Det blå lys - læseprøve

S i d s t i o k t o b e r , på en regnvåd dag, hvor Gare du Nord med sit enorme glastag og gader, bygninger og torve i Paris er indhyllet i en kølig tåge og fodgængere og hestekuske har svært ved at orientere sig, ankommer Marie igen til byen efter den næsten tre dages rejse i en rumlende fjerdeklasses waggon. Med sin bagage bevæger hun sig i hesteomnibus til det lidt triste, mørke værelse i Rue de Châteaudun, hvor Bronia efter en længere dags konsultationer tager imod hende, og hvor hendes få ejendele allerede er anbragt. De to søstre omfavner hinanden, udveksler hurtigt nyheder om familien i Warszawa, Bronia viser hende toilettet på gangen og giver hende en ekstranøgle til sit konsultationsværelse, så hun kan bruge håndvasken dér. Bronia beklager, at forholdene ikke er bedre, og at hun må skynde sig ud til sit barn i Rue d’Allemagne, hvor Marie altid er velkommen. De når dog at tale om den mand, der næste dag skal besøge Marie.

– Vores far har skrevet til mig, at du er optaget af et nyt bekendtskab; er det ham, du får besøg af?

– Ja, Pierre Curie.

– Hvem er han?

– Han er en fremragende fysiker og en god ven.

184

Det blå lys.indd 184

19/06/12 15.32

– Hvor god? siger Bronia og smiler lidt.

– Han er franskmand ... svarer hun undvigende.

– Det ka’ jeg regne ud. Gør det den store forskel?

– Du har jo selv giftet dig med en polsk læge, siger Marie, – og I vil begge to gerne tilbage til Polen ...

– Hvis Pierre Curie er en mand for dig, så er der jo ingen, der tvinger dig til at tage tilbage til Polen.

– Jo, mine principper og min samvittighed. Der er meget, jeg kan udrette dér. Og så er der også vores far ...

– Han ønsker kun det bedste for dig.

– Du kender ham jo, siger hun, – han ville ikke sige noget andet.

Lysene er slukket i konsultationslokalet, skæret fra gaslygterne i Rue de Châteaudun trænger ind til dem gennem vinduet ud til mørket over byen. De står over for hinanden i halvmørket, Bronia har sit overtøj på og lægger hånden på Maries arm.

– Maniusia, du må finde ud af, hvad du vil.

Marie opsøger igen Sorbonne og nye forelæsninger og viderefører sit eksperimentelle arbejde med metallers magnetisme under trange forhold i Lippmanns laboratorium. Hun tjener også nogle mindre honorarer på undervisning af yngre studerende, og om aftenen arbejder hun på det, der senere bliver til en magisterafhandling i forlængelse af forsøgsresultaterne. Pierre Curie besøger hende med jævne mellemrum i det mørke og bare værelse; de går ture i den stadig mere vinterramte og kølige by og spiser undertiden enkle måltider sammen bestående af brød, lidt ost, frugt og varm te (hun har hverken udstyr til eller bekymrer sig om, hvordan man laver mad). Midt i de inspirerende samtaler om deres arbejde uddybes fortroligheden. Pierre Curie møder Bronia og Casimir, og der vokser en ømhed frem, som især finder ord i de små noter, de sender hinanden med et “kære ven” eller “hengivne 185

Det blå lys.indd 185

19/06/12 15.32

ven” og i indforståede referencer til deres dagligdag, og når de er alene sammen, begynder han – men kun en gang imellem – at være Pierre og “du”. Selvom de er utvungne i hinandens selskab, holder de alligevel en hårfin fysisk afstand. Deres berøringer er tilfældige, deres hænder søger ikke hinanden – ikke engang til afsked. Hun mærker, at han ønsker noget mere, men kan ikke frigøre sig fra sin tvivl og komme ham i møde, selvom hun mærker et savn efter ham, når han – som det bliver stadig hyppigere ind over vinteren – må melde fra over for deres aftenaftaler, fordi hans mor bliver syg og han må blive i huset i Sceaux for at holde hende med selskab, mens hans far i sin lægegerning har sine patientrunder i omegnen. Når han sender afbud pr. brev, kan han udtrykke sig så på én gang selvmisbilligende og kærligt, at det ville forvirre hende, hvis hun ikke nu kendte ham så godt. Ved en lejlighed skriver han, at han fornemmer, at hun må have stadig mindre agtelse for ham, mens hans affektion for hende vokser fra dag til dag.

Han svinger imellem at være lykkelig for deres timer sammen og at være forpint over, at det efter så langvarigt et venskab med klare kærlighedserklæringer fra hans side ikke lykkes for ham at trænge igennem til hende og opløse hendes skal af forbehold. I takt med, at hans kærlighed til hende vokser, har han undertiden ligefrem fornemmelsen af, at det går den forkerte vej, og at misforholdet imellem hans varme følelser for hende, ja hans begær og hendes uantastelighed bliver større. Hun på sin side er fanget af angsten for igen at blive svigtet og fastholder nærmest krampagtigt i sit indre en zone af urørlighed som den, der for i det mindste at skaffe sig noget sikkerhed klamrer sig til et klippefremspring over det, der synes at være en afgrund. Hun klarer ikke igen at give sig hen og at blive forkastet som den “fattige” eller “den fattige udlænding”, 186

Det blå lys.indd 186

19/06/12 15.32

som hun kalder sig selv. Samtidig og måske af samme grund bilder hun sig stædigt ind, at hendes fremtid kun kan ligge i Polen. Han kan ikke finde ud af, om han – som hans far siger om ham – er en blid stivnakke og blot skal kæmpe videre, eller om hun virkelig ikke elsker ham og aldrig vil kunne gøre det. Da han en vinteraften under endnu et besøg på hendes værelse giver udtryk for, at han vil slå sig ned i Polen, tror hun ikke sine egne ører.

– Hvad mener De? – Jeg vil være, hvor De er. Jeg vil lære polsk.

– Det kan De ikke!

– I begyndelsen kan jeg undervise på fransk, og så vil jeg, hvis det ka’ lade sig gøre, fortsætte mit videnskabelige arbejde sammen med Dem. Vi har jo allerede talt om at arbejde sammen.

– Der er jo slet ikke de samme muligheder for Deres videnskabelige arbejde i Polen, som der er her.

– Hvis De vil gifte Dem med mig, så ka’ jeg gøre disse ting.

– Det er ikke Deres alvor.

Pierre nikker og smiler. Den høje mand, der nu ikke længere sidder på hendes kuffert, men på en stol lånt fra Bronias konsultationslokale fanger hendes blik med sine blå øjne, der er farvet mørke af skyggerne i værelset. Hun bliver tavs, og han finder et påskud for at tale om andre ting, men det halve af natten ligger hun vågen og må dagen efter betro sig til Bronia om, hvor både bevæget og urolig hans forslag har gjort hende.

– Han må jo virkelig elske dig, siger Bronia alvorligt, – det ligner et offer for ham.

– Ja, og det ka’ jeg ikke ta’ imod.

Bronia sidder bag det lille skrivebord i sit konsultations­ værelse; hun er udmattet efter de mange konsultationer og løsner sit store, brunt krøllede hår fra spændet i nakken.

187

Det blå lys.indd 187

19/06/12 15.32

Det er sen eftermiddag, et gråt lys skinner ind til dem fra himlen over Rue de Châteaudun, og Marie går rastløs frem og tilbage foran skrivebordet i sin mørke, slidte kjole.

– Hvorfor ikke?

– Det er for ham det samme som at opgive sin videnskab, og den er han lige så besat af som jeg.

– I Warszawa er der også muligheder ...

– Nej, slet ikke de samme. Han taler ikke engang sproget.

– Det kan han lære.

Hun standser op og ser på sin søster.

– Nej, det går ikke.

– Så må I jo finde hinanden her i Paris.

– Det går heller ikke.

– Maniusia, her har vi jo været før. Du elsker ham altså ikke?

Hun ser forbi sin søster, ud ad vinduet, op imod den grå himmel over byen, der synes at være meget langt borte.

– Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, siger hun og knytter sin hånd.

– Du, der ellers har svar på så mange ting ...

– Måske tør jeg ikke elske ham? Jeg ka’ ikke finde ud af mig selv.

– Du bliver jo ved med at se ham?

– Ja. – Hvorfor gør du så det?

– Fordi han er tiltalende, fordi vi har meget at tale om, fordi ...

Hun går i stå og kan selv høre, hvor uklar hun er. Bronia sukker, rejser sig fra skrivebordet, fæstner igen sit hår i nakkespændet, åbner et skab og rækker ud efter sit overtøj.

Da Bronia står i sin frakke og med sin taske ved fødderne parat til at gå, omfavner de hinanden. Bronia kigger 188

Det blå lys.indd 188

19/06/12 15.32

længe på hende, stryger hende over panden, som hun har gjort mange gange før, da de var mindre. Det alvorlige udtryk i deres ansigter forvandler sig til små smil, øjnene stråler, der er ikke mere at sige lige nu.

Nogle dage senere bliver Bronia opsøgt af Pierre Curie i lejligheden i Rue d’Allemagne; på sin egen venligt-insisterende facon taler han her sin sag for hende og forsøger at overbevise hende om, at tiden er kommet til et besøg hos hans forældre i huset i Sceaux.

– Det vil hjælpe, hvis De tager med; det vil gøre det lettere for mig at invitere Deres søster, siger han til hende og er nervøs for et nej, men Bronia indvilger, og ugen efter følges hun og Marie ad i toget fra Luxembourgbanegården ud til mødet med Pierres Curies forældre og Pierre selv i det borgerlige toetagers hjem i Sceaux med mahogni og velour. Her er væggene tapetseret med bøger, og en duft af piberøg gennemtrænger lokalerne i det lavloftede hus. Pierres høje far, lægen med det skæggede ansigt og grånende hår og det stadig synlige ar på kæben efter en kugle, der ramte ham, da han var blandt oprørerne i 1848, gør indtryk på Marie. Hans smukke blå øjne har en slående klarhed og glans; ligesom han omfatter den skrantende mor hende med det samme med venlighed og varme.

Under det velsmagende måltid i den beskedne stue med udsigt til den store haves gamle, nøgne træer med deres imponerende fletværk af grene og til mangfoldigheden af vinterligt afblomstrede rosenbuske er konversationen livlig. Doktor Curie vil kende Maries baggrund, og hun svarer, så godt hun kan, og lægger ikke skjul på sin harme over de russiske undertrykkere. Doktor Curie tager tråden op og beretter lidenskabeligt om den strid, som har sat en socialistisk deputeret i det franske parlament op mod en minister i regeringen, Louis Barthou – en strid, som ser ud 189

Det blå lys.indd 189

19/06/12 15.32

til at udvikle sig til en pistolduel. Marie vil vide, hvad det er, der kan få civiliserede mænd til at duellere på pistoler.

– Åh, De er i det mindste nysgerrig over for politiske anliggender, siger doktor Curie med et sideblik til sin søn, – det er mere, end man kan sige om Pierre.

– Min far insisterer på, at jeg skal interessere mig for alt, hvad der foregår i parlamentet, siger Pierre med et lille smil til Marie og Bronia, – men jeg er ikke meget for at hidse mig op over det; jeg har nok at gøre med mine undersøgelser.

– Fortæl nu, hvad det drejer sig om, siger fru Curie udglattende henvendt til sin mand, der nu mere afdæmpet fortsætter: – En artillerikaptajn ved navn Dreyfus er dømt for spionage for Tyskland. De fine herrer holdt processen imod ham for lukkede døre, og han er sluppet med fængsel og livsvarig landsforvisning. Det kan man da kalde klassepræget retfærdighed. Havde det været en mand af folket eller en socialist, der var blevet dømt som forræder imod Frankrig, så havde man kappet hovedet af ham.

– Dødsstraffen i politiske sager er da afskaffet i Frankrig, siger Pierre, – så meget ved jeg.

– Som talsmanden for socialisterne i deputeretkammeret, Jaures, har gjort opmærksom på, så findes den stadig i den militære straffelov, når det drejer sig om forræderi.

– Personligt går jeg ikke ind for dødsstraf under nogen omstændigheder, siger Pierre og kigger roligt på sin far.

– Ud fra alt, hvad vi ved, har denne officer forrådt os alle sammen til de tyskere, som allerede har knust os én gang.

Pierre ryster på hovedet.

– Dødsstraf er barbari.

– Og hvad er forræderi imod éns fædreland så?

– Manglende dømmekraft eller manglende moral.

190

Det blå lys.indd 190

19/06/12 15.32

Doktor Curie slår igen ud med armen og siger henvendt til Marie og Bronia.

– Som De ser, er min søn pokkers stædig og alligevel ikke helt uden politiske evner!

– Men den mest hårdnakkede og stridslystne er nu dig, siger fru Curie, og de ler alle sammen omkring bordet; den, der ler højest, er doktor Curie selv.

Da de ved aftenstid er på vej til at forlade Curie-familien, trækker fru Curie diskret Bronia til side. Fru Curie er nu træt, hendes ansigt blegt, og hendes tætte krop præget af den sygdom, hun lider af, og som der endnu ikke er sat navn på.

– De vil gøre mig en stor tjeneste, hvis De ville tale min søns sag over for Deres søster, siger hun indtrængende.

– Jeg har aldrig set ham sådan før. Han er håbløst forelsket i hende.

Bronia nikker tavst.

– Intet menneske i verden kan måle sig med min Pierre, fortsætter fru Curie. – Deres søster skal ikke have nogen betænkeligheder. Hun vil blive lykkeligere med ham end med nogen anden!

Marie lader sig som altid påvirke af Bronia, og den hjertelighed, som Pierres forældre har vist hende, begynder at erodere hendes værste forestillinger om igen at blive forkastet af fordomsfulde mulige svigerforældre, men alligevel går månederne, uden at hun kan nå frem til en afgørelse. Også den jævnaldrende monsieur Lamotte, der i dette forår ad omveje har fundet frem til hendes adresse og på ny sender hende breve med stadig mere utilslørede kærlighedserklæringer, bidrager til hendes tøven. Hun har svært ved at sige nej, især til Pierre Curie, fordi venskabet med ham bliver stadig mere dyrebart for hende, men hun har endnu sværere ved at sige ja, også fordi hun har fornemmelsen af at miste noget af den hårdt tilkæmpede 191

Det blå lys.indd 191

19/06/12 15.32

uafhængighed, hun endelig har opnået, hvis hun gør det.

Vil hun overhovedet egne sig til at være husmoder og føde børn, hun, der har svært ved at lave sin egen suppe og slet ikke interesserer sig for det? Og hvad skal hun og den distræte Pierre, som af og til helt forglemmer sig selv i sit arbejde og ligesom hun selv ikke engang ved, om han har spist, eller interesserer sig for, hvad han tjener, ja, er fuldstændig anti-materialistisk, leve af?

Og så er det netop hans selvforglemmelse i den leg og opdagelsesrejse, som videnskaben er, og hans ækvilibristiske dygtighed midt i den, hun beundrer ham for, og som binder ham stadig mere til hende. Her fører han sig frem som en magiker med en klarhed og enkelhed, der både fascinerer hende og nærmest ryster hende. Som den martsdag i det tætpakkede lille auditorium på Sorbonne, hvor hun med hans far ved sin side og en jury bestående af sine tidligere lærere, de tre professorer Bouty, Lippmann og Hautefeuille, overværer hans doktorforelæsning og den efterfølgende diskussion. Stående i sin enkle påklædning bag forelæsningspulten i bunden af auditoriet fører han med sin rolige, let syngende stemme tilhørerne ind på helt nye veje i forståelsen af den forvandling, der finder sted ved en række stoffers magnetiske egenskaber, når de udsættes for opvarmning. Ved bestemte temperaturer, som man ikke kendte før den dag, Pierre Curie står dér og angiver dem, forvandler stoffernes magnetiske egenskaber sig og bliver – under stadig større opvarmning – som stoffer, der kun svagt eller ikke magnetiserer, paramagnetiske. Der er et omvendt forhold imellem magnetiseringskonstanten og temperaturen. Han giver det ene eksempel efter det andet på denne ukendte transformation og overfører ubesværet opdagelsen til tavlen i kridttegnede formler. For at nå frem til denne erkendelse har han i årevis udsat en større gruppe af stoffer ved plus-temperaturer for 192

Det blå lys.indd 192

19/06/12 15.32

magnetiske felter af varierende intensitet – et vanskeligt arbejde, fordi det under høje temperaturer med de måleapparater, han har haft til rådighed (nogle af dem har han selv konstrueret), kræver den største præcision at måle de små, let forvrængede forskelle i magnetisme. Ofte har han måttet arbejde i et elendigt lokale med dårlige lysforhold.

Den dag gør Pierre Curies optræden, tanker og den efterfølgende diskussion, hvor de tre professorers respekt for hans arbejde skinner tydeligt igennem, et dybt indtryk på Marie, og hun føler, at den lille sal er rammen om noget, der rører ved det mest ophøjede i den menneskelige tænkning.

Er det hans hjerne og sind, hun er forelsket i, eller er det ham? Efter at have erhvervet sin doktorgrad på Sorbonne bliver Pierre Curie sammen med sin broder Jacques tildelt den fornemme Prix Planté for deres arbejde med piezoelektricitet, og han får tilbudt en professorstilling på École de Physique et de Chimie, hvor han i årevis har undervist og forsket til en lav gage. Professorlønnen føjer kun lidt til den lave gage. Alligevel triumferer han på sin egen stilfærdige og charmerende måde. Hun begynder at drømme om ham, når han ikke er hos hende, og ønske, at han vil tage om hende og føre hende et ukendt sted hen. Hendes diger holder ikke længere; selv hendes stædige overbevisning om, at hun må tilbage til Polen og gøre en indsats, smuldrer, og Lamottes kærlighedsbreve mister deres hemmelige tiltrækningskraft. Hun skriver til Lamotte før nogen anden og fortæller, at hun har besluttet sig for at leve sammen med Pierre Curie. Først da er fortryllelsen ved hans tilstedeværelse helt brudt, og hun mærker det rigtige i sin afgørelse. Hun tilbyder ham et varigt venskab. Allerede dagen efter får hun et kortfattet brev i en smuk, helt hvid konvolut påtegnet hans elegante håndskrift. Han er overrasket over at høre, at han overho193

Det blå lys.indd 193

19/06/12 15.32

vedet har haft en rival. Under alle omstændigheder er et venskab imellem dem nu fuldstændig udelukket; de må betragte hinanden som døde. Han takker for den tid, de har kendt hinanden, og hun har holdt ham ud. Med de Musset slutter han brevet ved at sige: “Jeg kom for sent til en verden, der allerede var for gammel.”

Før hun har modtaget Lamottes brev, har hun skrevet til Pierre, at hun gerne vil se ham hos sig; hun har noget vigtigt at fortælle ham. Han møder aftenen efter op på hendes værelse i sin hvide sommerjakke med sort slips, og pludselig, med to stearinlys tændt på det lille bord og violer i et glas med vand og med udsigt til den mørke svagt stjernebesatte himmel over tagene, oplever han en kvinde, der er helt klar. De står over for hinanden.

– Vil De stadig giftes med mig? spørger hun.

I blusset fra stearinlysene har hun i hans øjne aldrig været så på én gang stærk og skrøbelig og smuk: Hendes mørkblonde hår, der ligger i en krans om hovedet, og hendes grå øjne skinner. Hun trækker vejret hurtigt; han kan næsten høre hendes hjerte slå under den lange kjole, der smyger sig om hende.

– Ja, siger han, er De i tvivl om det?

Hun rækker ham hånden.

– Pierre, siger hun, – jeg vil gerne giftes med dig.

Han har mærket det komme, men er alligevel forundret. Han tager hendes hånd og kysser den – det første kys nogensinde imellem dem – og tavst med et forelsket blik holder han hende ind til sig, og hans læber finder hendes.

Hendes spinkle krop sitrer ligesom hendes hånd, der igen holder fast i hans, mens hun i halvmørket ser på ham som på en fremmed, der nu har overskredet en kløft imellem dem og har forvandlet sig netop i det øjeblik.

De søger ud i gaderne, under lygterne og i den mørke, varme aften, hvor folk leende og drikkende sidder uden194

Det blå lys.indd 194

19/06/12 15.32

dørs foran caféer og bistroer eller stavrer berusede rundt, og ender hånd i hånd i den duftende store Luxembourghave på en bænk med udsigt til den stjerneprikkede himmel over platantræernes silhuetter, der synes at være deres.

Her kysser de hinanden igen, og hun læner sig ind mod ham, og han taler om, hvor meget han elsker hende, og nu med en vis lettelse og munterhed om, hvor meget han har frygtet, at hun vil forsvinde for ham og blive borte i Polen.

Og hun overvejer allerede deres bryllup; her bliver der ikke nogen hvid kjole, ingen guldring, ingen bryllupsmiddag, ingen religiøs ceremoni.

– Nej, selvfølgelig ikke, siger han med et lille smil.

– Gud findes ikke for mig. Vi behøver heller ikke en notar, vi ejer jo ingenting.

De ler sammen, og det har et uvirkelighedens præg, at hun nu sidder dér på den hårde træbænk sammen med ham og læner sit hoved ind imod hans brystben og hører hans hjerte slå midt i de fjerne hårde og bløde lyde fra Paris. Det er, som om en bølge har fat i hende – endelig har hun givet slip – og den fører hende bort fra ensomheden, kontrollen og dagenes forudsigelige mønster. Er hun virkelig dér? Er det virkelig sket?

Et par, en mand i mørkt tøj og en kvinde i hvid lang kjole bevæger sig i lygternes skær langs en sti et stykke derfra, og hun synes, at hun genkender sin mor i den fremmede kvinde. I lang tid har hun ikke tænkt på hende. Det samler sig om hende, og hun fortæller Pierre om sin mor.

– Du er rejst langt for at møde hende her, siger han.

De forlover sig og bestemmer sig for et bryllup på rådhuset i Sceaux og i haven i Rue des Sablons hos Pierres forældre med Bronia og Casimir, nogle venner – universitetsfolk – og hendes søster Hela og hendes far fra Warszawa som indbudte. Hendes bror Joseph kan ikke komme, 195

Det blå lys.indd 195

19/06/12 15.32

men hun skriver til ham om Pierre, og om hvordan hun glæder sig til et liv sammen med ham, men også om sine selvbebrejdelser, fordi hun midt i det hele føler, at hun svigter sit Polen og sin familie i Warszawa. Josephs svar ankommer hurtigt i et brev en uge efter. Han sender hende sine oprigtigste ønsker om, at hun ved hr. Curies side vil finde al den lykke og glæde, som hun i hans øjne fortjener, som alle de, der kender hendes gode hjerte og hendes karakter, mener hun fortjener. Han synes, hun gør ret i at følge sit hjerte, og intet retfærdigt menneske kan bebrejde hende det. Han, der kender hende, er sikker på, at hun altid og af hele sin sjæl vil vedblive med at føle sig som polak og aldrig vil ophøre med at føle sig som medlem af familien. Han vil tusinde gange hellere vide hende lykkelig og glad i Paris end at se hende vende tilbage til Polen, sønderknust og et offer for en alt for skarpsindig opfattelse af, hvad der er hendes pligt. Fra hendes broder, der elsker hende oprigtigt.

Til sin veninde Kazia i Warszawa skriver hun, at hun nu har skiftet navn, og at hun nu gifter sig med den mand, som hun omtalte for hende sidste år, da hun var i Warszawa. Hun er meget bedrøvet over, at hun altid skal blive i Paris, men hvad skal hun gøre? Skæbnen har ordnet det sådan, at hun og Pierre føler sig stærkt knyttet til hinanden, og at de ikke kan tænke sig at skulle skilles fra hinanden. Det er først for nylig, at det hele er blevet bestemt, og det er kommet så pludseligt. Hun har tøvet i et helt år, da hun ikke kunne blive klar over, hvad hun skulle beslutte sig til. Endelig har hun forsonet sig med den tanke at skulle blive i Paris og Frankrig. Når hun modtager dette brev, så skal hun skrive til hende: Madame Curie, École de Physique et de Chimie, 42 Rue Lhomond.

196

Det blå lys.indd 196

19/06/12 15.32

Sådan vil hun kalde sig for fremtiden.

Marie og Pierre bliver gift en solskinseftermiddag juli 1895. Marie vågner og står for sidste gang op i værelset i Rue de Châteaudun, sætter sit hår og ifører sig sin brudekjole, en marineblå og praktisk kjole, som en syerske i Rue Dancourt sammen med Bronia har syet til hende som en foræring fra Casimirs mor, der nu også bor i Rue d’Allemagne, og som hun senere kan bruge i laboratoriet. Blusen er blå med lyse striber. Pierre henter hende i værelset, og de kører i omnibus op ad Boulevard SaintMichel, forbi Sorbonne og til Luxembourg-banegården.

Udsigten er overvældende. De knuger hinandens hænder.

Fra Luxembourg-banegården tager de toget til Sceaux, hvor gæsterne venter dem. Efter den korte ceremoni på rådhuset samles de alle til et glas vin, et stykke bedekølle og noget brød i den pragtfulde have med rosenbuskene bag huset i Sceaux. Maries far trækker på et tidspunkt doktor Curie til side og siger: – De får i Marie en datter, som er værd at holde af.

Så længe hun har levet, har hun aldrig gjort nogen noget ondt.

Blandt flere bryllupsgaver er en check fra Pierres fætter, som han har bedt omvekslet i to cykler. Disse to “små dronninger” – en helt ny opfindelse, som der i løbet af kort tid er gået mode i – bliver køretøjet for hr. og fru Curies bryllupsrejse gennem hele Île de France.

Det blå lys.indd 197

19/06/12 15.32

A t va g a b o n d e r e p å cykel med lige store hjul med luftfyldte dæk på de støvede veje i sommerlandskaberne uden for byerne Nanterre, Pontoise, Agenteuil, Boulogne, Cretil, Évry, Fontainebleau og med lidt tøj på bagagebærerne og en madkurv er frihed og en luksus. Suset i bevægelsen og myriaderne af indtryk fra det store rum af marker, skovpartier, blågrønne søer, gulrøde huse, klippepartier, halvt forfaldne slotte, der strømmer dem i møde, mens de træder i pedalerne og holder fast om styret, er vederkvægende. De begynder deres bryllupsrejse på cyklerne i det foreskrevne udstyr, Marie i en splitskirt med lange knæstrømper, lave sko med gummisåler, en rummelig skjortebluse og en flad sort stråhat med rem, Pierre i en sækkestilsjakke med løstsiddende bukser, tørklæde om halsen og sko med gummisåler, men sveden og heden og deres mange stop på vejen med udflugter til fods i krat og skove og til klippepartier får hende hurtigt til at aflægge sig stråhat og iføre sig hvid tynd bluse og læderrem om livet med kniv, nogle penge og et ur og ham til at smide jakken. Han bærer kurven med lidt frugt, ost og brød, en flaske med vin og vand og et kompas, når de ad en tilfældigt valgt sti og efter at have skjult cyklerne 198

Det blå lys.indd 198

19/06/12 15.32

bag nogle træer bevæger sig ind i skovlysning, hvor de spiser, og derefter videre langt ind i skoven, hvis træarter, planter og mos han kender på fingerspidserne. Han går næsten altid forrest og lufter ofte sine tanker om det krystallografiske arbejde, som han er i gang med – hvad er det i sidste ende, der provokerer krystallers vækst, hvilke kræfter er på spil? – og hun giver ham foreløbige svar og modspørgsmål eller lufter sine overvejelser omkring sine egne metallurgiske og magnetiske undersøgelser, som de nu er enige om at søge tilladelse til hos Schützenberger, direktøren for Fysikskolen. De vil arbejde i det samme laboratorium, hun skal færdiggøre en magisterkonferens, og de vil leve sammen altid og aldrig forlade hinanden!

På en af deres vandringer når de frem til en dam; skinnende guldsmede svæver i luften over det stillestående vand, cypresserne omkring dem er som lange, tavse mænd, der åbner for en endeløs solfyldt og blank himmel. Hun lægger sig i solen på en skrænt, mens han kryber ud på en væltet træstamme for at undersøge faunaen og floraen og strækker hænderne ud for at plukke nogle af de iris og hvide åkander, der flyder på vandet. Tiden står stille. Hun døser og falder hen, pludselig mærker hun noget vådt og koldt på sin håndflade og udstøder et skrig. Der sidder en grøn, sitrende frø i hendes hånd, hun lukker hurtigt hånden om den. Pierre står tæt på hende.

– Pierre, hvad har du gjort?

– Synes du ikke om frøen? svarer han uforstående.

– Jo, men ikke i hånden. Laver du sjov med mig?

– Nej, den er smuk, luk hånden forsigtigt op og kig på den. Jeg har haft mange frøer i hånden. Det er utrolige væsener.

Han fjerner frøen og anbringer den på bredden, hun smiler ad sin egen forskrækkelse og hans naivitet.

Hver aften tager de ind på en tilfældig kro og indlogerer 199

Det blå lys.indd 199

19/06/12 15.32

sig på et værelse med en tungt fjedrende dobbeltseng og falmede tapeter. Her i mørket efter at de har slukket for petroleumslampen, finder de med deres hænder, læber og kroppe først nervøst og famlende, så beruset hinanden; de er begge novicer, har aldrig sovet og elsket med en anden før, kun kys og kærtegn og seksuelle fantasier er det blevet til. Den første nat med Pierre viser han stor ømhed over for hende, og hun mærker en let smerte, da han trænger ind i hende, der allerede kort efter og endnu mere den næste nat bliver afløst af en lystfølelse, hun aldrig har kendt før i den styrke ved at mærke både hans og sin egen lidenskab. Hans øjne skinner over hende, han er nu også hendes elsker, og det er, som om de først nu er smeltet helt sammen, og som om hun først nu bliver endelig befriet for de forbehold og den berøringsangst over for det mandlige, der siden det uforløste forhold til Casimir har plaget hende og kølnet hendes krop. Om dagen mærker hun ved hans berøringer sin lyst til ham, og om natten kan hun vågne og ligge og betragte ham og føle sig lykkelig på en svævende måde. Alt ved ham begærer og elsker hun i de tavse øjeblikke, og da de senere på sommeren med deres cykler tager toget til Bretagne, hvor de cykler fra den ene lille fiskerby til den anden, udvider hendes følelser for ham sig til også at blive en fælles kærlighed til de bare, klippefyldte og melankolske kyster med den høje, skærende blå himmel over sig. Her – ved Finistère – strækker landskaberne af hede og tornblade sig ud til kystens yderste hvidgrå formationer; de synes at være som tandkæber, som begraver sig selv i et hav, der for altid raser imod dem.

En aften, de står på den bare kyst og betragter den overvældende solnedgang, der farver et fjerntstående lyst fyrtårn, heden, sandet, klipperne, horisonten og vandet i orange, røde og gyldne toner, holder han hende ind til sig 200

Det blå lys.indd 200

19/06/12 15.32

og deler med hende en drøm om at leve i en verden fjernt fra andre.

– Kun du og jeg? siger hun.

Han nikker og smiler.

Tilbage i Paris flytter de ind i en lejlighed med tre små værelser i Rue de la Glacière i latinerkvarteret, nogle gader væk fra de kvistværelser, Marie har boet i de seneste år. Værelserne udstyrer de med nogle brugte møbler i falmet rødt fløjl fra deres familier og en seng med tungt udskårne mahognistolper, og Marie indretter dem, så de ikke giver hende for meget ulejlighed og er lette at holde.

Et skønt lys gennemstrømmer lejligheden gennem vinduerne ud til en stor have med piletræer, og deres luksus er at sætte friske blomster i alle den barvæggede lejligheds værelser. Det vigtigste er arbejdsværelset med en bogreol og et bord af lyst blødt træ med to stole; dér kan de sidde og arbejde om aftenen, når de vender hjem fra Fysikskolen, hvor Pierre underviser, og hvor de begge nu arbejder på skolens laboratorium (hun på en trang plads, Pierre har indrettet til hende). Om dagen arbejder hun på sine undersøgelser af især ståls magnetisering; hun tager kurser hos den teoretiske fysiker Marcel Brillouin om krystaller og magnetisering og studerer pædagogik for at opnå et certifikat til at undervise på pigegymnasier og forhøje deres indkomst. Den overbærende, men distræte Pierre lægger ikke mærke til alle de øvrige kvindeopgaver, hun tager på sig: Om morgenen går hun på markedet og køber ind, hun reder seng, fejer gulv, skræller og renser de grøntsager, de skal have til frokost, og selvom der hver dag en time kommer en kvinde og gør det tungeste arbejde, står hun, efter at de sammen hver aften har været hos den lokale urtekræmmer og mælkehandler, for yderligere madlavning og husholdning, tøjvask og istandsættelse af sit eget og Pierres tøj. Hemmeligt for alle i familierne har hun hos 201

Det blå lys.indd 201

19/06/12 15.32

Bronia og Casimirs mor lært at lave mad, så hun nu både kan sylte, producere marmelade, stege en høne og lave franske kartofler til Pierre, som altid værdsætter det, men mange gange ikke kan huske, hvad han har spist, ja, glemmer at klippe sit skæg for bare teoretiske overvejelser, hvis hun ikke minder ham om det. Hun læser kogebøger og går videnskabeligt til værks med anmærkninger i marginen og beskrivelser af de både mislykkede og vellykkede forsøg, hun gør, og opfinder efterhånden også nye og ikke krævende retter, som hun kan have stående “over ilden”, mens hun er på skolen. I en regnskabsbog påskrevet Udgifter med store guldbogstaver fører hun omhyggeligt regnskab med deres mindste udgifter og forsøger at sikre sig, at deres spæde økonomi ikke skrider ud.

Dagens lyse timer er langtfra nok; om aftenen ved bordet af lyst træ og i skæret fra petroleumslampen skriver eller læser hun på sin konferens, mens Pierre bøjet over sine papirer udvikler sine undervisningskurser, det seneste i elektricitet med et vue over de nyeste resultater på området, krydret med et væld af eksperimentelle kendsgerninger og med hans karakteristiske sans for ikke at overdrive graden af sikkerhed i resultaterne, men understrege alle hypoteserne.

I pauserne i deres arbejde udveksler de som sædvanlig noter og idéer og udfordrer hinanden med spørgsmål. Han går frem og tilbage i lejlighedens små rum, hun replicerer, kommenterer, tvinger ham gennem sine spørgsmål og indfald til større klarhed og vice versa. De er som to forbundne kar, også når de besøger huset i Sceaux, hvor to værelser på første sal står parat til dem. Her fortsætter deres mentale rejser ind i krystallernes, elektricitetens eller magnetiseringens verdener med hurtige henvisninger til artikler, de hver for sig er faldet over i tyske, franske, engelske videnskabelige tidsskrifter, eller til deres seneste 202

Det blå lys.indd 202

19/06/12 15.32

eksperimentelle resultater. Når den ene går i stå og bliver træt eller modløs, udligner den anden med sin energi, så de kommer på samme niveau. Når den ene ved mere end den anden, sker der det samme. Det foregår ikke bevidst, men nærmest som en nødvendighed, der har karakter af leg og er fuld af sympati, ja, kærlighed. Skænderier er ikke bandlyste, men unødvendige, afsporende, uenigheder kilden til nye spørgsmål og afklaringer. I det rum, de skaber for hinanden, er der ingen, der har brug for at føre sig frem eller vise sig; det, de arbejder på, er større end dem selv, de er klarhovedede, naive og besjælede.

Opslugt som de er af deres arbejde og samvær og af deres nærmeste, går de sjældent ud og har ikke noget ønske om at blive set i cafélivet i Paris. De deltager som regel i forelæsningsarrangementerne i Det Fysiske Selskab og køber også af og til billetter til de nyindrettede sale, hvor det ny cinematografiske fænomen udviklet af brødrene Lumière vises. Her løber levende billeder til publikums store forbløffelse hen over et lærred, personer bevæger sig som i en indre drømmeverden og understreger, at Paris er byen, hvori alt kan ske.

Marie og Pierre kan nu ikke længere forestille sig et liv uden hinanden, ja, blot det ikke at tale sammen eller at se hinanden over en halv dag føles forkert. Måned følger på måned, vinter på sommer; der er en glædens gentagelse i det, de foretager sig: arbejdet i laboratoriet, det daglige samvær i lejligheden i Rue de la Glacière, cykelturene i weekenderne, hvor de udforsker omegnen af Paris – Loings bredder dækket af smørblomster, Compiègne med dens massive løvværk, de mange jasminer og anemoner.

Deres indforståethed fordyber sig, en berøring, en bemærkning i et bestemt tonefald, et blik kan være nok eller en halv sætning, som den anden fuldender, og samtidig har de hver deres vinkler og udgangspunkter og tanke203

Det blå lys.indd 203

19/06/12 15.32

former. I arbejdet må han ofte helt koncentrere sig om én tanke eller én idé og forfølge den med alle til rådighed stående midler; findes midlerne ikke, konstruerer han dem mange gange selv som stadig finere instrumenter. Hun associerer og springer mere og er på flere baner, samtidig med at hendes matematiske evner overstiger hans og derfor kan give øget klarhed til hans idéer. Men da deres tankeformer smitter hinanden, kan de også bytte plads indbyrdes og hun være den stædigt enlinjede og han den flerdimensionale.

I januar og februar 1896 hører de i Fysisk Selskab og via kollegaer, aviser og magasiner om en hidtil ukendt tysk professor Conrad Röntgens nyeste og revolutionerende opdagelse. I sit laboratorium har Röntgen udført et eksperiment, der består i ved hjælp af den forholdsvis nyopfundne Rhümkorff-ring og dens højspændingsstrøm at sende såkaldte katodestråler gennem et rør helt fri for gasser. Ligesom en anden tysk forsker, Philipp Lenard, vil han ikke alene betragte disse katodestråler i vakuumrøret med deres blå streger og undertiden grønne og blå luminescens, men også undersøge, hvad der sker, når de undslipper vakuumrøret. Lokalet er mørkelagt, og han har pakket katoderøret ind i sort pap. Til hans store overraskelse lyser røret med de elektriske udladninger under et af hans eksperimenter nu en plade op med bariumplatincyanid, et fosforescerende materiale, som han har liggende på et arbejdsbord og brugt til et andet eksperiment. Pladen, der befinder sig et stykke borte, gløder med et flimrende lys.

Han gentager eksperimentet og når til det samme resultat: Strålerne fra vakuumrøret gennemtrænger det sorte pap og ikke alene det. Når han flytter skærmen endnu længere bort og vender den om og tænder for katoderøret, så gløder bagsiden af skærmen med det samme fosforescerende lys, der holder sig, et stykke tid efter at strømmen 204

Det blå lys.indd 204

19/06/12 15.32

er slukket og strålerne udgået. Disse gådefulde stråler, der fra vakuumrøret bevæger sig usynligt gennem lokalet, og som han tilfældigt har opdaget, er virkelig gennemtrængende og minder ikke om noget andet. Det er en ny type stråler, som Röntgen i mangel af bedre vælger at kalde x-stråler. Igennem de næste otte uger isolerer han sig i sit laboratorium, modtager ikke besøgende og fortsætter sine eksperimenter, mens han kun sporadisk spiser og sover.

Han forsøger at bremse de usynlige stråler med alle slags materialer, men kun bly og platin kan de ikke penetrere, og på magisk vis afsætter hans hånd et skeletagtigt billede på skærmen. På en fotografisk plade træder skyggekonturerne af skjulte genstande frem fra lukkede rum som en mønt i en lukket æske. Röntgen beder nu sin kone om at komme ind i laboratoriet og lægge sin hånd på en fotografisk plade, som han i femten minutter bestråler med de nye x-stråler. Et fotografi afslører skeletbenene i hendes hånd og ringen på hendes ene finger. Fotografiet går verden rundt. Marie og Pierre ser det i Le Figaro og er forbløffede og straks nysgerrige og må vide så meget som muligt. Fysikere i hele Europa og i USA går i gang med at duplikere Röntgens eksperimenter, og medicinere indser, at de rummer nye muligheder i behandlingen af sygdomme. Røntgenstrålerne kommer på mode. I Paris’ gader kan en røntgenstrålemaskine for ti centimer producere et “kærlighedsbarometer”.

Allerede i januar 1896 hører fysikeren og medlem af Det Franske Akademi Antoine-Henri Becquerel under en forelæsning i Paris om opdagelsen af røntgenstrålerne og om en mulig forbindelse imellem strålerne og fosforescens. Forelæseren har citeret Röntgen for at sige, at “be­skaffenheden af denne udstråling af energi er stadig ukendt”. Den velhavende, selvbevidste og undertiden op­ fa­rende Becquerel, der skifter sine stive linnedskjorter 205

Det blå lys.indd 205

19/06/12 15.32

mindst to gange dagligt og klæder sig upåklageligt, er fjerde generation i et dynasti af videnskabsmænd med ud­­gangspunkt i den elitære École Polytechnique og har i flere år intet aktivt foretaget sig. Men da forelæseren nævner et fosforoskop, en opfindelse hans far har gjort med det formål at identificere fosforescerende stoffer, spidser han ører og tænker med det samme på selv at undersøge sam­menhængen imellem fosforescerende legemer og xstråler og går sammen med assisterende fysikere straks i gang med at gentage Röntgens eksperimenter i sit veludstyrede laboratorium.

Da det er lykkedes, vil han gennem en række forsøg afprøve sin hypotese om, at der uden brug af katoderør og højspændingsladninger kunne være en direkte forbindelse imellem strålerne og fosforescerende materialer. Måske kan fosforescerende stoffer i sig selv ved sollysets hjælp producere disse besynderlige og usynlige x-stråler? De første forsøg med forskellige fosforescerende substanser viser ingen resultater, men da han henter en prøve frem af uransalte, som han femten år tidligere har forberedt som assistent for sin far, og anbringer denne hvide pulveragtige substans som en tynd plade oven på en fotografisk plade indsvøbt i tykt sort papir og udsætter det hele for sollys i mange timer, sker der noget. Ved fremkaldelsen af den fotografiske plade træder substansen af uransaltene frem som noget sort på negativet, og når en mønt eller et stykke metal er placeret imellem uransaltene og den i sort tykt papir indsvøbte fotografiske plade, så kan billedet af disse objekter ses på negativet. Uransalte sender altså stråler ud, som kan trænge igennem papir, der er uigennemtrængeligt for lys, og Becquerel er ikke i tvivl om, at det sker ved hjælp af sollyset. Men igen spiller tilfældet ind. Da han vil udføre et bekræftende eksperiment med et kobberkors indlagt imellem den fotografiske plade og 206

Det blå lys.indd 206

19/06/12 15.32

pladen med uransaltene, og det netop den dag er gråvejr i Paris, lægger han i en afventen på solskin hele arrangementet ind i et skab og fremkalder nogle dage senere med en blanding af en genial indskydelse og ærgrelse over endnu flere dages gråvejr den fotografiske plade. Til hans store overraskelse træder et billede af kobberkorset frem som en hvid størrelse på den mørke baggrund. I en rapport til Det Franske Akademi melder han allerede dagen efter om det efter hans mening meget vigtige og særdeles ekstraordinære fænomen: De samme krystallinske små plader af uransalte placeret over for fotografiske plader, men holdt i mørke, fremkalder de samme fotografiske indtryk som i forsøg med sollys. Becquerel konkluderer efter endnu flere forsøg og overvejelser, at det må være uransaltene, der – fosforescerende eller ikke – selv producerer billeder på de fotografiske plader, og at der må være en lagret energi i uran, der er skyld i disse billeder, men han kan efter tre måneders refleksioner alligevel ikke frigøre sig fra tanken om, at denne energi på den ene eller anden måde er knyttet til en usynlig fosforescens.

Da det er røntgenstrålerne, der sætter dagens dagsorden, og da Becquerels forsøg er afledt af udforskningen af røntgenstrålerne, og becquerelstrålerne, som de nu bliver kaldt, er svagere og ikke synes at have nogen praktisk afledt betydning ligesom røntgenstrålerne, og Becquerel selv ikke synes at have megen energi til at forfølge emnet, dør flammen i det hele tilsyneladende ud. Selvom Becquerels opdagelse er helt ny, er det ikke længere så chokerende, at der findes usynlige stråler, som gennemtrænger materialer og afsætter billeder af genstande på fotografiske plader. Fanget som de er i den herskende fysiks hypoteser, tager ingen fysikere af en vis betydning umiddelbart opdagelsen op eller udforsker og skriver yderligere om den. Med deres fintmærkende fibre for det helt nye og 207

Det blå lys.indd 207

19/06/12 15.32

uudforskede og som et par, der – på trods af prisen givet til Pierre og hans broder – lever og arbejder i omkredsen af den anerkendte videnskab, er Marie og Pierre det nærmeste, man kommer på en undtagelse.

Sommeren 1896 har hun med førstekarakter fået sit certifikat til at undervise, og de tager igen af sted fra Paris på deres cykler, denne gang i sydlig retning, for at udforske og bese Auvergnes storladne landskab af vulkanske bjerge, kalkslugter og små bondelandsbyer. På deres cykler søger de ud i omegnen af de større byer, lejer et lille bondehus i en landsby og bestiger og klatrer på Le Puy-en-Velays bjergskråninger med den betagende udsigt til de mangeformede grønklædte vulkanske bjergformationer, der ligner selve jordens sammenfoldede vinger.

På lange køre- eller vandreture med deres cykler over de grønne sletter eller i slugterne under den massive blå him­ mel farer de af og til vild og glemmer tiden, når de som i tusmørket i passet ved Truyère er langt inde i en ud­ veksling om betydningen af becquerelstrålerne, og Marie forestiller sig, at alle stoffer, også de tilsyneladende udbrændte vulkanske og forstenede, sender energier ud.

Den smukke døde stenverden, de har foran sig i bjergformationernes granit, er måske kun et dække for en anden og mere fantastisk verden af pulserende energier og atomer, som kun kan registreres med yderst fintmærkende instrumenter, og som har love ligesom Pierres og Jacques’ love for krystallerne.

– Hvorfor gør du ikke en undersøgelse af becquerelstrålerne til emnet for din doktordisputats? spørger Pierre hende. – Måske kan det være en vej ind til nogle af naturens hemmeligheder, og måske er det netop ikke kun uranmineraler, der giver stråler fra sig.

– Jeg er stadig ikke færdig med min konferens ...

– Det bli’r du sikkert i løbet af det næste år og så ...

208

Det blå lys.indd 208

19/06/12 15.32

Hun ser på ham i halvmørket.

– Jeg har tænkt over, at jeg gerne vil udforske strålerne.

– Dér kan du se!

– Altså det samme som dig, siger hun med et smil.

– Hvor mærkeligt! siger han let ironisk, og de ler sammen.

De tager fat om deres cykler og begynder at gå ad en hulvej med klippeformationer på den ene side. Et sølvagtigt månelys fra en lavtliggende fuldmåne er i gang med at aflyse dagens falmende lys over himlen, og deres skygger bliver spøgelsesagtigt tynde og lange.

– Jeg læste, at Marcelin Berthelot påstår, at videnskaben helt har efterladt verden uden mysterier, siger hun, – men han tager fejl.

– Ja, den producerer blot nye gåder.

– Og nye behov for forklaringer.

– Ja. Hun standser op og kigger ud mod det skumringsagtige plateau på den ene side af vejen.

– Ved du, hvor vi er?

– Nej, siger han og ler lidt igen.

– Vi er altså faret vild.

– Ja, men gør det noget?

De står lidt tid stille og lytter ind i aftenmørket og bliver opmuntrede ved at høre lyden af en populær melodi i det fjerne, som båret gennem luften kommer til dem fra et lille skib, som er på vej ned ad strømmen. Den giver dem et fingerpeg om, hvor de er. De skiftevis går og kører på deres cykler hen ad knoldede veje og stier, hvor vandfald bruser fra dunkle punkter ude i periferien. På et tidspunkt møder de et hestekøretøj på en grusvej; de skyggeagtigt store heste bliver skræmte ved synet af deres cykler, så den ene stejler og er nær ved at vælte kusken og køretøjet omkuld. De er tvunget til at stå af cyklerne og søger ind 209

Det blå lys.indd 209

19/06/12 15.32

over brede arealer af pløjede marker, indtil de endelig når tilbage på deres rute til det høje plateau, badet i månens uvirkelige lys. Køer kigger langt efter dem med deres store, rolige øjne fra deres natlige indelukker.

Det blå lys.indd 210

19/06/12 15.32