Jagten på frihed (w kvist) læseprøve

JAGTEN PÃ… FRIHED

WILLIAM KVIST

JAGTEN PÅ FRIHED MIN KAMP FOR ET MENINGSFULDT FODBOLDLIV

I samarbejde med Ole Sønnichsen

Indhold Forord Forord

Stig Tøfting: Skraldemandstackling til Kvist . . . 7 Morten Bisgaard: Jeg ville have elsket at spille med Kvist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Prolog Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5 Kapitel 6 Kapitel 7 Kapitel 8 Kapitel 9 Kapitel 10 Kapitel 11 Kapitel 12 Kapitel 13 Kapitel 14 Kapitel 15 Kapitel 16 Kapitel 17 Epilog

Fanget i et guldbur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ind på førsteholdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Til angreb på bæstet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

På jagt efter detaljen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kampen for midtbanepladsen . . . . . . . . . . . . . .

Det rigtige lykkeniveau . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Springet til udlandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den meningsløse hverdag . . . . . . . . . . . . . . . . .

Overlevelseskampen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Opgøret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Guldburet med den lukkede dør . . . . . . . . . . . .

Kastebold i transfervinduet . . . . . . . . . . . . . . . .

Fem måneder i helvede . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Et trin ned ad stigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den dag verden blev stille . . . . . . . . . . . . . . . . .

Farvel til Mr. Euroman . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Comeback på landsholdet . . . . . . . . . . . . . . . . .

Frihedens position . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En ny kærlighed til fodbold . . . . . . . . . . . . . . . .

15 23 35 51 77 89 113 125 151 175 195 213 231 257 275 293 317 335 363

William Kvist i tal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 372 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 375

FORORD STIG TØFTING

SKRALDEMANDSTACKLING TIL KVIST William Kvist har altid været en anelse for blankpoleret og velfriseret til min smag. For meget Copenhagen Business School og for lidt vildskab. Han kører på cykel til træning, drikker grønsagsjuice og siger alle de politisk korrekte ting. Men så overraskede han alligevel. I et interview med avisen Information sendte han en ordentlig sviner af sted: »Tøfting er prototypen på alt det gammeldags ved fodbold – den laveste fællesnævner, det platte og fordummende.« Fint nok, der er ikke noget bedre end en hård nærkamp. Og nu ønsket om dette forord. Så er der måske alligevel noget bag facaden. Det kræver trods alt sin mand at bede om min ærlige og kompromisløse mening. For det bliver en skraldemandstackling med glimt i øjet og skrevet med respekt og anerkendelse. Vi er som yin og yang i alle livets facetter. Hinandens modsætninger.

Hvis vi alle sammen var ens, så ville det også blive for kedeligt.

Lad os få det på plads med det samme: William er efter min mening en god balancespiller. Han er løbestærk, går ind i tacklingerne med tyngde og har placeringskvaliteter som defensiv midtbanespiller. Et godt og nødvendigt bindeled mellem forsvaret og midtbanen. Jeg har stor respekt for, hvor professionelt han arbejder med sig selv og sin karriere. Cv’et viser danske mesterskaber, 7

masser af landskampe, udlandsophold og slutrundedeltagelse.

Og så er han på konstant jagt efter optimering. Det er sådan, han fremstår i interviews og på Facebook.

Men her sætter jeg den første tackling ind: Optimering med saftpresser, der flyves ind til landsholdslejren, specielle søvnbriller, yoga og åndedrætsøvelser og trancedans. Den slags er for Hokus Pokus i min bog. Har det gjort William til en bedre spiller?

Er han blevet bedre venner med bolden? Får det ham til at spille bolden mere fremad? Vi mangler stadig at se det endegyldige bevis på, at det virker. Jeg har kaldt ham for »en tomgangsspiller«, det står jeg ved. Det kan fem liter friskpresset grønsagsjuice i én slurk altså ikke ændre på.

Vi tilhører hver vores generation. Vilkårene er anderledes i dag.

Men kravene til skraldemanden på midtbanen har ikke ændret sig: Der skal leveres aggressivitet i tacklinger, man skal have en »gå forrest-attitude« og udstråle vilje til at vinde. Det er ikke en rolle, man kan påtage sig. Man er det 100 procent uforfalsket! Og her sender jeg så endnu en tackling ind: Jeg har kaldt William for »en wannabe-machomand«. Det mener jeg stadig. På banen vil han gerne være machomanden, der skubber, puster sig op, råber og spiller hård type. Men jeg har en fornemmelse af, at det er en rolle, han tager på til lejligheden. Det er jo ikke sådan, han er som menneske. William er hyggeligt og venligt selskab, ikke en mand man bliver bange for. En machomand gennemskuer den slags facade!

I sit interview med Information fortalte William en anekdote om, at jeg engang havde sagt til min holdkammerat i AGF, Thomas Thorninger, at »man altså ikke lader op til kamp ved at læse Weekendavisen.« Det har jeg sikkert sagt. Jeg har intet imod belæste og intellektuelle spillere. Alle har ret til deres plads og tilgang til professionel fodbold, men jeg er nok præget af oplæringen i det »gamle« AGF og dernæst i den tyske Bundesliga. Her var det 8

en dårlig ide at udstråle sårbarhed eller blotte sig følelsesmæssigt. Der er sandt at sige langt fra det trygge cafémiljø omkring Peter Bangsvej til et træningsanlæg i Duisburg eller HSV, hvor spillernes løn er afhængig af, hvorvidt de er udtaget til weekendens kamp eller ej. For mig handlede det om at overleve, og det gør måske én lidt hård i filten.

Fodbold må ikke gøres mere indviklet, end det bør være. Men der er efterhånden for meget managementsnak i fodboldverdenen. Statistikprogrammer afgør nye indkøb, langsigtede projekter tales op, og en spiller og et holds fremgang vurderes nu ud fra »parametre«. Men resultaterne og succes måles altså stadig i sort og hvidt. Efter tre nederlag i træk er enhver klubs »langsigtede projekt« glemt. Spillemanualer og statistikker er fine nok, men uinteressante hvis en storklub ender uden for top 2. Og bortforklaringer, der hentes i Copenhagen Business Schools »ABC«, tilfredsstiller måske nok dem i bestyrelseslokalerne indtil næste kamp, men den slags varmluftsforklaringer snyder sjældent tilskuerne og tv-seerne, som bruger deres kostbare tid på at se kampene.

William har bedt om kant og modspil i dette forord, og det har han forhåbentlig fået. Og I læsere har måske fået et andet perspektiv på og indgang til den bog, I sidder med. Vi skal også passe på, at fodboldspillere ikke bliver for glatte, korrekte og dermed ligegyldige. Som min tidligere træner i AGF, Peter Rudbæk, sagde: »De spillere træneren har problemer med, dem har modstanderne også problemer med.« Stig Tøfting (f. 1969) spillede i løbet af sin karriere bl.a. i AGF, Hamburger SV, MSV Duisburg og Bolton. Han nåede 41 landskampe for Danmark. I dag er han fodboldekspert og klummeskribent.

FORORD MORTEN BISGAARD

JEG VILLE HAVE ELSKET AT SPILLE MED KVIST Jeg elskede Michael Laudrup og Preben Elkjær.

De var mine helte, da jeg var barn. Og det er de stadig.

Spektakulære målscorende individualister med masser af flair.

Men nu ser jeg lige så beundrende på en anden type fodboldspiller.

Holdspilleren. Lederen.

Som William Kvist.

Jeg føler et værdimæssigt slægtskab med ham og ville ønske, jeg havde haft hans klarsyn og målrettethed noget tidligere i min karriere, hvor angsten for at lave fejl spøgte for tit. Nogle typer bevæbner sig med et skjold om sjælen og kan spille smart og selvtillidsfuld og sætter gerne sig selv over holdet på banen, hvis personen dermed undgår at lave personlige fejl. Disse »hårde nitter« skjuler på denne måde frygten for ikke at slå til eller at miste pladsen på holdet.

Angsten for at blive syndebuk i et præstationsmiljø, hvor evalueringerne er daglige og offentlige, er en evig kamp for langt de fleste, og i stedet for aktivt at bekæmpe dæmonerne, lader de fleste desværre tilfældighederne råde i denne dyst. Som man altid har gjort i fodboldens machoverden, hvor sårbarhed er et no-go.

Andre – som denne bogs forfatter – søger at eliminere så mange 11

tilfældigheder som muligt. Hvilket betyder en evig søgen efter optimal forberedelse, de små marginaler og det gyldne overskud.

Den halve procent mere søvn. Det kvarte gram mere energi. Og et kilo positiv tankekraft. Hvis der skal en juicepresser, mentaltræner eller selvhypnose til, så skal det afprøves.

William Kvist tør vise skrøbelighed. Og fortæller ærligt og åbent om det.

Det er sgu da macho!

For mig gør det William til et enestående forbillede i fodboldens verden.

Kritikken af Kvists præstationer på banen har flere gange været kvalmende unuanceret. »William Kvist spiller kun tilbage.« En sætning, jeg ofte har hørt, når landsholdet diskuteres, og som gør mig rasende.

Selvfølgelig føles, spilles og tænkes fodbold forskelligt. Og selvfølgelig har William Kvist spillet afleveringer tilbage i banen, hvor han kunne have fundet en medspiller i mellemrummet. Og selvfølgelig er William Kvist heller ikke helt så raffineret som andre spillere i (nogenlunde) samme rolle på landsholdet, om det har været Niki Zimling, Christian Poulsen eller PierreEmile Højbjerg.

Men Kvist kvaser de ovennævnte på andre parametre, som er endnu vigtigere for holdets præstation. De uselviske løb uden bold – defensivt og offensivt. Som ubetinget støttespiller til medspillere i nød. I restforsvaret. Genpresset. Som leder. Som hold­ spiller. Fordi Kvist gerne risikerer at se dum ud i jagten på holdets succes. Kvist er dedikeret og ambitiøs og gør sine medspillerne bedre.

Jeg kan ikke udstå, når spillet forsimples til en bøvet machoverden, hvor strategi og rollefordeling ikke tælles med, men hvor 12

man bare skal »ud over stepperne«, og alle aktioner bedømmes enten sort eller hvid. Set fra sofaen eller tribunen.

Historien lærer os samtidig, at nysgerrighed efter videreudvikling er succesgivende over tid, og at det konstant kræver nye brydetag med livets og spillets kompleksitet, hvis man skal forblive på toppen.

Engang vandt klubber som B93, BK Frem, AB, AGF og Esbjerg fB danmarksmesterskaber på stribe, men så blev de overhalet.

Og hvor har der været masser af selviske individualister i historien, der kunne brillere i øjeblikke, så de kunne få publikums gunst, men som hurtigt stillede sig tilfreds med det opnåede.

Det var de værste medspillere. Upålidelige og ineffektive i det lange løb.

Jeg ville have elsket at spille på hold med William Kvist.

Også med Laudrup og Elkjær.

Men mest af alt Kvist.

Det nåede jeg desværre ikke.

Morten Bisgaard (f. 1974) spillede i løbet af sin karriere i bl.a. OB, Udinese, FCK og Derby. Han nåede otte landskampe for Danmark. Han har siden uddannet sig som journalist og er i dag assistenttræner for Vejle Boldklub og det danske U17-landshold.

13

14

PROLOG

FANGET I ET GULDBUR »Hallo und guten Tag. Ich freue mich in Stuttgart zu sein.« 15-20 journalister var mødt op på det velfriserede træningsanlæg i udkanten af byen, da jeg den 16. juni 2011 skrev under med VfB Stuttgart – og jeg havde forberedt min første sætning på tysk, inden jeg skulle trække den hvide hjemmebanetrøje over hovedet for første gang.

Resten foregik heldigvis på engelsk, og på pressemødet lovede jeg de fremmødte sportsskribenter, at Stuttgart havde fået en ny midtbanegeneral. »Jeg vil hurtigt lære at tale tysk, så jeg kan tage ansvar og give kommandoer. Hvis I har set F.C. København spille i tv, ved I, at man kan høre mig på banen,« sagde jeg – og tilføjede: »Jeg er ikke nogen Messi, men jeg kan andet end blot at kæmpe.« Jeg var 26 år gammel og kom med brystet fremme, direkte fra en successæson i FCK, hvor vi var blevet mestre og pokalvindere endnu en gang og var kommet videre fra gruppespillet i Champions League, før vi blev slået ud af Chelsea. Jeg havde spillet alle kampe i Superligaen og Champions League, 45 i alt, som anfører, og jeg kom med erfaring fra Camp Nou og Stamford Bridge og havde prøvet heksekedler i Rusland og Grækenland.

Jeg havde vundet kåringen som Året Fodboldsspiller i Danmark i 2010, ligesom jeg havde etableret mig som fast mand på 15

det danske landshold. For mig skulle skiftet til VfB Stuttgart og den tyske Bundesliga være en rejse mod tinderne.

Da jeg kom derned købte jeg et billede af Mount Everest som symbol på, hvor rejsen skulle ende, og hængte det op på mit kontor. Det var selvfølgelig op ad bakke, det vidste jeg godt, men Stuttgart skulle kun være et skridt på vejen mod Bayern München, Manchester United eller Juventus, forestillede jeg mig. Efter en forrygende sæson hjemme i FCK blev jeg fulgt fra højeste sted i fodbold-Europa, fortalte mine agenter mig, og det føltes ikke som om, turen op var alt for lang. For mig, som er en tænkende og følsom sjæl, der tager ting ind og grubler over dem, var det vigtigt at have et fysisk symbol, noget at føle på – og det blev altså billedet af Mount Everest. FCK havde været min base camp, og Stuttgart var nu blot det første sted, jeg slog lejr på vej mod toppen.

Men allerede efter de første dage i min nye klub stod det klart, at mine forventninger slet ikke blev indfriet. Jeg troede, at jeg tog et skridt op ad stigen i forhold til træningsmetoder, træningstilgang og individuelt fokus på spillerne, men det viste sig hurtigt, at det var stik modsat. Træningsanlægget var fantastisk, vores holdbus var ren luksus, og vi fløj altid på første klasse. Men når det kom til træningen, blev der kørt ét system, og det måtte alle bare følge. Hvor FCK havde fokus på at få det bedste ud af den enkelte spiller, var filosofien i Stuttgart, at dem, der brækkede nakken på træningen, måtte brække nakken – og så blev der bare købt en ny spiller ind eller valgt en anden til startopstillingen fra den store trup på 25 mand. Det er et af paradokserne i moderne fodboldforretning; selv om pengene bliver større og større, følger professionalismen ikke altid med.

Jeg følte ganske enkelt ikke, at jeg blev passet på og tænkte nærmest, at det var et fjendtligt miljø, jeg var kommet til. Alle16

rede efter første træning var jeg mere død end levende og havde blodvabler på fødderne. Jeg løb mig fuldstændig ud i en test og blev bedst af alle i truppen. Normalt ville man i FCK have haft fri resten af dagen efter sådan en omgang. Men her blev der trænet to timer igen om eftermiddagen, i 35 graders varme. Om aftenen, da vi var ude at spise, kunne jeg næsten ikke gå, og om natten var min krop så meget i chok, at jeg havde svært ved at sove og vågnede flere gange i løbet af natten.

Næste dag stod den på tre træningspas, og sådan fortsatte det i seks-syv uger frem mod Bundesliga-debuten mod Schalke. Vi mødte ind om morgenen og løb eller lavede stabilitetstræning, så spiste vi morgenmad sammen, trænede to timer med bold, spiste frokost og sov en time på et nærliggende hotel, før vi trænede igen kl. 15. Sådan var det dag efter dag efter dag. Nogle dage kom vi op på fem timers træning, og det akkumulerede så meget belastning, at jeg følte, at jeg langsomt degenererede. Jeg var kommet til Stuttgart i topform, for i FCK havde jeg været en væddeløbshest, men nu blev jeg lavet om til en arbejdshest.

Til sidst var det en kraftanstrengelse både fysisk og mentalt bare at nå frem til første kamp. Det gik mig på, men jeg ville så gerne have det til at lykkes, have mig til at blive en succes, at jeg lagde hovedet væk, når jeg kom ind ad døren til træningsanlægget og bare samlede det op igen, når jeg kørte hjem kl. 18 efter en lang dag. Vi var rene maskiner og blev behandlet som sådan. Der var hverken tid eller overskud til at gøre nogle af de ting, jeg var vant til at gøre for mig selv i forhold til selvtræning, åndedrætsøvelser og andre rutiner og teknikker, som jeg ellers brugte jævnligt.

På overfladen så det ud som om, at alt gik fint. Jeg spillede med i træningskampene og gjorde det godt, men da vi kom til Østrig på træningslejr, kunne jeg ikke mere – og for første og eneste gang i min karriere fakede jeg en skade. I FCK kendte læ17

I duel med den spanske veteran Raúl fra Schalke i min Bundesliga-debut.

gen og fysioterapeuterne mig godt, og jeg kunne af og til bede om en pause, men i Stuttgart var det deres job altid at få spillerne på banen, og de turde ikke sige fra over for træneren. Derfor havde jeg besluttet mig for at tage sagen i egen hånd, så da jeg på et tidspunkt skulle sparke en lang aflevering op ad banen, sendte jeg bolden af sted og lagde mig ned og tog mig til 18

baglåret. Straks kom både lægen, fysioterapeuten og assistenttræneren løbende, og det endte med at jeg fik to dages pause fra den normale træning og blev sat på skåneprogram. Det var min måde at beskytte mig selv på og samtidig en måde at få dem til at kigge på mig som individ. »Har du ikke været vant til at træne sådan her?« spurgte lægen. »Nej,« svarede jeg tørt.

Så lidt vidste de om en mand, de lige havde betalt 30 millioner kroner for. »Det kunne godt være, vi skulle have trappet dig stille og roligt ind,« konstaterede lægen så.

Desværre var det ikke kun træningen, der skuffede mig. Jeg var en ung mand, der havde bevæget mig fremad i fodboldverdenen, men nu sad jeg pludselig fast på det menneskelige plan.

Det er ikke sådan, at jeg ikke bryder mig om pres. Jeg er et enormt konkurrencemenneske og elsker at prøve mig selv af; se hvad jeg står for, og hvad jeg ikke står for. Jeg vil gerne vinde og have succes, men hvad betyder succes? I fodboldverdenen er den gængse opfattelse, at det handler om, hvilken liga du spiller i, hvilken klub du spiller i, og om du starter inde. Jeg vil selvfølgelig også gerne have penge og prestige, store klubber og masser af spilletid. Men for mig er at vinde også at vinde som et helt menneske sammen med min familie, glad og tilfreds. Et menneske i udvikling – og i kontrol. Og det var kontrollen, jeg mistede, da jeg rykkede til Stuttgart. Jeg lagde ikke længere min egen linje, men var styret udefra af forventninger, af trænere og andre omkring mig, og det tog magten over mit humør. 

Jeg var på mange måder fanget i et guldbur. Jeg startede inde i kampene, jeg havde en stor lejlighed, to store Mercedes’er og en 19

årsløn på over 10 millioner kroner. Men indeni var jeg ulykkelig; det var ikke sådan, jeg ville behandles, det var ikke sådan, jeg havde drømt om at leve af at spille fodbold. For mange ville det være den ultimative belønning med stor løn og et liv på første klasse. For mig var det et fængsel allerede inden den første kamp i Bundesligaen, for mine værdier er nogle andre, og frihed er det, jeg jagter.

Debutkampen mod Schalke blev fløjtet i gang lørdag den 6. august kl. 15.30 under den sydtyske sensommersol. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg var spændt, nervøs, usikker og fuldstændig klar på én gang. Tankerne buldrede i hovedet på mig, mens tunnelen under vores nybyggede hjemmebane på Mercedes-Benz Arena, hvor jeg løb og varmede op, genlød af slagsange fra de 60.000 tilskuere på tribunerne. Det føltes som om, at jeg var på vej ind i en arena til en kamp, der gjaldt liv eller død. Jeg følte mig som jaget vildt og frygtede at dø foran et fyldt stadion. At fejle eller være en fiasko. Det var gladiatorens kamp for at overleve.

Modstanderen var Schalke 04, og jeg skulle holde den spanske angrebsveteran Raúl fra at score. Jeg havde været klubbens store sommertransfer, og hvis jeg spillede en dårlig kamp, ville jeg med sikkerhed ryge på bænken i næste kamp. Sådan tænkte jeg i hvert fald, mens jeg talte ned til at løbe ind på banen iklædt den hvide hjemmebanetrøje med den karakteristiske røde stribe.

Hjemme i FCK havde jeg været sammenhængskraften og spilstyreren. Men det var alt sammen ligegyldigt nu. Tavlen var visket ren, og jeg skulle bevise mig på midtbanen i en af verdens stærkeste ligaer.

Heldigvis begyndte det godt. To gange i kampens begyndelse kom jeg foran Raúl på et par løse andenbolde, og jeg fik hurtigt styr på mit spil og lukket ned for ham. Vi scorede til 1-0 før pausen, og i anden halvleg blev det hurtigt til 2-0. Da vi scorede til 3-0 20

kort før tid, og jeg følte, at det ikke længere kunne gå galt, havde jeg endda overskud til at løbe rundt og juble indeni.

Efter slutfløjtet mærkede jeg en enorm lettelse. Alting var fantastisk; jeg fik ros af træneren, jeg blev kåret til holdets bedste markspiller af det anerkendte fodboldmagasin Kicker, og jeg havde pakket Raúl ned og bevist, at jeg godt kunne være med i Bundesligaen. Alt passede perfekt sammen, og på tilskuerpladserne sad min kæreste Christine, hendes veninde og mine to bedste venner og kunne dele sejren med mig.

Bagefter kørte vi fra stadion og ind til centrum. Jeg var fuldstændig oppe at køre på dopamin, havde lige tjent 250.000 kr., som var den bonus, jeg fik, når jeg startede inde, og vi vandt – og vi fejrede det med store bøffer, rødvin og drinks til langt ud på natten i den lune sommervarme.

På den måde er fodbold forunderlig. Følelsen efter en kamp, hvor alt er gået godt, og du får roser og smiger af folk omkring dig, giver en helt ubeskrivelig fornemmelse i kroppen. Et enormt rush. Alt eksploderer i én, og jeg følte, jeg kunne klare det hele.

Jeg spillede i en af de største ligaer mod nogle af de største spillere, jeg tjente masser af penge, og jeg havde mine nærmeste omkring mig.

Jeg var ganske enkelt lykkelig lige dér, mens aften blev til nat.

Den følelse kom aldrig igen i Stuttgart. Allerede få måneder senere kunne jeg ikke engang nyde udsigten fra vores lejlighed.

Den mindede mig mere om min frustration end et sted, hvor jeg ville kunne finde mit Mount Everest og kravle op til den frihed, jeg søgte.

21

22

KAPITEL 1

IND PÅ FØRSTEHOLDET Jeg kom ind i førsteholdstruppen i FCK i sommeren 2004, 19 år gammel og med nogle kampe på reserveholdet som min største ballast.

Jeg begyndte helt klassisk i bunden af hierarkiet med at gå rundt og samle kegler, bolde og veste sammen efter træningen.

Nogle gange stod jeg også og pumpede bolde og vaskede dem, når de andre gik i bad. Det var en traditionel fordeling mellem de unge og de ældre på holdet, og selv om jeg egentlig blev taget godt imod, var der også en hård tone, som jeg skulle vænne mig til.

Truppen var fyldt med karakterer og profiler: Peter Møller, Sibusiso Zuma, Ole Tobiasen, Todi Jónsson, Bo Svensson, Peter Christiansen, Hjalte Bo Nørregaard og Jesper Bech. Det var folk, der havde vundet mesterskaber og spillet landskampe, vinder­ typer, som kunne skralde igennem til træning og tale hårdt til én, hvis man ikke gjorde det rigtigt eller dummede sig.

FCK er en klub, der har ét formål; at blive den største og bedste.

Det er klubben med det største stadion og det største budget. Ikke en breddeklub, men en klub, hvor man vil vinde, og hvor man også er under pres fra fans og presse for at vinde, hver uge. Det er den danske klub med flest ressourcer omkring holdet i forhold til fx behandlere og trænerstab. FCK er derfor også det tætteste, man kommer i Skandinavien på et miljø, der matcher nogle af de 23

store ligaer, og det er en klub fyldt med folk med international erfaring og typer, som man ikke finder i mindre danske klubber.

Jeg kom ind i en klub, der var drevet frem af de ambitioner, der var kommet med Flemming Østergaard eller Don Ø, som danskerne kender ham som, i slutningen af 1990’erne. Han er en mand, der går mange historier om. Vi fodboldspillere lærte ham at kende som en passioneret og energisk person, der havde en nærmest magnetisk effekt på alt fra ministre og kendisser til sponsorer og samarbejdspartnere. Han fik ting til at ske, og vi mærkede, at vi havde hans fulde opbakning, også i dårlige tider, hvor resultaterne ikke var der. Så forsikrede han os om, at hvis bare vi arbejdede videre, ville succesen komme. Samtidig var han en meget synlig figur i organisationen. Han stod nede i spillertunnelen og sagde tak for kamp hver gang, fik os til at tro på tingene og på den fremdrift og udvikling, han var eksponent for.

Jeg var benovet over at komme ind i det miljø og håbede mest på, at jeg kunne følge med og holde fast i min plads i truppen, når nu jeg var blevet hevet op og var én af dem, som kunne komme til at spille inde i Parken. Så jeg kendte godt min plads – og så alligevel ikke. Kort tid efter jeg kom ind i truppen skulle vi på træningstur rundt i Danmark, og Morten Bertolt, der var det andet nye talent på holdet, satte sig sammen med mig oppe foran i bussen. Det viste sig, at vi havde taget træner Hans Backes faste plads. »Nå, sidder I der,« sagde assistenttræner Carsten V. Jensen med et skævt smil, da han kom ind og satte sig ved siden af os.

Hans Backe sagde ikke selv noget og gik bare videre og satte sig et andet sted, men de andre spillede grinede meget af os. Næste dag satte vi os længere tilbage i bussen.

Som ung spiller var jeg også prygelknabe for nogle af de mere erfarne spillere, når de var frustrerede. Jeg kom ind på holdet i en periode, hvor Peter Møller godt nok scorede mål, men ikke star24

tede inde og var rasende over det. En dag til træning prikkede jeg bolden fra ham og løb forbi ham, mens bolden hang i luften.

Han kvitterede med fuldt overlæg med noget, der lignede et karatespark og ramte mig midt på låret. Det var så vildt, at Hans Backe stoppede træningen og aldrig satte den i gang igen. Peters spark tenderede vold, men det var som sådan ikke en ondskab, der var rettet mod mig personligt. Han kommunikerede på sin egen måde til træneren, og det ville han ikke kunne gøre med en af de rutinerede, så han valgte én af de unge, som ikke ville slå igen. Jeg sad i stedet og havde våde øjne. Men alt det med Peters frustration vidste jeg jo ikke dengang. Det var en savning, der gik rygter om i klubben, og der var også spillere, der kom over og sagde til mig, at det ikke var i orden. Jeg blev heldigvis ikke skadet af det, og Møller sagde aldrig et ord om episoden til mig.

Jeg oplevede i øvrigt det samme med Peter Ijeh, der havde været topscorer i Allsvenskan for Malmø FF, men ikke rigtig fik det til at fungere i FCK. Han gik også enormt hårdt til mig til træningerne, fordi jeg var det lille lam, der var nem at gøre den slags ved. Jeg var ganske enkelt nederst i hierarkiet; bagved andre unge spillere som Morten Bertolt og Martin Bergvold, der blev regnet som større talenter end mig.

Generelt følte jeg mig nu godt modtaget på holdet. Jeg var det store talent på KB’s ungdomshold, der vandt danmarksmesterskabet for ynglinge i min sidste sæson, og jeg fik tildelt den prestigefyldte mindepokal Granen, der går til en ungdomsspiller, der har skilt sig ud i klubben, og tidligere var givet til bl.a. Michael Laudrup. Jeg blev tilbudt en lærlingekontrakt i FCK på 18.000 kr., og jeg havde min far med til kontraktunderskrivelsen i Parken.

Først hilste vi på Don Ø, og så kom vi ind til sportschef Niels Christian Holmstrøm. Det var ham, der havde tilbudt de 18.000 kr., men da vi fik papirerne, stod der kun 16.000 kr. Vi var i for25

vejen lidt benovede over det hele, men min far fik fremstammet, at der altså manglede 2.000 kr. i løn om måneden. Det fik vi og gik glade derfra, mens Holmstrøm lige fik markeret, hvem der havde magten og bestemte i sidste ende.

Dengang var der ikke på samme måde som i dag fokus på talenterne, så jeg fik plads til at komme ind i tingene og finde min måde at være i FCK-truppen på. I dag kommer de unge spillere op til noget andet og op med noget andet, et andet »mig«, en anden selvfølelse. »Jeg ved også noget,« siger de. »Jeg er allerede noget.« Men jeg vidste ikke en skid. Jeg kom på cykel til træning og fik lov til at være den yngste. Jeg var ikke farlig for nogen, for der var ikke nogen, jeg skulle tage pladsen fra. Jeg var bare William Jørgensen. I dag skal de unge spillere være macho og markere sig i truppen fra begyndelsen; se mig, hør mig, jeg har styr på det.

Jeg snusede til tingene og kiggede nysgerrigt, men i dag skal de vise sig og have styr på det fra starten. Det gør også, at de ikke er helt så modtagelige og villige til at lære, fordi det vil få dem til at fremstå svage og umodne. Omvendt betyder det også, at nogle af dem er langt mere reflekterede, end jeg var i deres alder – og de kommer med større taktiske evner, en bedre fysisk form og kan mere rent teknisk.

Jeg fik lov til at lære ekstremt meget af de folk, jeg spillede sammen med, Michael Gravgaard fx, da han kom til efter mit første år i klubben. Michael var en foregangsmand på og uden for banen, og den holdning og attitude sugede jeg til mig og prøvede at lære af. Michael var måske den i truppen, der havde de ringeste tekniske evner. Han kunne se kluntet og langsom ud og havde svært ved at vende hurtigt, men vi vidste også, at han var den, der gik forrest og var en leder, når det brændte på. Han råbte op og dirigerede, og når vi tabte, var han den faste klippe og arbejdede endnu mere og endnu hårdere fremfor at slå op i banen. Og lige 26

præcis derfor kiggede jeg på ham og sugede til mig. Selv i svære tider bevarede han sin coolness og trådte i karakter. Min erfaring er, at alle kan spille en god kamp en sommerdag i Parken eller have en god periode, men de færreste kan gøre det igen og igen, som Gravgaard kunne.

Jeg lærte også meget af en type som Marcus Allbäck, den svenske angriber der kom til klubben i sommeren 2005. Han var hverken hurtigst eller den med flest driblinger, men han havde en ­afklarethed i sit spil, som jeg beundrede meget. Desuden var han god til at lægge armen om os unge og komme med gode råd. Og så var han en af de angribere, der tog et stort defensivt ansvar, en slags første forsvarer, der var enormt tro mod holdet. Han var også den i klubben, der var bedst klædt. Vi andre kom til træning i almindeligt tøj, men han kom i skjorte og blazer, og det var også med til at sende et signal om, hvem han var.

Mit første år i truppen var en vigtig periode, hvor jeg også bare helt basalt havde brug for at lære alle træningsøvelserne at kende.

Samtidig lykkedes det mig hurtigt at skabe mig en historie på holdet, en slags identitet, noget jeg var kendt for. Den første sommer var vi på træningslejr i Vingsted uden for Vejle. Vi kørte i bus derover, og da vi ankom, blev vi sendt ud på en løbetur, hvor løbet blev givet fri til sidst. Dengang var Peter Møller en løbemaskine, og vores fysiske træner Anders Storskov var i virkelig fin form, men jeg løb fra alt og alle og manifesterede en lille ærgerrighed ved at vise, at jeg kunne ofre mig selv og udholde smerten, når det gjaldt. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle skille mig ud ved min påklædning eller via jokes i omklædningsrummet, men på det fysiske plan kunne jeg fra starten gøre en forskel.

Det var ikke sådan, at jeg bevidst gik efter det. Men i dag ved jeg, at det var det, der var på spil, når jeg fik ry for at være ham, der altid var i god form, eller ham, der kunne løbe hurtigere end alle andre til træning.

27

På et tidspunkt begyndte vi i truppen også at spille fodtennis før og efter træning, og der kom jeg med i et fællesskab, som satte en dagsorden på holdet. Vi spillede én mod én, og jeg vandt tit.

Ikke fordi jeg lavede vilde ting, men fordi jeg altid spillede sikkert og uden risiko. Man kunne score to point ved at ramme et bestemt sted på banen, men det gik jeg aldrig efter. Jeg tog bare det ene point, der var lettere, og den strategi virkede for mig.

Det var forsvarsspilleren Peter Christiansen, der hev mig med ind i fodtennissen. Han manglede måske en legekammerat, og det er jeg ham meget taknemmelig for. I dag prøver jeg også selv at være noget for de unge spillere. Til træning løber vi altid to runder om anlægget, når Ståle Solbakken har talt i starten, og da tager jeg altid en bold med og siger til en af de unge, at han skal spille med mig, mens vi løber.

Der gik endda ikke særligt længe, før jeg havde mit eget kælenavn: Kumme. Det kom under spillerstrejken i Superligaen i august 2004, hvor vi trænede midlertidigt for os selv uden om klubben ude på Avartas baner. Vi spillede intervalspil fire mod fire, hvor det gjaldt om at erobre bolden og skyde på mål.

Jeg var i to dueller mod Jesper Bech, og begge gange skubbede jeg ham væk og lagde bolden op i krogen. »Hold kæft mand, han er lige så kold som en kummefryser,« råbte Bech.

Den kommentar blev til Kumme, et navn der holdt ved i lang tid.

Det var min dåb og markerede et tilhørsforhold til truppen. M ­ ichael Gravgaard bruger det faktisk stadig, når han skriver til mig. På den måde var der historier, der hang ved og begyndte at tegne et billede af mig, ting, der stadig hænger ved, og som nogle af de unge taler om, når de kommer op i FCK-truppen i dag, 10-12 år senere; at jeg var ham, der blev og trænede selv bagefter, at jeg var god til fodtennis – eller for den sags skyld, at jeg var og er ham, der ankommer på cykel til træning i stedet for i en eller anden stor bil.

28



Med oprykningen til førsteholdet fulgte også nye muligheder og statussymboler. Jeg var på kontrakt med en lærlingeløn på 18.000 kr. i måneden, flyttede hjemmefra og havde råd til at købe min egen lejlighed. Imens jeg løb rundt på træningsbanen blandt superliga-stjerner, begyndte mine kammerater fra handelsskolen på deres uddannelse på CBS. Mange misundte mig helt sikkert, at jeg ikke behøvede at gå i skole, men allerede tjente – i vores øjne – mange penge.

Men der gik ikke lang tid, før jeg ikke følte mig specielt privilegeret hele tiden. Når jeg kom hjem fra træningen og havde spist på anlægget, var klokken kun 13. Så lå jeg på sofaen og gad ikke engang rejse mig for at tømme opvaskemaskine, for det var ligegyldigt, om jeg gjorde det med det samme eller otte timer senere, jeg havde jo ikke andet at give mig til. Samtidig savnede jeg det nære fællesskab med mine venner. Vi var ikke længere så tætte, som da vi gik på handelsskolen, fordi de var i gang med noget andet, end jeg var, og jeg kunne hurtigt mærke, at der skulle ske noget mere, hvis jeg ikke skulle gå i baglås. I sommeren 2005, efter et år som professionel fodboldspiller, begyndte jeg derfor på et halvtidsstudie i almen erhvervsøkonomi på CBS. Hen over de næste år fulgte jeg forskellige fag og fik en bachelorgrad i erhvervsøkonomi, inden jeg tog til udlandet. Jeg kom langt fra til at leve et normalt ungdomsliv, men det trak heller ikke rigtigt i mig. Jeg gik i byen et par gange allerede på handelsskolen, men det sagde mig ikke noget. Jeg fornemmede, at jeg allerede stak ud, og selv om jeg altid har kunnet hvile i mit eget selskab, var der også perioder, hvor jeg følte mig mere ensom, end jeg egentlig gerne ville være. Det er et af de ofre, der følger med at vælge en karriere som professionel fodboldspiller. Omvendt blev CBS også stedet, hvor jeg mødte mine to nærmeste venner Rasmus 29

og Simon, der har fulgt min karriere tæt og altid været der med gode råd og støtte.

På den ene side var det godt og vigtigt, at jeg tog hul på en uddannelse ved siden af fodbolden, for jeg ville være blevet skør af at ligge hjemme på sofaen hver eftermiddag. På den anden side kom det også til at præge mig som spiller. For uddannelsen handlede ikke kun om at blive klogere og få et afbræk. Det handlede også om at have noget at falde tilbage på, hvis jeg nu ikke lykkedes som fodboldspiller. Jeg blev punket af mine forældre til at gøre noget, og det lå i luften, at det var klogt med flere muligheder. Man kan sige, at jeg kørte mere efter sikkerhedsprincippet end karriereprincippet. Når jeg drømte stort, ville jeg bare gerne være den bedste i Danmark. Zlatan ville være den bedste i hele verden.

På den måde havde jeg ikke så meget at miste – og jeg stillede mig tilfreds med lidt. Den første sæson i 2004-2005, hvor FCK hentede sølv og var 12 point efter Brøndby, spillede jeg kun 10 minutter mod FC Nordsjælland, og Hans Backe talte kun til mig to gange, hvor han bare lige meddelte, at det gik fint. Morten Bertolt havde brystet mere fremme, han var foran og fik mere plads i truppen, selv om det ikke gav ham mere spilletid på banen. Han debuterede i Superligaen i samme kamp som mig, men allerede sæsonen efter spillede jeg dobbelt så mange kampe som ham i FCK-trøjen.

Jeg var egentlig helt ok med min rolle på holdet, for jeg kunne jo også være blevet sendt ned igen og ud af truppen. Men jeg blev og spillede meget på reserveholdet i Danmarksserien, hvor jeg af og til var anfører.

Og mens der ikke var meget fokus på de unge spillere fra træneren, var der andre, der tog sig af os. Det gjaldt især behandleren Jesper Larsen og vores fysiske træner Anders Storskov, der begge stadig er i FCK og er vigtige kulturbærere. Som behandler er Jesper Larsen den, der ved mest om truppens sindsstem30

I min første sæson kom jeg kun på banen en enkelt gang i Superligaen og fik 10 minutter mod FC Nordsjælland.

ning, fordi han får snakket med mange og er god til at mærke spillerne, mens han behandler dem. Jeg ved, at Ståle af og til har brugt ham og spurgt: »Hvor er vi henne?« Hvis nogen ved det, så er det Jesper. Og hvor Ståle er den hårde og bestemte far, så er Storskov den med de bløde værdier, ham der lægger armen rundt om én og spørger ind, og det er ham, der har kontakten til de unge spillere i truppen. Storskov har et smittende humør, og han skaber en positiv stemning i truppen. Han er limen og en af dem, mange spillere går til. Havde det ikke været for ham, havde min begyndelse i truppen være mere mørk og indelukket. Men Storskov lagde armen om mig og de andre unge og sagde: »Det går godt drenge, I er på rette vej, hav nu tålmodighed.« Det er svært at sige, om jeg var rigtig glad for at spille fodbold, men jeg var i hvert fald optaget af det og kiggede meget på statussen i det, jeg lavede; tjente mine egne penge, fik lejlighed og trænede i FCK, en af landets bedste fodboldklubber. Det skulle nok ende med en fin karriere i HB Køge eller OB, tænkte jeg, når jeg tænkte realistisk og ikke bare lod drømmene flyve, mens min familie forvissede mig om, at jeg altid ville kunne spille på et scholarship i USA. Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig at komme et skridt videre, men jeg var egentlig godt tilfreds og drømte ikke på den måde. Jeg var så jysk eller så middelklasse – eller måske en god blanding af begge dele – at jeg ikke tillod mig at drømme om Barcelona eller Manchester United.

Senere, da jeg begyndte at få flere kampe på førsteholdet, steg jeg også i løn og røg op på 32.000 kr. om måneden med mulighed for at nå helt op på 50.000 kr. i nogle måneder, hvis jeg spillede, og vi vandt. Det var der, jeg fik den største frihedsoplevelse med penge i min karriere. »Hvor langt kan jeg komme op?« spurgte jeg mig selv, og jeg kan huske, at jeg skulle ud og købe et nyt brætspil og stod i butikken og tænkte, at jeg kunne købe lige, hvad jeg ville. Selv med de millioner, der senere kom ind på kontoen 32

i Stuttgart, var det her den pengemæssigt største følelse nogensinde. Det var frihed til ikke længere at skulle se på prisen – og jeg købte to brætspil!

Jeg havde med andre ord ikke styr på, hvem jeg var – og hvor jeg gerne ville hen med min ide om at være professionel fodboldspiller. På den ene side var jeg ikke vanvittigt sikker på mit eget talent, og hvor langt det kunne række, men på den anden side var jeg draget af muligheden for at tjene store penge og derfor også klar til at gå på kompromis med, hvad jeg stod for, og hvem jeg var. Fx var jeg alt for konfliktsky. Selv hjemme i lejligheden, som jeg delte med en af mine venner, turde jeg ikke sige fra, når han aldrig tog opvasken. Han satte altid bare skålen med mælk over til vasken, og så gik jeg og gloede på den og blev irriteret i stedet for at sige noget. Den konflikt var svær for mig at tage – og når selv det var svært, turde jeg jo slet ikke tage konflikter i FCK, hverken med træneren eller mine medspillere.

Derfor blev mit første år også et hårdt år med hårde lærepenge, fordi der var så lidt kommunikation og jo altså kun 10 minutters spilletid. Jeg vidste ikke, hvor jeg stod – og slet ikke, hvilken retning jeg skulle udvikle mig i. Jeg var der bare, men havde ingen hænder på roret.

33

34