København rundt - læseprøve

Vester- og Østerbro samt Christianshavn, Amager og Frederiksberg.

Bogen skildrer byens historie, topografi og kultur, men fortæller også om de mennesker, som gennem mere end tusind år har skabt og udviklet byen.

Jesper Asmussen

En vandring rundt i København og de gamle forstæder Nørre-,

Bogen følger 9 ruter med i alt over 150 skuepladser, hvor der er en tet på det sydligste Amager og Kastrup Lufthavn længst mod øst, Enghaveparken og Carlsberg på Vesterbro, Assistens Kirkegård og Jægersborggade på Nørrebro samt Kanslergade og Kvartmilestenen i Fælledparken på Østerbro.

KØBENHAVN RUNDT · BYVA N D R I N G E R

spændende historie at fortælle. Yderpunkterne er Kongelundsfor-

JESPER ASMUSSEN

Jesper Asmussen

GENDARMKØBENHAVN RUNDT STIEN BYVA N D R I N G E R

fra Padborg til Kettingskov

www.lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

115651_Københavnerbogen_omslag.indd 1

08/04/16 14.40

Landkort over København i 1850, nogle få år før byportene blev nedrevet, og voldene efterhånden faldt. Treårskrigen er netop overstået, og i samme år kunne man optælle 135.641 københavnere inden for voldene og 1.414.648 indbyggere i hele Danmark. I 1855 var Københavns indbyggertal steget til 143.581. De forskellige bykvarterer, fx Rosenborg Kvarter (gulligt midt i kortet), ses i hver deres farve, og det meste af de tre brokvarterer, forstæderne, ses i grålig farve.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 4

08/04/16 15.36

JESPER ASMUSSEN

KØBENHAVN RUNDT BYVANDRINGER

Lindhardt og Ringhof

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 1

08/04/16 15.36

Indledning

De ni byvandringer i »København rundt« fører geografisk omkring i København og de gamle forstæder, dvs. Nørre-, Vester- og Østerbro samt Christianshavn, Amager og Frederiksberg. Tidsmæssigt strækker bogen sig fra byens grundlæggelse op til i dag. Jeg vil gerne give et billede af hovedstaden ved at skildre dens historie, topografi og kultur, men også ved at fortælle om de mennesker, som ved deres virke på dette sted igennem mere end tusind år har skabt og udviklet byen til det, vi kender i dag.

Københavns beliggenhed ved et meget besejlet farvand har bragt både fordele og ulemper med sig. Fordele, fordi det altid har været et fortrinligt sted at handle, den lette adgang til såvel Østersøen, Kattegat, Vesterhavet som verdenshavene gjorde byen til et handelsknudepunkt, ikke mindst i den florissante periode i 1700-tallet. Ulemper, fordi også fjender kunne nå København ad søvejen – mest kendt er vel englændernes angreb i 1801 og 1807.

Også kulturelt har København været førende gennem århundreder – og det er byen stadig. Det har gennem århundreder været eftertragtet for kunstnere af enhver slags at virke i landets hovedstad, ikke mindst fordi det var og er her, at man fandt den største efterspørgsel. Og selv om der i nyere tid sker meget på den kulturelle front uden for København, er det stadig her, man forventer, at der er mest »fart på«.

Ruterne gennem kvartererne leder til udvalgte bygninger og steder, hvor der er foregået noget, som er værd at fortælle om. Det kan være både store og små begivenheder, men det har været min ambition at skrive en lidt anderledes guide til København, hvor det er fortællingerne, som er i centrum.

Vi kommer altså vidt omkring i tid og rum, og som læser vil man formentlig både møde beretninger, der er velkendte, og fortællinger, som man ikke har hørt tidligere.

Tag gerne bogen med ud på de ni strækninger, som tilsammen udgør over hundrede kilometer, eller foretag vandringerne, mens du sidder i lænestolen, hvor de mange nye og gamle billeder vil trække byen og historien ind i din stue. Rigtig god fornøjelse.

Jesper Asmussen

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 2

08/04/16 15.36

Indhold

Træk af Københavns historie

4

Københavns oprindelse

6

Gammelkøbenhavn 10 Slotsholmen 84 Christianshavn 98 Amager 114 Vesterbro 126 Frederiksberg 136 Nørrebro 146 Østerbro 156 Nykøbenhavn 164 Panoramakort 1909

224

Kort A-J

226

Stedfortegnelse 246 Personfortegnelse 253

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 3

08/04/16 15.36

10

Gammelkøbenhavn

Københavns rådhus Vi begynder lige uden for volden. Man kender ikke ret meget til Københavns første rådhus; men man regner med, at det fandtes fra 1200-tallet, da byen på det tidspunkt havde et byråd. I alt har København gennem tiderne haft seks rådhusbygninger anbragt forskellige steder i byen, og det sjette i rækken, det nuværende rådhus med sin rådhusplads, er hjertet i København. Dette rådhus blev opført på den sløjfede Gyldenløves Bastion, og Lucie Mølle, kaldet Lusemøllen, stod på en plads, som nu svarer til beliggenheden af Borgerrepræsentationens sal i rådhusbygningen.

I slutningen af 1800-tallet var C.F. Hansens nyklassicistiske rådhus på Nytorv, der blev indviet i 1815 og også virkede som domhus, blevet for lille.

Indbyggertallet i København voksede betydeligt fra midten af 1800-tallet til århundredeskiftet, hvor det var tredoblet. Derfor indbød man i 1888 til arkitektkonkurrence om et nyt og større rådhus, der skulle opføres på det tidligere voldterræn ved Vesterport. Arkitekten Martin Nyrop vandt konkur-

Københavns Rådhus

Rådhuset præges af den betagende facade, den gyldne statue af Absalon lige over balkonen og det slanke tårn på 105,6 meter. Rådhusuret er verdens første og ældste elektriske tårnur, som stadig er i drift. Tindemuren (»tænderne«) på tværs oppe ved flagstangen er i virkeligheden en række skorstene forbundet med bygningens ventilations- og opvarmningssystem.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 10

08/04/16 15.36

Gammelkøbenhavn

11

rencen, og i årene 1894-1905 opførtes rådhuset lige uden for de gamle volde, der engang beskyttede København.

Rådhuset fremstår som et af tidens hovedværker i nordisk arkitektur, og det er også berømmet i udlandet. Den samlede pris for at opføre rådhuset står i 4.674.561,18 kroner. Det var omkring 1½ million kroner mere end projekteret, og dertil skal lægges udgifter til anlæg og inventar, så den samlede sum løb op i 6½ million kroner.

Martin Nyrop var meget overtroisk. En anekdote fortæller, at han under opførelsen af det store byggeri ofte spurgte arbejdsledere og håndværkere, om noget var gået galt. Det var der ikke, så til sidst fik han sat nogle dørhængsler forkert op, så han ikke udfordrede skæbnen med et perfekt byggeri … da overmod kunne resultere i, at både han og rådhuset ramtes af nemesis.

Rådhusklokkerne Arkitekten Martin Nyrop ønskede et slagværk i lighed med de engelske tårnure på fx Westminster Abbey eller Big Ben, som afspiller faste melodier med få toner. Nyrop henvendte sig derfor til sin svoger, komponisten Thomas Laub, og bad ham skrive nogle korte, musikalske signaler til de fire små klokker. Tonesproget skulle svare til rådhusets gammelnordiske indretning, og i den sammenhæng havde Nyrop fundet den rette, idet Laub havde stor interesse for tidlige melodityper fra bl.a. de nordiske folkeviser, som han ivrigt bearbejdede og udgav på skrift. Melodien, der lyder på timeslagene klokken 12, 18 og 24, er i dansk folkevisestil, og det er lykkedes Laub og Lange-Müller med kun fire-fem toner at skabe melodier, som kunne tåle at blive hørt dag og nat … år ud og år ind. Siden nytår 1924-25 har Danmarks Radio udsendt timeslag og klokkespil klokken 12. Den lille »koncert« varer 1 minut og 42 sekunder.

Absalon blev født ind i den rige og indflydelsesrige sjællandske uradelslægt, Hviderne. Absalons fader, Asser Rig, var en af kongerigets mægtigste mænd, og hans moder, Inge, var datter af den svenske konge, Erik den Hellige. Absalon blev biskop i Roskilde i 1158 på foranledning af den nykårede konge, Valdemar.

Biskop Absalon Biskop Absalon har længe haft æren for at have grundlagt København, men dette er imidlertid ikke rigtigt. Københavns forhistorie går tilbage til omkring år 700, så det er altså vikinger i jernalderen, som har anlagt bebyggelse og havn, idet arkæologer har fundet sikre spor af bådebroer ved Gammel Strand samt en rig vikings storgård ved Kongens Nytorv. Den skriftlige historie begynder, da Absalon i 1160’erne byggede sin borg ved byen Havn. Der har altså været godt gang i den by, som senere får navnet København, længe inden Absalon kom til. Absalon var sammen med kong Valdemar den Store aktiv i bekæmpelsen af vendiske sørøvere, der længe havde hærget danske kyster, voldtaget og plyndret samt bortført danskere og solgt dem som slaver. I 1169 var Absalon med på togtet, da vendernes ø, Rygen, og dele af landskabet Pommern med hovedbyen Arkona, blev indtaget af danskerne. Ærkebiskop Absalon døde som 73-årig i påsken 1201 i Sorø Kloster.

I 1536 blev Absalons grav i Sorø i overværelse af kong Christian 3. åbnet for første gang, og her fandt man ærkebispen liggende i fuldt ornat med bispehue og

Rådhuspandekager De berømte rådhuspandekager fra Københavns Rådhus har været omtalt og nydt af mange personer, der har opholdt sig som gæster på rådhuset igen-

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 11

bispestav. Da graven blev åbnet for anden gang i 1827, tog man Absalons bispering af guld med en indfældet blå safir, og den er nu er udstillet på Nationalmuseet.

08/04/16 15.36

12

Gammelkøbenhavn

nem tiderne. Idéen med rådhuspandekagerne er undfanget i 1930’erne af restauratør Frantz Christensen og hans køkkenchef Phillip Olsen fra Store Kro i Fredensborg. Deres gourmet-restaurant var leverandør til Københavns Rådhus. Senere overtog hoteldirektør Ronald Larsen den berømte Store Kro, og fik opskriften på rådhuspandekager på betingelse af, at den forblev hemmelig, og at pandekagerne var forbeholdt arrangementer på Københavns Rådhus eller andre steder, hvor Københavns Kommune var vært. De fyldte pandekager serveres kolde og bliver altså benyttet til officielle gilder og festligheder på Københavns Rådhus, dog er pandekagerne undtagelsesvis blevet serveret til fest i Kongehuset. Midt i juni 1967 fejrede man Københavns 800-års-jubilæum med verdens længste kaffebord på Strøget (én kilometer langt), og ved denne lejlighed blev serveret over 70.000 rådhuspandekager samt skænket 80.000 kopper kaffe. Det tog fjorten dage at bage pandekagerne, og man havde gang i 150 små smedejernspander.

De to kanonrør og krigsudrustningen i bunden af Københavns Byvåben hentyder til københavnernes modstand imod den svenske belejring af byen i 1658-60. To løver balancerer på to kanonrør og støtter skjoldet. Rolandskrigeren nede i tårnet står for frihed og selvstændighed.

Københavns byvåben Københavns byvåben fik sit nuværende udseende den 24. juni 1661, da kong Frederik 3. udstedte et privilegiebrev til byens borgere som tak for deres tapre modstand under svenskernes belejring af byen sidst i 1650’erne. Begunstigelserne gav bl.a. undersåtterne i byen lov til at eje jord på samme vilkår som adelsstanden, og borgerne kunne opnå embeder og æresbevillinger svarende til adelens. Privilegiebrevet var ledsaget af byens våbenskjold med de berømte tre tårne, og i afsnit 11 står disse kongens ord at læse: »Wii hafuer ocsaa denne kongelige residentz och frii riigs stad med saadan waben naadigst anseet och begafuet, som sig wed slige privilegier best kand skicke och herhos er at see, huilchet waaben de udi alle deris forretninger skall och maa bruge, huor och naar de det fornøden erachter«.

Den vestlige port Vesterport var en af Københavns fire byporte, og den nævnes i skriftlige kilder så sent som i 1377 ved navnet »porta occidentalis«, latin for »den vestlige port«, der i middelalderen lå ud for Vestergade – og færdslen vestfra ind til Vesterport gik ind ad Vestre Landevej. Inden man kom til selve porten, måtte man passere broen og ravelinen, en lille befæstet ø, som lå midt i voldgraven.

Kong Frederik 3. havde i 1600-tallet flyttet Vesterport lidt mod syd, så den kom til at ligge ud for den nuværende Frederiksberggade [Strøget], men man måtte dog stadigvæk rundt om den gamle Vestergade for at komme ind til bymidten, idet Frederiksberggade først blev anlagt efter ildebranden i 1728.

Københavns byvåben gengives undertiden forenklet – kaldet det lille byvåben – med blot de tre tårne og bølgerne, som betegner byens tilknytning til Øresund. I heraldikken symboliserer stjernen noget guddommeligt, som våger over byen, mens månen, Luna, kunne være et ønske om velstand.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 12

Vesterport Byporten var en stor, grundmuret bygning med rigt udsmykkede facader og svære portfløje, som blev lukket og aflåst om aftenen. Lige inden for porten på venstre hånd befandt Vesterport-vagten sig, og her skulle rejsende med postvognen henvende sig ved ankomsten til byen for at melde sig med navn.

Dette betød, at der var opsigt med, hvem der kom til byen, og desuden skulle der betales afgifter på trafik og varer, som indførtes i hovedstaden. Ved by-

08/04/16 15.36

Gammelkøbenhavn

portene blev der til stadighed holdt vagt, og de var lukket om natten. Nåede man ikke at komme ind før lukningen, måtte man til Nørreport, hvor man kunne komme ind i byen, dog mod betaling af forhøjede portpenge.

13

Vesterport i 1857 lige før den blev revet ned. Den stod næsten midt på den nuværende Rådhuspladsen. I baggrunden ses udmundingen af Frederiksberggade,

Den store brand Københavns brand i efteråret 1728 var en katastrofe, hvis virkninger strakte sig mange år fremover. Ildebranden rasede i tres timer fra onsdag aften den 20. oktober ved nittentiden til lørdag morgen den 23. oktober, og den fortærede 28 % af byen eller 47 % af matrikelnumrene i den centrale, middelalderlige del af byen. 1.640 huse ud af hovedstadens godt 4.100 bygninger

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 13

som kan fornemmes helt til højre.

Vesterport

08/04/16 15.36

14

Gammelkøbenhavn

Kortet på side 15 viser de brandhærgede

og gårde blev flammernes bytte, 69 gader og stræder nedbrændte helt eller delvis, og 3.650 familier blev husvilde. Det svarer til 14.500 mennesker eller en femtedel af Københavns befolkning, som dengang lå på omtrent 70.000 samt nogle tusinde indkvarterede militærpersoner. Branden menes at være opstået omkring klokken 19.30 i et hjørnehus på næsten samme sted, hvor Frederiksberggade (Strøget) i dag løber ud i Rådhuspladsen – nær et hushjørne ved det daværende Lille Sankt Clemens Stræde. Huset ejedes af en vis Signe, som var enke efter en Bøye Hansen, og blandt hendes lejere var marketender og lysestøber Peder Rasmussen og hans hustru, Anne Iversdatter.

Det var hos dem og på deres loft, at ilden først brød løs, idet deres søn på syv år, Iver, var gået op på loftet med et lille stearinlys for at lede efter et stykke legetøj, vistnok en bold. Her kom drengen til at vælte lyset, som antændte hø og høvlspåner, og inden længe stod hele loftet i flammer. Ilden spredte sig med rivende hast til begge sider, og ved 22-tiden sprang den over til hjørnet mod Vestergade i nordvestlig retning, hvor hørkræmmernes forråd af hamp og tjære gav ilden rigelig næring.

områder i 1728 markeret med gule bygninger. (Nord er nederst til venstre, og Amager ses foroven). Ildebranden gjorde en femtedel af Københavns befolkning hjemløse, og bortset fra storbranden i London i 1666, som gjorde hver sjette boligløs, var det den største brand, som indtil dette tidspunkt havde ramt en europæisk by. Nord er nederst til venstre, og Amager ses foroven.

Her udbrød branden i 1728

Firskilling fra skæbneåret 1728. Dengang kostede et pund rugbrød en skilling, et pund lyst sukker fire skilling, en kande (1,9 liter) øl seks skilling og et pund godt

Brandberedskab København havde et brandberedskab med mange vandkanaler, brønde, pumper og springvand og med en garnison af 8.000 soldater, 4.000 matroser samt flere end 3.000 borgere – men man kom ikke frem i tide. Ulykkeligvis var vandet til hele denne del af byen pumpet væk for at blive anvendt til den nyudgravede Peblingesø, og man greb da til at tage vand til slukning fra rendestenene, hvilket medførte at slangerne tilstoppedes med snavs eller revnede og blev ubrugelige. Netop den dag havde været afholdt slukningsøvelse, som man – sædvanen tro – havde afsluttet med en personlig »efterslukning«, så ingen var helt ædru. Kommandanten i København, G.W. von Hedwiger Sponneck, kom til at spille en uheldig rolle, idet han afviste at åbne Vesterport, så man kunne hente vand ude i stadsgraven eller tilkalde hjælp fra omegnen. Sponneck frygtede, at hans hvervede udenlandske soldater ville begå faneflugt, desertere og stikke af, hvis porten blev åbnet. Huse i bindingsværk med stråtag var forbundet med hinanden ved skure og plankeværker, og lofter og udhuse bugnede af forråd til den kommende vinter, ikke mindst korn, brænde, hamp, beg og tjære – og gaderne var smalle. Da vinteren stod for døren, var alle trappeopgange og baggårde fyldt med brænde, hø og halm til husdyr og heste. Der var således intet, der kunne forhindre en brand i at sprede sig fra det ene hus til det næste.

kalvekød otte skilling. 84 skilling var i 1728 det samme som en daler, og en årsløn for en gårdskarl lå på ni daler, og en ung pige i huset fik ti. Daglønnen for en murersvend i København lå på omtrent 35 skilling, og for en arbejder mellem 16 og 20 skilling i sommermånederne, medens hans dagløn blot var mellem 12 og 16 skilling i vintermånederne. I 1875 indførtes møntenheden kroner og ører til afløsning af dalere og skilling.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 14

Byen genopbygges Efter branden skulle mange problemer løses samtidigt. Vældige mængder af byggematerialer – træ, sten, kalk, jern og glas – skulle fremskaffes, og det tog tid at få håndværkere til byen, men efterhånden som det rygtedes, at København var brændt, strømmede de til i stort antal, både fra ind- og udland. København kunne i sine egne lav mønstre ret mange murere, tømrere, snedkere, malere, glarmestre, smede og vognmænd: 276 mestre, 588 svende og 426 drenge, men dette antal slog ikke til. Med indsatsen fra både de inden- og udenbys håndværkere blev byen i løbet af blot seks-syv år så godt

08/04/16 15.36

Gammelkøbenhavn

15

som genopbygget med de kendte »ildebrandshuse«, som vender den glatte facade ud mod gaden, og hvis gavle var bygget op til hinanden, så de danner en lang, uafbrudt gadevæg. Gadefacaderne skulle være grundmurede, og de var ofte forsynet med gavlkviste. Ildebrandshuse ses fx på Gråbrødretorv.

Det økonomiske regnestykke viste samlede omkostninger på næsten 13 millioner rigsdaler, og tillige var et nyt og prægtigt kongeslot, Christiansborg, i 1730’erne under opførelse til 2,7 millioner rigsdaler.

Vestergade Guldhornstyveriet i 1802 gav Adam Oehlenschläger stof til digtet »Guldhornene«, som kom til at indvarsle den danske romantik. Uden at vide det havde den unge digter fra Vestergade boet meget tæt på det sted i Larsbjørnsstræde, hvor guldhornene blev omsmeltet af Niels Heidenreich. Oehlenschläger boede i Vestergade 28 i Farvergården på første sal hos farverenken Engelke Catharine Møller, kaldet tante Møller, som var faster til de kendte Ørsted-brødre, der havde deres spiseKvarter sammesteds. Digtet fortæller om fundet og tabet af guldhornene, og det betegnes som et af de vigtigste danske værker fra denne periode. Med »Guldhornene« trådte dansk litteratur ind i romantikken, som dominerede frem til 1870’erne.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 15

I Vestergade 28 på første sal skrev Adam Oehlenschläger »Guldhornene« i 1802.

Det var også Oehlenschläger, som i 1819 skrev »Der er et yndigt land«.

08/04/16 15.36

16

Gammelkøbenhavn

»Guldhornene« Tyveriet af guldhornene i 1802 optog digteren Adam Oehlenschläger meget, og det var efter en seksten timer lang samtale under en vandring rundt i Københavns gader med filosoffen Heinrich Steffens, som netop var vendt hjem med nye tanker og indtryk fra Tyskland, at den blot 22-årige Oehlenschläger gik hjem til sit værelse i Vestergade og skrev det digt, som senere skulle glide ind i skolernes danskundervisning samt i danmarkshistorien.

Bag Oehlenschlägers betagende vers om guldhornene ligger en skarp kritik af en kultur og et samfund, der havde mistet sansen for historie, folkefortællinger og kunst. Oehlenschläger anså sin samtid for at være materialistisk og åndsforladt og for ikke at have fattet betydningen af den gave, som guldhornene egentlig var. I 1800-tallet blev den romantiske tankegang så udbredt, at man i stort omfang begyndte at fortolke oldsager som minder fortidens helte, og guldhornene blev set som et tegn på en genfødsel af det ægte danske.

Adam Oehlenschläger forsøgte sig i årene 1797-99 som skuespiller, men uden held.

Han begyndte på jurastudiet på Københavns Universitet. Det skulle dog blive som digter, han blev berømt, og i sin levetid opnåede han at blive kåret som »Nordens digterkonge«. Han blev født på Vesterbro i et nu nedrevet hus omtrent dér, hvor nutidens Oehlenschlægersgade munder ud i Vesterbrogade.

Adam Oehlenschlägers fødested i 1779 og bopæl i 1802

Vestergade 18

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 16

Vestergade 18 H.C. Andersen ankom til København i eftersommeren 1819. Det tog to dage at rejse til København fra Odense, som dengang var den næststørste by i Danmark, og meget bekvemt lå gæstgiverierne lige inden for byportene – i Vestergade bekvemt for de rejsende fra Vest- og Sydsjælland og fra det øvrige Danmark samt omkring Kultorvet for de rejsende fra Nordsjælland. Den fattige H.C. Andersen indlogerede sig i »Gardergården« den 6. september 1819.

Havde H.C. Andersen haft penge nok til hele rejsen, så var det dér, han ville være blevet sat af, og ikke ude på Valby Bakke, men han havde betalt kusken »sort« med tre rigsdaler, som altså kun rakte til Frederiksberg Slot. Herude skulle hestene alligevel puste ud … inden den sidste tur ind ad Vesterbrogade til Vesterport. Man skulle dengang i 1819 betale omkring seksten rigsdaler om måneden for fuld kost og logi samt vask, og den fattige Hans Christian var rejst hjemmefra med omkring tretten rigsdaler på lommen.

Gammeltorv Gammeltorv er Københavns ældste torv. De to vigtigste indfaldsveje til byen, Vestergade og Nørregade, førte umiddelbart fra byportene og frem til torvet; men også fra Østerport og senere Amagerport (Sønderport) kom man let frem til byens gamle midtpunkt. Gammeltorv var i middelalderen langt større, end det er i dag, idet torvet strakte sig næsten helt op til Frue Kirke og ud til Suderboderne, der havde navn efter skomagerne, som havde til huse her.

Disse små stræder blev senere i historien til egentlige gader. (Suder er gammelt navn for en lappeskomager. Gadenavnet var forsvundet i 1597, og da omtales »Skoboderne« som »Vimmelskaft«).

Torvet har også været skueplads for optog, ridderspil, turneringer og gøglerforestillinger. Ridderne skulle i turneringerne vise deres mod og styrke i en række »sportsgrene« – forskellige former for kamp af krigsmæssig art – og sejrherren kunne vinde store æresbevisninger. Det var på det samme torv, at byens indbyggere gysende kunne være vidne til halshugninger, piskninger og andre fysiske afstraffelser for større eller mindre lovovertrædelser.

08/04/16 15.36

Gammelkøbenhavn

17

Gilde og ridderturnering på Gammeltorv i forbindelse med Frederik 2.s kroning i 1559. På tribunen sidder kongefamilien.

Ved »dystløb« galopperer riddere med fældet lanse for at støde hinanden af hesten. Kurfyrst August af Sachsen var en af de bedste. I baggrunden ses en husrække, der kan betragtes som et bud på, hvordan datidens bygninger så ud.

Publikum kikker med oppe fra vinduerne samt fra ståpladser bag ved gelænderet i forgrunden.

Byens rådhuse Københavns første rådhuse har ligget på eller tæt ved Gammeltorv, som var byens ældste torve- og mødeplads. Byens første lille rådhus fra 1200-tallet, som vi næsten ikke ved noget om, har sandsynligvis befundet sig på det sted, hvor bytinget havde haft plads.

Byretten flyttede på et tidspunkt tidligt i middelalderen ind i det første rådhus. Det lå vistnok lidt øst for Gammeltorv på hjørnet af Skoubogade og Skindergade. Senere, engang i 1300-tallet, flyttede man rådhuset til hjørnet af Nørregade og Studiestræde over for Vor Frue Kirke. I 1479 fik kong Christian 1. oprettet Københavns Universitet, hvis boglærde professorer og studerende til at begynde med lejede sig ind i rådhuset. Efter nogle skærmydsler mellem magistraten, byens råder, på den ene side og universitetets rektor på den anden trådte kongen til og fik et forlig i stand. Derpå overtog de

Københavns første rådhus (t.v.)

Københavns andet rådhus (t.h.)

Københavns tredje og fjerde rådhus (t.v.)

Københavns femte rådhus (t.h.)

Københavns sjette rådhus

Københavns tredje rådhus, som nedbrændte i 1728, havde visse arkitektoniske ligheder med Rosenborg Slot, idet Christian 4. moderniserede middelalderbygningen i 1608-10. Forneden til venstre i bygningen var der skænkestue med øl og vin, og skarpretteren har haft logi i kælderen til højre, hvor der også var fangehuller. Imellem springvandet og rådhuset løber Strøget i dag; men Caritasspringvandet er af kunstneriske hensyn flyttet lidt på billedet, så man bedre kan se det prægtige rådhus.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 17

08/04/16 15.36

18

Gammelkøbenhavn

Caritasspringvandet optræder ved særligt

lærde hele bygningen, og det var formentlig ved denne lejlighed, at rådhuset flyttedes til Gammeltorv – og her lå byens tredje rådhus i årene 1475-1728.

J.C. Krieger tegnede efter branden i 1728 byens fjerde rådhus i barok arkitektur. Det blev bygget oven på de gamle fundamenter af det tredje renæssance-rådhus og stod indtil den næste ildebrand i 1795 (stedet er markeret i brolægningen ved Nytorv). Det femte, nyklassicistiske råd- og domhus af arkitekt C.F. Hansen fra 1815 kom til at ligge på Nytorv, og i dag kender vi det som Domhuset. Vore dages nationalromantiske rådhus af arkitekt Martin Nyrop fra 1905 på Rådhuspladsen er således det sjette i rækken.

festlige lejligheder med tre »guldæbler« på vandstrålerne, dvs. kobberkugler belagt med 24 karat guld, fx ved majestætens fødselsdag og på grundlovsdag.

Skikken med at sætte guldæbler i springvandet på mærkedage menes at kunne tilskrives astronomen Ole Rømer, der i øvrigt havde været med til at anlægge springvandene ved det franske Versailles.

Springvand

Caritasspringvandet på Gammeltorv

I løbet af 1500-tallet fik København ny vandforsyning med pumpevand og springvand, og pumpevandet blev ledt ind til Søerne gennem åer omkring København og herfra ind til bækkener under jorden, hvorfra det kunne pumpes op. For at skaffe mere vand og vand af bedre kvalitet hentede man senere vand fra den højtliggende Emdrup Sø, der tidligere hed Lundehussøen. Vandet blev ledt de seks kilometer til hovedstaden ved hjælp af udhulede fyrretræsstammer sammensat med blymuffer. Et springvand – eller en vandkunst, som det dengang hed – blev i 1579 sat op af kong Frederik 2. på Nytorv; men senere flyttede kong Christian 4. vandkunsten til Gammeltorv og forvandlede det til Caritasspringvandet for at tydeliggøre torvet som midtpunkt i København. Kongen ønskede også at pynte byens daværende rådhusplads, og samtidig var Caritasbrønden, som kunne rumme 300 m3 vand, et led i byens vandforsyning.

Guldæblespringvandet Vandkunsten på Gammeltorv, Caritasspringvandet, er ikke blot Københavns ældste, men også et af de ældste i Nordeuropa. Det blev opsat i 1608 i forbindelse med en ombygning af det daværende rådhus, der lå ud til Gammeltorv, hvor Strøget i dag passerer. Oprindelig var vandkunsten en brønd med brøndkammer, hvor borgerne kunne fylde deres spande og tønder med vand til vask og madlavning, og imens kunne de nyde synet af damen på toppen af kobberkummen – springvandet »giver Nat og Dag uden Ophold overflødigt Vand fra sig«, som det beskrives i 1700-tallet. Skulpturen viser næstekærlighedens gudinde Caritas med sine børn. Figurerne kendetegner kærlighed og velgørenhed (»caritas« på latin). I renæssancens frimodige stil står der vand ud fra kvindens brystvorter, og en lille dreng tisser kækt. Dette fandt 1800-tallets lidt snerpede borgerskab anstødeligt, så nogle af de forargelige strålerør blev derfor lukket fra 1857 til 1940.

Det var den tyskfødte billedskærer Statius Otto, som skabte figurgruppen på springvandet i træ, og bagefter støbtes den i bronze. Statius Otto er også kendt for sit fine træskærerarbejde på Rosenborg Slot og Frederiksborg Slot.

Ud over at være dygtig til at skære figurer må han desuden have været ret livlig, idet han efter i 1610 at være blevet optaget i Malmø Snedkerlav blev kendt som slagsbroder. Han omtales nemlig 1611-14 flere gange i rådhusets dombog som idømt bøder for slagsmål.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 18

08/04/16 15.36

Gammelkøbenhavn

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 19

19

08/04/16 15.36

20

Gammelkøbenhavn

Torvehandel

Valbykone fra omkring 1810 med sit udsalg af fjerkræ og smør – netop valbykonernes smør var særlig berømmet.

Handlen med fjerkræ på Gammeltorv varede til omkring 1910. Slagterne holdt til med deres boder på Nytorv.

På Gammeltorv handledes livligt på de to ugentlige markedsdage, onsdage og lørdage, især med friske fødevarer som fjerkræ, kaniner, kød og smør, og det var mest koner fra landsbyen Valby, som solgte deres varer her. Hvert torv i byen havde sine varer at sælge, fx solgte bønder hø og halm på Halmtorvet til brug som »indmad« i dyner og hovedpuder samt liggeunderlag i sengen, skønt langt det meste hø og halm blev brugt til husdyrhold, og på Kultorvet forhandledes brændsel som kvas, pindebrænde, koks, trækul, tørv osv. til opvarmning og madlavning.

På torvedagene var byen fredlyst, og det betød, at slagsmål og drab blev straffet med det tredobbelte. Torvefreden, som skulle give sikkerhed for uforstyrret torvehandel, varede fra solens opgang, til aftenklokken forkyndte dens nedgang. »Almindelig Torvedag er hver Onsdag og hver Lørdag, og den, som krænker Freden disse Dage, skal bøde til den skadelidte, Biskoppen og Byen hver 40 Mark. Freden varer fra Solopgang til Aftenklokkens Slag« – sådan lyder det i stadsretten for København, som blev udstedt den 29. januar 1294 af roskildebispen Johannes Krag. København hørte indtil 1416-17 ind under Roskilde Bispestol – hvorefter det ved pres lykkedes kongemagten at overtage byen. Københavnerne var indtil da skattepligtige til roskildebispen, fordi det jo var hans by. 40 mark i bøde var en meget høj pris og svarede til den samme straf, som normalt blev påregnet ved manddrab.

Nytorv Feltet omkring Nytorv var tæt beboet i middelalderen; men kong Christian 4. besluttede sig for at istandsætte Københavns gamle middelalderrådhus fra 1400-tallet og at rydde strækningen bag rådhuset, hvilket skabte en ny plads, Nytorv. I området lå bl.a. byens avlsgård med tilhørende stalde, og her havde medlemmerne af bystyret deres boliger. Desuden boede bødlen (skarpretteren eller mestermanden) i rådhusets kælder – nær ved fangehullet, som også fandtes i rådhuset.

Nytorv har oprindeligt frembudt et broget billede af stalde og småboliger til bystyrets ansatte. Men kongen afgjorde, at hovedstaden skulle have et nyt og prægtigt rådhus, så den gamle bygning blev ombygget i 1606-10.

Rådhuset ødelagdes slemt ved ildebrandene i 1728 og 1795 og blev derefter nedrevet, så Gammeltorv og Nytorv kom til at danne én plads.

Skarpretter og bøddel Lige ud for Slutterigade på Nytorv lå i gammel tid en hel del huse, hvori byens bøddel, rakkeren og bysvendene (politibetjente) boede. Slutterigade kaldtes da også en overgang Svendegade efter bysvendene. Desuden lå byens materialgård og stalde her. En skarpretter var en offentlig ansat person, som fuldbyrdede dødsdomme og henrettede med skarpe blankvåben fx med sværd eller økse – i modsætning til en bøddel, der henrettede ved hængning. Undertiden anvendtes ordet skarpretter synonymt med bøddel (også kaldet mestermand), og begge skulle desuden stå for fysisk afstraffelse af dømte forbrydere. Stillingen som bøddel var blevet oprettet i Danmark i middelalderen, og den var især knyttet til købstæderne. Embedet blev formelt nedlagt ved dødsstraf-

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 20

08/04/16 15.36

Gammelkøbenhavn

21

En kag er en skampæl eller en høj sokkelagtig opbygning på byens torv, hvor fx småtyve blev pisket offentligt (kagstrøgne) eller brændemærket. Kagstrygning bestod i, at lovovertræderen blev bundet pæl og tildelt slag med et ris. Straffemetoden bortfaldt i 1840 for tyverisager.

Byens kag indtil 1780

fens ophævelse ved Borgerlig Straffelov i 1930. Bøddelknægten var bødlens medhjælper. Økse, hammer, jernkølle, huggeblok, tænger, tamp, strikker osv. måtte skarpretteren selv skaffe sig for den lille, årlige faste løn, han fik. Værktøjet var altså hans personlige ejendom. Skarpretteren fik udover sin faste løn betaling for udførelse af de enkelte straffe, han fik fx 12 rigsdaler for at partere og lægge på stejle, mens det kun gav 4 rigsdaler at afhugge en hånd.

Vester Voldgade 131

Byens kag Fra 1627 foregik halshugningerne ikke længere på Gammeltorv, men på et midlertidigt skafot, som blev anbragt på Nytorv bag ved rådhuset. Nytorv kom til at afløse Gammeltorv som rettersted, og midt på torvet rejstes et skafot, der fra 1736 blev opmuret som en ottekantet, muret forhøjning med byens kag (pæl til brug ved kagstrygning), en skampæl, hvor lovovertrædere indtil 1780 blev hudstrøget (pisket). Oprindelig var skafottet af træ og blev opstillet af tømrerlauget, når henrettelser skulle finde sted, men i Frederik 4.s tid opførtes det af grundmur. Her halshuggedes Inger Christensdatter i 1705 for at have født i dølgsmål, dvs. hun havde født et barn i det skjulte, og barnet døde tillige. De sidste henrettelser på Nytorv fandt sted den 7. december 1758. Det var kancelliråd Frederik Hammond og hans medhjælper, en svensk fabriksmester Anders Andersson Sundblad, som egentlig begge var velansete borgere, men de blev angivet til myndighederne af en uven.

Hammond og Sundblad blev henrettet for at have fabrikeret falske værdipapirer for 34.000 rigsdaler, hvilket var en meget stor sum penge. Bøddelens faste pris i 1698 var ti rigsdaler for at svinge sværdet, og det må formentlig have ligget i samme prisleje i 1758. Straffene fortsatte en årrække endnu, indtil kagen i 1780 blev flyttet ud til fængslet Blå Tårn ved Langebro (dengang kaldet Kalvebodbro) på Sjællandssiden. Blå Tårn var et arresthus opført 1686 som afløsning for det Blåtårn, statsfængslet på Københavns Slot, hvor fx kongedatteren Leonora Christina sad i fangenskab. Blå Tårn var et ombygget krudttårn (på nutidens Vester Voldgade 131), der fungerede som hofarrest, og her måtte bl.a. kongens skuespillere afsone deres straf.

115651_Københavnerbogen_indhold.indd 21

08/04/16 15.36

Vester- og Østerbro samt Christianshavn, Amager og Frederiksberg.

Bogen skildrer byens historie, topografi og kultur, men fortæller også om de mennesker, som gennem mere end tusind år har skabt og udviklet byen.

Jesper Asmussen

En vandring rundt i København og de gamle forstæder Nørre-,

Bogen følger 9 ruter med i alt over 150 skuepladser, hvor der er en tet på det sydligste Amager og Kastrup Lufthavn længst mod øst, Enghaveparken og Carlsberg på Vesterbro, Assistens Kirkegård og Jægersborggade på Nørrebro samt Kanslergade og Kvartmilestenen i Fælledparken på Østerbro.

KØBENHAVN RUNDT · BYVA N D R I N G E R

spændende historie at fortælle. Yderpunkterne er Kongelundsfor-

JESPER ASMUSSEN

Jesper Asmussen

GENDARMKØBENHAVN RUNDT STIEN BYVA N D R I N G E R

fra Padborg til Kettingskov

www.lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

115651_Københavnerbogen_omslag.indd 1

08/04/16 14.40