Hjemfærd - læseprøve

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

00

01

02

03

04

05

06

07

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

00 01 02

"En rørende talentfuld forfatter."

New York Times Book Review "En uforglemmelig roman om familier og nationer i for­andring."

Chicago Tribune

New York Times

05

04

"Efterlader læseren med en dyb forståelse for slaveriets brutale realiteter og den følelsesmæsssige skade, som er gået i arv gennem århundrederne."

03

© MI CHA EL L I ONS TA R

00

06

"Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig ... Jeg giver Hjemfærd min uforbeholdne anbefaling. Et klart mustread i 2016."

Roxane Gay, journalist og forfatter

11

10

"Hjemfærd er inspirerende."

Ta-Nehisi Coates, journalist, racedebattør og forfatter

09 12 13

Ét spor i romanen følger Effias efterkommere, som uddanner sig, arbejder for det britiske imperium på Guldkysten og oplever flere krige og uroligheder i Ghana.

Et andet spor følger Esi og hendes efterkommere i Amerika, hvor de pukler i Alabamas plantager og kulminer, migrerer fra Sydstaterne og slår sig ned i Harlem.

08

Effia og Esi er halvsøstre og vokser op i hver sin landsby i 1700-tallets Ghana uden at kende til hinanden.

Effia bliver gift med den britiske guvernør og lever et ubekymret liv på Cape Coast-fortet. Hun er uvidende om, at hendes halvsøster Esi er taget til fange af briterne og sidder i fortets fangekælder for siden at blive skibet af sted til Amerika som slave.

07

er født i Ghana i 1989 og voksede op i Huntsville, Alabama. Hun er bachelor i engelsk fra Stanford University og kandidat i creative writing fra Iowa Writer’s Workshop. Hun fik idéen til debutroman­en Hjemfærd, da hun som 19-årig besøgte Cape Coast Castle i Ghana. Bogen udkommer på over 20 sprog.

"Gyasis fantastiske debut giver et uforglemmeligt syn på Ghana og Amerikas historie."

Publisher's Weekly

16 17 18

roman

"Ingen anden roman har illustreret måden, hvorpå racismen blev institutionaliseret i USA, bedre."

Vogue

15

skildrer to halvsøstre og deres slægt gennem syv generationer og giver et gribende indblik i Ghanas og USA's historie.

14

"Fantastisk ... Hjemfærd må være en af de mest givende læseoplevelser i 2016."

Elle

19 20 21

www.lindhardtogringhof.dk 9

788711 555231

lindhardtogringhof.dk

lindhardt og ringhof

22

Omslag: eyelab.dk efter originaldesign af Peter Mendelsund

23

17/08/2016 17.48

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

24

Hjemfærd STD4 155x231 OMS.indd 1

Yaa Gyasi

Hjemfærd På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Lindhardt og Ringhof

Hjemfærd.indd 3

17/08/2016 07.18

Hjemfærd er oversat fra amerikansk efter Homegoing Copyright © 2016 YNG Books, Inc Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag, København Omslag: Thomas Szøke efter originaldesign af Peter Mendelsund Forfatterfoto: Michael Lionstar Bogen er sat med Scala hos Demuth Grafisk Og trykt hos Livonia, 2016 ISBN: 978-87-11-55513-2 1. udgave 1. oplag 2016

Tak til Alfred Music og Hal Leonard Corporation for tilladelse til at anvende uddrag af sangteksterne til ”I Loves You, Porgy” (fra ”Porgy and Bess”). Tekst og musik af George Gershwin, DuBose og Dorothy Heyward og Ira Gershwin. Copyright @ 1935, fornyet af Ira Gershwin Music, DuBose og Dorothy Heyward Memorial Fund Publishing, George Gershwin Music, Nokawi Music og Frankie G. Songs. Alle Ira Gershwin Musics rettigheder forvaltes af WB Music Copr. Alle Nokawi Musics rettigheder forvaltes af Imagem Sounds. Alle Frankie G. Songs og DuBose and Dorothy Heyward Memorial Fund ­Publishings rettigheder forvaltes af Songs Music Publishing. All rights reserved.

Trykt med tilladelse fra Alfred Music og Hal Leonard Corporation.

Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Hjemfærd.indd 4

17/08/2016 07.18

Til mine forældre og til mine brødre

Hjemfærd.indd 5

17/08/2016 07.18

HjemfĂŚrd.indd 6

17/08/2016 07.18

Abusua te sɛ kwaɛ; sɛ wo wɔ akyire a wo hunu sɛ ɛbom; sɛ wo bɛn ho a na wo hunu sɛ nnua no bia sisi ne baabi nko.

Familien er som skoven: Er man udenfor, er den tæt; Er man indenfor, ser man, at hvert træ har sin helt egen placering.

Hjemfærd.indd 7

– AKAN-ORDSPROG

17/08/2016 07.18

HjemfĂŚrd.indd 8

17/08/2016 07.18

Maame

Cobbe Otcher

+

Effia Otcher g.

James Collins

g. Store Mand Asare

Esi Asare + ?

Quey Collins g.

Nana Yaa Yeboah

Ness Stockham g. Sam

James Richard Collins g.

Akosua Mensah

Kojo Freeman g.

Anna Foster

Abena Collins + Ohene Nyarko Agnes Beulah Cato Daly Eurias Felicity Gracie H Black g.

Ethe Jackson

Akua Collins g.

Willie Black Hazel Asamoah Agyekum Eli Dalton + g. Robert Clifton

Abena Ama Yaw Agyekum g.

“Abee” S erwah Esther Amoah

Hjemfærd.indd 9

Marjorie Agyekum

Josephine

Carson ”Sonny” Clifton + Amani Zulema

Marcus Clifton

17/08/2016 07.18

HjemfĂŚrd.indd 10

17/08/2016 07.18

Første del

Hjemfærd.indd 11

17/08/2016 07.18

HjemfĂŚrd.indd 12

17/08/2016 07.18

Effia

D en nat E ffia O tcher blev født i Fantelands moskustrykkende varme, rasede en brand i skoven lige uden for hendes fars klynge af hytter. Ilden bredte sig hurtigt, fór hærgende gennem skoven i flere dage. Den levede af luften; den sov i huler og søgte skjul i træer; den brændte rub og stub, uanfægtet af de ødelæggelser, den efterlod sig, indtil den nåede en asantelandsby. Dér forsvandt den, gik i ét med natten.

Effias far, Cobbe Otcher, efterlod sin førstehustru, Baaba, med det nyfødte barn for at besigtige skaderne på sine yams, denne dyre­bare afgrøde, levegrundlag for familier viden om. Cobbe havde ­mistet syv yamsplanter, og hvert af disse tab føltes som et slag mod hans egen familie. Da vidste han, at erindringen om den ild, der først rasede, siden flygtede, ville komme til at hjemsøge ham, hans børn og børnebørn, så længe slægten levede. Da han kom tilbage til Baabas hytte og fandt Effia, barn af nattens brand, der skreg skingert ud i luften, så han på sin kone og sagde: ”Det, der skete i dag, taler vi aldrig mere om.”

Blandt landsbyboerne hed det sig efterhånden, at barnet var født af ilden, at det var derfor, Baaba ingen mælk havde. Effia blev ammet af Cobbes andenhustru, der blot tre måneder forinden havde født en søn. Effia ville ikke tage brystet, og når det endelig lykkedes, rev hendes skarpe gummer i huden rundt om kvindens brystvorter, indtil hun ikke længere turde amme barnet. Så Effia blev tyndere, det rene skind og små, fuglelignende ben, med et stort, sort hul af

13

Hjemfærd.indd 13

17/08/2016 07.18

en mund, der udsendte et sultent skrig, som kunne høres over hele landsbyen, selv de dage, hvor Baaba gjorde sit bedste for at dæmpe det ved at lægge sin ru venstrehånd over barnets læber. ”Elsk hende,” befalede Cobbe, som var kærlighed så simpel en handling som at tage mad fra et jernfad og føre det op mellem læberne. Om natten drømte Baaba om at efterlade barnet ude i den mørke skov og lade guden Nyame gøre med hende, som han lystede.

Effia blev ældre. Sommeren efter hendes treårs fødselsdag fik Baaba sin første søn. Drengens navn var Fiifi, og han var så tyk, at Effia somme tider, når Baaba ikke så det, trillede ham hen ad jorden som en kugle. Den første dag Baaba lod Effia holde ham, kom hun til at tabe ham. Babyen fjedrede op og ned på balderne, landede på maven og kiggede betuttet op på alle de omkringværende, i tvivl, om han skulle græde. Han besluttede sig for at lade være, men Baaba, der havde været i gang med at røre banku, løftede sin røre­pind og slog Effia på den bare ryg. Hver gang pinden lettede fra pigens krop, efterlod den varme, klæbrige banku-klatter, der brændte sig ind i hendes hud. Da Baaba var færdig, havde Effia sår over det hele og skreg og græd. Nede fra gulvet, hvor Fiifi lå og trillede hid og did på maven, kiggede han op på Effia med sine øjne så store som tekopper, men sagde ikke en lyd.

Da Cobbe kom hjem og så sine andre hustruer pleje Effias sår, indså han straks, hvad der var sket. Han og Baaba skændtes til langt ud på natten. Effia kunne høre dem gennem de tynde vægge i hytten, hvor hun lå på gulvet og gled ind og ud af en feberhed søvn.

I hendes drøm var Cobbe en løve, og Baaba var et træ. Løven rev træet op af den jord, det voksede i, og hamrede det ned igen. Træet strakte sine grene ud i protest, og løven flåede dem af én efter én.

Det nu liggende træ begyndte at græde røde myrer, der myldrede ned gennem de tynde sprækker i barken. Myrerne stimlede sammen på den bløde jord rundt om træstammens top.

Og dermed begyndte kredsløbet. Baaba slog Effia. Cobbe slog Baaba. Da Effia var blevet ti år, kunne hun give en hel kronologisk

14

Hjemfærd.indd 14

17/08/2016 07.18

redegørelse for sårene på sin krop. Sommeren 1764, hvor Baaba knækkede yamsplanter mod hendes ryg. Foråret 1767, hvor Baaba slog hendes venstre fod med en sten, så storetåen brækkede og nu permanent pegede væk fra de andre tæer. For hvert ar på Effias krop var der et tilhørende ar på Baabas, men det afholdt ikke mor fra at slå datter, far fra at slå mor.

Det blev kun værre af, at Effias skønhed begyndte at blomstre.

I en alder af tolv år meldte hendes bryster deres ankomst, to forhøjninger, der bulede ud fra hendes bryst, bløde som mangoens frugtkød. Mændene i landsbyen vidste, at den første blødning snart ville følge, og ventede på chancen for at anmode Baaba og Cobbe om hendes hånd. Gaverne begyndte at komme. Én mand tappede palmevin bedre end nogen anden i landsbyen, men en andens fiskenet var aldrig tomme. Cobbes familie mæskede sig i Effias spirende kvindelighed. Deres maver, deres hænder, var aldrig tomme.

I 1775 blev Adwoa Aidoo som den første pige i landsbyen friet til af en af de britiske soldater. Hun var lys i huden, og hendes tunge skarp. Når hun havde vasket sig om morgenen, gned hun hele kroppen ind i sheasmør, under brysterne og mellem benene. Effia kendte hende ikke ret godt, men havde set hende nøgen, en dag Baaba havde sendt hende over til pigens hytte med palmeolie. Hendes hud var blød og blank, hendes hår udsøgt.

Første gang den hvide mand kom, bad Adwoas mor Effias forældre om at vise ham rundt i landsbyen, mens Adwoa gjorde sig klar til ham. ”Må jeg komme med?” spurgte Effia og løb i hælene på sine forældre. Hun hørte Baabas ”nej” i det ene øre og Cobbes ”ja” i det andet. Faderens øre vandt, og inden længe stod Effia foran den første hvide mand, hun nogen sinde havde set. ”Det glæder ham at møde dig,” sagde tolken, da den hvide mand

15

Hjemfærd.indd 15

17/08/2016 07.18

strakte hånden frem mod Effia. Hun tog den ikke. I stedet gemte hun sig bag sin fars ben og iagttog ham.

Han var klædt i en jakke med blanke guldknapper midtpå, spændt til bristepunktet over vommen. Hans ansigt var ildrødt, som var halsen en træstub med ild i. Han var tyk over det hele og svedte kæmpestore dråber fra panden og på overlæben. I Effias øjne blev han til en regnsky: bleg og våd og uformelig. ”Han ønsker venligst at se landsbyen,” sagde tolken, og så gik de alle af sted.

Først gjorde de holdt ved Effias fars klynge af hytter. ”Det er her, vi bor,” sagde Effia til den hvide mand, og han smilede umælende til hende med en sløret hinde for de grønne øjne.

Han forstod det ikke. Selv efter at tolken havde talt til ham, forstod han det ikke.

Cobbe holdt Effia i hånden, mens han og Baaba førte den hvide mand ind mellem deres hytter. ”Her, i landsbyen,” sagde Cobbe, ”har hver hustru sin egen hytte. Den hytte deler hun med sine børn.

Når det er hendes mands nat med hende, opsøger han hende i hendes hytte.”

Den hvide mands øjne klarede op, efterhånden som der blev oversat, og pludselig gik det op for Effia, at han så med friske øjne.

De lerklinede mure i hendes hytte, tagets strå – nu kunne han endelig se det.

De fortsatte videre gennem landsbyen, viste den hvide mand torvet midt i landsbyen, de små fiskerbåde lavet af udhulede træstammer, som mændene bar de par kilometer, der var ud til kysten. Effia tvang sig selv til også at se det hele med friske øjne. Hun kunne lugte den salte havbrise, der strejfede de små hår i næsen, mærke barken på en palme lige så skarpt som en rift, se den helt, helt dyb­ røde farve i leret, der omgav dem på alle sider. ”Baaba,” spurgte Effia, da mændene var kommet lidt foran dem. ”Hvorfor skal Adwoa giftes med den mand?” ”Fordi hendes mor siger det.”

16

Hjemfærd.indd 16

17/08/2016 07.18

Et par uger efter kom den hvide mand tilbage for at aflægge Adwoas mor en visit, og Effia og alle de andre fra landsbyen stimlede sammen for at se, hvad han ville tilbyde. Der var brudeprisen på femten pund. Der var varer, han havde haft med fra fortet, båret på ryggen af asanter. Cobbe gav Effia besked på at stå bag ham, mens de så tjenestefolkene defilere ind med tekstiler, hirse, guld og jern.

På vej tilbage til deres hytter trak Cobbe Effia til side, så hans andre hustruer og børn kunne gå lidt foran dem. ”Forstår du, hvad der lige skete?” spurgte han hende. Længere fremme stak Baaba hånden ind i Fiifis. Effias bror var lige fyldt ti, men kunne allerede klatre op ad stammen på en palme kun ved hjælp af sine bare hænder og fødder. ”Den hvide mand kom for at tage Adwoa med,” sagde Effia.

Hendes far nikkede. ”De hvide mænd bor i Cape Coast-fortet.

Der handler de varer med vores folk.” ”Jern og hirse?”

Faderen lagde hånden på hendes skulder og kyssede hende på panden, men da han trak sig væk igen, var han bekymret og fjern i blikket. ”Ja, vi får jern og hirse, men vi må give dem ting til gengæld. Manden er kommet fra Cape Coast for at gifte sig med Adwoa, og der vil komme flere som ham og tage vores døtre fra os.

Men du, min egen, dig har jeg større planer for end at skulle leve som en hvid mands hustru. Du skal giftes med en mand fra vores landsby.”

Netop da vendte Baaba sig om, og Effia fangede hendes blik.

Baaba så bister ud. Effia kiggede på sin far for at se, om han havde bemærket det, men Cobbe sagde ikke et ord.

Effia vidste godt, hvem hun selv ville vælge til ægtemand, og håbede inderligt, at hendes forældre også ville vælge ham. Abeeku Badu skulle være landsbyens næste høvding. Han var høj, med hud som en avocadosten og store hænder med lange, slanke fingre, som han viftede med som lynkiler, hver gang han sagde noget. Han hav-

17

Hjemfærd.indd 17

17/08/2016 07.18

de været hjemme hos dem fire gange i denne måned, og senere på ugen skulle han og Effia spise et måltid mad sammen.

Abeeku havde en ged med. Hans tjenere kom bærende med yams og fisk og palmevin. Baaba og de andre hustruer lagde brænde på deres bål og opvarmede olien. En liflig duft hang i luften.

Om morgenen havde Baaba flettet Effias hår. To lange fletninger, én på hver side af hendes sideskilning. De fik hende til at ligne en vædder, stærk og viljefast. Effia havde gnedet sin nøgne krop ind i olie og stukket guld i ørerne. Hun sad over for Abeeku, mens de spiste, nød hans anerkendende øjekast. ”Var du med til Adwoas ceremoni?” spurgte Baaba, da der var blevet serveret for alle mændene og kvinderne omsider begyndte at spise. ”Ja, jeg var der, men kun kort. Det er en skam, at Adwoa forlader landsbyen. Hun kunne være blevet en god hustru.” ”Vil du arbejde for briterne, når du bliver høvding?” spurgte Effia. Cobbe og Baaba sendte hende skarpe blikke, og hun bøjede hovedet, men løftede det igen og så Abeeku smile. ”Vi arbejder med briterne, Effia, ikke for dem. Det er det, handel går ud på. Når jeg bliver høvding, fortsætter vi som hidtil med at fremme handelen mellem asanter og briter.”

Effia nikkede. Hun var ikke helt sikker på, hvad det betød, men kunne se på sine forældre, at det var bedst at holde mund. Abeeku Badu var den første mand, de havde bragt hertil for at møde hende.

Effia ønskede sig så brændende, at han ville have hende, men vidste endnu ikke, hvilken slags mand han var, hvilken slags kvinde han havde brug for. Hjemme i hytten kunne Effia spørge sin far og Fiifi om lige, hvad hun ville. Det var Baaba, der praktiserede tavshed og forlangte det samme af Effia; Baaba, der havde givet hende en lussing, fordi hun havde spurgt, hvorfor hun ikke tog hende med hen for at blive velsignet, ligesom alle de andre mødre gjorde med deres

18

Hjemfærd.indd 18

17/08/2016 07.18

døtre. Kun når Effia hverken sagde noget eller stillede spørgsmål, når hun gjorde sig lille, kunne hun mærke Baabas kærlighed, eller noget, der lignede. Måske var det også, hvad Abeeku ville have.

Abeeku spiste færdig. Han gav hånd til alle i familien og standsede op ved Effias mor. ”Du giver mig besked, når hun er klar,” sagde han.

Baaba førte en knyttet næve op til brystet og nikkede alvorsfuldt.

Cobbe og de andre mænd tog afsked med Abeeku, mens resten af familien vinkede.

Den nat vækkede Baaba Effia, der lå og sov på gulvet i deres hytte. Effia kunne mærke varmen fra moderens åndedrag mod øret, da hun talte. ”Når du begynder at bløde, Effia, må du skjule det. Du fortæller det til mig og ingen anden,” sagde hun. ”Er du med?” Hun rakte Effia nogle palmeblade, som hun havde lavet til bløde ruller. ”Stik dem her op i dig selv, og se til dem hver dag. Når de bliver røde, skal du sige det til mig.”

Effia kiggede på palmebladene i Baabas udstrakte hænder. I første omgang tog hun dem ikke, men da hun atter kiggede op, var der noget, der mindede om desperation, i moderens øjne. Og fordi det blik på en eller anden måde havde blødt Baabas ansigt op, og fordi Effia også kendte til desperation, denne længslens frugt, gjorde hun, som hun fik besked på. Hver dag kiggede Effia efter rødt, men palmebladene var som altid grønlighvide. I foråret blev landsbyens høvding syg, og alles blikke var på Abeeku for at se, om han var rede til opgaven. I de måneder giftede han sig med to kvinder, Arekua den Vise og Millicent, der var halvkastedatter af en fantekvinde og en britisk soldat. Soldaten var død af en febersygdom og havde efterladt sin kone og sine to børn store rigdomme, som de kunne bruge efter forgodtbefindende. Effia bad for den dag, hvor alle i landsbyen ville kalde hende Effia den Skønne, som Abeeku kaldte hende ved de sjældne lejligheder, hvor han fik lov at tale med hende.

Millicents mor havde fået et nyt navn af sin hvide ægtemand.

Hun var en trind, kraftig kvinde med tænder, der tindrede mod hendes natsorte hud. Hun havde besluttet at flytte fra fortet og

19

Hjemfærd.indd 19

17/08/2016 07.18

tilbage til landsbyen, da hendes mand døde. Eftersom de hvide mænd ikke kunne testamentere penge til deres fantehustruer og -børn, testamenterede de dem til andre soldater og venner, som så betalte hustruerne. Millicents mor havde fået penge nok til en ny start og en jordlod. Hun og Millicent kom tit og besøgte Effia og Baaba, for – som hun sagde – de ville jo snart komme i familie med hinanden.

Millicent var den mest lyshudede kvinde, Effia nogen sinde havde set. Hendes sorte hår nåede helt ned til midt på ryggen, og hendes øjne havde et skær af grønt. Hun smilede sjældent, og hun talte med hæs stemme og en besynderlig accent på sit fante. ”Hvordan var der på fortet?” spurgte Baaba Millicents mor, en dag de fire kvinder sad sammen og gumlede på nogle jordnødder og bananer. ”Der var fint-fint. Åh, som de mænd passer på én! Det er, som har de aldrig været sammen med en kvinde før. Jeg begriber ikke, hvad deres britiske hustruer har lavet. Jeg siger jer – min mand så på mig, som om jeg var vand og han var ild, og han skulle slukkes hver nat.”

Kvinderne lo. Millicent smilede stjålent til Effia, og Effia havde lyst til at spørge hende, hvordan det var med Abeeku, men turde ikke.

Baaba lænede sig helt ind mod Millicents mor, men Effia kunne alligevel høre hende: ”Og de betaler en god brudepris, ikke?” ”Åh, jeg siger dig – min mand betalte min mor ti pund, og det er femten år siden! Jo-jo, pengene er da gode, søster, men personligt er jeg nu glad for, at min datter er blevet gift med en fante. Selv hvis en soldat tilbød at betale tyve pund, ville hun jo ikke blive hustru til en høvding. Og ikke nok med det: Hun ville blive nødt til at bo på fortet, langt væk fra mig. Næh nej, så er det bedre at blive gift med en mand fra landsbyen, så ens døtre kan bo tæt på en.”

Baaba nikkede og vendte sig om mod Effia, der skyndte sig at kigge væk.

20

Hjemfærd.indd 20

17/08/2016 07.18

Samme aften, kun to dage efter hendes femtenårs fødselsdag, kom blodet. Det var ikke den havbølgernes heftige strøm, som Effia havde regnet med, men snarere en lille bæk, dryppende regn, dråbe for dråbe, fra samme sted i en hyttes tag. Hun vaskede sig og ventede, til hendes far forlod Baaba, så hun kunne fortælle hende det. ”Baaba,” sagde hun og viste hende de rødfarvede palmeblade. ”Mit blod er kommet.”

Baaba lagde en hånd på hendes læber. ”Hvem ved det ellers?” ”Ingen,” sagde Effia. ”Og sådan skal det blive ved. Er du med? Når nogen spørger dig, om du er blevet kvinde, skal du svare nej.”

Effia nikkede. Hun vendte sig om for at gå, men et spørgsmål brændte som varme kul nede i hendes mave. ”Hvorfor?” spurgte hun endelig.

Baaba stak fingrene ind i Effias mund, tog fat om tungespidsen med sine skarpe negle og trak ud i den. ”Hvem tror du, du er – sådan at tvivle på mig, hva’? Hvis ikke du gør, som jeg siger, så skal jeg nok sørge for, at du aldrig kommer til at sige mere.” Hun slap Effias tunge, og resten af natten kunne Effia smage sit eget blod.

Ugen efter døde den gamle høvding. Begravelsesmeddelelsen gik ud til alle de omkringliggende landsbyer. Højtideligholdelsen skulle vare en måned og rundes af med Abeekus høvdingeceremoni.

Landsbyens kvinder lavede mad fra solopgang til solnedgang; trommer blev fremstillet af det fineste træ, og de bedste sangere blev hidkaldt til at opløfte deres røster. Begravelsesfølget begyndte at danse på regntidens fjerde dag og hvilede ikke fødderne, før jorden var tørret helt ud.

Ved afslutningen på den første aften uden regn blev Abeeku kronet til omanhin, høvding for fantelandsbyen. Han var klædt i overdådige tekstiler, med sine to hustruer på hver sin side af ham.

21

Hjemfærd.indd 21

17/08/2016 07.18

Effia og Baaba stod ved siden af hinanden og så på, og Cobbe travede hvile­løst frem og tilbage mellem de tilstedeværende. I ny og næ kunne Effia høre ham mumle, at hun, hans datter, den smukkeste kvinde i landsbyen, også burde have været deroppe.

Som ny høvding ville Abeeku gerne udrette noget stort – noget, der kunne gøre opmærksom på deres landsby, så de tiltvang sig respekt. Efter blot tre dage på posten kaldte han alle landsbyens mænd hen til sine hytter. Han bespiste dem i to hele dage, drak dem berusede i palmevin, indtil deres brovtende latter og ophedede råb kunne høres fra samtlige hytter. ”Hvad vil de gøre?” spurgte Effia. ”Det skal du ikke bekymre dig om,” sagde Baaba.

I de to måneder siden Effia var begyndt at bløde, var Baaba holdt op med at slå hende. Som betaling for hendes tavshed. Nogle dage, når de lavede mad til mændene, eller når Effia kom tilbage med det vand, hun havde hentet, og så Baaba stikke sine samlede hænder ned i det som en skål, tænkte hun, at de endelig opførte sig, som mødre og døtre skulle opføre sig. Men andre dage vendte den bistre mine tilbage i Baabas ansigt, og da så Effia, at moderens nye afdæmpethed kun var foreløbig, hendes raseri et vilddyr, der var blevet midlertidigt tæmmet.

Cobbe vendte tilbage fra mødet med en lang machete. Fæstet var af guld med indgraverede bogstaver, som ingen forstod. Han var så fuld, at alle hans hustruer og børn blev stående i en rundkreds om ham på en meters afstand, mens han dinglede rundt og gjorde udfald til højre og venstre med det skarpe redskab. ”Vi vil gøre landsbyen rig på blod!” skreg han. Han huggede ud efter Fiifi, der havde forvildet sig ind i rundkredsen, og drengen, der var slankere og hurtigere end i sine dage som spæd tyksak, drejede i hofterne og undveg med nød og næppe machetens spids.

Fiifi havde været den yngste deltager til mødet. Alle vidste, at han ville blive en prægtig kriger. Det kunne de se, sådan som han klatrede i palmerne. Og bar sin tavshed som en gylden krone.

22

Hjemfærd.indd 22

17/08/2016 07.18

Da faderen var gået og Effia var sikker på, at deres mor var faldet i søvn, kravlede hun over til Fiifi. ”Vågn op,” hvæsede hun, og han skubbede hende væk. Selv halvsovende var han stærkere end hende. Hun væltede baglæns, men fløj på benene igen med en kats ynde. ”Vågn op,” sagde hun igen.

Fiifis øjne sprang op. ”Plag mig ikke, storesøster,” sagde han. ”Hvad skal der ske?” spurgte hun. ”Det er en sag for mænd,” sagde Fiifi. ”Du er ikke mand endnu,” sagde Effia. ”Og du er ikke kvinde endnu,” bed Fiifi tilbage. ”Ellers ville du have siddet sammen med Abeeku her til aften som hans hustru.”

Effias læber begyndte at sitre. Hun vendte sig om for at gå tilbage til sin side af hytten, men Fiifi tog hende i armen. ”Vi hjælper briterne og asanterne med deres handel.” ”Åh,” sagde Effia. Det var samme historie, som hun havde hørt fra sin far og Abeeku få måneder forinden. ”Mener du, at vi giver asanternes guld og tekstiler til de hvide mænd?”

Fiifi klemte til om hendes arm. ”Tænk dig om,” sagde han. ”Abee­ ku har indgået en pagt med en af de mægtigste asantelandsbyer. Vi skal hjælpe dem med at sælge deres slaver til briterne.”

Og dermed kom den hvide mand til deres landsby. Tyk og tynd, rødmosset og solbrændt. De kom i uniformer, med sværd ved siden og skævende øjne, evig og altid på vagt. De kom for at godkende de varer, Abeeku havde lovet dem.

I dagene efter høvdingeceremonien var Cobbe blevet nervøs over det brudte løfte om Effias status som kvinde, nervøs for, at Abeeku ville glemme hende til fordel for en af de andre kvinder i landsbyen. Han havde altid sagt, at hans datter skulle være den første og vigtigste hustru, men nu virkede selv tredjehustru som et spinkelt håb.

Hver eneste dag spurgte han Baaba, hvad der skete med Effia, og hver eneste dag svarede Baaba, at hun endnu ikke var klar. Af bar desperation besluttede han at lade sin datter gå hen til Abeekus hyt-

23

Hjemfærd.indd 23

17/08/2016 07.18

ter en gang om ugen, så manden fik hende at se og huskede, hvor fortryllet han engang havde været af hendes ansigt og figur.

Arekua den Vise, den første af Abeekus hustruer, tog imod dem, en aften de kom. ”Undskyld, mama,” sagde hun til Baaba, ”vi ventede jer ikke i aften. De hvide mænd er her.” ”Vi kan godt gå igen,” sagde Effia, men Baaba klemte til om hendes arm. ”Hvis ikke du har noget imod det, vil vi gerne blive,” sagde Baaba. Arekua kiggede mærkeligt på hende. ”Min mand bliver vred, hvis vi kommer for tidligt tilbage,” sagde Baaba, som om det var forklaring nok. Effia vidste, at hun løj. Cobbe havde ikke sendt dem derhen den aften. Det var Baaba, der havde hørt, at de hvide mænd ville være der, og insisteret på, at de gik derhen og hilste på. Arekua forbarmede sig og gik hen for at spørge Abeeku, om de måtte blive. ”I spiser sammen med kvinderne, og hvis mændene kommer ind, siger I ikke noget,” sagde hun, da hun kom tilbage. Hun førte dem længere ind i klyngen. Effia så hytte efter hytte glide forbi, indtil de gik ind i den, hvor hustruerne var samlet for at spise. Hun satte sig ved siden af Millicent, hvis gravide mave var begyndt at kunne ses; den var ikke meget større end en kokosnød, og sad lavt.

Arekua havde lavet en gryderet med palmeolie og fisk, og de langede til, indtil fingrene var helt orange.

Kort efter kom en huspige, som Effia ikke havde set før, ind i rummet. Hun var en lillebitte pige, kun et barn, med blikket rettet stift ned i jorden. ”Undskyld, mama,” sagde hun til Arekua. ”De hvide mænd vil gerne vises rundt i hytterne. Høvding Abeeku siger, at I skal sørge for at være præsentable for dem.” ”Hent noget vand til os, hurtigt,” sagde Millicent, og da tjenestepigen kom tilbage med en spand vand, vaskede de alle hænder og læber. Effia rettede på sit hår, slikkede håndfladerne og gned fingrene hen over de småbitte babykrøller, der lå ind til hovedet. Da hun var færdig, fik Baaba hende til at stille sig mellem Millicent og

24

Hjemfærd.indd 24

17/08/2016 07.18

Arekua, foran de andre kvinder, og Effia gjorde sit bedste for at virke mindre og ikke tiltrække sig opmærksomhed.

Inden længe kom mændene ind. Abeeku så ud, som en høvding skulle se ud, tænkte Effia, stærk og mægtig, som kunne han løfte ti kvinder op over hovedet mod solen. To hvide mænd kom ind bag ham. En af dem tænkte Effia måtte være de hvide mænds høvding, for den anden skævede hele tiden over mod ham, før han bevægede sig eller sagde noget. Denne hvide høvding havde det samme tøj på som de andre, men der var flere blanke guldknapper på hans jakke og på flapperne over hans skuldre. Han så ældre ud end Abeeku, med grå nister i det mørkebrune hår, men han stod rank, som en leder skulle stå. ”Her er kvinderne. Mine hustruer og børn; mødrene og døtrene,” sagde Abeeku. Den mindste og mest forsagte af de hvide mænd iagttog ham nøje, mens han sagde det, og vendte sig derefter om mod den hvide høvding og talte deres fremmedartede tungemål.

Den hvide høvding nikkede og smilede rundt til dem alle, kiggede indgående på hver af kvinderne og sagde goddag på sit gebrokne fante.

Da hans ”goddag” nåede til Effia, kunne hun ikke lade være med at fnise. De andre kvinder tyssede på hende, og flovheden skød som varme op i kinderne. ”Jeg lærer stadig,” sagde den hvide høvding og lod blikket ­hvile på Effia, mens hans fante hang som en hæslig klang i hendes ører.

Han fastholdt hendes blik, i hvad der føltes som flere minutter, og Effia mærkede huden blive endnu varmere, mens hans blik forvandledes til noget mere lystent. De mørkebrune ringe om hans pupiller lignede store skåle, som småbørn kunne drukne i, og netop sådan så han på Effia, som ville han fastholde hende dér, i sine druknende øjne. Pludselig skød farven op i hans kinder. Han vendte sig om mod den anden hvide mand og sagde noget. ”Nej, hun er ikke min hustru,” sagde Abeeku, da manden havde oversat for ham, uden at skjule irritationen i sin stemme det mind-

25

Hjemfærd.indd 25

17/08/2016 07.18

ste. Effia bøjede hovedet, flov over at have gjort noget, der påførte Abeeku skam, flov over, at han ikke kunne kalde hende sin hustru.

Og også flov over, at han ikke havde kaldt hende ved hendes navn: Effia den Skønne. I det øjeblik følte hun en brændende trang til at bryde sit løfte til Baaba og præsentere sig som den kvinde, hun var, men før hun nåede at sige noget, gik mændene igen, og hendes mod dalede, da den hvide høvding kiggede tilbage på hende og smilede.

Hans navn var James Collins, og han var den nyudnævnte guvernør på Cape Coast-fortet. Inden for en uge var han vendt tilbage til landsbyen for at anmode Baaba om Effias hånd. Cobbes raseri over frieriet fyldte alle rummene som varm damp. ”Hun er så godt som lovet bort til Abeeku!” råbte han ad Baaba, da Baaba sagde til ham, at hun overvejede tilbuddet. ”Ja, men Abeeku kan ikke gifte sig med hende, før hun begynder at bløde, og vi har ventet i flere år nu. Jeg siger dig, kære mand, jeg tror, hun blev forbandet i den brand – en dæmon, der aldrig bliver kvinde. Tænk lige over det. Hvilket væsen er så smukt, men må ikke røres? Alle tegnene på kvindelighed er der, men alligevel – intet.

Den hvide mand vil gifte sig med hende under alle omstændigheder. Han ved ikke, hvad hun er.”

Effia havde hørt den hvide mand tale med hendes mor tidligere på dagen. Han ville betale tredive pund med det samme og femogtyve shillings om måneden i omsættelige varer til Baaba som brude­ pris. Mere, end selv Abeeku ville kunne tilbyde; mere, end der var blevet tilbudt for nogen anden fantekvinde i denne landsby eller den tilstødende.

Effia kunne høre sin far trave hvileløst rundt hele aftenen. Hun vågnede endda næste morgen til samme lyd, hans fødders støtte rytme mod den hårde lerjord. ”Vi må få Abeeku til at tro, at det var hans idé,” sagde han til sidst.

26

Hjemfærd.indd 26

17/08/2016 07.18

Og så blev høvdingen kaldt hen til dem. Han sad ved siden af Cobbe, mens Baaba fortalte ham sin teori: at den brand, der havde ødelagt så stor en del af deres families værdier, også havde ødelagt barnet. ”Hun har krop som en kvinde, men noget ondt lurer i hendes ånd,” sagde Baaba og spyttede på jorden for at give sine ord eftertryk. ”Hvis du gifter dig med hende, vil hun aldrig skænke dig børn.

Hvis den hvide mand gifter sig med hende, vil han se velvilligt på landsbyen, og så vil din handel blomstre.”

Abeeku gned sig i skægget, mens han overvejede det. ”Bring mig den Skønne,” sagde han til sidst. Cobbes andenhustru førte Effia ind i rummet. Hun skælvede og havde så ondt i maven, at hun var bange for at komme til at tømme sine tarme lige dér foran dem alle sammen.

Abeeku rejste sig op, så han stod foran hende. Han lod fingrene glide hen over hendes ansigts landskab, kindernes bakker, næse­ borenes huler. ”Smukkere kvinde er aldrig født,” sagde han til sidst.

Han vendte sig om mod Baaba. ”Men jeg indser, at du har ret. Hvis den hvide mand vil have hende, kan han få hende. Til gavn for vores forretninger med dem. Til gavn for landsbyen.”

Cobbe, den store, stærke mand, brast utilsløret i gråd, men Baaba holdt hovedet højt. Da Abeeku var gået, gik hun hen til Effia og fremdrog et vedhæng med en sort sten, der glitrede, som var den belagt med guldstøv.

Den lagde hun i Effias hænder og bøjede sig ind mod hende, indtil hendes læber rørte Effias øre. ”Tag den med, når du rejser,” sagde Baaba. ”Et stykke af din mor.”

Og da Baaba omsider trak sig væk igen, kunne Effia se noget lig lettelse danse inde bag hendes smil. * Effia havde kun været ved Cape Coast-fortet en enkelt gang, hvor hun og Baaba havde vovet sig fra landsbyen ind til storbyen, men hun havde aldrig været indenfor før sin bryllupsdag. Der var et ka-

27

Hjemfærd.indd 27

17/08/2016 07.18

pel i stueplanet, og hun og James Collins blev viet af en præst, der bad Effia om at gentage ord, hun ikke mente, på et sprog, hun ikke forstod. Der var hverken dans, festmåltid, glade farver, glattet hår eller gamle damer med rynkede og bare bryster, der kastede med mønter og viftede med lommetørklæder. Ikke engang Effias egen familie var kommet, for da først Baaba havde fået overbevist dem alle sammen om, at pigen var et ondt varsel, ville ingen have noget med hende at gøre. Den morgen hun drog af sted mod fortet, havde Cobbe kysset hende på hovedet og vinket farvel til hende, vel vidende at den forudanelse om slægtens opløsning og ødelæggelse – den forudanelse, han havde haft på aftenen med branden – ville begynde her, med datteren og den hvide mand.

James havde til gengæld gjort sit yderste for, at Effia skulle føle sig hjemme. Hun kunne se, hvor umage han gjorde sig. Han havde fået sin tolk til at lære ham endnu flere ord på fante, så han kunne fortælle hende, hvor smuk hun var, og at han ville tage sig af hende, så godt han kunne. Han havde kaldt hende det samme, som Abeeku kaldte hende: Effia den Skønne.

Da de var blevet gift, viste James Effia rundt på fortet. I stueetagen i nordfløjen var der lejligheder og lagerrum. I midten var eksercerpladsen, soldaternes kvarter og vagtstuen. Der var en krea­ turfold, en dam, et infirmeri. Et tømrerværksted, en smedje og et køkken. Fortet var en hel landsby i sig selv. Effia gik rundt sammen med James i næsegrus beundring og lod fingrene glide hen over de udsøgte møbler af træ med samme farve som hendes fars hud og silkegardiner så glatte, at de føltes som et kys.

Hun sugede det hele til sig, standsede op ved forhøjningen med de store, sorte kanoner, der pegede ud mod havet. Hun ville gerne hvile sig, før James førte hende op ad sin private trappe, så hun lagde hovedet mod en af kanonerne et kort øjeblik. Så mærkede hun en brise ramme fødderne fra små huller i jorden. ”Hvad er der nedenunder?” spurgte hun James, og det radbrækkede ord på fante, hun fik tilbage, var ”gods”.

28

Hjemfærd.indd 28

17/08/2016 07.18

Så blæste brisen en svag lyd af gråd op. Så svag, at Effia troede, det bare var noget, hun bildte sig ind, indtil hun lagde sig ned med øret mod risten. ”James, er der mennesker dernede?” spurgte hun.

James skyndte sig hen til hende. Han hev hende op fra jorden, greb hende om skuldrene og så hende direkte ind i øjnene. ”Ja,” sagde han roligt. Det var ét ord på fante, han havde mestret.

Effia trak sig væk fra ham. Hun stirrede tilbage i hans gennemborende øjne. ”Jamen, hvordan kan I holde dem dernede, når de græder?” sagde hun. ”Tsk, I hvide mennesker. Min far har advaret mig om jeres skikke. Før mig hjem. Før mig hjem lige nu!”

Hun var ikke klar over, at hun skreg, før hun mærkede James’ hånd på sin mund, presse mod hendes læber, som kunne han tvinge ordene ind igen. Sådan holdt han hende i lang tid, indtil hun var faldet til ro. Hun vidste ikke, om han forstod, hvad hun sagde, men i det øjeblik vidste hun, blot ved hans fingres lette pres mod hendes læber, at han var en mand, der var i stand til at gøre fortræd – at hun skulle prise sig lykkelig for at være på den ene side af hans nederdrægtighed og ikke den anden. ”Vil du hjem?” spurgte James. På et fast, men uklart, fante. ”Dit hjem er ikke meget bedre.”

Effia fjernede hans hånd fra sin mund og stirrede på ham lidt endnu. Hun genkaldte sig sin mors glæde over at se hende rejse og vidste, at James havde ret. Hun kunne ikke tage hjem. Hun nikkede ganske let.

Han gennede hende skyndsomst op ad trappen. På allerøverste etage lå James’ gemakker. Fra vinduet kunne Effia se direkte ud over havet. Fragtskibe som sorte støvpletter i Atlanterhavets våde, blå øje drev så langt ud, at det var svært at se, hvor langt væk fra fortet skibene egentlig var. Nogle var måske tre dage væk, andre kun en time.

Sådan et skib fulgte Effia med øjnene, da hun og James omsider nåede ind i hans soveværelse. Et flimrende gult lys annoncerede dets tilstedeværelse på vandet, og med dette lys kunne Effia lige

29

Hjemfærd.indd 29

17/08/2016 07.18

akkurat ane skibets silhuet, lang og buet som en udhulet kokosnød.

Hun havde lyst til at spørge James, hvad skibet fragtede, og om det var på vej til eller fra, men var blevet træt af at prøve at dechifrere hans fante.

James sagde noget til hende. Han smilede, imens han talte, et forsøg på forsoning. Der gik en næsten umærkbar trækning gennem hans mundvige. Hun rystede på hovedet, prøvede at fortælle ham, at hun ikke forstod, og til sidst gestikulerede han over mod sengen i venstre hjørne af rummet. Hun satte sig. Baaba havde forklaret, hvad der forventedes af hende på bryllupsnatten, før hun drog af sted mod fortet om morgenen, men ingen syntes at have fortalt det til James. Da han nærmede sig hende, skælvede hans hænder, og hun kunne se sveden pible frem på panden. Hun lagde selv sin krop ned. Hun løftede selv op i skørtet.

Sådan blev de ved i flere uger, indtil rutinens tryghed så småt begyndte at dulme den smerte, som savnet af hendes familie havde påført hende. Effia vidste ikke, hvad det var ved James, der beroligede hende. Måske at han altid svarede på hendes spørgsmål, eller den ømhed, han viste hende. Måske at James ikke havde andre hustruer der, som han skulle tage sig af, så alle hans aftener tilhørte hende.

Hun havde grædt, første gang han kom med en gave til hende. Han havde taget vedhænget med den sorte sten, som Baaba havde givet hende, og trukket det på en snor, så Effia kunne gå med det om halsen. Det var altid så beroligende for hende at røre ved stenen.

Effia vidste godt, at det ikke var meningen, hun skulle holde af James, og hun hørte konstant sin fars ord runge inde i hovedet, at han havde ønsket sig mere for hende end at blive en hvid mands fantehustru. Hun huskede også, hvor tæt hun var kommet på virkelig at blive noget. Hele hendes liv havde Baaba slået hende og fået hende til at føle sig lille, og hun havde kæmpet imod med sin skønhed – et tavst, men mægtigt våben, der havde ført hende hen for fødderne af en høvding. Men i sidste ende havde moderen vundet, udstødt hende, ikke bare fra hjemmet, men fra hele landsbyen, så

30

Hjemfærd.indd 30

17/08/2016 07.18

de eneste andre fanter, hun nu så på regelmæssig basis, var hustruerne til de andre soldater.

Hun havde hørt englænderne kalde dem ”piger”, ikke ”hustruer”. ”Hustru” var et ord, der var forbeholdt de hvide kvinder på den anden side af Atlanten. ”Pige” var noget helt andet, et ord, soldaterne brugte for at holde deres hænder så rene, at de ikke fik ballade med deres gud – et væsen, der selv bestod af tre, men kun tillod mennesker at gifte sig med én. ”Hvordan er hun?” spurgte Effia en dag James. De havde udvekslet sprog. Tidligt om morgenen, før James tog ud for at holde opsyn med arbejdet rundt på fortet, lærte han hende engelsk, og om aftenen, når de lå i sengen, lærte hun ham fante. Den aften lod han fingeren glide hen over buen ved hendes kraveben, mens hun sang en sang for ham, som Baaba plejede at synge for Fiifi om aftenen, mens Effia lå i hjørnet og lod, som om hun sov og var ligeglad med, at hun aldrig blev inddraget. James var langsomt begyndt at betyde mere for hende, end en ægtemand burde betyde for en hustru. Det første ord, han havde bedt om at lære, var ”elske”, og han sagde det til hende hver eneste dag. ”Hun hedder Anne,” sagde han og flyttede fingeren fra Effias kraveben til hendes læber. ”Jeg har ikke set hende i meget lang tid.

Vi blev gift for ti år siden, men jeg har været væk i så mange af de år.

Jeg kender hende knap nok.”

Effia vidste, at James også havde to børn i England. Emily og Jimmy. De var fem og ni, undfanget i de få dage han havde orlov og kunne være sammen med sin hustru. Effias far havde tyve børn.

Den gamle høvding havde haft næsten hundrede. Det var ubegribeligt for hende, at en mand kunne være tilfreds med så få. Hun tænkte over, hvordan børnene mon så ud. Hun tænkte også over, hvad Anne mon skrev til James i sine breve. De kom med uforudsigelige mellemrum, fire måneder hér, én måned dér. James læste dem ved sit skrivebord om aftenen, mens Effia lod, som om hun sov. Hun vidste ikke, hvad der stod i brevene, men hver gang James havde

31

Hjemfærd.indd 31

17/08/2016 07.18

læst et af dem, kom han hen i sengen igen og lagde sig så langt som muligt fra hende.

Nu, uden et brev til at holde ham væk, lå James med hovedet på hendes venstre bryst. Da han sagde noget, var hans ånde varm, en vind, der blæste hele vejen ned over hendes mave og ned mellem benene. ”Jeg vil have børn med dig,” sagde James, og Effia krympede sig, bange for ikke at kunne opfylde hans ønske, og også bange for at blive en dårlig mor, fordi hun selv havde en dårlig mor. Hun havde allerede fortalt James om Baabas rænkespil, hvordan hun havde tvunget Effia til at holde sin kvindelighed hemmelig, så hun ville fremstå uegnet for mændene i landsbyen, men James havde bare slået hendes tristhed hen med en latter. ”Så meget desto bedre for mig,” sagde han.

Ikke desto mindre var Effia så småt begyndt at tro, at Baaba kunne have ret. Hun havde mistet sin mødom på bryllupsnatten, men der var gået flere måneder uden graviditet. Nok bundede forbandelsen i en løgn, men måske bar den sandhedens frugt. De gamle i landsbyen fortalte en historie om en kvinde, der angivelig var forbandet.

Hun boede under en palme på den nordvestlige side, og ingen havde nogen sinde kaldt hende ved hendes navn. Hendes mor var død, for at hun kunne overleve, og på hendes tiårs fødselsdag havde hun båret en krukke rygende varm olie fra én hytte til en anden. Hendes far lå og tog en lur på jorden, og hun tænkte, at hun ville skræve hen over ham i stedet for at gå udenom, men snublede og spildte den varme olie ned i ansigtet på ham, så han blev vansiret resten af sit liv, der kun varede femogtyve dage mere. Hun blev forvist fra sit hjem og vandrede hvileløst rundt på Guldkysten i årevis, indtil hun vendte tilbage som syttenårig – en særegen, sjælden skønhed. I den tro, at døden ikke nødvendigvis længere fulgte hende, hvor hun stod og gik, tilbød en dreng, der havde kendt hende som barn, at gifte sig med hende, som hun var, fattig og familieløs. Hun blev gravid på en måned, men da barnet blev født, var det halvkaste. Blåøjet og lyshudet, og det døde fire dage efter. Hun forlod sin mands hjem, den

32

Hjemfærd.indd 32

17/08/2016 07.18

nat barnet døde, og slog sig ned under palmen igen for at straffe sig selv resten af livet.

Effia vidste, at de gamle i hendes landsby kun fortalte historien for at advare børnene om at være varsomme omkring varm olie, men hun undrede sig over slutningen på historien – halvkastebarnet. At dette barn, der var både hvidt og sort, var så stærkt et onde, at det kunne drive kvinden ud i palmeskoven.

Da Adwoa havde giftet sig med den hvide soldat, og da Millicent og hendes mor var kommet spankulerende ind i landsbyen, havde Cobbe rynket på næsen. Han havde altid sagt, at foreningen af en mand og en kvinde tillige var foreningen af to familier. Forfædre, hele historier, fulgte med, men det samme gjorde synder og forbandelser. Børnene var legemliggørelsen af denne enhed, og det var dem, det gik hårdest ud over. Hvilke synder slæbte den hvide mand rundt på? Baaba havde sagt, at Effias forbandelse var fejlslagen kvindelighed, men det var Cobbe, der havde spået om en besudlet slægt. Effia kunne ikke gøre sig fri af tanken om, at hun kæmpede mod sin egen livmoder, kæmpede mod ildens børn. ”Hvis ikke du snart skænker den mand børn, så leverer han dig tilbage,” sagde Adwoa. Hun og Effia havde ikke været veninder, da de boede i landsbyen, men her sås de så ofte som muligt, begge glade for at være tæt på en, der forstod dem, og høre de trygge lyde af deres lokale dialekt. Adwoa havde allerede fået to børn, siden hun forlod landsbyen. Hendes mand, Todd Philips, var kun blevet tykkere, siden Effia sidst så ham, svedig og rødmosset i Adwoas gamle hytte. ”Åh, jeg siger dig – jeg har ligget vandret for Todd, lige siden jeg kom hertil. Jeg venter mig garanteret lige nu.”

Effia gøs ved tanken. ”Jamen, hans mave er så stor!” sagde hun, og Adwoa lo, til hun var ved at kvæles i de jordnødder, hun gumlede på. ”Tsk, det er da ikke maven, man bruger til at lave barnet med,” sagde hun. ”Jeg kan give dig nogle rødder fra skoven. Så lægger du

33

Hjemfærd.indd 33

17/08/2016 07.18

dem under sengen, når du ligger med ham. I aften skal du være som et vilddyr, når han kommer ind i værelset. En løvinde. Hun parrer sig med sin løve, og han tror, det handler om ham, men i virkeligheden handler det om hende, hendes børn, hendes eftermæle.

Hendes kneb er at få ham til at tro, at han er konge af bushen, men hvad betyder en konge? I virkeligheden er hun konge og dronning og alt muligt andet. I aften får vi dig til at leve op til din titel, du Skønne.”

Og Adwoa vendte tilbage med rødder. Ikke almindelige rødder.

De var store og snoede, og når man trak i én trævl, dukkede en ny op i dens sted. Effia lagde en under sengen, og den så blot ud til at mangedobles, skyde ben efter ben ud, indtil det så ud til, at roden ville tage sengen på ryggen og gå sin vej – en særegen ny edderkop. ”Din mand må ikke kunne se noget af den,” sagde Adwoa, og de knoklede løs med at skubbe de trævler ind, der insisterede på at titte frem, hev og sled, indtil der omsider var styr på dem.

Derefter hjalp Adwoa Effia med at gøre sig klar til James. Hun flettede og glattede hendes hår og smurte olie på hendes hud og rødt ler på hendes kinder og læbernes bue. Effia sørgede for, at der duftede af jord og frodighed, da James kom ind om aftenen, som om noget derinde kunne bære frugt. ”Hvad sker der her?” spurgte James. Han var stadig i uniform, og Effia kunne se, at han havde haft en lang dag, så slatten var hans revers. Hun hjalp ham af med jakke og skjorte og trykkede kroppen ind mod hans, som Adwoa havde lært hende. Før han nåede at sanse sin egen forbløffelse, greb hun hans arme og skubbede ham ned på sengen. Ikke siden deres første nat sammen havde han været så forsagt, bange for hendes fremmede krop, de yppige former, så vidt forskellig fra hans beskrivelse af sin kone. Nu pludselig ophidset trængte han ind i hende, og hun kneb øjnene så hårdt i, hun kunne, og lod tungen glide rundt langs læberne. Han stødte hårdere, med tung, anstrengt vejrtrækning. Hun rev ham på ryggen, og han udstødte et brøl. Hun bed ham i øret og trak ham i håret. Han stødte

34

Hjemfærd.indd 34

17/08/2016 07.18

ind mod hende, som prøvede han at trænge igennem hende. Og da hun åbnede øjnene for at se på ham, så hun noget, der mindede om smerte, stå malet i hans ansigt, og aktens hæslighed, sveden og blodet og fugtigheden, som de havde frembragt, lyste op, og hun vidste, at hvis hun var et vilddyr i aften, så var han det også.

Da de var færdige, lå Effia med hovedet på James’ skulder. ”Hvad er dét for noget?” spurgte James og drejede hovedet. Sengen havde rykket sig under dem, så tre af rodens trævler nu lå frit fremme. ”Ikke noget,” sagde Effia.

James fór op og kiggede ind under sengen. ”Hvad er det for noget, Effia?” spurgte han igen, mere myndig i stemmen, end hun nogen sinde før havde hørt ham. ”Det er ikke noget. En rod, Adwoa gav mig. For frugtbarhed.”

Hans læber blev til en tynd streg. ”Hør her, Effia – jeg vil ikke have noget voodoo eller sort magi her på stedet. Det må ikke komme mine mænd for øre, at min pige lægger sære rødder under sengen. Det er ikke kristent.”

Det havde Effia før hørt ham sige. Kristent. Det var derfor, de var blevet gift i kapellet af den strenge, sortklædte mand, som rystede på hovedet, hver gang han så på hende. Han havde også før talt om den ”voodoo”, som han troede, at alle afrikanere tog del i. Hun kunne ikke fortælle ham fablerne om edderkoppen Anansi eller de historier, de gamle fra hendes landsby altid fortalte hende, uden at han blev skeptisk. Efter at være flyttet til fortet havde hun erfaret, at kun de hvide mænd talte om ”sort magi”. Som om magi havde en farve. Effia havde set en omrejsende heks, der gik rundt med en slange om hals og skuldre. Denne kvinde havde haft en søn. Hun sang vuggeviser for ham om aftenen og holdt ham i hånden og gav ham mad, ligesom alle andre. Der var intet mørkt ved hende.

Behovet for at kalde noget ”godt” og noget ”dårligt”, noget ”hvidt” og noget ”sort” var en trang, Effia ikke forstod. I hendes landsby var alt alt. Alt bar vægten af alt andet.

35

Hjemfærd.indd 35

17/08/2016 07.18

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

00

01

02

03

04

05

06

07

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

00 01 02

"En rørende talentfuld forfatter."

New York Times Book Review "En uforglemmelig roman om familier og nationer i for­andring."

Chicago Tribune

New York Times

05

04

"Efterlader læseren med en dyb forståelse for slaveriets brutale realiteter og den følelsesmæsssige skade, som er gået i arv gennem århundrederne."

03

© MI CHA EL L I ONS TA R

00

06

"Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig ... Jeg giver Hjemfærd min uforbeholdne anbefaling. Et klart mustread i 2016."

Roxane Gay, journalist og forfatter

11

10

"Hjemfærd er inspirerende."

Ta-Nehisi Coates, journalist, racedebattør og forfatter

09 12 13

Ét spor i romanen følger Effias efterkommere, som uddanner sig, arbejder for det britiske imperium på Guldkysten og oplever flere krige og uroligheder i Ghana.

Et andet spor følger Esi og hendes efterkommere i Amerika, hvor de pukler i Alabamas plantager og kulminer, migrerer fra Sydstaterne og slår sig ned i Harlem.

08

Effia og Esi er halvsøstre og vokser op i hver sin landsby i 1700-tallets Ghana uden at kende til hinanden.

Effia bliver gift med den britiske guvernør og lever et ubekymret liv på Cape Coast-fortet. Hun er uvidende om, at hendes halvsøster Esi er taget til fange af briterne og sidder i fortets fangekælder for siden at blive skibet af sted til Amerika som slave.

07

er født i Ghana i 1989 og voksede op i Huntsville, Alabama. Hun er bachelor i engelsk fra Stanford University og kandidat i creative writing fra Iowa Writer’s Workshop. Hun fik idéen til debutroman­en Hjemfærd, da hun som 19-årig besøgte Cape Coast Castle i Ghana. Bogen udkommer på over 20 sprog.

"Gyasis fantastiske debut giver et uforglemmeligt syn på Ghana og Amerikas historie."

Publisher's Weekly

16 17 18

roman

"Ingen anden roman har illustreret måden, hvorpå racismen blev institutionaliseret i USA, bedre."

Vogue

15

skildrer to halvsøstre og deres slægt gennem syv generationer og giver et gribende indblik i Ghanas og USA's historie.

14

"Fantastisk ... Hjemfærd må være en af de mest givende læseoplevelser i 2016."

Elle

19 20 21

www.lindhardtogringhof.dk 9

788711 555231

lindhardtogringhof.dk

lindhardt og ringhof

22

Omslag: eyelab.dk efter originaldesign af Peter Mendelsund

23

17/08/2016 17.48

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

24

Hjemfærd STD4 155x231 OMS.indd 1