Gåsefar - læseprøve

Hvorfor er det så svært for os mennesker at acceptere tingene, som de er? Og hvorfor er det ikke svært for gæs?

MICHAEL QUETTING beviser i dette forskningsprojekt sine kvaliteter som tålmodig gåsefar, handlekraftig altmuligmand, ambitiøs forsker, modig førergås og eventyrlystig flyveleder.

Michael Quetting er far til to menneskebørn og bor ved Bodensee i det sydlige Tyskland.

En personlig og humoristisk fortælling om en mand, der bliver far til en flok gæslinger og får øjnene op for de vigtige ting i livet.

M IC H A E L Q U E TTIN G

GÅSEFAR En fortælling om

hvordan syv gæslinger gjorde mig klogere på livet

GÅSEFAR

© Privatfoto

”Det var ikke planlagt, men de sidste par måneder har gæssene løsnet op for eller åbnet noget i mig. Måske kan man endda sige, at gæssene har været en slags terapi for mig. Efter mange års orienteringsløshed har syv små grågæs hjulpet mig tilbage til mig selv og har vist mig, hvad der virkelig tæller her i livet: Kærligheden til andre og kærligheden til livet.”

MIC HA E L QUET T ING

ET ÅR SYV GÆS MANGE SÆRLIGE ØJEBLIKKE

ISBN 978-87-11-69399-5

9 788711 693995 lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

I forbindelse med et forskningsprojekt på Max Planck Instituttet for Ornitologi skal Michael Quetting træne en flok grågæs til at følge ham og hans ultralette fly i luften. Men først skal æggene udruges. Da de syv gæslinger er kommet ud, mærker den nybagte gåsefar til sin overraskelse, at han har fået en livlig børneflok med hver deres særheder. Med sin kærlige beskrivelse af den lille flok deler Michael Quetting sine oplevelser med os og fortæller om gæssenes udvikling. Om hvordan de sammen erobrer land, vand og luft, og om den svære afsked ved projektets afslutning, hvor gæssene skal slippes fri – og Michael Quetting er forandret for altid.

MICHAEL QUETTING

GÅSEFAR En fortælling om hvordan syv gæslinger gjorde mig klogere på livet

På dansk ved Maj Westerfeld

Lindhardt og Ringhof

Michael Quetting Gåsefar En fortælling om hvordan syv gæslinger gjorde mig klogere på livet er oversat af Maj Westerfeld efter Plötzlich Gänsevater Sieben Graugänse und die Entdeckung einer faszinierenden Welt Copyright © 2017 by Ludwig Verlag, München, en del af forlagsgruppen Random House GmbH Dansk udgave © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Jesper Blink Rasmussen Omslagsfotos: colourFIELD tell-a-vision Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos UAB Print-it ISBN 978-87-11-69399-5 1. udgave, 1. oplag 2018 Citat side 13 og 18: Selma Lagerlöf: Niels Holgersens forunderlige rejse, ­Vandkunsten, 2014.

Kopiering må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

4

Til AmĂŠlie og Ronin

5

6

INDHOLD NI ÆG 9 GLORIA 20 SYV GÆSLINGER 32 DEN FØRSTE SVØMMETUR 44 BONDEMANDEN 54 UHYRET I LADEN 66 BUSTUR MED GÆS 77 STRÅLENDE BARNEØJNE 92 GASER OG GÆS 102 AT FLYVE 114 ÆDEDOLKEN 125 FRIEDER FLYVER VÆK 135 GÅSEPUBERTET 146 SLIPPE FRI 157 MAJSMARKEN 167 ALT HAR EN ENDE 180 MEDPASSAGEREN 185 TILBAGE TIL CIVILISATIONEN 196 PÅ EGNE VINGER 204 STOR TAK TIL 207 BILLEDFORTEGNELSE 208

NI ÆG

Jeg er højgravid med nilinger. Eller rettere sagt: Sådan føles det. Der er godt nok over en uge til udklækningsterminen på den 30. rugedag, men redebyggerinstinktet har allerede ramt mig for fuld kraft. Jeg føler trang til at gøre noget, vil undersøge markedet for det bedste økologiske hø og foder, dyrke min indre håndværker og forberede alt så godt som muligt, men desværre ved jeg stort set intet om, hvordan man bygger fuglereder. Derfor sidder jeg bare foran rugemaskinen og stirrer på den.

Inde bag glasruden ligger der ni gåseæg. Rugemaskinen befinder sig i kælderen på Max Planck Instituttet, hvor jeg arbejder. Den minder lidt om en varmluftsovn og lyder også sådan. Inde i maskinen hvirvler der konstant varm luft rundt, som fremkalder en behagelig, dyb brummen.

Temperaturen ligger meget stabilt på 37,6 grader. Et par grader mere og æggene ville blive kogt i stedet for at blive udruget. Et par grader mindre og æggene ville have det, som om de lå i et køleskab. Æggene er på størrelse med min knyttede hånd. Nogle folk bruger gåseæg til at lave et kæmpe spejlæg af. Andre bruger dem – i stedet for hønseæg – til at bage med. Det 9

2

er sikkert meget praktisk, da ét gåseæg svarer til tre hønseæg, men jeg har endnu ikke selv prøvet det.

I rugemaskinen hersker der en luftfugtighed på mellem 65 og 70 procent. Man kunne også sige, at maskinen fungerer som en fuldautomatisk gåsenumse. Æggene skal kunne udvikle sig under nøjagtig de samme betingelser som under deres mors gump i den fri natur.

Desværre er det hele ikke så nemt, som det lyder, da en gåsenumse er en meget kompliceret konstruktion med et ganske særligt varme- og fugtighedsklima. For at udklækningen i en rugemaskine skal kunne lykkes, skal alle rugeparametre være konstante, hele døgnet rundt. Det allervigtigste er den eksakte luftfugtighed. Er den for lav, vil æggehinden udtørre indvendig og få en læderagtig konsistens. Det vanskeliggør udklækningen for ungerne, og det kan ske, at det ikke lykkes dem at gennembryde æggehinden. Så kommer de ikke ud, men bliver fanget i den læderagtige skal. Denne pinsel vil jeg helst skåne de små gæslinger for.

Ude i naturen opnås den høje luftfugtighed ved, at gåsemor forlader reden et par gange om dagen og svømmer en lille tur, hvorefter hun sætter sig på æggene igen med sin våde numse. Mens hun er væk, synker temperaturen i reden. Rugemaskinen kan selvfølgelig ikke gengive gåsemors små udflugter, derfor tager jeg æggene ud et par gange om dagen, afkøler dem en halv times tid med kold luft og sprøjter lidt lunkent vand på dem, før jeg lægger dem tilbage igen. Æggene er cremehvide, og overfladen føles dejlig varm og glat. Næsten som en rund sten, der har ligget i solen.

10

Hver eneste gang, jeg tager æggene ud, er jeg bange for at tabe et af dem på det hårde stengulv. Efter tre ugers rugetid ville sådan et smadret gåseæg garanteret ikke være noget, man bare lige tørrede op med et stykke køkkenrulle, fordi det allerede indeholder et lille fuglefoster, der måske endda bevæger sig.

Desuden skal æggene vendes flere gange om dagen. Det er meget vigtigt, ellers kan de små gåsefostre risikere at klistre fast til æggeskallen. For at kunne udvikle sig skal de hele tiden kunne svømme frit i blommesækken.

De første uger var jeg rimeligt afslappet med at kontrollere de forskellige parametre, men nu mærker jeg, hvordan jeg langsomt gribes af rugeparanoia. Jeg skal virkelig beherske mig for ikke hele tiden at ville kontrollere temperaturen og luftfugtigheden. I går nat vågnede jeg for eksempel med et sæt klokken et om natten og tog hen på instituttet, fordi jeg troede, at æggene var blevet kolde.

Der står rigtig meget på spil i det her projekt. Det handler ikke kun om ni små gæslinger, men også om penge og vigtige resultater for mit arbejde.

Gæssene skal senere udstyres med en såkaldt datalogger på ryggen. Det er et lille måleapparat på størrelse med en tændstikæske, der kan registrere forskellige data. Ved hjælp af disse måledata kan man få præcise oplysninger om flyveteknik, aerodynamik og atmosfærens tilstand.

Hvis projektet lykkes, vil det om nogle år eller årtier være muligt at indsamle data om for eksempel luftstrømninger og vindhastigheder fra mange forskellige steder 11

i verden, hvor fugle eller andre dyr opholder sig. De værdifulde oplysninger vil blive indsamlet via en satellit og sendt ned på jorden til analyse. For vejrtjenester er disse oplysninger meget interessante, fordi man normalt er henvist til data, der stammer fra målinger foretaget af vejrstationer på jorden. Således har vejrstationerne indtil nu kun kunnet gisne om og tilnærmelsesvis bestemme, hvordan luftbevægelserne ser ud oppe i 3000 meters højde et sted i Mongoliet. En dag vil det måske endda lykkes os at gøre fugle til mobile vejrstationer, uden at det påvirker deres flyveadfærd.

Hvis det ikke lykkes mig at få æggene til at klækkes, betyder det, at et helt års arbejde er spildt. Nye gåseæg fås først igen til næste år. Gæs yngler nemlig ikke som høns hele året rundt, men – afhængigt af vejret – kun i perioden fra marts til maj. Måske er det også derfor, at nogle folk betragter gåseæg som en udsøgt delikatesse: De fås ikke hele året, naturen begrænser selv udbuddet. Det samme gælder i øvrigt for en gås: Hvis en sulten mår finder en gåserede, mens gåsemor er ude at svømme, kan hun kun sørge over de tabte æg, når hun kommer tilbage. Hun vil ikke lægge et nyt kuld æg. Det gør gæs ikke. Jeg ved ikke, om gæs virkelig sørger, men gåsemor har ikke andet valg end at vente til næste år.

Men hvorfor skal lige netop jeg være gåsefar? Svaret er ganske enkelt: Fordi jeg kan flyve. Jeg har længe været drageflyver og har for nylig taget flycertifikat til ultralet 12

fly, altså motoriserede dragefly, i daglig tale også kaldet UL-fly. Derfor stod det hurtigt klart, da vi diskuterede på instituttet, hvem der skulle være ansvarlig for projektet, at det var mig, der skulle opdrætte gæssene. Og hvis alt går godt, skal jeg op at flyve med dem om et par uger!

Ansvaret og spændingen hviler tungt på mine skuldre.

Dertil kommer, at jeg lige er blevet skilt og stadig kæmper med al den stress, det har medført. Jeg ved, at jeg ikke må forsømme gåseæggene, samtidig vil jeg heller ikke have, at det kommer til at gå for meget ud over mine egne børn, der netop nu har ekstra meget brug for mig. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, om jeg rent følelsesmæssigt overhovedet er parat til at tage mig af ni små krævende, pippende gæslinger.

Alt det gør mig nervøs og urolig, mens jeg sidder og venter foran rugemaskinen. Jeg læser op for æggene af Niels Holgersens forunderlige rejse, ikke mindst for at berolige mig selv.

Ja, jeg læser op for æggene. Jeg stiller en Bluetooth-højt­ taler ind mellem æggene og hører min egen forvrængede stemme: Der var engang en dreng. Han var vel fjorten år gammel, lang og ranglet og med helt lyst hår. Noget særligt duede han ikke til ...

Det er vigtigt, at ungerne allerede inde i ægget vænner sig til min stemme. Selvom de ikke er født endnu, kan de sagtens opfange lyde. Når de kommer ud, vil de genkende 13

lyden af min stemme. Små babyer kan også høre deres mors stemme, mens de ligger inde i maven. Jeg har endda hørt om meget ambitiøse forældre, der sætter hovedtelefoner omkring den gravide mave og spiller klassisk musik for babyen, fordi de derved håber at kunne fremme barnets intelligens. »Bare rolig, små gæslinger,« siger jeg til rugemaskinen. »Jeg skal ikke flyve på ryggen af jer. Jeg har min egen flyvemaskine.« Jeg ved godt, at gæssene ikke bliver mere intelligente af at høre min stemme. Det handler ene og alene om, at de skal indprente sig mig som deres far.

Meget groft kan man inddele fugleunger i to kategorier: redeflyende og redefaste.

Begge typer udklækkes fra æg i en rede, men så kommer den store forskel: Mens de redefaste unger bliver i reden efter udklækningen og fodres af forældrene, er de redeflyende unger stort set færdigudviklede, når de bliver født.

Grågæs tilhører den sidste gruppe. Så snart de er kommet ud af ægget, kan de klare sig selv. Alligevel bliver grågæs passet og plejet af deres forældre det første stykke tid.

Det bemærkelsesværdige er, at de nyfødte gæslinger ikke er specielt kræsne med hensyn til valg af forældre.

Som mor eller far tager de ganske enkelt den eller det første, de ser, når de kommer ud af ægget. Normalt er det selvfølgelig mor gås, fordi det som regel er hende, der udruger æggene, vogter over reden og passer sine unger.

Men adfærdsforskeren Konrad Lorenz fandt allerede for 14

mange år siden ud af, at gæs også kan acceptere andre arter, som for eksempel mennesker eller genstande som en fodbold eller en dukke, som deres far eller mor.

Gæssene skal bare vænnes til den pågældende genstand eller person, umiddelbart før og efter de bliver udklækket.

Denne proces kalder man for prægning.

Ved prægning handler det især om lyde og udseende, men også om lugt. Derfor har jeg allerede for et stykke tid siden lagt en af mine gamle T-shirts ind til æggene i rugemaskinen. Det havde sikkert også fungeret med en gammel sok, men den lugt ville jeg trods alt ikke udsætte de endnu ufødte gæslinger for.

Desuden nøjes jeg ikke med at læse op for æggene af Niels Holgersen, jeg snakker også med dem og fortæller, hvad jeg går og tænker på.

Og frem for alt præger jeg dem med to vigtige lyde, som snart vil spille en vigtig rolle i deres liv. Den første er lyden af propellen på mit UL-fly, som jeg har optaget på bånd, og som senere vil ledsage gæssene på deres flyveture. De skal vænne sig til propellens skrattende lyd, før de kommer ud.

Den anden lyd – som måske er endnu vigtigere – er lyden af mit lille, gammeldags båthorn, der minder om lyden fra en vuvuzela, måske ikke nær så høj, men nogenlunde lige så irriterende. Senere skal denne lyd bruges til at fortælle gæssene: Pas på! Skynd jer hen til mig! Den samme lyd findes også ude i naturen. Gåsemor bruger lyden til at advare sine børn mod farer eller til at kalde dem til sig.

For en lille gæsling er verden nemlig fuld af farer. Af de fire til seks æg, som en gåsemor normalt udruger, er der 15

som regel kun en eller to gæslinger, der overlever og bliver til voksne gæs. »Jeg skal nok beskytte jer mod alle rovdyr,« lover jeg æggene. Ingen reaktion.

Jeg tjekker temperaturen igen. Den ligger nøjagtigt på 37,6 grader. Alt okay. Så ser jeg på mit ur og bliver helt forskrækket: Klokken er mange, og det er for længst blevet mørkt udenfor. Hernede i kælderen lægger jeg lige så lidt mærke til det, som ungerne inde i æggene.

Jeg har heller ikke mærket, hvor sulten jeg egentlig er.

Jeg rejser mig op, siger godnat til æggene og slukker for lyset i rugerummet.

Næste dag skal æggene flyttes for første gang. De bliver godt nok liggende i rugemaskinen, men skal fra rullebakken over i klækkebakken. En rullebakke er en konstruktion, hvor æggene vendes automatisk de første par uger.

Den ligner lidt et tørrestativ uden ben, dog med mindre afstand mellem snorene, der i dette tilfælde er pinde.

Pindene bevæger sig automatisk og drejer æggene blidt om deres egen akse. Så tæt på udklækningsterminen er det dog ikke længere nødvendigt at vende æggene, det kan endda være skadeligt. Fostrene er så store nu, at de ikke har meget plads inde i ægget – en tilstand, de fleste gravide formentlig kender til. Det betyder, at ungerne ikke længere kan dreje sig i blommesækken, og de har allerede prikket hul på den lille luftblære, der befinder sig i ethvert æg. Luftblæren fungerer som en slags åndedrætsforråd til fugleungen, inden den gennembryder skallen.

16

At vende ægget på dette tidspunkt har intet formål og vil blot skade fostret. Derfor kommer æggene nu over i den såkaldte klækkebakke. Det er en bakke med et finmasket gitter, der minder lidt om en tynd, riflet bageplade.

Jeg tager forsigtigt et æg op ad gangen og lægger dem over i den nye bakke.

Det er ikke længere nødvendigt at afkøle æggene. I den sidste rugefase forlader gåsemor kun sjældent reden og bliver liggende på sine æg.

Til gengæld er det vigtigt, at luftfugtigheden øges, så den kommer op på mindst 80 procent. Så varmt og fugtigt er klimaet nemlig under en ægte gåsenumse. Æggehinderne skal være så smidige som muligt, så fostrene ikke bliver hængende i skallen eller skærer sig på den.

Desværre er indeklimaet i kælderen på vores institut meget tørt. Jeg kæmper konstant med den tørre luft. Inde i rugemaskinen står der allerede en stor urtepotteunderskål, der er fyldt med vand. Heri lægger jeg nu to store vaskesvampe for at øge fordampningsoverfladen. Efter et stykke tid stabiliserer luftfugtigheden sig heldigvis på 82 procent.

Nu må jeg ikke røre ved æggene mere og heller ikke åbne døren til rugemaskinen. Gæslingerne skal klare det hele selv. Jeg kan ikke hjælpe dem med at komme ud af ægget og kan heller ikke fremskynde processen med nogen tekniske midler. Jeg kan blot vente og se, hvad der sker – en meget uvant følelse af afmagt.

Mens jeg sidder og venter foran æggene, lader jeg tankerne flyve. Jeg har altid været meget interesseret i dyr, 17

men har aldrig været råkost-veganer og ved heller ikke, om betegnelsen ‘særligt glad for dyr’ eller ‘vild med dyr’ passer til mig.

Jeg kigger af og til på æggene, men de ser stadig ud som før. Jeg rejser mig op og sætter mig ned igen.

Hvordan skal de små gæslinger egentlig komme ud? Er skallen ikke alt for hård? Og hvordan kan de vide, at der er et liv ude på den anden side? Er der overhovedet unger i dem? Og er der ikke lige nogen, der kan give mig noget beroligende?

To dage før den beregnede udklækningstermin sidder jeg igen og læser op for æggene af Niels Holgersen. ... Drengen kunne ikke få sig selv til at tro, at han var blevet forvandlet til nisse. »Det er vel bare drøm og fantasi,« tænkte han ...

Af og til løfter jeg hovedet for at sikre mig, at mit publikum, altså æggene, også lytter opmærksomt til mig. De lader dog som sædvanlig ikke til at være synderligt interesserede i historien. ... »Hvis jeg venter lidt, så bliver jeg nok menneske igen.« Han stillede sig foran spejlet og lukkede øjnene ...

I samme øjeblik sker der noget usædvanligt: Gæslingerne svarer. Jeg hører en svag pippen inde fra æggene og bliver helt varm om hjertet. Det er den første lyd fra gæssene!

18

Jeg er dybt rørt, må knibe en tåre og har svært ved at tro mine egne øjne: Æggene bevæger sig ganske let. De vugger et par millimeter frem og tilbage. Det lader til, at de genkender min stemme. Jeg tør næsten ikke lade dem være alene i rugemaskinen natten over. På vejen hjem går det langsomt op for mig, at der ligger ni små levende væsener derinde og venter på mig!

Og så går alt pludselig meget hurtigt. Klokken syv næste morgen ringer min telefon. Det er en dyrepasser fra instituttet, og hun lyder meget ophidset. Jeg er endnu ikke helt vågen, da jeg hører hende sige: »Der er hul på et af æggene!« Så er jeg vågen. Gåseeventyret kan begynde!

19

Den fuldautomatiske rugemaskine med klĂŚkkebakke.

Kropskontakt giver den vigtige binding.

Hvorfor er det så svært for os mennesker at acceptere tingene, som de er? Og hvorfor er det ikke svært for gæs?

MICHAEL QUETTING beviser i dette forskningsprojekt sine kvaliteter som tålmodig gåsefar, handlekraftig altmuligmand, ambitiøs forsker, modig førergås og eventyrlystig flyveleder.

Michael Quetting er far til to menneskebørn og bor ved Bodensee i det sydlige Tyskland.

En personlig og humoristisk fortælling om en mand, der bliver far til en flok gæslinger og får øjnene op for de vigtige ting i livet.

M IC H A E L Q U E TTIN G

GÅSEFAR En fortælling om

hvordan syv gæslinger gjorde mig klogere på livet

GÅSEFAR

© Privatfoto

”Det var ikke planlagt, men de sidste par måneder har gæssene løsnet op for eller åbnet noget i mig. Måske kan man endda sige, at gæssene har været en slags terapi for mig. Efter mange års orienteringsløshed har syv små grågæs hjulpet mig tilbage til mig selv og har vist mig, hvad der virkelig tæller her i livet: Kærligheden til andre og kærligheden til livet.”

MIC HA E L QUET T ING

ET ÅR SYV GÆS MANGE SÆRLIGE ØJEBLIKKE

ISBN 978-87-11-69399-5

9 788711 693995 lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

I forbindelse med et forskningsprojekt på Max Planck Instituttet for Ornitologi skal Michael Quetting træne en flok grågæs til at følge ham og hans ultralette fly i luften. Men først skal æggene udruges. Da de syv gæslinger er kommet ud, mærker den nybagte gåsefar til sin overraskelse, at han har fået en livlig børneflok med hver deres særheder. Med sin kærlige beskrivelse af den lille flok deler Michael Quetting sine oplevelser med os og fortæller om gæssenes udvikling. Om hvordan de sammen erobrer land, vand og luft, og om den svære afsked ved projektets afslutning, hvor gæssene skal slippes fri – og Michael Quetting er forandret for altid.