Mareridt: Gespenst - læseprøve

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

Benni Bødker Gespenst Tekst © 2011 Benni Bødker og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2011 Peter Snejbjerg og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Bembo ISBN 978-87-1140-233-7 1. udgave, 1. oplag 2011/11.11 Printed in Latvia 2011, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

www.benniboedker.dk

Benni Bødker

GEspenst Med illustrationer af Peter Snejbjerg

CARLS EN

/ Med de dode i haelene

Han lignede en død. Tøjet var laset. Øjnene tomme og indsunkne i deres huler. Jeg ville gå i en stor bue udenom, men han greb ud efter mig. ”Fingrene væk,” sagde jeg. ”Hvad har du gang i?”

Jeg skubbede til ham. Det gik op for mig, at han lugtede råddent. Eller måske snarere muggent.

Som om hans tøj havde ligget i en kælder i alt for lang tid.

Han svarede ikke med andet end en tynd hvæsen. Så greb han igen ud efter mig. Jeg sprang til side. Hans benede fingre åbnede og lukkede sig i den tomme luft.

Jeg skyndte mig videre. Han var for langsom og opgav at forfølge mig. Jeg så mig over skulderen, og nu stod han bare og gloede efter mig.

7

Jeg var på vej hjem fra skole ad Hovedgaden. Det hedder det i små byer, hvor der aldrig sker noget.

Sneen knirkede under mine fødder. Min ånde lavede tunge skyer i den iskolde luft.

Jeg fattede ikke, hvorfor vi var flyttet hertil. En dødssyg, lille provinsby. Intet kunne være mere trist.

Men det var selvfølgelig min fars skyld. Og det var ham, der i det samme fik min mobil til at brumme. ”Hvor bliver du af?” spurgte han. ”Er Dorothea sammen med dig?” ”Vi får senere fri om torsdagen,” sagde jeg irriteret. ”Det har jeg fortalt.”

Så klappede jeg mobilen sammen. Jeg havde aldrig fulgtes med Dorothea, selv om vi gik i klasse sammen. Men far blev ved med at håbe, at vi ville blive verdens bedste venner.

I det samme hørte jeg nogen. Jeg vendte mig. Gik ud fra, at det var den samme mand som før.

Men et stykke bag mig stod der en kvinde. Hun så næsten endnu mere klam ud. Hendes ansigt var

9

lige så laset at se på som hendes tøj. Mere gul i huden end bleg. Øjnene glødede. Man skulle tro, hun netop havde rejst sig fra graven.

Kvinden råbte efter mig. Jeg forstod hende ikke.

Ordene lød mærkelige. Og alligevel på samme tid velkendte.

Jeg satte farten op. Så mig hurtigt tilbage. Der var andre bag kvinden. En hel flok. Der plejede at være øde i byen på denne tid. Men nu vrimlede det med folk. De så gamle ud. Virkelig gamle. Og de pegede alle sammen i min retning. ”Hvad glor I på?” råbte jeg.

Nogle af dem råbte tilbage. Men jeg forstod kun lidt af det, de sagde. De talte et sprog, jeg ikke kendte. Eller måske bare meget gammeldags. Sådan som folk talte for rigtig længe siden.

Jeg begyndte at småløbe. Men der blev ved med at dukke folk op. Både gamle og unge, men flest rigtig gamle. Alle havde rynkede ansigter og krumme rygge. Mange af dem havde også tøj på fra gamle dage. Kvinder i store kjoler. Mænd i høje hatte. Frakker med lange skøder. Parykker. Og det

11

var alt sammen slidt og laset og stinkende.

Nu kom de fra alle sider. Og de var på vej mod mig. Jo længere jeg kom ned ad Hovedgaden, jo flere dukkede der op. De fyldte så meget, at jeg næsten måtte skubbe mig vej frem.

Jeg forsøgte at dukke mig, da endnu en mand rakte en hånd ud efter mig. Han fik fat i min taske. Stirrede på mig med vanvittige øjne. Åbnede munden, så jeg kunne se hans rådne tænder. ”Hvor er hun?” sagde han. ”Hvor gemmer hun sig?”

Jeg fattede ikke, hvad han snakkede om. Han holdt godt fast, men jeg gav ham et hårdt skub i brystet. Jeg fik vredet mig ud af hans favntag. Men straks hev en anden fat i mig.

Også han stirrede på mig med et blik fra hinsides graven. ”Hun tror, hun kan skjule sig,” sagde han. ”Men vi skal nok finde hende inden midnat!”

Han havde trekantet hat og hårpisk. Han lignede noget fra en historietime. ”Slip mig,” sagde jeg.

Jeg skubbede til fyren, så han vaklede bagud.

12

Han ramlede ind i de andre, og jeg begyndte at løbe.

De fulgte efter mig.

Jeg havde hele flokken i hælene, men heldigvis gik det langsomt. De stavrede af sted, som om de havde svært ved at gå. Jeg styrtede rundt om et hjørne og derefter endnu et.

Jeg løb, lige indtil jeg kunne høre, at jeg var alene igen. Jeg var sluppet væk fra dem. Der var ikke længere nogen at flygte fra.

Jeg sank ned på en bænk foran bageren. Hjertet hamrede stadig i brystet på mig. Jeg nåede lige at slappe en smule af, da jeg opdagede, at jeg alligevel ikke var alene. Jeg kom hurtigt på benene igen. ”Lad mig være,” råbte jeg. ”Jeg har ikke noget med det at gøre.”

Men denne gang var det bare et par almindelige gamle. To pensionister med lilla hår og stok. De gloede venligt på mig. ”Er der noget galt?” spurgte den ene. ”Han må have fået et anfald af en slags,” sagde den anden.

De så begge bekymret på mig. Jeg sank tilbage på bænken. Jeg skulle til at forklare, hvad der var sket. Men jeg opgav med det samme.

Hvem ville også tro mig, når jeg fortalte, at jeg var blevet forfulgt af en hær af døde …?

15