I lovens navn læseprøve

Af samme forfatter Man jager et bæst og fanger et menneske Efterforskerne (m. Hans Petter Hougen og Niels Lynnerup) De 7 dødssynder (m. Stine Bolther og Hans Petter Hougen)

I lovens navn.indd 2

27.04.2021 09.32

BENT ISAGER-NIELSEN

I LOVENS NAVN

Om drab, dilemmaer og et liv i dansk politi

LINDHARDT OG RINGHOF

I lovens navn.indd 3

27.04.2021 09.32

Bent Isager-Nielsen i samarbejde med Thea Pedersen I LOVENS NAVN OM DRAB, DILEMMAER OG ET LIV I DANSK POLITI © 2021 Bent Isager-Nielsen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt / Imperiet.dk Forfatterfoto: Thomas Howalt Andersen Sats: Demuth Grafisk Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-99629-4 1. udgave, 1. oplag 2021 Bogens fotos er privatfotos på nær s. 51 (Finn Frandsen/Politiken/ Ritzau ­Scanpix), s. 122 (Thomas Lekfeldt/Politiken/Ritzau Scanpix) og s. 292 (Henrik Bo Rønsholdt, Aalborg Stiftstidende).

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

I lovens navn.indd 4

27.04.2021 09.32

Indhold

Forord: I læsernes tjeneste

7

KAPITEL 1: DRAB Forbrydelser, der giver mening KAPITEL 2: MADE IN THE USA Psykologiske fingeraftryk og anløbne principper fra Guds eget land KAPITEL 3: SAMFUNDS- OG BORGERPLIGT Gamle dogmer, nye trusler og medfødte kontrakter KAPITEL 4: BETJENTEN I VARDE Om samarbejde, skatkister og støj KAPITEL 5: REJSEHOLDET Myter, virkelighed, fiktion – og genopstandelse KAPITEL 6: DNA Fra problembarn til vidundermiddel KAPITEL 7: DE NEMME OFRE Kvinder og børn – og noget om fodboldmetaforer KAPITEL 8: STRAF OG KONSEKVENSER Stamkunder, straffesagskæder – og ondt i retsfølelsen

72 93 117 137 159 181 200 221 234 253 275 297 324

Tak

344

I lovens navn.indd 5

13 40 61

27.04.2021 09.32

Klar til foredrag i Dokk1 i Aarhus.

I lovens navn.indd 6

27.04.2021 09.32

FORORD

I læsernes tjeneste

Da jeg begyndte at holde foredrag rundtomkring i landet, kunne jeg blive forundret over nogle af de spørgsmål, der blev stillet fra salen.

Hvordan kan de dog spørge om det, være i tvivl om dit eller ikke have kendskab til dat? I min verden var det viden, som burde være evident for enhver oplyst borger i et retssamfund som Danmark.

Jeg må indrømme, at den forundring er blevet afløst af nogle nødvendige erkendelser. For man kan jo ikke tillade sig at dømme andres manglende viden, når man selv er en fagnørd. I stedet har jeg vendt min undren til en betragtning om, at den manglende viden og indsigt i, hvordan vores retssamfund fungerer, i praksis nok snarere bunder i en succeshistorie. Fordi flertallet af danskerne – og heldigvis for det! – aldrig har været i nærkontakt med vores retssystem. Hvis mange flere danskere havde været sigtet for en forbrydelse, fremstillet i grundlovsforhør eller afhørt som vidner i en drabssag, så ville de have et andet og mere realistisk indblik i min verden. Har man ikke det, så er det jo klart, at man ikke kender til kedelige lovkrav, tunge efterforskningsmæssige og juridiske processer eller forskellen på sigtet og tiltalt.

Men spørgsmålene har også givet mig en anden vigtig lære.

Nemlig at mange baserer deres viden om politiarbejde på fordomme, myter og detaljer fra kriminalromaner, tv-serier og film.

Så deres informationer og holdninger er altså ikke altid forankret i fakta, og det er selvfølgelig et problem, når alle nu har en holdning til politiet og vores resultater eller mangel på samme. Det gælder menig-danskerne, de kriminelle, ofrene, de pårørende, politikerne og ofte også medierne.

7

I lovens navn.indd 7

27.04.2021 09.32

Som vi alle ved, er det ikke altid, at de mest markante meninger går hånd i hånd med erfaring, og folk med stærke holdninger til for eksempel sundhedsvæsenet har ikke altid selv prøvet at være alvorligt syge. Men når man har været indlagt på hospitalet på andre folks nåde og haft en positiv oplevelse, så bliver man ret taknemlig. Det har jeg selv prøvet. Jeg har desværre også prøvet det modsatte, men i det mindste giver det mig en kvalificeret baggrund for at udtale mig. Sådan burde det også være med politiet.

Igennem mit arbejdsliv har jeg lært danskerne at kende på godt og ondt. Mit menneskesyn gennemsyrer alt, hvad jeg foretager mig, og er selvfølgelig rundet af mit arbejde, hvor jeg har set alle tænkelige skyggesider af vores samfund. Som politibetjent, almindelig efterforsker, Rejseholds-mand eller politiinspektør og chef har jeg været på besøg i alle sociale lag, kigget ind bag facaden i alle miljøer og mødt hverdagen i både de mørke og lyse afkroge af Danmark.

En overgang mødte jeg danskerne i afhøringslokalet og i deres hjem i provinsbyer over hele landet, når vi var i gang med en sag.

Senere ofte via pressemøder og lignende, når en alvorlig sag nåede medierne. I dag møder jeg dem i teatersale, i forsamlingshuse eller på biblioteker til foredrag, som ekspert i tv-programmer eller som debattør i min brevkasse og mine klummer. Det giver mig en unik mulighed for at dele min indsigt og mine erfaringer på en ny måde. Fordi jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Selvom sandheden og objektivitetsbegrebet stadig udgør mit fundament, kan jeg i dag uden politiskiltet i hånden bringe mine egne personlige holdninger mere i spil.

Engang var det altid mig, der stillede spørgsmålene. Men jeg skal love for, at rollerne i dag er byttet rundt. Ikke tidligere i mine år som politimand og efterforsker har jeg oplevet en større interesse for branchen og især true crime-genren end i disse år. Jeg tror, det hænger sammen med det basalt menneskelige i, at vi alle både 8

I lovens navn.indd 8

27.04.2021 09.32

frygter og fascineres af det menneskelige mørke. Men grundlæggende hersker der bare en dyb interesse for faget.

Det er lige præcis det, jeg fornemmer, når jeg – igennem de sidste 12-13 år til mine foredrag og siden 2019 via læserbreve til min brevkasse og mine klummer i Ude og Hjemme, men også gennem private henvendelser – har fået spørgsmål, som jeg også nogle gange besvarer ’udenfor citat’. Danskerne er optaget af samfundsudviklingen, etik og moral og politisk ’varme kartofler’. Det handler især om retfærdighed, og hvordan for eksempel vores straffesystem fungerer – eller ikke fungerer. De søger viden om forbud, lovstramninger eller fri hash. De vil vide, hvordan politiet opklarer drab, hvordan vi undgår justitsmord, og hvorfor de sindssyge ikke er rigtig sindssyge. Altså nogle helt fundamentale ting om, hvorfor politiet handler, som de gør, eller hvilke metoder og redskaber de benytter – eller har brug for. Det stikker altså langt dybere end blot en fascination, der skal dækkes med en krimi om søndagen, og bunder i min optik i et loyalt engagement i det samfund, vi som borgere er en del af.

I 44 år i politiet har jeg leveret svar og fremlagt fakta om nogle af Danmarks største forbrydelser og kriminalgåder og stået i front for nogle af de sager, der har fyldt meget i danskernes bevidsthed. Jeg føler altid, at jeg har arbejdet i Danmarks og danskernes interesse, og selvom jeg valgte at gå på pension i 2018, holder jeg fortsat mantraet i hævd om, at ’den, der har evnen, har pligten’.

Hvis man kan noget, så skal man bruge det til noget. Derfor lod jeg mig også ansætte som kommentator og ekspert på tv, samme dag som jeg stoppede i politiet.

Via mine forskellige platforme er jeg så privilegeret, at jeg fortsat bliver holdt til ilden i min kommunikation med danskerne.

Med udgangspunkt i deres spørgsmål, undren, interesse, debatlyst, kritik eller skepsis er det derfor denne bogs ambition at give mit faglige og personlige besyv med på områder som kriminalitetsbekæmpelse, retssikkerhed, tryghed, retsbevidsthed, retssamfund 9

I lovens navn.indd 9

27.04.2021 09.32

og alment politiarbejde. For at nuancere meninger og for at give konkret viden om emner, som måske blafrer lidt for danskerne. For at punktere myter og fordomme, nedbryde stereotyper og bidrage til en overordnet debat, der aldrig må stå stille. Så kan læserne være enige eller ej. Målet er først og fremmest at give en bedre forståelse for nogle grundlæggende retsprincipper, politiets arbejde samt de præmisser, vi er underlagt.

Personligt giver det selvfølgelig også anledning til at se tilbage på et politi og et brand, som jeg både operationelt og strategisk har haft stor indflydelse på, som jeg har holdt meget af, som jeg har gjort alt for at gøre transparent, ordentligt og retfærdigt, og som jeg – trods enkelte brodne kar, der måtte hældes ud – også har forsvaret med næb og kløer. Nogle gange her i bogen skriver jeg politiet, andre gange skriver jeg vi eller os, når jeg taler om politiet.

Det viser blot, at jeg langt hen ad vejen stadig tænker og opfatter mig som efterforsker. Forhåbentlig er det til at bære over med.

Men hvilken virksomhed var det, jeg trådte ud af? Hvad var det for en butik, jeg forlod, hvordan bestyres den i dag, og hvordan tilpasses den en samfundsudvikling og globalisering, som presser både retssystem og principper? Det synes jeg godt, man kan reflektere over, så dansk politi også i fremtiden kan vurderes som noget nær verdens bedste politi.

Denne bog leverer dog ikke endegyldige svar eller et konkret facit. Den indbefatter heller ikke mine tidligere bøgers unikke fokus på egne sager. Men vil man forstå, hvad der rører sig i danskerne og det danske samfund, må man dykke ned i danskernes bekymringer, hverdagsdilemmaer og daglige udfordringer fra snakken over spisebordet, ved værtshusbaren eller i kantinen. Det er derfor, jeg, i dag fri for efterforskerens officielle objektivitets- og sandhedskrav, i læsernes tjeneste stræber efter at give danskerne svar, indsigt og personligt perspektiv på de emner, der ligger både dem og mig på sinde.

Med denne bog har jeg mulighed for at uddybe nogle af de 10

I lovens navn.indd 10

27.04.2021 09.32

hundredvis af læser- og foredragshenvendelser, jeg har fået, hvor danskerne har søgt viden eller råd, men hvor svaret har været underlagt enten tids- eller formatmæssige begrænsninger. Med i skrivende stund omkring 400 foredrag og mere end 100 brevkassebesvarelser og klummer eksekveret siden henholdsvis 2008 og 2019 er udvalget af de spørgsmål og svar, der er gengivet her, et forsøg på at favne så bredt som muligt, hvad angår de emner og dilemmaer, som jeg fornemmer fylder mest hos danskerne. For overblikkets skyld er de kategoriseret i overordnede temaer, der i sig selv indeholder kimen til uudtømmelig debat og diskussion. I hvert kapitel kommer først klummerne, som de blev bragt i Ude og Hjemme fra 2019 til 2020, dernæst det uddybende kapitel.

Man siger, at for meget research kan dræbe enhver god historie for en journalist. Det forholder sig selvfølgelig stik modsat, når det gælder politiarbejde. Der skal vi have alle sandheder og så meget fakta på bordet som overhovedet muligt. Af samme årsag opfordrer jeg altid folk til at opsøge viden ved eksempelvis at åbne døren ind til en af landets by- eller landsretter. I Danmark har vi nemlig offentlighed i retsplejen. Det betyder, at alle kan gå ind fra gaden og følge med i dagens retssag i det lokale domhus.

Så i stedet for at se endnu et virkelighedsfjernt amerikansk politi- eller retssalsdrama på tv, hvorfor så ikke opleve, hvordan en indbrudstyv bliver fremstillet til et grundlovsforhør herhjemme?

Eller hvordan en retssag mod en voldtægtsforbryder, en røver eller drabsmand reelt forløber, når anklageren fremlægger politiets materiale og en rigtig god forsvarsadvokat måske kan få dig til at tvivle på, om det overhovedet er den rigtige gerningsmand?

Men med min opfordring leverer jeg også altid en ’advarsel’, når jeg er ude at holde foredrag. Det er her, det journalistiske skisma om at ødelægge den gode historie med for meget research kommer ind: For åbner man først døren ind til retssalen og den virkelige verden, så skal man være forberedt på at få ødelagt en masse af 11

I lovens navn.indd 11

27.04.2021 09.32

sine forestillinger og fordomme. Faktisk vil jeg vove den påstand, at man risikerer at få et helt nyt eller måske bare mere nuanceret syn på det danske retssamfund. I så fald vil det i det mindste være baseret på et oplyst grundlag. Og det er lige præcis det, jeg i bund og grund også håber, at denne bog kan bidrage til.

Tak, fordi du læser med, og god debat derude.

Bent Isager-Nielsen Frederiksberg, april 2021

Optagelse til magasinet Kriminelt på DR sammen med retskorrespondent og vært Trine Maria Ilsøe.

I lovens navn.indd 12

27.04.2021 09.32

KAPITEL 1 DRAB

I lovens navn.indd 13

27.04.2021 09.32

OPKLARING AF DRAB I DANMARK Uge 22/2019

Hvornår er en drabssag egentlig opklaret? Er det, når politiet ved, hvem gerningsmanden er? Når der er faldet en dom i sagen, eller når gerningsmanden har tilstået?

Hilsen E.C. Kære E.C I virkeligheden anses en sag for opklaret, når politiet har rejst sigtelse mod en person i den pågældende sag. Man burde derfor tale om sigtelsesprocent frem for opklaringsprocent. For en sag kan godt være ”opklaret” på den måde, at politiet har fundet frem til den rigtige person, men blot ikke har kunnet løfte bevisbyrden med det resultat, at den pågældende person bliver frifundet i retten – eller også at anklagemyndigheden slet ikke vil rejse tiltale i sagen på baggrund af politiets materiale. Det kan selvfølgelig betyde, at politiet har fundet frem til en uskyldig person, men det kan også betyde, at det var den rigtige person, men at der ikke har været beviser nok i sagen til, at man kunne dømme personen. I nogle af de drabssager, hvor politiet har rejst sigtelse, kommer der derfor ikke en domfældelse ud af sagen. Det behøver bare ikke at betyde, at sagen er ”uopklaret”.

Politiet kan selvfølgelig tage fejl undervejs i en efterforskning, og derfor kan man slet ikke sige, at alle sigtede også er skyldige.

Sigtelse er så at sige en arbejdshypotese og også en beskyttelse af den pågældende, der som sigtet får nogle rettigheder efter retsplejeloven. Så den helt korte konklusion er, at man selvfølgelig er uskyldig, hvis man ikke er dømt af domstolene. Samtidig må man bare se i øjnene, at nogle af dem, der undgår en domfældelse, rent faktisk nok har gjort det, de var sigtet for. Men det kan den enkelte borger jo ikke vide. Og derfor må man altid 14

I lovens navn.indd 14

27.04.2021 09.32

huske, at man som det helt afgørende udgangspunkt er uskyldig, hvis man ikke er dømt for noget. Så det der med at sige, at en eller anden jo på et tidspunkt var sigtet af politiet, og derfor nok også var skyldig, selv om der ikke kom en dom ud af hele sagen, det går altså ikke.

Antallet af drab har gennem snart mange år været faldende og kun på ét område ses ikke dette fald. Og det er på området kvindedrab.

I sager om drab og drabsforsøg i for eksempel rocker- eller bandemiljøet kommer sigtelserne ofte langt efter selve forbrydelserne – nogle gange flere år efter. I den slags sager, hvor de involverede sjældent vil medvirke til sagens opkla­ring og ofte nægter at udtale sig til poli­tiet, og hvor hr. og fru Danmark sjældent kan bidrage med oplysninger, må politiet gå andre veje.

Det kan være langvarig ef­terforskning i form af overvågning af de kriminelle miljøer, aflytninger, skygninger og en masse dyr teknisk efterforskning Mange mennesker tror, at en tilståelse i en sag automatisk betyder, at sagen er opklaret. Det er slet ikke tilfældet. Ligesom en benægtelse i en sag kan være falsk, og det jævnligt sker, at en ger­ningsmand ikke vil indrømme sin forbrydelse, kan en tilståelse også være falsk. Nogle gange tilstår en person noget, personen ikke har gjort, fordi politiet har presset ham hårdt under en afhøring, og andre gange sker det på grund af opmærksom­ hedssøgende omstændigheder. Man kommer i centrum og gjort til genstand for rigtig meget op­mærksomhed.

Jeg har haft mange sager med falske tilståelser og husker især et voldsomt knivdrab på banegården i Aalborg. Sagen var uopklaret gennem mange år, men undervejs i efterforskningen tilstod en lang række mænd, at de var gerningsmanden. Én af dem kostede meget politiarbejde, idet han på sit dødsleje tilstod over for sygehuspersonalet, at han havde begået forbrydelsen.

Han kunne uddybe sin tilståelse med flere detaljer, der over15

I lovens navn.indd 15

27.04.2021 09.32

ordnet pas­sede, men alligevel kunne vi konstatere, at han ikke havde noget med sagen at gøre.

Så nogle gange må politiet ved siden af at arbejde med at finde den rigtige gerningsmand i en sag også bruge tid på at udelukke folk, der tilstår, men som ikke har noget med sagen at gøre. For det er selvfølgelig meget vigtigt i et retssamfund at finde gerningsmanden til en forbrydelse, men man må også huske, at det samtidigt er lige så vigtigt at sikre, at mennesker ikke bliver dømt for noget, de ikke har gjort – uanset at de har tilstået. Sagen fra banegården i Aalborg var i øvrigt uop­klaret i mere end 10 år og blev opklaret ved, at gerningsmanden rettede henvendelse til politiet og tilstod, at han var gerningsmand. Og i dette tilfælde kunne politiets efterforskning lægge til grund, at der ikke var tale om en falsk tilståelse.

Venlig hilsen Bent *

DET PERFEKTE MORD Uge 28/2019

Hej Bent.

Man siger tit, at den perfekte forbrydelse ikke findes. Passer det – kan man for eksempel slippe af sted med drab i Danmark?

Det er meget svært at være sikker på at opklare alle forbrydelser, også drab. Opklaringsprocenten for drab er dog meget høj i Danmark. Ved drab er der først og fremmest to pro­blemstillinger og to udfordringer. Den ene er at bedømme et dødsfald rigtigt – altså at undgå, at noget, der kan minde om en naturlig død, i virkeligheden er et kamu­fleret drab. Og det kan i mange tilfælde være en svær opgave. Det andet problem er selvfølgelig selve det at opklare sagerne og finde gerningsmanden – altså i de 16

I lovens navn.indd 16

27.04.2021 09.32

tilfælde, hvor man er sikker på, at der rent faktisk er tale om et drab.

Når politiet står med en drabsefterforsk­ning – altså når man ved, at der helt sikkert er tale om et drab – er den første udfordring at finde ud af, om der er tale om et nærdrab eller et fjerndrab. Altså om der er en personlig årsag til drabet, eller om en ”tilfældig gerningsmand” har slået et ”tilfældigt offer ihjel”. Der er langt flere nærdrab end fjerndrab i Danmark, og det er nok korrekt at an­tage, at de fleste af de uopklarede sager er fjerndrab – især drabene på kvinder. I adskillige af sagerne gør gerningsmanden meget for at undgå afsløring. Det sker ved at forsøge at grave liget ned eller brænde det – eller partere det og skille sig af med det i mindre dele. Her udviser nogle ger­ningsmænd ofte en forbløffende kynisme. Lundin-sagen og Ubådssagen er skræm­mende eksempler på, hvor langt visse per­soner vil gå.

Relativt ofte ser man, at en gerningsmand bevidst forsøger at dække over sin forbrydelse ved at kamuflere det som noget andet og ved at slette spor eller lægge falske spor ud. Problemet med at klassificere dødsfald rigtigt kan vise sig på flere måder.

Senest så man sagen fra Østerbro i København, hvor en mand nu sidder varetægtsfængslet for drab over en lang periode på flere ældre mennesker i samme boligkompleks. Hvis sagen ender med, at den mistænkte bliver dømt, er der tale om en seriemorder. De ældre mennesker blev fundet døde i deres lejligheder, og da der ikke umiddelbart var noget mistænkeligt, blev dødsfaldene i første omgang kategoriseret som naturlige dødsfald. I flere af tilfældene blev der af samme grund ikke foretaget obduktion.

I mange sager er det indlysende fra starten, at der er tale om drab. Men der er altså også sager, hvor det umiddelbart ser ud som for eksempel selvmord eller en overdosis. Alt i alt kan man konkludere, at de fleste drab i Danmark opklares. Men man må 17

I lovens navn.indd 17

27.04.2021 09.32

også sige, at der er en risiko for, at en ger­ningsmand kan begå den – set fra hans eller hendes side – perfekte forbrydelse.

Hvert år indgives hundredvis af anmeldelser til politiet om personer, der er forsvundet, savnet eller bortgået. Hovedparten af dem findes igen efter kortere eller læn­gere tid, og der er ingen strafbare handlinger involveret. Enkelte af de savnede findes efter nogen tid som myrdede. Emilie Meng fra Korsør er et eksempel på en sådan sag. Hun blev fundet dræbt og gemt i en mergelgrav et halvt år efter sin forsvinden. Den sag kører nu på tredje år som en drabssag. Få af de savnede og forsvundne dukker imidlertid al­drig op, og de repræsenterer en risiko for ”det perfekte mord”. Men en drabssag uden et lig kan godt gennem­ føres – også til domfældelse. Det er der flere eksem­pler på i Danmark. Men det gør det selvfølgelig vanske­ligere.

Jeg har haft flere sager, hvor den egentlige kriminalefterforskning først begyndte, da et lig blev fundet. Og hvor gerningsmanden i teorien kunne være sluppet af sted med sin forbrydelse uden at blive straffet. En af sagerne handlede om ”det brændende lig”. Den begyndte, da nogle forbipasserende fandt et forkullet lig i en skov på Sjælland. Kvinden blev identificeret, og gerningsmanden viste sig at være offerets ægtefælle – derfor havde han ikke meldt hende savnet. Manden havde dræbt hende i baglokalet til deres for­retning i København og havde derefter for­søgt at slette alle spor ved at brænde liget i skoven.

Han tilstod aldrig mordet, men blev dømt for det.

En anden sag handlede om en ung pige på 17 år, der forsvandt fra sit hjem i en jysk by. Af forskellige grunde mente politiet ikke, at der var begået en forbrydelse, men hun blev selvfølgelig efterlyst. Cirka et halvt år senere fandt nogle spejdere ved et tilfælde et skelet i en skov på Djurs­land. Det viste sig at være liget af den unge forsvundne pige. Man kunne lægge fast, at der var tale om et drab. Derefter gik der en efterforskning i gang. Gerningsmanden fandt vi efter nogle ugers efterforskning.

18

I lovens navn.indd 18

27.04.2021 09.32

Han tilstod og blev dømt for mordet. Men også i denne sag kan man frygte, at det aldrig var sket, hvis ikke liget tilfældigvis var blevet fundet. Den og flere andre sager har været med til at øge politiets fokus på, at der i visse sager om forsvundne personer i nogle tilfælde kan være tale om drab, hvor en gerningsmand ret effektivt har skilt sig af med liget.

Venlig hilsen Bent *

DE SYV DØDSSYNDER Uge 37/2019

Du medvirker i en bog om de syv døds­synder. Fortæl lidt om disse synder, og hvor de stammer fra.

Venlig hilsen E.K. Hej E.K. For snart et år siden udgav jeg bogen ”De 7 Dødssynder” sammen med rets­mediciner og professor Hans Petter Hougen.

Bogen er udgangspunktet for en række samtaler mellem Hougen og mig.

Dødssynderne hovmod, griskhed, begær, misundelse, fråseri, vrede og doven­skab kan nemlig være med til at for­klare, hvorfor nogle mennesker begår de værste forbrydelser. Det er samtaler om ondskab, moral, liv og død – samlet i bogen af journalist og forfatter Stine Bolther. Vi forsøger også at give et indblik i efter­forskningsarbejdet bag en række spek­takulære danske og udenlandske krimi­nalsager.

De syv dødssynder og de syv dyder stammer fra den katolske tro, hvor man styrede sit liv ud fra disse 14 kardinal­punkter.

De syv dødssynder var de ulti­mative synder. Det allerværste og mest utilgivelige, et menneske kunne gøre. Og uanset 19

I lovens navn.indd 19

27.04.2021 09.32

om man er troende eller ej, er de fleste af os opdraget med, at døds­synderne er noget, man skal lære at styre, så de ikke tager overhånd.

Når jeg skal prøve at forklare, hvad der er årsag til kriminalitet, bruger jeg blandt andet dødssynderne. Bortset fra de sjældne kriminelle, der er egentligt sindssyge, ser jeg kriminalitet og krimi­nelle i et overordnet perspektiv. Øverst ser jeg dødssynderne, under dem følelser, og nederst motiver.

Som jeg tidligere har beskrevet, opererer man også med syv motiver – der dog ikke én til én er sammenlignelige med dødssynderne, selv om antallet er det samme. Motiverne er jalousi, hævn, begær, profit, udstødelse, fanatisme og spænding/magt.

Ingen mennesker går gennem livet uden at føle en snert af de elementer, der ligger bag dødssynderne eller motiverne, men heldigvis omsætter kun de færreste elementerne til egentlig kriminalitet. Som en klog psykolog har sagt: Man er som menneske ikke ansvarlig for sine fø­lelser, men man er ansvarlig for, hvordan man reagerer på sine følelser.

Og i disse syv motiver ligger efter min mening årsagen til al kriminalitet – uanset om det foregår i ”rendestensmil­jøet”, overklassemiljøet eller blandt kri­minelle grupperinger.

Prøv selv, kære læser, om du kan finde nogen form for kriminel handling, som ikke har sin årsag i ét eller flere af disse syv motiver. Det kan selvfølgelig være sværere for politiet at opklare, hvis for­brydelsen er begået af veluddannede, velhavende og dygtige gerningsmænd, men årsagen til kriminaliteten ligger uanset alt udenomshalløjet altid i moti­verne. Og her er det jo politiets og efter­forskernes opgave at kunne se ind bag mange af de forhold, der ofte kan sløre en sag og den reelle og faktiske bag­grund for den.

For mig at se er hovmod den værste af dødssynderne. Den gennemsyrer ofte den adfærd og det syn på andre mennesker, som en gerningsmand har. At føle hovmod, vrede, fråseri og så 20

I lovens navn.indd 20

27.04.2021 09.32

vi­dere er jo ikke i sig selv kriminelt, men netop dødssynden og mentaliteten hovmod går ofte igen i spektakulære forbrydelser.

Det, at en gerningsmand føler, at han har ret til at gøre, som han gør over for et andet menneske, fordi han føler sig bedre end det andet menneske (offeret) og dermed i sin gode ret, ses ofte afspejlet i kriminelle handlinger.

I for eksempel sager om drab på prostitu­erede kvinder ser vi ofte hovmodet stikke sit hæslige ansigt frem. Hvis en mand føler sig bedre end den pro­stituerede, er det ofte en bagvedliggende og medvirkende årsag til, at han slår hende ihjel – tit kombineret med andre af de fø­lelser, der kan opstå i en så intim situation.

Det kan være følelser som vrede, afmagt, utilstrækkelighed og måske afsky – og nogle af motiverne kan være begær og magt, even­tuelt kombineret med at hun ikke skal kunne afsløre ham, eller hævn, hvis han føler, at hun forsøger at snyde ham i forbindelse med betalingen.

Venlig hilsen Bent *

DRAB PÅ ÅBEN GADE Uge 11/2020

Jeg husker, da vi – mor, far og tre børn – flyttede til Sydhavnen i København. Der var begået et mord på en ung kvinde på Händelsvej. Vi flyttede dertil i 60’erne – jeg var 11 år dengang og kan ikke huske yderligere. Kan du hjælpe med at oplyse om det?

Venlig hilsen B. Hej B Jeg husker ikke selv sagen. Men dit spørgsmål viser jo med stor tydelighed, at de uopklarede drab fylder meget, nok fordi de er få i antal, men de har enorm betydning for både de efterladte 21

I lovens navn.indd 21

27.04.2021 09.32

og for samfundet. Jeg har fundet lidt frem om sagen og andre sager fra 1965, skrevet af forfat­teren Peer Kaae, som jeg også har talt med. Ifølge Peer Kaae går den 25-årige ar­kæologistuderende Alice Nathan den 5. februar 1965 om aftenen fra Mozarts Plads mod Händelsvej, hvor hendes for­ældre bor. Hun når kun til hoveddøren, da en ukendt gerningsmand hiver hende omkuld og begynder at stikke hende med en kniv. Hun skriger på hjælp, og flere vidner, blandt andet hendes far, kommer hur­tigt til stedet. Det lykkes dog ikke vid­nerne at stoppe knivstikkeren.

Gerningsmanden flygter fra stedet, og han er endda så koldblodig, at han tager den sidste busafgang med linje 22. Fra bussens vinduer kan han kigge ned på gerningsstedet, hvor Alice foran sine forældre kæmper for livet. Ifølge vidnerne siger hun flere gange: – Hvorfor slår han mig? Hvorfor gjorde han det? Jeg har jo aldrig gjort ham noget. Hun dør senere af sine kvæstelser på hospitalet.

Morderen er ifølge vidnerne omkring 30 år, kraftig og med mellemblondt hår. Han er iført en grå, flagrende frakke. Faktisk tyder meget på, at gernings­manden cirka 20 minutter før over­ faldet på Alice begår en anden grov forbrydelse. Den 17-årige Dorte Dreyer kommer cyklende ad Sdr. Fasanvej på vej hjem fra en skolekomedie. På en sti ved Skovgårdsvej kommer en mand op på siden af hende, griber hende i frakken og skubber, mens hun skriger om hjælp. Han holder hende om munden, men hun bider ham i hånden. Med den anden hånd stikker han hende flere gange i ryggen, før hun vrister sig løs. Gerningsmanden forsvinder i modsatte retning. Dorte Dreyer overlever. Men mordet på Alice Nathan er desværre aldrig blevet opklaret.

1965 er et år, der på mange måder går over i dansk kriminalhistorie. Ud over mordet på Alice Nathan chokerede flere sager danskerne: Om morgenen den 18. september skyder og dræber Palle Sørensen fire ubevæbnede politibetjente på Amager i København. Palle og hans kammerat Normann Lee Bune er på 22

I lovens navn.indd 22

27.04.2021 09.32

vej hjem i en bil med tyvekoster. De bliver stoppet af en politipatrulje, hvorefter Palle Sørensen dræber de to betjente. Han fortsætter alene i bilen, og kort efter dræber han endnu to unge politibetjente. Alle drab begået med samme pistol. En frygtelig sag, som har sat sine dybe spor på både de efterladte, politiet og det danske samfund.

Og så er de to mest kendte sager om bortførsel af spædbørn i Danmark begge fra 1965. Den ene handler om Tina, der bliver taget ud af sin barnevogn i København. Hun bliver senere fundet igen. Den anden handler om drengen Basse, der forsvinder i Odense. Han er aldrig fundet, og sagen er uopklaret.

Venlig hilsen Bent *

LYSTMORDERE, SERIEMORDERE OG MASSEMORDERE Uge 20/2020

Hej Bent Kan du ikke fortælle om forskellen på seriemordere, massemordere og lystmordere? Jeg synes, at begreberne bruges i flæng. Du må meget gerne bruge danske eksempler, hvis de findes.

Venlig hilsen AH Hej AH Definitionen på seriemorderen er, at han med interval i tid og mental tilstand begår tre eller flere drab eller drabsforsøg, inden han bliver stoppet. Mange sager og undersøgelser tyder på, at seriemorderen ikke er drevet af vrede, men af spænding og af at lege kispus med ofre, samfund og politiet – ofte dog kombineret med et seksuelt motiv.

Massemorderen begår flere drab i én og samme handling.

Han er i modsætning til seriemorderen typisk vred og frustreret 23

I lovens navn.indd 23

27.04.2021 09.32

enten på personer eller ”systemet”. Hos begge typer finder vi elementer af motiverne spænding, begær/sex, vrede og fanatisme – men på forskellig måde.

Lystmorderen er drevet af en helt uforklarlig drabslyst, som tilsyneladende ikke bunder i et egentligt motiv.

Serieforbrydere er kendt for mange andre typer forbrydelser end drab, for eksempel i sager om voldtægt og brandstiftelse.

En grund til, at vi ikke ser så mange seriemordere i Danmark som i andre lande, er efter min mening det faktum, at dansk politi opklarer langt de fleste drab. Det betyder, at de få drabsmænd, der efter første drab ville fortsætte med at myrde, forhindres i det. Det skal dog tilføjes, at adskillige danske mordere har begået to drab, men altså ikke tre, for så havde de tilhørt kategorien seriemordere.

Den mest kendte danske seriemorder er Dagmar Overby, der dræbte ni børn. Hun blev afsløret i 1920, og man mener, at hun dræbte langt flere end de ni, som hun blev dømt for. Hun var ikke sindssyg og blev idømt dødsstraf, hvilket var muligt dengang i Danmark. Dommen blev dog kort efter omstødt til livsvarigt fængsel. Hun døde i fængslet i 1929 som 42-årig.

En anden seriemorder på dansk grund er den iranskfødte Ashraf Shahidani. Han blev i 1996 dømt for tre drab forskellige steder i Danmark. Han tilstod i alt fem drab og var mistænkt for flere, men blev altså kun dømt for tre. Som jeg før har skrevet om her i bladet, er en tilståelse ikke nok for at blive dømt. Der skal mere til. Heller ikke Shahidani var sindssyg, men vurderet som meget farlig og egnet til straf. Han blev idømt forvaring på ubestemt tid og er endnu ikke løsladt.

Et eksempel på den yderst sjældne lystmordertype var Claus Berggren, der den 10. maj 1977 blev idømt livsvarigt fængsel for to drab. Det første begik han den 18. august 1971 i Fensmarksgade i København, hvor han med kniv dræbte den 8-årige Conny Jacobsen. Han blev først afsløret, da han den 20. april 24

I lovens navn.indd 24

27.04.2021 09.32

1976 myrdede den 16-årige Connie Lund Koue i vaskekælderen på Skelvangsvej i Randers. Ved begge drab brugte han kniv, og ingen af dem var rørt seksuelt.

Berggren havde tilsyneladende ikke andre motiver end den rene drabslyst. Han kunne sandsynligvis have fortsat med at myrde, hvis han ikke var blevet afsløret i 1976, og kunne derfor også være blevet til en seriemorder. Han blev som nævnt i 1977 idømt livsvarigt fængsel. Vurderingen lød, at han var farlig, men tilregnelig og egnet til straf. I 1998 blev Berggren prøveløsladt, men snart efter indsat igen, da han ikke overholdt betingelserne for prøveløsladelse. Han døde som 50-årig af kræft i bugspytkirtlen i fængslet i 2002.

Massemordere er sjældne her i landet, hvorimod vi jævnligt hører om dem i andre lande – blandt andet i forbindelse med skoleskyderier og i sager om terror. En dansk og nyere sag om en massemorder er fra Aarhus, hvor en ung universitetsstuderende fra Silkeborg, Flemming Nielsen, den 9. april 1994 gik ind på Aarhus Universitet. Med et oversavet jagtgevær skød og dræbte han to kvindelige studerende og skød og sårede to andre, inden han på et toilet begik selvmord. I et afskedsbrev afslørede han et specifikt had mod kvinder.

Venlig hilsen Bent *

OBDUKTIONER ER VIGTIGE I DRABSSAGER Uge 23/2020

Skal der foretages obduktion i alle drabssager, og hvem beslutter, om det skal ske? Hvad er formålet med obduktionen, hvem foretager den – og er politiet altid med?

Venlig hilsen AB

25

I lovens navn.indd 25

27.04.2021 09.32

Hej AB Folk dør oftest af årsager, som ikke giver anledning til ligsyn eller obduktion – for eksempel når man dør af alderdom på et plejehjem eller sygdom på et hospital, og hvor døden kan forventes. Hvis dødsfaldet sker uventet, ved en forbrydelse eller en ulykke, eller når folk findes døde alene, skal politiet tilkaldes. Så politiet ser nærmere på rigtig mange dødsfald hvert år. Politiet beslutter, om der skal ske et såkaldt retslægeligt ligsyn, som foretages af politiet sammen med læger fra Styrelsen for Patientsikkerhed. I København er det dog læger fra Retsmedicinsk Institut, der medvirker i disse ligsyn. Ved ligsynet sammenholder man oplysninger fra politiets efterforskning – afhøringer, undersøgelser af gerningsstedet og så videre – med en undersøgelse af liget.

Hvis man ved ligsynet finder behov for flere undersøgelser, kan politiet beslutte, at der skal udføres en retslig obduktion, som så sker på et af de tre retsmedicinske institutter i Danmark. Det er altså i alle tilfælde politiet, der afgør, om der skal ske retslig obduktion. Der findes kun fire dødsmåder: naturlig død, ulykke, selvmord og drab. Dødsårsagerne kan derimod være mange. Ved drab kan det være kvælning, vold, skud og så videre.

En retslig obduktion er et meget vigtigt element i enhver drabssag. Svarene på spørgsmålene om dødsmåde og dødsårsag har selvfølgelig enorm betydning for politiets efterforskning frem mod at finde den formodede gerningsmand og gerningsvåbnet og i forhold til at afdække det sandsynlige handlingsforløb. En erfaren efterforsker fra politiet er derfor altid til stede ved obduktionen sammen med kriminalteknikere, der fotograferer og dokumenterer de fund, der gøres undervejs.

Selve obduktionen udføres af én eller flere retsmedicinere, hjulpet af andre faggrupper fra Retsmedicinsk Institut. En obduktion kan opleves voldsom, når et lig åbnes, og organer 26

I lovens navn.indd 26

27.04.2021 09.32

udtages og granskes. Den udføres derfor med professionalisme, faglighed og nøgternhed – og med respekt for det afsjælede legeme. Politiet har mange samarbejdspartnere, når de efterforsker et drab, men retsmedicinere og kriminalteknikere er og bliver de vigtigste i det store puslespil, som en efterforskning jo er.

Og obduktionserklæringen og den kriminaltekniske erklæring er helt centrale dokumenter.

Det har været fremme, at der foretages for få obduktioner.

Det er politiet, der skal betale for obduktionerne, og derfor indgår der selvfølgelig som på andre områder en vurdering og prioritering. Efter min mening burde man skrue lidt op for antallet af obduktioner. I en aktuel sag om den formodede seriemorder James Schmidt fra Østerbro i København, hvor ofrene var tre pensionister, var dødsfaldene i første omgang af politiet vurderet som naturlige, og der havde derfor ikke været foretaget obduktion. En datter til et af ofrene undrede sig dog over, at hendes afdøde mors kreditkort stadig blev brugt, og det var først derefter, at politiet gik i gang med en egentlig drabsefterforskning. Under obduktionen blev det konstateret, at dødsmåden ikke var naturlig død, men drab. Den 81-årige kvinde var blevet kvalt. Et godt eksempel på, at et øget antal obduktioner vil være med til at mindske risikoen for, at en drabsmand slipper af sted med sin forbrydelse.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg som ung efterforsker overværede en obduktion i begyndelsen af 1980’erne på et efterforskningskursus. Indtrykkene og ikke mindst lugten gjorde, at én af kursisterne faldt besvimet om. Det glemmer jeg aldrig.

Min seneste bog ”De syv dødssynder” har jeg skrevet sammen med min gode ven og samarbejdspartner, tidligere retsmediciner og professor Hans Petter Hougen, samt journalist Stine Bolther.

Bogen har som omdrejningspunkt netop det tætte samarbejde mellem efterforskere og retsmedicinere.

Venlig hilsen Bent 27

I lovens navn.indd 27

27.04.2021 09.32

BENT ISAGER-NIELSEN svarer på danskernes mange spørgsmål om lov, orden og kriminalsager til foredrag og i ugebladet Ude og Hjemme. I denne bog har han samlet nogle af de bedste spørgsmål og sine svar under en række temaer, som han herefter uddyber. Bent Isager-Nielsen trækker på sine egne erfaringer som efterforsker, drabs- og Rejseholdschef samt politiinspektør og fortæller om sager, han har været med til at opklare, eller som han har fulgt fra sidelinjen helt op til i dag.

BENT ISAGER-NIELSEN I LOVENS NAVN

„Engang var det altid mig, der stillede spørgsmålene.

Men jeg skal love for, at rollerne i dag er byttet rundt ...

Jeg tror, det hænger sammen med det basalt menneskelige i, at vi alle både frygter og fascineres af det menneskelige mørke. Men grundlæggende hersker der bare en dyb interesse for faget.“

BENT ISAGER-NIELSEN

I LOVENS NAVN

Om drab, dilemmaer og et liv i dansk politi LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Lindhardt og Ringhof