Elefantstenen - læseprøve

3 15 mm

146 mm

9

Bapit bor i Thyborøn og ligner ikke de andre.

For han har spist alt for mange Nutella-madder, og så er hans mor fra Thailand. Bapits fiskerfar er død, og Bapit har arvet en hulsten, som hans far påstod er magisk: Hvis man kigger gennem hullet og ønsker noget, så går det i opfyldelse. Men det tror Bapit ikke på. Lige indtil det hele en dag bliver for meget.

Bapit kiggede på stenen, og så gjorde han det bare.

Han holdt stenen op for øjet og kiggede gennem hul­let, mens han hørte sig selv sige: ”Jeg ville ønske, at jeg ikke var Thyborøns tykkeste dyr!”

Der skete ikke noget, indtil han hørte et underligt prust og vendte sig om. Under en gade­lampe 20 meter længere fremme kom en kæmpestor elefant langsomt gående lige imod ham!

9 788711 330968

18 mm

9

146 mm

15 mm 3

Til Ellen

kapitel 1

“Min far sagde, at hvis man kigger gennem hullet og virkelig, virkelig ønsker noget, så går det i opfyldelse.” Bapit holdt hulstenen op for det ene øje og så ud på klassen.

Han var i gang med sit oplæg om Noget, jeg ved noget om. Der var som sædvanlig ikke mange, der hørte efter, hvad Bapit sagde. Ingen, faktisk. Og de gjorde heller ikke noget for at skjule det. Et par stykker lå hen over bordet med hovedet på armen. Andre gloede ud ad vinduet. Ja, selv hans klasselærer, Kjeld, så ud, som om han sov med åbne øjne.

Bapit var i tvivl om, hvad han nu skulle gøre. Han havde valgt at fortælle om sin fars gamle stensamling, som var fuld af sjældne og sjove sten. Han havde fortalt om, hvordan en myg var endt inden i ravstykket, om, hvad et forstenet søpindsvin var, og om, hvor uendelig lang tid det tager naturen at lave sådan et hul i en hulsten. Hans far sagde altid, at hulstenen var magisk, så det brugte Bapit som sådan en slags finale. Det passede jo selvfølgelig ikke, men når man holdt foredrag, var det altid godt at slutte af med noget sjovt. Nu stod Bapit der med hulstenen oppe for øjet 7

og følte sig dum, mens han ønskede, at nogen kunne redde ham ud af denne her situation.

I det samme bankede det på døren. Gennem hulstenen så Bapit inspektøren dukke op i døråbningen med en pige, der fik alle andre til at se kedelige ud.

Det var ikke hendes mærkelige tøj eller hendes korte, lyse hår. Det var mere det, hun sagde uden at sige noget. Måden, hun gik og stod på. Hun måtte være den nye pige i klassen fra København. Kjeld blev pludselig meget vågen og energisk.

“Kom ind, kom ind,” sagde han på den der overflinke måde, som voksne taler på, når de skal være ekstra søde.

“Så håber jeg, at I tager godt imod jeres nye klassekammerat,” sagde inspektøren.

Kjeld nikkede voksenvenligt og lagde hånden på pigens skulder og kiggede ud på klassen. “Kan I sige hej til Laura?”

“Hej!” svarede alle i kor, mens Kjeld lukkede døren, og inspektøren forsvandt lige så hurtigt, som han var kommet.

Bapit skyndte sig at putte hulstenen i lommen og gå ned på sin plads.

“Du glemte noget,” sagde Kjeld og rakte Bapit æsken med resten af stensamlingen. Bapit stak den hurtigt i tasken, mens han smugkiggede på Laura.

“Jeg har været lidt nervøs,” sagde hun og virkede ikke spor nervøs. Hun stod helt rank og kiggede ud over klassen og så smuk og anderledes ud.

“Nervøs? Hvorfor var du dog det?” smilede Kjeld, som om han forsøgte at vinde VM for flinke skolelærere.

8

Laura trak på skuldrene. “Måske synes I, at jeg er sådan en mærkelig københavnersnude?”

Kjeld begyndte at grine på sådan en lidt påtaget måde: “Nej, det gør vi da i hvert fald ikke.” Han skuede forventningsfuld ud over klassen. “Gør vi vel!”

“Nej, det med at være mærkelig, det har vi Bapit til,” sagde Philip.

“Ja, det har vi Bapit til!” gentog Niels, mens hele klassen grinede med.

“Så er det godt,” sagde Kjeld og prøvede at være den strenge lærer. Det var han til gengæld ikke særlig god til.

Men Philip holdt da kæft for en gangs skyld. Det var altid noget. Mens Kjeld viste Laura hendes plads, gik Philip op til tavlen. Det var hans tur til at fortælle om Noget, jeg ved noget om. Han havde sin computer med og gik i gang med at forklare, hvor smart den var.

Bapit hørte ikke efter. Han prøvede at lade være med at kigge på Laura, selv om han havde lyst. Hvor var det sejt, det, hun havde sagt. Bare sådan hvordan hun havde det. At hun var nervøs. Bapit kunne mærke, at hans ansigt begyndte at smile. Det føltes, som om det var lang tid siden, at han havde smilet på den måde, som om ansigtet var utrænet i at bruge de muskler.

Men smilet forsvandt hurtigt igen. Han så nemlig L ­ aura grine af et eller andet sjovt, som Philip åbenbart havde sagt.

Måske var det derfor, Bapit gjorde det.

9

Det var, som om lyset slukkede et øjeblik, og så sad han pludselig der med Philips nøgler i hånden. De måtte have stukket ud af hans taske. Bapit måtte have lænet sig frem fra sin plads og fisket dem op. Han måtte have gjort det meget hurtigt på et tidspunkt, hvor Philip skrev noget på tavlen med ryggen til.

I hvert fald kiggede Bapit nu på Philips nøglering i sin hånd. Den forestillede en haj. Hans ansigt smilede igen.

Men det var et andet smil end det, han havde mærket før.

Et smil, som Bapit ikke brød sig lige så meget om. Men det var bedre end ingenting.

“I dag skal vi arbejde på vores crawl!” råbte Kjeld, som også underviste i idræt.

Det rungede i den lille svømmehal, som lå der, hvor andre skoler har en gymnastiksal. Når man bor i Thyborøn, skal man helst blive fisker, og så er det en ret god ide at kunne svømme. Bapit kendte ikke nogen, der drømte om at blive fisker, når de blev voksne, men alligevel havde alle på skolen svømning i stedet for gymnastik.

Kjeld stod på et ben og spjættede med det andet ben og armene, da Bapit lagde mærke til, at Laura kiggede på ham.

Han vidste godt hvorfor. Bapit var den eneste i klassen, der ikke havde klædt om.

“Har du glemt dit badetøj?” hviskede hun. “Øh … nej, det er, fordi jeg har klorallergi,” svarede Bapit og krummede de bare tæer på det våde gulv.

10

hulstenen og elefanten indh 136 sider.indd 10

14/01/15 12.24

“Klorallergi?” gentog Laura. “Det har jeg aldrig hørt om.”

“Det er også meget sjældent,” sagde Bapit. “Men … øh … det er, fordi jeg er halvt thailænder, så er min hud … øh … meget følsom.”

“Okay?” udbrød Laura og hævede øjenbrynene. “Jeg troede, du var grønlænder!”

Philip spruttede af grin. “Grønlænder!” hviskede han til Niels og nikkede over mod Bapit.

Niels begyndte selvfølgelig at grine. “Grønlænder, ja, præcis!” gentog han.

“Stille!” Kjelds stemme fyldte igen den lille, klorlugtende svømmehal.

“Bapit er aldrig med til svømning. Han tør ikke,” sagde Philip til Laura og hoppede på hovedet i bassinet uden at have fået lov.

Kjeld gennede skyndsomt resten af klassen i vandet, mens Bapit lod sig glide ned i en hvid plasticstol. Han skulle ikke nyde noget af at lære at svømme. Eller det vil sige, han ville egentlig gerne lære at svømme. Han havde bare ikke lyst til, at de andre skulle se ham i badebukser. Han syntes, at han var alt for tyk til ikke at have tøj på. Derfor havde han fået en seddel med hjemmefra. Det der med klorallergi passede ikke. Men nogle fordele skal der være ved at have en mor fra Thailand.

Bapits mor kunne nemlig ikke læse dansk. Så han havde selv skrevet sedlen om klorallergi og printet den ud til sin 11

hulstenen og elefanten indh 136 sider.indd 11

14/01/15 12.24

mor. Han havde fortalt hende, at det var en tilladelse, hun skulle skrive under på, så han kunne gå til svømning. Kjeld var overraskende nok hoppet på sedlen med klorallergi-­ forklaringen, så fra første svømmetime havde Bapit set til fra en hvid plasticstol ved bassinkanten med ryggen til det store panoramavindue mod Vesterhavet.

Svømmetimen forløb ellers, som den altid gjorde. De andre havde det sjovt, mens Bapit sad og lavede lektier. Intet nyt i det, ud over Laura, som Philip selvfølgelig skulle spille op til. Han lavede saltoer fra enmetervippen og sprang på hovedet fra tremetervippen.

Irriterende blærerøv. Bapit lunede sig lidt ved tanken om, at han havde Philips nøgler i sin lomme.

Bagefter skulle Philip selvfølgelig også føre sig frem i drengenes omklædningsrum. “Hvad så, Bapit! Er hende Laura ikke lige noget for dig?”

Bapit svarede ikke. Han tog bare sin taske og gik hen mod udgangen.

“Nåååh, du skal da ikke give op på forhånd. Hun synes sikkert, at du er vildt sød. Det er jo ikke det ydre, det kommer an på, Bapit!”

De andre grinede.

Bapit tog i dørhåndtaget til udgangen. Han vendte sig mod Philip og vidste nøjagtig, hvad han burde sige: Luk røven, din idiot! Det stinker, når du snakker! og så skulle han gå ud og smække med døren! Men ordene blev siddende i halsen, og der kom kun en underlig lyd ud.

12

hulstenen og elefanten indh 136 sider.indd 12

14/01/15 12.24

“Hvad siger du? Jeg forstår altså ikke grønlandsk,” grinede Philip.

“Det gør jeg heller ikke,” sagde Niels.

Alle drengene grinede med. Og Bapit listede ud uden at smække med døren.

“Idiot,” sagde Bapit stille, mens han gik ud i skolegården. Nu var det åbenbart ikke noget problem at sige det.

Men det var ikke kun, fordi han sagde det for sig selv. Det var også, fordi han sagde det til sig selv. For en idiot, det var lige præcis det, han følte sig som.

Men den, der ler sidst, ler bedst.

hulstenen og elefanten indh 136 sider.indd 13

14/01/15 12.24

3 15 mm

146 mm

9

Bapit bor i Thyborøn og ligner ikke de andre.

For han har spist alt for mange Nutella-madder, og så er hans mor fra Thailand. Bapits fiskerfar er død, og Bapit har arvet en hulsten, som hans far påstod er magisk: Hvis man kigger gennem hullet og ønsker noget, så går det i opfyldelse. Men det tror Bapit ikke på. Lige indtil det hele en dag bliver for meget.

Bapit kiggede på stenen, og så gjorde han det bare.

Han holdt stenen op for øjet og kiggede gennem hul­let, mens han hørte sig selv sige: ”Jeg ville ønske, at jeg ikke var Thyborøns tykkeste dyr!”

Der skete ikke noget, indtil han hørte et underligt prust og vendte sig om. Under en gade­lampe 20 meter længere fremme kom en kæmpestor elefant langsomt gående lige imod ham!

9 788711 330968

18 mm

9

146 mm

15 mm 3