Faith.indd 4
18/06/2018 19.03
MICH VRAA
FAITH 1665 – 1918
Lindhardt og Ringhof
Faith.indd 1
18/06/2018 19.03
Faith.indd 6
18/06/2018 19.03
Faith Netlocks dagbog, marts 1917
31. marts Indtil kanonskuddene brager ud over Charlotte Amalies store havnebassin, er der usædvanligt stille i Dronningensgade. Byen virker forladt; det er næsten som om jeg er det eneste menneske vest for Toldbodgade. Det er Transfer Day. Alle er søgt ud til paradepladsen bag fortet, hvor ceremonien finder sted. For det er den allersidste dag i Dansk Vestindien. I går faldt vi i søvn som danskere; i morgen vil vi vågne som amerikanske borgere, eller i hvert fald noget der ligner. Det er en begivenhed, et punkt i historien, som mange gerne vil bevidne. De er strømmet ud til byens østligste udkant, det gamle danske fort, havnen ved King’s Wharf og Emancipationshaven hvor frihedsbudskabet blev læst for så mange år siden. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor jeg, som dog er fotograf og besidder en sund nysgerrighed, ikke føler nogen trang til at overvære ceremonien. Måske skyldes det at det netop er en ceremoni; den formelle afslutning på noget der rækker århundreder tilbage, og en forandring som vil påvirke os i al fremtid. 7
Faith.indd 7
18/06/2018 19.03
Men jeg har svært ved at føle mig som en del af det. Jeg har aldrig været dansker, og jeg vil aldrig blive amerikaner. Mit navn er Faith Netlock, jeg er fireogtyve år, og jeg har ikke tidligere skrevet noget som helst. Men nu hvor Sankt Thomas og Dansk Vestindien vender et blad i historiebogen, begynder noget helt nyt for os alle; denne martsdag er en dato som skolebørn vil lære om i fremtiden. Den 31. marts 1917. Den dag Danmark endelig skilte sig af med landets i enhver forstand mest stormomsuste koloni; den dag da danskerne vaskede deres hænder og lagde femogtyve millioner amerikanske gulddollars i skatkisten hjemme i København. Mens salutterne brager løs øst for byen, sidder jeg mellem duftende blomsterbuske i min patio ved siden af den smalle, brolagte smøge der fører fra Dronningensgade ned til købmændenes bådebroer. Her herskede travlheden engang; her byggede danske købmænd rigets velstand på sukker, sejlads og slaveri. Nu er her stille; den store sukkermølle er gået i stå, rigdommene strømmer ikke længere over Atlanterhavet fra Dansk Vestindien. Jeg ville vel have talt kanonskuddene, men mine tanker kører i ring. Det er som om jeg nok ved at der sker noget meget afgørende omkring mig i dag, men jeg har svært ved at begribe at det er virkelighed. Det føles netop ... uvirkeligt. Men da kanonerne tier – efter utallige skud, nok til et halvt søslag! – rejser jeg mig alligevel fra min fars gamle spanskrørsstol og går ud i smøgen og hen ad Dronningensgade til King’s Wharf og den tætpakkede plads ved fortet og kasernen. Ude på reden ligger danske og amerikanske krigsskibe for anker med vajende splitflag; massive, jerntunge fartøjer med lave master, stålpansrede. Jeg ser over mod Christiansfort, den røde fæstning der i to et halvt århundrede har ligget ved byens fod som en trofast og indimellem temmelig bidsk vagthund, og ser en vældig folkemængde forsamlet ved paradepladsen. Røgen fra kanonsalut8
Faith.indd 8
18/06/2018 19.03
terne hænger endnu som et fint slør over vandet, og der lyder musik fra et militærorkester. Hail Columbia. Amerikanernes hymne. Da musikken forstummer, står jeg bag en tætpakket menneskemasse der presser sig mod en afspærring. Her er mange hundrede mennesker forsamlet for at se deres verden skifte ejermand. Over dem blafrer nu det amerikanske flag, Stars and Stripes, i den evige passatvind. Folk jubler. Over hvad? tænker jeg, men jeg ved det egentlig godt. Alle disse sorte mennesker som ved Gud aldrig har ejet for meget eller haft det for nemt, de jubler i troen på, eller håbet om, at alting nu bliver bedre. De tror at amerikanerne vil gøre noget godt for øerne, at vi alle går en lysere fremtid i møde. Jeg er ganske sikker på at de vil blive skuffede. Amerikanerne har købt øen for at tyskerne ikke skal tage den. USA vil gå ind i den store krig i det fjerne Europa og har derfor brug for at kontrollere Sankt Thomas og Charlotte Amalies dybe havn. Amerikanerne frygter at tyskerne ellers ville få den af det Danmark som gør alt hvad det kan for at tækkes det store naboland. For mens andre dør på slagmarken i krigen mod kejserriget, kæmper Danmark kun for sin lukrative neutralitet. Som så ofte før, kunne jeg tilføje, for jeg kender øernes historie. Jeg ved at Danmark engang blev et ubegribeligt rigt samfund ved at holde sig neutralt; mens den ene krig efter den anden udmarvede rivalerne, sejlede danske skibe uantastet på verdenshavene. Handelen blomstrede; danskerne skylder deres velstand denne hang til neutralitet. Man kunne kalde det kujoneri, men så enkelt er det muligvis ikke. Danskerne er snedige; de tilpasser sig. Og nu gør de det igen. Nu vasker de blodet af deres hænder; nu vil de slette mindet om de hundredtusinder hvis liv de stjal for egen vindings skyld. Og så vil de sejle hjem og glemme os. 9
Faith.indd 9
18/06/2018 19.03
Nej, jeg burde have fotograferet i dag. Min far ville have gjort det. Jeg kunne ikke. Men her pü pladsen ser jeg at andre ikke har de samme kvaler: Her er fotografer til stede; her er ovenikøbet en mand med et filmkamera. Eftertiden vil fü ceremonien at se; det vil blive husket hvordan danskerne afsluttede deres tid som koloniherrer med en sidste gigantisk menneskehandel.
Faith.indd 10
18/06/2018 19.03
Fra professor J. Wilkens tale under Folketingets drøftelser om et muligt salg af Dansk Vestindien, 1852 Men nu spørger jeg, hvad er det da egentlig vi vil kunne få fra disse Vestindiske Øer? Er de i nogen Henseende at betragte som en Tilvækst af vor Magt, vor Anseelse, for vor politiske Indflydelse? Er det et Sted hvor dansk Aand og dansk Sind fostres og næres? Er det et Sted hvor dansk Kultur plejes, hvor den trives og blomstrer? Nej, tilvisse intet af dette. Eller er det en Landsdel der forøger og bidrager til vor Udvikling i Fred, der styrker og bidrager til vor Opretholdelse i Krig? Heller ikke det. De forholdsvis meget faa virkelig danske Familier der findes i Vestindien, forsvinder i Massen af fremmede Indvandrere med fremmed Nationalitet, de fortaber sig saaledes deri at de selv efter kortere eller længere Tids Forløb optager de fremmedes Sprog, deres Sæder og Skikke.
11
Faith.indd 11
18/06/2018 19.03
Præst Kjeld Jensens optegnelser, reden ved Sankt Thomas, marts 1666 Herre, min Skaber! Åh, barmhjertige Gud! I aftes kunne vi endelig lade ankeret gå i den prægtigste havbugt. Vi er ved øen Sankt Thomas! Efter ni måneder på havet og de værste strabadser der mangen en gang nær havde kostet os livet, er vi nu endelig ankommet til dette smukke, ja, dette himmelske sted! Solen er netop stået op; det er den allerførste dag i Danmarks Vestindien. Der var stunder undervejs da jeg næsten havde opgivet håbet. Forskrækkelige uvejr og sygdom ramte os alle, og ved øen Sankt Bartholomæus kunne vi uden Guds indgriben nemt være omkommet alle mand: Midt under morgenens andagt, mens vores skib Eendragt lå på reden dér, tøjret af et solidt ankertov der holdt os så fast som Guds hånd holder sine børn, blæste det op med en voldsomhed så samme tov brast, og skibet drev hastigt ind mod land. Kun ved hjælp af yderste snilde fra besætningens side lykkedes det at få et nødanker ud inden skibet tog grunden.
12
Faith.indd 12
18/06/2018 19.03
Bagefter vedblev denne rædsomme storm med at martre os, og dagen lang og natten med lå den langskaftede skibsøkse klar ved foden af stormasten for at man, dersom det blev nødvendigt, kunne hugge den om. Matthæus 3,10. Men vi er fremme nu, og overalt omkring os er der kun den pureste skønhed. Eendragt vugges blidt af en sagte vind der blæser ind mod land, en brise så mild og helsebringende som Guds eget åndedræt, og en kabellængde fra os ligger øens jomfruelige strand, tæt bevokset med frodige træer og slanke palmer. Over os i himmelrummet svæver de samme store fugle som har fulgt os siden vi passerede strædet ved Guadeloupe, fregatfugle kalder kaptajn Smit dem. De har kantede vinger som små drager og hænger ubevægelige under himlens lysende hvælving. Da jeg vågnede, gik jeg på dæk for at se øen for første gang. Kaptajnen stod ved agterstavnen og spejdede ind mod land, og jeg stillede mig ved siden af ham og lagde armene på lønningens kant. Jeg kan ikke påstå at Smit og jeg er kommet til at stå hinanden nær under den lange rejse, men vi tåler hverandres selskab, og jeg respekterer manden for hans ildhu og hans ubestridelige dygtighed på havet, som han vistnok respekterer mig for min teologiske lærdom og mit liv i Herren. Jeg frygter dog at han selv ikke er så meget optaget af sin tro. “Her er så Sankt Thomas,” sagde kaptajn Smit og slog ud med hånden mod den frodige strand og de lave, runde bjerge bag den, som var det alt dette hans og ikke Guds skaberværk. Jeg nikkede.
13
Faith.indd 13
18/06/2018 19.03
“Ja, for Dem det jo et gensyn,” sagde jeg, for Smit havde rejst på Vestindien før. Han er en eventyrer, og nu er hans mange årige, farefulde tjeneste blevet belønnet med titlen som guvernør over det danske Vestindien. Den første guvernør og den der skal være øverste administrative leder for koloniens mænd og kvinder; ligesom jeg skal være deres åndelige leder, deres sjæls hyrde. Vi skal bringe vores civilisation og vores tro til dette smukke, men primitive, sted. “Sankt Thomas ligner så mange af de andre øer,” sagde Smit, hvis fulde navn er Erik Nielsen Smit. “Der er de særeste vækster og frugter derinde, og måske nogle eksemplarer af disse gudløse vilde som hedder tainoer, et folk uden nogen som helst civilisation eller dannelse; ja, måske knap nok virkelige mennesker.” “Indianere,” sagde jeg, for jeg havde hørt om taino-folket. De siges at æde hinanden og parre sig i flæng. De lever pligtløse, dovne og syndefulde liv. Men dersom jeg møder nogen af dem, skal jeg bringe dem den rette tro; jeg skal lære dem at kende Herrens Nåde og Herrens strenghed. Jeg løftede uvilkårligt min hånd ved tanken og tegnede et lille kors ud for mit hjerte. For sådan er min virkelighed nu: et kors, et hjerte og under mig et anker som holder os fast. Det er Biblens anden treenighed, Troen og Håbet og Kærligheden. Den sidste vejer tungest, skrev apostlen Paulus. Men størst af dem er kærligheden. Jeg er ikke enig med Paulus. Troen er det største. Smit nikker. “Indianere, ja.” Han siger ordet som var det et bittert smagende insekt der er flakset ind hans mund.
14
Faith.indd 14
18/06/2018 19.03
Vi står lidt ved siden af hinanden og ser ind på land, mens vi hver for sig tænker på hvad vi skal udrette her i den kommende tid, i dette nye land som Kongen har givet os i opdrag at gøre dansk. Og jeg ser havet, som er så blåt som englenes øjne; skoven derinde, som er lysende grøn, en frodighed uden lige. Jeg kan knap beskrive det jeg ser ... Men jo, dog kan jeg, for netop da slår det mig med en styrke som Troen selv: Se, jeg har fundet Paradiset!
Faith.indd 15
18/06/2018 19.03
Faith Netlocks dagbog, marts 1917 31. marts De hvidklædte marinesoldater marcherer fra paradepladsen op ad kajen ved Christiansfort og forbi Emancipationshaven. Der er militær aplomb og en højtidelighed over sceneriet som står i skarp kontrast til flokken af begejstrede negerbørn der nu er sprunget over afspærringerne og piler efter soldaterne som en stime småfisk efter et skib mens de fægter med armene og råber: America, America, America ... Det danske sprog har aldrig rigtig vundet frem i denne danske koloni. Nu kommer det hele til at hænge sammen: sproget, geografien, fattigdommen. Mens soldaternes kolonne marcherer op i byen for at tage Charlotte Amalie i besiddelse, står jeg mellem de tilbageblevne honoratiores, embedsmænd og nysgerrige. Sorte jaketter og sorte hatte over svedende ansigter i den hede sol. Flere standspersoner har balkonpladser under en baldakin der klamrer sig til Christiansforts mur som en svalerede. Det minder mig om et begravelsesoptog, og ansigternes minespil spolerer ikke illusionen. Der er ingen glæde at spore, kun alvor og en underlig rådvildhed der får mændene til at gå rundt mellem hinanden som om de søger efter et eller andet. 16
Faith.indd 16
18/06/2018 19.03
Er det fordi de nu skal miste deres udkomme, deres gode embeder og måske også deres fine huse oppe på den kølige bjerg side, hvor havbrisen holder tropevarmen i ave? Eller stikker det dybere, sørger de over noget som de ikke helt ved hvad er? Et tab af den slags der sætter tænderne i hjertet og flår lunser af den nationale stolthed? Danskerne har ejet øerne i to hundrede og halvtreds år. Det gør nok ondt på disse meget danske mænd at tage afsked med dem. Jeg er vokset op her på Sankt Thomas. Så vidt jeg ved, har min familie boet her i generationer. Søger man langt nok bagud, stammer alle her på øerne andetstedsfra. Europa. Amerika. Asien. Og dog er der noget af mit blod som netop ikke gør. En del af mig som har været her meget længere, i årtusinder. Vestindien er mit hjem, og jeg elsker Sankt Thomas; de frodige bjergsider, det lysende blå vand, den klare himmel og friske havluft, øens mennesker. Men jeg kan ikke hævde at jeg interesserer mig for om øerne er danske eller amerikanske eller noget tredje. Helst så jeg, som så mange her, at de var sig selv. At de ikke var ejet af nogen fjern magt som i sidste ende kun handler i egen interesse. Men vi kan ikke afgøre vores skæbne; altid har vi været andres ejendom. En handelsvare, ubetydelige prikker på globussens blå, der kan skifte hænder lige så nemt som en tønde råsukker eller et fad rom eller – engang for forbavsende kort tid siden – en sort slave. Jeg går ikke rundt til daglig og føler bitterhed over at det forholder sig sådan. Men i dag, mens jeg ser den forlorne ceremoni og mærker lugten af krudtrøg fra kanonerne, er det som om noget gærer i mig. En vrede som jeg ikke kan rette mod noget bestemt, kun mod en fortid som var uretfærdig, og en fremtid der virker usikker. Vores skæbne som magtfulde mænds omsættelige valuta.
17
Faith.indd 17
18/06/2018 19.03
Da marinesoldaterne og de larmende negerbørn er drejet om hjørnet ved Dronningensgade, hersker en underlig stemning på pladsen foran kasernen. Mændene med de høje hatte virker rastløse; som om de ikke ved hvad de skal foretage sig nu hvor ceremonien tilsyneladende er ovre. De står som skoledrenge der venter på at læreren skal kalde dem ind til den næste time. Danskerne har stemt og med et stort flertal vedtaget at skille sig af med øerne. Vi som bor herovre, blev ikke spurgt om vores mening. Vi er nok danske borgere, men vores stemme bliver ikke hørt, skønt det er os og vores hjem der bliver solgt. Jeg går rundt om bassinet ved King’s Wharf og står ved vandet foran Hamburg-Amerika Linjens hus neden for Toldbodgade. Jeg ser op på tårnet som for et par år siden blev bygget oven på rederibygningen og som efter sigende har spillet en særlig rolle i magtskiftet: Amerikanerne mente at det tyskejede rederi lod tårnet bygge for bedre at kunne kommunikere med de tyske ubåde der skjuler sig i dybet uden for byen og drømmer om at tage dens havn i besiddelse. Og det skal såmænd nok være sandt; det er svært at forestille sig at den grimme tilføjelse til bygningen kan have nogen anden fornuftig funktion. Ude i bugten ligger store skibe til kaj ved kulbjergene på Hassel Island, fortøjet med trosser så tykke som palmestammer. Jeg kan se skibenes oceangående skrog, men ikke det der foregår bag dem på kajen: kullemperne, langt de fleste kvinder, sorte af fødsel og dernæst af kulstøv, som vandrer i gåsegang op ad den forreste landgang med de fyldte kurve på hovederne og ned ad den bageste efter at have tømt deres last. Oven for landgangen sidder en skibsofficer på en taburet og uddeler kulpoletterne som kvinderne senere vil veksle til gangbar mønt; én polet per kurv, en cent per polet, et magert udkomme af et hårdt slid. I nogen tid står jeg og ser ud over Charlotte Amalies brede havnebassin, de grønne og blå farver, de florlette skyer der fil18
Faith.indd 18
18/06/2018 19.03
trerer solens lys som et net af ostelærred, og mens forsamlingen spredes bag mig, sænker freden sig efterhånden over mit sind. For der er noget her som ingen kan tage fra mig. Ikke danskerne som kom her for et kvart årtusinde siden, og ikke amerikanerne som kom her i dag. Og ikke de tyskere som nu igen må opgive drømmen om at eje en tropekoloni. Al denne skønhed!
Faith.indd 19
18/06/2018 19.03
Kongelig proklamation ved overdragelsen af Dansk Vestindien til USA, oplæst i Charlotte Amalie den 31. marts 1917 Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark, sender Vore kære og tro Undersaatter paa Øerne St. Thomas, St. Croix og St. Jan Vor Kongelige Hilsen. I den Forvisning, at Øernes Vel bedst vil kunne fremmes og udvikles ved en Forbindelse med de amerikanske Forenede Stater, har Vi med Rigsdagens Samtykke afsluttet en Konvention angaaende Overdragelsen af Øerne til de nævnte Stater med disses Præsident. Ved udførlige og nøjagtige Bestemmelser, som er blevet optaget i denne Overenskomst, har Vi ladet det være os magtpaaliggende at tilsikre Eder Beskyttelse i Udøvelsen af Eders Frihed, Religion, Ejendom og andre Rettigheder. [ ... ] Idet vi tager Afsked med Eder, udtaler vi Haabet om, at I i Kærlighed vil bevare Mindet om de Aarhundreder, i hvilke Øerne har staaet i Forbindelse med Danmark som Moderlandet, og Vi bringer Eder Vor Kongelige Tak for den Loyalitet og Hengivenhed, I har vist os og Moderlandets Befolkning, og Vi udtaler vore varmeste Ønsker om en lykkelig og frugtbringende Fremtid for Eder alle og de af Eder beboede Øer. Befalende Eder Gud nu og i Fremtiden. 20
Faith.indd 20
18/06/2018 19.03
Nationaltidende, april 1917 Den amerikanske Krigsproklamations Ordlyd London, Fredag den 6. april. R.B. – Til Reuters Bureau telegraferedes fra Washington Torsdag: Den af Senatet vedtagne Resolution har følgende Ordlyd: Da den kejserlige tyske Regering har forøvet gentagne Krigshandlinger over for Amerikas forenede Stater, Regering og Folk, har Amerikas forenede Stater, Senat og Repræsentanternes Hus forsamlet til Kongres vedtaget at erklære at den Krig mellem de forenede Stater og den Kejserlige tyske Regering som er paatvunget de forenede Stater, hermed formelt er erklæret, og at Præsidenten bemyndiges til og opfordres til at benytte de forenede Staters hele Krigsmagt til Lands og til Vands og alle Regeringens Hjælpemidler for at føre Krigen mod den Kejserlige tyske Regering og bringe Konflikten til en lykkelig Løsning, og at de forenede Staters Kongres hermed stiller alle Landets Hjælpemidler til Raadighed.
Faith.indd 21
18/06/2018 19.03
Faith Netlocks dagbog, april 1917 3. april På Grand Hotel ligger alle aviserne. Danske, amerikanske, franske, engelske. I disse år er de fulde af telegrammer fra krigene i Europa og Rusland. Den tyske hær er gravet ned i kridtet ved Somme, hvor den kæmper mod Frankrig og England, og i Rusland har en hær af arbejdere kastet zaren ud af hans palads. Det er ikke kun i Vestindien at der er opbrud; det er i hele verden. Og tingene hænger sammen: Ruslands revolution har svækket den russiske hær på østfronten, og den tyske flådes desperate angreb på civile skibe i Atlanterhavet har til gengæld trukket USA ind i krigen. Og derfor og kun derfor er Sankt Thomas nu amerikansk. Der går en rød linje fra den ene grumme begivenhed til den næste. Hver formiddag går jeg hen ad Dronningensgade til Grand og sætter mig i tesalonen eller ved et af bordene under baldakinen på den store balkon der vender ud mod Emancipationshaven. Jeg bestiller en kop myntete og et glas vand, og så tager jeg de ledige aviser fra hylden med hen til mit bord og læser de seneste nyheder. Selv om jeg for længst har set i øjnene at jeg ikke kan ændre på noget, sætter jeg dog pris på at vide hvad der sker i verden. 22
Faith.indd 22
18/06/2018 19.03
Derfor ved jeg også at det netop overståede salg af øerne var resultatet af en meget langtrukken proces. Så tidligt som midt i forrige århundrede talte de danske koloniherrer for første gang om at skille sig af med deres besiddelse, som efter slaveriets ophør var blevet en mindre god forretning. I 1867 var der faktisk indgået en aftale med amerikanerne om overtagelse af Sankt Thomas og Sankt Jan for syv og en halv millioner dollars. Handelen gik i vasken, men så lidt var vores verden altså værd dengang. I 1880’erne mæglede private mellemhandlere forgæves med amerikanerne mod en provision på op til ti procent af købssummen, og i 1902 var en handel meget tæt på at blive gennemført til en pris på fem millioner dollars. Det danske folketing sagde ja, men landstinget sagde nej. Og dengang bar negrene bannere med ordene “Denmark forever” gennem Christiansteds gader. De ville ikke være amerikanere. Det ville de derimod sidste år, da salget endelig blev vedtaget. De sorte blev ikke spurgt, men langt de fleste af dem ville gerne sælges en sidste gang. I dag er jeg igen gået hen til Grand, har bestilt min te og taget et par aviser med ud i haven, hvor jeg finder et bord i skyggen. Ovre ved fortet smælder det amerikanske flag i pålandsvinden. En deling hvidklædte soldater står på geled foran kasernen for at modtage dagens ordrer fra en befalingsmand med hjelm. Jeg bladrer i aviserne. De udenlandske er mellem en uge og ti dage gamle. Der er lister over faldne i krigen og en artikel om konfiskation af desertørers formuer og ejendom. Hvor megen formue har en attenårig landsoldat? De lokale blade er nyere og handler næsten kun om den amerikanske magtovertagelse. Foruden naturligvis den sædvanlige opremsning af skibe i havnen, snurrige lokalnyheder og meddelelser, lister med uafhentet post og reklamer for tagdækning, silkeparasoller, cigarer, muskovado, fodsalve og vid23
Faith.indd 23
18/06/2018 19.03
undermedicin. Legemet bør være forsynet med et dygtigt Lag Fedt; Faren opstaar naar Blodet er tyndt og Kroppen mager – tag Scott’s Emulsion Torskelevertran hver Morgen ... To unge mænd, tydeligvis amerikanere, sætter sig ved et bord i solen. Elegante tropehabitter, bredskyggede hatte, silkeskjorter og butterfly. Jeg vædder med mig selv om hvor længe de kan klare at sidde dér, og får væddemålet afgjort på stedet. Den ene tager sit lommetørklæde op af brystlommen og tørrer sig over panden. Så ser de på hinanden og rejser sig. De finder et bord under baldakinen, tættere på mig. Den yngste ser hen på mig og nikker. Jeg nikker tilbage og koncentrerer mig igen om The Herald fra i tirsdags. Baby-Parade – Mandag Eftermiddag afholdes Møde om den aarlige Baby-Parade i Guvernementshusets Koloniraadssal ... Enspænder-Vogn sælges, Seletøj medfølger, 75 Dollars ... Victor Emanuel Dunbavins far søger Kontakt med ham. Sidst kendte Adresse ... The Herald trykkes i Christiansted og læses naturligvis mest af crucians. Men Charlotte Amalies store avis, Sct. Thomæ Tidende, overlevede ikke Transfer Day. Samme dag som Dansk Vestindien blev til De Amerikanske Jomfruøer, udkom sidste nummer af den gamle avis der engang gjorde min fars navn kendt langt uden for den lille ø hvor han boede og arbejdede. Mens jeg bladrer i Herald, føler jeg mig iagttaget, og da jeg løfter blikket fra et krigstelegram om Gaza i Palæstina, sidder den mand der nikkede til mig, og betragter mig. Vores blikke mødes, og jeg ser igen ned i avisen og lader som ingenting. Men jeg ved hvordan det vil udvikle sig, og det sker også: Et øjeblik senere hører jeg hans spanskrørsstol knirke da han rejser sig, og så står han ved siden af mit bord og tager hatten af. “Frøken?” siger han på amerikansk engelsk. “Må jeg byde Dem på et glas?” Jeg ser ned på min kop, som er tom, og så op på ham. En 24
Faith.indd 24
18/06/2018 19.03
nydelig mand, for så vidt. Pænt smil, solbrændt ansigt, glatbarberet; det kan jeg godt lide. Jeg bryder mig ikke om skæg. Næsen er lidt rød af solen. Jeg tager mig selv i at overveje at sige ja. Men han er for ung. Jeg er på vagt over for unge mænd; deres umådelige behov for opmærksomhed irriterer mig. Jeg er selv ung, javist, men sådan er det altså. Og manden er amerikaner. Jeg har ikke lyst til at pleje omgang med det nye herrefolk. Hvad enten de kommer her som soldater eller nysgerrige eller bare for at nyde solen. De har købt sig til det. Mig får de ikke. “Nej tak,” siger jeg og mærker et stik af fortrydelse ved synet af hans skuffelse. “Jeg vil bare gerne læse mine aviser.” Jeg smiler til ham for at tage brodden af ordene. Jeg kan se at han stirrer på mine øjne. Alle stirrer på mine øjne første gang de møder mig. Men hellere det end så meget andet Han siger “Oh”. Jeg smiler igen og ser ned i avisen. Ud af øjenkrogen ser jeg ham gå tilbage til bordet og sætte sig i stolen. Hans ven puffer til ham i spøg og mumler noget som jeg ikke kan høre. Han overdøves af en ny lyd fra fortet. Jeg ser derover. På ringmuren står en mand i silhuet mod den blå himmel med et horn for munden. En klar, langtrukken tone får den varme luft til at vibrere.
Faith.indd 25
18/06/2018 19.03
Præst Kjeld Jensens optegnelser, Sankt Thomas, marts 1666 Et lavt forbjerg eller blot en afrundet landtange rækker ud fra kysten ganske nær ved vores ankerplads. På begge sider af tangen er her vandløb hvis fylde og strøm er yderst omskiftelige. Snart regner det i bjergene, og så forvandles de rislende bække til travle fosser hvis ferske vand er ganske kildeklart og godt at drikke. En enkelt gang har det regnet så ganske forskrækkeligt at vandet i begge vandløb farvedes brunt af mudder som vandet skyllede ned fra bjergene. Disse er ganske høje, men med runde, bevoksede tinder; en uigennemtrængelig skov dækker deres sider og giver løfte om et næsten umenneskeligt slid inden der kan ryddes skov til plantager. Men er det først gjort, må jorden være den rigest tænkelige muld; her kan alt vokse og gro, man kan nærmest lugte frodigheden i den lugt der om aftenen, når vinden vender, driver ud fra skoven og helt ud til skibet på reden. Vi har været i land mange gange nu, og Smit, kaptajnen, og jeg har sammen rejst vort lands flag, den røde dug med Herrens 26
Faith.indd 26
18/06/2018 19.03
hvide kors, vort Dannebrog, på det lave forbjerg mellem de to vandstrømme. Mænd fra besætningen gravede et dybt hul i den bløde jord, og Erik Smit og jeg rejste i forening stangen som folkene havde tilhugget af et ungt træ. Stangen blev fastgjort med flade sten som vi kilede ned langs dens fod, og kaptajnen betjente rebet og trissen der hejsede flaget til tops. Derefter slog vi og styrmanden Henrichsen med hånden på stangen, sådan som skikken tilsiger, og sagde hver et par ord. “For vor koloni,” sagde Henrichsen. “For Danmark,” sagde Smit. “For Gud,” sagde jeg. Og de så på mig, tøvende, og Smit måske lidt strengere end han plejede, thi hans ansigt er altid strengt; de havde ventet andre ord fra mig. Men de ved jo også begge at Gud alene styrer min hånd og bestemmer mine ord. Menneskets hjerte udtænker hans vej, men Herren styrer hans skridt. Ordsprogenes Bog 16,9. Det kan ingen ændre på. Men så bøjede Erik Smit hovedet og lagde igen hånden på den afbarkede stamme. “For Kongen,” sagde han.
Faith.indd 27
18/06/2018 19.03
Præst Kjeld Jensens optegnelser, Sankt Thomas, april 1666 Eendragt, vort fine, tykbugede fløjteskib, er afsejlet med en god last tobak, ingefær og råsukker som folkene med snilde har indkøbt fra omkringliggende øer, mestendels fra Sankt Christoffer, men også lidt fra Sankt Croix, som tilhører det fransk-vestindiske handelskompagni. Vi er nu foruden skib og derfor ganske isolerede på vores ø. Her lever vi et enkelt liv i Gud og lægger planer for fremtiden. Her, på det sted hvor vi har vores lejr, og hvor flaget smælder i havbrisen, bør der bygges en fæstning, siger kaptajn Smit. Og jeg må give ham ret i at placeringen er perfekt: Herfra kan man overvåge – og om nødvendigt forsvare – hele dette vældige bassin, som er den bedste naturlige havn nogen af os endnu har set. Holme og øer, landtanger og lave forbjerge kranser bassinet og beskytter det mod oceanets dønninger og de voldsomme uvejr som efter sigende ofte rammer om efteråret.
28
Faith.indd 28
18/06/2018 19.03
Overalt møder øjet denne særlige skønhed som findes her. Farvernes rigdom, det blågrønne hav, de frodigtgrønne skråninger, himlens dybe blå. Langs stranden er sandet hvidt og rent som hvedemel, og det klareste ferskvand strømmer ud af undergrunden. Men bag os, i den skyggefulde urskov, mærker jeg noget andet lure. Tidligt på aftenen når vinden vender og luften et kort øjeblik står stille, mærker jeg den første antydning af skovens særlige lugt; en skarp stank af råd og død og spirende liv, af forbudt lyst og liderlighed; så skræmmende at jeg må snappe efter vejret og gøre korsets tegn for mit hjerte. Nogle af folkene er gået så dybt ind og op ad de skovklædte skråninger at de til sidst kom om på den anden side og mødte havet på øens nordside. Rejsen er ikke så lang endda, kun omkring en fjerdingvej, men de var to dage om at gøre den, for skoven er sine steder helt uigennemtrængelig og så tæt at man må bane sig vej med huggerter. Forleden gik jeg alene ind i skoven. Det var i middagstimen, og vejret var smukkere end nogensinde og dertil næsten helt stille. Varmen er oftest generende på denne tid af dagen, hvor solen brænder ned på stranden, men inde mellem træerne hersker en ejendommelig kølighed. Snart var jeg ganske omsluttet af den frodigste vegetation, og lyden af fuglenes fremmedartede stemmer slog sammen om mig. Det er virkelig som om Gud er til stede i naturen, i hvert fald i den smukke del af den, mens den anden del – stank og råddenskab og liderlighed – snarere forekommer mig at høre andre kræfter til. Noget som jeg ikke vil sige med ord. Jeg er bange for at min betagelse af alt det skønne der omgav mig, fik mig til at søge længere ind i skoven end det var min 29
Faith.indd 29
18/06/2018 19.03
agt, og efter nogen tids vandren blev jeg i tvivl om i hvilken retning stranden og vores lejr lå. Jeg følte ingen frygt, i hvert fald ikke lige straks. Jeg har altid vidst at Herren nok skal våge over mig, og hvis der sker mig noget, ondt som godt, er det på hans foranledning. Det er trygt at vide at hvad der end vederfares én, så er det Guds vilje. Men efterhånden som jeg gik, mørknedes skoven omkring mig. Jeg kunne ikke længere se himlen, så tæt var bladhanget, og solens position blev pludselig en gåde som, selv hvis jeg kunne løse den, ikke ville gøre mig klogere på verdenshjørnerne: Vi var så tæt på ækvator at solen i denne time stod nær ved himlens midte. Jeg gik videre mens jeg tænkte at Herren havde sat mig på en prøve. Tanken gav mig styrke. Og snart åbnede skoven sig til en lysning, og endnu nogle skridt bragte mig ned til bredden af en indsø. Da vidste jeg at jeg var tæt på stranden, men noget øst for lejren; folkene fra Eendragt havde talt om en sø med brakvand hvorfra en smal kanal førte ud til stranden. Jeg så op og vidste med ét i hvilken retning jeg skulle gå. Opfyldt af taknemmelighed lagde jeg hovedet tilbage, lukkede øjnene og lod solens stråler varme mit ansigt som Guds milde blik, og jeg ventede i den stund kun på at Herren skulle tale til mig. Og så hørte jeg en stemme! Men det var ikke Herren; da jeg slog øjnene op stod tre mærkelige væsener foran mig, trådt lige ud af skoven uden at jeg havde hørt det mindste til deres fodtrin. Det var indianere, to mænd og en kvinde. Så godt som nøgne var de, havde kun et klæde hængende over deres køn. Kvindens 30
Faith.indd 30
18/06/2018 19.03
bryster strittede frimodigt frem imod mig, og jeg så undersøgende på dem og sagde til mig selv at det ingen synd var; hun var jo dog ikke en europæisk kvinde, men en vild skabning, vel nærmest at ligne med et dyr. Men dejlig at skue, det var hun, med sine brede kindben, det hjerteformede ansigt og den fyldige, sanselige mund. De var venlige og snakkede meget, men jeg forstod naturligvis ikke et ord af hvad de sagde; jeg kunne lige så vel forstå en hund der giver hals, eller en and der rapper, så fremmedartet var deres tunge. Vi stod over for hinanden i nogen tid. De bøjede hovederne i en hilsen som var ganske menneskelig, og jeg gjorde det samme. Og så slog det mig: Netop som jeg havde ventet at høre Herrens stemme, var disse tre naturbørn trådt frem mod mig! De tre indianere var en besked fra Ham; de var på sin vis hans stemme! Jeg tog dem med til lejren, og bådsmand Peitersen satte dem straks i gang. Vi var gået i gang med det hårde arbejde som det er at rydde skov og underskov for at kultivere og beplante det flade terræn mellem havet og bjergenes fod. Dagligt stred mændene – og kvinderne med – med dette arbejde, og det gik kun langsomt. Indianerne vægrede sig voldsomt ved arbejdet, og Peitersen lod først mændene og siden kvinden tildele nogle slag med katten. Men disse arbejdere stak i et hyl og kastede sig på jorden så snart deres reb var løst; de ville ikke adlyde, og efter mindre end en uge havde Peitersen pryglet mændene så grundigt at den ene var død, mens den anden lå febersyg under en palme 31
Faith.indd 31
18/06/2018 19.03
og stirrede tomt frem for sig, som var han fuldkommen berøvet sin forstand. Indianerne havde svigtet os; men jeg tænkte dog stadig at de måtte være sendt mig af Herren, og at jeg blot endnu ikke kunne se visdommen i Hans budskab.
Faith.indd 32
18/06/2018 19.03
Faith Netlocks dagbog, april 1917 5. april Min far, Carl Netlock, var mulat. Hans hår var kruset og mørkt kaffefarvet, hans hud brun som et snit i ny mahogni, hans øjne var blå. Ja, lysende blå. Så mærkelig en ting. Hele sit liv måtte han tåle at folk stirrede på ham, nogle fascinerede, andre nærmest skræmte fordi de frygtede at en mand med så ejendommeligt et blik måtte besidde særlige kræfter. Hans udseende og dermed en del af hans afstamning kunne han ikke skjule for mig. Men der var andet, meget andet, som han ikke fortalte; det ved jeg. Min far var et vidunderligt menneske, men han havde sine hemmeligheder, som han tog med i sin grav. Jeg tror at han ofte var ensom. Han kunne ikke lægge tabet af min mor bag sig; han elskede hende så højt, og efter hendes død fandt han aldrig en ny kærlighed. Hun døde meget ung, og jeg tror at at en del af ham døde med hende. Min far blev ikke selv gammel, men dog meget ældre end hun. Carl Netlock gik bort sidste år lige inden jul. Han var fotograf ligesom jeg, og det var ham der etablerede det lille fotoatelier her i Charlotte Amalie hvorfra jeg i dag driver min forretning. Men mens jeg oftest arbejder med moderne 33
Faith.indd 33
18/06/2018 19.03
kameraer og film, måtte min far i begyndelsen kæmpe med sølvklorid og sølvjodid og giftige kviksølvdampe som en af fotografiets pionerer. I mange år brugte han plader af glas eller sortlakeret blik, ambrotypier og ferrotypier med flydende emulsion. Senere kom de præparerede gelatineplader og de langt hurtigere emulsioner, og hans fotografier forandrede sig. Da han var ung, tog han de smukkeste billeder af vores øer, drømmeagtige landskaber, oftest uden mennesker, men med en ejendommelig, æterisk kvalitet og alligevel så stoflige at man havde en følelse af at kunne række hånden ind i billedet og røre ved træer og huse. Mange af hans fotografier leder tanken hen på en kunstners arbejde med pensel eller kulstift. Nogle enkelte har han endda koloreret i hånden, men altid næsten monokromt, med kun en enkelt naturfarve eller to, gul okker, brændt sienna, et skrøbeligt lys der anes i motivets skygger eller i havets kiming. Senere, da teknikken og hans egne ambitioner var forandret, begyndte han at fotografere mennesker. Den store samling fotografier fra Fireburn, opstanden blandt de sorte arbejdere på Sankt Croix i 1878, skilte sig ud fra alt andet han havde lavet. De er unikke, chokerende skildringer af en tid hvor plantagerne blev stukket i brand, og snesevis af negre mistede livet. Hans billeder er de eneste der findes fra den tid, og de er set af tusinder. Mine fotografier er anderledes. Jeg holder af at fotografere mennesker, situationer, travlhed, dagligliv, alt hvad der sker på vores ø. Men det er naturligvis ikke det der holder forretningen i gang og skaffer mig brød på bordet; det er de bestilte portrætter som jeg tager i atelieret, og først og fremmest de fotos som jeg sælger til danske og amerikanske postkortfirmaer. Det er først inden for de seneste år folk for alvor er begyndt at sende kort i stedet for breve. Men i dag er der ikke et hjørne af Charlotte Amalie eller Christiansted på Sankt Croix som 34
Faith.indd 34
18/06/2018 19.03
jeg ikke har fotograferet, og mine billeder af Vestindien kan højst tænkelig findes på reoler og i albummer fra New York til Hamburg og Paris. Portrætterne tager jeg dels fordi jeg finder arbejdet interessant og udfordrende, og dels fordi der altid vil være et marked for dem. Charlotte Amalies bedsteborgere vil meget gerne have sig selv eller deres familiemedlemmer hængende på væggen i glas og ramme. Min far blev kun otteogtres. Jeg havde gerne set at han var blevet meget ældre end det, men er på den anden side også taknemmelig for at han ikke fik en lang, pinagtig alderdom med alle hånde gener og lidelser. Det værste jeg kan forestille mig, er at se kærlighed til et menneske forvandles til resignation eller irritation fordi man måske i årevis må pleje dem og gradvis se dem blive stadig mere affældige. Det blev min far skånet for, skønt han forlod mig alt for tidligt. Han døde mens han endnu var i fuld vigør og arbejdede med det han holdt mest af. En eftermiddag for godt tre måneder siden var han gået op gennem Charlotte Amalie, helt op til Skytsborg, for at fotografere udsigten over bugten og byen endnu en gang. Sandt at sige forstod jeg ikke helt at han kunne blive ved med at falde i staver over dette motiv. Vel er udsigten smuk, men den forandrer sig jo kun med timen og vejrliget, og den er desuden smuk på en noget banal måde, som panoramiske udsigter og solnedgange ofte er det. Jeg talte med min far om det et års tid før han døde. Og han forsvarede sig så godt han kunne. “Jeg fotograferer jo også andre ting,” sagde han. “Havet. Træer – du ved jeg elsker at fotografere træer! Mennesker ...” “Ja, far,” sagde jeg. “Det ved jeg. Men ...” Han smilede. Hans ansigt var ældet på så fin en måde. Han havde altid haft høj pande, og nu var han nærmest skaldet, men hans hud var sund og brun og fint rynket. De blå øjne 35
Faith.indd 35
18/06/2018 19.03
lyste endnu som de altid havde gjort; eller på en måde endnu mere fordi de virkede så unge i hans ældede ansigt. “Jeg hørte engang en historie om en maler,” sagde han. “En kunstner i Paris. Han malede det samme motiv hele sit liv: en træt ridder der sidder i skyggen af et træ mens hans hest græsser i en solstribe ved siden af træet. Om og om igen malede han det samme. Og når hans venner spurgte hvorfor, svarede han at han aldrig var helt tilfreds, og derfor blev han ved med at male det. I håb om at det en dag ville lykkes ham at skabe den perfekte skildring af netop det motiv.” “Det lyder som det rene vanvid,” sagde jeg. Min far lo. “Måske. Men det er jo heller ikke det jeg gør ... Jeg fotograferer udsigten fordi den er noget af det første jeg nogensinde ...” Han afbrød sig selv. “Noget af det første du ...?” spurgte jeg da han havde været tavs i nogle lange sekunder. Han sukkede og så væk. “Ja,” sagde han så. “Jeg husker ... jeg husker første gang jeg så udsigten oppe fra bjerget. Jeg var meget lille, men ...” Han så atter på mig, og hans blå øjne var alvorlige. “Jeg syntes det var det smukkeste jeg nogensinde havde set,” sagde han så. Jeg nikkede. Jeg stillede ikke flere spørgsmål. Et års tid senere gik Carl Netlock derop endnu en gang og kom ikke ned igen. Mens han sad på en lav klippe under et træ og så ud over vandet i retning af Sankt Croix, holdt hans hjerte op med at slå. Han blev fundet nogle timer senere af et par unge vandrere. Da jeg så ham hos bedemanden, syntes jeg bestemt at jeg kunne se et lille smil spille om hans læber, som om han ville sige “Kunne I blot se hvad jeg har set.” Men de blå øjne var lukkede og ville aldrig mere se. Jeg var sært forstenet. Fortvivlet og lettet på én gang, af de før nævnte årsager. Jeg elskede min far uendeligt højt og vidste 36
Faith.indd 36
18/06/2018 19.03
at jeg ville komme til at savne ham forfærdeligt, men samtidig følte jeg denne næsten flove lettelse over at han var sluppet så nemt ud af livet, at han nu havde fred. Min far havde været en kendt mand i byen og anerkendt for sin kunst, og der var knap nogen ende på strømmen af kondolencebreve, og i lang tid vægrede jeg mig ved at gå ud i byen fordi jeg ustandselig blev passet op af mennesker jeg oftest kun kendte ganske overfladisk eller slet ikke. “Hvor frygteligt med Deres far ...” “De må jo savne hr. Netlock så skrækkeligt meget ...” “Og nu er De jo helt forældreløs. Stakkels lille De ...” Jeg følte mig så omklamret af fremmedes omsorg at jeg endte med at pakke en lille taske og lade mig sejle over til Sankt Jan, hvor jeg boede på et pensionat ved Cruz Bay. Folk her kendte ganske vist også min far, for intet sted i Vestindien er smukkere end Sankt Jan, og han havde ofte besøgt koloniens mindste ø, men mig kendte de færreste, så jeg fik lov at være i fred. I al den tid tog jeg ikke et eneste fotografi. Det var som om det ville krænke min fars minde at jeg arbejdede med vores fælles metier så kort tid efter at han var død. Men efter et par uger på pensionatet hvor jeg ikke foretog mig stort andet end at tænke og læse og gå ture ved stranden, vendte jeg alligevel tilbage til Charlotte Amalie. Der var ting at ordne, juridiske spørgsmål, naturligvis, og praktiske gøremål i atelieret. Jeg talte da med min fars advokat og læste hans testamente, og det var en ejendommelig oplevelse. Den dag arvede jeg en nøgle til det skrin der rummer nogle af min fars hemmeligheder. Skrinet er en ejendom i bjergene; et gammelt hus der hedder Solitude; nøglen er skødet på huset, som nu er mit. Og en mere fysisk nøgle har jeg også; en ældgammel tingest som skulle passe i husets gamle lås. Jeg har været deroppe, men jeg har endnu ikke samlet mod til at bruge nøglen og gå indenfor.
Faith.indd 37
18/06/2018 19.03
Brev: Maria Eide til Carl Netlock, Solitude, Sankt Thomas, 23. marts 1866 Min kære søn, kæreste Carl I aften skal vi fejre din attenårs fødselsdag! Mens du er i Charlotte Amalie hos din ven Fernand, skriver jeg dig et fødselsdagsbrev som jeg håber du først vil læse om mange år! Du har hele livet foran dig, og jeg håber så inderligt at det må blive et lykkeligt liv; det er så uendeligt vigtigt for mig at tro på din fremtid nu hvor mit eget liv i det store og hele ligger bag mig. Skønt jeg kun med vanskelighed kan begribe at jeg snart fylder otteoghalvfjerds. Jeg ser ikke mig selv som en gammel kone. Mon andre gør? Ja, det gør de vel. Men jeg lukker øjnene foran det store spejl i hall’en, som for tolv år siden viste mig hvor du kom fra, og for en stund føler jeg mig igen som den unge Maria; den uskyldige pige der rejste hjemmefra på sin fars fregat. Når du en dag læser disse linjer, er det alt sammen forbi, så er jeg borte. Og du skal vide at tanken ikke gør mig bedrøvet. Der kommer en tid hvor man ved at man ikke har meget mere at udrette, og hvor døden er et naturligt næste skridt. Ikke at jeg synes jeg er nået helt dertil endnu, men jeg kan med ærlig38
Faith.indd 38
18/06/2018 19.03
hed sige at hvis jeg skulle lukke mine øjne i morgen, så ville jeg gøre det med en vis fred og uden frygt. Jeg kan se tilbage på en tilværelse der i sandhed har været mere omtumlet, men også rigere end de flestes. Når jeg ser hvad vi har udrettet sammen, alle vi der kom til Solitude for mere end fyrre år siden ... ser børnene der leger og lærer og er lykkelige – og frie – her på vores bjerg; ser deres forældre som arbejder med dyrkning og behandling af Solitudes kaffe, og det held vi har haft med denne afgrøde ... så føler jeg en inderlig taknemmelighed. Og jeg tænker ofte over de sære tilfælde der gør os til dem vi er; former vores skæbne på måder som vi ikke selv har den mindste mulighed for at gribe ind i. Det er med tiden blevet min tro: at noget former menneskers skæbner. Jeg ved blot ikke hvad; men det forekommer umuligt at det skulle være et rent tilfælde der i sin tid bragte mig til Sankt Thomas. Min rejse ud i verden dengang da jeg var yngre end du er nu. Skibbruddet. Mit liv i Vestindien. Jeg ved at jeg har fortalt dig meget om de gamle dage, om vores rejse og om min mand Mikkel, som du aldrig nåede at møde fordi han havde været død i mange år da du som lille dreng kom stavrende ind på Solitudes gårdsplads med et papskilt om halsen. Men der er også meget jeg aldrig har fået fortalt dig. Om min egen barndom og om Peter von Scholten, den fineste mand jeg har kendt. Det seneste par dage, mens du har været hos Fernand, har jeg bragt orden i en masse papirer og pakket dem væk. Det er en ganske omfattende samling dokumenter som er indpakket i vokspapir og lagt i en solid pakkasse af mahogni. Senere i dag vil jeg tilføje dette brev som det øverste i stablen og lukke kassen. Når jeg engang er borte, vil du, hvis du har tid og lyst til det, kunne læse min beretning i disse breve og dagbøger. Jeg håber at du vil gøre det. 39
Faith.indd 39
18/06/2018 19.03
Vi ved jo begge at når jeg som indledning skriver “kære søn”, så er allerede biologien naturligvis en hindring for at jeg virkelig kunne være din mor. Jeg var dog netop fyldt seksogtres den dag vi mødtes, men jeg har elsket dig som en søn siden jeg så dig første gang. Når jeg har lagt brevet i kassen og sømmet låget på, vil jeg gå ud i Solitudes gård, hvorfra man kan se ud over havet mod tre verdenshjørner, og sidde under den store flamboyant som jeg plantede nogle år inden du kom. Træet er vokset som jeg håbede dengang, og er nu en kæmpe i hvis skygge man kan sidde og læse eller drømme og i hvert fald nyde køligheden og brisen. Herfra kan jeg se Sankt Croix, hvor Peter regerede som Vestindiens enehersker. Hvor jeg dog savner den mand! Og hvor det endnu smerter mig at hans tid her fik så brat en afslutning. Men jeg må se fremad, Carl. Også de gamle må se fremad; der må være noget at tro på, selv når ens egen fremtid virker skrøbelig. Jeg tror på dig, min søn.
Maria
Faith.indd 40
18/06/2018 19.03