Et beskidt job - læseprøve

FYENS STIFTSTIDENDE OM BRUDEKJOLEN

”DRILSK OG DJÆVELSK.” BERLINGSKE OM BRUDEKJOLEN

PIERRE LEMAITRE (f. 1950) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

På dansk er udkommet Alex (da. 2014), som bliver filmatiseret, Irène (da. 2014), Camille (da. 2015), kortromanen Rosy & John (da. 2015) og Brudekjolen (da. 2016). I 2013 blev Lemaitre ligeledes hædret

Alain Delambre er arbejdsløs på fjerde år. Han er 57 og tidligere HR-chef i en stor virksomhed og hutler sig igennem hverdagen med småjobs langt under hans kvalifikations- og lønniveau. Mismodet og desperationen præger hans liv. Da han en dag endelig går videre til næste runde i en jobansøgning som HR-assistent, er han parat til at gøre hvad som helst for at nå målet.

Rekrutteringsfirmaet planlægger den ultimative test for at finde den bedst egnede kandidat til jobbet: et rollespil udformet som en gidseltagning. Alain accepterer det usmagelige set-up og forbereder sig grundigt, men det går slet ikke som planlagt …

med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Vi ses

ET BESKIDT JOB er en selvstændig psykologisk thriller.

deroppe (da. 2014).

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

PIE RE LEMAIT E ET BESKIDT JOB

”PSYKOLOGISK HØJSPÆNDING.”

DEN DANSKE PRESSE OM BRUDEKJOLEN: NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

”ENDNU EN GENISTREG.” NORDJYSKE STIFTSTIDENDE OM BRUDEKJOLEN

FYENS STIFTSTIDENDE BERLINGSKE

PIE RE LEMAIT E ET BESKIDT JOB KRIMI

LINDHARDT OG INGHOF

DEN DANSKE PRESSE OM IRÈNE: BERLINGSKE FYNS AMTS AVIS KRIMIFAN

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX: FYENS STIFTSTIDENDE JYLLANDS-POSTEN POLITIKEN

DEN DANSKE PRESSE OM CAMILLE: BERLINGSKE ÅRHUS STIFTSTIDENDE BØRSEN

Pierre Lemaitre

Et beskidt job PÃ¥ dansk ved Karsten Nielsen

LINDHARDT OG RINGHOF

Et beskidt job.indd 3

23/08/16 15.49

Et beskidt job er oversat fra fransk af Karsten Nielsen efter Cadres noirs Copyright © Calmann-Lévy, 2010 All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof A/S, København This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Omslag: Imperiet Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2016

ISBN 978-87-11-46155-6 1. udgave, 1. oplag 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Bogens motto er oversat af Thomas Harder.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Leoparden. Gyldendal, 2004

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Et beskidt job.indd 4

23/08/16 15.49

Til Pascaline.

Til Marie-Franรงoise, i kรฆrlighed.

Et beskidt job.indd 5

23/08/16 15.49

“Jeg tilhører en ulykkelig generation, der står på grænsen mellem den nye og den gamle tid og befinder sig lige dårligt i dem begge. Desuden er jeg, som De vel ikke kan have undgået at bemærke, blottet for illusioner.”

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Leoparden

Et beskidt job.indd 6

23/08/16 15.49

Før

Et beskidt job.indd 7

23/08/16 15.49

Et beskidt job.indd 8

23/08/16 15.49

1 Jeg har aldrig været en voldelig mand. Jeg har aldrig i hele mit liv haft lyst til at slå nogen ihjel. Et vredesudbrud her og der, jo da, men ikke noget ønske om for alvor at gøre nogen fortræd.

Ingen ødelæggelsestrang. Så det er klart, at jeg på det punkt har overrasket mig selv. Vold er ligesom alkohol eller sex, det er ikke noget, som opstår ud af den blå luft, det er en proces.

Man lægger næsten ikke mærke til, at volden kryber ind på en, ganske enkelt fordi man er moden til den, og den kommer belejligt. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg var vred, men jeg ville aldrig have troet, at det kunne udvikle sig til blindt raseri.

Det er det, som skræmmer mig.

Og at det skal gå ud over Mehmet, helt ærligt ...

Mehmet Pehlivan.

Han er tyrker.

Han har boet i Frankrig i ti år, men hans ordforråd er ikke større end hos et tiårigt barn. Han formår kun at udtrykke sig på to måder: Enten kæfter han op, eller også er han eddikesur. Og når han kæfter op, sker det på en blanding af fransk og tyrkisk. Ingen forstår en lyd af det, men vi er alle sammen udmærket klar over, hvad han regner os for. Jeg arbejder for en distributionsvirksomhed, der leverer varer til apotekerne.

9

Et beskidt job.indd 9

23/08/16 15.49

Meh­met er vores såkaldte “supervisor”, og hver gang han stiger i graderne, træder en eller anden afart af darwinismen i kraft, så han straks begynder at behandle sine tidligere kolleger som underlegne bløddyr. Det er ikke første gang i min karriere, jeg oplever den slags, og ikke kun med fremmedarbejdere. Faktisk er det helt almindeligt, når folk kommer nedefra.

Når de får kæmpet sig opad i systemet, identificerer de sig mere hårdnakket med deres arbejdsgivere, end arbejdsgiverne i deres vildeste fantasi har turdet drømme om. Det er Stockholmsyndromet tilpasset en arbejdsplads. Men tag ikke fejl: Mehmet tror ikke, han er chef. Det er næsten bedre endnu, for han er chefens stedfortræder. Han “er” chef, når chefen ikke er til stede. Det siger sig selv, at her, hvor der nok er op mod to hundrede ansatte, ser vi ikke noget til den øverste direktør – vi er i stedet belemret med en lang række chefer. Men Mehmet føler sig alt for betydningsfuld til at identificere sig med en ganske almindelig chef. Han identificerer sig i stedet med en form for abstraktion, en overordnet instans, som han kalder for Direktionen, hvilket er et begreb uden indhold (ingen her kender direktørerne), der til gengæld er ladet med betydning: Direktionen vil sige Retningen, Vejen. På sin vis har Mehmet på turen op ad karrierestigen nærmet sig Gud. Jeg møder klokken fem hver morgen til det, der kaldes fore­faldende arbejde (i denne sammenhæng tilføjer man altid “forefaldende”, så ingen er i tvivl om, at lønnen er lav). Jobbet består i at sortere kasser med medicin, som efterfølgende køres ud til apotekerne i forstæderne. Jeg var der ikke selv dengang, men det forlyder, at Mehmet har udført et lignende job i otte år, før han blev “supervisor”. I dag kan han bryste sig af at kommandere rundt med tre styks bløddyr, hvilket er ganske godt gået.

Det første af bløddyrene hedder Charles. Mærkeligt navn til en hjemløs. Han er et år yngre end mig, tynd som en pind, 10

Et beskidt job.indd 10

23/08/16 15.49

og drikker som et hul i jorden. Vi kalder ham hjemløs for ikke at gøre tingene alt for indviklede, men han har en fast adresse.

Nagelfast. Han bor i sin bil, der ikke har været ude at køre de sidste fem år. Han kalder den selv for sit “immobile hjem”, for sådan er Charles’ humor. Han går med et dykkerur, der er lige så stort som en tallerken og fyldt med utallige mindre urskiver. Det sidder fast på håndleddet med en neongrøn rem. Jeg har ingen anelse om, hvor han kommer fra, eller hvordan han er havnet i denne ekstreme situation. Han har sine særheder, Charles. For eksempel kan han ikke redegøre for, hvor længe han var skrevet op til en lejlighed i et socialt boligbyggeri, men han holder nøje øje med, hvor lang tid der er gået, siden han røg ud af listen. Fem år, syv måneder og sytten dage ved sidste opgørelse. Det, Charles holder øje med, er, hvor lang tid der er gået, siden han mistede ethvert håb om at finde en bolig.

“Håbet,” siger han og vifter med pegefingeren, “er en vederstyggelighed, som Lucifer har opfundet, så mennesket accepterer sin lod uden brok.” Det er ikke noget, han selv har fundet på, jeg har hørt det før et andet sted. Jeg har forsøgt at opstøve citatet, men det er ikke lykkedes mig. Det siger trods alt noget om, at Charles bag sin facade som drukmås er et kultiveret menneske.

Bløddyr nummer to er Romain, en ung fyr fra Narbonne.

Han havde haft relativ succes i skolekomedierne på sit gymnasium, hvilket fik ham til at drømme om at blive skuespiller, og lige efter studentereksamen tog han til Paris, men det lykkedes ham ikke at finde det mindste, lille engagement, fordi han ruller på r’erne ligesom d’Artagnan. Eller Henrik 4. En dag sagde han til mig med sin gebrækkelige accent: “Da vi brød op, var vi blot fem hundrede høveder, men forstærkning snart vi fik ...”, og så lå vi alle sammen flade af grin. Han har taget kurser i den slags, men lige lidt har det hjulpet. Han har haft det ene job efter det andet med forefaldende arbejde for at have mulighed 11

Et beskidt job.indd 11

23/08/16 15.49

for at gå til alle castings, men ingen har villet hyre ham. En dag gik det op for ham, at hans ønskedrøm aldrig ville gå i opfyldelse. Romain som filmstjerne, det blev der aldrig noget af.

Desuden havde han aldrig været i en by større end Narbonne.

Der gik ikke længe, før Paris havde tvunget ham i knæ, tværet ham ud. Han begyndte at lide under smertefuld længsel tilbage til barndommen og anfald af provinsiel tristesse. Der var bare det problem, at han ikke ønskede at vende tomhændet hjem. Han gør, hvad han kan, for at lægge penge til side, og drømmer nu kun om én rolle – som den fortabte søn. Og derfor tager han alt det forefaldende arbejde, han kan støve op.

Han er myreflittig. Døgnets resterende timer tilbringer han på Second Life, MSN, MySpace, Twitter, Facebook og en lang række andre sites, hvor jeg går ud fra, man ikke kan høre hans accent. Ifølge Charles er han en ørn til computere.

Jeg arbejder tre timer hver morgen, og det indbringer mig 585 euro brutto (i forbindelse med lave lønninger tilføjer man altid ordet brutto på grund af skatter og afgifter). Jeg er hjemme igen ved nitiden. Hvis Nicole går sent hjemmefra, får vi lige set hinanden. Når det sker, siger hun til mig: “Jeg er sent på den,” og så giver hun mig et kys på næsetippen og er ude ad døren.

Men her til morgen var Mehmet helt oppe i det røde felt.

Som om han var under pres. Jeg vil tro, det er hans kone, der har gået ham på nerverne. Han skridtede hurtigt og nervøst frem og tilbage på den rampe, hvor kasser og æsker stod opmarcheret. Han holdt så krampagtigt fast i sin ordreseddel, at hans knoer var helt hvide. Det var tydeligt for enhver, at den her fyr er tynget af et gigantisk ansvar, og at hans person­lige problemer kom ubelejligt. Jeg dukkede op præcis til tiden, men lige så snart han så mig, udspyede han en lind strøm kaudervælsk. At komme til tiden er efter min mening ikke tilstrækkeligt bevis på, at ens motivation er i top. Selv møder han 12

Et beskidt job.indd 12

23/08/16 15.49

mindst et kvarter for tidligt. Hans udgydelser var ikke forståelige i deres helhed, men jeg fik fat i det væsentligste, hvilket var, at jeg i hans øjne er et elendigt røvhul.

Selvom Mehmet gør et stort nummer ud af det, er arbejdet ikke særlig kompliceret i sig selv. Man skal blot sortere nogle æsker, lægge dem i kasser og på paller. Normalt er de enkelte apotekers butikskode skrevet med stor skrift på pakkerne, men af en eller anden grund mangler numrene af og til. Romain siger, at det er, fordi en printer har været forkert indstillet. Når det er tilfældet, skal man i stedet lede efter koden i en lang talrække trykt med småt på en etiket. Det er tal nummer elleve, tolv og tretten i rækken. Jeg bliver nødt til at tage mine briller på, og det er et fandens besvær. Først skal jeg have fat i dem nede i lommen, så op på næsen, bukke mig ned, tælle frem til de rigtige tal ... Imens løber tiden. Hvis nogen greb mig i at stå dér og tælle, ville Direktionen blive sure. Og selvfølgelig havde den første æske, jeg fik fat i her til morgen, ingen kode. Mehmet råbte op. Jeg bukkede mig ned. Og lige i det øjeblik sparkede han mig i røven.

Den var lidt over fem om morgenen.

Jeg hedder Alain Delambre, og jeg er syvoghalvtreds år gammel.

Jeg er arbejdsløs leder.

Et beskidt job.indd 13

23/08/16 15.49

2 Jeg tog egentlig dette morgenjob hos Apotekerleveringen for dog at have et eller andet at tage mig til. Det er i det mindste, hvad jeg sagde til Nicole, men hverken hun eller pigerne lod sig narre. I min alder står man ikke op klokken fire om morgenen til 45 % af mindstelønnen blot for at fordrive tiden. Det er mere kompliceret end som så. Og så alligevel ikke. I starten havde vi ikke brug for min løn, men nu har vi.

Jeg har været arbejdsløs i fire år. Fire år til maj (den 24. maj, jeg husker udmærket datoen).

Eftersom det her job ikke er nok til at få pengene til at slå til og betale alle regningerne, har jeg også nogle andre småjobs.

Indimellem slæber jeg kasser med frugt og grønt, emballerer ting i bobleplast, går med reklamer og gør lidt rent om natten hos nogle virksomheder. Plus noget sæsonarbejde. De sidste to år har jeg optrådt som julemand hos Trouv’tout, et supermarked, der har specialiseret sig i brugte hårde hvidevarer og køkkentøj. Jeg siger ikke altid til Nicole, hvad jeg laver, for hun bliver bare ked af det. Jeg finder på forskellige undskyldninger for, at jeg er væk hjemmefra. Det er i sagens natur mere kompliceret, når det handler om natarbejde, så jeg har opfundet et slæng af arbejdsløse venner, der er fri fantasi, og som jeg 14

Et beskidt job.indd 14

23/08/16 15.49

angivelig spiller kort med. Jeg siger til Nicole, at det er afslappende for mig.

Før i tiden var jeg hr-chef i en virksomhed med næsten to hundrede ansatte. Jeg tog mig af videreuddannelse, deltog i lønforhandlinger og repræsenterede direktionen i sam­ arbejds­udvalget. Jeg arbejdede hos Bercaud, der fremstillede bijouterivarer. Sytten år, hvor jeg trak perler på snor. Det var en populær vits hos mange af de ansatte, vi sagde: “Hos Bercaud trækker vi perler på snor.” I det hele taget var der en lang række skægge vitser om perler, familiesmykker og den slags. Branchehumor kan man vel kalde det. Men morskaben stoppede i marts måned, da man meddelte os, at Bercaud var blevet opkøbt af belgierne. Jeg kunne godt have taget kampen op med hr-chefen fra den belgiske virksomhedsgruppe, men da det kom mig for øre, at han var otteogtredive år gammel, begyndte jeg at pakke sammen rent mentalt. Jeg siger “mentalt”, for i virkeligheden er jeg udmærket klar over, at jeg slet ikke var parat til at gøre det konkret. Men der var ikke nogen vej udenom, og der gik da heller ikke lang tid. Opkøbet blev annonceret den 4. marts. Den første fyringsrunde fandt sted seks uger efter, og jeg røg i den anden.

I løbet af de fire år, hvor mit indkomstgrundlag stille og roligt er smuldret, er mit humør gået fra vantro til tvivl, videre til skyldfølelse og til sidst en fornemmelse af uretfærdighed. Nu i dag føler jeg vrede. Og det er ikke en særlig positiv følelse at rende rundt med, vreden. Når jeg møder på Apotekerleveringen og ser Mehmets buskede øjenbryn og Charles’ skrøbelige skikkelse, og når jeg tænker på alt det, jeg har måttet igennem blot for at ende her, kan jeg mærke en frygtelig vrede boble op i mig. Så er det, jeg især skal undgå at tænke på de år, jeg har i vente, min manglende pensionsopsparing, de formindskede sociale ydelser, og hvor tyngede Nicole og jeg ofte føler os af situationen. Jeg skal virkelig undgå at tæn15

Et beskidt job.indd 15

23/08/16 15.49

ke på alt det, for trods min iskias giver det mig lyst til at begå terrorisme.

Jeg har efterhånden kendt min sagsbehandler på jobcenteret i fire år, så jeg betragter ham i sagens natur næsten som en af familien. For nylig sagde han til mig med en form for beundring i stemmen, at han så mig som et eksempel til efterfølgelse. Det, han mener, er, at jeg har opgivet ethvert håb om at få arbejde, men stadig søger. Jeg siger ham ikke imod, for han er syvogtredive år gammel, og det er vigtigt, at han bevarer sine illusioner så længe som muligt. Men jeg reagerer nærmere med en slags betinget, artsspecifik refleks. At søge arbejde er også et arbejde, og eftersom jeg ikke har bestilt andet hele mit liv end at arbejde, er det indfældet i mit autonome nervesystem, så jeg gør det af nødvendighed, selvom det er meningsløst. Jeg søger arbejde, ligesom en hund snuser til lygtepæle. Uden illusioner, men fordi jeg ikke kan lade være.

Derfor svarede jeg på en jobannonce for et par dage siden.

Et rekrutteringsfirma var på jagt efter en hr-assistent til en stor virksomhed. Arbejdet består i at deltage i ansættelsen af det ledende personale, at udarbejde jobbeskrivelser, vurdere og gennemgå testresultater, deltage i udarbejdelse af årsrapporten osv., lige præcis det, jeg er god til, og som jeg har beskæftiget mig med i alle årene hos Bercaud. “Alsidig, metodisk, skarp og i besiddelse af veludviklede samarbejdsevner.”

Det er som taget ud af min jobprofil.

Da jeg så annoncen, fik jeg skrabet mine fotokopier sammen og sendt mit cv. På trods af at de selvfølgelig ikke nævnte noget om, hvorvidt de har lyst til at ansætte en mand i min alder.

For det er underforstået: Det har de ikke.

Men skidt med det. Jeg indsendte alligevel en ansøgning.

Muligvis fordi jeg så fortsat kan nyde min sagsbehandlers beundring.

16

Et beskidt job.indd 16

23/08/16 15.49

Da Mehmet sparkede mig i røven, udstødte jeg et skrig, og alle vendte sig om. Først Romain, og derefter med noget større besvær Charles, eftersom han allerede har fået adskillige glas billig hvidvin inden for vesten, når han møder. Jeg sprang op.

Som en ung mand. Og da gik det op for mig, at jeg næsten var et hoved højere end Mehmet. I og med at han er chef, havde jeg indtil da aldrig lagt mærke til, hvor lille han var. Mehmet selv var helt forstenet over, at han havde givet mig et spark i røven. Det virkede, som om vreden var sivet fuldstændig ud af ham, hans læber skælvede, han blinkede med øjnene og ledte efter ordene, uden at jeg skal kunne sige på hvilket sprog. Og så gjorde jeg noget for første gang i mit liv: Jeg bøjede hovedet bagover, ganske langsomt, som om jeg stod og beundrede loftet i det Sixtinske Kapel, og så hamrede jeg det forover i en hurtig bevægelse. Jeg har set det på tv. Jeg nikkede en skalle, som det hedder. Eftersom Charles er hjemløs, har han ofte fået nogen på hovedet, så han er ekspert i den slags. “Glimrende teknik,” sagde han til mig. Det var øjensynlig en god skalle af en debut at være. Min pande knuste Mehmets næse. Før jeg mærkede stødet i mit kranie, hørte jeg en uhyggelig knasen.

Mehmet skreg op (denne gang på tyrkisk, ingen tvivl om det), men jeg fik ikke mulighed for at udnytte situationen til fulde, for han skjulte med det samme ansigtet i hænderne og faldt ned på knæ. Normalt, hvis det var på film, ville jeg have taget et kort tilløb og derefter sparket ham hårdt lige midt i ansigtet, men jeg havde så ondt i skallen, at jeg også skjulte mit hoved i hænderne og faldt ned på knæ. Så dér lå vi begge to, nede på knæ over for hinanden, fremoverbøjede og med ansigtet skjult i hænderne. En ægte arbejdspladstragedie. En storslået scene.

Romain anede ikke sine levende råd, så han kastede sig ned på jorden. Blodet haglede af Mehmet. Ambulancen kom få minutter efter. Vi afgav forklaring. Romain sagde, at han havde set Mehmet sparke mig i røven, at han ville vidne på det, og 17

Et beskidt job.indd 17

23/08/16 15.49

at jeg ikke skulle spekulere mere på det. Jeg kommenterede det ikke, men min erfaring sagde mig, at det næppe var så enkelt.

Jeg skulle kaste op. Jeg gik ud på toiletterne. Til ingen nytte.

Men dog ikke helt til ingen nytte: I spejlet kunne jeg se, at jeg havde fået en flænge og en stor blodansamling i panden.

Jeg var ligbleg og så helt forstyrret ud. Ynkeligt. Et øjeblik syntes jeg, at jeg begyndte at ligne Charles.

Et beskidt job.indd 18

23/08/16 15.49

3 “Jamen ...! Hvad er der dog sket?” spurgte Nicole og rørte ved den store blodudtrædning i min pande. Jeg svarede hende ikke. I stedet rakte jeg hende brevet med en påtaget skødesløs bevægelse, og så gik jeg ind på mit hjemmekontor, hvor jeg lod, som om jeg ledte efter noget i skrivebordsskufferne. Hun stod længe og stirrede på brevet: “Som svar på Deres brev er det mig en glæde at kunne meddele Dem, at De på baggrund af Deres ansøgning til stillingen som hr-assistent er blevet udvalgt til første runde. De vil inden for kort tid modtage en indkaldelse til en faglig test, og hvis De klarer den overbevisende, vil De blive bedt om at komme til samtale.”

I betragtning af den tid det tog hende, vil jeg tro, at hun har læst det flere gange. Hun havde stadig frakken på, da hun dukkede op i døråbningen ind til kontoret og lænede sig op ad karmen. Hun holdt brevet i hånden. Hun lagde hovedet lidt på skrå mod højre. Det er én af hendes yndlingspositurer og sammen med en to-tre andre den, jeg bedst kan lide. Jeg ville tro, hun er klar over det. Når jeg ser hende stå på den måde, føler jeg mig overbevist om, at den kvinde har fået en nådegave. Der er en sørgmodighed over hende, en føjelighed, hvordan skal jeg formulere det, en dorskhed, der virker ekstremt seksuel og forfø19

Et beskidt job.indd 19

23/08/16 15.49

rende. Hun stod dér med brevet i hånden og betragtede mig. Jeg syntes, hun var meget smuk, eller meget attråværdig om man vil, så jeg havde en næsten ubændig trang til at knalde hende.

For mig har sex altid være et effektivt antidepressivt middel.

I starten, da jeg endnu ikke betragtede arbejdsløshed som en permanent tilstand, men blot som et forbigående irrita­ tionsmoment, var jeg særdeles anspændt, og jeg knaldede Nicole uafbrudt. I soveværelset, på badeværelset, ude i gangen.

Nicole har aldrig sagt nej. Hun har en veludviklet psykologisk sans, og hun var udmærket klar over, at jeg på den måde viste over for mig selv, at jeg stadig var i live. Senere gik min an­ spændthed over i decideret angst, og det første synlige resultat af denne ændring var, at jeg blev så godt som impotent. Vores seksuelle samvær blev en sjælden og kompliceret foreteelse.

Nicole var meget overbærende og tålmodig, men det gjorde mig blot endnu mere ulykkelig. Vores seksuelle barometer er fuldstændig i bund. Vi lader, som om vi ikke bemærker det, og at det ikke betyder det mindste. Jeg ved, at Nicole stadig elsker mig, men vores samliv er blevet meget mere kompliceret, og jeg tager mig selv i at tænke, at det ikke kan blive ved på den måde i al evighed.

Men lige nu står hun med brevet fra BLC-Consulting i hånden.

“Elskede,” siger hun. “Det er da helt fantastisk.”

Jeg sagde til mig selv, at det var tvingende nødvendigt at finde forfatteren til Charles’ sentens om Lucifer og håbet. For Nicole havde ret. Sådan et brev var ikke daglig kost, og i min alder samt i betragtning af, at jeg ikke havde arbejdet inden for branchen i fire år, burde jeg ikke have en chance ud af tre milliarder for at få stillingen, og alligevel begyndte Nicole og jeg at tro på det i samme sekund. Som om månederne og årene, der var gået, ikke havde lært os noget som helst. Som om vi begge to var et par uforbederlige jubeloptimister.

20

Et beskidt job.indd 20

23/08/16 15.49

Nicole kom hen til mig og gav mig et af sine våde kys, som gør mig helt rundtosset. Hun er tapper. At leve sammen med en depressiv person er noget af det allersværeste. Bortset fra selv at være depressiv, selvfølgelig.

“Men ved du ikke, hvem de rekrutterer for?” spurgte Nicole.

Jeg rørte ved musen, og BLC-Consultings website dukkede op. Firmaet har taget navn efter stifteren, Bertrand Lacoste. Én af de tunge drenge. Sådan en konsulent, der fakturerer 3.500 euro om dagen. Dengang jeg startede hos Bercaud med fremtiden for mig (og selv nogle år senere, da jeg indskrev mig som enkeltfagsstuderende på universitetet for at tage en coachinguddannelse), var en konsulenthaj af Bertrand Lacostes kaliber lige sådan en type, som jeg drømte om at blive: effektiv, altid på forkant over for kunderne og lynhurtigt klar med analyser og et batteri af managementløsninger i enhver tænkelig situation. Jeg blev aldrig færdig på universitetet, fordi vi fik pigerne i den periode. Sådan lyder den officielle forklaring. Nicoles version. Sandheden er, at jeg ikke havde talent nok til at gennemføre. Dybt nede er og bliver jeg en lønslave.

Jeg er prototypen på en mellemleder.

Mit svar til Nicole lød sådan her: “Annoncen er noget uklar. De taler om en ‘førende fransk industrivirksomhed’. Så jeg går ud fra, at den ledige stilling er i Paris.”

Nicole så til, mens jeg scrollede ned gennem de forskellige websites omhandlende arbejdsmarkedslovgivningen og efteruddannelse, som jeg havde brugt eftermiddagen på at læse.

Hun smilede. Mit kontor var fyldt med Post-its og noter, jeg havde tapet enkeltark op på hylderne i min reol. Det var, som om det først nu gik op for hende, at jeg havde arbejdet ihærdigt på sagen hele eftermiddagen. Hun er én af den slags kvinder, som har fuldt styr på alle dagliglivets detaljer. Hvis jeg har 21

Et beskidt job.indd 21

23/08/16 15.49

flyttet rundt på en genstand, ser hun det straks, hun træder ind i rummet. Den eneste gang jeg har været utro, for længe siden (dengang pigerne var små), opdagede hun det selvsamme aften. Også selvom jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, for at skjule det. Hun sagde ikke noget. Aftenen var tung at komme igennem. De eneste ord, der kom over hendes læber, faldt, da vi skulle til at gå i seng, og de blev sagt med træt mine.

“Alain, jeg orker ikke at snakke om det ...”

Så lagde hun sig ind til mig i sengen. Siden har vi ikke berørt emnet.

“Jeg har ikke en kinamands chance.”

Nicole lægger brevet fra BLC-Consulting på mit skrivebord.

“Det kan du ikke vide noget om,” siger hun og lægger frakken.

“En mand i min alder ...”

Hun vender sig igen om mod mig.

“Hvor mange ansøgninger tror du, de har modtaget?”

“Sikkert omkring tre hundrede.”

“Og hvor mange tror du, de har bedt om at komme ind til en test?”

“En tolv-femten stykker, ville jeg tro ...”

“Men hvorfor har de udvalgt din ansøgning blandt de tre hundrede? Har de ikke lagt mærke til din alder? Tror du, de har overset den?”

Selvfølgelig ikke. Nicole har ret. Jeg har tilbragt halvdelen af eftermiddagen med at vende og dreje forskellige teorier oven i hovedet. De peger alle på et helt usandsynligt faktum: Mit cv stinker langt væk af halvtredsårig mand, og hvis de sender bud efter mig, må det være, fordi noget i det har vakt deres interesse.

Nicole er meget tålmodig. Mens hun piller løg og skræl22

Et beskidt job.indd 22

23/08/16 15.49

ler kartofler, lytter hun til, at jeg fortæller hende i detaljer om alle de tekniske grunde, der kunne være til, at de har udvalgt mig. Nicole kan ikke undgå at lægge mærke til euforien i min stemme, som jeg forsøger at tøjle, men som jeg ikke kan holde nede. Det er over to år siden, jeg har modtaget et lignende brev. I værste fald får jeg normalt slet ikke noget svar, i bedste beder de mig om at skride ad hekkenfeldt til. Man indkalder mig ikke til noget som helst, for ingen interesserer sig for en fyr som mig. Da jeg fik brevet fra BLC-Consulting, gik jeg straks i gang med at opstille alskens hypoteser. Jeg tror, at jeg er nået frem til den rigtige.

“Jeg tror, det er på grund af den nye støtteordning.”

“Hvad for en støtteordning?”

Redningsplanen for seniorerne. Det ser ud til – og hvis myndighederne havde gjort sig den ulejlighed at spørge mig, kunne jeg have sparet dem alle deres sandsynligvis dyre undersøgelser – at seniorerne ikke længere er lang tid nok på arbejdsmarkedet. Og her tænker man i sagens natur på dem, der stadig arbejder. Det ser ud til, at de holder op med at arbejde, mens samfundet stadig har brug for dem. Det er slemt nok i sig selv, men det bliver værre endnu. Der findes seniorer, som gerne vil arbejde, men som ikke kan finde beskæftigelse.

Blandt dem, der ikke arbejder nok, og dem, der slet ikke arbejder, repræsenterer seniorerne et stort problem. Myndighederne har altså besluttet sig for at hjælpe alle, der tilhører denne kategori. De virksomheder, der tilbyder at huse gamlingene, kan tjene penge på dem.

“De er ligeglade med min erfaring, men de får dækket udgifterne og tildelt støtte.”

En gang imellem gør Nicole noget med munden, som skal udtrykke skepsis, hun skyder ligesom hagen lidt frem. Jeg elsker også, når hun gør det.

“Jeg tror, virksomhederne har penge nok,” siger hun, “og 23

Et beskidt job.indd 23

23/08/16 15.49

at de er fuldstændig ligeglade med de offentlige støtteordninger.”

Anden halvdel af min eftermiddag gik med at undersøge det med støtteordningerne. Og Nicole har som sædvanlig ret, argumentet holder ikke vand: De får kun refunderet udgifterne i de første måneder, og støtten dækker kun en brøkdel af cheflønningen på det her niveau. Desuden sættes den ned over tid.

Det holder ikke, og det har altså taget Nicole ganske få minutter at komme til den samme konklusion, som jeg har brugt en hel dag på at nå frem til: Hvis BLC kalder mig ind til en test, er det, fordi de kan bruge min erfaring.

I de sidste fire år har jeg slået knuder på mig selv for at forklare arbejdsgiverne, at en mand på min alder er lige så hårdtarbejdende som en yngre, og at min erfaring kan spare dem penge. Men det er noget journalistisk vrøvl, lige til en søndagsfeature i aviserne, og arbejdsgiverne slår sig bare på lår­ene af grin. I det her tilfælde har jeg for første gang indtryk af, at nogen virkelig har læst min ansøgning og seriøst over­ vejet mig til stillingen. Når jeg tænker på det, forestiller jeg mig, at jeg vil blive en bragende succes.

Jeg ville ønske, jeg skulle til samtale lige nu, og jeg har lyst til at skrige højt.

Men jeg styrer mig.

“Vi siger ikke noget til pigerne, vel?”

Nicole synes også, at det er det bedste. Det er hårdt for pigerne at se deres far være så desperat efter at finde et job. De siger det ikke højt, men ikke desto mindre er jeg klar over, at det billede, de har af mig, er noget ramponeret. Ikke på grund af arbejdsløsheden, næ nej, det handler nærmere om den effekt, arbejdsløsheden har haft på mig. Jeg er ældet, nedtrykt og trist. Jeg er blevet en rigtig dødbider. Og desuden ved de ikke noget om mit arbejde hos Apotekerleveringen. Det går 24

Et beskidt job.indd 24

23/08/16 15.49

bare ikke, at jeg først indgiver dem håb om, at jeg måske får arbejde igen, og så bagefter annoncerer, at det endnu en gang er endt i en fiasko.

Nicole trykker sig ind til mig. Hun sætter blidt pegefingeren på min bule i panden.

“Nå, lad mig så høre.”

Jeg gør mit bedste for at give anekdoten et komisk skær.

Jeg tror faktisk, jeg leverer den, så den bliver virkelig morsom.

Men Nicole synes overhovedet ikke, det er sjovt, at Mehmet har sparket mig i røven.

“Han er ikke en god fyr, ham det tyrkiske røvhul!”

“Det er ikke en særlig europæisk kommentar.”

Men også det forsøg på en vits falder til jorden.

Nicole stryger mig tankefuldt over kinden. Jeg kan se, at hun føler medlidenhed med mig. Jeg holder stoisk masken.

Alligevel føler også jeg mig tung om hjertet, og jeg forstår, at vi må befinde os i en følelsesmæssig delikat situation, siden hun stryger mig over kinden på den måde.

Nicole ser på min pande og siger: “Er du sikker på, at der ikke bliver mere ballade fra nu af?”

Måske skulle jeg gifte mig med en ubegavet kvinde næste gang.

Men så trykker Nicole sine læber mod mine.

“Vi kan være fuldstændig ligeglade,” siger hun. “Jeg er sikker på, at du får det job. Helt sikker.”

Jeg lukker øjnene og beder til, at min ven Charles blot er en makaber lyseslukker, og at hans historier om håbet og Lucifer intet har på sig.

Et beskidt job.indd 25

23/08/16 15.49

䠀䄀刀 䐀唀 䰀夀匀吀 吀䤀 䰀 䄀吀 䰀였匀䔀 嘀䤀 䐀䔀刀䔀㼀 䬀�䈀 䈀伀䜀䔀一 䠀䔀刀

FYENS STIFTSTIDENDE OM BRUDEKJOLEN

”DRILSK OG DJÆVELSK.” BERLINGSKE OM BRUDEKJOLEN

PIERRE LEMAITRE (f. 1950) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

På dansk er udkommet Alex (da. 2014), som bliver filmatiseret, Irène (da. 2014), Camille (da. 2015), kortromanen Rosy & John (da. 2015) og Brudekjolen (da. 2016). I 2013 blev Lemaitre ligeledes hædret

Alain Delambre er arbejdsløs på fjerde år. Han er 57 og tidligere HR-chef i en stor virksomhed og hutler sig igennem hverdagen med småjobs langt under hans kvalifikations- og lønniveau. Mismodet og desperationen præger hans liv. Da han en dag endelig går videre til næste runde i en jobansøgning som HR-assistent, er han parat til at gøre hvad som helst for at nå målet.

Rekrutteringsfirmaet planlægger den ultimative test for at finde den bedst egnede kandidat til jobbet: et rollespil udformet som en gidseltagning. Alain accepterer det usmagelige set-up og forbereder sig grundigt, men det går slet ikke som planlagt …

med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Vi ses

ET BESKIDT JOB er en selvstændig psykologisk thriller.

deroppe (da. 2014).

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

PIE RE LEMAIT E ET BESKIDT JOB

”PSYKOLOGISK HØJSPÆNDING.”

DEN DANSKE PRESSE OM BRUDEKJOLEN: NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

”ENDNU EN GENISTREG.” NORDJYSKE STIFTSTIDENDE OM BRUDEKJOLEN

FYENS STIFTSTIDENDE BERLINGSKE

PIE RE LEMAIT E ET BESKIDT JOB KRIMI

LINDHARDT OG INGHOF

DEN DANSKE PRESSE OM IRÈNE: BERLINGSKE FYNS AMTS AVIS KRIMIFAN

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX: FYENS STIFTSTIDENDE JYLLANDS-POSTEN POLITIKEN

DEN DANSKE PRESSE OM CAMILLE: BERLINGSKE ÅRHUS STIFTSTIDENDE BØRSEN