Den blå digters kone - læseprøve

90 mm

153 mm

20,5 mm

Pigerne fra Englandsbåden

Theils skriver med skarpt blik for detaljen og med

Den berømte digter Manash Ishmail er under sin flugt fra Iran til Danmark blevet

Scotland Yard og i fængslet … Man bliver ved og

adskilt fra sin kone Amina, der nu er som sunket i jorden, og han beder Globalts

ved, til sidste side er vendt.”

Politiken

hendes liv er bogens klare styrke … Det understreges af den fint doserede humor og af den langsomt

steder, hvor illegale flygtninge gemmer sig i evig frygt for myndighederne. Nora bliver til fare for sig selv, kastet ind i en verden, hvor nogle menneskeliv er meget mindre værd end andre.

stigende uhygge, der får læseren til at sidde oppe under loftet ved bogens dramatiske klimaks.”

Berlingske ”En fremragende debutkrimi af en karat, der kun

DEN B LÅ D I G T E R S KONE

der udkom i 2015 og er solgt til udgivelse i foreløbig 14 lande.

sjældent ses i første forsøg. Ingredienserne er et godt plot, en spændende historie og et flydende sprog.”

Kristeligt Dagblad ”Lone Theils har tjek på sit håndværk. Hun har flair for de naturlige dialoger og manøvrerer elegant

K R I M I

mende personkarakteristikker i land.”

vildmedkrimi.dk

9 788711 512951

andet været korrespondent for dagbladet Politiken. Hun har tidligere været bosat i London gennem 16 år, men bor nu i Danmark, hvor hun arbejder som fuldtids­ forfatter og freelance journalist.

Den blå digters kone er en selvstændig fortsættelse af Pigerne fra Englandsbåden ,

både et opfindsomt og interessant plot og vedkom-

LONE THEILS er journalist og har blandt

L I N D H A R D T

O G

R I N G H O F

226 mm

”Den hverdagsnære portrættering af Nora Sand og

London-korrespondent Nora Sand om hjælp. Jagten på Amina sender Nora til skjulte

DEN BLÅ DIGTERS KONE

til det sublime i de afsnit, hvor Nora er på besøg i

Foto: Hazel Thompson, True Image Media Ltd.

”Yderst velskrevet og effektiv krimigyser … Lone udsøgt sans for det makabre … Bogen løfter sig

90 mm

LONE THEILS

Pressen skrev om

153 mm

LON E T H E I L S

DEN BLÅ DIGTERS KONE

LINDHARDT OG RINGHOF

3

Den blå digters kone Copyright © Lone Theils og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Omslag: Peter Stoltze, Stoltze Design Bogen er sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2016 ISBN 978-87-11-51295-1 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

4

K A PI T E L 1

D

et var et pillearbejde, men det var umagen værd. Nora stod bøjet over den store kurv med kantareller, og nænsomt udsøgte hun sig de små, lækre, perfekt formede trompeter.

Endelig tilfreds med sin høst gik hun hen til grønthandleren med den lille brune papirspose og beredte sig på de økonomiske realiteter, når hun havde lagt posen på vægten.

Hun smilede til Andreas, der var i gang med de sidste bidder af en af Borough Markets legendariske chorizosandwich. Det var noget, der lignede den perfekte lørdag formiddag. Selv efter en måned kunne hun slet ikke forstå, at hun bare kunne strække hånden ud og røre ved en mand, der havde været så forbudt. Forbudt, fordi han var sammen med en anden. Fordi hun ikke havde turdet give sig selv lov.

Fordi de gik fejl af hinanden og måske havde gået fejl af hinanden i årevis. Indtil den dag, dæmningen bristede.

Hun var på nippet til at gå over til ham, da hans telefon ringede.

Han smilede undskyldende til hende, blinkede og trak mobilen op af jakkelommen. Mens Nora betalte, kunne hun se Andreas’ ansigtstræk forandre sig. Han blev dybt alvorlig og trak sig væk fra grønthandleren, gik ud mod fortovet og vendte ryggen til. Hun kunne se hans skuldre synke sammen, som havde han modtaget et slag. Hun nåede lige at tænke, at det var tid til at forberede sig på virkelig dårlige nyheder, inden hendes egen telefon vibrerede nede i håndtasken.

Hun så med det samme, at det var Krebsens mobilnummer og overvejede et kort øjeblik at lade være med at tage den. Når hendes chef ringede i weekenden, kunne man godt berede sig på, at den var inddraget hurtigere, end man kunne nå at sige: »Nu havde jeg egentlig 5

planer om at ...« Sådan var det at arbejde på ugemagasinet Globalt som London-korrespondent. Hun elskede sit job, elskede det internationale magasin, der efter hendes mening løftede sig væsentligt over den gængse pressedækning i Danmark. Men det var ikke altid, hun elskede Krebsen og hans mangelfulde evner til at trække en streg i sandet, der hvor arbejdet slutter, og fritiden begynder. Nora kendte nærmest kun ét andet menneske, der var værre end ham. Og det var hende selv.

Han skred lige til sagen, i vanlig krebsestil: »Sand. Den iranske digter Manash Ishmail, hvor meget kender du til ham?« spurgte han uden så meget som et minimum af indledende høflighedsfraser.

Nora tænkte først, at det måtte være et retorisk spørgsmål, men da Krebsen for en gangs skyld undlod at besvare en af sine egne forespørgsler med en forelæsning, rodede hun efter oplysninger i sin hjerne. »Hm. En af Irans fremmeste digtere. Og systemkritikere. Kom til Danmark i sidste måned. Den iranske regering har krævet ham udleveret for terrorvirksomhed. Regeringen truer med, at ingen olie nogen­sinde vil blive solgt til Danmark eller hele EU, hvis ikke Danmark udleverer ham til retsforfølgelse i hans fødeland. Fetaeksporten hænger selvsagt i en tynd tråd. Han har på sin side krævet asyl i Danmark. Siger, han er politisk forfulgt og risikerer dødsstraf, hvis han bliver udleveret til Iran. Hans første digtsamling, Blå sjæl, fik ham nomineret til Nobelprisen i litteratur,« lirede Nora af efter hukommelsen og de seneste par ugers avisoverskrifter. »Jeg har forresten aldrig læst nogen af hans digte,« tilføjede hun. »Har du nogensinde mødt ham eller interviewet ham?« »Næh,« sagde Nora forbløffet. »Det er ikke ligefrem inden for mit stofområde, for nu at sige det mildt.« »Nej. Det var også det, jeg tænkte,« sagde Krebsen eftertænksomt. »Ikke desto mindre har han spurgt efter dig.« »Hvem?« »Ishmail. Han har spurgt efter dig.« »Hvordan?« »Viola Ponte har forsøgt at få ham til at stille op til et interview stort 6

set siden hans første dag i Danmark. Han har afvist alle henvendelser.

Giver ikke interview til nogen,« sagde Krebsen med henvisning til Globalts kulturredaktør. »Øh. Okay?« sagde Nora, mens hun forsøgte at afkode, hvor samtalen var på vej hen. »Lige indtil i går aftes,« fortsatte Krebsen. »Så sagde han pludselig ja. På én betingelse: At det er dig, der gennemfører interviewet.« Nora var for en gangs skyld målløs. Hun balancerede med poserne med fisk og kantareller i den ene hånd og med mobilen i den anden, mens hun spejdede ud over folkemængden og forsøgte at finde Andreas. Hun kunne ikke se ham nogen steder. »Er du der?« lød Krebsens stemme i den anden ende af røret. »Ja. Jeg er her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige ... Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være mig,« sagde hun distræt, mens hun ledte videre efter Andreas.

Dér. Hun fik et glimt af hans lyse hår i nærheden af kaffebaren på hjørnet, hun kunne ikke se hans ansigt. Så tvang hun sin koncentration tilbage til mobiltelefonen. »Jeg havde håbet,« sagde Krebsen pikeret, »at du kunne være en smule mere behjælpelig med at opklare, hvorfor han insisterer på, at det skal være dig? Er der nogen af dine artikler for nylig, der har berørt noget om Iran? Om poesi? Om noget andet, der kan være relevant?« fiskede han.

Nora rystede på hovedet, men blev bevidst om, at det kunne Krebsen ikke se. »Næh. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skulle være.« »Heller ikke jeg, og jeg fik endda Emily til at dobbelttjekke i arkivet.

Hvis hun ikke ved noget, så står verden ikke længere,« sagde han om Globalts alvidende arkivar, bibliotekar og uundværlige super-researcher. »Men Sand, du er sgu nok nødt til at komme hjem og finde ud af, hvad det er for noget. Så meget skylder du manden. Og ikke mindst mig. Ponte var ra-sen-de. Hun havde allerede givet den historie til Victor som en lang følsom feature. Og så beslutter Ishmail, at han kun vil have dig. Det var ikke det mest harmoniske redaktionsmøde, jeg har været med til i bladets historie, kan jeg godt røbe,« sagde Krebsen.

7

Nora sukkede. »Mandag, okay?« Krebsen trak på det. »Så heller ikke senere. Historien skal jo ikke løbe fra os. Men han taler formentlig ikke med andre, så længe vi garanterer ham, at du nok skal møde op,« sagde han og gjorde klar til at afslutte samtalen: »Nå, den runde golf, den spiller jo ikke sig selv. God weekend.« Nora ringede med det samme til Anette på redaktionen og fik hende til at booke en flybillet hjem. Og så var der ikke andet at gøre end at gå til bekendelse over for Andreas. Om at den weekend, de havde haft planer om at tilbringe i hinandens arme, ville blive kraftigt beskåret. Hun var nødt til at tage et fly søndag eftermiddag for at kunne være klar til interview mandag morgen.

Hendes blik søgte hen mod kaffebaren. Andreas havde skaffet sig en af de meget eftertragtede Monmouth espressi, som Londons kaffeglade indbyggere gladelig stod i kø for at få. Men han stod med det lille papkrus foran sig som i trance.

Igen slog det hende, at hun vist ikke var den eneste, der havde fået voldsomme nyheder. Hun gik hen mod ham i håb om, at han ville fange hendes blik. Men han stirrede ud mod markedets mylder, mens han lignede en, der ikke så noget som helst. Det var først, da hun tog ham blidt i armen, at han så på hende. »Andreas, hvad sker der?« sagde hun og søgte hans blik.

Han så først ned i jorden, så ud til siden. Til sidst fikserede han blikket på et punkt lige over hendes venstre skulder. »Hun er gravid.« »Birgitte? Er Birgitte gravid?« Noras stemme røg i falset.

Andreas nikkede miserabelt. »Hvad?« sagde Nora dumt, mens hun forsøgte at forstå, hvordan det kunne ske. Hvordan hun kunne befinde sig i den situation. At stå op i flødefed lykke sammen med den mand, der ligner det bedste, hun nogensinde har oplevet. Og så stå her på Borough Market tre timer senere med en fucking pose fisk på armen, mens han ekskæreste, der bor i et helt andet land, lige har revet hendes liv i stumper og stykker per mobiltelefon. »Hun er 13 uger henne. Så hun beholder det. Hun har ventet med at 8

sige det, indtil det var for sent at få det fjernet. Og hun ønsker fuld og hel deltagelse fra min side, har hun gjort klart. Fuld og hel deltagelse.

Sådan var hendes formulering,« sagde Andreas med flad stemme. »Hvad gør du?« spurgte hun.

Han trak på skuldrene. »Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke.« Stilheden lagde sig imellem dem som et hav, mens de stod der som to små øer af ulykkelighed. Pludselig hver for sig. »Nora, for helvede. Jeg ved det ikke. Jeg bliver vel nødt til at tage hjem. Finde ud af, hvad fanden der foregår. Altså. Jeg ved det ikke.« Nora hørte i det fjerne, hvordan posen med fisk ramte jorden. Så som på lang afstand den lille brune papirspose med kantareller følge efter den og revne. Så de små gyldne trompeter trille ud på jorden og en efter en blive trampet flade af forbipasserende i fornuftige herresko, vandrestøvler og pigesandaler.

Til sidst fandt hun kræfterne til at vende sig om. »Så må du nok hellere se at finde ud af det,« fik hun fremstammet og gik væk fra Borough Market. Væk fra Andreas.

Hun så sig ikke tilbage. Hun vidste, at han ville stå der. Med hænderne ned langs kroppen og et sørgmodigt blik og med det bløde drag, han fik om underlæben, når han var i tvivl om noget.

* Hvor længe hun vandrede langs floden, vidste hun ikke. Måske en time. Til sidst fandt hun ned i undergrunden og tog Northern Line ud til Hampstead, kæmpede sig møjsommeligt op ad bakken og bankede på Petes dør. »Har jeg misforstået noget? Var det ikke mig, der skulle komme til middag hos dig?« nåede han lige at spørge, inden han så hendes ansigtsudtryk. »Lille skat,« sagde han bare og trak hende ind i sin favn. Først da kunne hun græde en lille smule. »Det skulle jo slet ikke være dig, der trøstede mig,« græd hun.

Siden Pete var kommet hjem fra en fotoopgave i Cambodja med et 9

stop på vejen hjem i Melbourne, havde han været indelukket og nedtrykt. Hans livs kærlighed, Caroline, var flyttet sammen med en kirurg og ventede nu barn med ham. Pete havde vidst det, inden han valgte at opsøge hende, men at se hende med en seks måneder stor mave på havde alligevel fået sandheden til at gå op for ham på den brutale måde.

Nora havde måttet trække historien ud af ham. Langsomt og pinefuldt ord for ord, som når man fjerner splinter fra en finger med en pincet. Ja, han havde taget sig sammen til at ringe til Caroline. Hun havde sagt ja til at mødes til en kop kaffe ude ved strandpromenaden i St. Kilda.

De havde siddet på deres gamle café og set ud over vandet, mens turister på inliners skiftevis vaklede eller rullede forbi i overlegen stil udenfor.

Hun havde talt åbent om det. Bare bestilt en Mississippi Mudslide Pie med en bemærkning om, at hun hele tiden var sulten i de her dage.

Bulen på hendes mave havde været så stor, at Pete ikke kunne benægte dens eksistens. Så han havde følt sig tvunget til at spørge: Hvor længe har du igen? Tre måneder, havde hun høfligt svaret.

Han havde spurgt, om hun var lykkelig med Ryan. Lykkelig med den mand, hun havde mødt på sit arbejde mindre end tre måneder efter, hun havde gjort det forbi med Pete og var flyttet fra London tilbage til Australien. Lykkelig med den mand, som hun havde gjort det klart under ingen omstændigheder måtte vide, at hun sad på en café ved stranden og drak kaffe med sin eks, mens han var til medicinalkonference i Perth.

Ja, Caroline havde bekræftet, at ikke alene var hun lykkelig. Hun var ovenud lykkelig.

Men hun havde nægtet at se på Pete, mens hun svarede. Bare stirret ud over vandet og solen, der var ved at gå ned. »Men,« havde Nora indskudt, da han fortalte hende historien på den lokale Starbucks, hvor de sad med hver sin latte, »fortalte du hende, at du stadig elsker hende?« Pete rystede bittert på hovedet. »Jeg kunne ikke rigtig se pointen, hvis jeg skal være helt ærlig,« sagde han og tømte sin kop.

Nora havde overvejet at forsøge at matche ham med en af sine mange 10

singlekolleger. Men Pete var stadig i sorg, og enhver kvinde, der på nogen måde ville involvere sig med den charmerende fotograf med de mørke krøller og grønne øjne, ville ende med at blive en sølle erstatning. Pete var overhovedet ikke klar til at indgå i et meningsfuldt forhold. Han var tværtimod vendt tilbage til sin ungdoms musik og var rejst på et Cure-trip, der ikke var blæst over endnu. Nora forventede, at han hvert øjeblik kunne møde op til en fotoopgave med sort eyeliner og uglet hår, der passede med hans weltschmerzede ansigtsudtryk.

Men nu var det ham, der tog sig af Nora. Ham, der gik hen efter thaimad og fandt kolde øl i køleskabet. Og lod hende smide sig på sofaen og falde i søvn til Inspector Barnaby med en halv portion urørt Pad Thai på tallerkenen.

Nora orkede ikke at fortælle ham om den situation, som hun langt fra selv havde overblik over. Og Pete var rundet af en lang australsk tradition, der kun stillede spørgsmål, når der blev lagt op til det.

Det var først næste morgen, hun kunne tage sig sammen til at tage hjem til lejligheden i Belsize Park for at prøve at rede trådene ud sammen med Andreas.

* Hun så det med det samme, hun trådte ind ad døren. Hans ting var væk. Ikke at der var så mange. Bare en tandbørste. Et par T-shirts til når han spontant overnattede hos hende i stedet for i den lille fremlejede lejlighed i Battersea. Det havde på det seneste været de fleste nætter. Coldplays seneste cd. En Gilette-skraber og en mursten af et værk om al-Qaedas opståen. Det var alt sammen væk.

På køkkenbordet lå en seddel: Jeg er nødt til at finde ud, hvad der sker. Tager hjem og snakker med hende. Ville ønske, du havde været her. Ses. Hun tjekkede sin mobil. Han havde ikke ringet. Eller lagt nogen besked. Eller sendt en sms. Hun smed nøglerne ned i køkkenskuffen og fandt sin kuffert frem. Hun kunne lige så godt få pakket med det samme.

11

K A PI T E L 2

S

øndag eftermiddag hentede hun en udlejningsbil i parkeringshuset i Kastrup og kørte ud mod sin bror Davids kolonihavehus på Amager. Hun magtede ikke at tage hjem til faderen i Bagsværd.

Distræt historieprofessor eller ej, så ville han med et enkelt blik kunne se, at noget var helt galt. Og Nora var slet ikke parat til at tage sådan en snak med sin far. Hun havde knap nok fortalt ham om Andreas.

Hun så ud over byen gennem forruden. Derinde på Frederiksberg boede Birgitte Betjent. Kvinden, der havde været sammen med Andreas i næsten to år, inden han tog til London på et ni måneder langt terrorkursus og opsøgte sin gamle gymnasiekammerat Nora.

Måske havde Birgitte fornemmet, at noget var under opsejling – at Andreas måske aldrig helt havde glemt sin forelskelse i Nora. Hun reagerede i hvert fald med at kalde ham tilbage en weekend og stille ham over for et ultimatum. Hun ville giftes.

Nora kendte kun til småbidder af historien. Hver gang Andreas havde nævnt det mindste, havde hun skullet undertrykke trangen til at holde sig for ørerne og synge la-la-la-la-jeg-kan-ikke-høre-dig. Hun havde ganske enkelt ikke lyst til at vide noget som helst om deres liv sammen. Hvordan de havde forelsket sig. Hvorfor det ikke gik.

Det eneste, Nora havde brug for at vide, var, at Andreas nu var hos hende. Selv om det stadig var så nyt og skrøbeligt som små krokusskud, der forsigtigt titter op af en græsplæne i marts.

Men var han det?

Hun parkerede ved haveforeningen og trykkede Andreas frem på listen over kontakter. Sad og stirrede tankefuldt på et billede, hun havde taget af ham en dag på en fortovscafé, hvor de havde siddet 12

i solen og drukket iskaffe og talt om vigtigheden af haiku, Tour de France og god mozzarella i en af den slags zigzag-samtaler, hun kun kunne føre med ham.

Så ringede hun op. Han tog den ikke, og hun lagde ikke nogen besked.

Et øjeblik senere trak hun kufferten op ad havegangen og fandt nøglen til huset præcis, hvor den plejede at være. Oppe under tagryggen, bag den fjerde stolpe til venstre. Det betød, at David var taget hjem i sin lejlighed, og hun mærkede lettelsen og en lille smule skyld over, at det eneste, hun havde lyst til, var at være alene.

Nora fandt en flaske rødvin øverst i skabet, skruede låget af og hældte op i et gammelt sennepsglas med Tintin på kamel, som hun engang havde købt i et belgisk supermarked. Så trådte hun ud af sandalerne og gik på havevandring med bare tæer. Mærkede duggen i græsset under fødderne. Satte sig under blommetræet og tænkte på den aften for mange år siden, hvor hun havde siddet i en anden have med Andreas. Efter flere års venskab i gymnasiet havde han erklæret hende sin store kærlighed, og hun havde kvitteret med at tage på interrail i en måned og aldrig at ville tale om det igen.

Hun hentede flasken inde fra køkkenet og fiskede Mac’en op fra tasken og åbnede den. I løbet af 20 sekunder havde den genkendt kolonihavens wi-fi og husket Davids kode, der var PaeOn efterfulgt af tallet pi med fem decimaler.

Hun begyndte på Wikipedia, der kort og kontant oplyste, at Manash Ishmail var 38 år gammel og født i Zanjan som yngste søn af en engelsklærer. Gift med Amina i 15 år. Parret havde ingen børn. Han var uddannet jurist, læste hun ikke uden en vis overraskelse, og havde fungeret som embedsmand i det iranske ministerium for vandressourcer, inden han havde kastet sig over digtergerningen.

Wikipedia linkede til en artikel fra The Daily Telegraph om Ishmails litterære gennembrud. Journalisten beskrev, hvordan hans stolte far uden sønnens viden havde vist digtene til en britisk kollega, der var på vej hjem til Storbritannien efter et udvekslingsophold. Kollegaen havde været så begejstret, at han oversatte digtene til engelsk og sendte 13

dem videre til en forlæggerven. Digtene blev opdaget af den britiske popstjerne Malinka, og da hun fortolkede et af Manash Ishmails mest følsomme kærlighedsdigte med sin sprøde stemme og en akustisk guitar, blev den iranske digter en stjerne i løbet af nul komma fem.

Hans samling af blå digte kom på Sunday Times’ bestsellerliste, og agenter fra USA, Frankrig og Italien stod i kø for at få lov til at udgive hans tekster. Efter det kom den ultimative anerkendelse: Nobelprisen.

Det havde måske været en lykke for andre forfattere. Men for Ishmail var det første kapitel i hans personlige tragedie. Den upåagtede embedsmand kom pludselig i sin regerings søgelys. En overivrig efterretningsofficer fra SAVAK nærlæste digtsamlingen og mente, at der muligvis var et digt på næstsidste side, der kunne læses som en skjult kritik af præstestyret.

Først kom fyringen. Uden nærmere forklaring. Tre dage senere befandt Manash Ishmail sig i Teherans berygtede Evin-fængsel.

Den internationale PEN-forening gik ind i sagen, og efter tre uger med massivt internationalt pres blev han igen sat på fri fod. Forslået og forbitret på et regime, han faktisk ikke før havde haft nogen særlig stærk mening om.

Nora søgte videre rundt på nettet, men andre historier syntes at være et opkog af, hvad der havde stået i artiklen i den britiske avis.

Hun ledte forgæves efter et interview med manden selv. Men Manash Ishmail gav ikke interviews. Han lod igennem sin britiske agent høfligt forstå, at han var beæret over interessen, men mente, at hans digte fortalte alt, hvad han havde på hjerte.

Nora drak dybt af glasset og hældte en sjat mere op. Sommertusmørkets lyslilla farve havde sænket sig over græsplænens lille firkant, og hun frøs om fødderne.

Hun trykkede sig frem til et par uddrag af Manash’ digtsamling i den engelske oversættelse. Og efter et par minutter var hun spundet ind i persisk længsel, flydende i den blå melankolske tone.

Hun gik ud fra, at det var tidspunktet, manglen på søvn, kulden, hvad som helst. Men det var, som om ordene slyngede sig ind i hendes hjertekar og videre op til øjnene, der blev blanke, da hun læste 14

om længsel og om ensomhed, der forløses, når man møder sin sande soulmate og finder den kærlighed, der rækker ud mod evigheden.

Hun sad lidt og stirrede ud i mørket. Tænkte på Andreas. Hvor han var, og hvad han lavede nu.

Endelig klikkede hun væk, slog asylcenteret op på computeren og sendte rutevejledningen til sig selv på mail.

Så gik hun ind, fandt det gamle vattæppe i skabet, lagde sig til rette på den smalle, grønne sofa med et af Davids numre af Illustreret Videnskab i håb om, at en tilbundsgående baggrundsartikel om Mælkevejens mysterier ville lokke søvnen til at indfinde sig hurtigere.

Det gjorde den ikke.

15

K A PI T E L 3

T

rafikken var let mandag formiddag, så efter halvanden times kørsel nåede hun Humlegården et stykke uden for Slagelse. Engang havde det formentlig været en fin slægtsgård. Nu var det et sted, hvor man kunne gemme en gruppe mennesker af vejen, så de ikke generede den almene befolkning ved deres tilstedeværelse i gadebilledet og derved provokerede flere vælgere til at stemme på den yderste højrefløj.

Efter at Nora havde dækket krige og konflikter på Balkan, kunne hun mærke børsterne rejse sig, hver gang nogen brugte udtrykket »bekvemmelighedsflygtninge.« Hun havde set mennesker flygte fra krig i yderste nød. Rive hele deres liv op med rode, overlade det hus, familien havde boet i igennem årtier, til soldater med brændende fakler. Løbe på strømpefødder gennem bjerglandskaber for at redde deres liv, deres børn og aldrende forældre – for derefter at stå ved en grænse foran betjente, der ikke ville møde deres blik. Hvis der var noget bekvemmeligt ved at være flygtning, havde Nora ikke observeret det nogensinde.

Hun parkerede bilen på en grusbelagt firkant foran et skilt, der forkyndte, at her befandt sig et Røde Kors asylcenter. Så fandt hun mobilen frem og en lille seddel med det mobilnummer, hun havde fået af Krebsen. Den blev taget efter to ring. »Det er Kirsten,« sagde en rolig stemme i den anden ende. »Det er Nora Sand. Jeg kommer for at besøge Manash ...« »Ja. Vi har ventet dig. Han har ventet dig. Giv mig to sekunder, så kommer jeg,« lovede stemmen.

Nora steg ud af bilen, strakte sig. Det havde været en forbandet nat.

Hun hev tasken til sig og låste bilen. Hun var stadig ikke blevet klo16

gere på, hvorfor den berømte digter havde bedt om at tale med netop hende. Inden hun nåede at tænke nærmere over det, stod en lyshåret kvinde foran hende og rakte hånden ud. »Kirsten Isager,« sagde hun.

Nora præsenterede sig.

Kvinden smilede. »Ja, vi er jo meget stolte af at have en så prominent digter her på centeret,« sagde hun.

De fulgte en smal flisesti, der førte videre til et højt metalhegn med en port i. Kirsten fiskede en nøgle frem og låste op. »Høj sikkerhed,« konstaterede Nora. »Ja,« svarede Kirsten, »sommetider ved jeg ikke for hvis skyld. Dem, der sidder derinde, eller dem, der befinder sig derude,« sagde hun og pegede over skulderen med en tommelfinger.

De skråede over gårdspladsen. Kirsten pegede over på hovedbygningen, et faldefærdigt hvidt hus, som Nora anslog ikke havde set en malerpensel på denne side af år 2000. »Her foregår det meste administration. Og så har vi rummene her for kvinder med små børn, der har brug for særlig pleje.« »Hvor mange er her egentlig?« »Egentlig er vi nomineret til 85 voksne og op til 20 børn. Reelt er her 92 voksne og 25 børn. Vores beboere kommer mest fra krigsområder og er ofte dybt traumatiserede, når de kommer her. Men hey, vi skal jo passe på, at de ikke får det for godt. Mener regeringen åbenbart.

Ellers kunne det jo være, de fik lyst til at blive her i sikkerhed,« sagde Kirsten. Hun kunne næsten ikke holde bitterheden ude af sin stemme.

Efter en lille pause kom den næsten uundgåelige tilføjelse: »Og det er ikke til citat, skal jeg lige sige for en god ordens skyld.« Nora nikkede høfligt, mens Kirsten førte hende ud forbi hovedbygningen og videre til, hvad der måtte have været en baghave engang.

Her stod opført otte grimme, hvide kasser, der mest af alt mindede om skurvogne på en byggeplads. Hovedvægten var lagt på funktionalitet og det midlertidige i en sådan grad, at Nora ikke havde set en lignende mangel på æstetik, siden hun havde besøgt en boreplatform øst for Aberdeen.

17

»Hvor længe har han egentlig været her, Ishmail?« spurgte Nora. »To uger. Men han har været dybt deprimeret, og det er først nu, vi føler, at han er i stand til at tale med nogen. Han har spurgt efter dig.

Ved du hvorfor egentlig?« spurgte Kirsten nysgerrigt, inden hun igen påtog sig rollen som guide.

Nora rystede på hovedet, mens Kirsten fortsatte ufortrødent: »Kvinderne sover i den her side. Mændene i den anden. Vi har få familieenheder, og de er altid optaget.« Efterhånden som de kom nærmere, kunne Nora se en lille gruppe mænd sidde uden for en af de hvide barakker og tale dæmpet sammen.

De var stort set alle i joggingtøj. Manash Ishmail var ikke blandt dem.

Duften af løg, der sydede på en pande, listede sig ud ad et vindue, og Nora mærkede en rumlen i maven. I et mellemrum mellem barakkerne kunne hun skimte en gruppe kvinder i færd med at luge. Der var unge og gamle mellem hinanden, og Nora fik et hurtigt flashback til en sommerdag i Balkan, da hun indkasserede et smil fra en næsten tandløs bedstemor med et kraftigt mørkeblåt skørt og tørklæde om håret. »De får projekter med at dyrke jorden. Det giver dem et tilskud til kosten og holder dem i gang med et meningsfyldt arbejde, mens de venter på en afgørelse. Men vigtigst af alt, så heler det sjælen at arbejde med jorden og se ting spire frem,« forklarede Kirsten, inden hun stoppede op uden for den næstsidste barak og bankede på døren. En cirka 60-årig mand med et stort overskæg åbnede døren og så på dem med brune øjne, der så ud, som om de lige havde grædt. »Hej Sanjit. Vi kommer for at besøge Manash,« sagde Kirsten.

Manden trak sig tilbage uden et ord og lod dem træde ind i et lille køkken, hvor han var i færd med at stege løg. På køkkenbordet lå en lysegrøn peberfrugt i tern, og ved et lille vakkelvornt campingbord sad en mand og hakkede tomater. Han så op, og Nora genkendte ham med det samme fra billederne. De intense sortblå øjne under et viltert pandehår, de buede læber, som forsøgte at finde frem til noget, der skulle ligne et smil. Det nåede aldrig helt op til øjnene. Tristheden lå som et stort dæmpende tæppe, der holdt alt lys ude.

18

Han hev et lommetørklæde frem af et par blankslidte mørke bukser, der så ud, som om de var nystrøgne, tørrede sine hænder og rakte den ene hånd frem mod Nora. »Nora Sand?« »Ja,« sagde Nora og trykkede hans hånd. »Jeg har ventet på dig,« sagde han kort, men ikke uvenligt på et engelsk, der lød, som var det lært fra støvede gamle bøger. »Vi to har vigtige ting at tale med hinanden om. Men først skal vi spise. Du er kommet lige i rette tid til frokost,« sagde Manash Ishmail med en stemme, der ikke inviterede til modsigelse. Han slog ud med armen mod en klapstol på den anden side af bordet. »Sanjit er vegetar, så det bliver omelet. Er det et problem?« »Slet ikke,« sagde Nora og smilede. Hun syntes, hun i det fjerne kunne høre sin slunkne mave afsynge små hallelujaer i taksigelse over, at der var fast føde på vej.

Den ordløse Sanjit hældte peberfrugterne på panden og lod dem blive bløde og søde i olien. Tilsatte tomater, der simrede, mens han piskede en bakke æg sammen i en skål og blandede dem med en håndfuld hakkede mynteblade og smuldret feta. Det duftede himmelsk.

De tog tre tallerkener med ud på metaltrappen foran døren og sad i solen og spiste.

En mørkegrå kat kom hen og smøg sig skamløst op ad Noras ben.

Hun havde aldrig helt forstået, hvad der var fidusen ved katte. Og måske netop fordi hun var så ligeglad med dem, syntes de at elske hende mere. Hvor tit havde hun ikke stået sammen med David og hørt ham tigge en lille mis-mis-mis om at komme hen og blive kælet for, da de var børn. Hvorefter den hovne kat gled lige hen til Nora og fældede sine hår overalt på hendes tøj.

Hun strøg den mørkegrå åndsfraværende mellem ørerne, mens hun betragtede Manash. Han havde tabt sig siden billedet i The Daily Telegraph. Den hvide skjorte hang om hans krop. Fængsel med indlagt tortur havde vel den effekt på de fleste mennesker, tænkte Nora.

Men der var andet og mere. Hans skuldre var anspændte, som var 19

han i konstant alarmberedskab, og han lignede en, der bar på en stor sorg. Forpint. Hvis hun skulle beskrive ham med et enkelt ord, ville hun vælge det.

Instinktivt fornemmede hun, at de ikke skulle tale om artiklen endnu. Så de smalltalkede om haven. Om høsten og vejret. Sanjit forholdt sig stadig tavst. Da tallerkenerne var tomme, gik han ind et par minutter og kom tilbage med små kurvede glas fyldt med sød kardemommekaffe. Nora kunne mærke koffein og sukker sprede sig til sine celler på en måde, der skabte tvivl om, hvorvidt hun nogensinde ville komme til at sove igen.

Manash tømte sit glas og vendte sig mod hende: »Kom, lad os gå ned i haven,« sagde han.

Han førte hende forbi de arbejdende kvinder, videre forbi et krat af tidsler og ned til et gammelt væltet egetræ. Her kravlede han hjemmevant op på to grene og satte sig til rette på stammen. Så gav han Nora hånden og trak hende op, så hun sad over for ham. »Jeg kommer her hver aften,« forklarede han. »Så sidder jeg her alene og ser solen gå ned, mens jeg tænker på Amina.« Hun så trækningen ved hans underlæbe, mens han sagde navnet på den kvinde, han havde været gift med i det meste af sit voksne liv. »Er hun ikke med dig?« sagde Nora overrasket. Hun havde automatisk troet, at de to ville være sammen i alt. Hvis man havde læst bare et par af Manash’ kærlighedsdigte, der var dedikeret til kvinden i hans liv, var det ikke svært at forestille sig, hvor stort savnet måtte føles for ham.

Han rystede på hovedet, og Nora kunne se, at han måtte kæmpe for at få kontrol over sig selv og sin stemme. Hun famlede i tasken efter sin iPhone, parat til at begynde interviewet og sætte optageren til. Men i det samme rakte han ud og tog begge hendes hænder i sine med den voldsomhed, der virker helt naturlig i Mellemøsten, hvor alt fra varme til tørke og tørst er intenst. Han så hende direkte i øjnene. »Nora Sand. Jeg har tilkaldt dig, fordi du skal hjælpe mig.« »Ja, jo. Jeg vil meget gerne hjælpe med at fortælle din historie. Jeg skal bare lige ...« 20

»Glem min historie. Min historie er ligegyldig. Men du skal nok få den, hvis det kan hjælpe. Jeg har tilkaldt dig, fordi du skal hjælpe med at finde min kone. Min elskede Amina.« Nora sank og så på ham. Han var dødsensalvorlig. »Hvorfor lige mig? Hvad er det, du tror, jeg kan hjælpe med?« spurgte hun tøvende.

Og så kom historien. Om hvordan de var flygtet ud af Iran. Hvordan menneskesmuglerne i Istanbul, trods hans heftige protester, havde insisteret på at anbringe dem i hver sin lastbil for at undgå at blive taget. Planen havde hele tiden været at ende sammen i London, hvor hans britiske forlægger havde lovet at hjælpe med at finde en lejlighed.

Lastbilen, Manash gemte sig i, var blevet snuppet ved en razzia i Holland. Det var lykkedes ham at flygte ved at løbe ud og gemme sig i en skov sammen med tre andre mænd, der havde været i den samme last. De delte sig, og politiet havde kun én hund. Han sneg sig op i en tilfældig lastbil på en rasteplads og levede i to dage af nedkølede æbler, indtil han endelig ankom forvildet og udmattet til en parkeringsplads foran Netto i Padborg. Her blev han taget af grænsepolitiet og sendt på asylcenteret uden for Slagelse. »Da jeg fik strøm på mobilen igen, lå der en besked på telefonsvareren fra hende om, at hun var kommet frem i god behold. At hun var i Leicester og ville rejse videre til London. Den var tre dage gammel, da jeg hørte den. Siden da har hun været som sunket i jorden. Jeg har ringet til hende hundredvis af gange. Telefonen er død.« Nora rynkede brynene. »Hvem har du kontaktet?« »Jeg har forsøgt at få fat på min forlægger i London, for det var aftalen, at Amina skulle holde ham orienteret, men han ringer ikke tilbage. Kirsten har kontaktet de britiske immigrationsmyndigheder gennem Røde Kors. De har ingen optegnelser om Amina Ishmail nogen steder på nogen asylcentre. Hun eksisterer ikke, siger de.« Hans stemme var tæt på at knække over. »Hvem er din forlægger? Er det okay, at jeg taler med ham?« indskød Nora. »Tom Craven. Hos Brown & Barley.« 21

»Og du er sikker på, hun er nået frem?« »Ja. Hun ville ikke lyve for mig. Aldrig,« sagde Manash eftertrykkeligt. »Men hun kan være blevet tvunget?« »Hvorfor dog det?« Nora trak på skuldrene. »Det kan være en mulighed. Det er alt, hvad jeg siger.« Manash Ishmail talte en smule mere lavmælt, som om bare det at tale om styret var så farligt, at han var nødt til at sænke stemmen. »Jeg har forsøgt at få fat i hendes bror, som er det eneste familiemedlem, Amina har tilbage. Og jeg har brugt alle mine kontakter derhjemme.

Ingen har set hende i Teheran. Hvis styret havde hende, ville de bruge det mod mig som pression. De ville tvinge mig til at komme hjem og hente hende. Ellers giver det ikke mening. Jeg har intet hørt,« sagde han trist. »Men hvad er det, jeg skal gøre?« »Jeg fandt dig, da jeres kulturredaktør Viola kontaktede mig for at få et interview. Jeg slog Globalt op og fandt ud af, at I havde en London-korrespondent. Dig.« Han sukkede dybt. »Tro mig. Der er intet, jeg hellere vil end at tage med dig til London og finde hende. Hun må være et eller andet sted.

Men de har taget mit pas. Jeg har ikke lov til at rejse til London og lede efter min egen kone. De kalder det motivationsfremmende foranstaltninger,« sagde han trist.

Han så ud over markerne. Og fæstnede så igen blikket på Nora. »Du kan få, hvad du vil have, fra mig. Jeg vil give dig interviews i timevis, fortælle alt, hvad du vil vide. Det bliver det eneste interview, jeg nogensinde kommer til at give. Du må sende en fotograf og tage alle de billeder, du vil. Bare du vil finde min Amina til mig,« sagde han indtrængende.

Han trak sin tegnebog op af lommen og rakte et falmet foto med overstyrede orange farver over mod hende. »Vores bryllupsfoto. En af de få ting, jeg fik taget med mig.« Han pegede på Aminas ansigt. »Kan du se hendes øreringe?« Nora kneb 22

øjnene sammen. De så dyre ud med smukke blå sten. »Hun fik dem af mig i bryllupsgave. De kostede mig to ugelønninger, men hun havde fortjent dem, og siden vores bryllupsdag har hun altid haft dem på.« En enkelt tåre truede med at flyde over i hans ene øjenkrog. »Nora Sand. Du er nødt til at finde hende. Jeg kan ikke leve uden hende.

Sådan er det.«

23

90 mm

153 mm

20,5 mm

Pigerne fra Englandsbåden

Theils skriver med skarpt blik for detaljen og med

Den berømte digter Manash Ishmail er under sin flugt fra Iran til Danmark blevet

Scotland Yard og i fængslet … Man bliver ved og

adskilt fra sin kone Amina, der nu er som sunket i jorden, og han beder Globalts

ved, til sidste side er vendt.”

Politiken

hendes liv er bogens klare styrke … Det understreges af den fint doserede humor og af den langsomt

steder, hvor illegale flygtninge gemmer sig i evig frygt for myndighederne. Nora bliver til fare for sig selv, kastet ind i en verden, hvor nogle menneskeliv er meget mindre værd end andre.

stigende uhygge, der får læseren til at sidde oppe under loftet ved bogens dramatiske klimaks.”

Berlingske ”En fremragende debutkrimi af en karat, der kun

DEN B LÅ D I G T E R S KONE

der udkom i 2015 og er solgt til udgivelse i foreløbig 14 lande.

sjældent ses i første forsøg. Ingredienserne er et godt plot, en spændende historie og et flydende sprog.”

Kristeligt Dagblad ”Lone Theils har tjek på sit håndværk. Hun har flair for de naturlige dialoger og manøvrerer elegant

K R I M I

mende personkarakteristikker i land.”

vildmedkrimi.dk

9 788711 512951

andet været korrespondent for dagbladet Politiken. Hun har tidligere været bosat i London gennem 16 år, men bor nu i Danmark, hvor hun arbejder som fuldtids­ forfatter og freelance journalist.

Den blå digters kone er en selvstændig fortsættelse af Pigerne fra Englandsbåden ,

både et opfindsomt og interessant plot og vedkom-

LONE THEILS er journalist og har blandt

L I N D H A R D T

O G

R I N G H O F

226 mm

”Den hverdagsnære portrættering af Nora Sand og

London-korrespondent Nora Sand om hjælp. Jagten på Amina sender Nora til skjulte

DEN BLÅ DIGTERS KONE

til det sublime i de afsnit, hvor Nora er på besøg i

Foto: Hazel Thompson, True Image Media Ltd.

”Yderst velskrevet og effektiv krimigyser … Lone udsøgt sans for det makabre … Bogen løfter sig

90 mm

LONE THEILS

Pressen skrev om

153 mm