Den danske pige - læseprøve

D AV I D EBERSHOFF

I 1915 ankommer den unge amerikanske kvinde Greta

D AV I D E B E R S H O F F

Waud til København. På Kunstakademiet, hvor hun udlærer og maler. Hun forelsker sig i ham, og nogle år seægteskab og et spændende professionelt parløb tager sin begyndelse.

Hans kone vidste det først.

En tilfældig hændelse vender i 1925 op og ned på deres liv. Da Einar accepterer at sidde model for Greta, så hun kan færdiggøre et billede af en kvinde, skubber de i fællesskab døren op for en tredje person: Den unge pige

»Vil du gøre mig en lille tjeneste?« råbte Greta inde fra soveværelset denne første eftermiddag. »Bare hjælpe mig med noget et øjeblik?«

Lili, der forsigtigt og en smule fortumlet træder ind i deres ægteskab.

»Selvfølgelig,« sagde Einar med blikket rettet mod lærredet. »Hvad som helst.«

Det står lysende klart for dem begge, at der inden i Einar findes en kvinde, som kæmper for at komme ud.

DEN DANSKE PIGE skildrer et ægteskab, der langsomt ændrer sig i takt med, at den ene part finder sin sande identitet.

Romanen bygger løseligt over det danske kunstnerægtepar Gerda og Einar Wegener, der levede og virkede i København og Paris i 1920’erne. Einar Wegener fik i 1930 som den første nogensinde foretaget en kønsskifteoperation.

OMSLAGSILLUSTRATION: GERDA WEGENER | »Carneval« OMSLAG: MARLENE DIEMAR | IMPERIET

Greta dukkede op i døråbningen. »Er du sikker på, at du ikke har noget imod at holde pause et øjeblik for at hjælpe mig?« spurgte hun med håret skubbet tilbage bag ørerne. »Jeg ville ikke have spurgt, hvis det ikke var vigtigt. Det drejer sig om, at Anna har aflyst endnu en gang. Så vil du have noget imod at tage hendes strømper på? Og hendes sko?« Romanen er filmatiseret af Tom Hooper med Eddie Redmayne i hovedrollen. Filmen får premiere foråret 2016.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

FOTO: © EDITH HIGH SANCHEZ

nere gifter de sig og slår sig ned i Nyhavn. Et harmonisk

DEN DANSKE PIGE

danner sig til maler, møder hun Einar Wegener, der er

DE N DANSKE P IGE ROMAN ~ LINDHARDT OG RINGHOF

DAVID EBERSHOFF (f. 1969) er født og opvokset i Pasadena i Californien og bor nu i New York. Hans første roman, Den danske pige, udkom i 2000. Han har desuden skrevet Pasadena, The 19th Wife og The Rose City. David Ebershoff er forlagschef på det amerikanske forlag Random House og underviser i litteratur på Columbia University.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 nedryk13 ROMAN ROM AN 14 15 Oversat af af Oversat 16 Kirsten A. Nielsen Kirsten A. 17 Nielsen 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 LINDHARDT33 OG RINGHOF

David Ebershoff David Ebershoff

Dendanske danske pige Den pige

34 35 FORLAGET 36 VIVA

3 3

Den danske pige er oversat fra amerikansk efter The Danish Girl Copyright © David Ebershoff 2000 Published in the United States under the title The Danish Girl by David Eberhoff Published by arrangement with Viking, a member of Penguin Group (USA) Inc. All rights reserved Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof A/S Tidligere udgivet af Forlaget Viva i 1999 Omslag: Imperiet/Marlene Diemar Omslagsillustration: Gerda Wegener: Ung pariserinde til karneval, Einar Wegener, udsnit, 1928. Vandfarve på papir, 82x55 cm. Privateje.

Bogen er sat med Goudy hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Letland ISBN 978-87-11-44691-1 2. udgave, 1. oplag 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

4

Til Mark Nelson

5

6

1 2 3 første 4 del 5 6 7 8 9 10 11 12 nedryk13 ROMAN 14 15 Oversat af 16 Kirsten A. Nielsen 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 FORLAGET 36 VIVA

David Ebershoff

Den danske pige København 1925

7

3

8

1 2 3 4 5 6 7 8 19 10 11 12 Hans kone vidste det først.nedryk13 »Vil du gøre mig en lille tjeneste?« Hans kone vidste det først. »Vil 14du gøre mig en lille tjeneste?« råbte Greta inde fra soveværelset denne første eftermiddag. »Bare råbte Greta inde fra soveværelset 15 denne første eftermiddag. hjælpe medmig noget øjeblik?« »Baremig hjælpe medetnoget et øjeblik?« 16 »Selvfølgelig,« sagde rettetmod modlærredet. lærredet. »Selvfølgelig,« sagdeEinar Einarmed med 17 blikket rettet »Hvad som helst.« »Hvad som helst.« 18 varkølig, kølig,og ogdet det blæste blæste koldt ind 19 koldt DDagen agen var ind fra fraØstersøen. Østersøen.DeDe befandt sig i deres lejlighed i Enkestiftelsen, hvor Einar,der der 20 befandt sig i deres lejlighed i Enkestiftelsen, hvor Einar, var var lille og ikke fyldt femogtredive endnu, var i gang med 21 lille og ikke fyldt femogtredive endnu, var i gang med at male en at male en vinterscene ved Kattegat efter hukommelsen. Det 22 vinterscene ved Kattegat efter hukommelsen.

Det sorte vand var sorte vand var i oprør, og bølgerne havde hvide toppe, et hav, 23 i oprør, bølgerne hvide24toppe, et hav,som der var blevet grav der varogblevet gravhavde for hundredvis af fiskere, havde været forpåhundredvis af København fiskere, sommed havde været på vej tilbage Køvej tilbage til deres nedsaltede fangst.til Un25 derboenmed var sømand, en mand26 med etUnderboen kugleformetvar hoved, og benhavn deres nedsaltede fangst. sømand, skældte sin kone. Når den gråudtop 27 Einar enhan mand med ud et på kugleformet hoved, ogmalede han skældte påpåsin hverNår bølge, forestillede sømanden ved at 28hvordan kone.

Einar malede han den sig, grå top på hver bølge, var forestillede drukne og lå med en hånd desperat 29 rakt i vejret, mens han med han sig, hvordan sømanden var ved at drukne og lå med en hånd sin fuldemandsstemme hele tiden 30 råbte havneluder efter sin desperat rakt i vejret, mens han med sin fuldemandsstemme hele kone. På denne måde vidste Einar 31 nøjagtigt, hvor mørkt han tiden råbte havneluder efter kone.

Påsådenne vidste skulle blande sine farver: De sin skulle være grå, atmåde de kunne 32 Einar nøjagtigt, mørkt han skulle blanderåberi sine farver: opsluge en sådanhvor mand og rulle synkende sammenDe 33hans som en pandekage. skulle være så grå, at de kunne34 opsluge en sådan mand og rulle »Jeg kommer ud om et øjeblik,« sagde Greta, der var yngre end 35 hans synkende råberi sammen som en pandekage. sin og køn bredt ansigt. »Så kan gåyngre i gang.« 36 sagde kommer udmed om et etfladt, øjeblik,« Greta, dervivar end »Jegmand

1

sin mand og køn med et fladt, bredt ansigt. »Så kan vi gå i gang.« 9

9

Unavngivet1_liv.indd 9

27.03.15 09:19

Her var Einar også forskellig fra sin kone. Han malede jorden og havet ... små firkanter oplyst af junilyset, eller sløret af den matte januarsol. Greta malede portrætter, ofte i naturlig størrelse, af ret betydningsfulde personer med lyserøde læber og skinnende hår. Hr. I. Glückstadt, finansmanden bag Københavns Frihavn. Christian Dahlgaard, kongens buntmager.

Ivar Knudsen, direktør for skibsværftet Burmeister & Wain. I dag skulle det have været Anna Fonsmark, mezzosopran i Det kongelige Teaters opera. Direktører og industrigiganter bestilte Greta til at male portrætter, som hang oven over skabe på kontorer eller i korridorer, hvor de blev skrammet af arbejdsvogne.

Greta dukkede op i døråbningen. »Er du sikker på, at du ikke har noget imod at holde pause et øjeblik for at hjælpe mig?« spurgte hun med håret skubbet tilbage bag ørerne. »Jeg ville ikke have spurgt, hvis det ikke var vigtigt. Det drejer sig om, at Anna har aflyst endnu en gang. Så vil du have noget imod at tage hendes strømper på?« spurgte Greta. »Og hendes sko?« Aprilsolen skinnede bag ved Greta og trængte kraftløst igennem det silkestof, der hang slapt i hendes hånd. Ud gennem vinduet kunne Einar se Rundetårn som en kæmpestor murstensskorsten, og oven over det fløj Deutscher Aero-Lloyd af sted på sin daglige tur tilbage til Berlin. »Hvad mener du, Greta?« spurgte Einar. En dråbe oliefarve faldt fra penslen ned på hans støvle. Edvard IV begyndte at gø, mens den drejede sit hoved fra Einar til Greta og tilbage igen. »Anna har aflyst igen,« sagde Greta. »Hun skal have en ekstra prøve på Carmen. Jeg har brug for et par ben for at kunne færdiggøre portrættet af hende, ellers får jeg det aldrig lavet. Og så tænkte jeg, at dine ben måske kunne bruges.« Greta gik hen mod ham med et par sennepsgule sko med tin10

spænder i den anden hånd. Hun var iført sin kittel med knapper foran og med udvendige lommer, hvor hun puttede ting i, som hun ikke ønskede, at Einar skulle se. »Jeg kan da ikke passe Annas sko,« sagde Einar. Men da han kiggede på dem, så han, at skoene faktisk godt kunne passe til hans fødder, der var små og buede og hvilede let på hælen. Hans tæer var spinkle og havde kun nogle få tynde, sorte hår. Han forestillede sig den sammenrullede strømpe glide hen over vristens hvide knogle. Op over læggenes bløde polstring. Hvordan de blev hægtet fast på strømpeholderen. Einar måtte lukke øjnene.

Skoene var magen til dem, de havde set i forrige uge i Fonnesbechs udstillingsvindue, hvor en mannequin i en midnatsblå kjole havde haft dem på. Einar og Greta var standset op for at beundre vinduet, der var pyntet med en krans af påskeliljer. »Er de ikke pæne?« spurgte Greta. Da Einar ikke svarede, men stod med opspilede øjne, der reflekteredes i ruden, måtte Greta trække ham væk fra vinduet. Hun trak ham med ned ad gaden, forbi pibeforretningen, mens hun spurgte: »Einar, har du det godt?« Lejlighedens værelse ud til gaden brugte de som atelier. Loftet var forsynet med smalle bjælker, og de var rundede som en jolle, der lå på hovedet. Havdisen havde mørnet kvistvinduerne, og gulvet skrånede ganske lidt mod vest. Om eftermiddagen, når solen skinnede på Enkestiftelsen, udgik der en svag lugt af sild fra husets mure. Om vinteren mærkede man, at tagvinduerne var utætte, og den kolde fugt fik malingen på væggen til at boble op. Einar og Greta havde placeret deres staffelier under de to tagvinduer ved siden af kasserne med oliefarver, der var bestilt hos Herr Salathoff i München, og hylderne med tomme lærreder. Når Einar og Greta ikke malede, dækkede de det hele til 11

med grønne sejldugsstykker, som sømanden nedenunder havde efterladt på reposen. »Hvorfor vil du have mig til at tage hendes sko på?« spurgte Einar. Han sad i stolen med fletsæde, som havde stået i et udhus på hans bedstemors gård. Edvard IV hoppede op på skødet af ham; hunden rystede på grund af sømandens råben nedenunder. »Til mit portræt af Anna,« forklarede Greta og fortsatte: »Jeg ville gøre det samme for dig.« Midt på hendes kind havde hun et enkelt lille skoldkoppear. Hun gned det med fingrene, som Einar vidste, hun plejede at gøre, når hun var bekymret.

Greta knælede ned for at snøre Einars støvler op. Hendes hår var langt og gult, mere dansk i farven end Einars; hun skubbede det om bag ørerne, når hun blev ivrigt optaget af noget nyt. Nu gled det ned over hendes ansigt, mens hun forsøgte at binde knuden op på Einars snørebånd. Hun lugtede af den appelsinolie, som hendes mor sendte over til hende én gang om året i en æske med brune flasker, hvorpå der stod: Pure Pasadena Extract. Gretas mor troede, at hun brugte olien til at bage tekager af, men i stedet brugte hun den til at duppe bag ørerne.

Greta gik i gang med at vaske Einars fødder i vandfadet. Blidt, men effektivt førte hun natursvampen ind mellem hans tæer.

Einar rullede sine bukser endnu højere op. Hans lægge så velformede ud, tænkte han pludselig. Forsigtigt strakte han foden, og Edvard IV flyttede sig hen for at slikke vandet af hans lilletå, den der var flad og havde manglet neglen fra fødslen. »Det her holder vi som en hemmelighed, ikke sandt, Greta?« hviskede Einar. »Du fortæller det ikke til nogen, vel?« Han var både bange og ophidset, og hans hjerte, der var som en barnenæve, hamrede i hans bryst.

12

»Hvem skulle jeg fortælle det til?« »Anna.« »Anna behøver ikke at få noget at vide,« sagde Greta.

Anna var ganske vist operasangerinde, tænkte Einar. Så hun var vant til, at mænd klædte sig i kvindetøj. Og kvinder i mandstøj, i Hosenrollen. Det var verdens ældste bedrag. Og på operascenen betød det ikke noget ... ikke andet end forvirring. En forvirring, som altid blev opklaret i sidste akt. »Ingen behøver at få noget at vide,« sagde Greta, og Einar, der følte det, som om et hvidt scenelys hvilede på ham, begyndte at slappe af og trække strømpen på sin fod. »Du tager den omvendt på,« sagde Greta og rettede på sømmen. »Træk den forsigtigt op.« Den anden strømpe gik i stykker. »Har du en anden?« spurgte Einar.

Gretas ansigt stivnede, som om noget lige var gået op for hende, og så gik hun hen til en skuffe i klædeskabet af bejdset ask. Skabet havde et ovalt spejl i døren og tre skuffer med runde messinghåndtag. Greta låste den øverste op med en lille nøgle. »De her er kraftigere,« sagde hun og rakte Einar et andet par.

Strømperne, der var pænt foldet sammen i en firkant, lignede et stykke hud, syntes Einar ... et stykke af Gretas hud, der var solbrændt efter en sommerferie i Menton. »Vær nu forsigtig med dem,« sagde hun. »Jeg skulle gerne have dem på i morgen.« Skilningen i Gretas hår afslørede en streg af sølvskinnende, hvid hud, og Einar begyndte at spekulere over, hvad hun tænkte neden under den. Som hun stod der med øjnene på skrå og sammenkneben mund, syntes hun at være opsat på et eller andet.

Einar var ude af stand til at spørge; han følte det næsten, som var der bundet en gammel maleklud over hans mund. Og i tavshed 13

spekulerede han over sin kone, mens en antydning af fortørnelse spirede frem i hans ansigt, der var blegt og glat som skindet på en hvid fersken.

Så måtte Greta have bemærket hans utilpashed, for hun rakte hænderne frem og holdt om hans ansigt, mens hun sagde: »Det betyder jo slet ikke noget.« Og hun fortsatte: »Hvornår holder du op med at bekymre dig om, hvad andre mennesker tænker?« Einar elskede, når Greta kom med den slags udtalelser ... når hun slog med hænderne gennem luften og fremsagde sine meninger, som gjaldt de for resten af verden. Han opfattede det som hendes mest amerikanske træk, det og hendes smag for sølvsmykker. »Det er godt, at du ikke har ret mange hår på benene,« sagde Greta, som om det var første gang, hun bemærkede det. Hun var i gang med at blande sine oliefarver i de små Knabstrupkeramikskåle. Hun var blevet færdig med at male den øverste halvdel af Annas krop, som mange års fortæring af smørstegt laks havde begravet i et fint lag fedt. Einar var imponeret over, hvordan Greta havde malet Annas hænder, der holdt en buket dagliljer. Fingrene var omhyggeligt gengivet med rynket hud ved knoerne og lyse, men uigennemsigtige negle. Liljerne var i en køn månehvid farve, der var plettet af rustfarvet blomsterstøv.

Greta var en meget svingende maler, men det sagde Einar aldrig til hende. I stedet roste han så meget, han kunne, måske lidt for meget. Men han hjalp hende når som helst, det var muligt, og forsøgte at lære hende teknikker, som han tænkte, at hun ikke kendte, især i forbindelse med lys og afstand. Hvis Greta nogen sinde fandt det rigtige emne, var Einar ikke i tvivl om, at hun ville blive en god maler. Uden for Enkestiftelsen forsvandt en sky, og sollys faldt på det halvfærdige portræt af Anna.

14

Forhøjningen, hvorpå Greta normalt havde modellen til at stå, var en lakeret kuffert, som hun havde købt af den kantonesiske vaskekone, der kom hver anden dag og gjorde opmærksom på sig selv – ikke ved at råbe nede fra gaden, men ved at slå de gyldne bækkener mod hinanden, som hun havde bundet fast til sine fingre.

Einar begyndte at føle sig varm og ør i hovedet, som han stod der på kufferten. Han kiggede ned på sine skinneben og den bløde silke, hvor kun nogle få hår trængte igennem strømpen som de små stive hår på en bønne. De gule sko så alt for spinkle ud til at kunne bære ham, men hans fødder føltes naturligt bøjede i dem, som om han strakte en muskel, der ikke havde været i brug i lang tid. Noget begyndte at løbe gennem Einars hoved, og det fik ham til at tænke på en ræv, som jagede en markmus.

På rævens smalle, røde næse, der gennemrodede en ærtemark for at finde musen. »Stå stille,« sagde Greta. Einar kiggede ud ad vinduet og kunne se Det kongelige Teater med den kannelerede kuppel, hvor han undertiden malede kulisser til operaen. Lige nu var Anna i gang derinde med en prøve på Carmen og stod med sine bløde arme udfordrende løftet foran det billede, han havde malet af tyrefægterarenaen i Sevilla. En gang imellem, når Einar var ovre på teatret for at male, hørte han Annas kobberagtige stemme i salen som et brusende vandfald. Den fik ham til at skælve så meget, at han kom til at lave pletter på bagtæppet med sin pensel, og han måtte gnide sine øjne med hænderne. Annas stemme var ikke smuk, den var grov, sørgmodig, en smule brugt og på en eller anden måde både mandlig og kvindelig på samme tid. Alligevel havde den mere klangfuldhed end de fleste danske stemmer, der ofte var tynde og lyse og for kønne til at fremkalde en gysen.

15

Annas stemme havde sydens varme; den varmede Einar, som var hendes hals glødende kul. Så plejede han at klatre ned fra sin stige bag scenen og gå ud i sidekulissen. Herfra kiggede han på Anna, der stod i sin korte, hvide uldfrakke og med sin firkantede, åbne mund, mens hun øvede med Dyvik, dirigenten. Hun lænede sig fremad, når hun sang; Anna plejede at sige, at det var en musikalsk tyngdekraft, der trak hendes hage hen mod orkestergraven. »Jeg forestiller mig en tynd sølvkæde, som er fastgjort til spidsen af dirigentens taktstok og fæstet lige her,« sagde hun og pegede på det modermærke, der sad på hendes hage som en krumme. »Jeg føler næsten, at jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle gøre uden denne tynde kæde. Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle være mig selv.« Når Greta malede, havde hun redt sit hår tilbage og fastgjort det med en kam af skildpaddeskjold; det fik hendes ansigt til at se større ud, som om Einar kiggede på det gennem en skål vand.

Greta var nok den højeste kvinde, han nogen sinde havde kendt, og hun var så høj, at hun kunne kigge hen over de blondegardiner, som beboerne i stueetagen havde hængende i deres vinduer ud til gaden. Ved siden af hende følte Einar sig lille, som var han hendes søn, der kiggede op forbi hendes hage til hendes øjne og rakte ud efter en fri hånd. Hendes kittel med de påsyede lommer var specialsyet hos syersken med den hvide hårknold henne om hjørnet; hun målte Gretas bryst og arme med et gult målebånd samt med beundring og vantro: Var en så stor og sund kvinde virkelig ikke dansker?

Greta malede med en fleksibilitet og koncentration, som Einar beundrede. Hun var i stand til at male et glimt i et venstre øje og så gå ud for at åbne døren og tage imod varer fra Busks Ismejeri, hvorefter hun uden besvær vendte tilbage til det en anelse mat16

tere glimt i det højre øje. Hun sang, hvad hun kaldte bålsange, mens hun malede. Hun fortalte den person, hun malede, om sin barndom i Californien, hvor påfugle byggede rede i hendes fars appelsinlunde; hun fortalte sine kvindelige modeller ... hvilket Einar engang hørte, da han kom hjem til lejligheden og stod uden for døren i den mørke trappeopgang ... om de længere og længere intervaller i deres intime forhold: »Han tager det så personligt. Men jeg bebrejder ham det aldrig,« fortalte hun, og Einar forestillede sig, hvordan hun skubbede sit hår om bag ørerne. »De hænger,« sagde Greta og pegede med malerpenslen på hans strømper. »Træk dem op.« »Er det her virkelig nødvendigt?« Sømanden nedenunder smækkede med en dør, og så var der stille bortset fra hans grinende kone. »Åh, Einar,« udbrød Greta. »Hvorfor slapper du ikke bare af?« Hendes smil falmede og forsvandt fra hendes ansigt. Edvard IV luntede ind i soveværelset og begyndte at grave sig ned i sengetøjet, hvorefter der lød et suk som fra et mæt spædbarn. Edvard IV var en gammel hund, der stammede fra Einars bedstemors gård i Jylland, og den var født i en mose; dens mor og resten af kuldet var druknet i den våde mosejord.

Lejligheden lå i tagetagen af en ejendom, som regeringen i forrige århundrede havde ladet fiskerenker flytte ind i. Der var vinduer mod nord, syd og vest, og i modsætning til de fleste huse i København gav det Einar og Greta tilstrækkeligt med plads og lys til, at de kunne male og bo der. De havde været lige ved at flytte ind i et af borgerhusene på Christianshavn på den anden side af Inderhavnen, hvor kunstnere havde slået sig ned blandt ludere, drukkenbolte og spillere side om side med cementblandingsfirmaer og importører. Greta sagde, at hun kunne bo, hvor 17

det skulle være, at intet var for lurvet til hende, men Einar, der havde sovet under stråtag i de første femten år af sit liv, sagde nej og fandt lejligheden i Enkestiftelsen.

Facaden var malet rød, og huset lå en gade fra Nyhavn. Kvistvinduerne stak frem af det skrå teglstenstag, der var sort af mos, og tagvinduerne sad højt oppe i det hvælvede tag. De andre huse i gaden var hvidkalkede og med fyldningsdøre malet i en brunlig farve. På den anden side af gaden boede en læge ved navn Møller, der om natten blev kaldt ud til fødende kvinder. Men kun få spruttende automobiler kørte ned ad gaden, der endte blindt ved Inderhavnen, hvad der gjorde den så stille, at man kunne høre generte pigers hvin. »Jeg bliver nødt til at fortsætte med mit eget arbejde,« sagde Einar til sidst, da han var træt af at stå med skoene på, fordi tinspændet klemte. »Betyder det, at du ikke vil prøve hendes kjole?« Da hun sagde ordet kjole, fyldtes hans mave med varme, hvorefter en klump af skam steg op i halsen på ham. »Nej, det tror jeg ikke,« sagde Einar. »Bare et øjeblik?« spurgte hun. »Jeg skal have malet kjolens søm mod knæene.« Greta sad ved siden af ham på stolen med fletsæde og strøg en hånd hen over Einars læg gennem silkestrømpen.

Hendes hånd var hypnotiserende, og berøringen opfordrede ham til at lukke øjnene. Han kunne ikke høre andet end hendes fingernegls ru skraben mod silken.

Men så holdt Greta inde. »Nej, jeg skulle ikke have spurgt.

Undskyld,« sagde hun.

Nu så Einar, at asketræsskabet stod åbent, og at Annas kjole hang derinde. Den var hvid med dråbeformede perler langs sømmen forneden og ved manchetterne, og den svajede let på bøjlen.

18

Der var et eller andet ved kjolen ... ved den matglin­sen­de silke, ved overdelens blondekant, ved man­chet­ternes hægter, der ikke var lukkede og stod åbne som små munde ... som gjorde, at Einar havde lyst til at røre ved den. »Kan du lide den?« spurgte Greta.

Han tænkte på at sige nej, men det ville have været løgn. Han kunne lide kjolen, og han kunne næsten mærke, at kødet under hans hud var forberedt. »Så smut lige i den, bare et øjeblik.« Greta kom hen til Einar med den og holdt den op mod hans bryst. »Jamen, Greta,« sagde han, »hvad nu, hvis jeg ...« »Bare tag din skjorte af,« sagde hun.

Og det gjorde han. »Hvad nu, hvis jeg ...« »Bare luk øjnene,« sagde hun.

Og det gjorde han.

Det føltes uanstændigt, selv med lukkede øjne, at stå foran sin kone uden skjorte. Det føltes, som om hun havde grebet ham i at gøre noget, han havde lovet at lade være med. Det føltes ikke som utroskab, men mere i retning af at genoptage en dårlig vane, han havde givet sit ord på, at han ville opgive. Som for eksempel at drikke snaps i havneknejperne på Christianshavn eller at spise frikadeller i sengen eller at studere de pornografiske spillekort med læderryg, som han havde købt en ensom eftermiddag. »Og bukserne,« sagde Greta. Hun rakte hånden frem og drejede høfligt hovedet. Soveværelsesvinduet stod åbent, og den skarpe, fiskelugtende vind gav ham gåsehud.

Einar trak hurtigt kjolen over hovedet og rettede den til. Han svedte under armene og over lænden. Varmen fik ham til at ønske, at han kunne lukke øjnene og vende tilbage til dengang, 19

han var barn, og da den tingest, der dinglede mellem hans ben, var så lille og tynd som en hvid radise. »Fint,« sagde Greta bare. Så løftede hun sin pensel op til lærredet. Hun kneb de blå øjne sammen, som undersøgte hun et eller andet på sin næsetip. En besynderlig fornemmelse af vand fyldte Einar, da han stod på den lakerede kuffert i sollyset, der bevægede sig hen over ham, og med lugten af sild i luften. Kjolen hang løst over det hele bortset fra i ærmerne, og han følte sig varm og oversvømmet, som dykkede han ned i et sommerhav.

Ræven jagede musen, og der lød en fjern stemme inde i hans hoved, en forskrækket lille piges dæmpede råb.

Det blev svært for Einar at holde øjnene åbne, at blive ved med at betragte Gretas hurtige, fiskeagtige bevægelser, når hendes hånd fór hen mod lærredet og flyttede sig igen, mens hendes sølvarmbånd og ringe drejede rundt som en stime af skaller.

Det blev svært for ham at fortsætte med at tænke på Anna, der sang ovre på Det kongelige Teater, mens hendes hage bøjede sig frem mod dirigentens taktstok. Einar kunne ikke andet end at koncentrere sig om silkekjolen mod sin hud, som var den en forbinding. Ja, sådan følte han det den første gang: Silken var så fin og luftig, at den føltes som gazebind. Et salvegennemvædet gazebind, der lå blidt hen over en hud, som var ved at heles. Selv den forlegenhed, han følte ved at stå foran sin kone, betød ikke længere så meget, for hun var travlt optaget af at male og havde et usædvanligt koncentreret udtryk i ansigtet. Einar var begyndt at bevæge sig ind i en skyggeagtig drømmeverden, hvor Annas kjole kunne tilhøre hvem som helst, selv ham.

Og netop som hans øjenlåg var ved at blive tunge, og atelieret var begyndt at blive sløret, netop som han sukkede og sænkede skuldrene, og Edvard IV lå og snorkede inde i soveværelset, 20

netop på det tidspunkt lød Annas glade, kobberagtige stemme: »Prøv engang at se Einar!« Hans øjne åbnedes. Greta og Anna stod og pegede på ham med strålende ansigter og adskilte læber. Edvard IV stillede sig op og begyndte at gø foran Einar. Og Einar Wegener kunne ikke bevæge sig.

Greta tog Annas buket dagliljer, der var en gave fra en beundrer, og pressede den ind mellem Einars arme. Med løftet hoved som en lille trompetspiller begyndte Edvard IV at løbe i beskyttende cirkler rundt om Einar. Mens de to kvinder lo endnu mere, rullede Einars øjne længere ind i hans hoved og fyldtes med tårer. Han var såret over deres latter, og samtidig fornemmede han duften af de hvide liljer, hvis rustfarvede blomsterstøv plettede kjoleskødet hen over den prangende bule i hans skridt og satte pletter på hans udbredte, våde hænder. »Du er en luder,« råbte sømanden nedenunder kærligt. »Du er en helvedes smuk luder.« Stilheden nedefra antydede, at der blev givet et tilgivende kys. Så lød der endnu højere latter fra Greta og Anna, og netop som Einar skulle til at bede dem om at forlade atelieret, så han kunne tage kjolen af i fred og ro, sagde Greta med en uvant blid og varsom stemme: »Skal vi ikke kalde dig Lili?«

21

D AV I D EBERSHOFF

I 1915 ankommer den unge amerikanske kvinde Greta

D AV I D E B E R S H O F F

Waud til København. På Kunstakademiet, hvor hun udlærer og maler. Hun forelsker sig i ham, og nogle år seægteskab og et spændende professionelt parløb tager sin begyndelse.

Hans kone vidste det først.

En tilfældig hændelse vender i 1925 op og ned på deres liv. Da Einar accepterer at sidde model for Greta, så hun kan færdiggøre et billede af en kvinde, skubber de i fællesskab døren op for en tredje person: Den unge pige

»Vil du gøre mig en lille tjeneste?« råbte Greta inde fra soveværelset denne første eftermiddag. »Bare hjælpe mig med noget et øjeblik?«

Lili, der forsigtigt og en smule fortumlet træder ind i deres ægteskab.

»Selvfølgelig,« sagde Einar med blikket rettet mod lærredet. »Hvad som helst.«

Det står lysende klart for dem begge, at der inden i Einar findes en kvinde, som kæmper for at komme ud.

DEN DANSKE PIGE skildrer et ægteskab, der langsomt ændrer sig i takt med, at den ene part finder sin sande identitet.

Romanen bygger løseligt over det danske kunstnerægtepar Gerda og Einar Wegener, der levede og virkede i København og Paris i 1920’erne. Einar Wegener fik i 1930 som den første nogensinde foretaget en kønsskifteoperation.

OMSLAGSILLUSTRATION: GERDA WEGENER | »Carneval« OMSLAG: MARLENE DIEMAR | IMPERIET

Greta dukkede op i døråbningen. »Er du sikker på, at du ikke har noget imod at holde pause et øjeblik for at hjælpe mig?« spurgte hun med håret skubbet tilbage bag ørerne. »Jeg ville ikke have spurgt, hvis det ikke var vigtigt. Det drejer sig om, at Anna har aflyst endnu en gang. Så vil du have noget imod at tage hendes strømper på? Og hendes sko?« Romanen er filmatiseret af Tom Hooper med Eddie Redmayne i hovedrollen. Filmen får premiere foråret 2016.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

FOTO: © EDITH HIGH SANCHEZ

nere gifter de sig og slår sig ned i Nyhavn. Et harmonisk

DEN DANSKE PIGE

danner sig til maler, møder hun Einar Wegener, der er

DE N DANSKE P IGE ROMAN ~ LINDHARDT OG RINGHOF

DAVID EBERSHOFF (f. 1969) er født og opvokset i Pasadena i Californien og bor nu i New York. Hans første roman, Den danske pige, udkom i 2000. Han har desuden skrevet Pasadena, The 19th Wife og The Rose City. David Ebershoff er forlagschef på det amerikanske forlag Random House og underviser i litteratur på Columbia University.