Glimt af håb - læseprøve

Glimt af håb er oversat fra amerikansk efter Between Shades of Grey © 2011 by Ruta Sepetys All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Garamond hos Christensen Grafisk Og trykt hos Livonia Print Map illustrations copyright © 2011 by Katrina Damkoehler Omslag: Henriette Mørk Forfatterfoto: Magda Starowieyska ISBN: 978-87-11-51020-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

4

Ruta Sepetys

Glimt af h책b P책 dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Lindhardt og Ringhof 3

Til minde om Jonas Ĺ epetys

5

10

Ludere og lommetyve

11

12

1 Jeg blev hentet i natkjole.

Når jeg tænker tilbage, var tegnene der allerede – familie­billeder brændt i pejsen, at mor syede det fine sølvtøj og smykkerne ind i foret på sin frakke sent om aftenen og far ikke kom hjem fra arbejde. Min lillebror, Jonas, stillede spørgsmål. Jeg stillede også spørgsmål, men måske nægtede jeg bare at erkende tegnene. Først senere gik det op for mig, at det havde været mors og fars hensigt, at vi skulle slippe væk.

Vi slap ikke væk.

Vi blev hentet.

14. juni 1941. Jeg havde taget natkjole på og sat mig ved mit skrivebord for at skrive et brev til min kusine Joana. Jeg åbnede en ny, elfenbenshvid skriveblok og en æske penne og blyanter – en gave fra min tante til min femtenårs fødselsdag.

A ftenbrisen strømmede ind gennem det åbne vindue over skrivebordet og fik gardinet til at danse fra side til side. Jeg kunne lugte den liljekonval, som mor og jeg havde plantet to år tidligere. Kære Joana.

Det var ikke en banken. Det var en insisterende dundren, som fik det til at gibbe i mig. Knyttede næver hamrede på vores hoved-

13

dør. Ingen rørte på sig inde i huset. Jeg rejste mig fra skrivebordet og kastede et stjålent blik ud i gangen. Min mor stod helt op ad væggen over for vores indrammede kort over Litauen, med øjnene lukket og ansigtet fortrukket i en ængstelse, jeg aldrig før havde set. Hun bad. »Mor,« sagde Jonas med et enkelt øje synligt gennem dørsprækken ind til hans værelse. »Skal du ikke lukke op? Det lyder, som om de har tænkt sig at slå døren ind.« Mor drejede hovedet og så både Jonas og jeg titte frem fra vores værelser. Hun forsøgte sig med et anstrengt smil. »Jo, skat, jeg skal nok lukke op. Ingen får lov at slå vores dør ind.« Skoenes hæle gav genlyd hen over trægulvet i gangen, og hendes lange, tynde nederdel flagrede om anklerne. Mor var elegant og smuk, blændende smuk faktisk, med et usædvanlig bredt smil, der lyste alt op omkring hende. Jeg var heldig at have arvet mors honninggyldne hår og hendes klare, blå øjne. Jonas havde arvet hendes smil.

Højlydte stemmer tordnede i entréen. »NKVD!« hviskede Jonas og blev ligbleg i ansigtet. »Tadas sagde, at de hentede hans naboer i en lastbil. De er i gang med at anholde folk.« »Nej. Ikke her,« svarede jeg. Det sovjetiske hemmelige politi havde ikke noget at gøre hjemme hos os. Jeg gik ned ad gangen for at lytte med og dristede mig til at kigge rundt om hjørnet. Jonas havde ret. Tre NKVD-soldater havde omringet mor. De var iført blå kasket med rød kant og en guldstjerne over skyggen. En høj soldat stod med vores pas i hånden. »Vi må have mere tid. Vi skal nok være klar i morgen tidlig,« sagde mor.

14

»Tyve minutter – ellers overlever I ikke til i morgen tidlig,« sagde soldaten. »Vil I ikke nok dæmpe jer? Jeg har børn,« hviskede mor. »Tyve minutter,« brølede soldaten. Han smed sin brændende cigaret på vores rene stuegulv og masede den ned i træet med støvlen.

Snart skulle vi blive cigaretterne.

15

2 Blev vi anholdt? Hvor var far? Jeg løb ind på mit værelse. Der var dukket et nybagt brød op i min vindueskarm, med et stort bundt rubler stukket ind under. Mor kom til syne i døråbningen med Jonas lige i hælene. »Jamen, hvor skal vi hen, mor? Hvad har vi gjort?« spurgte han. »Det er en misforståelse. Lina, hører du efter? Vi må skynde os at pakke alt, hvad der er brugbart, men ikke nødvendigvis dyrebart for os. Er du med? Lina! Tøj og sko er det vigtigste. Prøv at få plads til så meget som muligt i én kuffert.« Mor kiggede over mod vinduet. Hun ragede skyndsomst brødet og pengene ned på skrive­ bordet og flåede gardinerne for. »Lov mig, at hvis nogen prøver at hjælpe jer, så ignorerer I dem. Vi skal nok selv klare det. Vi må ikke drage familie eller venner ind i hele den her redelighed, er I med? Selv hvis nogen råber til jer, skal I ikke svare.« »Bliver vi anholdt?« begyndte Jonas. »Lov mig det!« »Jeg lover det,« sagde Jonas stille. »Men hvor er far?« Mor tøvede og glippede hurtigt med øjnene. »Han støder til os senere. Vi har tyve minutter. Saml jeres ting sammen. Nu!« Mit værelse begyndte at snurre rundt. Mors stemme rungede

16

inde i hovedet på mig. »Nu. Nu!« Hvad foregik der? Lyden af min tiårige bror, der fór rundt på sit værelse, slog noget an i min bevidsthed. Jeg rev min kuffert ud af skabet og klappede den op på sengen.

Nøjagtig et år tidligere var Sovjetunionen begyndt at rykke tropper over grænsen og ind i landet. I august blev Litauen så officielt indlemmet i Sovjetunionen. Da jeg brokkede mig over det ved middagsbordet, råbte far ad mig, at jeg aldrig nogensinde måtte sige noget nedsættende om russerne. Han sendte mig ind på mit værelse. Siden sagde jeg ikke noget højt. Men jeg tænkte meget på det. »Sko, Jonas, ekstra sokker, en overfrakke!« hørte jeg mor råbe hen ad gangen. Jeg tog vores familiefoto ned fra hylden og lagde det med guldrammen opad i bunden af den tomme kuffert. Ansigterne kiggede tilbage på mig, glade, intetanende. Det var fra påsken to år tidligere. Da mormor stadig var i live. Hvis vi virkelig skulle i fængsel, ville jeg have hende med. Men det kunne umuligt passe, at vi skulle i fængsel. Vi havde jo ikke gjort noget galt.

Hele huset genlød af smæld og brag. »Lina,« sagde mor, idet hun kom stormende ind på værelset med favnen fuld. »Skynd dig!« Hun smækkede skab og skuffer op, flåede febrilsk ting ud og kylede dem ned i min kuffert. »Jeg kan ikke finde min tegneblok, mor. Hvor er den?« sagde jeg panisk. »Det ved jeg ikke. Vi køber en ny. Pak dit tøj. Skynd dig nu!« Jonas kom løbende ind på mit værelse. Han var klædt i sin skoleuniform med det lille slips og havde sin skoletaske i hånden.

Hans lyse hår var redt sirligt ned til den ene side. »Jeg er klar, mor,« sagde han med dirrende stemme.

17

»N-nej!« stammede mor. Ordet satte sig fast i hendes hals, da hun så Jonas klædt på til at skulle i skole. Hun tog en hæs ind­ ånding og sænkede stemmen. »Nej, lille skat, din kuffert. Kom.« Hun tog ham i armen og skyndte sig af sted mod hans værelse. »Lina, tag sko og strømper på. Skynd dig!« Hun smed min sommerregnfrakke over til mig. Jeg tog den på.

Jeg tog mine sandaler på og greb to bøger, et par hårbånd og min hårbørste. Hvor var min tegneblok? Jeg tog skriveblokken, æsken med penne og blyanter og bundtet af rubler fra mit skrivebord og lagde dem ned mellem den bunke ting, vi havde smidt i min kuffert. Jeg smækkede spænderne i og stormede ud fra værelset, så gardinerne blafrede og flagrede ind over det nybagte brød, der stadig lå på mit skrivebord.

~ Jeg så mit eget spejlbillede i glasdøren ind til bageriet og standsede op et øjeblik. Jeg havde en klat grøn maling på hagen. Jeg krattede den af og skubbede til døren. En klokke klingrede oven over mig. Der var lunt i butikken, og der duftede af gær. »Godt at se dig, Lina.« Kvinden skyndte sig over til disken for at betjene mig. »Hvad kan jeg hjælpe dig med?«

Kendte jeg hende? »Undskyld, jeg ved ikke –«

»Min mand underviser på universitetet. Han arbejder for din far,« sagde hun. »Jeg har set dig inde i byen med dine forældre.«

Jeg nikkede. »Min mor har sendt mig herhen for at

købe et brød,« sagde jeg.

18

»Ja, selvfølgelig,« sagde kvinden og rumsterede rundt bag disken. Hun pakkede et fyldigt brød ind i brunt papir og rakte det til mig. Da jeg holdt pengene frem, rystede hun på hovedet. »Ikke tale om,« hviskede kvinden. »Vi kan i forvejen aldrig betale jer tilbage.« »Jeg forstår ikke.« Jeg rakte mønterne frem mod hende.

Hun ignorerede mig.

Klokken klingrede. En eller anden trådte ind i butik-

ken. »Du må hilse dine forældre mange gange fra os,« sagde kvinden og gik hen for at betjene den anden kunde.

Om aftenen spurgte jeg far om brødet.

»Det var vældig pænt af hende, men helt unødvendigt,« sagde han. »Men hvad har I gjort?« spurgte jeg ham. »Ingenting, Lina. Er du færdig med dine lektier?« »I må da have gjort et eller andet for at gøre jer fortjent til gratis brød,« fremturede jeg. »Jeg har ikke gjort mig fortjent til noget som helst.

Man kæmper for, hvad der er ret og rimeligt, Lina, uden at forvente taknemmelighed eller belønning. Gå så ind og lav dine lektier.«

19

3 Mor pakkede en lige så stor kuffert til Jonas. Den var enorm i forhold til hans lille, spinkle skikkelse, og han måtte bære den med begge hænder og bøje sig bagover for at løfte den fra gulvet. Han hverken brokkede sig over vægten eller bad om hjælp.

Den klagende lyd af glas og porcelæn, der blev knust, skar i hurtige bølger gennem lejligheden. Vi fandt vores mor inde i spise­ stuen, i fuld gang med at kyle sine ypperste krystalglas og det fine porcelæn ned i gulvet. Hendes ansigt var blankt af sved, og de gyldne krøller faldt ned over hendes øjne. »Nej, mor!« råbte Jonas og løb hen mod skårene, der lå strøet ud over hele gulvet.

Jeg holdt ham tilbage, før han kunne nå at komme i berøring med glasset. »Hvorfor smadrer du dine smukke ting, mor?« spurgte jeg.

Hun standsede op og stirrede på porcelænskoppen i sin hånd. »Fordi jeg elsker dem så højt.« Hun smed koppen på gulvet, nåede ikke engang at se den gå i stykker, før hun rakte ud efter en ny.

Jonas begyndte at græde. »Du må ikke græde, skat. Vi får nogle meget finere ting.« Døren blev knaldet op, og tre NKVD-soldater trådte ind i vores

20

hus bevæbnet med rifler med bajonetter. »Hvad er der sket her?« forlangte en høj soldat at få at vide, mens han besigtigede ødelæggelserne. »Det var et uheld,« svarede mor roligt. »Du har ødelagt sovjetisk ejendom,« tordnede han.

Jonas trak sin kuffert ind til sig, af frygt for at den også risikerede at blive sovjetisk ejendom.

Mor så sig i spejlet i gangen for at sætte de løse krøller på plads og tage sin hat på. NKVD-soldaten hamrede sin riffelkolbe ind i skulderen på hende, så hun slog ansigtet ind i spejlet. »De skide borgerdyr – spilder konstant tiden. Du får ikke brug for den hat,« fnøs han.

Mor rankede ryggen og fattede sig, glattede nederdelen og rettede på hatten. »Undskyld,« sagde hun tonløst til soldaten, før hun endnu en gang rettede på krøllerne og stak hattenålen med perlen på plads.

Undskyld? Sagde hun lige det? Mændene kommer brasende ind i vores hjem om aftenen, banker hende ind i spejlet – og så undskylder hun til dem? Så rakte hun ud efter den lange, grå frakke, og pludselig gik det op for mig. Hun håndterede de sovjetiske soldater, som var de et spil kort, uden at vide, hvad det næste kort ville blive. Jeg så hende for mig, i færd med at sy smykker, papirer, sølvtøj og andre værdigenstande ind under foret i frakken. »Jeg skal på toilettet,« bekendtgjorde jeg i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra min mor og frakken. »Du har tredive sekunder.« Jeg lukkede badeværelsesdøren og fik øje på mit eget ansigt i spejlet. Jeg havde ingen anelse om, hvor hurtigt det skulle ændre sig, falme. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have stirret indgående

21

p책 mit spejlbillede, indprentet mig det. Det var sidste gang i over ti 책r, jeg skulle komme til at se mig selv i et rigtigt spejl.

22

4 Gadelygterne var blevet slukket. Der var næsten bælgmørkt på vejen. Soldaterne marcherede bag os, tvang os til at holde deres tempo. Jeg så fru Raskunas spejde ud bag sine gardiner. Så snart hun så mig kigge, forsvandt hun. Mor puffede til min arm, hvilket betød, at jeg skulle holde hovedet bøjet. Jonas havde svært ved at bære sin kuffert. Den slog ind mod hans skinneben. »Davaj!« kommanderede en soldat. Kom så. Det skulle hele tiden gå hurtigere.

Vi marcherede ud i krydset og over mod en stor, mørk genstand.

Det var en lastbil, omgivet af flere NKVD-soldater. Da vi nærmede os bagenden af køretøjet, så jeg folk sidde på deres kufferter inde i den. »Hjælp mig op, før de gør det,« hviskede mor i en fart for at undgå, at nogen af soldaterne rørte ved hendes frakke. Jeg gjorde, som hun bad om. Soldaterne skubbede Jonas op. Han faldt forover og fik kufferten smidt op oven på sig. Det lykkedes mig at komme op uden at falde, men da jeg rettede mig op, kiggede en kvinde på mig og slog hånden op foran munden. »Lina, skat. Knap frakken,« instruerede mor. Jeg kiggede ned og fik øje på min blomstrede natkjole. I skyndingen og søgningen

23

efter min tegneblok havde jeg glemt at skifte tøj. Jeg så også en høj, senet kvinde med spids næse kigge på Jonas. Frøken Grybas.

Hun var pebermø og lærerinde på skolen, en af de mere strikse.

Jeg genkendte også et par andre: bibliotekaren, ejeren af et hotel i nærheden og indtil flere mænd, som jeg havde set far tale med på gaden.

Vi stod alle sammen på listen. Jeg vidste ikke, hvad listen var, kun at vi stod på den. Det samme gjorde åbenbart de andre femten mennesker, der sad sammen med os. Bagklappen blev smækket i. Der lød lavmælt jamren fra en skaldet mand foran mig. »Vi skal alle sammen dø,« sagde han langsomt. »Vi vil helt sikkert dø.« »Sludder!« skyndte mor sig at sige. »Åh jo,« insisterede han. »Det er slut nu.« L astbilen satte sig i bevægelse med et brat ryk, der slyngede folk ned fra deres sæder. Pludselig fór den skaldede mand op, klatrede op over siden af lastbilen og sprang ud. Han bragede ned i fortovet og udstødte et brøl af smerte som et dyr fanget i en fælde. Folk i lastbilen skreg. Den standsede med hvinende dæk, og soldaterne sprang ud. De åbnede bagklappen, og jeg så manden vride sig af smerte nede på jorden. De løftede ham op og smed hans sammensunkne krop ind i lastbilen igen. Et af hans ben så radbrækket ud.

Jonas begravede ansigtet i mors ærme. Jeg stak hånden ind i hans.

Han rystede. Mit syn blev sløret. Jeg kneb øjnene hårdt i og åbnede dem igen. Lastbilen skød fremad, nu atter i bevægelse. »NEJ!« hylede manden og tog sig til benet.

L astbilen standsede foran hospitalet. Alle virkede lettede over, at de ville gøre noget ved den skaldede mands kvæstelser. Men det gjorde de ikke. De ventede. En kvinde, der også stod på listen, var

24

ved at føde et barn. Sü snart navlestrengen var klippet over, ville de begge blive smidt ind i lastbilen.

25

5 Der gik næsten fire timer. Vi sad i mørket ude foran hospitalet uden at kunne forlade lastbilen. Andre lastbiler kørte forbi, på nogle af dem var passagererne spærret inde bag store net.

Gaderne begyndte at summe af aktivitet. »Vi var tidligt på den,« bemærkede en af mændene til mor. Han så på sit ur. »Klokken nærmer sig tre.« Den skaldede mand, der lå på ryggen, drejede ansigtet over mod Jonas. »Hold mig for munden og næsen, knægt. Og giv ikke slip.« »Aldrig i livet, om han gør det,« sagde mor og trak Jonas ind til sig. »Tåbelige kvindemenneske. Kan De ikke se, at det kun er begyndelsen? Nu har vi i det mindste en chance for at dø med værdigheden i behold.« »Elena!« En stemme hvæsede ude fra gaden. Jeg så mors kusine Regina skjule sig i skyggerne. »Lindrer det Deres smerter lidt at ligge på ryggen?« spurgte mor den skaldede mand. »Elena!« Stemmen lød igen, denne gang lidt højere. »Mor – jeg tror, hun kalder på dig,« hviskede jeg og skævede over mod NKVD-soldaten, der stod og røg på den anden side af lastbilen.

26

»Hun kalder ikke på mig – det er bare en tosset dame,« sagde mor højlydt. »Gå din vej, og lad os være i fred,« råbte hun. »Men, Elena, jeg –« Mor drejede hovedet og foregav at være dybt opslugt af en samtale med mig; ignorerede fuldstændig sin kusine. En lille bylt fløj op og landede i lastbilen tæt på den skaldede mand. Hans hånd famlede begærligt efter den. »Og det med at have værdigheden i behold skulle komme fra Dem, hr.?« sagde mor. Hun flåede bylten ud af hænderne på ham og stak den ind under sine ben. Jeg spekulerede på, hvad der mon var i pakken. Hvordan kunne mor kalde sin egen kusine »en tosset dame«? Regina havde løbet en stor risiko ved at prøve at finde hende. »Er De hustru til Kostas Vilkas, der er dekan på universitetet?« spurgte en mand i jakkesæt, som sad lidt længere henne end os.

Mor vred sine hænder og nikkede.

~ Jeg kunne se mor vride sine hænder.

De mumlende stemmer steg og faldt inde i spisestuen.

Mændene havde siddet der i flere timer. »Gå ind med en kande frisk kaffe til dem, skat,« sagde mor.

Jeg gik hen i døråbningen ind til spisestuen. En sky af

cigaretrøg hang over bordet, spærret inde bag de lukkede vinduer og nedrullede gardiner. »Repatrieres, hvis ellers de kan slippe af sted med det,« sagde min far, men tav brat ved synet af mig i døren.

27

»Er der nogen, der vil have mere kaffe?« spurgte jeg og holdt sølvkanden op.

Enkelte af mændene slog blikket ned. En hostede.

»Du er minsandten ved at blive en rigtig ung dame, Lina,« sagde en af min fars venner fra universitetet. »Og jeg hører, at du er en meget talentfuld kunstner.« »Ja, det er hun!« sagde far. »Hun har en helt unik stil. Og hun er ualmindelig godt begavet,« tilføjede han og blinkede med det ene øje. »Så slægter hun åbenbart sin mor på,« spøgte en af mændene. Alle lo. »Sig mig, Lina,« sagde manden, der skrev for avisen, »hvad siger du til det hersens nye Litauen?« »Hmm,« afbrød min far hurtigt, »er det nu også et passende samtaleemne for en ung pige?« »Det bliver et samtaleemne for alle, Kostas. Ung som gammel,« sagde journalisten. »Og desuden,« sagde han med et smil, »bringer jeg det næppe ligefrem i avisen.«

Far skiftede stilling på stolen.

»Hvad jeg siger til russernes annektering?« Jeg tøvede, undgik øjenkontakt med min far. »Jeg siger, at Josef Stalin er en tyran. Jeg siger, at vi skal tvinge hans tropper ud af Litauen. De burde ikke bare kunne komme og tage, hvad de vil, og –« »Så er det nok, Lina. Lad kaffekanden stå, og gå ud til din mor i køkkenet.« »Det er da rigtigt!« fremturede jeg. »Det er ikke rimeligt.« »Så er det nok!« sagde min far.

28

Jeg gik ud mod køkkenet igen, men standsede op for

at smuglytte. »Du skal ikke give hende gode idéer, Vladas. Pigen er så stædig, at det skræmmer livet af mig,« sagde far. »Måske,« svarede journalisten, »men nu kan vi jo se, hvordan hun slægter sin far på. Du har opfostret en rigtig lille frihedskæmper, Kostas.«

Far sagde ikke noget. Sammenkomsten sluttede, og

mændene forlod lejligheden med skiftende intevaller, nogle ad hoveddøren, og nogle ad bagdøren.

~ »Universitetet?« sagde den skaldede mand, der stadig skar ansigt af smerte. »Så er håbet for længst ude for ham.« Min mave trak sig sammen, som om nogen havde slået mig i den. Jonas vendte sig om mod mor med et desperat udtryk i ansigtet. »Jeg arbejder tilfældigvis i banken, og jeg så din far så sent som i eftermiddags,« sagde en mand og smilede til Jonas. Jeg vidste, at han løj. Mor nikkede taknemmeligt til ham. »Så så du ham på vej til graven,« sagde den tvære skaldede mand.

Jeg stirrede arrigt på ham og overvejede, hvor meget lim der mon skulle til for at lukke munden på ham. »Jeg er frimærkesamler. En simpel frimærkesamler, og så sender de mig i døden, fordi jeg fører internationale korrespondancer med andre samlere. En universitetsansat står utvivlsomt øverst på listen til –«

29

»Ti stille!« røg det ud af mig. »Lina!« sagde mor. »Vil du straks sige undskyld. Den stakkels mand har frygtelige smerter; han ved ikke, hvad han selv siger.« »Jeg ved så udmærket, hvad jeg selv siger,« svarede manden og stirrede stift på mig.

Hospitalets døre gik op, og der lød et højlydt skrig inde fra bygningen. En NKVD-soldat slæbte en barfodet kvinde i hospitalsskjorte ned ad fortrappen. »Mit barn! I må ikke gøre mit barn fortræd!« skreg hun. Endnu en soldat kom gående ud med en indsvøbt bylt i favnen. En læge kom løbende og greb ud efter ham. »Jeg beder Dem – De må ikke tage den nyfødte. Den overlever det ikke!« råbte lægen. »Jeg beder Dem, hr.!« Soldaten vendte sig om mod lægen og hamrede støvlehælen ind i hans knæskal.

De løftede kvinden op i lastbilen. Mor og frøken Grybas skyndte sig at gøre plads, så hun kunne ligge ved siden af den skaldede mand. Spædbarnet blev rakt op. »Lina, er du sød at hjælpe?« sagde mor og rakte mig det lyserøde barn. Jeg holdt bylten og mærkede øjeblikkelig varmen fra den lille krop trænge gennem min frakke. »Åh Gud, mit barn!« græd kvinden og så op på mig.

Barnet udstødte en lavmælt klynken, og dets småbitte næver slog ud i luften. Dets kamp for at overleve var begyndt.

30