Farvel til våbnene - læseprøve

om den frivillige amerikanske ambulancefører, Frederic Henry, og hans hverdag ved fronten. Da Henry møder den engelske sygeplejerske Catherine, forelsker de sig

BERLI NGSKE

”Farvel til våbnene er smuk på en barsk og tragisk måde … kort sagt forbliver den en klassiker.”

hovedkulds i hinanden, men krigens omstændigheder tvinger dem til at flygte.

Farvel til våbnene anses for at være en af de vigtigste romaner om Første Verdenskrig. Romanen er inspireret af Hemingways egne oplevelser ved den italienske front i 1918.

TH E SUN DAY TI M ES

”En bevægende og smuk roman.”

N EW YORK TI M ES

”Med Farvel til våbnene lagde Ernest Hemingway verden for sine fødder, og det er ikke sært, for bogen

Farvel til våbnene

”Farvel til våbnene er stadig den bedste, den allerbedste krigsbog i sin art og sin genre: kærlighedshistorie og roman. Den har blandt andet den fordel, at man tror på den kærlighed, han fortæller om, og derfor tager Hemingways roman os om hjertet.”

ERNEST H E M I NG WAY

ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.

Farvel til våbnene

har vel alle de egenskaber, man kan forlange af et kunstværk inden for genren.”

K LAU S R I F B J E RG

lindhardtogringhof.dk L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

THE GRANGER COLLECTION / RITZAU

under Første Verdenskrig. Romanen fortæller historien

H E M I NGWAY

Farvel til våbnene udspiller sig ved den italienske front

Farvel til våbnene udkom oprindeligt i 1929 og blev Hemingways første bestseller. Romanen anses for at være Hemingways store gennembrud og var med til at sikre ham Nobelprisen i litteratur i 1954.

ERNEST HEMINGWAY

Farvel til våbnene

På dansk ved Ole Restrup

Lindhardt og Ringhof

Farvel til våbene.indd 3

03/08/2017 07.59

Farvel til våbnene er oversat fra amerikansk efter A Farewell to Arms Copyright © Hemingway Foreign Rights Trust All rights reserved Første amerikanske udgave 1929 Første danske udgave 1936 Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Bogen er sat med Garamond hos Demuth Grafisk og trykt hos Livonia 2017 6. Lindhardt og Ringhof-udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017 ISBN: 978-87-11-69132-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Farvel til våbene.indd 4

03/08/2017 07.59

Indhold

Farvel til våbene.indd 5

FØRSTE BOG

7

ANDEN BOG

121

TREDJE BOG

233

FJERDE BOG

335

FEMTE BOG

407

03/08/2017 07.59

Farvel til vĂĽbene.indd 6

03/08/2017 07.59

FØRSTE BOG

Farvel til våbene.indd 7

03/08/2017 07.59

Farvel til vĂĽbene.indd 8

03/08/2017 07.59

I

I eftersommeren det år boede vi i en landsby, hvorfra man kunne se over floden og sletten lige til de fjerne bjerge. Flodlejet var fuld af småsten og rullesten, tørre og hvide i solskinnet, og vandet var klart og rislede hurtigt og blåt i de små render i flodsengen.

Tropper kom forbi huset og marcherede hen ad vejen, og træernes løv blev hvidpudret af det støv, de hvirvlede op. Selv træstammerne var hvide det år, og løvet faldt tidligt, og vi så tropperne marchere af sted på vejen og støvet stå op som en sky og det viftende løv falde og soldaterne marchere og til sidst vejen, der var tom og hvid; kun det visne løv lå tilbage.

Sletten bugnede af frugtbarhed; der var mange haver med frugttræer, og på den anden side af sletten stod bjergene, brune og bare. De kæmpede oppe i bjergene, og om natten kunne vi se lysglimtene fra artilleriet. I mørket så det ud som kornmod, men det var koldt om natten, og man havde ikke fornemmelsen af, at det trak op til torden.

9

Farvel til våbene.indd 9

03/08/2017 07.59

En gang imellem kunne vi i mørket høre tropperne marchere neden for vinduet og kanoner, der kom forbi, trukket af motor-traktorer. Der var megen færdsel om natten og mange muldyr på vejene med ammunitionskister på begge sider af paksadlerne, og der var grå motorlastvogne, som kørte med mandskab, og andre lastvogne med presenninger over, som kørte noget langsommere i den øvrige færdsel. Der var også store kanoner, som kom forbi om dagen, trukket af traktorer; de lange kanonløb var dækket med grønne grene, og der lå masser af løv og vinranker over traktorerne. Nordpå kunne vi se tværs over en dalsænkning og havde udsigt til en kastanjelund, og bag den lå der et bjerg til på denne side af floden. De kæmpede også om det bjerg, men det gik ikke så godt, og ud på efteråret, da de stærke byger satte ind, faldt alt løvet i kastanjelunden, og grenene stod nøgne, og stammerne sorte af regnen.

Også vinmarkerne lå ribbede og med nøgne ranker, og hele landet var vådt og brunt og dødt med høsten. Der var dis over floden og skyer på bjerget, og lastvognene sprøjtede mudderet højt op på vejene, og tropperne blev snavsede og gennemblødte i deres kapper, deres rifler var våde, og de to store patrontasker fortil i bælterne – tunge, grå lædertasker fyldt med bundter af de lange, tynde 6,5 mm-­ patroner – bugnede frem under kapperne, så mændene ude på vejen så ud, som om de var mindst i sjette måned.

10

Farvel til våbene.indd 10

03/08/2017 07.59

Der var små, grå motorvogne, som fløj af sted; i reglen sad der en officer på forsædet hos chaufføren og flere officerer på bagsædet. Disse biler sprøjtede endnu mere mudder op end lastvognene, og hvis en af officererne på bagsædet var meget lille og sad mellem to generaler, hvis han var så lille, at man ikke kunne se hans ansigt, men kun toppen af hans uniformskasket og en smal ryg, og hvis vognen fløj med en ganske usædvanlig fart, var det sandsynligvis kongen. Han boede i Udine og tog ud på denne måde næsten hver dag for at se, hvordan sagerne stod, og de stod meget dårligt.

I begyndelsen af vinteren satte det ind med vedholdende regn, og sammen med regnen kom koleraen. Men den blev bremset, og alt i alt døde der kun 7000 af kolera i vores hær.

Farvel til våbene.indd 11

03/08/2017 07.59

II

Det næste år bragte mange sejre, bjerget, som lå på den anden side af dalen, og den lave skrænt med kastanjelunden blev erobret, og vi sejrede i sydplateauet på den anden side sletten, og vi gik over floden i august og boede i Gorizia i et hus, som havde springvand og mange mægtige, skyggefulde træer i en have omgivet af høje, skærmende mure; en blåviolet blåregn rankede sig op ad huset. Nu rasede kampen i de nærmeste bjerge, blot godt en kilometer borte; byen var meget hyggelig, og vores hus var meget pænt. Floden løb bag ved os, og byen var blevet erobret uden stort besvær. Men bjergene på den anden side af den var ikke til at få erobret, og jeg var meget tilfreds med at konstatere, at østrigerne syntes at have lyst til at komme tilbage til byen, hvis krigen skulle få ende; de bombarderede den nemlig ikke for at ødelægge den, kun sådan en lille smule for en forms skyld. Folk levede videre i den, og der var hospitaler og cafeer og artilleri i sidegaderne og to bordeller, et for de menige, og et for officererne, 12

Farvel til våbene.indd 12

03/08/2017 07.59

og da sommeren var forbi, og det begyndte at blive koldt om nætterne, sikken en forskel! Kampen i bjergene på den anden side af byen, jernbanebroens granatmærkede jernskelet, den sammenstyrtede tunnel ved floden, hvor kampen havde stået, træerne på torvet og den lange allé med træer, der førte op til torvet – alle disse ting – og pigerne, der hørte til her i byen, og kongen, der kom kørende i sin bil – nu kunne man en gang imellem se et glimt af hans ansigt og den lille, langhalsede krop og hans grå skæg, der så ud som en gedebuks hagetot – alle disse ting – og husene, der havde fået den ene sidemur skudt ned af en granat, så man kunne se lige ind i dem, med kalk og murbrokker i haven og en gang imellem endogså ud på gaderne, og fremgang for vore tropper på Karstsletten oppe i bjergene – alle disse tusinde ting gjorde dette efterår helt anderledes end i fjor, da vi havde ligget ude i landet. Selv krigen var anderledes.

Den lille skov af egetræer på bjerget bag ved byen var væk. Skoven havde været grøn i sommer, da vi rykkede ind i byen, men nu var der kun stubbe og knækkede træstammer tilbage, og jorden var pløjet op, og en dag sidst på efteråret, da jeg var derude, hvor egeskoven havde ligget, så jeg en sky komme fejende over bjerget. Den kom meget hurtigt, og solen blev pludselig matgul; så blev alting gråt, hele himlen var overtrukket, og skyen susede ned ad bjerget, og pludselig var vi midt i den, og det sne13

Farvel til våbene.indd 13

03/08/2017 07.59

ede. Sneen føg af sted for vinden, det åbne land var helt tilsneet, kun træstubbene ragede frem, der lå sne på kanonerne, og der var trampet stier i sneen, der førte hen til latrinerne bag ved løbegravene.

Senere, da jeg kom ned i byen, sad jeg og kikkede på sneen, der faldt, fra vinduet i bordellet – det for officererne – hvor jeg sad sammen med en ven og to glas og drak en skummende flaske Asti; da vi så sneen, der faldt langsomt og tungt, vidste vi, at det var forbi alt sammen for i år. Bjergene længere oppe ad floden var ikke blevet erobret; ingen af bjergene på den anden side af floden var erobret. Det havde vi alt sammen tilbage til næste år. Min ven så præsten fra vores messe komme forbi nede på gaden, forsigtigt trippende i snesjappet, og han bankede på ruden, for at han skulle se op. Præsten fik øje på os og smilede. Min ven vinkede til ham, at han skulle komme ind. Præsten rystede på hovedet og gik videre. Vi sad samme aften i messen og havde lige spist første ret, der bestod af spaghetti. Vi spiste alle med stor hurtighed og alvor; enten løftede vi spaghettien på gaflen op, indtil de løse bånd hang frit ned, og lempede dem derpå forsigtigt ned i gabet, eller også skovlede vi uafbrudt i os og sugede dem smuttende ind i munden; vin forsynede vi os med fra en fireliters kurveflaske; den hang og dinglede i en metalgalge; man drejede flaskehalsen ned med pegefingeren, og vinen, funklende rød, med let garvesyre og vidunderlig, strømmede ud i glas14

Farvel til våbene.indd 14

03/08/2017 07.59

set, som man holdt i samme hånd; da denne ret var forbi, begyndte kaptajnen at drille præsten.

Præsten var ung og rødmede let og havde samme uniform som alle vi andre, men med et kors i mørkerødt fløjl oven over venstre brystlomme på den grå våbenfrakke. Kaptajnen viste mig den tvivlsomme elskværdighed at tale pidgin-italiensk, for at jeg skulle forstå hvert eneste ord og ikke gå glip af noget. „Præst i dag været hos piger,“ sagde kaptajnen og så på præsten og på mig. Præsten smilede og rødmede og rystede på hovedet. Det gik ofte på, at kaptajnen drillede ham. „Det ikke sandt?“ spurgte kaptajnen. „I dag jeg se præst hos piger.“ „Nej,“ sagde præsten. De andre officerer morede sig vældigt over drilleriet. „Præst ikke hos piger,“ fortsatte kaptajnen. „Præst aldrig hos piger,“ forklarede han, henvendt til mig.

Han tog mit glas og fyldte det, mens han hele tiden fastholdt mit blik uden dog at tabe præsten af syne. „Præst hver nat fem mod én.“ Alle ved bordet slog en skraldende latter op. „De forstå? Præst hver nat fem mod én.“ Han gjorde en forklarende gestus og lo skogrende. Præsten tog det som en spøg. „Paven ønsker, at østrigerne skal vinde krigen,“ sagde majoren. „Han elsker Franz Josef. Det er derfra, pengene kommer. Jeg er ateist.“

15

Farvel til våbene.indd 15

03/08/2017 07.59

„Har De nogen sinde læst Det Sorte Svin?“ spurgte løjtnanten. „Jeg skal skaffe den til Dem. Det er den, som har givet min tro grundskuddet.“ „Det er en sjofel og væmmelig bog,“ sagde præsten. „De synes heller ikke om den i virkeligheden.“ „Den er meget god at få forstand af,“ sagde løjtnanten. „Man får noget at vide om disse her præster. De vil synes godt om den,“ sagde han til mig.

Jeg smilede til præsten, og han smilede tilbage over tællelyset. „Lad være med at læse den,“ sagde han. „Jeg skal skaffe den til Dem,“ sagde løjtnanten. „Alle tænkende mennesker er ateister,“ sagde majoren. „Men jeg tror nu heller ikke på frimurerne.“ „Jeg tror på frimurerne,“ sagde løjtnanten. „Det er en organisation med ædelt formål.“ Der kom nogen ind, og da døren gik op, kunne jeg se sneen, der faldt udenfor. „Der bliver ikke flere offensiver nu, da sneen er kommet,“ sagde jeg. „Nej, absolut ikke,“ sagde majoren. „De skulle tage orlov. De skulle tage til Rom, Napoli, Sici­lien –“ „Han skulle tage til Amalfi,“ sagde løjtnanten. „Jeg skal give Dem breve med til min familie i Amalfi. De vil behandle Dem som en søn af huset.“ „Han skal tage til Palermo.“ „Han skulle hellere tage til Capri.“ „Jeg synes, De skulle tage til Abruzzerne og besøge min familie i Capracotta,“ sagde præsten.

16

Farvel til våbene.indd 16

03/08/2017 07.59

„Hør ham snakke om Abruzzerne! Der er endnu mere sne end her. Han har ikke lyst til at se bønder.

Lad ham tage til kulturen og civilisationens centre.“ „Han skal have kønne piger. Jeg skal give ham nogle adresser i Napoli, dejlige piger, unge piger – under opsyn af deres mødre. Ha! Ha! Ha!“ Kaptajnen spredte fingrene, som når man laver skyggebilleder. Skyggen fra hans hånd blev kastet op på væggen. Han talte igen på pidgin-italiensk: „Man går væk sådan her,“ han pegede på sin tommelfinger, „og kommer tilbage sådan her,“ han rørte ved sin lillefinger. Alle lo. „Se,“ sagde kaptajnen. Han spredte alle fingrene. Igen kastede skæret fra stearinlyset skygger på væggen. Han begyndte med tommelfingeren og benævnte dem i rækkefølge: ‘soto-tenente’ (tommel), tenente (pegefinger), capitano (langefinger), maggiore (ringfinger) og tenente-colonello (lillefingeren).

Man går som soto-tenente! Man kommer tilbage som soto-colonello!’ Alle lo. Kaptajnens fingerleg var en succes. Han så på præsten og råbte: „Hver nat præst være fem mod én!“ De lo igen alle sammen. „De skal tage orlov med det samme,“ sagde majoren. „Jeg kunne have lyst til at tage med, så skulle De se sager,“ sagde løjtnanten. „Når De kommer tilbage, så tag en grammofon med.“ „Tag nogle gode operaplader med.“ 17

Farvel til våbene.indd 17

03/08/2017 07.59

„Tag Caruso med.“ „Lad være med at tage Caruso med. Han brøler sådan.“ „Ville De ikke ønske, De kunne brøle som han?“ „Han brøler; jeg siger, han brøler!“ „Jeg synes nu, De skulle tage til Abruzzerne,“ sagde præsten. De andre sad og grinede. „Der er udmærket jagt. De vil synes svært godt om befolkningen der; der er ganske vist koldt, men der er klart og tørt. De kunne bo hos min familie. Min fader har et godt navn som jæger.“ „Nå,“ sagde kaptajnen. „Lad os så komme på horehuset, før de lukker.“ „Godnat,“ sagde jeg til præsten. „Godnat,“ sagde han.

18

Farvel til våbene.indd 18

03/08/2017 07.59

III

Da jeg kom tilbage til fronten, boede vi stadig i samme by. Der var mange flere kanoner i det omliggende land, og det var blevet forår. Markerne var grønne, og der var små, grønne skud på vinstokkene. Træerne langs vejen havde små bitte blade, og der stod en mild brise ind fra søen. Jeg så igen byen med højdedraget og det gamle slot bag ved den i en sænkning i bakkerne; længere tilbage lå bjergene, de brune bjerge med lidt grønt på skråningerne. I byen var der kommet flere kanoner, der var nogle nye hospitaler; man mødte engelske mænd og en gang imellem kvinder på gaden, og et par huse til var blevet ramt af granatilden. Det var varmt, som det skal være om foråret, og jeg spadserede ned gennem alleens trærækker og blev varmet af solen på murene og opdagede, at vi stadig boede i det samme hus, og at det alt sammen så ud, ganske som da jeg tog af sted. Døren stod åben, en soldat sad på en bænk udenfor i solen, en ambulance holdt ved sideindgangen, og inden for døren lugtede der af 19

Farvel til våbene.indd 19

03/08/2017 07.59

marmorgulve og hospital. Det var alt sammen, som da jeg tog af sted, med undtagelse af, at det nu var forår. Jeg kikkede ind ad døren til det store værelse og så majoren sidde ved sit skrivebord. Vinduet stod åbent, og solen skinnede ind i værelset. Han så mig ikke, og jeg vidste ikke, om jeg skulle gå ind og aflægge rapport eller først gå op ovenpå og gøre mig i stand. Jeg besluttede mig alligevel til at gå op ovenpå.

Værelset, jeg delte med løjtnant Rinaldi, vendte ud til gården. Vinduet stod åbent, min seng var redt med uldtæpper, og mine sager hang på væggen, gasmasken i en aflang blikdåse, stålhjelmen på samme knage. Ved fodenden af sengen stod min flade kuffert, og mine vinterstøvler stod oven på kufferten, glinsende af fedt. Min østrigske bekkasinriffel med det blå, ottekantede løb og det pragtfulde skæfte af mørk valnød, der smøg sig om kinden, hang oven over de to senge. Teleskopet, der hørte til den, var, så vidt jeg huskede, låset nede i kufferten. Løjtnant Rinaldi lå og sov på den anden seng. Han vågnede, da han hørte mig i værelset, og satte sig over ende. „Ciao,“ gabede han, „hvordan har du så haft det?“ „Pragtfuldt.“ Vi stak på næven, og han lagde armen om halsen på mig og kyssede mig. „Føj for pokker,“ sagde jeg.

20

Farvel til våbene.indd 20

03/08/2017 07.59

„Du er snavset,“ sagde han. „Du skal se at blive vasket. Hvor tog du hen, og hvad bestilte du? Tag nu og fortæl mig det hele.“ „Jeg har været alle mulige steder. Milano, Firenze, Rom, Napoli, Villa San Giovanni, Messina, Taormina –“ „Du snakker som en rejseliste. Havde du nogle rare oplevelser?“ „Ja.“ „Hvor?“ „Milano, Firenze, Rom, Napoli –“ „Det er nok. Det er nok. Sig mig så, hvad der var det bedste.“ „Milano.“ „Det var, fordi det var det første. Hvor mødte du hende? På Cova? Hvor var du henne? Hvordan følte du det? Skynd dig nu at fortælle mig det alt sammen. Blev du der hele natten?“ „Ja.“ „Det er for resten ikke noget at tale om. Nu har vi også pragtfulde piger her. Nye piger, som aldrig før har været ved fronten.“ „Glimrende.“ „Tror du ikke på det? Vi kan gå derhen i eftermiddag og besøge dem. Og nede i byen har vi fået kønne engelske piger. Jeg er for øjeblikket forelsket i miss Barkley. Jeg skal tage dig med på visit. Jeg agter at gifte mig med miss Barkley.“ 21

Farvel til våbene.indd 21

03/08/2017 07.59

„Jeg må se at blive vasket og aflægge rapport. Er der noget at bestille for tiden?“ „Mens du har været væk, har vi ikke haft andet end forfrysninger, frostknuder, gulsot, gonorré, lungebetændelse, syfilis og så de her karle, der giver sig selv skrammer for at knibe ud. Hver eneste uge er der et par stykker, der bliver såret af klippestumper. Ellers er der ikke ret mange rigtig sårede. I næste uge begynder krigen igen. Måske begynder den igen. Det siger de da. Synes du, det vil være rigtigt af mig at gifte mig med miss Barkley – efter krigen naturligvis?“ „Absolut,“ sagde jeg og skænkede kummen fuld af vand. „I aften må du fortælle mig det hele,“ sagde Rinaldi, „nu må jeg se at komme til at sove igen for at være frisk og køn til miss Barkley.“ Jeg tog våbenfrakken og skjorten af og vaskede mig i det kolde vand i kummen. Mens jeg frotterede mig med et håndklæde, kikkede jeg mig om i værelset og ud ad vinduet og på Rinaldi, der lå på sengen med lukkede øjne. Han så ganske godt ud, var på min alder og stammede fra Amalfi. Han var vældig glad for at være kirurg, og vi kom godt ud af det. Mens jeg stod og så på ham, åbnede han øjnene. „Har du nogen penge?“ „Ja.“ „Lån mig 50 lire.“ 22

Farvel til våbene.indd 22

03/08/2017 07.59

Jeg tørrede hænderne og tog tegnebogen frem af lommen på våbenfrakken, der hang på væggen, Rinaldi tog pengesedlen, lagde den sammen uden at stå op af sengen og lod den glide ned i bukselommen. Han smilede. „Jeg må se at få miss Barkley til at tro, at jeg er i besiddelse af en anselig formue. Du er min store og gode ven og finansielle protektor.“ „Gå ad helvede til,“ sagde jeg.

Den aften sad jeg ved siden af præsten i messen; han var skuffet og temmelig stødt over, at jeg ikke var taget til Abruzzerne. Han havde skrevet til sin fader, at jeg ville komme, og de havde truffet forberedelser. Jeg følte mig lige så ilde tilpas som han og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var taget derned. Det var jo det, jeg havde villet; og jeg prøvede på at forklare, hvorledes det ene havde ført det andet med sig, og til sidst kunne han også indse det og forstod, at jeg virkelig havde haft til hensigt at tage derned; det var næsten i orden alt sammen.

Jeg havde drukket meget vin og bagefter kaffe med Strega, og jeg forklarede ham i opstemt sindstilstand, hvorfor vi mennesker ikke gjorde det, som vi havde til hensigt at gøre; for det gjorde vi nemlig aldrig.

Vi to sad og snakkede sammen, mens de andre diskuterede. Det havde virkelig været min hensigt at tage til Abruzzerne. Men jeg var ikke taget hen, hvor vejene var frosne og hårde som stål, hvor der var koldt og klart og tørt, og hvor sneen var fin 23

Farvel til våbene.indd 23

03/08/2017 07.59

som pudder, hvor der var harespor i sneen, og hvor bønderne tog hatten dybt af, og man blev kaldt ‘Herren’, og hvor der var god jagt. Jeg var ikke taget sådan et sted hen; jeg var taget på tilrøgede cafeer, jeg havde gennemlevet nætter, hvor værelset snurrede rundt, og hvor man var nødt til at stirre stift på væggen for at få den til at stoppe; jeg havde moret mig nat efter nat med pigebørn i sengen, fuld som en allike, og været klar over, at det her, det var det eneste, der var noget ved; jeg havde oplevet det mærkeligt æggende – det at vågne op og ikke ane, hvad det var for en pige, der sov hos mig; hele verden var uvirkelig i mørket og så æggende, at jeg måtte begynde forfra, ligeglad med, hvem pigebarnet var, og uden at bryde mig om at vide det.

Sikker på, at det var det eneste, eneste ene – jeg var revnende ligeglad. Og pludselig interesserede det mig alligevel, og så lagde vi os til at sove, og så vågnede vi om morgenen, og det var alt sammen forbi, og alting var skarpt og hårdt og klart, og en gang imellem var der ovenikøbet diskussion om prisen.

En gang imellem var det stadig lige yndigt og godt og varmt og blev til både morgenmad og frokost.

Til andre tider var alt det dejlige forbi, og jeg var henrykt for at komme ud på gaden igen. Men hver gang var det en ny dag, der begyndte – og efter den en ny nat. Jeg prøvede på at fortælle om disse nætter og om forskellen mellem nat og dag; at natten var det bedste, hvis ikke netop dagen var meget ren 24

Farvel til våbene.indd 24

03/08/2017 07.59

og klar, men jeg kunne ikke rigtig få det formet i ord, lige så lidt som jeg kan nu. Men hvis man har prøvet det, så kender man det selv. Han havde ikke prøvet det, men han forstod, at det havde været min ærligste hensigt at tage til Abruzzerne, men at det ikke var blevet til noget, og vi var venner alligevel. Vi havde samme smag i mange retninger – trods de store forskelligheder. Han havde altid vidst ting, som jeg ikke kendte noget til, og som jeg altid var i stand til at glemme, selv om jeg kom ud for dem. Men det var jeg ikke klar over på dette tidspunkt; det kom først senere. I al denne tid havde vi alle sammen siddet i messen, måltidet var forbi, og diskussionen fortsattes. Nu tav vi to stille, og kaptajnen råbte: „Præst ikke lykkelig. Præst ikke lykkelig uden piger.“ „Jeg er lykkelig,“ sagde præsten. „Præst ikke lykkelig. Præst ønske, østrigerne skal vinde krig,“ sagde kaptajnen. De andre så spændt til. Præsten rystede på hovedet. „Nej,“ sagde han. „Præst ønske, vi ikke angribe. Passer det ikke? De ønske, vi ikke skal angribe?“ „Nej. Når der er krig, tænker jeg, vi bliver nødt til at angribe.“ „Bliver nødt til at angribe. Kommer til at angribe!“ Præsten nikkede.

25

Farvel til våbene.indd 25

03/08/2017 07.59

„Lad ham nu være i fred,“ sagde majoren. „Ham er der ikke noget i vejen med.“ „Han kan i al fald hverken gøre fra eller til,“ sagde kaptajnen.

Vi rejste os alle og gik fra bordet.

Farvel til våbene.indd 26

03/08/2017 07.59

om den frivillige amerikanske ambulancefører, Frederic Henry, og hans hverdag ved fronten. Da Henry møder den engelske sygeplejerske Catherine, forelsker de sig

BERLI NGSKE

”Farvel til våbnene er smuk på en barsk og tragisk måde … kort sagt forbliver den en klassiker.”

hovedkulds i hinanden, men krigens omstændigheder tvinger dem til at flygte.

Farvel til våbnene anses for at være en af de vigtigste romaner om Første Verdenskrig. Romanen er inspireret af Hemingways egne oplevelser ved den italienske front i 1918.

TH E SUN DAY TI M ES

”En bevægende og smuk roman.”

N EW YORK TI M ES

”Med Farvel til våbnene lagde Ernest Hemingway verden for sine fødder, og det er ikke sært, for bogen

Farvel til våbnene

”Farvel til våbnene er stadig den bedste, den allerbedste krigsbog i sin art og sin genre: kærlighedshistorie og roman. Den har blandt andet den fordel, at man tror på den kærlighed, han fortæller om, og derfor tager Hemingways roman os om hjertet.”

ERNEST H E M I NG WAY

ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.

Farvel til våbnene

har vel alle de egenskaber, man kan forlange af et kunstværk inden for genren.”

K LAU S R I F B J E RG

lindhardtogringhof.dk L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

THE GRANGER COLLECTION / RITZAU

under Første Verdenskrig. Romanen fortæller historien

H E M I NGWAY

Farvel til våbnene udspiller sig ved den italienske front

Farvel til våbnene udkom oprindeligt i 1929 og blev Hemingways første bestseller. Romanen anses for at være Hemingways store gennembrud og var med til at sikre ham Nobelprisen i litteratur i 1954.