Frankrig for alle - læseprøve

Frankrig er et pragtfuldt land med Alper, oste, vine, franskmænd, floder, østers og Tour de France. Men Frankrig er også en idé.

bjørn bredal

Da millioner af mennesker den 11. januar 2015 gik på gaden i Paris for at demonstrere mod massakren på Charlie Hebdo, stod de sammen om denne idé. Folk fra alle kontinenter fløj til Frankrig for at gå med i marchen og sige Je suis Charlie.

frankrig for alle

Alle ville vise, at Frankrig er en idé med bud langt ud over landets grænser.

Idéens kerne er, at alle mennesker er født lige og frie.

Bjørn Bredal forfølger denne idé fra katedralen til Bastillen, fra Jeanne d’Arc til Marianne, fra kejseren til republikken.

Men ikke alle gik med i marchen den 11. januar, og ikke alle vil være Charlie. Frankrig har sine store konflikter, som spejler en globaliseret verden.

bjørn bredal er forstander for Borups Højskole ved Frederiks­ holms Kanal i København. Han er tidligere redaktør på Gyldendal, på Week­endavisen og senest på Politiken, som han stadig skriver for. Bjørn Bredal er cand.mag. i fransk og musik og har læst politisk videnskab i Paris og journalistik i Oxford. Hans forfatterskab om­ fatter bl.a. ’Et renæssancemenneske’ om Michel de Montaigne, ’Manden der ville vise verden’ om Malte-Brun og ’Begærets by’ om Marcel Proust.

ISBN 978-87-11-44692-8

Bjørn Bredal

frankrig for alle

li ndhardt og ri ng hof

9 788711 446928 www.lindhardtogringhof.dk

Frankrig_for_Alle_OMSLAG_4k.indd 1

13/08/15 09.56

Bjørn Bredal

frankrig for alle

lin dh a r d t og ring hof 3

21_Frankrig_tryk.indd 3

13/08/15 13.18

Frankrig for alle Copyright © 2015 Bjørn Bredal All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Design af omslag og indhold: Carl-H.K. Zakrisson Bogen er trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2015 isbn 978-87-11-44692-8 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

Tak til Andreas Eriksen, der har været med i dette bogprojekt som universitetspraktikant og inspirerende samtalepartner.

4

21_Frankrig_tryk.indd 4

13/08/15 13.18

Indhold Forord 9

prolog Man kan grine ad alt … 15 Frankrig for alle 22 Hvordan sørger en republik? 31

Som republikken ligger Katedralen 39 Bastillen 49 Koden 59 Kejseren 68 Republikken 78

Guder og identiteter Pantheon 101 Identiteten 110 Marianne 129 Jeanne 135 Hanen 142 5

21_Frankrig_tryk.indd 5

13/08/15 13.18

Orienten, jøden, kvinden Orienten 149 Jøden 163 Kvinden (Emma) 176

Små kapitler, store ting Marseillaisen 187 Bjerget 189 Troubadouren 191 Baguetten 193 Vinen 195 Gryden 198 Touren 203 Frankofonien 207

Litterære perspektiver De smadrede fjæs 211 Hvem er jeg? 220 Gyset gennem Frankrig 224 Paris, lykken og Den tabte tid 230

Epilog Charlie Hebdo: Livsfarlig satire 245 Hvad om vi elskede Frankrig? 252

6

21_Frankrig_tryk.indd 6

Bibliografi 259

13/08/15 13.18

Lebn vi Got in Frankraykh Leve som Gud i Frankrig Jiddisch ordsprog

If France loses the battle for its values and diverse population, none of humanity will be spared.

Roger Cohen, The New York Times, 17.04.2015

7

21_Frankrig_tryk.indd 7

13/08/15 13.18

8

21_Frankrig_tryk.indd 8

13/08/15 13.18

Forord Dette er en bog om en idé: Frankrig. Og det er en bog om en dato: den 11. januar.

Millioner af mennesker vandrede søndag den 11. januar 2015 gennem de store franske byer i en stille republikansk march. Den forløbne uges kæde af mord, som var begyndt med drabene på satiremagasinet Charlie Hebdo, havde vakt forfærdelse og protest, men også solidaritet og samling.

I et land, hvor der sjældent går en dag, uden at den ene eller den anden flok franske demonstrerer imod nogle andre franske, gik utroligt mange nu sammen om at værne om det fælles – om republikken. Det var en sjælden konsensus, der blev markeret så meget desto tydeligere, som konflikt og strid er en naturlig del af fransk kultur.

I Paris gik marchen fra Place de la République til Place de la Nation. Eller sagt med symboler: fra Marianne, som repræsenterer Republikken, til Hanen, som repræsen­ terer Nationen. Ruten sagde i sig selv noget om to til­ gange til Frankrig, en republikansk og en national, men nok så afgørende: Marchen var i høj grad international.

Folk var fløjet ind fra nær og fjern for at være en del af 9

21_Frankrig_tryk.indd 9

13/08/15 13.18

forord

dette Frankrig for alle, og forrest i marchen gik den tyske kansler Angela Merkel sammen med præsident Ibrahim Boubacar Keïta fra Mali. En hvid europæisk kvinde og en sort afrikansk mand på hver sin side af Frankrigs præsident François Hollande. »Jeg er ikke sikker på, at dette kunne finde sted i noget andet europæisk land«, sagde sociologen Gilles Kepel. »Det forekommer mig, at på trods af alt, hvad man de senere år har kunnet sige om opløsning af den republikanske pagt og om internettets forplumring af den franske, jacobinske identitet, så var marchen fra République til Nation en folkelig rejsning for det franske.

Mennesker af alle aldre og afstamninger ville vise, at den sociale og kulturelle pagt stadig gælder og er et fælles projekt«.

Måske er dette fælles projekt både nationalt og internationalt, og måske har Frankrig stadig et bud på noget, der går ud over Frankrig – noget mere alment menneskeligt? Det er denne idé, som bogen her vil undersøge og beskrive i lyset af de dramatiske begivenheder i januar 2015. Begivenheder, der ligesom den efterfølgende debat symboliseres i ét eneste ord: Charlie. Er vi virkelig alle, som parolen lød den 11. januar 2015, Charlie? Eller er nogen slet ikke Charlie? ’Frankrig for alle’ forsøger både at portrættere og perspektivere. Det er Frankrig, der portrætteres, og det er Charlie, der perspektiveres. Jeg sad og skrev på bogen 10

21_Frankrig_tryk.indd 10

13/08/15 13.18

forord

her, da begivenhederne brød løs i januar 2015, og dele af teksterne vandrede ind i dagbladet Politikens spalter, da jeg blev kastet ud i at dække Charlie-forløbet. Enkelte af teksterne er i ny form vandret tilbage til bogen her, der forsøger at se Frankrig med dobbelt blik: aktuelt iagt­ tagende og historisk uddybende.

Jeg håber, at et »Frankrig for alle« vil tone frem. Eller som titlen lyder på den bog, som Charlie-medarbejderen Bernard Maris afleverede til sit forlag fem dage før, han blev dræbt ved redaktionsmødet på Charlie Hebdo: ’Hvad om vi elskede Frankrig?’. Bernard Maris og hans bog får om et par hundrede sider de sidste ord her i ’Frankrig for alle’, sammen med to andre post­hume bøger af dræbte Charlie-medarbejdere. ’Frankrig for alle’ er selvfølgelig ikke er mere »for alle«, end at det også er mit Frankrig, som læseren vil møde: Montaigne, Proust, Flaubert, Camus og Malraux er til hver en tid »mine« forfattere, min horisont og mit perspektiv. Men i aktualiteten omkring 2015 er der forfattere som Patrick Modiano, Michel Houellebecq og Pierre Lemaitre, hvis romaner om at søge identitet, om Frankrigs farlige fremtid og om Den Store Krig i den nære fortid siger ganske meget om Charlie-Frankrig netop i disse år.

Skulle læseren undervejs trænge til en pause fra de store kapitler om de store ting, så har jeg indlagt en 11

21_Frankrig_tryk.indd 11

13/08/15 13.18

forord

håndfuld små kapitler om store ting såsom Marseillaisen, Baguetten, Vinen, Gryden og Touren. Men vi når ikke hele Frankrig rundt – mange andre store og små ting kunne være behandlet stort eller småt. Læseren må før eller siden finde sit eget Frankrig for alle og allerede undervejs i bogen her hjælpe til med at se ideen i det hele. Montaigne ville have sagt, at bogen er halvt den skrivendes, halvt den læsendes.

12

21_Frankrig_tryk.indd 12

13/08/15 13.18

Prolog

13

21_Frankrig_tryk.indd 13

13/08/15 13.18

14

21_Frankrig_tryk.indd 14

13/08/15 13.18

Man kan grine ad alt …

Det var svære dage i Frankrig.

Torsdag morgen den 8. januar var der 220 kilometers kø på motorvejene omkring Paris: Mange turde ikke tage offentlig transport af frygt for nye terrorangreb. I stedet sad folk i trafikpropper og hørte radio. Alle græd, studieværterne havde svært ved at gennemføre program­ merne, folk forlod mikrofonerne uden at have fået et ord frem.

Den mest lyttede station er France Inter med Frankrigs populæreste journalist, Patrick Cohen, som morgenvært.

Han er jøde, og han faldt i 2014 i kløerne på komi­ keren Dieudonné, som sagde i et show, at når han hørte Patrick Cohen, ærgrede han sig nu alligevel over, at gaskamrene ikke fandtes længere.

Det var ikke rigtig sjovt, men hvor går humorens grænser?

Dagen før, mens alt endnu var normalt, udkom romanen Soumission, ’Underkastelse’, af Michel Houellebecq.

15

21_Frankrig_tryk.indd 15

13/08/15 13.18

prolog

Patrick Cohen havde forfatteren i studiet hos France Inter hele morgenen. Hans roman har samme titel som den islamkritiske film af somalisk-hollandske Ayaan Hirsi Ali og Theo van Gogh. Filmen blev »hævnet« af en islamistisk fanatiker, der myrdede van Gogh.

Feltet er farligt, og Michel Houellebecq fremskriver i Soumission en situation i 2022, hvor en muslimsk kandidat vinder præsidentvalget. Straks efter indføres »blød sharia« i Frankrig, kvinder skal gå med slør og forlade arbejdsmarkedet, universitetslærere må konvertere eller forlade deres jobs. Og så videre.

Patrick Cohen spurgte onsdag morgen Michel Houellebecq, om ikke sådan en bog ville være en gave til Nationalfronten, det højreekstreme parti med Marine le Pen som leder? Houellebecq svarede uden nærmere begrundelse, at romaner ikke ændrer folks holdninger.

Patrick Cohen spurgte så, om ikke den politiske skrækvision er helt ude af proportioner – muslimer udgør fem procent af den franske vælgerskare, hvordan skulle de kunne vinde noget som helst valg, selv hvis de var en samlet blok, hvad de mildt sagt ikke er? Michel Houellebecq svarede Et alors? – »Og hvad så?«. Det er ikke nemt at komme tilbage på sådan et svar. Michel Houellebecq er i det hele taget ikke så nem at inter­viewe, jeg har selv forsøgt.

Men det foregik altså onsdag morgen og formiddag.

Michel Houellebecq fyldte ikke kun fladen på France 16

21_Frankrig_tryk.indd 16

13/08/15 13.18

man kan grine ad alt …

Inter, han fyldte hele mediebilledet og polemikken fra væg til væg. Lige indtil ved middagstid, da dagsordenen skiftede til de forfærdende meldinger om massakren på Charlie Hebdo.

Dagen efter, torsdag, meddelte Michel Houellebecq via sin presseagent, at han nu forlod Paris og rejste til en hemmelig adresse. Han standsede også al videre markedsføring af sin nye roman.

Blandt de dræbte på Charlie Hebdo var hans gode ven, den kendte journalist og økonom Bernard Maris. Han havde, som allerede nævnt, få dage før afleveret en bog til sit forlag med titlen ’Hvad om vi elskede Frankrig?’

Houellebecqs læsere havde nu hans roman i hånden.

Tidsbilledet anno 2022 er en karikatur på Frankrig netop nu. Social og etnisk uro. Terrorangreb. Usikkerhed.

I ’Underkastelse’ brænder det bogstaveligt i Paris’ gader, sådan som Houellebecq forestiller sig 2022.

Byens chinatown er på vej til at være det eneste sikre sted, for »kineserne har fra starten forstået at holde sorte og arabere ude«. Det er langt ude, men giver alligevel et gys. Som da to af hovedpersonerne en aften spadserer hjem via Place de Clichy, hvor man hører skud og eksplosioner, men også ser kampklædte betjente, som virker underligt upåvirkede.

Den ene Houellebecq-figur siger til den anden: »Forstår De, for øjeblikket er det svært at sige, hvad der er 17

21_Frankrig_tryk.indd 17

13/08/15 13.18

prolog

muligt, og hvad der ikke er muligt. Hvis nogen påstår det modsatte, må det være en løgner eller en idiot; ingen kan efter min mening sige, hvad der vil ske de kommende uger«.

Dagen efter massakren klarede lægen Patrick Pelloux at møde op i studiet, men knust og grådkvalt. Han er en kendt figur i Frankrig af to grunde: For det første fordi han som urgentiste, specialist i førstehjælp, ofte går forrest, når der skal drøftes skadestuer, ambulancer og akuthjælp. For det andet fordi han skriver klummer i Charlie Hebdo.

Patrick Pelloux skulle have været med til redaktionsmødet onsdag klokken 11 på Charlie Hebdo: »Vi havde aftalt, at det skulle handle om at bekæmpe racisme«.

Men han blev forhindret, fordi han blev nødt til at del­ tage i et møde med det parisiske brandvæsen om at forbedre samarbejdet med skadestuerne. Dette møde foregik på en brandstation få gader fra Charlie Hebdo.

Klokken 11:30 ringede mobilen i lægens lomme: »Patrick, du må komme, de skyder os«. Kort efter var Patrick Pelloux sammen med en kollega fra brand­ væsnet den første, der ankom til redaktionen på Charlie Hebdo. Tolv var dræbt, fire stod til at redde.

Da Patrick Pelloux havde ydet førstehjælp og ringet efter ambulancer, foretog han endnu et opkald: til præsident François Hollande. Pelloux havde nummeret 18

21_Frankrig_tryk.indd 18

13/08/15 13.18

man kan grine ad alt …

stående på sin mobil, fordi præsidenten (som Charlie Hebdo havde drillet på det groveste) over en længere periode havde arbejdet sammen med redaktionen om en ny lov, der skulle forbedre satirepressens vilkår.

Under dette arbejde var François Hollande blevet ven med den nævnte økonom, Bernard Maris, og med tegneren Charb. De lå begge døde på gulvet på redak­ tionen, da Patrick Pelloux ringede. »Jeg kommer straks«, sagde præsidenten. Og det gjorde han.

Torsdag morgen i studiet hos Patrick Cohen havde Patrick Pelloux svært ved at bekæmpe sin gråd og sige sammenhængende sætninger. »Men jeg skal viderebringe et budskab«, sagde han: »Intet had mod muslimer«. Han sagde også, få ord ad gangen: »Charlie Hebdo skal blive ved med at udkomme«. Senere på dagen var han i studiet hos tv-stationen I-Télé og sagde en længere sætning, som han måske havde skrevet ned: »Vi må hver især gå videre i hver­ dagen og holde de republikanske værdier i hævd«. Den grådkvalte mand sagde også: »Jeg er sikker på, at Charb til sidst har rejst sig op og kaldt dem con« – idioter og røvhuller.

Fredag morgen havde Patrick Cohen så to scenekunstnere som gæster i studiet hos France Inter: skuespilleren 19

21_Frankrig_tryk.indd 19

13/08/15 13.18

prolog

François Morel, som alligevel skulle i studiet, fordi han hver fredag havde sine egne fem minutter til en lille finurlig »billet«; og komikeren Patrick Timsit, som var på vej med et show på det parisiske Théâtre du Rond Point: On ne peut pas rire de tout! – ’Man kan ikke grine ad alt!’. Studievært Patrick Cohen advarede lytterne og sagde, at »vi griner og græder og raser og gør, hvad vi kan«. Men François Morel kunne slet ikke noget, ikke andet end at læse den billet op, som han havde nedskrevet til sine egne fem minutter.

Billetten var formet som et brev til gæsten fra dagen før, lægen Patrick Polloux. Og billettens indhold var en beretning om oplevelser, den dræbte tegner Charb (Stéphane Charbonnier) havde haft, siden Charlie Hebdo havde karikeret profeten Muhammed. For eksempel at blive genkendt af en taxachauffør: »Er du ham fra Charlie Hebdo? Så er det ud af min taxa!«.

Patrick Timsit, som er en af Frankrigs kendteste komikere og kunstnere i det hele taget, havde overskud nok til at lave fis med alt og alle i studiet, kalde tekni­ keren for nazist og drille den snøftende Patrick Cohen.

Titlen på hans nye show var en kommentar til en kendt sætning af komikerforbilledet Pierre Desproges (193988) – en sætning, som er gået over i sproget og blevet et fast udtryk: Man kan grine ad alt, men ikke sammen med hvem som helst!

20

21_Frankrig_tryk.indd 20

13/08/15 13.18

man kan grine ad alt …

»Så der er altså ingen grænser for, hvad man kan grine ad«, spurgte Patrick Cohen. »Nej, ingen grænser«, grinede Patrick Timsit. »Det er jo derfor, mit show hedder ’Man kan ikke grine ad alt’. Det er en hommage til Desproges ...«. Men så tog han sig i det: »Forleden stod jeg foran et publikum og lavede standup. Jeg tog pis på det hele, jøderne, katolikkerne, Allah og hans profet. Så gik jeg i gang med romaerne, men pludselig kunne jeg mærke en modstand inde i mig selv: De er alligevel for forfulgte for øjeblikket, de ligger for meget ned i forvejen. Dem har jeg ikke lyst til at gøre grin med. Det sagde jeg så til publikum: Her går en grænse, kan jeg pludselig mærke«.

21

21_Frankrig_tryk.indd 21

13/08/15 13.18

Frankrig er et pragtfuldt land med Alper, oste, vine, franskmænd, floder, østers og Tour de France. Men Frankrig er også en idé.

bjørn bredal

Da millioner af mennesker den 11. januar 2015 gik på gaden i Paris for at demonstrere mod massakren på Charlie Hebdo, stod de sammen om denne idé. Folk fra alle kontinenter fløj til Frankrig for at gå med i marchen og sige Je suis Charlie.

frankrig for alle

Alle ville vise, at Frankrig er en idé med bud langt ud over landets grænser.

Idéens kerne er, at alle mennesker er født lige og frie.

Bjørn Bredal forfølger denne idé fra katedralen til Bastillen, fra Jeanne d’Arc til Marianne, fra kejseren til republikken.

Men ikke alle gik med i marchen den 11. januar, og ikke alle vil være Charlie. Frankrig har sine store konflikter, som spejler en globaliseret verden.

bjørn bredal er forstander for Borups Højskole ved Frederiks­ holms Kanal i København. Han er tidligere redaktør på Gyldendal, på Week­endavisen og senest på Politiken, som han stadig skriver for. Bjørn Bredal er cand.mag. i fransk og musik og har læst politisk videnskab i Paris og journalistik i Oxford. Hans forfatterskab om­ fatter bl.a. ’Et renæssancemenneske’ om Michel de Montaigne, ’Manden der ville vise verden’ om Malte-Brun og ’Begærets by’ om Marcel Proust.

ISBN 978-87-11-44692-8

Bjørn Bredal

frankrig for alle

li ndhardt og ri ng hof

9 788711 446928 www.lindhardtogringhof.dk

Frankrig_for_Alle_OMSLAG_4k.indd 1

13/08/15 09.56