Dybet - læseprøve

I 1993 begår to drenge en forfærdelig forbrydelse, og politiet giver dem nye, hemmelige identiteter for at undgå

Fyns Amts Avis Fås som paperback, e-bog og lydbog.

hævnaktioner.

23 år senere opsøger den ene af dem privatopdageren

Krimifan.dk

Ravn, for at få ham til at finde sin gamle skolekammerat.

En række bestialske overfald har vakt hans mistanke om, at den anden har genoptaget mønsteret fra sin brutale Berlingske

fortid.

Ravn er i tvivl om sin anonyme klients motiver. Men da en

Krimifan.dk

ung kvinde bliver dræbt, præcis som han har forudsagt, efterforsker Ravn sagen. Jagten på den identitetsløse

Fyens Stiftstidende Fås som paperback, e-bog og lydbog.

morder tager sin begyndelse.

saxo.com

DYBET er fjerde selvstændige krimi i serien om privatopdageren Ravn, der efterforsker sager med forsvundne personer.

Serien er solgt til udgivelse i 20 lande.

Politiken

Berlingske

Fås som paperback, e-bog og lydbog.

Fyens Stiftstidende

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET

Jyllands-Posten

MICHAEL KATZ

FOTO: THOMAS A

Jyllands-Posten

MICHAEL KATZ KREFELD DYBET

Ondskaben kender ingen grænser

Politiken

KREFELD MICHAEL KATZ KREFELD, født 1966, debuterede som romanforfatter i 2007 med FØR STORMEN, der indbragte ham Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Siden fulgte PANS HEMMELIGHED, PROTOKOLLEN og SORT SNE FALDER, der blev kåret til Bedste Danske Krimi i 2012 og nomineret til Glasnøglen, som tildeles bedste skandinaviske krimi.

Michael Katz Krefeld har senest udgivet fire bøger i Ravn-serien om privatopdageren Thomas Ravnsholdt, der bor i sin båd i Christianshavns kanal. Serien er foreløbig solgt til 20 lande.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

LINDHARDT OG RINGHOF | KRIMI

Facebook.com/KatzKrefeld michaelkatzkrefeld.dk

Michael Katz Krefeld

Dybet

LINDHARDT OG RINGHOF

Dybet.indd 3

21/09/16 14.53

Dybet © Michael Katz Krefeld & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2016 Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet Forfatterfoto: Thomas A Bogen er sat med Palatino hos LYMI DTP-Service og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2016 ISBN 978-87-11-54363-4 1. udgave, 1. oplag Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

Dybet.indd 4

21/09/16 14.53

“Den, der kæmper mod uhyrer, må se til, at han ikke selv bliver til et.”

Fri edri ch Nietzsche

“Exit: light Enter: night Take my hand We’re off to never-never land.”

Metallica

Dybet.indd 5

21/09/16 14.53

Til Lis, fordi du er den, du er.

Dybet.indd 6

21/09/16 14.53

1.

Hvidovre, 1993 Det var blevet mørkt. Og frosten bed. Klokken var ni om aftenen. Morten spænede afsted. På flugt. Rædselsslagen som aldrig før i sit 12 år lange liv. Med hætten på parkacoaten oppe om hovedet. Med hjertet bankende i halsen. Han løb uden at ænse, at det syrede i benene. Uden at mærke kroppen, der var ved at segne. Han løb i det tiltagende snefald, som stod om ham som ildfluer. Løb mellem Rosenhøjs grå boligblokke, der lå som fæstningsanlæg langs motorvejen. Han var på vej hjem.

På vej, indtil han faldt på det isglatte fortov. Han kom op igen.

Forslået uden at ænse det. Løb mod den sidste opgang i karreen. Forcerede trapperne i uformindsket tempo, mens Metallica spillede hele vejen op til tredje sal fra en underbos lejlighed.

Han havde nøglen fremme. Låste sig ind. Entreen flød med tøj og støvler. Lejligheden lugtede muggent og af billig pot. Præcis som den plejede. Gennem den åbne dør ind til stuen fik han øje på papbrødrene i sofaen. Begge sad i tanktops og joggingbukser. Begge var i gang med at tømme kassen med øl, der stod plantet midt på kakkelbordet.

– Hey, taber, kaldte Patrick, den ældste af dem, og kommanderede Morten ind i stuen. Men Morten stoppede ikke. Han fortsatte gennem entreen og låste sig inde på badeværelset.

Han forsøgte at få vejret, men det kom kun stødvis tilbage. Han 7

Dybet.indd 7

21/09/16 14.53

stillede sig ved den beskidte håndvask og så på sig selv i det fedtede spejl. Spejlbilledet gjorde ham bange. Han havde aldrig haft fregner før, men nu var hans magre ansigt spættet. Spættet af blod. Han så ned på sine hænder, hvor blodet sad i skorper.

– Taber, luk op, for helvede!

Der blev buldret hårdt på badeværelsesdøren. Morten skruede op for begge vandhanerne og begyndte at skylle hænderne fri for blod. En andens blod.

– Luk op, eller du får jordens største røvfuld.

Han pøsede vand i hovedet, men det var, som om blodet ikke ville gå af. Han flåede parkaen af og begyndte at tørre sine hænder og ansigtet i det kunstige for. Han så sig i spejlet. Trak en størknet klump ud af det halvlange, mørke hår. Han var ren.

Så godt som. Frakken gemte han blandt snavsetøjet i den overfyldte vasketøjskurv. Han låste badeværelsesdøren op.

Papbroderen Patrick på 17 kom væltende ind. Hans øjne var slørede af bajer og hash. Alligevel ramte lussingen, han tildelte Morten, præcist. – Hvad har du lavet, pomfrit? Hvorfor kommer du først nu?

– Ikk’ noget, svarede Morten og tog sig til kinden. Han møvede sig forbi Patrick og videre ud i entreen.

Patrick vendte sig om efter ham. – De gamle er tossede. Der venter dig en herre omgang, når de kommer hjem.

– Hvor er de henne? Hvor er Ivan og min mor? mumlede Morten på vej ind på drengenes fælles værelse.

– Hvor tror du selv? På centerpubben, selvfølgelig. Hold kæft, hvor får du prygl.

Morten kunne høre Patricks hakkende grin, mens han lukkede døren. Det var et grin, som Patrick havde kopieret fra den dér nye tv-serie, Beavis and Butt-Head.

Morten smed sit tøj på gulvet og krøb ned under dynen. Her lugtede trygt af hans egen sved og lidt af sure sokker. Han lukkede øjnene og forsøgte at holde de tanker ude, som var ved at få hans hoved til at eksplodere: Pigen-Hulen-Mørket. Pigen-Hulen-Mørket. Pigen-Hulen-Mørket. Han begyndte at græde og 8

Dybet.indd 8

21/09/16 14.53

bad til Gud. Små, korte bønner. Han bad kun sjældent, kun når tingene så sortest ud. Selv om det aldrig havde hjulpet. Hverken mod tæsk eller Ivans nattebesøg med “pilfingeren”.

– Kære Gud, sørg for, at ingen opdager det, vil du ikke nok?

Han havde brug for, at Gud lyttede og svarede, bare denne ene gang. Men Gud forholdt sig som regel temmelig tavs på Vestegnen.

Dybet.indd 9

21/09/16 14.53

2.

Hvidovre 1993, syv timer tidligere Street Fighter II stod der med flammeskrift hen over tv-skærmen, mens det tempofyldte elektroniske tema fra Nintendospillet strømmede ud fra højtaleren. En kamp på liv og død mellem KEN, den blonde amerikanske karatemester, og E. HONDA, Japans stærkeste sumobryder, var i gang. Morten og Kasper maste knapperne på deres controllere i bund, så deres tommelfingre blev hvide. De puffede til hinanden, mens de kæmpede om den sparsomme plads foran tv-skærmen. Morten, der var et hoved højere end Kasper, gjorde sig bred i sin slidte grønne parkacoat.

– Skrid, pomfrit. Du fylder det hele.

– Selv pomfrit, svarede Kasper og jog en albue i siden på Mor­ten og generobrede de tabte centimeter. Han trak snottet, der løb, tilbage i næseboret med et kraftigt grynt.

I det næste minuts tid var luften tyk af cirkelspark, uppercuts og flyvende ildkugler. Til sidst havde Kaspers figur fået overtaget.

– Du bli’r smadret nu, sagde Kasper og sendte et afgørende uppercut mod E. HONDA, der faldt tungt.

Kasper grinte hånligt, mens KEN på skærmen sendte et V-tegn ud mod drengene. Som Kasper stod dér med sit blonde, tjavsede hår og den dyre røde dynejakke, mindede han Morten om KEN, og han fik lyst til at sparke ham i løgene.

10

Dybet.indd 10

21/09/16 14.53

Et høj pift efterfulgt af et Hey, I to! fik drengene til at vende sig om.

Fra den anden ende af FONA-butikken kom butikschefen farende. Med sit tynde overskæg og håret, der var klippet kort foroven og holdt langt i nakken, lignede han en udbrændt bundesligaspiller. Han stillede sig op foran drengene med hænderne i siden. Bag ham lyste væggen af fjernsynsapparater med gruppen Cut’N’Move, der sang om “Peace, Love & Harmony”.

– I har kar’ntæne, sagde butikschefen med flad vestegnsdialekt. – Som i livsvarig.

– Vi mangler sidste runde, svarede Kasper.

– I mangler at komme ud i en fart, svarede bestyreren og rev controlleren ud af hånden på ham. – Hvis jeg ser jer her i butikken igen, får jeg fat i centervagten.

– Grineren. Og hvad skulle han gøre? svarede Morten og knejsede med nakken.

Butikschefen plirrede med øjnene, mens han forsøgte at genfinde den autoritet, han aldrig havde haft.

– Ja ... eller politiet ... ud med jer!

– Nederen, vi har ikke gjort en skid, vrissede Kasper og missede med øjnene.

Butikschefen målte dem med et køligt blik. Det standsede ved lommerne på deres overtøj, der bugnede som kindposerne på et egern i gang med at samle forråd.

– Hvad har du taget? spurgte han og stirrede på Morten.

– Ikk’ en skid, svarede Morten og smed controlleren fra sig.

Han trak Kasper i ærmet. – Kom, vi skrider fra det her skodsted.

Et par butiksassistenter havde stillet sig op bag deres chef, og muren af blå skjorter var efterhånden overvældende. – Hvad har I taget?

– Ikke noget, for helvede, svarede Kasper og trak sine luffer og en halv pose Matador Mix op af lommen som bevis.

– Jeg vil ikke se jer her igen, forstået?

11

Dybet.indd 11

21/09/16 14.53

Da drengene kom ud på Store Torv i midten af det øde butikscenter, slog de sig ned på en af de tomme bænke. Morten fandt en pose vingummier frem, som han begyndte at kværne.

– Hva’ ska’ vi nu, spasser? spurgte Kasper.

– Aner jeg da ikk’. Selv spasser.

– Hvad tog du derinde?

– Batterier.

– Til hvad?

Morten trak på skuldrene. Han anede aldrig, hvad han skulle bruge det, han stjal, til. For ham handlede det om at stikke så meget som muligt i lommerne. Det meste smed han alligevel ud igen, så han ikke blev afsløret, når han kom hjem.

– Vil du se noget herre sjovt? Kasper ventede ikke på Mortens svar. Han sprang op fra bænken og gik over til Matasbutikken, hvor en blå barnevogn holdt ved indgangen. Han løsnede bremsen og skubbede barnevognen rundt om hjørnet og parkerede den der.

Da han vendte tilbage, så Morten undrende op på ham.

– Hvorfor fanden gjorde du det?

– Vent nu.

Lidt efter kom en ung kvinde ud fra butikken, mens hun talte sine penge. Da hun kiggede op fra sin pung og så, at barnevognen var forsvundet, satte panikken ind. Hun løb først til den ene side og så til den anden, mens hun spejdede rundt med munden åben i chok. Da hun i næste nu fik øje på barnevognen, skyndte hun sig derhen og så ned til barnet for at sikre sig, at det var i god behold.

– Så du, hvor bange hun blev? Så du det? lo Kasper.

Morten trak på skuldrene. I det samme spottede han den skaldede centervagt, der sammen med bestyreren fra FONA var på vej over Store Torv med kurs direkte mod dem. – Shit, stikkersvinet har sladret.

Med centervagten i hælene spænede drengene ned ad den lange, smalle butiksgang, som førte mod Stationscenterets hoved­ indgang. Udenfor spurtede de gennem rækkerne af cykelstati12

Dybet.indd 12

21/09/16 14.53

ver og videre hen over Hvidovrevej, hvor bilerne tudede efter dem. Da de nåede sikkert over på den anden side, vendte Morten sig om og så, at centervagten stadig stod på den anden side af vejen og havde opgivet forfølgelsen. De sendte ham hver en fuckfinger.

– Vi skal have hævn, vi skal, sagde Kasper og knyttede næverne, som han stak i lommen. – Herre meget hævn!

Dybet.indd 13

21/09/16 14.53

3.

Morten lænede sig op ad det røde læskur. Han så ud over engen, der strakte sig ned gennem Hvidovres Præstemosekvarter med de gule rækkehuse på hver side og deres skole længst væk. Drengenes gummisko var gennemblødte efter at have krydset den sjappede eng, og deres tæer føltes som isklumper.

Fra daginstitutionens legeplads, bag ved læskuret, lød der høje råb fra de legende børn.

– Hvornår skal du være hjemme? spurgte Kasper og proppede en håndfuld labre larver i munden.

– Bestemmer jeg selv.

– Troede ellers, at din far var herre streng?

– Ivan er min papfar. Hvad med dig?

Kasper trak på skuldrene og proppede endnu en håndfuld i munden. – Alt er roligt. Den gamle er væk for tiden.

Kasper så væk. – Hold kæft, hvor jeg smadrede dig i Street Fighter.

– Som om, svarede Morten og sendte ham et hånligt smil med tænderne fulde af lakrids. – Den stod ét-ét. Hvis vi havde spillet den afgørende kamp, havde jeg smadret dig med et Hongkong-slag. Han løftede hånden og langede Kasper en lammer.

– Av, din nød! råbte Kasper og gav ham et skub. – Det hedder da et håndkantslag, ikke Hongkong, er du dum eller hvad?

– Der er også noget, der hedder Hongkong-slag, det er meget kraftigere.

14

Dybet.indd 14

21/09/16 14.53

– Med løg på.

– Det er sgu da rigtigt.

Kasper rystede på hovedet ad ham. – Sinke. Vis mig, hvad du ellers har stjålet.

Morten tømte lommerne for tyvekoster, der talte en stjerneskruetrækker, et par poser Mågeklatter, en pakke Jenka-tyggegummi, to Raiders, en pose med træklemmer og ti meter tørre­ snor, en Coca-Cola-yoyo, en lighter, nogle badges med forskellige motiver, en pakke AA-batterier og en dåse gul spraymaling.

– Hvad fanden skal du med alt det lort? Kasper tog dåsen med spraymaling ud af hånden på Morten. Han vendte sig om mod skuret og begyndte at male hen over de røde planker. Lidt efter havde han tegnet en kæmpe pik med klunker.

– Den ligner centervagtens, sagde Morten.

Drengene flækkede af grin, og Kasper kom til at trykke på spraydåsen, så en sky af maling ramte Mortens ene ærme.

– Pas på, din spasser. Morten tog sig til ærmet og så, at der var kommet en gul plamage ved det ene håndled.

– Det gamle lort er kun blevet pænere, svarede Kasper overstadigt og skulle til at sprøjte på ham igen.

Morten sparkede dåsen ud af hånden på ham. – Stop det. Jeg gider ikk’ få ballade.

– Slap dog af, råbte Kasper og samlede dåsen op. Han vendte sig om og så hen mod indhegningen til legepladsen. – Shit, hvor de larmer, de små lorteunger. Får lyst til at smadre dem.

Han gik hen til den indhegnede legeplads og stillede sig tæt på trådhegnet. Med læberne presset mod det våde hegn suttede han på den kolde ståltråd, mens han stirrede på børnene, der løb rundt i næsten ens flyverdragter.

Morten pakkede den ene Raider ud og gik op til Kasper ved hegnet. – De ligner pingviner i de der dragter, sagde han med munden fuld af chokolade. Han skød parkacoatens hætte op og holdt hænderne ned langs siden, mens han vraltede rundt.

– Hvor er du barnlig, vrængede Kasper.

Morten stoppede forlegen og slog hætten ned igen.

15

Dybet.indd 15

21/09/16 14.53

– Små svin. Det er, hvad de er, sagde Kasper og sendte en spytklat ind gennem maskerne i trådhegnet. – Dumme, hylende og svage. De lugter fandeme også af lort.

– Og af røv.

– Røv og lort er da det samme, svarede Kasper. – Vi burde smadre en af dem. Så de alle sammen bliver bange. Så de lærer at opføre sig ordentligt.

– Ja, eller nakke dem med et Hongkong-slag.

Kasper vendte sig om mod ham. – Jeg mener det. Det er ikk’ nogen leg, det her. Vi får fat i en af de møgunger, og så banker vi ham.

Morten genkendte blikket i Kasper øjne. Det var det samme mørke blik, han altid fik, inden de lavede ballade. Morten skød brystet frem. – Jeg mener det da også. Men der er et herre højt hegn, og hvad med pædagogsen?

Han nikkede i retning af legestativet og manden med tophuen, som træt skubbede til en gynge.

Kaspers blik søgte langs trådhegnet, mens han skridtede området bag ved legepladsen af. Da han nåede hen til hjørnet, vinkede han Morten til sig. Ved den ene pæl, som trådhegnet var fæstet til, sad den nederste del løs. Kasper satte sig på hug og flåede i hegnet, der gav sig lidt, men ikke nok til, at de kunne presse sig ind under. – Pik og lort!

– Vi graver, sagde Morten og fandt skruetrækkeren frem fra lommen. Han begyndte at hakke i jorden og fik løsnet nogle klumper, som Kasper fjernede med hænderne. Arbejdet opildnede drengene, der knoklede med at få gjort hullet stort nok, til at de kunne krybe under. Da de var næsten færdige, hørte de pædagogen kalde børnene ind til eftermiddagssaft.

De opgav gravearbejdet og lænede sig op ad trådnettet. Begge svedte og lynede overtøjet halvt ned. – Gider vi vente på, at de kommer ud igen? spurgte Morten.

– Nej, det er for nederen, svarede Kasper. – Har du mere guf?

Morten gravede i lommen og gav ham den sidste Raider-bar.

– Hvad er klokken? Tror du, skolen er forbi?

16

Dybet.indd 16

21/09/16 14.53

– Mener du for i dag?

– Ja, hvad ellers?

Morten trak på skuldrene. Når det kom til noget med skolen, var han den dårligste at spørge til råds. Indimellem blev han i tvivl, om det var femte eller sjette klasse, han gik i. Måske skyldtes det hans høje fravær, eller de mange skoleskift, eller al hans rykken op og ned i klasserne, eller også at han vitterlig var så dum, som alle sagde, at han var. Det eneste, han med sikkerhed vidste, var, at han blev våd i røven af at sidde her på jorden, så han rejste sig op.

– Hva’ lavser I? lød det bag dem.

Drengene vendte sig om mod den lille, blonde pige i den lyserøde flyverdragt. – Hva’ lavser I? gentog hun, mens snottet løb ned over det, som sad størknet mellem næse og mund.

Morten så på hende med væmmelse. – Smut, pomfrit!

Pigen, der var fyldt tre, stirrede overrasket tilbage.

– Har du fået glosuppe, skrid! forsøgte han igen.

Kasper gav Morten et puf i siden og tyssede på ham. Han smilte ind til pigen bag hegnet. – Hej, hvad hedder du?

Pigen så på Kasper uden at svare.

– Fortæl mig, hvad du hedder.

– Ma-ri-a, lød det spagt.

– Ma-ri-a. Vil du ha’ noget slik? Han holdt chokoladebaren frem for sig.

Maria rørte sig stadig ikke ud af stedet, og Kasper fandt posen med labre larver frem fra lommen og knitrede med den.

– Vi har masser af slik herude, vil du slet ikke ha’ noget?

Maria snøftede og gik langsomt hen til hegnet.

– Hva’ laver du? spurgte Morten Kasper. – Hvorfor gi’r du hende vores sidste slik?

– For at lokke hende, hviskede Kasper, mens han smilte stort til Maria.

Da Maria prøvede at nå chokoladebaren gennem trådnettet, fjernede Kasper den hurtigt. – Nej. Du bliver nødt til at komme herud, hvis du skal have slik. Det kan du nok forstå. Kasper 17

Dybet.indd 17

21/09/16 14.53

tog fat i hegnet og fik Morten til at hjælpe med at holde det op.

– Skynd dig, hvis du vil have slik. Skynd dig.

Maria bukkede sig og maste sig ud gennem den trange passage, de havde gravet. Da hun rejste sig, var hendes flyverdragt mudret til. Kasper smilte til Morten. – Hun ligner en lille gris nu.

Morten kunne ikke lade være med at grine.

Maria stak hånden frem, og Kasper brækkede et stykke af Raideren, som han gav til hende. – Her, lille gris.

Morten spejdede rundt for at se, om der var nogen i nærheden, men både engen og legepladsen var fuldstændig tom.

– Hvad gør vi?

– Gemmer hende.

– Hvorfor? Skal vi ikke bare skride, inden der kommer nogen?

– Gemme er sjovere. Gemme er meget, meget sjovere. Vi får de voksne til at skide i bukserne af skræk. Mørket i Kaspers øjne viste sig igen.

Morten kunne godt lide tanken om at få de voksne til at skide i bukserne. Han kunne ligefrem se det for sig, selv om han godt vidste, at Kasper ikke mente det bogstaveligt.

Kasper tog Marias lille hånd. – Kom, vi skal vise dig noget herre sjovt.

Pigen-Hulen-Mørket.

Dybet.indd 18

21/09/16 14.53

4.

Christianshavn, nutiden Formiddagsregnen faldt tungt ned over de fortøjede både, der lå side om side i Christianshavns Kanal. Fra den gamle Grand Banks-trawler steg en svag, hvid røg op fra brændeovnens smalle skorsten mod den triste martshimmel. I kahytten sad Ravn sammen med Robert Nielsen, direktør og ejer af Robert Nielsen Automobiler ApS. Eneforhandler af Citroën og Hyundai med domicil ude på Amager. Robert var en kraftig mand og virkede unaturligt stor i den trange kahyt, som Gulliver i lilleputternes land, men uden Gullivers gode udseende. Han var klædt i en hvid firmaskjorte med sit navn trykt på den ene flip og logoerne fra de to bilmærker, han solgte, på den anden. Robert bed i sin knyttede næve, mens han med et tomt blik betragtede skærmen på den bærbare computer, Ravn havde vendt mod ham. Ravn blev ved med at trykke på mellemrumstasten, så billederne, han havde taget, fulgte i en hurtig stime. Optagelserne viste R ­ oberts kone, Bente, sammen med hendes elsker et øde sted ude på Amager Fælled, hvor de efter at have gået hånd i hånd langs skovbrynet satte sig ind på bagsædet af en bil og havde sex.

Meget sex. Robert missede med øjnene og rykkede tættere på skærmen for bedre at kunne se de kornede optagelser. Klog af skade tog Ravn fat om computeren for hurtigt at kunne bringe den i sikkerhed, hvis Robert skulle finde på at afreagere.

19

Dybet.indd 19

21/09/16 14.53

– Skal jeg stoppe, Robert?

Robert svarede ikke.

– Skal jeg stoppe, så du selv kan se materialet igennem derhjemme?

– Nej nej, lad os se det til ende, svarede Robert ud gennem sin knyttede næve.

Ravn fortsatte, mens regnen trommede en langsom march på taget. Da fotoserien var kørt til ende, satte Robert sig tilbage i sofaen og stirrede modløs frem for sig. Der gik lang tid, før han sagde noget.

– Af alle vores biler tog hun Berlingoen. Ud af vores samlede bilpark på over 100 køretøjer valgte hun at kneppe med ham i Berlingoen. Hun kunne have valgt Picassoen, C4’eren eller sedanen, den store 5’er, men nej, Berlingoen, den valgte hun.

Han trak på skuldrene. – Men der er selvfølgelig også masser af plads på bagsædet.

– Robert, jeg forstår godt, hvor hårdt det må være at blive konfronteret med det her. Det var også derfor, jeg advarede dig, inden jeg gik i gang. Nogle gange er det bedre at lade tingene ligge ...

Robert, der stadig virkede chokeret, slog afværgende ud med hånden. – Det er o.k. Jeg er o.k. Hellere få syn for sagen, som man siger. Flotte billeder, meget professionelt optaget, hvilket kamera bruger du?

Ravn trak på skuldrene. – Bare et Canon, med zoom.

– Taget på Fælleden, ikke? Jeg kender området, meget fredeligt, men det var vel også derfor, hun valgte det til at ... Han tog en dyb indånding for ikke at begynde at græde. Det mislykkedes, og han hulkede, så tårerne drev ned over hans runde kinder. – For fanden da også, hvordan kunne hun?

Ravn klappede taktfuldt computeren sammen.

– Vi skulle have kørt til Harzen i påsken, sammen med ungerne og min mor. Hvad fanden skal jeg nu sige til dem? Det er ødelagt, det hele, ødelagt. Ødelagt.

– Ja, det er noget møg, svarede Ravn. Det var det bedste, han 20

Dybet.indd 20

21/09/16 14.53

kunne finde på at sige. Denne del af jobbet var ikke hans stærke side.

Robert hamrede næverne ned i det lille sofabord, og glasset med vand skvulpede over. – Fandens til møgluder. Forbandede lorteluder. Møgsæk. Er du klar over, hvor lang tid det er siden, vi har haft sex sammen?

Ravn rystede på hovedet og håbede, at Robert ville forskåne ham for yderligere oplysninger.

– Otte måneder. Otte måneder med klør fem som eneste selskab, sagde han og kørte hånden gestikulerende frem og tilbage. – Og så ligger hun og puler ved siden af. Han rystede på hovedet og tørrede sine kinder. – Hvordan har hun mødt ham?

Hvor kender hun ham fra?

– Aner det ikke. Jeg har kun fulgt hende siden i torsdags. Du sagde selv noget med, at hun var meget på nettet?

– Fandeme en underdrivelse. Hun sidder konstant med snotten nede i sin iPhone. Og når man spørger, hvad hun laver, kommer standardsvaret: Jeg er på Faaaacebook, vrængede han med en pibende stemme.

– Måske er det dér, de er mødtes, eller på en onlinetjeneste?

Måske har hun en datingprofil?

– Datingprofil? Som en kontaktannonce? Hun søger ligefrem efter dem? Hun søger efter at få pik? Er det dét, du siger?

Ravn trak på skuldrene. – Som sagt ved jeg det ikke, men det er da en mulighed. Det kan også være, at hun måske har mødt ham i jeres forretning? Er det i virkeligheden ikke underordnet?

– Nej nej, ikke i butikken, sagde han og rystede på hovedet.

– Det tør hun fandengalemig ikke ... Pis, udbrød han og knugede hænderne igen. – Hvad skal jeg sige til mine ansatte? De kommer til at grine deres røv i laser.

Han knaldede til bordet igen, denne gang så glasset væltede, og vandet løb ud over det hele.

– Robert! Nu må du slappe lidt af, sagde Ravn og rejste sig for at finde en klud i køkkenet overfor. – Tag hjem og få en 21

Dybet.indd 21

21/09/16 14.53

snak med hende, og glem, hvad alle andre skulle mene om det her ...

– En snak? sagde han hånligt. – Nu er du måske også ægteskabsrådgiver? Privatdetektiv og ægteskabsrådgiver, er det dét?

Ravn svarede ikke, men tørrede i stedet vandet op. – Hvis jeg ellers havde haft noget sprut om bord, ville jeg have tilbudt dig noget at skylle det hele ned med. Men det har jeg ikke, du bliver nødt til at tage det her i stiv arm. Jeg er ked af det på dine vegne, det er jeg, det er noget værre lort, ingen tvivl om det.

Han kastede kluden over i køkkenvasken.

– Tak, Ravn. Det er pænt af dig. Og undskyld, jeg er et forbandet kvaj.

– Glem det.

Ravn fjernede usb-stikket fra computeren og fandt konvolutten, han havde lagt frem. Det var på tide at få Robert ud af vagten.

– Det er også min egen skyld ... Jeg har fortjent det. Se på mig, fed og ulækker, han klemte sig selv hårdt i sidedellen. – Hvad fanden skal hun også med sådan en taber som mig? Han begyndte at græde igen. Det fik Møffe, Ravns aldrende bulldog, til at brumme utilfreds fra sin plads henne i hundekurven.

– Robert, der er ingen, som fortjener at blive svigtet på den der måde, slet ikke dig.

– Jeg er ikke altid nem. Temperamentet, du ved. Driver alle til vanvid med det.

– Nu er du for hård ved dig selv. Du virker god nok.

Robert snøftede og tørrede næsen med håndryggen. – Synes du, han er flot?

Ravn stirrede op fra konvolutten, som han stod med i hånden. – Hvem?

– Ham, hun knalder med. Synes du, han er lækker?

– Har jeg ingen mening om.

– Nej, men tror du, det er sådan en, alle kvinder vil have? En rigtig machofyr?

– Jeg er den sidste, der ved, hvad kvinder vil have.

22

Dybet.indd 22

21/09/16 14.53

– Lad mig se optagelserne igen.

Ravn rakte ham konvolutten med usb-stikket i. – Hvis du har lyst til at pine dig selv, må du gøre det derhjemme, Robert.

Robert foldede hænderne over brystet. – Hvad hedder han?

Hvad hedder svinet?

– Danny Nielsen. Det står alt sammen i den rapport, jeg har skrevet til dig. Han viftede med konvolutten i luften, uden at Robert gjorde noget for at tage den.

– Og hans adresse, fandt du også den?

– Den var det mindste problem, men lad nu være med at foretage dig noget dumt. Tal med din kone i stedet for.

– Ægteskabsrådgiveren taler igen, snøftede Robert. – Jeg smadrer det svin, sender ham på hospitalet. Brækker hver en knogle i hans liderlige krop.

Ravn smed konvolutten på bordet foran ham. – Hold nu op, Robert. Det ville være både dumt og strafbart. Med al respekt tror jeg ikke, han er typen, du skal lægge dig ud med. Det kunne også gå den anden vej.

Robert nikkede. – Jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg har heller aldrig slået nogen før.

– Godt for dig. Kom nu sikkert hjem. Ravn følte sig som en barejer ved lukketid, der kæmpede for at få de sidste gæster ud af klappen.

– Hvad med dig?

– Hvad med mig?

– Du er i god form, det kan jeg se, du ved, hvordan man gør, slår på tæven. Du fortalte mig, at du havde en fortid i politiet.

– Og det er en af grundene til, at jeg ikke har tænkt mig at bryde loven for dig.

– For den rette pris.

– Den rette pris står på den faktura, jeg sender dig for overvågningen og billederne.

– Hvad kører du i? Hvilken bil har du?

– Jeepen, der står oppe på kajen, svarede Ravn og nikkede ind mod land.

23

Dybet.indd 23

21/09/16 14.53

Robert så op mod den sorte firehjulstrækker. – Det gamle lort? Jeg giver dig en Cactus, hvis du ordner ham.

– Jeg har ikke grønne fingre.

Robert rystede på hovedet – Citroën Cactus, 1,8, kun kørt 25.000, mørkegrøn, den er din, hvis du sender ham på hospitalet.

– Nu spilder du både din og min tid, Robert. Og hvis jeg hører, at du har ladet dine frustrationer gå ud over enten ham, din kone, dine børn eller hunden, så får det alvorlige konsekvenser.

Gå hjem og tag et bad, eller gå ud og drik dig fuld, eller hvad fanden der ellers kan få dig på andre tanker.

– Er det ægteskabsrådgiveren, der taler igen?

– Nej, men hvis du til gengæld vil have et gratis råd fra en, som har set det her scenarie rigtig mange gange ...

– Og hvad er det?

– Vær et mandfolk, sagde han og dunkede Robert med en flad hånd i brystet. – Tør øjnene, og tænk på dine unger. Uanset hvad du beslutter dig for, får de brug for deres far. Du er deres helt, en af de gode. Bliv ved med at være det.

Det virkede, som om ordene endelig sivede ind, og Robert nikkede med sit store, runde hoved. – Jeg skal nok gå nu ...

Da han havde sundet sig, stak han kuverten i jakkelommen og kantede sig ud fra sofaen. – Har du selv kone og børn?

– Jeg har ham der, sagde Ravn og nikkede over mod Møffe, der lå og skulede. – Det er mere end rigeligt.

Dybet.indd 24

21/09/16 14.53

5.

Ravn hoppede fra kajen ned på agterdækket, hvor han forsøgte at få pusten efter løbeturen. Han slog hættetrøjen ned og tørrede panden for sved. I det samme kom Møffe ham logrende i møde.

– Næste gang kommer du med, stønnede Ravn. – Om jeg så skal hive dig rundt på ruten.

Det virkede, som om hunden forstod, hvad han sagde, for den sendte ham et fnys og fortrak til kahytten igen.

Ravn tog en tår af drikkedunken. Igennem det sidste års tid, efter sin udskrivelse fra Riget, havde han forsøgt at løbe fem kilometer hver dag. Det var i det store hele lykkedes. Om det var motionen eller pillerne, som havde hjulpet mest, vidste han ikke, men levertallet var efterhånden fint, og han var holdt op med at gå til sine kontrolbesøg på hospitalet. Den unge læge havde ved det sidste besøg sagt, at så længe Ravn holdt sig fra sprutten, skulle resterne af hans fucked up lever nok holde en rum tid endnu.

Ravn tjekkede sin telefon og konstaterede, at der lå to henvendelser fra nye potentielle klienter. Hans økonomi havde aldrig været bedre. Pressens positive omtale af et par sager, som han mere eller mindre tilfældigt var havnet i og havde løst, havde været god reklame. I det halve år bureauet havde eksisteret, havde han haft 21 sager, hvilket i snit gav 3,5 sag om måneden.

Og da sagerne hver især indbragte omkring 15.000 kroner, lå det langt over, hvad han havde tjent som betjent. Dernæst var 25

Dybet.indd 25

21/09/16 14.53

arbejdet med utroskabssagerne en hel del fredeligere end mange af de specialaktioner mod rockere og narkoforbrydere, som han havde deltaget i. Og bortset fra det pinlige i at skulle filme folk, der havde sex, var jobbet ganske uproblematisk.

Ravn gik ind i kahytten og begyndte at lave frokost til sig selv og Møffe. Da han lidt efter serverede leverpostejmadderne, der var skåret ud i centimeterstore tern, slikkede Møffe på de øverste stykker og så op på Ravn med en bebrejdende mine.

– De er præcis, som du plejer at kunne li’ dem, spis nu.

Møffe vendte sig om og sjoskede tilbage og lagde sig i kurven med ryggen til Ravn.

– For fanden, det er jo for dit eget bedste, sagde Ravn og rystede på hovedet ad hunden. Hver anden dag forsøgte han at udskifte leverpostejen fra slagter P.E. Larsen med et lightprodukt fra SuperBrugsen, men indtil videre opdagede Møffe det hver gang. Det eneste positive var, at den sporadiske sulte­ strejke havde gjort et indhug i Møffes kraftige bug. Men der var lang vej igen.

Ravn tog sin klapsammen og gik ud på agterdækket, hvor der var udsyn til kanalen, der lå stille hen i regntågen. Det var et godt liv, han havde fået stablet på benene, og de problemer, han havde, var luksusproblemer. Ulig hans gamle liv, der havde været fyldt med mørke. Om ikke så længe kunne han stikke til søs igen. De mange utroskabssager havde gjort ham i stand til at købe den ombyttermotor, en original Ford Lehman med 140 hk, som Stanley, deres lokale motormand, havde skaffet hjem til ham. Og så snart Stanley fik en åbning i sin kalender, ville han komme forbi og lægge den i. Det kunne gå hen og blive en rigtig god sommer med masser af sejltid ude på sundet.

Måske endnu længere væk, hvis arbejdet levnede ham tiden til det. I det samme brummede mobilen, og Ravn besvarede opkaldet. Det var Mikkel, hans gamle makker fra specialstyrken.

– Fandeme længe siden, sagde Ravn.

– Alt for længe, svarede Mikkel på klingende nordjysk. – Ved du, hvad dag det er i morgen?

26

Dybet.indd 26

21/09/16 14.53

– Din fødselsdag? spøgte Ravn og fornemmede, hvor meget han havde savnet Mikkel i det år, der næsten var gået siden sidst.

– Nej, men det føles sådan. Domsafsigelsen over Kaminsky.

– Tillykke, svarede Ravn og lænede sig op ad rælingen. – Jeg kan forestille mig, at det må være stort for dig.

– Mere underligt. Men jo, folk herinde på gården går og klapper i deres hænder.

– Jeg læste, at du er blevet forfremmet.

– Ja, drabsafdelingen. Vicekriminalinspektør.

– Godt gået. Du fortjener det.

– Tak. Ravn tog en bid af sin mad. – Så nu er du blevet en af alfahundene, sagde han med munden fuld.

– Føler mig ærlig talt mere som en hund i et spil kegler. Det er noget andet, det her.

– De er heldige at få dig.

– Vi får se, lød det en smule trist fra Mikkel.

Ravn smed resten af sin mad ud i kanalen til mågernes glæde. Han måtte give Møffe ret i, at det der lightprodukt ikke var noget at råbe hurra for. – Nogen særlig grund til, at du ringer, ud over at nu skal vi fandeme snart ses?

– Jeg tænkte, om jeg kunne lokke dig med i byretten i morgen.

– Og glo på Kaminsky? Ellers tak.

– Jeg troede ellers ... jeg mener med ... Det var tydeligt, at Mikkel ikke kunne få sig til at sige ordene, så Ravn hjalp ham på vej.

– Du mener med Evas sag og alt det?

– Ja, ikke for at vade i det, men ...

– Jeg har lagt det bag mig, accepteret, at der aldrig kommer en opklaring, svarede Ravn og trissede ind i kahytten.

– Det ligner ikke dig.

– Det er mit nye jeg, lo Ravn stille. – Indimellem kan jeg ikke kende mig selv i spejlet.

27

Dybet.indd 27

21/09/16 14.53

– Det var som sagt ikke for at vade i det ... det ville bare have været rart at have dig med, for gamle dages skyld.

– Du lyder sentimental, Mikkel.

Der lød et suk i den anden ende af røret. – Jeg ser stadig hans ansigt for mig.

– Hvis ansigt?

– Eriks, politimanden, Kaminsky skød på klos hold foran mig. Det vil ikke gå væk.

– Sikke noget møg. Ravn tørrede sig om munden med et stykke køkkenrulle og så ud ad sideruden mod kanalen. Mikkel og han var som to hjemvendte krigsveteraner. De havde set for meget ondskab, været igennem alt for meget lort til, at det for alvor ville lykkes for nogen af dem at slippe fri af fortiden.

– Hvornår er det i morgen?

Dybet.indd 28

21/09/16 14.53

6.

Det var sent torsdag nat, og Gothersgade var fuld af festglade unge, der fejrede, at det endnu en gang var blevet lillefredag.

Stemningen var høj blandt gæsterne, der stod i klynger foran barerne og ventede på at blive lukket ind.

– Neeej, Anne, du kan ikke gå hjem nu, sagde Line med snøvlende stemme, som afslørede, at hun havde fået rigeligt at drikke.

– Jeg skal på arbejde i morgen, svarede Anne, mens de gik ned ad trappen foran Minibar.

– Det skal vi alle sammen, sagde Camilla, der kom efter dem.

– Men det må du selvfølgelig selv om.

De tre piger kantede sig uden om køen ved indgangen. Et par unge fyre, som var godt stegte, sendte Camilla et par hurtige komplimenter. Camilla rettede scenevant på sit store, lyse hår, mens hun skred forbi drengene, der blev belønnet med et lille smil fra hendes blodrøde læber.

Anne knappede sin dynefrakke og lagde remmen på håndtasken, som hun i aftenens anledning havde lånt af Line, op om skuldrene.

– Bare en lille bitte drink til, pleeeeease, kom nu, skatter. Line gav Anne et hårdt kys på munden.

– Line, dit stive apparat, sagde Anne og tørrede læberne med håndryggen. – Jeg tror, jeg går hjem nu.

Det havde været en dum aften; det ærgrede Anne nu, hvor hun var ved at sige farvel. Hun havde ellers glædet sig til by­ 29

Dybet.indd 29

21/09/16 14.53

turen med Line, der var hendes bedste veninde siden folkeskolen. Aftenen var ellers startet hyggeligt hos Line, der havde købt sushi og vin. Men da Camilla, Lines kollega fra Magasin, var ankommet, havde Anne med det samme følt sig udenfor.

Hun havde ellers forsøgt at være med i samtalerne, men det var svært, når de hele tiden havde talt om tøjmærker, hun aldrig havde hørt om, in-steder, hun ikke kendte, og ved gud også om kunstige bryster, læbefyldninger og kosmetiske behandlinger.

Det sidste i en grad, så Anne til sidst havde følt, hun var i selskab med Linse Kessler. For fanden, de var kun 27. WTF tænkte de på?

– Kom nu, Anne, vi lovede at mødes med Lemmy og hans kammerat.

– Jeg tror, jeg passer. Lemmy var en fyr, Camilla havde mødt på Tinder, og under middagen hos Line havde Camilla tvangsindlagt dem til at se profilbilledet af Lemmy og hans vaskebræt. Sic. – Kom nu. Camilla siger, at de er drønsjove.

Anne var indimellem selv på Tinder, men hun havde aldrig turdet mødes med nogen af dem, hun chattede med.

Anne så hen på Camilla, der stod og sms’ede, mens hun blæste røg ud gennem de spidsede læber. – Jeg synes ikke, du skal få lavet den der restylanebehandling, som Camilla snakkede så meget om.

– Hvor kom dét lige fra? Line så overrasket på Anne.

Anne trak på skuldrene. – Jeg synes, du er rigtig pæn, som du er.

– Men det var da også bare snak, Anne, kom her, sagde Line og grinte, mens hun slog armene om hende. – Du er den sødeste veninde, er du klar over det?

Anne mærkede, at hun blev rørt.

– Hvis I to lesbians snart er færdige, kan vi måske tage på The Duke. Jeg har tekstet dørmanden, men det er NU, hvis vi ikke skal stå i kø.

30

Dybet.indd 30

21/09/16 14.53

“My Oh My” sang Aqua på det fyldte diskotek, hvor kulørte spots og en enorm diskokugle over dansegulvet sørgede for, at ingen var i tvivl om, at aftenen stod i 90’ernes tegn. Herfra blev aftenen kun bedre. I takt med de mange drinks, som fulgte, følte Anne sig knap så meget udenfor. Sammen med Line fik hun danset sig igennem alle de gamle slagere. På et tidspunkt, da “Boombastic” havde lydt, var en fyr med hestehale brudt ind og begyndt at danse med hende. Anne dansede de næste par numre med fyren, der hed Steffen. Han lugtede af sennep og ristede løg, som havde han netop været forbi pølsevognen på Gothersgade. Hvilket ikke talte ned i Annes bog. Efter at de havde danset, havde Steffen spurgt, om de skulle tage et andet sted hen? Hun havde pænt afvist invitationen, men dog udvekslet telefonnumre med ham.

Et par timer senere, da klokken var blevet halv tre og Anne vendte tilbage fra toilettet, kunne hun hverken få øje på Camilla eller Line. Det undrede hende, at Line ikke havde sagt farvel, og hun blev med det samme bekymret for hende. Hun gik en hurtig runde i det halvtomme diskotek, mens hun sms’ede hende, uden at Line svarede tilbage. Anne var ved at opgive, da hun til sidst fandt Line storsnavende med Lemmys ven Andreas.

– Line, skal vi dele en taxa hjem? spurgte Anne. – Skal vi, Line?

Line løsrev sig et kort øjeblik. – Jeg tror, jeg bliver her lidt endnu, skatter. Skal vi ikke tales ved i morgen?

Et hurtigt kram senere var Anne alene på vej ud efter sit overtøj i garderoben.

På Gothersgade kæmpede folk om de få ledige taxaer, der kom forbi. Anne opgav med det samme at finde en og besluttede sig for at prøve lykken længere nede ad gaden. Men da hun nåede næste kryds, lagde hun mærke til den store gruppe fyre, som stod foran pizzabaren lige fremme. Anne havde ikke lyst til at passere dem og drejede i stedet ned ad Grønnegade.

De mange drinks havde gjort hende ør, og gåturen gennem 31

Dybet.indd 31

21/09/16 14.53

Indre By føltes godt. Hun ville forsøge at få en taxa omkring Vesterport, og hvis det mislykkedes, var der altid natbussen på Rådhuspladsen. Den ville næsten få hende hele vejen hjem til Vigerslev Allé.

Hun mærkede sulten og begyndte at spejde efter et sted, der var åbent. En fransk hotdog eller et stykke pizza ville gøre under­værker og sikkert afbøde de værste tømmermænd i morgen. Hun nåede ned til Pisserendekvarteret, hvor hun vidste, at der lå en pizzamand, som lavede de mest fantastiske slices.

Men hun kunne ikke huske, hvilken af gaderne han lå i. Da hun nåede hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde, så hun, at der var lys fra en af butikkerne, og huskede nu, at det var dér, pizzamanden holdt til. Hun begyndte at gå ned ad den stille gade. Lidt længere henne stod en mand i skovmandsskjorte ved en varevogn og fumlede med et tykt bundt morgenaviser i favnen.

– Gider du hjælpe mig? sagde manden og smilte gennem fuldskægget. – Jeg er lidt handicappet med den her. Han løftede armen, som han holdt avisbundtet med, og afslørede, at underarmen var lagt i gips.

– Ja, hvad skal jeg gøre?

– Hvis du holder stakken, mens jeg får fisket nøglen frem, så er du en engel, sagde han og blinkede til hende.

Han havde venlige øjne, tænkte Anne og sagde: – O.k.

Manden lagde avisbundtet i hendes favn og slog sig på lommerne med den raske hånd for at lede efter sin nøgle. Da han ikke fandt den, lettede han på sin baseballkasket og trykkede ansigtet tæt ind mod sideruden. – Øv, sagde han og skubbede kasketten om i nakken. – Hvor dum har man lov at være, nøglen sidder gudhjælpemig i tændingen. Han rystede på hovedet ad sig selv.

– Har du smækket dig ude?

– Ser sådan ud. Medmindre sidedøren er åben. Gider du prøve?

Anne vendte sig og trykkede håndtaget ned. Døren skød 32

Dybet.indd 32

21/09/16 14.53

med det samme op på vid gab, og hun så ind i mørket. – Men hvordan vil du ... Mere nåede hun ikke at sige, før manden ramte hende i hovedet med sin gipsarm. Det voldsomme slag fik hendes ben til at ekse, og hun tabte aviserne og håndtasken på jorden. Et kraftigt skub sendte hende ind i varerummet, hvor hun landede tungt på gulvet. Døren blev smækket i, og hun befandt sig i et begsort mørke. Hun kunne smage blodet, der løb fra det åbne sår i tindingen. Hun forsøgte at rejse sig, men benene lystrede ikke.

– Hjælp, stønnede hun halvkvalt og kravlede hen mod side­ døren. Hendes hænder søgte i mørket efter håndtaget, men hun fornemmede kun den polstrede beklædning på væggene. Anne hørte den forreste dør blive smækket i og motoren starte. Desperat søgte hun i lommerne efter sin mobiltelefon, men kom i tanke om, at den lå i tasken. Hun lod hænderne glide søgende hen over madrassen, indtil det gik op for hende, at hun havde tabt den udenfor. Bilen satte i gang, og en svag loftslampe blev tændt. Fra højtaleren over hende begyndte Metallica at spille “Enter Sandman”. Anne så sig forfærdet rundt i det trange varerum, der fra gulv til loft var polstret med gummimadrasser.

Foran hende hang fire jernkæder og raslede mod hinanden, og på madrassen neden under kæderne glinsede en størknet plamage af blod. Hun begyndte at skrige og hamrede hænderne mod siden af varevognen. Men råbet om hjælp druknede i den tykke polstring og den tunge rockmusik, som tog til i styrke.

Dybet.indd 33

21/09/16 14.53

䠀䄀刀 䐀唀 䰀夀匀吀 吀䤀 䰀 䄀吀 䰀였匀䔀 嘀䤀 䐀䔀刀䔀㼀 䬀�䈀 䈀伀䜀䔀一 䠀䔀刀

I 1993 begår to drenge en forfærdelig forbrydelse, og politiet giver dem nye, hemmelige identiteter for at undgå

Fyns Amts Avis Fås som paperback, e-bog og lydbog.

hævnaktioner.

23 år senere opsøger den ene af dem privatopdageren

Krimifan.dk

Ravn, for at få ham til at finde sin gamle skolekammerat.

En række bestialske overfald har vakt hans mistanke om, at den anden har genoptaget mønsteret fra sin brutale Berlingske

fortid.

Ravn er i tvivl om sin anonyme klients motiver. Men da en

Krimifan.dk

ung kvinde bliver dræbt, præcis som han har forudsagt, efterforsker Ravn sagen. Jagten på den identitetsløse

Fyens Stiftstidende Fås som paperback, e-bog og lydbog.

morder tager sin begyndelse.

saxo.com

DYBET er fjerde selvstændige krimi i serien om privatopdageren Ravn, der efterforsker sager med forsvundne personer.

Serien er solgt til udgivelse i 20 lande.

Politiken

Berlingske

Fås som paperback, e-bog og lydbog.

Fyens Stiftstidende

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET

Jyllands-Posten

MICHAEL KATZ

FOTO: THOMAS A

Jyllands-Posten

MICHAEL KATZ KREFELD DYBET

Ondskaben kender ingen grænser

Politiken

KREFELD MICHAEL KATZ KREFELD, født 1966, debuterede som romanforfatter i 2007 med FØR STORMEN, der indbragte ham Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Siden fulgte PANS HEMMELIGHED, PROTOKOLLEN og SORT SNE FALDER, der blev kåret til Bedste Danske Krimi i 2012 og nomineret til Glasnøglen, som tildeles bedste skandinaviske krimi.

Michael Katz Krefeld har senest udgivet fire bøger i Ravn-serien om privatopdageren Thomas Ravnsholdt, der bor i sin båd i Christianshavns kanal. Serien er foreløbig solgt til 20 lande.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

LINDHARDT OG RINGHOF | KRIMI

Facebook.com/KatzKrefeld michaelkatzkrefeld.dk