For altid - læseprøve

135 mm

30,5 mm

135 mm

Jennifer L. Armentrout

Mallory bærer rundt på en dyster historie, hun ikke kan sætte ord på. Hun vil bare glemme den og starte på en frisk. Men da hun træder ind i sin nye

210 mm

klasse, bliver hun blæst tilbage til fortiden.

For i klassen sidder Rider.

Rider, der altid beskyttede hende mod det onde.

Rider, der blev taget fra hende, da det gik helt galt, selvom han havde sagt, at han ville være der for hende. For altid.

Nogle hemmeligheder kan man ikke sætte ord på

For altid_Omslag.indd 1

12/08/16 13:55

SONAR er til dig, der kan lide at læse om livet. Når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt. Du vil møde venskab, vildskab, konflikter og kærlighed, eufori og fortvivlelse.

Sonar er dyk ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det, som kan ske, når livet griber fat …

I serien SONAR: For altid af Jennifer L. Armentrout Moskitoland af David Arnold Kun tæt på af Sara Barnard Guderne af Elin Cullhed 99 dage af Katie Cotugno Hjertet er 1 organ af Sarah Engell 21 måder at dø af Sarah Engell Forbandede mødom + Forpulede kærlighed af Sarah Engell Hvis bare du var min af Jenny Han Hvad hjertet ved af Jessie Kirby Sandheden om Alice af Jennifer Mathieu Indespærret af Amy Christine Parker Skal – skal ikke af Kasie West Alt eller intet af Nicola Yoon Ikke alle drømme dør af Danielle Younge-Ullman

FOR ALTID.indd 2

07/09/16 6:27 pm

FOR ALTID - Nogle hemmeligheder kan man ikke sætte ord på

På dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

FOR ALTID.indd 3

07/09/16 6:27 pm

FOR ALTID - Nogle hemmeligheder kan man ikke sætte ord på Er oversat fra amerikansk efter The Problem with Forever af Lotte Kirkeby Hansen Tekst © 2016 Jennifer L. Armentrout First published by Harlequin Books S.A. Omslag: Henriette Mørk Sat med Adobe Caslon Pro Trykt hos Livonia, 2016 ISBN: 9788711542163 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen - et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S et selskab i Emont

FOR ALTID.indd 4

07/09/16 6:27 pm

Til alle dem, der er i gang med at finde deres stemme, og til alle dem, der har fundet den.

FOR ALTID.indd 5

07/09/16 6:27 pm

Prolog Tomme, støvede skotøjsæsker stod stablet og var højere og bredere end hendes slanke krop. De vaklede, da hun pressede sin ryg ind mod dem og trak sine magre knæ ind mod brystet.

Træk vejret. Bare træk vejret. Træk vejret.

Hun sad klemt inde bagerst i det mørke og støvede skab og turde ikke lave så meget som en lyd, mens hun sugede sin underlæbe ind mellem tænderne. Hun koncentrerede sig om at tvinge hvert eneste hikstende åndedrag ned i sine lunger, og hun mærkede tårer vælde op i sine øjne.

Hun havde lavet noget, der var forkert. Miss Becky havde ret; hun var en slem pige.

Hun havde rakt ud efter den beskidte, gamle kagedåse, der havde form som en teddybjørn, og som gemte på noget, der smagte sjovt. Hun måtte ikke selv tage kager, eller mad i det hele taget, men hun havde været så sulten, at hun havde haft ondt i maven, og miss Becky var syg igen og tog en lur på sofaen. Det var ikke med vilje, at hun kom til at vælte askebægeret ned fra køkkenbordet, så det gik i tusind stykker. Nogle af glasskårene havde samme form som de istapper, der hang ned fra taget om vinteren. Andre var ikke større end pommes frites.

6

FOR ALTID.indd 6

07/09/16 6:27 pm

Hun ville bare gerne have en kage.

Det gav et sæt i hendes smalle skuldre ved lyden af væggen, der blev smadret inde på den anden side af skabet. Hun bed endnu hårdere i læben. En metallisk smag eksploderede i hendes mund. I morgen ville der være et hul på størrelse med mr. Henrys store hånd i gipsvæggen, og miss Becky ville græde, og så ville hun blive syg igen.

Den stille knirken af skabsdøren lød som et tordenbrag i hendes ører. Åh nej, nej, nej …

Det var ikke meningen, at han skulle finde hende herinde. Det her var hendes trygge sted, det var her, hun var i sikkerhed, når mr. Henry var vred på hende, eller når han …

Hun spændte i hele kroppen, og hendes øjne var spærret helt op, da en krop, der var højere og bredere end hendes, gled indenfor og satte sig på knæ foran hende. I mørket kunne hun ikke se ret meget af ham, men hun kunne mærke i sin krop og i sin mave, hvem det var.

“Undskyld,” gispede hun.

“Det er okay.” En hånd lagde sig på hendes skulder, og vægten af den virkede beroligende. Han var det eneste menneske, som hun ikke havde noget imod rørte ved hende. “Jeg vil gerne have, at du bliver herinde, okay?”

Miss Becky havde engang sagt, at han kun var seks måneder ældre end hende, og hun var seks, men han havde altid virket så meget større, så meget ældre end hende, fordi han i hendes øjne fyldte hele hendes verden.

Hun nikkede.

“Bliv herinde,” sagde han, og så pressede han det røde tøjdyr ind i hendes hænder. Hun havde tabt det ude i køkkenet, efter at 7

FOR ALTID.indd 7

07/09/16 6:27 pm

hun havde slået askebægeret i stykker og skyndt sig ind i skabet.

Hun var for bange til at hente det igen, så hun havde ladet sin røde fløjlskanin ligge der, hvor den var faldet, og hun havde været så ked af det, fordi den havde været en gave fra ham mange, mange måneder før. Hun anede ikke, hvordan han havde fået fat i den, men en dag var han bare dukket op med den, og den var hendes, kun hendes.

“Du bliver derinde. Uanset hvad.”

Hun nikkede igen, mens hun holdt kaninen tæt ind til sig, klemt inde mellem sine knæ og sit bryst.

Hun stivnede, da et vredt udråb fik væggene til at ryste omkring dem. Det var hendes navn, der blev råbt, rasende, og det løb hende koldt ned ad ryggen.

En lille klynken forlod hendes adskilte læber, og hun hviskede: “Jeg ville bare gerne have en kage.”

“Det er okay. Du kan godt huske det, ikke? Jeg lovede, at du altid var tryg. Du skal bare ikke sige en lyd.” Han gav hendes skulder et klem. “Du skal bare være helt stille, og når jeg … når jeg kommer tilbage, så vil jeg læse for dig, okay? Om den dumme kanin.”

Hun kunne ikke andet end nikke igen, for nogle gange havde hun ikke kunnet være stille, og så havde mr. Henry været nødt til at vise hende, hvordan man skulle være stille. Han havde fået hende til at sidde udenfor, selv om det var så koldt, at hendes hud gjorde ondt, men hvis hun var stille, så vidste hun, hvad der skete. Han ville ikke kunne læse for hende i aften. I morgen ville han ikke gå i skole, og han ville ikke være okay, selv om han ville fortælle hende, at han var det.

Han tøvede et øjeblik, og så listede han forsigtigt ud af skabet.

Soveværelsesdøren smækkede i, og hun løftede tøjdyret op og 8

FOR ALTID.indd 8

07/09/16 6:27 pm

pressede sit ansigt ned i det. En knap på dens bryst skar sig ind i hendes kind.

Du skal ikke sige en lyd.

Mr. Henry begyndte at råbe.

Du skal ikke sige en lyd.

Hurtige skridt ned ad gangen.

Du skal ikke sige en lyd.

Lyden af hud mod hud, hårdt. Der var noget, der ramte gulvet, og miss Becky måtte have fået det bedre, for pludselig råbte hun.

Men inde i skabet var den eneste lyd, der betød noget, lyden af de hårde slag mod hud, igen og igen. Hun åbnede munden og skreg stille ind i sin fløjlskanin.

Du skal ikke sige en lyd.

FOR ALTID.indd 9

07/09/16 6:27 pm

FOR ALTID.indd 10

07/09/16 6:27 pm

KAPITEL 1

Det var fire år siden, jeg havde sat mine ben i en offentlig skole.

Når jeg tænkte over det, så var det fire år siden, jeg havde talt med nogen uden for en meget lille, meget sammenspist gruppe mennesker. Fire års forberedelse til dette øjeblik, hvor jeg skulle gå i skole og uden tvivl blev nødt til at tale med fremmede. Der var en stor sandsynlighed for, at jeg ville kaste den lille smule morgenmad op, som jeg havde været i stand til at tvinge i mig selv, ud over hele køkkenbordet.

Det var den tredje skefuld sukker, som Carl Rivas ubevidst prøvede at dumpe ned i sin kaffe. Og han prøvede at komme to mere i, da han ikke troede, der var nogen, der kiggede. Af en mand først i halvtredserne at være var han slank og i god form, men han var sukkerafhængig på den onde måde. Inde på hans hjemmekontor, der var fyldt med tykke medicinske tidsskifter, var der i hans skrivebord en skuffe, der lignede en eksploderet slikbutik.

Han tøvede med hånden i nærheden af sukkerskålen, og så rakte han ud efter skeen igen, mens han kiggede sig over skulderen. Hans hånd standsede midt i bevægelsen.

11

FOR ALTID.indd 11

07/09/16 6:27 pm

Jeg sad ved den enorme køkkenø med en skål havregryn foran mig og smilede.

Han sukkede, da han vendte sig om mod mig, lænede sig op ad køkkenbordet af granit og kiggede på mig hen over kanten af sit krus, mens han tog en tår af kaffen. Hans mørke hår, der var redt tilbage fra panden, var for nylig begyndt at blive sølvgråt ved tindingerne, og sammen med hans mørke hud fik det ham til at se rimelig distingveret ud, tænkte jeg. Han var flot, og det var hans kone Rosa også. Eller måske var flot ikke det rigtige ord at bruge om hende. Hun var meget smuk med sin mørke hud og tykke, krøllede hår, der endnu havde de grå stænk til gode.

Faktisk var hun bemærkelsesværdig smuk, især på grund af den stolte måde, som hun førte sig på.

Rosa havde aldrig været bange for at tage ordet, hverken på egne eller andres vegne.

Jeg lagde min ske forsigtigt ned i skålen, så skeen ikke ramte kanten. Jeg brød mig ikke om at lave unødvendige lyde. Det var en gammel vane, som jeg ikke havde kunnet bryde, og som sikkert altid ville være en del af mig.

Da jeg kiggede op fra min skål, opdagede jeg, at Carl betragtede mig. “Er du sikker på, at du er klar til det her, Mallory?”

Mit hjerte sprang et slag over som svar på det, der føltes som et uskyldigt spørgsmål, men som man i virkeligheden bedst kunne sammenligne med et ladt stormgevær. Jeg var så klar, som man kunne blive. Som et andet fjols havde jeg printet mit skema ud og et kort over Lands High, og Carl havde ringet i forvejen for at fortælle mig, hvor jeg kunne finde mit skab, så jeg præcis vidste, hvor alting var. Jeg havde nærstuderet det kort. Seriøst. Som om mit liv afhang af det. Det ville ikke blive nødvendigt at spørge nogen, hvor mine timer skulle være, og 12

FOR ALTID.indd 12

07/09/16 6:27 pm

jeg behøvede ikke at flakke omkring uden mål og med. Rosa havde endda taget turen hen til skolen sammen med mig i går, så jeg blev fortrolig med vejen og vidste, hvor lang tid det ville tage mig at køre derhen.

Jeg havde regnet med, at Rosa ville være der her til morgen, fordi det var så stort, fordi det var noget, vi havde arbejdet hen imod det sidste år. Morgenmad havde altid været vores særlige tidspunkt. Men både Carl og Rosa var læger. Hun var hjertekirurg, og en akut operation havde krævet, at hun mødte ind, inden jeg overhovedet var kommet ud af sengen. Det var der ikke noget, jeg kunne gøre ved.

“Mallory?”

Jeg nikkede kort, mens jeg pressede læberne sammen og lod hænderne falde ned i skødet.

Carl satte sit krus på køkkenbordet bag sig. “Er du klar til det her?” spurgte han igen.

Jeg fik sommerfugle i maven, og jeg havde virkelig lyst til at kaste op. En del af mig var ikke klar. Det ville blive svært i dag, men jeg blev nødt til det. Jeg mødte Carls blik og nikkede.

Hans bryst hævede sig med en dyb vejrtrækning. “Og du kender godt vejen hen til skolen?”

Jeg nikkede, mens jeg hoppede ned fra barstolen og tog min skål. Hvis jeg tog af sted nu, ville jeg komme et kvarter for tidligt. Og jeg tænkte, at det sikkert var en god idé, mens jeg smed resten af havregrynene i skraldespanden og satte skålen og skeen ned i opvaskemaskinen.

Carl var ikke nogen høj mand, måske godt en meter og halvfjerds, men jeg nåede ham stadig kun til skuldrene, da han stillede sig hen foran mig. “Du skal sige noget, Mallory. Jeg ved godt, at du er nervøs, og at du har hundrede sytten ting i dit hoved, 13

FOR ALTID.indd 13

07/09/16 6:27 pm

men du bliver nødt til at sige noget. Ikke kun ryste på hovedet eller nikke for at sige nej eller ja.”

Sig noget.

Jeg klemte øjnene sammen. Den terapeut, som jeg havde gået hos, dr. Taft, havde sagt den sætning hundrede sytten gange, og det samme havde den talepædagog, der havde arbejdet med mig tre gange om ugen i to år.

Sig noget.

Mantraet modsagde alt, hvad jeg havde lært i mine første ­tretten år, fordi det at sige noget betød larm, og larm blev straffet med frygt og vold. Sådan plejede det at være, når der blev sagt noget.

Men sådan var det ikke mere. Jeg havde ikke tilbragt næsten fire år i intensiv terapi bare for at tie stille, og Rosa og Carl havde ikke dedikeret hvert eneste ledige øjeblik til at ­undertrykke en fortid fyldt med mareridt blot for at se deres anstrengelser slå fejl.

Det var ikke ordene, der var problemet. De fløj gennem mit hoved som en flok fugle, der trak mod syd for vinteren. Ordene var aldrig problemet. Jeg havde dem, havde altid haft dem, men det svære var at hive dem ud og sætte dem sammen.

Jeg trak vejret ind og sank. “Ja … Ja. Jeg er … klar.”

Et lille smil krusede sig om Carls læber, da han strøg en lang hårtot væk fra mit ansigt. Mit hår var mere brunt end rødt, lige indtil jeg gik udenfor. Så blev jeg til levende blodrød brandsprøjte af rødbrun akavethed. “Du kan godt. Det tror jeg fuldt og fast på. Det gør Rosa også. Det skal du også bare tro på, Mallory.”

Jeg havde svært ved at trække vejret ordentligt igennem. “Tak.” Et ord.

Det var ikke stærkt nok, for hvordan kunne det være det, når Carl og Rosa havde reddet mit liv? Bogstavelig talt og 14

FOR ALTID.indd 14

07/09/16 6:27 pm

i overført betydning. Når det gjaldt dem, så havde jeg været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt af alle de forkerte grunde i hele verden. Vores historie var som taget direkte ud af et talkshow eller en eller anden dårlig familiefilm. Uvirkelig.

Efter det de havde gjort for mig, ville det aldrig være nok at sige tak.

Og på grund af alle de ting, de havde gjort for mig, alle de muligheder, de havde givet mig, ville jeg prøve at være så perfekt, som jeg overhovedet kunne. Det skyldte jeg dem. Og det var det, som det handlede om i dag.

Jeg skyndte mig hen til køkkenøen og tog min skoletaske og mine nøgler, inden jeg begyndte at tude som et barn, der lige har opdaget, at julemanden ikke findes.

Som om han kunne læse mine tanker, standsede Carl mig i døren. “Du skal ikke takke os,” sagde han. “Bare vis os det.”

Jeg begyndte at nikke, men stoppede mig selv. “Okay,” hviskede jeg.

Så smilede han, og huden rynkede sig om hans øjne. “Held og lykke.”

Jeg åbnede døren, gik ud på den smalle veranda og blev mødt af den varme luft og den klare augustsol. Mit blik bevægede sig hen over den nydeligt anlagte forhave, der matchede huset ovre på den anden side af vejen, og som var identisk med hvert eneste hus i Pointe.

Hvert eneste hus.

Nogle gange blev jeg stadig chokeret over, at jeg boede et sted som det her – et stort hus med en have og kunstfærdigt anlagte blomster og en bil i den nyligt asfalterede indkørsel. Nogle dage virkede det ikke virkeligt. Som om jeg ville vågne op og finde mig selv tilbage …

15

FOR ALTID.indd 15

07/09/16 6:27 pm

Jeg rystede på hovedet og skubbede tankerne væk, mens jeg nærmede mig den ti år gamle Honda Civic. Bilen havde tilhørt Rosa og Carls rigtige datter, Marquette, og de havde givet den til hende, da hun blev færdig med highschool, inden hun tog på college for at blive læge ligesom dem.

Deres rigtige datter.

Dr. Taft havde altid rettet mig, når jeg havde talt om Marquette på den måde, fordi han troede, at det på en eller anden måde nedgjorde det, som jeg var for Carl og Rosa. Jeg håbede, at han havde ret, for nogle dage havde jeg det som det store hus med den nydelige have.

Nogle dage var det, som om jeg ikke var virkelig.

Marquette nåede aldrig på college. Hun fik et slagtilfælde.

Hun var der det ene øjeblik, og det næste var hun væk, og der havde ikke været noget, man kunne gøre ved det. Jeg forestillede mig, at det var noget, som Rosa og Carl altid havde kæmpet med.

De reddede så mange liv, men de kunne ikke redde deres egen datter.

Det var lidt underligt, at bilen nu tilhørte mig, som om jeg på en eller anden måde var et erstatningsbarn. De havde aldrig fået mig til at føle det sådan, og jeg havde aldrig sagt det højt, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på Marquette, da jeg satte mig ind bag rattet.

Jeg stillede min taske ind på passagersædet. Mit blik gled hen over interiøret. Jeg så mig selv i bakspejlet. Mine øjne var alt for opspilede. Jeg lignede en hjort, der var lige ved at blive kørt ned, hvis en hjort kunne have blå øjne, men skidt nu med det.

Huden rundt om mine øjne var bleg, og jeg rynkede panden. Jeg så bange ud.

16

FOR ALTID.indd 16

07/09/16 6:27 pm

Suk. Det var ikke sådan, jeg gerne ville se ud første skoledag.

Jeg begyndte at kigge væk, men den sølvmedaljon, der dinglede ned fra bakspejlet, stjal min opmærksomhed. Den var ikke meget større end en quarter. En mand med skæg var indgraveret i en forhøjet oval. Han skrev i en bog med en fjerpen. Oven over ham stod der SANKT LUKAS og neden under BED FOR OS. Sankt Lukas var lægevidenskabens helgen.

Halskæden havde været Rosas. Hendes mor havde givet den til hende, da hun begyndte på medicinstudiet, og Rosa havde givet den til mig, da jeg havde sagt til hende, at jeg var klar til at gå i almindelig skole de sidste skoleår. Jeg tænkte, at hun på et eller andet tidspunkt havde givet den til Marquette, men jeg havde ikke spurgt.

Jeg tror, der var en stor del af både Rosa og Carl, der håbede, at jeg ville følge i deres fodspor, ligesom Marquette havde planlagt at gøre. Men hvis man skulle være kirurg, skulle man tro på sig selv, være selvsikker og noget nær frygtløs, hvilket var tre ting, som ingen nogen sinde ville bruge til at beskrive mig med.

Det vidste Carl og Rosa godt, så de skubbede mig mere i retning af forskning, siden jeg, ifølge dem, havde udvist det samme videnskabelige talent i årene med hjemmeundervisning, som Marquette havde. Og jeg havde ikke protesteret over deres forslag, selv om studier af mikroorganismer eller celler lød lige så interessant som at bruge resten af livet på at male væggene i mit værelse hvide, om og om igen. Men jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ville, bortset fra at gå på college, fordi college aldrig nogen sinde havde været en del af ligningen, før Rosa og Carl kom ind i mit liv.

17

FOR ALTID.indd 17

07/09/16 6:27 pm

Køreturen hen til Lands High tog omkring otteogtyve minutter, præcis som jeg havde regnet med. I det øjeblik den tre etagers høje murstensbygning kom til syne bag baseball- og football-­ banerne, blev jeg anspændt, som om en baseball i fuld fart havde kurs mod mit ansigt, og jeg havde glemt min handske.

Det vendte sig i min mave, og mine hænder greb strammere fast om rattet. Skolen var kæmpestor og forholdsvis ny. På dens hjemmeside stod der, at den var blevet bygget i halvfemserne, og sammenlignet med andre skoler var den stadig skinnende ny.

Skinnende ny og kæmpestor.

Jeg kørte forbi busserne, der var ved at sætte passagerer af i rundkørslen, og fulgte efter en anden bil rundt om de spredte bygninger hen til parkeringspladsen, der var lige så stor som parkeringspladserne ude foran indkøbscentre. Det var ikke svært at finde en plads, og jeg var tidligt på den, så jeg brugte tiden på at lave noget, der lignede en daglig besværgelse, og som var lige så pinlig.

Jeg kan godt. Jeg vil godt.

Jeg gentog ordene igen og igen, mens jeg kravlede ud af Hondaen og slyngede min nye taske over skulderen. Mit hjerte hamrede og bankede så hurtigt, at jeg troede, jeg ville få det dårligt, mens jeg kiggede mig omkring og prøvede at begribe det hav af kroppe, der strømmede ned ad fortovet, der førte hen til bagindgangen til Lands High. Forskellige ansigtstræk, farver, former og størrelser mødte mit blik. Et øjeblik var det, som om min hjerne var et sekund fra at kortslutte. Jeg holdt vejret. Blikke bevægede sig hen over mig, nogle tøvede, og andre bevægede sig videre, som om de ikke engang lagde mærke til, at jeg stod der, hvilket på en måde var okay, fordi jeg var vant til ikke at være andet end et spøgelse.

18

FOR ALTID.indd 18

07/09/16 6:27 pm

Mine hænder klamrede sig til remmen på min taske, jeg var tør i munden, og jeg tvang mine ben til at bevæge sig. Jeg sluttede mig til bølgen af mennesker, smuttede ind blandt dem. Jeg fokuserede på en piges lyse hestehale lige foran mig. Mit blik gled ned. Hun havde en jeansskjorte og sandaler på. Orange gladiatorsandaler med remme. De var søde. Det kunne jeg fortælle hende. Indlede en samtale. Hestehalen var også ret utrolig. Den lavede en slags bule oven på hendes hoved, den slags, som jeg aldrig kunne lave, heller ikke efter at have set utallige vejledninger på YouTube. Hver gang jeg prøvede, lignede jeg en, der havde fået en eller anden underlig gevækst på hovedet.

Men jeg sagde ikke noget til hende.

Da jeg kiggede op, mødte mit blik den drengs, der gik ved siden af mig. Han så søvnig ud. Han smilede ikke, rynkede ikke panden eller gjorde noget andet, bortset fra igen at kigge ned på den mobiltelefon, som han havde i sin hånd. Jeg var ikke engang sikker på, at han så mig.

Morgenluften var varm, men det øjeblik jeg gik hen mod skolen, der virkede iskold og formel, var jeg glad for den tynde cardigan, som jeg omhyggeligt havde udvalgt sammen med min tanktop og jeans.

Fra indgangen spredtes alle i forskellige retninger. De mindre elever, der var nogenlunde på højde med mig, men helt sikkert meget yngre, gik hurtigt over den røde og blå viking, der var malet på gulvet, med skoletaskerne hoppende på ryggen, mens de lod de højere og bredere kroppe komme forbi. De gik som zombier, med langsomme skridt, tilsyneladende uden mål og med.

Jeg var et eller andet sted i midten og bevægede mig med det, der lod til at være almindelig hastighed, men det var faktisk noget, jeg havde øvet mig på.

19

FOR ALTID.indd 19

07/09/16 6:27 pm

Der var nogle, der løb hen mod hinanden, krammede og grinede. Jeg tænkte, at de nok var venner, der ikke havde set hinanden hele ferien, eller måske var de bare oprigtigt begejstrede mennesker. Uanset hvad så stirrede jeg på dem, da jeg gik. Det mindede mig om min ven Ainsley. Hun var blevet hjemme­ undervist, ligesom mig – og blev det stadig – men hvis hun ikke var, så forestillede jeg mig, at vi ville have været som dem, der hoppede hen mod hinanden, smilende og ivrige. Normale.

Ainsley var sikkert ikke stået op endnu.

Det var ikke, fordi hun drev den af hele dagen, men fordi vores underviser lavede vores skema en lille smule anderledes. Hun havde stadig ferie, men når skoleåret begyndte igen, ville hendes hjemmeundervisning være lige så streng og skrap, som min havde været.

Jeg tvang mig selv ud af mine drømmerier og tog trappen for enden af den brede gang, i nærheden af indgangen til kantinen.

Bare at være i nærheden af kantinen fik min puls til at ryge i vejret og min mave til at vende sig af kvalme.

Frokost. Åh Gud, hvad skulle jeg gøre med frokost? Jeg kendte ikke nogen, ikke så meget som en eneste, og jeg kunne …

Jeg standsede mig selv, ude af stand til rigtig at tænke på det nu. Hvis jeg gjorde det, så var der en risiko for, at jeg ville vende omkring og gå tilbage til trygheden i min bil.

Mit skab var på anden sal, midt på gangen, nummer to-trefire. Jeg fandt det uden problemer, og som en bonus åbnede det ved første forsøg. Jeg vendte mig om og tog en mappe ud, som jeg skulle bruge til mine eftermiddagstimer, og lagde den på den øverste hylde, for jeg vidste, at jeg ville få udleveret en masse bøger i dag.

20

FOR ALTID.indd 20

07/09/16 6:27 pm

Skabet ved siden af mit smækkede i. Det gav et sæt i mig, og jeg blev anspændt. Jeg kiggede op. En høj pige med mørk hud og små fletninger overalt på hovedet sendte et hurtigt smil i min retning. “Hej.” Min tunge slog knuder, og jeg kunne ikke få det ene, dumme, lille ord ud, inden pigen med det korte hår vendte om og gik sin vej.

Dumpet.

Jeg følte mig som en idiot, rullede med øjnene og lukkede døren ind til mit skab. Jeg vendte mig om, og mit blik landede på ryggen af en fyr, der var på vej i den modsatte retning. Mine muskler spændtes igen, mens jeg stirrede på ham.

Jeg vidste ikke engang, hvorfor eller hvordan jeg kom til at kigge på ham. Måske var det, fordi han var godt et hoved højere end alle andre. Mit blik hang ved ham som en genstridig slyngplante. Han havde krøllet hår, et eller andet sted mellem brunt og sort, og det var klippet kort ind mod hans solbrændte nakke, men det var længere oven på hovedet. Jeg spekulerede på, om det faldt ned i panden, og det pressede for mit bryst, mens jeg tænkte på en dreng, som jeg havde kendt for mange år siden, og hvis hår altid gjorde sådan – faldt ned, uanset hvor mange gange han skubbede det væk fra ansigtet. Og jeg mærkede altid et pres for brystet, når jeg tænkte på ham.

Hans skuldre var brede under den sorte T-shirt, og hans biceps var markerede på en måde, der fik mig til at tænke på en, der enten dyrkede sport eller lavede en masse manuelt arbejde.

Hans jeans var falmede, men ikke på den eksklusive måde. Jeg kunne godt kende forskel på mærkevare-jeans, der var designet til at se slidte ud, og jeans, der bare var gamle og i gang med sidste omgang. Han havde en enkelt notesbog i hånden, og selv 21

FOR ALTID.indd 21

07/09/16 6:27 pm

derfra, hvor jeg stod, så notesbogen lige så gammel ud, som hans bukser.

Noget underligt bevægede sig gennem mig, en følelse af fortrolighed, og mens jeg stod foran mit skab, opdagede jeg, at jeg tænkte på det eneste lyspunkt i en fortid fyldt med skygger og mørke.

Jeg tænkte på drengen, som fik det til at presse for mit bryst, gøre ondt i mit bryst. På den dreng, der havde lovet, at det skulle vare altid.

Der var gået fire år, siden jeg sidst havde set ham eller bare hørt ham tale. Fire år, hvor jeg havde prøvet at slette alt det, der havde med den del af min barndom at gøre, men jeg kunne godt huske ham. Jeg tænkte på ham.

Hvordan kunne jeg lade være? Jeg ville altid tænke på ham.

Det var hans skyld, at jeg havde overlevet i det hus, hvor vi voksede op.

22

FOR ALTID.indd 22

07/09/16 6:27 pm

135 mm

30,5 mm

135 mm

Jennifer L. Armentrout

Mallory bærer rundt på en dyster historie, hun ikke kan sætte ord på. Hun vil bare glemme den og starte på en frisk. Men da hun træder ind i sin nye

210 mm

klasse, bliver hun blæst tilbage til fortiden.

For i klassen sidder Rider.

Rider, der altid beskyttede hende mod det onde.

Rider, der blev taget fra hende, da det gik helt galt, selvom han havde sagt, at han ville være der for hende. For altid.

Nogle hemmeligheder kan man ikke sætte ord på

For altid_Omslag.indd 1

12/08/16 13:55