Flammernes farve læseprøve

FLAMMERNES FARVE

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 1

04/08/18 10:11 am

Af samme forfatter Irène Alex Camille Vi ses deroppe Rosy & John Brudekjolen Et beskidt job Tre dage og et liv

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 2

04/08/18 10:11 am

PIERRE LEMAITRE

FLAMMERNES FARVE PÃ¥ dansk ved Karsten Nielsen

Lindhardt og Ringhof

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 3

04/08/18 10:11 am

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 8

04/08/18 10:11 am

1

Man kan med god ret hævde, at Marcel Péricourts bisættelse ikke blev afviklet helt efter bogen og endda, at den endte i rent kaos, men den begyndte i det mindste til tiden. Siden tidlig morgen havde boulevard de Courcelles været lukket for trafik.

Inde i gården lød dæmpede toner fra republikanergardens musikkorps, der varmede instrumenterne op, mens en lang række biler satte notabiliteter af ude på fortovet, hvor ambassadører, politikere, generaler og delegationer fra udlandet hilste på hinanden med alvorlig mine. Medlemmer af det franske akademi trådte ind under den omfangsrige sorte baldakin med sølvfrynserne, der var smykket med afdødes monogram og skærmede stentrappen foran huset, og derefter fulgte man de taktfulde instrukser fra ceremonimesteren, hvis opgave det var at holde styr på de mange begravelsesgæster, mens de ventede på sørgehøjtidelighed og ligfærd. Der var en lang række kendte ansigter til stede. Bisættelser af denne kaliber befandt sig i samme kategori som et hertugbryllup eller en opvisning af Lucien Lelongs nyeste modekollektion, og man var nødsaget til at vise sig, når man var en af samfundets spidser.

Madeleine var i sagens natur stærkt påvirket af sin fars død, men alligevel allestedsnærværende, effektiv og værdig, hun gav diskrete anvisninger og var opmærksom på selv de mindste detaljer. Hendes omhu skyldtes ikke mindst, at landets præsident 9

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 9

04/08/18 10:11 am

havde meldt sin ankomst, så han kunne få mulighed for at samle sig i andagt ved de jordiske rester af sin “gode ven Péricourt”.

Dette havde gjort alt yderst besværligt, for en republiks protokol var lige så streng som et monarkis. Familien Péricourts residens blev invaderet af sikkerhedsfolk samt embedsmænd med ansvar for overholdelse af etiketten, og siden havde man ikke et øjebliks ro. Læg dertil en myriade af ministre, rådgivere og alskens embedsmænd. Statsoverhovedet kunne sammenlignes med en fiskerbåd, der altid var omgivet af fugleflokke, som fouragerede i dens kølvand.

Til fastsat tid stod Madeleine øverst på trappen iført sorte handsker og med artigt foldede hænder.

Bilen kørte op, folkemængden tav, præsidenten steg ud, vinkede, gik op ad trappen og gav Madeleine en kort, tavs omfavnelse, for sorgen er som bekendt ordløs. Herefter trådte han elegant og med en beklagende gestus et skridt til siden, så hun kunne lede ham til sin fars chapelle ardente.

Venskabet med den afdøde bankmand var ikke den eneste grund til, at Frankrigs præsident var dukket op – hans tilstedeværelse var også af symbolsk karakter. Og det lå uden for enhver tvivl, at der var tale om en betydningsfuld begivenhed. Marcel Péricourt, “selve sindbilledet på fransk økonomi, er gået bort,” skrev de aviser, der stadig holdt på formerne. “Blot syv år efter sønnen Édouards dramatiske selvmord bliver han selv stedt til hvile …” udbredte andre sig. Men det var ikke afgørende. Marcel Péricourt havde været en central skikkelse i landets økonomiske liv, og alle havde en diffus fornemmelse af, at med hans død gik også en epoke i graven, hvilket ikke blev mindre foruroligende af, at mørke skyer trak op her på tærsklen til trediverne. Den økonomiske krise efter 1. Verdenskrig var aldrig helt ophørt.

Den politiske klasse i Frankrig, der på tro og love havde forsikret alle om, at det besejrede Tyskland ville komme til at betale hver en franc tilbage for de ødelæggelser, landet havde forvoldt, var nødt til at bøje sig for kendsgerningerne. Befolkningen var ble10

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 10

04/08/18 10:11 am

vet bedt om at vente, til boligerne var blevet genopbygget, vejene repareret, krigsinvaliderne havde fået deres skadesgodtgørelser, pensionerne var blevet udbetalt, og der blev skabt nye jobs, det vil sige, at alt blev, som det havde været før – men endnu bedre, ikke sandt, for man havde jo vundet krigen – så kort sagt havde befolkningen resigneret: Det lovede mirakel ville aldrig indfinde sig, og Frankrig måtte klare sig selv.

Marcel Péricourt var netop repræsentant for dette Frankrig, der ikke længere eksisterede, men som i tidligere tider havde styret økonomien som en ansvarlig pater familias. Altså vidste man ikke helt, hvad det var, man lagde i jorden – en indflydelsesrig fransk bankmand eller den svundne epoke, han legemliggjorde?

I rummet med kisten, der var oplyst af kerter, stod Madeleine længe og betragtede sin fars ansigt. I de seneste par måneder havde han brugt det meste af sin tid på at øve sig i at være gammel.

“Jeg er nødsaget til hele tiden at være på tæerne,” sagde han, “jeg må for alt i verden undgå at komme til at lugte som en olding og famle efter ordene. Jeg vil ikke være til besvær, og tænk, hvis jeg gik og talte med mig selv, jeg er nødt til at holde et vågent øje, det tager al min tid, det er trættende at blive gammel …”

Hun var gået i klædeskabet og havde fundet hans nyeste jakkesæt, der hang på en bøjle, en nystrøget skjorte og hans perfekt pudsede sko. Alt var gjort klart.

Dagen før havde hr. Péricourt spist aftensmad sammen med hende og Paul, hans barnebarn, der stammede og var en genert, køn dreng på syv år med sart, bleg hud. Men til forskel fra alle andre aftener havde han ikke spurgt drengen om, hvordan det gik ham i skolen, og hvad han havde lavet i dagens løb, eller foreslået, at de skulle genoptage deres spil dam. Han havde været indadvendt, men ikke bekymret, nej, nærmere bare tankefuld, det lignede ham slet ikke, og han havde siddet og stukket til maden og blot smilet for at vise, at han skam var til stede. Og da måltidet ifølge hans begreber havde trukket for længe ud, foldede han sin serviet sammen, jeg går op, havde han sagt, fortsæt I 11

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 11

04/08/18 10:11 am

uden mig, han havde trykket Pauls hoved ind til sig ganske kort, tak for i aften, godnat, sov godt. Selvom han ofte beklagede sig over smerter, var han den aften vandret let og ubesværet hen til trappen. Normalt sagde han altid: “På gensyn,” når han forlod spisestuen. Den aften glemte han det. Næste morgen var han død.

Madeleine og Frankrigs præsident stod ved hinandens side med blikket stift rettet mod egetræskisten med det store, skinnende sølvkors, mens rustvognen trukket af to heste iført skaberak kom kørende ind gennem familiepalæets indre gård, og ceremonimesteren samlede venner og familie, som han sørgede for at få gennet hen til deres foreskrevne pladser.

Der løb en iling gennem Madeleine. Havde hun nu foretaget det rette valg, dengang for et par måneder siden?

Hun var ugift. Eller rettere fraskilt, men på den tid kom det ud på et. Hendes eksmand, Henri d’Aulnay-Pradelle, sad og rådnede op i fængslet efter en opsigtsvækkende retssag. Og hendes ægteskabelige stilling som enlig kvinde havde bekymret hendes far, der havde fremtiden at tænke på. “Du skal gifte dig igen, der er ingen vej udenom!” sagde han. “En bank med interesser i diverse handelsselskaber kan ikke ledes af et kvindfolk.”

Madeleine var sådan set enig, men hun stillede sine betingelser: en ægtemand, så lad gå, men ikke en mand, Henri havde været mere end rigeligt, tak, kort sagt kan jeg gå med til et giftermål, men der bliver ingen ægteseng for mit vedkommende. Selvom hun tit havde givet udtryk for det modsatte, havde hun haft høje forventninger til sit første ægteskab, der imidlertid havde været ulykkeligt, så nu, det stod hun fast på, kunne hun til nød gå med til en ægtefælle, men ikke mere end det, for hun skulle ikke nyde noget af at få flere børn, Paul var alt nok, hun var lykkelig, som det var. I efteråret havde alle kunnet se, at Marcel Péricourt ikke havde langt igen. Det forekom indlysende at tage forholdsregler, for der var mange år til, at hans barnebarn, stammeren Paul, kunne overtage roret i familievirksomheden. Desuden var 12

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 12

04/08/18 10:11 am

det en arvefølge, som var vanskelig at se for sig, for ordene sad ligesom fast i halsen på den lille Paul, og oftest holdt han dem indenbords, det var for svært, ham som leder af en virksomhed, det lå ikke ligefrem i kortene …

Den barnløse enkemand Gustave Joubert, der var prokurist i Péricourt Bank, virkede som et oplagt parti til Madeleine. Han var i halvtredserne, fornuftig og samvittighedsfuld, havde økonomisk sans og orden i sagerne, var selvbehersket, fremsynet, og så vidt vides var hans eneste last en forkærlighed for mekanik af forskellig art, automobiler – han afskyede racerkøreren Benoist, men forgudede hans kollega Charavel – og flyvemaskiner – han hadede testpiloten Blériot, men tilbad hans kollega Daurat.

Hr. Péricourt havde været en ivrig fortaler for denne alliance.

Og Madeleine var gået med til den, men: “Gustave, jeg er nødt til at sige det, som det er,” havde hun advaret ham. “De er en mand, og jeg vil ikke modsætte mig, at De … Jeg er sikker på, De er klar over, hvor jeg vil hen. Men på én betingelse, nemlig at det foregår i al diskretion, for jeg ønsker ikke at blive holdt for nar endnu en gang.”

Joubert var straks gået med på de betingelser, Madeleine stillede, for han følte kun sjældent de behov, hun hentydede til.

Ikke desto mindre skete der det, at hun nogle uger senere pludselig meddelte sin far og Gustave, at hun alligevel ikke ønskede at indgå det planlagte ægteskab.

Nyheden var faldet som en bombe. Man kan roligt sige, at hr.

Péricourt hidsede sig op over for sin datter, der kun havde irrationelle argumenter for sin beslutning: at hun var seksogtredive og Joubert enoghalvtreds, som om det kom som en overraskelse! Og kunne man ikke med god ret hævde, at det var fornuftigt at gifte sig med en moden og velovervejet mand? Men næ, nej, under ingen omstændigheder, Madeleine “kunne ikke affinde sig med” at blive gift med Joubert.

Så svaret var nej.

Og ifølge hende stod beslutningen ikke til at ændre.

13

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 13

04/08/18 10:11 am

Før i tiden ville hr. Péricourt ikke have ladet sig spise af med den slags talen udenom, men han var allerede begyndt at falde af på den. Han fremførte sine argumenter, han stod fast, indtil han gav sig, og når han på den måde resignerede, stod det klart for enhver, at han ikke var, hvad han havde været.

Men i dag måtte Madeleine ængsteligt spørge sig selv, om hun havde taget den rigtige beslutning.

I den indre gård var al aktivitet standset, mens man ventede på, at præsidenten skulle komme ud af huset igen.

Gæsterne begyndte så småt at stå og trippe, man var kommet for at blive set, ikke for at spilde hele dagen her. Det værste var ikke kulden, den slap man ikke for, men hele tiden at skulle finde på krumspring for at skjule, hvor utålmodig man var efter at få det overstået. Intet hjalp, selvom man havde dækket ører, hænder og næse, var samtlige legemsdele som is, folk stod diskret og stampede med fødderne, og hvis ikke afdøde dukkede op lige om lidt, ville der ikke gå lang tid, før man begyndte at bande ham langt væk. Nu måtte det ligtog vel snart sætte i gang, så man i det mindste kunne få rørt benene lidt.

Rygtet gik, at kisten langt om længe var på vej til at blive båret ud.

På gårdspladsen stod præsten iført sort og sølvfarvet kappe foran en flok kordrenge i violette kjortler og hvide messesærke.

Bedemanden skævede diskret til sit ur, gik med afmålte skridt op ad stentrappen for at danne sig et bedre overblik over situationen og søgte med blikket efter de personer, der om ganske få minutter skulle gå i spidsen for ligtoget.

Alle var på plads bortset fra afdødes barnebarn.

Men der var lagt an til, at den lille Paul skulle gå forrest sammen med sin mor, blot en smule foran resten af ligtoget, for det gjorde altid lykke, når folk så et barn komme gående lige bag en rustvogn. Læg dertil, at knægten med sit drømmende ansigts14

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 14

04/08/18 10:11 am

udtryk og antydningen af sorte rande under øjnene udstrålede en kraftesløshed, som gjorde sceneriet ekstra rørende.

Léonce, Madeleines selskabsdame, gik hen til André Delcourt, Pauls huslærer, der febrilsk stod og noterede i en lille notesbog, og bad ham finde sin unge elev. Han så forarget på hende.

“Men, Léonce …! De kan vel se, jeg er travlt optaget!”

De to havde aldrig været gode venner. Den sædvanlige rivalisering mellem tjenestefolk.

“Min gode André,” svarede hun, “De skal nok blive en dygtig journalist en dag, det er jeg ikke i tvivl om, men indtil videre er De altså kun huslærer. Så sørg lige for at få fundet Paul.”

André smækkede rasende sin notesbog mod det ene lår og forsøgte derefter at bane sig vej til hoveddøren, mens han undskyldte til højre og venstre og sendte folk angerfulde smil.

Madeleine fulgte landets præsident ud til hans bil, der dernæst kørte gennem gården, hvor folkemængden gjorde plads for ham, som var han døden selv.

Og så, langt om længe, blev Marcel Péricourts kiste båret ud i forstuen. Dørene blev åbnet på vid gab.

Eftersom Madeleines onkel Charles ikke var dukket op, fulgte hun – støttet til Gustave Jouberts arm – som den første efter sin fars jordiske rester ned ad trappen. Léonce forventede at se den lille Paul ved sin mors side, men han var der ikke. André, der var kommet tilbage, trak afmægtigt på skuldrene.

Kisten blev båret af en delegation fra ingeniørhøjskolen École centrale des arts et manufactures, og de placerede den på den åbne rustvogn. Ovenpå lagde man kranse og buketter. Derefter trådte en vagtmester frem med en pude i hænderne, og på den lå Æreslegionens storkors.

Ude i gården var det, som om en svajende bevægelse gik gennem hele mængden af øvrighedspersoner, der spredtes på besynderlig vis, det så endda ud, som om den helt skulle gå i opløsning.

15

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 15

04/08/18 10:11 am

Kisten og rustvognen var ikke længere i centrum for opmærksomheden.

Blikkene havde rettet sig mod ejendommens facade. Hele forsamlingen holdt vejret.

Nu var det Madeleines tur til at se op, og hun åbnede munden som til et skrig, for deroppe, på 2. sal, stod den lille Paul, syv år gammel, i vindueskarmen med armene strakt helt ud til siden.

Og med front mod det tomme rum.

Han havde stadig sit jakkesæt på, men slipset var flået af, og den hvide skjorte stod helt åben. Alle kiggede op som efter et luftskib, der var ved at lette fra jorden.

Paul bøjede let i knæene.

Inden nogen kunne nå at råbe noget eller løbe op til ham, slap han sit greb i vinduesfløjene og kastede sig ud til akkompagnement af en skrigende Madeleine.

Drengens krop flaksede hid og did under faldet, som en vingeskudt fugl. Efter et brat, kaotisk fald, landede han i den sorte baldakin, der kortvarigt opslugte ham.

Forsamlingen drog et lettelsens suk.

Men det udspændte stof kastede ham tilbage, så han hoppede op igen som en trold af en æske.

Alle så til, mens han endnu en gang røg op i luften og fløj ud over baldakinen.

Hvorefter han landede pladask oven på sin morfars kiste.

Hele gården tav med ét, og lyden af hans hoved, der bankede ned i kistelåget med et bump, sendte en skælven gennem forsamlingen.

Alle var i chok, tiden stod stille.

Da folk kom hastende hen til Paul, lå han udstrakt på ryggen.

Der løb blod ud af ørerne på ham.

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 16

04/08/18 10:11 am

2

Ceremonimesteren blev fanget på det forkerte ben. Han havde prøvet lidt af hvert, når det kom til bisættelser, for han havde immervæk haft ansvaret for, at et utal af akademimedlemmer, fire udenlandske diplomater samt tre præsidenter, fungerende såvel som aftrådte, kom godt i jorden. Han var berømmet for aldrig at miste overblikket, han var en mand, der beherskede sit fag til perfektion, men ham den lille knægt, som havde kastet sig ud fra 2. sal og var landet pladask på sin morfars kiste, faldt uden for kategori. Hvad kunne man gøre? Han stod dér og så fortabt ud i blikket, helt hjælpeløs, med hængende skuldre. Det var tydeligt for enhver, at han var kommet til kort. Han døde i øvrigt et par uger senere, og man kunne ikke undgå at få den tanke, at han var en slags bedemændenes François Vatel.

Professor Fournier var den første, der kom til undsætning.

Han sprang op på rustvognen, fejede ufølsomt kransene væk, så de fløj ned på brostenene, og uden at flytte på drengen gik han straks i gang med en indledende lægelig undersøgelse.

Hans ro var beundringsværdig, for folkemængden var ved at vågne op og lavede et forfærdeligt spektakel. Nu da der pludselig var indtruffet en ulykke, blev begravelsesgæsterne i deres stiveste puds igen forvandlet til en flok glanehoveder, der ikke kunne stå stille af bare nysgerrighed, allevegne fra lød der Ih, og Åh, så De det? Må jeg be’ om mine himmelblå, det er Péricourts 17

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 17

04/08/18 10:11 am

søn! Næ, nej, det er umuligt, han faldt ved Verdun! Ikke ham, den anden, den lille! Hvad for noget, ud ad vinduet, sprang han?

Gled han? Personlig hælder jeg til, at han blev skubbet … Jamen, alligevel! Jo, jo, se engang, det står stadig åbent, Åh, ja, det er rigtigt, det var dog satans, Michel, kammertonen, om jeg må be’! Alle fortalte, hvad de lige havde set, til andre, som havde set fuldstændig det samme.

Madeleine var faldet på knæ ved foden af rustvognen og klamrede sig til dens sidestykke med negle, der borede sig ind i træet som kløer, mens hun hylede og skreg. Léonce, der ligeledes var opløst i gråd, tog hende om skuldrene, folk troede ikke deres egne øjne, et barn, der på den måde falder ud ad et vindue på 2. sal, kunne det virkelig ske, men man behøvede blot kaste et blik i retning af kransene, der var smidt hulter til bulter, så kunne man, selvom folk tog udsynet, ikke undgå at se Pauls krop ligge udstrakt som et gravmonument oven på egetræskisten, og bøjet ind over ham stod doktor Fournier og lyttede efter puls og åndedræt. Da han rejste sig op, var hans smoking indsmurt i blod helt ind til skjortebrystet, men det kunne han ikke tage sig af, han havde løftet drengen op i sine arme og stod nu dér. En heldig fotograf fik knipset et billede, som blev trykt i alle landets aviser: på det ser man Professor Fournier, der står oppe på rustvognen lige ved siden af Marcel Péricourts kiste, og i armene holder han en dreng med blod stående ud af ørerne.

Man rakte ham en hånd, da han skulle ned.

Folkemængden trådte til side.

Han hastede forbi forsamlingen med den lille Paul trykket ind til sig, skarpt forfulgt af en panikslagen Madeleine.

Folks udbrud forstummede, efterhånden som han kom frem, og den pludselig opståede stilhed var endnu mere alvorstung end selve bisættelsen. En bil blev kørt frem, en Sizaire-Berwick, der tilhørte hr. de Florange, hvis hustru stod ved en af dørene og vred hænder, fordi hun frygtede, at de aldrig fik blodet af igen, hvis det først kom på sæderne.

18

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 18

04/08/18 10:11 am

Fournier og Madeleine satte sig ind på bagsædet, og drengen, hvis krop var slap som en slaskedukke, blev lagt hen over deres ben. Madeleine så bønfaldende på Léonce og André.

Léonce sprang straks til, mens André tøvede kort. Han vendte sig om og lod hastigt blikket feje ud over palæets indre gård og rustvognen med kransene, kisten, hestene, uniformerne og jakkesættene … Så bøjede han hovedet og satte sig ind i bilen.

Dørene smækkede i.

Derefter gik det i huj og hast til hospitalet Pitié-Salpêtrière.

Alle var lamslåede. Kordrengene måtte vinke farvel til deres stjernestund, det var i hvert fald tydeligt, at deres præst havde mistet troen på det, og den republikanske garde tøvede med at istemme den begravelseshymne, der ellers var programsat.

Der var desuden et problem: blodet.

For en begravelse, det kan man nok klare, men det er også kun en lukket kiste, blod derimod er lidt for kropsligt, man bliver bange, det minder en om smerte, og det er værre end døden.

Desværre var Pauls blod overalt på brostenene og helt ude på fortovet, dråberne dannede et spor, man kunne følge, ligesom på en gårdsplads ude på landet. Når folk fik øje på det, så de igen den lille fyr for sig med hans dinglende arme, man blev isnende kold helt ind til benet, og efter sådan en omgang var det sin sag at deltage i en stille og rolig begravelse, man ikke havde nogen andel i …

Husets tjenestefolk gjorde, hvad de kunne, og strøede savsmuld rundt omkring, det var altid en god idé, folk begyndte at rømme sig og så væk.

Alle var enige om, at man anstændigvis ikke kunne køre til kirkegården med en afdød i en kiste, der dryppede af blod fra en lille dreng. Man ledte efter et sort klæde, men kunne ikke finde noget. Et medlem af tjenerstaben var kravlet op på rustvognen med en spand fuld af dampende varmt vand og forsøgte nu at vaske guldkrucifikset af med en svamp.

19

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 19

04/08/18 10:11 am

Gustave Joubert var en handlingens mand, og han beordrede, at det store, blå gardin i hr. Péricourts bibliotek skulle tages ned.

Det var lavet af et tykt og uigennemsigtigt stykke stof, og det var Madeleine, der havde fået det hængt op, så hendes far kunne hvile sig i løbet af dagen, når solen stod lige ind på facaden.

Nede fra gården kunne man i det vindue, drengen få minutter tidligere havde kastet sig ud fra, se folk på skamler med armene rakt op mod loftet.

Stofstykket blev i al hast rullet sammen og langt om længe båret ned i gården. Man foldede det respektfuldt ud og draperede det over ligkisten, men det var og blev kun et stort gardin, hvilket var lidt det samme som at begrave en mand i hans slåbrok. Det blev ikke bedre af, at det ikke var lykkedes at fjerne tre kobbergardinringe, der ved det mindste vindpust klirrede enerverende, når de stødte mod kistens sider …

Folk var utålmodige efter, at højtideligheden igen kom tilbage på det spor, man kendte fra andre begravelser af øvrighedspersoner, med andre ord at den blev inderligt ligegyldig.

Under køreturen rørte Paul, der lå på tværs hen over sin hulkende mors ben, overhovedet ikke på sig. Hans puls var svag.

Chaufføren havde hornet permanent trykket i bund, og alle blev rystet rundt som i en kreaturvogn. Léonce havde taget Made­ leines arm og trykkede den ind til sig. Professor Fournier havde viklet sit hvide halstørklæde om drengens hoved for at stoppe blødningen, men plamagen blev større og større, og til sidst begyndte der at dryppe blod ned på gulvet.

André Delcourt sad meget ubelejligt lige over for Madeleine og så væk, i det omfang situationen tillod det, for han var ikke lige i humør.

Madeleine havde mødt ham på en klosterskole, som hun havde haft planer om at indskrive Paul på, når han blev gammel nok. Han var en høj og tynd ung mand med bølget hår, noget af en kliché for sin tid med lidt triste øjne, men kødfulde læber 20

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 20

04/08/18 10:11 am

og en udtryksfuld mund. Han var huslærer i fransk, det forlød, at han talte et smukt latin, og han kunne endda undervise i tegning, hvis det var påkrævet. Han vidste alt om den italienske renæssance, der var hans store lidenskab. Han ville gerne være digter og havde derfor tillagt sig et forpint blik, lagde ansigtet i sværmeriske folder og havde en vane med at kaste hovedet til siden, hvilket i hans optik skulle signalere, at en blændende tanke netop var slået ned i ham. Han havde altid sin notesbog på sig, tog den frem ved enhver lejlighed, vendte så ryggen til, skriblede febrilsk og genoptog derefter samtalen med et udtryk i ansigtet som en, der netop var kommet sig efter en smertefuld sygdom.

Madeleine var med det samme faldet for hans indsunkne kinder, slanke hænder og den ild af en art, der brændte i ham og gav løfter om intense stunder. Hende, der ikke ønskede nogen ny mand, blev helt uventet charmeret af ham.

Hun havde nogle behov, og dem opfyldte André.

Han opfyldte dem til punkt og prikke.

Når Madeleine hengav sig til ham, blev der vakt minder til live, der langtfra var dårlige. Hun følte sig begæret, han var meget blid ved hende, selvom det tog ham en evighed at komme til sagen, for han havde altid nogle oplevelser, han ville dele med hende, tanker, der skulle forklares, og ideer, der skulle uddybes, han var et sludrechatol, og selv når han ikke havde andet end underbenklæder på, skulle han lige citere et vers, men han var ganske hæderlig i sengen, når han endelig holdt bøtte. De af læserne, der før har stiftet bekendtskab med Madeleine, vil vide, at hun aldrig havde været nogen skønhed. Heller ikke grim, blot almindelig, den type man ikke rigtig lægger mærke til. Hun havde giftet sig med en meget smuk mand, der aldrig havde elsket hende, og nu, sammen med André, oplevede hun den lykke, det er at blive begæret. Samt et aspekt af seksualiteten, som hun aldrig havde troet, skulle blive hende forundt, nemlig at hun som den ældste så det som sin pligt at tage de første skridt, vise hvordan det skulle gøres, kort sagt stå for oplæringen. Det var selv21

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 21

04/08/18 10:11 am

følgelig overflødigt, for selvom André var en plaget digtersjæl, havde han besøgt ganske mange horehuse samt deltaget i indtil flere orgier, som ikke havde efterladt nogen tvivl om, at han både havde et vidåbent sind og en uomtvistelig tilpasningsevne.

Men han var også en realistisk ung mand. Han kunne udmærket godt se, at Madeleine nød sin opdragende rolle, selvom hun ikke helt kunne leve op til den, og han påtog sig sin med stor fornøjelse, ikke mindst fordi hun forstærkede en hang til passivitet, der i forvejen lå til ham.

Deres relation blev dog kompliceret af, at André boede på klosterskolen, hvor man ikke måtte have besøg. I første omgang tyede de til et hotelværelse. Madeleine krøb langs husmurene på vej derhen, og når hun skulle gå igen, var det med sænket blik, som en svindlerske i en vaudeville. Hun gav pengene til André, så han kunne betale receptionisten, og benyttede sig af alskens kneb for at få det gjort uden at komme til at føle, at hun købte ham, at hun havde en holdt mand. Hun lagde pengene på kaminhylden, men det var samme fremgangsmåde som på et bordel. Hun lod dem glide ned i hans jakkelomme, men når de så kom ned i receptionen, rodede han alt igennem, før han fandt dem, dér røg så den diskretion. Kort sagt måtte de se at finde en anden løsning, og det hastede ikke mindst, fordi Madeleine øjensynlig ikke kunne nøjes med at tage sig en elsker, næ, hun var blevet forelsket. André var stort set alt det, hendes tidligere ægtemand ikke havde været. André Delcourt var kultiveret, opmærksom, passivt anlagt, men livskraftig, til rådighed og aldrig vulgær, og i sidste ende havde han kun én fejl, nemlig den at han var fattig. Ikke fordi det gjorde nogen forskel for Madeleine, hun var rig nok for dem begge, men hun havde en social position, der skulle bevares, samt en far, der ikke ville have set med milde øjne på at få en svigersøn, som var ti år yngre end hans datter og på enhver måde ude af stand til at træde ind i forretningsverdenen.

At gifte sig med André var utænkeligt, så hun fandt en løsning, der kunne fungere: Hun ansatte André som Pauls huslærer. Det 22

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 22

04/08/18 10:11 am

ville være godt for drengen at få en skræddersyet undervisning og sin egen lærer, og desuden ville han så ikke være nødt til at gå på en skole, rygterne gik jo om, hvad der foregik i den slags etablissementer – selv de bedste steder – og det skræmte hende fra vid og sans, for lærerne på de religiøse skoler havde allerede dengang et blakket ry.

Madeleine kunne kort sagt finde talløse argumenter for sit arrangement.

Så André flyttede ind og boede nu oppe på kvisten i familien Péricourts palæ.

Den lille Paul tog godt imod de nye tilstande, for han troede, han fik en ny legekammerat. Han blev skuffet. De første par uger gik det fint, men derefter faldt Pauls begejstring lige så stille. Madeleine sagde til sig selv, at ingen kunne lide latin, fransk, historie og geografi, alle børn er ens på det punkt, og det blev ikke bedre af, at André tog jobbet meget seriøst. Pauls voksende uvilje mod enetimerne rokkede ikke ved Madeleines begejstring, for hun så nogle klare fordele: Nu behøvede hun blot liste to etager op. Eller af og til skulle André blot to etager ned. Men i sagens natur kendte alle i familien Péricourts husholdning til hemmeligheden. Tjenestefolkene morede sig med at parodiere husets frue, der smuttede op ad bagtrappen i smug og med et lystent smil om munden. Og når de imiterede André, der var på vej tilbage til sig selv på kvisten, var det som en udaset mand på vaklende ben, de fik sig et godt grin dernede i køkkenregionerne.

For André, der drømte om at blive fuldbåren litterat, så sig selv bruge journalistikken som springbræt, udgive sin første bog, derefter nummer to, modtage en stor litteraturpris, ja, hvorfor ikke, der var oplagte muligheder i at være Madeleine Péricourts elsker, men hvis sandheden skulle frem, var det værelse, oppe på kvisten, lige under tjenestefolkenes gemakker, en ulidelig ydmygelse. Han havde godt lagt mærke til, at stuepigerne fnes ad ham, og at chaufføren smilede nedladende. Det, som nok kunne 23

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 23

04/08/18 10:11 am

have fået en betalt kavaler til at ranke ryggen, var krænkende for en digter.

Hans situation var fornedrende, og han var utålmodig efter at få ændret på den.

Derfor var han så nedtrykt på dagen for begravelsen: Hr. Péricourts jordefærd skulle have været hans store chance, eftersom Madeleine havde henvendt sig til Jules Guilloteaux, chefredaktøren for Le Soir de Paris, og bedt ham om at lade André skrive reportagen fra hendes fars bisættelse.

Tænk engang: en lang artikel med forsidehenvisning! I Paris’ mest solgte dagblad!

De seneste tre dage havde André gennemlevet bisættelsen på forskud, og han havde indtil flere gange spadseret rustvognens planlagte rute igennem. Han havde endda skrevet hele afsnit inden selve begivenheden: “En overflod af kranse forlener den hestetrukne rustvogn med en solid tyngde, og den skrider fremad i et stateligt tempo, der giver mindelser om den rolige og kraftfulde gangart, som man uvægerlig forbinder med denne titan i fransk økonomi. Klokken er slået elleve. Begravelsesfølget sætter sig i bevægelse. I den første vogn, der vakler under den massive hyldest, får man straks øje på hans …”

Et lykketræf uden lige! Hvis artiklen blev vellykket, ville han måske blive hyret af avisen … Åh, bare tanken om at tjene til livets ophold på en anstændig måde og slippe for de nedværdigende forpligtelser, han nu var underlagt … Eller endnu bedre: gøre sin lykke, blive rig og berømt.

Og så med ét havde ulykken ødelagt det hele og sendt ham tilbage til start.

André kiggede konsekvent ud ad vinduet for at slippe for at stirre på Pauls lukkede øjne, Madeleines tårevædede ansigt og Léonces udtryksløse, anspændte maske. For ikke at tale om pytten på gulvet, der bare voksede og voksede. Han havde så ondt, så ondt af den døde dreng (eller næsten døde, kroppen var helt 24

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 24

04/08/18 10:11 am

slap, og man kunne ikke længere høre nogen vejrtrækning inde bag det gennemvædede halstørklæde), og da han så oveni kom til at tænke på sig selv, på alt det, der netop var fordampet, alle hans forhåbninger, hans forventninger, på muligheden, der ikke var blevet grebet, ja, så begyndte han at græde.

Madeleine tog hans hånd.

Charles Péricourt var det eneste familiemedlem, der var tilbage i huset under begravelseshøjtideligheden for hans bror.

Man havde endelig fundet ham, han stod såmænd ikke så langt fra den udvendige stentrappe omgivet af sit “harem”, som han kaldte sin kone og sine to døtre, manden var ikke kendt for sin finesse. Han var af den mening, at hans kone, Hortense, brød sig så lidt om mænd, at hun var ude af stand til at producere sønner. Han havde to ranglede døtre med magre stænger, kalveknæ og blomstrende akne, der ikke bestilte andet end at fnise hele tiden, hvilket gjorde det nødvendigt, at de holdt hånden op for at skjule deres forfærdelige tandsæt, som var forældrenes store sorg – man skulle simpelthen tro, at en modløs gud havde kastet en håndfuld tænder ind i hver af døtrenes mund, da de blev født, og tandlægerne var rystede: Pigerne kunne roligt regne med at skulle tilbringe resten af deres dage bag en vifte, medmindre de gik med til at få ryddet hele munden, når tænderne var vokset ud, og i stedet fik gebis. Tandlægeregningen ville beløbe sig til en formue, og det samme ville en medgift, der kunne træde i stedet. Dilemmaet hjemsøgte Charles som en forbandelse.

Hængevom, eftersom han tilbragte halvdelen af sin tid foran et veldækket bord, tilbagestrøget hår, der altid havde været hvidt, grove, fyldige træk, en stor og kraftig næse (ifølge ham selv tegn på en fast karakter), et overskæg som et skødeskind, sådan var Charles. Læg dertil, at han de sidste to dage havde været i sorg over sin storebrors død og derfor havde blussende hud og ophovnede øjne.

25

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 25

04/08/18 10:11 am

Hans hustru og døtre var styrtet hen til ham, da de så ham komme ud fra toilettet, men i den almindelige forvirring var det ikke lykkedes dem at gøre situationen helt klar for ham. “Øh, hvad for noget?” sagde han og så rundt til alle sider, “hvad mener I med, at han sprang, hvem sprang?”

Med rolig og fast hånd fik Gustave Joubert folk til at træde til side, Charles, denne vej, han førte ham med ud i gården, og mens de gik, fik han forklaret ham, at han nu repræsenterede familien og dermed havde et vist ansvar.

Charles så helt fortabt ud, han kiggede fortvivlet rundt og forsøgte at forstå, hvad der foregik, for alt forekom forandret, efter at han havde forladt selskabet. Den lettere ophidsede stemning, folkemængden befandt sig i, var noget andet end normalt til en begravelse, hans døtre stod og småklynkede med fingrene som vifte foran munden, og hans hustru græd hikstende. Joubert havde taget ham under armen, eftersom Madeleine ikke er til stede, er De nødt til at gå i spidsen for begravelsesoptoget, Charles …

Charles var yderligere bragt fra koncepterne, eftersom han stod over for et ømtåleligt samvittighedsspørgsmål. Det smertede ham ulideligt at have mistet sin bror, men hans død kom samtidig belejligt, fordi den gav ham mulighed for at slippe ud af nogle meget alvorlige personlige vanskeligheder.

Som man nok har forstået, var Charles ikke videre opvakt, men til gengæld en snu rad, og i visse situationer kunne han hive nogle uventede tricks op af hatten, så hans bror Marcel fik tid til at redde ham ud af kniben.

Han stillede sig på tåspidserne, mens han duppede øjnene med sit lommetørklæde, og samtidig med at det blå gardin blev lagt ordentligt til rette over vognen, kransene blev lagt tilbage oven på det, kordrengene igen kom på plads, og musikken i­ stemte en langsom march for at blæse den forlegne stemning væk, lykkedes det ham at rive sig løs fra Jouberts greb, så han kunne løbe hen til en mand, som han overraskede ved at tage 26

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 26

04/08/18 10:11 am

under armen, og sådan gik det til, at Adrien Flocard, stedfortrædende rådgiver for ministeren for offentlige arbejder, stik imod enhver form for protokol pludselig gik med i spidsen for begravelsesoptoget klemt inde mellem afdødes bror, hans hustru Hortense og døtrene Jacinthe og Rose.

Charles var tretten år yngre end Marcel, og dermed er alt sagt.

Han havde altid været en smule bagud i forhold til sin bror, ikke kun aldersmæssigt, han var også mindre begavet og mindre arbejdsom, følgelig mindre velhavende, og han var udelukkende blevet medlem af nationalforsamlingen i 1906, fordi han havde sin storebrors penge i ryggen. “Det koster godt nok en bondegård at blive valgt,” var hans forbløffende naive kommentar.

“Der er ikke ende på, hvad man er nødt til at punge ud med til vælgere, aviser, venner og modkandidater …”

“Hvis du bevæger dig ind på den slagmark,” havde Marcel advaret ham, “har du bare at blive valgt ind. Jeg vil ikke finde mig i, at en Péricourt bliver slået af en tilfældig socialistisk kandidat!”

Valget gik glimrende. Og når først man sad i nationalforsamlingen, nød man godt af en række privilegier, for republikken hjalp sine egne, den var ikke påholdende og endda ligefrem generøs over for snedige krabater som ham.

Mange af de deputerede tænkte på deres valgkreds, men Charles tænkte for sit vedkommende kun på at blive genvalgt.

Med hjælp fra en genealog, der var blevet fedt og godt aflønnet, var det lykkedes ham at opstøve nogle ældgamle og temmelig fjerne slægtsrødder i departementet Seine-et-Oise ved Paris, og uden at blinke udgav han sig for at være hjemmefødning fra egnen. Han havde ikke den mindste smule anlæg for politik og kun én ting for øje, nemlig at gøre vælgerne tilpas. Rent intuitivt, ikke fordi han havde tænkt nærmere over det, valgte han et ekstremt populært område, der var i stand til at samle folk langt ud over hans eget parti og gøre fattig som rig, konservative såvel som liberale, glade og tilfredse, nemlig kampen mod 27

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 27

04/08/18 10:11 am

beskatning. Frugtbar jord. Lige siden 1906 havde han skudt med skarpt mod finansminister Joseph Caillaux’ planer om at indføre en indkomstskat og i samme åndedrag hævdet, at den skræmte både “de formuende, småsparerne og det arbejdende folk”. Hver evig eneste uge besøgte han en ny afkrog af sin kreds og trykkede hænder, tordnede mod “skattetrykkets åg”, præsiderede ved diverse prisuddelinger, landboforsamlinger og sportsturneringer samt dukkede op til hver evig eneste religiøse højtideligholdelse. Han var omhyggelig med at holde forskelligfarvede kartotekskort opdaterede med alt, der kunne få betydning for hans genvalg: indflydelsesrige personer fra lokalområdet, folks ambitioner og seksualvaner, hans modkandidaters indkomster, gæld og laster, anekdotisk stof, rygter i omløb og i det hele taget alt, der kunne være ham til nytte, hvis det kom dertil. Han udarbejdede skriftlige spørgsmål til ministrene for at gå i forbøn for borgerne i sin kreds, og to gange om året havde han held til at bestige talerstolen i natio­ nalforsamlingen et par minutter, så han kunne rejse en sag, der havde interesse for Seine-et-Oise. Disse indlæg, som blev ­omhyggeligt noteret i Statstidende, betød, at han i næste omgang med løftet pande kunne møde sine vælgere og bevise, at han var gået gennem ild og vand for dem, og at ingen kunne have gjort det bedre.

Hans ildhu ville have været forgæves uden penge. Man skulle bruge dem til valgplakater og vælgermøder, men også til igennem hele valgperioden at kunne smøre kampagnemedhjælpere, der forsynede ham med oplysninger til hans kartotek, det vil sige hovedsagelig lokale præster, sekretærer fra kommunekontorerne og nogle caféværter, samt til at kunne vise alle, at det indebar fordele uden sidestykke at stemme på en bror til en bankmand, for han var i stand til at yde økonomisk støtte til sportsklubber, betale for boggaverne til skolernes flidspræmier, gevinster til tombolaer og faner til krigsveteranerne samt skaffe medaljer og ordner til stort set hvem som helst.

28

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 28

04/08/18 10:11 am

Salig Marcel Péricourt havde været til lommerne i 1906, 1910 samt 1914. Han var sluppet i 1919, eftersom Charles, der i krigen havde tjent under forsyningstropperne ved Chalon-sur-Saône, uden selv at gøre den store indsats havde redet på den såkaldte “gråblå” bølge, opkaldt efter farven på de franske troppers uniformer, der havde oversvømmet den lovgivende forsamling med krigsveteraner.

Og ved den seneste lejlighed, i 1924, havde Marcel måttet punge ud med betydelig mere end før for at sikre sin brors genvalg, eftersom Venstrekartellet havde medvind, og det derfor var betydelig sværere end forrige gang at få genvalgt en højrefløjspolitiker med pauvre resultater på cv’et.

Marcel havde altså altid holdt Charles og hans karriere flydende. Og selv i døden ville han endnu en gang redde ham ud af en mildest talt katastrofal situation, hvis ellers alt gik, som Charles håbede.

Det var netop dette, Charles havde behov for at snakke med Adrien Flocard om, og det skulle være nu.

Begravelsesoptoget havde netop sat i gang. Han snød næsen højlydt.

“Arkitekter er nogle grådige bæster …” lagde han ud.

Den stedfortrædende rådgiver, der var funktionær til fingerspidserne, havde fået civilretten ind med modermælken og på sit dødsleje ville kunne recitere en hvilken som helst ubetydelig lovtekst, rynkede brynene. Rustvognen bevægede sig fremad med statelig langsommelighed. Hele ligfølget befandt sig stadig i choktilstand efter Pauls vinduesstyrt, undtagen Charles, for han havde ikke overværet det, og desuden tænkte han lige da udelukkende på sine egne bekymringer, som overskyggede både hans brors død og hans unge nevøs eventuelle ditto.

Charles var i forvejen ret så irritabel på grund af de ting, der plagede ham, og det hjalp ikke på humøret, at den ministerielle embedsmand ikke reagerede, som han havde forventet, så Charles tilføjede: 29

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 29

04/08/18 10:11 am

“Men oprigtig talt, er De ikke enig med mig i, at de udnytter situationen?”

Godt og grundigt irriteret var han sakket agterud i forhold til kisten og blev nødt til at sætte farten op for at indhente sin samtalepartner. Han begyndte allerede at blive forpustet, for han var ikke vant til længere spadsereture. Han virrede med hovedet …

Hvis det fortsætter på den måde, sagde han til sig selv, vil der ikke være et eneste levende medlem af familien Péricourt tilbage i Paris, når dagen er omme!

Fortørnelse var hans mest fremtrædende karaktertræk: Spurgte man ham selv, havde livet aldrig belønnet ham efter fortjene­ ste, og verdens gang havde aldrig været tilpasset hans tempo. ­Historien med de sociale boligbyggerier var blot endnu et bevis på dette forhold.

For at afhjælpe den omfattende boligmangel, hovedstaden led under, havde Seine-departementet lanceret en storstilet politisk handlingsplan kaldet “billige boliger til alle”. En gave sendt fra himlen til arkitekter, entreprenører og fabrikanter af byggematerialer. Men også til de politikere, der enerådigt bestemte over tilladelser, udlægninger til bebyggelse, ekspropriationer og forkøbsrettigheder … Returkommission og bestikkelse flød i stride strømme som vin i paradis, og som deltager i dette gedulgte, men opulente orgie, havde Charles ikke kunnet undgå at blive besmudset. Han var medlem af det udvalg, der udstedte byggetilladelser, og havde været én af fortalerne for, at firmaet Bousquet & Frères fik råderet over den pragtfulde grund i rue des Colonies, et areal på to hektar, hvor man kunne bygge en hel stribe ejendomme med billige lejeboliger. Så langt så godt, og Charles havde fået sin returkommission, som man nu gjorde.

Men desuden benyttede han sig af den gunstige situation til at forlange procenter af firmaet Paris’ Sand & Cement, der var en betydelig producent af byggematerialer, og entreprenørfirmaet blev derefter pålagt at købe ind hos denne leverandør. Fra da af var det slut med fedtede konvolutter og symbolske penge under 30

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 30

04/08/18 10:11 am

bordet! Nu fik Charles procenter af træ, jern, beton, bjælkeværk, tjære og asfalt, gipsprodukter og mørtel, så vanvittige summer væltede ind på kontoen. Hans døtre kunne tredoble deres garderobe og tandlægebesøg, Hortense udskiftede hele møblementet, inklusive tapetet, og købte en svinedyr præmieret racehund, en rærlig lille galsindet køter, der bjæffede skingert uden ophør, og som de en dag fandt død på gulvløberen, uden tvivl af et hjerteslag, hvorefter køkkenpigen smed den på møddingen sammen med kartoffelskræller og fiskeaffald. Og Charles forærede sin daværende elskerinde, en andenrangs skuespillerinde med speciale i parlamentarikere, en ædelsten på størrelse med en vindrue.

Charles’ liv var endelig ved at nå op på det niveau, hvor det efter hans mening hørte hjemme.

Men efter denne korte økonomiske opblomstring, der varede et par år, begyndte livet igen at behandle ham ugunstigt. I den grad ugunstigt.

“Jo, men …” mumlede Adrien Flocard. “Ham håndværkeren blev dog temmelig …”

Charles lukkede øjnene med lidelsesfuld mine. Ja, for Paris’ Sand & Cement måtte betale penge under bordet til højre og venstre, og for samtidig at bibeholde deres profit havde de set sig nødsaget til at levere billigere materialer, træ, der ikke var helt tørt, mindre kompakt mørtel og beton, der ikke var så armeret, så det gjorde noget. En hel førstesal havde været ved at styrte sammen og falde ned i stueplanet, en murer var røget gennem gulvet, og man havde afstivet det hele i al hast. Byggeriet var blevet stoppet.

“Et brækket ben og et par knoglebrud her og der!” anførte Charles. “Det kan ikke ligefrem kaldes en national katastrofe.”

Ikke desto mindre var arbejderen indlagt på ottende uge, og det var stadig ikke lykkedes at få ham på benene. Gudskelov var der tale om en nøjsom familie, der ikke stillede urimelige krav, og de havde købt mandens tavshed for en slik, det var absolut 31

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 31

04/08/18 10:11 am

ikke noget at gøre et stort nummer ud af. For den beskedne sum af tredive tusind francs i kontanter var embedsmændene fra det sociale boligselskab gået med til at skyde skylden for ulykken på den hospitalsindlagte arbejders egen uagtsomhed, og byggeriet var blevet genoptaget, men det var ikke sket hurtigt nok til at forhindre affæren i at brede sig som ringe i vandet og nå helt op til ministeriet for offentlige arbejder, hvor chefen for forvaltningen, skønt han havde indkasseret tyve tusind francs, ikke havde kunnet forhindre, at der var blevet udpeget to arkitekter, som hver forlangte femogtyve tusind francs for at skrive under på, at ulykken nu også rent faktisk var et ulykkestilfælde.

“Med hensyn til bystyret eller ministeriet … Tror De, vi kan gøre noget? Jeg mener …”

Adrien Flocard var helt med på, hvad Charles hentydede til.

“Tja, bum …” svarede han undvigende.

Indtil videre var affæren afgrænset til nogle få venligt stemte embedsmænd, men de omtrent halvtreds tusind francs, som Charles havde rådet over, var væk, og Flocards henholdende svar betød, at de, før sagen kunne henlægges, skulle igennem flere mellemmænd, der alle mente, at deres pligtopfyldelse og republikanske integritet var urimelige summer værd. Hvis skandalen skulle kvæles i fødslen, ville det blive nødvendigt at uddele fem gange så mange erkendtligheder som normalt. Vorherre bevares, det gik ellers lige så godt!

“En smule mere tid. Det er alt, jeg behøver. En uge eller to, ikke mere.”

Charles knyttede alt sit håb til, at sagføreren om få dage ville have afklaret arveforholdene, så Charles kunne få sin andel.

“Vi kan altid forhale sagerne en uge eller to …” dristede Flocard sig til at sige.

“Bravo!”

Med pengene der tilfaldt ham fra hans bror, ville han kunne betale det, man forlangte af ham, og så ville den sag være ude af verden.

32

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 32

04/08/18 10:11 am

Forretningerne ville komme tilbage på sporet, så han kunne glemme alt om denne afskyelige sag.

En uge eller to.

Charles kneb igen en tåre. Det var sikkert og vist, at man ikke kunne forestille sig en bedre bror end hans.

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 33

04/08/18 10:11 am

3

Da de standsede i Pitié-Salpêtrière hospitalets gård, holdt Madeleine sin lille drengs livløse hånd, mens hun hastede i hælene på lægen. Yderst forsigtigt fik man lagt drengen op på en rullebåre.

Professor Fournier sørgede for, at han straks blev bragt videre, ind i et undersøgelsesrum, hvor hans mor ikke havde lov til at følge med. Det sidste hun så, var Pauls hoved og de viltre lokker, som hun altid beklagede sig over, de var umulige at tæmme.

Hun gik ud til Léonce og André, der begge var tavse.

Slået af stumhed.

“Sig mig …” spurgte hun, “hvordan kunne det ske?”

Spørgsmålet bragte Léonce ud af fatning. Hvis man havde overværet hændelsen, gav det vel sig selv, “hvordan” det kunne ske, men så langt havde Madeleine tydeligvis ikke tænkt endnu. Hun stirrede opfordrende på André. Tilfaldt det ikke ham at forklare Madeleine det? Den unge mand var godt nok fysisk til stede, men han var mentalt fraværende, tankerne var gået på langfart, det måtte have noget at gøre med, at han blev dårlig af hospitalsluften.

“Var der andre oppe på andensalen?” blev Madeleine ved.

Svært at sige. Det vrimlede med tjenestefolk i familien Péricourts husholdning, og desuden var der det ekstra personale, som var hyret til lejligheden. Havde nogen skubbet Paul ud? Og 34

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 34

04/08/18 10:11 am

hvem kunne det i givet fald være? En af de tjenende ånder? Men hvorfor skulle nogen dog gøre sådan noget?

Madeleine hørte ikke sygeplejersken, der kom og meddelte, at en ledig stue på 2. sal var til hendes disposition. Den var spartansk indrettet med en seng, en kommode og en stol, så man følte, man var blevet indkvarteret på et kloster, ikke et hospital.

André blev stående ved vinduet og kiggede ned på bilerne og ambulancerne, der kørte ud og ind af gården. Léonce fik Madeleine til at lægge sig på sengen, hvor hun fortsatte med at hulke.

Selv satte hun sig på stolen og holdt Madeleines hånd, indtil professoren dukkede op, og da han trådte ind ad døren, satte Madeleine sig brat op i sengen, som om hun fik stød.

Han havde skiftet til lægekittel, men bar stadig sin knækflip, så han lignede en provinspastor, der havde forvildet sig ind på hospitalet. Han satte sig på sengekanten.

“Paul skal nok overleve.”

Besynderlig nok opfattede ingen det som en entydigt god nyhed, men stålsatte sig til noget andet, der var i vente.

“Han ligger i koma. Vi vil mene, at han vågner inden for nogle timer. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men under alle omstændigheder er jeg nødt til at sige, Madeleine, at De nok skal forvente, at situationen derefter ikke bliver helt … nem.”

Hun nikkede, at hun havde forstået, utålmodig efter at få det nødvendige at vide.

“Absolut ikke nem,” gentog Fournier.

Hvorpå Madeleine lukkede øjnene og besvimede.

Ligtoget vakte stor opsigt. Begravelsesgæsterne ville nok mene, at rustvognen bevægede sig fremad i et fortvivlende langsomt tempo, men inde på fortovet standsede folk op og sendte lange beundrende blikke efter den. Imidlertid løftede de lige et øjenbryn, når den strøg helt tæt forbi. Det store tunge gardin, hvis blå farve virkede lidt for kæk til lejligheden, når det kom ud i dagslyset, blomsterbuketterne, der var dynget op på kisten og 35

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 35

04/08/18 10:11 am

så ud til at have lidt en lige så krank skæbne som afdøde samt ringenes klirren mod rustvognen fik begivenheden til at virke temmelig uorganiseret, hvilket Gustave Joubert skulle være den første til at begræde.

Han marcherede i andet geled, et par meter bag Charles og Hortense Péricourt samt deres ranglede tvillinger, som gik og puffede til hinanden. Selv Adrien Flocard, der, når alt kom til alt, ikke havde nogen forrang i denne sammenhæng, gik foran ham, eftersom Charles havde benyttet sig af lejligheden til at tale med ham om sin knibe, som Gustave selvfølgelig vidste alt om.

Gustave vidste næsten alt om næsten alle, så på den vis var han en mønsterværdig bankmand.

Han var høj og tynd med skarpe ansigtstræk, hulbrystet under de brede skuldre, alt på ham var knoklet, og han havde kun ét for øje, sin mission, sit hellige kald, man kunne se ham for sig i schweizergardens uniform. Hans klare, akvamarinblå øjne blinkede sjældent, og man begyndte nemt at føle sig temmelig ubehageligt tilpas, hvis de hvilede for længe på en. Han ville have gjort en glimrende figur som middelalderlig inkvisitor.

Han var velformuleret, men ikke snakkesalig af natur. Han var en mand med en begrænset fantasi, men til gengæld en bundsolid karakter.

Hr. Péricourt havde ansat ham lige efter hans eksamen fra ingeniørhøjskolen, hvor hr. Péricourt også selv havde gået og altid fandt sine betroede medarbejdere. Gustave Joubert var ualmindelig dygtig til matematik og fysik og havde kun manglet lige det sidste for at blive nummer et på sin årgang. Bortset fra krigsårene, hvor Joubert havde tjent under generalstaben, eftersom han talte flydende engelsk, tysk og italiensk, havde han arbejdet i Péricourt Gruppen igennem hele sin karriere. Han var samvittighedsfuld, et arbejdsjern, forudseende, kort sagt perfekt udstyret til at blive bankmand, og på ingen tid var han kravlet helt til tops inden for hierarkiet. Hr. Péricourts agtelse for ham var blot steget og steget, og i 1909 var han blevet forfremmet til 36

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 36

04/08/18 10:11 am

administrerende direktør for gruppen og havde fået prokura i banken.

Han havde i længere perioder styret forretningerne, da det begyndte at gå ned ad bakke for hans chef efter sønnens død i 1920. De sidste to år havde hr. Péricourt endda helt sluppet tøjlerne, og Joubert havde haft så godt som uindskrænket mandat.

Da hr. Péricourt et år tidligere havde luftet tanken om ægteskab med hans eneste datter, havde Joubert blot nikket, som om det drejede sig om en bestyrelsesbeslutning, men bag den officielle distance havde han reelt set følt en enorm glæde. Eller ligefrem stolthed.

Han var ved det, man kalder egen kraft, steget helt til tops i bankverdenen, i forretningslivet var han en respekteret aktør, og nu manglede han kun én ting: en formue. Han var for hæderlig til bare at rage til sig og havde altid stillet sig tilfreds med den helt igennem komfortable levefod, hans løn garanterede ham, samt nogle få andre og ikke specielt ekstravagante goder såsom en nydelig, dyr lejlighed og råd til at dyrke sin lidenskab for mekanik, der fik ham til at udskifte sin bil oftere end de fleste, altså ingen vilde udskejelser.

Mange af hans studiekammerater fra samme årgang havde gjort karriere i forretningslivet, og de havde selv skabt den. De havde overtaget og videreudviklet et familiefirma, selv grundlagt en virksomhed, der havde blomstret, eller de havde giftet sig rigt, men han var kun kommet frem i verden på andres nåde. Da et ægteskab med Madeleine Péricourt helt uventet blev bragt på bane, blev han opmærksom på noget, som han ikke før havde tænkt på, nemlig at han havde viet sit liv til banken og længe havde gået og ventet på, at nogen udviste en taknemmelighed, der var proportional med hans engagement og tro tjeneste, men at den tilkendegivelse aldrig var kommet.

Hr. Péricourt, der var blevet ved med at udskyde det tidspunkt, hvor han kunne vise sin påskønnelse, havde endelig fundet en måde at gøre det på.

37

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 37

04/08/18 10:12 am

Selvom nyheden endnu ikke var officiel, svirrede det bedre parisiske borgerskab allerede af rygter om den forestående ægteskabelige forbindelse. Kursen på den familieejede banks aktier steg et par point som tegn på, at Gustave Joubert blev anset for at være et ansvarligt valg. Han mærkede omkring sin person den liflige og friske luft, som misundelsens rygtedannelser pisker op.

I ugerne, der fulgte, begyndte Gustave Joubert at se på familien Péricourts palæ med andre øjne. Han forestillede sig, at det var hans hjem, og at han sad i en af lænestolene i biblioteket og i den store spisestue, hvor han så mange gange havde været inviteret til middag hos sin chef. Og det forekom ham på ingen måde at være ufortjent efter alle de års uegennyttige indsats.

Han byggede luftkasteller. Om aftenen, når han var gået i seng, lå han og omstrukturerede, han lagde planer. Først og fremmest skulle det være slut med middagene hos Voisin, hr. Péricourts stamrestaurant, næ, fra nu af holdt man den slags “derhjemme”. Han havde allerede et par unge kokke i tankerne, som han kunne ansætte, og han drømte om at grundlægge en ordentlig vinkælder. Ved hans bord ville man få nogle af de bedste kulinariske oplevelser i Paris. Takket være ham ville folk flokkes om hans hjem, han ville kunne vælge og vrage mellem et utal af mulige gæster til sine soiréer og invitere dem, der tjente hans forretninger bedst. Således ville den udsøgte gastronomi og gæstebuddets diskrete elegance kunne agere løftestang for succes i banken, som Joubert havde ambitioner om at udvikle til en af landets største. Nu om dage var det tvingende nødvendigt at tilpasse sig, udvikle nye finansielle produkter og være kreativ, kort sagt skabe det moderne bankvæsen, som Frankrig havde brug for. Han kunne ikke se for sig, at den lille Paul en dag skulle kunne efterfølge sin morfar, for at have en stammer siddende som formand for bestyrelsen ville blive en katastrofe for forretningen. Gustave ville følge hr. Péricourts eksempel, og når tiden var inde finde en kronprins, der var på højde med den succes, han forudså, familiens virksomheder ville opnå.

38

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 38

04/08/18 10:12 am

Som man vil forstå, mente han selv, han var rette mand til opgaven.

Så da Madeleine uden nogen form for varsel pludselig havde meddelt, at ægteskabet alligevel ikke blev til noget, var Joubert brutalt blevet revet ud af drømmeland.

Det havde forekommet ham fuldkommen irrationelt, at hun ville afblæse deres planer, blot fordi hun gik i seng med den undermåler af en hjælpelærer i fransk. Hun kunne tage lige så mange elskere, hun ønskede, men hvordan i alverden kunne det bringe deres ægteskab i fare? Han var helt og aldeles indstillet på at se gennem fingre med sin hustrus udenomsægteskabelige forhold, og hvor skulle det hele også ende, hvis man hængte sig i den slags? Men han havde intet sagt, for han frygtede, at hun, hvis han, selv i forblommede vendinger, således bragte hendes “kvindeliv” på tale, ville betragte det som respektløshed fra hans side, han ønskede heller ikke at dvæle ved sin egen vanskæbne og opføre sig lattervækkende oven i ydmygelsen.

Faktisk var det Madeleines tidligere mand, Henri d’Aulnay-Pradelle, som kastede lange skygger ind over hele denne historie. Han var fyrig, indbildsk, viril, forførerisk, herskesyg, kynisk og skrupelløs (ja, det lyder voldsomt, jeg er udmærket klar over det, men dem, der har kendt ham, vil støtte mig i, at beskrivelsen på ingen måde er overdrevet), og han havde haft lige så mange elskerinder, som der er blade i kalenderen. Det var gået op for Gustave en dag, hvor han på vej ud fra chefens kontor havde overhørt nogle få ord af en samtale som Léonce Picard førte med Madeleine, der fortalte om, hvor meget hun havde lidt dengang: “Jeg agter ikke at udsætte Gustave for det samme, jeg vil ikke gøre ham til grin i hele Paris. Én ting er at såre et menneske, man elsker, men en, man ikke elsker … Nej, det er for usselt.”

Da Madeleine havde meddelt sin far beslutningen, følte hun, at hun burde sige et eller andet til Joubert: 39

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 39

04/08/18 10:12 am

“Gustave, jeg kan forsikre Dem om, at det ikke handler om Dem. Som mand er De …”

Men hun kunne ikke finde det rette ord.

“Det, jeg prøver at sige, er … De må endelig ikke tage det personligt.”

Han havde lyst til at svare: Jeg ved godt, det ikke handler om mig, for det handler aldrig om mig, men han undlod det. Han nøjedes med at se indgående på Madeleine, og derpå bøjede han sig, på samme måde som han havde gjort hele sit liv. Han gjorde det, som alle gentlemen ville gøre i pågældende situation, men betragtede den omgjorte beslutning som en fornærmelse.

Han følte pludselig, at hans stilling som prokurist var for begrænsende. Inden længe mærkede han folks hånlige blikke hvile på sig. Rygtedannelsernes liflige og friske luft var blevet erstattet af sarkastisk tavshed og spotske antydninger.

Hr. Péricourt gjorde ham til næstformand for bestyrelsen i adskillige selskaber inden for gruppen, og Gustave sagde pænt tak, men han anså udnævnelserne for at være en skadeserstatning, der ikke kunne kompensere for det tab, han netop havde lidt.

Han kunne ikke lade være med at tænke på sin barndoms læsning og på, hvor bitter D’Artagnan blev, efter at Kardinalen havde lovet at udnævne ham til kaptajn, men han forblev løjtnant.

Tre dage tidligere, under kistelægningen af hans afdøde chef, havde han holdt sig i nærheden af Madeleine, men lidt bag hende, som en hushovmester. Man behøvede blot kaste et blik på ham for at få en temmelig præcis fornemmelse af de kvaler, han måtte gennemgå, og man så straks, hvor stiv han var, hvordan vreden ulmede i ham, parat til at blusse op, og koldblodede dyr rammes allerhårdest af den slags.

Da ligtoget svingede ind på avenue Malesherbes, begyndte en iskold regn at falde. Gustave slog sin paraply op.

Charles vendte sig om, fik øje på Joubert, rakte hånden frem, og med en undskyldende håndbevægelse i retning af sine døtre snuppede han paraplyen.

40

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 40

04/08/18 10:12 am

De to pubertetspiger holdt sig nu tæt sammen og pressede sig ind til deres far, hvor de fandt ly. Den trippende og frysende Hortense forsøgte at stjæle sig til et par centimeters tørvejr.

Gustave måtte for sit vedkommende spadsere barhovedet videre mod kirkegården. Straks tog regnen til.

Madeleine var besvimet af sindsbevægelsen, og nu var det hendes tur til at blive indlagt. Hvis man så bort fra Charles’ gren af familien, befandt den ene halvdel af familien Péricourt sig nu på hospitalet, den anden på kirkegården.

Det var en brat forandring af situationen, der i det store og hele harmonerede med tiden. Inden for et par timer havde en formuende og velanskreven familie været nødt til at lægge patriarken i graven samt oplevet den eneste mandlige arvings alt for tidlige fald fra tinderne, og folk med hang til pessimisme kunne meget vel se det som en forudanelse. Der var rige muligheder for spekulationer, hvis man var en intelligent og dannet person som André Delcourt, bortset fra at han, efter at han var kommet sig over det forfærdelige chok, som Pauls styrt havde været, nu gik og rugede over sin enorme skuffelse. Hans artikel om Marcel Péricourts jordefærd var gået i vasken, og hans karriereplaner var røget samme vej. Den slags var ellers et glimrende udgangspunkt for lange filosofiske overvejelser om tilfældet, menneskets lod, skæbnens tildragelser og livets omskiftelighed, og han, der elskede svulstig tale, burde have været i sit es, men det var kun nedslående perspektiver, han gik og vendte og drejede i hovedet.

Ud på aftenen blev drengen, der var i live, men nu havde ligget i koma i ti timer, kørt tilbage på stuen spændt ind i en slags stiv natskjorte, der gik ham helt til hagen.

Nogen skulle jo holde øje med drengen. André tilbød sig.

Léonce tog tilbage til familien Péricourts residens for at hente noget skiftetøj og nette sig lidt.

Der var nu to senge på stuen, i den ene lå den bevidstløse Paul, og i den anden, ganske få centimeter fra den, havde man 41

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 41

04/08/18 10:12 am

placeret Madeleine, der var bedøvet af diverse medikamenter, men ikke desto mindre vendte og drejede sig uophørligt, plaget af onde drømme, der fik hende til at jamre sig i søvne.

André satte sig ned med sine dystre tanker. De mere eller mindre ubevægelige kroppe gjorde ham utilpas, og den nærmest livløse dreng skræmte ham. På sin vis var han sur på ham.

Jeg er sikker på, at De, kære læser, uden problemer kan sætte Dem ind i, hvilken enestående mulighed det havde været for ham at skulle skrive en reportage fra en landskendt berømtheds begravelsesfærd, og hvor tynget han nu var af, at det alligevel ikke blev til noget. Og det var Pauls skyld. Den dreng, der var født med en guldske i munden. Og som han så generøst havde omfattet med noget nær faderlig omsorg.

Han havde sandt nok været en krævende lærer, og han ville tro, Paul indimellem havde følt det som et mindre åg på sine skuldre, men sådan er det for alle skolebørn, han selv, André, havde oplevet noget, der var ti gange værre på Saint-Eustache klosterskole, og det døde han ikke af. Han var gået helhjertet til opgaven, der ikke bestod i at uddanne et barn, men at danne det. Det havde været ham magtpåliggende at videregive alt det, han vidste. Et barn, sagde han ofte, er som en stenblok, og læreren er skulptøren. André havde opnået resultater, der overordnet set modsvarede hans indsats. Blandt andet med hensyn til drengens stammen. Der var et stykke vej endnu, men Paul talte bedre og bedre, det var uomtvisteligt. Det samme gjaldt hans højre hånd. Den fungerede endnu ikke perfekt, men med disciplin og koncentration havde Paul opnået synlige og opløftende resultater. Den ene underviste, og den anden blev undervist, hvilket ikke altid var garanti for et ukompliceret forhold mellem mennesker, langtfra, men André og Paul var blevet, ja, og nu mærkede han et stik i hjertet, når han tænkte på det, de var blevet venner.

André var sur på sin elev, fordi han ikke forstod hans handling. Han vidste udmærket, at morfarens død havde været en 42

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 42

04/08/18 10:12 am

dyb sorg, men hvorfor havde han ikke talt med ham om det? Jeg ville have vidst, hvad jeg skulle sige til ham, tænkte han.

Klokken var ti om aftenen. Lysestagerne ude på gangen, der var placeret med lange mellemrum, var den eneste belysning, og de kastede et blegt, gulligt og blødt lys ind på stuen.

André grublede igen over, hvor uheldig han var, men spurgte alligevel sig selv, om ikke han stadig havde en minimal chance.

Var han i stand til at skrive en artikel, selvom han ikke havde deltaget i begravelsen?

Det var et dristigt forehavende, ingen tvivl om den sag, men når han så Paul ligge dér i sengen, kunne han alligevel ikke lade være med at tænke tanken. Ville det ikke være et tegn på troskab og tillid til fremtiden, hvis han alligevel satte sig for at skrive artiklen? Ville Paul ikke være stolt, når han vendte tilbage til livet og så sin ven André Delcourts navn nederst på en side i Le Soir de Paris?

Svaret gav sig selv.

Han rejste sig, listede ud af stuen og ned ad gangen til den vagthavende sygeplejerske, en stor, tyk dame, der sad og sov i en kurvestol og vågnede med et sæt, øh, hvabehar, noget at skrive på? Hendes blik faldt på Andrés indtagende smil, og hun rev en ni, ti sider ud af en journalblok, rakte ham to af de tre blyanter, hun havde på sig, faldt i søvn igen og drømte om en ung mand.

Da han kom tilbage til stuen, var det første, han så, Pauls vidåbne, blanke og stirrende øjne. Han blev dybt grebet. Han tøvede. Skulle han gå nærmere? Sige noget? Han anede ikke, hvad man gjorde i en sådan situation, og indså, at han ville være ude af stand til at foretage sig noget fornuftigt. Han satte sig derfor ned igen.

Han lagde papiret på det ene lår, fandt den notesbog frem, som han allerede havde skrevet så meget i, og gik i gang. Det var ikke nogen nem øvelse, han havde kun overværet starten, og hvad var der sket, efter at han var gået? De journalister, der var sat til at dække begivenheden, ville kunne levere præcise og sen43

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 43

04/08/18 10:12 am

sationelle iagttagelser fra resten af dagen, som han ikke havde adgang til. Det fik ham til at vælge en helt anden vinkel, nemlig en indlevende, poetisk stil. Han skrev for Le Soir de Paris og til de jævne læsere, der ville nyde at få serveret en artikel med litterært schwung.

Der gik ikke længe, før hans papirer, der var krøllede, bukket om og fyldt med overstregninger, blev så godt som ulæselige, så ved tre-tiden om morgenen måtte han, brændende af engagement, ud til skranken igen og bede om nogle flere stykker, som han næsten fik smidt i hovedet af sygeplejersken, der denne gang var irriteret over at blive vækket. Han bemærkede det dårlig nok, for nu havde han noget at renskrive sin artikel på, og han griflede løs på arkene, der balancerede nydeligt på hans ene lår.

Netop da opdagede han, at den lille Pauls stirrende og blanke øjne kiggede i hans retning. Han drejede på stolen, så drengen ikke længere befandt sig i hans synsfelt med sit besynderligt blege ansigt og kroppen, der var snøret ind fra top til tå og stiv som et bræt.

FLAMMERNES FARVE_indhold_trykklar.indd 44

04/08/18 10:12 am