Drengen som var verdens bedste fodboldspiller - læseprøve

KAN DU HUSKE ALBERT MADSEN? Ellers kan din far helt sikkert. Det er nemlig ved at være en del år siden, at Albert Madsen var verdens bedste fodboldspiller. Men han var jo også kun ni år dengang.

Og så en dag forsvandt han. Måske ved din far ikke, hvad Albert laver i dag. Eller hvorfor han holdt op med at spille fodbold. For det er faktisk lidt af en mærkelig historie.

Den får du her ...

”Han var fantastisk farlig foran målet. Nok den bedste angriber, jeg nogensinde har set.”

Søren Larsen, tidl. professionel fodboldspiller på bl.a. landsholdet og Schalke 04

”Ja, det var ærgerligt, at han pludselig stoppede. Vi kan huske den kamp mod Sverige, hvor han kom for sent – hvis han havde været med i hele kampen, havde Danmark sikkert vundet 2-1.”

Carsten Werge og Per Frimann, fodboldeksperter

9

788711 480366

Søren Anker Madsen

DRENGEN SOM VAR VERDENS BEDSTE FODBOLDSPILLER Tekst © 2016 Søren Anker Madsen og forlaget Carlsen Forsidefoto: Thomas Howalt Andersen Fotos og billedbehandling: © Thomas Howalt Andersen Bagsidefoto, Per Frimann og Carsten Werge: © Thomas Howalt Andersen Bagsidefoto, Søren Larsen: © Claus Bonnerup Forside-fodbolddreng: Zacharias Roos Flügge Grafisk tilrettelæggelse: Charlotte Flemmer Trykt hos Livonia Print Sia Printed in Latvia 2016 ISBN 9788711480366 1. udgave, 1. oplag 2016

”Tak til Oline og Sofus fordi jeg måtte være en del af jeres fodbold.”

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Søren Anker Madsen

EN HELT ALMINDELIG DRENG Albert var en helt almindelig dreng. Han var ikke særlig høj. Og han var heller ikke særlig stærk. Han var bare god til at spille fodbold. Meget, meget god til at spille fodbold. Det opdagede han, da han begyndte i børnehave.

Den første dag i Børnehuset Solsorten stod han længe ude på legepladsen og kiggede på de andre børn. Han vidste ikke rigtigt, om han turde gå hen til dem og høre, om de ville lege. Til sidst spurgte han en pige, som kørte på løbehjul sammen med to drenge, om han måtte være med. ”Har du måske et løbehjul?” spurgte pigen. ”Næ,” sagde Albert. ”Så kan du ikke rigtigt være med, vel?” sagde pigen.

Det kunne Albert jo godt se. Henne på en lille græsplæne bag et klatrestativ løb fem drenge rundt og sparkede til en bold. ”Vil du være med?” spurgte en rødhåret fyr, som

9

hed Mikkel. Det ville Albert gerne. Der var bare ét problem – så snart han fik bolden, kunne ingen af de andre drenge få bolden fra ham igen. De spillede tre mod tre, og i løbet af fem minutter havde Albert scoret 10 mål. Selv om alle tre modstandere angreb ham på én gang, så driblede han bare forbi dem. Det var, som om bolden klistrede til hans fødder, og ret hurtigt blev de andre trætte af, at han hele tiden snød dem. Også dem på hans eget hold. Så de gik over til klatrestativet. Mikkel var den eneste, som blev tilbage. ”Hvad hedder du?” spurgte han. ”Albert,” svarede Albert. ”Hvor lang tid har du gået til fodbold?” spurgte Mikkel. ”Jeg går ikke til fodbold,” svarede Albert. ”Åhr hvad,” sagde Mikkel. ”Det tror jeg ikke på!” ”Nå, men det gør jeg altså ikke,” sagde Albert. ”Det gør jeg, og jeg ved alt om fodbold,” sagde Mikkel. ”Alt?” spurgte Albert. ”ALT!” svarede Mikkel Og sådan blev de gode venner. For Albert ville gerne kende en, som vidste alt om fodbold. Og det var også Mikkel, der spurgte, om Albert ville begynde rigtigt til fodbold. Det ville han gerne – han skulle bare lige spørge sin mor og far, om det var o.k.

Det var det.

10

Så da Albert var fire år gammel, spillede han fodbold hele tiden. Lige så snart han stod ud af sin seng hver morgen, løb han med sin fodbold gennem huset ud i køkkenet, hvor hans mor stod klar med morgenmad.

Og når han sad og spiste, trillede han bolden fra den ene fod til den anden fod under bordet.

Når han blev afleveret i børnehave om morgenen, løb han altid ud med det samme og spillede fodbold med Mikkel hele dagen, lige til hans far og mor hentede ham igen. Og når familien så tv om aftenen, løb Albert rundt i stuen med sin fodbold. ”Kan du ikke godt stoppe med det der – bare lidt?” sagde hans mor tit.

Men det kunne han netop ikke. Han kunne slet ikke stoppe med at spille fodbold. Det lyder mærkeligt, men når han ikke spillede, var det, som om hans fødder savnede noget at lege med. Og hans hoved blev i godt humør, når han driblede rundt med bolden. ”Gå ind på dit værelse – jeg kan ikke høre, hvad de siger i tv,” sagde hans far så. Og så gik Albert ind på sit værelse. Men han spillede stadigvæk fodbold på værelset – lige til han skulle i seng. Han havde stillet kasserne med sit legetøj op i en bane, som han driblede rundt på, og når han var kommet gennem banen, skulle han ramme ind på en bestemt hylde i sin reol.

Så var der mål, tænkte han.

11

Det var nu ikke alle, der ville have ham til at stoppe med at spille fodbold hele tiden. Hans morfar sagde tit: ”Det er godt, at du øver dig, så du bliver bedre.

Hvis du bare bliver ved og ved, så bliver du til sidst verdens bedste fodboldspiller.”

Det ville Albert rigtig gerne være, og det var lige præcis, hvad han blev.

Albert spillede fodbold hver tirsdag og torsdag eftermiddag i Boldklubben sammen med Mikkel. Alle drengene på holdet havde stribede trøjer på. Men Albert var bare meget, meget bedre end de andre på holdet. Også bedre end Mikkel. ”Det gør ikke noget, for jeg ved meget mere om fodbold,” sagde Mikkel.

Det var rigtigt nok. Mikkel kunne huske alle navnene på spillerne på Barcelonas hold, og på Arsenals hold og på en helt masse andre hold. Og han kunne allerede læse, inden han begyndte i skole, så han kunne vise Albert, hvordan det var gået i alle de forskellige kampe, på sin computer.

Men når Albert og Mikkel trænede med deres eget hold, eller når de spillede kamp mod et andet hold, så var Albert bedst. Ikke bare sådan lidt bedre, men rigtig, rigtig meget bedre. Han scorede mange mål i hver kamp, og hver gang kom Mikkel hen til ham og sagde ”Madsen i kassen.” Det syntes han selv var helt

12

vildt sjovt fundet på. En gang spillede de kamp mod et hold fra Herlev, og Albert scorede 16 mål på 30 minutter. ”Det har jeg aldrig oplevet før … eller hørt om, at andre drenge nogensinde har gjort,” sagde Alberts og Mikkels træner bagefter.

Tit kom de andre drenges fædre også hen efter kampen og spurgte Alberts og Mikkels træner, hvordan det kunne være, at Albert var SÅ god. Det vidste træneren ikke, det var Albert bare. Det kan godt være, at Mikkel hørte det en gang imellem, og måske ville han hellere være god som Albert til at spille fodbold end at vide, om Liverpool havde vundet over Chelsea dagen før. Men han sagde aldrig noget, for Albert var hans bedste ven.

Allerede da Albert var fem år gammel, blev han rykket op på et fodboldhold med de drenge, der var 10 år gamle. De var meget højere, de havde flere kræfter, og de kunne løbe meget hurtigere. Men de kunne heller ikke tage bolden fra Albert. Han kunne drible forbi dem alle sammen. Så snart han fik bolden, kunne han snyde alle. Og så skød han kanonhårdt. Derfor lavede han rigtig mange mål. ”Hvordan kan sådan en lille dreng skyde så hårdt?” spurgte drengene fra de andre hold tit efter en kamp.

De kunne ikke forstå det. Drengene fra hans eget

13

hold kunne heller ikke forstå det, men de var selvfølgelig glade for, at han var på deres hold. For de vandt alle kampe, når han var med.

Da Albert var fem år gammel, kunne han holde bolden i luften med fødderne over 500 gange. Derfor kom han i en rekordbog. Og så kom han også i avisen.

For deres hold blev det bedste hold i Danmark for drenge på 10 år. Selv om Albert altså kun var fem år. ”Her er Danmarks lille kæmpetalent,” skrev avisen og viste et billede af Albert og de seks andre drenge på holdet. Måske var de andre drenge lidt misundelige over, at avisen mest skrev om Albert. Men de sagde ikke noget til ham. For de vidste godt, at det kun var på grund af ham, at de havde vundet.

Det kan også godt være, at Mikkel var ked af, at Albert ikke spillede på hans hold mere, fordi han var alt for god. Men han kom alligevel og så alle Alberts kampe, for de var jo venner.

Så snart Albert havde været i avisen, var der en anden fodboldklub, som ringede til hans far. Det var en kæmpestor klub, som hedder Brøndby, og den ville have Albert til at spille for deres klub.

Mikkel blev helt vild, da Albert fortalte det. ”Det SKAL du sige ja til,” råbte han. ”Er Brøndby en sej klub?” spurgte Albert. ”Mega sej. Brøndby har været danske mestre 10 gan-

14

ge og slået Liverpool og Schalke 04. Jeg ved ALT om Brøndby,” sagde Mikkel. ”Er det den bedste klub i verden?” spurgte Albert. ”Den bedste klub i verden er Barcelona,” sagde Mikkel: ”Og dermed basta!” ”Jeg ved nu ikke rigtigt ... han skal jo begynde i skole efter sommerferien,” sagde hans mor. Men fodboldklubben ville betale for, at Albert blev hentet i taxa hver dag efter skole, så han kunne træne fodbold i stedet for at være på fritidshjem. Og efter træning blev han kørt hjem igen i taxa.

Hans mor var nu stadig ikke helt sikker på, at det var en god ide. Men da klubben ville give hans far gratis billetter til alle kampe med klubbens Superligahold, og gratis fadøl til alle hjemmekampene, sagde mor og far til sidst ja. ”Mega sejt. Jeg kommer og ser alle dine kampe,” råbte Mikkel og hoppede op og ned af begejstring.

Og så skiftede Albert klub.

KAN DU HUSKE ALBERT MADSEN? Ellers kan din far helt sikkert. Det er nemlig ved at være en del år siden, at Albert Madsen var verdens bedste fodboldspiller. Men han var jo også kun ni år dengang.

Og så en dag forsvandt han. Måske ved din far ikke, hvad Albert laver i dag. Eller hvorfor han holdt op med at spille fodbold. For det er faktisk lidt af en mærkelig historie.

Den får du her ...

”Han var fantastisk farlig foran målet. Nok den bedste angriber, jeg nogensinde har set.”

Søren Larsen, tidl. professionel fodboldspiller på bl.a. landsholdet og Schalke 04

”Ja, det var ærgerligt, at han pludselig stoppede. Vi kan huske den kamp mod Sverige, hvor han kom for sent – hvis han havde været med i hele kampen, havde Danmark sikkert vundet 2-1.”

Carsten Werge og Per Frimann, fodboldeksperter

9

788711 480366

Søren Anker Madsen