Kemikeren - læseprøve

155 mm

6,35 mm

88,9 mm

© Jake Abel

46,5 mm

KEMIKEREN er en medrivende

er amerikansk forfatter og producer.

Hun er bachelor i engelsk litteratur fra Brigham Young University. Hendes internationale bestsellerserie Twilight-serien har solgt 155 millioner eksemplarer på verdensplan og hendes første voksenroman, Vandrende sjæle (2008), røg direkte ind som nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. ­Meyer bor i Arizona med sin mand og deres tre sønner.

Nu er hun konstant på flugt, og hendes eneste redning er at tage det job, hendes tidligere chef tilbyder hende. Det sidste job.

Men opgaven er langt fra enkel, og den bliver kun sværere, da hun falder for en mand, der forringer hendes chancer for at overleve.

Nu må hun bruge sit unikke talent på måder, hun aldrig havde drømt om.

stepheniemeyer.com @FickleFishFilms

”Fabelagtig fortælling.” berlingske

★★★★★★ ”Spækket med action og drama.” fyens stiftstidende

KEMIKEREN STEPHENIE MEYER INTERNATIONAL BESTSELLERFORFAT TER

Pressen om Vandrende sjæle

★★★★ ”Stephenie Meyer viser igen, at hun er en forrygende ferm ­historiefortæller.” ekstra bladet

★★★★

”Fantastisk fantasifuldt og blændende skrevet.” fyens stiftstidende

♥♥♥♥ femina

lindhardtogringhof.dk Omslag: Per Demuth efter originaldesign af Mario J. Pulice

THRILLER • LINDHARDT OG RINGHOF

232 mm

STEPHENIE MEYER

★★★★★

KEMIKEREN

Engang arbejdede hun for den amerikanske regering, men det er der kun meget få, der ved. Hun er ekspert inden for sit område på et tophemmeligt agentur, men da man pludselig ser hende som en belastning, går jagten ind på hende.

Pressen om Twilight-serien

STEPHENIE MEYER

page-turner om en agent, der må tage en sidste sag for at rense sit navn og redde sit liv.

STEPHENIE MEYER

KEMIKEREN

PÃ¥ dansk ved Jan Pock-Steen

Lindhardt og Ringhof

Kemikeren.indd 3

06/10/2016 13.38

Kemikeren Er oversat fra amerikansk efter The Chemist Copyright © Stephenie Meyer 2016 Published in agreement with Writers House, New York and Ia Atterholm Agency, Sweden.

All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Bogen er sat med Simoncini Garamond og Univers hos Demuth Grafisk Og trykt hos ScandBook, 2016 Omslag: Per Demuth efter originaldesign af Mario J. Pulice ISBN: 978-87-11-56671-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont.

Kemikeren.indd 4

13/10/2016 10.32

Denne bog er dedikeret til Jason Bourne og Aaron Cross (og tillige til Asya Muchnick og Meghan Hibbett for hoverende meddelagtighed i min besĂŚttelse)

Kemikeren.indd 5

06/10/2016 13.38

Kemikeren.indd 6

06/10/2016 13.38

KAPITEL 1

D

agens opgave var blevet rutine for den kvinde, der for tiden kaldte sig Chris Taylor. Hun var stået meget tidligere op, end hun brød sig om, og havde så afmonteret nattens sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger og pakket dem væk. Det var et fandens mas at sætte det hele op om aftenen, blot for at pille det hele ned som det første næste morgen, men det var yderst risikabelt at give efter for den slags dovenskab.

Da denne daglige pligt var overstået, havde Chris sat sig ind i sin anonyme sedan – den var mere end et par år gammel, men havde ingen større skader, der gjorde den nem at huske – og kørt i timevis.

Hun havde krydset tre delstatsgrænser og utallige mindre streger på kortet, og selv da hun havde kørt omtrent den rigtige distance, vragede hun adskillige af de byer, hun passerede. Den dér var for lille, den dér havde kun to veje ud og ind, og den dér så ud til at have så få besøgende, at hun ikke kunne undgå at blive bemærket trods al den normalitet, hun forsøgte at kamuflere sig med. Hun noterede sig nogle få steder, hun måske ville vende tilbage til en anden dag – en forretning, der handlede med svejseudstyr, et af hærens overskudslagre og et marked med frugt og grønt. Det var snart ferskensæson igen, og hun burde skaffe sig forsyninger.

Sent om eftermiddagen nåede hun endelig til en livlig by, hvor hun aldrig havde været før. Selv på byens bibliotek var der rimeligt meget gang i den.

Kemikeren.indd 7

06/10/2016 13.38

Hun foretrak biblioteker, når det var muligt. De var gratis, og det var svært at spore.

Hun parkerede på den vestlige side af bygningen, hvor hun ikke kunne ses af det ene overvågningskamera, der hang over indgangen.

Alle computerne indenfor var optaget, og adskillige interesserede personer stod og ventede på en ledig maskine, så hun snusede rundt i afdelingen for biografier for at se, om der var noget relevant. Hun indså, at hun allerede havde læst alle de bøger, der kunne være til nogen nytte. Derpå ledte hun efter det seneste udspil fra sin yndlingsforfatter af spionromaner, et tidligere medlem af Navy SEAL, og tog så et par nærtstående titler. Hun mærkede et stik af dårlig samvittighed, da hun gik hen for at finde et godt sted at sidde og vente. Det virkede altså bare så plat at stjæle fra et bibliotek. Men der var mange grunde til, at det var udelukket at få sig et lånerkort, og der var en lille chance for, at noget i disse bøger kunne gøre hendes liv mere sikkert. Og sikkerhed trumfede altid skyldfølelse.

Hun var sådan set godt klar over, at det her var nioghalvfems procent meningsløst – det var ekstremt usandsynligt, at hun kunne finde noget konkret og brugbart i en opdigtet historie – men hun havde for længst arbejdet sig gennem den tilgængelige mængde af mere faktabaseret materiale. I manglen på en tilgængelig A-liste, måtte hun nøjes med Z-listen. Hun blev mere panisk end normalt, når hun ikke havde noget at nærstudere, og i den seneste fangst havde hun faktisk fundet noget, der virkede praktisk anvendeligt. Hun var allerede begyndt at indarbejde det i sin rutine.

Hun satte sig i en falmet lænestol i en fjern krog, hvorfra der var passende udsyn over båsene med computerne, og hun foregav at læse i den øverste bog i stakken. Flere af computerbrugerne havde spredt deres ejendele ud over skrivebordet – en havde endda taget skoene af – og det fortalte hende, at de havde tænkt sig at være her et godt stykke tid. Den mest lovende maskine blev brugt af en ung pige med en stabel referencebøger og et bekymret udtryk i ansigtet.

8

Kemikeren.indd 8

06/10/2016 13.38

Pigen var vist ikke i gang med at tjekke sociale medier – hun skrev faktisk de titler og forfattere ned, som søgemaskinen fandt til hende.

Chris sad og ventede med hovedet bøjet ind over bogen, som hun holdt i venstre albue. Med sin skjulte højre hånd skar hun forsigtigt magnetstrimlen af bogens ryg med et barberblad. Hun stoppede den og den tape, den havde siddet fast med, ned i sprækken mellem hynden og stolens armlæn. Hun foregav at miste interessen for bogen og fortsatte med den næste i bunken.

Chris var klar, og de skrællede romaner allerede pakket væk i hendes rygsæk, da teenagepigen gik sin vej for at finde en anden informationskilde. Chris hverken sprang op eller så fortravlet ud, men hun havde sat sig i stolen, før nogen af de andre håbefulde ventende overhovedet havde set, at deres chance var forpasset.

Det tog hende som regel kun omkring tre minutter at tjekke sin e-mail.

Derefter ville hun bruge yderligere fire timer på at nå tilbage til sit midlertidige hjem, hvis hun ikke kørte en omvej. Så skulle hun naturligvis igen etablere sine sikkerhedsforanstaltninger, før hun omsider kunne gå i seng. E-mail-dag var altid en lang dag.

Der var ingen forbindelse mellem hendes nuværende liv og denne e-mailkonto – ingen genbrugt IP-adresse, ingen omtale af steder eller navne – men hun ville alligevel fare ud ad døren, køre i fuld fart væk fra byen og lægge så mange kilometer mellem sig og dette sted som muligt, så snart hun var færdig med at læse sine e-mails og svare på dem, hvis lejligheden krævede det. Bare for at være på den sikre side.

Bare for at være på den sikre side var blevet et utilsigtet mantra for hende. Hendes liv var fyldt med overdreven forberedelse, men uden forberedelse ville hun slet ikke have noget liv at leve, hvilket hun ofte mindede sig selv om.

Det ville være rart, hvis hun ikke var nødt til at tage disse chancer, men pengene ville ikke holde evigt. Hun kunne som regel finde 9

Kemikeren.indd 9

06/10/2016 13.38

sig noget simpelt arbejde i en eller anden familieejet forretning, og gerne en, hvor alle optegnelser blev gjort i hånden, men den slags arbejde gav kun penge nok til det allermest nødvendige – mad og husleje. Der var aldrig penge til de mere dyre ting i hendes liv, som falske identifikationspapirer, laboratorieudstyr og de forskellige kemiske ingredienser, hun hamstrede. Derfor opretholdt hun en diskret tilstedeværelse på internettet, som hun brugte til at finde sine sjældne betalende kunder her og der, og hun gjorde alt for at forhindre, at det arbejde blev bemærket af folk, der ønskede, at hun skulle holde op med at eksistere.

De seneste to e-mails havde ikke ført noget med sig, så derfor glædede det hende, at der var en besked til hende – det glædede hende i omtrent de to tiendedele af et sekund, det tog at registrere afsenderadressen. l.carston.463@dpt11a.net Der stod den bare – hans rigtige e-mailadresse, der nemt kunne spores tilbage til hendes tidligere arbejdsgivere. Mens de små hår rejste sig i hendes nakke, og adrenalinet susede gennem hendes krop – det føltes, som om nogen råbte løb, løb, løb inde i hendes blodbaner – kunne hun dog stadig måbe vantro over deres arrogance. Hun undervurderede altid, hvor forbløffende skødesløse de kunne være.

De kan ikke være her endnu, ræsonnerede hun på trods af panikken. Hun så sig hurtigt om i biblioteket efter mænd med skuldre, der var for brede til deres mørke habitter, efter soldaterfrisurer og folk, der var på vej hen imod hende. Hun kunne se sin bil gennem spejlglasruden, og selv om det ikke så ud til, at nogen havde pillet ved den, havde hun jo ikke ligefrem holdt øje med den.

De havde altså fundet hende igen, men de kunne ikke vide, hvor hun havde besluttet at tjekke sin e-mail. Det valg traf hun omhyggeligt tilfældigt.

Netop i dette øjeblik lød der en alarm i et velordnet kontor eller måske i flere kontorer. Måske var der endda en rød lampe, der blin10

Kemikeren.indd 10

06/10/2016 13.38

kede. Deres computere var naturligvis programmeret til at opspore denne IP-adresse. Folk var ved at blive mobiliseret, men selv om de benyttede sig af helikoptere – og den mulighed havde de – så havde hun nogle minutter at løbe på. Det var tid nok til at se, hvad Carston var ude på.

I emnelinjen stod der: Træt af at flygte?

Den satan.

Hun åbnede mailen. Beskeden var ikke lang.

Holdningen har ændret sig. Vi har brug for dig. Vil en officiel undskyldning være til nogen hjælp? Kan

vi mødes? Jeg spørger kun, fordi der står liv på spil.

Mange, mange liv.

Hun havde altid godt kunnet lide Carston. Han virkede mere menneskelig end resten af de mørkklædte slipsedyr, der var ansat i afdelingen. Nogle af dem – især dem i uniform – var decideret skræmmende, hvilket sikkert var en hyklerisk tanke i betragtning af det arbejde, som hun selv havde udført engang.

Så derfor havde de naturligvis bedt Carston om at tage kontakt til hende. De vidste, hun var ensom og skræmt, og de havde sendt en gammel ven, så hun kunne føle sig godt til mode. Det var almindelig sund fornuft, og hun havde sikkert været i stand til at gennemskue det trick uden hjælp, men det skadede ikke, at samme trick var blevet brugt i en roman, hun havde stjålet engang.

Hun tog en dyb indånding og tænkte koncentreret i et halvt minut. Hun burde koncentrere sig om sit næste skridt – at komme ud af biblioteket, ud af byen og delstaten så hurtigt som muligt – og om hvorvidt det var nok. Var hendes nuværende identitet stadig sikker, eller var tiden inde til at flytte igen?

Men hendes koncentration blev afsporet af en snigende tanke om Carstons tilbud.

11

Kemikeren.indd 11

06/10/2016 13.38

Hvad nu, hvis …

Tænk, hvis der virkelig var en mulighed for, at de ville lade hende være i fred? Tænk, hvis det var paranoia og for mange læste spionromaner, der havde overbevist hende om, at det her var en fælde?

Hvis jobbet var vigtigt nok, ville de måske give hende livet tilbage til gengæld.

Ikke sandsynligt.

Men der var ingen grund til at foregive, at hun ikke havde læst Carstons e-mail.

Hun svarede på den måde, hun forestillede sig, de håbede på, selv om hun kun havde det svageste omrids af en plan i tankerne.

Jeg er træt af mange ting, Carston. Mød mig, hvor

vi mødte hinanden første gang, ved middagstid. Jeg

smutter, hvis jeg ser, at der er nogen sammen med dig og blablabla. Alt det ved du sikkert allerede. Lad være med at gøre noget dumt.

I samme øjeblik havde hun rejst sig og var på vej væk med de fjedrende skridt, hun havde tillagt sig på trods af sine korte ben. Det så mere afslappet ud, end det var. Hun talte sekunderne i hovedet og forsøgte at beregne, hvor lang tid det ville tage for en helikopter at tilbagelægge distancen mellem Washington, D.C. og dette sted. De kunne naturligvis varsko lokale folk, men det var som regel ikke deres stil.

Nej, det var overhovedet ikke deres sædvanlige stil, og alligevel … hun havde en ubegrundet, men stadig presserende, ubehagelig fornemmelse af, at de måske var blevet trætte af deres sædvanlige stil. Den havde ikke medført det resultat, de havde håbet på, og det var ikke tålmodige folk. De var vant til at få det, præcis som de ville have det – og i tre år havde de ønsket, at hun skulle dø.

Denne e-mail var sandelig en holdningsændring. Hvis det var en fælde.

12

Kemikeren.indd 12

06/10/2016 13.38

Hun var nødt til at formode, at det var tilfældet. Den holdning og den måde, hun indrettede sit liv på, var grunden til, at hun stadig var i stand til at trække vejret. Men et lille fjollet håb var blevet plantet et sted i hendes hjerne.

Hun vidste godt, hun spillede om en lille indsats. Bare et enkelt liv. Bare hendes liv.

Og det liv, som det var lykkedes hende at bevare mod overvældende odds, var blot det og intet andet: liv. Det simpleste af det simple. Ét hjerte, der slog, ét sæt lunger, der udvidede sig og trak sig sammen. Ja, hun var i live, og hun havde kæmpet hårdt for at forblive i live, men i løbet af de mere dystre nætter havde hun indimellem spekuleret på, hvad det lige var, hun kæmpede for. Var kvaliteten af hendes liv alle de anstrengelser værd? Ville det ikke være afslappende at lukke øjnene og aldrig skulle åbne dem igen? Var et tomt, sort intet ikke en anelse mere acceptabelt end den ubarmhjertige rædsel og konstante kamp?

Der var kun én ting, der havde afholdt hende fra at svare ja og tage en af de fredsommelige og smertefri udveje, som hun så nemt havde til rådighed, og det var et overudviklet konkurrenceinstinkt.

Det havde tjent hende godt under medicinstudiet, og nu sørgede det for, at hun blev ved med at trække vejret. Hun havde ikke tænkt sig at lade dem vinde. Hun ville under ingen omstændigheder give dem en så nem løsning på deres problem. De ville sikkert få ram på hende i sidste ende, men de skulle sandelig arbejde for sagen, og de skulle bløde for den.

Nu sad hun i sin bil og var seks gader fra den nærmeste motorvejstilkørsel. Hun havde en sort baseballkasket over det korte hår, brede herresolbriller dækkede hendes ansigt, og en stor sweatshirt skjulte hendes slanke skikkelse. For en udenforstående lignede hun meget en teenagedreng.

De folk, der ønskede hende død, havde allerede mistet lidt blod, og erindringen fik hende pludselig til at smile, mens hun kørte. Det 13

Kemikeren.indd 13

06/10/2016 13.38

var sært, hvor nemt hun havde det med at slå folk ihjel for tiden, og hvor tilfredsstillende det føltes. Hun var blevet blodtørstig, hvilket alt andet lige var ironisk. Hun havde tilbragt seks år under deres formynderskab, og i al den tid var de ikke kommet i nærheden af at nedbryde hende og forvandle hende til en, der holdt af sit arbejde.

Men tre år på flugt fra dem havde ændret en masse.

Hun vidste, hun ikke ville nyde at slå en uskyldig person ihjel.

Hun var sikker på, at det ikke var kommet så vidt, og det ville heller aldrig ske. Nogle af folkene i hendes branche – hendes tidligere branche – var sandt at sige psykopater, men hun holdt af at tænke, at det var grunden til, at hendes kollegaer ikke var så gode som hende selv. De havde de forkerte bevæggrunde. At hade det, hun hadede, gav hende styrken til at gøre sit bedste. Set i forhold til hendes nuværende liv handlede det om at vinde – ikke hele krigen, men et lille slag ad gangen. Men hvert drab var stadig en sejr. En eller andens hjerte ville holde op med at slå, og hendes ville fortsætte. Nogen ville komme efter hende og finde et rovdyr frem for et offer. En brun eneboeredderkop, der sad usynlig bag sin fælde af fint spind.

Det var det, de havde forvandlet hende til. Hun spekulerede på, om de på nogen måde var stolte over det, de havde udrettet, eller om de bare fortrød, at de ikke havde trådt på hende hurtigt nok.

Hun fik det bedre, da hun var kommet et par kilometer ud ad motorvejen. Hun kørte i en populær bilmodel, som der var tusind af magen til på motorvejen lige nu, og hun ville udskifte de stjålne nummerplader, så snart hun fandt et sikkert sted at standse. Der var ikke noget, der kunne forbinde hende med den by, hun lige havde forladt. Hun havde passeret to afkørsler og taget en tredje. Hvis de havde haft planer om at spærre motorvejen, ville de ikke ane, hvor de skulle gøre det. Hun var stadig skjult. Hun var i sikkerhed indtil videre.

På dette tidspunkt var det naturligvis udelukket at køre direkte hjem. Hun brugte seks timer på tilbageturen og skiftede mellem 14

Kemikeren.indd 14

06/10/2016 13.38

forskellige motorveje og landeveje, mens hun konstant tjekkede, at ingen fulgte efter hende. Hun nærmest halvsov, da hun endelig nåede tilbage til sit lille, lejede hus – det arkitektoniske sidestykke til en skrammelkasse. Hun overvejede at lave kaffe og vægtede fordelene ved et koffeinskud mod anstrengelsen ved at gøre endnu en ting og besluttede at knokle sig igennem på de sidste rester af sin energi.

Hun slæbte sig op ad de to vakkelvorne trin op til verandaen, undgik automatisk det rådne punkt på venstre side af den første planke og låste den dobbelte skydelås op på den sikkerhedsdør af stål, hun havde fået installeret den første uge, hun boede her. Væggene, der blot var lavet af træstolper, gips og vinylbeklædning, ydede ikke den samme sikkerhed, men statistisk set gik uønskede gæster altid efter døren først. Tremmerne for vinduerne udgjorde heller ikke en uoverstigelig hindring, men det var tilstrækkeligt til at overbevise en tilfældig klatretyv om, at han burde finde sig et nemmere mål.

Hun ringede på klokken, før hun drejede håndtaget. Hun trykkede hurtigt tre gange, så det for en forbipasserende ville se ud som ét sammenhængende tryk. Lyden af Westminster-dørklokken blev knap dæmpet af de tynde vægge. Hun gik hurtigt ind ad døren, mens hun for en sikkerheds skyld holdt vejret. Hun hørte ikke den lave lyd fra knust glas, så hun åndede ud, mens hun lukkede døren bag sig.

Hun havde selv designet sikkerhedsprocedurerne. De professionelle folk, hun havde studeret i begyndelsen, havde alle deres egne metoder. Ingen af dem havde dog hendes særlige færdigheder, og det gjaldt heller ikke forfatterne til de forskellige romaner, hun brugte som usandsynlige brugervejledninger nu. Det hun derudover havde haft brug for at vide, havde hun nemt kunne finde på YouTube. Nogle stumper fra en gammel vaskemaskine, en lillebitte styringsenhed, som hun havde bestilt på nettet, en ny ringeklokke samt nogle få andre nyerhvervelser, og så havde hun en solid fælde.

Hun lukkede skydelåsene efter sig og tændte lyset på kontakten tættest ved døren. Den sad sammen med to andre kontakter. Den 15

Kemikeren.indd 15

06/10/2016 13.38

i midten var en attrap. Den tredje, der sad længst fra døren, var koblet til den samme svagstrømsledning som dørklokken. Ligesom den og døren var de tre kontakter flere årtier yngre end noget andet i det lille lokale, der var kombineret dagligstue, spisestue og køkken.

Alt så ud, som hun havde efterladt det: minimalistisk, billig møblering – intet var stort nok til, at en voksen kunne gemme sig bag det – tomme skænke og bordplader. Der var ingen udsmykning eller kunst. Sterilt. Hun vidste, at det, på trods af gulvet med det avokado- og sennepsfarvede mønster og det strukturmalede loft, alligevel lignede et laboratorium en smule.

Måske var det lugten, der fik det til at føles sådan. Der lugtede lidt som hos en forhandler af swimmingpooltilbehør, og lokalet var så omhyggeligt rengjort, at en ubuden gæst sikkert ville tro, at lugten kom fra rengøringsmidler. Men det ville kun ske, hvis han var kommet indenfor uden at udløse hendes alarmsystem. Hvis han udløste det, ville han ikke have tid til at registrere mange detaljer i lokalet.

Resten af huset bestod kun af et lille soveværelse og et badeværelse, der lå i lige linje fra hoveddøren, og der var ikke noget der, hun kunne snuble over. Hun slukkede lyset, så hun ikke behøvede at gå tilbage.

Hun gik snublende ind ad den eneste dør til soveværelset og gennemløb sin rutine som en søvngænger. Der kom tilstrækkeligt med lys gennem de smalle åbninger i persiennen – rødt lys fra benzintanken på den anden side af gaden – så hun undlod at tænde lampen. Først arrangerede hun de to dunpuder oven på dobbeltmadrassen, der optog det meste af pladsen i værelset, så de svagt lignede omridset af et menneske. Så stoppede hun to lynlåsposer med teaterblod ind i pudebetrækkene. På tæt hold ville blodet ikke være særligt overbevisende, men plastikposerne var beregnet på, at en attentatmand smadrede vinduet, skubbede persiennen til side og skød derfra. I det svage lys ville han ikke kunne se forskel. Og nu hovedet. Hun brugte en maske, hun havde købt på udsalg efter 16

Kemikeren.indd 16

06/10/2016 13.38

halloween – en karikatur på en eller anden politiker, der havde en rimelig realistisk hudfarve. Hun havde fyldt indmad i den, så den omtrent havde samme størrelse som hendes hoved, og syet en billig, brun paryk fast til den. Det vigtigste var, at den tynde ledning, der løb mellem top- og boksmadrassen, var skjult af nylontrådene. En tilsvarende ledning var boret gennem den pude, som hovedet hvilede på. Hun trak lagnet op og derpå tæppet og klappede det hele på plads. Så snoede hun de to flossede ledningsender sammen. Det var en meget spinkel sammensplejsning. Ledningerne ville glide fra hinanden, hvis hun så meget som rørte ved hovedet eller skubbede det mindste til pudekroppen.

Hun trådte et skridt tilbage og så endnu en gang på lokkeduen med halvt lukkede øjne. Det var ikke det bedste, hun havde lavet, men det lignede faktisk en person, der sov i sengen. Selv hvis en ubuden gæst ikke troede på, at det var Chris, så måtte den sovende person stadig elimineres, før han kunne fortsætte med at lede efter hende.

Hun var for træt til at skifte til pyjamas, så hun trådte bare ud af sine løstsiddende cowboybukser. Det rakte. Hun greb den fjerde pude og fandt sin sovepose frem, som var gemt under sengen. Det hele føltes mere klodset og tungere end normalt. Hun slæbte begge dele ud på det lille badeværelse, smed dem i badekarret og gjorde et nødtørftigt toilette. Ingen ansigtsvask i aften; hun børstede bare tænder.

Både pistolen og gasmasken lå under håndvasken, skjult under en stabel håndklæder. Hun trak masken over hovedet og strammede remmene. Så lukkede hun hånden over luftfilteret og åndede ind gennem næsen for at tjekke, om den var tæt. Masken sugede sig fint fast til hendes ansigt. Det gjorde den altid, men hverken fortrolighed med den eller udmattelse fik hende til at springe sine sikkerhedsforanstaltninger over. Hun anbragte pistolen i den vægmonterede sæbeskål, hvor den var nem at få fat i fra badekaret. Hun var 17

Kemikeren.indd 17

06/10/2016 13.38

ikke alt for begejstret for pistolen – hun var en anstændig skytte i sammenligning med en komplet uøvet civilist, men hun var ikke i samme klasse som en professionel. Hun havde dog brug for den, for en eller anden dag ville hendes fjender regne hendes system ud, og så ville dem, der kom efter hende, også være iført gasmasker.

Hun var helt ærligt overrasket over, at hendes trick havde reddet hende så længe.

Hun stak en uåbnet filterbeholder ind under sin bh-strop og sjoskede de to skridt tilbage til soveværelset. Hun knælede ved højre side af den seng, hun aldrig sov i. Ventilationsristen var sikkert ikke så støvet, som den burde være, ristens øverste skruer var kun skruet halvt ind, og de nederste manglede fuldstændigt, men hun var sikker på, at ingen person ville kigge ind ad vinduet, bemærke disse detaljer og forstå, hvad de betød. Sherlock Holmes var den eneste person, hun ikke frygtede, ville forsøge at tage hendes liv.

Hun løsnede de øverste skruer og fjernede risten. Nogle få ting ville springe i øjnene, hvis man kiggede ind i ventilationsåbningen.

Det ene var, at bagenden var forseglet, så den ikke længere fungerede. Det andet var, at den store, hvide spand og det store batteri sikkert ikke hørte hjemme dernede. Hun vippede låget af spanden og blev straks mødt af den samme kemiske lugt, der hang i stuen, og som var så velkendt, at hun knap bemærkede den.

Hun rakte ind i mørket bag spanden og fandt en lille, kluntet tingest med en spole, metalarme og tynde ledninger. Så fandt hun en glasampul på størrelse med hendes finger og endelig en rengøringshandske af gummi. Hun anbragte solenoiden – hun havde fået dimsen fra en kasseret vaskemaskine – så den var halvt nedsænket i spandens farveløse væske og armene stak op fra den. Hun blinkede energisk og forsøgte ihærdigt at koncentrere sig, for det her var den svære del. Hun tog handsken på højre hånd, trak så beholderen op fra sin bh-strop og holdt den i venstre. Med den behandskede hånd sænkede hun forsigtigt ampullen ned i de riller, hun havde boret i 18

Kemikeren.indd 18

06/10/2016 13.38

metalarmene til netop dette formål. Ampullen hvilede lige under syrens overflade. Det hvide pulver indeni var inaktivt og harmløst, men hvis strømmen i de ledninger, der var fastgjort så spinkelt til hinanden oven på sengen, blev afbrudt, ville det få solenoiden til at klappe sammen og knuse glasset. Det hvide pulver ville omdannes til en gas, der hverken var inaktiv eller harmløs.

Det var i bund og grund det samme arrangement, hun havde inde i stuerummet, om end tilslutningen der var mere enkel. Fælden her var kun aktiveret, når hun sov.

Hun lagde handsken tilbage, satte risten på igen og slingrede så med en følelse, der ikke var helt opløftende nok til at være lettelse, tilbage til badeværelset. Ligesom risten kunne døren måske have advaret en så detaljefikseret person som mr. Holmes – de bløde gummistrimler hele vejen rundt om kanten var bestemt ikke standard.

De ville ikke forsegle badeværelset fuldstændig fra soveværelset, men det ville give hende mere tid.

Hun dumpede ned i badekaret og faldt nærmest i slowmotion om på den bløde sovepose. Det havde taget noget tid at vænne sig til at sove med gasmasken på, men nu tænkte hun ikke over det længere og lukkede taknemmeligt øjnene.

Hun vrikkede sig ned i sin kokon af dun og nylon, indtil hendes iPads hårde firkant pressede mod det nederste af hendes ryg. Den var tilsluttet en forlængerledning, der fik strøm fra ledningerne i stuen. Hvis strømmen svingede i styrke, ville iPad’en vibrere. Hun vidste af erfaring, at det var nok til at vække hende, selv når hun var så træt, som hun var nu. Hun vidste også., at hun kunne fjerne forseglingen på filterbeholderen – som hun stadig holdt i venstre hånd og pressede mod brystet som et barns teddybjørn – og skrue den på plads på gasmasken på mindre end tre sekunder, selv når hun halvsov, i mørke, og mens hun holdt vejret. Hun havde øvet sig så mange gange, og hun havde bevist det i tre situationer, der ikke havde været øvelser. Hun havde overlevet. Hendes system fungerede.

19

Kemikeren.indd 19

06/10/2016 13.38

På trods af sin udmattelse måtte hun igen gennemgå dagens ubehagelige oplevelser i tankerne, inden hjernen lod hende miste bevidstheden. Det føltes forfærdeligt at vide – ligesom fantomsmerter i en arm eller et ben, der ikke havde nogen egentlig forbindelse til kroppen, men bare var der – at de havde fundet hende igen. Hun var heller ikke tilfreds med sit e-mailsvar. Den plan var udtænkt for impulsivt, til at hun kunne stole på den. Og den krævede, at hun handlede hurtigere, end hun brød sig om.

Hun kendte teorien – indimellem kan man løbe hovedkulds hen mod en pistolbevæbnet fyr og fange ham i et upåagtet øjeblik. Hun havde altid foretrukket flugt, men hun kunne ikke se noget alternativ denne gang. Måske ville hun kunne det i morgen, når hendes trætte hjerne havde hvilet sig.

Hun sov omgivet af sit spind.

Kemikeren.indd 20

06/10/2016 13.38

155 mm

6,35 mm

88,9 mm

© Jake Abel

46,5 mm

KEMIKEREN er en medrivende

er amerikansk forfatter og producer.

Hun er bachelor i engelsk litteratur fra Brigham Young University. Hendes internationale bestsellerserie Twilight-serien har solgt 155 millioner eksemplarer på verdensplan og hendes første voksenroman, Vandrende sjæle (2008), røg direkte ind som nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. ­Meyer bor i Arizona med sin mand og deres tre sønner.

Nu er hun konstant på flugt, og hendes eneste redning er at tage det job, hendes tidligere chef tilbyder hende. Det sidste job.

Men opgaven er langt fra enkel, og den bliver kun sværere, da hun falder for en mand, der forringer hendes chancer for at overleve.

Nu må hun bruge sit unikke talent på måder, hun aldrig havde drømt om.

stepheniemeyer.com @FickleFishFilms

”Fabelagtig fortælling.” berlingske

★★★★★★ ”Spækket med action og drama.” fyens stiftstidende

KEMIKEREN STEPHENIE MEYER INTERNATIONAL BESTSELLERFORFAT TER

Pressen om Vandrende sjæle

★★★★ ”Stephenie Meyer viser igen, at hun er en forrygende ferm ­historiefortæller.” ekstra bladet

★★★★

”Fantastisk fantasifuldt og blændende skrevet.” fyens stiftstidende

♥♥♥♥ femina

lindhardtogringhof.dk Omslag: Per Demuth efter originaldesign af Mario J. Pulice

THRILLER • LINDHARDT OG RINGHOF

232 mm

STEPHENIE MEYER

★★★★★

KEMIKEREN

Engang arbejdede hun for den amerikanske regering, men det er der kun meget få, der ved. Hun er ekspert inden for sit område på et tophemmeligt agentur, men da man pludselig ser hende som en belastning, går jagten ind på hende.

Pressen om Twilight-serien

STEPHENIE MEYER

page-turner om en agent, der må tage en sidste sag for at rense sit navn og redde sit liv.