Iskold død - læseprøve

O M S L AG : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T. D K

Bernard Minier

ISKOLD DØD På dansk ved Karsten Nielsen

LINDHARDT OG RINGHOF

Iskold død.indd 3

26/11/15 13.33

Iskold død er oversat fra fransk af Karsten Nielsen efter Glacé Copyright © XO Editions 2011 All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Imperiet Bogen er sat med Swift hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2015 ISBN 978-87-11-45996-6 1. udgave, 1. oplag 2016

Citat side 263 fra Charles Baudelaire: Helvedsblomster, på dansk ved Peter Poulsen, Nansensgade Antikvariat, 1997.

Citat side 371 fra Edgar Allan Poe: Huset Ushers fald, på dansk ved Arne Herløv Petersen, Forlag: Arne Herløv Petersen, 2013.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Iskold død.indd 4

26/11/15 13.33

Til minde om min far.

Til min hustru, min datter og min søn.

Til Jean-Pierre Schamber og Dominique Matos Ventura, der var årsag til, at alt ændrede sig.

Iskold død.indd 5

26/11/15 13.33

Iskold død.indd 6

26/11/15 13.33

FRA: DIANE BERG GENÈVE TIL: DR. WARGNIER WARGNIER PSYKIATRISKE KLINIK SAINT-MARTIN-DE-COMMINGES CV Diane Berg Cand.psych., autoriseret psykolog, medlem af Schweizisk Psykolog Forening Speciale i retspsykologi, medlem af Schweizisk Retspsykologisk Selskab Fødselsdato: 16. juli 1976 Nationalitet: schweizisk

E ksaminer : 2002: Cand.psych. i klinisk psykologi, Genève Universitet. Specialetitel: “Driftsstruktur, nekrofili og partering hos obsessiv-kompulsive mordere”.

1999: Bachelorgrad i psykologi, Genève Universitet. Bachelor­ essay, titel: “Aspekter af infantil frygt hos 8-12-årige”.

1995: Klassisksproglig studentereksamen.

1994: First Certificate in English.

F aglig erfaring : 2003: Ansættelse på psykoterapeutisk og retspsykologisk privatklinik, Genève.

Iskold død.indd 7

26/11/15 13.33

2001: Assistent for P. Spitzner på Psykologisk og Pædagogisk Fakultet, Genève Universitet.

1999-2001: I praktik som psykolog, Institut for retsmedicin, Genève Universitet. I praktik som psykolog på fængselshospitalet i Champ-Dollon Fængsel.

M edlemskaber af faglige foreninger : International Academy of Law and Mental Health (IALMH).

Foreningen af Psykologer og Psykoterapeuter, Genève (AGPP).

Schweizisk Psykolog Forening (FSP).

Schweizisk Retspsykologisk Selskab (SSPL).

I nteresser : Klassisk musik (har spillet violin i ti år), jazz, at læse.

Sport: svømning, vandreture, udspring, huleforskning, faldskærms­ udspring.

Iskold død.indd 8

26/11/15 13.33

Prolog Dogdogdogdogdog – taktaktak – dogdogdogdogdog – taktaktak Larm: Den konstante støj fra kablet – og fra støttemasternes hjul, når svævebanens metalbeslag med jævne mellemrum passerede over dem – sendte rystelser ind i kabinen. Læg dertil en allestedsnærværende pibende vind, der lød som klagende stemmer fra en flok børn i nød. Passagererne blev nødt til at råbe for at få ørenlyd. Der var fem – Huysmans inklusive.

Dogdogdogdogdog – taktaktak – dogdogdogdogdog – taktaktak “Hold da kæft! Jeg er sgu ikke meget for at tage turen derop i sådan et vejr!” sagde en af dem.

Gennem snefoget, der indhyllede kabinen, stirrede Huysmans tavst på den lavtliggende sø, som lignede en luftspejling dér tusind meter under dem. Kablerne hang underligt slappe i en dobbelt bue, der dovent slyngede sig ind i det grå.

Der kom en sprække i skyerne. Søen dukkede op. Kortvarigt.

Et øjeblik lignede den en pyt under himlen, et lille vandhul mellem tinderne og skybankerne, der blev flænset mod bjergtoppene.

“Hvad fanden betyder vejret?” sagde en anden. “Lige meget hvad kommer vi til at opholde os inde i det lortebjerg den næste uge!”

Arruns’ vandkraftværk: en række gange og underjordiske 9

Iskold død.indd 9

26/11/15 13.33

skakter gravet halvfjerds meter ned i bjerget oppe i to tusind meters højde. Den længste var elleve kilometer lang og førte vandet fra den højtliggende sø ned til rørledningerne på halvanden meter i diameter, som løb ned ad bjerget, og hvorigennem vandmasserne væltede ned til produktionsdelens tørstige turbiner i dalen. Der var kun én vej til vandkraftværket dybt inde i bjerget: en adgangsskakt med indgang næsten helt oppe på toppen, derefter nedstigning i en vareelevator til den centrale gang – med sluselemmene lukkede – som man derpå kørte ad i en topersoners traktor: en times færd i mørkets hjerte gennem otte kilometer skakter.

En anden mulighed var helikopteren, men kun i nødstilfælde. I nærheden af den højtliggende sø var der blevet anlagt en landingsplatform, som kun var tilgængelig, hvis vejret tillod det.

“Joachim har ret,” sagde den ældste af passagererne. “I sådan et vejr kunne helikopteren ikke engang lande.”

De var alle klar over, hvad det betød: Hvis sluselemmene blev åbnet, ville millioner af kubikmeter vand fra den højtliggende sø styrte i rasende fart ned gennem den skakt, som de om nogle minutter begav sig ind i. Hvis der skete en ulykke, ville det tage to timer at få skakten tømt igen, derefter var der yderligere en times traktortur tilbage til adgangsskakten, femten minutters opstigning til den friske luft, ti minutter med svævebanen ned til kraftstationen og til sidst en halv times kørsel til Saint-Martin-de-Comminges – hvis vejen altså ikke var ufremkommelig.

Var uheldet ude, ville de ikke være på hospitalet før efter fire stive timer. Og kraftværket var efterhånden godt forfaldent ...

Det var blevet indviet i 1929. Hver vinter, før sneen smeltede, tilbragte de fire uger deroppe, isoleret fra resten af verden, så de kunne vedligeholde og reparere en samling maskiner fra en anden tid. Et vanskeligt og farligt arbejde.

Huysmans fulgte med øjnene en ørn, som svævede på vindens opdrift godt hundrede meter fra kabinen.

Ingen sagde noget.

Han vendte blikket mod de svimlende isbræmmer, der strakte sig under deres fødder.

10

Iskold død.indd 10

26/11/15 13.33

De tre enorme rørledninger fulgte bjergets kontur og faldt stejlt mod afgrunden. Dalen var for længst forsvundet ud af deres synsfelt. Den sidste mast, som man kunne skelne tre hundrede meter længere nede, var rejst på et fremspring på bjergsiden, og den stod aftegnet i ensom majestæt i tågen. Kabinen steg nu direkte op mod adgangsskakten. Hvis kablet blev revet over, ville den falde flere hundrede meter ned, før den sprængtes som en nød mod klippesiden. Den dinglede frem og tilbage i vinterstormen som en kurv på en husmors arm. “Øh, du, kok! Hvad skal vi have at spise denne gang?”

“I hvert fald ikke vegetarretter.”

Huysmans var den eneste, der ikke grinte – hans blik var fæstnet på en gul minibus nede på vejen ved kraftstationen. Direktørens. Så blev minibussen opslugt af skybankerne og forsvandt ud af hans synsfelt, ligesom en diligence, der bliver overfaldet af indianere.

Hver gang han var på vej op ad bjerget, var det, som om han fik indsigt i en basal sandhed om sin tilværelse. Han var bare ikke i stand til at sige hvilken.

Huysmans vendte blikket mod bjergtinden.

Svævebanens endestation – en metalkonstruktion fæstnet til betonen ved indgangen til adgangsskakten – var i sigte. Når kabinen var standset, skulle mændene gå ad en række gangbroer og trapper, indtil de nåede kommandocentralen, der ligeledes var støbt i beton.

Det blæste voldsomt. Der måtte være i nærheden af ti graders frost udenfor.

Huysmans kneb øjnene sammen.

Der var et eller andet usædvanligt ved metalkonstruktionens form.

Som om, der var tilføjet noget ...

Der var ligesom en skygge mellem afstivningerne og stålbjælkerne, som kastevindene fejede hen over.

En ørn, tænkte han, en ørn er blevet fanget mellem kablerne og trisserne.

Nej, det var en absurd tanke. Men der var alligevel noget om det: en stor fugl med udfoldede vinger. Måske en grib, som var 11

Iskold død.indd 11

26/11/15 13.33

fløjet ind i overbygningen og blevet viklet ind i tremmerne og ståltrådsgitrene.

“Hey, prøv lige at se der!”

Det var Joachims stemme. Han havde også fået øje på det. De andre vendte sig om mod platformen.

“Herre, min gud! Hvad i alverden er det?”

Det er i hvert fald ikke en fugl, tænkte Huysmans.

Han følte en uhåndgribelig uro. Den hang fastgjort oven over platformen, lige under kablerne og trisserne – nærmest som om den svævede i det tomme rum. Det lignede en gigantisk sommerfugl, men en mørk og ulykkebringende sommerfugl, der trådte frem fra sneens og skyernes hvidhed.

“Fuck, mand! Hvad fanden er det for noget?”

Kabinen sænkede farten. De var nået frem. Tingesten så større ud.

“Hellige guds moder!”

Det var hverken en sommerfugl, en ørn eller en grib.

Kabinen holdt nu stille, og de automatiske døre gik op.

Et iskoldt vindstød piskede snefnug ind i ansigterne på dem.

Men ingen af dem trådte ud på platformen. De var som naglet til stedet, mens de stod og betragtede vanviddets og dødens værk.

De var ikke i tvivl om, at de aldrig ville glemme synet.

Vinden hylede omkring platformen. Huysmans hørte ikke længere jamren fra børn, nu havde klagesangen rod i andre former for pinsler, det var grufulde smertensskrig indsvøbt i vindens hyl. De trådte alle et skridt tilbage indenfor i kabinen.

Frygten ramte dem som et buldrende eksprestog. Huysmans greb ud efter hjelmen med headset og tog den på.

“K raftstationen ? H uysmans her ! R ing til politiet ! H urtigt !

S ig , de skal rykke ud ! D er er et kadaver heroppe ! D et er virkelig sygt !”

Iskold død.indd 12

26/11/15 13.33

I Manden der elskede heste

Iskold død.indd 13

26/11/15 13.33

Iskold død.indd 14

26/11/15 13.33

1 Pyrenæerne. Diane Berg så bjergkæden tårne sig op, idet hun kørte op over en bakke.

En hvid barriere i det fjerne, som fyldte hele horisonten: De bølgende bakker var som dønninger, der slog ind og opløstes mod den. En rovfugl kredsede på himlen.

Klokken var ni om morgenen, den 10. december.

Ifølge vejkortet, der lå på instrumentbrættet, skulle hun dreje af ved den næste frakørsel på højre hånd og køre mod syd, i retning af Spanien. Hun havde hverken gps eller en indbygget computer i sin gamle, udtjente Lancia. Et skilt dukkede op hen over motorvejen: “Frakørsel nr. 17, Montréjeau/Spanien, 1.000 meter”.

Diane havde overnattet i Toulouse. På et økonomiklassehotel, i et lillebitte rum med et badeværelse i formstøbt plastik og et minifjernsyn. Om natten var hun blevet vækket af hyl og skrig.

Med bankende hjerte havde hun sat sig op ad sengens hovedgærde, på vagt – men nu var der fuldkommen stille på hotellet, og hun havde først troet, at hun havde drømt, indtil skrigene igen tog fat. Hendes mave snørede sig sammen, men så gik det op for hende, at det bare var nogle katte, som sloges neden for hendes vindue. Bagefter havde hun ikke rigtig kunnet falde i søvn igen.

Så sent som i går havde hun stadig været i Genève og fejret afrejsen sammen med gode kolleger og venner. Hun havde kigget rundt i sit kontor på fakultetet og spekuleret over, hvordan det nye mon ville se ud.

15

Iskold død.indd 15

26/11/15 13.33

Da hun låste sin Lancia op ude på hotellets parkeringsplads, mens vandet fra den smeltende sne løb ned ad karrosseriet, havde hun pludselig indset, at det var sin ungdom, hun nu havde sagt farvel til. Hun var udmærket klar over, at om en uge eller to ville hun have glemt alt om sit tidligere liv. Og om et par måneder ville hun have ændret sig afgørende. Med tanke på det, der i det næste år ville danne ramme om hendes liv, kunne det ikke være anderledes. Hendes far havde rådet hende til at “blive ved med at være sig selv”. Hun kørte fra den lille parkeringsplads og ud på motorvejen, der allerede var stærkt trafikeret, og hun tænkte på, om de kommende forandringer ville være positive. En eller anden havde engang sagt, at når man tilpasser sig, begrænser man også sig selv, og hun kunne blot håbe på, at det ikke gjaldt hende.

Klinikken var konstant i hendes tanker.

Det samme var de mennesker, som sad indespærret på stedet ...

Hele den foregående dag havde Diane været plaget af tanker: “Jeg klarer det aldrig. Jeg er ikke dygtig nok. Selvom jeg er godt forberedt og den bedst kvalificerede til stillingen, har jeg ikke skyggen af anelse om, hvad der venter mig. De mennesker vil kunne læse mig som en åben bog.”

Hun tænkte på dem som mennesker, rigtige mennesker – ikke som ... uhyrer.

Ikke desto mindre var det, hvad de var: grundlæggende umenneskelige individer, der var lige så forskellige fra hende, hendes forældre og alle andre, hun kendte, som en tiger var fra en kat.

Tigre ...

Sådan blev man nødt til at se på dem: uforudsigelige, farlige og i stand til at handle med ufattelig grusomhed. Tigre, som var lukket inde i bjerget ...

Da hun skulle igennem motorvejens betalingsanlæg, var hun så fordybet i sine egne tanker, at hun ikke kunne huske, hvor hun havde lagt billetten. Kontrolløren målte hende strengt med øjnene, mens hun febrilsk gennemrodede først handskerummet, så sin håndtaske. Det var ellers ikke, fordi der var travlt: Der var ingen andre i syne.

Ved den næste rundkørsel drejede hun af mod Spanien og 16

Iskold død.indd 16

26/11/15 13.33

bjergene. Efter et par kilometer sluttede lavlandet brat. Pyrenæernes første udløbere skød op af jorden, og vejen var nu omkranset af bløde, bevoksede fremspring, som imidlertid ikke kunne sammenlignes med de savtakkede tinder, hun kunne skimte længere borte. Vejret skiftede også: Snefnuggene faldt tættere.

Da hun rundede et sving, var der pludselig udsyn over et landskab med hvide enge, floder og skov. Diane fik øje på en gotisk katedral omkranset af en lille flække på toppen af en bakke. Set gennem vinduesviskernes kommen og gåen begyndte landskabet at ligne en gammel koldnålsradering.

“Pyrenæerne er ikke det samme som Schweiz,” havde Spitzner forberedt hende på.

Langs vejen voksede snedriverne.

Hun så skæret fra udrykningsblinkene gennem snefoget, før hun fik øje på vejspærringen. Det sneede kraftigere og kraftigere.

Bag barrieren stod mændene fra det lokale politi og viftede med deres lysende stave. Diane noterede sig, at de var bevæbnede.

En af politiets indsatsvogne og to motorcykler stod parkeret i den snavsede sne i vejkanten neden for de høje grantræer. Hun rullede vinduet ned, og nogle store, dunede fnug vædede straks hendes sæde.

“Må jeg se Deres papirer, frøken?”

Hun lænede sig frem for at finde dem i handskerummet. Hun kunne høre de knitrende beskeder over radioerne, som blandede sig med den hurtige rytme fra hendes vinduesviskere og den anklagende larm fra bilens lydpotte. En fugtig, kold luft indhyllede hendes ansigt.

“Er De journalist?”

“Psykolog. Jeg er på vej til Wargnier Klinikken.”

Gendarmen så granskende på hende gennem den åbne side­ rude. Han var høj og blond, i nærheden af en halvfems, ville hun tro. Hun kunne høre floden brøle inde i skoven gennem radio­ ernes lydtæppe.

“Hvilket ærinde har De på disse kanter? Schweiz er ikke lige om hjørnet.”

17

Iskold død.indd 17

26/11/15 13.33

“Klinikken er en psykiatrisk sikringsanstalt, jeg er psykolog: Er det forklaring nok?”

Han gav hende papirerne tilbage.

“Fint. Værsgo.”

Idet hun satte bilen i gear, spurgte hun sig selv, om fransk politi altid kontrollerede bilisterne på den facon, eller om der var sket noget. Vejen slog adskillige sving, mens den fulgte krumningerne på floden (en såkaldt “bjergelv” ifølge hendes guidebog), der løb mellem træerne. Derefter blev skoven afløst af et åbent område, der så ud til at strække sig over godt fem kilometer. En lige, bred vej førte forbi tomme campingpladser, hvis bannere blafrede trist i vinden, tankstationer, smukke huse, som lignede alpehytter, samt et utal af reklameskilte, der lovpriste de nærliggende skisportssteders velsignelser ...

L ængere fremme kommer D e til S aint -M artin - de -C omminges , 20.863 indbyggere – hvis man ellers skulle tro skiltet, som var malet i livlige farver. Oven for byen var tinderne indhyllet i et gråt skydække, der her og der blev gennembrudt af lysglimt, som skar en stejl bjergside eller profilen på et bjergpas ud af tågen som et strålebundt fra et fyr. Ved førstkommende rundkørsel valgte Diane “bymidten” fra og kørte til højre ned ad en smal vej bag en bygning, hvis store butiksvindue udskreg Sport & Natur med neonbogstaver. Der var ganske mange fodgængere på gaden samt adskillige parkerede biler. “Det er ikke et videre opmuntrende sted for en ung kvinde.” Hun kom i tanke om Spitzners ord, mens hun kørte ned ad gaderne akkompagneret af vinduesviskernes velkendte og betryggende synkrondans.

Vejen begyndte at gå opad. Hun fik et glimt af tagene, som var klemt sammen neden for skråningen. Sneen på vejene havde forvandlet sig til et mørkt pløre, som slog op mod undervognen.

“Er du sikker på, at du har lyst til at tage derhen, Diane? Det er noget ganske andet end Champ-Dollon.” Champ-Dollon var navnet på det schweiziske fængsel, hvor hun efter sin psykologiske embeds­eksamen havde behandlet seksualforbrydere, og hun havde ligeledes udført juridisk konsulentarbejde for ledelsen. Dér havde hun mødt serievoldtægtsmænd og pædofile samt 18

Iskold død.indd 18

26/11/15 13.33

stiftet bekendtskab med interfamiliær seksuel mishandling – en administrativ eufemisme, som dækkede over incestuøst betingede overgreb. Hun havde også været indkaldt til at afgive troværdighedserklæringer som en del af et ekspertteam, der skulle vur­dere udsagn fra mindreårige, som hævdede at være blevet seksuelt misbrugt – og hun havde med gru måttet indse, hvordan den type vurderinger kunne skævvrides af ekspertens forudindtagede ideologi og moral og ofte til skade for objektiviteten.

“Man hører nogle mærkelige historier fra Wargnier Klinikken,” havde Spitzner sagt.

“Jeg har talt i telefon med dr. Wargnier, og jeg har et godt ind­ tryk af ham.”

“Wargnier er dygtig,” havde Spitzner bekræftet.

Hun vidste imidlertid, at det ikke ville være ham, der tog imod hende, men hans efterfølger på klinikken: dr. Xavier, en franskcanadier fra Québec, som kom fra Pinel Klinikken i Montreal.

Wargnier var gået på pension et halvt år tidligere. Det var ham, som havde taget stilling til hendes ansøgning, og som havde anbefalet hende, før han havde forladt sin gerning, og også ham, som under deres telefonsamtaler havde gjort hende opmærksom på, hvor vanskelig hendes opgave ville blive.

“Det er ikke en oplagt arbejdsplads for en ung kvinde, dr.

Berg. Jeg mener ikke kun selve klinikken, men også omgivelserne. Dalen ... Saint-Martin ... Vi er i Pyrenæerne, Comminges. Vintrene er lange, og her er ikke megen underholdning. Selvfølgelig medmindre De elsker vintersport.”

“Jeg er schweizer, husk det,” havde hun muntert svaret.

“I givet fald vil jeg give Dem et råd, og det er, at De ikke skal lade Dem opsluge af Deres arbejde, De skal give Dem selv lov til at holde fri – og tilbringe Deres fritid andetsteds. Stedet her kan godt virke ... forstyrrende ... i det lange løb.”

“Det skal jeg prøve at huske.”

“Og så er der en anden ting: Jeg får desværre ikke fornøjelsen af at byde Dem velkommen. Min efterfølger, dr. Xavier, fra Montreal, vil tage sig af Dem. En specialist med glimrende akkreditiver. Han kommer hertil i næste uge. Han er meget entusiastisk.

19

Iskold død.indd 19

26/11/15 13.33

Som De vil være bekendt med, er de derovre noget foran os, når det handler om behandling af aggressive patienter. Jeg tror, det vil være interessant for Dem at udveksle synspunkter.”

“Det tror jeg også.”

“Under alle omstændigheder har vi længe haft brug for en assi­sterende leder her på stedet. Jeg har ikke været god til at uddelegere.”

Diane kørte igen under træernes dække. Vejen fortsatte opad, og til sidst kom hun ind i en smal, skovklædt dal, hvor man fik en fornemmelse af at være omklamret af en usund intimitet.

Diane havde åbnet vinduet på klem, og en gennemtrængende duft af blade, mosser, grannåle og våd sne kildrede hendes næsebor. Larmen fra den nærliggende bjergelv overdøvede næsten bilmotoren.

“Et ensomt sted,” sagde hun højt for at indgyde sig selv mod.

Hun kørte forsigtigt gennem vintermorgenens grå lys. Hendes billygter fejede over nåletræernes og bøgenes stammer. Der løb en højspændingsledning langs vejen, og grenene lænede sig ind over den, som om de ikke længere havde kræfter til at holde sig selv oppe. Af og til passerede hun en skovrydning, hvor der lå en nedlagt og forladt lade med skifertag overgroet af mos.

Hun fik øje på en række bygninger længere fremme, idet hun kom ind i et sving. De dukkede op igen, da hun kom gennem kurven. Indtil flere betonhuse, som lå direkte op til skoven og havde store panoramavinduer i stueetagen. Man kunne komme hen til dem ved at dreje af og følge en vej, der krydsede bjerg­ elven via en metalbro og fortsatte hen over en sneklædt eng.

Bygningerne var tydeligvis forladte og så forfaldne ud. Uden at hun kunne redegøre for hvorfor, fik de tomme bygninger, som lå dér fuldstændig fortabt i denne dal, det til at løbe hende koldt ned ad ryggen.

“F eriekolonien B jerggemsen ” Skiltet hang og rustede ved indkørslen til vejen. Og stadig ikke nogen klinik i syne. Eller et skilt, som kunne vise vej til den.

20

Iskold død.indd 20

26/11/15 13.33

Wargnier Klinikken ønskede tydeligvis ikke at gøre opmærksom på sig selv. Diane begyndte at spekulere på, om hun var kørt forkert. Kortet fra Skov- og Naturstyrelsen i 1:25.000 lå foldet ud på passagersædet ved siden af hende. En kilometer og en halv snes vejsving senere dukkede der en rasteplads op, som var omkranset af et stengærde. Hun sagtnede farten og drejede hårdt på rattet. Lanciaen bumpede over de vandfyldte huller, så der sprøjtede yderligere søle op. Hun tog kortet og steg ud. Hun blev med det samme indhyllet i fugtigheden, der lagde sig om hende som et klamt, iskoldt lagen.

Hun holdt kortet ud frem for sig trods snefnuggene. Bygningerne tilhørende feriekolonien, som hun netop var kørt forbi, var markeret med tre små rektangler. Hendes blik gennemløb den omtrentlige rute, hun havde fulgt, langs den slyngede hovedvej.

Lidt længere fremme var der yderligere to rektangler – de dannede tilsammen et T, og selvom der ikke var nogen markering af, hvilken form for bygninger det drejede sig om, måtte det være klinikken, for de lå for enden af vejen, og der var ikke andre symboler på kortet.

Hun var lige ved at være der ...

Hun vendte sig om, gik hen til stengærdet – og så dem.

Længere oppe ad den stejle skråning, på den anden side af floden: to lange bygninger i groft tilhuggede sten. Selv på denne afstand kunne hun fornemme deres størrelse. En arkitektonisk konstruktion udviklet af kæmper. Den samme slags massive kyklopmure, som man jævnligt stødte på i bjergene, både omkring kraftstationer samt ved dæmninger og fjeldhoteller fra det for­ rige århundrede. Og det var det, det var: kyklopens grotte. Bortset fra at der ikke kun var én Polyfemos dybt inde i denne hule – men adskillige.

Diane var ikke let at gøre indtryk på, hun havde rejst mange steder, hvor turister normalt ikke kom, og lige siden hun var ung, havde hun dyrket forskellige sportsgrene, som indebar en vis risiko: Hverken som barn eller voksen havde hun været bange af sig. Men et eller andet ved dette syn gav et sug i maven på hende. Det handlede ikke om fysisk fare, slet ikke. Der var noget andet på spil ... Det var et spring ud i det ukendte ...

21

Iskold død.indd 21

26/11/15 13.33

Hun tog sin mobil frem og tastede et nummer. Hun var ikke klar over, om der var en mast i nærheden, som kunne sende hendes opkald, men efter tre ring svarede en velkendt stemme hende: “Spitzner.”

Hun følte med det samme lettelse. Den varme, faste og afslappede stemme kunne altid berolige hende og bortjage hendes tvivl. Det var Pierre Spitzner – hendes vejleder på universitetet – som havde sporet hende ind på retspsykologien. Hun havde lært denne diskrete og fascinerende forsker, der var en god ægtemand og far til syv børn, at kende på hans intensive kurser omhandlende børns retsstilling, som han holdt under Socrates-programmet i regi af det interuniversitære, europæiske “Children’s Rights”. Den brillante psykolog havde taget hende under sine vinger på Psykologisk og Pædagogisk Fakultet – ved hans hjælp var hun kommet ud af puppen og havde forvandlet sig til en sommerfugl, selvom dette billede uden tvivl ville have svært ved at finde nåde for Spitzners krævende intellekt.

“Det er Diane. Forstyrrer jeg?”

“Selvfølgelig ikke. Hvordan går det?”

“Jeg er ikke nået frem endnu ... Jeg står ude på vejen ... Jeg kan se klinikken herfra.”

“Er der noget galt?”

Pierre var utrolig. Selv over telefonen registrerede han den mindste ændring i hendes toneleje.

“Nej, alt går fint. Det er bare det, at ... de har villet isolere disse mennesker totalt for omverdenen. De har lukket dem inde på det mest uhyggelige og afsondrede sted, de kunne finde. Denne her dal giver mig myrekryb ...”

Hun fortrød med det samme, at hun havde sagt det. Hun opførte sig som en teenager, der for første gang var på egen hånd – eller som en opkørt studerende, der er forelsket i sin specialevejleder og vil gøre hvad som helst for at tiltrække sig hans opmærksomhed. Hun tænkte, at han garanteret spurgte sig selv, hvordan hun overhovedet ville klare sig, hvis alene synet af bygningerne skræmte hende.

22

Iskold død.indd 22

26/11/15 13.33

“Hør her,” sagde han. “Du har allerede mødt rigeligt med seksualforbrydere, paranoikere og skizofrene, ikke sandt? Du skal bare sige til dig selv, at det vil være det samme her.”

“De var ikke alle sammen mordere. Hvis sandheden skal frem, var det kun én af dem, der var det.”

Hun så uvægerlig Kurtz for sig: et smalt ansigt og honningfarvede irisser, der så på hende med et rovdyrs lystne blik. Han var rendyrket sociopat. Den eneste, hun nogen sinde havde mødt. Iskold, beregnende, ustabil. Og uden den mindste form for samvittighedsnag. Han havde voldtaget og dræbt tre husmødre, hvoraf den yngste var femogfyrre år gammel, den ældste femogtres. Det var det, der tændte ham: modne kvinder. Og så reb, bånd, kneb­ ler og løbeknob ... Hver gang hun anstrengte sig for ikke at tænke på ham, sneg han sig ind i hendes tanker med sit tvetydige smil og et blik som et vildt dyr. Det fik hende til at tænke på det skilt, Spitzner havde sat op på døren ind til sit kontor på første sal i den bygning på universitetet, som husede psykologistudiet: “L ad være med at tænke på en elefant ”.

“Det er lidt sent at bakke ud, synes du ikke, Diane?”

Bemærkningen gjorde hende rød i kinderne.

“Jeg er sikker på, du er opgaven voksen. Du har en drømmeprofil til stillingen. Jeg siger ikke, at det bliver let, men du skal nok klare den, det er jeg ikke i tvivl om.”

“Du har ret,” svarede hun. “Jeg opfører mig tåbeligt.”

“Nej, det gør du ikke. Alle andre ville reagere på samme måde, hvis de var i din situation. Jeg er udmærket bekendt med klinikkens ry. Men det skal du ikke tage dig af. Koncentrer dig om dit arbejde. Og når du kommer tilbage, vil du være den fremmeste ekspert i ustabile psykopatiske tilstande i samtlige schweiziske kantoner. Men jeg må løbe nu. Jeg skal op og diskutere budgetter med dekanen. Du ved, hvordan det er, jeg er nødt til at have styr på det. Held og lykke, Diane. Hold mig underrettet.”

Telefonen duttede. Han havde lagt på.

Stilhed – som kun blev brudt af larmen fra bjergelven. Den lagde sig på ny over hende som en våd presenning. Den dumpe, svuppende lyd fra en stor klump sne, som løsrev sig fra en gren, 23

Iskold død.indd 23

26/11/15 13.33

fik hende til at fare sammen. Hun lagde mobilen i lommen på sin dynejakke, foldede kortet sammen og satte sig ind i bilen igen.

Så kørte hun ud fra rastepladsen.

En tunnel. Lyset fra billygterne blev kastet tilbage fra de mørke, drivvåde klippevægge. Ingen belysning, et sving ved udgangen. Der gik en lille bro hen over bjergelven på venstre hånd.

Og endelig dukkede det første skilt op, fæstnet til en hvid bom: “C harles W argnier psykiatrisk klinik ”. Hun drejede forsigtigt og kørte over broen. Pludselig gik vejen faretruende stejlt opad i nogle skarpe hårnålesving mellem granerne og snedriverne, og hun frygtede, at hendes gamle skrammelkasse skulle skride ud på den overisede stigning. Hun havde hverken vinterdæk eller snekæder på. Men vejen fladede snart en smule ud.

Et sidste sving, og dér lå de, helt tæt på.

Hun sank sammen i sædet, da bygningerne kom hende i møde igennem snefaldet, tågen og skoven.

Klokken var 11.15, onsdag den 10. december.

Iskold død.indd 24

26/11/15 13.33

O M S L AG : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T. D K