Du og jeg for evigt - læseprøve

“Raffineret staccato-agtig psykologisk gyser om tiltagende vanvid” lektørudtalelse

Sarah Engell, f. 1979, nomineret til Læsernes Bogpris for ungdomsbogen 21 måder at dø leverer med Du og jeg for evigt en psykologisk gyser for voksne. Bogen udkom oprindeligt i 2012 under titlen Lille pige.

du og jeg for evigt

”Jeg var fange i mit eget hjem, i min egen krop.

Jeg skar lunser af mig selv og fodrede dig med dem, og da der ikke var andet tilbage end sener og knogler, spyttede du på mig og lirkede dig ud af mig igen.”

sarah engell

“Vellykket fortælling om en mors sorg og ... en psykopats fortælling om sin fascination af sit offer” gyseren.dk

“spændingsroman, der på en uhyggelig og ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed”

sarah engell du og jeg for evigt

roman | lindhardt og ringhof

Du og jeg for evigt.indd 2

6/16/15 11:43 AM

sarah engell du og jeg for evigt roman

lindhardt og ringhof

Du og jeg for evigt.indd 3

6/16/15 11:43 AM

Kapitel 1 Jeg vågner ved, at jeg knuger en pude ind til brystet og kalder på min datter. Lyden forskrækker mig. Den virker alt for høj i det tomme soveværelse. Jeg kniber øjnene sammen, mens smerten ved at vågne breder sig i kroppen.

Alt er stille. Kun savnet bevæger sig knirkende omkring i den tavse villa. Jeg ligger i den side af sengen, hvor min mand skulle have sovet. Hans læsebriller ligger stadig på natbordet. Det føles, som om de betragter mig. ”Lad mig være,” siger jeg til dem.

Brillerne bliver ved med at betragte mig.

Jeg smider puden efter dem, men rammer ved siden af. Irriteret sparker jeg dynen af og kravler ud af sengen. Alting går mærkeligt langsomt som i en film, der bliver afspillet ved lav hastighed. Samme forbandede film igen og igen.

På gulvet ligger min hvide morgenkåbe. Jeg trækker den på og binder bæltet med en stram knude. Stoffet minder om det materiale, man udstopper fugle med.

Jeg bryder mig ikke om fugle.

5

Du og jeg for evigt.indd 5

6/16/15 11:43 AM

Persiennerne rasler, da jeg trækker dem op. Udenfor er sensommerens solskin svagt som støv. Det klæber til teaktræsmøblerne, de vildt groende sommerfugle­ buske, ukrudtet mellem fliserne og swimmingpoolens blå krater.

Bagerst i haven kan jeg ane det lille, olivengrønne legehus med de hvidmalede vinduer. Døren er lukket.

Græsset klæber op ad ydersiden.

Hele vejen rundt om legehuset er viklet rød-hvide plasticbånd. De bevæger sig i vinden. Synet får mig til at tænke på pillerne. Jeg åbner skuffen i natbordet og skruer låget af det første glas. Mit navn står på et klistermærke: Rebecca Schnoor, 20 mg 1 x dagligt.

Jeg slår to piller ud i håndfladen. Med den modsatte hånd åbner jeg de næste glas og blisterpakninger, hælder og trykker medicinen ud i ordineret rækkefølge: hvid, bleggul, glat eller med delekærv.

39 år, arbejdsløs og på nervepiller. Vær så god at skylle.

Jeg slår pillerne ind i munden og tager en tår vand fra det glas, der står på natbordet. I en enkelt bevægelse lægger jeg nakken tilbage og synker.

En behagelig sløvhed breder sig i kroppen, mens pillerne opløses og bliver til mig. Jeg lukker døren til min datters værelse bag mig og hengiver mig til intetheden. Luften herinde er som i et fryserum, hvid og 6

Du og jeg for evigt.indd 6

6/16/15 11:43 AM

stillestående. Der er en kraftig lugt af tørrede roser, gammelt støv og kattehår.

Jeg sætter mig på sengen og lader en hånd glide hen over det hvide sengetæppe. Sengetøjet er det samme.

Jeg kan ikke få mig selv til at vaske det. Hendes duft hænger stadig i tekstilet.

Ved hovedgærdet sidder en porcelænsdukke i silkekjole. Ansigtet er hvidt og udtryksløst. Under det ene øje er malet en tåre.

Dukkemageren brugte udelukkende ægte menneskehår. Det meste blev købt fra asiatiske børnehjem og farvet lyst på en fabrik i Polen. Asiatiske børn har verdens blødeste hår, som han sagde.

Overalt i butikken sad dukkerne ret op og ned, livagtige i deres livløshed. De havde negle, øreflipper, næsebor og fingre, der kunne bøjes i samtlige led.

Jeg havde min datters hår med i en plasticpose.

Dukke­mageren gav mig ret. Det var meget blødere end det asiatiske. Jeg viste ham et fotografi, hvor øjenfarve og smilehuller var særligt tydelige.

Den kom til at ligne på en prik. Han lagde ekstra vægt i hovedet, så det faldt bagover ligesom på en rigtig baby.

Jeg tager dukken på skødet og vugger hende frem og tilbage. Her er så stille.

Gråden samler sig bag øjenlågene. Jeg presser fingrene sammen om næseryggen og lægger nakken tilbage mod væggen.

7

Du og jeg for evigt.indd 7

6/16/15 11:43 AM

Ude på vejen kan jeg høre en bilmotor blive slukket.

Dukken betragter mig med store øjne. Jeg trykker læberne mod den kolde porcelænshud og koncentrerer mig om at smile til den.

Havelågen giver et smæld. Trinene kommer nærmere. Der er stille lidt, så ringer det på døren.

Jeg fastholder dukkens blik. Som altid forestiller jeg mig, at det er hende. Hun står på dørtrinnet og smiler til mig. Betjenten har givet hende lov til at ringe på døren selv. Jeg breder armene ud og knuger hende ind til mig, mens jeg hvisker i hendes øre, at jeg aldrig tvivlede på, at hun kom hjem.

Jeg går gennem hallen på bare tæer og med hænderne skjult i den hvide morgenkåbes ærmer. Allerede på afstand kan jeg se, at det ikke er hende. Silhuetten bag hoveddørens glasrude er alt for høj.

Jeg retter på ansigtet og tørrer mig under øjnene, inden jeg åbner.

Han træder et skridt frem. ”Hej, Rebecca.” ”Lars.”

Vi ramler sammen mellem knus og håndtryk. Han klapper to gange på dørkarmen. ”Nå,” siger han.

Han har sin lysebrune læderjakke og mørkebrune lærredssko på. Snørebåndet på den ene sko er bundet forkert.

8

Du og jeg for evigt.indd 8

6/16/15 11:43 AM

Man har aldrig kunnet se på Lars, hvor mange penge han tjener. ”Jeg gør det hurtigt,” siger han. ”Bare lige det vigtigste ... Jeg kan jo dårligt læse datoen på mælken uden.” Han peger på sine øjne og trækker på smilebåndet.

Jeg strammer morgenkåbens bælte. ”Du har fundet et sted at bo, kan jeg forstå?”

Han nikker. ”En toværelses på Østerbro.” ”Nå. Jamen, du har jo også altid gerne villet bo tættere på byen.”

Han trækker på skuldrene.

Vi står lidt i tavshed. Lars flytter vægten fra fod til fod.

Hans ansigt er så tæt på. Tungen derinde, bag læberne. Åndedragene. Hagen med den lille kløft, der føltes så blød under min fingerspids.

Det er over tre uger siden, han gik. ”Men som sagt – jeg skal ikke forstyrre ret længe.”

Han klapper igen på dørkarmen. ”Hvor er din bil?” Jeg stiller mig på tæer og ser ud på vejen.

Han laver en håndbevægelse.

Jeg klemmer mig ud forbi ham. Fliserne føles kolde under mine bare tæer. Med lange skridt går jeg ud mod vejen. ”Rebecca …”

9

Du og jeg for evigt.indd 9

6/16/15 11:43 AM

Jeg åbner havelågen og skærmer for solen med underarmen. Foran genboens hus holder hans sølvfarvede Mercedes CLS med nedrullede vinduer. Der sidder en på passagersædet. Jeg kniber øjnene sammen, men kan ikke genkende vedkommende.

Der lyder skridt bag mig. Lars lægger den ene hånd på havelågen. ”Du kan måske ikke bære dine ting alene?” Jeg gør et nik over mod bilen.

Lars drejer formålsløst på havelågens metalgreb.

Der er en smal, bleg aftegning på højre ringfinger.

Lyden af en bildør, der bliver smækket, får os til at se op. Ved siden af Lars’ bil står en ung kvinde med kort rød nederdel, store blå solbriller og en stram åbenstående læderjakke, hvis skriggule farve reflekterer solen.

Hun tager sin røde hat af og roder op i sit hår. Cigaretten placerer hun på underlæben, mens hun skærmer for vinden med den ene håndflade. Hun læner sig op ad bilen og lægger nakken tilbage. Røg hvirvler ned ad den tomme villavej.

Jeg vender mig langsomt om mod Lars.

Han tager en indånding og træder frem som for at tvinge mig tilbage i haven. ”Forbandede løgner,” hvisker jeg.

Den unge kvinde drejer hovedet. Hun betragter mig udtryksløst, mens hun tager et nyt hvæs af cigaretten.

10

Du og jeg for evigt.indd 10

6/16/15 11:43 AM

Hendes slanke skikkelse hænger skødesløst og dog elegant på bilens kurver. Barmen strutter triumferende under en turkis bluse, der er alt for tynd til årstiden.

Hun har tydeligvis ikke bh på.

Lars stryger mig over armen med en hurtig bevægelse, hvis kejtethed forstærker min følelse af at gå i stykker. Jeg hader mig selv for at have lyst til at række ud efter ham. Efter alt, hvad der er sket, burde det være mig, der gik fra ham.

Jeg slår hans hånd væk. Fliserne smælder under mine bare fødder, da jeg går tilbage mod huset.

I Rusland blev en knap 13-årig pige spærret inde i et lille rum. Der gik ni år, før nogen fandt hende. Hun sad bag et møbel og turde ikke komme frem.

Lars løber efter mig ned ad flisegangen. ”Værsgo,” siger jeg og skubber hoveddøren helt op. ”Bare tag, hvad du vil have.” ”Rebecca, for fanden …”

Jeg ryster på hovedet og peger ind ad døren.

Lars sukker og går ind. Han løfter fødderne højt, som om han overvejer, hvor han skal placere dem.

For første gang i dagevis opdager jeg, hvor klamt her faktisk er blevet. Hans blik tydeliggør alt det, der er blevet usynligt for mig selv: pizzaæsker og tomme cola­ flasker. Krøllet vasketøj. Stabler af affaldsposer, der sender en sødlig stank ud i rummet. Støvede papkasser med legetøj, som jeg har hentet ned fra loftet.

11

Du og jeg for evigt.indd 11

6/16/15 11:43 AM

Han ser på mig, og bekymringen i hans øjne får min mave til at knuge sig sammen.

Jeg vender ansigtet bort, mens noget i mig går i stykker for anden gang. Hvordan kan han bare skride?

Hvordan helvede kan han bare skride fra det hele?

Lars kommer hen til mig. Han klapper sig på inderlommen og rækker mig en serviet.

Jeg ryster på hovedet.

Han stikker servietten ind i min hånd og mumler: ”Det var jo ikke meningen …” ”Hvad?” Jeg skubber hans hånd væk. ”At hun skulle forsvinde? At vores ægteskab skulle gå i stykker? At du skulle vise dig at være fuldstændig …” Jeg krøller servietten sammen og smider den efter ham. ”Føj, hvor må du have en dårlig smag i munden. At rende rundt med den dulle, når du ved, hvordan jeg har det. Men hun er sikkert også nemmere at være sammen med, ikke? Ung og smuk og med garanti ikke på nervepiller.”

Jeg ville ønske, at han holdt om mig, men han står bare og ser på den sammenkrøllede serviet, der har ramt en pizzaæske.

Savnet bevæger sig knirkende gennem huset, og det er kun mig, der ser det. Erkendelsen får mig til at krakelere. Tårerne flyder klodset ned over mine kinder. ”Hvordan kan du gøre det mod mig?! Hvordan kan du bare fortsætte som ingenting?”

12

Du og jeg for evigt.indd 12

6/16/15 11:43 AM

Jeg griber hans arm og holder fast. ”Jeg savner dig.

Ved du godt det? Jeg tænker på dig hele tiden. Hver morgen vågner jeg i din side af sengen. Huset er så tomt uden dig og vores lille datter.”

Jeg lægger ansigtet mod hans bryst. Hjertet slår hurtigt. En hånd bliver lagt på min ryg. Den klapper et par gange, inden den bliver fjernet igen.

Jeg indsnuser hans duft, presser læberne mod den varme skjorte. ”Sig, at du har det ligesom mig, Lars.

Kom hjem igen. Lad os glemme alt det, der er sket. Jeg kan forandre mig. Jeg lover det.”

Lars stryger mig let over armen. Han tager mig om skuldrene og fjerner mig helt blidt, som et støvkorn eller et hårstrå. ”Vi taler om det en anden dag,” siger han. Blikket er allerede på vej ud mod solskinnet og hende.

Savnet er et tungt møbel, vi burde bære sammen, men han har sluppet i sin ende og lader mig stå med det hele.

Der er noget uhyggeligt ved hans ligegyldighed.

Noget, der får mig til at fortryde, at jeg har vist svaghed.

Jeg presser ryggen mod væggen, væk fra ham. ”Så tag dine ting,” siger jeg. ”Tag dine ting og forsvind.”

Du og jeg for evigt.indd 13

6/16/15 11:43 AM

Kapitel 2 Det var ikke min mening at gøre pigen fortræd. Jeg er ikke morder. Jeg er ikke pervers. Jeg er altid blevet misforstået af de selvsamme idioter, som hævder, at de forstår mig.

Jeg ville bare se på hende. Det var alt.

Jeg stod bag det vindue, der vendte ud mod gaden.

Himlen havde samme farve som asfalten.

Jeg ventede.

Kameraets rem skar sig ind i min nakke. Mine læber var tørre. Jeg fugtede dem med tungen, mens jeg spejdede ud ad ruden.

Kameraet var splinternyt, det dyreste og mest avancerede på markedet. Det var sort og blankt, velproportioneret, næsten erotisk at holde om.

For at højne perfektionen havde jeg købt et stativ med panhåndtering og zoomkontrol og et ekstra langt telezoomobjektiv med flourit og ultrasonisk ringmotor, der gav hurtig og lydløs autofokus.

Jeg var selv bevidst om det paradoksale i at vægte kvaliteten så højt, når det kun var mig, der så billederne. Men mine følelser for hende forbød mig andet.

14

Du og jeg for evigt.indd 14

6/16/15 11:43 AM

Hver aften tog jeg kameraet frem og pudsede linsen med en steriliserende vådserviet, der duftede svagt af citrus. Mens jeg omhyggeligt rensede glasset, tænkte jeg på hendes gang. Den nonchalante måde, hun slentrede ned ad gaden på uden at værdige mig et blik.

Nogle gange hoppende med musik i ørerne og læberne spidset om en ordløs sang, andre gange med blikket rettet koncentreret mod fliserne, som om hun talte dem eller gentog en indre remse.

I min dagbog noterede jeg alle observationer. Hendes påklædning. Hvem hun fulgtes med. Om hendes hår var løst eller sat op.

Jeg nummererede tidspunktet med en særlig kode bestående af tal og bogstaver. Billederne fra det pågældende tidspunkt gemte jeg i en filmappe med samme nummer.

Nogle gange ærgrede det mig, at jeg ikke kunne vise mit enorme arkiveringsarbejde frem. Hun især ville synes om det. Jeg tror, hun ville blive smigret over de mange timer, jeg havde tilbragt bag ruden med det tunge, sorte kamera om halsen. Udelukkende for at vente på hende.

Tanken om hendes smil fik mig til at holde hårdere om kameraet.

Jeg så på digitaluret og knækkede mine fingre ved at presse dem ned i bordet. Min krop dirrede. Nogle dage var længslen så stærk, at jeg havde svært ved at opretholde alt det pæne, omhyggelige og velordnede.

15

Du og jeg for evigt.indd 15

6/16/15 11:43 AM

Jeg bed sammen om kuglepennens prop og trak den af. Med sirlig, sort skrift gjorde jeg et notat med klokkeslæt efterfulgt af et minus. Det værkede i mine skuldre og min nakke. Jeg vippede hovedet fra side til side uden at slippe gaden af syne.

Det var mørkt, næsten sort udenfor. De tre nærmeste gadelygter var gået i stykker. De svingede langsomt fra side til side i blæsevejret. De lignende kirkeklokker.

Der kom ikke en lyd udefra.

Jeg lod blikket glide ned ad gaden, talte sekunderne.

Da jeg tjekkede uret, kunne jeg se, at jeg endnu en gang havde talt for hurtigt.

Jeg knækkede fingre igen. Måske var der sket hende noget. Måske så jeg hende aldrig igen. Det var sket før, at hun kom senere, end hun plejede, og hver gang borede frygten sig gennem min mave og gjorde det umuligt at trække vejret.

Jeg så på gadelygten. Jeg så på mørket. Jeg tænkte på hullerne i nummereringssystemet. Jeg tænkte på døden.

Kameraets øje indrammede gaden. Jeg skruede på objektivet, drejede millimeter efter millimeter for at stille skarpt.

Mange af aftenens billeder ville sikkert blive for mørke til, at motivet trådte ordentligt frem, men det var ligegyldigt. Jeg ville forsøge at oplyse dem med mit nye redigeringsprogram, sandsynligvis uden held, og også det var ligegyldigt. Det, der betød noget, var 16

Du og jeg for evigt.indd 16

6/16/15 11:43 AM

øjeblikket, hvor jeg trykkede udløseren i bund. Sekundet, hvor vi smeltede sammen, forevigede længslen efter hinanden.

Klik.

En cykel kørte ind i mit synsfelt. Jeg holdt vejret og fulgte den med øjnene. Det var en ung knægt med langt pandehår, lavtsiddende bukser og en lædersnor om halsen. Han steg af cyklen og vendte sig om. Hans mund bevægede sig.

Kort efter kom hun til syne. Hun stod op i pedalerne. Det lange hår flagrede efter hende. Jakken stumpede og blottede et stykke af hendes maveskind. Da hun grinede, kom togskinnerne til syne.

Jeg strammede grebet om kameraet. Jeg så gennem den lille sorte firkant på den spinkle, knap 13-årige pige.

Klik. Klik. Klik.

Jeg havde sort tøj på. Jeg var omhyggelig. Kun lyden af kameraet afslørede min tilstedeværelse.

Med hurtige klik indfangede jeg den farvestrålende kolibri derude. Hendes smil. Måden, hun kastede med håret på. Hendes fnisende, lidt klodsede måde at stige af cyklen på.

Hjertet hamrede i mit bryst. Jeg følte en sær blanding af vellyst og ubehag. Af længsel og afsky.

Jeg fotograferede hende fra alle vinkler, i alle situa­ tioner. Uden blitz, så hun ikke skulle opdage mig.

17

Du og jeg for evigt.indd 17

6/16/15 11:43 AM

Jeg vidste, at det var patetisk. At lige så intenst jeg længtes efter hende, lige så lidt så hun til min side. Jeg ville ønske, jeg kunne stoppe. Men inderst inde vidste jeg godt, at det blot var begyndelsen. At det var et spørgsmål om tid, før fotografierne ikke længere var nok for mig.

Du og jeg for evigt.indd 18

6/16/15 11:43 AM

“Raffineret staccato-agtig psykologisk gyser om tiltagende vanvid” lektørudtalelse

Sarah Engell, f. 1979, nomineret til Læsernes Bogpris for ungdomsbogen 21 måder at dø leverer med Du og jeg for evigt en psykologisk gyser for voksne. Bogen udkom oprindeligt i 2012 under titlen Lille pige.

du og jeg for evigt

”Jeg var fange i mit eget hjem, i min egen krop.

Jeg skar lunser af mig selv og fodrede dig med dem, og da der ikke var andet tilbage end sener og knogler, spyttede du på mig og lirkede dig ud af mig igen.”

sarah engell

“Vellykket fortælling om en mors sorg og ... en psykopats fortælling om sin fascination af sit offer” gyseren.dk

“spændingsroman, der på en uhyggelig og ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed”

sarah engell du og jeg for evigt

roman | lindhardt og ringhof