Dette er ikke en krimi - læseprøve

Dette er ikke en krimi Fortællinger J E N S B L E ND S TR U P L AR S FRO S T E INAR M Á R G U Ð M U ND S S ON P IA J U U L HAN S OTTO J Ø RG E N S E N D E NNI S GAD E K OFOD S V E ND Å G E M AD S E N M E TT E M O E S TR U P TOR B E N M U N K S GAARD K RI S TINA S TO LT Z M E TT E THO M S E N HARA L D V O E T M ANN

Lindhardt og Ringhof

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

DETTE ER IKKE EN KRIMI FortĂŚllinger

Lindhardt og Ringhof

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Dette er ikke en krimi © 2012 Bidragyderne og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion: Victoria Westzynthius Omslag: Dan Eggers Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos ScandBook AB, Falun ISBN 978-87-11-40705-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Indhold bo tao michae¨ lis Forord: En stilfærdig apologi for den kriminelle fortælling z 7 torben munksgaard Private Ribeye z 15 svend åge madsen Det her er ikke nogen fortælling z 41 kristina stoltz Kvinden fra den vildtvoksende rosenhave z 73 pia juul Et rødt hav z 93 jens blendstrup Sagen: Lone z 97 harald voetmann Den ekboliske kurve. Noter til en roman z 107 dennis gade kofod Uden mål og med z 121 einar már guðmundsson Nekrolog over Joe Allard z 141 lars frost Klipper plæne z 159 mette thomsen Ah-ah z 171 hans otto jørgensen Familie z 191 mette moestrup Så hurtigt du kan z 207

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 41 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Svend Åge Madsen

Det her er ikke nogen fortælling Ceci n’est pas un conte Denis Diderot

Kriminalstoffet? gentog hun og slugte en klump. På et sekund røg hun fra en ensom udørk ind midt i rampelyset.

Skulle det da være så svært at forstå? spurgte den tykke mand med et grumt smil.

Det var svært at forstå. Dels på grund af hans grødede dialekt. Dels fordi hun havde ventet en helt anden og langt værre skæbne.

Journalisthøjskolen havde kæmpet for at få Gørsted-Posten til at oprette en praktikantstilling. Måtte nærmest true avisen med boykot hvis den ikke bøjede sig. Modstræbende tilbød Oscar Ludvigsen, Postens suveræne enehersker, da en elev praktik i tre måneder. Anna Sofie der var skabt til noget større, måtte tage til takke.

Før hun tiltrådte, var hun overbevist om at redaktøren ville hævne sig ved at give hende de mest røvsyge opgaver.

Hvor det at lave kaffe til de ansatte ville være det kreative højdepunkt. Med pligt til at referere håndboldkampen for karle fra Nørre Langhalm mod Østre Halmballe.

En opsamlende artikel til hvert fredagsnummer var 41

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 42 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

hvad han kunne forlange af hende eller tilbyde hende.

Stort og småt om byens misgerninger.

Anna Sofie var ekspert i kriminalstof, havde læst stort set alt der var kommet på krimiområdet siden hun lærte at stave. Det var så at sige det eneste emne der virkelig havde hendes interesse. Hun genkendte øjeblikkelig typen, den tykke, dvaske redaktør, fra utallige beskrivelser.

Ludvigsens grumme smil skyldtes at han var så doven at han var glad for at slippe for det tunge stofområde.

Fra redaktionen, et snævert loftsrum i byens højhus, helt oppe på anden sal, kastede hun et blik ud over de grå og røde tage. Tilsyneladende uforstyrret hygge med velholdte nyttehaver og rævesikre hønsebure, men hun skulle vide at aftvinge stedet dets hemmeligheder.

Allerede nu anede hun muligheden for at udnytte sine indhøstede erfaringer til at skrive en kriminalroman når hun vendte hjem til storbyen. Hun nævnte dette kald for redaktøren. Endnu et skeptisk smil: Ja ja, før i tiden skrev velmenende skolelærere opbyggelige romaner til det jævne folk. Nu om dage skrev enhver stræbsom journalist nedbrydende krimier.

Hun indså at han var for naiv til at kunne bistå hende.

På Ludvigsens overstrømmende anbefaling tog hun foreløbig et værelse på Gørsted Kro. Så overstrømmende at det tydede på han undte Maryann denne indtægt. Det var for øvrigt den eneste mulighed i byen, tilføjede han da han registrerede hendes mistroiske blik.

I sin første uge fik hun kun kendskab til én forbrydelse i området. Den tunge kæde foran børnehaven Bøllefrø var løftet af krogen og lå henslængt på jorden. Den 42

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 43 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

almindelige mening var at nogle unge knægte havde udført gerningen i kådhed.

Anna Sofie havde også svært ved at forestille sig at en bande gamle koner skulle stå bag ugerningen, men hun var ikke den der låste sig fast på en tilfældig mistanke.

Hun overvejede teorien at rambuktyve var blevet forstyrret. De havde fjernet kæden med henblik på at brage bilen ind i børnehaven for at tilegne sig stedets værdier.

Hun undlod dog at skrive om episoden da hun savnede belæg for sin teori og desuden erfarede at udbyttet i bedste fald ville være fire rustne tricykler, en håndfuld hjemmestrikkede dukker og nogle børneskovle.

Hun henlagde sagen, men glemte den ikke. Hun kendte småbyer ud og ind uden rigtig at have opholdt sig i en. Fra sin læsning vidste hun at i den slags miljøer, på overfladen stille idyller, lå ondskaben slumrende på bunden. Den skulle hun nok være kvinde for at få frem i lyset.

Af mangel på stof skrev hun sin første artikel om at det nu var nøjagtig 37 år siden at Maren, byens daværende skønhedsdronning, blev overfaldet og misbrugt.

Den eneste større forbrydelse i området hun havde kunnet støve op.

Ludvigsen lod artiklen forkorte, men trykte den idet han brummede at han nok selv skulle tage sig af det historiske stof. For øvrigt hed pigen ikke Maren, men Marin, plus en række andre små unøjagtigheder.

Nu skulle hun ikke komme med en artikel om KræDonald Laveran der for præcis 111 år siden lod sig vie til en afdød. For alle fra avisens læsekreds ville i forvejen have historien i levende erindring. Skønt få af dem havde oplevet den ved selvsyn.

43

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 44 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Igen måtte hun tvivle på at hun havde forstået hans ravjysk rigtigt, men følte ikke trang til uddybende spørgsmål som man ellers anbefalede på skolen.

Hun måtte komme op med noget bedre.

I ugens løb havde hun dog gjort et vigtigt bekendtskab.

Hun havde bemærket den lidt skulende, mørkhårede mand der hver aften spiste på kroen, som hun også selv gjorde indtil hun fik sig indrettet.

Med sit skarpe blik havde hun spottet hans lidt mistænkelige adfærd da hun flere gange løb på den midaldrende mand ude omkring i byen. Men han var for smart til at lade sig skygge som hun ellers forsøgte i det skjulte. Den ene gang anbragte han sig demonstrativt på bænken foran jernbanestationen, en plads han tilsyneladende ikke ville vige før hun havde opgivet sit forehavende.

Ved den anden lejlighed sad han allerede på en natursten, der i folkemunde kaldtes togangsstenen, i den sydlige udkant af byen. Med en inviterende bevægelse indbød han hende endda til at slutte sig til ham. Hun måtte gøre sig et ærinde langs åen ind i den lille lund for at demonstrere at hun ikke var specielt ude efter at fange ham i ulovligheder.

Samme aften satte han sig uinviteret hen til hende ved aftensmåltidet. Spisestuen der lugtede af stegt flæsk og dovent øl, var tom bortset fra de tre kortspillende handelsrejsende. De to faldt i en hyggelig snak, hun kunne ikke tillade sig at kaste vrag på villige meddelere.

Hun lokkede ud af ham at han var den lokale repræsentant for ordensmagten. Det faldt endda ikke særlig 44

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 45 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

svært for Maryann ledte hende på sporet da hun utilsløret spurgte hvad landbetjenten kunne tænke sig i dag.

I samtalens løb tilstod han at han ikke havde kendskab til ret megen kriminalitet hverken i byen eller nabolaget. Men han kunne fortælle hende hvad der var det mest foruroligende der var indtruffet i ugens løb. Hun var udstyret med en god hukommelse så hun undlod at trække blokken frem.

Det var at en ganske ung kvinde med provokerende kort, sortfarvet strithår og betænkeligt korte shorts havde indlogeret sig på kroen hvorefter hun turede rundt og gjorde byen usikker.

Jasper Tisted måtte indrømme at han havde opfattet kvinden som den største trussel mod byens ro og fred.

Derfor havde han valgt diskret at skygge hende. For at se hvad hun havde for.

Anna Sofie havde skarpsindigt genkendt signalementet. De var i færd med at dele en flaske rødvin til maden, begge i håb om at lokke noget afslørende ud af den anden. Var hendes shorts, som hun stadig var iført, da for korte for den overvejende indremissionske befolkning, spurgte hun bekymret.

Jasper kastede et granskende blik på de bare, måske vel brede lår. Han havde taget en tuschpen frem mens han overvejede sagen. Før hun fattede hvad der foregik, bøjede han sig forover og skrev en svungen signatur på hendes højre lår.

Hermed var det godkendt, sagde han, af stedets højeste myndighed. Dog havde man for vane at skifte til langt når man kom til aftensmåltidet. De tre kortspillere ved det andet bord fulgte forbløffede optrinnet.

45

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 46 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

At køre bagefter hende i skridtgang i tjenestevognen var noget af det kedeligste. Derfor foreslog han en handel til nytte for dem begge. At han for fremtiden kørte hende omkring til hendes bestemmelsessteder. Hun kom lettere frem, han holdt lettere øje.

Det passede hende ikke helt at kunne mistænkes for at være i politiets sold. Hun holdt af at betragte sig som den ensomme ulv der arbejdede på egen hånd. På den anden side ville ordningen give hende lejlighed til at pumpe ham for byens hemmeligheder.

Han spiste fast hos Maryann siden han var fraskilt.

Det forstod hun alt for godt, nikkede hun genkendende, ikke tid til at lave mad, i tide og utide ude på opgaver.

Dertil nøjedes han med at grine som om hun havde sagt en vittighed.

Den følgende uge fungerede arrangementet. I sin gamle udtjente bil bragte Lovens vogter troligt Ondskabens spotter omkring.

Først til Nygade hvor hun lejede sig ind i det ledige værelse hos frøknerne Hannesen og Fælding. Jasper var ked af at ødelægge krokonens næring, men værelset ville spare Anna Sofies pengepung. Egentlig havde hun allerede set Værelse til leje på Brugsens opslagstavle, men uden at kunne finde frem til stedet.

Betjenten forklarede hende byens opbygning. Oprindelig bestod den kun af én hovedvej der til gengæld havde to navne. Nørregade nord for jernbaneoverskæringen op til kirken, mens den samme vejs sydlige del hed Søndergade helt ned til togangsstenen. På et tids-

46

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 47 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

punkt blev der så bygget en håndfuld huse der kom til at udgøre en sidevej der naturligt fik navnet Nygade.

En halv snes år senere skete noget tilsvarende, og nu var det indlysende at kalde den nyopståede vej for Nygade, for den anden var jo i mellemtiden blevet ældre, men beholdt alligevel også navnet der var godt indarbejdet. For øvrigt gentog det sig nogle år senere, igen en række huse der udgjorde en ny gade og fik navn deraf.

Sådan at der nu var tre Nygader af forskellig alder. I byen voldte det ingen problemer for alle kunne høre på udtalen om det var den helt ny, den ældre eller den helt gamle man henviste til.

Han remsede dem op med tre forskellige tryk, som hun kun med besvær kunne skelne. Hun sammenlignede sin situation med en antropolog der først må lære den fremmede stammes ubeskrevne sprog, før hun kunne begynde at afdække dens hemmeligheder.

På forbrydelsernes område var der intet sket i den tid hun havde opholdt sig i byen. I hvert fald ikke som betjenten kendte til, tilføjede han lunt. Som om den godtroende mand, som tilsyneladende knap havde læst en kriminalroman, vel måtte vide det hvis noget ulovligt passerede. Ja, knap nok i de sidste par år, føjede han venligt til. Hvis Ludvigsen frygtede hun skulle få sved på panden, tog han slemt fejl.

Det nærmeste de kom til lovbrud i ugens løb, var at Bertel, Frandsens store knægt, lørdag aften stak ud ad køkkenvinduet for at søge hen til kroen og spille kort. Og det var slemt. Stedet der jo serverede bajersk øl, betrag-

47

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 48 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

tede Frandsens som syndens hule. De var stærkt missionske og fordømte dans og kortspil. Som loven dog så gennem fingre med.

Og Nej, direkte adspurgt, heller ikke den slags problemer havde de. Af fremmede folk, som Jasper formulerede det, var byen kun velsignet med Nina, hendes rigtige navn kunne man ikke udtale, den lille smilende thaipige. Hun var gift med og forsødede tilværelsen for Ole der ikke havde for meget mellem ørerne.

Jo tak, det lille værelse med gammeldags blomstret tapet passede glimrende til Anna Sofies formål. Skillevæggen var tynd som pap, men naboværelset var for øjeblikket ubeboet, og frøknerne boede jo nede i stueetagen, så Anna Sofie kunne have sit privatliv i fred. Og frøknerne deres. Hun takkede Jasper for hjælpen. Han satte hende omhyggeligt ind i forholdene.

De to enlige kvinder omkring de halvtreds havde i en menneskealder delt bolig. De drøjede på huslejen ved at leje et loftsværelse eller to ud. Selv om der var langt imellem kunder. En tid havde det ene værelse, ikke det Anna Sofie lejede, tjent som elskovsrede. Fodermesteren der boede over for kroen, havde et godt øje til Maryann.

Men Jakobs kone kunne jo holde øje med kroen og mandens besøg derovre så de måtte finde et andet mødested.

Anna Sofie skulle dog ikke frygte at få sin nattesøvn forstyrret, forholdet var gået i sig selv.

Af hendes to værtsfolk arbejdede den magre Ebba Fælding på kommunekontoret og trak penge hjem. Den runde Kerstine Hannesen stod for husholdningen, så det

48

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 49 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

var hende Anna Sofie ville få mest kontakt med. Det var for øvrigt hendes farfar der havde formælet KræDonald Laveran med en allerede afdød.

Hun burde have stillet et afklarende spørgsmål, men ville ikke lyde ubegavet.

Frøknerne supplerede indtægterne med en slags syskole for en håndfuld af byens piger. Desuden kunne de af og til sælge noget af det håndarbejde frøken Hannesen frembragte, men han havde nu indtryk af at det meste gik til basaren.

I det næste nummer af Gørsted-Posten lod hun bomben springe.

Anna Sofie havde troskyldigt ladet sig føre rundt af den hjælpsomme politimand. Men ved siden af fandt hun lejlighed til at gennemføre sin private research. I artiklen påstod hun måske lidt mere end hun havde belæg for, men hun vidste af erfaring, læsningens erfaring, at udokumenterede påstande ofte ville provokere nyttige oplysninger frem i lyset.

Hun beskrev sagligt, med nøje afstemt lidenskab, hvordan en uskyldig mindreårig pige i Thailand var blevet bedøvet og mod sin vilje ført ud af sit hjemland. Ad forskellige omveje havnede hun i Gørsted hvor hun ulykkelig og hjælpeløs henslæbte en slavetilværelse.

Da Jasper denne fredag som aftalt afhentede Anna Sofie, havde han avisen liggende på forsædet.

Næppe var de startet op mod kirken før han brummede at det var sært at han slet ikke vidste noget om den

49

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 50 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

ting. Det skulle lyde som en kritik af artiklen, men hun opfattede det som en skjult tilståelse. Han havde ikke haft øjnene tilstrækkeligt med sig.

De vidste begge to hvem han talte om da han tilføjede at det var da underligt at hun altid var så smilende og høfligt nikkende. Ja, det demonstrerede hvor effektivt det hele var sat i scene. Jamen, Ole sendte jo et månedligt beløb til pigens mor. Selvfølgelig for at lukke munden på hende.

Så længe der ikke forelå noget mere konkret, kunne han ikke rigtig foretage sig noget.

Kirsten Præst viste gerne både kirke og kirkegård frem, men holdt hånden over kirkebøgerne selv om den slags burde være offentligt tilgængelige. Anna Sofie undlod at trænge dybere ind i emnet mens hun var ledsaget af politimanden. Men noterede sig at her var noget skjult som fortjente en nærmere granskning.

På redaktionen var Ludvigsen rasende. Artiklen var kun sluppet igennem på grund af hans dovenskab. Travlhed, var egentlig det ord han brugte. Sådanne ubekræftede påstande kunne skaffe ham en forfærdelig masse bøvl på halsen. Heldigvis var Ole for slidsindet til at anlægge sag.

Endnu mens han skældte ud, ringede telefonen. En vred kioskejer. Der brokkede sig over ikke at kunne få flere eksemplarer af dagens avis. Og da Ludvigsen ville genoptage sin svada, ringede de fra nabobyens avis der gerne ville lave en opfølgning på artiklen om den misbrugte pige.

Ludvigsen bed sin vrede i sig mens han tog sig af de nye opgaver.

50

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 51 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Forsiden af næste fredagsnummer af Gørsted-Posten var prydet af en stort opsat artikel: Hasardspillere lokker unge i fordærv. Byline: Anna Sofie Starling.

Det fremgik at en håndfuld mænd, hun vægrede sig ved at kalde dem en mafia, huserede på kroen hvor de gennem organiseret hasardspil lokkede formuer fra ubefæstede unge sjæle. Formuer kunne lyde som store ord, men for disse ulykkelige drenge drejede det sig om betydelige beløb som efterlod dem i dyb gæld. En gæld som de undertiden kun fandt mulighed for at dække gennem kriminalitet.

Hun behøvede ikke at gå i detaljer med argumenterne, for artiklen rummede nogle klare hentydninger til en kørende krimiserie med samme problematik. Måske nok i lidt større format, men læserne skulle nok drage deres sammenligninger.

Hendes chauffør kunne fortælle at Bertel havde fået ørerne slemt i maskinen. Selv om artiklen ikke rummede navne, havde familien Frandsen ikke været i tvivl om henvisningen. Bertel var idømt streng husarrest, og køkkenvinduet var spigret til. Værst var det at forældrene ikke længere ville tillade ham at rejse til nabobyen for at gå i gymnasiet når skoleåret startede.

For øvrigt faldt en fredelig femogtyveørerswhist uden for lovens rammer og kunne dårligt kaldes hasardspil.

Hun opgav at forklare ham, der selv burde vide det, hvor vigtigt det var at fange ondet i opløbet.

Hun sluttede dagen med at drikke kaffe hos sine værtsfolk. Hun så med tilfredshed Kerstine, den husmoderlige af dem, lægge en kærlig hånd på Ebbas skulder.

51

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 52 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

De snakkede udenom da hun forsøgte at få dem til at fortælle om krokonens højlydte sidespring oppe på førstesalen, men de hurtige blikke mellem dem sagde hende tilstrækkeligt.

Den hyggelige stund blev afbrudt da det blev tid for den ugentlige syskole. Anna Sofie havde den fornøjelse at hilse på de fem unge, rødkindede, generte piger der indfandt sig for at blive yderligere introduceret til kunsten at tråde en nål.

ELSKOVSREDE MED ÅBNE ARME FOR DE UERFARNE Anna Sofie var selv godt tilfreds med den nye overskrift der bredte sig over hele forsiden. Selvfølgelig var det lidt hårtrukket at påstå at der var adskillige kærlighedsredskaber i de to kvinders hjem. I virkeligheden var der kun tale om en godt brugt dildo som hun var stødt på i husets skraldespand. Et motiv hun kendte fra en berømt bestseller som mange af hendes læsere garanteret ville associere til. De to kvinders hede kærlighedsnætter beskrev hun med den største nænsomhed.

Men ellers begrænsede hun sig til antydningens kunst om de nysgerrige purunge piger der opstemte mødte frem til næste ‘sytime’. Hvordan de med fryd, gysen og henrykte hvin lærte at stoppe huller, hos sig selv såvel som hos veninderne, hvor de end stødte på dem. Med strikkepinde der drev af sved og andre safter.

I byens gader så man normalt kun enkelte folk på vej for at købe ind eller gå på besøg. Nu traf man både på hovedgaden og i alle de ny gader flokke i ivrig samtale.

52

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 53 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Røster krævede at Nina blev sendt tilbage til sit hjemland. Andre mente at hun og Ole i det mindste skulle tvangsskilles. Jasper manede til besindighed. Ingen af løsningerne ville gavne Nina. Så længe der ikke fandtes konkrete beviser, burde man se det på.

Endnu mere delte var meningerne om frøknerne Fælding og Hannesen. Men ingen var længere i tvivl om at der foregik unævnelige ting bag de altid tæt tiltrukne gardiner. For ikke at tale om pigernes henrykkelser.

Da Jasper kørte Anna Sofie til mødet hos turistchefen, var han usædvanlig alvorlig. Mange hævdede at folk i småbyer holdt hinanden i kort snor, men man havde faktisk uden anfægtelser ladet de to frøkner indrette deres tilværelse som de havde lyst til. Uden at blande sig i det der ikke vedkom andre.

Alle holdt hånden over hinanden, korrigerede Anna Sofie. Man dukkede hovedet og så igennem fingre med misbrug. Et velkendt mønster fra mere end én historie hun havde læst.

Det her er ikke nogen fortælling, svarede han, flov over sin manglende belæsthed. Det drejer sig om levende mennesker.

Hos turistchefen var stemningen anderledes hjertelig.

Han, hvis arbejde normalt bestod i at hejse byens flag på festdage, havde pludselig fået noget at rive i, og han elskede det. Forleden var byen blevet omtalt på tekst-tv.

Og nu viste flere af de landsdækkende aviser interesse.

Siden bussen med menighedsrådet kørte galt, og alle medlemmerne havde nærdødsoplevelser, havde byen ikke været nævnt i andre aviser end Gørsted-Posten.

53

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 54 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Endnu vigtigere for ham var det dog at stemningen ude i byen var mere opstemt. Hvor livet normalt gik sin forudsigelige gang uden meget andet at snakke om end gårsdagens tv-udsendelser, var befolkningen nu helt anderledes engageret. Man løb sammen, diskuterede højlydt og udvekslede stærke meninger om de dramatiske hændelser i byen. Selv om det var forkasteligt at nogen havde hængt en pisk over døren til Ole og Ninas hjem. Og det endda så højt at Oles stige ikke rakte til at fjerne pisken igen.

Sandheden havde sin pris. Da Anna Sofie vendte hjem, ventede frøken Fælding hende i indgangen. Hun måtte bede hende flytte øjeblikkelig.

Anna Sofie måtte foretage en hurtig pakning mens frøknen overvågede hende. De talte ikke sammen før hun stod på gaden med sine kufferter og overvejede hvad hun nu skulle stille op.

Anna Sofie havde med sin artikel lært hende et nyt ord, tilstod den ellers indædt tavse frøken. Dildo. Det havde hun ikke hørt før, men var blevet nødt til at slå det op. For resten var den tingest hun var stødt på i husets skraldespand og beskrev med så stor delikatesse, et køkkenapparat der kaldtes en stavblender.

Maryann udtrykte betænkelighed ved at genhuse journalisten der havde bagvasket visse af kroens kunder. På den anden side var søgningen til kroen øget betydeligt, utvivlsomt på grund af artiklen om hasardspillernes mafia. Folk ønskede vel at se ondskaben i øjnene? For folk der aldrig før havde sat deres ben i kroen, var søgt ind for at nyde en stille kop te.

54

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 55 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Da Anna Sofie næste morgen fandt dagens avis i krostuen, måtte hun indse at hun ikke var den eneste der kunne fremkalde store overskrifter.

Hendes anden værtinde, den trivelige frøken Hannesen, var død. Hun, der var en erfaren svampesamler, havde indtaget et måltid der indeholdt en dødeligt giftig svamp. Avisen forholdt sig ikke til om frøken Hannesen ved et uheld havde tilberedt den dødelige stuvning.

Overvejende bestod den af spiselige græsgrønne skørhatte, men tragisk nok havde en eller flere grønne fluesvampe, der lignede besnærende, sneget sig ind. Det havde man konstateret ved at undersøge de kasserede rester i affaldsspanden.

Her var Anna Sofie på hjemmebane. Hendes mistanke rejste sig spontant. Selvfølgelig var der ikke tale om et uheld som de naive antog. Og selvfølgelig havde den stærkt troende kvinde ikke begået selvmord som de mere mistroiske havde anelse om. Desuden var frøken Hannesen sidst hun så hende, nemlig ved sytimen, ved godt mod.

Nej. Bag ved det hele lå et motiv som var velkendt hos den seriøse krimilæser: et mord maskeret som selvmord.

Her profiterede hun af sit førstehåndskendskab til frøknernes husholdning.

Hendes første opfølgende artikel tog udgangspunkt i det besynderlige faktum at Kerstine Hannesen havde tilberedt et måltid midt på eftermiddagen og tilsyneladende indtaget det i ensomhed. Normalt ville hun vente til hendes samleverske kom hjem fra arbejde så de kunne nyde måltidet i fællesskab.

55

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 56 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Det lod sig kun forklare hvis hun havde haft besøg af en tredje person. Sandsynligvis én som hun havde samlet svampe sammen med. Eller havde vedkommende medbragt dem? En person der havde set sit snit til at stikke et par af de giftige fluesvampe ind i den ellers uskyldige bunke. En fejl som den erfarne svampesamler ikke ville begå.

Yderligere bevis på at der lå skumle planer bag arrangementet, var at den ukendte gæst omhyggeligt havde rengjort sin tallerken og sit bestik og lagt det hele på plads efter måltidet. Sådan at det fremstod som om den ulykkelige kvinde havde spist alene.

Men hvem?

Ebba Fælding som hun boede sammen med, havde været på arbejde og havde dermed et glimrende alibi.

Desuden herskede der altid den bedste tone mellem de to kvinder, betænksom, ja inderlig, snarere end hadefuld.

Hvem kunne da ønske den elskelige, runde, smilende Kerstine Hannesen død? Hvem ville profitere, det var som altid spørgsmålet.

Hvem?

Hun sad lammet og betragtede sin uhyggelige gæst.

Ude af stand til at bevæge sig mens hun mærkede giften brede sig i indvoldene. Som om hun sammen med svamperetten havde indtaget en håndfuld kakerlakker der desperate bredte sig i hendes indre. Hidsigt bed de i tarm og mavesæk for at slippe ud. En skrigende smerte i hendes indre.

Mens hun stirrede på den ubarmhjertige person som hun godtroende havde inviteret indenfor. Der smilede hævngerrigt.

56

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 57 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Nu havde hun åbningsscenen selv om den nok skulle gøres lidt mere blodig. Alt begynder med døden.

Den gnavne Ludvigsen fortalte at de havde været nødt til at fordoble avisens oplag og alligevel havde fået udsolgt. Egentlig burde han selv skride ind og overtage stoffet, nu det var så opsigtsvækkende. På den anden side havde han jo ved hendes tiltræden lovet hende kriminalstoffet. Derfor havde han ikke tænkt sig at ændre ved tingenes tilstand. Hun havde frie hænder. Så længe hun ikke skrev beviselige fejl.

For øvrigt havde avisen modtaget flere henvendelser rettet til hende. Selvfølgelig et par kritiske. Sådan var det altid når noget kontroversielt var på tapetet. Men langt flere der ønskede at lette deres samvittighed. Eller henlede hendes opmærksomhed på forhold der fortjente en nærmere granskning.

Det var på dette tidspunkt hun indså at der ikke var tale om enkeltstående hændelser hun havde afdækket.

Bag det hele lå et uhyggeligt komplot.

Anna Sofie måtte henlede læserens opmærksomhed på at afdøde var barnebarn af pastor Hannesen der viede KræDonald Laveran til et lig.

Dermed var det ikke kun byens nutid der var blodig og dramatisk. Fortiden rummede ondskabens kim. Et typisk mønster for den agtpågivende. De følgende numre af avisen genoplivede den legendariske periode for godt et århundrede siden. Rigeligt krydret med tidstypiske fænomener, Madam blå og rideheste.

57

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 58 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

En borger og fast abonnent formastede sig til at påpege at frøken Hannesen dog måtte være oldebarn, ikke barnebarn af Fanuel Hannesen. (Fanuel var navnet på den fjerde af Herrens engle, ved siden af Gabriel, Mikael og Rafael, tilføjede han pedantisk, og ikke en stavefejl for Manuel som journalistpigen åbenbart antog).

Anna Sofie greb denne lejlighed til at bore i den respektable families mere dunkle side. Hun antydede at hvad mange opfattede som den direkte nedadstigende slægtslinje fra pastor Hannesen til den nyligt aflivede Kerstine ikke var så ren og uskyldig endda.

I virkeligheden var afdøde Kerstines far, Kristen Hannesen, som mange betragtede som sønnesøn af den legendariske Fanuel Hannesen, når man undersøgte sagen nøjere, faktisk søn af denne, avlet af sin egen far på dennes datter. Derfor havde begge parter ret. Både dem der omtalte den så sørgeligt svampeforgiftede som barnebarn, og dem der beskrev hende som oldebarn.

Ved sit begavede gætteri havde hun uventet ramt en sandhedskilde.

Flere læserindlæg anfægtede hendes påstand og ønskede at værne om salig Fanuel Hannesens minde. Kirsten Præst kom slægten til undsætning. Kirkebøgerne rummede ingen antydninger af det påståede misbrug der syntes hentet lige ud af luften.

Men i anden omgang rykkede folk med en længere hukommelse ud til Anna Sofies forsvar. Der havde været underlige foreteelser med Kristiane der uforklarligt var blevet frugtsommelig, nogle sagde: uden at have kendt en mand. Eller: uden at have kendt andre mænd end sin 58

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 59 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

præst. For hun blev først gift da frugten tydeligt lod sig se, og da med en søn af pastoren der selv omtalte formælingen som en barmhjertighedsgerning.

Ramte hendes antydninger ikke præcis, var der åbenbart alligevel noget om påstanden. Hun lod sagen svæve da det kun ville have øget forvirringen hvis hun fremkom med en korrektion.

For alle disse detaljer måtte ikke bortlede opmærksomheden fra den nærværende og påtrængende forbrydelse. Det store spørgsmål rejste sig: Hvordan kunne den gode pastor Hannesen i sin tid acceptere at vie KræDonald Laveran til en allerede afdød? Andre, der kun oplevede ceremonien på afstand, kunne måske bedrages, men Fanuel måtte have været så tæt på bruden at han ikke kunne være i tvivl om hendes tilstand skønt brudepiger flittigt førte hendes arme og ben.

Det andet spørgsmål: Hvorfor fandt den stadig magtfulde slægt Laveran det nødvendigt at gennemføre dette besynderlige ritual?

KræDonald havde truffet aftale om ægteskab med en Skonning der egentlig var tilflytter, men som besad et jordstykke som vel var lille, men alligevel med sin centrale beliggenhed af stor betydning. Da bruden druknede i et vandingstrug umiddelbart før ægteskabet blev indgået, pressede brudgommens familie pastoren til at gennemføre det skammelige bryllup hvorved jordstykket gled fra familien Skonnings hænder til Laverans.

Men hvordan hang denne hændelse for 111 år siden nu sammen med den aktuelle svampeforgiftning?

59

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 60 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

En taknemmelig læser bad hende fortsætte sit rensende arbejde. Efter hendes række af artikler føltes det ‘som om man var flyttet ind i en spændende kriminalroman’.

Derimod undslog hendes tro væbner eller enfoldige Sancho Panza, Jasper Tisted, sig yderligere samarbejde.

Han havde fået for meget at se til og kunne ikke længere fungere som hendes chauffør. Han henviste til sagen omkring Kerstine Hannesens død, men undertoner i brevet antydede at han ikke kunne forlige sig med hendes insinuationer.

Hun havde for travlt til at følge antydningerne op, men fornemmede at der lå mere bag.

Jo, genoptog hun tråden fra den foregående artikel, pastor Hannesen lod sig imod sin samvittighed overtale til at foretage den blasfemiske vielse. Om han lod sig presse eller bestikke, kunne man kun gisne om. Naturligvis måtte han love tavshed om de præcise omstændigheder.

Et løfte han holdt, lige indtil han på sit dødsleje måtte lette sin samvittighed og tilstå den skændige handel for sin søn. Sønnen, for sin part, holdt tappert tand for tunge, først og fremmest for ikke at smæde faderens minde, indtil han selv nærmede sig døden hvor han lettede sit beklemte sind ved at overbringe den dødsensfarlige oplysning til sin datter Kerstine.

Igennem det meste af sit liv havde den joviale og omgængelige frøken Hannesen båret på denne viden, denne byrde. Men da hun læste en artikel i GørstedPosten om mafiaen på kroen, anført af en Laveran der i lige linje nedstammede fra den oprindelige KræDonald, kunne hun ikke længere tilbageholde sin viden.

60

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 61 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Hun kontaktede en der var knyttet til denne slægt – Anna Sofie lod bevidst antydningen hænge i luften uden præcis adresse, overbevist om at den svævende trussel ville kalde den skyldige frem fra sit skjul – for at meddele vedkommende at Laveranslægtens ejendomme i virkeligheden hvilede på skammeligt bedrag og en grotesk, gudsbespottelig ceremoni.

Selvfølgelig afviste den anklagede slægt påstanden som pure opspind. Uden at kunne modbevise noget som helst. Forsøgte endda at hævde at den unge nyankomne havde misforstået alt hvad angik det omtalte bryllup.

Da Ludvigsen, der jo oprindelig havde bedt hende holde sig fra denne historie, opdagede hvilken interesse den vakte, anbefalede han praktikanten at trænge dybere ind i sagen. Da den jo nu ikke længere kun var historisk, men havde aktuel betydning.

Han kunne ikke skjule at ikke kun fredagsløssalget, men også antallet af faste abonnenter var steget betydeligt på det seneste. Hvilket i sig selv bekræftede at hendes skriverier var realistiske og stort set korrekte.

Hvem?

Hvilket medlem af Laveranklanen havde forstået at Kerstine sad inde med en prekær viden der i sidste ende kunne sætte spørgsmålstegn ved slægtens besiddelser? Hvem modtog invitationen fra den rare, men alt for naive Kerstine til en fredelig skovtur hvor de to i fordragelighed kunne samle svampe og diskutere sagens sammenhæng? Hvem havde tilstrækkelig viden til 61

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 62 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

at blande de dødelige fluesvampe i den samling af græsgrønne skørhatte som Kerstine stolt hjembragte og tilberedte?

Hvem?

Med store bogstaver: HVEM? Sådan udmundede Anna Sofies mesterstykke. Den artikel der så at sige lukkede op for muligheden af at enhver nabo kunne mistænkes. For hvem havde ikke relationer til den dominerende slægt og dermed trang til at beskytte den?

En overgang kom den tunge Ole i søgelyset, han som stadig fik lov til at leve sammen med sin undertrykte slave. Med pisken over døren.

Ole havde for nylig repareret frøknernes afløb uden at de var blevet tilfredse fordi de ikke havde beskrevet opgaven tydeligt nok. Alle vidste ellers at Ole skulle have alt forklaret to gange. Man anså ham imidlertid ikke for kløgtig nok til at ombytte skørhat med fluesvamp.

Men nu erindrede man historier om asiater der havde forvekslet den grønne fluesvamp med en spiselig svamp fra deres hjemland. Oplysningen førte lige vidt, for var det sket sådan, ville der jo ikke være tale om mord, men om uheld.

Men kunne man kombinere de to muligheder? For thaipigens uvidenhed og Oles manglende kunnen trak jo i den samme retning. Uden at nogen helt kunne få brikkerne til at falde på plads.

Uden at Retfærdighedens Pen, Anna Sofies diskrete signatur, egentlig gjorde noget for det, samlede en vis mistanke sig om den lille fotograf der også var en Laveran.

62

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 63 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

I sit vindue havde han udstillet nogle af sine bedste fotografier. Mellem henrivende småbørn, gruppebillederne af årets konfirmander og nogle markante ældre damer i profil fandt man beviset, eller i hvert fald et stærkt indicium. To smukke farvebilleder af skovbundens pragt som ingen tidligere havde hæftet sig ved. Det ene af to røde fluesvampe. Det andet af en anden gruppe svampe, ganske vist ikke den prekære grønne fluesvamp eller den skyldige græsgrønne skørhat, men alligevel et overbevisende tegn på at den lille fotograf interesserede sig for emnet og havde kendskab til det.

Hvorfor et af de sort-hvide kvindeportrætter i vinduet forestillede Ebba Fælding med et strengt blik, taget i forbindelse med hendes halvtredsårs dag, mens ingen af dem fremstillede Kerstine Hannesen, blev udlagt på forskellig måde. Der var endda dem der mente det kunne skyldes en tilfældighed.

Inden den stedlige politimyndighed, der var noget træg i det som Posten tillod sig at antyde, skred til tilbageholdelse eller i det mindste afhøring af den lille fotograf, skete der imidlertid noget der fuldstændig trak byens opmærksomhed i en anden retning.

Det var sidst på eftermiddagen da Maryann bankede på døren til Anna Sofies værelse. I krostuen ventede en lille pige der ønskede at tale med hende.

Anna Sofie genkendte straks pigen med de lyse fletninger, til trods for hendes blussende røde kinder og de grådsprængte øjne, som en af eleverne fra frøknernes syskole.

Karen Margrethe havde noget hun ville fortælle. Hun 63

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 64 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

brød imidlertid i gråd før hun nåede til sine betroelser.

Foretrak hun at de talte under fire øjne oppe på Anna Sofies værelse i stedet for i krostuen hvor adskillige nysgerrige blikke fulgte dem? Forslaget forskrækkede pigebarnet så meget at hun klappede helt i efter at have sagt noget om sin far og noget om at blive forfærdelig vred.

Hun fik en sodavand og Anna Sofie en kop te. Hendes far havde gjort noget ved hende. Noget slemt? spurgte journalisten nænsomt. Pigen brød på ny i gråd, men var dog i stand til at nikke.

Anna Sofie indså at dette strakte sig ud over hendes kompetencer. Efter at have beroliget pigen gjorde hun det klart at de blev nødt til at tale med manden fra politiet.

Jasper Tisteds beskedne kontor, skråt over for jernbanen, var ikke længere væk end at de kunne gå derhen.

Pigen trykkede sig hele vejen som om hun var fuldstændig klar over hvor alvorligt et skridt hun var i færd med at tage.

Tilfældigvis var politimanden på sit kontor. Han studsede over at blive opsøgt efter at have brudt forbindelsen med journalisten. Men Anna Sofie skar straks igennem ved at forklare at Karen Margrethe ville anklage sin far for at have misbrugt hende.

Efter at have sikret sig at Jasper allierede sig med en kvindelig bisidder, trak journalisten sig diskret tilbage inden han modtog pigens anmeldelse.

Anna Sofie hastede over på redaktionen for at skrive sin velafvejede artikel om den nye drejning sagen havde taget.

64

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 65 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Isenkræmmer Leonard Raven, der var et agtet medlem af menighedsrådet, havde forgrebet sig på sin egen datter. Endnu var det uklart hvor længe det modbydelige forhold havde stået på. Sikkert var det at sagen omkring frøken Hannesens voldsomme død, som GørstedPosten havde udviklet, var det der havde bragt misbruget frem i lyset.

Artiklen var allerede skrevet, trykt og på vej ud til abonnenterne da hun blev opsøgt af en usædvanlig urolig Jasper.

Pigebarnets far havde været voldsomt ophidset over antydningerne af hvad der var foregået hos frøknerne i syklubben. Hans vrede fik ham til at give datteren en regulær endefuld. Han var fuldstændig klar over at dette i sig selv var strafbart.

Hele den opstandelse Anna Sofie havde vakt, pressede pigen til at gå længere og længere i sine anklager.

Som om hun indså at en endefuld, fortjent eller ej, ikke i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde det store postyr.

Hvorfor hun følte sig nødsaget til at fremkomme med noget der virkelig kunne vække opmærksomhed.

Nu kunne hun, den kriminalforlæste kvinde, understå sig i at blæse sagen større op.

Anna Sofie viste ham korrekturen til artiklen som selv den mest korrumperede politimyndighed ikke kunne standse og forhindre i at udkomme næste dag.

Politimanden blegnede synligt under læsningen. Han forlod redaktionen uden et ord.

65

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 66 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Det var ikke kun hende, men stort set hele byens befolkning der undrede sig over at Leonard Raven, den lille Karen Margrethes far, stadig kunne gå frit omkring. Isenkramforretningen var lukket med krydsfiner foran ruden der var knust af stenkast. Men faren fik lov til at sidde og kukkelure i bagbygningen hvor familien boede. Endda sammen med sin forulempede datter. Det kunne ikke have sin rigtighed.

Til sidst måtte politimanden bøje sig for presset, lade ham afhente og sætte i forvaring. Retsbevidsthed var blevet et vigtigt ord i samtalerne på gaden.

Sådan stod sagerne da Anna Sofies praktikperiode var ved at udløbe. Hun roste sig af at det var lykkedes hende at bringe megen ondskab frem i lyset og at højne borgernes opmærksomhed over for hverdagens skjulte forbrydelser. Personligt huskede hun med glæde et læserbrev der fremhævede at det var som om artiklerne i Posten havde gjort livet i byen mere meningsfuldt, ja, selv deres fortid rummede noget man kunne være stolt af.

Hun tillod sig at tro at ingen længere mødte sin næste med blåøjet tillid. For selvfølgelig var der stadig mange brodne kar og skjulte misbrug, men hun håbede at have anvist en vej frem imod at gøre byen til et bedre sted at leve.

Da slog det pludselig ned i hende at også hun havde været naiv, ja, blind. Også hun havde ladet sig forføre af sin overdrevne tillid. Hun nåede at få sin harmdirrende artikel i det næstsidste nummer før hun forlod byen.

Ved sin ankomst til byen var hun blevet modtaget med åbne arme af den stedlige ordenshåndhæver. Den 66

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 67 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

ensomme mand spærrede øjnene op så snart der ankom et skørt, eller rettere et par korte shorts, til hans revir. Nu måtte hun med stor bedrøvelse indse at varmen ikke havde skyldtes venlighed og imødekommenhed, men beregning og frygt. Når landbetjent Jasper Tisted havde tilbudt at køre hende omkring, var det sket fordi han havde fornemmet at en trussel var kommet til byen. En trussel imod den laissez faire-holdning der prægede hans arbejde.

Lukke øjnene, holde sig gode venner til alle sider, glemme de små overgreb fordi en efterforskning risikerede at afsløre endnu værre ting. Måske endda forhold som betjenten lod passere til gengæld for en anden vennetjeneste.

Kun antydninger, intet der kunne skade ham direkte, om hans bekendtskab med krokonen. Og ikke mindst hans forsøg på at indlogere byens gæst i elskovsreden.

Dagen efter den afslørende artikel holdt der ikke nogen vogn parat til at køre hende omkring.

Hun havde heller ikke behov for at komme rundt i byen. Det var blevet tid til at formulere sin afskedssalut og derefter drage af sted. Ombølget af sin succes havde hun betinget sig at den sidste artikel kom på forsiden uden redaktørens forhåndscensur. Til gengæld lovede hun ham en gedigen overraskelse. En aftale der kun appellerede til den dovne Ludvigsen.

For hun, der ellers troede hun var nået til vejs ende i sin oprydning, måtte chokeret indse at der stadig var misforhold hun havde negligeret skønt det lå hende lige for øjnene.

67

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 68 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

At også redaktør Ludvigsen var involveret i byens net af ulovligheder. Med store bogstaver hen over forsiden.

Ikke bare havde han af dovenskab lukket øjnene for mafiaens uvæsen. Han havde direkte holdt sin hånd over ugerningerne.

Da hun ankom til byen, havde redaktøren bedt hende om at tage sig af kriminalstoffet. Med et grumt smil, overbevist om at ingen ville være i stand til at trænge igennem dette væv af indforståethed, skjulte intriger og modvilje mod at se det onde i øjnene. Hun måtte tilstå at hun flere gange havde været på nippet til at opgive, spærret inde i et bur af gensidig beskyttelse.

Hun citerede fra private samtaler hvordan Ludvigsen havde lagt hende hindringer i vejen. Hvordan han havde forsøgt at bremse hende når hun havde fat i en ende der førte frem til misdæderne. Og kunne heller ikke fortie hans kærlige forbindelse med Maryann der fik ham til at beskytte de kriminelle elementer der afholdt møder i krostuen. Ja, ved enkelte lejligheder havde han endda selv deltaget i planlægningen af ulovligheder der fandt sted under dække af et fredeligt spil kort.

Men det var lykkedes hende at trænge igennem, og hun turde tro at hun forlod en by hvor ondskaben var bekæmpet. Selvfølgelig ville den dukke op igen, men hun var sikker på at samfundet var blevet så sundt at det ville være i stand til straks at opdage og bekrige det ondes kim.

Ingen tvivl om at artiklen om uvæsnet omkring kroen og den korrupte betjent havde ramt et ømt punkt. Maryann bad hende fraflytte sit værelse. Hun kom ganske vist 68

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 69 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

med en svævende forklaring om et selskab som havde brug for alle kroens værelser. Men Anna Sofie var for skarpsindig til at hoppe på den begrundelse.

Redaktionen var lukket for hende efter at Ludvigsen havde taget en besk afsked med hende, uden endnu at kende forsideartiklen på næste dags avis. At vende tilbage til værelset hos frøken Fælding ville hun ikke engang drømme om. Ikke som sagerne stod.

Hun besluttede at afkorte sit ophold med to dage.

Hendes sidste sønderlemmende artikel var afleveret og ved at blive trykt. Hun havde ikke flere opgaver tilbage i denne by. Nu måtte den klare sig uden hendes hjælp.

Men ét problem tårnede sig op. Det sidste aftentog der standsede i byen, havde for længst forladt stationen.

Uden mål og med stavrede hun da omkring i den mørklagte, næsten uddøde by. Alt åndede fred og fordragelighed, derfor vovede hun at lade sine kufferter stå under halvtaget ved stationen der var aflåst for natten.

Fra den ene ende af byen til den anden, ud ad de små sidegader. Et retfærdighedens triumftog skulle det have været. Kun savnede hun den dramatiske kulmination der kunne afrunde hendes besøg. Men hendes roman var ved at tage form. Ganske vist kendte hun endnu ikke den skyldige, men det var det letteste af alt. Det var bare at udpege den mindst sandsynlige blandt de indblandede.

Og derefter udstyre vedkommende med et hidtil skjult had eller en ufattelig stupiditet.

Til sidst var hun så træt at hun søgte tilbage til bænken på perronen. Hun sikrede sig at kufferterne var uberørte.

Den matlysende sparepære var tilstrækkelig til at hun 69

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 70 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

omsider kunne læse i den medbragte kriminalroman.

Opholdet i byen havde i den grad krævet hende at hun ikke havde fået den læst.

Den udspillede sig i en lille afsides by hvor alt på overfladen åndede fred og fordragelighed. Vor heltinde ankom. Anna Sofie nikkede genkendende. Nikkede, vågnede og så at morgenlyset var på vej og dermed hendes morgentog. Genoptog læsningen.

Med ét slag var hele stemningen vendt. En flok mennesker nærmede sig. Et øjeblik forskrækkede det hende, men så blev hun klar over at det var begejstring der drev dem. Flere og flere som omsider havde indset hvilken præstation hun havde ydet for at opdrive den skjulte ondskab. Den taknemmelige by ville ikke lade hende luske beskedent af sted.

Familien Frandsen var blandt de første der nåede frem til perronen. Bertel, sønnen, der takket være hendes indsats var blevet rykket ud af forbrydernes snarer, hævede påskønnende begge arme mens forældrene jublede.

Men også Maryann havde fortrudt sin afvisende holdning og kom småløbende for at bede om tilgivelse.

Bag hende Ole med sin blidt smilende thaipige. Den lille fotograf hvis uskyld hun havde været med til at bevise. Flokken af taknemmelige blev stadig større. Turistchefen, hvis liv havde fået mening, luntede sammen med den magelige Ludvigsen der var kommet tidligt op for at takke sin assistent der havde hævet hans blad op til triumf.

Selv frøken Fælding havde indset at have fejlbedømt sin lejer. Med hænderne løftet af henrykkelse trængte hun frem mod den unge kvinde.

70

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 71 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie

Anna Sofie havde rejst sig. Langsomt trak hun sig tilbage ud imod perronens kant, overvældet af den dybe taknemmelighed hun havde fremkaldt.

Også sypigerne var med i begejstringskoret, ja, Karen Margrethe, og endog hendes far der måtte være blevet løsladt i mellemtiden.

Stadig trængte flokken frem imod hende mens hun trak sig tilbage mod perronkanten. Nu hørte hun det frembrusende tog. Jasper var den første der indså faren.

Han forsøgte at lægge sig imellem. Armene beskyttende udstrakt for at standse den fremvældende hob. Men forgæves, behovet for at hylde hende var for stort. Han brølede en advarsel der overdøvedes af skrigende bremser.

Toget tudede advarende. Anna Sofie trådte endnu et skridt baglæns, mærkede for sent at der ikke var nogen støtte under hendes fod. Begyndte at falde. Den hvinende lyd af blokerede hjul der slæbte mod skinnerne. For sent.

Byens taknemmelighed dræbte hende, nåede hun at formulere da hun hvirvlede baglæns ned, lige før det voldsomme slag ved sammenstødet med toget.

Hendes krimi var gledet fra hende. Hun samlede den op, hankede op i sine kufferter og gik hen over den ensomme perron til toget der var standset med knirkende bremser.