Hjertet er en ensom vandrer - læseprøve

„En bemærkelsesværdig bog ... [McCullers] ... skriver med en overvældende kraft og overbevisning.“ – The New York Times

„Hendes værk er som et maleri af Van Gogh befolket af William Faulkner-figurer.“ – New York Times Book Review

Hjertet er en ensom vandrer er sydstatsforfatteren Carson McCullers mesterværk fra 1940.

Carson McCullers

Om Hjertet er en ensom vandrer

Carson McCullers roman

„Carson McCullers skriver med en overvældende kraft og indsigt.“ – New York Times Book Review

„Ganske enestående … McCullers tegner sine personer knivskarpt for læseren.“ – The Nation

Carson McCullers

samfundets bund. Den døvstumme John Singer er bedste ven

(1917-67) er født i Columbus, Georgia.

med grækeren Antonapoulus, og da denne bliver anbragt på „Ud over at fortælle en god historie har forfatteren befolket sin roman med en lille gruppe personer, der er så skarpt skildret, at de bliver i læserens erindring længe efter endt læsning.“ – Philadelphia Inquirer

et sindssygehospital, må Singer finde på noget. Han flytter ind hos den unge kvinde Mick Kelly, hvor han stifter bekendtskab med byens udskud. Alle længes efter at slippe væk fra den lille by og ensomheden, og alle har deres måde at overleve på: vold og fordærv, sex og alkohol eller – som Mick Kelly – gennem musikken.

„[McCullers] skriver med en kølig realisme og med en dyb indsigt i den menneskelige

Carson McCullers fortæller en stærk og uforglemmelig historie

psykologi. Hun gør det uden at blive simpel

om nogle fortabte eksistenser i de amerikanske sydstater i

eller sjofel, og på en måde mange forfattere burde lægge sig efter.“ – Boston Globe

1930’erne, hvor racespændingerne prægede samfundet.

lindhardtogringhof.dk

Hjertet er en ensomvandrer

Georgia i 1930’erne. Her lever en gruppe mennesker på

Som 17-årig blev hun optaget på Juilliard School of Music i New York, men hun bestemte sig for at satse på litteraturen og begyndte på Columbia University i stedet. Hun debuterede i 1940 med Hjertet er en ensom vandrer, et litterært mesterværk, som tog verden med storm. Hun skrev yderligere fire romaner.

Hjertet er en ensom vandrer

Lindhardt og Ringhof

Omslag: Simon Lilholt / imperiet.dk Foto: Bettmann / Getty Images

Hjertet er en ensom vandrer er oversat fra amerikansk efter The Heart is a Lonely Hunter Copyright © 1940 by Carson McCullers All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Omslag: Imperiet/Simon Lilholt Bogen er sat med GoudyOldStyle og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-54236-1 4. udgave, 1. oplag 2016 Printed in Latvia 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Hjertet er en ensom vandrer.indd 4

6/15/16 1:09 PM

Carson McCullers

Hjertet er en ensom vandrer

PĂĽ dansk ved Dorette Uldall

LINDHARDT OG RINGHOF

Hjertet er en ensom vandrer.indd 3

6/15/16 1:09 PM

del i

Hjertet er en ensom vandrer.indd 5

6/15/16 1:09 PM

Hjertet er en ensom vandrer.indd 6

6/15/16 1:09 PM

1

I byen var der to døvstumme, og de var altid sammen. Tidlig hver morgen kom de ud fra det hus, hvor de boede, og gik arm i arm ned ad gaden til deres arbejde. De to venner var meget forskellige. Den ene, som altid styrede vejen, var en fedladen og drømmende græker. Om sommeren var han klædt i en gul eller grøn poloskjorte, som var løseligt stoppet ind i bukserne foran og hang ned bagtil. Når det var køligere, havde han ovenpå en grå, uformelig sweater. Hans ansigt var rundt og glinsende med halvlukkede øjne og læber, som krummede sig i et blidt og tåbeligt smil. Den anden døvstumme var høj. Hans øjne havde et livligt, intelligent udtryk. Han var altid ulasteligt og diskret klædt.

Hver morgen gik de to venner tavse ved siden af hinanden, indtil de nåede byens hovedgade. Når de var kommet til en vis frugt- og konfitureforretning, standsede de et øjeblik på fortovet udenfor. Grækeren, Spiros Antonapoulus, havde arbejde hos sin fætter, som var indehaver af omtalte frugtforretning. Hans job var at lave bolsjer og sukkervarer, pakke frugten ud samt gøre rent i butikken. Den magre døvstumme, John Singer, lagde næsten altid sin hånd på vennens arm og så ham et øjeblik ind i ansigtet, før han gik fra ham. Efter dette farvel gik Singer så over gaden og videre alene til det guldsmedeværksted, hvor han var ansat som gravør i sølvvarer.

7

Hjertet er en ensom vandrer.indd 7

6/15/16 1:09 PM

Sent på eftermiddagen mødtes vennerne igen. Singer kom tilbage til frugtforretningen og ventede, til Antonapoulus var færdig til at gå hjem. Grækeren plejede at stå foran en kasse ferskener eller meloner og pakke dem langsomt og dovent ud, eller måske sad han i køkkenet bag butikken, hvor han kokkererede, og kiggede i vittighedsbladene. Før han gik, åbnede Antonapoulus altid en papirspose, som han gemte oppe på en af køkkenhylderne. Den indeholdt forskellige småbidder af gode ting, som han havde samlet i dagens løb – et stykke frugt, små smagsprøver af konfekt eller den tykke ende af en leverpølse.

Før de gik, listede Antonapoulus også gerne forsigtigt hen til den glasdækkede disk foran i butikken, hvor osten og nogle kødvarer lå udstillet. Han åbnede bagsiden af glasdækket, og hans fede hånd greb forelsket om en eller anden særlig lækker bid, som han havde gået og ønsket sig. Fætteren, som ejede forretningen, så det somme tider ikke. Men hvis han så det, så stirrede han på sin slægtning med et advarende udtryk i sit blege, lukkede ansigt. Hvorpå Antonapoulus bedrøvet skubbede stykket fra den ene side af montren til den anden. Under disse optrin stod Singer meget rank med hænderne i lommen og så til den anden side. Han ønskede ikke at bivåne disse små scener mellem de to grækere. For fraset at drikke, samt en vis forlystelse i det skjulte, var der intet i denne verden, som Antonapoulus elskede så højt som at spise.

De to døvstumme fulgtes langsomt og tavse hjem gennem tusmørket. Men hjemme talte Singer altid til Antonapoulus. Hans hænder formede ordene i hurtige serier af tegn. Hans ansigt blev ivrigt, og hans grågrønne øjne lyste med en egen klar glans.

Med sine magre, stærke hænder fortalte han Antonapoulus om alt, hvad han havde oplevet dagen igennem.

8

Hjertet er en ensom vandrer.indd 8

6/15/16 1:09 PM

Antonapoulus sad dovent tilbagelænet og så på Singer. Det var meget sjældent, at han overhovedet bevægede hænderne for at sige noget – og så var det for at meddele, at han ønskede at spise eller sove eller drikke. Disse tre ting udtrykte han altid med de samme vage, famlende tegn. Hvis han ikke var alt for fuld om aftenen, plejede han også at knæle ned ved siden af sin seng og bede et lille stykke tid. Så formede hans fede hænder ordene: »Hellige Jesus« eller »Gud« eller »Søde Maria«. Men dette var også de eneste ord, som Antonapoulus nogen sinde sagde. Singer vidste aldrig nøjagtigt, hvor meget hans ven forstod af alt det, han fortalte ham. Men det gjorde for øvrigt heller ikke så meget.

De delte den øverste lejlighed i et lille hus i nærheden af byens forretningskvarter. Der var to værelser. Antonapoulus lavede alle deres måltider på et lille petroleumsapparat i køkkenet.

Her stod også et par almindelige, stive køkkenstole til Singer og en overpolstret sofa til Antonapoulus. Soveværelset var overvejende møbleret med en mægtig dobbeltseng dækket af en edderdunsdyne til den store græker, og en smal jernseng til Singer.

Middagen varede altid meget længe, fordi Antonapoulus elskede mad og var længe om at spise den. Når de var færdige, plejede den store græker at læne sig tilbage i sin sofa og langsomt slikke hver enkelt af sine tænder over med sin tunge – enten det nu var af en vis renlighedsfølelse, eller fordi han så længe som muligt ville bevare smagen af maden. Imens vaskede Singer op.

Undertiden spillede de to døvstumme skak om aftenen. Singer havde altid holdt overordentligt meget af dette spil, og for år siden havde han prøvet at lære Antonapoulus det. I begyndelsen havde det været ganske umuligt at få grækeren til at interessere sig for at flytte de forskellige brikker rundt på brættet. Men så havde Singer fundet på at gemme en flaske med noget godt 9

Hjertet er en ensom vandrer.indd 9

6/15/16 1:09 PM

under bordet – til at tage frem, når dagens undervisning var til ende. Grækeren nåede aldrig så vidt som til springernes slingrende strejftog eller dronningens lange løb, men han lærte dog at gøre et par enkelte indledende træk. Han foretrak de hvide brikker og ville overhovedet ikke spille, hvis han fik overladt de sorte. Efter de første træk plejede Singer så at spille spillet færdigt alene, mens hans ven søvnigt så til. Dersom Singer så fik gjort et flot angreb på sine egne mænd, så den sorte konge blev dræbt til sidst, var Antonapoulus altid meget stolt og tilfreds.

De to døvstumme havde ingen andre venner, og bortset fra den tid, hvor de arbejdede, var de altid alene sammen. Hver dag var ganske lig alle de andre dage, de var jo så meget overladt til sig selv, så intet forstyrrende kunne gribe ind. En gang om ugen gik de på biblioteket og lånte en spændingsroman til Singer, og fredag aften gik de i biografen. Og på lønningsdagen gik de altid op til en ticentfotograf oven over hærens og flådens magasiner, hvor Antonapoulus blev fotograferet. Men det var også de eneste steder, hvor de gjorde regelmæssige besøg. Der var mange dele af byen, som de overhovedet ikke havde set.

Byen lå i hjertet af Syden. Somrene var lange, og de måneder, hvor det var vinterkoldt, var meget få. Himlen var næsten altid strålende og krystalklart blå, og solen brændte ned med en overdådig glans. Så kom den lette, kølige regn i november, og måske der senere kunne blive lidt frost og et par måneders kulde.

Vintrene var varierende, men somrene altid brændende varme.

Byen var temmelig stor. På hovedgaden lå der flere husblokke med både to- og treetagers forretninger og større kontorer. Men de største bygninger i byen var fabrikkerne, som beskæftigede en stor procentdel af befolkningen. Disse bomuldsfabrikker var store og blomstrende, og de fleste af arbejderne i byen var meget 10

Hjertet er en ensom vandrer.indd 10

6/15/16 1:09 PM

fattige. Ofte kunne man på gaden se ansigter med et udtryk af fortvivlet sult og ensomhed.

Men de to døvstumme følte sig ikke ensomme. Det var nok for dem at kunne sidde hjemme og spise og drikke, mens Singer med hænderne ivrigt fortalte sin ven om alt, hvad der lå ham på sinde. Og således gled årene fredeligt af sted, indtil Singer havde nået en alder af toogtredive år og havde været i byen sammen med Antonapoulus i ti år.

Men så hændte det en dag, at grækeren blev syg. Han sad op i sin seng med hænderne på sin fede mave, mens store, glinsende tårer gled ned over hans kinder. Singer gik hen og talte med sin vens fætter, som ejede frugtforretningen, og han fik også ordnet det med noget orlov fra sit eget arbejde. Doktoren ordinerede en diæt til Antonapoulus og sagde, at han ikke mere måtte drikke vin. Singer udførte lægens ordre med den største nøjagtighed.

Hele dagen igennem sad han ved sin vens seng og gjorde, hvad han kunne, for at få tiden til at gå så hurtigt som muligt, men Antonapoulus skulede bare arrigt til ham fra øjenkrogen og ville ikke på nogen måde lade sig underholde.

Grækeren var meget besværlig og fandt fejl ved alt, hvad Singer lavede til ham af mad og frugtsaftdrikke. Ustandselig måtte vennen hjælpe ham ud af sengen, så han kunne bede. Hans mægtige bagdel sank helt ned over hans små tykke fødder, når han knælede. Han fumlede med fingrene for at sige »Søde Maria« og omklamrede det lille messingkors, som han bar om halsen i en snavset snor. Hans sløve øjne hævede sig mod himlen med et angstfuldt udtryk, og bagefter var han gnaven og ville ikke tillade sin ven at tale til sig.

Singer var umådelig tålmodig og gjorde alt, hvad der stod i hans magt. Han tegnede små billeder til ham, og på et tidspunkt 11

Hjertet er en ensom vandrer.indd 11

6/15/16 1:09 PM

lavede han et portræt af sin ven for at more ham. Men det billede krænkede den store græker, og han ville ikke på nogen måde lade sig forsone, før Singer havde lavet hans ansigt ungt og yndigt og malet hans hår lysegult og øjnene porcelænsblå. Og så gjorde Antonapoulus endda, hvad han kunne, for ikke at vise sin glæde.

Singer plejede sin ven så omhyggeligt, at Antonapoulus en uge efter kunne vende tilbage til sit arbejde. Men fra den tid af kom der en forandring i deres liv. Trængsler fæstede bo hos de to venner.

Antonapoulus var ikke længere syg, men han var blevet anderledes. Han var irritabel og var ikke længere tilfreds med at tilbringe aftenerne fredeligt i deres hjem. Antonapoulus ville på restaurant, og når de så sad dèr ved et bord, så han sit snit til at putte sukkerstykker eller en peberbøsse eller noget sølvtøj ned i sin lomme. Singer betalte altid, for hvad han tog, og der kom ingen ubehageligheder ud af det. Når de var kommet hjem, skændte han på Antonapoulus, men den store græker så bare på ham med et ligegyldigt smil.

Måneder gik, og Antonapoulus’ dårlige vaner blev værre. En dag ved middagstid gik han ganske roligt ud af sin fætters frugtbutik og ladede sit vand fuldkommen åbenlyst op ad muren på bankbygningen på den anden side af gaden. Somme tider, når han på fortovet mødte folk, hvis ansigter han ikke syntes om, stødte han ind i dem og puffede til dem med sin mave og sine albuer.

En dag gik han ind i en forretning og bortførte en standerlampe uden at betale for den, og en anden gang prøvede han på at stjæle et elektrisk tog, som han havde set i en udstillingsmontre.

For Singer var dette en tid fuld af prøvelser. Ustandselig måtte han i sin frokostpause gå med Antonapoulus på domhuset for at 12

Hjertet er en ensom vandrer.indd 12

6/15/16 1:09 PM

ordne alle disse lovovertrædelser. Singer blev særdeles fortrolig med rettens gang, og han var i en stadig tilstand af ophidselse.

Alle de penge, han havde sparet op i banken, blev brugt til bøder og kautioner. Alle hans kræfter og alle hans penge gik til at holde hans ven ude af fængslet for forseelser som tyveri, offentlig uanstændig opførsel og overfald og vold.

Den græske fætter, som Antonapoulus arbejdede hos, havde overhovedet intet at gøre med alle disse besværligheder. Charles Parker – dette var det navn, som fætteren havde taget – lod Antonapoulus forblive i forretningen, men han vogtede ham altid nøje med sit blege, hårde ansigt og gjorde intet forsøg på at hjælpe ham. Singer fik en underlig fornemmelse omkring Charles Parker. Han begyndte ikke at kunne lide ham.

Singer levede i stadig bekymring og forstyrrelse. Men Antonapoulus var altid lige indifferent, og lige meget hvad der så skete, så forlod det sløve, flade smil aldrig hans ansigt. I alle de tidligere år havde Singer altid syntes, at der var noget ganske klogt og fint i dette smil. Han havde aldrig nøjagtigt vidst, hvor meget Antonapoulus forstod, og hvad han egentlig tænkte. Men nu begyndte han at synes, at han kunne spore noget lumsk og spottende i den store grækers ansigtsudtryk. Han kunne undertiden tage sin ven i skuldrene og ryste ham, til han selv blev træt, og atter og atter forklare ham tingene med sine hænder. Men intet hjalp den mindste smule.

Alle Singers penge var nu væk, og han måtte låne af den guldsmed, som han arbejdede hos. Ved en enkelt lejlighed var det ham umuligt at betale kautionen for sin ven, og Antonapoulus tilbragte natten i fængsel. Da Singer kom for at hente ham hjem dagen efter, var han meget fornærmet. Han ønskede aldeles ikke at forlade fængslet. Han kunne godt lide middagen, som havde 13

Hjertet er en ensom vandrer.indd 13

6/15/16 1:09 PM

bestået af kallunsuppe og majsbrød med sirup på. Også de nye soveforhold og hans cellekammerater havde behaget ham.

De havde levet så meget alene, at Singer ikke havde en eneste til at hjælpe sig i sin nød. Antonapoulus lod intet forstyrre sig og intet kurere sig for sine vaner. Hjemme lavede han somme tider den nye ret, som han havde fået i fængslet, og på gaden var man ikke et øjeblik i sikkerhed for, hvad han kunne finde på.

Og så kom det næste slag for Singer.

En eftermiddag, da han kom for at hente Antonapoulus i frugtforretningen, rakte Charles Parker ham et brev. I brevet stod, at Charles Parker havde fået arrangeret, at hans fætter blev overført til en statsanstalt for sindssyge tre hundrede kilometer borte. Charles Parker havde brugt sin indflydelse i byen, og sagen var allerede ordnet i alle enkeltheder. I næste uge skulle Antonapoulus rejse af sted og lade sig indlægge på anstalten.

Singer læste brevet flere gange igennem, og en tid lang kunne han slet ikke tænke. Charles Parker talte til ham hen over disken, men han gjorde ikke engang forsøg på at læse på hans læber og forstå ham. Til sidst skrev han på den lille blok, han altid havde i sin lomme: Det kan De ikke gøre. Antonapoulus skal blive hos mig.

Charles Parker rystede heftigt på hovedet. Han kunne ikke meget amerikansk. »Det kommer ikke Dem ved,« blev han ved med at gentage igen og igen.

Singer forstod, at alt var forbi. Grækeren var bange for, at han en skønne dag kunne få ansvaret for sin fætter. Charles Parker forstod ikke meget af det amerikanske sprog – men han forstod den amerikanske dollar til fuldkommenhed, og han havde brugt 14

Hjertet er en ensom vandrer.indd 14

6/15/16 1:09 PM

sine penge og sin indflydelse til at få sin fætter indlagt på anstalten, så hurtigt det kunne lade sig gøre.

Singer kunne ikke gøre noget som helst.

Den næste uge var fuld af feberagtig travlhed. Singer talte og talte, og skønt hans hænder ikke et øjeblik standsede for at hvile, kunne han dog ikke nær få sagt alt det, han havde at sige.

Han ville så gerne fortælle Antonapoulus om alle de tanker, der nogen sinde havde været i hans sind og hans hjerte, men der var ikke nok tid. Hans grå øjne funklede, og hans levende, intelligente ansigt udtrykte den højeste anstrengelse. Antonapoulus så sløvt på ham, og hans ven vidste ikke, hvor meget han rent faktisk forstod.

Og så kom den dag, da Antonapoulus skulle rejse. Singer tog sin egen håndkuffert og pakkede den omhyggeligt med det bedste af deres fælles ejendele. Antonapoulus lavede en frokost til sig selv til at spise på rejsen. Sent på eftermiddagen gik de for sidste gang sammen ned ad gaden med hinanden under armen.

Det var en kold dag sidst i november, og deres ånde kunne ses i små pust i luften foran dem.

Charles Parker skulle rejse sammen med sin fætter, men han stod lidt væk fra dem på stationen. Antonapoulus masede sig ind i rutebilen og anbragte sig med uendelige foranstaltninger på et af de forreste sæder – Singer stod og så på ham gennem vinduet, og hans hænder begyndte desperat at tale en sidste gang til hans ven. Men Antonapoulus havde så travlt med at gennemgå de forskellige sager i sin madkasse, at han et stykke tid ikke ofrede ham nogen opmærksomhed. Lige før bussen kørte bort fra kantstenen, vendte han sig dog om mod Singer, og hans smil var så ganske ligegyldigt og fjernt, som om der allerede var mange, mange kilometer imellem dem.

15

Hjertet er en ensom vandrer.indd 15

6/15/16 1:09 PM

De uger, som fulgte efter, gjorde slet ikke indtryk af at være virkelige. Hele dagen arbejdede Singer ved sit bord bagest i guldsmedeværkstedet, og om aftenen gik han så alene hjem til huset. Han ønskede blot at sove. Så snart som han kom hjem fra arbejde, lagde han sig på sin seng og prøvede på at døse lidt hen. Der kunne godt komme drømme til ham, når han lå sådan halvsovende, og Antonapoulus var i dem alle. Det rykkede nervøst i hans hænder, for i drømme talte han til sin ven, og Antonapoulus så godt efter.

Singer prøvede at tænke tilbage på tiden, før han havde kendt sin ven. Han prøvede på at genkalde sig visse ting, som var hændt, da han var ganske ung. Men intet af alt dette, som han forsøgte at huske, havde noget virkeligt ved sig.

Der var en bestemt ting, som han huskede, men den havde ikke på nogen måde betydning for ham. Singer mindedes, at skønt han havde været døv, fra han var ganske lille, havde han dog ikke altid været stum. Han var meget tidligt blevet forældreløs og var blevet anbragt på en institution for døvstumme børn. Han havde lært at læse og tale med hænderne. Fra han var ni år gammel, kunne han tale med den ene hånd efter den amerikanske metode og også bruge begge hænder, som man gør i Europa. Han havde lært at følge bevægelserne af andre folks læber og forstå, hvad de sagde. Og så havde han sluttelig lært at tale.

I skolen blev han regnet for at være meget intelligent. Han lærte stoffet, længe før de andre elever. Men han kunne aldrig vænne sig til at tale med læberne. Det faldt ham ikke naturligt, og hans tunge føltes så stor som en hval. Af det forvirrede udtryk hos de folk, som han talte med, forstod han, at hans stemme måtte lyde noget i retning af et dyrs, eller at der lige16

Hjertet er en ensom vandrer.indd 16

6/15/16 1:09 PM

frem var noget frastødende ved hans tale. Det pinte ham, når han var nødt til at prøve på at tale med munden, men hans hænder var altid rede til at skabe de ord, som han ønskede at sige. Da han var toogtyve år, var han kommet sydpå til denne by fra Chicago, og han havde lige straks truffet Antonapoulus.

Siden den tid havde han ikke talt med læberne igen, da der ikke var brug for dette, når han var sammen med sin ven.

Der var intet, der forekom virkeligt, undtagen de ti år sammen med Antonapoulus. I sine halvvågne drømme så han sin ven så tydeligt, og når han vågnede, var han fyldt af en stor og smertende ensomhed. Med visse mellemrum lavede han en pakke og sendte den til Antonapoulus, men han fik aldrig noget svar. Og således svandt månederne hen – på denne tomme, drømmende måde.

Ved forårstid skete der en forandring med Singer. Han kunne ikke sove, og han blev urolig og rastløs. Om aftenen blev han ved med at vandre rundt og rundt i lokalet, ude af stand til at ryste denne nye følelse af energi af sig. Hvis han overhovedet hvilede, var det kun nogle enkelte timer før daggry – så kunne han lige akkurat falde i en let søvn, der varede, til morgenlyset pludselig, skarpt som en sabel, skar igennem hans halvåbne øjenlåg.

Han begyndte at tilbringe aftenerne med at vandre rundt i byen. Han kunne ikke længere holde ud at være i disse rum, hvor Antonapoulus havde boet, og han lejede sig et værelse i et tredjerangs pensionat i nærheden af byens centrum.

Sine måltider indtog han i en restaurant, blot to husblokke, fra hvor han boede. Denne restaurant lå helt nede for enden af den lange hovedgade, og dens navn var New York Café. Den

17

Hjertet er en ensom vandrer.indd 17

6/15/16 1:09 PM

første dag kastede han et hurtigt blik på menuen og skrev så en kort notits, som han rakte indehaveren: Hver morgen ønsker jeg et æg, ristet brød og kaffe Til frokost vil jeg gerne have suppe (lige meget hvilken slags), en kødsandwich og mælk Til middag ønsker jeg tre slags grøntsager (lige meget hvilke, bare ikke kål), fisk eller kød og et glas øl Mange tak.

$0,15. $0,25. $0,35.

Cafeens indehaver læste sedlen og kastede et hurtigt, diskret blik på ham. Han var en groftbygget mand af middelhøjde med en skægvækst så sort og tæt, at det så ud, som om den underste del af hans ansigt var støbt i jern. Han stod som regel i hjørnet bag kasseapparatet, med armene over kors, og vogtede med et roligt udtryk på alt, hvad der foregik omkring ham. Singer kom til at kende denne mands ansigt særdeles godt, for han spiste tre gange om dagen ved et af hans borde.

Hver aften gik den døvstumme i timevis alene omkring i gaderne. Somme tider var nætterne kolde med marts måneds skarpe, våde vinde, og det kunne regne hårdt og stridt. Men for ham betød det intet. Han gik med hænderne dybt begravet i sine bukselommer og med en urolig, ophidset gang. Efterhånden som ugerne svandt hen, blev dagene hede og sløve. Hans ophidselse gav plads for en tung udmattelse, og i hans ansigt kom et udtryk af dyb ro – et udtryk af en grundende fred, som man undertiden ser hos meget sorgfulde mennesker eller hos meget vise. Men stadig vandrede han ved aftenstid gennem byens gader, altid tavs, altid alene.

Hjertet er en ensom vandrer.indd 18

6/15/16 1:09 PM

„En bemærkelsesværdig bog ... [McCullers] ... skriver med en overvældende kraft og overbevisning.“ – The New York Times

„Hendes værk er som et maleri af Van Gogh befolket af William Faulkner-figurer.“ – New York Times Book Review

Hjertet er en ensom vandrer er sydstatsforfatteren Carson McCullers mesterværk fra 1940.

Carson McCullers

Om Hjertet er en ensom vandrer

Carson McCullers roman

„Carson McCullers skriver med en overvældende kraft og indsigt.“ – New York Times Book Review

„Ganske enestående … McCullers tegner sine personer knivskarpt for læseren.“ – The Nation

Carson McCullers

samfundets bund. Den døvstumme John Singer er bedste ven

(1917-67) er født i Columbus, Georgia.

med grækeren Antonapoulus, og da denne bliver anbragt på „Ud over at fortælle en god historie har forfatteren befolket sin roman med en lille gruppe personer, der er så skarpt skildret, at de bliver i læserens erindring længe efter endt læsning.“ – Philadelphia Inquirer

et sindssygehospital, må Singer finde på noget. Han flytter ind hos den unge kvinde Mick Kelly, hvor han stifter bekendtskab med byens udskud. Alle længes efter at slippe væk fra den lille by og ensomheden, og alle har deres måde at overleve på: vold og fordærv, sex og alkohol eller – som Mick Kelly – gennem musikken.

„[McCullers] skriver med en kølig realisme og med en dyb indsigt i den menneskelige

Carson McCullers fortæller en stærk og uforglemmelig historie

psykologi. Hun gør det uden at blive simpel

om nogle fortabte eksistenser i de amerikanske sydstater i

eller sjofel, og på en måde mange forfattere burde lægge sig efter.“ – Boston Globe

1930’erne, hvor racespændingerne prægede samfundet.

lindhardtogringhof.dk

Hjertet er en ensomvandrer

Georgia i 1930’erne. Her lever en gruppe mennesker på

Som 17-årig blev hun optaget på Juilliard School of Music i New York, men hun bestemte sig for at satse på litteraturen og begyndte på Columbia University i stedet. Hun debuterede i 1940 med Hjertet er en ensom vandrer, et litterært mesterværk, som tog verden med storm. Hun skrev yderligere fire romaner.

Hjertet er en ensom vandrer

Lindhardt og Ringhof

Omslag: Simon Lilholt / imperiet.dk Foto: Bettmann / Getty Images