Game on 4 læseprøve

GENFØDSEL

KAPITEL 1

DYREDAG

7

“H

vem har lyst til at begynde?” spurgte Liselotte.

Hele klasseværelset lugtede som en zoologisk have. I hjørnet havde to hunde travlt med at sniffe hinanden bagi. Små pelsklumper fes rundt i farvede bure, og fugle skræppede, så det skar i ørerne. Lucas var den eneste, der ikke havde et dyr med, for hans far var allergisk.

“Jeg vil gerne!” lød det pludselig.

Lucas rettede sig op. Det var, som om larmen forsvandt.

Lugten også. Han drejede sig og fik øje på en strakt arm.

En helt perfekt strakt arm.

“Jeg vil gerne vise min kanin,” sagde Johanne og rejste sig.

Han fulgte hende med øjnene, mens hun nærmest svævede gennem klasseværelset med sin kanin i favnen. Hun stillede sig ved katederet, foran forsamlingen af klassekammerater og dyr.

“Det her er Kridt,” sagde hun og viste klassen sin hvide kanin. “Han har en plet på maven, der ligner et hjerte.”

Hun smilede og strakte armene, så Kridts lange poter 8

dinglede i luften. “Er han ikke bare sød?” spurgte hun.

“Jo!” råbte Lucas lidt for højt, og Mathias drejede rundt på stolen.

“Husk at blinke,” sagde han. “Ellers triller dine øjne bare ud, og så tror jeg ikke, Johanne kan lide dig.”

Tre af pigerne fik fnise-flip, og Lucas sænkede sit blik.

Han mærkede, hvordan varmen bredte sig i ansigtet.

“Mathias, hold din bøtte!” sagde Liselotte.

Hun vendte sig mod Johanne.

“Fortæl os lidt om ham Kridt. Hvad spiser sådan en lille fyr?”

Lucas’ blik hang på Johannes læber. Aldrig i sit liv havde han været så interesseret i at høre, hvad en kanin spiste.

“Altså, han spiser hø,” sagde hun. “Han spiser også gulerødder, og han elsker tørrede bananer. For at få vitaminer spiser han sin egen lort.”

“Gør I alle sammen det derhjemme?” råbte Mathias, så et par af de andre grinede.

Johannes smil forsvandt, og hun trak Kridt ind til sig.

“Mathias, nu tier du altså stille!” råbte Liselotte. “Og så synes jeg ellers, vi skal sige mange tak til Johanne og søde Kridt.”

Klassen klappede, mens Johanne satte sig på sin plads ved vinduet. Sollyset fik hende nærmest til at skinne. Lucas mærkede, hvordan kinderne blev varme igen. Pludselig drejede hun hovedet og så på ham.

“Hvad glor du på?” spurgte hun.

I det samme lød en alarm.

Wiiuuwiiuuwiiuu!

“Det var da underligt,” sagde Liselotte, da inspektørens stemme lød i højttaleren.

“Vigtig meddelelse fra kontoret. Alle elever og lærere bedes gå i sikkerhed. Vi samles i kælderen under aulaen.

Jeg gentager: Alle elever og lærere bedes gå i sikkerhed.

Skynd jer, men forhold jer roligt. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Og det var fra kontoret. Tak.” 10

KAPITEL 2

ALARM

11

W

iiuuwiiuuwiiuu!

“Vi går på to rækker!” sagde Liselotte og kiggede opgivende på de 27 elever, der løb mod døren og forsøgte at komme igennem åbningen på én gang. “To rækker, blev der sagt!”

Eleverne klumpede sig sammen i døråbningen.

“Liselotte! Jeg kan ikke få vejret!” råbte Laurids inde fra flokken.

Lucas forsøgte at skubbe på bagfra. Det var som et stoppet afløb. Pludselig blev trykket stort nok, og børnene svuppede ud på gangen, så nogle væltede rundt på gulvet.

Wiiuuwiiuuwiiuu!

“Endelig sker der noget på den her skole!” råbte Mathias og satte i spurt.

Lucas løb efter de andre. Hans klassekammerater havde favnene fulde af kaniner, marsvin og undulater. Hundene gøede, og kattene strittede imod, mens de løb ned ad gangen og efterlod et spor af dyrelorte.

“Jeg vil gerne hjem!” råbte Laurids, mens han forsøgte at styre sin nyklippede puddel, der halsede af sted foran ham.

12

Lucas hev efter vejret, mens han sakkede mere og mere bagud. Han skulle lige til at dreje om et hjørne, ned ad trappen, da en behåret hånd greb ham i armen og flåede ham ind i et klasselokale. Skikkelsen klemte ham helt ind til kroppen, så han fik munden fuld af pels.

En dunst af våd hund skød ind i hans næsebor. Han åbnede munden for at få luft, men lugten invaderede hans gab, så han måtte kæmpe med kvalmen. Han vristede sig fri og sprang to skridt baglæns.

“Monkey!?” råbte han og gloede på den kæmpemæssige computerabe, der stod foran ham i det tomme klasseværelse.

Ved siden af Mega Monkey stod resten af vennerne fra Server City.

“Pixie! Major Powers! Jump Kidd! Hvad laver I på min skole?”

Han krammede Mega Monkey, gav Jump Kidd en highfive og trykkede majorens hånd. Pixie kiggede underligt på ham.

“Hvad laver I … i min dimension?” spurgte han.

“Menig Erling hjalp os med at rejse hertil via en superglitch,” sagde Major Powers og lukkede øjnene, som han altid gjorde, når noget var vigtigt. “Unge Lucas, vi har et problem.”

Han så træt ud.

“Hvad sker der?” spurgte Lucas. “Er den alarm på grund af jer? Er I blevet opdaget af nogen?”

Han kiggede sig over skulderen.

“Nej,” sagde Powers. “Jeg er bange for, at problemet er større end som så.”

“Hvad er der sket? Vi slettede jo Bunny Hop og reddede spillene,” sagde Lucas.

Mega Monkey knappede sin rygsæk op, fik fat i to bananer og skulle lige til at smutte dem i gabet. Major Powers sukkede. Han drejede rundt på hælene og kiggede aben i øjnene.

“Ikke nu. Simpelthen bare ikke nu.”

Mega Monkey skød underlæben frem og lagde bananer14

ne tilbage i rygsækken. Powers vendte sig mod Lucas.

“Vi fire er snart fortid,” sagde han og kiggede på gruppen.

Den lille soldat havde rande under øjnene, og medaljerne sad skævt på brystet. Pixie så underligt trist ud, og Jump Kidd småskælvede af nervøsitet.

“Som du ved, er det vores opgave at vogte over Server Citys glitches,” sagde Major Powers. Vi sørger for, at ingen skurke rejser til din verden. Desværre er det sket. Endnu en gang.”

“Jæ-jæ-jægerne er ikke til at sty-sty-styre,” sagde Jump Kidd.

Lucas’ ene ben begyndte at ryste.

“Jægerne?” spurgte han. “Hvilke jægere? Dem fra Bunny Hops gamle spil?”

“Præcis!” sagde Powers og fortsatte: “I det oprindelige spil jagtede de fire jægere Bunny Hop rundt i en labyrint.

Bunny Hops mål var at spise alle gulerødderne. Når han havde gjort det, kunne han åbne buret i midten og befri sin familie. Men det krævede alt sammen, at han undgik de farvede jægeres kugler.”

“Jeg ved det godt,” sagde Lucas. “Jeg spillede spillet med min far, da jeg var lille.”

“Sødt,” sagde majoren. “Men nu, hvor Bunny Hop ikke eksisterer længere, har jægerne ikke noget formål. De er rejst gennem en glitch til din verden, og de skyder på alt og alle.”

15

“Hvor sindssygt!” sagde Lucas. “Så er det derfor, der er alarm. Vi må fange dem og få dem tilbage til Server City!”

“Korrekt, og det kan ikke gå hurtigt nok,” sagde Powers.

“Ellers når de at transformere sig til The Exterminator.”

“Gud, ja!” råbte Lucas. “Det kan jeg godt huske! Når min far var for længe om at gennemføre en bane, transformerede jægerne sig til Exterminatoren. Den havde et våben, som udslettede alt på skærmen!”

“Sandt,” sagde majoren og sank en klump. “I din verden svarer det vel til en lille atombombe. Før eller siden vil det ske, at jægerne finder hinanden. Vi har travlt. Desværre har vi ingen idé om, hvordan vi fanger alle fire, før borgmesteren hører om det.”

“Borgmesteren?” spurgte Lucas. “Altså Super Mario?”

“Nemlig. Borgmester Mario er rasende over, at så mange monstre er sluppet over til din verden. Han mener, at vi er en flok uduelige rekrutter, der ikke kan bevogte en grænse. Og da han fandt ud af, at jægerne var stukket af til din verden, gav han os et ultimatum: Kom tilbage med jægerne, eller bliv væk for evigt!”

16

KAPITEL 3

LOKKEMAD SKAL DER TIL

17

“D

et kommer ikke til at ske, for jeg har en idé,” sagde Pixie.

Det gav et lille ekko, når hun talte. Gruppen stod samlet foran katederet i et forladt klasseværelse. Eleverne var tydeligvis rendt ud i en fart, for madpakkerne lå fremme på bordene.

“Det hele løser sig, hvis vi genskaber Bunny Hop,” sagde Pixie.

“Det mener du ikke,” sagde Lucas. “Det er da for sindssygt.”

“Nej, det er ej,” sagde hun.

Lucas trådte tættere på og skruede op for stemmen.

“Vi kan da ikke genskabe Bunny Hop!” “Det er vores eneste chance,” sagde Pixie.

“Har du glemt, hvad han gjorde?” spurgte Lucas og slog ud med armene. “Han prøvede at udslette alle spil, han prøvede at udslette os, og han prøvede at udslette min fars fabrik!”

“Lucas, jeg var der. Jeg kan godt huske det.”

“Hvorfor vil du så have ham tilbage?” spurgte Lucas.

“Hvorfor er du uenig med mig?” spurgte Pixie.

“Hvorfor er du så sur på mig?” spurgte Lucas.

Pixie trak vejret dybt. Pludselig skreg hun så højt, at Jump Kidd sprang op som en fjeder: “Fordi du virker komplet ligeglad! Hele din verden er ved at blive smadret, og så sidder du bare og glor på en eller anden pige inde i din klasse! Jeg så det gennem ruden!”

Pixies ord smældede mod de hårde vægge i det tomme klasselokale. Der blev stille. Mega Monkey pillede sig lidt i næsen, og hun lukkede øjnene.

“Vi er nødt til at genskabe Bunny Hop,” sagde hun.

“Han er den eneste lokkemad, der virker på de jægere. De løber rundt og skyder løs, indtil de får deres mål tilbage, og det mål er Bunny Hop. Vi fanger dem aldrig uden ham.”

“Det ly-ly-lyder lidt farligt,” sagde Jump Kidd.

“Lidt?” sagde majoren og rømmede sig. “Snarere utrolig farligt! Og lad mig også tilføje: dumdristigt, ugennemtænkt og decideret selvmorderisk! Pixie, for pokker! Det er lige nøjagtig sådan nogle tåbelige idéer, der får os fyret!”

Mega Monkey brummede en af sine sjældne brummelyde. “Pixies idé er ubrugelig, men der er én ting, hun har ret i. Hvis vi har noget lokkemad, kan vi måske trække jægerne til. Spørgsmålet er blot, hvad den lokkemad kan være?”

“Bunny Hop!” sagde Pixie.

“Nej!” snappede majoren.

19

I det samme fik Lucas øje på Liselotte, der løb rundt ude på gangen.

“Lucas! Er du heroppe?” råbte hun.

“Vent her,” sagde han. “Jeg kommer tilbage.”

20

KAPITEL 4

KANINNAPNING

21

“D

er var du!” sagde Liselotte.

Hun hev fat i Lucas’ trøje.

“Kom så! Vi skal ned i kælderen,” sagde hun og trak i ham.

De løb ned ad kældertrappen. Det store rum under aulaen var proppet. Der var ikke nogen stole, så folk stod overalt. Små børn fra første klasse, store idioter fra niende, lærere, hunde, katte og skildpadder. Der lugtede af gamle gummisko og bremsespor, og larmen var ikke til at holde ud.

“Shh! Hvis I lige vil være stille!” råbte inspektøren og trådte op på en mælkekasse.

“Så holder vi bøtte, folkens!” råbte Liselotte og pustede pandehår væk fra ansigtet.

“Rolig, alle sammen,” sagde inspektøren. “Der er nogle uroligheder i byen, så alle skoler har fået samme melding: Gå i sikkerhed, til faren er ovre.”

22

“Hvad sker der?” råbte Mathias.

“Der er observeret nogle skyderier i forskellige områder,” sagde inspektøren. “Det er heldigvis langt herfra, og så længe vi forholder os i ro hernede, er vi komplet sikre.”

Vov! En hund gøede, og flere stemte i.

Vov vov vov!

“Hvorfor skulle det også lige ske på den store dyredag?” sagde Liselotte og stak fingrene i ørerne.

Lucas hev sin mobil frem og tjekkede nyhederne. Der var ikke meget signal i kælderen, men det gik. DR skrev noget om en gruppe maskerede mænd. Hjemmeværnet havde åbenbart sat nogle afspærringer op, og en af mændene havde forskanset sig i en grøntsagsbutik.

“Kridt! Kridt, hvor er du?”

Lucas drejede rundt og fik øje på Johanne, der maste sig gennem flokken. Hun havde tårer i øjnene.

“Hvad er der galt?” spurgte Liselotte.

“Det er, fordi jeg ikke kan finde Kridt,” sagde Johanne og lagde hovedet i hænderne.

“Bare rolig. Han hopper ingen steder. Ham skal vi nok finde,” sagde Liselotte og lagde armene om Johanne.

Lucas fik en idé. Han lagde sig på alle fire og kravlede gennem folkemængden. Det kolde betongulv var snavset, og der lå hårtotter og dyrelort over det hele. En hund stak sin kolde snude ind i snotten på ham, og han puffede den 23

væk, mens han kiggede sig over skulderen. Dér! Henne ved hjørnet sad en hvid kanin og gnavede i noget gammelt pap. Lucas kravlede nærmere. Kridt opdagede ikke, at han nærmede sig. Han greb den med et snuptag og trak den ind til sig. Kaninen møvede og sprællede, men Lucas holdt fast.

“Nåh, lille ven. Skal vi se at få dig tilbage til Johanne?”

Han rejste sig og pressede sig gennem flokken, i retning af Johanne og Liselotte, da det pludselig slog ham: Måske skulle han lige låne Kridt lidt.

24