Det skjulte kort - læseprøve

DET SKJULTE KORT

Morten Dürr Det skjulte kort Tekst © 2012 Morten Dürr og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2012 Teddy Christiansen og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Trade Gothic ISBN 978-87-1140-494-2 1. udgave, 1. oplag 2012/02.12 Printed in Latvia 2012, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Forfatterens arbejde med teksten er støttet af Statens Kunstfond og Statens Kunstråd

Morten D端rr

DET SKJULTE KORT Illustreret af Teddy Christiansen

Drengen

Hver dag kigger jeg op på det store, hvide hus. Jeg ser den gamle kvinde i vinduet. Hun står der hver morgen og spejder ud over havet. Men hun ser mig ikke. Og vi taler aldrig sammen.

Det hus har jeg besøgt mange gange. Jeg har hamret mine næver ind i egetræsdøren. Banket hænderne ind i træet, til knoerne blev blodige. Men der kommer ingen lyd. Kvinden hører mig ikke.

Jeg bliver ikke inviteret indenfor. Og selv hvis jeg gjorde, kunne jeg ikke gå ind.

Hver dag graver jeg i sandet. Jeg graver og graver, men finder ingenting. Og jeg kan intet finde uden kortet.

Kortet, som holdes skjult i det store, hvide hus.

Sådan har det været i årevis. Og sådan kan det fortsæt9

te. For det, jeg søger, ligger gemt i sandet. Og herude findes der intet og ingen, som kan hjælpe mig. Her er kun det store, hvide hus med den gamle dame. Herude er der kun solen, sandet, havet og blæsten. Altid denne blæst. Altid disse bølgeslag. Vand, der skubber sig ind over sand. Igen og igen.

Se mine hænder. Har du set sådanne hænder? Sådan bliver de af at grave i sandet. Altid grave. Hver dag.

Men uden at finde noget. Jeg finder intet uden kortet.

Kun én gang var der et menneske, jeg kunne tale til. Et menneske, som kunne høre mig. Se mig.

Drengen.

Det var en sommer for seks år siden.

Jeg husker den sommer tydeligt. En sommer, hvor mit hjerte var ved af sprænges af håb. Og håbet var denne dreng. En lille, lyshåret dreng. Pludselig var han der. Han legede i vandkanten. Han gravede i sandet.

Ligesom jeg. Vi var to, som gravede i sandet.

Pludselig kiggede han på mig. Han kiggede direkte på mig! Han talte til mig. Han sagde: ”Hvad laver du?” ”Jeg graver ...”

Min stemme lød helt forkert og fremmed. Den blæste væk. Men drengen havde hørt mig. Han sagde: 10

”Skal vi lave et slot? Vil du være med?”

Så fik han øje på mine hænder. ”Skal du have plaster på?” spurgte han.

Jeg så dybt ind i drengens øjne. De var blå som himlen. Eller blå, som himlen er blå på en sommermorgen, når man vågner op af en dyb søvn.

De blå øjne så mig. Drengen kunne også høre mig, og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg forstod ingenting. Det at tale med ham var så overvældende, at jeg ikke kunne tænke.

Drengen smilede. Han smilede til mig. ”Du har store hænder. Vi kan bygge det største sandslot i verden.”

Jeg nikkede og rømmede mig. ”Det gør vi ...”

Mine hæse ord lød, som når en papegøje prøver at tale. Det var så uvant. Drengen grinede. ”Du taler underligt.”

Hans blik gled ned over min uniformsjakke. ”Du har også noget underligt tøj på ... ” Han stirrede på mig. Han stirrede ned på mine fingre. ”Gør det ikke ondt?” spurgte han. ”Om det gør ondt ...” Jeg kiggede på ham og lo.

Han lo tilbage.

11

12

Men latteren døde hurtigt hen. For nu kom en mand gående hen ad stranden. Han råbte til drengen: ”Hvad laver du, Martin? Du er for tæt på vandet!” ”Vi graver! Vi laver et slot!” jublede drengen. ”Kom så, Martin. Vi skal spise. Vi skal ind til farmor.”

Manden vinkede barnet til sig.

Drengen rejste sig for at gå.

Jeg måtte stoppe ham. Jeg måtte gøre noget. Et eller andet.

Jeg rev en knap af uniformsjakken. Jeg rakte den til ham og sagde: ”Den er til dig!”

Drengen tøvede. Så kiggede han ned på det lille, blanke stykke messing. ”Hvad er det? ”En knap, en meget speciel knap fra gamle dage ...

Kan du se, hvad det forestiller?”

Drengen studerede knappen nøje. ”En fugl?” ”Det er en ørn,” sagde jeg. ”En ørn ... ja, det er en ørn, sejt!”

Drengen lo, og hans øjne tindrede. I samme øjeblik gjaldede mandens råb gennem luften: ”Kom nu, Martin! Hvorfor skal jeg sige det så mange gange!”

Det gav et sæt i drengen.

13

14

Jeg hviskede: ”Kom igen senere, så får du en mere!” ”Kom så, Martin!”

Drengens blik flakkede. Han rejste sig. Lukkede hånden om knappen og løb hen mod sin far. Da de var nået et stykke hen ad stranden, drejede han sig pludselig og pegede på mig. Han råbte til sin far: ”Vi skal hente et plaster til manden!”

Faren kastede et blik over sin skulder. Hans øjne skøjtede hvileløst hen over stranden. Så sagde han: ”Hvilken mand?”