Emmy 0: Konfirmationshys? Hvem, mig??? - læseprøve

Emmy – Konfirmationshys? Hvem, mig???

Copyright © Mette Finderup og Carlsens Forlag, 2011 Illustrationer: Sussi Bech Omslagsdesign: Alette Bertelsen / Imperiet Sats: Kat·Art Trykt hos Livonia Print, 2011 Printed in Latvia ISBN 978-87-11-41083-7 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

I samme serie: Emmy – Konfirmationshys? Hvem, mig???

Emmy – Et nyt liv truer Emmy – Møgtur til Sverige Emmy – Den fedeste sommer – or not!

Emmy – Dramaqueen i Vestjylland Emmy – Goth Nytår Emmy – Nu med udvoksning Emmy – Tour de France Paris

Læs mere om Emmy på www.finderup.dk/emmy/

Emmy82.indd 2

28/10/11 12.36

Konfirmationshys?

Hvem, mig???

Illustreret af Sussi Bech

CARLSEN

Emmy82.indd 3

28/10/11 12.36

Tak til Skrivekredsen og mine facebookvenner for at svare på alt fra konfirmationsmenuer til gavebudgetter.

Særlig tak til sognepræster ved Sankt Jakobs Kirke Rasmus Nøjgaard og Mariann Schilder-Knudsen for at fortælle om, hvordan det er at være konfirmand anno 2011.

Og ekstra særlig tak til min mor, Mona Finderup, som oplevede at blive konfirmeret midt i en mangeltid i en helt vidunderlig brudekjole fra Amerika.

Emmy82.indd 4

28/10/11 12.36

Med guldtryk

Tirsdag d. 31. august Det er min mormor, der har givet mig den bog, jeg sidder og skriver i lige netop nu. Hun sad og ventede med den i køkkenet, da jeg kom hjem fra et mislykket forsøg på at lære at spille skak i ungdomsklubben (og ja, det var min mor, der pressede mig til skakforsøget. Hun er ved at være rimelig desperat for at finde en hobby til mig, og udvalget ER bare stærkt begrænset i Karleager og omegn).

Jeg hader allerede skak, men jeg elsker min mormor. Hun er varm og rund og smiler, hun bager fantastiske småkager, og hun giver sig tid til at høre om de nye afsnit i Girls & Greed, selvom hun aldrig kunne drømme om at se serien selv. Hun har også altid sagt, at jeg er sød og klog og pæn alt det andet, som mormødre skal huske at sige. Og i dag hev hun en pakke op fra tasken, så snart jeg var inden for døren. Jeg genkendte straks både formen og papiret: Kun boghandleren inde i Hejresø bruger grønt papir med pingviner på, når han pakker gaver ind. Eller er det ugler? Det er faktisk lidt svært at afgøre. Han må under alle omstændigheder have købt en rulle på tykkelse med Rundetårn, for han har brugt nøjagtig det samme papir altid. Også dengang, jeg var tre år gammel og fik grønt pingvinpapir med Bamse og Kylling indeni.

O 5 O

Emmy82.indd 5

28/10/11 12.36

“Til mig? Men jeg har jo slet ikke fødselsdag?” Jeg flåede selvfølgelig alligevel papiret op, før hun kunne nå at fortryde … og indeni lå denne bog. Den er megaflot med blanke sider, og jeg ELSKER at få lige præcis den slags ting fra boghandleren. Blyanter, viskelædere, et fedt penalhus, en fjollet blyantspidser. Alt sådan noget.

“Det er en dagbog,” sagde mormor. “Det er ikke meningen, du bare skal bruge den til at tegne kruseduller i.”

Den var værre. Jeg kan ikke lide dagbøger. Ikke siden dengang, min storebror stjal den, jeg havde, da jeg var ti, og afpressede mig til alt muligt. “Jeg skriver slet ikke dagbog,” sagde jeg og lagde den ærgerligt fra mig.

“Det kunne måske være en meget god ide, Emmy,” sagde mor og rejste sig for at lave mere kaffe. Min mormor drikker rigtig meget kaffe. Så meget, at jeg faktisk tror, hun i virkeligheden er halvt kaffe, halvt mormor.

“Men jeg har faktisk heller ikke tænkt den som en dagbog. Det var dumt at kalde den det. Nu skal du bare se,” sagde mormor og dykkede atter ned i tasken. “Hvor søren er den nu henne …?” mumlede hun så.

Mormors taske er kæmpestor, og hun har selv syet den af læder på en pensionisthøjskole. Jeg tror, hele verden kunne være nede i den taske, hvis hun fyldte den ud i alle hjørnerne. Min bror Martin har engang opgivet at finde hendes læsebriller nede i den. Jeg husker tydeligt, hvordan han sad og så helt fortabt ud, mens han spurgte, om der ikke var nogen, der havde en gps, han kunne låne, så han ikke farede vild.

O 6 O

Emmy82.indd 6

28/10/11 12.36

“Årh for pokker,” grinede mormor, hvorefter hun ­rejste sig beslutsomt og vendte bunden i vejret på tasken. Min mor nåede lige at gispe “NEJ, mor!” før det væltede ud med biblioteksbøger, læsebriller, læbestifter, brugte skrabe­lodder, papirlommetørklæder, mentolbolsjer og det seneste tilbudskatalog fra Bilka.

“Her var den!” hun udgravede triumferende en klar plastikpose fra bunken og holdt den op i lyset. Der var et lille slidt kladdehæfte indeni, og det så meget gammelt og en lille smule klamt ud.

“Denne lille bog skrev jeg i, da jeg skulle konfirmeres, og jeg fandt den helt tilfældigt den anden dag. Den var så sjov at læse igen, for jeg havde jo glemt det meste,” sagde hun og satte sig tilbage på sin køkkenstol. “Men her står både om præsten og om festen, og om min venindes heks af en storesøster … ja, min veninde er jo desværre død for længst, men storesøsteren, Oda, og hendes forbandede

O 7 O

Emmy82.indd 7

28/10/11 12.36

veninder lever stadig. Desværre.” Hun skubbede fem kvadratcentimeter af rodet til side, så der lige præcis var plads til den friske kop kaffe, min mor kom med.

“Og så tænkte jeg, at sådan en bog skulle du da også have at læse i, når du bliver sådan en gammel tudse som mig. Så det er ikke en ‘dagbog’. Det er en ‘konfirmationsbog’!”

Min mormor LIGNER faktisk lidt en tudse, og det virker fuldstændig usandsynligt, at hun nogensinde har været en helt almindelig pige, der er blevet konfirmeret. Men det var til gengæld en fremragende ide at lave en konfirmationsdagbog, for så kunne jeg jo skrive om alt det, der kommer til at ske inden den store dag. For selvom jeg først skal konfirmeres til foråret, snakker vi allerede nu en hel masse om det i klassen. Især pigerne. Jeg har allerede været på nettet og surfe efter kjoler og fundet det sted, vi skal holde festen, for det skal selvfølgelig være en helt perfekt dag, når der er så god tid til at forberede den i. Jeg mangler bare lige at få fortalt min skilsmissemor om mine planer og få hende til at sige ja til at hive tegnebogen frem for alvor.

Mormor blev ved med at pille ved sin plastikpose, og jeg spurgte hende om, hvordan det var at blive konfirmeret dengang i et helt andet årtusinde. Det fik hende til at lyse op i et stort smil.

“Det, jeg husker allerbedst var, at vi fik flæskesteg,” sagde hun og smilede som en flækket burgerbolle. “Suppe og flæskesteg og is. Det var fantastisk. Og der var nok til alle 30 gæster!”

Jeg syntes, det var meget mærkeligt at være SÅ glad for flæskesteg. Vi fik for eksempel flæskesteg i går, og det var O 8 O

Emmy82.indd 8

28/10/11 12.36

altså bare en helt almindelig mandag. “Var I meget fattige?” spurgte jeg (sult i barndommen ville muligvis kunne forklare, hvorfor mormor nu altid laver så meget mad, at man kan fodre en hel pensionistklub).

“Nej, men jeg blev jo konfirmeret lige efter krigen,” sagde hun. “Og der gik rigtig mange år, hvor der slet ikke var alt det mad, man gerne ville købe. Udvalget var meget småt, og min far samlede rationeringsmærker i et halvt år for at være sikker på, at der var flæskesteg nok til min konfirmation. I al den tid fik vi næsten ingen kød, så du kan tro, jeg nåede at blive træt af stuvet hvidkål!”

Jeg har som sagt allerede ret godt styr på, hvad vi skal have til min konfirmation. Vi skal have et eller andet rigtig fint kød. Oksemørbrad, tror jeg. Jeg kunne også godt tænke mig, vi fik noget, der var lidt anderledes, men på en af ­hjemmesiderne foreslog de rådyr til konfirmation, og man kan da ikke spise Bambi. Vi skal i hvert fald have Daim-islagkage til dessert.

Daim-islagkage er det bedste i verden … næst efter veninder!

“Lavede din mor så selv maden?” spurgte jeg. Jeg ved også allerede nu, min mor IKKE skal lave maden til min konfirmation.

“Nej, jeg tror ikke, min far turde lade mor få ansvaret for flæskestegen. Hun var jo helt ude af træning,” grinede mormor. “Og det var faktisk ikke noget, man gjorde selv, når der skulle være fest dengang. Der kom en kogekone, og O 9 O

Emmy82.indd 9

28/10/11 12.36

vi boede så langt ude på landet, at der kun var to, der var gode. Vi havde heldigvis bestilt den gode af dem i god tid.

Hun hed Snøvle-Katrine.”

Jeg ville helst ikke vide, hvor Snøvle-Katrine havde fået sit navn fra … slet ikke, når hun levede af at stå med snuden nede i andre menneskers konfirmationssuppe. Jeg var heller ikke sikker på, jeg havde lyst til at vide, hvad de kaldte den dårlige kogekone i mormors nabolag.

Mor hævede øjenbrynene hen over brillerne: “Nå, Emmy, hvad siger du til sådan et valg? Mors oksesteg eller SnøvleKatrine?”

Jeg tænkte, det nok ikke var lige nu, der var det rigtige tidspunkt at lufte min mening om min mors festmad. I stedet spurgte jeg mormor om noget meget vigtigere end maden.

“Hvordan så din kjole ud? Var det din mor, der syede den? Havde man overhovedet symaskiner dengang? Eller strøm?” Mor sparkede mig under bordet. Men mormor er heldigvis ligeglad med, at jeg driller hende med, hvor gammel hun er.

“De fleste syede selv eller fik syet dengang, men lige præcis min konfirmationskjole var noget helt særligt.”

Mormors øjne lyste. Mor himlede med sine. Det var tydeligvis en historie, der havde været fortalt før, men jeg havde IKKE hørt den.

“Efter krigen, var der en masse amerikanere, der havde dansk familie og gerne ville hjælpe danskerne. Loven sagde, de hverken måtte sende penge eller nyt tøj til Europa, men så gjorde de noget smart. De købte nyt dyrt tøj og O 10 O

Emmy82.indd 10

28/10/11 12.36

vaskede det, så det så krøllet og brugt ud, og så sendte de det til Danmark, så deres danske familier bare kunne stryge det. Min bedstemor kendte nogen, der havde fået en ufattelig flot hvid kjole hjem på den måde, fordi deres datter skulle giftes. Men hun kunne slet ikke være i den. Heller ikke selvom hun trak maven ind. Hun var tre numre for stor.

Hele byen talte selvfølgelig om det, og jeg plagede mine forældre i ugevis om at få den kjole. Til sidst tog vi op på gården og prøvede den. Den passede mig perfekt, og jeg kan huske, datteren sad og tudede over det inde i stuen ved siden af. Men vi fik lov at købe kjolen, og jeg var den fineste af ALLE konfirmanderne.” Min mormor strålede som en sol ved mindet. “Den var så smuk, at jeg senere også brugte den som brudekjole, men dér måtte min mor sy den lidt ind.”

“Var du tyndere, da du blev gift, end da du blev konfirmeret?” spurgte jeg vantro og så på min mormor, der siden troligt har lagt sig ud kilo for kilo. Hun kalder selv sine ekstra kilo for årringe. Ligesom dem, der er på et træ.

“Ja da,” sagde mormor stolt og fik min mor til at himle endnu mere med øjnene. Jeg har en fornemmelse af, at hun synes, hendes mor er nøjagtig lige så pinlig, som jeg synes, at hun er. “Men til gengæld kunne jeg ikke få sko til min konfirmation. Jeg havde meget store fødder, men til den fine hvide kjole, var det jo nødvendigt med pæne sko, og vi var nødt til at købe dem, der nu var, og de var to numre for små. Jeg sad med skoene på i en spand vand en hel aften, så de kunne udvide sig, men jeg kunne alligevel kun næsten passe dem. Jeg var en ren Askepot.”

O 11 O

Emmy82.indd 11

28/10/11 12.36

Hun strøg mig over håret. “Du skal da også være en rigtig prinsesse til din konfirmation, Emmy-skat? I dag er der jo ingen varemangel, så du kan vælge, lige hvad du vil have.”

“Ja! Og jeg skal have sko med hæl og dele roser ud til alle mine veninder,” sagde jeg. “Og jeg vil også være den flotteste af alle konfirmanderne, og vi skal holde verdens fedeste fest!”

Mor blev en smule stram i masken. “Lad nu være med at sætte alt for mange ideer i hovedet på hende,” sagde hun til mormor. “Emmy er allerede konfirmationshys, og der er otte måneder til.” “Åh, Dorthe, du har aldrig haft sans for eventyr!” Mormor kiggede forsvorent på mig. “Sådan har det altid været.

Din mor ville bare have sådan en rigtig kedelig lige-op-og -ned-kjole til sin konfirmation, og det var simpelt hen for trist, så hun fik ikke sin vilje. I stedet for købte jeg en helt fantastisk kjole med skulderpuder og lyserødt blondebælte og et kæmpestort skørt og de yndigste flæsestrømper og små nethandsker til hende. Hun lignede en drøm!”

Mor rystede på hovedet. “Det var et mareridt. Intet var pænt i 80’erne. Slet ikke den kjole!” Jeg huskede det store konfirmationsbillede af mor, der hænger hjemme i mormor og morfars dagligstue. Jeg forstod præcis, hvad mor mente.

Det eneste ved det billede, der var en lille bitte smule i orden, var handskerne.

Mormor tog den sidste tår af kaffen og rejste sig. Hun klappede mig på hovedet og sagde: “Men der er heldigvis stadig rigtig lang tid til din store dag, Emmy. Og jeg er O 12 O

Emmy82.indd 12

28/10/11 12.36

sikker på, du nok skal få fyldt siderne ud. Om ikke andet, så når du skal til præst. Dér får du brug for noget andet at give dig til, end at høre på hans brægen!”

“Mor!” udbrød mor.

“Men det er da rigtigt. De timer, vi havde hos præsten, er de kedeligste, jeg har haft i hele mit liv,” sagde mormor. Hun begyndte at lægge sine ting tilbage i sit mobile pulterkammer. “Og jeg var VIRKELIG dårlig til at huske salmevers.”

Vi begynder at gå til præst i morgen, og jeg frygter det værste. Martin siger ligesom mormor, at det er de kedeligste timer, han nogensinde har haft, men han gik også hos den gamle præst, Ole Knudsen, og alle sagde, at Ole Knudsen var så tør og tung, at han var bedre til begravelser end bryllupper. Han blev pensioneret i sommer, og jeg håber virkelig, at den nye præst er bedre. Han er i hvert fald yngre.

O 13 O

Emmy82.indd 13

28/10/11 12.36