Den der ser - læseprøve

90 mm

155 mm

39,5 mm

til talent, magen til billedskabende evne til at hugge levende ord i granit.”

– POLITIKEN

”På en måde er denne opfølger ikke blot på højde med, men litterært set bedre end Dina-bøgerne. Vi har at gøre med en moden forfatter på sit højeste.” – VG

og tung. Let og dyb … Romanen tager sine læsere, som Dina tager sine mænd.”

– INFORMATION

”Herbjørg Wassmo kan fremdeles tryllebinde læserne.”

– DAGBLADET

Pressen skrev om LYKKENS SØN ”En spændende og evig aktuel skildring.”

– BERLINGSKE

– POLITIKEN

Pressen skrev om KARNAS ARV ”Herbjørg Wassmo tør og kan tage livtag med de helt store følelser, uden at det bliver klamt føleri.”

–BERLINGSKE TIDENDE

nebarn Karna sig op og beretter om det, der lå hendes bedstemor på sinde: De to mænd hun slog ihjel. Efter Karna har tilstået Dinas synder, holder hun op med at tale og lukker verden ude.

Hverken hendes far Benjamin eller stedmoren Anna kan nå hende, og Anna beslutter at tage hende med til sin hjemby København, hvor hun kan blive behandlet for sine lidelser.

Den der ser er fortsættelsen på historien om den karismatiske kvinde Dina og hendes slægt, der siden udgivelsen af Dinas bog i 1989 har fascineret generationer af læsere.

DE N DE R SER

A F F O R FAT T E R E N T I L D I N A S B O G

Wassmo HERBJØRG

D E N DER SER

R O M A N

232 mm

”Dina er et herligt bekendtskab.”

Året er 1890 og ved Dina Grønelvs begravelse stiller hendes bar-

H E RBJØ RG

”Simpelt hen en fremragende roman. Stor

”I Den der ser overgår Wassmo sig selv.

Dette er kort og godt stor litteratur.” – NRK

90 mm

FOTO: ROLF M. AAGAARD

”Et brag af en bog. Magen til evne, magen

Wassmo

Pressen skrev om DINAS BOG

155 mm

Herbjørg Wassmo (f. 1942) er født i Vesterålen i Norge og debuterede i 1976. Siden har hun udgivet adskillige romaner, bl.a. trilogien Dinas bog, Lykkens søn og Karnas arv, Det syvende møde og Et glas mælk, tak samt de selvbiografiske værker Hundrede år og Disse øjeblikke. Hun har modtaget flere priser, bl.a. Kritikerprisen, Amalie Skram-prisen og Nordisk Råds Litteraturpris.

9 788711 694008 LINDHARDTOGRINGHOF.DK

L I N DHARDT OG R I N G H O F

OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK

Herbjørg Wassmo

Den der ser

På dansk ved Anita Frank Goth og Charlotte Jørgensen

LINDHARDT OG RINGHOF

Den der ser.indd 3

13/09/17 6:01 pm

Den der ser er oversat fra norsk efter Den som ser Copyright © Gyldendal Norsk Forlag AS 2017 All rights reserved Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Peter Stoltze Illustration: Københavns Museum Bogen er sat med Adobe Garamond Pro og trykt hos Scandbook AB ISBN: 978-87-11-69400-8 1. udgave, 1. oplag 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www. Lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Den der ser.indd 4

13/09/17 6:01 pm

DE MEDVIRKENDE KARNA, den unge der påtog sig at vidne.

BENJAMIN, hendes far der vidste, men ikke vidnede.

ANNA, hendes stedmor der ikke tålte bedraget.

PEDER, Karnas kæreste der ikke gav op.

JOHAN, Karnas onkel der iscenesatte vidnesbyrdet.

WILFRED, Peders bror der slår – for at få magt og kærlighed.

HANNA, Wilfreds hustru der omkom i branden.

DINA, Karnas farmor der udløste historien, men som befinder sig uden for tiden.

JOAKIM, den uforudsigelige der vil helbrede galskab.

Den der ser.indd 5

13/09/17 6:01 pm

Tanken er mit liv Den skal slutte her hos mig Jeg kan slĂĽs i stykker men aldrig heles

Den der ser.indd 6

13/09/17 6:01 pm

PROLOG

Ni dage efter sankthans 1890. Otte dage efter at Reinsnæs hovedgård brændte ned til grunden, og to liv gik tabt.

Den store stenkirke på Strandstedet var helt fyldt. Hvælvingen lukkede sin kølighed omkring menneskene. Ordene. Kisten. Et fælles åndedræt.

Lette trin i midtergangen. En hviskende lyd af sommersko mod løberen. Karna gik fra koret og hele vejen ned. Standsede op nede ved døren. Folk på bænkerækkerne turde ikke vende sig om. De bladrede ikke i salmebøgerne. Flyttede ikke på sig. Organisten løftede ikke hænderne. Orglet gav ikke en eneste tone fra sig.

Da knirkede det i hængslerne på den gamle egetræsdør. Sollyset strømmede ind, men nåede ikke selve kisten, der stod på to bukke i koret. Præsten, Johan Grønelv, var den eneste der var placeret sådan at han kunne se luftspejlingen i våbenhuset. Den eneste der så pigen i døråbningen. En sortklædt lille skikkelse i modlys.

Var han forberedt på det?

Først gav han ingen tegn til mændene der skulle bære kisten ud. De blev siddende helt lamslåede. Ingen vekslede blikke. Vokslysene på alteret og i koret blafrede. De sortbrændte væger forsøgte at holde på flammen.

vii

Den der ser.indd 7

13/09/17 6:01 pm

Tid kan måles. Men kun hvis nogen registrerer den. De der havde et lommeur, tog det selvfølgelig ikke frem. Man kunne ikke åbenlyst tilkendegive at man tænkte på tiden i Guds hus. Desto mere ventede man på lyden af kirkeklokkerne.

Ingen havde nogensinde været vidne til sådan en gravtale. Og så af et pigebarn. Man kunne blive stødt på vegne af alt hvad der var helligt, eller føle sig narret fordi man ikke, før nu, havde vidst hvem den døde i virkeligheden var. Men det gjorde man ikke. Det var for usandsynligt. For chokerende. Imens gik tiden som den plejede.

Lige indtil pigen vendte sig om i den åbne dør. Ansigtet var som voksbehandlet karton og øjnene vidtåbne. Lyset bagfra opslugte hårets røde farve, med undtagelse af de små hår, der ikke havde ladet sig tæmme af fletningerne. En rødglødende blød pigtrådskrans.

Præsten så hende og nikkede mod organisten. Men inden orglet gik i gang, lød der et myndigt råb fra døråbningen.

– Bær farmor Dina ud! * Karna ventede ikke til de gjorde som hun sagde, gik bare ned ad stentrappen og forbi mosbegroede gravsten og smedejernskors.

Gennem portalen i gærdet. Forbi alle hestene og vognene. En kusk så forbavset på hende inden han rettede blikket mod kirketrappen for at finde ud af hvor langt ceremonien var kommet.

Kirkevejen var ikke kort. Birkekrattet lænede sig ind over vejen med den friske duft af sommer. Hun gik med beslutsomme skridt, lidt foroverbøjet med øjnene rettet mod den stenede vej.

Hun ville ikke have følge af hverken heste eller mennesker. Vidste at det ville blive sådan nu. Hun måtte gå alene. Hun var ikke mere. Kun ordene som hun havde sagt i kirken, var. Det hun også vidste, var at man ikke kunne begrave en morderske inden for kirkemuren.

Hun havde aldrig før taget vejen til Grand Hotel til fods. De alt lange ærmer på den sorte sørgekjole slaskede ned over hænderne viii

Den der ser.indd 8

13/09/17 6:01 pm

mens hun gik. Det gjorde ingenting. Hun skulle ikke bruge hænderne til noget. Nu var alt gjort. Hovedet var fuldt af spindelvæv.

Hun bar det forsigtigt øverst på halsen. Bøjede det ned mod brystet så det kunne finde støtte. Følte alle krybene indeni. De der sad fast i spindet. Kravlende kryb. De var bange og skjulte sig hos hende. Men nu kravlede de ikke helt så voldsomt som de havde gjort da hun kørte afsted til kirken.

Hun vidste ikke om hun faktisk mødte nogen inde på Strandstedet, for hun så ingen. Gik bare ind ad den blå dør. Op ad alle trapperne til det kammer hun altid overnattede i hos farmor. I dag var hun ikke ventet. Gardinerne var trukket for og vinduet lukket.

Over den hvide kommode hang der et spejl i en forgyldt ramme.

Der så hun et ansigt som ikke var.

Hun forsøgte at huske hvordan ordene faldt. Som om det var en matematisk formel, eller noder man skulle spille efter. Ja netop, spille efter. Men ordene gled væk. Havde ikke hendes rytme. Hun stak hånden ned i kjolelommen og trak arket op. Foldede det ud.

Der stod det, alt sammen. Stadig fugtigt af hendes hænder.

De døde kan ikke tale. Efter min farmors ønske har jeg arvet alt det der var hendes. Også hendes bekendelse. Men dette er for meget for mig alene. Jeg vil derfor bede om forståelse for det jeg nu vil sige.

Her, ved min farmors båre, for Gud og alle mennesker, beder jeg om nåde og tilgivelse for den arv jeg har fået. For jeg, Karna Grønelv, har dette budskab fra den døde: Jeg, Dina Grønelv Bernhoft, født Holm, kørte i november 1844 Jacob Grønelv over fjeldet til doktoren. Med mine hænder medvirkede jeg til at slæden styrtede i afgrunden, og dermed forvoldte jeg hans død.

I oktober 1857 i lyngmosen syd for Reinsnæs, skød jeg russeren Leo Zjukovskij med en finnebøsse så han døde.

Jeg bekender min skyld.

Jeg beder dog om at mit legeme må gives fri. Til havet.

* ix

Den der ser.indd 9

13/09/17 6:01 pm

Kirkebakken. Anna holdt Benjamin tilbage og forsøgte at sige noget. Men han forstod ikke hvad hun ville. Holdt bare om hende.

Fast. Magtede ikke at møde et eneste blik. De fleste veg til side uden at sige noget. Nogle kom hen til ham og mumlede et eller andet. Men han hørte det ikke. Nikkede bare. Ansigterne gik i opløsning foran ham. Alles, undtagen Johans. Han stod der alene i sin præstekjole. Det gik op for ham at Johan måtte have vidst det. At det var Johan der havde sat dette i scene.

– Jeg kan ikke se Karna. Vi må finde hende, sagde Anna og ville have ham med.

– Ja! sagde han og gik, sprang, løb. Til toilettet. Sakristiet. Kirkegården. Vognhuset. Bakkerne ned mod stranden. Anna fulgte efter ham med sørgesløret blafrende rundt om hat og skuldre. Bag hende kom Johan. De blankpudsede amerikanske sko snublede i præstekjolen, og sveden trængte igennem den stramme linning under pibekraven.

Sommersolen bagte, og fuglene forlystede sig i krattet. * På denne junidag gik unge Peder med lange hurtige skridt hen ad grusvejen til doktorgården for at finde Karna. Han øvede sig for hvert skridt han tog, småløbende og gispende. Øvede sig på ordene.

– Du er den modigste, den allermodigste! Jeg havde ikke turdet gøre det du gjorde. Jeg har altid gemt mig og bøjet nakken.

Men du! Vær stolt af den tale. Nu kom alt for en dag. Jeg burde have været lige så modig og fortalt at min bror slog Hanna helt fordærvet. Slog barnet ud af hende. Vi var flere der vidste det, og som burde have vidnet. Tænk, hvis vi havde gjort det? Og alt var kommet for en dag. Skal vi sammen vidne om det der er forkert, Karna? Fortælle dem der ikke vil se!

Sådan øvede han sig. Læberne bevægede sig, og han hørte sin egen stemme et sted inde i hovedet. x

Den der ser.indd 10

13/09/17 6:01 pm

Der var ikke låst i doktorgården, men helt tomt. Karna var der ikke. Heller ingen andre. Uden at bruge tid på at tage skoene af løb han gennem huset uden at finde hende. Han glemte ordene han havde øvet sig på, glemte alt andet end at være sporhunden, som skulle finde hende inden der skete noget.

Hvad dette noget kunne være, gjorde han sig ikke klart. Ud over faldesygen var der ingen som ville hende noget ondt. Alligevel var det som om han ikke havde tid til at trække vejret mens han løb. Det kunne han gøre en anden dag når verden igen havde fundet sit leje.

Og mens han hastede fra rum til rum, kom han i tanke om hvor hun kunne være.

Da Peder var kommet hen på Grand, gik han direkte op i privaten med skoene i hånden. Han hørte stemmer inde fra salonen. Ingen måtte se at hans sko stod ude i gangen, så ville de komme farende for at standse ham. Han vidste at han ikke tilhørte den kreds som blev vinket ind og fik betroelser. Ikke fordi de ville lukke ham ude, men fordi det ikke faldt dem ind. Ikke nu. De havde nok i deres eget. Men han gjorde det der var nødvendigt. Listede op ad trappen og åbnede døren til det værelse hun plejede at bruge når hun sov hos Dina.

Hun sad på en stol, med ryggen til og vendt mod vinduet.

Omkring sig havde hun et grønt uldent sjal, som om hun frøs.

Selv havde han det alt for varmt. Det faldt ham ind at han måske krænkede hende ved sådan at komme busende ind, for den sorte sørgekjole lå på sengen. Hun havde kun undertøj på under sjalet.

Det røde hår hang filtret ned over skuldrene, som om hun lige var stået op.

Han rømmede sig og lukkede døren bag sig.

– Karna, hviskede han forsigtigt.

Da hun vendte sig, var det blik som mødte ham – tomt. Uhyggen bredte sig. Det var svært at få vejret. Hun så direkte på ham, så gennem ham, så gennem døren bag ham. Han gik hen mod xi

Den der ser.indd 11

13/09/17 6:01 pm

hende og ville lægge en hånd på hendes skulder, være tæt på. Gøre hvad som helst for at hun skulle tilkendegive at hun så at det var ham, Peder, som var der.

Da rejste hun sig pludselig op og satte håndfladerne mod ham.

Sjalet gled ned fra skuldrene og blev liggende rundt om de bare fødder. Hele tiden så hun lige gennem ham. En ensomhed, eller hvad det var, fik ham til at huske den dag hans mor pludselig døde.

– Karna … forsøgte han igen. Men hun gav sig ikke til kende.

Han sagde sit navn. Ventede. Men hun stod bare der og så lige igennem ham som om han ikke var til.

Da han hørte nogen komme op ad trappen, var han næsten lettet. Dette var mere end han kunne bære alene.

Peder følte en sorg der var større end han kunne rumme. Men han kunne ikke bare afvise den, for den handlede om hende. Han forsøgte at trave den væk. Gik op i fjeldet oven over Strandstedet.

Timerne gik uden at han kunne tænke på andet end hendes blik.

Så det i kratskoven. I stenene med mos på. I blomsterne langs stierne og uden for stierne. I det uformelige skylag og den svindende sol. Endnu var det juni, og tiden havde ingen hast. Lyset var ugudeligt, gennemtrængende, ublu og overalt. Himlen var et lysende helvede.

Han drak vand af en bæk og tænkte at han burde gå ned igen, men gjorde det ikke. Der var ikke længere nogen mening med at nå frem til et sted. Han bare gik og gik. På et tidspunkt dukkede den tanke op at hvis Dina Grønelv havde været i live, så kunne han have talt med hende. Hun var et menneske som havde været i stand til at gøre noget og finde løsninger der hvor andre gav op. Han klatrede lidt længere op og satte sig under et klippefremspring. Lidt efter lidt strakte den senede unge krop sig helt ud.

Han vågnede ikke før solen havde dyppet sig i havet og igen var på vej op. Uanset hvor mange timer der var gået, var intet foranxii

Den der ser.indd 12

13/09/17 6:01 pm

dret. Karnas blik var til stede i det bristede hvide soløje, uden at genkende ham. * Farmors cello? Hun hørte den, men forstod ikke hvad der blev spillet? Den var rasende nede i de dybe toner. Ville sprænge hendes hoved. Så forstod hun at det kun var hende som hørte den, ingen andre.

Hun satte sig op i sengen og åbnede øjnene. Lyset var så hårdt.

En brise stod ind ad vinduet og rev i hasperne. Gardinet kunne ikke klare det og gav efter.

Det var vel ovre nu. Uden at hun var der. Det var nok derfor at far stod i døren. En mand i sort tøj. Han strakte armene frem og kom hen mod hende.

– Åh, gudskelov, det er her du er! sagde han og dumpede ned på sengekanten. Der kom underlige lyde fra ham.

– Skal I sænke farmor i havet nu? ville hun have spurgt, men kunne ikke.

– Du gjorde os bange. Du skulle ikke bare have løbet væk. Men gudskelov er du her i god behold! sagde han og knugede hende ind til sig.

– Skal jeg tage med derud? ville hun have spurgt, men det kom ikke ud.

– Nej! Kun skipperen, Johan og jeg, ville han have svaret, men han holdt bare om hende og klynkede lidt.

– Jeg skal nok tage med, ville hun have sagt med munter stemme, men kunne ikke.

– Nej, du skal hvile dig! skulle han have svaret, men det vidste han ikke.

Hans baghoved over den hvide snip og det sorte kirketøj viste sig i spejlet med den gyldne ramme. Håret. Gråsprængt. Krøllerne hang slapt ned. Hovedet bøjet fremover som om han ikke orkede at holde det oprejst. xiii

Den der ser.indd 13

13/09/17 6:01 pm

– Hvem skal synge salmerne når jeg ikke er der? ville hun have spurgt.

– Det skal jeg, ville han have sagt selvom smilet kun var en lille grimasse.

– Ikke tale om! Du kan ikke synge, ville hun have sagt og puffet til ham mens hun lo.

Men han græd så forfærdeligt, og hun kunne ikke få et ord frem.

– Alt gik så hurtigt, kunne hun have sagt. Hun kunne have spurgt ham hvorfor farmor ikke selv havde sagt det hele inden hun døde. Længe inden smerten havde tvunget hende til at indse at hun skulle dø. Inden hun sendte bud efter hende og stønnede historierne ud. Om manden Jacob i slæden ud for skrænten. Om russeren Leo i lyngen. Farmor der ellers var så modig, og sagde alt muligt til folk, havde tiet om det vigtigste. Tiet fordi hun var bange for dommen? For at blive spærret inde? Derfor måtte hun, Karna, være den som vidnede.

Hun kunne have spurgt ham.

– Er det sådan at I har overladt det til mig at vidne. Også dig, far? Overlod du det til mig at fortælle Anna om dig og Hanna? Er det derfor jeg er født? For at være den der vidner?

Men det forsvandt alt sammen. For endelig kunne hun overgive sig og falde. * Havet var blankt med blide dønninger. Regndråberne lavede flygtige ringe i vandoverfladen. Stadig nye for hver eneste der lod sig trække ned i dybet. Horisonten var uendelig i alle sine grå nuancer.

Der var ikke land i sigte. Heller ikke måger.

Benjamin sænkede sejlet. Båden var solid og bred og mistede langsomt fart. Den klare pigestemme bredte sig langt ud; selvom han vidste at Karna ikke var der, perlede den ud over dønningerne xiv

Den der ser.indd 14

13/09/17 6:01 pm

og forsvandt ind i sprækken mellem himmel og hav. Senere kunne han aldrig huske hvad hun sang mens kisten et øjeblik balancerede på rælingen inden den gav efter. Og han kunne jo ikke spørge hende. Aldrig. Øjeblikket efter kom den lyd han gruede for. Af et stort hav der tog imod trækisten med Dinas legeme. Syv tunge rullesten kom med hende ned i dybet Bagefter spredte ringene sig ud i rolige cirkler, længere og længere væk. Til sidst forsvandt de ind i hans øjne for altid.

Stilheden. Dækket steg og sank under fødderne på ham. Ikke så meget at han måtte holde fast eller sætte søben. Bare så meget at han kunne forstå at kloden rørte på sig dybt dernede. At strømme og vind gik deres gang som om intet var hændt.

Den der ser.indd 15

13/09/17 6:01 pm

Den der ser.indd 16

13/09/17 6:01 pm

FØRSTE BOG

Den der ser.indd 1

13/09/17 6:01 pm

Den der ser.indd 2

13/09/17 6:01 pm

SOM DINE DAGE ER

Mærkeligt nok gik tiden. Hektisk hurtigt og uendelig langsomt.

Karna ville ikke tale til dem. Eller kunne ikke. Benjamin tænkte at han skulle takke Anna for at hun fik mad og drikke i pigen, og at hun holdt det i sig så hun ikke sultede ihjel for øjnene af dem.

Men der var ingen lejlighed til det. Eller det faldt ikke sådan. De var ikke alene. Eller det var netop det de var, men hver for sig.

Det kunne ikke fortsætte på den måde. Han så det. Anna sagde det. Karna havde brug for hjælp. Og den hjælp kunne han ikke give hende, selv om han var nok så meget far og læge. Det han kunne gøre, var jævnligt at give hende noget at sove på, så hun for en stund kunne undvige det. At han også undveg, var en anden sag.

Han var en søvngænger der gjorde det han troede han skulle.

Stort og småt. Forsøgte at udveksle almindeligheder med dem han mødte, og som endnu var i chok over at hans mor, ja hele Strandstedets mor, var en morderske. Ingen spurgte ham om han havde vidst det. Han spurgte heller ikke sig selv.

Først forsøgte han med det gode at få Karna med hjem til doktorgården. Så mistede han tålmodigheden. Fortvivlelse, træthed, hvad det nu end var. Han løftede hende op og ville bære hende hjem. Det udløste et voldsomt raseri. Hun slog og kradsede. Fråden stod ud ad munden, og spasmerne kom. Så måtte man bare 3

Den der ser.indd 3

13/09/17 6:01 pm

handle praktisk. Det var en læge hun havde brug for, ikke en fortvivlet far.

Han løsnede tøjet, presset en flig af lagnet ind mellem hendes tænder og forsøgte samtidig at holde hende i en stilling så hun kunne trække vejret. Holdt og ventede. Når anfaldet var ovre, blev hun tung og slap. Han lagde hende ned på sengen, tog lagnet ud af hendes mund. Ventede. Heldigvis havde hun ikke kastet op eller tømt sig. Det var altid ydmygende for hende at vågne op til, og ekstra arbejde for ham. Det var han vant til. Alligevel var han altid urolig for at hun denne gang ikke ville komme til sig selv, men dø fra ham.

At flytte hende hjem til doktorgården blev ikke forsøgt mere.

At hun havde angrebet ham med så stor en styrke, gik ham mere på end han ville være ved. Han nævnte det ikke for Anna. Sagde bare at de måtte indstille sig på at en af dem var hos hende på Grand, dag og nat.

Anna nikkede, som om det ikke betød noget for hende. Mere blev der ikke sagt. Det var som om Karnas tavshed også havde ramt dem.

Benjamin sov for åben dør i det værelse som var nærmest Karnas.

Som distriktslæge havde han for vane at sove let. Der kunne altid være nogen der havde brug for ham. Tøjet lå lige ved siden af ham i den rigtige rækkefølge. Han kunne klæde sig på uden lys om vinteren. Lægetasken skulle stå til venstre for døren. Overtøjet hang på sin særlige knage. Her på Grand tog han for en sikkerheds skyld vadmelsjakken med ind på værelset, så den ikke blev fjernet af tjenestepigerne. Han havde en aftale med hende der holdt opsyn med hotellets gæster, og som også sov der om natten. Skulle han afsted, så måtte hun se efter Karna. Han skammede sig over at han havde glemt hvad hun hed, og pålagde sig selv at finde ud af det. Hver gang han så hende, gik det op for ham at han endnu ikke kendte hendes navn.

Bortset fra Karna og ham var der ingen i Dinas private afdeling af hotellet. Anna sov i doktorgården og passede konto4

Den der ser.indd 4

13/09/17 6:01 pm

ret til han kom om morgenen. Var det lette patienter, så hjalp hun dem i mellemtiden. Det blev sådan. Til at løse, praktisk. * Folk havde meget at tale om. Når man bare lige fik sundet sig. Jo flere nætter der gik, jo mere vidste de hvordan alting var. Ingen af dem brugte tiden på at fortælle hinanden at Karna var årsagen til at doktoren ikke sov hjemme, selvom Frida der arbejdede på Grand, gerne nævnte at pigen ikke helt var sig selv. Hun var vist blevet stum. Alt det andet med hende var jo ikke nyt. Så det var mere end mærkeligt at doktorens ikke boede sammen – om natten.

Der måtte ligge noget andet bag end drabene for længe siden.

Noget mellem mand og kone.

Telegrafisten mente at noget var kommet for en dag. Men hans mund var lukket med syv segl, som det hed. Folk undgik at tale åbent om branden, som næsten ingen havde set da den ikke fandt sted på Strandstedet, men på Reinsnæs. Men selvfølgelig var der nogen der mente at have talt med nogen der havde været der. For dem var det en herlig tid. Stak hovederne sammen i grupper på to eller tre. På kajen, ved hushjørnerne, ved spytbakken på posthuset, hviskende, mens de så sig over skuldrene i tilfælde af der skulle være nogen fra Grønelv-slægten i nærheden. Hvad der blev sagt hjemme i folks stuer, deres køkken og soveværelse, kunne man kun tænke sig til.

For var det sandt det som pigen havde sagt i kirken? Gud bedre det! Ja, det forholdt sig nok sådan. At madam Dina havde dræbt disse to. Først den joviale ægtemand, Jacob, som kun de færreste kunne huske, og som ingen havde haft noget imod. Så denne russer, som nogen påstod var spion fra St. Petersburg og som havde siddet i Trondhjems tugthus for det. Og kunne der være endnu flere hun havde taget af dage? Det var ikke utænkeligt. Intet var utænkeligt når det gjaldt hende. Jo mere man talte om sagen, jo flere anekdoter og episoder huskede man. Hun havde altid fået det 5

Den der ser.indd 5

13/09/17 6:01 pm

som hun ville, både i forretninger og andet. Og hvad med den tid hun havde været i udlandet? Den store kapital hun bragte med sig hjem? Nogen mente at vide at hun havde arvet en rig bankmand, ved først at gifte sig med ham. Og så, ja lige netop, tage livet af ham. Og ikke kun det. Fik hun ikke kuet Wilfred Olaisen og fjernet ham fra værftet for selv at kunne overtage det hele? Dette fruentimmer havde nok lavet mere end bare at spille skak og drikke punch med de udvalgte, der havde magten på Strandstedet.

At et sådant fruentimmer kunne have en så retskaffen søn var helt ubegribeligt. Og så var han ovenikøbet både doktor og sognerådsformand og altid rede hvis nogen havde brug for hjælp.

En ren velsignelse som ingen kunne pålægge skyld. Man kunne tydeligt se hvordan han blev mere og mere mager for hver dag der gik. Hvordan den grå farve havde sat sig i hår og hud. Arme mand med sådan en mor! Og havde madam Dina ikke helt fra sin tidlige barndom været befængt med død og sorg?

Der var flere der kunne huske historien om hvordan hendes mor, lensmandsfruen, måtte lade livet. Så tragisk at man end ikke kunne nævne det. Hvordan pigebarnet Dina havde fået en gryde med kogende lud til at vælte ned over sin mor.

Og hvordan stod det til hos Olaisens i det stadselige hus oppe på bakken? Alle troede at Hannas søster, Sara, ville flytte ind og tage sig af drengene i den svære tid. Men hun sov i Hannas gamle systue og gik mellem Olaisens hus, systuen og Grand Hotel. Det var ikke hver dag hun løftede blikket, når hun haltede rundt i Været. Hvis folk hilste på hende, svarede hun venligt som hun altid havde gjort. Men gangen var ligesom uden mål. Alle vidste at Hanna og hun havde været nært knyttet til hinanden. Forældre og bror var rejst til Amerika for længe siden, og nu var Hanna død.

Wilfred Olaisen og drengene var hendes nære familie. Folk fandt det mere end underligt at Sara ikke flyttede ind. * 6

Den der ser.indd 6

13/09/17 6:01 pm

Anna tog Karna om dagen. På den måde kunne hun også have opsyn med driften af hotellet. Det gik fordi det skulle gå. En dag så Benjamin hende under deres vagtskifte. Hun havde ligesom ingen krop inden under tøjet. Der var intet lys i hendes øjne.

– Jeg skal give dig noget styrkende at drikke, kære, sagde han uden forklaring.

Hun så hurtigt på ham og gik. Så glemte han det. Og tanken meldte sig ikke igen før næste dag.

Han tog imod sine patienter i doktorgården og gik på sygebesøg. Heldigvis var der ikke så tit bud efter ham om natten. Et par gange måtte han sejle ud til fiskerlejerne i dagtimerne. Ikke engang over for sig selv indrømmede han at det føltes som en stor frihed at slippe væk nogle timer. Slippe væk fra alt. Som om han skulle føle skyld over noget.

Inden branden ville han have været ét med den lyse sommer på havet. Have følt den simple tilfredshed ved at være heldig med vinden. Have glædet sig over lyden der opstod når stævnen pressede havvandet ud til begge sider. Have frydet sig over de hårde slag når han satte sejl. Og han ville have betragtet horisonten som frihed, ikke som Dinas grav.

En aften sejlede han forbi holmen hvor Hanna og han for mange år siden var strandet i uvejret. Så for sig båden de fik trukket på land, og vendt på hovedet. Stenene der støttede skroget så de kunne krybe i læ indenunder. Men den vanvittige oplevelse der?

Nej. Den kunne ikke undskyldes eller forklares på anden måde end at Hanna og han allerede under deres opvækst var dømt til at være sammen. For sent forstod han at dommen var hårdere for hende end for ham. Og nu havde den altså ramt Anna. Alt det var han skyld i.

Hånden greb hårdt om roret. Han ændrede brat kurs. Båden krængede. Sejlet gav et skarpt hånligt smæld fra sig. * 7

Den der ser.indd 7

13/09/17 6:01 pm

En eftermiddag gik han ned på værftet. Gav fyrene hånden en efter en, og modtog nik og kondolerer med nedslåede blikke. Så gik han sammen med formand Jensen ind for at få et indtryk af driften. Det imponerende maskinværksted buldrede og arbejdede under den høje træhimmel båret af solide y-bjælker. Han inspicerede smedjen og pladeværkstedet hvor man havde indledt arbejde på en sidebygning der skulle huse en stor smelteovn.

– Tror du bygningen skal sættes på hold? spurgte han formand Jensen gennem larmen.

– Peder siger at alt går efter Dinas plan. Men jeg kender jo ikke tallene i bøgerne deroppe.

– Kender Peder tallene? spurgte han da de kom væk fra larmen.

– Jeg tror Peder ved det meste. Han nævnte at hun selv havde sagt at man kunne begynde at bygge den nye ophalerbedding her i sommer, men det må nok vente … tror du ikke?

– Ophalerbedding? Åh, ja. Talte hun meget om at bygge en ny? Vi må finde ud af det sammen. Jeg er glad for at jeg har dig i disse tider.

– Han skal have tak! sagde Jensen alvorligt. – Vi har rigeligt at lave. Tyve mand i sving med stort og småt. I det her halvår har der været femten dampskibe og to jægter på land til overhaling og reparation. Men hun selv var nu mest optaget af at vi skulle bygge nyt. Snak med Peder om tallene. Det var hende selv, men de stod last og brast, hvis jeg kan sige det sådan.

På Dinas kontor lå de sirligt ordnede papirer, skøder, korrespondancer, ordrelister, regnskabsbøger. Alene synet af hendes orden fik ham til at føle sig som en lille dreng. Der var meget han ikke vidste om sin mor. Eller havde taget som en selvfølge. Blandt andet at hun i forretninger ikke overlod noget til tilfældet. Han var så vant til at hun styrede alt, at det aldrig var faldet ham ind at det kunne være anderledes. At hun kunne være hård og beregnende over for folk som Wilfred Olaisen, vidste han godt. Hun havde presset ham til at lade sig købe ud af værftet ved at erklære

8

Den der ser.indd 8

13/09/17 6:01 pm

ham personligt konkurs. Men var der noget som Benjamin var glad for, så var det at hun tugtede den mand som havde slået barn og helbred ud af Hanna.

Han fandt de vigtigste papirer i det store jernskab. Blandt andet det som viste at det brandhærgede Reinsnæs stod i Karnas navn, og dermed ham som værge. Og dokumentet som viste at Johan i sin tid havde skrevet under på at han gav afkald på sin fædrene arv, fordi han i årevis havde modtaget store beløb fra boet til at studere for. Men det var ikke vigtigt nu. Alt dette måtte Dinas advokat gennemgå, for det slog ham at aftalen juridisk set måske ikke holdt vand. Lige nu forekom det alt sammen uvæsentligt. Hovedgården på Reinsnæs lå totalt i aske, og stedet var allerede ubeboet. Det kunne næppe blive et handelssted igen. Da dampskibet udeblev på grund af den dårlige havn, og driften af gården ophørte, fordi Stine og Tomas tog til Amerika, gik alt i opløsning. Jægterne og fiskebådene forsvandt, og med dem kramboden og handlen med Bergen. Husmænd, tjenestefolk, arbejdere.

Dina kom fra udlandet med kapital, men for sent. Den nye tid havde skånselsløst ribbet Reinsnæs og havde bevæget sig videre til Strandstedet. Havde ramt hele familien Grønelv. Alt dette skete efter at han var kommet fra København som læge med en lille pige på armen. Han vidste at han intet kunne have gjort for at forhindre det. Johan havde rigtig nok boet som eremit på Reinsnæs efter at han kom tilbage fra Amerika, uden at Benjamin dog kunne finde en skriftlig aftale om rettigheder eller pligter.

Benjamin satte sig i Dinas stol. Fandt en nøgle som passede til en skuffe i skrivebordet. Blikket faldt på en gammel mappe lukket med et bånd. Da han tøvende åbnede den, fandt han et brev uden konvolut. Først tænkte han at han ikke havde ret til at læse det. Så gik det op for ham at han faktisk var den eneste som havde den ret.

Skriften var Johans. Det havde været foldet mange gange og var lidt flosset i kanten. Uden modtager og afsender.

9

Den der ser.indd 9

13/09/17 6:01 pm

Dette vil jeg at du skal vide. Du er årsagen til at jeg kom tilbage. Du er årsagen til at jeg bliver eneboer her. Så kom til mig når du har brug for altergang. Amen.

Benjamin blev siddende med papiret i hånden. Var han forbavset?

Nej. Han tog en beslutning. Samtalen med Johan om arveretten til Reinsnæs måtte udsættes. Også bebrejdelsen om at han havde fået Karna til at holde den uhyggelige gravtale. Egentlig var det en lettelse at forstå at der var en tid for alt.

Den der ser.indd 10

13/09/17 6:01 pm

JOHAN BYGGER ET ALTER

Man kunne have troet at tiden standsede, da han var vidne til at Dinas kiste gled ned i dybet. Men nej. Og som en ekstra hån var det blevet juli. Så snart alt var ovre, sejlede Johan til Reinsnæs igen. Han havde et par mænd fra værftet med der i et par dage skulle rydde det værste op efter branden. Men det hjalp kun lidt.

Den sodsværtede tomhed efter det som engang havde været hans barndom, var nu rammen om hans liv. Man måtte bare vænne sig til det, først som sidst. Eller rejse væk. Men Johan havde besluttet at han ikke længere havde noget at flygte fra.

Fordi det havde været vindstille, havde aftægtshuset undsluppet flammerne. Det var stort nok til ham, og Dinas båd gjorde ham uafhængig så han kunne komme til og fra. I de to bådehuse stod der utallige gamle både i forskellig forfatning, men Dinas var den bedste. Han var for længst kommet over den fase hvor han følte sig som et fjols, når han skulle sejle alene. Men han huskede at Dina, i deres ungdom, havde drillet ham med at han var en elendig sejler. Hendes bemærkning ramte ham så dybt at han aldrig glemte det. Men han bar det uden at tage til genmæle.

Unge mænd bliver ofte mere såret end de viser. Nu hvor han, efter flere årtier i Amerika, slog sig ned alene herude, gik det jo alligevel. Med lidt øvelse. Johan havde aldrig været en praktisk 11

Den der ser.indd 11

13/09/17 6:01 pm

mand, men han havde udviklet en stædighed som ofte forbavsede ham selv.

De første dage forsøgte han at undgå at se på brandtomten.

Men efter en nat med strid regn og blæst fandt han gummistøvlerne i bådehuset frem og gik ind i den glatte aske. Der var ingen døde kroppe længere. Lugten af brændt kød måtte være noget han havde inde i hovedet. Udbrændt tømmer lå spredt overalt, og de tre skorstene rejste sig som sodede totempæle mod himlen.

Der var knap nok et stykke møbel eller service som var værd at samle op. Jerngryder og gruekedler, støbejernsovne, den prægtige kakkelovn og husgeråd af metal, alt lå beskadiget og forvandlet til det uigenkendelige, af varmen eller fordi det var styrtet ned gennem etagerne. Skår af glas og krystal der havde opgivet deres form der hvor flammerne havde bestemt det, glimtede her og der i mudderhavet.

Han så infernoet for sig og kunne stadig mærke heden mod ansigtet mens han gik rundt ledte efter et lillebitte tegn på genkendelse fra sin barndom. Til og med gærdet og haven var afsvedet.

Det ville tage hele sommeren at rydde op. Og hvad skulle man rydde op for? Hvem skulle gøre det? Han? Pludselig, mens han var i gang med at hente vand op fra brønden, gik det op for ham at frem for at sørge, frem for at sidde hos Karna, frem for at bede for dem alle i denne helvedets tid, gik han alene rundt og tænkte praktisk over en fremtid som måske ikke kom. Han lukkede øjnene og stak hænderne ned i vandet, øste det op over ansigtet med åben mund. Det smagte af røg og vand.

Alligevel drak han begærligt.

Da han åbnede øjnene og tørrede ansigtet med hænderne, så han pludselig sin mor, Ingeborg, stå under det afsvedne lærketræ bagest i haven. Så hende bøje sig ned til det sted hvor der skulle have været grønt græs. Så at hun løftede hånden for at klappe sin sorte kat. Forsigtigt. Så hende stivne et øjeblik før hun næsten bøjede sig mod ham, faldet og blev liggende der uden at tage for sig med hænderne. Idet han forstod at hun ikke kom til at rejse 12

Den der ser.indd 12

13/09/17 6:01 pm

sig igen, blev alt sort omkring ham. Den lyse sommerkjole der havde rynker ved halsen og ærmerne. Håret som hun endnu ikke havde flettet. Skoene som hun havde gået lidt skæve og udvidet så fødderne hurtigt kunne komme i dem om morgenen, når hun skulle ud i et nødvendigt ærinde.

Den aldrende præst Johan Grønelv stod der og vidste endnu ikke, efter et helt liv, hvordan han skulle komme videre efter dette syn. Netop fordi han så eftertrykkeligt havde fortrængt det.

Som barn var han blevet elsket og forkælet af sin mor Ingeborg, der fik ham som sit første barn fyrre år gammel. Efter hendes død havde han stadig farmor Karens beskyttelse og sin far Jacobs sporadiske opmærksomhed.

Han var tyve år, men langt fra tør bag ørerne, da han blev kaldt hjem fra studierne for at overvære at faren giftede sig på ny med den knap seksten år gamle Dina. Denne på godt og ondt uforudsigelige kraft.

Studier i København, præstegerning og flere årtier i Amerika havde ikke udslettet hans begær efter sin fars hustru. Livet igennem vidste han at han brød Guds bud, uden at være i stand til at angre. Dina påvirkede hans måde at se sig selv og verden på. Hun havde, uden at være fysisk til stede, langsomt, men sikkert fjernet hans trang til at beskytte sig mod synden.

At hun nu var død ville ikke komme til at ødelægge noget. For ham var hun ikke borte. Det var en ny fase i ungdommens virkelighedsflugt, men sådan måtte det bare være. Præsten i ham havde på en måde endelig fået et personligt kald. * Johan sejlede over til Strandstedet for at tale med Benjamin. Foreslog at de satte nogle mænd i gang med at rydde op og så græs på brandtomten. At de gjorde den til en mindelund. Men Benjamin stirrede forvirret og blankt på ham. Tiggede ham bare om at forsøge at få Karna til at tale. Hjælpe så det hele kunne blive til at leve med.

13

Den der ser.indd 13

13/09/17 6:01 pm

Og Johan forsøgte virkelig at tale med Karna. Hun sad ved vinduet i værelset i privaten og ville hverken se på ham eller meddele sig. Idet han så hende, forstod han hvilke kræfter han havde været med til at sætte i gang. Han satte sig på knæ ved stolen hvor hun sad, og bad højt til Vorherre. Men der kom ingen svar derfra. Og Karna så ikke på ham, viklede blot sjalets frynser rundt om sine fingre mens hun stirrede på noget fjernt, ude over hustagene eller ude i vigen.

Da han skulle gå og ville tage om hende, rystede hun sig fri som om han var en fremmed frakke. Netop det, tænkte han, en fremmed frakke.

Han var elendig til at sejle i modvind, så han roede langs strandene til Reinsnæs. Ikke at han roede særlig godt. Men det gik.

Han havde hyret fire mænd til at rydde brandtomten. De ville komme allerede næste dag. * Vinkælderen under det nedbrændte hus var styrtet sammen.

Mændene mente at det bedste ville være at fylde den op sammen med resten af kælderen og gøre grunden plan. Men han beordrede dem til at grave vinkælderen ud. Et arbejde mændene fandt meningsløst. De mumlede og vekslede blikke.

Men han ænsede det ikke. Deltog selv i oprydningen så aske og jord føg om ørerne på ham. Fik alt frem i lyset indtil det gamle skiffergulv kom til syne og stenmurene trådte frem i lyset.

De fandt syv af Dinas vinflasker hele og ubeskadigede. Forsigtigt, som var det spædbørn, bar han dem over til aftægtshuset. I det der engang var forrådskammer, fandt han årets læggekartofler i kasser på et plankebord. Som ved et mirakel stod bordet endnu oprejst under dele af nedfaldne gulvbrædder. Hen over kanten af kassen stirrede de blege spirer med foragt på ham.

Han huskede hvordan hun havde drillet ham, sidst da hun kom sejlende alene fra Strandstedet. For kun to uger siden. Hun havde 14

Den der ser.indd 14

13/09/17 6:01 pm

et ærinde, hvis folk skulle undre sig over at de to var alene herude.

Eller brød hun sig overhovedet om hvad folk tænkte og sagde?

Næppe. Ærindet var i alle tilfælde at hun ville se om det kunne lade sig gøre at holde sankthansfest derude for venner og familie ligesom i gamle dage, før hun flyttede fra stedet.

De måtte ned i kælderen og se hvad der var af gammel vin. Han havde åbnet lugen i køkkengulvet, og hun klatrede ned med lygten. De undersøgte hvad der var tilbage i forrådskammeret, som havde et vindue med jernsprosser ud mod gården. Da lyset ramte bordet med de spirede læggekartofler, lo hun sin mørke latter.

– Du er en dårlig forpagter for Reinsnæs, min gode Johan. Det er snart sankthans, og kartoflerne er endnu ikke kommet i jorden.

Hvad havde han svaret? Havde han nået at svare? For var det der, lige inden de havde åbnet døren til den begsorte vinkælder, at han havde rakt ud efter hende? Eller havde han bare tænkt at han ønskede at gøre det? Var det hende som rakte ud efter ham? De endte i vinkælderen. Eller begyndte. Efter alle disse år. Han huskede ikke hvordan det gik til. Kun den resolutte håndbevægelse da hun satte lygten fra sig på stengulvet, og de slog armene om hinanden.

Han beordrede mændene til at lægge et trædække, som et brøndhus, der hvor vinkælderen havde været, og lave en dør og trappe derned. De så forundrede på ham, men gjorde som han sagde.

Det tog kun et par dage ekstra, og han betalte dem før de sejlede derfra. Så var der kun ham tilbage, dyrene og fuglene.

Han sad på en vinkasse, og med blikket udpegede han det præcise sted hvor deres kroppe havde fundet hinanden. Genoplevede det. Smilede uden at vide det. Fandt en gammel skibskiste nede i lejet og trak den op over bakken med et fortøjningstov. Trak den ned i vinkælderen til det udvalgte sted og satte lygten op på den.

Den kastede skygger mod den rå stenvæg.

Så gik han ind i aftægtshuset og iførte sig præstekjole og krave.

Uden bibel, men med en af vinflaskerne og to glas fra køkkenet 15

Den der ser.indd 15

13/09/17 6:01 pm

steg han ned under det nye planketag. Lygten stod allerede og lyste på alteret. Lugten af aske, brand og fugtig jord fik ham ikke længere til at føle sig fortabt. Mennesket tilpasser sig.

Teksten kunne han udenad. Han indviede stedet til minde om Dina Grønelv. Kraften og klangen i hans stemme overraskede ham. Måske var han endelig blevet en præst med autoritet? Han åbnede flasken, man kunne ikke længere læse hvad der stod på etiketten, og skænkede op i to glas. Stående, og med et af sine sjældne smil, skålede han op mod stenvæggen. Det ene glas stod urørt et stykke tid. Så tømte han også det. Vinen var ikke dekanteret og havde en mærkelig skarp, støvet, men ikke sur eftersmag.

Dinas fysiske krop var fraværende, forståeligt nok. Men det havde han årelang erfaring i at håndtere.

Den der ser.indd 16

13/09/17 6:01 pm

90 mm

155 mm

39,5 mm

til talent, magen til billedskabende evne til at hugge levende ord i granit.”

– POLITIKEN

”På en måde er denne opfølger ikke blot på højde med, men litterært set bedre end Dina-bøgerne. Vi har at gøre med en moden forfatter på sit højeste.” – VG

og tung. Let og dyb … Romanen tager sine læsere, som Dina tager sine mænd.”

– INFORMATION

”Herbjørg Wassmo kan fremdeles tryllebinde læserne.”

– DAGBLADET

Pressen skrev om LYKKENS SØN ”En spændende og evig aktuel skildring.”

– BERLINGSKE

– POLITIKEN

Pressen skrev om KARNAS ARV ”Herbjørg Wassmo tør og kan tage livtag med de helt store følelser, uden at det bliver klamt føleri.”

–BERLINGSKE TIDENDE

nebarn Karna sig op og beretter om det, der lå hendes bedstemor på sinde: De to mænd hun slog ihjel. Efter Karna har tilstået Dinas synder, holder hun op med at tale og lukker verden ude.

Hverken hendes far Benjamin eller stedmoren Anna kan nå hende, og Anna beslutter at tage hende med til sin hjemby København, hvor hun kan blive behandlet for sine lidelser.

Den der ser er fortsættelsen på historien om den karismatiske kvinde Dina og hendes slægt, der siden udgivelsen af Dinas bog i 1989 har fascineret generationer af læsere.

DE N DE R SER

A F F O R FAT T E R E N T I L D I N A S B O G

Wassmo HERBJØRG

D E N DER SER

R O M A N

232 mm

”Dina er et herligt bekendtskab.”

Året er 1890 og ved Dina Grønelvs begravelse stiller hendes bar-

H E RBJØ RG

”Simpelt hen en fremragende roman. Stor

”I Den der ser overgår Wassmo sig selv.

Dette er kort og godt stor litteratur.” – NRK

90 mm

FOTO: ROLF M. AAGAARD

”Et brag af en bog. Magen til evne, magen

Wassmo

Pressen skrev om DINAS BOG

155 mm

Herbjørg Wassmo (f. 1942) er født i Vesterålen i Norge og debuterede i 1976. Siden har hun udgivet adskillige romaner, bl.a. trilogien Dinas bog, Lykkens søn og Karnas arv, Det syvende møde og Et glas mælk, tak samt de selvbiografiske værker Hundrede år og Disse øjeblikke. Hun har modtaget flere priser, bl.a. Kritikerprisen, Amalie Skram-prisen og Nordisk Råds Litteraturpris.

9 788711 694008 LINDHARDTOGRINGHOF.DK

L I N DHARDT OG R I N G H O F

OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK