Junglebogen - læseprøve

Historien om Mowgli, menneskeungen, der blev opfostret af ulve i Indiens jungle, er et af verdens helt store værker.

R u dya r d Kipling

R u dya r d K i p l i n g

Dette er fortællingen om Mowgli og junglens dyr.

Den tidløse historiesamling indeholder også andre Rikki-tikki-tavi, Den hvide Sæl, og Elefanternes Toomai.

Junglebogen

Kipling-klassikere som

I llustreret af

R obert I ngpen

9

788711 469866

Junglebogen Illustreret

af

Robert Ingpen

001–011_Junglebog.indd 2

28/08/15 13.30

JUNGLE­BOGEN

K

Rudyard Kipling Illustreret af Robert Ingpen På dansk ved Birgitte Brix

SESAM

001–011_Junglebog.indd 3

28/08/15 13.30

Denne bog og illustrationerne i den er dedikeret til illustratorens barnebarn.

Til Abigail.

Junglebogen Originaltitel: The Jungle Book Denne udgave er oprindelig tilrettelagt og produceret af PALAZZO EDITIONS LTD. Design and layout copyright © 2004 Palazzo Editions Ltd. 2 Wood Street, Bath, BA1 2JQ, UK www.palazzoeditions.com Illustrationer copyright © 2004 Robert Ingpen Created by Palazzo Editions Ltd. Bath, UK Art director: Bernard Higton All rights reserved. No part of this publication may be reproduced, stored in a retrieval system, or transmitted in any form or by any means – electronic, mechanical, photocopying, recording or otherwise - without the prior written permission of the publisher.

Dansk udgave © 2006 Forlaget Carlsen (1. udgave, 1. oplag) 2. udgave, 1. oplag © 2015 Forlaget Carlsen Redaktion: Per Kølle og Marianne Larsen Sats: Pamperin ∙ Grafisk, 2006 Trykt ved Livonia, Letland, 2015 ISBN 9788711469842 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

001–011_Junglebog.indd 4

28/08/15 13.30

Indhold

Rudyard Kipling 7 Illustratorens kommentar 8 Forord 9 Mowglis brødre 13 Seeonee-flokkens jagtsang 38 Kaas jagt 41 Bandar-logs vandringssang 71 »Tiger! – Tiger!« 72 Mowglis sang 95 Den hvide sæl 98 Lukannon 122 »Rikki-tikki-tavi« 124 Darzees sang 143 Elefanternes Toomai 145 Shiva og græshoppen 168 Hendes Majestæts tjenere 170 Lejrdyrenes paradesang 189

001–011_Junglebog.indd 5

28/08/15 13.30

012–039_Junglebog.indd 12

28/08/15 13.34

Mowglis brødre

w Nu natten kom med glenten Chil,

vor flagermus er fri – alt kvæg er gemt i stald og lo, vor sult vi stille skal, før natten er forbi.

Nu hersker vi en liden stund med hugtand, klo og klov. Åh, hør vort råb! – God jagt til dig, som holder junglens lov!

Nattesang i junglen

K

lokken var syv en meget varm aften i Seeoneebjergene, da Ulvefar vågnede af dagens søvn, kløede sig, gabede og strakte den ene pote efter den anden for at slippe af med den søvnige fornemmelse i spidserne. Ulvemor lå og dækkede med sin store, grå snude over sine fire legesyge, pibende ulveunger, mens månen skinnede ind i åbningen på den hule, hvor de alle boede. »Uuuiiihh!« sagde Ulvefar, »så går den vilde jagt igen.« Han skulle til at springe ned ad bjergskråningen, da en lille skygge med busket hale smuttede ind. »Held og lykke, åh, ulvehøvding,« peb den. »Og held og lykke og stærke, hvide tænder til dine fine børn, at de aldrig må glemme denne verdens sultne.« Det var sjakalen – tallerkenslikker Tabaqui. Indiens ulve kan ikke fordrage Tabaqui, fordi han render rundt og laver ulykker, og han sladrer og æder klude og læderstumper fra landsbyens affaldsdynger. Men de er også bange for Tabaqui, fordi han mere end nogen anden i junglen er tilbøjelig til at gå fra forstanden. Så glemmer han, at han nogen sinde var bange, og løber gennem skoven og bider i alt, hvad han møder på sin vej. Selv tigeren løber væk og gemmer sig, når galskaben griber lille Tabaqui, for noget mere pinligt kan ikke ramme et vildt dyr. Vi kalder det hydrofobi, vandskræk, men de kalder det dewanee – galskaben – og flygter. »Så kom ind og se selv,« sagde Ulvefar skarpt, »men vi har ingen mad.« »Nej, ikke for en ulv,« sagde Tabaqui, »men for så tarvelig en person som mig er et tørt ben et festmåltid. Kan vi, Gidur-log [sjakal-folket] tillade os at være kræsne?« Han

13

012–039_Junglebog.indd 13

28/08/15 13.34

Junglebogen

w pilede hen i enden af hulen, hvor han fandt en hjorteknogle med noget kød på, satte sig glad ned og gnavede på enden af den. »Mange tak skal du have for den lækre mad,« sagde han og slikkede sig om munden. »Hvor er dine fine børn dog smukke! Hvor har de dog store øjne! Og så er de tilmed ikke ældre! Ja, jeg burde jo have husket, at kongebørn er voksne fra starten.« Nu vidste Tabaqui lige så godt som enhver anden, hvor uheldigt det er at rose børn, mens de hører på det, og det glædede ham at se, at Ulvemor og Ulvefar blev mopsede.

Tabaqui sad stille og nød den sure stemning, han havde været årsag til. »Shere Khan,« sagde han så, »Den Store, har fundet nye jagtmarker. Han vil jage på disse kanter den næste måned, har han fortalt mig.« Shere Khan var den tiger, der boede i nærheden af Waingungafloden, over tredive kilo­meter borte. »Det må han ikke!« begyndte Ulvefar vredt – »Ifølge jungleloven må han ikke skifte jagtmarker uden at meddele det i god tid. Han vil skræmme hvert eneste stykke vildt i miles omkreds, og jeg – jeg skal nedlægge bytte for to for tiden.« »Hans mor kaldte ham ikke for ingenting Lungri, den halte,« sagde Ulvemor roligt. »Han har været halt fra fødslen. Det er derfor, han kun dræber kvæg. Nu er landsby­ boerne i Waingunga vrede på ham, så han er nødt til at komme her og gøre vores landsbyboere vrede. De vil gennemsøge junglen efter ham, mens han er langt herfra, og vi og vores børn må flygte, når de sætter ild til græsset. Ja, vi har skam meget at takke Shere Khan for!« »Skal jeg fortælle ham det?« sagde Tabaqui. »Skrub af!« snerrede Ulvefar. »Skrub ud og jag med din herre. Du har gjort skade nok for i aften.« »Nu går jeg,« sagde Tabaqui roligt. »I kan høre Shere Khan nede i skovtykningen. Jeg kunne have sparet mig at give jer besked.« Ulvefar lyttede. Nedenfor i dalen, hvor der løb en lille flod, hørte han den tørre, vrede, snerrende, monotone klagesang fra en tiger, der ikke har fanget noget, og som er ligeglad med, om hele junglen får det at vide. »Idiot!« sagde Ulvefar. »At begynde nattens arbejde med den larm! Tror han, at vores hjorte ligner hans fede Waingungaokser?« »Sshh! Det er hverken stude eller hjorte, han jager i nat,« sagde Ulvemor. »Det er menneske.« Den højlydte jammer var ophørt, i stedet lød der en indsmigrende spinden, som tilsyneladende kom fra alle verdenshjørner. Det er den lyd, der forvirrer skovhuggere og sigøjnere, som sover under åben himmel, og somme tider får dem til at løbe lige ind i tigerens åbne gab.

14

012–039_Junglebog.indd 14

28/08/15 13.34

Mowglis brødre

w »Menneske!« sagde Ulvefar og blottede alle sine hvide tænder. »Adddrr! Er der ikke biller og frøer nok i dammene? Behøver han at æde mennesker og tilmed på vores jagtmarker?« Jungleloven, der aldrig rummer forbud uden grund, forbyder alle dyr at æde mennesker, undtagen når de dræber for at vise deres børn, hvordan man gør, og så skal det ske uden for flokkens eller familiens jagtmarker. Grunden er i virkeligheden, at manddrab betyder, at der før eller senere kommer bevæbnede hvide mænd på elefanter og hundredvis af brune mænd med gongonger og raketter og fakler. Så går det ud over alle i junglen.

Dyrene siger til hinanden, at det er, fordi mennesket er det svageste og mest forsvarsløse af alle levende væsener. Det er usportsligt at gøre et menneske noget. De siger også – og det er sandt – at menneske-ædere får skab og mister deres tænder.

Nu kunne man tydeligt høre tigeren, der spandt og endte med et brøl. »Aaarr!« lød det, som om tigeren angreb.

Så kom der et hyl – et helt forkert tigerhyl – fra Shere Khan. »Han ramte ved siden af,« sagde Ulvemor. »Hvad er der?« Ulvefar løb et par skridt og hørte Shere Khan mumle og brumme vredt, mens han tumlede rundt i krattet. »Det fjols! Han sprang op i en skovhuggers lejrbål og brændte poterne,« sagde Ulvefar med et grynt. »Tabaqui er hos ham.« »Der kommer noget op ad skrænten,« sagde Ulvemor og vippede med øret. »Parat!« Det raslede lidt i krattet, og Ulvefar krøb sammen, parat til at springe. Men havde du været tilskuer, ville du have set det mest vidunderlige syn i verden – ulven bremsede midt i springet. Ulvefar satte af, før han så, hvad der kom, og prøvede dernæst at standse.

Følgen var, at han røg over en meter op i luften og landede på næsten samme sted, hvor han kom fra. »Menneske!« snerrede han. »En menneskeunge. Se!« Lige foran ham stod et lille, nøgent, brunt barn og klamrede sig til en lav gren. Ungen kunne lige akkurat gå, og blødere og mere buttet lille skabning har aldrig vist sig i en ulvehule ved nat. Barnet så op på Ulvefar og lo. »Er det en menneskeunge?« sagde Ulvemor. »Sådan en har jeg aldrig set. Kom herind med den.« En ulv, der er vant til at flytte sine egne unger, kan, hvis det skal være, tage et æg i munden, uden at det går i stykker, og selv om Ulvefar lukkede kæberne om barnets ryg, var der ikke så meget som et mærke fra en tand, da han lagde den lille ved siden af ungerne. »Hvor er den lille! Og nøgen og – modig!« sagde Ulvemor ømt. Babyen banede sig

15

012–039_Junglebog.indd 15

28/08/15 13.34

012–039_Junglebog.indd 16

28/08/15 13.34

Mowglis brødre

w vej mellem ulveungerne for at komme helt hen til den varme pels. »Ahai! Nu drikker han sammen med de andre. Det er altså en menneskeunge. Har man nogen sinde hørt, at en ulv kunne prale med at have en menneskeunge blandt sine børn?« »Jeg har nu og da hørt om det, men aldrig i vores ulveflok eller i min tid,« sagde Ulvefar. »Han har slet ingen hår, og jeg kunne knuse ham med et enkelt lille dask med poten.

Men se, han kigger op og er slet ikke bange.« Et eller andet spærrede for hulens munding og måneskinnet. Shere Khan stak sit store, firkantede hoved og sin overkrop ind. »Min herre, min herre,« peb Tabaqui bag ved ham, »den forsvandt herind!« »Shere Khan gør os en stor ære,« sagde Ulvefar, men med et meget vredt udtryk i øjnene. »Hvad søger Shere Khan?« »Mit bytte. En menneskeunge forsvandt denne vej,« sagde Shere Khan. »Dens forældre stak af. Giv mig den.« Shere Khan var havnet i en skovhuggers lejrbål, som Ulvefar havde sagt, og var vild af smerte i sine forbrændte poter. Men Ulvefar vidste, at hulens indgang var for snæver til, at en tiger kunne komme ind. Den smalle plads forhindrede allerede Shere Khan i at røre skuldre og forpoter på samme måde, som hvis en mand, der er spærret inde i en tønde, prøver at slås. »Ulvene er et frit folk,« sagde Ulvefar. »De tager imod ordre fra flokkens leder og ikke fra en tilfældig stribet ko-morder. Menneskeungen er vores – vi kan dræbe den, hvis vi synes.« »I synes, og I synes ikke! Hvad mener I med det? Ved den tyr, som jeg dræbte, er det meningen, at jeg skal stå i jeres hundehus og vejre efter mit retmæssige bytte? Det er mig, Shere Khan, der taler.«

17

012–039_Junglebog.indd 17

28/08/15 13.34

Junglebogen

w Tigerens brøl rungede som torden i hulen. Ulvemor rystede ungerne af sig og sprang frem, og i mørket mødte hendes øjne som to grønne måner Shere Khans flammende blik. »Og det er mig, Raksha [Djævelen], som svarer. Menneskeungen er min, Lungri – den er min! Han skal ikke dræbes. Han skal leve og løbe med flokken og jage med flokken.

Og du, som jager små nøgne unger, din lille tudse-æder og fiske-morder – til sidst skal han jage dig! Skrub nu af, eller ved den hjort, jeg dræbte (jeg æder nemlig ikke udsultet kvæg), forsvind hjem til din mor, dit forbrændte jungledyr, mere halt end du kom til verden! Forsvind!« Ulvefar så forbløffet ud. Han havde næsten glemt den tid, da han vandt Ulvemor i ærlig kamp med fem andre ulve, dengang hun løb med flokken og ikke for ingenting blev kaldt Djævelen. Shere Khan kunne måske have taget kampen op med Ulvefar, men Ulvemor kunne han ikke klare, for han vidste, at hun havde alle fordelene på sin side, hvor hun stod, og ville slås til sidste blodsdråbe. Derfor knurrede han og bakkede ud af hulens indgang. »Hver hund giver hals i sin egen gård!« råbte han, da han var kommet ud. »Lad os nu se, hvad flokken siger til opfostringen af menneskeunger. Ungen er min, og han skal nok ende i flaben på mig, I buskhalede tyveknægte!« Ulvemor smed sig gispende ned mellem ungerne. »Der er noget sandt i, hvad Shere Khan siger,« sagde Ulvefar alvorligt til hende. »Flokken skal se ungen. Vil du stadig beholde ham, mor?« »Beholde ham!« gispede hun. »Han kom til os om natten, nøgen, alene og meget sulten. Men han var ikke bange! Se, han har allerede skubbet en af mine unger til side.

Og den halte bøddel ville have dræbt ham og være stukket af til Waingunga, mens landsbyboerne her gennemsøgte alle vores huler som hævn! Beholde ham? Ja, du kan roligt regne med, jeg vil beholde ham. Lig stille, lille frø. Åh, du Mowgli – for frøen Mowgli vil jeg kalde dig – den tid skal komme, hvor du jager Shere Khan, som han har jagtet dig.« »Men hvad vil vores flok sige?« sagde Ulvefar.

Jungleloven fastslår klart og tydeligt, at enhver ulv, når han gifter sig, skal forlade den flok, han tilhører. Men så snart hans unger er gamle nok til at stå på egne ben, skal han bringe dem til flokkens råd, der som regel holder møde en gang om måneden ved fuldmåne, så de andre ulve kan lære dem at kende. Når ungerne er godkendt, må de løbe, hvorhen de vil, og før de har nedlagt deres første hjort, må ingen af flokkens voksne ulve under nogen omstændigheder dræbe dem. Straffen er døden, hvis morderen kan findes.

Og hvis du bare tænker dig lidt om, forstår du sikkert, at sådan må det være.

Ulvefar ventede, til hans unger kunne løbe lidt. Den nat, flokken holdt møde, tog han så dem og Mowgli og Ulvemor med til Rådsklippen – en bakketop dækket af sten og

18

012–039_Junglebog.indd 18

28/08/15 13.34

Mowglis brødre

w klippeblokke, hvor hundrede ulve kunne gemme sig. Akela, den store, grå Ensomme Ulv, der i kraft af sin styrke og dristighed var flokkens leder, lå udstrakt i hele sin længde på sin klippeblok. Under ham sad mindst fyrre ulve i alle størrelser og farver, fra grævlingefarvede veteraner, der kunne klare en hjort alene, til unge sorte treårige, der troede, de kunne. Ensomme Ulv havde nu været deres leder i ét år. Som ung var han to gange gået i en ulvefælde, og engang var han blevet tævet og efterladt som død, så han vidste noget om mennesker og deres handlemåder. Der blev ikke talt meget ved Rådsklippen. Forældrene satte sig i en rundkreds, og inden for den tumlede ungerne rundt mellem hinanden. Nu og da gik en ældre ulv stilfærdigt hen til en unge, kiggede indgående på den og vendte med lydløse skridt tilbage til sin plads. Somme tider puffede en ulvemor sin unge helt ud i måneskinnet for at være sikker på, den ikke blev overset. »I kender loven – I kender loven,« råbte Akela fra sin klippe. »Se nøje efter, ulve!« Og de ængstelige mødre gentog kaldet. »Se – se nøje efter, ulve!« Til sidst – og hårene rejste sig på Ulvemors hals, da tidspunktet kom – puffede Ulvefar »Frøen Mowgli«, som de kaldte ham, ind i midten, hvor han sad og lo og legede med nogle småsten, der glinsede i måneskinnet.

Akela ikke så meget som løftede hovedet fra poterne, men fortsatte sit monotone råb: »Se nøje efter!«. Der lød et dæmpet brøl bag klippeblokkene – Shere Khans stemme råbte: »Ungen er min. Giv ham til mig. Hvad skal det frie folk med en menneskeunge?« Akela ikke så meget som vippede med ørerne. »Se nøje efter, åh, ulve!« sagde han bare. »Har det frie folk brug for andet end det frie folks orden? Se nøje efter!« Der blev knurret dybt i kor, og en ung ulv på fire år slyngede Shere Khans spørgsmål tilbage til Akela. »Har det frie folk brug for en menneskeunge?« Nu fastslår jungleloven, at hvis der er nogen uenighed om, hvorvidt en unge skal accepteres af flokken, skal mindst to medlemmer sige god for ulveungen, og det må ikke være dens far og mor. »Hvem siger god for denne unge?« sagde Akela. »Blandt det frie folk, hvem tager ordet?« Ingen svarede, og Ulvemor gjorde sig klar til det, hun vidste, blev hendes sidste kamp, hvis det kom så vidt.

Men det eneste andet dyr, som har adgang til flokkens møder, rejste sig nu på bagbenene og gryntede. Det var Baloo, den søvnige, brune bjørn, som lærer ulveungerne jungleloven: gamle Baloo, der kan komme og gå, hvor det passer ham, fordi han kun æder nødder og rødder og honning – han rejste sig på bagbenene og gryntede. »Menneskeungen – menneskeungen?« sagde han. »Jeg siger god for menneskeungen.

Der er ikke noget ondt i en menneskeunge. Mine talegaver er ikke noget at prale af, men jeg taler sandt. Lad ham løbe med flokken og være sammen med de andre. Jeg skal selv tage ham i skole.«

19

012–039_Junglebog.indd 19

28/08/15 13.34

012–039_Junglebog.indd 20

28/08/15 13.34

012–039_Junglebog.indd 21

28/08/15 13.34

Historien om Mowgli, menneskeungen, der blev opfostret af ulve i Indiens jungle, er et af verdens helt store værker.

R u dya r d Kipling

R u dya r d K i p l i n g

Dette er fortællingen om Mowgli og junglens dyr.

Den tidløse historiesamling indeholder også andre Rikki-tikki-tavi, Den hvide Sæl, og Elefanternes Toomai.

Junglebogen

Kipling-klassikere som

I llustreret af

R obert I ngpen

9

788711 469866

Junglebogen Illustreret

af

Robert Ingpen