Hvad hjertet ved - læseprøve

JESSI KIRBY

Q uinns liv

går i stå, da hendes kæreste Trent dør i en tragisk ulykke. Han var organ­ donor, så hun trøster sig med, at hans død redder livet for andre.

Quinn har altid ment, at essen­ sen af et menneske findes i hjertet, så for at komme videre vil hun finde den person, der har modtaget Trents hjerte. Han ønsker ikke at møde hende, så hun opsøger ham i hemmelighed – hun må bare se ham.

19-årige Colton viser sig at være noget helt andet, end Quinn havde forventet, og hun har svært ved at holde sig væk. Men er det Colton selv eller Trents hjerte, hun er ved at forelske sig i? Og hvordan skal hun få fortalt Colton, hvem hun er?

Sonar er til dig, der kan lide at læse om livet. Både når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt. Du vil møde venskab og vildskab, konflikter og kærlighed, eufori og fortvivlelse. Sonar er dyk ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det som kan ske, når livet griber fat …

Hvad hjertet ved.indd 2

02/06/15 08.48

Jessi Kirby

Oversat af Elisabeth Kiertzner

Hvad hjertet ved.indd 3

02/06/15 08.48

Til mine søstre, hvis hjerter er tapre og smukke

Hvad hjertet ved Copyright © Jessi Kirby, 2015 Oversat fra engelsk af Elisabeth Kiertzner efter Things We Know by Heart All rights reserved Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2015 Published by arrangement with HarperCollins Children’s Books, a division of HarperCollins Publishers Omslagsdesign: IDA:K Sat med Adobe Caslon Pro hos Kat·Art og trykt hos Livonia Print, 2015 ISBN 9788711454428 1. udgave, 1. oplag, 2015 Printed in Latvia www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Hvad hjertet ved.indd 4

02/06/15 08.48

hjerte (n) – et hult, muskuløst organ, der pumper blodet rundt i kreds­­løbet ved rytmiske sammentrækninger og udvidelser.

– center for personligheden, særligt hvad angår intuition, følelser eller sindsbevægelse.

– den centrale, inderste eller vitale del af noget.

– definition af ordet hjerte

JEG VED IKKE, hvordan jeg vidste, at det var ham, sirenerne ­hylede for, da de vækkede mig lige inden daggry.

Jeg husker ikke, at jeg sprang ud af sengen, eller at jeg bandt mine snørebånd. Jeg husker ikke, at mine ben transporterede mig ned ad indkørslen og ud på den vindblæste strækning mel­ lem vores huse. Jeg husker ikke at mærke mine fødder ramme jorden, eller mine lunger tage luft ind, eller min krop haste af sted for at indhente det, som mit hjerte allerede vidste, var sandt.

Men jeg husker alle detaljer derefter.

5

Hvad hjertet ved.indd 5

02/06/15 08.48

Jeg genkalder mig de blå og røde lys, der blinker grelt mod den tidlige morgenhimmel. Jeg hører lægernes afsnubbede stemmer.

Ordet hovedlæsion, der gentages over støjen fra deres radiomod­ tagere i baggrunden.

Jeg husker de dybe, halvkvalte hulk fra en kvinde, jeg ikke kendte og stadig ikke kender, heller ikke nu. Den underlige vin­ kel, som hendes hvide firhjulstrækker holdt parkeret i, med motor­ hjelmen dækket af stængler og blomsterblade fra solsikkerne, der voksede langs vejsiden. Det splintrede og ødelagte hegn.

Jeg husker glas, strøet ud som grus på asfalten.

Blod. Alt for meget.

Og hans ene sneaker, liggende på siden, midt i det hele. Hjer­ tet, som jeg havde tegnet med sort tusch på sålen.

Jeg kan stadig mærke, hvor tom hans sko føltes, da jeg sam­ lede den op, og hvordan den manglende tyngde tvang mig i knæ.

Jeg kan stadig mærke det stærke greb fra de behandskede hæn­ der, der løftede mig op og holdt mig tilbage, da jeg forsøgte at løbe hen til ham.

De gav mig ikke lov. Lod mig ikke se ham. Det, jeg tydeligst husker fra den morgen, er derfor at stå alene i vejsiden, mens mørket lukkede sig omkring mig, i takt med at dagen gryede.

Morgenens sollys på de skælvende, gule kronblade, der lå spredt ud over det hele, mens han døde.

Hvad hjertet ved.indd 6

02/06/15 08.48

Kommunikation med transplantatmodtagerne kan hjælpe donorfamilier i deres sorg … Generelt kan donorfamilier og organmodtagere, såvel som deres familier og venner, have gavn af at udveksle tanker og følelser omkring deres oplevelser med organdonation … livets gave … Der kan gå måneder og sågar år, inden de enkelte er klar til at sende og/eller modtage breve, og måske hører man aldrig fra dem.

– Life Alliance Donor Family Service Program

K APITEL ET 400 DAGE. Jeg gentager tallet i mit hoved. Lader det overtage følelsen af tomhed, da jeg griber fat om rattet. Jeg kan ikke lade dagen gå som enhver anden uden at gøre det her. 400 fortjener noget, en tilkendegivelse af en art. Ligesom dag nummer 365, da jeg købte blomster til hans mor, men ikke til hans grav, for jeg ved, han ville have ønsket, at hun fik dem. Eller som hans fødselsdag, da 7

Hvad hjertet ved.indd 7

02/06/15 08.48

den kom. Det var fire måneder, tre uger og en dag senere. Dag nummer 142.

Jeg tilbragte den alene, fordi jeg ikke magtede at se hans for­ ældre den dag, og fordi en lillebitte, hemmelig del af mig faktisk troede, at hvis jeg var alene, var der måske alligevel på en eller anden måde en chance for, at han ville komme tilbage og fylde atten og fortsætte, hvor vi slap. Tage det sidste år på high school sammen med mig, søge ind på samme college, tage til sidste homecomingfest og afgangsfest, kaste huerne op i luften efter eksamen og kysse i solen, inden de ramte jorden.

Da han ikke kom tilbage, viklede jeg mig ind i den sweatshirt, der stadig duftede svagt af ham, eller måske var det bare noget, jeg forestillede mig. Jeg viklede den stramt omkring mig og øn­ skede. Jeg ønskede så inderligt, at jeg ikke skulle igennem nogen af de ting uden ham. Og mit ønske gik i opfyldelse. Afgangsåret blev en tåge. Jeg fik ikke sendt mine ansøgninger til college. Jeg gik ikke ud og købte en kjole. Jeg glemte, at der overhovedet var en himmel og en sol at kysse under.

Dagene gik, en efter en, i en konstant og ubrudt rytme. Til­ syneladende uendelige, men alligevel væk på et øjeblik – som bølger mod stranden eller som årstidernes gang.

Eller som et hjerte, der slår.

Trent havde en sportsmands hjerte; stærkt, stabilt, ti slag lang­ sommere end mit. Vi plejede at ligge helt tæt, bryst mod bryst, og jeg trak vejret langsommere for at tilpasse det til hans, forsøgte at narre min puls til at følge det, men det virkede aldrig. Selv efter tre år røg min puls i vejret, bare jeg var i nærheden af ham. Men vi fandt vores egen måde at synkronisere på, så hans hjerte bankede med langsomme, rolige slag, og mit udfyldte pauserne imellem.

400 dage og flere hjerteslag, end man kan tælle.

8

Hvad hjertet ved.indd 8

02/06/15 08.48

400 dage og for mange steder og øjeblikke, hvor Trent ikke længere findes. Og stadig intet svar fra et af de eneste steder, hvor han gør.

Et horn dytter bag mig og flår mig ud af mine tanker og den nervøse fornemmelse af kvalme i min mave. I bakspejlet ser jeg føreren bande, idet han drejer udenom og forbi mig, gestikulerer vredt, og læber, der spyer ord ud gennem forruden: Hvad fanden laver du?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange, når jeg er steget ind i bilen. Jeg ved ikke, hvad jeg laver, bare at jeg et nødt til det, fordi jeg er nødt til at se ham ved selvsyn. På grund af følelsen, det gav mig at se de andre.

Norah Walker var den første recipient, der tog kontakt til Trents familie, selv om de først senere fik hendes navn. Reci­ pienter kan når som helst tage kontakt til deres donors familie gennem transplantationskoordinatoren og omvendt, men allige­ vel var brevet en overraskelse for os alle. Trents mor ringede, dagen efter hun havde fået det, og bad mig kigge forbi, og så sad vi sammen der i den lyse stue, i huset der indeholdt så mange minder, begyndende med den dag jeg for femte gang løb forbi det i håb om, at han ville bemærke mig.

Lyden af hans fodtrin fik mig til at sænke farten nok til, at han kunne indhente mig. Hans stemme, der dengang var ukendt for mig, kæmpede med at få ordene ud mellem åndedragene. ”Hey!” Åndedrag. ”Vent!” Åndedrag.

Vi var fjorten år. Fremmede for hinanden indtil det øjeblik.

Indtil de to ord.

9

Hvad hjertet ved.indd 9

02/06/15 08.48

Da jeg sad i Trents stue sammen med hans mor på sofaen, hvor han og jeg havde set film og spist popcorn af samme skål, var det et fremmed menneskes ord, og taknemmeligheden i dem rystede mig ud af det mørke, ensomme sted, hvor jeg så længe havde opholdt mig. Hendes brev, skrevet med skælvende hånd­ skrift på smukt papir, forløste noget i mig den dag. Brevet var ydmygt. I dyb beklagelse over Trents død. Inderligt taknemme­ lig over det liv, han havde givet hende.

Den aften gik jeg hjem og besvarede hendes brev med min per­ sonlige tak for det øjebliks forløsning, hendes ord havde givet mig.

Og næste aften skrev jeg til en anden recipient, og endnu en – fem i alt. Anonyme breve til anonyme mennesker, jeg gerne ville kende. Og da jeg sendte dem til transplantationskoordinatoren, så de kunne videresendes, var det med det spinkle håb, at de men­ nesker ville skrive tilbage. At de ligesom ham ville bemærke mig.

Jeg ser mig over skulderen, og der er han, smilende, med en hånd om en solsikke, der er højere end mig og har stænglen ­slæbende efter sig med rødder og det hele. ”Jeg hedder Trent,” sagde han. ”Er lige flyttet ind lidt længere nede ad vejen. Du bor måske i nærheden? Jeg har set dig løbe forbi hver morgen i den her uge. Du er hurtig.”

Jeg bider mig i underlæben, mens vi går. Smiler indvendigt. For­ søger at undgå at gå til bekendelse og sige, at jeg har sparet på farten frem til den lille strækning foran hans hus, hver dag siden flytte­ vognen kørte ind ad deres indkørsel, og han trådte ud. ”Jeg hedder Quinn,” siger jeg. Åndedrag.

At skrive brevene gav mig følelsen af at trække vejret igen.

Jeg skrev om Trent og alt det, han gav mig, mens han levede.

Følelsen af, at jeg kunne alting. Glæde. Kærlighed. Brevene var 10

Hvad hjertet ved.indd 10

02/06/15 08.48

en måde at vise ham respekt på og et håb om noget mere. En anonym hånd, der rakte ud i tomheden i søgen efter en forbin­ delse. Et svar.

Jeg ler, fordi han stadig er forpustet, og fordi han lader til at have glemt den store solsikke, der hænger og dingler fra hans hånd. ”Nåh,” siger han og følger mit blik. ”Den skulle være til dig. Jeg …”

Han kører hånden gennem sit hår med en nervøs bevægelse. ”Jeg, øh, jeg plukkede den derovre, der ved hegnet.”

Han rækker mig den og ler. Det er en klang, jeg gerne vil blive ved at høre. ”Tak,” siger jeg og tager imod den. Det første, han gav mig.

Jeg fik fire svar fra dem, han blev donor til.

Efter 282 dage, et hav af breve frem og tilbage, bekræftende formularer og formøder, kørte hans mor og jeg sammen ind til kontoret Donor Family Service, hvor vi sad ved siden af hinanden og ventede på, at de ankom. For at møde dem personligt.

Norah var både den første til at tage skriftlig kontakt og den første til at række hånden frem, og til trods for alle de gange, jeg havde forestillet mig, hvordan det ville være at møde hen­ de, kunne intet have forberedt mig på følelsen af at tage hendes hånd og se hende i øjnene og vide, at der også var en del af Trent til stede. Noget, der havde reddet hendes liv og givet hende mu­ ligheden for at være mor for den lille krølhårede pige, der tittede frem bag hendes ben, og hustru til den mand, der stod grædende ved siden af hende.

Da hun tog en dyb indånding med Trents lunger og førte min hånd op til sit bryst, så jeg kunne mærke dem udvide sig og trække sig sammen, fulgte mit hjerte deres bevægelser.

Det var ligesådan med de andre, jeg mødte – Luke Palmer, der var syv år ældre end mig, og som spillede en sang for os på 11

Hvad hjertet ved.indd 11

02/06/15 08.48

sin guitar, hvilket han var i stand til, fordi Trent havde givet ham en nyre. Der var John Williamson, en stille, varm mand i halv­ tredserne, der skrev smukke, poetiske breve om, hvordan hans liv havde ændret sig siden levertransplantationen, men som kæm­ pede med ordene, da vi mødte ham i det lille modtagelsesværelse.

Og der var Ingrid Stone, en kvinde med lysende, blå øjne, helt anderledes end Trents brune, og som på grund af dem nu kunne se verden igen og gengive den i livlige farver på sit lærred.

Man siger, at tiden læger alle sår, men at møde alle de men­ nesker den eftermiddag – en improviseret familie af fremmede, ført sammen af ét menneske – lægede mig mere end tiden inden.

Det var derfor, jeg begyndte at søge efter den sidste recipient, da dagene gik uden svar fra ham. Det var årsagen til, at jeg ledte efter ham – sammenholdt datoer med nyheder og hospitaler – indtil jeg fandt ham så nemt, at jeg næsten ikke turde tro det.

Det er også derfor, at jeg overfor alle andre har ladet, som om jeg forstod grunden til, at han ikke svarede. Det havde kvinden i Donor Family Services fortalt os, at der er nogle, der ikke gør, og at det er deres valg.

Jeg har ladet, som om jeg ikke har tænkt på ham hver dag og undret mig over den beslutning. At jeg er kommet overens med den. Men når jeg er alene i de endeløse timer, der strækker sig ud i evigheden, indtil det bliver morgen, vender jeg altid tilbage til sandheden: at jeg slet ikke er det. Og at jeg ikke ved, om jeg kommer det, medmindre jeg gør det her.

Jeg ved ikke, hvad Trent ville tænke, hvis han vidste det. Hvad han ville sige, hvis han på en eller anden måde kunne se det.

Men der er gået 400 dage nu. Jeg håber, han ville forstå. Det var så længe mig, der havde hans hjerte. Jeg vil bare se, hvor det er nu.

Hvad hjertet ved.indd 12

02/06/15 08.48

Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender: Det kender vi på utallige måder.

– Blaise Pascal

K APITEL TO DER ER INGEN steder at vende på den her vej, selv hvis jeg skulle få lyst. Kun en stejl skråning ned ad en bakke med mosklædte egetræer, der knejser over det høje, gyldne sommergræs. Sådan fortsætter vejen ad flere kilometer, bugter sig hele vejen ud til kysten, hvor han har boet alle nitten år af sit liv. Otteoghalvtreds kilometer væk.

Da træerne omsider, ved udkanten af hans by, af løses af 13

Hvad hjertet ved.indd 13

02/06/15 08.48

vidstrakt, blåt hav og himmel, ryster jeg så meget på hænderne, at jeg er nødt til at holde ind ved udsigtsposten i rabatten. En tynd tågebræmme hænger over klippeskrænten og toner ud i morgensolen, der breder sig over havet under mig. Jeg slukker bilens motor, men står ikke ud. I stedet ruller jeg vinduet ned og tager nogle åndedrag. Langsomme, dybe drag i et forsøg på at berolige min samvittighed.

Jeg har været her i Shelter Cove masser af gange før, er på utallige forårs- og sommerdage kørt forbi det her punkt og ned i den lille kystby, men i dag føles det anderledes. Væk er den boblende forventning mellem min søster, Ryan, og mig, når vi sad på bagsædet af bilen på turene hertil med mor og far og bagagerummet fyldt med badehåndklæder og svømmebrætter og en køletaske, der bugnede af junk food, som vi aldrig måtte spise derhjemme. Væk er frihedsrusen, da Trent fik kørekort, og vi tog dagsudflugter hertil i hans ladvogn og følte os voksne og romantiske. I dag er der kun en tung beslutsomhed og den medfølgende anspændthed.

Jeg ser ud over vandet, og en foruroligende tanke slår ned i mig.

Gad vide, om jeg nogensinde har set Colton Thomas, de gange jeg har været her. Om Trent og jeg nogensinde er gået forbi ham og i et splitsekund har fanget hans blik, inden vi fortsatte uden at tænke over det, som fremmede nu gør. Fuldstændigt uvidende om, at der en dag ville opstå det her bånd imellem os. Inden alting.

Inden Trents ulykke og brevvekslingen og mødet med de andre, og inden jeg tilbragte så mange nætter i håb om, at Colton Tho­ mas ville skrive tilbage, og i undren over, hvorfor det ikke skete.

Det er en lille by. Lille nok til, at vi kunne have set hinanden på en af mine ture hertil. Eller ikke. Han tilbragte sikkert ikke somrene her, som vi andre gjorde. Jeg har studeret den tidslinje, 14

Hvad hjertet ved.indd 14

02/06/15 08.48

som hans søster har på sin blog, og som er den, der i sidste ende ledte mig frem til ham. Selv om hun først begyndte på den, da han kom på transplantationslisten, ved jeg, at han var fjorten, da hans hjerte begyndte den langsomme, pinefulde proces med at svigte ham. Han kom på transplantationslisten, da han var sytten. Og han ville have været død, hvis han ikke havde fået det telefonopkald i ellevte time i sit attende. år. På den sidste dag i Trents syttende.

Jeg skubber tanken og den medfølgende tunge følelse fra mig.

Tager endnu en dyb indånding og minder mig selv om, hvor for­ sigtig jeg skal gå til værks her. Jeg har allerede brudt for mange både skrevne og uskrevne regler og etiketter, der skal beskytte både donorfamilier og recipienter fra at vide for meget. Og for­ vente for meget.

Men da jeg fandt Colton og hele hans historie offentligt til­ gængelig, skiftede jeg i mit hoved de regler ud med nogle nye.

Regler og løfter, som jeg har gentaget for mig selv, om og om igen, og som har ført mig hertil, hvor jeg er nu, og som stiver mig tilstrækkeligt meget af til, at jeg kan trække ud på vejen igen, mens jeg gentager dem: Jeg vil respektere Colton Thomas’ ønske om ikke at have kontakt, selv om jeg ikke tror, jeg nogensinde vil forstå det. Jeg vil bare se ham. Se, hvem han er i virkeligheden.

Så vil jeg måske forstå. Eller i det mindste slutte fred med det.

Jeg vil ikke blande mig i hans liv. Jeg vil ikke tale med ham, ikke engang for at høre lyden af hans stemme. Han vil ikke en­ gang vide, at jeg findes.

Jeg parkerer overfor Good Clean Fun og slukker motoren, men stiger ikke ud. I stedet bruger jeg et øjeblik på at indprente mig forretningen, som om jeg måske ville kunne spore noget, der siger mere om Colton end alle hans søsters blogindlæg. Den 15

Hvad hjertet ved.indd 15

02/06/15 08.48

ser ud nøjagtigt som på billederne. På begge sider af døren er sta­ tiverne stablet med brætter og kajakker, som klare røde og gule farveklatter i den ellers grå morgen. Bag dem kan jeg gennem vinduet i facaden se et udvalg af våddragter og redningsveste hænge på lige rækker, klar til dagens eventyrlystne kunder. Det er præcis, som jeg havde forventet. Alligevel er det mærkeligt at se den nu, en forretning, jeg må være gået forbi mere end en gang uden at bemærke den. I dag er det, som om jeg kender stedet og dets historie, der rækker langt udover udstyret på hylderne.

Forretningen er ikke åben endnu, og der er næsten tomt i ga­ den, men længere ude, hvor molen rager ud i det toppede, grå hav, er de lokale oppe og i gang med dagen. Jeg kan spotte en­ kelte surfere på havet, på hver side af de muslingeklædte pæle.

En fisker sætter madding på krogen, inden han kaster linen ud over rækværket. To ældre damer i joggingdragt kommer gående i rask tempo langs med vandet, snakkende og ivrigt pumpende med armene, mens de går. På parkeringspladsen ved siden af molen står tre fyre i klipklapper og surfershorts lænet ind mod rækværket og betragter bølgerne, mens dampen stiger dovent op fra kaffekopperne i deres hænder.

Jeg beslutter, at det måske er en god ide med kaffe. Om ikke andet kunne jeg godt bruge en kop mellem hænderne. Det er måske det, der skal til for at holde dem i ro. At købe noget ville også give mig noget et beskæftige mig med, i stedet for bare at sidde overfor forretningen og vente og blive mere og mere usik­ ker på mig selv for hvert sekund, der går.

Luften er tyk af morgendis og den salte havlugt, og selv om det bliver varmere op ad dagen, er det stadig så køligt, at jeg får gåsehud på armene, mens jeg går. Da jeg træder ind ad døren til cafeen, omslutter kaffeduften mig sammen med de blide toner 16

Hvad hjertet ved.indd 16

02/06/15 08.48

fra den akustiske guitarmusik, der strømmer ud af de små højt­ talere over døren. Mine skuldre sænker sig en anelse. Jeg får det næsten sådan, at jeg også bare kunne købe en kop kaffe, måske spadsere en tur på stranden og så tage hjem igen uden at over­ skride flere grænser. Men jeg ved, at det ikke er muligt. Jeg er alt for viklet ind i det her, og i ham, til at kunne det.

Jeg farer sammen ved lyden af stemmen bag disken. ”Godmorgen! Jeg er der om to sekunder.” Stemmen er varm.

Smilende let. ”Okay,” svarer jeg og ved, hvor afmålt jeg lyder i kontrast. Som om jeg er ude af træning i socialt samvær. Jeg prøver et øjeblik at finde på noget mere at sige, men opgiver. I stedet træder jeg et skridt tilbage og ser mig om i cafeen. Her er hyggeligt, med turkis­farvede vægge, der fremhæver de sort-hvide surferfotogra­ fier på væggene. Ovenover mig hænger farvestrålende surfbræt­ ter ned fra loftet, side om side i slidte reb. Ved siden af disken står et andet surfbræt, som der er gået et stykke af, lænet op ad væggen, hvor det fungerer som håndskrevet menukort.

Jeg er overhovedet ikke sulten, men alligevel skimmer jeg af gammel vane menuen efter en morgenmadsburrito. Det var Trents yndlings, især efter morgensvømning. Hvis han blev tidligt færdig, og vi kunne nå det inden skole, tog vi ned i byen og delte én på vores lille, hemmelige sted, en skjult bænk bag restauranten og med udsigt over det lille vandløb. Nogle gange snakkede vi – om hans næste stævne eller mit, eller vores weekend­planer. Men det bedste var, når vi bare sad der med vandets bløde rislen ned over stenene og den rolige tryghed i at kende hinanden ind og ud.

En fyr med viltert, lyst hår kommer ud ad døren fra køkkenet og tørrer hænderne i et håndklæde. ”Beklager ventetiden,” siger han med et hvidt tandsmil, der lyser op i hans solbrændte ansigt.

17

Hvad hjertet ved.indd 17

02/06/15 08.48

”Medhjælperen er ikke kommet endnu. Aner ikke hvorfor.” Han nikker mod tavlen med dagens surfermelding: 6 fod, South Swell, fralandsvind … kom af sted!

Da han skæver ud ad vinduet mod stranden og trækker på skuldrene, får jeg indtryk af, at det er okay med ham.

Jeg siger ingenting. Lader, som om jeg læser menuen. Stil­ heden er lidt akavet. ”Nå,” siger han og klapper i hænderne, ”hvad kan friste her til morgen?”

Jeg har ikke rigtig lyst til noget, men nu er jeg her, og det føles for sent at smutte. Han virker også sød. ”Jeg tager en café mocha,” siger jeg uden at lyde helt sikker. ”Er det det hele?” spørger han.

Jeg nikker. ”Ja.” ”Er du sikker på, du ikke vil have andet?” ”Ja. Jeg mener nej tak – jeg er sikker.” Jeg ser ned i gulvet, selv om jeg kan mærke, at han kigger på mig. ”Okay,” siger han efter en kort pause. Hans stemme er mildere. ”Jeg kommer ned med den lige om lidt.” Han gør tegn mod de fem eller seks ledige borde. ”Der er pladser nok at vælge imellem.”

Jeg tager et bord i hjørnet ved vinduet. Udenfor baner solen sig vej gennem den grå morgen og strøer lys og farve ud over havet. ”Værsgo.”

Cafe-fyren sætter et stort krus dampende kaffe og en gigan­ tisk muffin på bordet. ”På husets regning,” siger han, da jeg ser op. ”Banan og chokolade. Smager af glæde. Du lader til at kunne bruge lidt her til morgen.”

Han smiler, og jeg noterer mig, hvor varsomt det er. Det er ikke kun nu til morgen. Det er det smil, folk har givet mig i no­ get tid nu, en form for kombineret medfølelse og medlidenhed, 18

Hvad hjertet ved.indd 18

02/06/15 08.48

og jeg spekulerer over, hvad han ser i mig, der giver ham an­ ledning til at tro, at jeg har brug for det. Min holdning? Mit udtryk? Min tone? Det er svært at gætte efter al den tid. ”Tak,” siger jeg og forsøger at gengælde med et oprigtigt smil for at forsikre os begge om, at jeg er okay. ”Se bare! Det virker allerede.” Han griner. ”Jeg hedder for re­ sten Chris. Sig til, hvis du ellers har brug for noget, okay?”

Jeg nikker. ”Tak.” Han går ud i køkkenet igen, og jeg læner mig tilbage i stolen med det varme krus mellem hænderne og føler mig allerede en lille smule roligere. Selv om jeg stadig kan se kajakforretningen på den anden side af gaden, føles det her som en tryg og sikker afstand. Som om jeg ikke har gjort noget galt ved at være her.

En surfer går forbi på fortovet, og jeg fanger et glimt af grønne øjne og solbrændt hud, der hurtigt får mig til at trække blikket til mig og rette det ned mod skummet i min café mocha. Han er påfaldende smuk. Det overrasker mig, at jeg bemærker det, og jeg får et sug af dårlig samvittighed.

Et øjeblik efter går døren op, og han kommer ind og går di­ rekte hen til disken uden at bemærke mig, der sidder i hjørnet, og ringer fem gange med klokken. ”Hey! Er her nogen på ar­ bejde i dag, eller er alle ude på havet?”

Chris kommer ud fra køkkenet med et fortroligt smil i ansig­ tet. ”Se engang, hvem der beærer os med sin tilstedeværelse her til morgen.” De giver hinanden en high five og mødes hen over disken i en af de der halv-krammere, som drenge giver hinan­ den. ”Godt at se dig, mand. Har du været ude allerede?” ”Så solopgangen over havet,” siger ham med øjnene. ”Jeg er lige kommet ind. Det var fedt – hvorfor var du ikke ude?” Han tager en kop og fylder den selv.

19

Hvad hjertet ved.indd 19

02/06/15 08.48

”Nogen skal jo køre biksen,” siger Chris og tager en slurk af sin egen kop. ”Nogens prioriteringer er helt forkerte,” kommer det prompte fra den anden.

Chris sukker. ”Det sker.” ”Præcis. Når man mindst venter det,” siger hans ven nøgternt.

Han puster forsigtigt hen over koppen. ”Det er derfor, du er nødt til at være her nu, så du ikke går glip af det.” ”Det er virkelig dybt, makker.” Chris smiler. ”Har du flere kloge ord at øse ud over mig her til morgen?” ”Nix. Men de her dønninger skulle fortsætte. Solopgangstur i morgen?”

Chris lægger hovedet på skrå og omarrangerer sine priorite­ ringer. ”Kom nu.” Hans ven smiler. ”Livet er for kort. Hvorfor ikke?” ”Okay,” siger Chris. ”Du har ret. Halv seks. Skal du have no­ get foder?”

Da en lille del af mig ønsker, at han svarer ja og bliver, går det op for mig, hvor intenst jeg har fulgt deres samtale. Og ham.

Forlegent løfter jeg kruset op til læberne, mere for at have noget at gemme mig bag end for at tage en slurk. Jeg tvinger blikket tilbage til vejen udenfor vinduet. ”Nej, jeg er nødt til at åbne butikken. Der kommer en familie på otte for at leje kajakker om et øjeblik, og jeg lovede min søster at være der og hjælpe dem i gang.”

Hans henkastede ord rammer mig som en strøm af pile: ka­ jakker, udlejningsforretning, søster. Min mave vender sig ved den alt for store sandsynlighed for, at det er ham. Lige der, min­ dre end en meter fra mig. Jeg gisper og får straks kaffen galt i halsen. Begge drenge kigger over på mig, da jeg sprutter og 20

Hvad hjertet ved.indd 20

02/06/15 08.48

rækker ud efter vandglasset på bordet. I stedet vælter jeg kruset, der ryger på gulvet med et brag. Kaffen sprøjter til alle sider.

Surferen træder et skridt hen imod mig, da jeg springer op fra stolen. Chris kaster en klud hen over disken til ham. ”Colt, grib!”

Mit hjerte falder ud af min brystkasse og tager al luft med sig, så jeg ikke kan ånde.

Colt.

Som i Colton Thomas.

Hvad hjertet ved.indd 21

02/06/15 08.48

JESSI KIRBY

Q uinns liv

går i stå, da hendes kæreste Trent dør i en tragisk ulykke. Han var organ­ donor, så hun trøster sig med, at hans død redder livet for andre.

Quinn har altid ment, at essen­ sen af et menneske findes i hjertet, så for at komme videre vil hun finde den person, der har modtaget Trents hjerte. Han ønsker ikke at møde hende, så hun opsøger ham i hemmelighed – hun må bare se ham.

19-årige Colton viser sig at være noget helt andet, end Quinn havde forventet, og hun har svært ved at holde sig væk. Men er det Colton selv eller Trents hjerte, hun er ved at forelske sig i? Og hvordan skal hun få fortalt Colton, hvem hun er?