Heksedrengen

HEKSEDRENGEN

Heksedrengen.indd 1

22/12/17 5:43 pm

LONE THEILS

HEKSEDRENGEN

LINDHARDT OG RINGHOF

Heksedrengen.indd 3

22/12/17 5:43 pm

Heksedrengen Copyright © Lone Theils og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2018 Omslag: Peter Stoltze, Stoltze Design Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2018 Isbn 978-87-11-56844-6 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Heksedrengen.indd 4

22/12/17 5:43 pm

KAPITEL 1

D

et sner næsten aldrig i London. Når fnuggene endelig daler ned over byen, sker der flere ting: De mere legesyge londonere sænker for et øjeblik farten til turisttempo, stirrer drømmende op mod himlen og fantaserer om mere. Håbet om skolelukninger tændes i hjertet på tusindvis af børn. Og trafikken går nærmest i stå.

De færreste britiske biler har vinterdæk, og kun få bilister når at få erfaring med, hvordan det er at køre i sne, før det hele er overstået igen. Landingsbanerne i Heathrow og Gatwick ligger øde hen, mens personalet desperat forsøger at finde nogen til at bemande de ganske få sneplove, der vistnok findes gemt af vejen i en fjern hangar.

I Highgate fik eftermiddagslyset bydelen til at ligne et victoriansk julekort, tænkte Nora, da hun trådte ud af 210’eren ved den gammeldags slagter, der lå lige over for antikvarboghandleren.

Det mælkehvide lag af sne og vinduernes gule lys fik hende et øjeblik til at føle sig som den lille pige med svovlstikkerne, der kun kunne drømme om at komme ind i varmen.

Hun skråede over pladsen og forbi delien, mens hun tjekkede sin telefon igen: Highgate Cemetary om en time. Abioni.

Bussen havde naturligvis siddet fast i vintertrafikken, og nu havde hun kun fem minutter til at nå frem. Hun gik så hurtigt, hun kunne, ned ad den halvstejle Swain’s Lane. Sneen gjorde det smalle fortov glat, og hun måtte hele tiden forsøge at bremse med hælene i sine støvler for ikke at falde.

5

Heksedrengen.indd 5

22/12/17 5:43 pm

Men hvad gjorde man ikke for at få en historie hjem? Nora havde længe forsøgt at få fat i Kweko Abioni på hans universitet i Abuja. Den nigerianske professor var ekspert i terrororganisationen Boko Haram, og han havde lovet hende et interview om emnet til Globalt, når han kom til London i forbindelse med en konference.

Krebsen, der ikke var kendt for sin langmodighed i redaktionel sammenhæng, havde tilladt sig at tvivle på, om hun ville kunne få historien i hus. Men hun havde garanteret sin chef, at med lidt tålmodighed ville hun kunne få et interview med manden, der vidste mere end nogen anden om den organisation, der var berygtet verden over for at angribe uskyldige ofre og kidnappe unge skolepiger.

Efterhånden som konferencen nærmede sig, var det blevet sværere og sværere at få fat i professoren for at få aftalen på plads.

Han svarede ikke på hverken e-mail eller telefon, og Nora var selv begyndt at tvivle på, om interviewet ville blive til noget. Men i går havde Kweko Abioni pludselig ringet efter to ugers tavshed, mens Nora sad midt i en artikel om de interne stridigheder i ­Labour. Hun havde talt med ham i telefonen et par gange tidligere og ­huskede en basstemme så dyb, at det føltes, som om jorden vibrerede en lille smule, når han lo. Nu lød han stresset, da han forklarede, at han allerede var i London, og lovede Nora et interview dagen efter. »Jeg sender tid og sted i morgen. Jeg er nødt til at være forsigtig,« havde han sagt.

Med Noras kendskab til Boko Harams metoder havde det ikke overrasket hende, at professoren måtte være diskret. Men inden hun nåede at sige mere, havde han lagt røret på.

Han havde lydt så mærkelig, at Nora ikke engang havde fortalt Krebsen, at hun havde en halv aftale på plads. Hun ville først være sikker på, hvad hun kunne få hjem, og formiddagen

6

Heksedrengen.indd 6

22/12/17 5:43 pm

var gået uden noget livstegn, indtil hun for en time siden havde fået sms’en.

Nu stod hun ved indgangen til Highgate Cemetary. Den victorianske kirkegård var oprindeligt anlagt i 1839 med henblik på det bedre borgerskab i det nordlige London. Men den var endt med at blive det sidste hvilested for så forskellige personligheder som Karl Marx, George Michael og den tidligere russiske spion Aleksandr Litvinenko.

Nora drejede ind gennem smedejernslågen og gik over mod en lille flok mennesker, der stod og skuttede sig i kulden foran kapellet ved kirkegårdens afdeling vest.

Hvis Kweko Abioni havde håbet på at kunne gemme sig i mængden, havde han valgt et af verdens dårligste steder. Den solide skikkelse, der passede bedre til en sværvægtsbokser end en akademiker, skilte sig ud som et stort mørkt udråbstegn i mængden af turister, som ventede på at blive vist rundt på den del af kirkegården, der var så faldefærdig, at der kun var adgang i selskab med en af de mange frivillige guider.

Nora gik over til ham. »Professor Abioni? Jeg er Nora Sand.« Han studerede hende et øjeblik, smilede kort og rakte hende en billet. »Goddag,« sagde han. »Vi skal på rundvisning?« Han nikkede og så sig nervøst omkring. »Jeg ved godt, at det måske er et lidt aparte mødested, men når jeg fortæller dig hvorfor, håber jeg, du vil forstå.« Nora nikkede og stak hænderne i lommen på sin overfrakke, mens hun betragtede Abioni. Han lignede så langt fra det foto, hun havde set af ham på universitetets hjemmeside. Han havde tabt sig, og poserne under hans øjne fik ham til at se ti år ældre ud.

7

Heksedrengen.indd 7

22/12/17 5:43 pm

Guiden lignede en pensioneret oberst, komplet med ­sixpence på issen, overskæg, rank ryg og en lille stok, som han brugte til at genne flokken af besøgende sammen. Da alle stod samlet i den indre gård med forbindelse til selve kirkegården, bød han dem velkommen og formanede dem om hele tiden at holde sig til gruppen. »Ingen får lov til at udforske på egen hånd her. Kirkegården er alt for skrøbelig, og hvis I ikke følger med, forsinker I alle de andre,« sagde han og sendte gruppen et fast blik, som Nora gættede på havde fungeret overfor uvorne rekrutter i årtier.

Nora og Abioni gik bag et brasiliansk par, der var livligt optaget af, hvilken kameralinse der passede bedst til vejret.

Kort efter stoppede guiden ved Aleksandr Litvinenkos grav og gik i gang med beretningen om, hvordan den tidligere FSB-agent lå indkapslet i et tykt lag bly efter at være blevet forgiftet med det radioaktive materiale polonium 210 i et drab, der stadig ikke officielt var opklaret.

Mens flere i gruppen tog fotos og gik nærmere for at se portrættet af den mand, der havde trodset magtfulde russiske kræfter, trak Abioni Nora lidt til side. »Hør her. Jeg står i en forfærdelig situation. Jeg har rodet mig ud i noget, der kan koste mig og måske flere andre livet.« Nora så bekymret på ham. »Boko Haram?« Abioni rystede på hovedet. »Det her trækker tråde til mange andre steder. Jeg har været nødt til at flygte og gå under jorden her i London, men nu har de måske fundet mig,« sagde han lavt. »Hvem?« Abioni skar ansigt. »Jeg er ikke helt sikker.«

8

Heksedrengen.indd 8

22/12/17 5:43 pm

De gik videre under de nøgne sorte grene, der aftegnede sig som filigran mod en sølvgrå himmel. Forbi frønnede englefigurer med snepudrede skuldre og gravsten, der stak op af skovbunden som rådne tænder, der var ved at falde ud. Nora forstod godt, hvorfor det ene filmselskab efter det andet pressede på for at få lov til at optage vampyr- og gyserfilm på kirkegården. Hun forstod også, hvorfor de fik nej. Stedet lignede noget, der ville falde fra hinanden, bare et filmhold med fuldt udstyr kastede et blik på det. »Forklar mig det hele. Hvorfor har du været nødt til at gå under jorden?« spurgte Nora. »Efterhånden som jeg har arbejdet mere og mere med at kortlægge Boko Haram, har jeg også været nødt til at se på, hvordan de kidnapper børn i Nigeria,« forklarede Abioni næsten hviskende.

Nora nikkede.

Hun havde tidligere interviewet Abioni over telefonen i forbindelse med den hjerteskærende historie om kidnapningen af over 200 piger fra en skole i Borno-provinsen i Nigeria. Terrorgruppen var kommet om natten og havde kørt pigerne væk på lastbiler. Væk til et liv som slaver. Mindreårige soldaterhustruer, der græd hver nat efter deres mor og far. Abioni var et af de mennesker, der forsøgte at forhandle med gruppen på vegne af de fortvivlede forældre. Desværre uden det store held. »Boko Haram er ikke de eneste, der kidnapper børn i Nigeria,« sagde han. »Hvordan skal det forstås?« »Mit navn kom frem i forbindelse med forhandlingerne med Boko Haram, og kort efter blev jeg kontaktet af andre forældre.

Forældre, der også havde mistet børn. Fået dem regulært stjålet.

Men ikke af Boko Haram.«

9

Heksedrengen.indd 9

22/12/17 5:43 pm

Inden Abioni nåede at sige mere, så guiden på dem med et strengt blik. »Det er vigtigt, at vi holder sammen som gruppe. Vi kan ikke lade folk spadsere frit rundt herinde. Sådan er reglerne,« sagde han højt.

Nora og Abioni satte farten op og nåede hurtigt flokken i den ægyptiske allé, der bestod af en række familiegravtomter placeret i en cirkel rundt om et flere hundrede år gammelt cedertræ. Sneen dalede ned og lagde sig som puder på de tykke sorte grene. Det var, som om den dæmpede byens normale lyde og lod dem gå i stilhed blandt de døde. »Du taler om organiseret børnekidnapning? Hvor mange børn drejer det sig om?« »Hundredvis, tror jeg.« Nora lod den oplysning bundfælde sig. Det virkede usandsynligt, at hundredvis af børn bare kunne forsvinde ud af det blå, uden at nogen ville tage affære. »Er du den eneste, der kender til det her? Hvordan kan det lade sig gøre? Hvem skulle stå bag det, og hvordan slipper de af sted med det?« »Jeg er ikke sikker på, hvem der sidder i toppen af netværket.

Men det er nogle meget, meget magtfulde mennesker. Og de ved, at jeg er kommet for tæt på, og jeg frygter, at de også ved, at jeg er i London nu,« sagde han og så sig over skulderen. »Men du er vel sikker her?« mente Nora.

Abioni rystede på hovedet. »Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at holde lav profil. Forsøger at bruge min telefon mindst muligt. Holder igen med at bruge mit kreditkort. Men jeg frygter det værste.« Et par fnisende hollandske piger gik ind foran Nora og tog en selfie med en af tomterne i baggrunden. Abioni tav igen. »Du tror, de har fundet dig?«

10

Heksedrengen.indd 10

22/12/17 5:43 pm

Abioni nikkede dystert. »Hvorfor går du ikke til politiet?« »Fordi jeg er bange for, at det vil gå ud over Maria,« sagde han. »Hvem er Maria?« »Min assistent, Maria Nua. De har hende.« »Har de kidnappet din assistent?« sagde Nora alarmeret.

Albioni trak på det. »Nej. Ikke helt. Hun har selv … valgt at slutte sig til de her mennesker.« De gik videre, mens guiden fortalte historien om cirkusdirektøren, der havde sørget for, at der ville blive placeret en statue af en løve på hans grav, og om den gamle hestehandler, der for altid hvilede under en lille tyk pony i sten. »Okay. Jeg er nødt til at forstå det her. Hvem er det, du siger, der kidnapper de her børn?« Abioni skævede over mod hende. »Hvordan ved jeg, at jeg kan stole på dig?« Nora sukkede. »Det var dig selv, der bragte de her ting på bane. Men jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke står i ledtog med nogen som helst i Nigeria, hackere, kidnappere eller andre,« sagde hun.

Der kom et lille smil på Abionis læber, men det forsvandt igen lige så hurtigt som et smeltende snefnug.

Nora forsøgte igen. »Sig mig lige: Hvorfor kommer du til mig? Hvis det er en skandale af det omfang, som du fortæller mig her, hvorfor så ikke ­Times eller en af de andre store aviser?« »Jeg tør ikke. Jeg ved ikke, hvor de har deres spioner henne. Og så ringede du på det rigtige tidspunkt.« Nora rynkede panden. »Siger du til mig, at de her børnekidnappere kan have folk placeret på britiske avisredaktioner? Det har jeg meget svært ved at tro.«

11

Heksedrengen.indd 11

22/12/17 5:43 pm

Abioni mødte hendes blik. Han var dødsens alvorlig. »Måske ikke direkte på redaktionerne. Men andre steder. Måske er det ham, der kører mig ind på redaktionen i en taxi. Måske er det receptionisten, jeg ringer til for at komme igennem til en journalist. Du arbejder alene, så risikoen er mindre.« »Men hvem er de mennesker?« Abioni lukkede øjnene kort. »Har du nogensinde hørt om Guds Børn?« Nora rystede på hovedet.

Abioni så sig igen omkring, som om han ventede, at nogen stod på spring bag de gamle statuer af sørgende engle. Et hæst skrig fra en ravn fik ham til at fare sammen.

De fulgte efter flokken af turister op mod, hvad guiden tydeligt lod mærke var et af turens højdepunkter. Han så direkte på Nora, da han bad alle om at vise den respekt at være stille, da de trådte ind i en mørk bygning, som han betegnede som katakomberne.

Fugten og kulden drev fra væggene i det sparsomme lys, der viste hylde efter hylde med beholdere indeholdende for længst afdøde londonere.

Rummets trøstesløshed og insisteren på, at døden kommer til alle, lagde sig som en dyne over gruppen, og folk begyndte at hviske i stedet for at tale sammen. Det var som en trykken for brystet, og Nora længtes efter vintergækker og et lille glimt af solen. »Det er en kirke, og den breder sig hele tiden,« hviskede Abioni. »Hvad mener du?« hviskede hun tilbage.

Guiden gik helt hen til Nora og gjorde yderligere samtale umulig, mens han med en underlig dvælen ved det makabre forklarede om moderne gravrøvere og om, hvordan den nærliggende pub The Flask engang havde lagt lokaler til en ulovlig obduktion.

Fem minutter senere var gruppen tilbage i det efterhånden lyslilla skumringslys, og Nora følte, at hun igen kunne trække vejret frit.

12

Heksedrengen.indd 12

22/12/17 5:43 pm

Hun vendte sig om for at fortsætte samtalen med Abioni, men han var ingen steder at se. Guiden havde også opdaget hans fravær. »Hvor er Deres ledsager, miss?« spurgte han.

Nora så sig forvirret om. »Det … det ved jeg ikke.«

Heksedrengen.indd 13

22/12/17 5:43 pm

KAPITEL 2

G

uiden storkede tilbage med raske skridt, mens Nora fulgte efter. »Jeg vidste, at han var typen, der ikke fulgte med gruppen.

Man ser det ved første blik,« sagde han vrissent.

De trådte ind i katakombernes mørke og fandt Abioni tæt på udgangen, hvor han støttede sig tungt op ad muren. »Undskyld. Jeg fik et mindre ildebefindende,« forklarede han til guiden, der straks gik i samaritanermode og tilbød drikkevand og sit eget halstørklæde.

Den afrikanske professor så decideret dårlig ud. Hans mørke hud havde et grønligt skær, og der var en lille bræmme af svedperler langs hans hårgrænse. »Er du okay?« spurgte Nora. »Egentlig ikke. Jeg har det ikke så godt med små lukkede rum,« sagde han med et forpint smil.

De gik videre sammen med resten af den ventende gruppe ned ad en skrånende sti, hvor mausoleerne lå side om side som små rækkehuse.

Turen var ved at være færdig, så Nora og Abioni lod sig igen sakke bagud, så de kunne tale uforstyrret. »Lad os tage den fra begyndelsen. Hvordan opdagede du de her kidnapninger?« »Det var Maria, der kom til mig. Hendes nevø var blevet taget.

Hun bad mig om at skride ind.« »Så hun vidste, hvem der havde kidnappet ham?«

14

Heksedrengen.indd 14

22/12/17 5:43 pm

»Det var ikke så simpelt. Forældrene havde selv sendt ham af sted.« »Men han var blevet taget, sagde du?« »Ja. Af Guds Børn.« »Men hvis forældrene selv havde sendt ham?« »De var blevet snydt og manipuleret, sagde Maria.« »Så du skred ind for at hjælpe hende?« Abioni nikkede bittert. »Ja. Det var min fejl. Jeg vidste ikke, hvem jeg havde med at gøre.« »Hvad mener du?« »Dagen efter jeg havde henvendt mig til Guds Børn, mødte jeg som sædvanlig på arbejde på universitetet. Da jeg kom ind på mit kontor, var alt kaos. Mit skrivebord var smadret til pindebrænde, og min computer var væk.« »Det lyder voldsomt, men kan det ikke bare have været et almindeligt indbrud?« Abioni rystede på hovedet. »Jeg lukkede døren bag mig og forsøgte lade være med at gå i panik. Jeg tænkte, at jeg måtte danne mig et overblik over, hvad der var væk, inden jeg ringede til politiet. Men næsten alt var forsvundet eller ødelagt. Alle mine personlige noter og papirer om Boko Haram. Notater og optegnelser fra flere års arbejde.

De papirer, der ikke var væk, var revet til konfetti eller lå på gulvet og var trådt på. Hver en bog var revet ud af reolen. De havde ledt efter noget. Og de havde tilsyneladende ikke fundet det.« »Hvad ledte de efter?« »Min notesbog.« »Hvorfor fandt de den ikke?« »Jeg havde taget den med hjem for at arbejde på et nyt spor.

Derfor lå den ikke på kontoret, som den plejede. Jeg gemte den på

15

Heksedrengen.indd 15

22/12/17 5:43 pm

en kollegas kontor, inden jeg ringede til politiet. Det skulle vise sig at være en klog beslutning.« »Hvad står der i den?« »Livsfarlig viden.« Nora skævede op mod Albioni. »Du bliver nok nødt til at være lidt mere konkret.« Han nikkede og så op mod de snepudrede trækroner. »Du skal nok få lov til at se den.« De gik videre. Sneen var begyndt at forvandle sig til sjap på de brede stier, og Nora frøs om fødderne. »Så du kontaktede politiet og anmeldte indbruddet?« Abioni nikkede. »Ja. I begyndelsen troede jeg jo, at politiet kunne hjælpe. Det var en fejl.« »Hvad fik dig til at ændre opfattelse?« »De kom hurtigere, end jeg havde regnet med. De var der i løbet af to minutter, faktisk. Som om de havde stået og ventet på mig. De forklarede, at de havde fået et anonymt tip og derfor havde ransaget mit kontor. De antydede, at der var blevet fundet kompromitterende materiale. Papirer, der beviste, at jeg var i ledtog med Boko Haram.« Nora så vantro på ham. »Hvad? Altså, selvfølgelig har du papirer om Boko Haram på dit kontor. Du forsker i Boko Haram!« »Det forsøgte jeg også at forklare dem. Men de hørte ikke efter. De var tre. En overordnet og to betjente, der eskorterede mig ud af universitetet med besked om, at næste gang ville jeg blive arresteret.« »For hvad?« Abioni så ned i jorden. »Terrorisme, lød det som om. De forklarede mig, at de havde beslaglagt min computer, og truede mig med, at der lå alle mulige ting på den, som ville kunne føre til dødsstraf.«

16

Heksedrengen.indd 16

22/12/17 5:43 pm

»Og nu er du i London?« Abioni nikkede. »Jeg turde ikke blive i landet længere.« Efter knap tre kvarter stod de igen på den plads, hvor turen var begyndt. Guiden rundede af, understregede, at han arbejdede gratis og opfordrede deltagerne til at donere penge til kirkegårdens vedligehold. »Kan vi ikke lige drikke en kop kaffe? Jeg er nødt til at vide mere, hvis jeg skal skrive om det her.« Abioni trak lidt på det. »Jeg ved ikke rigtigt. Jeg er nødt til at passe på.« »Kom nu. Jeg er nødt til at få flere oplysninger. Har du noget dokumentation?« »Jeg har kun mine håndskrevne noter tilbage. Datoer og navne og den slags. Men jeg har gemt notesbogen på et sikkert sted.

Indtil situationen falder til ro.« »Men du kan vel godt ridse de vigtigste datoer op for mig og give mig nogle navne, jeg kan gå videre med her og nu?« »Hvis du kan finde et sted, hvor vi ikke tiltrækker os nogen opmærksomhed. Et sted, hvor ingen kan se os fra gaden eller høre os tale sammen,« sagde han til sidst. »Jeg kender en café længere oppe ad bakken. Hvis man sidder nede bagi, kan man ikke ses udefra, men man kan selv holde øje med, hvem der kommer og går,« lovede Nora.

Abioni nikkede. »Okay.« Flokken af turister var ved at gå i opløsning. Folk gik ind i butikken og købte postkort og bøger. Andre søgte over på den anden side af gaden for at tage selfies foran busten af Karl Marx. »Vent lige her,« sagde Nora og drejede om hjørnet, hvor hun fra tidligere besøg vidste, at toilettet lå.

17

Heksedrengen.indd 17

22/12/17 5:43 pm

Der var optaget, og hun ventede i, hvad der føltes som en evighed, mens hun stod med krydsede ben i kulden. Så mistede hun tålmodigheden og bankede på. Det skramlede lidt, og det brasilianske par med kameraet tumlede ud med røde kinder og uglet hår.

Inde på toilettet bimlede Krebsen med vanlig sans for timing med sin egen Big Ben-ringetone nede fra hendes taske. »Sand her,« sagde hun og håbede, at det rungende ekko ikke røbede, hvor hun sad. Men som sædvanlig var Krebsen mindre optaget af, hvad Nora var i gang med end af, hvad han ville have hende til at lave i den nærmeste fremtid. »Du. Hvordan kunne vi egentlig misse hele den der Ninette-­ sag? Nu kører den på nettet hos de andre aviser, og vi har ikke noget håndskrevet fra London,« sagde han anklagende. »Ninette? Realitystjernen Ninette?« spurgte Nora vantro. »Ja. Skilsmissen!« Nora havde godt læst, at den danske realitystjerne stod midt i en grim skilsmisse fra en rig russisk oligark, som hun boede sammen med i London, men med samme interesse, som hun læste vejrudsigter og sportsresultater. Hun konstaterede, at de stod i avisen, men mente helt fundamentalt ikke, at det kom hende ved. »Det er da ikke en Globalt-historie? Det er jo bare sladder og paparazzi-fotos. Ikke noget for os.« Krebsen sukkede demonstrativt. »Det er lige præcis, hvad det er, Sand. Lige nu bliver vi smadret af konkurrenterne på den historie. Du er i London, og du kan skrive den meget bedre end nogen anden.« Nora trak vejret dybt.

Det var snart umuligt at vide, hvad der skulle dækkes fra London, efter at Globalt havde ansat en ny chef, der skulle styrke magasinets profil og online-tilstedeværelse. Steffen Halskov havde lovet intet mindre end en revolution, da han trådte til. For et mi-

18

Heksedrengen.indd 18

22/12/17 5:43 pm

nimalt beløb ville han firedoble antallet af besøgende på Globalts website på mindre end et år. Bestyrelsen labbede det i sig, som var de en bridgeklub til gratis sherrysmagning, og de havde ansat Halskov hurtigere, end man kunne nå at sige clickbait.

Problemet var bare, at hele Halskovs model var baseret på, at journalisterne skulle levere dobbelt så meget arbejde til den samme løn.

Krebsen havde forsikret dem om, at alt ville komme til at gå fremragende, så længe korrespondenterne bare tog sig sammen og var omstillingsparate, og han havde vagt truet med, at der ellers ville komme »rationaliseringer«. Men Nora kunne ikke rigtig få noget klart svar på, hvilke historier hun nu skulle dække og hvor hurtigt.

Krebsen brød hendes tankerække. »Hvornår kan du aflevere?« Hun klemte mobilen fast mellem hagen og skulderen, mens hun diskret vaskede hænder og tørrede dem med en papir­ serviet. »Måske i aften. Jeg har et møde med en kilde lige nu, ham der forsker i Boko Haram, kan du huske, vi har talt om, at …« Krebsen afbrød hende. »Det er ikke hurtigt nok. Vi skal bruge historien nu. Om halvanden time senest, så vi kan nå fyraftenstrafikken på sitet. Du må aflyse kilden. Det er fint nok, at du laver de der dybdeborende historier, men vi må tænke lidt på vores tal.« »Jamen …« »Det var ikke et debatoplæg, Sand. Du kan se den mand i morgen. Jeg regner med din historie,« sagde Krebsen og lagde på.

Nora smækkede døren ind til toilettet i arrigskab og beredte sig på at gå ud og fortælle Abioni, at hun var blevet omdirigeret.

Han ville sikkert blive endnu mere nervøs, end han var i forvejen.

Måske ville han trække i land.

19

Heksedrengen.indd 19

22/12/17 5:43 pm

Hun overvejede, om hun simpelthen skulle forsøge at lokke ham med hjem til sig selv, så han ikke løb nogen vegne. Han kunne vel sidde og se lidt nyheder, mens hun skrev, og så kunne de spise aftensmad sammen, mens han fortalte mere om de forsvundne børn.

Men da hun drejede om hjørnet igen, var pladsen foran kirkegårdens smedejernslåge tom, kun en ældre herre stod og var ved at låse. »Nå. Det var godt, du kom. Ellers var du blevet låst inde sammen med gravene for natten. Du ville ikke være den første,« gnæggede han.

Nora så sig omkring. »Der stod en herre her og ventede på mig. En stor, mørk mand i en mørkegrøn frakke. Har du set ham?« Manden rystede på hovedet. »Nej. Der var ikke nogen, da jeg kom ud. Den sidste rundvisning er slut for i dag.« Nora gik over i afdeling øst på den anden side af vejen, men en kvinde i et lille hus ved indgangen stoppede hende. »Vi tager ikke flere besøgende nu. Vi er ved at lukke for i dag.« Nora beskrev Abioni for hende, men kvinden rystede på hovedet. »Jeg har ikke set ham og helt sikkert ikke lukket ham ind,« sagde hun og gennede Nora ud.

De hollandske piger fra turen stod på gaden og studerede deres telefoner, mens de trykkede frem og tilbage på en app med kort over Londons undergrundssystem. »Har I set den mand, jeg gik sammen med?« spurgte hun.

De rystede synkront på hovedet som et sæt tvillinger.

Uroen satte sig i kroppen. Hun spejdede op og ned ad Swain’s Lane og forsøgte at regne ud, hvilken vej han var gået. Op eller ned?

20

Heksedrengen.indd 20

22/12/17 5:43 pm

Hun søgte tilbage mod torvet og busserne, mens hun forsøgte at ringe til det nummer, Abioni havde sendt sms’en fra.

Netop som der var forbindelse, var det, som om hun hørte en skrattende ringetone få meter væk. Kom det inde fra kirkegården?

Hun spejdede ind mod de nøgne træer i det tiltagende tusmørke. En kvinde med klapvogn gik forbi hende med en mobil for øret. Det måtte være hendes telefon, hun havde hørt.

Forbindelsen var afbrudt, og hun ringede op igen. Denne gang gik den direkte til svareren. »Det er Nora. Hvor er du? Vær sød at ringe. Jeg kan ikke finde dig.« Måske havde han fået det dårligt igen? Hvad var der sket, mens hun stod og ventede på de brasilianske turtelduer? Ville han ikke have givet besked, hvis han havde fået kolde fødder i forhold til deres aftale? Hun vendte om og gik tilbage til kirkegården. Men nu var smedejernslågen låst og alle tilsyneladende gået hjem.

Hun ruskede lidt i gitteret, men alt var tyst derinde. Mens hun overvejede situationen, ringede den jourhavende på nettet. »Hvornår regner du med at aflevere? Vi har planlagt, at Ninette-­ historien skal køre top her til aftentrafikken,« sagde han. »Slap nu af. Jeg har lige fået opgaven for ti minutter siden,« hvæsede hun. »Godt ord igen. Jeg regner med den inden for en time så,« sagde han uden at hæve stemmen.

Nora ringede til Abioni igen. Stadig intet svar.

Hun lagde for en sikkerheds skyld både sit nummer og sin adresse på svareren og bad ham igen om at vende tilbage eller komme forbi hurtigst muligt. Så småløb hun igennem snesjappet over til stoppestedet og nåede lige at kaste sig ind i bussen, inden den satte kursen mod Belsize Park.

Heksedrengen.indd 21

22/12/17 5:43 pm

KAPITEL 3

T

uren hjem havde været pinagtigt langsom, og hun var allerede presset på tid, inden hun satte sig ved skrivebordet. Hun havde forsøgt at læse op på det vigtigste, mens bussen sneglede sig igennem de smalle gader i Nordlondon og samlede pensionister og skolebørn op ved hvert eneste stoppested.

Nora skimmede et par interviews på nettet, mens hun balancerede sin iPad på skødet og tog noter.

Den nuværende Ninette lignede ikke helt den 23-årige undertøjsmodel fra Randers, der var braget igennem i et realityprogram, hvor hun havde kysset de fleste drenge uden at blive stemt hjem. Læberne var blevet mere fyldige og barmen så stor og fremstående, at den fik beskueren til at tvivle på tyngdekraftens ubestikkelighed.

Ninette var flyttet til London for at slå igennem internationalt som model, men hendes karriere blev kort. Ikke fordi hun ikke leverede varen med den perfekte krop, et blændende smil og et klassisk, nordisk look. Men fordi hun til en reception på The Dorchester var kommet til at spilde en Dirty Martini ned over Anton Bugakov, en mand, der var vant til at få præcis, hvad han pegede på. Den aften besluttede han sig for at pege på Ninette.

Nora kunne godt se, hvorfor det havde været svært for Ninette at modstå ham. Bugakov var en smuk mand i slutningen af 40’erne, velklædt i knivskarpe Armani-jakkesæt og med et ironisk drag om munden, der sagde, at ja, han vidste godt, at både solbrillerne og de firkantede bodyguards, der halsede efter ham

22

Heksedrengen.indd 22

22/12/17 5:43 pm

som to trofaste bulldogs, var en kliché. Det samme med yachten og sportsvognen og det faktum, at han gik efter en blond trofækone med bryster, han gerne selv ville specificere og betale for. Og at han var aldeles ligeglad med, hvad andre tænkte om den sag.

Han gjorde, hvad der passede ham. Og to dage efter han h ­ avde mødt Ninette, passede det ham at sende sin privatsekretær til en af Ninettes fotosessioner for at overrække hende et diamant­ armbånd fra Bvlgari og en middagsinvitation.

Mindre end et år senere var de gift, Ninette var installeret i et treetagers hus med have i Chelsea, og ingen andre end Bugakov fik siden lov til at se hende i undertøj.

Det overdådige bryllup, hvori halvdelen af Chelseas fodboldhold havde deltaget, og Putin angiveligt havde sendt et sæt golfkøller som gave med en undskyldning om, at han desværre måtte deltage i et G8-møde den weekend, fandt sted for ti år siden.

Og nu skulle parret skilles. Skulle man tro de britiske sladderblade, stod Ninette til at indkassere så mange millioner pund ved skilsmissen, at hun med et snuptag ville komme på listen over Danmarks allerrigeste.

Hvis altså Bugakov fredeligt valgte at dele sin formue med hende. Det var der ikke meget, der tydede på. Nora fandt frem til en artikel fra The Sun, der mente at vide, at Bugakov havde hyret den selvsamme advokat som en berømt rockstjerne.

Under rockstjernens skilsmissesag havde advokaten fået den kommende ekskone til at miste besindelsen i en sådan grad, at hun i raseri havde kastet et ringbind efter advokaten. Mens retssalen sad i chokeret tavshed, rettede advokaten roligt på spadsere­ dragten, vendte sig om mod dommeren og bemærkede, at den ærede domstol vist hermed havde fået demonstreret den urimelige opførsel, der havde fået hendes berømte klient til at begære skilsmisse.

23

Heksedrengen.indd 23

22/12/17 5:43 pm

Men fordelingen af pengene var ikke det eneste, Ninette og Anton Bugakov ikke kunne blive enige om.

Parrets otteårige søn Nicholas var det helt store stridspunkt.

Bugakov ville beholde ham i London, sende ham på Eton, videre til Cambridge og uddanne ham til at overtage Bugakovs AB Oil og alle de andre forretninger, der hørte med til familieforetagendet. Ninette holdt derimod på, at drengen ville have bedst af en opvækst hjemme i Randers.

Nora kunne se dækningen for sig: Fager dansk mø med fødderne solidt plantet i Jylland mod ond russisk gangster. Ingen tvivl om, at den historie ville give klik på nettet hjemme i Danmark. Ikke mindst hvis man krydrede med lidt fotos fra Ninettes tidligere karriere og Bugakovs bilpark af Porscher.

Høringen om forældremyndigheden ville starte mandag.

Hun søgte lidt i sit e-mailarkiv og fandt nummeret på en venindes veninde, hun havde mødt til en fødselsdag i Richmond, hvor hun havde underholdt Nora med let tilslørede anekdoter om de celebre skilsmisser, hendes advokatfirma havde specialiseret sig i.

Vera Vianka tog telefonen med det samme, og så snart Nora havde lovet, at hun ikke ville få sit navn i Globalt, holdt hun sig ikke tilbage for at tale rent ud af posen. »Ninette har ikke en ærlig chance for at beholde det barn,« mente Vera. »Jeg kender godt den advokat, han har hyret, og jeg ved, hvad hun koster. Det siger mig, at Bugakov vil gå meget langt for at vinde.« »Og hvad betyder det helt præcis?« »Du må ikke citere mig for det her, ikke engang uden navn.

Men det står til at blive grimt. Jeg har studeret lignende sager med folk med … hvad skal man sige … samme baggrund og kontakter som Bugakov. De helmer ikke, før de vinder, og de kører nogenlunde efter samme skabelon.«

24

Heksedrengen.indd 24

22/12/17 5:43 pm

»Og hvordan er den?« »Først påstår de utroskab. Sommetider er det sandt, andre gange ikke. Hvis det glipper, er der jo altid Demeshev-finten.« »Demeshev-finten?« »Demeshevs kone blev besværlig. Så han hyrede et par læger til at forklare dommeren alt om konens omfattende psykiske problemer. Selvmordstanker, hysteri og paranoia. Jo mere hun benægtede det og forklarede, at han havde betalt for lægeerklæringerne, jo mere paranoid lød hun. Smart.« »Sker den slags i virkeligheden?« spurgte Nora vantro. »Tja,« sagde Vera tørt.

Efter de havde lagt på, sad Nora et par minutter og stirrede skiftevis på den tomme skærm og ud ad vinduet, hvor Belsize Park skuttede sig i februarkulden. Grønthandleren rykkede sine appelsiner lidt længere ind under baldakinen. Folk stimlede sammen inde i cafeen på den anden side af gaden. Nora overvejede at gå ned efter en kop varm chokolade, men besluttede sig for at få arbejdet overstået. Så tog hun en dyb indånding og gik i gang med at skrive.

40 minutter senere havde hun sat det sidste punktum og ringet til jourhavende på webredaktionen for at advisere ham om, at historien var klar til publicering. »På tide,« havde han vrisset, men Nora havde ikke magtet at tage endnu et nytteløst skænderi.

Hun strakte sig, gik ud i køkkenet og satte vand over til te.

Den hvide sne havde på få timer forvandlet sig til mørkegråt sjap, kørt i stykker af store røde dobbeltdækkere og London-­ taxier, der kravlede langsomt igennem den tætte trafik som sorte skarabæer.

Abioni svarede stadig ikke, da hun prøvede igen. Uroen gnavede. Skulle hun ringe til politiet? Abioni stolede ikke på dem, og hvad skulle hun også sige?

25

Heksedrengen.indd 25

22/12/17 5:43 pm

Inden kedlen var færdig med at koge vandet, var hun ved at trække i sine støvler, og tekoppen stod tom og forladt på køkkenbordet, da hun stod ude på gaden og forsøgte at praje en taxi.

To timer senere kom hun hjem igen med uforrettet sag. Kold og sulten og uden nogen idé om, hvor Abioni kunne befinde sig.

Hun var gået tilbage til kirkegården, og selv om det havde givet hende myrekryb, havde hun gået langs hegnet og forsøgt at se ind i mørket bag de store træer.

Der var tyst og tavst, og hun havde lagt så mange beskeder på hans telefonsvarer, at der ikke var plads til flere.

Heksedrengen.indd 26

22/12/17 5:43 pm