Djævelen i hullet - læseprøve

90 mm

155 mm

33 mm

– POLIT IKE N

HHHHH Davidsen classic.

– JYL L AN D S-POST EN

I

han dukker op igen, er det på russisk side. Arnborg har forelsket sig i en russisk kvinde og arbejder nu for efterretningstjenesten FSB.

Hjemme i Danmark har han efterladt sin kone og teenagedatteren, Laila.

Faderens forræderi kaster en skygge over Lailas liv.

HHHHH Den bedste fra Davidsens

Laila uddanner sig til sprogofficer, men efter to udsendelser til Irak

– E KST R A BL ADE T

bestyrer hun en campingplads i Bogense. Her modtager hun pludselig

Yderst medrivende, velskrevet og tankevækkende spændingsroman. – INFORM AT I ON

et brev fra sin far, og konfrontationen med fortiden sender hende ud på

Man bliver meget klogere på nutidens Rusland ved at læse hans bog end ved at læse avisen.

en rejse til det moderne Rusland. Faren har efterretninger, der kan blive

– WE EKEN DAVISEN

afgørende for Danmark og de baltiske lande, og Laila bliver viklet ind i sin

trekantsdrama. – BE RL I NGS KE

hånd siden hans russiske trilogi fra 1990’erne.

families ukendte historie, der trækker tråde tilbage til Den Kolde Krig.

DJÆVELEN I HULLET er en intens spændingsroman om forræderi og loyalitet, en families opløsning og genforening og de politiske spændinger mellem Vesten og Rusland.

HHHHH Litterær ’slow food’ af høj kvalitet.

Leif

Davidsen LEIF DAVIDSEN, født 1950, debuterede i 1984 med Uhellige alliancer og har i de mellemliggende godt 30 år skrevet en stribe spændingsromaner,

ROMAN

blot er blevet bestsellere i Danmark, men også er oversat til i alt 15 sprog. Forfatterskabet er tildelt flere priser, bl.a. Læsernes bogpris, Boghandlernes Gyldne Laurbær og Glasnøglen for årets krimi i Skandinavien.

– JYL L AN D S-POST EN

HHHHH En meget velskrevet og personlig rejsebog. – FAMIL IE J OU RNA L EN

Med Steinbeck som rejseguide stiller Leif Davidsen skarpt på det USA, der er svært at forstå, og den kultur, der formede ham som forfatter.

– IN FORMAT ION

9 788711 558331 LINDHARDTOGRINGHOF.DK

to rejsebøger og to novellesamlinger, der ikke

Lindhardt og Ringhof

232 mm

HHHHH Velturneret plot og gribende

hullet DAVIDSEN iDjævelen

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Hans bedste politiske thriller siden ”Den russiske sangerinde” for 25 år siden.

1993 forsvinder den danske efterretningsagent John Arnborg. Da

90 mm

FOTO: NICKY BONNE

Le i f

155 mm

Leif Davidsen

DjĂŚvelen i hullet

Lindhardt og Ringhof

DjĂŚvelen i hullet.indd 3

15/08/16 16.08

Djævelen i hullet Copyright © 2016 Leif Davidsen All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: stoltzedesign Epigraf: Uddrag fra Tom Waits: “Way down in The Hole”, 1987 I bogen citeres fra: Michael Strunge: Livets hastighed, Borgen 1978, og Verdenssøn, Borgen 1985 Inger Christensen: Alfabet, Gyldendal 1981 Henrik Nordbrandt: Violinbyggernes by, Gyldendal 1985 Søren Ulrik Thomsen: Hjemfalden, Vindrose 1991, og Rystet spejl, Gyldendal 2011 Tomas Tranströmer: Samlede Tranströmer, Rosinante 2011 Bogen er sat med Times hos Lymi og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-55833-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Djævelen i hullet.indd 4

15/08/16 16.08

If you walk with Jesus he´s gonna save your soul you gotta keep the devil way down in the hole.

T om W aits

DjĂŚvelen i hullet.indd 5

15/08/16 16.08

DjĂŚvelen i hullet.indd 6

15/08/16 16.08

“Who among us has not committed treason to something or someone more important than a country?”

G raham G reene

Maskirovka – et russisk udtryk (Маскировка), hvormed der generelt menes militær vildledning. En smallere militær betydning var blot camouflage. Senere fik det også inden for spionage betydningen benægtelse og vildledning i bred forstand.

Djævelen i hullet.indd 7

15/08/16 16.08

DjĂŚvelen i hullet.indd 8

15/08/16 16.08

PROLOG

Berlin, september 1988 “Du lugter af lort,” sagde Dietmar.

“Hvad?”

“Hundelort. Du skræmmer sgu selv VoPoerne og Stasierne; satans røvhuller.”

“Hvad?”

“Kan du ikke lugte det? Hundelort.”

Torsten Molde kiggede ned på sine fødder i de solide brune sko. Han havde imprægneret dem så sent som i går morges hjemme i København. Alligevel fornemmede han, at der trængte vand ind ved syningen på den venstre. Det var ikke underligt, sådan som Berlin-regnen faldt over Glieneckebroen og på søen til højre og venstre for dem, hvor dråberne skabte i tusindvis af ringe i det brune vand. Som om små myg dansede en rituel ballet. Under det sorte vand lurede miner, ligesom de lå gravet ned i ingenmandsland mellem flodbredden og Muren.

De stod ved det store skilt, der advarede om, at man nu forlod den amerikanske sektor. De blev gennemblødt, selv om de havde regntøjet på. En kold septemberregn fandt vej ind gennem de mindste sprækker hjulpet på vej af en strid vind. Det 9

Djævelen i hullet.indd 9

15/08/16 16.08

var en møgdag at være på arbejde. Og det var da utroligt, så meget vand himlen over Berlin kunne rumme.

Ekspedienten havde ellers lovet højt og helligt, at skoene var vandtætte. Det var en model, som kunderne var rigtig glade for, havde hun sagt og smilet flirtende. Selvfølgelig var han faldet for det. Hundelorten sad under den højre sko. Han prøvede at skrabe den klæbrige substans af på kantstenen, men den havde mast sig godt op i sålens tykke riller. Han kunne selv lugte det nu, hvis det ikke bare var indbildning, fordi Dietmar havde gjort ham opmærksom på det. Han følte sig pludselig dårligt tilpas på en underlig måde, som om han havde tømmermænd eller en influenza var under opsejling. At det var tømmermænd, var ikke umuligt, men så var de kommet med større forsinkelse, end han var vant til.

“Scheisse,” sagde han.

“Det var jo det, jeg sagde,” sagde Dietmar og trak hætten længere op over sit kraftige hoved med det tynde overskæg.

Det var mærkeligt, at de var dus. Tyskerne var sgu ellers så formelle og havde bevaret De-formen som den normale. De kendte jo ikke hinanden. De havde mødt hinanden dagen før.

Dietmar Kramer var sendt fra Bundesnachrichtendienst nede fra Pullach. Torsten havde undret sig over, at de ikke brugte en medarbejder fra Berlinkontoret, men Dietmar havde påstået, at Berlinkontoret havde nok at gøre med at holde øje med den kaotiske situation, der herskede i DDR. De sad i lort til halsen. Det var hurtigt gået op for Torsten, at lort var en glose, Dietmar holdt meget af.

“Den anden side er ved at falde sammen. Det er et råddent hus, og vi skal bare sparke døren ind, så kan Honecker og Mielke og de andre røvhuller godt pakke sammen,” havde han sagt aftenen før, hvor de havde drukket øl og snaps på en lusket knejpe ikke langt fra Checkpoint Charlie. Medierne var fulde af historier om østtyskere, der kravlede over muren til den vesttyske ambassade i Prag. Der var demonstrationer i Leipzig 10

Djævelen i hullet.indd 10

15/08/16 16.08

og Berlin, og Dietmar var for hver ny øl og snaps blevet mere og mere højrøstet i sin uskrømtede glæde over DDR’s kaos og forfald. Han hadede virkelig dem på den anden side.

De var jævnaldrende. Torsten syntes, at der var noget hippieagtigt over Dietmar med det halvlange hår, de blå jeans, læderjakken under et regnslag og de fornuftige sko. Han havde et velplejet overskæg og talte med en sydtysk tone, der skurrede i Torstens ører, fordi han var vokset op med det tysk, de talte i Flensborg. Han lignede mere en rockstjerne i slutningen af tyverne, med sit ungdommelige ansigt og daskende måde at føre sig på, frem for en betroet medarbejder i den vesttyske efterretnings- og sikkerhedstjeneste.

Dietmar havde set på ham med sine blå øjne, da Torsten havde spurgt ham, hvor gammel han egentlig var.

“Jeg har flere aldre. Det kommer dels an på, hvad tid vi har på dagen. Dels på, hvordan det hele går. Når jeg tænker på årene i frontlinjen over for røvhullerne på den anden side, er jeg tres. Ser jeg på min dåbsattest, er jeg fireogtredive, og ifølge min ekskone er min ansvarlighed og modenhed på niveau med en dysfunktionel trettenårigs.”

De havde ikke kun været på værtshus. De var fortsat på et bordel bag ved Kudamm, hvor det virkede, som om Dietmar var en skattet kunde, mens Torsten forsøgte at skjule, at det var hans første besøg hos en luder. Besøget gnavede i Torstens samvittighed, mens Dietmar trallede bagefter som en tilfreds skoledreng. Luderen havde været temmelig ung og var gået gennem forløbet så mekanisk som en programmeret maskine og efterladt Torsten med en fad smag i munden og en øm pik i kondomet, fordi han havde haft svært ved at komme. Han prøvede at lade være med at tænke på Caroline, men det var svært.

Gad vide, hvad hun lavede? Holdt sig i hvert fald ikke tilbage.

Det var han da sikker på. Han var rasende på sig selv over, at han havde ladet sig lokke, og kunne ikke forstå, hvorfor det var så vigtigt for ham, at han fik Dietmars respekt. Som hvad?

11

Djævelen i hullet.indd 11

15/08/16 16.08

En rigtig mand? En fandens karl? Det var patetisk. Han var et pjok.

Han kneb øjnene sammen og prøvede at fortrænge alt det gylle, der ventede ham hjemme i Danmark. Han så ud over den tomme bro med VoPoernes barriere og lave vagtbygning. Der brændte et svagt lys. Regnen fik den nye asfalt på vestdelen til at skinne, mens den plaskede mere planløst på den østlige, hullede del. Han forsøgte at se gennem den faldende regn over på Muren og pigtråden på den anden side i Potsdam. Der var ikke meget lys at se på den østtyske side. Bag dem lå Vestberlins lys­ hav som skinnende diamanter, mens Potsdamsiden kun fremviste små gule glimt af liv i et land, der lige så godt kunne ligge på en anden planet. Han forestillede sig grænsevagterne stående i skjul for regnen i vagttårnene med kikkerterne rettet over mod dem. De måtte være informeret om, at der var en passage i aften. Alligevel mærkede han en svien i maven. Det kunne altid gå galt. Der kunne stå en triggerhappy vagt, der pludselig troede, at en republikflugt var undervejs, og at han derfor måtte skyde, hvis han ikke selv skulle blive skudt senere.

Broen lå øde hen med barrieren midtpå. Bommen var ny.

Nogle få uger tidligere var det lykkedes for tre østtyskere at bryde igennem den i en lastbil; et af de få forsøg, der ikke var endt med tilfangetagelse eller død. Nu var grænsebommen på plads igen, forstærket, og ordren om at skyde var blev gentaget, mens de vagter, der havde undladt at åbne ild, var blevet straffet.

Men det virkede, som om Dietmar havde ret. Systemet så ud til at erodere på den anden side af bommen, hvor John Arnborg havde siddet i mere end tre lange år. Var det virkelig sådan, at systemet var ved at bryde sammen, som Dietmar troede og håbede, eller ville Sovjetunionen selv under Gorbatjov til sidst tabe tålmodigheden og sende kampvognene? Det var i hvert fald sikkert, at sådan som situationen var nu, kunne det ikke fortsætte. Muren stod, men inden for Muren knagede det, og det almægtige kommunistiske parti forekom både rådvildt 12

Djævelen i hullet.indd 12

15/08/16 16.08

og panikslagent, selv om de gamle mænd med al magt forsøgte at holde facaden.

Han kom i tanke om en bemærkning, som Dietmar var kommet med, da de efter besøget på bordellet fik en sidste drink i baren på Torstens hotel. Torsten havde lidt skarpt spurgt, om Dietmar havde nogen særlige interesser foruden at smadre DDR, og Dietmar havde kigget på ham med fortinnede øjne: “At korrumpere folk. Jeg elsker at korrumpere folk. Det bedste, jeg ved, er at korrumpere folk fra den anden side. Men mindre kan gøre det.”

Torsten kunne faktisk ikke lide ham, og at han havde fået ham tildelt, fortalte ham, at vesttyskerne ikke regnede hans lille overløber eller tilbageløber for en skid. Dietmar havde sørget for en patruljevogn, der holdt det normale stykke væk fra broen. To betjente kedede sig i regnen, men sad i det mindste i tørvejr med deres kaffe fra termokanden. Alligevel undrede han sig over, at det var så low key. Også over, hvorfor PET havde sendt ham og ikke gjort mere ud af det. Over at hans chef bare havde sagt: “Gennemfør det uden ballade og helt uden presse.”

At det var kommet så pludseligt. Bare af sted til Berlin for at modtage Arnborg, som russerne på deres sædvanlige uforudsigelige facon havde besluttet at løslade.

“Langt ude er du i familie med Arnborg, er du ikke?” havde chefen sagt med sin irriterende nasale stemme.

“Han er min fætter på mødrene side.”

“Der kan du se. You are the man. Low key, okay?” havde chefen sagt med de engelske udtryk, som han elskede at krydre sit danske sprog med. Han havde kigget ned i sine papirer og dermed sagt farvel og tak for i dag, så Torsten aldrig havde fået spurgt om, hvorfor de slap hans fætter fri lige præcis nu.

Han havde sikkert heller ikke fået det at vide. Han var ikke højt nok oppe i systemet. Need to know, var et af chefens yndlingsudtryk. Et andet var: I run a tight ship. Det var utroligt, at et sådant fjols kunne opnå at blive chef for PET. 13

Djævelen i hullet.indd 13

15/08/16 16.08

Som om Dietmar læste hans tanker, spurgte han: “Hvad med betalingen? Hvad betaler Danmark? Og hvem er det, satanerne frigiver? Sovjetrøvhullerne ude i Karlshorst må have givet grønt lys. Hvad koster din mand?”

“Hvem siger, han koster noget?”

“Hold nu kæft. Der er altid en pris. Der er ingenting i vores verden, der hedder en gratis frokost.”

Torsten var irriteret, for at sige det mildt, men tog sig sammen. Dietmar havde stillet to spørgsmål, og han valgte at nøjes med at svare på det ene: “John Arnborg er officer og arbejdede for Forsvarets Efter­ retningstjeneste. Han blev snuppet i Estland for snart fire år siden. Ved Paldiski.”

“Ubådstræningscentret?”

“Netop.”

“Hvad gav røvhullerne ham?”

“Tyve år.”

“Fuck!”

“Ja.” “Hvorfor nu?”

“Det ved jeg ikke.”

Dietmar kiggede på ham gennem regnen. Hans øjne var klare trods alkoholmængden natten før. De var meget blå. Det gik pludselig op for Torsten, at alle spørgsmålene havde været retoriske. Han kendte selv svarene, men fik åbenbart en sadistisk glæde ved at udstille Torstens uvidenhed. De var i en branche, hvor informationer var den eneste gangbare valuta. Hvis man besad viden, som den anden ikke havde, selv en allieret, var man allerede ovenpå. Havde vist, hvem der var den største alfahan.

“Har det noget med den danske ambassade i Østberlin at gøre?” sagde Dietmar.

“Hvad mener du?”

“Jeg tænkte nok, at du ikke vidste det. Din regering og dens små hemmelige hjælpere har lagt låg på.”

14

Djævelen i hullet.indd 14

15/08/16 16.08

“Hvad fanden mener du?” Torsten kunne eller ville ikke dæmpe irritationen i sin stemme.

“Det er altså betalingen. Jeg sagde jo, at der ikke er noget, der hedder en gratis frokost.”

“Dietmar, for helvede. Hvad snakker du om?”

Dietmar drejede hovedet væk og trampede varme i sine fødder. Vanddråberne fløj fra hans sko som et fint lille springvand.

“Atten østtyskere, tretten voksne og fem børn, vandrede for et par dage siden ind på den danske ambassade i Østberlin.

Den fine danske kongelige ambassadør bad dem høfligt, men bestemt om at gå igen, men det ville de ikke. De ville fandeme ud af Østtyskland. De regnede da med, at Egon Olsens fædreland ville hjælpe, men ambassadøren ringede til Stasi, der kom og hentede dem. Det var Egons plan. De voksne sidder nu i spjældet, og ungerne er på et af Stasis børnehjem. Det er sgu et fint land, du tjener.”

“Er det rigtigt?”

“Regner det, Torsten? Står vi her og er våde og venter på din mand, Torsten? Er paven katolik?”

“Ja, ja. Jeg har forstået. Det er en grum historie. Men hvorfor så hurtigt?”

“Tænk dig om.”

“Selvfølgelig. Selvfølgelig,” sagde Torsten og mærkede et sug i maven over forræderiet. Efter en pause fortsatte han: “Statsministeren kommer på officielt besøg om fire dage. Jeg skulle oprindeligt have været med som vagt. Det er jo for fanden rigtigt.”

“Dygtig dreng,” sagde Dietmar med den overlegne foragt, som nok fik Torsten til næsten at hade ham, men også fyldte ham med selvlede, fordi han ikke klart og tydeligt sagde fra.

“Det må være det,” sagde han blot.

“Selvfølgelig er det sagen, min dreng. Hvordan tror du, din gode statsminister ville have det med at sige til Honecker som 15

Djævelen i hullet.indd 15

15/08/16 16.08

det første: Min kære hr. Honecker. Jeg er ked af, at min ambassade er besat af Deres borgere. Kan vi gøre noget ved det?”

“Udenrigsministeren bliver rasende. Det er ikke i hans ånd at bøje sig for bøller.”

“Derfor holdes han hen i mørke. Ambassadøren har ikke indberettet det til sit ministerium, men kontaktede PET. Han venter og håber, at det kan holdes skjult, indtil besøget er i gang eller helst overstået. Hele apparatet forsøger at mørklægge affæren. Der må ikke være noget, der ødelægger den gode stemning mellem dit lille land og den søde socialistiske republik, som I er så gode venner med.”

“Fuck you.”

“Some other time. Din landsmand Arnborg er ganske givet glad. Én dansker for atten østtyskere. Det er sgu en fornuftig pris, selv for en prangernation som den danske.”

“Den enes død er den andens brød,” sagde Torsten på dansk.

“Was sagst du?”

“Nichts.”

“Godt. For nu sker der noget ovre hos skiderikkerne.”

Torsten satte kikkerten for øjnene, men alt var blot en våd, hvid tåge. Han tørrede linserne med det lommetørklæde, som han havde medbragt til samme formål. Gennem regnen så han en lille skikkelse komme gående mellem to uniformerede VoPoer. Bagest gik en mand i civil; i hvert fald i en lang, grå regnfrakke og en hat, hvor vandet dryppede fra den brede skygge. Det var ganske givet KGB. John Arnborg havde en kort regnfrakke på. Det så ud, som om hans bukser var gennemblødte. Han havde en kasket på, som den man ofte så Lenin afbildet med. Torsten kunne ikke skelne Arnborgs ansigtstræk, men han gik med rolige og faste skridt. Han gik som den officer, han var, med løftet hoved og rank ryg. De to grænsesoldater stoppede ham. Den ene holdt ham ved albuen, mens den anden åbnede bommen.

“Hent din landsmand,” sagde Dietmar. Han lød langt min16

Djævelen i hullet.indd 16

15/08/16 16.08

dre arrogant, endog en smule medfølende. “Hent nu den stakkel. Det er jo ikke hans skyld, at verden er fuld af lort fra politikernes røvhuller.”

Torsten rakte ham kikkerten. Det regnede en lille smule mindre, da han gik ud på midten af broen og begyndte at gå fremad. Han kunne mærke nervøsiteten i maven ved tanken om, at mere end et våben lige nu pegede på ham. Asfalten var glat og drev af regn.

Da han var få meter fra Arnborg, gav VoPoerne slip på hans albuer og sendte ham med et blidt skub i retning af Vesten.

Arnborg tog et par hurtige skridt uden at se sig tilbage. Torstens hjerte slog hårdt, og han mærkede sved blande sig med regnen, der sivede ned ad ryggen på ham. Han håbede, at Dietmar scannede den anden side og ville råbe op, hvis han fornemmede, at der var forræderi med i spillet. De mødtes. Torsten rakte hånden frem, og Arnborg tog den og klemte til.

“Jeg har aldrig været så glad for at se et andet menneske som at se dig, fætter,” sagde han og smilede. Han var tynd og ubarberet, men hans øjne var fulde af liv. Han lugtede svagt af vodka og tobak.

“Velkommen hjem,” sagde Torsten og tog ham forsigtigt ved albuen og førte ham tilbage mod Dietmar og de to uniformerede betjente, der havde forladt deres lune patruljekøretøj og stod med pistolerne trukket, skjult langs låret. Torsten så sig tilbage.

Bommen var sænket igen, og de to VoPoer sås kun som skygger i regnfoget, mens den civilklædte stod stille med ansigtet skjult under den bredskyggede hat, som kunne være med i en western.

Han hævede hånden som til en hilsen, inden han drejede rundt på hælen.

“Hvad er der sket?” sagde Arnborg, men han fortsatte uden at vente på svar: “De hentede mig sent forleden nat og satte mig først på en helikopter og bagefter på et militærfly. Så en ny helikopter, og pludselig var jeg i Østberlin. De satte mig af på basen i Wünsdorf. Ingen forklaring. Ingen ville sige no17

Djævelen i hullet.indd 17

15/08/16 16.08

get. Jeg troede sgu, at de ville skyde mig. Hvad fanden er der sket?”

“Hvordan har du det?”

“Hvordan fanden tror du, efter et halvt år i fængsel og yderligere tre år i et hul af en lejr ved Perm?”

“Okay. Sorry.”

“Nej. Det var ikke okay, og jeg spurgte dig om noget.”

“Der er betalt løsepenge.”

“Det var satans. Hvor meget var jeg værd?”

“Atten liv, John Arnborg. Du var atten skæbner værd,” sagde Torsten uden at hæve stemmen. Han slap sin fætters albue og trådte til side, så Arnborg kunne tage imod den regnponcho, som den ene uniformerede betjent rakte frem mod den frigivne fange sammen med en kop kaffe, der hurtigt blev fortyndet af den silende regn over Glieneckebroen.

Djævelen i hullet.indd 18

15/08/16 16.08

1

Nær Kijev, februar 2014 Angst kan lugte lige så grimt som lort. Sådan er det bare.

Rædsel lugter selvfølgelig ikke præcis ligesom lort, men den kan hænge lige så gennemtrængende i et lokale, som hvis det var blevet overskidt af en flok tjetjenere. Tor Ivanovitj Arnborg lugtede angsten i det overdådigt udsmykkede rum, så kraftigt som han aldrig havde indåndet ren og skær rædsel før. Og han havde haft rig lejlighed til det i sit seksogtyveårige liv.

Han tænkte pludselig på en vinterdag for otte år siden, hvor de havde besluttet sig til at slås mod tilhængerne af nabobyens fodboldhold. De havde gået og skubbet til hinanden længe. Gejlet hinanden op og beskyldt hinanden for at være nogle slappe bøsserøve. Det måtte finde en afslutning et sted, hvor strømerne ikke ville komme og blande sig. Selv om de ikke brugte ordet, så var forløsning den eneste nøgle til at udfri dem fra frustrationerne. Der blev lavet en aftale. Ingen køller, ingen knive, ingen knojern. Kun næver og fødder. De havde mødt hinanden på en nedlagt flyveplads en iskold decemberformiddag. Tor kunne stadig huske fornemmelsen af adrenalinen, der pumpede rundt i kroppen på ham, da de gik frem mod de an19

Djævelen i hullet.indd 19

15/08/16 16.08

dre, som var de to hære på en slagmark for tusind år siden. Han og kammeraterne stod tæt som i en skjoldmur i vikingetiden.

Så havde de løbet, og det havde fjenderne også, og de var mødtes med et brag. Sneen var rød af blod. De havde vundet. De havde givet modparten hånden bagefter. Hjulpet dem op efter at have sparket dem sønder og sammen. Han havde ikke været bange. Kun mærket et adrenalinsus, som var større end det, han fik i bokseringen eller på karatemåtten. Han havde næsten ikke følt smerten fra de slag, som modstanderne fik sat ind. Det var der, han blev overbevist om, hvad han ville med sit liv.

Han ville være en, der levede på kanten af afgrunden. Han ville aldrig lade sin krop forfalde som sin far og ende med at sidde følelseskold tilbage med en selvlede, som hans latterlige ophav levede med dag ud og dag ind. Denne konstante selvynk.

Det havde ikke været til at holde ud.

Efter de to år i faldskærmstropperne havde han søgt ind i FSB’s antiterrorkorps, havde klaret optagelsesprøverne uden problemer og var blevet uddannet som bodyguard. Han vidste, at han skræmte folk, og han kunne lide det. Der var en sætning fra filmen L.A. Confidential: I am the guy they bring in when they want to scare people, som præcis var møntet på ham. Det var netop, hvad de havde gjort, og det havde virket.

Koncentrer dig, tænkte han. Vær til stede i nuet. Det er dit job. Selv følte han ikke antydning af frygt. Hvorfor skulle han det? Det var ikke ham, de var ude efter. Han passede bare sit arbejde. Han kunne ikke andet end føle foragt for hele affæren.

Selv om det ikke var hans anliggende at føle foragt eller det modsatte. Hans opgave var at være med til at beskytte objektet.

For typisk nok så var det russere, der måtte træde til, fordi ingen længere stolede på de ukrainske sikkerhedsvagter. Det hele ramlede omkring præsidenten. Selv lignede han en fed, skræmt kanin, da han stod og smed papirer ind i pejsen. Ilden buldrede, og skæret dansede på de mange ting af guld og sølv, som udsmykkede rummet. Omverdenen blev holdt ude af tunge, røde 20

Djævelen i hullet.indd 20

15/08/16 16.08

gardiner. Møblerne var brune og gammeldags; som om de var købt på en auktion med speciale i kopier fra den franske solkonges hof.

Præsidenten var en nar. Og en kujon. En rigtig mand ville se faren i øjnene og konfrontere sine fjender. En kujon derimod stak af. Han ville nu ikke være så idiotisk at sige det højt. Han vidste med sig selv, at det var noget pjat, men når han skulle tænke særlig farlige tanker, tænkte han på dansk. Det var hans hemmelige sprog. Og lige her og nu tillod han sig på dansk at tænke, at Storebjørn stank af en angst, der var af en anden verden. Den nærmest åndede fra hver en pore i hans svære krop.

Han måtte koncentrere sig for at tænke på dansk. Det var en viljeshandling. Russisk var hans sprog. Han tænkte på russisk og drømte som regel på samme sprog.

Det havde været Tors opgave at gå gennem paladset og tjekke, at alt var, som det skulle være, og at der ikke skjulte sig hverken sprængstoffer eller fjender i de mange rum. Det var ikke sandsynligt, men hans chef var kendt for hellere at tjekke en gang for meget end en gang for lidt. Derfor havde hans objekter altid overlevet. Tor havde næsten fået kvalme over den overdrevne rigdom og mangel på smag. Det store soveværelse med dobbeltsengen, silkesengetøjet, de tunge lamper, brokadetapeter og svungne møbler foran guldindrammede spejle. En betalt kvindes overdådige boudoir. Alt det guldfernis overalt, især i badeværelserne, hvor vandhanerne i badet og vasken strålede om kap med de indvævede guldtråde i fliserne på væggene. Toiletbræt med varme. Præsidentens monumentale røv måtte ikke fryse eller gyse. En mægtig spisesal med overdrevne lysekroner, tunge møbler og flere tykke gardiner og overornamenteret brokadetapet. Gammeldags kunst på væggene med halvnøgne, fede kvinder og tapre ukrainske adelsmænd på jagt eller i krig. Et maskulint, kæmpe rum med et stort, uhyre kostbart billardbord. Også her var gulv og vægge rigt ornamenteret. Brokade, silke, marmor og en lige så udsmykket trappe, der 21

Djævelen i hullet.indd 21

15/08/16 16.08

næsten svævede op til første sal. Det var for meget på én gang.

Han tog sig i at ønske, at der havde været en fjende herinde, så han havde kunnet åbne ild med sin Kalasjnikov og rasere alt den nyrige luksus, som havde afløst kommunismens dårlige smag overalt i Rusland og Ukraine, hvor tidligere så overbeviste kommunister var kommet til penge. De opførte sig på samme måde, som dengang de tjente Lenin. De havde samme dårlige smag som dengang. Nu havde de bare flere penge til at dyrke smagløsheden. De indrettede deres hjem som en afspejling af zarens hof.

Han gik rundt og tjekkede alle rum omhyggeligt og kunne samtidig ikke lade være med at indrømme over for sig selv, at hans følelser og tanker ikke var helt hans egne, men ekkoer af sin fars ord.

Storebjørn lignede de andre fede katte, og han havde kun søgt magten, så han kunne rage til sig.

Storebjørn var præsidentens kodenavn. Storebjørn havde spildt blod på Maidanpladsen, og nu krævede hoben hans eget blod. Den sorte røg fra brændende bildæk lå lige nu over Mai­ dan og stank så slemt som de faldne, der var blevet skudt af Storebjørns snigskytter eller satanerne i Berkut. De ville få folkets vrede at mærke, hvis de ikke selv stak af. Han havde ikke meget tilovers for ukrainere. Det var et underligt sammenbragt folk, hvor den ene halvdel havde været en del af Rusland i tre hundrede år, og den anden var en bande fascister, der kom fra Polen og det gamle kejserrige Østrig-Ungarn. Sådan var det.

Et land, der ikke var en nation, men en kunstig konstruktion med oligarker og politikere, der var mere korrupte end selv de politiske pikslikkere i Rusland, der ellers havde plyndret godt og grundigt de sidste tyve år.

Det var bare ikke hans sag, men demonstranterne var modigere end deres stærkt svedende præsident, der nu tog benene på nakken. Storebjørn havde pakket sine kufferter, sine mest kompromitterende dokumenter og sendt sine penge til hemmelige 22

Djævelen i hullet.indd 22

15/08/16 16.08

bankkonti på Cypern eller Jersey Island. Han havde bedt sine russiske venner om hjælp til at komme væk fra sit flotte palæ, der lå i Mezhyhirya ved siden af Kijevs store vandreservoir.

Her i februar lå det dækket af is og sne, tykt nok til at en helikopter kunne lande. Chefen havde sagt, at de ikke turde bruge paladsets normale helikopterlandingsplads. Fascisterne fra Maidan havde fået fat i sværere våben. Der var både morterer og skulderbårne missiler på vej efter et røveri af et militærdepot i Lviv, sagde de sidste rapporter. Hvis det var rigtigt, var slaget for alvor tabt.

Som om det var hans krig, tænkte han igen. Det var det ikke, men den kunne koste ham livet. Collateral damage, kaldte amerikanerne det. Han fik lyst til at røre ved det ortodokse dåbskors, som han bar i en sølvkæde under sit tøj. En anden verslinje løb gennem hans hoved. Den stammede fra en af de mange tv-serier, han elskede at konsumere på DVD: If you walk with Jesus he´s gonna save your soul, you gotta keep the devil way down in the hole.

Det var The Wire. Djævelen lå altid i hullet. Ventede bare på at stikke hovedet frem og snappe et menneskes sjæl med sine lange tænder i den store mund. Han fik en kuldegysning trods heden fra den flammende pejs, selv om det var hans overbevisning, at Djævelen ikke satte sine lange gule rovdyrtænder i sjælen på ærlige mennesker, der levede efter en kodeks, som ikke var til salg. De fleste røvhuller i det angstfyldte rum havde solgt deres sjæl for længst og kiggede derfor skræmte ned i hullet, hvor Den Sorte Fyrste ventede på dem.

Slaget var allerede tabt, tænkte Tor Arnborg og kiggede på sin chef, der skyndede på Storebjørn. Oberstløjtnant Karpov var en tæt, lille mand med karseklippet hår og fitnessarme i den stramme skjorte. Han havde en pistol i skulderhylsteret og gik i kortskaftede støvler, som han havde stukket de blå jeans ned i. Han bar sin camouflagejakke over armen. Arnborg beundrede ham. Han var en tough skiderik, der krævede disciplin, 23

Djævelen i hullet.indd 23

15/08/16 16.08

men altid selv gik forrest. Ikke som kujonerne i Storebjørns enheder.

Berkut-styrkerne var på vej væk i busser, så langt væk fra Kijev og den kommende hævn som muligt. Selv de selvfede medlemmer af den såkaldte eliteenhed Alpha stak nu af, så hurtigt de kunne få pakket deres grej. Han havde altid set dem som nogle opreklamerede bøsserøve. For dem gjaldt det nu bare om at komme til Donetsk eller Lugansk, eller endnu bedre til Rusland. Det gjaldt om at komme væk fra blodet, der drev på Maidan efter gårsdagens drab på over hundrede demonstranter.

Når de styrker, der skulle beskytte den lovformelige orden, rendte som skræmte harer foran en klapperkæde, var det klart, at præsidenten og hans korrupte søn også måtte væk. Sønnens kaldenavn var selvfølgelig Lillebjørn. Det var meget passende.

Han var ingenting uden sin far. En dårlig tandlæge, der havde tjent sine store penge, fordi faderen var præsident i et af verdens mest korrupte lande. Hvis man ikke var i stand til at tjene penge i en sådan situation og med en sådan fars indflydelse, var man en større idiot end selv den gale tigger, der havde siddet på hjørnet ved supermarkedet over for kirken hjemme i Pljos.

Lillebjørn stod ved siden af sin far og svedte angstens sved, så der kom grå skjolder på den nystrøgne, hvide skjorte under den åbentstående jakke. Han var iført et af sine dyre jakkesæt, og de tunge guldringe på hans fingre glimtede om kap med guldet og diamanterne i Rolex-uret på hans håndled. Han klædte sig altid som en vesteuropæisk gentleman, men lignede trods den skræddersyede habit stadig en noget anløben østeuropæisk tandlæge, der ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan man førte sig. Far og søn smed papirer ind i pejsen, som om ilden både kunne brænde deres hemmeligheder og rense deres korrupte sjæle for det bjerg af synder, som de slæbte rundt på.

Tor korsede sig diskret. Det ortodokse kors fra højre mod venstre. Han så godt, at chefen kastede et blik hen på ham.

24

Djævelen i hullet.indd 24

15/08/16 16.08

Men han var klar. Og ikke bange. Adrenalinen kørte, og alle sanser arbejdede på højtryk. Chefen kunne tage det roligt. Han afskyede præsidenten og hans korrupte, arrogante søn, men han skulle nok passe sit arbejde. For så langt ude var kujonen kommet, tænkte han igen, at han ikke engang stolede på, at hans egen sikkerhedstjeneste kunne eller ville beskytte ham.

Som så ofte før var det russere, der måtte rage kastanjerne ud af ilden. Hvad skulle de skide ukrainere med deres eget land, når de ikke engang var i stand til at passe på deres egne ledere?

Fuck ham, fuck sønnen, og fuck alle de andre fede, korrupte katte, som i alt for stort tal befolkede denne fucking korrupte del af verden.

Det knitrede i Tors øresnegl. Det var Igor udenfor i sneen.

“Der er fjender på vej.”

“Forstået. Vi rykker ud nu. Helikopteren?”

“Fem minutter.”

“Forstået. Kør bilerne frem.”

“Forstået.”

Oberstløjtnant Karpov kastede et blik over på Tor, der nikkede og knappede sin jakke. Han knappede ikke helt op. Han kunne stadig række ind og få fat i pistolen, hvis han fik brug for det, men hans første våben var hans Kalasjnikov, som han lagde i kampstilling tværs over brystet.

“Så er det nu hr. præsident,” beordrede oberstløjtnanten.

“Der mangler ikke ret meget.”

“Nu! Hr. præsident. Der er fjender på vej.”

Præsidenten svedte endnu mere.

“Overtag. Få det hele væk,” sagde han til en bleg ung mand i et gråt jakkesæt. “Brænd det hele.” Præsidentens stemme var næsten skinger.

“Men ...” Den unge mands stemme knækkede.

“Se at få det gjort. Vi henter dig senere.”

“Javel.”

“Det hele. Hører du.” Den unge mand nikkede.

25

Djævelen i hullet.indd 25

15/08/16 16.08

Tor var sikker på, at så snart de var ude ad døren, ville den unge sekretær stikke af så hurtigt, som kun en kujon med dårlig samvittighed kan rende. En anden af Storebjørns håndlangere kom med to kraftige, mørke frakker og to fine sjapkaer. Pelshuerne så dyre ud og var sikkert lavet af bjørneskind.

Sekretæren hjalp først Storebjørn og derefter Lillebjørn i frakkerne. De trak begge skindhandsker frem fra lommerne og tog dem på. De nikkede, som om det var dem, der bestemte. De var klar. De fire håndlangere, der skulle evakueres sammen med dem, hankede op i kufferter og tasker, og med oberstløjtnanten i spidsen og Tor som bagtrop forlod de deres luksuriøse magtbase for sidste gang. Den unge mand blev ved med at hælde dokumenter ind i pejsens flammer. Han havde tårer i øjnene, og hans hænder rystede. Han kiggede længselsfuldt efter tilbagetogets ynkelige procession.

De kom ud på hovedtrappen, hvor de kunne se ud over den store park, der engang var bevogtet af seks hundrede sikkerhedsfolk. De var nu flygtet over hals og hoved. Længere ude lå vandreservoiret. Det blæste, og vinden drev hårde snekorn ind i ansigterne på dem. Neden for trappen stod Igor og Jevgenij.

De bar som Tor hvide camouflageuniformsjakker og havde deres Kalasjnikov i klarposition. To sorte Ford firhjulstrækkere holdt med motorerne kørende. Tor kunne lugte dieselolien.

Oberstløjtnanten fik objekterne ind i bilerne. Jevgenij satte sig ind på forsædet af den anden SUV, som nu fik kaldenavnet Lillebjørn.

“Fuglen lander på kanten af reservoiret som aftalt. Træk bag om huset, og vent dér. Når I hører, at den er landet, så kom i løb. Vi er sikkert væk, inden satanerne inde fra Kijev kommer, men vi venter ikke. Forstået?”

“Forstået hr. oberstløjtnant,” sagde Igor. Han var også en tæt lille mand på Tors alder. Hans ansigt var skæmmet af et langt knivar, som han havde fået i et slagsmål i Odessa, da han var bare seksten år. Hans ansigtshud var rød på grund 26

Djævelen i hullet.indd 26

15/08/16 16.08

af frosten. Hans øjne havde en pigmentfejl, der fik dem til at glimte underligt i lyset fra præsidentboligens mange lamper og projektører. De havde ladet dem brænde. Normalbilledet måtte ikke forstyrres.

De to sorte biler kørte. Igor og Tor satte i et langsomt, kontrolleret løb efter dem forbi paladset og tværs over den snedækkede jord og de tilfrosne søer, da de så lygteskæret fra den første af flere lastbiler. De kunne høre motorer arbejde. Der var helt klart mere end en. Nok tre. Billygterne lyste gult i den hvirvlende sne. Kørebanen løb i en blød kurve op mod hovedindgangen. Den var meget smal. Lastbilerne med militserne måtte køre i kortege. De havde talt om, at de måske var for få, men det kunne ikke nytte noget at ankomme med en hel hær af russere. Chefen havde valgt de bedste og sagt, at det var nok.

Hvem kunne eller turde modsige ham og dermed komme til at fremstå som bedrevidende eller som en kujon? Desuden var der ikke plads til flere i helikopteren.

Tor pegede bagud mod vandreservoiret, der gemte sig i mørket, og på sig selv og hen mod paladset. Igor nikkede og satte i et roligt, men alligevel hurtigt løb. Tor bevægede sig lidt tilbage mod paladset. Sneen faldt stadig. Det var en hård frostsne, der bed i kinderne. Han trak sin hvide skihue godt ned i panden og satte sig på det venstre knæ og med højre ben bøjet som støtte, tog ladegreb og ventede bag en af de sorte stensvaner, der knejsede over søerne foran paladset. Der var fri skudbane mod den smalle snedækkede vej, der gik op mod paladsets hovedindgang. Et stykke væk hørte han stadig lyden af helikopterens rotorblade over den fygende vind. Han kunne se Igor indtage sin skudstilling et stykke nede ad skråningen. Han gik også ned i knæ og tog ladegreb på sin Kalasjnikov. Tor gjorde tegn til, at han skulle vente.

Da han var sikker, skød han en kort, disciplineret salve og hørte Igor gøre det samme. Lastbilens forlygter eksploderede, og den slingrede til højre og stod med siden til, mens sort røg 27

Djævelen i hullet.indd 27

15/08/16 16.08

steg op fra motorhjelmen. Tor affyrede en ny salve mod lastbilen bagved og hørte atter Igors støtteild. Kun den ene forlygte blev ramt. Han kunne se mørke skikkelser springe ud fra ladet.

De var bevæbnede. Han skød mod dem for at få dem til at gå i dækning, men enten var de sindssyge eller meget tapre eller fulde eller det hele på én gang. De skød vildt mod ham og Igor, selv om de sikkert ikke kunne se dem tydeligt. Han hørte et par af projektilerne i luften, og andre slog ned flere meter bag dem. To af dem smed sig i sneen, da han åbnede op igen. Han kunne høre Igor besvare ilden og så en af de mørke skikkelser falde om.

Tor løftede hånden og rejste sig, da han hørte Igor give støtteild. Han løb 20 meter tilbage, gik i dækning og støttede med en ny salve Igor, der lige så disciplineret løb til den nye stilling. Da Tor så, at han var på plads, skiftede han magasin. Han vidste, at Igor ville gøre det samme. Det kunne godt være, at fascisterne var flere, men de ejede hverken hans og kammeratens evner og træning eller deres disciplin. Han holdt dem nede med en ny salve og så endnu en mand falde, mens Igor trak sig tilbage og gav støtteild, så også Tor kunne nå en ny stilling. De skød begge samtidig og så længe, at de kunne se, at fascisterne gik i dækning.

Deres træfsikkerhed virkede bedre. To projektiler slog ned foran ham. Han hørte et enkeltskud over AK47’ernes knitrende gøen og mærkede lufttrykket ved sin kind. De havde fået en snigskytte på plads. Eller en skytte, der vidste, hvad han gjorde. Den første lastbil brændte nu og kastede rødgule farvetunger ud over sneen. Tor kunne ikke længere høre rotorblade og tænkte, at helikopteren måtte være landet. Det var nu, de skulle af sted.

Han satte et nyt magasin på plads og gav tegn til Igor. De skød begge en kort salve og løb krumbøjede ind mellem de spredte, nøgne træer. Der blev skudt efter dem, men de var svære at se i deres hvide tøj, og fascisterne skød i blinde, også 28

Djævelen i hullet.indd 28

15/08/16 16.08

fordi de nu var bange, i hvert fald to af deres folk var nede. Han vidste ikke, hvor de fleste projektiler ramte, hørte kun et par stykker slå ind i en træstamme. Nu gjaldt det om at komme ind i skovtykningen mellem paladset og vandreservoiret.

Tor rettede sig helt op og satte i et hurtigt løb, da han mærkede en voldsom smerte i knæet. Projektilet gik ind i hasen og ud gennem knæskallen. Sådan føltes det. Han havde aldrig i sit liv følt en så afsindig smerte, der fik det til at sortne for hans øjne. Han faldt om, prøvede at komme op, men han var ved at miste bevidstheden. Hans hvide bukseben var rødt af blod, der også farvede sneen. Han var væk et øjeblik og havde bare lyst til at lade sig opsuge af den bløde snes favntag. Han mærkede Igor tage fat under hans arme og hive ham op og slæbe ham af sted. Han skreg, fordi det gjorde så forbandet ondt, og var vildt taknemmelig, da mørket begyndte at sænke sig over ham. Det sidste, han så, var, at sneen mærkværdigt nok lyste som blod omkring ham og Igor, der trak i ham og råbte til ham, men han kunne ingenting høre. Han så Jevgenij løbe frem og fyre sit våben af og chefen, der vinkede dem hen til sig med hidsige fagter og råbte ord, som også blev væk i snefoget.

Djævelen i hullet.indd 29

15/08/16 16.08

2

Da han spottede ægteparret, tænkte han øjeblikkeligt, at de kunne være de rette. Han havde hidtil været særdeles kritisk i sine observationer. Forsigtighed og årvågenhed var lige så vigtige elementer i dag som førhen. Men han var sikker. Så sikker som man kunne være. De emmede af præcis det, som han søgte. De fremstod dannede, cool og frie. Nu skulle de bare forføres.

Han stod som sædvanlig ved anløbskajen foran Genop­stan­ delseskirken, når en af flodbådene skulle lægge til i Pljos. Det var i dag skibet Fjodor Dostojevskij, så han. Langt og hvidt gled det langsomt ind til kajen. Det var bygget som toogfirs andre i Boizenburg i det hedengangne og noget så fejlslagne DDR og havde engang sejlet en anden fejlslagen og hedengangen na­tions partielite på pamperture med kaviar, vodka og elskerinder på de store søer ved Moskva og på Volgafloden. Nu fragtede det renoverede Dostojevskij udenlandske turister og velaflagte middelklasserussere ad samme grumsede Volga til Skt. Petersborg. Han kunne se passagererne stå langs rælingen og kigge ind på hans by.

Han prøvede at se landsbyen med deres øjne. De så en pittoresk russisk landsby, hvis træhuse kravlede op ad bakkerne 30

Djævelen i hullet.indd 30

15/08/16 16.08

mellem utallige grønne træer, hvis perspektiv blev brudt af løgkupler og tårne fra flere kirker. Hjem for omkring to tusind sjæle; fristed for adskillige velhavende moskovitter. De skulle bare vide, hvor meget flottere den tog sig ud i dag end dengang, han selv kom hertil. De fede katte i Moskva havde opdaget landsbyen ved Volga og bragt butikker til de nyrige, asfalt til deres store biler og maling til de nyopkøbte huse, som det nu var meget trendy at have som datja, efter at den lille skid til Ministerpræsidenten havde bygget sig et mindre palads oppe i bakkerne bag katedralen, mens han havde holdt stolen varm for Præsidenten.

Bag ham tronede den nyistandsatte Pljos Yacht Klub. Dens nypudsede lyserøde facade var omkranset af hvide søjler, og store bogstaver fortalte, at her holdt den nye yachtklub til. En lille plakette på muren gjorde stolt opmærksom på, at selve Ministerpræsidenten havde spist på stedets gourmetrestaurant. Der var noget infantilt over byens nye snobberi for alt fornemt og alt russisk. Guvernøren havde opfordret cafeerne og restauranterne til ikke at spille vestlig popmusik, men kun gode russiske sange, der ville bidrage til en sund russisk kultur i landsbyen. Men han måtte indrømme, at det virkede. Flere og flere turister kom til Pljos, og flere og flere velhavende kom hertil for at købe huse. I hvert fald om sommeren var byen som et russisk postkort.

Der var kirkerne med kuplerne og de fine huse, der klatrede op ad bakkerne. De lå så smukt i det gyldne solskin og var en del af det, som han engang havde elsket ved Rusland. Det gamle færgeleje, der havde ligget halvt nedsunket i Volga, var som den kommunistiske nation, der havde bygget det, væk.

Havnefronten bød sig som resten af byen til over for de tilrejsende turister og især deres penge. De opholdt sig ikke så længe; lige nok til, at det passede med deres reservation i slusen, så det gjaldt om at malke dem, mens chancen var der. De små træhuse var malet blå, dybtgrønne og brune med småsprossede 31

Djævelen i hullet.indd 31

15/08/16 16.08

vinduer; og her om sommeren duftede blomsterne, så både bier og mennesker blev fortumlede.

Passagererne gik fra borde. De blev mødt af de sædvanlige tuskhandlere, der falbød såkaldt kunsthåndværk, hjemmelavede pølser, sjaler i alle farver og legetøj i træ. Det moderne islæt var en ung mand i en T-shirt, der erklærede sin kærlighed til New York, et par forvaskede jeans og en kasket med Texas skrevet på pulden. Hans mund kværnede tyggegummi, hans øjne var skjult bag sorte solbriller, og han solgte forældede CD’er, som passagererne med deres smartphones var endnu mindre interesserede i end træskærerarbejdet, som de ikke kastede mange blikke på. De stønnede i varmen og gik op mod kirken anført af en af deres utrættelige guider. Han kendte sceneriet ud og ind, men i dag skulle det være. Det hele var i opløsning, og nu måtte han spille sin hånd, inden det på alle måder var for sent.

Solen bagte ned over landsbyen. Den russiske sommer var så hed som glemte elskerinders kys, tænkte han og indsnusede støvet fra de gader, der endnu ikke var asfalterede, tjærelugten fra kajen, et strejf af rådden fisk, duften af røgede ørreder fra en fiskebod og den fade lugt fra den langsomt flydende Volga, der lå brun og tung foran ham. Den korte russiske sommer, hvor landet blev brændt af solen og gennemvædet af hidsige, voldsomme tordenbyger, som ramte ud på eftermiddagen.

På den anden bred en halv kilometer væk kunne han skimte nogle af de nyriges huse og de gamle fra sovjettiden, der lignede krøblinge ved siden pragtvillaerne. De var vokset frem i de år, han havde boet i dette provinshul, der var blevet så fandens populært hos de nye herskere og deres eftersnakkende følgesvende i Moskva.

Floden så venlig ud i solskinnet. Midtstrøms i sikkerhed for pramme, sejl- og flodbåde sad de sædvanlige mænd i store gummislanger fra traktordæk og fiskede. De mere privilegerede af fattigfolket sad i små, fladbundede joller med fiskestangen 32

Djævelen i hullet.indd 32

15/08/16 16.08

stikkende agterud, mens de drev langsomt i den sommerdovne flod. De rige sendte en kølvandsstribe efter sig, når de gassede speedbådene eller vandscooterne op, så kvindernes hår fløj i vinden. Ministerpræsidenten opholdt sig tydeligvis ikke på sit landsted. Når han var på datjaen, kunne man se en eller to speedbåde fra militsen patruljere på floden.

En flok knægte sprang ud i flodens brune vand fra en væltet træstamme og prøvede med høje råb at gøre en flok tøser inter­ esserede. Vand perlede fra deres unge, stærke og slanke kroppe og lyste som småbitte diamanter i deres beskedne kropshår.

Hvilende på armene lænede pigerne sig tilbage og lod deres bryster spænde i de små bikinitoppe, mens de lod, som om drengene ikke interesserede dem det fjerneste.

Han sukkede.

Det var hans liv nu om dage. En gammel mands konstante selvmedlidende suk. Han flyttede blikket fra yndighederne og fulgte ægteparret og blev bekræftet i, at netop de to var de rigtige, da han hørte, at de talte dansk. Der var tilsyneladende kun udenlandske krydstogtsturister med, ingen russere. Det var perfekt.

Fra det øjeblik han havde spottet dem, havde han vidst, at de var danske. Der var noget ved deres tøj, og måden de gik på.

Deres velklædte skødesløshed, og at de trods deres alder var sporty og velpræserverede på en ikke overtydelig måde. Som deres lille velregulerede land, der hyggede sig i sin viden om egen fortræffelighed og undren over, at alle ikke bare gjorde som dem. Men det var mest måden, de førte sig på. Den måde de gebærdede sig på. Deres afslappede selvsikkerhed, der vidnede om rejseerfaring, men på en ublasert facon, som udstrålede, at de var velhavende uden at være store i slaget. Der var ikke noget brovtende amerikansk over dem. De var glade for at have råd til at rejse. De lignede nogle, der besad et reelt ønske om at opleve og forstå et andet lands kultur. Han kunne genkende dem på travet.

33

Djævelen i hullet.indd 33

15/08/16 16.08

Manden var omkring de tres med en lang, skaldet isse. Hun var vel en fem år yngre med mørkt hår, en kridhvid og helt ren bluse med korte ærmer, et par matchende stramme shorts og bare tæer i praktiske sandaler. Han var i en blå polobluse under en grågrøn vest og et par lange shorts og havde også bare fødder i sine Ecco-sandaler. På hovedet havde hun ingenting, mens han trak en kasket op af en af de mange lommer i vesten og anbragte den på hovedet. Golfspillere på Volga, tænkte han. Politikenlæsere og medlemmer af Gyldendals Bogklub, hvis den stadig eksisterede. Danskere uden en bekymring i livet andet end de småting, som danskere beskrev som udfordringer.

Perfekte uskyldige tilskuere til et spil, som kun han kendte, selv om han endnu kun så brudstykker af forløb og regler.

Han havde boet for længe i Pljos. Han var ved at blive skør.

Han så hende tage sin mand i hånden og gå op mod kirken.

Hun så op på ham, sagde et eller andet, han svarede, og hun lo, så hendes tænder lyste hvidt i solen, og hun blev endnu smukkere.

Han fulgte efter dem. Der var ingen, der holdt øje med ham længere. Hvis der var, gjorde han ikke noget, der forstyrrede normalbilledet. Han gik hver dag ned til Volga eller op på Levitanhøjen på sin daglige spadseretur rundt i landsbyen. Han snakkede med de lokale og fik sig en caffe latte på en af byens cafeer. Han var stadigvæk udlændingen, men ikke så fremmed længere. Han talte deres sprog. Han var en del af landsbyens liv, også om vinteren, når Volga lukkede til og krydstogtsskibene var trukket i havn. Sådan havde det været i flere år; også dengang de en gang imellem hentede ham og respektfuldt forhørte sig, om han havde tid til et vigtigt møde. For derefter at køre ham til Moskva i en bil med aircondition om sommeren og et velfungerende varmesystem om vinteren for at spørge ham til råds om vigtige sager i kontorer med dyre møbler på hemmelige adresser. De kom ikke længere. Nu var hans daglige selskab en mut kone og en halt søn, der lavede propaganda som lusket 34

Djævelen i hullet.indd 34

15/08/16 16.08

internettrold for et Kreml-finansieret it-firma i Skt. Petersborg.

Det fællesskab, de delte som far og søn, var det, mænd i det her forbandede land altid fandt omkring en flaske vodka, syrnet rugbrød, saltagurker og en pose med tørrede fisk.

Det danske ægtepar forsvandt ind gennem kirkens brune dør sammen med en lille gruppe andre turister. Af gammel vane gjorde han korsets tegn, inden han fulgte efter dem ind i kirkerummets dunkle kølighed. Der var masser af kirkegængere, så i første omgang kunne han ikke se dem, men så fik han øje på dem. Sammen med andre turister var de trukket ned mod døbefonten, hvor en præst gjorde sig klar til at døbe en syv-otte personer under det rigt udsmykkede loft. Kirkerummet duftede af vokslys og røgelse, der svøbte ikonerne i en gråblå røg. Foran de vigtigste bad et par ældre kvinder med tørklæder. Han så, at den danske kvinde havde dækket sit hår med en lys solhat.

Dåbsbørnene varierede i alder fra et par små babyer til et par stykker på næsten ti år. Der var også en ung mand i begyndelsen af tyverne. Han stod i et par løse bukser og med bar overkrop, mens børnene var i de tynde, hvide dåbskjortler.

Præsten havde fortalt om ritualet, salvet dem og bedt for dem, og en hjælpepræst kom frem fra ikonostasen med nu velsignede dåbskors i fine kæder. En efter en trådte forældrene frem med deres småbørn. De vendte sig mod øst, og børnene blev klædt nøgne. Præsten gjorde korsets tegn over døbefonten, inden han tre gange dyppede dem helt under vandet i treenighedens navn. Han svøbte de grædende små i hvide, bløde dåbsklæder.

Forældrene smilede stolte. De lidt større børn og den unge mand fik hældt tre store fade dåbsvand over sig, og så var de også en del af den rettroende kirke.

Præsten var en midaldrende mand med et surt ansigt under et stridt hår, og der sad madrester i hans lange skæg, men når han døbte børnene, lyste hans ansigt op i et stort smil, og han roste dem i høje toner.

“Dygtig, dygtig, dygtig,” nærmest messede han, hver gang 35

Djævelen i hullet.indd 35

15/08/16 16.08

han havde trykket et barns hoved ned under vandet og udtalt dåbsordene.

“Gad vide, hvad han siger?” sagde kvinden.

Han var stille og roligt listet op bag dem, mens de havde været optagede af den farverige og for dem fremmede dåbshandling, og sagde lavmælt: “Han siger, børnene er dygtige,” sagde han. “Og at han døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. De er nu Lysets børn. De er nu en del af den kristne familie.”

Kvinden vendte sig om.

“Det var jo dansk,” sagde hun med en stille, perlende latter.

“Men du er da ikke fra båden? Vi kender det andet danske par.

Resten er udlændinge.”

“Nej. Jeg bor her.”

“Hvor interessant. Hvad laver en dansker her?”

“Jeg er oversætter og maler lidt.”

“Det må jeg nok sige. Har du hørt det, Niels?”

“Interessant. Ritualet, mener jeg. Meget farverigt,” sagde Niels. Han havde en lys, melodisk stemme.

“Sådan er de russiske kirker i det hele taget,” sagde hun.

“Mystiske og mytiske. Som om man træder ind i en anden tidsalder. Ikke som vores puritanske og kedsommelige folkekirke.”

“Nej,” sagde han. “Her har man ikke ændret meget de sidste tusind år. Bare tag sådan noget som dåbsritualet, I lige har oplevet. Det er en lysets fest. I den ortodokse tro hænger alt sammen. Legeme og sjæl. Mennesket og kirken. Der er ingen uoverensstemmelse mellem form og indhold. Altså mellem sjæl og legeme, traditionen og skriften. Man spilder ikke sin tid med skolastiske spidsfindigheder. Her opfattes sakramenterne som mysterier og er dermed hævet over ethvert forsøg fra os dødelige på at forsøge at rationalisere dem.”

“Nå,” sagde hun og stak ham det smil, der lyste hendes ansigt op. “Det var noget af en teologisk udredning. Er du præsteuddannet, måske?”

36

Djævelen i hullet.indd 36

15/08/16 16.08

Han lo: “Nej, nej. Jeg er en ret så almindelig dansk hedning. Kirkens historier og ritualer interesserer mig blot. Jeg hedder Hans Mortensen.”

Han rakte først hende hånden, og derefter hendes mand.

Hun hed Lene, og han Niels. Han tog dem med på en lille rundtur i kirken, og de lod til at være oprigtigt interesserede i, hvad han kunne fortælle dem om dens historie og indretning.

Engang kirke, så blev den lukket under Stalin, tjente som biograf og undervisningslokale for Partiets historie. Forfaldt under Khrusjtjov og brugt som oplagsplads for redningsudstyr og snerydningsmateriel under Leonid Bresjnev. Genopstanden fra sin ruin under Boris Jeltsin og nu blot en af flere ortodokse kirker i Pljos til trods for, at landsbyen kun rummede et par tusind mennesker. Han kunne ikke svare på, hvor mange af dem der var troende. Det var ulovligt at registrere folks tro, men han forsikrede dem om, at den ortodokse kirke, som på russisk hed den rette eller den rettroende kirke, i dag var en stærk institution i det russiske samfund. Kirken og Præsidenten så på de fleste områder ens på Ruslands historiske rolle i verden.

“Kirken var ved at uddø under Stalin, men blev reddet af Hitlers invasion i juni 1941. Stalin havde brug for kirkens evne til at mobilisere russernes legendariske fædrelandskærlighed.

Hvis den ville velsigne hans kanoner, kunne den få lov at leve over jorden og praktisere troen under visse betingelser. Med dens velsignelse ændrede beskrivelsen af krigen sig. Det var ikke længere en kamp mellem fascisme og kommunisme, men den anden store fædrelandskrig; den dag i dag et mytisk og helligt begreb i et ellers meget materielt Rusland. Kirken ikke alene overlevede, men er tilbage i sin rolle som den russiske verdens beskytter og moderlandets bolværk mod den grumme vestlige indflydelse.”

Han fortalte dem også om ikonerne og deres historie. At man ikke bad til dem, men gennem dem forsøgte at nå Gud. Da han 37

Djævelen i hullet.indd 37

15/08/16 16.08

forstod, at de var oprigtigt interesserede, gav han sig tid og beskrev et par ikoner mere detaljeret. Han antydede, at han selv i det små forsøgte sig som ikonmaler og også var en del af et kollektiv, der restaurerede dem. Han gjorde sig mere kulturel, end han var. Det var klart indgangen til Lene og Niels. De nød tydeligvis at føle, at de udvidede deres horisont.

Han var også klædt på til at indynde sig, forføre dem. De havde lige et øjeblik haft den instinktive skepsis, som man kan have over for fremmede, der kontakter én på en rejse, og de havde ganske givet læst masser om mafiosi-typer og andre svindlere, som turister kunne løbe ind i på en rejse til Rusland.

Det lignede han ikke. Han havde en polo på, et par lyse, pletfri bukser, velpudsede sko, og han lugtede ikke af hverken vodka eller tobak. Man skal klæde sig på til opgaven, havde han lært i sin tid. Hans fuldskæg var veltrimmet, og hans hår klippet pænt ved ørerne. Hans lille mave medvirkede kun til at forstærke indtrykket af en lidt ældre, men sund mand, som virkede sympatisk og tilforladelig.

Det var mest Lene, der stillede spørgsmålene, men det var Niels, der med det samme takkede ja til, at de drak en kop kaffe sammen i en café i nærheden. Det var en af de nyere, der serverede de moderne udgaver af kaffe, som man kunne få over hele verden. Niels og Lene tog caffe latte, mens han selv foretrak en dobbelt espresso. Der var kun fire andre kunder i den lyse café, der tidligere havde huset en forsømt statsbutik, men nu var overtaget af en eller anden oligark, der drev en kæde af cafeer over hele Rusland. Det var fire yngre mænd i T-shirts og shorts, der drak store fadøl og diskuterede Spartaks chancer i den bedste foldboldliga, kunne han fortælle ægteparret. Det var nemt at snakke videre om kirken, vejret, lidt om Danmark og om deres rejse ad floderne fra Moskva til Skt. Petersborg, hvor de skulle opholde sig et par dage, inden de fløj hjem til København. Eller mere præcis til Skodsborg, hvor de havde deres hus. De var almindelige mennesker og ikke soldater på den 38

Djævelen i hullet.indd 38

15/08/16 16.08

usynlige front, så de snakkede frit og uden bagtanker. Han ville et øjeblik ønske, at han kunne skrue tiden tilbage og atter få et så banalt og ukompliceret syn på livet.

Lene nippede til sin kaffe. Hendes bevægelser var graciøse på kanten af det sippede, tænkte han. Niels kiggede ud ad vinduet på to unge kvinder, der spankulerede forbi på abnormt høje hæle i korte skørter og minimale toppe.

“Har du oversat nogle forfattere, vi kender?” spurgte Lene.

“Det tror jeg ikke. Jeg er faktisk mest teknisk oversætter, og indimellem fungerer jeg også som tolk.”

“Hvordan er du dog endt her, Hans?” sagde hun og lagde kortvarigt hånden på hans bare arm.

“Det er den sædvanlige historie. Kærlighed. En russisk kvinde.”

Hun trak hånden til sig. ”Ja, det er det jo ofte,” sagde hun.

“Er her ikke forfærdeligt kedeligt om vinteren?” sagde Niels og drejede hovedet tilbage.

“Det kommer an på, hvem man er. Jeg kan lide at læse; jeg maler. Der er et godt skiterræn, og når Volga fryser til, så fisker vi gennem isen.”

“Spændende,” sagde Niels.

“Så langt er vi heller ikke fra Moskva. Omkring 375 km, og vejene er blevet noget bedre, efter at blandt andre den tidligere præsident har bygget sig en datja i Pljos.”

“Sådan noget trækker folk til. Det er det samme over hele verden,” sagde Lene og tog endnu et dannet sip.

“Ja. Potjomkin har ikke levet forgæves, men det har nu været godt for landsbyen, at de rige har fået øje på den. Den var temmelig trøstesløst forfalden for nogle år siden, men der er sket meget på det sidste. Rusland er blevet rigt, mens jeg har boet i landet.”

“Og hvor mange år er det?”

“Tja. Mere end ti år efterhånden.”

39

Djævelen i hullet.indd 39

15/08/16 16.08

“Nu går det vel ikke så godt?” sagde Niels. “Med olieprisen, der er halveret, og rublen, der heller ikke har det for godt.”

“Du følger med?”

“Ikke mere end en almindelig avislæser gør.”

“Det er rigtigt. Det er lidt hårdere nu, men det skal nok gå.”

Lene lagde hånden på hans arm igen: “Men det er da en farlig situation med Krim og Ukraine og alt, hvad der følger med. Man føler sig hensat til Den Kolde Krig. Nu gik det lige så godt.”

“Ja,” sagde manden, der kaldte sig Hans. “Det gik lige så godt.”

“Man kan godt blive lidt nervøs,” sagde Lene. “Verden er ikke så sikker, som man gik og troede.”

“Nej. Det er den sjældent.”

Niels kiggede på sit ur: “Vi skal snart tilbage, skat. Vi har kun et par timer her i byen.”

“Gud ja! Som tiden dog flyver i godt selskab.”

Han insisterede på at give kaffen og fulgte dem ud i solskinnet og ned mod krydstogtsskibet, som de kunne se nede ved flodbredden. De andre passagerer kom også i en spredt, men støt strøm oppe fra byen.

“Vi fik slet ikke set Pljos,” sagde Niels.

“Men vi mødte Hans. Det var meget bedre og mere lærerigt,” sagde Lene.

Nede ved landgangsbroen stoppede de op. “Åh,” sagde han. “Jeg ved ikke, om I kunne gøre mig en tjeneste?”

“Selvfølgelig. Hvis vi på nogen måde kan.”

Han tog et brev op fra sin skuldertaske. Der var intet frimærke på.

“Kunne I tage det her brev med og poste det i Danmark? Det er til min advokat i Danmark, og det er ikke altid helt sikkert, at breve når frem bare rimeligt hurtigt, hvis jeg poster det her fra landsbyen.”

40

Djævelen i hullet.indd 40

15/08/16 16.08

“Selvfølgelig,” sagde Lene og tog brevet.

“Jeg har ingen danske kroner på mig, men I kan få rubler.

Til frimærket.”

Lene lo: “Pjat. Du gav kaffen, så kan jeg godt give et frimærke.”

“Selv om det efterhånden er en dyr fornøjelse,” sagde Niels, der dog hurtigt skyndte sig at bløde op: “Det var en joke.

Selvfølgelig kan vi give et frimærke.” Han tog brevet, kastede et blik på det og rakte det lettere forlegen tilbage til Lene.

“Torsten Molde. Og på Møn. Det er okay,” sagde han. “Fint nok. Det kan vi godt.”

“Selvfølgelig kan vi det,” sagde Lene og rakte den frie hånd frem til afsked.

Han blev stående og vinkede til dem, da Fjodor Dostojevskij langsomt gled ud fra kajkanten og videre ud i sejlrenden i midten af den brede flod, mens tonerne af Abbas Dancing Queen lød fra højtalerne. Lene havde taget sin solhat på. Hun tog den af og vinkede med den. Han følte et absurd savn, da hendes ansigt langsomt fortonede sig, i takt med at skibet satte kursen mod slusen længere fremme.

Djævelen i hullet.indd 41

15/08/16 16.08

90 mm

155 mm

33 mm

– POLIT IKE N

HHHHH Davidsen classic.

– JYL L AN D S-POST EN

I

han dukker op igen, er det på russisk side. Arnborg har forelsket sig i en russisk kvinde og arbejder nu for efterretningstjenesten FSB.

Hjemme i Danmark har han efterladt sin kone og teenagedatteren, Laila.

Faderens forræderi kaster en skygge over Lailas liv.

HHHHH Den bedste fra Davidsens

Laila uddanner sig til sprogofficer, men efter to udsendelser til Irak

– E KST R A BL ADE T

bestyrer hun en campingplads i Bogense. Her modtager hun pludselig

Yderst medrivende, velskrevet og tankevækkende spændingsroman. – INFORM AT I ON

et brev fra sin far, og konfrontationen med fortiden sender hende ud på

Man bliver meget klogere på nutidens Rusland ved at læse hans bog end ved at læse avisen.

en rejse til det moderne Rusland. Faren har efterretninger, der kan blive

– WE EKEN DAVISEN

afgørende for Danmark og de baltiske lande, og Laila bliver viklet ind i sin

trekantsdrama. – BE RL I NGS KE

hånd siden hans russiske trilogi fra 1990’erne.

families ukendte historie, der trækker tråde tilbage til Den Kolde Krig.

DJÆVELEN I HULLET er en intens spændingsroman om forræderi og loyalitet, en families opløsning og genforening og de politiske spændinger mellem Vesten og Rusland.

HHHHH Litterær ’slow food’ af høj kvalitet.

Leif

Davidsen LEIF DAVIDSEN, født 1950, debuterede i 1984 med Uhellige alliancer og har i de mellemliggende godt 30 år skrevet en stribe spændingsromaner,

ROMAN

blot er blevet bestsellere i Danmark, men også er oversat til i alt 15 sprog. Forfatterskabet er tildelt flere priser, bl.a. Læsernes bogpris, Boghandlernes Gyldne Laurbær og Glasnøglen for årets krimi i Skandinavien.

– JYL L AN D S-POST EN

HHHHH En meget velskrevet og personlig rejsebog. – FAMIL IE J OU RNA L EN

Med Steinbeck som rejseguide stiller Leif Davidsen skarpt på det USA, der er svært at forstå, og den kultur, der formede ham som forfatter.

– IN FORMAT ION

9 788711 558331 LINDHARDTOGRINGHOF.DK

to rejsebøger og to novellesamlinger, der ikke

Lindhardt og Ringhof

232 mm

HHHHH Velturneret plot og gribende

hullet DAVIDSEN iDjævelen

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Hans bedste politiske thriller siden ”Den russiske sangerinde” for 25 år siden.

1993 forsvinder den danske efterretningsagent John Arnborg. Da

90 mm

FOTO: NICKY BONNE

Le i f

155 mm