FRIHEDENS PRIS En kort historie om menneskehjernen
PETER LUND MADSEN
FRIHEDENS PRIS En kort historie om menneskehjernen
LINDHARDT OG RINGHOF
Peter Lund Madsen FRIHEDENS PRIS En kort historie om menneskehjernen © 2018 Peter Lund Madsen & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Forsidefoto: Thomas A. Illustrationer: Anna Laurine Kornum Konsulent: Lone Holden Konsulent: Thomas Thaulov Raab Konsulent: Ida Hageman Redaktion: Elise H. Nørholm Bogen er sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-48662-7 1. udgave, 1. oplag 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont
4
INDHOLD Forord
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Kapitel 1 One-Trick Pony . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Kapitel 2 Rejsen mod frihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Kapitel 3 En evigt fremaddrivende kraft . . . . . . . . . . . . 34 Kapitel 4 Den første afgørende grad af frihed . . . . . . . . . 47 Kapitel 5 Fornemmelsen af virkelighed . . . . . . . . . . . . 57 Kapitel 6 Den emotionelle virkelighedsoplevelse . . . . . . . 71 Kapitel 7 Lyset i køleskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Kapitel 8 Når Zoologisk Have lukker . . . . . . . . . . . . . . 93 Kapitel 9 Fornemmelse for fællesskaber . . . . . . . . . . . . 103 Kapitel 10 Viden er det vigtigste, vi mennesker har . . . . . . 116 Kapitel 11 Der var engang en julekalender . . . . . . . . . . . 122 Kapitel 12 Hvorfor aber ikke har en hobby . . . . . . . . . . . 135 Kapitel 13 Det mystiske mirakel . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 Kapitel 14 At miste sin fremtid . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Kapitel 15 Det autistiske spektrum . . . . . . . . . . . . . . . 161 Kapitel 16 Hvorfor går vi ikke bare amok? . . . . . . . . . . . 168 Kapitel 17 Den mest naturlige følelse, der findes . . . . . . . . 186 Kapitel 18 Hjernekapacitet og stress . . . . . . . . . . . . . . . 199 Kapitel 19 Når hjernen slapper af . . . . . . . . . . . . . . . . 212 Kapitel 20 Når humøret kommer ud af kontrol . . . . . . . . . 230 Kapitel 21 Når verden falder fra hinanden . . . . . . . . . . . 243 Kapitel 22 I en bus på Østerbro . . . . . . . . . . . . . . . . . . 263
6
FORORD Kære læser, ved du, hvorfor der er så mange, der har problemer med det mentale? Sindssygdom, stress, angst og dage, der fyldes af mørke. Hvorfor der er så mange, der kæmper med bekymringer og problemer? Det skal jeg sige dig: Det er, fordi det er svært at være menneske. Mennesker kan næsten alt. Vores store hjerner giver os frihed, men denne frihed har en pris. En avanceret hjerne bliver nemt en skrøbelig hjerne. Det er sådan, det er. Det er svært at være menneske, tro mig, jeg har prøvet det selv. Jeg vil gerne takke følgende personer for deres særdeles kvalificerede medvirken til denne bog: Lone Holden, Anna Laurine Kornum, Turid Linga, Ringo Lund Madsen, Elise H. Nørholm, Ida Hageman Pedersen og Thomas Thaulov Raab. Peter Lund Madsen Sejerøfærgen, 2018
7
8
K APITEL 1
ONE-TRICK PONY »Læs dette!« Manden på den anden side af bordet skubbede et stykke krøllet papir hen til mig. Der stod skrevet: »Alt bliver væk. Alting forsvinder. Jeg forsvinder fra mig selv. Verden forsvinder. Det, der er inden i mig, visner og falder fra hinanden – jeg ved det, for det er sådan, det er. Jeg registrerer min egen personlige undergang – jeg bevidner den – og jeg er ude af stand til at føle noget som helst. Opløsning. Afvikling. Alting visner. Min skæbne er, når jeg tænker over det, en af de mest forfærdelige, man kan forestille sig. Jeg, der før var et menneske fyldt med drømme og planer, lever nu som et tavst, lemfældigt vidne til mit eget sinds uundgåelige afvikling. Jeg observerer det ske. Det sker.« Da jeg kiggede op fra papiret, sagde manden: »Det er min søn, der har skrevet det.« Der findes mennesker, som oplever en særegen længsel mod særlige lokaliteter og fællesskaber. Steder, hvor man er afslappet og veltilpas, steder, hvor man på en udefinerbar måde føler, man hører til. Man drages. Det kan være mod en by eller en landsdel. Det kan dreje sig om lande, der kulturelt er beslægtet med ens hjemland. Den frankofile eller ham (for det er oftest 9
mænd), der er »bidt af en gal englænder«. Samhørighedsfornemmelsen, længslen, kan også rette sig mod områder, der ligger så fjernt fra hjemegnen, at den bliver nærmest uforståelig. Denne higen kan være voldsom og medføre dramatiske omvæltninger i et menneskes liv. Jeg kendte en mand, som tilbragte næsten hele sit liv i Indien. Han var født i Herning, men det var i Indien, han følte sig hjemme. Selv mente han, at han havde været inder i et tidligere liv, men den forklaring tror jeg ikke på. Jeg synes, at det er mærkeligt. Jeg fatter ikke, hvordan man kan føle samhørighed med befolkningen i et land, hvor man end ikke forstår sproget. Et land, hvor kulturen er så fuldstændig anderledes. Hvordan kan man føle sig hjemme et sted, hvor man kun i meget ringe omfang begriber, hvad der foregår. Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, men jeg kan bevidne, at det forekommer, for jeg har det selv på den måde. Jeg har det sådan med Japan. Denne bog begynder i en taxa på vej fra Ginza-distriktet mod Tokyos Park Hyatt Hotel. På dette hotel ligger New York Grill, og her skal jeg møde en gammel ven fra gymnasietiden. Chaufføren bærer hvide handsker og kasket, og taxaens sæder er beskyttet af et hvidt kniplingsstof. Udenfor er der et virvar af mangefarvede neonlys, og gaderne er fyldt med mennesker. Der er gadeliv, og der er mange, der griner og morer sig. Bilisterne er hensynsfulde, trafikken glider roligt fremad, og jeg ved, at når vi kommer til destinationen, skal jeg ikke tænke på drikkepenge. Det bruger man ikke i Japan. Idet taxaen passerer Shinjuku-togstationen (verdens travleste), modtager jeg en sms: »Så er jeg på plads. Vi har jo først bord fra 10
klokken 20.30. Kommer du før, sidder jeg i The Peak Lounge på 41. etage Jens.« Det er min fjerde rejse til Japan, jeg rejser alene, men på denne min første aften på turen får jeg selskab. Jeg har aftalt at mødes med Jens, som har boet i Tokyo i mange år. Det er ham, der venter på Park Hyatt Hotel. Det er tredje gang, jeg besøger New York Grill, så jeg finder hurtigt vej gennem den lille særprægede lobby, hen til elevatoren og op til baren på 41. etage. Her er der kun få europæere blandt de mange gæster, så jeg genkender hurtigt min ven. Han sidder henne ved et af de gode borde ved vinduet, og straks han ser mig, rejser han sig op. Han ligner sig selv, og han hilser, som jeg husker ham, venligt, men også lidt reserveret. Vi tilbringer godt et kvarter i baren, før vi tager den næste elevatortur op til vores bord i hotellets største restaurant – New York Grill. Denne restaurant er kendt for sin rolle i filmen Lost in Translation, og i Tokyo kan man få langt bedre mad, og billigere, end lige netop her. Alligevel bør et besøg absolut overvejes. Omgivelserne er overvældende. Der er højt til loftet, panoramaruder, restauranten ligger på 52. etage, og udsigten er derefter. Tokyos glitrende lyshav ligger lige udenfor, og der ses røde, langsomt blinkende antikollisionslys overalt. Inde ved siden af, i New York Bar, synger en jazzsangerinde akkompagneret af en trio. Det er fuldstændig som i filmen. Men det er ikke bare det. New York Grill er et sted, hvor der foregår en masse. Det er et sted, man tager hen, når man ikke kender hinanden så godt. Stedet er fyldt med forretningsforbindelser og gådefulde kvindelige gæster. Man kan fornemme, at der er et spil i gang, 11
men man aner ikke, hvad der foregår. Når man sidder dér med sin bøf (bare tag den billigste på kortet) og de andefedt-stegte pomfritter (de er gode), føler man virkelig, at man er kommet en tur ud i den store verden. Mine første timer med Jens gjorde mig rolig og glad. Jeg havde ikke set ham i omkring 20 år, og vores møde bekræftede mig i den trivielle sandhed: Folk forandrer sig, men forbliver alligevel sig selv. De basale personlighedstræk, der er til stede tidligt i livet, ændrer sig ofte kun lidt. Er man i skoletiden en ven, der er til at stole på, så er det sandsynligt, at man også senere i livet vil være godt selskab. Sådan var det med Jens. Vi hyggede os, og alt, han fortalte, bekræftede mig i indtrykket af et menneske, der havde brugt sin tid på at gøre sig umage og være til nytte. Det var først efter maden, mens vi drak kaffe, at papiret med sønnens tanker blev præsenteret for mig. Da jeg havde læst det, trak Jens det til sig, foldede det sammen og lagde det forsigtigt ned i en konvolut. » Jeg ved jo godt, hvorfor du er rejst hertil, jeg synes bare, du skulle se det.« Jeg nikkede. »Hvor bor din søn, og hvordan har han det i dag?« »I Danmark. Og han har det rigtig, rigtig dårligt!« Jens kiggede tilbage på mig i en blanding af bedrøvelse og trods. »Hør her, jeg vil meget gerne møde ham, og hvis der er noget, jeg kan gøre, så må du endelig sige til. Det er ikke bare noget, jeg siger.« Han rystede på hovedet. »Det er slet ikke derfor, jeg viser dig det, Christian har skrevet, du skal bare vide, hvordan det står til. Jeg elsker min søn, og jeg er stolt af ham.« 12
»Selvfølgelig,« sagde jeg. »Det er ikke så selvfølgeligt, der er rigtig mange, der ikke aner, hvordan det er, som ikke aner, hvad det er, der foregår. Det er derfor, din bog er så vigtig.« »Nu er det jo bare en lille bog, og jeg ved langtfra alt om det, der foregår.« »Nej, men du er psykiater, og du ved noget om hjernen, det er da en begyndelse.« Jeg kiggede op på Jens. Hans stemme var svag: »Noget af det, der sker for ham, er helt uforståeligt. Det er forfærdeligt indimellem. Men som sagt: Jeg elsker Christian, og jeg er stolt af ham. Det, han er gået igennem i løbet af de sidste fire år, er ikke for sarte sjæle.« Der var en kort pause. Ikke anspændt. Så sagde Jens: »Nok om det for nu, klokken er mange, du har rejst gennem mange tidszoner og må være træt. Lad os gå hver til sit.« Jeg kiggede på mit ur, klokken var lidt over ti, og ja, jeg var søvnig. Inde ved siden af var sangerinden i gang med en lidt langsom udgave af Paul Simons One-Trick Pony. Udenfor lå byen med sine neonbelyste gader, trukket som tråde gennem et småprikket, mangefarvet lyshav. Gæsterne omkring os var ved at bryde op. Jens havde ret, det var på tide at komme af sted. Da jeg halvanden time senere sad på mit hotelværelse ved vinduet ud til mit elskede lysblinkende Tokyo, var jeg behageligt søvnig. I morgen skulle jeg i gang med det projekt, som Jens havde talt om, lige før vi gik hver til sit. En bog om menneskehjernen, om sindslidelser, mentale ubalancer og udviklingsforstyrrelser. 13
Da jeg var ung, var jeg bange for at blive sindssyg. Jeg havde uvirkelighedsfornemmelser og angstanfald. F.eks. kunne jeg stå og kigge på mig selv i et spejl og pludselig få en voldsom uvirkelighedsfornemmelse – hvem er det, jeg kigger på? – og så kom angsten. Angsten for, at det hele ville bryde sammen for mig, at det var nu, jeg blev sindssyg. Den frygt fulgte mig i mange forskellige variationer over ret lang tid, og det var ikke særligt sjovt. Alt for mange dage blev forpestet af min frygt for at blive sindssyg, at jeg var unormal. Det ondsindede var jo, at når jeg gik op på biblioteket for at læse om sindslidelser og især skizofreni, så kunne det, jeg oplevede, når jeg blev bange, godt minde om nogle af de symptomer, der var beskrevet i psykiatribøgerne. Min angst var en bekræftelse på, at der var noget at være bange for. Dengang var jeg panisk angst for at møde en psykiater, for han eller hun ville jo med det samme kunne se igennem mig og spotte alt det syge og unormale i mit sind. Det var en besværlig tid, men sådan er det jo tit at være ung. Senere viste det sig, at min angstfyldte periode ikke var en begyndende skizofreni, og det paradoksale er så, at jeg via en kæde af tilfældigheder selv endte med at blive psykiater mange år senere. At blive psykiater har ikke gjort mig i stand til at »se gennem mennesker«, men det har lært mig tre vigtige ting om mental sundhed, psykisk sygdom og det at være psykisk velfungerende. 1. Det drejer sig ikke om at være normal. Det drejer sig om at have en dagligdag, der fungerer. Selv en overfladisk gennemgang af mit sind ville medføre en del anmærkninger. Uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, kon14
fliktskyhed og det, der er værre. Men jeg lever med det hele – eller det meste – uden de store problemer. Jeg har vænnet mig til det. 2. Der er en glidende overgang fra det normale til det problematiske. Når jeg taler med mine patienter, også de mest syge af dem, kan jeg genkende deres symptomer hos mig selv. Jeg kan mærke, hvad de taler om. Jeg har det i mig. Mit held er, at symptomerne hos mig ikke har taget magten over mit sind. 3. Det kan gå frygteligt galt. Psykiske problemer kan gøre én alvorligt syg. Da jeg sad på mit hotelværelse i Tokyo, havde jeg efter en lang pause fra lægegerningen været igennem et længere ansættelsesforløb som læge på psykiatrisk afdeling. Dette ophold havde bekræftet mig i mange gode ting. Der er rigeligt plads til forbedring, men systemet fungerer rimeligt godt. Der er mange dedikerede og dygtige medarbejdere, ja, jeg havde oplevet flere kolleger og medarbejdere, der havde lagt en dygtighed og flid for dagen, som var langt over, hvad man kunne forvente. I det omfang, jeg kunne abstrahere fra tossede arbejdsgange, havde jeg under min ansættelse følt, at jeg med min arbejdsindsats var med til at gøre en positiv forskel. At systemet, trods dets fejl og mangler, er til gavn for patienterne. Gensynet med patienterne havde endnu en gang vist mig, at mennesker med psykiske sygdomme meget ofte er godt selskab. Uden forstillelse og med stort mod tager de deres skæbne på sig. Det er mennesker, der aftvinger respekt. Og så – her må jeg være ærlig – er det dybt fascinerende at møde personer, hvor tilgangen 15
til verden er fundamentalt anderledes end den, man er vant til. At tale med mennesker med psykiske lidelser er både en spændende og meget givende oplevelse. En gammel og led frustration var dog dukket op igen; også under denne ansættelse havde jeg erfaret, at der stadig er en stor kløft mellem dem, der går op i »alt det med hjernen« – den biologiske psykiatri – og dem, der tror på »samtalens helende kraft« – de psykoterapeutisk orienterede. Jeg kunne sagtens se årsagerne til, at det ikke fungerede, men det gjorde ikke forholdene lettere at acceptere. På den ene side stod hjernefolket med i nogle tilfælde bastante og ret firkantede modeller for, hvad det var, der var galt i den sindssyge hjerne. En forestilling om »kemiske ubalancer«. Forklaringsmodeller med store indviklede skemaer, hvor en forkert ligevægt i hjernens signalstoffer kunne frembringe alle mulige former for psykiatriske symptomer. Ikke at det nødvendigvis var forkert, hvad der blev sagt og skrevet, men der manglede en generel ydmyghed over for det faktum, at vi stadig kun ved meget lidt om hjernens funktioner. Vi ved kun lidt om det, der ligger bag vores tankeaktivitet. Hvordan opstår en tanke? Hvordan skaber hjernen en virkelighedsopfattelse? Hvilke hjernemekanismer afgør, hvad der skal sendes ind i vores bevidsthed? Og hvilken rolle spiller alt det sociale? Der er rigtig mange basale hjernefunktioner, hvor man kun delvist er på vej til at forstå, hvad der foregår. Alligevel bliver der i nogle tilfælde leveret nogle meget firkantede forklaringer, hvor sindslidelser udelukkende ses som hjernesygdomme – og sådan er det jo ikke. Sindslidelser er mere end »kemiske ubalancer«. Sindslidelser har konsekvenser i det sociale liv, og den måde, 16
omgivelserne reagerer på, har en enorm betydning for, hvordan det er at leve med en sindssygdom. Det er der nok ikke mange, der er uenige i, men i praksis oplevede jeg mere end én gang, at en alt for snæver fokusering på hjerneprocesser stod i vejen for et ordentligt møde med patienten. Jeg tror på antidepressiv og antipsykotisk medicin, jeg har set det udrette mirakler. Det er bare ikke nok. Vi skal også prøve at nå og forstå hinanden. Vi er mennesker, ikke psykiatriske diagnoser. På den anden side stod så »samtalefolket« med deres stålsatte tro på, at »den terapeutiske samtale« var det eneste brugbare instrument, når patientens symptomer skulle forstås og lindres. Det var en tro, der til tider blev drevet ud i det ekstreme. Der var sammenhænge, hvor jeg fornemmede en forestilling om, at alle psykiatriske symptomer, selv de mest dramatiske psykotiske vrangforestillinger, selv de mest grænseoverskridende hallucinationer, kunne føres tilbage til hændelser og psykologiske mekanismer grundlagt i barndommen og ungdommen. Jeg hørte forklaringer om menneskesindets indretning, som forekom mig fuldstændig og aldeles uforståelige. Der var til tider en tendens til indforstået selvtilstrækkelighed. Som var det en lukket fest, hvor man under ingen omstændigheder ønskede indblanding udefra. Også hos de allermest kompromisløse blandt terapifolket oplevede jeg, at troen på egne ideer og et bestemt verdensbillede kom til at stå i vejen for et ligeværdigt møde med patienten, og at der ikke reelt blev lyttet til, hvad patienten sagde. En subtil måde at tale ned til folk på. Nu er det, jeg beskriver både hos hjernefolket og samtalefolket, jo ekstremer. Langt de fleste befandt sig midt imellem – i grænselandet. Med forskelligt grundsyn og udgangspunkt, men alligevel 17
i stand til at arbejde sammen for den fælles sag. Men der var én ting, der til stadighed undrede mig og fyldte mig med frustration, og det var et ret udtalt fravær af gensidig nysgerrighed. Det er en gammel sandhed, at man skal være nysgerrig, for ellers bliver man dummere, end nødvendigt er. Det gælder også i dette tilfælde. For hjernefolket og samtalefolket har jo fat i hver sin lange ende. De terapeutisk orienterede har i sagens natur en særdeles god forståelse for, hvad der foregår mellem mennesker, og der findes mange specifikke beskrivelser af psykologiske mekanismer og mange gode modeller for, hvordan det psykologiske udspiller sig i praksis. Disse modeller er naturligvis vigtige, når man skal forstå, hvordan menneskehjernen fungerer. En af menneskets kernekompetencer er jo netop evnen til at indgå i avancerede sociale sammenhænge. Menneskehjernen påvirkes af sine omgivelser. Den ændrer sig fysisk, når den udsættes for påvirkninger. Vores hjerne formes aktivt af de mennesker, vi møder i livet. Hjernefunktion og psykologi er hinandens spejlbilleder. Derfor kan man ikke udelade det psykologiske aspekt, når man undersøger sammenhængen mellem hjernefunktion og sindslidelser. Men man må heller ikke glemme, at hjernen er en del af det hele, og det oplevede jeg ske. Til tider var fraværet af interesse for hjernen påfaldende. Mange gange i løbet af min ansættelse fornemmede jeg klart – og nogen sagde det ovenikøbet ligeud – at »det der med hjernen«, det interesserede dem bare ikke. Det var, som om der var en generel og diffus modstand mod at anerkende, at det, der udspiller sig i sindet, optræder som et resultat af hjerneaktivitet. At det er hjernen, der skaber vores oplevelse af at være et menneske i verden. At det er hjernen og resten af 18
centralnervesystemet, der står bag alle overordnede, bevidste som ubevidste, beslutninger i et menneskeliv. Ofte, når jeg fremførte dette synspunkt, blev jeg mødt med modstand. Og når jeg så udfordrede skeptikerne og spurgte til modargumenter, blev der tavshed. Man ville bare ikke tale om det. Menneskehjernen er vores bevidsthedsskaber. At fornægte hjernens relevans i forståelsen af psykiske lidelser og mentale ubalancer er lige så forkert, som det er at tro, man kan være til nytte i psykiatrisk arbejde uden en grundlæggende respekt for alt det psykologiske, der foregår mellem mennesker. Jeg var kommet til Japan med en plan. Jeg ville begynde at skrive på en bog om de hjernemekanismer, der er i spil ved sindslidelser og mentale problemer. Jeg ville prøve at anskueliggøre, at der, hvor det går galt, ofte er der, hvor vores hjerne står over for de mest krævende arbejdsopgaver, at psykiatriske symptomer ikke nødvendigvis er mærkelige og svære at forstå, og frem for alt at overgangen mellem det fuldstændig raske og velfungerende over for det syge og dårligt fungerende er glidende. Vi bærer alle kimen til mental ubalance i vores sind, og forskellen mellem »de syge« og »de raske« er ikke fast og absolut. Det skulle være en lille bog, man kunne nå at læse på en flyvetur fra København til Tokyo. Ikke nogen henvisninger eller fodnoter. En bog til overblik, ikke til fordybelse. Der forelå en plan, jeg kunne være rolig. Jeg trak tæppet af sengen og gjorde mig klar til at sove. Jeg havde ikke trukket gardinerne for, og udenfor strålede og blinkede Tokyo fortsat ind til mig.
20
K APITEL 2
REJSEN MOD FRIHED Hjernens udviklingshistorie, fra de mest primitive forstadier og frem til menneskehjernen, er én lang rejse mod større og større grader af frihed. Vi mennesker har i uhørt grad befriet os fra naturens begrænsninger, vi er de mest frie dyr, der findes. Men vi betaler en pris for denne frihed. Store avancerede hjerner er mere ustabile og uforudsigelige end små simple hjerner. Små simple hjerner kører bare derudad. Der findes hverken deprimerede regnorme eller psykotiske salamandre. Sådan er det ikke med os mennesker. Risikoen for sindslidelse, eksistentiel kvide og anden mental ubalance er den pris, vi mennesker betaler for vores store hjerner. Det er frihedens pris. Dette kapitel har to formål: 1) At give en oversigt over menneskehjernens rejse mod frihed. 2) At vise, hvorledes enhver erhvervet frihedsgrad kan udgøre en forøget risiko for mental ubalance i et moderne menneskeliv.
Hjernearbejde Alle hjerner har én og kun én overordnet arbejdsopgave, og det er at træffe de bedste beslutninger. Vi tager den igen: Alle hjerner 21
har én og kun én overordnet arbejdsopgave, og det er at træffe de bedste beslutninger. Det er vores udgangspunkt. Men det at skulle træffe beslutninger er noget, der kommer til, lang tid før de første hjerner opstår. Alt liv reagerer jo på omgivelserne. Selv den mest primitive bakterie vil dø, hvis den bliver udsat for intens varme. Livet er i aktivt samspil med sine omgivelser. Det gælder også vores fjerne slægtninge planterne. Planterne reagerer på deres omgivelser, det grundlæggende princip er det samme som hos os mennesker: En stimulus opfanges af et føleorgan og omsættes til en reaktion. Når de stive fimrehår på en kødædende plante berøres af den lille flue, sendes der besked til fangstmekanismen, og bladene klapper sammen. Information omsættes til en reaktion. Dette er grundprincippet. Hos planterne er disse reaktionsmekanismer fordelt ud over hele planten. Beslutningerne træffes lokalt. Planterne står stille, og de behøver ikke en central beslutningsenhed, som kan træffe hurtige beslutninger. På trods af dette bliver der alligevel truffet mange beslutninger i en plante. En tomatplante skal hele tiden
g,
reagere på ændringer i lysindfald, jordbundsforhold og atmosfæ-
es,
riske omstændigheder. Tomatplantens samlede beslutningskapa-
te
citet svarer måske til det, man finder i en gammeldags mobilte-
or
lefon. Man kan i hvert fald ikke ud fra antallet af beslutninger, der træffes, sige, at en tomatplante er dummere end f.eks. en søstjerne. Planterne har bare ikke nogen central hjerne, for den har de ikke brug for.
Hjernens byggesten Den centrale byggesten i hjernen er nervecellen, og det er måden, nerveceller forbinder sig med hinanden på, der bestemmer, hvor22
En flue er ved at blive fortæret af en kødædende plante.
dan hjernen fungerer. (Hjernen besidder også en anden vigtig celletype, støttecellerne (gliacellerne), som har et væld af vigtige funktioner, dem vender vi kort tilbage til senere). Nervecellen opstår i dyreriget. Der findes dyr, som har nerveceller, uden de har en hjerne. Søanemonen, den voksne søpølse og vandmanden eksempelvis. Her findes nervecellerne bare i et netværk uden nogen centraliseret kommandocentral. Nervecellens kernekompetence er, at den lynhurtigt kan overbringe information over store afstande. Den ene ende af nervecellen er modtagerdelen. Stimuleres 23
information ind
informationsstrøm cellekrop
information ud
axon
dendritter Informationsstrømmen i en nervecelle. Stimulation af modtagerdelen (nervecellens dendritter) udløser et nervesignal, der løber gennem axonet. For enden af axonet findes afsenderdelen (synapserne), hvor nervecellen får kontakt med andre nervecellers dendritter.
denne ende i tilstrækkelig grad, opstår der en elektrisk strøm, som løber gennem nervecellen, langs axonet ud i den anden ende – afsenderdelen. Afsenderdelen står i forbindelse med en eller flere andre nerveceller. Afsenderdelen kan også stå i forbindelse med en muskel eller en kirtel.
sansereceptor
nervecelle 2
nervecelle 1
muskel
To nerveceller i forbindelse. Den første (sensoriske) modtager og videresender signaler fra sansereceptoren. Den anden (motoriske) reagerer på dette signal og udløser selv aktivitet i en muskelfiber.
I den mest enkle form kan to nerveceller, der er i forbindelse med hinanden, udgøre en beslutningsenhed, der kan reagere lynhurtigt og præcist. Den ene nervecelle er forbundet til en smertereceptor i huden, den anden er forbundet til en muskel. Når smertereceptoren stimuleres, f.eks. ved at man stikker sig på en torn 24
fra en rosenbusk, går der straks direkte besked via den første nervecelle til den anden nervecelle. Den sender omgående beskeden videre til musklen, der trækker sig sammen og sørger for, at hånden fjernes fra den stikkende rosentorn. Simpelt og lynhurtigt. Dette er basiskonstruktionen. Hvis man indsætter ekstra nerveceller mellem de to nerveceller, så bliver det hele lige pludselig langt mere indviklet og avanceret. Nu er det ikke bare en besked, som overføres fra en nervecelle til en anden. Nu er det aktiviteten i et helt nervecellenetværk, der bestemmer, hvad der sker i den anden ende.
sansereceptor
nervecelle 2
nervecelle 1
muskel
Samme konstruktion som i forrige figur, men med to yderligere nerveceller (interneuroner) placeret mellem den sensoriske og den motoriske.
Går man skridtet videre og lader nervecellenetværket stå i forbindelse med flere forskellige sansereceptorer, så har vi pludselig et langt mere indviklet system. Nu skal forskellige former for sanseinformation analyseres, før det besluttes, om der skal gå besked til musklen om at trække sig sammen. Det hele bliver mere komplekst og uforudsigeligt.
De første små hjerner På et eller andet tidspunkt opstår der et centralt netværk af nerveceller, der er tilstrækkeligt stort til at kunne blive defineret som 25
en hjerne. Et nervesystem består af en perifer del, der opfanger sanseinformation, og en central del – hjernen – der analyserer sanseinformationen og bestemmer sig for en reaktion. Fra den centrale del afgår besked til musklerne, som udfører den planlagte adfærd. Således er sagsgangen, og det siger sig selv, at jo større den centrale analyseenhed (hjernen) er, des mere avancerede beslutninger kan der træffes. Behovet for en hjerne opstår formentlig hos dyrene, fordi vi begynder at bevæge os omkring og dermed får brug for at træffe hurtige beslutninger baseret på flere former for information. Friheden til at bevæge sig rundt i landskabet kræver en mere koordineret beslutningskraft. Frihed kræver hjernekapacitet. Menneskehjernen er en gave, men store hjerner er bare en blandt mange overlevelsesstrategier. Langt de fleste insekter har kun små forprogrammerede, automatiske hjerner, men alligevel er det gået insekterne rigtig godt, ja, på de fleste områder langt bedre end os mennesker. Langt størstedelen af alle dyr her på Jorden er insekter. Insekterne styrer. Deres livsstrategi har sikret dem en succes, som ikke er baseret på en stor hjerne, men snarere på en meget effektiv grundlæggende kropskonstruktion. Insekterne er blandt andre fornemme eksempler på, at man sammen kan udrette mirakler. Myretuen. Termitboet. Det kan godt være, at den enkelte myrehjerne er lille, men når myrehjerner eller – måske mere korrekt – myre-nervesystemer samarbejder, kan der opstå en helhed – myretuen – der udviser en særdeles avanceret adfærd med husdyrhold, ventilation, fødeforråd og yngelpleje. En myretue opfører sig som en særdeles intelligent helhed, hvor summen er større end de enkelte dele.
26
Familieforhold Både insekter og mennesker tilhører dyreriget. Alligevel er vi kun fjernt beslægtede, vi tilhører nemlig hver sin række. Dyreriget kan deles op i ca. 35 forskellige rækker. Dyr inden for den samme række er konstrueret efter det samme grundprincip. Insekter og edderkopper udgør en række. Vandmænd og gopler udgør en anden. Bløddyr er en tredje række. Dyr inden for den samme række er nært beslægtede. Dyr fra forskellige rækker er fjerne familiemedlemmer. Vi mennesker er hvirveldyr, og hvirveldyrenes særkende er, at vi har en hjerne, som står i forbindelse med en rygmarv. Der er dyr fra andre rækker, der har hjerner. Men vi hvirveldyr har hjerner, der er bygget op efter det samme grundlæggende konstruktionsprincip. Hvirveldyrenes historie er lang og stolt. Den begynder i vandet med slimål og fisk. Senere kravler hvirveldyrene på land, først som salamandre og lignende. Herfra går der to hovedretninger. Nogle salamandre udvikler sig til krybdyr og dinosaurer. Dinosaurerne uddør, men inden det sker, har de sat sig varige spor i form af fuglene. Andre salamandre udvikler sig til vores allernærmeste familie, de kloge pattedyr, og fra pattedyrene udspringer så aberne og for ganske nylig vi mennesker.
Den grundlæggende fremdrift Helt fra dengang, hvirveldyrene kun var fisk, og op til nu har vi haft én ting tilfælles – en fælles grundlæggende hjernekonstruktion. Alle hvirveldyrhjerner er bygget op af de samme moduler, og alle disse moduler er placeret på den samme måde i forhold til hinanden. Grundkonstruktionen er den samme. Det eneste, 27
Pighuder
Hvirveldyr Leddyr Bjørnedyr
Ledorme
Bløddyr
Polypdyr
Livets træ for dyreriget. De forskellige dyrerækker og deres indbyrdes slægtskab.
der adskiller en menneskehjerne fra en torskehjerne, er, at nogle af hjernemodulerne er meget større hos os mennesker, end de er hos en torsk. Når det handler om frihedsgrader, så har vi hvirveldyr noget, som insekterne ikke har. Vi har noget, der kommer indefra. Hvirveldyrene reagerer ikke bare på udefrakommende stimuli. Vi besidder en indre kraft, som driver os frem. Vi besidder en trang, et begær, en evne til at blive draget. Vi hvirveldyr har drifterne. Drifterne er nogle af livets grundlæggende kræfter. Uden drifter ville vi hvirveldyr være ilde stedt. Så ville der ske meget lidt. Hvis komodovaranen ikke blev sulten, ville den ligge doven og dvask i sin komodovaranhule og dø af sult. Det er drifterne, der er den fremaddrivende kraft i ethvert hvirveldyr. Drifterne er livsnødvendige, men de kan også skabe problemer i ethvert menneskeliv. De repræsenterer alt det, vi inderst inde har lyst til, alt det, som ikke er styret af fornuften. Trangen til søde sager, misbrug og ukontrolleret vold kan alt sammen henføres til drifternes spil i vores menneskehjerne. Men stadig; holder vi os til fiskene, frøerne og krybdyrene, er systemerne relativt simple og forudsigelige, og det mentale spektrum er meget smalt. Der findes ikke fisk, der besidder en avanceret bevidsthed, og risikoen for, at fisk kan blive deprimerede endsige psykotiske, er nok meget lille. Fisk kan opføre sig stresset og underligt, men de kan ikke blive sindssyge, for fisk har ikke noget sind at blive syge i.
Den første afgørende grad af frihed Hvis vi bevæger os op til pattedyrene, så bliver det hele langt mere indviklet og langt mere mentalt risikofyldt. Vi pattedyr har 29
på vores rejse erhvervet os en afgørende grad af frihed. Vi har fået evnen til at træffe en aktiv beslutning. Stillet over for et problem kan vi pattedyr aktivt vælge mellem forskellige handlemuligheder. Vi kan ændre adfærd. Evnen til at kunne træffe en beslutning har samtidig givet os pattedyr evnen til at tage ved lære af vores erfaringer. Det er en avanceret form for frihed, som kræver avanceret hjerneaktivitet, og den har vi fået i form af de tre næste moduler i hjernens udviklingshistorie. 1) Vi pattedyr kan tænke analytisk. 2) Vi pattedyr kan tillægge vores omverden værdi, vi har følelser. 3) Vi pattedyr har – i varierende grad – fået evnen til at etablere en bevidsthedsoplevelse. Vi kan erkende, at vi er til stede i en verden. Pattedyrene har langt mere frihed end f.eks. en melorm. Vi er i langt højere grad herre i eget hus. Tilværelsen som pattedyr er langtfra problemfri, men vi har muligheden for at nyde tilværelsen. Jeg er overbevist om, at en hund kan have det sjovt – det kan man se. Pattedyrene har et rigt indre liv, men alting har en pris. For med følelser og virkelighedsoplevelse begynder det for alvor at blive indviklet. Med pattedyrene opstår forstadierne til menneskesindet. Nu er der pludselig noget, man kan blive syg i. Og kan man være glad, så kan man også være ked af det. Med så avanceret et system som pattedyrhjernen opstår nye muligheder for, at noget ikke fungerer, som det skal. Virkelighedsoplevelsen kan svigte, og psykotiske symptomer kan opstå. Hjernen kan blive overbelastet. Justeringen af den følelsesmæssige tilgang til verden kan løbe af sporet og udmønte sig i angst eller depression. Pattedyrene er ikke de eneste kloge dyr inden for hvirveldyrenes række. Der findes også kloge fugle. Kragefugle og papegøjer. Fuglene er relativt fjern familie, som vi er beslægtet med via ur30
Ravn med ravnehjerne. Ravnen (og kragefuglene i det hele taget) har nogle af de største hjerner blandt fuglene, både hvad angår omfang, vægt og antallet af hjerneceller.
padderne. Fuglehjernen er opbygget af de samme komponenter som pattedyrhjernen, men adskiller sig alligevel fra denne på visse punkter. Specielt ravne og skader er i stand til at klare nogle af de mest vanskelige dyreintelligensprøver, der findes. Det mentale mirakel fra bløddyrenes række, den ottearmede blæksprutte, bør også nævnes. Blæksprutten kan bruge en muslingeskal som redskab, og den kan dreje låget af et glas for at få fat i noget spiseligt. Blæksprutten er kvik som et pattedyr, og det på trods af at den er en særdeles fjern slægtning, udstyret med en hjerne, der er helt anderledes end pattedyrhjernen. Hjerner fra blæksprutter og pattedyr er et livsbekræftende eksempel på, at naturen kan nå frem til noget meget smukt og avanceret via forskellige veje. Jeg ved ikke, om blæksprutter kan blive sindssyge, men jeg har det på fornemmelsen. 31
Den næste afgørende grad af frihed Og så er der os mennesker. Da slangen i Paradisets Have lokkede Eva med visdommens forbudne frugt, og da Eva og Adam tog frugten og spiste af den, blev deres øjne åbnet. De kunne nu kende forskel på godt og ondt, og de så, at de var nøgne. Det var syndefaldet. Adam og Eva blev forvist fra Paradisets Have og mistede deres uskyld. De vandt friheden over deres eget liv, men blev eksponeret for deres egen eksistentielle ensomhed og erkendelsen af, at man som menneske kan fejle. Mennesket har kun været her på Jorden i færdig form i godt 100.000 år, og det er ingen tid. Sammenligner man Jordens alder med en flyrejse fra New York til Tokyo, så svarer den tid, vi mennesker har været med på turen, til en distance, der er kortere end afstanden fra den landede flyvemaskine og ned til landingsbanen. Tidsmæssigt er vi mennesker en fuldstændig ligegyldig parentes i Jordens historie. Alligevel har vi med vores menneskehjerner fuldstændig ændret reglerne for, hvordan livet udfolder sig på Jorden. Før menneskehjernen var det de gener, som tilhørte den mest levedygtige krop, der overlevede. Efter menneskehjernen er det de gener, der tilhører det mest levedygtige fællesskab, der overlever. Efter menneskehjernen behøver vi ikke længere at vente på, at kroppen følger med. Udviklingen kan foregå lige så hurtigt, som vores gode ideer og frem for alt vores evne til at samarbejde tillader det. Vi mennesker har i løbet af et fingerknips i livets historie løftet os op over et utal af naturens begrænsninger. Den moderne menneskehjerne har givet os en enorm frihed. Vi mennesker kan få det stort set, som vi ønsker. Bare vi sætter os et mål og holder sammen. 32
Men friheden har, som nævnt, en pris. Menneskehjernen giver os evnen til at forholde os abstrakt til os selv, vores medmennesker og vores omverden. Disse egenskaber er vores stærkeste våben i kampen for artens overlevelse, men de lukker også op for et kig ind i verdens vildskab. De store eksistentielle spørgsmål strømmer gennem menneskehedens historie, i religionen, i kunsten og i filosofien. Det er også her, de hører til. Men dybest set så udspringer de alle fra hjernefunktioner, der er opstået i et langt evolutionært forløb, der har udmøntet sig i en menneskehjerne, som er i stand til at erkende, at der er spørgsmål, man kan stille, men som man aldrig vil blive i stand til at besvare. Vi mennesker kan erkende tilværelsens tilsyneladende meningsløshed. Vi ved, at vi skal dø. Vi er eksponeret for vores egen selvbevidsthed, vi kan føle skyld, og vi er forfængelige. Det er ikke nemt at være menneske. Vi mennesker er de eneste dyr, der har fået færten af, hvor indviklet verden i virkeligheden er.
33