Skip to main content

De 5 på skatteøen læseprøve

Page 1

De 5 (1): De 5 på skatteøen er oversat fra engelsk efter “Five on a Treasure Island” af Lisbeth Valentin Madsen © Hodder & Stoughton Limited An imprint of Hachette Children’s Group All rights reserved. Skrevet af Enid Blyton Enid Blyton’s signature is a Registered Trademark of Hodder and Stoughton Limited Omslagsillustration af Laura Ellen Anderson © Hodder & Stoughton Limited Dansk udgave © 2018 Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning af dansk omslag: Christian Bach Bogen er sat med Sabon og CF Jack Story og trykt 2018 hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag ISBN: 9788711903490 Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk

Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


1 En stor overraskelse

“Mor, har I fundet ud af noget med vores sommer­ ferie?” spurgte Julian ved morgenbordet. “Skal vi til Polseath, lige­­som vi plejer?” “Nej, desværre,” sagde mor. “Der er alt optaget i år.” De tre børn ved morgenbordet så skuffede på hinan­ den. De elskede huset ved Polseath, hvor der var den helt perfekte badestrand. “Op med humøret,” sagde far. “Vi finder noget andet til jer, der er lige så godt. Men mor og jeg tager ikke med jer i år. Har mor fortalt jer det?” “Nej!” sagde Anne overrasket. “Jamen … I plejer da altid at tage med os på ferie!” “Ja, men denne gang har far og jeg planlagt at tage til Skotland,” sagde mor. “Bare os to! I er alle sammen store nok til at passe på jer selv, og vi tænkte, at I ville nyde at få chancen for at tage på ferie alene. Men nu,

3


hvor I ikke kan komme til Polseath, så ved jeg faktisk ikke, hvor vi skal sende jer hen.” “Hvad med Quentin?” sagde far pludselig. Quentin var hans bror, børnenes onkel. De havde kun set ham én gang, og de havde syntes, at han var lidt skræmmende. Han var en meget høj mand med et bistert ansigtsudtryk og en meget dygtig forsker, der brugte al sin tid på at studere. Han boede ved havet – men det var noget nær alt, hvad børnene vidste om ham. “Quentin?” sagde mor. “Hvad får dig til at tænke på ham? Jeg kan ikke forestille mig, at han har lyst til, at ungerne skal rode rundt i hans lille hus.” “Jo, altså,” sagde far, “Jeg stødte ind i Quentins kone i byen den anden dag, og jeg tror ikke, det går så godt for dem. Fanny sagde, at hun overvejede at leje et værelse ud i et stykke tid for at tjene lidt penge. Huset ligger jo ved havet. Måske er det lige noget for ungerne. Fanny er meget sød – hun skal nok tage sig af dem.” “Ja – og de har også selv et barn,” sagde mor. “Hvad er det, hun hedder – noget usædvanligt – ja, Georgina! Hvor gammel kan hun være nu? Omkring elleve, tror jeg.” “På alder med mig,” sagde Dick. “Hvor mærkeligt, at vi har en kusine, vi aldrig har mødt! Hun må være ensom, når hun er helt alene. Jeg har jo Julian og Anne at lege med – men Georgina har slet ikke nogen. Jeg tør vædde på, at hun vil være glad for at se os.” “Ja, jeres tante Fanny sagde, at Georgina ville elske 4


noget selskab,” sagde far. “Ved I hvad, jeg tror faktisk, det ville løse problemet, hvis vi ringer til Fanny og ar­ rangerer, at børnene kan komme derhen. Det ville være en hjælp for Fanny, det er jeg sikker på, og Georgina ville elske at have nogen at lege med i ferien. Og så ved vi, at vores tre har det godt.” Børnene begyndte at se lidt mere lyst på det hele. Det ville blive sjovt at tage til et sted, de aldrig havde besøgt før, og bo hos en ukendt kusine. “Er der klipper og sten og sandstrande der?” spurgte Anne. “Er det et rart sted?” “Jeg husker det ikke særlig godt,” sagde far. “Men jeg er sikker på, at det er et spændende sted. Uanset hvad, så vil I elske det! Det hedder Kirrinbugten. Jeres tante Fanny har boet der hele sit liv, og hun ville ikke forlade det for nogen pris.” “Årh, far, ring til tante Fanny med det samme, og spørg hende, om vi må komme derhen!” udbrød Dick. “Gider du ikke?! Jeg har bare på fornemmelsen, at det på en eller anden måde er det rigtige sted. Det lyder helt eventyragtigt!” “Det siger du altid, lige meget hvor du skal hen!” sagde far leende. “Okay – jeg ringer med det samme og hører, om der er en chance.” De var alle sammen færdige med deres morgenmad, men de blev siddende og ventede, mens far gik ud i en­ treen for at ringe. 5


“Jeg håber, det er okay!” sagde Julian. “Jeg gad vide, hvordan Georgina er. Sjovt navn, ikke? Mere et drenge­ navn end et pigenavn. Og så er hun elleve. Et år yngre end mig – på alder med dig, Dick – og et år ældre end dig, Anne. Hun skal nok passe fint sammen med os. Vi får det bare så sjovt!” Deres far kom tilbage efter ti minutters tid, og børnene var straks klar over, at han havde godt nyt. Han smilede til dem. “Så er det på plads,” sagde han. “Jeres tante Fanny er henrykt over det. Hun siger, det vil være godt for Geor­ gina at få selskab, for hun er sådan en ensom, lille pige, der altid render rundt alene. Og jeg er sikker på, at hun vil være glad for at tage sig af jer alle sammen. I skal bare være omhyggelige med ikke at forstyrre jeres onkel Quen­ tin. Han arbejder meget hårdt, og han er ikke særlig be­ hagelig, når han bliver forstyrret.” “Vi skal nok være musestille inde i huset!” sagde Dick. “Hvornår skal vi af sted, far?” “I næste uge, hvis det passer mor,” sagde far. Deres mor nikkede. “Ja,” sagde hun, “Der er ikke så meget, jeg skal gøre klar til dem – bare badetøj, sweat­ shirts og bukser. De går jo i det samme alle sammen.” “Det bliver fedt at gå i bukser igen,” sagde Anne, mens hun dansede rundt. “Jeg er dødtræt af at have min sko­ leuniform med nederdel på. Jeg vil gå med bukser eller en badedragt, og jeg vil ud at svømme og klatre.” 6


“Jamen, det kommer du snart til,” sagde mor leende. “Husk at lægge det parat, hvis der er noget legetøj eller nogle bøger, I vil have med, okay? Men ikke for meget, for der bliver ikke for meget plads.” “Anne ville have alle sine femten bamser med sidste år,” sagde Dick. “Kan du huske det, Anne? Det var sjovt!” “Nej, det var ej,” sagde Anne rødmende. “Jeg elsker mine bamser, og jeg kunne bare ikke vælge, hvem jeg skulle tage med – så jeg tænkte, at jeg kunne tage dem alle sammen med. Det er da ikke noget at grine ad.” “Og kan I huske året før, hvor Anne ville have gynge­ hesten med?” sagde Dick fnisende. Mor brød ind. “Faktisk, så kan jeg huske en lille dreng ved navn Dick, der lagde en bamse, tre tøjhunde, to tø­ jkatte og sin gamle abe frem for at tage dem med ned til Polseath et år,” sagde hun. Nu var det Dicks tur til at blive rød i hovedet. Han skiftede straks emne. “Far, tager vi tog eller bil?” spurgte han. “Bil,” sagde far. “Så kan vi stoppe alting om i ba­ gagerummet. Nå – men hvad siger I til tirsdag?” “Det ville passe mig fint,” sagde mor. “Så kunne vi køre børnene derned, nå tilbage og have rigeligt tid til at klare vores egen pakning, før vi tager af sted til Skotland om fredagen. Ja – lad os sige tirsdag.” Altså blev det tirsdag. Børnene talte ivrigt dagene, og Anne stregede en dag ud på kalenderen hver aften. Det 7


virkede, som om ugen gik meget langsomt. Men til sidst kom tirsdag endelig. Dick og Julian, der delte værelse, vågnede i næsten samme øjeblik og stirrede ud ad det nærmeste vindue. “Det er en dejlig dag!” udbrød Julian og sprang ud af sengen. “Jeg ved ikke hvorfor, men det føles altid meget vigtigt, at det er solskinsvejr den første dag i en ferie. Lad os vække Anne.” Anne sov i værelset ved siden af. Julian løb ind og ruskede hende. “Vågn op! Det er tirsdag! Og solen skin­ ner.” Anne vågnede med et sæt og smilede glad til Julian. “Så er det endelig tirsdag!” sagde hun. “Jeg troede al­ drig, det ville ske. Er det ikke spændende at skulle på ferie?” De tog af sted kort efter morgenmaden. Deres bil var stor, så der var god plads til dem alle sammen. Mor sad foran sammen med far, og de tre børn sad bagi med fødderne på to kufferter. I bagagerummet var der alle mulige ting og sager og en lille kuffert. Mor var sikker på, at de havde husket det hele. De kørte ad de myldrende veje i London, i starten langsomt og så hurtigere, da de lagde byen bag sig. Snart var de ude i det åbne landskab, og bilen susede hurtigt af sted. Børnene sang sange, som de altid gjorde, når de var i godt humør.

8


“Skal vi snart spise?” spurgte Anne, der pludselig følte sig sulten. “Ikke endnu,” sagde mor. “Klokken er kun elleve. Vi skal ikke have frokost, før den er mindst halv et, Anne.” “Årh, mor!” sagde Anne. “Så længe kan jeg ikke klare mig.” Mor rakte hende noget chokolade, og hun og dren­ gene gumlede lystigt løs, mens de kiggede ud på bak­ kerne, skovene og markerne, som bilen susede forbi. Frokosten var dejlig. De spiste den på en bakketop, der lå på en skrånende mark med udsigt ned i en solfyldt dal. Anne var ikke synderligt vild med en stor, brun ko, der kom helt tæt på og stirrede på hende, men den gik sin vej, da far gav den besked på det. Børnene spiste som ulve, og mor sagde, at i stedet for at drikke eftermiddag­ ste i det grønne klokken halv fem, ville de blive nødt til at tage ind på en café et sted, for de havde spist alle de sandwich, der havde været beregnet til teen, foruden dem til frokosten! “Hvad tid er vi hos tante Fanny?” spurgte Julian, mens han spiste den allersidste sandwich og ønskede, at der havde været flere. “Omkring klokken seks, med lidt held,” sagde far. “Nå, hvem vil med ud at strække benene lidt? Vi har jo et langt stræk mere i bilen.” Det virkede, som om bilen åd kilometerne, mens den

9


spindende susede af sted. Det blev tetid, og så begyndte de tre børn igen at føle sig spændte. “Vi skal holde udkig efter havet,” sagde Dick. “Jeg kan lugte, det er i nærheden!” Han havde ret. Pludselig kørte bilen over en bakketop – og dér lå det skinnende, blå hav, roligt og glat i aften­ solen. De tre børn udstødte et hyl. “Dér er det!” “Er det ikke bare sejt!” “Okay, altså, jeg vil ud at svømme lige med det samme!” “Der er kun tyve minutter, til vi er ved Kirrinbugten,” sagde far. “Vi er i fin tid. I kan se bugten lige straks – den er ret stor – med en pudsig ø ved indsejlingen.” Børnene holdt udkig efter den, mens de kørte langs kysten. Så råbte Julian: “Dér er den – det må være Kirrinbugten. Se, Dick – er den ikke bare flot og blå?” “Og se lige den lille klippeø, der holder vagt over bugtens indsejling,” sagde Dick. “Den ville jeg gerne ud på.” “Jamen, det er jeg sikker på, du nok skal komme,” sagde mor. “Nu skal vi holde udkig efter tante Fannys hus. Det hedder Kirrinhytten.” De fandt hurtigt huset. Det lå på det lave klippefrem­ spring med udsigt over bugten, og det var virkelig ældgammelt. Det var ikke ligefrem en hytte, men faktisk 10


et temmelig stort hus, der var bygget af gamle, hvide sten. Klatreroser voksede hen over husets facade, og haven var fuld af blomster. “Her er Kirrinhytten,” sagde far og standsede bilen foran huset. “Den skulle angiveligt være omkring tre hundrede år gammel! Hvor har vi så Quentin? Ih, der er Fanny!”


PRINT INFO SPINE FORM ROUND SQUARE

Tag m Ann e d Ju e, G lian e , Di o ud r g ck, på o g eve T nty im r

FINISHES Matt Lamination Gloss Lamination Soft Touch Matt Lamination FOIL: N/A Over CMYK Under CMYK Over Lamination Under Lamination SPOT UV SPOT UV RELIEF EMBOSS DEBOSS SPOT GLITTER INSIDE COVER PRINTING N/A CMYK PANTONE

de 5 på skatteøen

Julian, Dick og Anne skal holde sommerferie hos deres onkel og tante i Kirrinhytten for første gang. Her møder de deres kusine Georg og hendes hund Tim. Georg ejer sin helt egen ø og et sunket skib med en skat ombord. Men er øen så øde, som den ser ud?

PRINT CMYK PANTONE

SPRAYED EDGES N/A CMYK PANTONE

APPROVALS

GODKENDELSE OMSLAG Redaktionschef Forlagschef KORREKTUR - TRYKFIL Korrekturlæser #1

1

I

Korrekturlæser #2 KORREKTUR - BLÅKOPI

car ls e n .dk

CARLSEN

Korrekturlæser #1 Korrekturlæser #2


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
De 5 på skatteøen læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen - Issuu