & Celina. Fordi så meget andet er gået i stykker i de sidste par år, vel ... ”Pretty” er den der typiske film om den fattige unge pige fra den forkerte ende af byen, den kiksede, nørdede pige med fregner og rødt hår, der forelsker sig i den rige, hotte dreng fra overklassekvarteret, aww. Ham den succesfulde, men stille og mystiske dreng, som alle de mere populære piger fra deres skole gerne vil score. Ham hvis familie og venner selvfølgelig ik’ vil ha’, at han er sammen med hende den lille, fattige outsider.

Det er også rigtig amerikansk og over følsomt og 80er26

agtigt, især med tøjet ... det er det sygeste, vildeste grineren tøj. Pigen hedder Andie (skuespiller: Molly Ringwald). Hende HADER vi, fordi ehm ... hun kysser jo med ham den lækre, følsomme dreng Blane (skuespiller: Andrew McCarthy, nuttet x 100!) – og ham har jeg jo nok altid elsket af hele mit hjerte, siden jeg så filmen første gang. Da jeg vel var 8 eller 9 år?

Nok fordi jeg altid har drømt om at blive gift med en rig mand, når jeg bliver ”stor”, og det har Celina nemlig os’. Så vi sys da slet ik’ hun ska’ ha’ ham for sig selv, vel, og sidder der og råber af hende, når hun er på skærmen, og kalder hende for slut og ho ... og kaster popcorn efter fjernsynet for at ”ramme” hende. Men alligevel holder man sf. med hende, okay, hun er jo lidt den grimme ælling, der bliver til en smuk svane i filmen ... men er meget usikker og genert. Fordi at hun er anderledes, kommer fra en fattig familie med en enlig far og går i skole med en masse poptøzer i pastelfarver, der sådan li’som hånligt spørger hende ”om hun har købt sit tøj i en genbrugsbutik?” For hun er jo sådan ret new wave og flippet i sin stil - hun arbejder i en punk-pladeforretning sammen med en sjov punkerveninde, men det har ik’ en skid med rigtig punk at gøre. Sådan er den film = Hollywood, LOL! Men alle typerne er til gengæld nogen, som man selv kender fra skolen eller sit liv ... det er det, der er så genialt ved den film, seriøst. Vi sidder hver gang og siger: han minder om den og den, hun minder om den og den, af folk vi kender i virkeligheden. Ret utroligt. Hendes far? Ja, han er lidt som min far ... en ret nederen person generelt: han er arbejdsløs og drikker, sidder altid hjemme og hænger i sofaen foran fjernsynet med sine store, våde hundeøjne, uden at ha’ barberet sig, fordi han er ulykkelig over moren har forladt ham. Men meget sød, egentlig, med et hjerte af guld. Sådan er den film. Der er de gode og der er de onde.

De onde er sådan en som Blanes iskolde, snobbede ven Steff (skuespiller: James Spader, ser lidt gammel ud ... men meget hot også!) Men selvom det meningen man ska’ hade ham, så er han jo så fucking sej, at man slet ik’ rigtig kan det.

Hade ham, altså.

27

De gode er f.eks. Andies bedste ven Duckie, sådan en lidt taberagtig, men meget sød, kreativ dreng ... sådan en slags nørdet rockabilly-dreng med 50’er-hår og som danser til en gammel soulplade i en scene fra pladebutikken. ”Try A Little Tenderness” hedder sangen ... Når den kommer på, så danser mig & Celina rundt i rummet derhjemme og mimer til sangen, li’som han gør i pladebutikken, helt vildt overdrevet ... grinende og fnisende som små tøser, ihihihi :-D og selvom Duckie selv er forelsket i Andie, så hjælper han hende jo tilsidst der med at få Blane. For det ska’ være de 2. De 2, der ska’ gå sammen hånd i hånd til the prom på skolen og danse med hinanden og kysse hinanden i måneskinnet, elske hinanden 4-fucking-ever ... selvom Steff og de dumme popduller de gør alt hvad de kan for at ødelægge det.

Duckie minder mig pænt meget om Danny. Duckie ville klart være emo, hvis filmen var fra nutiden. Der hvor hun siger ”selvom jeg dater Blane kan vi da godt være venner” til ham, ehm ... det li’som engang med mig & Danny, da jeg var sammen med Sebastian ... det føles nærmest flovt at se i filmen, fordi det bare ER sådan, når ... inderst inde føler jeg, at jeg er li’som Andie. Hende der ska’ passe på sin far. Hende der har en led mor. Hende der forelsker sig (ulykkeligt) i de forkerte drenge. Hende der er fattig og lidt kikset og anderledes i skolen og al det. Hende der ik’ kan finde ud af sport og har en masse problemer og bliver mobbet af de mere populære tøser.

Måske Celina hun også har det sådan, men det snakker vi aldrig rigtig om, når vi ser ”Pretty In Pink”. Der er nok noget liiige lidt for pinligt over det, I guess?!

Men vi snakker altid om, hvad der ville være sket, hvis Andie ik’ havde valgt Blane men 1) Steff ... eller 2) Duckie ...

Vi tror, at hvis hun havde været sammen med Steff, så ville han ha’ knust hendes hjerte og været utro med en masse andre piger, indtil hun gik helt ned og begyndte at ryge crack og blev escortluder, hehe ... Og hvis det var Duckie, så ville hun være blevet en slut, der var total utro overfor ham, så hun

28

faktisk blev en kopi af sin egen slutty mor og Duckie endte li’som hendes egen far ...

Men med Blane? Der er det perfekt, 100, det klart. Happy ending. Nice <3

13/8 kl. 01.48 Ham Heartbreaker dér på eBay er oppe på 500 kr. nu, hell yeah. Mere end de 100 dollar jeg forlangte, han må være ret desperat. Solgt ... farvel mor!

13/8 kl. 03.11 Efter Celina er gået hjem i aften har jeg tænkt på, om hun på en eller anden måde var ... anderledes? Ik’ så ”sort” og dyster som hun plejer at være? Underlig at snakke med, li’som hun ik’ fulgte så meget med i filmen som hun plejer? Eller eh ... er det bare mig?

Måske fordi hun var så solbrændt (!!!) og slet ik’ lignede en emo- eller scene-girl ret meget mere ... jeg lagde mærke til hun havde sådan et D&G-bælte på, som alle poptøzerne i skolen går med, isf. sit eget normale nittebælte, come on?

Eller måske bare fordi hun har været ovre på den skole i så lang tid i Jylland. Eller måske fordi hun virkede sådan næsten ... glad ... ??? happy-happy??? Selvom hun endda snakker om at slå op med ”Billy”, ham den herre lækre scene-dreng på 18, som spiller i et screamo-band og ligner bassisten fra Fall Out Boy total og simpelthen bare er: sooo drop dead gorgeous. Hun vil slå op, fordi at han ”er pænt kedelig at være sammen med”, påstod hun ... ”ja, han er så lækker, at det er kedeligt”. Og fordi hun vistnok også har kysset med en anden ovre på den sommerskole dér. ”Mere end kysset?” spurgte jeg, lidt varm i hovedet ... det ville hun ikke svare på, men hun grinede bare sådan lidt,

29

aww. Så det tror jeg faktisk hun har gjort. Kender hende jo, den lille slut, fnis*!

Det fatter jeg så ik’ lige, vel. Det med ”Billy”. Halloh, main, hvad sker der mon lige med det, Celina? Ej, hvis jeg var sammen med ham ville jeg begå selvmord, hvis jeg frivilligt havde dumpet ham over ... ingenting. Seriøst. Men nu kan jeg aldrig komme til at være sammen med ham alligevel, never-nevernever, fordi han har været sammen med min bedste veninde først. Typisk mig. Fuck. Mit liv er næsten li’som ... Andies?

13/8 aften ...

Har sovet næsten hele dagen, set fjernsyn, været på compen med vennerne. Helt tung i hovedet, nedtur på. Dagen inden første skoledag i 9. klasse ... li’som en knude i maven af noget hårdt og sort ... klæbrigt-agtigt.

Det bliver for sygt at se Alex, vi går ik’ i samme klasse, men ser jo hinanden hele tiden på gangene og i frikvartererne.

Hvis jeg da går ud og ik’ sidder og gemmer mig oppe på biblioteket i stedet for, inde mellem rækkerne af bøger, hvor det dufter så tørt og godt og støvet ...

Det mærkeligste er, at Anja er jo ik’ min bedste veninde mere. Men hey, jeg er da gerne foruden hende som veninde, okay, og hun går alligevel heller ikke på den her møgskole længere. Fuck Anja. Fuck Niki. Fuck Sebastian. Fuck især P. Fuck poptøzerne og drengene. Fuck håndboldpigerne. Fuck “punkerne”. Og selvfølgelig er jeg allermest bange for, at ham fucking P. har fortalt det til alle, altså hvad vi lavede der i sommerferien. Åh nej, waaah :-[ hvad hvis hele skolen ved det og står og griner og siger ting om det?

Der er sket så meget i sommerferien. Selvom der på en måde ingenting er sket. Ik’ bare det med Anja. Men jeg mener, der er li’som sket meget, øh ... hvordan ska’ jeg sige det? ... indeni mig selv :-?

For det første: jeg har skiftet lidt stil. Til noget sådan mere stilfuldt, på en måde. Enkelt. Stadig råt. Altid sort + pink, 30

men gider ik’ så meget emo mere med rød makeup omkring øjnene, rød-og-sort-stribede bluser og handsker, fiskenetstrømper med huller i, glem det. Min nye stil er meget federe, sys jeg, mere min egen ... men har overvejet at få håret afbleget eller få lavet racoon tails i. Og jeg håber jeg kan overtale min mor til at få lov til at få en snakebite, selvom hun er total imod jeg ska’ ha’ flere piercinger.

En anden ting er gået rigtigt op for mig i løbet af sommeren: PUNKEN ER DØD. Og det har den sgu været længe.

Punkerne de provokerer ingengang særlig meget mere. Nej, de sidder bare på en ølkasse og brokker sig over samfundet, men gør de noget ved det, hvad? Øh nej, vel?! SÅ LA’ VÆR AT SPIL DUM, JEG SVÆRGER! Punk er mainstream nu. Punked tøj kan man jo få i H&M ... punk goes pop/pop goes punk. So kiddie-punks, shut the fuck up, okay ... Jeg elsker mine rigtige venner ... ik’ de fucked-op dranker wannabe små punkere, der forguder en rist fyldt med kapsler og duelort. Jeg gider ik’ jer og jeres nederen liv mere. Jeg gider ik’ drikke næsten hver dag og ha’ ondt i hovedet og kvalme og hosteanfald hver morgen ... I ska’ ik’ trække mig ned i rendestenen mere. No way!

Jeg har ik’ snakket med Niki i lang tid, selvom det var meningen vi sku’ være venner, efter vi stoppede. Prøver at holde mig væk. Håber aldrig at møde ham mere. Det hårdt ... men det ska’ nok gå. Jeg ska’ bare overhovedet ikke snak’ med ham om noget som helst eller så meget som bare kigge ham ind i øjnene. For så ved jeg jo godt, hvad der sker med den dumme, lille teenagepige Miss Kittykat, okay?!

Jeg ser heller ik’ ex-Sebastian eller de andre emo’er særlig meget mere jo og jeg ska’ slet ikke i Ungdomshuset mere. Ik’ lige foreløbig i hvert fald ... måske kun hvis der kommer en fed koncert til efteråret? Trængte li’som bare til en pause fra al det politiske snak og hærg og skod HxC-punkbands, der virkelig ik’ ka’ spille eller synge. På nogen måde.

Jeg vil helst ikke lyve så meget mere for mine forældre, sådan som jeg ellers plejer at gøre. Lyver altid, har hele tiden historier jeg ska’ finde på overfor min mor og far, når jeg er 31

på vej hjem eller på vej ind til min far ... for at skjule det eller det, som de helst ik’ lige må få at vide, fordi at jeg ved de går amok, hvis de finder ud af det. Sådan er det jo med forældre, de fatter ingenting og behandler én som et lille barn. Og det stresser mig max, det med hele tiden at sku’ holde styr på alle mulige løgnehistorier ... hvem jeg var hos, hvad jeg lavede, hvornår vi tog hjem ... ??? ... De ska’ ku’ stole på mig.

Ligegyldig hvor åndssvage de selv er. Jeg vil ik’ ødelægge min ungdom. Jeg elsker jo mine forældre, såååeh ... hvorfor ødelægge mit forhold til dem, li’som min far gjorde med sine forældre, så han aldrig mere har set dem. Derfor jeg kun har haft én bedstemor f.eks. (Ej okay, jeg kan jo på en måde også godt forstå min mor har fået sat den spærrer på min mobil, så jeg kun kan ringe for 100 kr. om måneden. For hun betaler mine regninger – og dengang var den på ... 4000 kr., det ik’engang løgn!!!)

Jeg er stadig meget anti-drugs. Jeg elsker Dr. Pepper. Og jeg har ik’ rørt alkohol siden den fest der med P. i sommers.

Altså clean i over en måned, wayh!

Jeg vil passe min skole bedre end før, det vil jeg, for nu er det det sidste år, weeeeee! ... sidste år som slave på den fucking anstalt, hvor jeg har været spærret inde i 9 lange, lange år ... Bare et år mere i det helved, så kan jeg gøre lige præcis hvad jeg vil ... føle mig fri, sove længe om morgenen, være ude sent på hverdage ... ahh, når jeg er 16 til næste år.

Selvom jeg jo nok stadigvæk bliver nødt til at lytte lidt til min mor, når jeg ik’ er 18 endnu, hehe ;-) vi får se?

Der er så mange ting. Der er mange svære ting, synes jeg, svære ting at tænke over og ... jeg føler jeg kravler op af et reb. Op mod lyset. Væk fra tomheden og elendigheden. Væk fra mørket og smerten. Væk fra det sted, hvor folk ik’ ku’ redde mig. Det vidste jeg jo, at ingen ville alligevel, så glem det, baby. Jeg sku’ selv klare mig ud af det. Ensomheden der var begyndt at gro indeni. Den kolde tåge af frygt omkring mig hele tiden. Forbandet frygt. Aldrig tryghed ... aldrig ro ... aldrig noget der bare kører stille og roligt og er dejligt, normalt – hverken i min familie eller i skolen. Træt af noia.

32

33

Og af at vĂŚre alene hele tiden med mine problemer. Men jeg tror jeg kan hive mig selv op af det her sorte hul, som jeg bor nede i for det meste. Ud af skabet. Men det er en kamp mellem mig og alle de ting der gĂĽr imod mig. Jeg skaâ&#x20AC;&#x2122; vĂŚre stĂŚrkere end nogensinde før ... kaâ&#x20AC;&#x2122; jeg mon det?!

Tryghed für jeg nok ikke. Det für jeg nok aldrig. Det virker som noget helt urealistisk. Men müske kommer jeg af med mine smü, paranoide trÌk i hverdagen i det mindste? Müske jeg kan begynde at stole mere pü andre mennesker igen, selvom der er sü meget der er blevet ødelagt af folk, som jeg stolede pü ... stolede alt for meget pü ...

Det allerede begyndt at blive bedre, faktisk. Det er det virkelig, nĂĽr jeg tĂŚnker over det, mens jeg sidder her og skriver og kigger ned pĂĽ den tomme vej ... og ønsker mig langt, langt vĂŚk. Det skaâ&#x20AC;&#x2122; du nok komme, Lille Kat, siger jeg til mig selv. Det skaâ&#x20AC;&#x2122; du nok komme engang ... nĂĽr du bliâ&#x20AC;&#x2122;r voksen og fĂĽr din frihed, øh?

Det vĂŚrste er nok allerede forbi. Nu. Det skaâ&#x20AC;&#x2122; det vĂŚre, altsĂĽ. Jeg starter pĂĽ ny. Men jeg er stadigvĂŚk bare ... Kat. Catwoman? Ej, bare lidt, okay? Og i morgen skaâ&#x20AC;&#x2122; man liâ&#x20AC;&#x2122;som sygt tidligt op og høre pĂĽ sin eddikesure mor i køkkenet ... og hen i skolen igen, FFS. Jeg vil vĂŚre hĂĽrd og urokkelig. Jeg vil se P. direkte i øjnene.

Koldt. VĂŚre ligeglad. Han kan sige hvad han vil til de andre, tsss. Jeg er kold 8-) jeg har det fint med det, tro mig, baby.

This is the revolution of my youth.

â&#x20AC;?Thereâ&#x20AC;&#x2122;s a campaign of hate /Itâ&#x20AC;&#x2122;s waiting at the school gate ...â&#x20AC;?

At vĂŚre tilbage i skolen i dag var som sĂŚdvanligt ... nederen ... ikâ&#x20AC;&#x2122; noget nyt dĂŠr. Og der var osâ&#x20AC;&#x2122; modvind hele vejen, liâ&#x20AC;&#x2122;som der plejer at vĂŚre det. Altid. Hvad kan man sige andet end som den sejeste gule mand i verden, Homer Simpson: doh?!

Der er jo ik’ andet end popdåzer og retarderede børn og latterlige wannabe-gangstaz i min klasse. Noobs. Der er 28 i klassen, 15 drenge + 13 piger ... og 0 transer, hehe! Jeg er nok den eneste der sådan er ’anderledes’, mere eller mindre ... Eller også er det alle de andre der er anderledes – og mig der er ... normal?

Mit hjerte bankede helt vildt, da jeg gik op af trappen. Havde kvalme og mundvand, kender følelsen ... Kiggede folk på mig på en anden måde, en underlig måde? Havde de hørt nogen rygter? Havde P. stået og sagt det til alle ude foran skolen?

Ville de grine og fnise og dreje sig væk for at hviske sammen, de andre piger, når jeg kom ind i klassen, som 10.000 gange før?

Men nej. Ingenting skete. Jeg gjorde mig så kold og hård som jeg ku’. Følelsesløs. Li’som mine fødder, når jeg har siddet krympet sammen mange timer hjemme i skabet ... hvor det prikker og summer i fødderne, så man ik’ kan mærke noget ... ik’ kan mærke om noget gør ondt. Så jeg næsten ikke ka’ gå, når jeg senere kravler ud for at gå i seng.

Det var lidt som om P. han blinkede ... eller havde sådan et udtryk i øjnene ... da han så mig. Men så begyndte han at mobbe mig med, at jeg er emo og al det pis, og på en mærkelig måde blev jeg glad og lettet over at blive mobbet.

Altså over at blive mobbet over lige dét og ik’ over det andet fra i sommers, pyha ... Ham og Jimmy og Habib og de andre noobs, der gerne vil være li’som The Game eller 50 Cent, hvis bare ik’ lige de var fra Danmark og havde stemmen i overgang. Som om ... ”Nårh hvad, Ihmo-Kat dér, har du så siddet derhjem’ og cutted dig hel’ sommerferien og tudet over en ell’anden homodreng, mand?” råbte Habib på sit perkersprog. Jeg rystede på hovedet og sagde ”ja, jeg er emo, for emo betyder emotional og hvis man ik’ har følelser, hvad er man så? Så er man lige så tom og fårked op i skalle som dig, main!” Så vidste han vist ik’ lige, hvad han sku’ sige tilbage, og gik bare hen på sin plads og lod som ingenting, fordi nogen af de andre grinede af ham. Pga. det jeg havde sagt, yes!

35

Emo = emotional = normal. Hvis man ik’ har nogen følelser er man sgu da ik’ normal eller hvad? Jeg er emotional = jeg er emo = jeg er normal. Fat det dog. Selvom alle de andre tror det er dem der er de normale og mig der er anderledes. Fuck dem, main, fuck dem allesammen!

Ska’ jeg være ærlig, så får jeg nogen gange bare lyst til at dræbe dem allesammen ... eller dræbe mig selv måske ... det li’som nemmere. Der er nogen få mennesker i klassen, som har en IQ på over 10, og det sådan det er – resten er bare nogen klamme popduller med alt for meget foundation og alt for lidt hjerne i hovedet. Og de samme bimbos de mobbede mig for ca. 1 år siden hver dag med jeg gik i tighte Cheap Monday stretch-jeans. Nu gør i hvert fald over halvdelen af dem det selv, så jeg får lyst til at la’ være med at gå i mine egne.

Selvom jeg jo elsker på de jeans (fordi de får mine lår til at se så skinny ud, som de ik’ er i virkeligheden!!!) Og så det musik de hører, helt ærligt. Det er sådan noget total primitivt ”boingboing, hendes røv går op og ned som en fjeder, wuut-wuut” ... og så siger de seriøst, at min musiksmag er nederen! I det mindste handler min musik om folks tanker og følelser. Ikke kun om hvor mange penge, biler, bitches man har ... eller hvor mange gange en eller anden psykopatrapper han har siddet i fængsel for at skyde folk eller sælge crack. Som om dét sku’ være sejt? Som om dét sku’ være ”nizzle” eller hvad de nu kalder det? Og de samme, dem der som hører hiphop, de mobber tit Zindy og siger hun lugter af armsved og hvad ved jeg ... Zindy, hun er ... ej, man må ik’ sige ”neger”, vel ...?!

Altså, hun er sort li’som de rappere og deres porno-babes i videoerne, som de jo bare synes er åh så seje. Det ingengang løgn, WTF? Så det altså herre sejt at være sort, hvis man er rapper fra New York. Men det åbenbart ikke sejt nok, hvis man er rigtig sort, fra Afrika som hende, og måske har en lidt kikset tøjsmag, li’som Zindy? Zindy ... som jeg faktisk meget godt kan li’ (hvor nice hvis hun var emo, hehe, en ”sort” emo ...)

Hey, hvad har I fucking gang i, bonghoveder?!

36

NO P. har vist slet ikâ&#x20AC;&#x2122; fortalt det til NOGEN, hvad der skete til den fest i sommers. For ingen har sagt noget i dag om det. Han kiggede bare pĂĽ mig med sĂĽdan et flĂŚkket grin der og sĂĽdan et irriterende overlegent blik i øjnene, det gjorde mig rasende >:o udenfor skolen i dag, efter skole. Fatter ikâ&#x20AC;&#x2122; jeg gjorde dĂŠt ... hader ham sĂĽ meget for det, hader mig selv endnu mere for det. Men pĂĽ den anden side, itâ&#x20AC;&#x2122;s not a crime to be slutty ... eller ...???

BRB

KĂŚre fucking dagbog ... det hele er nok nogenlunde liâ&#x20AC;&#x2122;som det plejer at vĂŚre med de andre, med lĂŚrerne og det hele. Jeg prøver virkelig at vĂŚre positiv. At gøre mig kold og ligeglad ... smile tomt til alle ... som om jeg mente det. Men Alex han pjĂŚkker vist stadigvĂŚk, var der i hvert fald ikâ&#x20AC;&#x2122; og svarer ikâ&#x20AC;&#x2122; sin mobil, selvom jeg har ringet 100 gange, snøft** ...

Følelsen af tomhed den vokser indeni mig time for time.

Følelsen af at sidde og sige â&#x20AC;?jaâ&#x20AC;? og â&#x20AC;?nejâ&#x20AC;? og nikke dumt. GĂĽ i slowmotion hen ad gangen med sin tunge taske, som en zombie i en sort-hvid gammel film, waaah ... Og følelsen af, at alle de andre pĂĽ en eller anden mĂĽde hører til der, er en del af â&#x20AC;?nogetâ&#x20AC;?, hvad jeg jo sĂĽ ikke er, vel? At de liâ&#x20AC;&#x2122;som har noget til fĂŚlles med hinanden ... ved noget hemmeligt et eller andet, som man ikâ&#x20AC;&#x2122; selv mĂĽ fĂĽ at vide af dem. Musik, fester, druk, tøj, sport, whatever de har lavet i sommerferien sammen med deres venner og blondinekĂŚrester.

Jeg føler ofte jeg er helt alene i skolen og sĂĽdan har det nĂŚsten altid vĂŚret siden 6. klasse. Kun fordi jeg har ... havde ... Anja & Alex i det mindste ... i frikvartererne... kun fordi at de var der kuâ&#x20AC;&#x2122; jeg holde det ud i de sidste 2-3 ĂĽr, hvor det virkelig tit har vĂŚret slemt. Og hvor det er blevet svĂŚrere og svĂŚrere

for mig at tilpasse mig. Hvorfor ska’ jeg egentlig det, tilpasse mig? Hvorfor kan de andre ik’ bare tilpasse sig lidt for mig?

Hvorfor kan de ik’ respektere mig og min musiksmag og mit tøj? Og det ville de jo også gøre, ikke Kat? Jo, helt sikkert ...

Men den følelse har jeg faktisk altid haft, fordi der har altid været et eller andet i skolen, mere eller mindre, noget man fik ondt i maven af og ik’ turde sige til sine forældre eller sine lærere. I hvert fald efter 5. klasse, før det var Celina & mig jo de populære piger. Men det skiftede, da hun sku’ over på den anden skole der, hvor jeg så pludselig var ... alene. Efter det husker jeg stort set kun ... følelsen af at være anderledes ... udenfor ... ikke som de andre.

I starten var det selvfølgelig sådan negativt, fordi: åh nej, jeg ville godt være lidt mere som de andre, det klart. Men jeg følte bare, at lige meget hvad jeg gjorde, om jeg så prøvede at købe det samme tøj som de andre, så hjalp det ikke. De ku’ på en eller anden måde se igennem tøjet ... se at JEG ikke var en af DEM. Jeg ku’ slet ik’ finde ud af, hvad jeg sku’ gøre, så dengang så følte jeg mig meget som en outsider.

På en ufed måde. Det værste var sådan noget, som når man sku’ spille rundbold i idræt og hver eneste gang blev valgt til allersidst, for så at sku’ høre sit eget hold sukke og brokke sig over, at de sku’ ha’ mig med, med mine tynde arme og whatnot ... Eller når det havde sneet og lærerne tvang én ud i gården alligevel, hvor der bare var 50 elever klar, der lige ventede på at dræbe dig med sne. Og alle grinede, når man fik sådan en knaldhård snebold lige ind i hovedet og man kæmpede for la’ være med at tude foran dem. Også læreren der har gårdvagt, han grinede også ... Eller os’ stod de andre og ventede udenfor skolen, når man sku’ hjem, for at ”vaske” én med iskold, beskidt sne, der kom ind i øjnene, ind i munden, ind i ørerne, ned i tøjet. Ja, så man rystede af kulde over det hele, når man stod og samlede sine smattede bøger op i det muddersne og blev nødt til at gå hele vejen hjem med de der plaskvåde bukser, som om man havde pisset i dem. Sådan med lidt spredte ben. Fordi det føltes så klamt og ulækkert mellem lårene ...

38

Der skete så det, jeg tror det var i 6. klasse ... ja, efter Celina var kommet over på den anden skole i kvarteret og min veninde fra rollespil, Natasja, hun har altid gået på en privatskole inde i byen. Så jeg havde li’som ik’ min hjerteveninde mere at være sammen med i frikvartererne eller i klassen ... ingen at sidde og hviske med og skrive sedler til og lave øjne til i timerne ... ingen at gå ned på tanken med i det store frikvarter.

Men der skete så det, at jeg bare sådan tænkte ”okay, fuck jer, jeg er anderledes og der er ik’ noget at gøre ved det!”

Jeg var inde i byen en eftermiddag med min mor, på Strøget, og jeg havde det bare sådan, at jeg var pænt træt af at prøve på at være noget andet end det jeg var, træt af at være en faker som alle de andre, der gerne ville være blandt de populære i klassen. Så jeg ville gøre noget federe ud af at være den jeg var. Jeg fandt nogen rigtig, rigtig fede skaterbukser og mit første nittearmbånd (elskede det og var så stolt over det, hehe, grineren ;-) men tabte det engang til en fest ... ) + en rigtig fed t-shirt, som min mor købte til mig dengang.

Dengang hun var sød for det meste ... og jeg fik mine første Converse All Stars lidt senere, weee, jeg har ik’ gået i andre slags sko siden, jeg sværger!

Og jeg så en anden dag, hvor jeg sad og lavede lektier hjemme i stuen, nogen der hed Good Charlotte i fjernsynet, på Boogielisten. De havde spikes og eyeliner og sort tøj + sf.

All Stars. Og de lavede den der sang ”Hold On”, som også har betydet meget for mig. Fordi den havde sådan en følelse af young and hopeless, som var lige sådan jeg følte jeg var jo ... som om den sang handlede om Lille Miig, miiv*.

Det var på en måde som at opdage, at man alligevel ik’ var helt alene i verden mere og at alle trods alt ik’ var nogen dumme idioter, der mobbede én og sladrede og interesserede sig for al muligt latterligt, ligegyldigt ... hvor at jeg tydeligt kan huske, at jeg der var sådan helt årh hvaaad? Altså da jeg så den Good Charlotte-video første gang, da var jeg 11 ...

Jeg havde helt siden jeg var lille været fascineret af punkere og læst om det og hørt om det fra mine forældre, der var unge dengang, og da jeg så Good Charlotte i tv var det, som 39

om jeg pludselig vidste, at det altid havde været meningen jeg sku’ være punk. Jeg var født til det, simpelthen, born 2 be punk, baby. Når jeg var udenfor alligevel ku’ det vel være ligemeget. Fuck det.

Men fordi jeg var den første punker på min skole blev det hele kun værre ... med mobningen og at føle sig udenfor i klassen. Dengang var der overhovedet ingen andre punkere derhenne, men nu er der jo kommet flere blandt de små, mange kiddie-punkere faktisk, der sådan nærmest ”ser op” til mig nu (de sku’ vide hvilken taber jeg er!!!)

Men okay. Det var ret grænseoverskridende dengang, fordi jeg var den eneste, endnu ... Så jeg havde ingengang min inspiration fra nogen på skolen og kendte jo ik’ rigtig nogen andre som var punx, så det var kun hvad jeg så i medierne ... det var der jeg tog det fra. Og så når jeg så nogen ældre punkere, rigtige trashede punkere med hanekam og sådan, inde i byen. Uden at turde gå hen og snakke med dem, sf., uhh nej. De ville sikkert synes jeg var en latterlig lille én ...

Det var ret overdrevet på et tidspunkt, mest i skolen ... i nogen måneder der i 6. klasse, er du gal ... Da jeg blev punker kom jeg pludselig i centrum for al den dårlige opmærksomhed, fordi alle lagde mærke til mig nu. Hele tiden.

Mega-mega meget. Alle gloede bare på mig, råbte efter mig, det var sygt så sygt det var ... Kan huske jeg blev omringet et par gange af drenge fra skolen, bl.a. P. og fedtklumpe-Jimmy, som sparkede eller kastede sten eller spyttede efter mig ... der var jeg bare ik’ særlig gammel, kun 11 år, så det var rimelig hårdt, ikke? Og de tyrede virkelig de sten efter mig af al kraft, seriøst, så det gjorde herre ondt og jeg blødte og fik blå mærker over det hele :-s De skrev også al muligt ondskabsfuldt pis om mig i sms’er, så jeg sad og tudede derhjemme ... hængte nogen grimme tegninger af mig op på tavlen før timerne. Der var f.eks. en, hvor jeg var tegnet som et lig med x-øjne, et halvt begravet lig + et kors med mit navn på ... sådan rigtig grimt tegnet ... eh, taaark? Fordi at jeg jo var så bleg, som de sagde, ”så jeg ville jo nok snart dø alligevel.” Og hele tiden små, ondskabs40

fulde kommentarer fra de andre piger i klassen, om ”de sku’ ringe til Ghostbusters?”, altså fordi jeg brugte meget eyeliner og gik i sort tøj og havde noget tøj med dødningehoveder på.

De ku’ slet ik’ acceptere jeg var blevet sådan. Det var skræmmende, hvordan de gik amok over det. For egentlig havde jeg jo ik’ gjort dem noget. Ingenting. Ville bare være mig selv som punk. Vise at jeg turde være den jeg var ... den jeg følte mig som indeni ... ligegyldigt hvad de så gjorde eller mente om det, okay.

Jeg sagde aldrig noget til min mor eller far om det i den periode. Eller til nogen andre. Jeg følte jeg selv sku’ klare mine 41

problemer, ik’ blande andre ind i det lort ... sådan har jeg vist altid været? Så jeg bed tænderne sammen og lærte at være kold ... lade som ingenting ... ignorere dem. Faktisk blev jeg vist endnu mere punked af det, på en måde ... brugte mere fed eyeliner og fik farvet sort strithår og rev huller i tøjet, satte sikkerhedsnåle i alle vegne. Og piercede mig selv og lavede små, grimme tatoveringer, når jeg var alene derhjemme, med barberblad, nåle og blæk fra knækkede kuglepenne.

Jeg blev vel mere og mere fuck jer-agtig ... ekstrem, faktisk ... ligeglad med hvad de andre sagde. Helt ligeglad. Jeg var ik’ længere bange for smerte. Jeg ku’ gøre mere ondt på mig selv, end hvad de turde gøre ved mig, bah. Og på en eller anden måde, måske blev de trætte af det samme igen og igen, måske fandt de en anden at mobbe, men det stoppede i hvert fald sådan, efterhånden. I hvert fald det med volden ... i 7. klasse var det mere pigerne, der ik’ ku’ la’ være med at bitche om mit udseende, og det gør de sgu stadigvæk indimellem. As if I care ...

Drengene holdt i det mindste op med at slå mig og kaste sten ... der var vist endda nogen af dem der syntes jeg var ret lækker, selvom jeg var punker, fik jeg at vide senere. Og jeg fandt jo i kort tid en guy, der var 13 ... så noget senere blev jeg endda venner med skønne, skøre Anja & Alex ... 2 andre outsiders fra den samme skole, der først var sådan nærmest lidt gother-agtige, men så heldigvis også var blevet mere og mere punkede. Måske fordi de var blevet inspireret af mig, bilder jeg mig da ind, når jeg er lidt selvfed, eh? Så vi fandt li’som sammen i vores egen lille klike hen i slutningen af 7. dér. Så det var sværere for de andre at gøre ... noget.

Mod os. For vi var ik’ bange for nogen, når vi var sammen, og det vidste de jo godt, allesammen ... det fandt de hurtigt ud af ellers ...

Der var heldigvis også en sød lærer, hun ... jeg tror godt hun vidste, hvad der foregik med mig ... havde hun dårlig samvittighed over ik’ at ha’ hjulpet mig eller ... ? Hun lod mig i hvert fald ret tit sidde oppe på biblioteket i frikvartererne i stedet for at gå ud i gården, hvis Anja eller Alex de ik’ lige var 42

der. Sidde der for at ”skrive stil”, som hun sagde. Selvom hun nok fattede jeg hørte musik eller gik på compen, så snart jeg var alene.

På nettet lærte jeg flere og flere andre små mini-punkere fra byen at kende deromkring, faktisk. Når jeg var på Arto der mødte jeg alle dem, der var anderledes og udenfor i deres skole, utilpassede børn li’som mig selv ... nogen der faktisk forstod mine følelser og var søde at chatte med og som hørte meget af den samme musik. Og Anja & Alex var blevet mine nye venner med ... ja, vi begyndte at snakke sammen hver dag og gå om bagved børnehaven i frikvartererne ... for at stå der og ryge, hvor lærerne ik’ ku’ se det ... det var SÅ stort.

Anja var 1 år ældre end mig & Alex, hun lærte os at ryge. Fuck hvor man hostede i starten, er du så færdig! Men bare det at have andre venner i skolen end Celina ... for hun blev først mere punked sådan et par år efter, så vidt jeg husker, mere fordi hun kopierede mig, vel ... bare dét var fucking fantastisk. De ændrede mit liv, de 2, og jeg elskede dem over alt på Jorden. Ja, Anja & Alex de betød alt dengang, ALT, + dem på Arto sf. også ... alle de der møgunger, der sad alene hjemme på deres næsten-teenage-børneværelser ved deres computere med sort hår ned over øjnene og for meget eyeliner på og hørte Good Charlotte/Nirvana/Marilyn Manson osv. og chattede med nogen ... mere li’som dem selv ... fordi ingen i deres skole respekterede dem. Kys os, for vi er syge og vi smitter, hehe ... xxxBANG BANGxxxGUNS GO BANGxxx!!!

Vi var De Fortabte Børn. Jaaarh, dem som ingen andre ville lege med eller måtte lege med for deres forældre ... er det vel stadigvæk? Og selvom Anja hun åbenbart heller ik’ vil ”lege” med mig mere nu, så glemmer jeg aldrig, hvad hun betød for mit liv dengang, det gør jeg ikke.

Hvad sku’ jeg gøre uden Alex & Celina & Danny & Natasja i mit liv nu og et helt laaangt, ondt, kedeligt år i skolen tilbage, OMG?! Ska’ ringe og høre om han kommer i skole i morgen, smuklingen. Ej, pleeeaze, Alex-baby, kom nuuu ...

43