CIRKLEN
CIRKLEN.indd 1
16/12/17 2:35 pm
Af samme forfatter ISKOLD DØD
CIRKLEN.indd 2
16/12/17 2:35 pm
Bernard Minier
CIRKLEN PÃ¥ dansk ved Karsten Nielsen
LINDHARDT OG RINGHOF
CIRKLEN.indd 3
16/12/17 2:35 pm
”Stol aldrig på civiliserede mennesker, som gemmer sig bag kultur, kunst og politik … eller på retssystemet for den sags skyld. Deres forklædning er perfekt. Og de er de mest hensynsløse. De farligste mennesker på Jorden.” Michael Connelly: The Last Coyote
CIRKLEN.indd 5
16/12/17 2:35 pm
Prolog
I graven Hendes sjæl var blot et skrig. Et klageråb. Inde i sit hoved jamrede hun af fortvivlelse, hun skreg sin vrede, sine lidelser og sin ensomhed ud … – alt det der, som månederne var gået, havde berøvet hende den grundlæggende menneskelighed. Hun tiggede og bad også. Skån mig, skån mig, skån mig, skån mig … slip mig ud herfra, jeg beder Dem indtrængende … Inde i sit hoved skreg hun og bønfaldt og græd. Men kun inde i hovedet: I realiteternes verden kom der ikke en lyd ud af munden på hende. En morgen vågnede hun og var næsten stum. Stum … Hun som altid havde haft et godt snakketøj, hun som var så velformuleret – og altid havde haft let til latter … Hun skiftede stilling i mørket for at strække de ømme muskler en smule. Hun sad ned, direkte på det stampede jordgulv og med ryggen op ad stenmuren. Indimellem lagde hun sig ned på jorden. Eller på sin lurvede madras i et hjørne. Det meste af tiden lå hun sammenkrøbet og sov. Når hun vågnede, lavede hun strækøvelser eller gik lidt frem og tilbage – fire skridt, så vendte hun om, mere kunne det ikke blive til, eftersom hendes fangehul målte to gange to meter. Der var behageligt varmt, og hun havde for længst regnet ud, at der måtte være en form for fyrrum eller varmecentral på den anden side af døren, ikke kun på 7
CIRKLEN.indd 7
16/12/17 2:35 pm
grund af varmen, men også lydene: brummen, hvislen, banken. Hun havde ikke noget tøj på. Nøgen som et lille dyr. Sådan havde det været i månedsvis, måske årevis. Hun forrettede sin nødtørft i en spand og fik to måltider mad om dagen, bortset fra når han ikke dukkede op, og hun måtte tilbringe adskillige dage alene uden hverken vådt eller tørt, mens hun led sultens, tørstens og dødsangstens pinsler. Døren havde to kighuller: ét helt nede ved gulvet, hvor maden blev skubbet ind, samt ét midtpå, så han kunne se på hende. Selv når kighullerne var lukkede, gennemskar to spinkle lysstråler hendes kulsorte fangehul. Hendes øjne havde for længst vænnet sig til halvmørket, og de kunne skelne detaljer på gulvet og i murværket, som hun var den eneste, der kunne se. I begyndelsen havde hun undersøgt sit bur og lyttet efter selv den mindste lyd. Hun havde prøvet på at finde en måde, hvorpå hun kunne undslippe, huller i hans system, blot en lille svaghed ved ham. Derefter var hun holdt op med at tænke på den slags. Han havde ingen svagheder, og der var intet håb. Hun vidste ikke længere, hvor mange uger, eller måske måneder, der var gået, siden hun var blevet bortført. Siden hun havde haft et andet liv. Cirka en gang om ugen, måske oftere, måske sjældnere, beordrede han hende til at stikke armen gennem kighullet, og så gav han hende en indsprøjtning. Det var smertefuldt, for han var klodset til det, og væsken var tyktflydende. Hun mistede bevidstheden næsten øjeblikkeligt, og når hun vågnede igen, sad hun i spisestuen, ovenpå, i den tunge lænestol med det høje ryglæn, med ben og overkrop spændt fast til den. Vasket, velduftende og påklædt … Selv hendes hår lugtede godt af shampoo, selv hendes mund, der normalt føltes klæg og klistret, og hendes ånde, som hun gik ud fra normalt stank langt væk, duftede dejligt af tandpasta og mentol. Flammerne fra den buldrende ild i kaminen oplyste rummet, der stod tændte stearinlys på det mørke træbord, som var blankt som en sø, og en delikat aroma steg op fra tallerkenerne. Der lød altid klassisk musik fra stereoanlægget. Ligesom et dyr, som reagerede med en betinget refleks, begyndte hun at savle, når hun så ind i flammerne og mærkede det rene tøj mod sin hud. Det hører med til historien, at han, før han bedøvede hende og tog hende op af fangehullet, altid tvang hende til at faste i fireogtyve timer. 8
CIRKLEN.indd 8
16/12/17 2:35 pm
Smerterne i hendes underliv sladrede ikke desto mindre om, at han misbrugte hende seksuelt, når hun ikke var ved bevidsthed. I begyndelsen havde tanken om det fyldt hende med rædsel, og hun havde kastet sine første rigtige måltider op i spanden, når hun vågnede i kælderen. Nu lagde hun knap nok mærke til det længere. Nogle gange sagde han ikke noget, andre gange talte han uafbrudt, men hun hørte sjældent efter, for hendes hjerne havde mistet evnen til at følge med i al den snak. Imidlertid gik ordene musik, symfoni og orkester igen som et ledemotiv i hans monologer, og det samme gjorde navnet Mahler. Hvor længe havde hun været spærret inde? Der fandtes hverken dag eller nat i hendes grav. For det var det, det var: en grav. Som hun allerinderst inde vidste, hun aldrig ville kom ud af i live. Det var længe siden, hun havde næret noget håb. Hun huskede på, hvor skønt og enkelt alt havde været, dengang hun var fri. Den sidste gang hun havde leet, haft venner på besøg, set sine forældre … Duften af grillen om sommeren, aftenlyset, der faldt gennem træerne i haven, og hende søns øjne, når solen gik ned. Ansigter, latter, øjne … Hun huskede, at hun havde elsket med mænd, særligt en bestemt … Det liv hun havde troet, var ganske almindeligt, men som reelt var et mirakel. En følelse steg op i hende, fortrydelsen over ikke at have fået mere af det. Hun havde set og forstået, at enhver form for sorg eller smerte var det rene vand i forhold til dette helvede. Denne ikke-tilværelse, nedgravet på dette ikke-sted. Væk fra verden. Hun ville gætte på, at kun et par meter sten, cement og jord skilte hende fra det rigtige liv derude, men samtidig var hun lige så langt fra det, som hvis der havde været tale om i hundredvis af døre, i kilometervis af gange og tremmer. Alligevel havde livet og verden engang været lige dér, inden for rækkevidde. Af grunde hun ikke kendte, havde han set sig nødsaget til at flytte hende i al hast. Han havde skyndt sig at klæde hende på, havde givet hende plastikstrips om håndleddene bag på ryggen og en lærredssæk over hovedet. Så havde han tvunget hende op ad nogle trappetrin, og pludselig var hun ude i den friske luft. Den friske luft … Da hun indåndede den, havde hun været lige ved at blive vanvittig. 9
CIRKLEN.indd 9
16/12/17 2:35 pm
Da hun havde mærket den varme sol ramme sine nøgne arme og skuldre, anet dens stråler gennem sækken, indåndet duften af jord og endnu fugtige marker og hørt fuglenes spektakel ved daggry, havde hun været lige ved at besvime. Hun havde grædt så heftigt, at lærredssækken var blevet gennemblødt af hendes tårer og snot. Derefter havde han fået hende til at lægge sig ned på en vognbund af metal, og hun havde indåndet udstødningsgas og diesel olie igennem lærredet. Selvom hun var ude af stand til at skrige, havde han for en sikkerheds skyld stoppet en bomuldsklud i munden på hende og sat hæfteplaster ovenpå. Han havde også lænket hendes håndled og ankler sammen, så hun ikke kunne sparke på skillevæggen. Hun havde kunnet mærke vibrationerne fra motoren, og så var varevognen begyndt at skrumple over ujævnt terræn, indtil den kom ud på vejen. Da han abrupt trådte speederen i bund, og hun havde hørt adskillige biler køre forbi dem, var det gået op for hende, at de var på en motorvej. Det værste havde været betalingsanlægget. Alle vegne omkring sig kunne hun høre menneskestemmer, musik, motorstøj, ganske tæt på … Lige dér, bag væggen. Masser af mennesker. Kvinder, mænd, børn … Ikke mere end nogle få centimeter væk! Hun kunne høre dem! … En syndflod af følelser var skyllet gennem hende. De lo, de talte, kom og gik, levende og frie. De anede intet om, at hun befandt sig dér, så tæt på dem, om hendes snigende død, om hendes slavetilværelse … Hun havde kastet sit hoved fra side til side, så det var knaldet ind i metallet, og hendes næseblod var dryppet ned på det fedtede vogngulv. Derpå havde hun hørt sin bøddel sige ”Tak”, og varevognen var kørt videre. Hun ville så gerne have skreget. Det var en smuk dag, da hun blev flyttet, og hun var næsten sikker på, at alt stod i blomst. Forår … Hvor mange flere årstider ville hun få lov at opleve? Før han blev træt af hende, før hun blev grebet af vanvid, før han slog hende endegyldigt ihjel … Hun følte sig pludselig sikker på, at hendes venner, hendes nærmeste og politiet regnede med, at hun allerede var død: Der var kun ét eneste menneske i hele verden, som var klar over, at hun stadig levede, og det var djævelen selv, et kryb, en incubus. Hun ville aldrig igen få dagslyset at se.
CIRKLEN.indd 10
16/12/17 2:35 pm
Fredag
CIRKLEN.indd 11
16/12/17 2:35 pm
1
Dukker Dér, i havens mulm, Lå morderen på lur, koldblodigt, Skygge faldt på skygge over græs mindre grønt end Aftenrødens blod. Fra træerne lød nattergalens panfløjte, Som bød Marsyas og Apollon trods. Et landligt anstrøg i de dybeste skygger fra Et lysthus af reder og klynger af mistelten … Oliver Winshaw stoppede pludselig med at skrive. Blinkede en gang med øjnene. Et eller andet havde fanget – eller rettere forstyrret – hans opmærksomhed i yderkanten af synsfeltet. Uden for vinduet. Et lynglimt. Som om nogen knaldede en kamerablitz af. Uvejret. Det brød løs rundt om Marsac. I aften sad han ligesom alle andre aftener ved sit arbejdsbord. Han skrev. Et digt. Hans arbejdsværelse lå på førstesalen af huset, som han og hans kone havde købt for tredive år siden i det sydvestlige Frankrig. Rummet var beklædt med egetræspaneler, men ellers tapetseret med bøger. Hovedsagelig engelsk og amerikansk lyrik fra det 19. og 20. århundrede: Coleridge, Tennyson, Robert Burns, Swinburne, Dylan Thomas, Larkin, E.E. Cummings, Pound … Han var godt klar over, at han aldrig ville kunne nå sine husguder til sokkeholderne, men det betød ikke så meget. 13
CIRKLEN.indd 13
16/12/17 2:35 pm
Der var aldrig nogen, som havde fået lov at læse hans digte. Han nærmede sig sit livs vinter, ja, inden længe ville han have lagt selv sit efterår bag sig. Snart ville han lave et stort bål i haven og smide sine et hundrede halvtreds bind notesbøger med sorte omslag ind i ilden. I alt over tyve tusind digte. Ét om dagen i syvoghalvtreds år. Sandsynligvis hans livs bedst bevarede hemmelighed. Ikke engang hans anden hustru havde fået lov til at læse dem. Selv efter alle disse år spekulerede han på, hvor han egentlig havde fået inspirationen fra. Når han så tilbage på sit liv, bestod det blot af en lang række af dage, der altid sluttede med, at han skrev et digt i fred og ro på sit arbejdsværelse. De var alle sammen daterede. Han kunne finde det frem, som han havde skrevet den dag, hans søn blev født, det han havde skrevet den dag, hans første kone døde, det fra den dag han havde forladt England og slået sig ned i Frankrig … Han gik aldrig i seng, før det var lykkedes ham – heller ikke selvom klokken blev et eller to om morgenen, også dengang han arbejdede. Han havde aldrig haft det store søvnbehov eller hårdt fysisk arbejde: Han havde været lektor i engelsk på universitetet i Marsac. Oliver Winshaw fyldte snart halvfems. Han var en fredelig og distingveret gammel mand, som alle kendte. Dengang han havde slået sig ned i den lille, pittoreske universitetsby, havde man straks døbt ham ”Englænderen”. Det var, før hans landsmænd som en sværm græshopper begyndte at kaste sig over enhver gammel ruin i området, som man kunne restaurere, og hans kaldenavn blev noget udvandet. I dag var han blot én blandt flere hundrede i amtet. Men efter den økonomiske krise var englænderne én efter én rejst videre mod destinationer, som var mere attraktive for investorer, såsom Kroatien eller Andalusien, og Oliver spekulerede på, om han ville leve længe nok til igen at blive den eneste englænder i Marsac. Gennem åkandedammen, Glider skyggen uden ansigt, Profilen mager, dyster, skåret ud Som en knivsæg slebet skarp. 14
CIRKLEN.indd 14
16/12/17 2:35 pm
Han stoppede igen op. Musik … Han syntes, han kunne høre musik ind imellem den vedvarende, piskende regn og de endeløse tordenskrald, der svarede hinanden som et ekko hen over himlen. Det kunne da ikke være Christine: Hun havde for længst lagt sig til at sove. Men den var god nok. Den kom fra haven: klassisk musik … Oliver skar en misbilligende grimasse. Volumenknappen måtte være skruet helt i bund, for at han kunne høre det helt oppe på sit arbejdsværelse på trods af uvejret og det lukkede vindue. Han prøvede at koncentrere sig om sit digt, men det var umuligt: den forbistrede musik! Godt irriteret kiggede han igen ud ad vinduet. Lynene glimtede gennem persiennerne. Mellem lamellerne kunne han se regnen stå ned i tove. Det var, som om uvejret nu hang lige over den lille by og svøbte den i en puppe af vand, så den lå afskåret fra resten af verden. Han skubbede stolen tilbage og rejste sig. Han gik hen til vinduet og skilte persiennens lameller, så han kunne se ud på gaden. Rendestenen var gået over sine bredder, og vandet strømmede ud over brolægningen. Oven over hustagene blev nattehimlen flækket af slanke lyn, som udslag på en lysfølsom seismograf. Der var lys i alle vinduer i huset overfor. Måske blev der holdt fest? Der boede en enlig kvinde i det pågældende hus, som var et byhus med have langs den ene side og en høj mur ud til gaden, der beskyttede mod nysgerrige blikke. Hun var lærer på forberedelseskurserne til prestigeuniversiteterne, der blev huset på gymnasiet i Marsac, og som var regionens mest velrenommerede. En smuk kvinde. Slank, brunt hår og en elegant skikkelse – i trediverne og sin bedste alder. Lige noget for Oliver, hvis han havde været fyrre år yngre. Det hændte, at han udspionerede hende diskret, når hun om sommeren lå henslængt i sin liggestol og solede sig, skjult for alles blikke, undtagen hans, for haven lå lige neden for vinduet i hans arbejdsværelse, på den anden side af smøgen og muren. Der var noget, som ikke stemte. Der var tændt lys på alle husets fire etager. Og porten ud til gaden stod på vid gab, mens en enkelt lille lygte oplyste regnens skinnende gardin. 15
CIRKLEN.indd 15
16/12/17 2:35 pm
Men han kunne ikke få øje på en levende sjæl inde bag ruderne. På den ene side af huset stod terrassedørene i stuen vidåbne ud mod haven og klaprede i vinden som et par saloondøre, så den piskende regn uden tvivl plaskede ind i huset. Oliver stod og så på, at den sprang op fra fliserne på terrassen og bøjede græsplænens strå. Det måtte være dér, musikken kom fra … Han kunne mærke sin puls ryge i vejret. Hans blik gled langsomt hen mod swimmingpoolen. Elleve gange syv meter. Sandfarvet flisebelægning hele vejen rundt om. En udspringsvippe. Han blev grebet af den type stærk ophidselse, som kan komme over en, når noget uvant bryder ens daglige rutiner, og når man var i Olivers alder, bestod livet ikke af meget andet. Hans blik afsøgte haven hele vejen rundt om poolen. I den fjerne ende begyndte Marsacs skov, 2.700 hektar med træer og stier. I den ende var der ingen mur, ikke engang et plankeværk, men blot et hegn af tæt bevoksning. Nede bag poolen var der et lille haveskur, som var blevet bygget senere end huset. Han rettede opmærksomheden mod poolen. Vandoverfladen krusedes af regnen, som slog ned mod den. Oliver kneb øjnene sammen. Først kunne han ikke rigtig afgøre, hvad det var, han så. Så gik det op for ham, at der lå indtil flere dukker i vandoverfladen. Ja, det var rigtigt nok … Han kunne godt lide at vide, om det nu også var dukker, og mærkede en foruroligende kuldegysning løbe gennem kroppen. De lå og flød ved siden af hinanden, mens deres blege kjoler vuggede op og ned i overfladen, som var oppisket af regnen. Oliver og hans hustru havde en enkelt gang været inviteret til en kop kaffe hos genboen. Før Winshaws hustru var gået på pension, havde hun arbejdet som psykolog, og hun havde en teori om, hvorfor en kvinde over tredive havde så mange dukker i huset. Da de kom hjem derovrefra, havde hun sagt til sin mand, at deres genbo sandsynligvis var ”barnekvinde”, og Oliver havde spurgt hende, hvad hun mente med det. Hun havde forsøgt at forklare det med udtryk som ”umoden”, ”modvilje mod at påtage sig et ansvar”, ”kun optaget af egen nydelse”, ”følelsesmæssigt skadet”, og Oliver 16
CIRKLEN.indd 16
16/12/17 2:35 pm
havde ikke spurgt videre ind til det, for han havde altid foretrukket digtere frem for psykologer. Men guderne skulle vide, at han ikke forstod noget af, hvad dukkerne lavede i swimmingpoolen. Jeg burde ringe til politiet, tænkte han. Men hvad skal jeg sige til dem? At der flyder nogle dukker rundt i en swimmingpool? Så kom han til at tænke på noget andet. Der var altså noget galt … Der var lys overalt i huset, men ikke en sjæl at se, og så alle de dukker … Hvor i alverden var husets beboer? Oliver Winshaw drejede håndtaget på espagnoletbeslaget og åbnede vinduet. Med det samme slog regnen ind i rummet. Den piskede ind i ansigtet på ham, så han måtte knibe øjnene sammen for at se ordentligt på den besynderlige ansamling af plastikansigter med stivnede blikke. Nu kunne han tydeligt høre musikken. Han havde hørt den før, selvom det ikke var Mozart, hans yndlingskomponist. Vorherre bevares, hvad var det her for et cirkus? Et lysglimt skar gennem natten efterfulgt af det øresønderrivende brag fra tordenskraldet. Larmen fik vinduesruderne til at klirre. Det var, som om der pludselig var blevet tændt en skarp projektør, og han fik øje på en skikkelse dernede. Han sad på bassinkanten med benene nede i poolen. Først havde han ikke lagt mærke til ham, fordi han blev opslugt af skyggen fra det store træ, der voksede midt i haven. En ung mand … Han sad lænet ud over kanten og betragtede myriaden af dukker, som flød i vandet. Selvom han befandt sig halvtreds meter væk, kunne Oliver skelne hans fortabte og forstyrrede blik samt hans åbne mund. Oliver Winshaws brystkasse var nu blevet forvandlet til et ekkokammer, hvor hans hjerte bankede løs, som var det en vanvittig percussionist. Hvad i alverden var det, der foregik? Han styrtede over til telefonen og flåede røret af.
CIRKLEN.indd 17
16/12/17 2:35 pm
2
VM i fodbold ”Anelka er en taber,” sagde Pujol. Vincent Espérandieu så over på sin kollega og spekulerede på, om hans udsagn havde rod i angriberens middelmådige præstationer på grønsværen eller hans etniske oprindelse og den kendsgerning, at han var vokset op i en betonforstad til Paris. Pujol brød sig ikke om betonforstæder og slet ikke om deres indbyggere. Ikke desto mindre måtte Espérandieu indrømme, at Pujol havde ret for en gangs skyld: Anelka var håbløs. Elendig. Færdig. Ligesom resten af holdet i øvrigt. Den første kamp havde været én stor skuffelse. Martin Servaz var den eneste, som virkede ligeglad med det. Espérandieu så over på ham og smilede: Han var sikker på, at hans chef ikke engang vidste, hvad landstræneren hed, selvom hele Frankrig ikke havde bestilt andet end at kritisere og håne ham godt og grundigt de seneste måneder. ”Domenech er fuldstændig uduelig,” sagde Pujol i det samme, som om han kunne læse Vincents tanker. ”Den eneste grund til, at vi nåede til finalen i 2006, var, at Zidane og de andre selv tog styringen på holdet.” Det kunne man ikke rigtig være uenig i, og politimanden forsvandt i mængden for at hente nogle flere øl. Baren var proppet. 11. juni 2010. Åbningskampe til VM i fodbold i Sydafrika. Blandt andet den, som lige nu blev vist på storskærmen: Uruguay-Frankrig, 0-0 ved halvlegen. Vincent så igen over på sin chef. Hans øjne 18
CIRKLEN.indd 18
16/12/17 2:35 pm
var klæbet til skærmen. Men blikket var tomt. Hvis sandheden skulle frem, fulgte kriminalkommissær Martin Servaz ikke med i kampen – og hans næstkommanderende vidste det. Ikke blot fulgte Servaz ikke med i kampen, han spurgte også sig selv, hvad han i det hele taget lavede dér. Han var taget med for at glæde sit efterforskningshold. I ugevis havde VM i fodbold været stort set det eneste samtaleemne på gangene hos kriminalpolitiet. Hvilken form spillerne var i, elendige testkampe, blandt andet et ydmygende nederlag til Kina, valget af træner, hotellet som var for dyrt … Servaz havde ved flere lejligheder spekuleret på, om en tredje verdenskrigs udbrud ville have interesseret folk lige så meget. Sandsynligvis ikke. Han håbede, at forbryderne havde samme indstilling, og at kriminaliteten ville falde helt af sig selv, uden at nogen behøvede gribe ind. Han tog en slurk af det glas øl, Pujol lige havde stillet foran ham. Kampen var gået i gang igen oppe på skærmen. De små mænd i blåt rendte lige så forvildede rundt som før – fra den ene ende af banen til den anden, uden at Servaz kunne se noget system i det. Han var ikke ekspert, men det forekom ham, at angriberne var i særklasse elendige. Han havde læst et sted, at omkostningerne til transport og indlogering af holdet ville komme til at koste det franske fodboldforbund mere end en million euro, og det kunne være rart at vide, hvor de havde deres indtægter fra, og om han selv blev nødt til at punge ud. Selvom hans drikkebrødre normalt hægede nidkært om, hvad deres skatteindbetalinger blev brugt til, så de ud til at være mere optaget af, at holdet aldrig vandt. Servaz gjorde, hvad han kunne, for at mønstre en interesse for det, der foregik på skærmen. Men der lød hele tiden en virkelig ubehagelig summen fra højttalerne, som om en gigantisk bisværm svævede rundt inde i fjernsynet. Han havde fået forklaret, at larmen blev frembragt af tusinder af truthorn, som de sydafrikanske fans medbragte på stadion. Han spekulerede på, hvordan de kunne frembringe og ikke mindst holde en sådan støj ud. Selv her, hvor mikrofoner og tekniske filtre havde dæmpet lyden, var den fuldkommen ulidelig at høre på. Pludselig begyndte lysene i baren at blinke, og der lød buhråb alle steder fra, da billedet på skærmen frøs og helt forsvandt, 19
CIRKLEN.indd 19
16/12/17 2:35 pm
inden det til sidst dukkede op igen. Uvejret … Det cirklede omkring Toulouse som en flok ravne. Servaz’ ene mundvig var ved at trække sig op i et smil ved tanken om, at der blev bælgmørkt, og de ikke kunne se kampen. Han havde uforvarende sænket paraderne, og hans tanker gik på vandring til et velkendt, men farligt sted. Nu er det atten måneder siden, Julian Hirtmann har givet livstegn fra sig … Atten måneder, men der gik ikke en dag, hvor kriminalkommissæren ikke tænkte på ham. Schweizeren var undsluppet fra Wargnier Klinikken i vinteren 2008-2009, kun et par dage efter at Servaz havde besøgt ham i hans celle. Under besøget havde han til sin egen skræk fundet ud af, at den tidligere anklager fra Genève og han havde en fælles lidenskab: Mahlers musik. Og derefter var Hirtmann flygtet, mens han selv var blevet begravet i en lavine. Atten måneder, tænkte han. Fem hundrede fyrre dage og lige så mange nætter, hvor han utallige gange havde måttet døje med det samme mareridt. Lavinen … Han var begravet i en kiste af sne og is, og han kunne efterhånden ikke få luft. Samtidig blev hans lemmer stivere og stivere af kulden, indtil han langt om længe mærkede, at spidsen på en lavinesonde rørte ham, og en eller anden som en vanvittig begyndte at feje sneen omkring ham væk. Et blændende lys lige i ansigtet, en mundfuld frisk luft, som han grådigt trak ned i lungerne, åben mund og et ansigt indrammet af åbningen. Hirtmanns … Schweizeren slog en latter op og sagde: ”Farvel, Martin,” hvorefter han dækkede hullet til igen. Med enkelte variationer sluttede drømmen mere eller mindre på samme måde hver gang. I virkelighedens verden havde han overlevet lavinen. Men i sine mareridt døde han. Og på en vis måde var en del af ham død deroppe den pågældende aften. Hvad mon Hirtmann lavede i dette øjeblik? Hvor var han? Det løb Servaz koldt ned ad ryggen, og han så det ufattelig storslåede snelandskab for sig … De svimlende tinder, der lå beskyttende om den afsondrede dal … Bygningen med de tykke mure … Låse, der smækkede i nede for enden af øde gange … Og så den døråbning, hvorfra den velkendte musik strømmede ud: Gustav Mahler, Servaz’ yndlingskomponist – men også Julian Hirtmanns. 20
CIRKLEN.indd 20
16/12/17 2:35 pm
”Det var saftsuseme på tide,” sagde Pujol lige ved siden af ham. Servaz kastede et uinteresseret blik på skærmen. En spiller forlod banen, en anden erstattede ham. Servaz kunne forstå, at det drejede sig om nævnte Anelka. Han så op i øverste venstre hjørne af skærmen: 71. minut – og stadig 0-0. Og sikkert derfor stemningen i baren var så trykket. Ved siden af ham stod der en stor fyr, som så ud til at veje i nærheden af de hundrede tredive kilo, og svedte tran under sit røde fuldskæg. Han prikkede Servaz på skulderen, som om de var gamle venner, og sendte så en dunst af spritånde ind i ansigtet på ham: ”Hvis det var mig, der var træner, ville jeg give de sløve bananer et spark i røven, så de kunne komme ud af starthullerne. De gider fandeme ikke engang kæmpe for det, selvom det er VM.” Servaz kunne ikke lade være med at spekulere over, hvor megen motion hans sidemand selv fik, bortset fra når han slæbte sig ned på baren eller hen i minimarkedet på hjørnet for at købe en ramme bajere. Han spekulerede også over, hvorfor han ikke brød sig om at se sport i fjernsynet. Var det, fordi hans ekskone, Alexandra, aldrig gik glip af en kamp med sit yndlingshold? I syv år havde de haft et forhold, selvom Servaz lige fra de mødte hinanden, havde tænkt, at det holdt nok ikke længe. Alligevel var de endt med at gifte sig, og det havde holdt hele syv år. Han kunne stadig ikke fatte, hvordan de kunne have været så længe om at forstå det indlysende: De var et lige så dårligt match som en talibankriger og en nudist. Og hvad andet var der tilbage af det i dag end en pige på atten år? Men han var stolt af sin datter. Pavestolt. Og selvom han aldrig helt havde vænnet sig til Margots look, hendes piercinger og frisure, så fulgte hun i hans fodspor, ikke sin mors. Ligesom ham elskede hun at læse, og ligesom ham var hun blevet optaget på regionens mest velrenommerede forberedelseskursus, så hun kunne komme ind og læse litteratur på de bedste universiteter. Marsac. De allerdygtigste studerende inden for en radius af flere hundrede kilometer strømmede til byen, endda helt fra Montpellier og Bordeaux. Når han tænkte nærmere over det, måtte han indrømme, at han som enogfyrreårig kun havde to altoverskyggende interes21
CIRKLEN.indd 21
16/12/17 2:35 pm
ser, nemlig sit arbejde og sin datter. Og bøgerne … Men bøgerne var noget andet – det var ikke en interesse, men hele hans liv. Var det tilstrækkeligt? Hvordan så andres liv ud? Han så ned i bunden af sit ølglas, hvor der ikke var andet end lidt skum tilbage, og han blev enig med sig selv om, at han havde fået nok for i aften. Pludselig blev han opmærksom på, at han virkelig skulle tisse, så han gik ud på toilettet. Der var ualmindelig uhygiejnisk. En skaldet fyr stod med ryggen til ham, og Servaz kunne høre hans stråle plaske mod pissoirets emalje. ”De spiller som en brækket arm,” sagde manden, da kommissæren stillede sig ved siden af ham og lynede op. ”Det er pinligt at se på.” Han lukkede buksegylpen og forlod toilettet uden at bekymre sig om at vaske hænder. Servaz stod længe og sæbede sine ind, inden han skyllede dem grundigt og stak dem ind under håndtørreren. På vej ud trak han sin højre hånd op i ærmet, inden han tog i håndtaget, som fyren havde rørt ved. Han kastede et blik på skærmen og kunne konstatere, at der intet var sket, mens han havde været væk, selvom kampen nærmede sig sin afslutning. Den indskiftede spiller spruttede af frustrationer. Servaz forestillede sig, at hvis det fortsatte på den måde, ville der udbryde optøjer. Han gik tilbage til sin plads. Alle omkring stod og brølede: ”Kom så!” – ”Se så at få spillet den kugle, for helvede!” – ”Ud til fløjen, ud til fløjen!” og lignende, hvilket måtte være tegn på, at der endelig skete noget. Han mærkede de velkendte vibrationer i sin lomme og fiskede mobilen op. Ikke en smartphone, men den gode gamle Nokia familiemodel. Skærmen lyste, så også dér var der altså liv og aktivitet. Telefonen var allerede gået på svarer, og han havde fået en meddelelse om, at der lå en besked. Servaz ringede til sin svarer. Og stivnede. Stemmen på telefonen … Der gik et splitsekund, før han genkendte den. Et splitsekund, som varede en evighed. Rumtiden, der trækker sig sammen, som om de tyve år, der var gået, siden sidste gang han hørte den, kunne tilbagelægges i løbet af to hjerteslag. Selv nu i dag mærkede han et sug i maven, da han hørte den. 22
CIRKLEN.indd 22
16/12/17 2:35 pm
Han havde det, som om rummet begyndte at snurre rundt. Udbruddene, de opmuntrende tilråb og den vedvarende summen fra vuvuzelaerne trådte i baggrunden, forsvandt i en dis. Nutiden trak sig sammen og blev bittelille. Stemmen sagde: ”Martin? Det er mig, Marianne … Er du sød at ringe til mig? Det er virkelig vigtigt. Vil du ikke nok ringe, lige så snart du hører den her besked? …” En stemme fra fortiden, men også en stemme, som emmede af frygt. Samira Cheung smed sin læderjakke på sengen og så på den fedladne fyr, der sad og røg lænet velbehageligt op ad hovedpuderne. ”Du er nødt til at smutte nu. Jeg skal på arbejde.” Manden, der sad på hendes seng, var godt tredive år ældre end hende, havde en ordentlig ølvom og grå hår på brystkassen, men Samira var ligeglad. Han var et godt knald, og det var det eneste, der betød noget for hende. Hun var heller ikke selv nogen skønhedsåbenbaring. Siden hun gik i gymnasiet, havde hun været klar over, at de fleste mænd syntes, hun var grim, eller snarere at de syntes, hendes ansigt var grimt, men hendes krop overordentlig tiltrækkende. Hun vakte blandede følelser, og nogle gange hældte det til den ene side, andre gange til den anden. Samira Cheung holdt sig skadesløs ved at gå i seng med så mange mænd som muligt, og hun havde for længst fundet ud af, at de lækreste fyre ikke nødvendigvis var de bedste elskere, og hun var på udkig efter gode elskere – ikke prinsen på den hvide hest. Dobbeltsengen knirkede, da hendes korpulente elsker plantede fødderne på gulvet, bukkede sig fremover og rakte ud efter sit tøj, der lå foldet sammen på en stol ved siden af et gulvspejl, hvori man kunne se en del af tagkammeret. Edderkoppespind, støv, en lysekrone der hang ned fra et tagspær, og hvor kun hver anden pære virkede, en sivmåtte, en kommode og et klædeskab af spansk oprindelse erhvervet hos en marskandiser optog resten af pladsen. Samira hoppede i et par trusser og en T-shirt og forsvandt så ned gennem lemmen i gulvet. ”SPRUT ELLER KAFFE?” råbte hun fra etagen nedenunder. 23
CIRKLEN.indd 23
16/12/17 2:35 pm
Hun smuttede ud i det lille køkken, som var malet rødt og næsten lige så småt som kabyssen på et skib. Hun tændte kapselkaffemaskinen. Bortset fra den nøgne pære, som hang og lyste oven over hende, lå det store hus hensunket i mørke. Og det var der en grund til. Samira havde købt denne ruin, som lå tyve kilometer uden for Toulouse, et år tidligere, og nu var hun i gang med at istandsatte huset rum for rum (hun udvalgte sine skiftende elskere på baggrund af deres forskellige erhvervsbaggrunde: elektrikere, blikkenslagere, tømrere, malere, tagdækkere …) og havde indtil videre kun indtaget en femtedel af det beboelige areal. Der var ikke skyggen af et møbel i stueetagen, hvor gulvet var belagt med plastik, væggene dækket af stilladser, og der stod dryppende malerbøtter og -grej overalt. Det samme var tilfældet på halvdelen af førstesalen, og mens alt det stod på, havde hun soveværelse oppe på loftet. Ved hjælp af en skabelon havde hun malet store sølvbogstaver på muren: ”Byggeplads – Uvedkommende adgang forbudt.” På hendes T-shirt stod der ”I LOVE ME”, og hendes små bryster fik sloganet til at bule ud. Fyren gik tungt ned ad trinene på stigen, der hældte ligesom på et skib. Hun rakte ham en dampende espresso og bed i en skive æble, der havde ligget på køkkenbordet og var ved at blive oxideret. Derpå forsvandt hun ud på badeværelset. Fem minutter senere gik hun ind på sit ”påklædningsværelse”. Alt hendes tøj hang midlertidigt på bøjler, som igen hang på nogle lange metalstænger, undertøj og T-shirts var lagt ned i nogle plastikskuffedarier, og der stod over tyve par støvler langs muren. Hun iførte sig et par jeans med huller på knæene, et par støvletter med flade hæle, en ren T-shirt og et nittebælte. Derefter hylsteret med tjenestepistolen. Kronen på værket var en parka fra et overskudslager til at skærme hende mod regnvejret. ”Er du ikke gået endnu?” sagde hun, da hun kom tilbage til køkkenet. Tyksakken i halvtredserne tørrede munden for syltetøj. Han trak Samira ind til sig og kyssede hende, samtidig med at han lagde sine buttede hænder på hendes cowboybukserøv. Hun lod ham gøre det, men gjorde sig så fri. ”Hvornår ordner du mit brusebad?” 24
CIRKLEN.indd 24
16/12/17 2:35 pm
”Ikke i den her weekend. Min kone kommer hjem fra sin søster.” ”Find en dag. I den her uge.” ”Min kalender er fyldt op,” protesterede han. ”Ingen rørlægning, ingen fisse,” sagde hun. Fyren rynkede brynene. ”Måske onsdag eftermiddag. Vi må lige se.” ”Nøglerne ligger det sædvanlige sted.” Hun skulle til at tilføje noget, da der lød en blanding af guitarriffs og skrig fra en horrorfilm. De første takter fra en sang med den amerikanske grindcore-gruppe Agoraphobic Nosebleed. Mens hun fandt sin mobil, stoppede skrigene og de mange decibel. Hun så på nummeret på skærmen: Vincent. Hun skulle til at ringe ham op, da mobilen begyndte at vibrere. En sms: Ring til mig. Og det gjorde hun straks. ”Hvad sker der?” ”Hvor er du henne?” spurgte han uden at svare. ”Derhjemme, jeg er på vej ud ad døren: Jeg har aftenvagt.” Og så lige den aften, hvor alle de mandlige betjente, hvis de overhovedet havde mulighed for det, meldte sig syge. ”Hvad med dig selv, ser du ikke kampen?” ”Der har været et alarmopkald …” En nødsituation. Sikkert fra vikaren på anklagerens kontor. Surt show for fodboldfansene. Fjernsynsapparaterne var sikkert også rødglødende i retsbygningen. Hun havde selv haft svært ved at finde en elsker til aften: Fodbold var øjensynlig vigtigere end at knalde. ”Er det anklagerens kontor, som har ringet?” spurgte hun. ”Hvad handlede det om?” ”Nej, det er ikke anklagerens kontor.” ”Okay?” Espérandieus stemme lød uvant anspændt. ”Jeg skal nok forklare det nærmere. Der er ingen grund til, at du tager ind på politigården først. Bare tag bilen, og slut dig til os. Har du noget at skrive på?” 25
CIRKLEN.indd 25
16/12/17 2:35 pm
Uden tanke på sin gæst, der stod ved siden af hende og var ved at blive utålmodig, åbnede hun en køkkenskuffe og tog en kuglepen og en Post-it-blok op af den. ”Øjeblik … Okay, sådan …” ”Du får lige adressen, og så slutter du dig til os dér.” ”Lad mig høre.” Mens hun skrev, løftede hun et øjenbryn, selvom han ikke kunne se det. ”Marsac? Det er ude på landet … Hvem er det, der har ringet, Vincent?” ”Vi skal nok fortælle dig det hele. Vi er allerede på vej. Kom, lige så snart du kan.” Et lynglimt uden for vinduet. ”Vi? Hvem er vi?” ”Martin og jeg.” ”Okay. Jeg skynder mig.” Hun lagde på. Der var noget helt galt.
CIRKLEN.indd 26
16/12/17 2:35 pm