Fuga - læseprøve

Nu er Nanna for første gang tilbage i det Bretagne, hun forlod for alle de år siden. Hun ved knapt hvorfor, bare, at hendes tilværelse ikke længere føles holdbar, og at hun er tvunget til konfrontere sig med det, der engang var hendes liv.

Tyve år skiller Nanna og Jean-Pierre i alder. Tyve år skiller dem fra det, der var deres fælles eksistens, men trods afstanden vibrerer noget mellem dem. Noget, der måske allerede spirede, før Nanna brød op dengang, og som nu mod alle odds bliver til noget, der ligner kærlighed.

Kan en flugt være vejen til at finde hjem? Fuga, den tredje roman om Nanna, giver måske et svar.

Fuga

Lis Vibeke Kristensen debuterede som forfatter i 1983, og har siden skrevet en lang række bøger og skuespil.

Det, der møder hende, er både uventet og chokerende.

Jean-Pierre, hendes unge samarbejdspartner, som hun overlod hotellet til uden at se sig over skulderen, har aldrig fået greb om hverken det eller sit eget liv. Hun møder ham i en situation, hvor det forfaldne hotel er sat til salg, og hvor Jean-Pierre selv er godt på vej til at gå under i alkoholmisbrug og ensomhed.

Lis Vibeke Kristensen

Året er 2015. Den danske kvinde Nanna er brudt op fra den tilværelse, hun troede skulle vare livet ud. Tyve år er gået, år, hvor hun og lægen Gustav har delt bolig og liv i Paris, begge optaget af at bidrage til at lindre verdens nød: han på livsfarlige ekspeditioner til katastrofeområder, hun som leder af en hjælpeorganisation for hjemløse.

Lis Vibeke Kristensen

Fuga Lindhardt og Ringhof

Fuga

Lis Vibeke Kristensen Lindhardt og Ringhof

Lindhardt og Ringhof

Fuga Copyright © 2016, 2016 Lis Vibeke Kristensen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S All rights reserved © 2016 ISBN: 9788711524329 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Om omslagsbilledet

På et galleri i London engang i firserne købte jeg et postkort af et maleri med titlen Turning Tide. Kvinden på billedet vender ryggen til beskueren. Mellem hende og havet er græsset vissent. Havet har små, krappe bølger. Horisonten er en lysende stribe, og tidevandet vender.

Billedet ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for dets budskab om altings foranderlighed. I mange år hang det på min opslagstavle og gav mig trøst og tro på, at også de dybeste kriser får en ende.

Ti år senere ville jeg have det som forside på min anden roman, Den kloge jomfru, men forlaget kunne ikke finde kunstneren, Roger Handley.

Romanen er nu blevet til en trilogi, og i forbindelse med denne udgivelse ledte jeg - mest for sjov - efter kunstneren på nettet. Han var død i mellemtiden, men på Galleri Piano Nobile i London hang billedet.

Turning Tide blev det samlede udtryk for trilogien om Nanna.

Cirklen er sluttet.

Postkortet er henvist til en skuffe. Men maleriet hænger på væggen i mit arbejdsværelse.

Lis Vibeke Kristensen

Fuga. Et ord med bøjningsformer, fuga, fugae, fugae, fugam.

Fugio, jeg flygter. Også det ord kan bøjes.

Min lille rundhovede latinlærer er dukket op sammen med ordene.

Sammen med andre lige så utiltrækkende minder fra dengang, hvor livet var lige så velordnet som en latinsk grammatik.

Dengang vidste jeg ikke, at jeg skulle blive en slags mester i flugt.

Fra uudholdelige situationer og moralske dilemmaer. Plus en del andet, jeg ikke har lyst til at tænke på.

Fugaer strømmer fra min CD-spiller. Den ene efter den anden.

Trykker jeg på en knap, begynder det forfra. Min generation klarede skiftet fra det, man i dag kalder “vinyler”, til spolebåndoptagere. Vi fulgte troligt med til kassettebånd og CD’er. Da de så blev umoderne, stod de fleste af os af. Vi er ikke til musik fra alle mulige kilder, hvor som helst og når som helst. Min generation lytter. Som jeg gør det nu.

Til endnu en fuga. Og en til.

Fuga. Tænkte jeg ordet, da jeg sneg mig ned ad trappen i min fars hus dengang? Jeg ved ikke, om jeg overhovedet tænkte. Det, jeg husker, er en følelse. Af noget uundgåeligt.

She’s leaving home.

Et par år senere skrev Beatles en sang om mig. Det, der ventede på mig neden for trappen, var en mand. Ikke en fra the motor trade. En mand. Det bedste menneske, jeg havde mødt.

Die Kunst der Fuge. Det er den, jeg lytter til nu. Det betyder ikke kunsten at flygte. Snarere kunsten ikke at gøre det. At holde sig inden for de tilladte variationer, de strengt bevogtede krumspring. De dristige skift, der aldrig bliver anarkistiske. Kontrapunktets ubønhørlige logik.

Sådan og sådan. Musik for solister, der kan indordne sig. Går du uden for mønstret, vanker der smæk over fingrene.

Jeg snakker udenom. Men mit liv var sådan. Hele min opvækst var sådan. Den frihed, jeg håbede på, døde med Yann. Det bedste menneske. Selv i dag får navnet det til at brænde bag øjnene.

Jeg burde være kommet over det, vil folk sige. Efter halvtreds år.

Jeg ved ikke, hvad det vil sige, at komme over. Skræve over liget. Let 4

og elegant hoppe over på den anden bred. Begrave ham og det, der kunne være blevet vores barn. Og så gå videre. Mod nye eventyr. Uden unødig bagage.

Dengang kunne jeg ikke flygte. Jeg ved ikke, hvad der holdt mig fast. Men jeg blev hængende. Uden mand, uden barn. Uden drømme, uden planer. Som Sisyfos i myten rullede jeg min sten op ad bjerget hver morgen og fik den lige i synet igen hver aften. I mange år troede jeg, det var det, der var meningen. Min specielle sten, at drive et hotel.

Indtil den morgen, hvor jeg vågnede og vidste, at det ikke var det. Ikke længere. Hvis det nogen sinde havde været det.

Fuga. En flugt. Jeg flygtede. Fra det, nogen vil kalde mit livsværk.

Bachs fugaer er historier om nogen, der sætter af. Men også om dem, der sætter efter. Hovsa, der forsvandt førsteviolinen, eller celloen, eller bratschen, ud over hederne. Nu er det med at få benene på nakken. Noget i den retning.

Ingen satte efter mig, og selv vendte jeg mig ikke om. Før jeg var klar til det. Før et tema trængte sig på. Så stærkt, at jeg ikke kunne overhøre det. Gustav var sådan et tema. Endnu et godt menneske. En mand, der ser verdens elendighed som sin personlige byrde. Som han personligt skal bære. Om han så skal dø af det.

Gustav er på vej til Syrien. Ingen mennesker skal være i Syrien nu.

Syrerne har fattet det. Tre millioner af dem har taget konsekvensen.

Kommer han helskindet igennem det, venter nye udfordringer. En ny krig. Eller hvorfor ikke en afrikansk epidemi. Gustav taler allerede om et kursus i infektionsmedicin.

Vi er enige, Gustav og jeg. Eller vi var enige. I de år, vi har levet sammen, har vi båret hinandens byrder. Den byrde, han nu lægger på mig, vil jeg ikke bære.

Yann døde, mens jeg ventede på ham. I telefonen sagde han: Jeg er på vej. Jeg er i sikkerhed, jeg overlevede. En time senere var han sprængt i stumper og stykker af Algierkrigens sidste terrorbombe.

Gustav siger, han kan det der med sikkerhed. Den her mission er ikke anderledes end enhver anden. Der er brug for læger, siger Gustav.

Vi er kendt for at være de første, der kommer, og de sidste, der går, siger han. Hvad kan man indvende mod det? Professionel stolthed kan 5

jeg på fingrene. Følelsen af at have en mission er ikke fremmed for den, der har tilbragt en betragtelig del af sit liv i velgørenhedsbranchen.

Jeg turde ikke vise ham min tvivl. Jeg orkede ikke at se hans ansigtsudtryk, hvis jeg sagde, at jeg var bange.

Men det er nok nu. Nu er det nok. At vente på en mand, der ikke kommer, der aldrig kommer, har jeg ikke tårer til. Ikke én gang til.

Bed mig ikke om det, Gustav.

Jeg ville sige det. Ikke et ord kom over mine læber.

Fugio. Jeg flygter. Når jeg går ud ad vores fælles dør i morgen. Efter at have set ham pakke sin rejsetaske. Efter at have hørt hans taxi standse nede på gaden, midt i den mørkeste nat. Standse og starte igen. Efter at have ladet, som om jeg sov, for at slippe for at sige farvel.

Jeg går ud ad døren. Jeg låser den efter mig. Smider nøglen i brevkassen nede i porten. Jeg vender mig ikke om. * Flugt.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg er aldrig rendt nogen steder, jeg har siddet fast. I det dynd, der tilfældigvis omgav mig. Helt fra jeg var lille, har det været sådan, og der er billeder, jeg ikke slipper for, som hjemsøger mig i drømme og i vågen tilstand, når jeg er ædru nok.

Billedet af en lille dreng, der står fastnaglet til tærsklen til soveværelset, hvor hans mor lader sig bestige af en fremmed mand, en af dem der blev trukket med hjem efter et natklubbesøg, hjem til villaen, hvor barskabet bugnede og dobbeltsengen var stor nok til flere, og der står jeg og ser manden, der har placeret hende på maven over sengekanten og dundrer løs, i hvilken åbning ved jeg ikke, jeg er for lille til at vide, at der er tale om flere åbninger, og ham, hun kalder min far, er tilskuer, som jeg selv er det, som jeg altid har været det, til alting.

Jeg flygter ikke, jeg står bare der og møder hendes tågede blik, men så ser hun mig, og jeg skal ikke være der, jeg skal slet ikke være der, jeg skal ikke se det, jeg ser, hvorfor ved jeg ikke, jeg ved det bare. Som så ofte før, hver dag, før at være helt nøjagtig, skal jeg helst ikke være der, hvor jeg er, men jeg bliver stående, som jeg altid gør. Stående, siddende, liggende. Sammenkrøbet som for at undgå et slag, der aldrig kommer.

6

Gemme mig, udslette mig, så ingen får øje på mig, og måske forsvinder jeg faktisk til sidst. Måske er det det, jeg er i færd med, at forsvinde.

Flugt.

Ordet når mig fra et ukendt sted, fra et dyb, jeg aldrig har udforsket, men nu er det der, nu genlyder det i min trætte hjerne, som hver dag bruger længere tid på at komme op i de beskedne omdrejninger, der kræves for at klare de enkle sysler, der udgør mit liv. Det når mig nu, udløst af synet af den blondes ansigt, af hendes lange, slanke krop, af hendes endnu længere ben, hendes smalle fødder.

Hun står i døren til proletarbaren, hvor jeg drikker min aperitif, som ikke længere er en optakt til noget, men selve sagen. Den ene aperitif fører uafviseligt til den næste, jeg skifter mellem pastis og bitter, indtil det er vintid, først den hvide, så den røde, og hvorfor skulle man forstyrre det hele med et måltid? Baren er desuden kun leveringsdygtig i sandwich med smagsbefriet ost eller markedets billigste paté, der bare smager af salt og tilsætningsstoffer. Skinken har det bedst med at forbigås i tavshed.

Min dags rytme er regelmæssig som tidevandet, med små forskydninger, som tidevandet. Morgenens kølige øl, den første fra tappeanlægget, når ikke at få stuetemperatur, før jeg suger det sidste skum i mig, og jeg behøver aldrig vente på påfyldningen, Patrice har allerede set mit tomme glas. Patrice er sikker i drift, Patrice passer min regning, og når dagen er gået, betaler jeg den. Beløbet kan variere, men det er små variationer, mit forbrug er relativt konstant.

Hun står der, og hun skal ikke stå der, hun skal aldrig mere befinde sig der, hvor jeg befinder mig, det har hun selv bestemt. Hun stak af, hvis kvinder på halvtreds kan stikke af. Skolepiger stikker af, fra dumme mødre og uudholdelige lærere, hende her stak af fra sit liv. Fra det hotel, hun havde drevet i tredive år, med sine egne hænder, med sine lange fingre, sine smalle håndled. Dengang så hun ud som en, man kunne knække med en enkelt håndbevægelse, men hun var sej. Under den sarte overflade var hun hård som klipperne, slebet af bølgeslaget, men uudryddelig, medmindre vi snakker om et tidsperspektiv på en million år eller noget, der ligner.

7

Feen Morgane kaldte man min mor bag hendes ryg, og at være søn af en ond fe krævede sit. I myterne skulle den blonde forestille hendes modsætning, men i det virkelige liv var hun en illusion. Ingen Morgane, ganske vist, men et Fata Morgana. En luftspejling, en oase i ørkenen, der opløses i ingenting, når man vil slukke sin tørst.

Den blonde lærte mig alt, hvad hun kunne, og hun havde forventninger til mig, som jeg satte en ære i at opfylde til punkt og prikke, plus det ekstra. Hver dag var en eksamen, hvor jeg ville overgå det, hun med rimelighed kunne forvente, og det lykkedes, det lykkedes over al forventning, jeg var hendes tjener, hendes støtte, hendes uundværlige assistent. Men det hele eksisterede kun i kraft af hende, hendes målestok satte rammerne, hendes anerkendelse var det eneste, jeg ville have. Jeg var ligeglad med det forbandede hotel, hotellet kunne gå ad helvede til, det spillede ingen rolle, hvis ikke hun var der til at se mig, til at rose mig på sin diskrete måde. Uden hendes opmuntring var det meningsløst, var jeg meningsløs.

Flugt.

Nu står hun i døren, og jeg vender mig væk, jeg rejser mig, jeg går over mod toilettet, der stadig er et hul i gulvet. Patrice er for klog til at bruge penge på unødvendige moderniseringer, i hans bar kommer ingen kvinder, kun mænd, sømænd og fiskere, garvede typer, der er vant til at pisse i en pøs. Og så mig, skvattet, der ser ud, som om hans krop helt mangler muskler. Hotelejeren uden hotel, eller med et hotel, hvis sidste gæst pakkede kufferten og startede bilen for længe siden. Et år må det være, jeg har svært ved at holde styr på tiden.

Dagene ligner hinanden, tidevandet går ind, og det går ud, og det gør ingen forskel, om det går ind eller ud, jeg har ikke med det at gøre.

Jeg har ingen båd, der skal i vandet, ingen fisk at fiske, ingen hummertejner at røgte, jeg har mit bord ved vinduet ud til den lille gade, hvor kun få mennesker passerer på denne tid af året, og det er bare de kendte ansigter, der viser sig i døren, der tramper ind og fordeler sig mellem bardisken og deres sædvanlige borde.

De hilser på mig, vel gør de så, det er ikke sådan, at de ikke hilser.

Alle kender mig, engang sad de i min bar om eftermiddagen, når de havde fortøjet båden og fisken var læsset af ved auktionsbygningen, og 8

penge havde de nok af, det har de ikke nu, ingen har penge nu. Med få undtagelser, jeg tilhører dem ikke.

Jeg giver mig god tid til at lyne ned og tage den frem, den lille orm, jeg bærer i bukserne, og som jeg ikke bruger til andet end til at skille mig af med de væsker, jeg hælder ind i den anden ende.

I min barndom var der en mand i byen, som kastrerede sig selv, og jeg, der lyttede ved dørene, der lurede ved dørsprækker, hørte historien og troede, det handlede om hans tissemand. Jeg drømte, at min mor skar min af, hun gav den et hårdt dask, når jeg tissede i bukserne, og det gjorde jeg, til jeg ikke gjorde det længere, femårige drenge går ikke med ble, og de tisser ikke i bukserne, har du forstået det, Jean-Pierre?

Jean-Pierre havde forstået. Jean-Pierre holdt op med at drikke, ikke engang vand drak han, han tørstede sig igennem dagene, så der ikke skete noget, og mor var tilfreds. Nu tager han revanche. En aperitif, og en til, en øl, et glas vin og et til, til dagen er gået og endnu en nat falder på.

Der er ingen håndvask på Patrices wc, toilet er for fint ord til den her indretning, fodpladerne er grimede af mange fødders aftryk, pisset er stænket langt op ad væggen, og lugten er derefter, men jeg er en renlig mand, jeg kan styre min stråle, så den hverken rammer væg eller bukseben, og jeg har håndsprit i lommen, en lille flaske fra apoteket.

Jeg køber dem i kassevis, som ældre damer gør, og gnider når som helst en dråbe ind i håndfladerne, fugter fingerspidserne, diskret, så ingen ser det, ikke mændene i baren, ikke parret i det lille supermarked, hvor jeg køber mine beskedne fornødenheder. Renlig er jeg, proper. Jeg holder stilen, det er bare gangarten, der kan afsløre mig. Ikke sådan, at jeg slingrer, men jeg sætter fødderne et nummer for forsigtigt, og det sker, at jeg støtter en hånd mod en mur.

Hun må være gået nu. Jeg kan ikke forestille mig, at hun vil slå sig ned ved et bord og bestille kaffe, eller hvad hun drikker på det her tidspunkt, en aperitif, cider, vin?

Det skete, vi tog et glas vin sammen, når arbejdsdagen var slut, en god hvidvin, hun drak altid hvidvin, den bedste fra kortet, og selv om jeg hellere ville have haft en øl, drak jeg det samme, altid det samme.

Hun må være gået. Hos Patrice er der ikke noget vinkort, ingen eksklusive mærker at vælge imellem. Men hvis hun ikke er?

9

Jeg læner mig mod døren. Jeg lukker øjnene. Jeg venter. * Flugt. Jeg er på flugt, endnu en gang. Siden jeg hørte lyden af nøgleknippet mod brevkassens metalbund, har åndedrættet siddet i halsen. Som om nogen var i hælene på mig. Men hvem skulle det være?

Suppekøkkenet fik et brev, hvor jeg meddelte, at jeg ikke kom tilbage.

Gustav sidder i en eller anden lufthavn.

Sænk skuldrene, Nanna. Ingen følger efter dig. Ingen stopper dig.

Du er fri til at rejse, hvorhen du vil. Gøre, hvad du vil.

Tag dig sammen.

I taxien klaprede mine tænder, som om jeg frøs. I toget larmede mit hjerte. Først da jeg satte mig bag rattet i lejebilen, faldt jeg til ro. Det er længe siden, jeg kørte bil. Gearskiftet skulle jeg lige vænne mig til. Alt det besynderlige, man installerer i nye biler for at gøre kørslen lettere, blæser jeg på. Som den dårlige vittighed, det er.

Nu er jeg fremme. Eller ikke helt. Jeg er mellemlandet i døren til det, vi kaldte Proletarbaren. Vi var ikke specielt spøgefulde, Jean-Pierre og jeg. Et pudsigt øgenavn kunne det blive til. Proletarbaren. Ham med håret. Zeppelineren.

Ingen af os havde sat sine ben i den her bar. Ingen af os kunne drømme om det. Eller måske drømte han om det? Slentre ind gennem den slidte dør. Plante sig ved bardisken, hvor en opfindsom sjæl havde fået installeret koøjer. Bestille en fadøl. Veksle nogle ord med fiskerne, der også i dag fylder lokalet med deres skæve rygge og manglende fingre. Drikke ud, ønske værten god aften, og tak og farvel. Måske drømte han om det, eller også gjorde han ikke. Måske stod hans hu til sydhavsøerne. En hula-hula-pige på en varm strand.

Når jeg finder ham, kan jeg spørge ham.

Proletarbaren. Hvordan er jeg havnet her? Det letteste ville have været at parkere bilen, foran hotellet. Ingen svinkeærinder, marchere direkte ind gennem lobbyen. Svinge svagt til venstre, og så være der. I baren. Min egen bar, hans bar.

10

Hvis alt er, som det skal være, står han bag disken nu. Tapper en langsom øl til en stamgæst, veksler nogle ord. Det burde være risikofrit område.

Vejret er usædvanligt varmt for årstiden. Baren er muligvis fuld af turister. Jeg ville være en anonym gæst i mængden.

Jeg kunne have sat mig ved et af bordene. Ventet på, at han fik øje på mig. Han kunne have haft et valg.

Goddag, Madame, kunne han have sagt. Hvad må jeg servere for Dem? Eller Nanna. Det kunne han have sagt.

Og så tavshed. Indtil jeg fandt på noget at sige. Indtil jeg fik slugt klumpen i halsen. Indtil jeg havde styr nok på stemmen til at sige, goddag, Jean-Pierre. Kunne jeg få et glas Muscadet? Et værelse, kunne jeg have sagt, en nat, to nætter, tre, og halvpension, ja. Hvis du har tid, kunne vi mødes og tale sammen. Senere.

Så sent det skal være, Jean-Pierre. Nu forsvinder jeg ikke. Ikke før vi har fået sagt det, der er at sige.

I stedet står jeg i døren til proletarbaren. Mine fødder har bestemt sig for at vandre i cirkler uden om det væsentlige. Med lidt held bliver de stadigt mindre, cirklerne. Med lidt held og lidt mere mod lander jeg vel til sidst, hvor jeg skal lande. Hvor det så end er. * Flugt.

Min flugt, hvis det er det, der er tale om, er stoppet her, på dette stinkende sted, ikke større end et kosteskab. Et foreløbigt stop, et helle på vejen. Mit hjerte er roligt, ingen panikslagen sved fugter mine armhuler, og når jeg kommer ud, er hun borte, og jeg behøver aldrig se hende igen.

Hårde knoer mod døren, en stemme. Er du faldet i søvn derinde, andre kan have brug for, åbn så den dør, eller.

Jeg lemper haspen af krogen. En rødhovedet fisker trænger sig forbi mig, han har allerede lynlåsen nede og giver sig ikke tid til at lukke døren.

Bag mig plasker det.

11

Patrice står bag sit fadølsanlæg og ser ud, som han plejer, mændene luder ved disken og bordene, i hjørnet spiller en gruppe kort, belote, belote, alle spiller belote. Jeg fik det aldrig lært, fordi ingen gad spille med mig, ikke mor, ikke ham, der skulle forestille min far, klassekammeraterne undgik omhyggeligt mit selskab, og hende, der blev min chef, der blev min mentor, der styrede over mine dage og fyldte mine nætter med drømme, spillede ikke kort.

Vi kunne have taget et slag kort, når hotellet var faldet til ro. Siddet i et hjørne i baren med hver sin øl, som jeg havde tappet, mit sande ekspertområde, vi kunne have råbt ad hinanden, kaldt hinanden for pissemyre eller pelsdyr, når vi tabte, vi kunne have grinet og rystet på hovedet ad vores barnlighed. Vi kunne have taget en øl til og være vaklet op ad trappen. Standset foran hendes dør, foran min dør, og kysset luften ved siden af hinandens kinder og sagt godnat, sov godt. Eller vi kunne ingenting have sagt, vi kunne bare være fulgt med den anden, have hvilet sammen, jeg med hovedet mod hendes bryst, eller hun med hovedet mod mit.

Vi kunne have været nøgne. Vi kunne være trængt ind i hinanden, igennem hinanden, vi kunne være blevet ét kød.

Hendes hud var sart, som min egen. Min hud er lys, mit hår er blondt, eller det var det, blondt som hendes. Som hans, min fars hår, den rigtige far, ikke ham, der var gift med min mor, men ham, der havde bidraget med en sædcelle, så jeg kunne blive til.

Alle vidste, hvordan det var gået til, men ingen sagde noget. Jeg var voksen, da jeg fik det at vide, og det var hende, den blonde, der fortalte mig det. Din far hed Yann, sagde hun, du ligner ham. Din mor tror, jeg stjal ham fra hende, det er derfor, hun hader mig.

Alle drenge legede riddere, og i den lokale folklore havde den mand, hun sagde var min rigtige far, spillet rollen som selveste kong Arthur. I myten forfører feen Morgane kongen for at få et barn med ham, at det samme var sket i virkeligheden, vidste alle, lige med undtagelse af mig.

I skolen skulle vi tegne riddere og damer, Lancelot og kong Arthur og Guinevere og Tristan og Yseut, og det var hende, jeg tegnede, altid hende, den blonde kvinde, la femme soleil. Selv var jeg ingen konge, det var bare hende, der kunne have gjort mig til en, men hun holdt mig 12

i skak og på plads som den evige prins, den evige bejler, der bar hendes farver, men aldrig fik lov til at række hånden ud og sige: Kom. Lad os smide omsvøbene over bord, det kunne hun have sagt. Lad os sige rent ud, hvordan vi vil have det. Dig der, mig her, men uden afstand. Uden afstand imellem os. * Flugt.

Det sidder i kroppen som en påmindelse. Om det, der tvang mig til at vende ryggen til den her by. Lægge afstand til det liv, jeg havde skabt. Eller fået. Eller som jeg havde ladet mig prakke på af skæbnen.

Som en brugt støvsuger.

Jeg så omridset af hotellet, da jeg kørte ind i byen ad samme vej, som jeg i sin tid valgte, da jeg forlod stedet. Ned ad bakken, rundt i rundkørslen. Hen langs havnen.

Fiskerbådene lignede sig selv. Strålende farver, navne på det gamle sprog. Navne, hvis betydning dengang var en selvfølge. Nu skulle jeg anstrenge mig for at huske, hvad de betød. De tapre mænd fra næsset.

Brødkurven. Vennen Jean.

Mænd i blå overalls lossede dagens fangst ved auktionsbygningen, de små kraner brummede.

Stedets rytme sidder stadig i min krop, selv efter alle de år. Tidevandets rytme. Ud på havet før daggry. Ind med højvandet, når eftermiddagen skråner mod aften. Højvandet skyller fiskerne ind i barerne på begge sider af havnen. En time, højst to, så er de væk igen. Hjemme hos familien i nogle timer før uret ringer, og de er på vej igen. Ud med højvandet, og så fremdeles.

Havet bestemmer herude. Havet sætter rammerne. Havet gør mennesker lykkelige og ulykkelige. Den første tid i Paris måtte jeg tvinge jeg mig selv til ikke at tænke på det. Men havet flyttede ind i mig, et uafrysteligt savn.

Hotellets markiser var blå. Som i min tid. Blå markiser, blåt og hvidt, havfarver. Mere kunne jeg ikke se på den afstand. Jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller ked af det. Hvad havde jeg forestillet mig?

At han ville skifte alting ud, fra markiser til menu?

13

Markiserne er de samme, men måske står der hamburgere på programmet. Som i Paris, hvor selv bedre restauranter har overgivet sig.

I takt med dybfrostens indtog, i takt med præfabrikerede sovse. I takt med det franske køkkens almindelige forfald.

Jeg bevæger mig i stadigt mindre cirkler. Det har mine fødder bestemt. Foreløbig er jeg ikke nået længere end en dørtærskel. Hvad jeg laver der, aner jeg ikke.

Inde i lokalet lugter der af gamle sjatter. Røgen fra brune cigaretter sidder i væggene, men ingen ryger. Den tid er forbi, selv i en proletarbar. Mændene ved disken og bordene ser ud, som om huset er blevet opført omkring dem.

En af dem rejser sig fra stolen. Han bevæger sig med afmålte skridt mod døren med WC-skiltet til venstre for baren.

Noget ved ryggen under den slidte jakke forekommer mig bekendt.

En let krumning, som om ryggens ejermand ikke tør rette den ud. Som om han er bange for at vise overmod. Påkalde sig straf.

Over ryggen en nakke. Over nakken en kasket af blødt uldstof.

Ikke en af de sædvanlige hovedbeklædninger. Den her er købt i en rigtig forretning, ikke på markedet eller i skibsprovianteringen.

Så er han forsvundet. Jeg kunne ikke afgøre, om jeg kendte ham.

Blot at det var en ældre mand. Eller også var han bare alkoholiker.

Gangarten er den samme.

Barens klientel er homogent. En enkelt kasket af et bedre mærke kan være fundet på hattehylden i en restaurant efter turistsæsonen.

Den kan være købt i en fremmed havn for en slik. Eller den kan tilhøre en englænder. En, der tilbringer sin alderdom på denne kyst og har valgt byens billigste bar som sit tilholdssted.

Hoveder vendes mod mig og vendes væk igen. Bag bardisken genkender jeg værtens sørgmodige ansigt. Han og jeg kender ikke hinanden, i hvert fald ikke officielt. Men jeg har set ham tilstrækkeligt mange gange til at vide, at det er Patrice. Ham, der har givet baren sit navn.

Hvis jeg skulle sætte mig ved et af bordene. Hvis jeg skulle bestille noget, en aperitif, en skål nødder, hvis nu Patrice er leveringsdygtig i den slags luksus. Veksle nogle ord med en, der helt sikkert ved, hvem jeg er.

14

Fødderne bestemmer for mig. Jeg står ude på gaden igen, og jeg kan lige så godt vænne mig til tanken. Min vilje, hvis jeg havde en, spiller ingen rolle. Her er det instinkter, der styrer. Kamp eller flugt. Jeg har tilsyneladende én gang for alle valgt flugten.

Flugt. Sådan må det være, og i morgen er der atter en dag. Eller også er der ikke. * Frihed. Jeg undslap. Naturligvis er hun væk, hvad skulle hun også der, hun har ikke brug for at spørge om vej som en fremmed, en turist. Hvis hun ville, kunne hun gå den direkte vej, men måske har hun allerede været der, måske har hun allerede set det, jeg har lagt bag mig, vinduernes mågeklatter, den afskallede maling, skiltet i hotellets vindue.

Til salg. Skiltet er rødt, som en advarsel. Køb lortet og tag, hvad der kommer.

Patrice har allerede skænket pastis i mit glas, vandkaraflen står klar på mit bord. Jeg griber glasset, jeg kan sørge for mig selv, jeg kan balancere et glas med en sjat pastis på bunden fra baren til mit vinduesbord uden at spilde, men Patrice holder glasset tilbage, som om jeg skal bede om det, giv mig min pastis, Patrice, som om jeg skal tigge ham om det, min pastis, for helvede, Patrice, og det er nu, ikke om en time, ikke i morgen.

- Er hun kommet tilbage?

Hvor skulle jeg vide det fra, jeg ved lige så lidt som du, Patrice, lige så lidt som dem, hvis hoveder drejer sig i min retning, langsomt, som tilskuerne til en tenniskamp i slowmotion, jeg ved ingenting, men hvad skal jeg sige? Hvem? Hvem er kommet tilbage?

Jeg vælger selv, om jeg vil gøre mig latterlig. Alle og enhver så det, jeg så, at hun lignede sig selv, selv med tyve års patina er hun en smuk kvinde, sval og blond, håret stadig kort, som da hun rejste.

Diskret makeup, upåfaldende påklædning, blegrosa skjortebluse, lyse bukser. Bukser brugte hun aldrig dengang, men benene er lige så lange som altid, skuldrene under jakken lige og stærke uden at være

15

brede, hun er ikke faldet sammen, ikke som jeg, der krymper for hver dag.

En proces er i gang i min rygrad, jeg mærker den, om et år eller to vil jeg være flere tommer kortere.

Jeg rækker hånden frem.

- Min pastis, tak.

Patrice trækker på skuldrene, det trækker om hans mund, en grimasse af en art, hvad den skal sige, interesserer mig ikke.

Min hånd med glasset ryster, da jeg går over mod mit bord. Bag min ryg veksles der blikke, ikke fordi jeg ser det, men andet er ikke muligt.

Foreløbig lader jeg som ingenting. Men når jeg har tømt mit glas, når jeg har betalt dagens regning, når jeg går ud ad døren om en halv time eller en hel, lidt før end jeg plejer, har jeg sat mine ben hos Patrice for sidste gang. * Frihed.

Det var det, jeg tænkte den morgen for tyve år siden. Nu overlader jeg hotellet til ham, tænkte jeg. Han kan drive det videre. Han kan sælge det, gøre hvad han vil med pengene. Rejse bort. Eller genoptage de studier, han afbrød for at blive min højre hånd. For at blive min slave, ville nogen sige.

Måske ville de have ret.

Jeg gav ham friheden. Som plantageejeren løsner slavens lænker.

Uden tanke på, at lænker efterlader spor, og ikke bare i huden.

Jeg står på hovedgaden, da det slår mig.

Ryggen var hans. Den kuede ryg, aldrig helt rettet ud. Altid parat til at bøje sig lidt mere. Ikke Yanns ryg. Yanns ryg var rank. Yann havde værdighed, han traf sine egne valg. Ægteskabet med mig var et af dem.

Før han døde, traf han et endnu større valg. Hans fremtid var en anden end hotellet. Han ville studere medicin. Blive læge, tjene mennesker i stedet for at betjene dem.

Hvilke valg hans søn har truffet, ved jeg ikke.

16

Gangarten var en ældre mands. Jean-Pierre må være omkring halvtreds. Hvorfor skulle han gå som en olding?

Hvad er der sket med dig, Jean-Pierre? Hvad var det for en frihed, jeg gav dig? Du havde ikke valgt den selv. Jeg prakkede dig den på, som jeg havde prakket dig alt andet på. Din plads i verden, i mine forklædebånd, på mine enemærker.

Hvis det faktisk var dig. Manden med de afmålte skridt og en kasket, der var lidt for eksklusiv til omgivelserne. Hvis det faktisk var dig, var frihed det sidste, du havde brug for. Tryghed var det, du havde brug for. Rammer omkring dine udfoldelser. En sikker plads, hvor du kunne finde smarte løsninger på hotellets udfordringer. Inden for visse veldefinerede grænser.

Jean-Pierre og friheden, en selvmodsigelse. Da jeg efterlod ham med noget, jeg indbildte mig var en gave (troede jeg selv på det?), var han en alt for barnlig mand på næsten tredive. En, der hele tiden så sig om efter nogen, der kunne pege ham i den rigtige retning.

Nu skal han forestille en mand i sin bedste alder. Hvis jeg skal dømme efter gangarten, er det snarere hans værste.

De sad i den bar, der var min, der blev hans. De sad ved det samme bord hver aften. Dem, der ikke havde noget at komme hjem til. Der aldrig havde haft koner, eller hvis koner havde smidt dem ud. Vokset sammen med stolen, med bardisken, med lugten af syrlig tobak og nytappet øl. Udtrykket at gå i ét med væggen passede på dem.

De sagde ikke så meget. Der var ikke så meget at snakke om. Bare glasset var fuldt, og det var det, det blev det. Man diskuterede ikke, moraliserede ikke. Min rolle var ikke at sætte spørgsmålstegn. Jeg var ikke den, der skulle komme med diskrete opfordringer til at tage det lidt forsigtigt. At nægte at servere det, de bad om, kom ikke på tale.

Jeg drev en virksomhed, jeg var ikke socialarbejder eller terapeut. Jeg kunne ikke forhindre dem i at drikke sig i graven. Så længe de havde penge til regningen.

De havde deres frihed. Jeg havde min. At begge friheder var en illusion, når det kom til stykket, var en anden historie.

Den hundsede ryg. De usikre ben, den lidt for fine kasket.

17

Det var ham. På vej op ad gaden. På et fortov, der har fået fliserne skiftet ud for nylig og er blevet udstyret med noget, der ligner pullerter i kanten, velsagtens for at understrege det maritime, ved jeg det. Helt ind i marven ved jeg det. Det kunne ikke være nogen anden. * Tilflugt. Baren var min tilflugt, jeg finder ikke noget bedre ord, nu er det slut med det.

Næste skridt på vejen mod bunden ligger lige for næsen af mig, det er bare at tage det. En bar indebærer om ikke andet illusionen om fællesskab. Så længe man ikke drikker alene, er man i sikkerhed, eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Om det indebærer andet, end at nogen ville stable en på benene, hvis man blev så fuld, at man trillede ned af stolen, eller muligvis tilkalde en ambulance, står hen i det uvisse.

Det kan være noget mytologisk, baren er et drikkelag, som vikingernes, eller hvorfor ikke Kong Arthur og hans riddere. Hornet går bordet rundt, alle tager en slurk, og så er man forbrødrede.

At drikke sig fuld i venners lag er acceptabelt, selv om “vennerne” i mit tilfælde er et ustabilt konglomerat af eksistenser, som arbejdsulykker og alderdom har skyllet op på land. Drivtømmer uden drivtømmerets forsonende patina, som de plasticposer og tomme flasker, ubekymrede lystsejlere smider over bord og som tidevandet bærer med sig mod land. Men at drikke i ensomhed ligner noget, jeg ikke vil kendes ved, ikke endnu.

At vælge en af de andre barer på strækningen virker uoverstigeligt.

Nye blikke, nye uudtalte spørgsmål, hvad laver han her? Stamgæster, der pludselig får revirproblemer, for turisterne i sæsonen er én ting, men hvordan skal man forholde sig til den fallerede hotelejer? Hvordan skal man tage imod manden, der fik det hele foræret og var for talentløs til at forvalte det?

De betroede talenter. Folk bliver bibelske i de situationer, og jeg har muligvis fået min fortjente straf for det hovmod, jeg aldrig havde, men hvor skulle de vide det fra? Overfladen er det, der står til rådighed, når mennesker bedømmes. Jeg kan ikke påstå andet, end at det med talenterne passer på mig, men det, der findes inden under min person18

lige hud, er min privatsag. Det, de andre ved om mig, og som de synes giver dem ret til at dømme og muligvis fordømme mig, har meget lidt med det at gøre.

Der er længe til lukketid, alt for længe, og der er stadig hul i mig, disen har endnu ikke nået alle dele af min hjerne, den barmhjertige, den trøstende dis, søvnens blide søster, drømmens trygge storebror.

Så poetisk kan man være, hvis man ikke anstrenger sig, men bare lader tankerne komme.

På den anden side af broen er der barer, hvor jeg i bedste fald ikke vil blive genkendt, og hvor jeg kan tage de sidste glas, dem, der endegyldigt transporterer mig ind i tågen.

På den anden side er der på den anden side et godt stykke vej til mit værelse i det hus, hvor jeg har mit hovedkvarter. Eller hvad man skal kalde det. Hvilke kvarterer er der egentlig tale om? Hovedkvarteret, kropskvarteret? Benkvarteret? Et tåkvarter, hvor man konstant må anstrenge sig for at holde balancen?

Mit hovedkvarter: tre af utallige rum i det hus, hvor jeg voksede op: et værelse med en seng, lang nok til den opløbne knægt, jeg var, før jeg flyttede over til hende på hotellet, lang nok til den, jeg er i dag. Med et skrivebord, hvor jeg lægger de bøger, jeg køber i kiosken. Jeg læser dem i takten et kapitel hver morgen, før jeg står op, jeg smider dem ud i rask takt, og bagefter har jeg glemt, hvad der stod på siderne. Stod der noget? Fortalte nogen en historie? Jeg aner det ikke, jeg ved bare, at tiden gik, og at tankerne ikke smuttede hen, hvor de ikke skulle, så længe jeg havde øjnene klistret til bogen.

Badeværelset er indrettet i min mors stil, guld på vandhanerne, snirkelornamenter. Badekarret er generøst nok til at rumme to personer, hvis man skulle få lyst til det, hvad jeg hverken har eller får, som sagerne står. Bruseafdelingen, hvor jeg tager bad, har direkte adgang fra mit værelse.

Og så er der køkkenet. Stort som hotellets baglokale, hvor arbejdernes frokost stod på bordet hver dag klokken tolv. Præcis klokken tolv, ikke et minut i, ikke et minut over. Dampende, duftende, veltillavet, lækker, personalet spiste den også, jeg spiste den selv. Så længe, det varede.

19

Nu er Nanna for første gang tilbage i det Bretagne, hun forlod for alle de år siden. Hun ved knapt hvorfor, bare, at hendes tilværelse ikke længere føles holdbar, og at hun er tvunget til konfrontere sig med det, der engang var hendes liv.

Tyve år skiller Nanna og Jean-Pierre i alder. Tyve år skiller dem fra det, der var deres fælles eksistens, men trods afstanden vibrerer noget mellem dem. Noget, der måske allerede spirede, før Nanna brød op dengang, og som nu mod alle odds bliver til noget, der ligner kærlighed.

Kan en flugt være vejen til at finde hjem? Fuga, den tredje roman om Nanna, giver måske et svar.

Fuga

Lis Vibeke Kristensen debuterede som forfatter i 1983, og har siden skrevet en lang række bøger og skuespil.

Det, der møder hende, er både uventet og chokerende.

Jean-Pierre, hendes unge samarbejdspartner, som hun overlod hotellet til uden at se sig over skulderen, har aldrig fået greb om hverken det eller sit eget liv. Hun møder ham i en situation, hvor det forfaldne hotel er sat til salg, og hvor Jean-Pierre selv er godt på vej til at gå under i alkoholmisbrug og ensomhed.

Lis Vibeke Kristensen

Året er 2015. Den danske kvinde Nanna er brudt op fra den tilværelse, hun troede skulle vare livet ud. Tyve år er gået, år, hvor hun og lægen Gustav har delt bolig og liv i Paris, begge optaget af at bidrage til at lindre verdens nød: han på livsfarlige ekspeditioner til katastrofeområder, hun som leder af en hjælpeorganisation for hjemløse.

Lis Vibeke Kristensen

Fuga Lindhardt og Ringhof